Beskæftigelsesudvalget 2015-16
BEU Alm.del Bilag 213
Offentligt
1643351_0001.png
NOTAT
31-05-2016
Samlenotat om EPSCO-rådsmøde dagsordenspunkter
den 16. juni 2016
J.nr. 2016-3109
CAIJ
Tanja Lücking
Bircan Eker
1. Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om indbyrdes tilnærmelse
af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser for så vidt angår til-
gængelighedskrav til produkter og tjenesteydelser (tilgængelighedsdirektiv)
Side 3
2. Kommissionens forslag til revision af udstationeringsdirektivet
side 23
3. Kommissionens forslag til revision af direktiv om kræftfremkaldende stoffer
side 33
4. Forslag til Rådets direktiv om gennemførelse af princippet om ligebehandling
af alle uanset religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering
side 37
5.
Europæisk Semester 2016: Bidrag til Det Europæisk Råd 28.-29. juni 2016
(a) Udkast til Rådets henstillinger vedrørende de Nationale Reformprogrammer
2016 og udkast til forklarende note
(b) Vurdering af Rådets landespecifikke henstillinger 2016 og implementerin-
gen af de landespecifikke henstillinger for 2015
side 80
6. Kompetencepakke (”Skills Package”)
side 82
7.
Direktiv om gennemførelse af aftale om gennemførelse af ILO's 2007-
konvention om arbejdsforhold i fiskerisektoren
(Samlenotatet vedrørende punktet eftersendes)
8. Rådskonklusioner om bekæmpelse af fattigdom og social eksklusion
side 84
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
9. Rådskonklusioner om ”En ny start på en styrket social dialog”
side 86
10. Rådskonklusioner om ligestilling
side 88
2
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
1643351_0003.png
1. Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om indbyrdes tilnær-
melse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser for så vidt
angår tilgængelighedskrav til produkter og tjenesteydelser (tilgængelighedsdi-
rektiv)
Revideret notat
Resumé
Kommissionen har fremsendt forslag om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstater-
nes love og administrative bestemmelser for så vidt angår tilgængelighedskrav til
produkter og tjenesteydelser.
Baggrunden for forslaget er todelt. For det første sigtes der mod at fremme vilkå-
rene for erhvervsdrivende, som i dag står over for forskellige og ofte modstridende
nationale tilgængelighedskrav, der forhindrer dem i at drage fordel af det indre
markeds potentiale. For det andet skal direktivforslaget støtte medlemsstaternes
indsats for at leve op til deres nationale forpligtelser, og deres forpligtelser i med-
før af De Forenede Nationers konvention om rettigheder for personer med handi-
cap, i relation til tilgængelighed.
Formålet med direktivet er ifølge Kommissionen at bidrage til et velfungerende
indre marked gennem indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og admini-
strative bestemmelser, ved fjernelse af barrierer for den frie bevægelighed for visse
produkter og tjenesteydelser.
Direktivforslaget har et bredt anvendelsesområde, og omfatter en række forskellig-
artede varer og tjenesteydelser. Direktivforslagets beskrivelse af anvendelsesom-
råde og begreber er på en række punkter endnu uklar og kræver nærmere afklaring
og analyse.
Direktivforslaget vil have lovgivningsmæssige konsekvenser i relation til en række
varer og tjenesteydelser, herunder transport, E-handel, finansielle tjenester og
audiovisuelle medietjenester. Direktivforslaget vurderes desuden at medføre væ-
sentlige økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet og staten.
Regeringen støtter helt overordnet intentionerne om at forbedre det indre markeds
funktion og forebygge barrierer for den frie bevægelighed for produkter og tjene-
steydelser. Det fremlagte direktivforslag giver dog anledning til en række betænke-
ligheder, og regeringen vil fortsat analysere de enkelte dele af forslaget nærmere.
Regeringen lægger i den forbindelse betydelig vægt på, at forslagets nationale
omkostninger minimeres mest muligt, og at forslaget ikke pålægger erhvervslivet
eller staten nye økonomiske byrder i form af krav til tilgængelighed i forhold til den
i dag forventede udvikling.
1. Baggrund
Kommissionen har ved COM(2015) 615 final af 2. december 2015 fremsendt for-
slag om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative be-
stemmelser for så vidt angår tilgængelighedskrav til produkter og tjenesteydelser.
Forslaget er oversendt til Rådet den 3. december 2015 i dansk sprogversion. For-
3
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
1643351_0004.png
slaget er fremsat med hjemmel i TEUF artikel 114, om harmonisering af medlems-
staternes lovgivninger vedrørende det indre markeds funktion.
Forslaget skal vedtages af Rådet og Europa-Parlamentet efter den almindelige lov-
givningsprocedure, jf. traktatens artikel 294. Rådet træffer afgørelse med kvalifice-
ret flertal.
Baggrunden for forslaget er et ønske om at sikre en indbyrdes tilnærmelse af med-
lemsstaternes love og administrative bestemmelser om tilgængelighedskravene til
produkter og tjenesteydelser. Dette ønske begrundes med to forhold. For det første
sigtes der mod at fremme vilkårene for erhvervsdrivende, som i dag står over for
forskellige og ofte modstridende nationale tilgængelighedskrav, der forhindrer dem
i at drage fordel af det indre markeds potentiale. For det andet skal direktivforslaget
støtte medlemsstaternes indsats for at leve op til deres nationale forpligtelser, og
deres forpligtelser i medfør af De Forenede Nationers konvention om rettigheder
for personer med handicap, i relation til tilgængelighed.
I direktivforslaget fremhæves det, at der i 2020 vil være ca. 120 mio. personer i
Den Europæiske Union med flere og/eller mindre handicap.
2. Formål og indhold
Ifølge Kommissionen er formålet med direktivet at bidrage til et velfungerende
indre marked gennem indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og admini-
strative bestemmelser gennem fjernelse af barrierer for den frie bevægelighed for
visse tilgængelige produkter og tjenesteydelser. Dette vil forbedre adgangen til
tilgængelige produkter og tjenesteydelser på det indre marked.
Kommissionen bemærker, at efterspørgslen efter tilgængelige produkter og tjene-
steydelser er stor, og antallet af borgere med handicap og/eller funktionelle be-
grænsninger vil stige betydeligt med EU's befolknings aldring. Et miljø, hvor pro-
dukter og tjenesteydelser er mere tilgængelige, fremmer et mere inklusivt samfund
og en uafhængig tilværelse for borgere med handicap.
Borgere med handicap defineres i direktivforslaget som
”personer med en langva-
rig fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, som i samspil
med forskellige barrierer kan hæmme dem i fuldt og effektivt at deltage i samfunds-
livet på lige fod med andre.”
Borgere med funktionelle begrænsninger defineres i direktivforslaget om
”perso-
ner med en fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, alders-
relateret handicap eller andre permanente eller midlertidige legemlige begræns-
ninger, som i samspil med forskellige barrierer medfører, at deres adgang til pro-
dukter og tjenesteydelser begrænses, og at sådanne produkter og tjenesteydelser
skal tilpasses disse personers særlige behov.”
Direktivforslaget finder anvendelse på følgende produkter:
a) computerhardware til generelle formål og operativsystemer
b) følgende selvbetjeningsterminaler:
i) pengeautomater
ii) billetautomater
4
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
1643351_0005.png
iii) selvbetjeningsautomater til check-in.
c) forbrugerterminaludstyr med avanceret databehandlingskapacitet til tele-
fontjenester
d) forbrugerterminaludstyr med avanceret databehandlingskapacitet relateret
til audiovisuelle medietjenester.
Direktivforslaget finder anvendelse på følgende tjenesteydelser:
a) telefontjenester og relateret forbrugerterminaludstyr med avanceret databe-
handlingskapacitet
b) audiovisuelle medietjenester og relateret forbrugerudstyr med avanceret
databehandlingskapacitet
c) fly-, bus-, tog- og søtransport
d) banktjenester
e) e-bøger
f) e-handel.
Direktivforslaget finder anvendelse på følgende områder:
a) offentlige kontrakter og koncessioner, der er omfattet af direktiv
2014/23/EU, direktiv 2014/24/EU og direktiv 2014/25/EU.
b) udarbejdelse og gennemførelse af programmer i henhold til Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 om fælles bestem-
melser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske
Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Ud-
vikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond, og
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1304/2013.
c) udbudsprocedurer vedrørende offentlig personbefordring med jernbane og
ad vej i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
1370/2007.
d) transportinfrastruktur i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EU) nr. 1315/2013.
Der stilles i direktivforslaget krav om, at medlemsstaterne udpeger markedsover-
vågningsmyndigheder, der er ansvarlige for overholdelse af direktivets anførte
krav.
Kommissionen anfører om tidsplanen for gennemførelse af direktivet, at forpligtel-
ser vedrørende tilgængelighed udelukkende påvirker nye produkter, der bringes på
markedet efter ikrafttrædelsesdatoen af direktivet. I forhold til tjenesteydelser vil
kravene finde anvendelse efter direktivets vedtagelse, når servicen ydes.
5
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
1643351_0006.png
3. Europa-Parlamentets udtalelser
Europa Parlamentet har alene i april 2016 afgivet en indledende vurdering af
Kommissionens konsekvensanalyse til direktivforslaget. Det fremgår bl.a. af vur-
deringen, at konsekvensanalysen ikke er klar og tydelig, at der er brugt gammel
data, og at det havde været hensigtsmæssigt, hvis sociale hensyn havde været ud-
forsket yderligere som modvægt til konsekvensanalysens økonomiske fokus.
4. Nærhedsprincippet
Kommissionen har vurderet, at forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprin-
cippet.
Det er Kommissionens opfattelse, at nationale tiltag ikke i tilstrækkelig grad kan
sikre en indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes foranstaltninger og en harmo-
niseret tilgang. Ifølge Kommissionen skaber forskelle i medlemsstaternes frem-
gangsmåder barrierer og lægger byrder på de virksomheder, der forsøger at inter-
agere på tværs af grænserne.
Kommissionen fremhæver, at tiltag på EU-plan vil respektere nærhedsprincippet
ved at fokusere på de produkter og tjenesteydelser, for hvilke der foreligger klare
beviser for et betydeligt problem for det indre marked - fordi forskellige nationale
krav skaber hindringer for samhandelen. Medlemsstaterne skal fortsat være fuldt
ansvarlige for reguleringen af tilgængelighedskravene for andre produkter og tjene-
steydelser.
Regeringen er umiddelbart enig med Kommissionen i, at forslaget er i overens-
stemmelse med nærhedsprincippet.
Regeringen er generelt skeptisk over for som noget nyt at fastsætte EU-regler ved-
rørende tilgængelighed på byggeområdet. Efter regeringens opfattelse bør regler på
dette område overlades til national lovgivning. Regeringen hæfter sig dog ved, at
der er tale om fakultative (valgfrie) og ikke obligatoriske bestemmelser, hvilket
efterlader et råderum til medlemsstaterne.
5. Gældende dansk ret
E-handel(herunder e-bøger)
E-handelsdirektivet (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni
2000) er gennemført i dansk ret ved e-handelsloven (lov nr. 227 af 22. april 2002).
Selvom e-handelsdirektivet er et minimumsdirektiv, er e-handelsloven en ren gen-
nemførelse af direktivet uden nationale særregler eller overimplementering.
Loven finder anvendelse på tjenester i informationssamfundet. Det vil sige tjene-
ster med et kommercielt sigte, der stilles til rådighed online på en individuel an-
modning fra en tjenestemodtager. Denne definition omfatter e-handel med varer og
tjenesteydelser, herunder e-bøger.
Loven indeholder i § 7 en generel oplysningspligt, hvorefter en tjenesteyder skal
give oplysning om følgende:
den fysiske adresse, hvor tjenesteyderen er etableret,
6
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
e-postadresse og eventuelt postadresse og andre oplysninger om tjeneste-
yderen, som gør det muligt at kontakte og kommunikere med tjenesteyde-
ren,
CVR-nummeret, hvis tjenesteyderen er registreret i Det Centrale Virksom-
hedsregister,
tilhørsforhold til eventuelle godkendelsesordninger, herunder den relevante
tilsynsmyndighed.
Dertil kommer nogle specifikke bestemmelser om lovregulerende erhverv.
Lovens § 8 bestemmer, at hvis der gives oplysning om en pris for en informations-
samfundstjeneste, skal prisen angives klart og tydeligt. Det skal endvidere fremgå,
hvorvidt prisen er inklusiv afgifter og leveringsomkostninger.
Lovens § 9 indeholder et krav om, at al kommerciel kommunikation skal kunne
identificeres som kommerciel kommunikation (fx reklamer), samt at det klart skal
fremgå, på hvis vegne den kommercielle kommunikation udsendes.
Lovens § 10 indeholder krav om tjenesteyders oplysningspligt om følgende inden
en ordre afgives:
de forskellige tekniske led i forbindelse med kontraktens indgåelse,
hvorvidt den indgåede kontrakt opbevares af tjenesteyderen, og om den er
tilgængelig,
de tekniske hjælpeværktøjer til at finde og rette indtastningsfejl og
de sprog, kontrakten kan indgås på.
En tjenesteyder skal endvidere angive, hvilke relevante adfærdskodekser tjeneste-
yderen er tilsluttet og den elektroniske adgang til disse.
Finansielle tjenester
Der stilles i dag ikke lovgivningsmæssige krav til den fysiske udformning af pen-
geautomater. Det er således op til pengeinstitutterne selv at beslutte design og det
fysiske udtryk for sådanne automater.
Bankers hjemmesider og netbanker er heller ikke underlagt krav om tilgængelighed
for personer med handicap, og dermed heller ikke til tilgængeligheden af banktje-
nester.
Finansrådet er på frivilligt basis i dialog med handicaporganisationerne om at sikre
den størst mulige tilgængelighed for personer med fysiske handicap adgang til
pengeinstitutternes filialer, pengeautomater og til de elektroniske banktjenester,
som pengeinstitutter udbyder.
Audiovisuelle medietjenester:
Audiovisuelle medietjenester (dvs. traditionelt tv og tv-lignende on demand-
tjenester) reguleres i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jf. lovbekendtgørelse
nr. 255 af 20. marts 2014, som ændret ved lov nr. 1517 af 27. december 2014, og
bekendtgørelser udstedt i medfør heraf. Der er ikke fastsat regler om tilgængelig-
hedskrav til audiovisuelle medietjenester, herunder oplysningskrav om tilgænge-
lighed.
7
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
Elektroniske kommunikationstjenester
Elektroniske kommunikationstjenester, jf. direktiv 2002/21/EF (rammedirektivet)
artikel 2, litra c, er reguleret i lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester
(teleloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 128 af 7. februar 2014 med senere ændringer,
samt i bekendtgørelser udstedt i medfør heraf. Telelovens § 4, stk. 5 og 6, samt § 5,
giver mulighed for at udstede regler om bl.a. udbydere af telefontjenesters oplys-
ningsforpligtelser samt om krav til udbydere af teleterminaludstyr, der anvendes til
mobilkommunikationstjenester, med henblik på at sikre grundlæggende slutbruger-
rettigheder. Telelovens § 4, stk. 5 og 6, samt § 5, er ikke blevet brugt til at fastsætte
tilgængelighedskrav.
Søtransport
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) Nr. 1177/2010 om passagerers
rettigheder ved sørejser og rejser på indre vandveje indeholder regler om ikke-
diskrimination af og assistance til handicappede og bevægelseshæmmede. Forord-
ningen, som gælder direkte i Danmark, har med udspring i artikel 9 i De Forenede
Nationers konvention om handicappedes rettigheder sigte på at give handicappede
og bevægelseshæmmede samme mulighed for at deltage i sørejser og rejser på
indre vandveje som alle andre borgere. Efter forordningens artikel 9 skal transpor-
tører og terminaloperatører således sikre, at der findes eller fastsættes ikke-
diskriminerende og relevante standarder og retningslinjer for og oplysninger om
havneterminalers og skibes tilgængelighed, herunder deres faciliteter for handicap-
pede og bevægelseshæmmede (adgangsbetingelser). Transportører og terminalope-
ratører skal endvidere gøre adgangsbetingelserne offentligt tilgængelige fysisk eller
på internettet, idet der i denne henseende skal tages særligt hensyn til handicappe-
des og bevægelseshæmmedes behov. Transportører, rejseagenter og rejsearrangører
skal endelig sikre, at alle relevante oplysninger, herunder onlinereservation og -
information, om befordringsbetingelserne, oplysninger om rejsen samt adgangsbe-
tingelserne er til rådighed i en form, der er egnet og tilgængelig for handicappede
og bevægelseshæmmede.
Efter sølovens § 440 kan erhvervs- og vækstministeren fastsætte regler med hen-
blik på opfyldelse og anvendelse af forordning nr. 1177. Bemyndigelsen er udnyt-
tet ved bekendtgørelse nr. 74 af 29. januar 2013 om skibspassagerers rettigheder
med senere ændring. Bekendtgørelsen indeholder bl.a. straf- og påbudsbestemmel-
ser i forhold transportører, rejseagenter, rejsearrangører og billetudstedere, som
overtræder forordningen, herunder dennes regler om ikke-diskrimination af og
assistance til handicappede og bevægelseshæmmede.
Bekendtgørelse nr. 491 af 13. maj 2014 (Meddelelser fra Søfartsstyrelsen B, tek-
nisk forskrift om skibes bygning og udstyr mv.) samt bekendtgørelse nr. 556 af 26.
maj 2011 (Meddelelser fra Søfartsstyrelsen D, teknisk forskrift for skibes bygning
og udstyr mv., passagerskibe i national fart), gør IMO's cirkulære 735 (MSC/735)
af 24. juni 1996 vedrørende design og drift af passagerskibe, så de imødekommer
ældre og handicappede personers behov, obligatorisk på danske alle passagerskibe
og højhastighedspassagerfartøjer, der benyttes til offentlig transport, og hvis køl er
lagt, eller som er på et lignende konstruktionsstadium, den 1. oktober 2004 eller
senere samt tillige ved ombygning af danske passagerskibe og højhastighedsfartø-
jer, der benyttes til offentlig transport, og hvis køl er lagt, eller som er på et lignen-
de konstruktionsstadium, før den 1. oktober 2004, i det omfang dette er økonomisk
8
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
1643351_0009.png
rimeligt og gennemførligt (de to bekendtgørelsers kapitel II-3, regel 26 hhv. regel
28). Bestemmelserne i bekendtgørelsen vedrørende passagerskibe i national fart er
i øvrigt fastsat i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/45/EF af
6. maj 2009 om sikkerhedsregler og -standarder for passagerskibe, som ligeledes
gør IMO-cirkulæret obligatorisk på de nævnte forudsætninger. Det følger blandt
andet af IMO-cirkulæret, at generel information om tjenesteydelsen samt om assi-
stance til ældre og handicappede på en bestemt rute skal gøres tilgængelige for
offentligheden og potentielle passagerer, og at sådanne oplysninger skal stilles til
rådighed i formater, der er egnede for personer med nedsat syn, for eksempel stor
skrift og lydgengivelse.
Endelig indeholder bekendtgørelse nr. 11447 af 18. august 2000 bestemmelser om
indretning af passagerskibe med henblik på adgang for passagerer med handicap.
Flytransport
For så vidt angår tilgængelighed på luftfartsområdet er dette område omfattet af
forordning nr. 1107/2006 af 5. juli 2006 om handicappede og bevægelseshæmmede
personers rettigheder, når de rejser med fly.
Ifølge disse regler er der pålagt lufthavne og luftfartsselskaber forpligtelser i hen-
hold til handicappede og bevægelseshæmmede personers (PRM) rejse med fly.
Lufthavnens forvaltningsorgan er således ansvarligt for at sikre, at der ydes den i
bilag 1 til forordningen nævnte bistand til PRM’er, når de rejser med fly. Bilag I
nævner en række forhold, bl.a. bistand til PRM til at bevæge sig fra flyets dør til
plads i flyet, bistand til at gå om bord under anvendelse af elevatorer eller kørestole
m.m. Forordningen indeholder ikke tekniske krav til lufthavnen om, hvorledes
denne bistand udføres.
Luftfartsselskaberne skal i henhold til forordningen yde omkostningsfrit den i bilag
II til forordningen angivne bistand til en PRM. Her er bl.a. tale om transport af
medicinsk udstyr, transport af højst 2 stk. hjælpemidler pr. PRM (forudsat at der er
givet 48 timers varsel), formidling af væsentlige oplysninger, der vedrører en flyv-
ning, tilpasning af siddepladsen i flyet, bistand til toiletfaciliteter mm.
Der er ingen tekniske krav i forordningen om flys indretning i forbindelse med
PRM’ers rejse med fly.
Et luftfartsselskab kan endvidere kun af sikkerhedsmæssige årsager eller på grund
af tekniske begrænsninger nægte, at en PRM kan reservere eller gå om bord et fly.
Luftfartsselskaber, deres agenter eller rejsearrangører skal desuden træffe alle for-
nødne foranstaltninger til at modtage PRM’er på alle deres salgssteder og yde bi-
stand, også ved telefonsalg og internetsalg.
Bustransport
Vedrørende tilgængelighed på busområdet så findes der regler i forordning
181/2008 om buspassagerers rettigheder og forpligtelser. Anvendelsesområdet for
forordningen gælder for busrejser, når passagerernes påstignings- eller udstignings-
sted er beliggende på en medlemsstats område, og når den planlagte rejseafstand er
250 km eller mere. Derudover gælder en række minimumskrav til fx information,
når rejsen er mindre end 250 km.
Forordningen giver passagererne en række rettigheder, herunder ret til information,
før og under rejsen samt ret til information om rettigheder. Endvidere foreskriver
forordningen at der skal oprettes en national overvågningsmyndighed.
9
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
1643351_0010.png
En del af forordningen omhandler desuden handicappede og bevægelseshæmmede,
og det fremgår, at medlemsstaterne har pligt til at udpege busterminaler (Danmark
har udpeget Aarhus), hvor handicappede og bevægelseshæmmede skal ydes assi-
stance. Dertil kommer, at forordningen foreskriver, at transportørerne skal yde
gratis assistance til handicappede og bevægelseshæmmede ved ombordstigning
samt i bussen, hvis der er personale udover chaufføren tilstede.
Som det ses giver forordningen altså passagererne en række rettigheder vedr. fx
assistance og information, men ikke tekniske krav til hvordan denne information
skal leveres, eller hvilke krav der er til assistancen.
Jernbanetransport
Vedrørende tilgængelighed på jernbaneområdet, så findes der regler i forordning
1371/2007 om jernbanepassagerers rettigheder og forpligtelser. Anvendelsesområ-
det for forordningen gælder alle togrejser i Danmark.
Forordningen giver passagererne en række rettigheder, herunder ret til information,
før og under rejsen samt ret til information om rettigheder. Endvidere foreskriver
forordningen, at der skal oprettes en national overvågningsmyndighed.
En del af forordningen omhandler desuden handicappede og bevægelseshæmmede,
og det fremgår, at transportørerne skal yde gratis assistance til handicappede og
bevægelseshæmmede på stationer og i toget.
Som det ses giver forordningen altså passagererne en række rettigheder vedr. fx
assistance og information, men ikke tekniske krav til hvordan denne information
skal leveres eller hvilke krav der er til assistancen.
Forordningen stiller dog et krav om anvendelse af TSI for bevægelseshæmmede
personer (TSI PRM) – dvs. tekniske krav – på stationer, perroner og i tog.
Udover passagerrettighedsforordningen findes der også tilgængelighedsregler i:
Direktiv nr. 2008/57 af 17. juni 2008 om interoperabilitet i jernbanesyste-
met.
Forordning 454/2011 af 5. maj 2011 om den tekniske specifikation for in-
teroperabilitet gældende for delsystemet trafiktelematik for persontrafikken
i det transeuropæiske jernbanesystem (TSI TAP).
Forordning nr. 1300/2014 af 18. november 2014 om den tekniske specifi-
kation for interoperabilitet gældende for tilgængelighed for handicappede
og bevægelseshæmmede personer i EU's jernbanesystem (TSI PRM).
Reglerne skal sikre, at stationer, perroner og tog er indrettet således, at de er til-
gængelige og at adgang for handicappede og bevægelseshæmmede personer lettes
på lige fod med andre.
De to TSI’er udmønter direktivets overordnede krav og indeholder en række tekni-
ske krav til indretning af stationer, perroner og tog, herunder informationssystemer,
samt jernbanevirksomheders håndtering af oplysninger om befordring af og assi-
stance til bevægelseshæmmede og at oplysninger herom stilles til rådighed for
passagerer.
10
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
1643351_0011.png
TSI PRM foreskriver desuden, at stationsledere og operatører skal aftale, hvordan
der tilbydes assistance og alternativ transport i overensstemmelse med passagerret-
tighedsforordning, således at det ligger klart, hvem der er ansvarlig for assistance
og for alternativ transport.
Direktivet og TSI PRM gælder for alle togrejser i Danmark undtagen bybaner (S-
tog, letbaner og metro), hvorimod TSI TAP gælder på TEN-T nettet, hvilket i prak-
sis betyder, at privatbaner og Arrivas net samt bybaner er undtaget.
Byggeri
Tilgængelighed til byggeriet for mennesker med handicap reguleres gennem byg-
gelovgivningen og udmøntes i bygningsreglementet. Det fremgår af byggelovens
formålsparagraf, at et af lovens formål er at fremme handicapvenlig indretning af
bebyggelse.
Byggeloven gælder ved opførelse af nye bygninger, herunder tilbygninger, ombyg-
ninger i eksisterende bygninger, samt væsentlige ændringer i benyttelsen af bebyg-
gelsen.
Der er i dag ikke harmoniserede regler for tilgængelighed til byggeriet på fælles-
skabsniveau. Kravene i det danske bygningsreglement har alene hjemmel i bygge-
loven. Der har i gennem en årrække været forhandlet om et ligestillingsdirektiv, der
skal sikre ligestilling på baggrund af seksualitet, religion, race, handicap m.v. Til-
gængelighed har indgået i disse forhandlinger, hvor et forslag om at tilgængeliggø-
re den eksisterende bygningsmasse inden for en tidsramme på 15-20 år har været
bragt frem. Dette har en lang række medlemsstater, herunder Danmark argumente-
ret imod. Et obligatorisk krav om at tilgængeliggøre det eksisterende byggeri vil
indebære store udgifter for bygningsejerne. Der har hidtil ikke kunnet opnås enig-
hed om et sådant direktiv.
6. Konsekvenser
Lovgivningsmæssige konsekvenser:
Der er generelt behov for at analysere de enkelte dele af forslaget nærmere for at
se, om der vil være eventuelle yderligere lovgivningsmæssige konsekvenser.
E-handel (herunder e-bøger)
Det må forventes, at forslaget vil have lovgivningsmæssige konsekvenser. De en-
delige konsekvenser vil afhænge af, hvordan direktivet implementeres.
Finansielle tjenester
Da der ikke i dag findes regulering af tilgængelighed i den finansielle lovgivning,
vil der skulle indføres regler herom for så vidt angår pengeautomater og banktjene-
ster.
Audiovisuelle medietjenester
En vedtagelse af forslaget, for så vidt angår tilgængelighedskrav til audiovisuelle
medietjenester, vil få lovgivningsmæssige konsekvenser.
Tilgængelighed af offentlige organers websteder
Europa-Kommissionen har ud over nærværende forslag til tilgængelighedsdirektiv
for så vidt angår tilgængelighedskrav til produkter og tjenesteydelser allerede stillet
11
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
1643351_0012.png
forslag om direktiv om tilgængelighed af offentlige organers websteder (webdirek-
tivet).
Der kan være overlap mellem de to direktivforslag. Forslaget til tilgængelighedsdi-
rektiv retter sig først og fremmest imod hardware o.l., og finder kun anvendelse på
webbaseret indhold for primært private aktører; banktjenester, e-bøger og e-handel,
mens webdirektivet primært er rettet imod offentlige myndigheder og webbaseret
indhold. Det præciseres dog i forslaget til tilgængelighedsdirektiv, at tilgængelig-
hedskravene i forslaget til webdirektivet vil ligge til grund for tilgængelighedskra-
vene i forslaget til tilgængelighedsdirektivet for så vidt angår offentlige organers
websteder.
Det potentielle gælder ”fly-, bus-, tog og søtransport”, hvor websteder tilhørende
mulige offentlige eller offentligretlige organer, eksplicit nævnes i forslaget til til-
gængelighedsdirektivet. Endvidere har webdirektivet krav til mobile applikationer
til smartphones og tablets, hvor der henvises til EN 310 549 herunder kapitlerne 9,
10 og 1, som således udbredes til at dække andet end krav til websteder og deres
indhold.
I forslaget til tilgængelighedsdirektiv omhandlende tilgængelighedskrav til produk-
ter og tjenesteydelser er der opstillet en række krav til de forskellige tjenesteydelser
og områder. Disse krav er forskellige fra den gældende europæiske standard for
tilgængelighedskrav ved indkøb af it-ydelser, EN 310 549, der benyttes i webdirek-
tivet. Det bør afklares, hvilket af de to sæt af krav der vil være gældende.
Elektroniske kommunikationstjenester
En vedtagelse af forslaget for så vidt angår tilgængelighedskrav til telefontjenester
m.m. vil få lovgivningsmæssige konsekvenser. Det vurderes bl.a., at det vil være
nødvendigt at tilpasse teleloven samt afledt bekendtgørelsesregulering for at skabe
hjemmel til at pålægge de berørte virksomheder oplysningskrav i overensstemmel-
se med direktivforslaget.
Søtransport
Der vurderes ikke umiddelbart at være behov for ændring af de love, som snævert
set regulerer søfartsområdet, dvs. regler som primært vedrører sikkerhed til søs.
Direktivforslagets krav til websteder, tjenester til mobile enheder, billetsystemer,
selvbetjeningsterminaler mv. går imidlertid videre end det, som traditionelt regule-
res i søfartslovgivningen. Behovet for eventuel lovændring i relation hertil vil for-
udsætte en nærmere analyse.
I lyset af den omfattende EU- og internationale regulering om tilgænglighed for
skibspassagerer med nedsat funktionsevne, som allerede findes, herunder navnlig
de direkte gældende EU-regler om ikke-diskrimination af og assistance til handi-
cappede og bevægelseshæmmede, som følger af Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) Nr. 1177/2010 om passagerers rettigheder ved sørejser og rejser
på indre vandveje, er det endvidere umiddelbart vurderingen, at der formentlig
næppe vil være behov for andet end justeringer i diverse administrative forskrifter.
Det bemærkes i den forbindelse, at Danmarks Rederiforening og Bilfærgernes Re-
deriforening på frivillig basis har fået udarbejdet en fælles standard (SBI 2014:17),
12
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
1643351_0013.png
som giver retningslinjer for, hvordan passagerskibe kan indrettes, så de er ligevær-
digt tilgængelige for alle uanset funktionsnedsættelse.
Transportområdet i øvrigt
Idet der allerede eksisterer regler om handicaptilgængelighed på transportområdet
for hhv. luftfart, jernbane og bus, skal det undersøges nærmere, i hvilket omfang
der med direktivet stilles nye og skærpede krav til tjenesteydere og medlemsstater-
ne samt i hvilket omfang direktivet overlapper med allerede eksisterende regler.
Såfremt der er tale om nye krav, er det umiddelbart forventningen, at direktivet vil
have lovgivningsmæssige konsekvenser. Fælles for luftfart-, jernbane- og busom-
rådet er, at der med direktivforslaget stilles nye og skærpede krav til de respektive
operatører og infrastrukturforvaltere, som vil have lovgivningsmæssige konsekven-
ser.
Byggeri
For så vidt angår nyt byggeri henholdsvis byggeri, der ombygges væsentligt, og
bygninger, hvor der sker væsentlige anvendelsesændringer, vurderes det, at forsla-
get i den nuværende form ikke vil have nationale lovgivningsmæssige konsekven-
ser i forhold til reguleringen af byggeriet.
Økonomiske konsekvenser:
Generelt vurderes det, at forslaget kan medføre væsentlige administrative konse-
kvenser for erhvervslivet. De forventede administrative konsekvenser vil bestå i, at
der stilles krav om at påføre oplysninger om de omfattede produkter og tjeneste-
ydelsers anvendelse på selve produktet. Dette vil både betyde en administrativ om-
stillingsbyrde i form af ændringer af mærkning, brugsanvisninger og lignende, og
samtidig vil nye produkter også løbende skulle påføres disse nye krav. Kravene
indføres for at øge tilgængeligheden af produkterne for personer med funktions-
nedsættelser.
