MOF, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 119: Spm. om kommentar til materialet fra Jørn Rasmussen, Vordingborg, om kvælstof er mere ven end fjende, jf. MOF alm. del - bilag 35, til miljø- og fødevareministeren

Miljø- og Fødevareudvalget 2014-15 (2. samling)
MOF Alm.del
Offentligt

Natur‐ og Landbrugskommissionen

Kvælstofarbejdsgruppen

Indholdsfortegnelse

Den 29. juni 2012

1. Sammendrag ........................................................................................................................................ 2

2. Om Kvælstofarbejdsgruppen................................................................................................................ 3

3. Hvad påvirker det marine miljø? .......................................................................................................... 5

4. Hvor kommer kvælstofudledningen fra? ............................................................................................. 7

5. Indikatorer for næringsstoffers påvirkning af vandmiljøet .................................................................. 8

6. Den hidtidige indsats (vandmiljøplaner og vandplaner) .................................................................... 13

7. Effekt af den hidtidige indsats............................................................................................................ 14

8. Virkemidler i forhold til landbrugets næringsstoftab......................................................................... 17

Bilag 1 .......................................................................................................................................................... 19

Bilag 2 .......................................................................................................................................................... 20

Bilag 3 .......................................................................................................................................................... 22

Bilag 4 .......................................................................................................................................................... 23

Bilag 5 .......................................................................................................................................................... 25

MOF, Alm.del - 2014-15 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 119: Spm. om kommentar til materialet fra Jørn Rasmussen, Vordingborg, om kvælstof er mere ven end fjende, jf. MOF alm. del - bilag 35, til miljø- og fødevareministeren

1. Sammendrag

Der er siden slutningen af 1980’erne gjort en betydelig indsats for at forbedre vandmiljøet i fjorde,

kystnære områder og det åbne hav i Danmark. Det er især sket ved at reducere

næringsstofudledningen fra industri, rensningsanlæg og landbrug.

Indsatsen har især haft betydning for fjorde og kystnære områder, hvor næringsstofudledninger fra

Danmark har hovedansvaret for miljøtilstanden. Betydningen af det danske bidrag er mindre i de

åbne dele af de indre danske farvande (Kattegat, Bælterne og den vestlige del af Østersøen).

Udledning af næringsstoffer til havet (det marine vandmiljø) øger forekomsten af planktonalger i

vandet og hurtigtvoksende makroalger (tang mv.) på havbunden. Det sker på bekostning af ålegræs

og langsomt voksende makroalger, idet opblomstringen af planktonalger reducerer lysforholdene i

vandsøjlen og på havbunden. De ændrede produktionsforhold kan medføre ændring i bundforhold,

øget forekomst af iltsvind og ændret forekomst af bunddyr og fisk mv. Det er velkendt og både

nationalt og internationalt dokumenteret, at næringsstoffer medfører disse ændringer.

De reducerede næringsstofudledninger har ført til et fald i koncentrationen af både kvælstof og

fosfor med 40‐50 pct i fjorde og kystnære områder. For de åbne indre danske farvande er faldet 20‐

25 pct.

Mængden af fytoplankton er reduceret i fjorde og kystnære områder, men er stort set uændret i de

åbne farvande. Den reducerede fytoplanktonmængde har, bortset fra i enkelte lokale områder,

endnu ikke givet mere klart vand i fjorde og kystnære områder. Lysforholdene i de åbne farvande

har vist en svag forbedring.

Ålegræsset har en særlig status i tilstandsvurderingen, idet dets hovedudbredelse er valgt som

indikator i de fremtidige vandplaner. Hovedudbredelsen har ikke vist generel positiv udvikling mod

den ønskede reetablering. I visse områder er plantens udbredelse endda reduceret yderligere.

Udenlandske erfaringer viser, at det tager lang tid at genskabe ålegræsbestande bl.a. på grund af

plantens lave spredningsevne. Dertil kommer, at reetablering forudsætter en bedring af

lysforholdene i vandsøjlen, som endnu ikke er indtruffet.

Reduktionen af næringsbelastningen har heller ikke endnu haft effekt på forekomsten af iltsvind og

bunddyrenes artsrigdom. De klimabetingede temperaturstigninger kan have haft en negativ effekt

på både iltsvind og bundfauna, som kan have modvirket bedring.

