Forsvarsudvalget 2015-16
FOU Alm.del Bilag 150
Offentligt
1647989_0001.png
18. maj 2016
NOTAT 7: MANGLENDE EVALUERINGSFLYVNINGER MED F-35 FLYET
Spørgsmål
Dette notat besvarer følgende spørgsmål:
Hvorfor har det ikke været muligt at afprøve F-35 i praksis?
Grundlag
Notatet er baseret på Joint Strike Fighter Program Office’ besvarelse af Forsvarsministeriets
”Request for Binding Information” (RBI 2014) vedrørende F-35.
Sagsfremstilling
F-35 produceres kun i en én-sædet version, hvor der ikke er plads til en flyveinstruktør. Det
vil derfor være tids- og ressourcekrævende at uddanne en dansk pilot i forhold til de få eva-
lueringsflyvninger, som skal gennemføres.
Dertil kommer, at de andre lande, som har købt F-35, først har haft mulighed for at flyve
flyet, når leveringen af det første købte fly har fundet sted. Der stilles således ikke fra F-35
partnerskabets side fly til rådighed til denne slags aktiviteter, og derfor har det ikke været
muligt for danske piloter at gennemføre evalueringsflyvninger.
Evalueringsflyvninger er i typevalgsgrundlaget anvendt som et validerende tiltag, der skal
undersøge, hvorvidt det primære datagrundlag, som baserer sig på leverandørernes svar på
de fremsendte spørgsmål, er retvisende. Øvrige validerende tiltag har inkluderet flyvning i
flysimulatorer, brugerinterviews med andre brugere af flyene samt systemtekniske analyser.
For F-35 gælder, at pilotuddannelsen udelukkende består af simulatorflyvninger, før piloten
flyver første tur i flyet. Det betyder, at F-35 flyets simulatorer er meget nøjagtige og præcist
gengiver flyets flyve- og manøvreegenskaber, som er det primære formål med gennemfø-
relse af evalueringsflyvningerne.
Dertil kommer, at en dansk testpilot er tilknyttet udviklingsprogrammet af F-35 i USA. Pilo-
ten flyver på daglig basis ved siden af F-35 flyet i et F-16 fly. Testpilotens erfaringer med F-
35 flyets flyve- og manøvreegenskaber har også været anvendt i evalueringen.
Den samlede mængde af validerende tiltag giver på trods af de manglende evalueringsflyv-
ninger derfor ikke anledning til at betvivle validiteten af F-35-programmets fremsendte da-
tagrundlag.