Åbent brev til Folketinget
16-5-2015
Kære politikere og medlemmer af Folketinget,
det er med tunge hjerter og frustrerede sind, at vi føler os kaldet til at skrive dette brev til
jer.
Vi er alle soldater og veteraner fra den danske deltagelse i krigen i Afghanistan. Vi har
alle fulgt jeres bud, loyalt udført vores pligt og gjort vores bedste for at praktisere den
politik som I har udstukket.
Der skal ikke herske tvivl om, at det har været en hård opgave og hvor succesfulde vi
har været kan man altid diskutere, men vi har gjort vores bedste inden for de rammer,
som I har stillet op.
De fleste af os har sat vores liv og førlighed på spil, i de til tider hårde kampe. Vores
familier og venner har kæmpet en anden, men ligeså hård kamp med savnet af deres
pårørende, som i mange tilfælde er vendt hjem ændrede for livet.
Nogle af vores kolleger og deres pårørende har betalt den højeste pris for vores
krigsførelse. Vi har mistet 43 kammerater, et langt større antal er blevet sårede og
invaliderede for livet, et stadig større antal opdager, at de må leve med psykiske men,
der ikke vil gå væk.
Så selv om krigen på mange måder er ved at være et afsluttet kapitel i jeres politiske
virkelighed, så kaster den fortsat lange skygger både i vores familiers hverdag og i de
erindringer, vi som soldater skal leve med resten af livet.
Et af de vigtigste midler til at løse vores opgave var vores evne til at kommunikere med
lokalbefolkningen og de afghanske sikkerhedsstyrker. En opgave som blandt andet blev
løst af vore egne sprogofficerer, men som i særdeleshed blev løst af de lokalt ansatte
afghanske tolke.
Disse, fortrinsvist, unge mænd fungerede ikke bare som oversættere af det lokale
sprog, men i lige så høj grad som oversættere af den lokale kultur.
De har været med til at udrede mange forviklinger og forklare vores mål og hensigter,
så de blev forståelige i en lokal kultur, der på mange måder stod den danske så fjernt,
som tænkes kan.
De har indhentet uvurderlige efterretninger, som vi aldrig selv havde haft en chance for
1