Der stilles i direktivforslaget endvidere krav om, at medlemsstaterne udpeger de
markedsovervågningsmyndigheder, der er ansvarlige for tjenesteydelsers overhol-
delse af kravene. Dette vurderes umiddelbart at kunne medføre væsentlige admini-
strative byrder for staten.
Baseret på den nuværende forståelse af direktivet kan de forventede implemente-
ringsudgifter for staten og erhvervet med opgøres til at overstige samlet 500 mio.
kr. som følge af krav til ændring af eksisterende produkter og tjenester samt omstil-
ling for så vidt angår nye erhvervelser.
E-handel(herunder e-bøger)
Forslaget forventes at have konsekvenser for erhvervslivet for at disse kan leve op
til direktivets foreslåede krav.
Finansielle tjenester
Direktivforslaget om at stille krav til tilgængeligheden af pengeautomater og bank-
tjenester vil have betydelige erhvervsøkonomiske konsekvenser. Finansrådet har
foreløbigt angivet følgende konsekvenser for pengeinstitutter:
13
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
1643351_0014.png
I relation til pengeautomater, stiller forslaget krav til indretning, dog i relativt over-
ordnede termer og uden at specificere eventuelle tekniske krav nærmere. Det frem-
går dog, at det eksempelvis kan være relevant at brugergrænsefladen sikrer kom-
munikation via mere end én sensorisk kanal, hvilket eksempelvis må betyde en
oplæsningsfunktion i pengeautomaten.
Der vil være tale om tilpasninger både i form af systemtilpasninger og fysiske æn-
dringer. Der vil derudover kunne forekomme udfordringer med at opfylde kravene,
idet ikke alle lokalplaner giver tilladelse til at der bliver opsat ramper/opkørsler til
pengeautomater.
Det estimeres, at de gennemsnitlige ændringer pr. pengeautomat vil beløbe sig til
ca. 50.000 kr. Da der er ca. 2.500 pengeautomater i Danmark betyder dette en for-
ventet samlet omkostning på ca. 125 mio. kr. for sektoren.
Direktivforslagets krav til tilgængeligheden af websteder, der anvendes til levering
af banktjenester og banktjenester til mobile enheder, bl.a. om at brugerne kan op-
fatte, bruge og forstå indholdet og interaktionsformen samt krav om at sikre, at
tjenesteydelserne er rettet mod behovene hos personer med funktionelle begræns-
ninger, er meget overordnede krav. Det er derfor vanskeligt udlede præcist at udle-
de hvad forpligtelserne indbefatter, men det må antages, at eksempelvis funktioner
som oplæsning, eller tekstning af videoer kunne være en måde at imødekomme
behov hos personer med funktionsnedsættelse på.
I forhold til net- og mobilbankløsninger er der ligeledes stor forskel på hvordan
pengeinstitutterne vil skulle foretage ændringer afhængigt af de eksisterende løs-
ninger.
Overordnet set vil der skulle ske ændringer i bl.a. software i form af fleksible juste-
ringer af layout tilpasset den enkelte kunde, hvilket ud over omkostningen i forhold
til at ændre eksisterende løsninger også vil give ekstraomkostninger ved fremstil-
ling af fremtidigt indhold. Omfanget af disse omkostninger forventes at ville være
betragtelige, men det er ikke muligt på nuværende tidspunkt at angive det mere
præcist.
Audiovisuelle medietjenester
Forslaget lægger op til, at offentlige og private aktører skal levere audiovisuelle
medietjenester – dvs. traditionelt tv og tv-lignende on demand-tjenester såsom
”catch-up”-tjenester og video on demand-tjenester (såsom eksempelvis Netflix,
HBO) på en sådan måde, at personer med funktionsnedsættelser, herunder personer
med handicap, kan maksimere deres forventede anvendelse af de audiovisuelle
medietjenester. Det indebærer blandt andet, at leverandører af audiovisuelle medie-
tjenester skal oplyse om tilgængelighedsfunktioner- og faciliteter, gøre websteder
tilgængelige på en ensartet måde, der sikrer, at brugerne kan opfatte, bruge, og
forstå indholdet, og i det hele taget have fokus på behovene hos personer med
funktionelle begrænsninger.
Rækkevidden af flere af de foreslåede krav er fortsat vanskelige at opgøre, og kra-
vene er endnu ikke konkretiserede i en audiovisuel kontekst, herunder kravet om at
gøre websteder tilgængelige på en ensartet måde. Hertil kommer, at der endnu ikke
14
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
1643351_0015.png
foreligger en oversigt over antallet af udbydere af audiovisuelle on demand-
tjenesteudbydere i Danmark.
Det betyder, at det på nuværende tidspunkt er vanskeligt at vurdere forslagets stats-
finansielle og erhvervsøkonomiske konsekvenser på det audiovisuelle område.
Med en række forbehold og på grundlag af den nuværende forståelse af forslaget
estimeres det, at forslaget i sin nuværende form for det audiovisuelle område vil
kunne medføre direkte omkostninger for staten og erhvervet på ca 80-90 mio. kr.
samt ca. 30 mio. kr. i årlige drifts- og vedligeholdelsesomkostninger.
Elektroniske kommunikationstjenester
Uagtet direktivets proportionalitetsbestemmelse vurderes det, at en stor del af tele-
branchen vil være omfattet af forslagets bestemmelser. Telebranchen har på nuvæ-
rende tidspunkt ikke har kunnet give et overblik over deres forventede efterlevel-
sesomkostninger forbundet med tilgængelighedsdirektivet. Kommissionen har i sin
konsekvensanalyse anslået, at den administrative byrde af forslaget for teleselska-
ber beløber sig til 80 arbejdstimer pr. selskab. Dette omfatter alene tilrådighedsstil-
lelse af information om tjenester og produkters tilgængelighed. Kommissionens
konsekvensanalyse adresserer ikke omkostningerne for tilpasning af hjemmesider,
samt inklusion af funktioner, praksis, politikker og procedurer og ændringer i udfø-
relsen af tjenesteydelser, der er rettet mod handicappede. I betragtning af ovenstå-
ende, samt at der fortsat hersker usikkerhed om anvendelsen af direktivets undta-
gelsesbestemmelser, kan der ikke på nuværende tidspunkt gives et fuldt ud under-
bygget estimat af implementeringsomkostningerne på teleområdet. Bruger man
imidlertid konsekvensanalysens beregningsmetode for de danske teleselskaber,
anslås udgiften hertil at beløbe sig til ca. 2,25 mio. kr. Hertil kommer udgifter til
tilpasning af hjemmesider, samt inklusion af funktioner, praksis, politikker og pro-
cedurer og ændringer i udførelsen af tjenesteydelser, der er rettet mod handicappe-
de. Som det fremgår af ovenstående er dette estimat dog forbundet med en betyde-
lig usikkerhed, men er under omstændighederne det bedst mulige bud.
Udpegning af markedsovervågningsmyndigheder og administrative konsekvenser
Kommissionen har tilkendegivet, at ”markedsovervågningsmyndighed” i direktiv-
forslaget skal forstås i overensstemmelse med markedsovervågningsforordningen,
forordning 765/2008. Forordningen indeholder bl.a. bestemmelser om oplysnings-
pligt over for Kommissionen, varetagelse af markedsovervågningsopgaven herun-
der bestemmelser om markedsovervågningsforanstaltninger og sikring af tilstræk-
kelige ressourcer til markedsovervågningsmyndigheder.
Direktivforslaget giver et vist spillerum for organisering af opgaven på nationalt
plan. Implementering vil senest fra seks år efter vedtagelse medføre omkostninger i
form af øgede tilsyns- og kontrolopgaver samt håndtering af klager og indberetnin-
ger. Det præcise omfang er på nuværende tidspunkt uvist, da det bl.a. vil afhænge
af direktivforslagets endelige form og den fremtidige mængde af klager og indbe-
retninger. På det foreliggende grundlag vurderes det, at markedsovervågningsop-
gaven for så vidt angår bestemmelserne om elektronisk kommunikation vil kræve
mellem et kvart og et halvt årsværk.
15
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
1643351_0016.png
Søtransport
Forslaget forventes ud fra en foreløbig vurdering ikke at have væsentlige statsfi-
nansielle, samfundsøkonomiske eller erhvervsøkonomiske konsekvenser. Den en-
delige vurdering vil imidlertid bero på en nærmere analyse af forslagets konkrete
elementer, herunder ikke mindst i hvor høj grad den eksisterende regulering vedrø-
rende tilgængelighed for skibspassagerer med nedsat funktionsevne, herunder den
relevante EU- og internationale regulering, i forvejen tilgodeser direktivforslaget
krav.
Der er i sektoren forskellige forhold, der skal iagttages for at sikre tilgængelighed i
relation til direktivforslaget, og der er derfor stor forskel på, hvilke og hvor store
ændringer der skal foretages, og dermed på hvilke omkostninger ændringerne ind-
befatter.
Flytransport
Forslaget vurderes at have omfattende erhvervsøkonomiske konsekvenser for luft-
havne og luftfartselskaber, der pålægges nye tekniske krav til etablering af webste-
der, tjenester til mobile enheder, intelligente billetsystemer, selvbetjeningstermina-
ler og billetautomater og selvbetjeningsautomater til check-in. Det er ikke muligt
præcist at angive hvilken størrelsesorden, der er tale om, da der er tale om teknolo-
gi, som endnu ikke er udviklet og krav, som ikke endeligt er specificeret.
For så vidt angår oprettelsen af en markedsovervågningsmyndighed på luftfartsom-
rådet undersøges det, hvilke ressourcer, der kan forventes behov for i forbindelse
med varetagelsen af den opgave. Det er uklart på baggrunde af den foreliggende
direktivtekst, hvorvidt der stilles krav om uafhængighed. Såfremt det er tilfældet,
vil der være yderligere udgifter forbundet med oprettelsen af et nyt organ eller evt.
udvidelse af et eksisterende af et organ. I det omfang der ikke stilles krav om uaf-
hængighed, forventes det, at opgaven kan løses af Trafik- og Byggestyrelsen, der i
forvejen håndterer klager relateret til handicappede og bevægelseshæmmede per-
soners rejser med fly.
Bustransport
På busområdet kan det på det foreliggende grundlag som minimum forventes, at
der vil være implementeringsudgifter for trafikselskaberne i størrelsesordenen 98-
142 mio. kr. Dertil kommer øgede omkostninger til drift og vedligehold. Det skal
understreges, at der for alle parter er tale om foreløbige estimater, blandt andet
grundet usikkerhed om direktivets anvendelsesområde samt undtagelsesbestem-
melsernes rækkevidde. I hvilken grad eksisterende udstyr kan tilpasses eller om der
skal købes nyt udstyr er heller ikke afklaret. Rejsekort A/S udgifter i medfør af
forslaget er medtaget her, men en del af udgifterne hører rettelig til under afsnittet
om ”Jernbanetransport” nedenfor.
For så vidt angår oprettelsen af en markedsovervågningsmyndighed på busområdet
undersøges det, hvilke ressourcer, der kan forventes behov for i forbindelse med
varetagelsen af den opgave. Det er uklart på baggrund af den foreliggende direktiv-
tekst, hvorvidt der stilles krav om uafhængighed. Der vil under alle omstændighe-
der være tale om yderligere udgifter forbundet med oprettelsen af det pågældende
organ.
16
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
1643351_0017.png
Jernbanetransport
På jernbaneområdet kan det på det foreliggende grundlag som minimum forventes,
at der vil være implementeringsomkostninger for erhvervslivet i størrelsesordenen
74-80 mio. kr. Dertil kommer øgede omkostninger til drift og vedligehold. Estima-
tet er baseret på tilbagemeldinger fra Banedanmark, DSB, Arriva, lokalbanerne og
trafikselskaberne. Det skal understreges, at der for alle parter er tale om foreløbige
estimater, blandt andet grundet usikkerhed om direktivets anvendelsesområde samt
undtagelsesbestemmelsernes rækkevidde. I hvilken grad eksisterende udstyr kan
tilpasses eller om der skal købes nyt er ikke afklaret, ligesom afgrænsningen af
hvilke tjenesteydelser, der er omfattet, ikke ligger fast.
Etableringen af en markedsovervågningsmyndighed på jernbaneområdet forventes
ikke at medføre væsentlige statsfinansielle omkostninger såfremt denne opgave kan
placeres hos Jernbanenævnet.
Billet- og pengeautomater på transportområdet
Udgifter til billetautomater er medtaget i vurderingen ovenfor.
Byggeri
Forslaget vurderes ikke at have statsfinansielle, samfundsmæssige eller erhvervs-
økonomiske konsekvenser for byggeriet, dog under forudsætning af, at den del af
den eksisterende bygningsmasse, der ikke ombygges eller ændrer anvendelse i
væsentlig grad, ikke omfattes af forslaget.
Regeringen vil følge forhandlingerne tæt, herunder særligt i forhold til vurderingen
af forslagets økonomiske konsekvenser.
Andre konsekvenser og beskyttelsesniveauet:
Rapporten har i sig selv ingen konsekvenser for beskyttelsesniveauet.
7. Høring
Forslaget har været i almindelig høring hos berørte interessenter, herunder special-
udvalget for arbejdsmarkedet og sociale forhold. Hovedindholdet af høringssvarene
fremgår af nedenstående.
Danmarks Biblioteksforening: Danmarks Biblioteksforening er generelt enig i de
anførte formål, men kan tilslutte sig de synspunkter og betænkeligheder, der anfø-
res i notatet. Der er tale om et direktivforslag med et meget bredt anvendelsesom-
råde, som også kan få betydning for de ydelser, som bibliotekerne tilbyder, fx når
det drejer sig om digitale medietjenester. Danmarks Biblioteksforening vil i den
forbindelse understrege, at konsekvenserne er uklare både hvad angår e-
bogsformidling som eReolen, samt for film og musikformidling via bibliotekerne i
Danmark. Danmarks Biblioteksforening kan derfor tilslutte sig notatets bemærk-
ninger om, at det fremlagte direktivforslag giver anledning til betænkelighed, og at
omfanget er uklart.
Dansk Industri (DI): DI kan tilslutte sig regeringens foreløbige generelle holdning
til direktivforslaget. Det er DI’s opfattelse, at forslagets krav ikke er proportionale
med målet og risikerer at føre til betydelige omkostninger for virksomhederne og
dermed højere priser og mindre produktudbud for forbrugerne.
17
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
1643351_0018.png
DI hæfter sig ved, at definitionerne af ”tilgængelige produkter og tjenesteydelser”,
af ”personer med funktionelle begrænsninger”, samt af ”personer med handicap”,
jf. direktivforslagets artikel 2, nr. 1, 3 og 4, er meget brede. Det giver anledning til
at tro, at de berørte produkter og tjenesteydelser skal tilpasses, så de er tilgængelige
for personer med funktionelle begrænsninger og handicaps, uanset graden og ka-
rakteren af en funktionel begrænsning eller et handicap. Afhængig af hvordan di-
rektivet konkret vil blive implementeret, kan det betyde, at virksomhederne vil
skulle tilpasse produkter og tjenester i et uforholdsmæssigt omfang. Direktivforsla-
get anerkender tilsyneladende ikke, at der desværre er nogle typer af funktionsned-
sættelser og handicaps, som har en sådan natur og karakter, at det - uanset hvor
kreativ en virksomhed er - ikke er muligt at tilpasse et produkt eller en tjeneste-
ydelse, så produktet eller tjenesten er tilgængelig for personer med sådanne alvorli-
ge funktionsnedsættelser eller handicaps. Direktivforslaget anerkender heller ikke,
at der er nogle produkter og tjenester, som i sin natur ganske enkelt ikke henvender
sig til personer med visse funktionsnedsættelser eller handicaps, ligesom der vil
være produkter i forskellige prisklasser med forskelligt udstyr.
Forslaget til direktivets artikel 12 giver ganske vist mulighed for, at virksomheden
på visse betingelser kan undlade at overholde tilgængelighedskravene, hvis det vil
indebære en væsentlig ændring af produktet eller tjenesteydelsen eller medføre en
uforholdsmæssig stor byrde for virksomheden. For at imødegå de bekymringer,
som DI har nævnt ovenfor, bør det imidlertid også være muligt at indfortolke en
modifikation til virksomhedens forpligtelser i udtrykket "den forventede anvendel-
se", som benyttes i direktivforslagets Bilag I, der beskriver tilgængelighedskravene
nærmere. Udtrykket bør efter DI´s opfattelse fortolkes under hensyntagen til, at
personer med visse former for funktionsnedsættelse eller handicaps kan være helt
uden for en virksomheds målgruppe, og at virksomheden derfor må kunne gå ud
fra, at disse personer ikke har nogen forventet anvendelse af produktet eller tjene-
steydelsen.
En yderligere bekymring ligger i forslaget til direktivets artikel 12.6., hvor en sær-
lig notifikationsprocedure introduceres, hvis produktet ikke lever op til kravene. Et
sådant krav om notifikation til alle myndigheder i lande, hvor produktet eller tjene-
steydelsen forventes markedsført, synes helt ude af proportioner, især når der
sammenlignes med, hvad der kræves i forhold til overholdelse af sikkerhedskrav i
fx lavspændingsdirektivet.
Generelt set bør der indføres en artikel, der åbner mulighed for, at produktet, hvis
det ikke i sig selv tilbyder de krævede alternative muligheder, kan være kompati-
belt med andre produkter, der åbner mulighed herfor.
Danske Handicaporganisationer (DH): DH synes, det er meget positivt, at kommis-
sionen er kommet med sit forslag til et tilgængelighedsdirektiv. Mennesker med
handicap møder på nuværende tidspunkt mange barrierer, der gør det meget svært
at bidrage i alle samfundets aspekter. Med det rette indhold kan en europæisk ”til-
gængelighedslov” være med til at ændre dette og sikre tilgængelighed for alle på
tværs af grænserne i EU. DH mener derfor, at den danske regering skal støtte initia-
tivet og arbejde for, at det bliver vedtaget.
18
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
DH finder det meget positivt, at regeringen støtter direktivets overordnede målsæt-
ning om at forbedre adgangen til tilgængelige produkter og tjenesteydelser på det
indre marked. DH ser det desuden som meget positivt, at regeringen vil analysere
de enkelte dele af forslaget nærmere og ser frem til at se resultatet.
Dog mener DH, at notatet fokuserer meget på ikke at pålægge erhvervslivet unød-
vendige byrder. DH mener ikke, der er tale om unødvendige byrder. Der er behov
for at stille krav til erhvervslivet for at sikre adgang til samfundet for personer med
handicap og hermed direktivets overordnede målsætning. Desuden er DH af den
opfattelse, at ikke alle tilgængelighedskrav giver ekstra omkostninger eller arbejds-
gange, men f.eks. kan handle om en omlægning af arbejdsgange og processer, der
efterfølgende resulterer i tilgængelige produkter eller tjenesteydelser. Et ”tilgænge-
lighedsdirektiv” vil bidrage til at skabe den fornødne opmærksomhed og viden om
tilgængelighed. Her er det også vigtigt at tilføje, at direktivet vil have en gennem-
førelsesperiode, i hvilken erhvervslivet kan forberede sig på at leve op til kravene.
Direktivets anvendelsesområde kan efter DH's opfattelse med fordel udvides til at
omhandle flere områder som bl.a. det bebyggede område, husholdningsprodukter
og overnatningsmuligheder. DH mener endvidere, at tilgængelighedskravet i for-
slaget til direktivets artikel 3 kan forbedres ved at stille krav om, at bygningerne
skal være tilgængelige.
Det er endvidere meget vigtigt, at forslaget til direktivets artikel 12, der giver mu-
lighed for, at virksomheden på visse betingelser kan undlade at overholde tilgænge-
lighedskravene, hvis det vil indebære en væsentlig ændring af produktet eller tjene-
steydelsen eller medføre en uforholdsmæssig stor byrde for virksomheden, ikke
bliver en kattelem. Derfor skal brugen af denne artikel overvåges. DH foreslår der-
for nedsættelse af nationale rådgivende brugerorganer, som kan vurdere, om de
tilgængelighedsløsninger, som tilbydes, er relevante. Det er endvidere vigtigt, at
den dedikerede komité, som skal nedsættes under kommissionen, udsteder klare og
dækkende retningslinjer.
Det er vigtigt, at personer med handicap inddrages i standardiseringsarbejdet, der
kan føre frem til fælles tekniske specifikationer, som forudsat i forslaget til direkti-
vets artikel 14. Risikoen ved at benytte det i forslaget til artikel 16 foreslåede CE-
mærkning er bl.a. selvevalueringen. Desuden er det ikke et mærke, som forbrugere
forbinder med tilgængelighed. Der skal derfor iværksættes en form for markedsfø-
ring af CE-mærket og tilgængelighed. Markedsovervågningsmyndighedernes op-
lysninger om erhvervsdrivendes overholdelse af de gældende tilgængelighedskrav
skal systematisk gøres tilgængelige for forbrugerne. Der skal udvikles et certifice-
ringssystem for tjenesteydelser, der kan sikre, at tilgængelighedskravet overholdes.
Det er endvidere vigtigt, at man i direktivet præciserer, hvordan forholdet er til
andre EU-retsakter. Der skal også være et system, der sikrer kontrol med overhol-
delsen af bestemmelserne i direktivet, så muligheden for som enkeltperson at ind-
bringe en sag for domstolene bliver sidste udvej. Der skal allokeres ressourcer til at
håndhæve sanktionerne og til investering i tilgængelighedsrelaterede initiativer.
Den foreslåede gennemførelsesperiode på seks år er for lang. Hvis anvendelsesom-
rådet udvides til også at omfatte det bebyggede område, kan perioden derimod
forlænges.
19
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
1643351_0020.png
Det Kongelige Bibliotek: Det Kongelige Bibliotek er generelt enigt i at fremme
tilgængelighed. Det Kongelige Bibliotek kan tilslutte sig notatets bemærkninger
om, at der er behov for nærmere afklaring og analyse af direktivforslagets anven-
delsesområde og begreber.
Det Kongelige Bibliotek er bekendt med, at Statsbiblioteket har afgivet et hørings-
svar, hvori der gøres opmærksom på, at direktivforslaget vil kunne have konse-
kvenser for dette biblioteks audiovisuelle medietjenester. Disse tjenester har Det
Kongelige Bibliotek som pligtafleveringsinstitution i dag adgang til, og det vil
være problematisk, hvis direktivforslaget betyder, at bibliotekets brugere mister
denne adgang. Tilgængelighedskrav i forhold til bygninger kan eventuelt også få
betydning for Det Kongelige Bibliotek.
Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA): FA vil henstille, at regeringen fasthol-
der, at forslaget ikke må pålægge erhvervslivet unødvendige eller uforholdsmæssi-
ge byrder. FA skal i den forbindelse henvise til, at Finansrådet over for Finanstil-
synet har vurderet, at forslaget vil medføre merudgifter på mellem 150 og 250 mio.
kr. for danske pengeinstitutter. Der er tale om et konservativt skøn. Merudgifter i
denne størrelsesorden må forventes at kunne få betydning for beskæftigelsen i fi-
nanssektoren i Danmark. Det er vigtigt, at regeringen fortsat er opmærksom på de
meget vidtgående økonomiske konsekvenser af forslaget.
Forbrugerådet Tænk: Forbrugerrådet Tænk hilser direktivforslaget meget velkom-
ment. En række forhold peger i høj grad på et øget og efter Forbrugerrådet Tænks
opfattelse nødvendigt og vigtigt fokus på, at samfundet generelt skal være tilgæn-
geligt for alle forbrugere. Forbrugerrådet Tænk henviser til Danmarks underskri-
velse af FN´s Handicapkonvention, Kommissionens vedtagelse af en europæisk
handicapstrategi 2010-2010 COM(2010) 636 final, og det forhold, at der i EU er
ca. 80 millioner mennesker, der i et vist omfang er ramt af et handicap, og at tallet
forventes at stige støt i takt med, at antallet af ældre øges.
For så vidt angår kommunikationsterminaler (computere og telefoner) og kommu-
nikationstjenester, produceres og forhandles de i stigende grad på tværs af græn-
serne i EU eller af selskaber, der opererer i flere lande. Det vil derfor være af be-
tydning for både selskaber og forbrugere, at der kommer fælles regler om tilgænge-
lighed i EU. Om effekten for forbrugerne er positiv, vil naturligvis afhænge af det
niveau for tilgængelighed, der stilles krav om. Men under alle omstændigheder vil
fælles krav kunne lede til lavere produktionsomkostninger for de tilgængeligheds-
skabende elementer i produkter og tjenester. Dermed gøres tilgængeligheden billi-
gere i de lande, der allerede har udbyggede krav, f.eks. i Danmark på visse områ-
der. Og ved at lægge barren højt i direktivet kan man undgå, at danske virksomhe-
der belastes mere end andre europæiske virksomheder. I dag skal virksomhederne,
der leverer tilgængelighed, producere efter landenes forskellige lovgivning, men
med ét sæt fælles regler i EU kunne det være relevant at få analyseret, hvorledes et
sådant direktiv kan skabe arbejdspladser og billigere tilgængelighed gennem at
udvide markedet for tilgængelighedselementer.
Statsbiblioteket: Statsbiblioteket er generelt enig i de anførte formål, men kan til-
slutte sig de synspunkter og betænkeligheder, der anføres i notatet. Der er tale om
20
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
1643351_0021.png
et direktivforslag med et meget bredt anvendelsesområde, som også kan få betyd-
ning for de ydelser, som Statsbiblioteket tilbyder, fx når det drejer sig om audiovi-
suelle medietjenester. Der er tale om specialdesignede og særudviklede audiovisu-
elle medietjenester, som det har krævet store it-ressourcer at udvikle, og som stiller
særlige udviklingskrav, fordi de særlige tekniske og juridiske behov ikke kan løses
på anden måde. Såfremt disse tjenester skal ændres til at opfylde de krav vedrøren-
de audiovisuelle tjenester, som blandt andet er beskrevet i bilaget til direktivforsla-
get, vil det være så krævende både teknisk og økonomisk, at det ikke skønnes mu-
ligt inden for de bevillingsmæssige rammer. Det vil ud fra en umiddelbar vurdering
kræve omfattende tilførsel af ressourcer eller opgivelse af tjenesteydelser.
Forslaget kan muligvis også få betydning for Statsbiblioteket på andre områder fx
vedrørende e-bøger og e-ressourcer. Tilgængelighedskrav i forhold til bygninger
kan eventuelt også få betydning for Statsbiblioteket.
TDC: TDC støtter den foreslåede danske holdning. TDC bemærker, at det uanset
bl.a. hensynet til proportionalitet som beskrevet i Artikel 12 er vanskeligt at se
begrundelsen endsige behovet for, at det foreslåede direktiv skal omfatte telefon-
tjenester. Dette gælder særligt med hensyn til telefontjenester ikke mindst i lyset af,
at udbydere af sådanne tjenester må forventes at få fastsat krav om hensyn til han-
dicappede i det kommende Forsyningspligtdirektiv. Krav om information, som det
fremgår af Bilag 1, Afsnit 3, vil således i givet fald kunne betyde en yderligere
administrativ byrde uden værdi for brugerne.
8. Generelle forventninger til andre landes holdninger
Forhandlingerne er fortsat på et meget tidligt stadie, hvor landene er mere fokuseret
på at forstå forslagets betydning og konsekvenser, end på at kommunikere holdnin-
ger. Således er der generet opbakning blandt landene til formålene om at sikre til-
gængelighed generelt, men også en væsentlig skepsis ift. de forskellige konkrete
elementer i forslaget, herunder fra blandt andet Frankrig, England og Tyskland,
Finland Portugal og Spanien
Rådets Juridiske Tjeneste (RTJ) afgav, forud for arbejdsgruppemøde den 20. maj,
en særdeles kritisk note om tilgængelighedsdirektivets retsgrundlag. Det fremgår af
noten, at RTJ vurderer, at den indre markedshjemmel i princippet kan benyttes som
retsgrundlag for at harmonisere tilgængelighedskrav, men at RTJ omvendt vurde-
rer, at direktivets anvendelsesområde bør indsnævres til de områder hvor Kommis-
sionens konsekvensanalyse retfærdiggør, at der findes et indre markedsrationale
(websider og bygninger).
9. Regeringens foreløbige generelle holdning
Forhandlingerne er fortsat på et meget tidligt stadie, hvor landene er mere fokuseret
på at forstå forslagets betydning og konsekvenser, end på at kommunikere holdnin-
ger. Således er der generet opbakning blandt landene til formålene om at sikre til-
gængelighed generelt, men også en væsentlig skepsis ift. de forskellige konkrete
elementer i forslaget, herunder fra en række store lande.
Rådets Juridiske Tjeneste (RTJ) afgav, forud for arbejdsgruppemøde den 20. maj,
en særdeles kritisk note om tilgængelighedsdirektivets retsgrundlag. Det fremgår af
noten, at RTJ vurderer, at den indre markedshjemmel i princippet kan benyttes som
21
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
1643351_0022.png
retsgrundlag for at harmonisere tilgængelighedskrav, men at RTJ omvendt vurde-
rer, at direktivets anvendelsesområde bør indsnævres til de områder hvor Kommis-
sionens konsekvensanalyse retfærdiggør, at der findes et indre markedsrationale
(websider og bygninger).
10. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
Der er oversendt grund og nærhedsnotat d. 7. januar 2016 samt supplerende grund-
og nærhedsnotat d. 22. januar 2016.
22
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
1643351_0023.png
2. Kommissions forslag til revision af udstationeringsdirektivet
Revideret notat - ændringer i forhold til grund- og nærhedsnotat er markeret med
streg i venstre margin.
Resumé
EU-Kommissionen har den 8. marts 2016 fremsat forslag til Europa-Parlamentets
og Rådets ændring af direktiv 96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af
arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser. KOM(2016) 128 endelig.
Som følge af ”det gule kort” overvejer EU-kommissionen aktuelt sin reaktion på de
modtagne begrundede udtalelser. Formandskabet har indtil videre sat behandlin-
gerne i ro og punktet er på i form af en fremskridtsrapport fra formandskabet. Der
sker således ikke nogen forhandling på rådsmødet.
Formålet med forslaget er at sikre lige konkurrencevilkår mellem udstationerende
og lokale virksomheder i værtslandet blandt andet ved at indføre et princip om, at
samme arbejde på samme sted bør aflønnes på samme måde.
Den væsentligste ændring i forhold til de gældende regler er forslaget om at fjerne
henvisningen til ”mindsteløn” og i stedet indsætte en bestemmelse om, at den ud-
stationerede skal sikres ”aflønning”, som omfatter alle lønelementer, som er gjort
obligatoriske i henhold til lov, administrative bestemmelser eller alment gældende
overenskomster. Hvis der ikke findes en ordning til konstatering af, at kollektive
aftaler finder generel anvendelse, kan overenskomster indgået efter art. 3, stk. 8 i
direktivet lægges til grund.
Derudover indeholder forslaget en 24 måneders overgrænse for udstationering, før
værtslandets regler finder anvendelse, samt mulighed for at stille forpligtelser over
for underleverandører i forhold til hvilket niveau af forpligtelser, de kan blive un-
derlagt for at sikre deres ansatte. Endelig indeholder forslaget et krav om, at nati-
onale bestemmelser om vikararbejde finder anvendelse, når udenlandske vikarbu-
reauer udstationerer vikarer, samt en forpligtelse til at offentliggøre obligatoriske
lønelementer på det nationale websted, som medlemsstaterne allerede er forpligtet
til at oprette i medfør af håndhævelsesdirektivet.
1. Baggrund
EU-Kommissionen har ved KOM(2016) 128 endelig af 8. marts 2016 fremsat for-
slag til Europa-Parlamentets og Rådets ændring af direktiv 96/71/EF af 16. decem-
ber 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydel-
ser.
Det fremgår af Kommissionens arbejdsprogram for 2016, at Kommissionen vil
foreslå en ”målrettet” revision af udstationeringsdirektivet. Kommissionen ønsker
med revisionen at modvirke social dumping og ”brain drain” ved, at det slås fast i
direktivet, at udstationerede lønmodtagere skal sikres ”lige løn for samme arbejde
på samme arbejdsplads”.