Samlet vurderet har den betydelige indsats overfor udledningen af næringsstoffer endnu ikke givet

den ønskede generelle forbedring i de marine farvandes miljøtilstand. Med den nuværende viden,

står det klart, at de stærkt forøgede næringsstoftilførsler tilbage i tiden har medført betydelige

ændringer af havets økosystemer. En genopretning vil derfor tage lang tid.

Når det gælder ålegræs, har der i de seneste års arbejde med vandmiljø og vandplaner været

meget debat. Det er i den sammenhæng væsentligt at understrege,

‐ at ålegræs er vigtigt for vandmiljøets tilstand og dets udbredelse er dermed et mål i sig selv,

idet ålegræs tjener som levested for bunddyr og fiskeyngel, og beskytter bunden mod erosion

og ophvirvling,

‐ at ålegræsset fungerer som en næringsstofbuffer, der modvirker effekten af

næringsstofbelastning og derved skaber et mere robust vandmiljø,

‐ at selv om udbredt ålegræs er en ønsket tilstand og på lang sigt vil vise om miljøindsatsen

har virket, er ålegræs ikke en god indikator til løbende at vise, om indsatsen har resulteret i

forbedret miljøtilstand. Der er derfor brug for supplerende indikatorer.

‐ at ålegræsværktøjet (beregningsværktøj til at fastsætte den reduktion af kvælstof, som er

en forudsætning for at opnå den ønskede tilstand i vandmiljøet) bør videreudvikles.

Når den fremtidige indsats for at sikre et bedre vandmiljø skal fastlægges, er der i medfør af EU’s

Vandrammedirektiv som udgangspunkt krav om, at alle vandområder skal opnå ’god økologisk

tilstand’. Den nuværende tilstand i de danske fjorde, kystvande og indre farvande opfylder generelt

ikke kravet om ’god økologisk tilstand’, og målet for miljøtilstanden efter EU’s vandrammedirektiv

er dermed ikke opfyldt. Der er derfor et klart behov for at fortsætte indsatsen de kommende år.

Der har hidtil været mest fokus på at reducere N‐udledningen for at forbedre det marine miljø.

Fosfor har især betydning i de ferske vande, men bl.a. de indre dele af fjordene er også påvirket af

fosfor. Det er derfor vigtigt at reducere udledningerne af både kvælstof og fosfor til de marine

områder. Der er dog også andre påvirkninger, som kan have betydning. Det gælder fysiske

påvirkninger af bundforholdene som fx fiskeri, råstofindvinding, klapning og udgravning af

sejlrender, men også klimatiske forhold spiller en rolle.

Den hidtidige indsats for reduktion af næringsstofbelastningen i Danmark har primært været

generel dvs. været gennemført ensartet over det meste af landet. For vandmiljøplanerne drejer det

sig især om fastlæggelse af kvælstofnormer og generelle regler om håndtering af husdyrgødning.

Der ligger et stort potentiale i at målrette og differentiere virkemidler mere efter lokale forhold.

Ved fastlæggelsen af den fremtidige indsats er der brug for en bred og systemorienteret tilgang.

Både nye og supplerende virkemidler på land, som fx udtagning af landbrugsarealer, skovrejsning

og mini‐vådområder, samt supplerende marine virkemidler, som fx etablering af stenrev, aktiv

reetablering af ålegræs og opdræt af muslinger bør indgå i overvejelserne.

Sammenfattende er det arbejdsgruppens opfattelse,

‐

at Danmark har hovedansvaret for udledningen af næringsstoffer til søer, vandløb, fjorde og

mange af de kystnære områder,

‐

at reduktionen af kvælstof til det marine vandmiljø er en afgørende forudsætning for

vandmiljøets mulighed for at genskabe god økologisk tilstand,

‐

at der fremadrettet fortsat bør være fokus på reduktion af både kvælstof og fosfor,

‐

at eksisterende virkemidler i højere grad bør differentieres og målrettes mere efter lokale

forhold,

‐

at yderligere landbaserede virkemidler bør overvejes og undersøges,

‐

at supplerende marine virkemidler bør overvejes og undersøges,

‐

at det eksisterende ’ålegræsværktøj’ bør videreudvikles, og

‐

at der bør udvikles nye indikatorer og beregningsværktøjer, som giver bedre mulighed for at

følge udviklingen i vandmiljøets tilstand.

