Miljø- og Fødevareudvalget 2015-16
MOF Alm.del Bilag 47
Offentligt
Til Folketingets Miljø og Fødevareudvalg.
Jeg vil gerne henlede udvalgets opmærksomhed på en problemstilling, som udvalget nødvendigvis må gøre
noget ved. Det handler om de regler, der gør det muligt for en lille håndfuld firmaer at spinde guld på
landets klimapolitik ved at udvikle projekter om opstilling af kæmpevindmøller på land – medens naboerne
betaler prisen
Møllerne kan være 150 m høje, og dermed 3 gange så høje som tårnet på Ribe domkirke – og en nabo kan
blive påtvunget naboskabet 600 m. væk.
Det er vindmøllebekendtgørelsen det handler om – den skal ændres, så afstandskravet øges og der indføres
absolutte støjgrænser ved beboelse, og ikke som nu kun beregnede størrelser ved sølle to vindhastigheder.
Meget tyder på, at embedsværket i Miljøministeriet er pot og pande med de lobbyister, der varetager de
nævnte firmaers interesser. I hvert fald bestræber de sig på at bagatellisere problemerne med støj fra
vindmøller ved at give indtryk af at alt er i sin skønneste orden.
Jeg modtager, som bestyrelsesmedlem i Landsforeningen naboer til kæmpevindmøller, fra tid til anden
mails fra frustrerede naboer til kæmpevindmøller, der klart viser behovet for at få reglerne ændret hurtigst
muligt. Derfor har jeg også sendt vedhæftede brev til ministeren og lovet at jeg vil sende en række af disse
eksempler, så hun kan få syn for sagen – også at embedsværket ikke ligefrem bestræber sig på at få
sandheden frem
Det vil jeg så gøre, og jeg vil samtidig informere udvalget. Som nævnt har jeg sendt vedhæftede brev, men
ikke fået noget svar – endnu.
Jeg vil gerne understrege, at mit ærinde ikke er at betvivle den grønne omstilling. Men skal vi have flere
kæmpevindmøller skal de stå så de ikke generer mennesker.
Med venlig hilsen
Kurt Hjort-Gregersen
Føvlingvej 6,
6683 Føvling