23
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
Udstationering af arbejdstagere forekommer, når tjenesteydelser udbydes på tværs
af grænserne i det indre marked. En udstationeret arbejdstager er ansat i én EU-
medlemsstat, men sendes af sin arbejdsgiver midlertidigt ud for at arbejde i en an-
den medlemsstat.
Udstationering af arbejdstagere anvendes især i bygge- og anlægssektoren, i frem-
stillingsindustrien og i servicesektoren i forbindelse med personlige tjenesteydelser
(uddannelse, sundhed og sociale foranstaltninger) og forretningsservice (admini-
strative, liberale og finansielle tjenesteydelser).
Mellem 2010 og 2014 steg antallet af udstationeringer med næsten 45 pct. I 2014
var der ca. 1,9 mio. udstationerede arbejdstagere i andre EU-lande.
I EU-retten er der fastsat en række obligatoriske regler vedrørende arbejds- og an-
sættelsesvilkår, der skal anvendes på udstationerede arbejdstagere. Disse regler er
fastsat ved direktiv 96/71/EF, der blev vedtaget i 1996, og udgør rammen for den
frie udveksling af tjenesteydelser og beskyttelse af udstationerede arbejdstagere og
dermed at sikre lige konkurrencevilkår mellem udenlandske og lokale virksomhe-
der.
Ved direktivet fra 1996 er det fastsat, at selv om arbejdstagere, der er udstationeret
i en anden medlemsstat, stadig er ansat af den udsendende virksomhed og derfor
omfattet af den pågældende medlemsstats lovgivning (Rom-konventionen), har
arbejdstagerne en lovfæstet ret til et sæt af minimumsrettigheder i den medlemsstat,
hvor opgaven udføres.
De beskyttede minimumsrettigheder omfatter:
mindsteløn, herunder overtidsbetaling
maksimal arbejdstid og minimal hviletid
mindste antal betalte feriedage pr. år
betingelser for at stille arbejdstagere til rådighed, herunder via vikarbu-
reauer
sikkerhed, sundhed og hygiejne på arbejdspladsen
beskyttelsesforanstaltninger for gravide og børn og unge
ligebehandling samt andre regler om ikke-forskelsbehandling
Direktivet omfatter ikke regler om social sikring. Bestemmelserne om social sik-
ring findes i forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikrings-
ordninger.
I 2014 blev direktiv 2014/67/EU (det såkaldte håndhævelsesdirektiv) vedtaget.
Formålet med direktivet er at styrke den praktiske anvendelse af bestemmelserne
om udstationering af arbejdstagere ved at behandle problemer i forbindelse med
svig og omgåelse af regler samt forbedre udvekslingen af oplysninger mellem med-
lemsstaterne. Således supplerer de to direktiver hinanden.
Håndhævelsesdirektivet giver ikke nye rettigheder for udstationerede, men giver de
nationale myndigheder værktøjer til at sondre mellem reel udstationering og mis-
brug og omgåelse. Myndighederne i en modtagende medlemsstat kan f.eks. anmo-
24
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
1643351_0025.png
de myndighederne i den udsendende medlemsstat om at kontrollere, om den udsta-
tionerende virksomhed reelt udøver væsentlige aktiviteter ud over udelukkende
administrative aktiviteter i det pågældende land. Om udstationerede arbejdstagere
er ansat i det pågældende land, er et af de relevante kriterier, som kan indgå i myn-
dighedernes vurdering af, om en virksomhed er reelt etableret.
Medlemsstaterne skal have gennemført håndhævelsesdirektivet inden den 18. juni
2016. Beskæftigelsesministeriet har sendt et lovforslag i høring, og det forventes
fremsat og vedtaget i indeværende samling.
Hjemmelsgrundlag
Forslaget er fremsat med hjemmel i TEUF artikel 53 (1) og artikel 62 og omfattet
af den almindelige lovgivningsprocedure.
2. Formål og indhold
Kommissionen har blandt andet begrundet forslaget med, at arbejdsmarkedssituati-
onen i EU i høj grad har ændret sig siden 1996. Dels er det indre marked vokset de
sidste to årtier, dels er lønforskellene blevet større, hvilket giver incitamenter til at
bruge udstationering til at udnytte disse forskelle. Ifølge Kommissionen er de lov-
rammer, der blev indført med direktivet fra 1996, ikke længere egnede til de nye
realiteter. Eftersom udsendende virksomheder kun skal leve op til mindstelønsni-
veauet i værtslandet, giver dette ifølge Kommissionen ofte markante lønforskelle
mellem udstationerede og lokale arbejdstagere, især i medlemsstater med relativt
høje lønninger. Udstationerede arbejdstagere tjener op til 50 % mindre end lokale
arbejdstagere i nogle sektorer og medlemsstater.
Kommissionen har endvidere begrundet forslaget med, at store lønforskelle giver
ulige konkurrencevilkår for virksomhederne og på den måde underminerer det
indre marked. Det er derfor nødvendigt at opdatere reglerne om udstationering af
arbejdstagere, så de svarer til de aktuelle økonomiske og sociale forhold.
Revisionen vil desuden give mulighed for at skabe bedre sammenhæng med anden
EU-lovgivning, der er vedtaget efter direktivet fra 1996. Der er et vist misforhold
mellem det eksisterende direktiv og andre EU-retsakter såsom forordning (EF) nr.
883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger og direktivet om vikar-
arbejde. Hvis relevante bestemmelser tilpasses hinanden, bliver reglerne meget
klarere for virksomhederne, håndhævelsesorganerne og arbejdstagerne.
Med initiativet ønsker Kommissionen at skabe en stærkere ramme for udstatione-
ring i EU og på den måde fremme et mere fair og dybere indre marked.
Forslaget indeholder følgende elementer:
Udvidet anvendelsesområde
Forslaget indeholder en bestemmelse om at udvide direktivets minimumsrettighe-
der vedrøre arbejdsvilkår, der følger af overenskomster, til at omfatte alle økono-
miske sektorer udover de aktiviteter, som er angivet i bilaget til direktivet og, som i
dag alene omfatter bygge- og anlægssektoren.
Udstationering udover 24 måneder
25
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
Forslaget indeholder en ny bestemmelse om, at udstationeringer, som forventes
eller faktisk varer udover 24 måneder, bliver omfattet af værtslandets regler. Vært-
landets regler kommer som udgangspunkt til at gælde, medmindre der er foretaget
et andet lovvalg af arbejdsgiver og arbejdstager. Dog kan et lovvalg ikke medføre,
at værtslandets beskyttelsesregler fraviges til ugunst for arbejdstageren.
Aflønning af udstationerede arbejdstagere
Forslaget indeholder en ændret bestemmelse om sikring af ”mindsteløn” til den
udstationerede. Det foreslås i stedet, at udstationerede arbejdstagere skal have ret
til en ”aflønning”, som omfatter alle de bestanddele af aflønning, som er gjort obli-
gatoriske i henhold til national lov eller administrative bestemmelser, kollektive
aftaler eller voldgiftskendelser, der finder generel anvendelse. Hvis der ikke findes
en ordning til konstatering af, at kollektive aftaler eller voldgiftskendelser finder
generel anvendelse, kan overenskomster indgået efter artikel 3, stk. 8, i det gæl-
dende direktiv lægges til grund.
Således vil aflønningen ikke kun omfatte mindstelønnen, men også andre lønele-
menter, som er gjort obligatoriske.
Medlemsstaterne forpligtes til at offentliggøre obligatoriske lønelementer på det
nationale websted, som medlemsstaterne allerede er forpligtet til at oprette i medfør
af håndhævelsesdirektivet.
Den gældende bestemmelse i direktivets artikel 3, stk. 1, sidste sætning, hvoraf det
fremgår, at løn defineres i overensstemmelse med national praksis i den medlems-
stat på hvis område arbejdstageren er udstationeret, er ikke bibeholdt i forslaget,
men er i stedet erstattet med en betragtning om, at det henhører under medlemssta-
tens kompetence at fastsætte bestemmelser om aflønning i overensstemmelse med
national lovgivning og praksis. Det fremgår dog samtidig af betragtningen,
at ”imidlertid skal nationale bestemmelser om aflønning af udstationerede arbejds-
tagere være begrundet i behovet for at beskytte udstationerede arbejdstagere, og de
må ikke uforholdsmæssigt begrænse den grænseoverskridende levering af tjeneste-
ydelser”.
Forslaget indeholder ikke ændringer i bestemmelsen i udstationeringsdirektivet
(artikel 3 (8)), som giver lande uden erga omnes eller lovfastsat mindsteløn mulig-
hed for at bruge en anden mekanisme for fastsættelse af løn.
Underleverandører
Forslaget giver medlemsstaterne mulighed for at fastsætte, at en virksomhed (ho-
vedkontrahenten) kun kan indgå aftale med en underleverandør, der garanterer sine
ansatte den samme løn, som hovedentreprenøren giver sine ansatte. En medlems-
stat kan kun indføre et sådant krav, hvis det gøres på en ikke-diskriminerende må-
de, dvs. den samme regel skal gælde for både indenlandske og grænseoverskriden-
de underkontrahenter. En medlemsstat vil kunne vælge at anvende de samme be-
stemmelser om aflønning, som gælder for hovedkontrahenten i forhold til udstatio-
nerede arbejdstagere, også selv om bestemmelserne stammer fra kollektive over-
enskomster, der ikke finder generel anvendelse.
Vikarer
26
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
1643351_0027.png
Forslaget indeholder en bestemmelse om, at udstationerede vikarer skal sikres de
samme rettigheder, som gælder værtsstatens vikarer i henhold til artikel 5 i vikardi-
rektivet. Som en konsekvens foreslås det samtidig, at art. 3, stk. 9, i udstatione-
ringsdirektivet ophæves, hvorefter en medlemsstat kan fastsætte bestemmelser,
som skal sikre, at udstationerede vikarer får de samme vilkår, som nationale vika-
rer.
3. Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet skal i henhold til TEUF art. 294 høres. Der foreligger endnu
ikke en udtalelse og tidspunktet for Europa-Parlamentets behandling kendes endnu
ikke.
4. Nærhedsprincippet
Kommissionen har anført, at en ændring af det eksisterende direktiv kun kan ske gen-
nem vedtagelsen af et nyt direktiv. Regeringen er enig heri.
Imidlertid vurderer et flertal i Folketinget (S, DF, EL, ALT og SF), at dele af forslaget
ikke er i overensstemmelse med nærhedsprincippet. Et flertal har således sendt en
begrundet udtalelse til EU-Kommissionen med henblik på at give et ”gult kort” og
anmode EU-kommissionen om at genoverveje forslaget.
Regeringen finder, at der er behov for at få afklaret, hvorvidt medlemsstaternes kom-
petence til at definere aflønning og vilkår for vikarer berøres eller begrænses af for-
slaget. Det er derfor afgørende at få bibeholdt en eksplicit passus i direktivet om, at
løn defineres i overensstemmelse med national praksis, således at det nationale råde-
rum ikke begrænses.
5. Gældende dansk ret
Udstationeringsdirektivet (direktiv 96/71/EF af 16. december 1996) er implementeret
ved lov om udstationering af lønmodtagere m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 342 af 3.
april 2014 med senere ændring.
Bortset fra tilrådighedsstillelse af arbejdstagere og løn er de øvrige kerneområder, der
er opregnet i direktivet, reguleret i arbejdsmiljølovgivningen, lov om gennemførelse
af dele af arbejdstidsdirektivet, ferieloven, ligebehandlingsloven, ligelønsloven, for-
skelsbehandlingsloven og funktionærloven.
Derimod er løn i Danmark reguleret via de kollektive overenskomster. I Danmark
gælder overenskomsterne kun for de parter, som har indgået dem, eller som har til-
trådt dem. I forhold til løn og arbejdsvilkår i forbindelse med udstationeret arbejds-
kraft er udstationeringsdirektivets mindstelønsbestemmelse ikke udnyttet i forbindelse
med implementeringen af udstationeringsdirektivet. Udstationeringslovens § 6 a fast-
sætter rammerne for anvendelse af kollektive kampskridt til støtte for indgåelse af
kollektive overenskomster med udenlandske tjenesteydere, der udstationerer lønmod-
tagere til Danmark. Det er dermed overladt til arbejdsmarkedets parter at regulere
lønvilkår via kollektiv overenskomst også for udstationerede lønmodtagere.
Der er som udgangspunkt ikke nogen fast øvre grænser for, hvor længe en virksom-
hed kan udstationere en lønmodtager, og dermed hvor længe lønmodtageren alene er
27
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
omfattet af minimumsrettigheder i værtslandet, som der er henvist til i udstatione-
ringsdirektivet.
6. Konsekvenser
Der kan blive behov for at foretage visse ændringer i lov om udstationering af løn-
modtagere mv.
På det foreliggende grundlag, vurderes meget foreløbigt at forslaget medfører ad-
ministrative konsekvenser under 4 mio. kr. årligt. Konsekvenserne kan ikke kvali-
ficeres yderligere på nuværende tidspunkt.
Forslaget vil eventuelt kunne få betydning for danske virksomheder, som udstatione-
rer ansatte til øvrige EU-lande, idet forslaget blandt andet kan medføre, at virksomhe-
der får yderligere forpligtelser, herunder lønelementer, som er gjort obligatoriske i
andre medlemslande.
7. Høring
Forslaget har været sendt i høring i EU Specialudvalget vedrørende Arbejdsmarkedet
og Sociale Forhold med frist den 18. marts 2016. Der er modtaget svar fra Dansk
Arbejdsgiverforening (DA), et fællesbrev fra Landsorganisationen i Danmark (LO),
FTF og Akademikerne, samt svar fra Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) og
KL.
DA
DA finder generelt, at forslaget giver EU-medlemslandene muligheder for at fastsæt-
ter regler, der vil kunne begrænse virksomhedernes muligheder for at udstationere
ansatte til andre EU-lande, og at forslaget derfor kan medvirke til at begrænse mobili-
teten i Europa til skade for EU’s konkurrenceevne.
DA finder derudover, at der er behov for at sikre, at forslaget ikke kommer til at be-
grænse medlemsstaternes kompetence til at fastlægge aflønning, og DA stiller dermed
spørgsmål ved, om forslaget overholder nærhedsprincippet. DA henviser til, at forsla-
get ikke indeholder formuleringen fra det gældende direktiv om, at ”I forbindelse med
dette direktiv defineres begrebet mindsteløn, jf. stk. 1, litra c), i overensstemmelse
med national lovgivning og/eller praksis i den medlemsstat, på hvis område arbejdsta-
geren er udstationeret”. Formuleringen af erstattet af en mere uklar bestemmelse om
forståelsen af ”aflønning”.
DA henviser til, at formuleringen i det gældende direktiv ligger til grund for be-
stemmelsen i udstationeringslovens § 6 a, som blev udarbejdet efter drøftelser med
arbejdsmarkedets parter som opfølgning på EU-Domstolens afgørelse i Laval-
sagen. Bestemmelsen fastlægger, hvilke lønkrav en organisation kan stille på
grundlag af en overenskomst, som klart specificerer, hvad en udenlandsk tjeneste-
yder skal betale, og fastslår desuden, hvilket lønkrav en fagforening kan konflikte
for. Bestemmelsen i § 6 a, berører grundlæggende elementer i den danske aftale-
model, nemlig den aftalebaserede løndannelse og rammerne for at udøve konflikt-
retten til støtte for overenskomstkrav. Det er derfor afgørende for DA, at det sikres,
at forslaget ikke berører medlemsstaternes kompetence til at fastsætte indholdet af
lønbegrebet og ikke medfører ændringer i udstationeringslovens § 6 a.
28
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
DA opfordrer derfor til, at den hidtidige bestemmelse om medlemsstaternes kom-
petence i forhold til definition af lønbegrebet opretholdes. Hvis ikke bestemmelsen
opretholdes, mener DA ikke at nærhedsprincippet er overholdt. Hvis ikke det er
muligt at få bindende tilsagn fra Kommissionen om at opretholde den gældende
formulering om national kompetence i forhold til definition af løn, opfordrer DA
regeringen til at samle et tilstrækkeligt antal medlemsstater til at gøre indsigelse
overfor Kommissionen efter proceduren i protokollen om nærheds- og proportiona-
litetsprincippet.
LO, FTF og Akademikerne
LO, FTF og Akademikerne har i et fælles brev overordnet anført, at når EU-
Kommissionen vælger at åbne direktivet, havde organisationerne gerne set, at
Kommissionens forslag fuldt ud ville gennemføre princippet om ”lige løn for lige
arbejde på det samme sted”. Organisationerne henviser til, at princippet fremgik af
DA og LO’s aftale om udstationering fra 1992, der havde følgende formål at: ”ud-
stationerede arbejdstagere, hvad angår løn- og arbejdsforhold, kan få samme ret-
tigheder som danske kolleger beskæftiget med tilsvarende arbejde.”
Organisationerne ser Kommissionens udspil som et kompromis i forhold til den
europæiske diskussion om udstationeredes rettigheder, som er opstået i kølvandet
på en række afgørelser fra EU-Domstolen, blandt andet Laval-afgørelsen. Som
opfølgning på Laval-afgørelsen foretog man i Danmark - på baggrund af et udred-
ningsarbejde med deltagelse af arbejdsmarkedets parter - en tilpasning af udstatio-
neringsloven med hensyn til konfliktgrundlaget overfor udenlandske tjenesteydere.
Organisationerne støtter fortsat denne løsning, og det er derfor afgørende, at ad-
gangen til at definere lønbegrebet i overensstemmelse med national lovgivning og
praksis opretholdes.
Organisationerne finder, at forslaget på enkelte punkter er i strid med nærheds- og
proportionalitetsprincippet. Det gælder i forhold til medlemsstaternes adgang til at
definere, hvad der nationalt forstås ved ”aflønning”, og adgangen til at fastsætte, at
udstationerede vikarer skal sikres de samme vilkår, der gælder for vikarer i værts-
landet, (jf. bestemmelsen i art. 3, stk. 9, som Kommissionen foreslår afskaffet).
Organisationerne finder det problematisk, at forslaget ikke opretholder den nuvæ-
rende formulering i direktivet om, at løn defineres i overensstemmelse med natio-
nal lovgivning og/eller praksis. Udeladelsen af denne formulering kan indikere, at
der introduceres et nyt EU-retligt lønbegreb, hvis nærmere indhold vil skulle fast-
lægges af EU-domstolen, hvis der opstår tvivl om fortolkningen. Organisationerne
hæfter sig blandt andet ved, at der i betragtning 12 i forslaget er henvist til, at nati-
onale bestemmelser om aflønning af udstationerede arbejdstagere skal være be-
grundet i behovet for at beskytte disse, og at de ikke uforholdsmæssigt må begræn-
se grænseoverskridende levering af tjenesteydelser. Samlet set bevirker det, at der
sker en forskydning af kompetence fra medlemsstaterne over til EU-Domstolen i
relation til at fastlægge betydning af direktivets ”lønbegreb”. Organisationerne
finder, at en sådan forskydning af kompetence ikke er nødvendig for at opnå for-
målet med forslaget, samt at lønforhold er national kompetence, jf. TEUF art. 153,
stk. 5. Organisationerne finder det afgørende, at forslaget kommer til at indeholde
den gældende formulering om at: ”I forbindelse med dette direktiv defineres begre-
29
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
bet mindsteløn, jf. stk. 1, litra c), i overensstemmelse med national lovgivning og/eller
praksis i den medlemsstat, på hvis område arbejdstageren er udstationeret”.
Det er ligeledes afgørende at få afklaret, om der er forskel på det lønbegreb, der
følger af § 6 a, i den danske udstationeringslov, og forslagets bestemmelse om
aflønning.
Organisationerne finder det positivt, at udstationerende vikarer efter forslaget
fremover skal sikres de samme rettigheder, som gælder værtsstatens vikarer i hen-
hold til art. 5 i vikardirektivet. Men organisationerne finder det problematisk, hvis
art. 3, stk. 9, i udstationeringsdirektivet ophæves, hvis det betyder, at medlemssta-
terne ikke længere har mulighed for at ligestille udstationerede vikarer med natio-
nale vikarer for så vidt angår afskedigelsesregler, løn i opsigelsesperioden, regler
om akkumulering af anciennitet, samt regler om information og høring, informati-
on om ledige stillinger og adgang til kollektive faciliteter. Det skal nærmere afkla-
res, hvilke konsekvenser en ophævelse af art. 3, stk. 9, har i forhold til overens-
komsternes vikarbestemmelser.
Organisationerne finder ikke, at forslaget om en udstationerings tidsmæssige ud-
strækning er tilstrækkelig og giver fortsat ikke svar på, hvor længe man kan være
udstationeret, og hvad der ligger i begrebet ”udstationering”. Der er tale om en
lovvalgsbestemmelse, som kun vil få begrænset omfang i forhold til at kunne sikre
ufravigelige danske ansættelsesretlige regler.
I forhold til forslagets bestemmelse, som giver medlemsstaterne mulighed for at
kræve, at en virksomhed kun indgår aftaler med underleverandører, der garanterer
overholdelse af de samme lønvilkår, som førstnævnte virksomhed skal overholde,
bemærker organisationerne, at bestemmelsen synes at være en blåstempling af
brugen af arbejdsklausuler i offentlige udbudskontrakter.
KL
KL har som generel bemærkning, at direktivet rejser en række spørgsmål som er
centrale i forhold til den danske arbejdsmarkedsregulering, forhold som i sidste
ende påvirker prisen på de tjenesteydelser, som kommunerne køber af udenlandske
tjenesteydere. KL mener, at elementer i forslaget skal afklares nærmere. Det gælder
blandt andet de økonomiske konsekvenser af forslaget, når det foreslås udbredt til
alle sektorer og ikke kun bygge- og anlæg. KL har en række spørgsmålet til forstå-
else af EU-Kommissionens forslag om aflønningsbegreb med hensyn til, hvilke
elementer, som omfattes, og hvordan de skal være gjort obligatoriske.
Det er KL’s vurdering, at hvis forslaget skal forstås sådan, at udstationerede skal
kunne påberåbe sig danske overenskomster, uanset at disse ikke er almengjorte, vil
det udgøre en særlig udfordring for Danmark og for mobiliteten i EU.
KL er bekymret for, om forslaget får betydning for EU-Domstolens kompetence i
forhold til at regulere løn og KL henviser til, at EU-traktaten ikke giver domstolen
kompetence hertil. KL stiller desuden spørgsmål ved, om der med implementerin-
gen af håndhævelsesdirektivet i dansk ret vil opfylde den del af forslaget, som for-
pligter medlemslandene til at offentliggøre bestanddele af aflønningen.
30
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
1643351_0031.png
Endelig bemærker KL, at KL er imod lovgivning om kædeansvar og henviser til, at
kommuner frit skal kunne vælge, i hvilket omfang, der fastsættes kædeansvar i
kontraktsforhold.
FA
FA er generelt betænkelig ved forslaget og anbefaler, at forslaget afventer imple-
menteringen og evalueringen af håndhævelsesdirektivet, samt at der foretages en
grundig analyse af forslagets konsekvenser i forhold almengørelse af overenskom-
ster og hjemmelsgrundlaget i traktaten. FA finder, at rækkevidden af forslaget – og
særligt bestemmelsen om løn – er uklar, fx med hensyn til, om forslaget forpligter
til at almengøre overenskomster. I givet fald vil det gribe ind i den danske model.
FA finder, at forslaget begrænser den frie bevægelighed og stiller spørgsmål ved,
om forslaget er afbalanceret og proportionalt.
8. Generelle forventninger til andre landes holdninger
Der er stor uenighed mellem medlemslandene om behovet og hensigtsmæssighe-
den i en genåbning af direktivet og formålet hermed. På den ene side er der en
række lande, som støtter EU-Kommissionens forslag til en revision af udstatione-
ringsdirektivet, og som ønsker at få fremmet princippet om, at samme arbejde på
samme sted skal aflønnes på samme måde. På den anden side er der en gruppe
lande – først og fremmest de øst-europæiske lande - som er imod primært fordi de
mener, at det begrænser landenes mulighed for lønkonkurrence og kan medføre
øget protektionisme.
Parlamenter fra følgende lande har sendt en begrundet udtalelse til Kommissionen:
Danmark, Bulgarien, Tjekkiet, Estland, Kroatien, Ungarn, Litauen, Letland, Polen,
Rumænien og Slovakiet. EU-kommissionen skal således genoverveje forslaget, jf.
bestemmelserne i protokollen om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionali-
tetsprincippet.
9. Regeringens foreløbige generelle holdning
Regeringen vurderer, at der med forslagets centrale bestemmelse om vilkår under
udstationeringen, fortsat tages højde for, at ikke alle medlemslande har lovregulering
af løn eller almengjorte overenskomster.
Regeringen finder det afgørende, at det nationale råderum for regulering af vilkår,
herunder lønvilkår, ikke begrænses, og at der ikke sker en forskydning af kompe-
tence fra medlemsstaterne til EU-domstolen. Det gælder blandt andet i forhold til at
definere løn. Derfor bør det i lighed med det gældende direktiv fremgå af selve
direktivteksten, at løn defineres i overensstemmelse med national praksis i den
medlemsstat, på hvis område arbejdstageren er udstationeret.
Regeringen finder, at forslaget indeholder en række elementer, som skal afklares yder-
ligere forud for endelig stillingtagen. Det angår blandt bestemmelsen om anvendelse
af værtslandets regler ved udstationering udover 24 måneder og sammenhængen med
reglerne i forordning 883 om social sikring, samt betydningen af at ophæve udstatio-
neringsdirektivets art. 3, stk. 9, om at fastsætte nationale regler som ligestiller udstati-
onerede vikarer med nationale vikarer.
31
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
1643351_0032.png
I forhold til forslagets bestemmelse om underleverandører noterer regeringen sig, at
det overlades medlemslandene at tage stilling til, om man vil anvende bestemmelsen.
I regeringens overvejelser omkring direktivforslaget indgår også, at et flertal i Folke-
tinget har vurderet, at dele af direktivforslaget ikke er i overensstemmelse med nær-
hedsprincippet.
Endelig er det vigtigt for regeringen, at forslaget ikke medfører øget protektionisme,
der kan bremse vækst og beskæftigelse i EU, herunder i forhold til danske virksomhe-
ders levering af tjenesteydelser på tværs af grænserne.
10. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
Udvalget blev mundtligt orienteret om forslaget på udvalgets møde den 20. maj
2016, forud for konkurrenceevnerådsmødet den 25. maj, hvor sagen var på dagsor-
denen med henblik på en orientering fra formandskabet om status for forhandlin-
gerne (”state of play”). EPSCO-rådet (beskæftigelse og socialpolitik) er ressort for
forhandlingerne om forslaget.
32
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
3. Kommissionen forslag til revision af direktiv om kræftfremkaldende stoffer
Nyt notat
Resumé
Kommissionens forslag vedrører ændring af direktiv 2004/37/EC om beskyttelse af
arbejdstagerne mod kræftfremkaldende stoffer. Ændringen medfører hhv. en udvi-
delse af visse arbejdsprocesser, der er omfattet af direktivet, en udvidelse af listen
om grænseværdier med yderligere ti kræftfremkaldende stoffer, samt en revision af
eksisterende grænseværdier for træstøv og vinyl klorid i lyset af tilgængelig viden-
skabelige og tekniske data.
Formålet med forslaget er at forbedre beskyttelsen af arbejdstagerne mod er-
hvervssygdomme i forbindelse med udsættelse for kræftfremkaldende stoffer, at
forøge effektiviteten af EU lovgivningen på dette område, og at skabe større klar-
hed og ensartede konkurrenceforhold for virksomhederne.
Forslaget vil give anledning til at ændre enkelte grænseværdier i gældende dansk
lovgivning.
1. Baggrund
Kommissionen har ved KOM (2016) 248 af 13. maj 2016 vedtaget forslag til Euro-
pa-Parlamentet og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2004/37/EC om beskyt-
telse af arbejdstagerne mod risici for under arbejdet at være udsat for kræftfrem-
kaldende stoffer (sjette særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv
89/391/EØF).
Det fremgår således bl.a.,
at forslaget er prioriteret i Kommissionens arbejdsprogram for 2016,
at udsættelse af arbejdstagerne for kræftfremkaldende stoffer i øjeblikket og i
fremtiden vil udgøre en væsentlig byrde i form af udgifter til behandling af er-
hvervssygdomme, og at 53% af de arbejdsbetingede dødsfald skyldes kræft,
at forslaget, som reviderer grænseværdier for kræftfremkaldende stoffer og fast-
sætter nye værdier, er estimeret til at ville hindre 100.000 dødsfald som følge af
kræft, og
at det seneste kræftdirektiv fra 2004 indeholder en række minimumskrav og en
bestemmelse om, at Rådet skal fastsætte grænseværdier på basis af den tilgæn-
gelige videnskabelige dokumentation i det omfang, det er muligt.
Kommissionen har foretaget en omfattende konsekvensanalyse forud for forslaget.
I forhold til den dokumentation, som Kommissionen har fremlagt i forbindelse med
forslaget, fremgår det, at der er stor variation mellem de foranstaltninger i form af
grænseværdier, der er fastsat i medlemsstaterne.
Forslaget vil således have den konsekvens, at der for de i forslaget medtagne 13
stoffer og materialer sker en højere grad af tilnærmelse mellem niveauerne på nati-
onalt plan i medlemslandene. Kommissionen har endvidere meldt ud, at det er pla-
nen, at forslaget vil blive suppleret med grænseværdier for yderligere 12 kræft-
33
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
fremkaldende stoffer med sigte på yderligere tilnærmelse af medlemsstaternes lov-
givning.
Forslaget er fremsat med hjemmel i TEUF artikel 153(2)(b), som har til formål at
forbedre arbejdstagernes sikkerhed og sundhed. Forslaget skal vedtages af Europa-
Parlamentet og Rådet ved den fælles beslutningsprocedure med hjemmel i artikel
46.
2. Formål og indhold
Formålet med forslaget er at forbedre beskyttelsen af arbejdstagerne mod erhvervs-
sygdomme i forbindelse med udsættelse for kræftfremkaldende stoffer, at forøge
effektiviteten af EU lovgivningen på dette område og at skabe en større klarhed og
mere ensartede konkurrenceforhold for virksomhederne.
Forslaget henviser til, at der i direktiv 2004/37/EC om beskyttelse af arbejdstagerne
mod risiko for udsættelse af kræftfremkaldende stoffer fastsættes minimumsregler
for at opnå denne beskyttelse, herunder ved fastsættelse af grænseværdier, og at
disse grænseværdier skal revideres, når der er videnskabelig basis herfor.
Kommissionen foreslår at revidere bindende grænseværdier og introducere nye
grænseværdier for i alt 13 kemiske agenser i direktiv 2004/37/EC. Det sker på føl-
gende måde:
Udsættelse for respirabel krystallinsk kvarts medtages i bilag I, som indeholder
omfattede arbejdsprocesser. Samtidig fastsættes en grænseværdi for respirabel
krystallinsk kvarts i bilag III.
Der fastsættes grænseværdier for 10 nye kræftfremkaldende stoffer i bilag III.
De eksisterende grænseværdier for træstøv fra løvtræ og for vinyl klorid, i bilag
III, revideres.
Forslaget om at medtage udsættelse for støv fra krystallinsk kvarts skal ses i lyset
af den tilgængelige information om videnskabelige og tekniske data og anbefaling
fra den videnskabelige komite SCOEL. Der henvises endvidere til den sociale dia-
log om beskyttelse af arbejdstagerne mod krystallinsk kvarts i nogle brancher, der
er indgået mellem de relevante parter, og som bør gælde alle arbejdstagere.
Generelt henvises der til de videnskabelige og tekniske data samt til anbefalingerne
fra den videnskabelige komité, og at det på baggrund heraf faktisk er muligt at
fastsætte en grænseværdi for de 10 nye kræftfremkaldende stoffer, der er medtaget
i forslaget.
Tilsvarende gælder det for revisionen af grænseværdien for træstøv fra løvtræ og
for vinyl klorid, som med forslaget sættes ned.
I forslaget henvises der til, at tilføjelserne til direktivet er med til at styrke beskyt-
telsen af arbejdstagerne på arbejdspladsen, og at grænseværdierne vil blive overvå-
get i forhold til de informationer, der skal følge med de kemiske produkter i medfør
af REACH forordningen (Forordning om registrering, vurdering og godkendelse af
samt begrænsninger for kemikalier (REACH)).
34
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
3. Europa-Parlamentets udtalelser
Forslaget skal vedtages af Europa- Parlamentet og Rådet ved den fælles beslut-
ningsprocedure med hjemmel i artikel 46. Europa-Parlamentet har ikke udtalt sig
om forslaget endnu.
4. Nærhedsprincippet
Kommissionen argumenterer i forhold til nærhedsprincippets overholdelse med at
formålet med direktivet er at forbedre leve- og arbejdsforholdene generelt, at be-
skytte arbejdstagerne mod den specielle risiko, der følger af udsættelse for kræft-
fremkaldende stoffer, samt at store forskelle i beskyttelsesniveauerne kan have
indvirkning på konkurrenceevnen landene imellem. Medlemsstaterne kan ikke
alene sikre en ensartet beskyttelse, hvorfor dette bør ske på EU niveau.
Regeringen er enig i Kommissionens vurdering.
5. Gældende dansk ret
I den danske arbejdsmiljølovgivning har der siden 1975 været regulering om fore-
byggelse af udsættelse for kræftfremkaldende stoffer. Lovgivningen er over årene
blevet udbygget, herunder ved implementering af det oprindelige EU-kræftdirektiv
fra 1990, og ved fastsættelse af grænseværdier for en lang række stoffer og mate-
rialer.
I forhold til Kommissionens forslag til 13 nye grænseværdier vil fem af de foreslå-
ede grænseværdier være på niveau med de danske. For fem stoffers vedkommende
er de danske grænseværdier markant højere end forslaget. Disse grænseværdier er
dog fastsat for mange år siden, og for tre af disse stoffer vurderer Arbejdstilsynet,
bl.a. på grundlag af produktregistrets oplysninger, at anvendelsen er yderst begræn-
set, mens ét stof bruges i begrænset mængde. For tre stoffers vedkommende ligger
de danske regler i dag under det foreslåede niveau.
Forslaget forventes følgelig at forudsætte enkelte ændringer i Arbejdstilsynets be-
kendtgørelse nr. 507 af 17. maj 2011 med senere ændringer om grænseværdier for
stoffer og materialer.
6. Konsekvenser
Lovmæssige konsekvenser:
Der skal ske opdatering af enkelte grænseværdier i arbejdsmiljølovgivningen (Ar-
bejdstilsynets bekendtgørelse nr. 507 af 17. maj 2011 med senere ændringer om
grænseværdier for stoffer og materialer).
Forslaget vurderes i øvrigt ikke at medføre statsfinansielle eller samfundsøkonomi-
ske konsekvenser, ligesom administrative konsekvenser for erhvervslivet og kon-
sekvenser for beskyttelsesniveauet i lyset af omfang og eksisterende danske græn-
seværdier vil være begrænset.
7. Høring
Forslaget er sendt i høring i Specialudvalget for Arbejdsmarkedet og Sociale for-
hold.
35
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
8. Generelle forventninger til andre landes holdninger
Forslaget forventes at kunne støttes af medlemsstaterne, men ventes at forudsætte
afklaring af en række spørgsmål
9. Regeringens foreløbige generelle holdning
Det er regeringens generelle holdning, at beskyttelse af arbejdstagerne er vigtig og
ikke bør udgøre en konkurrencebarriere. Niveauet i EU bør derfor tilnærmelsesvist
mindst ligge på niveau med de medlemsstater, som har det højeste beskyttelsesni-
veau af arbejdstagerne, som fx Danmark. Forslaget vil fremme arbejdstagernes
sundhed gennem hele arbejdslivet, og det vil samtidig have en positiv betydning
for virksomhedernes produktivitet og konkurrenceevne.
Regeringen er positiv overfor forslaget.
10. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg
Forslaget har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.
36
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
1643351_0037.png
4. Forslag til Rådets direktiv om gennemførelse af princippet om ligebehand-
ling af alle uanset religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering
Revideret notat. Ændringer er markeret med streg i venstre margin.
Resumé
Kommissionen har den 2. juli 2008 for Rådet fremsat et forslag til direktiv om lige-
behandling uden for arbejdsmarkedet af alle uanset religion eller tro, handicap,
alder eller seksuel orientering. Der er nedsat en tværministeriel følgegruppe med
henblik på at analysere forslagets juridiske og økonomiske konsekvenser. Regerin-
gen er som udgangspunkt positiv over for en styrket indsats mod diskrimination og
bakker op om håndhævelsen af menneskerettighederne. Forslaget til direktiv, som
det er fremlagt, giver dog anledning til en række betænkeligheder, idet forslaget
indeholder en række vagt afgrænsede bestemmelser og ligeledes vagt udformede
undtagelser fra direktivets anvendelsesområde. Det er derfor nødvendigt at få be-
lyst en række spørgsmål vedrørende forslagets nærmere juridiske og økonomiske
konsekvenser - herunder rækkevidden af flere mere generelle afgrænsede bestem-
melser, inden en nærmere holdning fastlægges. Regeringen vil arbejde for en af-
klaring af de afgrænsnings- og fortolkningsspørgsmål, der knytter sig til direktiv-
forslaget, navnlig i relation til beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af
alder og handicap.
Siden forelæggelsen af forslaget i juli 2008 har forslaget været behandlet under det
franske, tjekkiske, svenske, spanske, belgiske, ungarske, polske, danske, cyprioti-
ske, irske, litauiske, græske, italienske, lettiske og luxembourgske formandskab.
Sagen har ligeledes været drøftet under nederlandske formandskab. Der forventes
en fremskridtsrapport inden rådsmødet.
1. Baggrund
Baggrunden for forslaget er at gennemføre princippet om ligebehandling mellem
mennesker uden for arbejdsmarkedet uanset deres religion eller tro, handicap, alder
eller seksuelle orientering. Der fastsættes regler om forbud mod diskrimination af
de nævnte årsager, og der etableres en ensartet minimumsbeskyttelse inden for EU
af mennesker, som har været udsat for en sådan diskrimination.
Forslaget supplerer eksisterende EU-lovgivningsrammer, under hvilke der er for-
bud imod diskrimination på grundlag af religion eller tro, handicap, alder eller sek-
suel orientering alene i henseende til beskæftigelse, ansættelse og erhvervsuddan-
nelse.
Forslaget bygger på de strategier, der er udviklet siden Amsterdam Traktaten, om
at bekæmpe diskrimination og er konsistent med EU’s tværgående mål, herunder
især Lissabon-strategien for vækst og beskæftigelse (og efterfølgende Europa
2020-strategien) og målene for processen vedrørende social beskyttelse og social
inklusion.
Lignende diskriminationsforbud findes bl.a. i artikel 26 i FN’s konvention om bor-
gerlige og politiske rettigheder, hvoraf det fremgår, at alle mennesker er lige for
loven og er berettiget til lovens ligelige beskyttelse uden nogen forskelsbehandling.
37
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
I denne henseende skal loven forbyde enhver forskelsbehandling og sikre alle lige-
lig og effektiv beskyttelse imod forskelsbehandling af nogen grund, herunder race,
hudfarve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social
herkomst, formueforhold, fødsel eller anden stilling. Tilsvarende indeholder artikel
14 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention et generelt diskriminations-
forbud, men i modsætning til artikel 26 i FN’s konvention om borgerlige og politi-
ske rettigheder finder diskriminationsforbuddet i Den Europæiske Menneskerettig-
hedskonvention alene anvendelse i forhold til de rettigheder, der omfattes af denne
konvention med tilhørende protokoller.
EU’s Charter om grundlæggende rettigheder indeholder også et generelt diskrimi-
nationsforbud i artikel 21.
2. Formål og indhold
Der tages i det følgende udgangspunkt i den oprindelige direktivtekst af juli 2008,
da der ikke siden er fremlagt en ny version af teksten.
Formålet med direktivet er ifølge forslagets art. 1 at bekæmpe forskelsbehandling
på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering og at gen-
nemføre princippet om ligebehandling uden for arbejdsmarkedet. Direktivet forby-
der ikke ulige behandling på grund af køn, som er omfattet af EUF-traktatens arti-
kel 19 og 157 og dertil knyttet afledt ret.
De øvrige artikler:
Artikel 2: Begrebet forskelsbehandling
Definitionen af princippet om ligebehandling er baseret på den definition, der
fremgår af de tidligere direktiver, der er vedtaget i henhold til den tidligere EF-
traktats art. 13, stk. 1.
Direkte forskelsbehandling består i at behandle nogen anderledes udelukkende på
grund af vedkommendes alder, handicap, religion eller tro eller seksuelle oriente-
ring. Indirekte forskelsbehandling foreligger, hvor en bestemmelse eller praksis,
som forekommer neutral, reelt kan have en særlig ufordelagtig konsekvens for en
person eller en gruppe af personer, for hvem særlige forhold gør sig gældende.
Som i direktiv 2000/43/EF, 2000/78/EF og 2002/73/EF er det muligt at retfærdig-
gøre indirekte forskelsbehandling, hvis den pågældende bestemmelse, betingelse
eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde det
hensigtsmæssige og nødvendige.
Chikane er forskelsbehandling, hvis en persons optræden har til formål at krænke
en anden persons værdighed og skabe et truende, nedværdigende eller ubehageligt
klima m.v. Denne definition er identisk med definitionerne i de andre direktiver
vedtaget med den tidligere EF-traktats art. 13, stk. 1, som retsgrundlag.
Manglende "tilpasninger i rimeligt omfang" i relation til mennesker med handicap
anses for at være forskelsbehandling. Dette er ifølge forslaget i overensstemmelse
med FN-konventionen om rettigheder for mennesker med handicap og med direk-
tiv 2000/78/EF.
38
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
Ulige behandling på grund af alder kan være lovlig, hvis den er begrundet i et legi-
timt formål, og hvis midlerne til at opfylde det pågældende formål er hensigtsmæs-
sige og nødvendige (proportionalitetsprincippet). Forslaget er således ikke til hin-
der for, at der fastsættes en bestemt aldersgrænse for adgang til sociale goder, til
uddannelse og til visse varer og tjenester, i det omfang ovenstående betingelser
opfyldes.
De allerede vedtagne direktiver giver mulighed for undtagelser fra forbuddet mod
direkte forskelsbehandling i tilfælde af "regulære og afgørende erhvervsmæssige
krav", hvad angår forskelsbehandling på grund af alder og i forbindelse med for-
skelsbehandling på grund af køn, med hensyn til adgang til varer og tjenester.
Der er indsat en særlig bestemmelse om finansiel virksomhed, idet alder og handi-
cap kan være en afgørende faktor for risikovurderingen i forbindelse med bestemte
produkter og dermed for prisen. Anvendelsen af alder og handicap ved risikovurde-
ringen skal være baseret på nøjagtige data og statistikker.
Direktivet berører ikke nationale foranstaltninger, der er nødvendige af hensyn til
den offentlige sikkerhed, den offentlige orden, for at forebygge forbrydelser, for at
beskytte sundheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.
Artikel 3: Anvendelsesområde
Forskelsbehandling på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel ori-
entering foreslås forbudt i både den offentlige og den private sektor med hensyn til
social beskyttelse, herunder social sikring, sundhedsydelser, sociale goder, uddan-
nelse, adgang til varer og tjenester, herunder boliger, som er tilgængelige for of-
fentligheden.
Med hensyn til adgang til varer og tjenester er kun faglig eller erhvervsmæssig
virksomhed omfattet.
De forskellige områder er kun omfattet i det omfang, spørgsmålet falder ind under
Unionens kompetence. Således henhører f.eks. tilrettelæggelsen af skolesystemet
og indholdet af undervisningen og aktiviteter i forbindelse hermed, herunder tilret-
telæggelsen af undervisning for handicappede, under medlemsstaternes kompeten-
ce, og de kan have bestemmelser om ulige behandling i forbindelse med adgang til
uddannelsesinstitutioner og indholdet af og aktiviteter i undervisningen, herunder
undervisning af personer med særligt behov. Medlemsstaterne kan endvidere give
mulighed for ulige behandling ved adgang til uddannelsesinstitutioner baseret på
religion eller tro.
Teksten gør det klart, at spørgsmål i forbindelse med civilstand og familiemæssig
status, herunder adoption, falder uden for direktivets anvendelsesområde. Dette
indbefatter reproduktive rettigheder. Medlemsstaterne kan frit beslutte, om de øn-
sker at indføre og anerkende
retligt
registrerede partnerskaber. Hvis imidlertid
sådanne forhold i national ret anerkendes som ligestillet med ægteskaber, finder
princippet om ligebehandling anvendelse.
Det foreslås, at direktivet ikke finder anvendelse på national lovgivning om statens
og dens institutioners sekulære status eller om religiøse organisationers status.
39
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
Direktivet omfatter ikke forskelsbehandling på grund af nationalitet og berører ikke
bestemmelser og betingelser vedrørende tredjelandsstatsborgeres og statsløse per-
soners indrejse og ophold i medlemsstaterne og heller ikke nogen form for behand-
ling, der skyldes de pågældendes retsstilling.
Artikel 4: Ligebehandling af mennesker med handicap
Det forudsættes i forslaget, at der indføres reel og lige adgang for mennesker med
handicap til social beskyttelse, sociale goder, sundhedsydelser og uddannelse samt
adgang til varer og tjenester, herunder boliger og transport, som er tilgængelige for
offentligheden. Denne forpligtelse er begrænset i det omfang, den ville medføre en
uforholdsmæssig stor byrde eller ville kræve grundlæggende ændringer inden for
de pågældende områder. I bestemte tilfælde kan individuelle tilpasninger i rimeligt
omfang være nødvendige for at sikre, at en bestemt handicappet har reel adgang.
Dette er dog kun tilfældet, hvis det ikke indebærer en uforholdsmæssig stor byrde.
Artiklen indeholder en ikke-udtømmende liste over, hvilke faktorer der kan tages i
betragtning ved vurderingen af, om byrden er uforholdsmæssig stor, herunder or-
ganisationens størrelse og ressourcer, de skønnede omkostninger og de mulige
fordele ved forbedret adgang for mennesker med handicap.
Artikel 5: Positiv særbehandling og særforanstaltninger
Bestemmelsen er identisk med andre direktiver med den tidligere EF-traktats arti-
kel 13 som retsgrundlag. Der gives mulighed for at opretholde eller vedtage sær-
foranstaltninger med henblik på at forebygge eller opveje ulemper knyttet til religi-
on eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.
Artikel 6: Mindstekrav
Bestemmelsen er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-
traktats artikel 13 som retsgrundlag. Den giver medlemsstaterne mulighed for at
fastlægge et højere beskyttelsesniveau end garanteret ved direktivet og forbyder
omvendt, at medlemsstaternes niveau for beskyttelse mod forskelsbehandling bør
sænkes ved gennemførelsen af direktivet.
Artikel 7: Klageadgang
Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-
traktats artikel 13 som retsgrundlag. Det foreslås, at borgere, der mener, at de har
været udsat for forskelsbehandling, bør kunne anvende administrative eller retlige
procedurer, også efter at det forhold, under hvilket forskelsbehandlingen angiveligt
har fundet sted, er ophørt.
Organisationer, der har en legitim interesse i at bekæmpe forskelsbehandling, gives
mulighed for at hjælpe ofre for forskelsbehandling i retslige eller administrative
procedurer. Nationale regler om søgsmålsfrister berøres ikke af denne bestemmel-
se.
Artikel 8: Bevisbyrde
Bestemmelsen er identisk med tilsvarende bestemmelser i direktiver med den tidli-
gere EF-traktats artikel 13 som retsgrundlag samt med bevisbyrdedirektivet, jf.
40
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
direktiv 97/80/EF om bevisbyrden i forbindelse med forskelsbehandling på grund-
lag af køn.
I alle sager, hvor princippet om ligebehandling hævdes krænket, foreslås det, at
princippet om delt bevisbyrde skal finde anvendelse. Som i de tidligere direktiver
finder delt bevisbyrde ikke anvendelse i tilfælde, hvor den påståede forskelsbe-
handling forfølges strafferetligt.
Artikel 9: Beskyttelse mod repressalier (victimisering)
Bestemmelsen er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-
traktats artikel 13 som retsgrundlag. Der foreslås indført foranstaltninger til beskyt-
telse af enkeltpersoner mod repressalier som følge af, at de har gjort deres rettighe-
der i henhold til direktivet gældende.
Artikel 10: Formidling af oplysninger
I denne bestemmelse, der er den samme som i de andre direktiver med den tidligere
EF-traktats artikel 13 som retsgrundlag, foreslås det, at medlemsstaterne skal in-
formere om direktivet og nationale bestemmelser.
Artikel 11: Dialog med relevante interessenter
Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-
traktats artikel 13 som retsgrundlag. Den har til formål at fremme dialogen mellem
de relevante offentlige myndigheder og organer som f.eks. ngo'er, der har en legi-
tim interesse i at bidrage til bekæmpelsen af forskelsbehandling på grund af religi-
on eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.
Artikel 12: Organer til fremme af ligebehandling
Denne bestemmelse er den samme som i to andre direktiver vedtaget i henhold til
den tidligere EF-traktats artikel 13. I henhold til denne artikel skal medlemsstaterne
have et eller flere organer ("ligebehandlingsorgan") på nationalt plan til fremme af
ligebehandling af alle uden forskel på grund af religion eller tro, handicap, alder
eller seksuel orientering.
Bestemmelsen er en gengivelse af bestemmelsen i direktiv 2000/43/EF vedrørende
adgang til varer og tjenester og bygger på tilsvarende bestemmelser i direktiv
2002/73/EF25 og 2004/113/EF. Den fastsætter minimumskompetencen for organer
på nationalt plan, der bør handle uafhængigt for at fremme princippet om ligebe-
handling. Medlemsstaterne kan beslutte, at disse organer skal være de samme som
dem, der allerede er oprettet i henhold til de tidligere direktiver.
En af ligebehandlingsorganernes opgaver er at give uafhængig bistand til ofre for
forskelsbehandling. De skal også kunne foretage uafhængige undersøgelser af for-
skelsbehandling og offentliggøre rapporter og fremsætte henstillinger på ligebe-
handlingsområdet.
Artikel 13: Overholdelse
Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-
traktats artikel 13 som retsgrundlag. Medlemsstaterne forpligtes til at ophæve alle
love og administrative bestemmelser, der strider mod princippet om ligebehand-
ling. Endvidere kan alle aftaleretlige bestemmelser, virksomheders interne regler
41
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
og vedtægter for foreninger, der strider mod ligebehandlingsprincippet, erklæres
ugyldige eller ændres.
Artikel 14: Sanktioner
Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-
traktats artikel 13 som retsgrundlag. I overensstemmelse med EF-Domstolens prak-
sis fastsættes det, at der ikke bør være nogen øvre grænse for den godtgørelse, der
skal betales i tilfælde af krænkelser af princippet om ligebehandling. Godtgørelsen
skal være effektiv, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have en præventiv
effekt.
Artikel 15: Gennemførelse
Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-
traktats artikel 13 som retsgrundlag. Den giver medlemsstaterne en frist på to år til
at inkorporere direktivet i national ret og at meddele Kommissionen teksten til de
nationale bestemmelser. Medlemsstaterne kan bestemme, at forpligtelsen til at
sikre reel adgang for mennesker med handicap først skal gælde fire år efter vedta-
gelsen af direktivet.
Artikel 16: Rapport
Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-
traktats artikel 13 som retsgrundlag. Kommissionen skal i henhold til denne artikel
aflægge rapport over for Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af direkti-
vet på grundlag af oplysninger fra medlemsstaterne. Der skal i rapporten tages
hensyn til de synspunkter, der fremsættes af arbejdsmarkedets parter, de relevante
ngo'er og Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder.
Artikel 17: Ikrafttræden
Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-
traktats artikel 13 som retsgrundlag. Direktivet træder i kraft på dagen for offent-
liggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Artikel 18: Adressater
Denne bestemmelse, hvoraf det fremgår, at direktivet er rettet til medlemsstaterne,
er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-traktats artikel 13
som retsgrundlag.
3. Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet afgav en udtalelse om forslaget den 2. april 2009.
4. Nærhedsprincippet
Kommissionen har beskrevet forslagets forhold til nærheds- og proportionalitets-
princippet således:
”Subsidiaritetsprincippet
finder anvendelse, for så vidt som forslaget ikke er omfat-
tet af Fællesskabets ene kompetence. Målene for forslaget kan ikke i tilstrækkelig
grad opfyldes af medlemsstaterne alene, fordi kun foranstaltninger på fællesskabs-
plan kan sikre, at der er et minimumsniveau for beskyttelse mod forskelsbehandling
på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering i alle med-
lemsstaterne. En fællesskabsretsakt giver retssikkerhed med hensyn til borgernes
42
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
og de økonomiske aktørers rettigheder og forpligtelser, også hvis de bevæger sig
mellem medlemsstaterne. Erfaringerne med de tidligere direktiver, der er blevet
vedtaget i henhold til EF-traktatens artikel 13, stk. 1 (EUF-traktatens artikel 19,
stk. 1), viser, at de har haft en positiv virkning med hensyn til at opnå en bedre
beskyttelse mod forskelsbehandling. I overensstemmelse med proportionalitets-
princippet går det foreslåede direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at
nå de fastlagte mål.
Nationale traditioner og tilgange på områder som f.eks. sundhedsydelser, social
beskyttelse og uddannelse er desuden generelt mere forskellige end på beskæftigel-
sesområdet. Disse områder er kendetegnet ved legitime samfundsmæssige valg på
områder, hvor medlemsstaterne har kompetencen.
De europæiske samfunds forskelligartethed er en af Europas styrker og skal re-
spekteres i henhold til subsidiaritetsprincippet. Spørgsmål som tilrettelæggelse af
uddannelsessystemet og undervisningens indhold, anerkendelse af civilstand eller
familiemæssig status, adoption, reproduktive rettigheder og andre lignende
spørgsmål afgøres bedst på nationalt plan. Ingen medlemsstat skal derfor som
følge af direktivet ændre sin gældende lovgivning eller praksis med hensyn til disse
spørgsmål. Det berører heller ikke nationale bestemmelser om kirkers eller andre
religiøse organisationers aktiviteter eller deres forhold til staten. Det vil således
f.eks. fortsat være medlemsstaterne alene, der træffer afgørelse om spørgsmål som
tilladelse til selektiv adgang til skoler, forbud mod eller accept af at bære eller
bruge religiøse symboler i skolen, anerkendelse af ægteskab mellem personer af
samme køn og eventuel regulering af forholdet mellem organiseret religion og
staten.”
Regeringen kan tilslutte sig denne vurdering.
5. Gældende dansk ret
I den danske lovgivning opereres der i vidt omfang med aldersgrænser i forskellige
sammenhænge. Bestemmelsen i direktivforslaget er i sin nuværende form så elasti-
ske, at det ikke kan udelukkes, at Danmark vil kunne komme i en situation, hvor
Kommissionens og EU-Domstolens opfattelse af, hvornår en aldersgrænse er fast-
sat efter objektive og rimeligt begrundede kriterier, og hvad der er et legitimt for-
mål, ikke nødvendigvis vil være sammenfaldende med den danske opfattelse.
På den baggrund vurderes det, at i det omfang alder skal være omfattet af direkti-
vet, skal direktivforslaget være mere præcist i form af angivelser af områder, der
kan undtages helt fra direktivet.
Direktivforslaget indeholder desuden en særlig bestemmelse om ligebehandling af
mennesker med handicap. Artiklen skal sikre reel og lige adgang for mennesker
med handicap til social beskyttelse, sociale goder, sundhedsydelser og uddannelse
samt adgang til varer og tjenesteydelser, herunder boliger og transport, som er til-
gængelige for offentligheden. Denne forpligtelse er begrænset, i det omfang den
ville medføre en uforholdsmæssig stor byrde eller vil kræve grundlæggende æn-
dringer inden for de pågældende områder. Artiklen er uklar, hvilket gør det vanske-
ligt at afgrænse bestemmelsens omfang. Eksempelvis fremgår det af artiklen, at
43
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
1643351_0044.png
medlemsstaterne kan foretage ”rimelig tilpasning” for at sikre gennemførelsen af
rettighederne, så længe disse ikke medfører ”uforholdsmæssig stor byrde”.
Der er taget udgangspunkt i det oprindelige fremsatte direktivforslag som grundlag
for de juridiske overvejelser på de enkelte ressortministeriets område, som beskri-
ves nærmere nedenfor, da forhandlingerne fortsat ikke har ført til nye konkrete
tekstforslag, som alle medlemmer er enige om.
Social- og Indenrigsministeriets område
Det må overordnet antages, at aldersbestemmelser i forhold til Social- og Inden-
rigsministeriets område er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål og
derfor ikke udgør forskelsbehandling i direktivets forstand. Når en endelig direktiv-
tekst foreligger, vil regeringen på baggrund af denne vurdere, hvorvidt der måtte
være behov for ændringer som følge af vedtagelse af direktivforslaget. Det gælder
for eksempel ydelser efter serviceloven.
Handicap
Serviceloven indeholder en del bestemmelser om tilbud til personer med handicap,
herunder bestemmelser om positiv særbehandling i form af kompensation for at
sikre reel ligestilling. Følgende bestemmelsers relation til direktivforslaget vurde-
res at skulle undersøges nærmere.
Hjælp til dækning af merudgifter
§ 100 i serviceloven pålægger kommunalbestyrelserne at yde hjælp til dækning af
nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse til personer mellem 18 år og
folkepensionsalderen med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og til
personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der efter § 15 a i lov
om social pension har opsat udbetalingen af folkepensionen.
Det skal bemærkes, at Social- og Indenrigsministeriet er indstævnet i en sag om,
hvorvidt det er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel
14 sammenholdt med tillægsprotokol 1, artikel 1, at en borger ikke længere tildeles
dækning af merudgifter efter serviceloven samt invaliditetsbeløb efter førtidspensi-
onsloven.
Ledsageordning
§ 97, stk. 2 i serviceloven pålægger kommunalbestyrelserne at tilbyde 15 timers
ledsagelse om måneden til personer mellem 12 år og folkepensionsalderen, dog
således at aldersgrænsen ikke kan blive mindre end 67 år, der ikke kan færdes ale-
ne på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. §97,
Stk. 2 fastslår, at personer, der er visiteret til 15 timers ledsagelse om måneden ved
det fyldte 67. år bevarer denne ret efter det fyldte 67. år.
Beskyttet beskæftigelse
§ 103 i serviceloven pålægger kommunalbestyrelserne at tilbyde beskyttet beskæf-
tigelse til personer mellem 18 år og folkepensionsalderen, som på grund af betyde-
lig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke
kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet, og
som ikke kan benytte tilbud efter anden lovgivning.
44
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
1643351_0045.png
Beskyttet beskæftigelse adskiller sig fra beskæftigelse efter reglerne på Beskæfti-
gelsesministeriets område ved at blive betragtet som en social foranstaltning. Dette
indebærer bl.a., at personer i beskyttet beskæftigelse ikke har krav på at modtage
feriepenge og sygedagpenge mv. i lighed med personer på det ordinære arbejds-
marked.
Botilbud
For botilbud til længerevarende ophold for personer med betydelig og varigt nedsat
fysisk eller psykisk funktionsevne efter servicelovens § 108 er der ikke fastsat reg-
ler om specifikke indretningskrav i lovgivningen, men botilbuddet skal være egnet
til formålet.
For almene ældreboliger, herunder boliger der udlejes til mennesker med handicap,
er der derimod fastsat specifikke indretningskrav i lovgivningen, f.eks. at hver bo-
lig skal være forsynet med selvstændigt toilet og bad.
Handleplaner
§ 141 i serviceloven forpligter kommunalbestyrelserne til at skønne, om det er
hensigtsmæssigt at tilbyde at udarbejde en handleplan for indsatsen, når der ydes
hjælp til personer under folkepensionsalderen efter lovens afsnit 5.
Indhentelse af samtykke fra børn over 15 år
Ifølge serviceloven skal der ved visse afgørelser indhentes samtykke fra forældre-
myndighedsindehaveren og fra den unge, hvis denne er over 15 år.
Dette gælder eksempelvis i forbindelse med anbringelse uden for hjemmet, jf. § 53.
Er der tale om børn under 15 år, vil der således ikke være krav om, at den pågæl-
dende har givet samtykke til den iværksatte foranstaltning.
Klagereglerne
For en række afgørelser om foranstaltninger efter serviceloven, der vedrører børn
og unge er aldersgrænsen for partsstatus og klageadgang fastsat til 12 år. Det gæl-
der eksempelvis i afgørelser om valg af anbringelsessted og afgørelser om samvær
og kontakt jf. § 167 i serviceloven.
Efterværn
Efter servicelovens § 76 kan kommunalbestyrelsen tilbyde støtte, der har til formål
at bidrage til en god overgang til en selvstændig tilværelse for den unge mellem 18-
22 år, når det må anses for af væsentlig betydning af hensyn til den unges behov
for støtte, og hvis den unge er indforstået hermed.
Børn og unge, der er tvangsanbragt
umiddelbart inden
det 18. år,
har
ret til at få
efterværn i form af en kontaktperson frem til det fyldte 23. år. Støtten tilbydes un-
ge, der ikke tilbydes støtte i form af opretholdelse af døgnophold efter § 76, stk. 3,
nr. 1.
Kommunalbestyrelsen skal tilbyde unge, der umiddelbart inden det fyldte 18. år er
eller var anbragt uden for hjemmet, jf. § 52, stk.3, nr. 7, på eget værelse, kollegium
eller kollegielignende opholdssteder, støtte i form af en kontaktperson frem til det
19. år. Støtten tilbydes unge, der ikke tilbydes støtte i form af opretholdelse af
døgnophold efter § 76, stk. 3, nr. 1.
45
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
1643351_0046.png
Tilbuddene efter § 76 ophører ved det fyldte 23. år. I flere situationer vil der imid-
lertid være mulighed for, at der kan iværksættes en foranstaltning efter voksenreg-
lerne i serviceloven som eksempelvis § 85, der bl.a. vedrører hjælp, omsorg og
støtte i tilfælde af psykiske, fysiske eller sociale problemer.
Efter servicelovens § 76 a skal kommunalbestyrelsen tilbyde hjælp efter stk. 2 og
3. til unge i alderen 18 til 22 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk
funktionsevne, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til
den unges behov for støtte, og hvis den unges værge er indforstået hermed.
For unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der
umiddelbart inden det fyldte 18. år er anbragt uden for hjemmet efter reglerne i
kapitel 11 i en plejefamilie efter § 66, stk. 1 1-3 kan kommunalbestyrelsen træffe
afgørelse om, at døgnopholdet, jr. § 52, opretholdes. Såfremt den unges plejefami-
lie ikke længere vurderes egnet som plejefamilie for den pågældende unge, kan
kommunalbestyrelsen tilbyde den unge anbringelse i en anden plejefamilie, som
den unge har en nær relation til og er tryg ved. Ved tilbud om anbringelse hos en
anden plejefamilie skal betingelserne i stk. 1 være opfyldt.
Opretholdelsen af døgnophold skal ophøre, når det ikke længere opfylder sit formål
under hensyn til den unges behov for støtte, dog senest når den unge fylder 23 år.
Beskæftigelsesministeriets område
Arbejdsløshedsforsikringslovgivningen, sygedagpengeloven og kontanthjælps-
lovgivningen indeholder aldersgrænser på en lang række områder i relation til er-
hvervelse af ret til f.eks. arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge m.v. F.eks. ophø-
rer retten til arbejdsløshedsdagpenge/efterløn, når en person når folkepensionsalde-
ren.
Ligeledes findes der aldersbestemmelser i efterlønsordningen, i fleksydelsesregler-
ne, delpensionsreglerne, fleksjobreglerne, i de særlige ungeregler og i reglerne om
medlemskab/optagelse i en arbejdsløshedsforsikringsordning.
Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.
Forskelsbehandlingsloven indeholder et forbud mod direkte og indirekte forskels-
behandling på grund af en række kriterier, bl.a. race og etnisk oprindelse, religion
eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering på arbejdsmarkedet. Loven base-
rer sig bl.a. på EU-direktiv 2000/43/EF og EU-direktiv 2000/78/EF.
Lønmodtagere og ansøgere til ledige stillinger er beskyttet mod forskelshandling i
forbindelse med ansættelse, under ansættelsen, i forbindelse med afskedigelse,
forflyttelse, forfremmelse og med hensyn til løn og arbejdsvilkår. En arbejdsgiver
må ikke forskelsbehandle ansatte med hensyn til adgang til erhvervsmæssig vide-
reuddannelse, omskoling, m.v. Loven gælder for både arbejdsgivere, for enhver,
der driver vejlednings- og uddannelsesvirksomhed og for enhver, der anviser be-
skæftigelse.
Loven indeholder en pligt for arbejdsgiveren til at foretage hensigtsmæssige tilpas-
ninger i betragtning af de konkrete behov for at give personen med handicap ad-
46
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
1643351_0047.png
gang til beskæftigelse. Pligten til at foretage tilpasninger må imidlertid ikke være
urimelig byrdefuld for arbejdsgiveren. Hvis byrden lettes i tilstrækkeligt omfang
gennem offentlige foranstaltninger, anses byrden ikke for at være uforholdsmæssig
stor.
Arbejdsløshedsforsikring
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har vurderet, at aldersgrænserne i
arbejdsløshedsforsikringsloven ikke umiddelbart udgør et problem i forhold til
direktivet. Det forudsætter, at de aldersbestemte regler i arbejdsløshedsforsikrings-
loven kan undtages fra begrebet forskelsbehandling efter artikel 2, stk. 6, og ikke er
omfattet af anvendelsesområdet som beskrevet i artikel 3, stk. 1, litra a-b).
For at blive optaget som medlem i en dansk i a-kasse er det en betingelse, at man er
fyldt 18 år og ikke er mindre end 2 år fra folkepensionsalderen. Hvis man har gen-
nemført en uddannelse, der giver grundlag for optagelse i en a-kasse, kan man op-
tages som medlem, selv om man ikke er fyldt 18 år. Medlemskabet af en a-kasse
ophører ved udgangen af den måned, hvor man når folkepensionsalderen.
Det er en betingelse for ret til arbejdsløshedsdagpenge, at man er medlem af en a-
kasse. Hvis man ikke opfylder aldersbetingelserne for ret til medlemskab, kan man
derfor heller ikke få arbejdsløshedsdagpenge.
Arbejdsskadelovgivningen
Bestemmelser, der relaterer sig til handicapkriteriet
Erstatning samt godtgørelse efter lov om arbejdsskadesikring fastsættes på grund-
lag af arbejdsskadens følger. Dette betyder, at erstatningen kan nedsættes eller efter
omstændighederne bortfalde, hvis tilskadekomnes aktuelle lægelige og sociale
situation ikke udelukkende kan henføres til arbejdsskaden. Der ydes således ikke
kompensation for tilskadekomnes samlede helbredsmæssige og/eller erhvervsmæs-
sige forringelse fuld erstatning, når tilskadekomnes helbredsmæssige og/eller er-
hvervsevne allerede var nedsat før skaden. Det samme gælder, når den forudbestå-
ende sygdom med sikkerhed på et senere tidspunkt ville have medført i det væsent-
lige de samme følger, selvom skaden ikke var sket.
Følgerne af forudbestående skader eller handicap kan have betydning for erstat-
ningsudmålingen. Det betyder, at erstatning og godtgørelse kan nedsættes, når det
er dokumenteret, at hele eller dele af det varige mén/tab af erhvervsevne skyldes
andre forhold end arbejdsskadens følger. Det bemærkes, at personer med handicap
kan kompenseres økonomisk efter anden social lovgivning.
47
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
1643351_0048.png
Bestemmelser, der relaterer sig til alderskriteriet
Godgørelse for varigt mén er en økonomisk kompensation for de varige ikke-
økonomiske følger af en arbejdsskade. Godtgørelsen nedsættes med en procent for
hvert år, tilskadekomne er ældre end 39 pr ved arbejdsskadens indtræden. Var til-
skadekomne fyldt 60 år ved arbejdsskadens indtræden, nedsættes godtgørelsen med
yderligere 1 pct. for hvert år, den pågældende var ældre end 59 år ved arbejdsska-
dens indtræden. Godtgørelsen nedsættes dog ikke yderligere efter det fyldte 69. år.
ikke yderligere efter det fyldte 69. år. Baggrunden, for at det er valgt at lade godt-
gørelsen nedsætte for ældre personer, er, at ældre personer ikke skal leve så længe
med det varige mén som yngre personer.
Erstatning for tab af erhvervsevne tilkendes som løbende erstatning. Udbetalingen
af den løbende erstatning ophører, når modtageren opnår ret til folkepension. Den
løbende erstatning skal i nogle sager (endelige afgørelser om tab af erhvervsevne
på mindre end 50 procent) og kan i andre sager omsættes til et engangsbeløb (kapi-
talbeløb) op til et beløb, der svarer til et tab af erhvervsevne på 50 pct.. Kapitalise-
ringsfaktorerne, der anvendes til omsætning af løbene erstatning til kapitalerstat-
ning, fastsættes efter aktuarmæssige principper. Dette betyder, at kapitaliseringsbe-
løbet er forskelligt i forhold til alder, således at det udbetalte kapitalbeløb er mindre
jo ældre tilskadekomne er.
Beskæftigelsesindsatsen
Adskillige ordninger under beskæftigelseslovgivningen har snæver sammenhæng
med folkepensionsalderen. Det gælder fx efterløn, fleksydelse og delpension, som
er tilbagetrækningsordninger før folkepensionsalderen.
Beskæftigelsesindsatsen (lov om en aktiv beskæftigelsesindsats) indeholder
en række målgruppeafgrænsninger, som knytter sig til alder eller handicap (be-
grænsninger i arbejdsevnen). Der kan opstilles følgende (foreløbige) liste over
beskæftigelsesrelaterede ordninger, der indeholder bestemmelser – direkte eller
indirekte – om alder/handicap:
Ordning
Fleksjob
Afgrænsning
Væsentlig og mere end midlertidig begrænsning
i arbejdsevnen. Ophører ved folkepensionsalde-
ren eller ved overgang til fleksydelse.
Forudsætter førtidspension (som kræver væsent-
lig og varig begrænsning i arbejdsevnen).
Væsentlig begrænsning i arbejdsevnen med mu-
lighed for selvforsørgelse ved f.eks. skift af er-
hvervsområde. Revalideringsydelse er subsidiær
ift. alle andre former for forsørgelse.
Varig og betydelig psykisk/fysisk funk-
tionsnedsættelse.
Dagpenge-, kontant- og starthjælpsmodtagere
over 55 år med mindst et års ledighed kan blive
ansat med et særligt højt løntilskud, såfremt de
Løntilskud til førtids-
pensionister (skåne-
job)
Revalidering
Personlig assistance til
handicappede (kom-
pensationsloven)
Løntilskud til over 55-
årige
48
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
1643351_0049.png
Seniorjob
Løntilskud til elev-
/lærlingeforløb (LAB
§ 51, stk. 3, nr.2)
selv finder arbejde i en privat virksomhed. Ord-
ningen bygger på objektive kriterier, og løntil-
skuddet kan gives i max 6 måneder. Ordningen
er ophævet med virkning fra 1. januar 2013. Der
er stadig nogen på ordningen.
Forsikrede ledige, hvis ret til dagpenge, udløber
tidligst 5 år før efterlønsalderen, har ret til ansæt-
telse i et seniorjob, når dagpengeretten er udlø-
bet og indtil efterlønsalderen. Det er en betingel-
se, at personen betaler til efterlønsordningen, og
at personen vil kunne opfylde anciennitetskravet
for efterløn, når vedkommende når efterlønsal-
deren.
Personer med omfattende psykiske, fysiske eller
sociale problemer, der kun kan yde en meget be-
grænset arbejdsindsats.
Fleksjob
Hvis alderskriteriet i direktivforslaget skal forstås således, at man kan fastsætte en
aldersgrænse ud fra objektive kriterier - f.eks. at folkepensionsalderen er 65 år for
alle - og at forskellige ydelser ophører (for alle), når de opnår folkepensionsalderen
(fordi pensionen så træder i stedet), så er det Styrelsen for Arbejdsmarked og
Rekrutterings vurdering, at der ikke er udgifter ift. fleksjobordningen ved direktiv-
forslaget. Dog skal det nævnes, at der er det særlige forhold knyttet til fleksjobord-
ningen, at fleksjob ophører ved 65 år, selvom man i øvrigt kan fortsætte på det
ordinære arbejdsmarked efter 65 år. Umiddelbart er det vurderingen, at heller ikke
dette har betydning i forhold til direktivforslaget, da man ikke mister retten til at
arbejde, og derfor stadig er ansat hos arbejdsgiveren, indtil man bliver afskediget.
Når et fleksjob ophører, er det således kun arbejdsgiveren, der mister retten til en
ydelse/tilskud.
Mht. handicapkriteriet i fleksjobordningen er det endvidere umiddelbart vurderin-
gen, at direktivets bestemmelser om handicap ikke giver problemer, da det fortsat
må være muligt at afgrænse en ordning til nogle bestemte handicap/et væsentlig-
hedskriterium, som så omfatter alle borgere. Også ud fra den betragtning er det
opfattelsen, at der ikke er udgifter til fleksjobordningen ved direktivforslaget.
Reglerne om kompensation til mennesker med handicap i erhverv
I relation til reglerne om kompensation til mennesker med handicap i erhverv
m.v. gælder, at personer med handicap som udgangspunkt er omfattet af den ordi-
nære beskæftigelsesindsats. Er der behov for kompensation for den nedsatte ar-
bejdsevne, er der regler i lov om kompensation til mennesker med handicap m.v.
om fortrinsadgang, personlig assistance til handicappede i erhverv og om isbryder-
ordningen. Her er de væsentligste regler reglerne om personlige assistance, der kan
ydes til ledige, lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende, som på grund af
en varig og betydelig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse har behov for særlig
personlig bistand.
Formålet med reglerne om kompensation til mennesker med handicap i erhverv er
at give personer med handicap kompensation for handicappet, således at disse per-
49
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
1643351_0050.png
soner bliver ligestillet med personer uden handicap og dermed får samme mulighe-
der for erhvervsudøvelse.
Umiddelbart er det vurderingen, at det også i denne sammenhæng ikke er i strid
med direktivforslaget at afgrænse en ordning ud fra et væsentlighedskriterium, som
omfatter alle borgere. Det er derfor vurderingen, at der ikke er udgifter ift. ordnin-
gen om kompensation til mennesker med handicap i erhverv ved direktivforslaget.
Kontanthjælpssystemet
På kontanthjælpsområdet afhænger en persons sats blandt andet af, om personen er
under 25 år, fyldt 25 år eller fyldt 30 år. Aldersgrænserne er politisk bestemte og
begrundes i ”den sædvanlige uddannelsesalder”, hvorfor satserne for de yngre al-
dersgrupper er fastsat ud fra SU-niveauet for at sikre, at det ikke er det sociale
ydelsesniveau, der forhindrer de unge i at starte på en uddannelse med SU. Dog
kan unge, der ikke vurderes uddannelsesparate fx på grund af sociale eller
sundhedsmæssige problemer, få et aktivitetstillæg oven i satsen, ud fra en betragt-
ning om at de ikke kan reagere på et økonomisk incitament til uddannelse i form af
en lavere sats.
Bestemmelsen i art. 6, 1. pkt., i direktivet angiver, at forskelsbehandlingen kan
retfærdiggøres ud fra tre kriterier 1) den skal være objektivt retfærdiggjort ud fra et
legitimt mål, 2) den skal være passende og 3) den skal være nødvendig. Indholdet
af disse tre kriterier vil i sidste ende bero på en fortolkning hos EU-domstolen.
Dette er ikke uproblematisk, da EU-domstolen i andre sammenhænge har pålagt en
meget snæver fortolkning af lignende proportionalitetshensyn. Der er således en vis
risiko for, at den aldersafgrænsning, der politisk er fastsat i kontanthjælpssystemet,
vil blive underkendt, fordi de ikke lever op til de tre kriterier, der er opregnet i be-
stemmelsen, og derfor vil blive betragtet som udtryk for diskrimination.
Sygedagpenge
På sygedagpengeområdet er der som udgangspunkt ikke nogen aldersbegrænsning
for udbetalingen af sygedagpenge. Der er dog en aldersbegrænsning mht. varig-
hedsbegrænsningen, dvs. spørgsmålet om, i hvor lang tid, der kan udbetales syge-
dagpenge. Mens udbetaling af sygedagpenge som udgangspunkt ophører, når der er
udbetalt sygedagpenge i 22 uger i de 9 forudgående kalendermåneder, ophører
sygedagpengene for personer, der har nået folkepensionsalderen, når der er udbetalt
sygedagpenge i mere end 26 af de forudgående 12 kalendermåneder. Der er desu-
den ikke de samme forlængelsesmuligheder som for den øvrige personkreds.
Begrundelsen herfor er, at der er adgang til en anden forsørgelsesydelse, nemlig
folkepensionen. Det ville være uhensigtsmæssigt, hvis man ved at sygemelde sig
før folkepensionen kunne sikre sig en langt højere ydelse i en årrække.
Jobafklaringsforløb
Sygemeldte, som fortsat er uarbejdsdygtige, og som ikke kan få forlænget deres
sygedagpenge, har ret til jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse i en peri-
ode på op til 2 år. I jobafklaringsforløb er der fastsat den aldersgrænse, at jobafkla-
ringsforløb ophører på det tidspunkt, hvor personen når folkepensionsalderen.
50
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
1643351_0051.png
Integrationsloven
Integrationsloven indeholder aldersgrænser for så vidt angår tilbud om introdukti-
onsprogram, som retter sig mod voksne mennesker og iværksættes med henblik på
at skabe mulighed for selvforsørgelse. Aldersgrænsen knytter sig til myndighedsal-
deren, men introduktionsprogrammet kan også efter en konkret vurdering tilbydes
til uledsagede mindreårige asylansøgere. Disse aldersgrænser findes objektivt og
rimeligt begrundet.
Integrationsloven indeholder endvidere enkelte bestemmelser om særlige tilbud og
tilskudsordninger, som kan iværksættes i forhold til bestemte aldersgrupper. Disse
bestemmelser er begrundet i behovet for en særlig indsats i forhold til disse alders-
grupper med henblik på at hjælpe de pågældende i uddannelse eller beskæftigelse.
Bestemmelserne er således udtryk for positiv særbehandling.
Folkepension, førtidspension mv.
Kontantydelser er:
Lov om højeste, mellem, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.
Lov om social pension
Lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag
Lov om en børnefamilieydelse
For disse ydelser gælder, at retten til ydelser er afhængig af, at den enkelte har
opnået myndighedsalderen på 18 år eller pensionsalderen på 65 år. Det må antages,
at aldersbestemmelser i forhold til disse ydelser er objektivt og rimeligt begrundet i
et legitimt formål og derfor ikke udgør forskelsbehandling i direktivets forstand.
Beskæftigelsesministeriet er ikke bekendt med, at de gældende regler på området
har ført til domfældelse, der har statueret aldersdiskrimination
Der er ikke foretaget en tilbundsgående analyse af aldersdiskrimination efter direk-
tivteksten i relation til alle dele af ydelsesområdet herunder særligt ydelser, fx han-
dicapkompenserende ydelser, der ophører ved overgangen til folkepension, og
ydelser, fx gunstigere boligstøtteregler, der kun gives til folkepensionister.
Kulturministeriets område
Der findes ikke på Kulturministeriets område love, der indebærer direkte diskrimi-
nation af mennesker som følge af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel
orientering.
Ophavsretsloven
Der er foreskrevet positiv særbehandling af blinde, svagtseende, døve og taleliden-
de samt personer i øvrigt, der på grund af handicap er ude af stand til at læse trykt
tekst, fx ordblinde, i ophavsretsloven, jf. § 17. Ifølge bestemmelsen er det tilladt at
gengive og sprede eksemplarer af udgivne værker til brug for de ovennævnte, når
gengivelsen og de spredte eksemplarer er særligt bestemt til brug for disse perso-
ner.
Licensbekendtgørelsen
DR Licens kan efter ansøgning bevilge blinde og stærkt svagtseende personer, der
bor alene eller bor i husstande udelukkende med andre blinde eller stærkt svagt-
51
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
seende personer og/eller hjemmeboende børn uanset alder, fritagelse for medieli-
cens. Ved blinde og stærkt svagtseende forstås personer, som er medlem af Dansk
Blindesamfund eller opfylder betingelserne for at blive medlem af Dansk Blinde-
samfund.
Sundheds- og Ældreministeriets område
Spørgsmål om især alder er reguleret i en række sammenhænge i sundhedslovgiv-
ningen. Som eksempler kan nævnes bestemmelserne vedr. mindreåriges adgang til
at samtykke til behandling og aktindsigt (Sundhedslovens § 17), adgangen til at
oprette livstestamenter (Sundhedslovens § 26), transplantation fra levende og afdø-
de personer (Sundhedslovens §§ 52 og 53), reglerne vedr. valg af sikringsgruppe
og praktiserende læge (Sundhedslovens §§ 58 og 59), gratis tandpleje til børn og
unge under 18 år, en række alderskriterier i forbindelse med vaccinations- og
screeningsprogrammer (f.eks. i forbindelse med influenzavaccine, HPV-vaccine og
screening for brystkræft og livmoderhalskræft) og tilskud til behandling af angst
ved privatpraktiserende psykolog. Hertil kommer regler om aldersgrænser ift. steri-
lisation (sundhedslovens § 105) og kastration (sundhedslovens § 115). Endvidere
er det i om lov om assisteret reproduktion fastsat, at assisteret reproduktion ikke må
finde sted i de tilfælde, hvor den person med livmoder og æggestoksvæv, der skal
føde barnet, er ældre end 45 år (§ 6).
Det er overordnet vurderingen, at aldersbestemmelserne i sundhedslovgivningen er
objektivt og sagligt begrundet i legitime og faglige hensyn. Det kan dog ikke på
nuværende tidspunkt udelukkes, at der vil kunne blive behov for ændringer heri
som følge af en vedtagelse af direktivforslaget.
I forhold til direktivudkastets forbud mod diskrimination på grund af seksuel ori-
entering bemærkes, at ifølge Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 768 af 10. juli
2008 om sikkerhed ved bloddonation skal blodbankerne forud for tapning af hu-
mant blod undersøge, om donor er egnet til donation efter kriterier nævnt i bilag 2
til bekendtgørelsen. Et af disse kriterier er seksuel adfærd, og dette kan indebære
udelukkelse af donorer "som på grund af deres seksuelle adfærd er udsat for stor
risiko for at påføre sig alvorlige smitsomme sygdomme, der kan overføres med
blodet".
Begrundelsen for kravene i bekendtgørelsen er dels at sikre bloddonorer bedst mu-
ligt mod komplikationer ved tapning, dels at opnå bedst mulig sikkerhed ved an-
vendelse af lægemidler, der er fremstillet af humant blod. For at opnå det-
te udelukkes personer, hvor der er en potentiel risiko for overførsel af infektion
med blodet.
Bekendtgørelsen er gennemførelse af direktiv 2004/33/EF.
Endvidere er det forhold, at en mand har haft sex med en anden mand, nævnt som
én blandt flere risikofaktorer ved vurderingen af en sæddonorkandidats egnethed.
Det er imidlertid ikke en udelukkelsesgrund, at en mand har haft sex med en anden
mand, og en homoseksuel mand kan således efter en konkret vurdering være at
være egnet som sæddonor, jf. Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 753 af 3. juli
2006 om kvalitet og sikkerhed ved donation, udtagning og testning (humane væv
og celler).
52
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
1643351_0053.png
Ældre
Generelt gives hjælp til ældre borgere i Danmark på baggrund af en behovsvurde-
ring og dermed ikke på baggrund af aldersafgrænsning eller anden afgrænsning,
såsom køn, etnisk oprindelse eller økonomisk formåen. Kommunalbestyrelsen skal
eksempelvis tilbyde personlig pleje og praktisk hjælp i hjemmet til borgere, som på
grund af midlertidigt eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller
særlige sociale problemer ikke selv kan udføre disse opgaver. Kommunalbestyrel-
sen skal i den forbindelse træffe afgørelse om tildeling af hjælpen på baggrund af
en konkret, individuel vurdering.
Forebyggende hjemmebesøg
Serviceloven forpligter kommunerne til at tilbyde forebyggende hjemmebesøg
mindst 1 gang om året til alle over 75 år. Kommunalbestyrelsen kan vælge at und-
tage de borgere, som modtager både personlig pleje og praktisk hjælp, fra ordnin-
gen om forebyggende hjemmebesøg.
Miljø- og Fødevareministeriets område
Direktivet vurderes ikke at have konsekvenser indenfor Miljø- og Fødevareministe-
riets område.
Det kan dog nævnes, at der i Miljø- og Fødevareministeriets lovgivning findes
visse regler, som indeholder krav om, at en ansøger skal have en vis alder for at få
del i et gode eller lignende. Der kan til eksempel være tale om den såkaldte "Yngre
jordbruger-ordning", hvor en ansøger bl.a. skal være under 40 år for at kunne opnå
de særligt gunstige lån, som er omfattet af ordningen. Men sådanne eksempler,
hvor der er fastsat særlige alderskriterier i national lovgivning på Ministeriet for
Miljø- og Fødevareministeriets område, er ikke i strid med direktivforslaget, idet
kriterierne er objektive, sagligt begrundet og proportionelle, jf. forslagets artikel 2,
stk. 6.
Erhvervs- og Vækstministeriets område
Finanstilsynet har oplyst, at det fremgår af nr. 15 i præambel teksten, at "Inden for
bank- og forsikringsvirksomhed og i forbindelse med andre finansielle tjenester
anvendes der aktuarmæssige faktorer og risikofaktorer i tilknytning til handicap og
alder. Dette bør ikke betragtes som forskelsbehandling, hvis de pågældende fakto-
rer må anses for at være afgørende for risikovurderingen".
Faktorerne baseret på handicap og alder er her baseret på faglige vurderinger og er
ikke udtryk for forskelsbehandling. Hvis det ønskes, at Finanstilsynet skal have
ansvaret for og derved føre tilsyn med, at der alene anvendes aktuarmæssige fakto-
rer og risikofaktorer i tilknytning til handicap og alder, som anses for afgørende for
risikovurderingen, således at usaglig forskelsbehandling undgås, skal der indarbej-
des en lovhjemmel hertil i den finansielle lovgivning
Frekvensloven
Frekvensloven fastsætter regler om adgangen til at anvende frekvenser. Loven har
ikke forskellige regler for anvendelse af frekvenser afhængig af brugeren - regler-
nes forskellighed beror i stedet på den konkrete frekvensanvendelse. Det betyder,
at nogle former for frekvensanvendelse er fritaget for krav om tilladelse - det gæl-
der så i givet fald alle brugere, der anvender de pågældende frekvenser. På nogle
53
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
1643351_0054.png
områder forudsætter anvendelsen af frekvenser, at man har bestået en prøve - det
gælder på det maritime område, luftfartsområdet og radioamatørområdet. Da der er
tale om skriftlige prøver, kan det være vanskeligt for f.eks. en svært synshandicap-
pet radioamatør at gå til prøve.
Derfor giver loven mulighed for at fastsætte regler om afholdelse af særlige prøver
for brugere med et handicap. Hjemlen er udnyttet, ligesom muligheden for afhol-
delse af sådanne specialprøver med jævne mellemrum udnyttes.
Bekendtgørelse om digitale radio- og tv-tjenester (hjemmel i teleloven og tv-
standardloven)
Bekendtgørelsen fastsætter en række regler, der sikrer modtagelsen af digita-
le radio- og tv-tjenester. I forbindelse med den nye teledirektivpakke fra 2009 er
reglerne blevet revurderet, herunder i forhold til handicappede lyttere og seere.
Vurderingen er, at reglerne i deres nuværende form er tilstrækkeligt rummelige
også i forhold til denne seergruppe. Der vurderes derfor ikke umiddelbart at være
behov for ændringer i forbindelse med implementeringen af ligebehandlingsdirek-
tivet.
R&TTE-loven (lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold)
R&TTE-loven fastsætter regler om markedsføring og brug af radioudstyr, teleter-
minaludstyr og elektriske og elektroniske apparater. Loven skelner således ale-
ne på baggrund af brugerens funktion i den konkrete situation - det vil sige bruge-
ren som fabrikant, ansvarlig for markedsføring, almindelig bruger etc. Der vurderes
derfor ikke umiddelbart at være behov for ændringer i forbindelse med implemen-
teringen af ligebehandlingsdirektivet.
Regler om forsyningspligt eller slutbrugerforhold
Forslaget til ligebehandlingsdirektiv synes ikke at give anledning til ændring af
regler om forsyningspligt eller slutbrugerforhold.
Der er både i den gældende lov om konkurrence og forbrugerforhold på telemarke-
det og i bekendtgørelse nr. 701 af 26. juni 2008 om forsyningspligtydel-
ser (forsyningspligtbekendtgørelsen) særregler om adgang til elektroniske kommu-
nikationsnet og -tjenester for personer med handicap. Eksempelvis er der i forsy-
ningspligtbekendtgørelsen regler om etablering af en teksttelefonitjeneste med
tilhørende formidlingscentral samt nummeroplysning og automatisk gennemstilling
til reduceret pris for nærmere afgrænsede grupper af handicappede. Disse forsy-
ningspligtregler er baseret på direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og brugerret-
tigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester. Særreg-
lerne for personer med handicap udgør "særforanstaltninger" og er derfor i over-
ensstemmelse med ligebehandlingsdirektivets forslag til artikel 5, der tillader "Po-
sitiv særbehandling og særforanstaltninger".
Det bemærkes i øvrigt, at der er vedtaget en ny lov om elektroniske kommunikati-
onsnet og -tjenester (lov nr. 169 af 3. marts 2011), der bl.a. implementerer en ræk-
ke særbestemmelser vedr. personer med handicap, jf. direktiv 2009/136/EF om
ændring af bl.a. direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og brugerrettigheder i
forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester mv.
54
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
1643351_0055.png
Det bemærkes, at den gældende lov om elektroniske kommunikationsnet og -
tjenester (lov nr. 169 af 3. marts 2011), bl.a. implementerer en række særbestem-
melser vedr. personer med handicap, jf. direktiv 2009/136/EF om ændring af bl.a.
direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med
elektroniske kommunikationsnet og -tjenester mv.
Justitsministeriets område
Forslaget ses umiddelbart at berøre følgende regler inden for Justitsministeriets
område:
Lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race
Lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race mv., jf. lovbekendtgørelse
nr. 626 af 29. september 1987, som ændret ved lov nr. 433 af 31. maj 2000, inde-
holder et forbud mod forskelsbehandling på grund af race mv. inden for erhvervs-
mæssig eller almennyttig virksomhed. Det er ifølge denne lov forbudt på grund af
en persons race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle
orientering at nægte at betjene den pågældende på samme vilkår som andre eller at
give en person adgang på samme vilkår som andre til sted, forestilling, udstilling,
sammenkomst eller lignende, der er åben for almenheden. Overtrædelse af denne
lov straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Den nævnte lov omfatter ikke
forskelsbehandling på grund af handicap eller alder, og loven omfatter endvidere
ikke uagtsomme forhold.
De i straffeloven og retsplejeloven (vedrørende behandlingen af straffesager) inde-
holdte bestemmelser med aldersgrænser mv. omfattes ikke af direktivforslagets
anvendelsesområde, jf. forslaget til artikel 3, stk. 1.
Samlet set vurderes forslaget ikke at have konsekvenser indenfor Justitsministeriets
område.
Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriets område
For så vidt angår udlændingeområdet lægges til grund, at det fremgår af direktiv-
forslaget, at det ikke omfatter udlændingeområdet, jf. artikel 3, stk. 5. I sin nuvæ-
rende form kan bestemmelsen dog forstås således, at det kun er reglerne
om
muligheden
for at indrejse og opholde sig i medlemsstaten, der falder uden for
direktivet. Formuleringen bør derfor præciseres, så det klart fremgår, at også de
betingelser, som tredjelandsstatsborgere og statsløse personer
opholder sig på i
medlemsstaten,
falder uden for direktivet. Det bør ligeledes sikres, at "betingelser
vedrørende ophold" også omfatter udvisning, afvisning og udrejse.
Integrationsloven
Integrationsloven indeholder aldersgrænser for så vidt angår tilbud om integrati-
onsprogram, som retter sig mod voksne mennesker og iværksættes med henblik på
at skabe mulighed for selvforsørgelse. Aldersgrænsen knytter sig til myndighedsal-
deren, men introduktionsprogrammet kan også efter en konkret vurdering tilbydes
til uledsagede mindreårige flygtninge. Disse aldersgrænser findes objektivt og ri-
meligt begrundet.
Integrationsloven indeholder endvidere enkelte bestemmelser om særlige tilbud og
tilskudsordninger, som kan iværksættes i forhold til bestemte aldersgrupper. Disse
55
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
1643351_0056.png
bestemmelser er begrundet i behovet for en særlig indsats i forhold til disse alders-
grupper med henblik på at hjælpe de pågældende i uddannelse eller beskæftigelse.
Bestemmelserne er således udtryk for positiv særbehandling.
Repatrieringsloven
I repatrieringsloven er størrelsen af den støtte til repatriering, der kan udbetales til
en udlænding, der ønsker at vende tilbage til sit hjemland eller tidligere opholds-
land, knyttet til en aldersgrænse på 18 år.
Repatrieringsloven indeholder endvidere aldersgrænser for så vidt angår mulighe-
den for at opnå reintegrationsbistand, som er knyttet til en antagelse om manglende
muligheder for at skaffe sig et forsørgelsesgrundlag i hjemlandet på grund af alder
og f.eks. helbredsforhold. Disse aldersgrænser er således udtryk for positiv særbe-
handling.
Lov om etnisk ligebehandling
Lov nr. 374 af 28. maj 2003 om etnisk ligebehandling indeholder et forbud mod
direkte og indirekte forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse uden
for arbejdsmarkedet. Loven baserer sig bl.a. på EU-direktiv 2000/43/EF.
Loven indeholder forbud mod direkte og indirekte forskelsbehandling. Lovens
forbud mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed, for så
vidt angår social beskyttelse, herunder social sikring og sundhedspleje, sociale
goder, uddannelse samt adgang til og levering af varer og tjenesteydelser, herunder
bolig, der er tilgængelige for offentligheden. Forbuddet mod forskelsbehandling
gælder endvidere for medlemskab af og deltagelse i en organisation, hvis medlem-
mer udøver et bestemt erhverv, samt de fordele, sådanne organisationer giver med-
lemmerne. Loven gælder ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.
Det følger af bestemmelsen i § 3, stk. 1, at ingen må udsætte en anden person for
direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller en tred-
jemands race eller etniske oprindelse. Lov om etnisk ligebehandling indeholder
ikke nogen nærmere afgrænsning af den beskyttede personskreds. Det bemærkes i
den forbindelse, at når der ikke i lovgivningen udtrykkeligt er angivet en person-
kreds, for hvilken loven gælder, finder loven anvendelse for enhver, der opholder
sig på dansk territorium.
Almene boliger
Almene familieboliger er åbne for alle befolkningsgrupper.
Man skal være fyldt 15 år for at kunne blive opnoteret på venteliste til en ledig
bolig. Denne aldersgrænse er objektiv og rimeligt begrundet i et legitimt formål.
Bestemmelsen udgør derfor ikke forskelsbehandling i direktivets forstand.
Herudover er der fastsat regler om boliger specielt for unge og ældre samt handi-
cappede (almene ungdomsboliger og almene ældreboliger). Der er her tale om at
stille boliger til rådighed for grupper med et særligt boligbehov - dvs. positiv sær-
behandling.
56
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
1643351_0057.png
Der findes ikke regler, der udgør diskrimination eller forskelsbehandling i direkti-
vets forstand.
Privat udlejningsbyggeri
Der er ikke i lejelovgivningen fastsat bestemmelser om udlejningskriterier og ven-
telister. I privat udlejningsbyggeri bestemmer ejeren derfor i kraft af ejendomsret-
ten, hvem boligerne skal udlejes til, idet loven om forbud mod forskelsbehandling
på grund af race m.v. sætter bestemte grænser herfor.
Der findes ikke regler for udlejning af private boliger, der udgør diskrimination
eller forskelsbehandling i direktivets forstand.
Forsvarsministeriets område
Uddannelserne på Forsvarets og Beredskabets områder er primært målrettet opga-
veløsningen på disse områder, hvorfor fysisk og psykisk egnethed til at løse opga-
verne inddrages i vurderinger om optagelse på uddannelserne.
Basisuddannelsen ligger til grund for alle uddannelser i Forsvaret. Det er en betin-
gelse for at kunne blive optaget på Basisuddannelsen, at man erklæres egnet eller
begrænset egnet til værnepligtstjeneste. Ved optagelsen til efterfølgende uddannel-
ser i Forsvaret lægges der vægt på, at ansøgeren kan håndtere både de studiemæs-
sige krav, der er til selve uddannelsen, og de fysiske og mentale krav, der retter sig
mod det militære fagområde.
På samme måde kræver især de grundlæggende uddannelser i redningsberedskabet,
at deltagerne har en vis fysisk styrke, hvorfor der stilles krav til deltagernes hel-
bred. Samtidig kræver redningsarbejde i al almindelighed en robust psyke. Den
ansvarlige udbyder af den enkelte uddannelse skal vurdere den enkelte deltagers
egnethed til at gennemføre uddannelsen og dennes egnethed til efterfølgende at
virke i redningsberedskabet. Det sikres blandt andet gennem tests og helbredsun-
dersøgelser. Derudover udbyder Beredskabsstyrelsen seks uddannelser, hvor der
udover ovenstående kræves en helbredsattest.
For elever (værnepligtige) på redningsspecialistuddannelsen ved Beredskabsstyrel-
sen stilles samme krav om egnethed til værnepligtstjeneste som gælder for optagel-
se på Forsvarets basisuddannelse. For fysisk handicappede stiller dette en hindring
i forhold til værnepligtstjeneste.
Der foreligger en aldersgrænse i forhold til værnepligtstjeneste på tilsvarende vis
som Forsvaret. Det fremgår af værnepligtsloven (LBK nr. 225 af 13. marts 2006) §
25, stk. 2, ”at værnepligtige, der ikke inden deres fyldte 32. år har påbegyndt vær-
nepligtstjenesten, kan ikke indkaldes til sådan tjeneste”.
Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestillings område
Forbud mod diskrimination på grund af alder
For så vidt angår direktivudkastets forbud mod diskrimination pga. alder skal Mini-
steriet for Børn, Undervisning og Ligestilling gøre opmærksom på, at der i love og
bekendtgørelser findes alderskrav og aldersbegrænsninger. Som eksempler kan
især nævnes bestemmelser, der udgør kriterier for udløsning af statstilskud for ele-
ver og kursister på skolerne:
57
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
§ 13, stk. 1, i lov om efterskoler og frie fagskoler, jf. lovbekendtgørelse nr.
785 af 15. juni 2015, indeholder krav til minimums- og maksimumsalder
for elever på efterskoler og frie fagskoler.
§ 8, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 702 af 30. juni 2008 med senere ændringer,
om tilskud til friskoler og private grundskoler m.v. med senere ændringer,
indeholder minimums- og maksimumsalder for, at elever kan indgå i opgø-
relsen af skolens elevtal og dermed få statstilskud.
Alderskriterierne for statstilskud til frie grundskoler og efterskoler følger
undervisningspligten, som er fastlagt i lov om folkeskolen, jf. teksten ne-
denfor om folkeskolen.
Ved lov nr. 1570 af 21. december 2010 om ændring af lov om institutioner for
almengymnasiale uddannelser og almen voksenundervisning mv., lov om pri-
vate gymnasieskoler, studenterkurser og kurser til højere forberedelseseksamen
(hf-kurser) og lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) mv.
blev det vedtaget, at ministeren for børn, undervisning og ligestilling fastsætter
regler om, at kursister, der modtager efterløn eller en aldersbetinget pension,
og som ikke eller kun i mindre omfang har en arbejdsmarkedstilknytning, skal
yde en deltagerbetaling, der er højere end den almindelige deltagerbetaling.
Loven vedrører AVU og gymnasiale uddannelser tilrettelagt som enkeltfag.
Kursister, der modtager efterløn eller en aldersbetinget pension, og som har en
videregående uddannelse, skal ikke betale den forhøjede deltagerbetaling, men
den fulde deltagerbetaling som alle andre kursister med videregående uddan-
nelse. Forhøjelse af deltagerbetalingen fastsættes i de årlige finanslove og ud-
gør i finansåret 2015 750 kr.
§ 1, stk. 1, i lov om produktionsskoler, jf. lovbekendtgørelse nr. 781 af 15. juni
2015, indeholder maksimumalder for påbegyndelse af produktionsskoletilbud
med statstilskud (op til 25 år), og § 1, stk. 2, i lov om erhvervsgrunduddannelse
mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 987 af 16. august 2010, er der fastsat en maksi-
mumalder for påbegyndelse af erhvervsgrunduddannelse (op til 30 år).
§ 66 m i lov om erhvervsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 789 af 16. juni
2015 indeholder en maksimumsalder for adgang til et særligt afslutningsforløb
i erhvervsuddannelserne (eud+) og § 66 v i samme lov indeholder en maksi-
mumsalder for adgang til erhvervsuddannelse tilrettelagt for unge, som samti-
dig er en minimumsalder for adgang til erhvervsuddannelse tilrettelagt for
voksne.
Af andre eksempler kan nævnes skoleydelse, jf. § 17, stk. 2, i lov om produktions-
skoler, hvor skoleydelsens størrelse differentieres efter, om eleven er over eller
under 18 år, samt for så vidt angår elever over 18 år, om disse er ude – eller hjem-
meboende. Tilsvarende gør sig gældende for skolepraktikydelse som er fastsat med
hjemmel i § 66 k i lov om erhvervsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 789 af 16,
juni 2015.
Det kan endvidere nævnes, at der i folkeskoleloven lovbkg. 665 af 20. juni 2014 er
fastsat aldersgrænser for undervisningspligtens indtræden (1. august i det kalender-
58
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
1643351_0059.png
år, hvor barnet fylder 6 år) og ophør (den 31. juli ved afslutningen af undervisnin-
gen på 9. klassetrin eller senest den 31. juli i det kalenderår, hvor barnet fylder 17
år eller har afsluttet uddannelse, der er ligestillet med grundskolen) (se § 34, stk. 1).
Der endvidere bestemmelser om alder ved indskrivning i folkeskolen før undervis-
ningspligtens indtræden (barnet kan indskrives fra begyndelsen af det kalenderår,
hvor det fylder 5 år) (se § 36, stk. 1) og om alder ved optagelse i børnehaveklassen
før undervisningspligtens indtræden (barnet kan optages i børnehaveklassen i det
kalenderår, hvor barnet inden den 1. oktober fylder 5 år) (se § 37).
Forbud mod diskrimination for religion eller tro
For så vidt angår direktivudkastets forbud mod diskrimination p. g. a. religion eller
tro skal Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling gøre opmærksom på, at
de frie grundskoler som udgangspunkt selv beslutter, hvilke elever skolen vil opta-
ge. Det fremgår dog af bemærkningerne til L 105, folketingssamling 2004-05 (2.
samling), at: "De frie grundskoler er omfattet af lov om etnisk ligebehandling og
lov om inkorporering af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Skolerne
må således ikke forskelsbehandle på grund af race eller etnisk oprindelse, herunder
i forbindelse med beslutningen om, hvem de vil have som elever. I øvrigt henvises
til bemærkningerne til forslag 3 nedenfor." Og af bemærkningerne til nr. 3 fremgår
det: "Det vil som følge heraf være i strid med bestemmelsen, hvis skolen i sin op-
tagelsespraksis udøver diskrimination på baggrund af køn eller etnisk oprindelse.
Bestemmelsen vil derimod ikke afskære skoler, der bygger på en bestemt religiøs
overbevisning, fra kun at have elever med den samme religiøse overbevisning som
skolen eller kun at have elever, hvis forældre har den samme overbevisning som
skolen." Tilsvarende principper gælder for efterskoler, husholdningsskoler og
håndarbejdsskoler (frie fagskoler).
Forbud mod diskrimination af mennesker med handicap
Det kan indledningsvis nævnes, at der i folkeskoleloven (lovbkg. 665 af 20. juni
2014) er regler for elever med særlige behov (handicap). Der henvises til § 3, stk.
2, hvorefter børn, hvis udvikling kræver en særlig hensyntagen eller støtte, gives
specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand i specialklasser eller
specialskoler. Der gives desuden specialundervisning og anden specialpædagogisk
bistand til børn, hvis undervisning i den almindelige klasse kun kan gennemføres
med støtte i mindst 9 undervisningstimer ugentligt. Af folkeskolelovens § 3 a føl-
ger endvidere, at børn, der har behov for støtte, og som ikke alene kan understøttes
ved brug af undervisningsdifferentiering og holddannelse, skal tilbydes suppleren-
de undervisning eller anden faglig støtte. Hvis der er behov herfor, skal der gives
personlig assistance, der kan hjælpe barnet til at overvinde praktiske vanskelighe-
der i forbindelse med skolegangen.
Herudover findes på ministeriets område en del regelsæt om pligt til at tilbyde spe-
cialundervisning og om tilskud til specialundervisning og lignende, der foregår på
de selvejende uddannelsesinstitutioner.
Det er umiddelbart vanskeligt at vurdere forslagets konsekvenser på området, her-
under med hensyn til eventuelle merudgifter i form af krav om større tilskud til
mennesker med handicap.
59
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
Det er desuden vanskeligt at vurdere forslagets konsekvenser i forhold til den aktu-
elle udmøntning af sektoransvaret. Der er på de forskellige uddannelsesniveauer og
-områder forskel på, hvorvidt der er en lovreguleret forpligtelse til at yde special-
pædagogisk støtte. På nogle områder er der lagt op til, at der kan tages hensyn til
personer med funktionsnedsættelse, mens der på andre områder i uddannelseslove-
ne er en direkte forpligtelse for institutionerne til at yde specialpædagogisk støtte.
Ydermere er det vanskeligt at vurdere konsekvenserne af forslagets begreb ’proak-
tivitet’, såvel i forhold til merudgifter som i forhold til praksis for støttetildeling,
m.v.
På det frie skoleområde findes følgende regler om specialundervisning og anden
specialpædagogisk bistand samt inklusion og om statstilskud hertil:
Efter friskolelovens § 3, stk. 1, nr. 1- 3, jf. lovbekendtgørelse nr. 786 af 15. juni
2015, skal en fri grundskole
1) give specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand til elever i medfør
af § 3, stk. 2, 2. pkt., i lov om folkeskolen, jf. dog stk. 2
2) tilbyde supplerende undervisning eller anden faglig støtte til en elev, der har
brug for støtte, og som ikke kan understøttes alene ved brug af undervisningsdiffe-
rentiering og holddannelse, med henblik på elevens inklusion i den almindelige
undervisning, jf. § 3 a, 1. pkt., i lov om folkeskolen,
3) yde personlig assistance, der kan hjælpe en elev til at overvinde praktiske van-
skeligheder i forbindelse med skolegangen, hvis der er behov herfor, jf. § 3 a, 2.
pkt., i lov om folkeskolen.
Ifølge friskolelovens § 11, stk. 1, nr. 1 og 2, litra a og c, fastsættes der på finanslo-
ven af driftstilskudsbevillingen et særligt tilskud til specialundervisning og anden
specialpædagogisk bistand, til personlig assistance, til hjælpemidler til elever i
tilfælde, hvor der er et særligt behov herfor, samt et særligt tilskud til ekstraudgifter
til befordring af elever med svære handicap. Ifølge friskolelovens § 11, stk. 1, nr. 4,
fastsættes der et særligt tilskud til supplerende undervisning eller anden faglig støt-
te til en elev, der har brug for støtte, og som ikke kan understøttes alene ved brug af
undervisningsdifferentiering og holddannelse, med henblik på elevens inklusion i
den almindelige undervisning.
Efter § 3, stk. 1, i lov om efterskoler og fri fagskoler, jf. lovbekendtgørelse nr. 785
af 15. juni 2015 kan efterskoler, og frie fagskoler tilbyde specialundervisning og
anden specialpædagogisk bistand til elever i medfør af § 3, stk. 2, i lov om folke-
skolen. Efter § 3 a i samme lov skal efterskoler og frie fagskoler tilbyde suppleren-
de undervisning eller anden faglig støtte til en elev, der har brug for støtte, og som
ikke alene kan understøttes ved brug af undervisningsdifferentiering og holddan-
nelse, med henblik på elevens inklusion i den almindelige undervisning, jf. § 3 a, 1.
pkt., i lov om folkeskolen. Hvis der er behov herfor, skal skolerne give personlig
assistance, der kan hjælpe en elev til at overvinde praktiske vanskeligheder i for-
bindelse med undervisningen, jf. § 3 a, 2. pkt., i lov om folkeskolen.
I henhold til § 25, stk. 1, i lov om efterskoler og frie fagskoler yder staten tilskud til
specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand. Endvidere yder staten
60
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
efter samme lovs § 25 a tilskud til dækning af ekstraudgifter, der er godkendt af
ministeren for børn, undervisning og ligestilling, til personlig assistance, jf. § 3 a,
2. pkt., og hjælpemidler til elever i tilfælde, hvor der er et særligt behov herfor.
Efter samme lovs § 24 a yder staten endelig tilskud til efterskoler, husholdnings-
skoler og håndarbejdsskoler til støtte til elever, der er omfattet af § 3 a, til inklusion
af disse elever i den almindelige undervisning.
Det fremgår endvidere af § 15, stk. 2, i lov om efterskoler og frie fagskoler, jf.
lovbekendtgørelse nr. 685 af 15. juni 2015, at kurset skal være åbent for alle, der
opfylder kravene til minimumsalder. Deltagelse i et kursus kan dog gøres betinget
af højere alder, men ikke af bestemte kundskaber, uddannelser, stillinger, erhverv
eller ansættelsesforhold og lign. eller af medlemskab af bestemte foreninger eller
organisationer.
På ungdomsuddannelsesområdet kan der ydes særlige tilskud til institutionernes
udgifter til specialpædagogisk bistand. Efter § 29 i lov om erhvervsuddannelser
skal skolerne give specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand til
elever, der har behov for det. Efter § 18 i lov om kombineret ungdomsuddannelse,
jf. lovbekendtgørelse nr. 779 af 15. juni 2015 og endvidere efter § 18 a, i lov om
institutioner for erhvervsrettet uddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 776 af 10. juni
2015 og efter § 44 i lov om institutioner for almene gymnasiale uddannelser og
almen voksenuddannelse m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 777 af 10. juni 2015, kan
der ydes særlige tilskud til institutionens udgifter til elever og kursister, der efter
følgende love skal have tilbud om specialpædagogisk bistand:
lov om uddannelsen til studentereksamen (stx) (gymnasieloven), jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 766 af 9. juni 2015.
lov om uddannelsen til højere forberedelseseksamen (hf-loven), jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 767 af 9. juni 2015.
lov om erhvervsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 781 af 15. juni 2015
og
lov om uddannelserne til højere handelseksamen (hhx) og højere teknisk
eksamen (htx), jf. lovbekendtgørelse nr. 768 af 9. juni 2015.
Der kan knytte sig en særlig problemstilling i forhold til efter- og videreuddannel-
sesområdet, idet der bortset fra arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU) og enkelt-
fags HF ikke findes en støtteordning for specialpædagogisk bistand.
Specialpædagogisk bistand til AMU-deltagere ydes som en forsøgsordning med
hjemmel i tekstanmærkning 20.98.31.30. Bevillingen anvendes til videreførelse af
forsøgsordningen vedrørende forbedring af handicappedes vilkår på AMU-
uddannelser ved institutioner for erhvervsrettet uddannelse ved udvikling og an-
skaffelse af kompenserende undervisningsmaterialer og udstyr. Der kan af den
afsatte bevilling udbetales specialpædagogisk støtte til deltagere på arbejdsmar-
kedsuddannelser, så deltagere med et særligt behov får mulighed for at gennemføre
en arbejdsmarkedsuddannelse. Der er tale om en bevilling, som kan bruges til per-
soner med særlige behov, herunder blandt andet hørehæmmede, synshandicappede,
bevægelseshandicappede, ordblinde og læsesvage samt andre, f.eks. psykisk udvik-
lingshæmmede.
61
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
1643351_0062.png
Midlerne kan blandt andet bruges til særligt udstyr, udvikling af egnede undervis-
ningsmaterialer, afholdelse af særligt tilrettelagte uddannelsesforløb for psykisk
udviklingshæmmede, rådgivning af uddannelsesstederne, efteruddannelse af lærer-
ne og informationsspredning. Indsatsen er en forlængelse af den forsøgsordning,
der blev iværksat i 1998, og er en fortsættelse af initiativerne inden for denne ram-
me.
Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling skal betone, at området adskiller
sig fra de fleste andre uddannelser, ved at der i meget vidt omfang er tale om kort-
varige kurser. Det vil formentlig kunne udløse ganske betydelige merudgifter, hvis
der bliver fastlagt en forpligtelse til at betjene disse deltagere på samme måde som
personer, som deltager i mere langvarige uddannelser, især hvis ordblinde og per-
soner med tilsvarende vanskeligheder omfattes af reglerne.
Forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne samt al-
men voksenuddannelse
Lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne, jf.
lovbekendtgørelse nr. 380 af 19. april 2011 og lov om almen voksenuddannelse og
om anerkendelse af realkompetence i forhold til fag i almen voksenuddannelse, i
hf-uddannelsen og i uddannelsen til studentereksamen (avu-loven), jf. lovbekendt-
gørelse nr. 1073 af 4. september 2013 indeholder ikke regler om specialpædago-
gisk støtte. Der er heller ikke mulighed for at yde specialpædagogisk støtte hertil i
henhold til lov om specialpædagogisk støtte ved videregående uddannelser, jf. lov-
bekendtgørelse nr. 748 af 16. maj 2015 (denne lov hører under Uddannelses- og
Forskningsministeriets ressortområde). Det må imidlertid forventes, at en gennem-
førelse af forslaget vil kunne medføre krav om en tilsvarende ordning, som er gæl-
dende for de videregående uddannelser efter lov om specialpædagogisk støtte ved
videregående uddannelser.
Det fremgår af artikel 14, at sanktionen for forskelsbehandling på baggrund af reli-
gion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering, er en økonomisk godtgørel-
se. Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling antager på den baggrund, at
der vil blive tale om en godtgørelsesordning svarende til den, der følger af lov om
ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v., jf. lovbe-
kendtgørelse nr. 645 af 8. juni 2011 med senere ændringer, og at der således ikke
som i dansk rets almindelige erstatningsregler forudsættes, at der er lidt et tab.
Ligebehandling af kvinder og mænd uden for arbejdsmarkedet
Ligebehandling af kvinder og mænd uden for arbejdsmarkedet i Danmark er regu-
leret af Lov om ligestilling af kvinder og mænd.
Uddannelses - og Forskningsministeriets område
For så vidt angår Lov om Åben Uddannelse, hvor der ikke er nogen eksplicit
hjemmel til specialpædagogisk støtte, må en nærmere vurdering af problemstillin-
gen imidlertid bero på en nærmere redegørelse for direktivets rækkevidde i forhold
til eksempelvis den af Danmark undertegnede FN-konvention om rettigheder for
personer med handicap og en nærmere udredning af Åben Uddannelseslovens
sammenhæng med handicapkompenserende foranstaltninger i anden lovgivning.
SU-loven
62
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
1643351_0063.png
Lov om statens uddannelsesstøtte, jf. lovbekendtgørelse nr. 39 af 15. januar 2014
med senere ændringer, indeholder to aldersgrænser vedrørende den studerende
selv, en 18 års grænse og en 20 års grænse.
Det er efter § 2, stk. 1, nr. 3 i SU-loven en betingelse for at få SU til ungdomsud-
dannelse, at den uddannelsessøgende er fyldt 18 år. Indtil dette tidspunkt er den
uddannelsessøgende omfattet af forældrenes forsørgelsespligt. Der kan tidligst
gives SU fra begyndelsen af det kvartal, der følger efter den dato, hvor den uddan-
nelsessøgende er fyldt 18 år. For uddannelsessøgende, der søger SU-stipendium til
videregående uddannelser, gælder 18 års grænsen ikke, jf. SU-lovens § 2, stk. 3.
For uddannelsessøgende under 20 år i ungdomsuddannelser er satsen for SU altid
afhængig af forældrenes indkomst, og støtten udbetales som udgangspunkt med
satsen for hjemmeboende.
For uddannelsessøgende over 20 år i ungdomsuddannelse, samt uddannelsessøgen-
de i videregående uddannelse udbetales SU med satsen for udeboende, hvis de er
udeboende med satsen for hjemmeboende, hvis de er hjemmeboende. Satsen for
hjemmeboende er for alle afhængig af forældrenes indkomst. Se § 8 i SU-loven.
Efter § 8 stk. 1, nr. 4, i SU-bekendtgørelsen, bekendtgørelse nr. 1662 af 14. decem-
ber 2015, får udenlandske statsborgere, der sammen med deres forældre har taget
fast ophold i Danmark og ved indrejsen i landet ikke var fyldt 20 år, SU på samme
betingelser som danske statsborgere til uddannelser i Danmark. Man har ikke øn-
sket at afskære personer, der i en så ung alder bosætter sig her i landet sammen
med deres forældre, fra at få SU.
Handicaptillæg er et tillægsstipendium, der gives sammen med SU-stipendium eller
sammen med slutlån til uddannelsessøgende i videregående uddannelse med varig
funktionsnedsættelse. Tillægget blev indført med virkning fra den 1. august 2004.
Handicaptillægget gives til studerende på videregående uddannelser, der på grund
af varige fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser har meget betydelige be-
grænsninger i evnen til at påtage erhvervsarbejde.
Der gives endvidere tillægsstipendium og/eller supplerende lån til uddannelsessø-
gende, der er forsørgere, det vil sige, at de har deres eget barn under 18 år boende
hos sig. Enlige forsørgere får det højeste tillægsstipendium, mens forsørgere, der
bor sammen med en anden SU-modtager, får et lavere tillægsstipendium. Alle for-
sørgere
har
dog
ret
til
supplerende
lån.
Ordningerne med handicaptillæg og forsørgertillæg giver ikke anledning til andre
bemærkninger end de allerede fremførte om SU vedr. aldersaspektet.
SVU-loven
I lov om statens voksenuddannelsesstøtte, jf. lovbekendtgørelse nr. 340 af 1. april
2015, findes der både øvre og nedre aldersgrænser. Baggrunden for SVU-loven er
at skabe økonomisk grundlag for, at voksne kortuddannede på ministeren for børn,
undervisning og ligestillings område kan deltage i uddannelse på folkeskoleniveau
og i gymnasial uddannelse, og at voksne på uddannelses- og forskningsministerens
område kan deltage i videregående uddannelse.
63
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
1643351_0064.png
Det fremgår af § 2, stk. 1, nr. 1, i SVU-loven, at der gives SVU til uddannelsessø-
gende, der er i alderen fra 25 år og indtil nået folkepensionsalder efter § 1 a i lov
om socialpension, jf. dog stk. 5, hvorefter ministeren for børn, undervisning og
ligestilling kan fastsætte regler om, at uddannelsessøgende, der er fyldt 20 år, kan
få SVU til uddannelse efter lovens § 4, stk.1. Med hjemmel i § 2, stk. 5, er der med
§ 2, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 286 af 26. marts 2015 om statens voksenuddannel-
sesstøtte bestemt, at uddannelsessøgende, der er fyldt 20 år kan få SVU til forbere-
dende voksenundervisning (FVU), ordblindeundervisning for voksne, specialun-
dervisning for voksne og danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.. Endelig er
der med hjemmel i § 2, stk. 4, fastsat regler om, at aldersbetingelsen kan fraviges i
forbindelse med jobrotation.
Skatteministeriets område
Skatteministeriets lovgivning indeholder ikke bestemmelser med det sigte at dis-
kriminere. Forslaget er imidlertid så bredt formuleret, at det umiddelbart kan med-
føre en del fortolkningsspørgsmål. Det oplyses, at skattelovgivningen indeholder
en række afgrænsninger i forhold til alder. Dette gælder både mht. forholdet
børn/voksne og ældre/pensionister, men også inden for disse kategorier, jf. børne-
familieydelsens tre satser (afhængig af alder), og det i sidste samling gennemførte
lovforslag om skattenedslag for seniorer, der fylder 64 år i 2010-16. Sidstnævnte
omfatter således ikke andre aldersgrupper, herunder personer, der allerede er fyldt
64 år.
Transport- og Bygningsministeriets område
Individuel handicapkørsel for svært bevægelseshæmmede
Ordningen om individuel handicapkørsel i § 11 i lov om trafikselskaber gælder
kørsel til fritidsformål for svært bevægelseshæmmede. Hvis borgeren er svært be-
vægelseshæmmet, har man ret til at benytte ordningen. Personer med andet handi-
cap er ikke omfattet af denne ordning, men vil ofte være omfattet af andre ordnin-
ger. Den individuelle handicapkørsel kan kun benyttes til fritidsformål og ikke til
fx læge- eller tandlægebesøg. Der er en risiko for, at direktivets § 4 vil blive fortol-
ket således, at der er tale om forskelsbehandling, når ét handicap giver adgang til
den individuelle kørselsordning, mens et andet ikke gør.
Rabatordninger afhængige af alderskriterier
Direktivets artikel 13 indeholder bestemmelse om, at ikke kun love men også ad-
ministrative bestemmelser og virksomheders aftaleretlige bestemmelser vil kunne
rammes af direktivets diskriminationsforbud. På denne baggrund må det bemærkes,
at der overalt i den kollektive transport findes eksempler på rabatordninger, som
enten direkte eller indirekte er afhængige af alder. Som eksempler kan nævnes, at
børn under 12 år de fleste steder rejser gratis med bus og tog, når de ledsages af en
voksen, og at personer, som er fyldt 65 år eller som modtager social pension, kan få
50 % rabat på billetprisen. Endvidere findes der eksempler på studierabatter, lejr-
skolerabatter og familierabatter. I de fleste tilfælde fastsættes rabatterne af de of-
fentlige transportudbydere, f.eks. DSB og trafikselskaberne. I andre tilfælde er der
indgået særlige aftaler mellem Transportministeriet og enkelte private transport-
virksomheder om at yde visse rabatter til pensionister og studerende. Det må anta-
ges, at disse rabatordninger kan være i strid med direktivets forbud mod aldersdis-
krimination.
64
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
1643351_0065.png
Forbedringer af adgangen til den kollektive transport
Tilgængelighedsforbedringer med ”tilbagevirkende kraft”, hvor transportsektoren
qua direktivet pålægges inden for en aftalt årrække, jf. artikel 15, at udføre f.eks.
tilgængelighedsforbedringer af eksisterende infrastruktur, der ikke er planlagt som
led i det almindelige renoveringsarbejde eller udbygning af infrastrukturen, vil
imidlertid kunne indebære en ganske betydelig økonomisk byrde. På denne bag-
grund er det vigtigt, at der fastsættes klare definitioner af, hvilke forbedringer der
kan kræves, som en direkte følge af direktivet.
For så vidt angår bygningsområdet vil direktivet kunne indebære et øget krav om
tilgængeliggørelse af byggeriet. Det er dog på nuværende tidspunkt ikke klart i
hvilket omfang og for hvilke dele af byggeriet, direktivet vil være gældende. Efter
Transport- og Bygningsministeriets opfattelse kan der både være tale om tiltag i
forhold til nybyggeri og i det eksisterende byggeri.
Transport- og Bygningsministeriet vurderer, at de gældende regler for nybyggeri
og ombygninger i form af byggeloven og bygningsreglementets bestemmelser le-
ver fuldt op til direktivforslagets målsætninger for tilgængelighed for mennesker
med handicap. Såfremt direktivet indebærer, at der skal ske væsentlige tilpasninger
i forhold til tilgængelighed i den eksisterende bygningsmasse, viser beregninger, at
det vil kunne blive forholdsvis omkostningsfuldt set i relation til omfanget af de
krævede tiltag.
Direktivets konsekvenser for ministeriets ressortområde vil således være afhængige
af de endelige formuleringer af direktivteksten, især i forbindelse med krav om
tilgængelighed til den eksisterende bygningsmasse. Dette indebærer, at direktivets
virkefelt i forhold til bygningsmassen, samt omfanget og tidshorisonten for tilgæn-
geliggørelse af det eksisterende byggeri, vil have stor betydning for omkostnings-
niveauet for såvel offentlige som private bygningsejere.
Kirkeministeriets område
Direktivet vurderes ikke at have konsekvenser for folkekirkens virksomhed, idet
dens forhold til staten er undtaget fra direktivets anvendelsesområde.
Finansministeriets område
Tilgængelige it-løsninger i den offentlige sektor
For så vidt angår tilgængelige it-løsninger i den offentlige sektor, er der på Digita-
liseringsstyrelsens ressortområde ingen egentlig lovgivning på området. Dog er
offentlige myndigheder, som følge af aftalen om de obligatoriske, åbne standarder,
forpligtet til at overholde WCAG 2.0-standarden for tilgængeligt indhold på inter-
nettet i forbindelse med nye eller relancerede hjemmesider. Denne aftale giver
mulighed for afvigelse gennem "Følg eller forklar"-modellen, som til dels vurderes
at kunne adressere spørgsmål ang. "rimelige tilpasninger".
Det bemærkes, at der, som det er tilfældet på en række andre områder, som berøres
af direktivet, allerede i dag stilles krav om tilgængelig digital information og tjene-
steydelser fra både offentlige og private informations- og tjenesteudbydere i artik-
ler i FN's handicapkonvention.
65
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
1643351_0066.png
EU-Kommissionen har den 3. december 2012 fremslag forslag til direktiv om til-
gængelighed af offentlige hjemmesider. En vedtagelse af direktivet forventes at
medføre behov for ændringer i dansk lovgivning.
6. Konsekvenser
Forslaget er fortsat under forhandling, og der stilles derfor fortsat ændringsforslag,
herunder vedrørende tilgængelighed og ikrafttrædelsesperioder. Hertil kommer, at
Europa-Kommissionen har oplyst, at den agter at fremsætte forslag til et såkaldt
tilgængelighedsdirektiv, som må formodes, at have konsekvenser for nærværende
forslag. Der kan derfor ikke på nuværende tidspunkt gives et realistisk bud på for-
slagets konsekvenser for statsfinanserne, samfundsøkonomien, miljøet og beskyt-
telsesniveauet, herunder tilgængeligheden til offentlige bygninger. Det bemærkes
dog, at forslagets potentielle konsekvenser for statsfinanserne må forventes at være
væsentlige. Forslaget er for tiden blokeret, og der er ikke udsigt til ændring heri i
nærmeste fremtid. Skulle forslaget antage en mere endelig form og en vedtagelse
være inden for realistisk rækkevidde, vil der blive igangsat et tværministerielt ar-
bejde med at fastlægge konsekvenserne af forslaget.
7. Høring
Forslaget er sendt i høring i Specialudvalget for arbejdsmarkedet og sociale forhold
og har været drøftet på flere møder i udvalget.
KL finder det problematisk, at alder indgår på lige fod med de resterende rettighe-
der. KL anmodede i forbindelse med høringen om EU traktatens artikel 13 om at
alderskriteriet udgik. En tilsvarende anmodning fremsatte KL i forbindelse med
høringen vedrørende direktiv 2000/78.
Løsningen med at indsætte en undtagelsesbestemmelse om at ulige behandling på
grund af alder ikke er forskelsbehandling, såfremt der er et objektivt og rimeligt
begrundet legitimt formål (artikel 6 i direktiv 200/78 og artikel 2 stk. 6 i det nye
direktivforslag) – er ikke en god løsning. Belært af erfaringerne fra EU retssagerne
C-411/05, C-361/07, C-555/07, C88/08 og C-299/08 finder KL det nødvendigt, at
der tages et klart forbehold for alder, og at det inddrages som diskriminationskrite-
rium i direktivforslaget.
Alder bliver ofte brugt som et objektivt kriterium dels i forhold til lovgivning dels i
forhold til administration for eksempel: erhvervelse af kørekort, ret til stemmeaf-
givning ved demokratiske valg og meget mere. Det er alle disse lovmæssige og
administrative bestemmelser som efter direktivets vedtagelse pludselig er potentiel
EF-stridige og ulovlige.
Artikel 3 litra c) siger, at uddannelse er et af de områder, hvor direktivet finder
anvendelse. KL finder at uddannelse er et nationalt anliggende at artikel 3 litra c)
derfor bør udgå – uanset artikel 3 stk. 3. Derved er artikel 3 stk. 3 redundant og bør
ligeledes udgå.
I artikel 7 indføres bestemmelser om klageadgang. KL finder at dette er et nationalt
anliggende som allerede er reguleret via EF domstolens afgørelser. Artiklen bør
udgå.
66
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
1643351_0067.png
Artikel 8 omhandler i realiteten krav om omvendt bevisbyrde. KL finder, at dette
selv om det kendes fra andre direktiver, at det er meget kritisabelt i forhold til rets-
sikkerheden. KL skal anmode om at bestemmelsen udgår. KL skal erindre om de
meget store betænkeligheder der fra dommers side kom til udtryk efter gennemfø-
relsen af omvendt bevisbyrde i ligestillingssagerne.
Efter artikel 11 tilføjes: ”Medlemsstaterne tilskyndes at inddrage arbejdsmarkedets
parter, i det omfang arbejdsmarkedet berøres”.
Artikel 13 om overholdelse er en nyskabelse. Dette er et nationalt anliggende og
KL skal anmode om, at det udgår.
Artikel 14 om sanktioner har vi set flere forslag. Sanktionsbestemmelser er et nati-
onalt anliggende i EF retten. Der er en eksisterende EF domstolspraksis der på en
balanceret måde varetager de tværnationale hensyn. Bestemmelsen bør derfor ud-
gå.
KL skal afslutningsvis takke for fremsendelsen af høringen og anmode om, at sa-
gen efterfølgende behandles i Specialudvalget således, at der kan gives et klart
mandat i de forestående europæiske forhandlinger til de danske forhandlere.
Dansk Arbejdsgiverforening (DA) har forstået direktivforslaget således, at det skal
regulere beskyttelse mod forskelsbehandling uden for arbejdsmarkedet, og at det
skal supplere de eksisterende direktiver for så vidt angår diskriminationskriterierne,
religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering. Det vil sige, at nærvæ-
rende direktivforslag vedrører området social beskyttelse, sociale goder, uddannel-
se og adgang til varer og tjenesteydelser.
DA skal oplyse, at DA på den baggrund vil koncentrere sig om en række princi-
pielle væsentlige dimensioner af forslaget og vedrørende forskelsbehandlingsom-
rådet, der rækker ud over direktivforslagets direkte og umiddelbare reguleringssig-
te, og som efter DA’s opfattelse skal indgå i den danske samt europæiske politiske
proces vedrørende direktivforslaget.
Der er efter DA’s vurdering tale om, at man med forslaget bekræfter og forstærker
en udvikling – herunder via EF-Domstolen – der ligger langt ud over den ramme
for regulering, der umiddelbart kan læses af direktivet.
DA skal på det kraftigste understrege, at DA finder, at
alle
mennesker har ret til en
retfærdig, fair og saglig behandling, og at
ingen
skal diskrimineres – det vil sige
uden saglig grund forskelsbehandles. DA tager således afstand fra diskrimination
af mennesker på baggrund af religion, tro, handicap, alder eller seksuel orientering.
Det er derimod efter DA’s opfattelse en forudsætning for civilisation og demokrati,
at mennesker legitimt kan behandles forskelligt i varierende retlige og civile sam-
menhænge. Efter DA’s opfattelse er det helt nødvendigt, at man fra dansk politisk
side fra regeringen til Folketinget gør sig forslaget og dets generelle implikationer
på forskelsbehandlingsområdet helt klart. Forslaget kan efter DA’s opfattelse også
få implikationer for arbejdsmarkedet og det almindelige kernestof i arbejds-og
ansættelsesretten. Det er herunder vigtigt, at man tager EF-Domstolens fortolk-
67
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
ningsmetode med i betragtning allerede nu, når direktivet skrives og dermed i den
politiske proces om vedtagelsen af et direktiv. Direktiverne på navnlig diskrimina-
tionsområdet skaber en retsusikkerhed med hensyn til forhold, der i øvrigt i sam-
fundet må betragtes som legitime. Med hensyn til alderskriteriet vil forslaget f.eks.
medføre, at sådanne forhold fremover skal bedømmes ud fra et juridisk perspektiv,
om de (undtagelsesvis) kan opretholdes og dermed genstand for tvivl og klagemål
hos myndigheder, retsinstanser m.v.
Ophøjes til absolut beskyttelse
Direktivforslaget henviser bl.a. til Traktatens art. 6 samt forskellige internationale
instrumenter, herunder i FN samt i den Europæiske Menneskerettighedskonventi-
on, EU's charter m.v. særligt med hensyn til de i direktivet nævnte beskyttelseskri-
terier. Disse henvisninger er isoleret set korrekte, men det er vigtigt at erkende, at
disse henvisninger ikke alene er ”henvisninger i snæver forstand”. Henvisningerne
skal derimod ses som et element, der i sig selv ikke alene bekræfter, men også gi-
ver juridisk samt politisk rum for, at man via direktivforslaget bidrager til at regule-
re diskriminations- og forskelsbehandlingsområdet mere vidtgående og intenst end
direktivforslaget selv.
DA skal bemærke, at disse internationale instrumenter er af mangeartet forskellig
karakter og uens for de forskellige diskriminationskriterier. Dette medfører, at man
f.eks. via nærværende direktivforslag giver alle de nævnte kriterier en juridisk ab-
solut beskyttelse på allerhøjeste juridiske niveau via den højeste fællesnævner. DA
kan konstatere, at man på diskriminationsområdet generelt og fejlagtigt opererer
med en teori om, at beskyttelsesniveauer fra grunden må betragtes som et ”retstomt
rum”, såfremt et område ikke er eller belægges med eksplicit lovgivning. Et ek-
sempel på denne fejlslutning kan f.eks. henvise til almindelige forvaltningsretlige
regler – herunder lighedsgrundsætningen og saglighedskravet i dansk offentlig ret,
som jo vil være dækkende uanset nærværende direktivforslag!
Trædestensprincippet
Direktivforslaget vil som nævnt løfte beskyttelse op på det allerhøjeste niveau i den
retlige trinfølge. Dette medfører dels den nævnte absolutte karakter af beskyttelsen,
men også at det må formodes, at de bagvedliggende instrumenter, som er baggrund
for direktivforslaget samt det nye direktiv, gensidigt anvendes til generelt at fortol-
kes gensidigt udvidende, da de jo bekræfter hinanden netop via direktivforslaget.
Det medfører f.eks., at beskyttelseselementer, som er eller kan indfortolkes i det
ene instrument, men ikke i et andet via retspraksis vil blive fortolket ind i det andet
instrument alene ud fra en formålsfortolkning. Det ene instrument anvendes således
som trædesten for en beskyttelse på et andet område, og omvendt således at beskyt-
telsen alt andet lige konstant fremmes på et stadigt højere niveau.
Ingen lukket liste af beskyttelseskriterier
Der ligger i selve den nævnte henvisning i direktivforslaget og dermed den angivne
baggrund for direktivforslaget i andre retsinstrumenter en principiel stillingtagen
og virkning, som man allerede nu bør gøre sig klart: Der er ikke tale om en lukket
liste af diskriminationskriterier heller ikke med vedtagelsen af dette direktivforslag.
Det må vurderes, at man med tiden tillige på EU-niveau vil regulere andre af de
ikke-forskelsbehandlingskriterier, som også ligger i de nævnte internationale in-
strumenter, hvor man i alt opregner mindst ca. 25 ikke forskelsbehandlingskriterier.
68
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
Der må således på relativt kortere sigt imødeses et yderligere pres fra EU-niveau
for at indsætte andre diskrimineringskriterier uden for og på arbejdsmarkedet.
Hertil kommer, at man som nævnt neden for ikke kan udelukke, at EF-Domstolen
på egen hånd – i kraft af bl.a. dette direktiv – lægger nye diskrimineringskriterier
ind i sin praksis. Dette kan være kriterier, der er opregnet i de internationale in-
strumenter, eller det kan være helt nye kriterier, som EF-Domstolen måtte finde
frem til som forhold, der kan findes af en eller anden art i europæisk ret – herunder
i national ret. Se bl.a. herom nedenfor.
Yderligere diskriminationsbeskyttelse
Man skal også gøre sig klart, at der heller ikke med dette direktivforslag er tale om
en slutregulering af diskriminationsområdet. Det må tillige vurderes, at der på rela-
tivt kortere sigt må imødeses et yderligere pres fra EU-niveau for at indsætte nye
og strammere diskrimineringsredskaber i direktiverne m.v. uden for og på arbejds-
markedet. Hertil kommer, at man som nævnt nedenfor ikke kan udelukke, at EF-
Domstolen på egen hånd – i kraft af bl.a. dette direktiv – strammer beskyttelsesni-
veauet via sin praksis. Dette kan være stramninger, f.eks. forbud, der er opregnet i
andre internationale instrumenter, visse medlemsstater, eller det kan være helt nye
krav eller udvidende fortolkninger, som EF-Domstolen måtte kunne finde frem til.
Tage højde for EF-Domstolens fortolkningsmetode allerede nu
DA skal anbefale, at alle de indledende betragtninger, der skal indskrænke direkti-
vets område,
flyttes
fra direktivets såkaldte betragtninger og
indsættes
i selve direk-
tivteksten, da man kan frygte, at de ellers ikke tillægges vægt af EF-Domstolen
eller fortolkes indskrænkende. Omvendt skal man tage højde for, at begreber i øv-
rigt i direktivet, hvis de ikke er meget skarpt formuleret i selve direktivets egentlige
normerende tekst, vil blive fortolket udvidende henholdsvis indskrænkende af-
hængig af sagens karakter. DA skal i den forbindelse f.eks. henvise til EF-
Domstolens afgørelser i dels den såkaldte Mangold-sag (C 144/04) fra 2006 og
Coleman-sagen (C 303/06) fra 2008. Også andre afgørelser fra EF-Domstolen i og
uden for arbejdsmarkedet kan dokumentere dette.
I Mangold-sagen kom EF-Domstolen frem til, at fællesskabsretten som sådan –
som navnlig udviklet via praksis af EF-Domstolen selv – og ikke direktivet om
forskelsbehandling indeholder det egentlig princip om forbud mod forskelsbehand-
ling på grund af alder. Den fællesskabsretlige norm udfyldes nok af direktivet, men
normen gælder uanset direktivet. I Coleman-sagen kom EF-Domstolen frem til, at
da direktivet om forskelsbehandling skal bekæmpe alle former for forskelsbehand-
ling, vil den gælde alle, således også en pårørende til en handicappet, hvor den
pårørende påstod sig forskelsbehandlet på grund af sin tilknytning til en handicap-
pet. Man kan på baggrund af bl.a. ovennævnte vurdere, at direktiverne og deres
udsagn som sådan ikke er afgørende for EF-Domstolens vurdering af de enkelte
sager, og hvor langt beskyttelsesniveauet mod diskrimination reelt kan siges at
være i EU.
Direktiverne bruges derimod af EF-Domstolen som en bekræftelse af, at den bag-
vedliggende ret er en del af EU-retten uanset dens juridiske styrke. Dette er jo bl.a.
dette, som bekræftes i f.eks. dette direktivforslag, hvor man fra medlemsstaternes
side direkte erklærer, at en række internationale instrumenter og EU-ret uanset
69
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
1643351_0070.png
forskellig juridisk styrke i forvejen er og fremover skal og kan anvendes af EF-
Domstolen.
Det følger heraf, at EF-Domstolen formentlig vil kunne antage den fortolkning, at
beskyttelse med hensyn til de ovennævnte forskelsbehandlingskriterier allerede
eksisterer, jf. ræsonnementet i Mangold-dommen eller med henvisning til de prin-
cipper i EU-retten, internationale instrumenter m.v., som direktivforslaget selv
henviser afhængigt og absolut allerede er gældende i EU-retten og med en styrke,
der ligger langt ud over f.eks. direktivets direkte udsagn og begrænsninger samt
præciseringer. Allerede nu må man således på grundlag af afgørelsen i ovennævnte
Coleman- sag vurdere, at begrebet ”ingen” i direktivforslaget art. 2 (”1.
I dette
direktiv betyder princippet om ligebehandling, at ingen må udsættes for direkte
eller indirekte forskelsbehandling af nogen af de i artikel 1 anførte grunde”) mindst
skal fortolkes i overensstemmelse med denne, således at ”ingen” gælder enhver
med nogen som helst tilknytning af nogen art til de pågældende diskriminationskri-
terier. I samme retning kan formentlig begrebet ”nogen” i pågældende bestemmel-
se fortolkes.
På den baggrund må man f.eks. også vurdere, at det forhold, at direktivet betegner
sig i art. 1 som givende (alene) en ”ramme for bekæmpelse” af forskelsbehandling
som værende af meget begrænset juridisk værdi. Som eksempel kan tilsvarende
nævnes betragtning 16) hvorefter:
”Enhver har frihed til at indgå aftaler, herunder
frihed til at vælge en aftalepartner til en given transaktion. Dette direktiv bør ikke
finde anvendelse på økonomiske transaktioner foretaget af private, for hvem disse
transaktioner ikke udgør en faglig eller erhvervsmæssig virksomhed.”
Dette er en
klart stærkere bestemmelse end den tilhørende artikeltekst, hvorefter: ”Litra
d)
finder kun anvendelse på privatpersoner i det omfang, de udøver faglig eller er-
hvervsmæssig virksomhed.”
Her må man f.eks. nødvendigvis forholde sig til spørgsmål om tilfælde, hvor den
private aktivitet kun udgør eller kan siges at udgøre en mindre eller alene accesso-
risk ”faglig eller erhvervsmæssig virksomhed”, ligesom begreberne ”private” og
”økonomiske transaktioner” samt ”faglig eller erhvervsmæssig virksomhed” levner
stort rum for fortolkninger.
Også andre dele af direktivet må man vurdere vil blive tillagt en udvidende for-
tolkning af EF-Domstolen henset til direktivets baggrund og formål. Det gælder
f.eks. art. 3, stk. 1 ”social beskyttelse”, ”sociale goder” og ”uddannelse”. Særligt
vedrørende alder kan påpeges, at art. 2, stk. 6 tilsvarende indeholder et relativt stort
fortolkningsrum.
DA har også noteret sig, at direktivforslaget på en række områder i foranledning
godt nok bygger på elementer i eksisterende direktiver, men der er også nye formu-
leringer, der kan have indholdsmæssige betydninger. DA skal heller ikke undlade
at bemærke, at man generelt uden refleksion i øvrigt og således også i almindelige
privatretlige retsforhold overfører princippet om delt bevisbyrde, der er en undta-
gelse af det almindelige bevisbyrdeprincip.
Danske Handicaporganisationer (DH) takker for muligheden for at fremkomme
med bemærkninger til Europa-kommissionens nyligt fremsatte forslag til direktiv
70
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
om ligebehandling udenfor arbejdsmarkedsområdet. DH skal dog fremhæve, at en
uges frist for at indkomme med bemærkninger til så omfattende et forslag, er meget
uhensigtsmæssig. Det giver os ringe muligheder for at inddrage vores medlemsor-
ganisationer, hvilket selvsagt er dybt problematisk. Det er ikke befordrende for den
demokratiske proces, der skal sikre den organisatoriske opbakning til direktivet
specifikt og EU’s initiativer på handicapområdet generelt.
Når dette er sagt, vil vi gerne understrege, at vi betragter det som et positivt skridt,
at Kommissionen endelig har fremsat et forslag til direktiv på dette område. Vi
forventer, at den danske regering vil arbejde aktivt for vedtagelsen af direktivet,
men samtidig vil vi også understrege, at der er et fundamentalt behov for at styrke
visse bestemmelser i direktivforslaget med henblik på en effektiv diskriminations-
beskyttelse for personer med handicap samt de øvrige grupper, som direktivforsla-
get dækker.
Det er vigtigt at fremhæve, at vores bemærkninger naturligt primært tager ud-
gangspunkt i de behov, der er for at sikre personer med handicap imod diskrimina-
tion. Det er det område, der interesserer os mest – og det er her, vi har vores særli-
ge ekspertise.
DH betragter det som et helt nødvendigt skridt at sikre sammenlignelig beskyttelse
imod diskrimination for alle grupper, der er dækket af Amsterdam-traktatens arti-
kel 13. Det er ikke rimeligt, at man i øjeblikket har et de facto hierarki mellem de
forskellige diskriminationsgrunde.
Det er positivt, at personer med handicap i fremtiden klart sikres imod de typer af
diskrimination, som er dækket af parallelle direktiver gældende for andre grupper,
dvs. direkte og indirekte forskelsbehandling, chikane samt tilskyndelse til forskels-
behandling. Desuden må det betragtes som positivt, at manglende rimelig tilpas-
ning, som i arbejdsmarkedsdirektivet (2000/78/EF), nu generelt defineres som for-
skelsbehandling.
Yderligere er der så i direktivforslagets artikel 4 fastsat en forpligtelse til i rimeligt
omfang at sikre lige adgang og tilgængelighed til varer, tjenester etc., hvilket set fra
DH’s synspunkt er et konstruktivt element.
Vi er dog dybt bekymrede i forhold til fortolkningen af og konsekvenserne ved
disse bestemmelser, ikke mindst undtagelserne fra dem, mere herom nedenfor.
DH mener, at dansk støtte til direktivforslaget vil være i overensstemmelse med
den øgede vægtning af rettigheder og beskyttelse imod diskrimination, der er blevet
en integreret del af dansk handicappolitik, særligt i lyset af Danmarks tilslutning til
FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap.
DH deler Kommissionens opfattelse, som den er fremsat i dennes konsekvensvur-
dering af direktivforslaget, nemlig at direktivforslaget på nær meget få detaljer ikke
pålægger medlemsstaterne forpligtelser, som ikke er indeholdt i konventionen.
Samtidig må det dog understreges, at en gennemførelse af direktivforslaget i dansk
ret, som det fremstår på nuværende tidspunkt, ikke i sig selv vil kunne udgøre en
fyldestgørende efterlevelse af FN-konventionen. Områder som eksempelvis adgang
til retsvæsenet, familierettigheder, deltagelse i det politiske liv, adgang til kulturli-
71
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
vet, tilgængelighed til det offentlige rum samt adgangen til information og kom-
munikation, herunder eksempelvis tilgængelige informationsformater og tegnsprog,
er ikke dækket af direktivforslaget, men i FN-konventionen findes vægtige be-
stemmelser om disse forhold.
Derudover er en hel række af de forpligtelser for offentlige instanser til aktivt at
fremme deltagelsen for personer med handicap i samfundet, som er indeholdt i
konventionen, ikke dækket af direktivforslaget. Vi mener ikke, at det er tilfredsstil-
lende, at direktivforslaget på så mange områder har en lavere overligger end kon-
ventionen, når det gælder forebyggelse og bekæmpelse af diskrimination af perso-
ner med handicap. Konventionen og direktivet må kunne ses som instrumenter, der
supplerer hinanden og må som sådan ses som retskilder, der til sammen kan være
med til at sætte rammer for dansk lovgivning vedrørende ligebehandling af perso-
ner med handicap. Således er der brug for en højere grad af overensstemmelse mel-
lem konventionens principper og direktivteksten.
Nedenfor følger specifikke bemærkninger til de enkelte bestemmelser i direktivfor-
slaget.
Artikel 1
Det skal bemærkes, at direktivet kun kan dække de områder, der er omfattet af
EU’s kompetence, hvilket også anføres i de indledende betragtninger til direktiv-
forslaget. Dette er ligeledes illustreret ovenfor under bemærkningerne om sam-
menhængen med FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap.
Det skal således tages med betydelige forbehold, når det i artikel 1 hedder, at hele
spektret udenfor arbejdsmarkedet er dækket. En yderligere klargøring af anvendel-
sesområdet er som følge heraf nødvendig med henblik på en gennemskuelig og
effektiv gennemførelse af direktivet i medlemsstaternes lovgivning.
Derudover skal kommende dansk diskriminationslovgivning i forhold til handicap
tage højde for, at direktivforslaget ikke dækker alle relevante aspekter af FN’s
konvention om rettigheder for personer med handicap. I den sammenhæng ville det
være naturligt, og i overensstemmelse med EU’s tilslutning til FN-konventionen,
ikke at lade selve direktivteksten anlægge en så indsnævret fortolkning af, hvor
langt EU-kompetencen går, når det gælder vigtige områder for personer med han-
dicap, se eksempelvis bemærkningerne vedr. uddannelsesområdet til artikel 3 ne-
denfor.
Artikel 2, stk. 2, litra b)
DH foreslår, at bestemmelsen præciseres med henblik på at sikre, at den udtrykke-
ligt omfatter diskrimination på baggrund af handicap ved associering. Som be-
stemmelsen er formuleret nu, kan den læses sådan, at diskrimination kun kan knyt-
te sig til en bestemt person med et bestemt handicap. Således vil f.eks. forældre,
der diskrimineres som følge af tilknytningen til et barn med handicap ikke være
eksplicit dækket af bestemmelsen om indirekte diskrimination. Dette er åbenlyst
urimeligt, jf. den nyligt afsagte kendelse i den såkaldte Coleman-sag, og derfor skal
teksten formuleres, så der ikke opstår tvivl om dette.
Artikel 2, stk. 5
72
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
Det skal bemærkes, at det, som ovenfor anført, er positivt, at manglende rimelig
tilpasning, jf. forslagets artikel 4, stk. 1, litra b), er defineret som forskelsbehand-
ling. Det er imidlertid vigtigt at forstå, at manglende adgang og tilgængelighed for
personer med handicap kan afhjælpes gennem generelle bestræbelser og andre
foranstaltninger (universelt design mv.) på at gøre ligebehandling og tilgængelig-
hed til en del af de tilbud, der udbydes offentligt. Dette er der taget delvis højde for
i artikel 4, stk. 1, litra a), men det er for DH uklart, hvilken retlig status overtrædel-
ser af disse bestemmelser har. Vil sådanne overtrædelser skulle forstås som for-
skelsbehandling, eller er det noget andet?
Det er helt centralt at holde sig for øje, at den diskrimination af personer med han-
dicap, som ligger i ikke at tilpasse samfundet til alle mennesker, i lige så høj grad
som andre typer af diskrimination udgør betydelige hindringer for fuld deltagelse i
samfundslivet for personer med handicap. Det kan tydeligt ses af de barrierer, der
er skabt inden for f.eks. byggeri, transport og kommunikation gennem de seneste
mange årtier. Det er den type diskrimination, som artikel 4, stk. 1, litra a) tager
delvist fat få. Det må derfor sikres, at manglende efterlevelse af denne bestemmelse
i lige så høj grad som direktivets øvrige antidiskriminationsbestemmelser har bin-
dende retsvirkning, samt at der er knyttet effektive sanktioner til manglende efter-
levelse.
Artikel 2, stk. 6
DH ser det som en risiko, at muligheden for at forskelsbehandle på baggrund af
alder kan benyttes til indirekte at diskriminere personer med handicap. Frekvensen
af personer med handicap blandt ældre borgere er højere end frekvensen blandt
yngre borgere. Der er personer, der først bliver handicappede, efter at de er blevet
”gamle”. Særligt derfor vil en beskyttelse mod indirekte diskrimination af denne
gruppe på grund af handicap være væsentlig.
Det skal derfor præciseres, at det udelukkende er kravet om et forbud mod diskri-
mination på baggrund af biologisk alder, som der kan gøres undtagelser fra. Det
skal også præciseres, at der ikke er mulighed for at diskriminere på baggrund af
sammenhængen mellem alder og handicap. Dette vil være i overensstemmelse med
den generelle målsætning fra EU's side om at bekæmpe multipel diskrimination.
Artikel 2, stk. 7
Indskrænkningerne af direktivets gyldighed i forhold til aktuarmæssige og statisti-
ske beregninger udgør et væsentligt problem, da sådanne beregninger må forventes
at blive benyttet i forbindelse med f.eks. pensionsordninger, sundhedsforsikringer
og kriterier for långivning.
Der synes dermed at opstå en modsigelse af artikel 12 i FN’s konvention om ret-
tigheder for personer med handicap vedr. retlig handleevne, som også berører den
lige ret til at opnå lån og ejendomsret, artikel 25 om lige ret til sundhed samt sam-
me konventions artikel 28, stk. 2, litra e) om pensionsordninger.
Den tilsvarende bestemmelse i det parallelle direktiv, om ligebehandling i forhold
til køn fra 2004, indeholder snævrere muligheder for medlemsstaterne i henseende
til at tillade forskelsbehandling på dette punkt. DH er derfor meget forundret over
valget af et større råderum i forhold til handicap. DH foreslår, at der som minimum
73
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
specificeres meget klare kriterier for, hvornår handicap kan indgå som en faktor i
aktuarmæssige og statistiske beregninger. Som bestemmelsen er formuleret nu, er
det ikke klart, hvornår handicap kan indgå og under hvilke betingelser.
Derudover mener DH, at det er relevant at rejse spørgsmålet om, hvorvidt lige ad-
gang til forsikringslignende ordninger ikke er en opgave, der bør løses solidarisk
enten af forsikringstagerne i fællesskab eller af samfundet som sådan. Dette er
eksempelvis i overensstemmelse med den nuværende tilgang, når det gælder grup-
pelivsforsikringer og øvrige lignende kollektive forsikringer.
Artikel 2, stk. 8
Det skal bemærkes, at en tilsvarende bestemmelse ikke er fastsat i de parallelle
direktiver om henholdsvis ligebehandling i forhold til køn og race. For DH er den
praktiske betydning af en sådan bestemmelse uklar i forhold til gruppen af personer
med handicap. DH savner en konkret begrundelse for bestemmelsens optræden i
forslaget, ikke mindst i forhold til dets konsekvenser for gruppen af personer med
handicap.
Artikel 3, stk. 1, litra a)
Bestemmelserne vedr. aktuarmæssige og statistiske data i artikel 2, stk. 7, kan tæn-
kes at have indflydelse på rækkevidden i forhold til visse sociale sikringsordninger
og sundhedsordninger. DH finder en afklaring af dette spørgsmål helt nødvendig.
Det er vigtigt, at der ikke kan finde diskrimination sted. Der skal være fuld og lige
adgang for alle til sociale sikrings- og sundhedsordninger.
Artikel 3, stk. 1, litra d)
En indskrænkning, der ligner den i litra d), findes ikke i de parallelle direktiver
vedr. henholdsvis race og køn. Indskrænkningen rejser nogle spørgsmål i forhold
til, hvilken status tilbud, som udbydes af eksempelvis private foreninger og andre
typer af non-profit foretagender, har i forhold til direktivets anvendelsesområde. I
Danmark kunne dette f.eks. være andelsboligforeninger. DH efterlyser en afklaring
af dette spørgsmål. DH savner en konkret begrundelse for, at indskrænkningen
skulle være særligt relevant i dette direktivforslag.
Artikel 3, stk. 2
Det skal bemærkes, at dette er et område, hvor FN’s konvention om rettigheder for
personer med handicap indeholder væsentlige bindende bestemmelser.
Artikel 3, stk. 3
En lignende indskrænkning i forhold til uddannelse findes ikke i det parallelle di-
rektiv vedr. race.
Det skal bemærkes, at indskrænkningen tilsyneladende åbner for, at hensyn til or-
ganisering, herunder formentlig også økonomiske hensyn, kan gå forud for eksem-
pelvis hensynet til en elev med et handicap, f.eks. i forhold til at sikre inklusion i
mainstream skolesystemet. Dette finder DH fuldstændig uacceptabelt. Som mini-
mum må dette tages i betragtning ved en dansk implementering af direktivet. Det
må ikke være sådan, at man kan diskriminere personer med handicap på nogen
måde eller noget sted i undervisningssystemet. Organiseringen af undervisningen
kan i sig selv være diskriminerende.
74
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
Der er fastlagt vigtige bindende rettigheder på uddannelsesområdet i FN’s konven-
tion om rettigheder for personer med handicap, og eftersom EU har tilsluttet sig
konventionen, er man i lige så høj grad som medlemsstaterne bundet af denne. DH
er opmærksom på, at EU har en begrænset kompetence i forhold til uddannelses-
området. Men der er intet i traktaten, der tilsiger, at denne begrænsning lige nøjag-
tig er relevant i forhold til specialundervisning og organisationen omkring denne.
Det synes på den baggrund at være en fuldstændig uhensigtsmæssigt og arbitrær
disposition at lade en indskrænkning af direktivets rækkevidde gå på dette og på
den måde sætte spørgsmålstegn ved den fulde og hele tilslutning til FN-
konventionens principper om et inkluderende skole system – disse principper har
været den internationalt anerkendte politiske linje siden først i halvfemserne.
I forhold til artikel 3 generelt skal det konkluderes, der må forventes betydelige
fortolkningsproblemer i henseende til afgrænsningen af de politikområder, hvor
direktivet har gyldighed. Så meget desto vigtigere vil det være at sikre en bred
lovgivning i Danmark, der går videre end direktivet, sådan at afgrænsningsproble-
mer ikke kommer til at stå i vejen for en effektiv og gennemskuelig beskyttelse
mod diskrimination af personer med handicap i Danmark.
Artikel 4, stk. 1, litra a)
Det skal bemærkes, at noget synes at være faldet ud af den danske oversættelse af
Kommissionens forslag. Af den engelsksprogede version af forslaget fremgår det,
at tilpasningerne skal ske ”in anticipation”, dvs. under en generel forudsætning om,
at personer med handicap benytter tjenester osv. Dette lille begreb er yderst cen-
tralt, idet det introducerer en proaktiv forpligtelse til at sikre ligebehandling af per-
soner med handicap. Der må derfor foretages en ændring af den danske oversættel-
se!
Indskrænkningerne af litra a), der går på tilvejebringelsen af alternativer eller
grundlæggende forandringer, er dybt problematiske. Som eksempel kan nævnes
tilgængelighed til hjemmesider. Det kan i nogle tilfælde kræve grundlæggende
forandringer at sikre en hjemmesides tilgængelighed. Men tilgængeligheden vil i
mange tilfælde jo være en forudsætning for, at man kan benytte sig af en offentlig
eller privat ydelse. DH savner som minimum en klarlæggelse af, hvad disse ind-
skrænkninger indebærer.
DH står uforstående overfor, at det mere velkendte kriterium om uforholdsmæssigt
store byrder ikke er tilstrækkeligt i denne sammenhæng, særligt i lyset af at rele-
vante tilpasninger langt fra altid koster ekstra ressourcer.
Indskrænkningerne af bestemmelsen kan komme til at stå i vejen for, at strukturel
forskelsbehandling kan bekæmpes ved hjælp af direktivet. Det er således yderst
centralt, at deres rækkevidde begrænses så meget som overhovedet muligt.
DH efterlyser, at bestemmelsen refererer til begrebet universelt design, som er
gennemgående i FN-konventionen. En sådan tilgang vil kraftigt nedsætte behovet
for tilpasninger i konkrete tilfælde. En tilgang gående på realisering af universelt
design i forhold til nye varer og tjenesteydelser ville være et særdeles nødvendigt
skridt. Særligt vil det være relevant at koble en sådan tilgang til eksisterende og
kommende europæiske standarder, sådan at tilgængelighed ville være klart define-
75
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
ret i hele EU. Dette ville også øge gennemskueligheden af bestemmelsen for aktø-
rer på markedet. DH foreslår derfor, at manglende efterlevelse af europæiske stan-
darder vedr. tilgængelighed for personer med handicap indskrives i artikel 4 som
en form for diskrimination.
DH ser desuden et behov for at præcisere, at bestemmelsen ikke kun drejer sig om
fysisk tilgængelighed for eksempelvis kørestolsbrugere. Personlig assistance, tilve-
jebringelsen af information i alternative formater og tolkebistand, herunder tegn-
sprogstolkning, er eksempler på relevante tilpasninger, som efter DH’s opfattelse
ikke må kunne fortolkes ud af direktivet. Derfor bør artikel 4 reformuleres med
henblik på også at inkorporere disse aspekter af adgangen for personer med handi-
cap.
Artikel 4 stk. 2
Det skal bemærkes, at der åbnes for en hel række muligheder for at begrunde und-
tagelser fra artikel 4, stk. 1. DH foreslår derfor, at der som en yderligere afbalance-
ring af disse mulige begrundelser også indføres et kriterium, der går på de mulige
fordele for andre borgere og samfundet generelt, som tilpasninger til fordel for
personer med handicap i rigtig mange tilfælde indebærer. Som eksempel kan blot
nævnes, at øget tilgængelighed for kørestolsbrugere og gangbesværede i offentlige
transportmidler også kan give betydelige fordele for personer i følgeskab med
småbørn, med barnevogne, cykler eller bagage. Hertil kommer den ikke ubetydeli-
ge effekt i form af forbedring af arbejdsmiljøet i bred forstand.
Yderligere står DH i overensstemmelse med bemærkningen ovenfor til litra a) i
nærværende artikel uforstående overfor, at det er nødvendigt at indføre en række
undtagelser udover den velkendte om uforholdsmæssigt store byrder. Vi efterlyser
derfor en begrundelse af denne disposition. Man kommer let i tvivl om, hvorvidt
man reelt vil afskaffe diskrimination af personer med handicap.
Artikel 5 og 6
Disse artikler sikrer muligheden for en effektiv dansk lovgivning til fremme af reelt
lige muligheder for personer med handicap. Dette betragter DH som meget positivt
og opfordrer samtidig indtrængende den danske regering til at følge dette spor i
overensstemmelse med FN’s konvention om rettigheder for personer med handi-
cap.
Artikel 7, stk. 1
Multipel diskrimination skal indgå som et element i klagebehandlingen. Dette skal
præciseres i direktivet.
Artikel 7, stk. 2
Handicapfaglig ekspertise skal indgå i vurderingen af sager om handicap. Direktiv-
forslaget skal åbne for denne mulighed, sådan at vurderingen ikke udelukkende
baseres på juridisk ekspertise. Behovet kan ikke opfyldes fuldt ud ved at lade f.eks.
organisationer af personer med handicap indtræde på klagerens side i en sag. Også
selve vurderingen af sagen bør være baseret på handicapfaglig viden. Det er et
faktum, at kun ganske få juridiske eksperter har viden om handicapområdet, der
kan sikre, at de særlige forhold/oplevelser ved at have et handicap kommer til vur-
dering i forbindelse med afgørelse af sager om diskrimination.
76
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
1643351_0077.png
Artikel 10
Omfanget af informationsindsatsen skal præciseres yderligere. Det er vigtigt at få
fastslået, at indsatsen ikke kun skal rette sig imod de grupper, som kan komme til
at stå over for diskrimination. Også udbydere af varer og tjenesteydelser skal mod-
tage fyldestgørende information om deres proaktive pligter i henhold til direktivet.
Desuden foreslår DH, at det overvejes at pålægge medlemsstaterne en forpligtelse
til at udvikle redskaber, der kan støtte offentlige og private vare- og tjenesteudby-
dere i at leve op til direktivets bestemmelser.
Derudover skal det fremgå klart af direktivet, at informationsindsatsen som helhed
skal tilrettelægges på en måde, der sikrer tilgængelighed for personer med handicap
af alle typer, herunder eksempelvis information i tilgængelige formater, på tegn-
sprog og forfattet i klar og let forståelig tekst.
Artikel 11
DH vil opfordre til, at man allerede nu efterlever artiklens ånd, og med baggrund i
denne, indleder en formel og substantiel involveringsproces af organisationer, af
personer med handicap og andre relevante grupper, både på europæisk og nationalt
plan med henblik på at sikre en tæt dialog om direktivets udformning og imple-
mentering.
Artikel 13
DH vil opfordre til, at den gennemgang af dansk lovgivning, som bestemmelsen
indebærer, sammentænkes med den gennemgang af dansk lovgivning, som gen-
nemføres med henblik på ratifikation af FN’s konvention om rettigheder for perso-
ner med handicap. En sådan sammentænkt gennemgang bør bestå i en tæt konsulta-
tion af handicapbevægelsen og involvere direkte inddragelse af denne.
Artikel 15, stk. 2
DH savner i høj grad en begrundelse for, at der kan gives forlængelse af fristen for
implementering, for så vidt angår direktivforslagets artikel 4. Det har ikke været
muligt at finde en sådan i Kommissionens lovforberedende arbejder. Hvis begrun-
delsen er, at det skønnes at være vanskeligt at leve op til artikel 4, er der så meget
desto større grund til at give dens bestemmelser retlig virkning så hurtigt som mu-
ligt. Den reelle forskelsbehandling af personer med handicap, som manglende ef-
terlevelse af principperne i artikel 4 indebærer, er nemlig ensbetydende med stærke
begrænsninger for lige samfundsdeltagelse.
Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) bemærker, at direktivforslaget regule-
rer beskyttelse mod forskelsbehandling uden for arbejdsmarkedet og således sup-
plerer de eksisterende direktiver, for så vidt angår diskriminationskriterierne, reli-
gion, tro, handikap, alder eller seksuel orientering. Som konsekvens heraf vil direk-
tivforslaget vedrøre området om socialbeskyttelse, sociale goder, uddannelse og
adgang til service- og tjenesteydelser.
Indledningsvis skal FA henlede opmærksomheden på, at vi finder det problematisk,
at alder indgår på lige fod med de resterende rettigheder. Alder bliver ofte anvendt
som et objektivt kriterium dels i forhold til lovgivning dels i forhold til administra-
tion f.eks. af erhvervelse af kørekort, ret til stemmeafgivning ved demokratiske
77
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
valg og m.m. Det er alle disse lovmæssige og administrative bestemmelser, som
efter direktivets vedtagelse pludselig er potentielt EF stridige og ulovlige.
Det betyder også, at forslaget bekræfter og forstærker en udvikling, herunder via
EF domstolen der ligger langt ud over den ramme for regulering, som umiddelbart
kan læses af direktivet. Den forslåede løsning med at indsætte en undtagelsesbe-
stemmelse om at ulige behandling pga. af alder ikke er forskelsbehandling såfremt
der er et objektivt og rimelig begrundet legitimt formål (art. 2 stk. 6 i direktivfor-
slaget) er ikke en god løsning. FA finder det derfor nødvendigt, at der tages et klart
forbehold for, at alder inddrages som diskriminationskriterium i direktivforslaget.
Om uddannelse siger direktivforslagets artikel 3 litra C, at uddannelse er et af de
områder, hvor direktivet finder anvendelse. FA finder, at uddannelse er et nationalt
anliggende, og at artikel 3 litra C derfor bør udgå.
Vedrørende spørgsmålet om klageadgang anføres i artikel 7 en bestemmelse her-
om. FA finder, at dette er et nationalt anliggende, som allerede er reguleret via EF
domstolens afgørelser og må derfor anbefale, at artikel 7 udgår af direktivforsla-
get.
Hvad angår artikel 8 om bevisbyrde, er det FA’s opfattelse, at der i realiteten her
indføres en omvendt bevisbyrde. FA skal anføre, at vi finder dette kritisabelt, uan-
set at det kendes fra andre direktiver, men finder ikke, at det bør anvendes i forbin-
delse med dette direktivforslag, og skal derfor bede om at bestemmelsen om bevis-
byrde udgår.
I artikel 11, der omhandler dialog med relevante berørte parter, skal vi anmode om,
at der tilføjes følgende formulering ”medlemsstaterne tilskyndes til at inddrage
arbejdsmarkedets parter i det omfang arbejdsmarkedet berøres”. Dette harmonerer
også med artikel 16 i direktivforslaget, der omhandler arbejdsmarkedets parter i
forbindelse med en udarbejdelse af en rapport om anvendelsen af direktivet. Vi ser
derfor gerne, arbejdsmarkedets parter rykket frem også til artikel 11.
Artikel 13 om overholdelse er en ny bestemmelse, og FA er af den opfattelse, at
der her er tale om et nationalt anliggende, og at artikel 13 derfor bør udgå.
Artikel 14 der handler om sanktioner, skal FA anføre, at dette er et nationalt anlig-
gende i EF retten, og bestemmelsen bør derfor udgå, idet EF domstolspraksis vare-
tager de tværnationale hensyn, og at der derfor ikke specifikt, som der anføres i
forslaget, bør anføres typer af sanktioner.
Afslutningsvis anfører FA, at der i direktivforslaget henvises til Traktatens artikel 6
samt forskellige internationale instrumenter i FN samt i den Europæiske menneske-
rettighedskonvention EU’s charter mv. særligt med hensyn til de i direktivet nævn-
te beskyttelseskriterier. Uanset at disse henvisninger er korrekte, er det væsentligt,
at der ikke er tale om henvisninger i snæver forstand, men at de skal ses som et
element, der giver juridisk mulighed for, at man via direktivforslaget bidrager til at
regulere diskrimination og forskelsbehandlingsområdet mere vidtgående og intens
end selve direktivforslaget
78
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
1643351_0079.png
FA finder det uheldigt, idet direktivforslaget får en meget bredere anvendelse, end
det fremgår af selve direktivforslaget.
8. Generelle forventninger til andre landes holdninger.
Visse delegationer har opretholdt et generelt forbehold og anfægtet nødvendighe-
den af Kommissionens forslag. Andre delegationer har anmodet om yderligere
præcisering af direktivforslaget og givet udtryk for bekymring navnlig i relation til
mangel på juridisk klarhed, kompetencefordeling, samt de praktiske og økonomi-
ske konsekvenser ved forslaget. Alle delegationer har generelle undersøgelsesfor-
behold.
Sagen har været drøftet under to møder under det nederlandske formandskab, hvor
ingen nævneværdige fremskridt er blevet opnået. Der vil til rådsmødet foreligge en
fremskridtsrapport.
9. Regeringens generelle holdning
Regeringen støtter overordnet målet om bekæmpelse af diskrimination og accepte-
rer idéen om et direktiv på området.
På arbejdsmarkedet er der i dag i dansk lovgivning forbud mod forskelsbehandling
på grund af alder, handicap, køn, race og etnisk oprindelse, religion og tro samt
seksuel orientering. Uden for arbejdsmarkedet er der forbud mod forskelsbehand-
ling på grund af køn, race og etnisk oprindelse. Der er således ikke forbud mod
diskrimination udenfor arbejdsmarkedet i forhold til alder, handicap, religion eller
tro og seksuel orientering.
Forslaget til direktiv, som det er fremlagt, giver dog anledning til en række betæn-
keligheder, særligt af juridisk karakter, idet forslaget indeholder en række vagt
afgrænsede bestemmelser og ligeledes vagt udformede undtagelser for direktivets
anvendelsesområde. Dette kan medføre, at rettighedernes omfang reelt vil skulle
fastlægges ved domstolskontrol. Regeringen kan derfor ikke støtte forslaget i den
fremsatte form.
Der må ske en betydelig præcisering af forslagets tekst med henblik på især at sik-
re, at Danmark også i fremtiden kan anvende alder som styringsinstrument, og at
dansk handicappolitik, som bl.a. er baseret på kompensationsprincippet, kan fast-
holdes.
Endelig er det nødvendigt at få belyst en række spørgsmål vedrørende forslagets
nærmere juridiske og økonomiske konsekvenser, herunder rækkevidden af flere
generelle afgrænsede bestemmelser, inden en nærmere holdning fastlægges.
10. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
Sagen har tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg til orientering forud
for rådsmøderne (EPSCO) 2. oktober 2008, 17. december 2008, 9. marts 2009, 8.
juni 2009, 30. november 2009, 7. juni 2010, 6. december 2010, 10. juni 2011, 1.
december 2011, 21. juni 2012, 6. december 2012, 20. juni 2013, 9. december 2013,
12. juni 2014, 5. december 2014, 12. juni 2015 og 7.december 2015.
79
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
5. Europæisk Semester 2016: Bidrag til Det Europæisk Råd 28.-29. juni 2016
(a) Udkast til Rådets henstillinger vedrørende de Nationale Reformpro-
grammer 2016 og udkast til forklarende note
(b) Vurdering af Rådets landespecifikke henstillinger 2016 og imple-
menteringen af de landespecifikke henstillinger for 2015
1. Baggrund
Som altid er der på EPSCO-rådsmødet i juni en drøftelse af de landespecifikke
henstillinger, som bidrag til DER-mødet 28.-29. juni. Den politiske drøftelse på
mødet forventes at tage udgangspunkt i oplæg fra formandskabet. Der er endnu
ikke modtaget oplysninger herom.
Hovedemnet under dagsordenspunktet vil være Rådets indstilling vedrørende de
landespecifikke henstillinger. Rådet kan i henhold til art. 148 på forslag af Kom-
missionen give landespecifikke henstillinger til medlemslandene, der udarbejdes på
baggrund af blandt andet medlemsstaternes nationale reformprogrammer, der er
afleveret i april 2016.
På basis af Kommissionens udkast skal EPSCO udtrykke enighed om de landespe-
cifikke henstillinger, der vedrører arbejdsmarkedet.
Under dagsordenspunktet godkendes desuden udtalelser fra Beskæftigelseskomité-
en og Komitéen for Social Beskyttelse om udkastet til nye landespecifikke henstil-
linger og om implementeringen af de landespecifikke henstillinger fra 2015.
2. Formål og indhold
Formålet med forslagene til landespecifikke henstillinger efter art. 148 er at identi-
ficere de primære udfordringer, som det enkelte medlemsland står over for, og hvis
løsning - gennem nationale reformer - vil gøre en positiv forskel med hensyn til
udviklingen på landets arbejdsmarked mv.
Kommissionen har i starten af året udarbejdet en landerapport for hver medlems-
stat, hvori Kommissionens vurdering af tiltag, udfordringer, yderligere reformbe-
hov mv. er fremlagt. Kommissionen har herefter 18. maj 2016 fremlagt en pakke
med udkast til hhv. nye landespecifikke henstillinger samt Rådets udtalelser om
landenes stabilitets- og konvergensprogrammer (for hhv. eurolande og ikke-
eurolande).
Kommissionen har ligesom sidste år valgt en fokuseret tilgang med færre henstil-
linger til de enkelte lande, for at henstillingerne bedre afspejler Kommissionens
vurdering af landenes
væsentligste
udfordringer. Ligesom sidste år er der ingen
landespecifik henstilling på beskæftigelsesområdet til Danmark.
Beskæftigelseskomiteen og Komitéen for Social Beskyttelse forventes at fremlæg-
ge overordnede konklusioner vedrørende den multilaterale/tematiske overvågning
af medlemslandenes politikker og implementering af de landespecifikke henstillin-
80
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
ger fra 2015 samt om Kommissionens forslag til nye landespecifikke henstillinger
til medlemslandene.
3. Europa-Parlamentets udtalelse
Europa-Parlamentet skal ikke høres.
4. Nærhedsprincippet
Spørgsmålet er ikke relevant.
5. Gældende dansk ret
Spørgsmålet er ikke relevant.
6. Konsekvenser
Sagen medfører ikke lovgivningsmæssige, statsfinansielle eller samfundsøkonomi-
ske konsekvenser, administrative konsekvenser for erhvervslivet eller konsekven-
ser for beskyttelsesniveauet.
7. Høring
Kommissionens udkast til landespecifikke henstillinger er sendt til EU-
Specialudvalget for Arbejdsmarkedet og Sociale Forhold til orientering.
8. Generelle forventninger til andre landes holdninger
Medlemslandene forventes at tage konstruktivt imod Kommissionens forslag til
henstillingerne.
9. Regeringens generelle holdning
Regeringen er generelt positiv over for brug af henstillinger efter art. 148 som led i
EU2020-strategiens gennemførelse.
Regeringen er tilfreds med Kommissionens vurdering af, at der ikke er behov for
en henstilling til Danmark vedrørende beskæftigelse, da Danmark har gennemført
omfattende reformer og løbende har fokus på implementeringen og effekterne her-
af.
10. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.
81
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
6. Kompetencepakke (”Skills Package”)
Nyt notat
1. Baggrund
På baggrund af Det Europæiske Råds strategiske dagsorden fra juni 2014, i hvilken
det at hjælpe med at udvikle færdigheder og frigøre talenter og livsmuligheder for
alle nævnes som prioritet for EU, indgår fremlæggelsen af en meddelelse om en
dagsorden for nye færdigheder, som et prioriteret initiativ i Kommissionens ar-
bejdsprogram for 2016.
2. Formål og indhold
Kommissionen har varslet, at der den 8. juni lanceres en meddelelse om nye fær-
digheder i Europa – ”Towards a new Skills Agenda for Europe”.
Det forventes, at Kommissionen i meddelelsen vil sætte fokus på vigtigheden af
opkvalificering af de nuværende generationer, så deres kompetencer kan udvikles
og opgraderes og holde trit med den digitale udvikling samt et stadigt skiftende
arbejdsmarked og samfund. Det forventes, at der vil være et særligt fokus på de
mere sårbare grupper, som fx de ufaglærte (ift. at kunne miste deres job) og flygt-
ninge/migranter (ift. integration i samfundet). Det forventes, at Kommissionen vil
lægge vægt på at forbedre kvaliteten og relevansen af færdigheder hos arbejdsstyr-
ken for at sikre alle et minimumsniveau af færdigheder og øge gennemsigtigheden
og sammenligneligheden af læringsresultater og kvalifikationer for at understøtte
mobiliteten hos både arbejdstagere og studerende.
3. Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet skal ikke høres.
4. Nærhedsprincippet
Spørgsmålet er ikke relevant.
5. Gældende dansk ret
Spørgsmålet er ikke relevant.
6. Konsekvenser
Præsentationen af pakken medfører ikke lovgivningsmæssige, statsfinansielle eller
samfundsøkonomiske konsekvenser, administrative konsekvenser for erhvervslivet
eller konsekvenser for beskyttelsesniveauet.
7. Høring
Høring er ikke relevant på nuværende tidspunkt, da meddelelsen endnu ikke fore-
ligger.
8. Generelle forventninger til andre landes holdninger
82
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
Medlemslandene forventes generelt at være positive over for Kommissionens præ-
sentation og den kommende meddelelse.
9. Regeringens generelle holdning
Regeringen er generelt positiv over for, at Kommissionen sætter fokus på, at ar-
bejdsstyrken i fremtiden har de kvalifikationer og kompetencer, som matcher be-
hovet på arbejdsmarkedet, samt at der lægges vægt på at styrke gennemsigtighed
og sammenligning af kvalifikationer mellem i EU-landene. Der vil blive taget
nærmere stilling til eventuelle konkrete forslag i takt med at sådanne foreligger.
10. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg.
83
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
8. Rådskonklusioner om bekæmpelse af fattigdom og social eksklusion
Nyt notat.
1. Baggrund
Rådskonklusionerne tager udgangspunkt i den sociale situation efter den økonomi-
ske krise. Det bemærkes, at de europæiske økonomier er i bedring, men at der er
udfordringer i forhold til den sociale situation. Det fremhæves således, at gruppen
af personer i risiko for fattigdom og social eksklusion er steget med 4 mio. under
den økonomiske krise, i forhold til EU 2020-strategiens målsætning om at reducere
antallet af personer i denne gruppe med 20 mio. mennesker frem mod 2020.
2. Formål og indhold
Det nederlandske formandskab har taget initiativ til rådskonklusionerne med det
formål at sætte fokus på behovet for en styrket indsats for bekæmpelse af fattigdom
og social eksklusion i lyset af den begyndende bedring af den økonomiske situati-
on.
I rådskonklusionerne fremhæves det, at der er behov for en såkaldt ”integreret til-
gang”, hvor den enkelte udsatte persons situation vurderes individuelt, og hvor der
i anderkendelsen af fattigdommens mange dimensioner sættes ind på en række
forskellige domæner såsom beskæftigelse, sundhed, uddannelse, adgang til social
service og boligområdet.
Rådskonklusionerne opstiller en række forslag til, hvordan indsatsen til bekæmpel-
se af fattigdom og social eksklusion skal sikres af Europa-Kommissionen, med-
lemsstaterne samt Beskæftigelseskomitéen (EMCO) og Komitéen for Social Be-
skyttelse (SPC).
Europa-Kommissionen
opfordres bl.a. til:
At sætte fokus på forebyggelse og bekæmpelse af fattigdom og social eksklusion
ved at holde medlemsstaterne op på deres mål om bekæmpelse af fattigdom og
social udstødelse som fastsat i regi af EU 2020-strategien.
At fortsætte med at følge udviklingen i antallet af personer i risikogruppen for fat-
tigdom og social eksklusion.
At inddrage alle relevante aktører i arbejder, herunder arbejdsmarkedets parter og
civilsamfundet.
Medlemsstaterne
opfordres bl.a. til:
At tilrettelægge og styrke indsatsen til bekæmpelse af fattigdom og social eksklusi-
on med udgangspunkt i en ”integreret tilgang”.
At strategierne til bekæmpelse af fattigdom og social eksklusion særligt fokuserer
på børn og udsatte grupper såsom personer med handicap, ældre og hjemløse.
At indsatsen finder sted i samarbejde mellem relevante offentlige og private aktører
samt civilsamfundet.
At finde bedre anvendelse af EU's struktur- og investeringsfonde til implemente-
ring af effektive måde at forebygge og bekæmpe fattigdom og social inklusion.
Beskæftigelseskomitéen og Komitéen for Social Beskyttelse
opfordres bl.a. til:
84
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
At fortsætte monitoreringen af udviklingen på beskæftigelses- og socialområdet.
At fortsætte med at foretage analyser af fattigdomsrelaterede emner.
At styrke inddragelsen af arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet i indsatsen.
Komitéen for Social Beskyttelse opfordres desuden særskilt til at fortsætte ud-
vekslingen af erfaringer om metoder til bekæmpelse af fattigdom og social eks-
klusion.
3. Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet skal ikke høres.
4. Nærhedsprincippet
Spørgsmålet er ikke relevant.
5. Gældende dansk ret
Spørgsmålet er ikke relevant.
6. Konsekvenser
Sagen har ikke lovgivningsmæssige, statsfinansielle eller samfundsøkonomiske
konsekvenser, administrative konsekvenser for erhvervslivet eller konsekvenser for
beskyttelsesniveauet.
7. Høring
Rådskonklusionerne har ikke været sendt i høring.
8. Generelle forventninger til andre landes holdninger
Det forventes, at der generelt vil være en positiv holdning til udkastet til rådskon-
klusioner fra alle medlemsstaterne.
9. Regeringens generelle holdning
Regeringen kan støtte rådskonklusionerne.
Regeringen er tilfreds med, at rådskonklusionerne ikke indeholder forslag om nye
relative eller absolutte fattigdomsmål.
10. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.
85
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
9. Rådskonklusioner om ”En ny start på en styrket social dialog”
Nyt notat
1. Baggrund
Juncker Kommissionen har tilkendegivet, at den ønsker at revitalisere den europæi-
ske sociale dialog og samarbejdet med de europæiske parter. Det hollandske for-
mandskab har udarbejdet et udkast til rådskonklusioner om en ny start på en styrket
social dialog. Udkastet til rådskonklusioner adresserer bl.a. en erklæring fra de
europæiske arbejdsmarkedsparter, som blev fremsendt til Kommissionen og for-
mandskabet den 12. februar 2016 og blandt andet omhandler den særlige rolle, som
arbejdsmarkedets parter har.
Det indgår bl.a. i erklæringen, at de europæiske parter gerne i højere grad vil ind-
drages i ”better regulation” agenda’en. Endvidere er der ønske om at blive hørt om
Kommissionens arbejdsprogram på lige fod med fx Europa-Parlamentet, og om at
der ikke bør stilles samme krav til konsekvensanalyse (impact assessment) af di-
rektivforslag baseret på partsaftaler, som til andre direktivforslag.
2. Formål og indhold
Formålet med rådskonklusionerne er at understrege og udbygge den rolle, som
arbejdsmarkedets parter spiller i relation til regulering på EU-niveau.
I udkastet til rådskonklusioner anerkendes parternes særlige og vigtige rolle i for-
hold til regulering af arbejdsmarkedet. Det understreges, at parterne skal inddrages
på en måde, der respekterer deres autonomi. Medlemsstaterne opfordres til at un-
derstøtte den nationale sociale dialog og involvere parterne i overensstemmelse
med national praksis. Kommissionen opfordres til (fortsat) at inddrage parterne på
europæisk plan - også på områder af væsentlig betydning for parterne, som rækker
ud over traktatbestemmelser herom. I forhold til de europæiske parters erklæring
fra februar er der opbakning til ønsket om, at parterne i højere grad inddrages i
”better regulation agenda’en”. Endelig opfordres parterne på nationalt og europæ-
isk plan til fortsat at informere om og bidrage til udvikling af den sociale dialog.
3. Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet skal ikke høres.
4. Nærhedsprincippet
Spørgsmålet er ikke relevant.
5. Gældende dansk ret
Spørgsmålet er ikke relevant.
6. Konsekvenser
Sagen har ikke lovgivningsmæssige, statsfinansielle eller samfundsøkonomiske
konsekvenser, administrative konsekvenser for erhvervslivet eller konsekvenser for
beskyttelsesniveauet.
7. Høring
86
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
Rådskonklusionerne er sendt til Specialudvalget for Arbejdsmarkedet og Sociale
forhold til orientering. DA og LO har tilkendegivet, at de kan henholde sig til de
bemærkninger, som de europæiske parter kom med til udkastet af 16. april 2016.
Herudover er der ikke modtaget bemærkninger til forslaget.
8. Generelle forventninger til andre landes holdninger
Medlemsstaterne ventes generelt at tilslutte sig konklusionerne.
9. Regeringens foreløbige generelle holdning
Regeringen kan støtte rådskonklusionerne, der er på linje med den danske tilgang
til dialog og samarbejde med arbejdsmarkedets parter og vurderes at kunne samle
rådets opbakning i den foreliggende form.
Det er generelt regeringens tilgang at bakke op om inddragelse af arbejdsmarkedets
parter, hvilket blandt andet kan lette implementeringen af direktiver.
10. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg.
87
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
10. Rådskonklusioner om ligestilling
Nyt notat.
1. Baggrund
Det nederlandske formandskab har udarbejdet to rådskonklusioner om henholdsvis
Kommissionens engagement for at fremme kønsligestilling og Kommissionens
indsats over for Lesbian, Gay, Bisexual, Transgender and Intersex-persons (LGB-
TI) i EU.
Begge sæt rådskonklusioner blev behandlet på EPSCO-rådsmødet den 7. marts
2016, hvor der ikke kunne opnås tilslutning til vedtagelsen, da nogle medlemslande
fandt, at rådskonklusionerne om LGBTI var for vidtgående. Formandskabet har
udsendt et justeret sæt rådskonklusioner, som skal behandles på rådsmødet den 16.
juni.
Rådskonklusionerne om Kommissionens engagement for at fremme kønsligestil-
ling er stort set uændret, mens rådskonklusionerne om Kommissionens indsats over
for Lesbian, Gay, Bisexual, Transgender and Intersex-persons (LGBTI) i EU er
mindre ambitiøse i forhold til det udkast til rådskonklusioner, som blev forhandlet
på rådsmødet i marts.
Det ene sæt rådskonklusioner vedrører Kommissionens arbejdspapir: ”Strategic
engagement for gender equality 2016-19”, der blev lanceret i december 2015, og
som ligger i forlængelse af Kommissionens tidligere ligestillingsstrategi: ”Strategy
for equality between women and men 2010-15”. Kommissionen opstiller i det nye
dokument en række prioriteringer og mål for Kommissionens arbejde, herunder:
Kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet og økonomiske uafhængighed
Ligeløn, pension og bekæmpelse af fattigdom blandt kvinder
Kvinder i beslutningstagning
Bekæmpelse af vold mod kvinder og støtte til voldsudsatte
Fremme af kvinders rettigheder og ligestilling globalt
Det andet sæt rådskonklusioner vedrører Kommissionens indsats for at fremme
Lesbian, Gay, Bisexual, Transgender and Intersex-persons (LGBTI) området gen-
nem dokumentet ”List of actions to advance LGBTI equality”, som blev lanceret i
2015. Kommissionens ”list of actions” fremhæver en række indsatsområder og
aktiviteter, herunder:
Styrke rettigheder og sikre juridisk beskyttelse af LGBTI-personer
Styrket monitorering og håndhævelse af eksisterende rettigheder for LGB-
TI-personer
Oplysning af borgere om diversitet og anti-diskrimination
Støtte til nøgleaktører der arbejder for at fremme og styrke lige rettigheder
for LGBTI-personer i EU
Udbrede tal, data og fakta om udfordringer for LGBTI-personer samt styr-
ke dataindsamling og forskningsaktiviteter
88
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
Eksterne handlinger ift. EU-udvidelsesprocesser, EU’s naboer og tredje-
verdenslande
2. Formål og indhold
På rådsmødet skal der vedtages to sæt rådskonklusioner vedrørende henholdsvis
Kommissionens strategiske engagement for ligestilling og Kommissionens liste
over tiltag til at fremme LGBTI-området.
Med de to sæt rådkonklusioner anerkendes Kommissionens planlagte indsatser ift.
både kønsligestilling og indsatsen på LGBTI-området.
I rådskonklusionerne om kønsligestilling opfordres medlemslandene til bl.a. (i) at
samarbejde med Kommissionen om implementeringen af aktiviteter på de to områ-
der, (ii) at arbejde med områderne nationalt, og (iii) at fremme kønsligestilling
generelt. Samtidig opfordres Kommissionen bl.a. til sikre implementering og moni-
torering af indsatsen på områderne.
I rådskonklusionerne om LGBTI opfordres Kommissionen bl.a. til at fremme
Kommissionens ”list of actions” og monitorering af indsatsen på områderne. End-
videre inviteres medlemslandene til at støtte institutionelle mekanismer, herunder
nationale ligebehandlingsorganer, som fremmer ikke-diskrimination af LGBTI-
personer.
Rådskonklusionerne om LGBTI er generelt blevet mindre ambitiøse i forhold til
den udgave, der blev behandlet på EPSCO-rådsmødet i marts 2016. Hvor der med
de tidligere rådskonklusioner blev lagt vægt på at fremme LGBTI-personers ret-
tigheder, lægges der nu primært vægt på ikke-diskrimination af LGBTI-personer.
Kommissionens ”list of actions” er ikke længere foldet ud i rådskonklusionen. En-
delig er det blevet tilføjet, at Kommissionen i sit arbejde med LGBTI-rettigheder
skal tage behørigt hensyn til kultur, traditioner og medlemsstaters kompetencer
inden for familieretten. Generelt er rådskonklusionerne om LGBTI således blevet
nedtonet en del i forhold til den tidligere udgave med henblik på at nå et kompro-
mis med mere kritiske medlemsstater.
3. Europa-Parlamentets udtalelse
Europa-Parlamentet skal ikke høres.
4. Nærhedsprincippet
Spørgsmålet om nærhedsnærhedsprincippet er ikke relevant.
5. Gældende dansk ret
Spørgsmålet er ikke relevant.
6. Konsekvenser
Sagen har ikke i sig selv lovgivningsmæssige, statsfinansielle eller samfundsøko-
nomiske konsekvenser, erhvervsøkonomiske konsekvenser eller konsekvenser for
beskyttelsesniveauet.
89
BEU, Alm.del - 2015-16 - Bilag 213: Samlenotat vedrørende EPSCO-rådsmøde for beskæftigelse og sociale anliggender den 16. juni 2016, fra beskæftigelsesministeren
7. Høring
Rådskonklusionerne har ikke været sendt i høring.
8. Generelle forventninger til andre landes holdninger.
Det forventes, at der er opbakning til vedtagelse af det sæt rådskonklusioner, der
angår Kommissionens strategiske engagement for at fremme kønsligestilling.
På EPSCO-rådsmødet den 7. marts 2016 kunne der ikke opnås tilslutning til råds-
konklusionerne om Kommissionens indsats over for Lesbian, Gay, Bisexual,
Transgender and Intersex-persons (LGBTI) i EU.
Hvorvidt rådskonklusionerne om LGBTI kan opnå tilslutning den 16. juni afhæn-
ger af igangværende forhandlinger, hvor der stadig tegner sig store udfordringer.
9. Regeringens generelle holdning
Regeringen er generelt positiv overfor rådskonklusionerne, som de så ud i forbin-
delse med EPSCO-rådsmødet den 7. marts.
Nationalt ligger både rådskonklusionerne og Kommissionens ”Strategic engage-
ment for gender equality 2016-19”, i tråd med regeringens indsatser på ligestil-
lingsområdet.
Vedrørende LGBTI-området arbejdes der også nationalt med dette område, bl.a.
har Danmark været vært for det europæiske IDAHO forum i maj 2016.
Regeringen finder det vigtigt, at medlemslandene forholder sig til Kommissionens
indsatser på de to politikområder, herunder at der løbende følges op på, hvordan
Kommissionen implementerer de to arbejdsdokumenter, og hvilke fremskridt der
nås.
Regeringen vil generelt arbejde for, at de to sæt rådskonklusioner bliver så ambiti-
øse som muligt.
10. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
Rådskonklusionerne har tidligere været forelagt udvalget forud for rådsmødet den
7. marts 2016.
90