2. Om Kvælstofarbejdsgruppen

Næringsstoffers påvirkning af det marine vandmiljø og særligt kvælstofpåvirkningen har været

genstand for en omfattende debat siden midten af 1980’erne, hvor indsatsen for reduktion af

næringsstofpåvirkningen blev indledt.

Også i den seneste periode i forbindelse med udmøntningen af EU’s vandrammedirektiv i den

første generation af vandplaner, der blev offentliggjort i december 2011, har omfanget og

betydningen af næringsstofpåvirkningen af vandmiljøet været genstand for en intens debat.

Med henblik på at skabe større faglig klarhed om betydningen af næringsstofpåvirkningen af

vandmiljøet har Natur‐ og Landbrugskommissionen nedsat Kvælstof‐arbejdsgruppen. Formålet med

arbejdsgruppen har været,

•

at beskrive det faglige grundlag for de målsætninger samt fastsættelse af det nødvendige

indsatsbehov til reduktion af kvælstofpåvirkningen af det danske vandmiljø, der ligger til

grund for de vandplaner, som blev offentliggjort i december 2011,

•

at beskrive beregningen af baseline samt effektvurderingen af de valgte virkemidler i

vandplanerne, og

•

at beskrive eventuelle uenigheder om grundlaget for beregninger af baseline og

effektvurdering af virkemidler i vandplanerne og herunder også inddrage en beskrivelse af

eventuelle uenigheder om grundlaget for beregninger af mål og effekt på reduktion af

fosforudledning af de valgte virkemidler.

Arbejdsgruppen har fokuseret sit arbejde på at forklare kvælstofs betydning i vandmiljøet

(overfladevand), herunder behovet for at se kvælstof som en del af et samlet vandmiljø‐system, der

er afhængig af og påvirkes af flere faktorer afhængig af lokale/regionale forhold.

Der er i arbejdsgruppen ikke diskuteret det konkrete beregningsmæssige grundlag for baseline og

indsatsbehovet i vandplanerne. Det gælder tilsvarende for det konkrete, beregningsmæssige

grundlag for effektvurdering af de enkelte virkemidler i planerne.

Arbejdsgruppen har således ikke haft til formål at foretage egentlig kvalitetssikring eller nye

beregninger af baseline eller vurdere de fastsatte mål for indsatsen i vandplanerne, ligesom

arbejdsgruppen ikke har haft til formål at diskutere sammensætningen af de valgte virkemidler til

den igangværende implementering af vandplanerne. Endelig har arbejdsgruppen heller ikke haft til

formål at komme med konkrete anbefalinger til fastsættelse af mål/indsatsbehov og valg af

virkemidler til 2. generation vandplaner.

Deltagere

I arbejdsgruppen har følgende deltaget:

•

Jørn Jespersen, formand for Natur‐ og Landbrugskommissionen (formand for

arbejdsgruppen)

•

Flemming Møhlenberg, medlem af Natur‐ og Landbrugskommissionen

•

Jørgen E. Olesen, medlem af Natur‐ og Landbrugskommissionen

•

Senioringeniør Anders Erichsen, DHI

•

Chefkonsulent Poul Nordemann Jensen fra AU/DCE

•

Professor Jacob Carstensen, AU (3. og 4. møde)

•

Professor Lars Peter Nielsen, AU

•

Lektor Jens Borum, KU

•

Lektor Mogens Flindt, SDU

•

Direktør Jens Kjerulf Petersen, Dansk Skaldyrcenter (DSC) for DTU Aqua

•

Agronom Thyge Nygaard, Danmarks Naturfredningsforening

•

Områdedirektør Niels Peter Nørring, Landbrug og Fødevarer, erstattet af afdelingsleder

Flemming Nør‐Pedersen på 4. møde

•

Direktør Vagn T. Lundsteen, Bæredygtigt Landbrug, erstattet af Poul Vejby‐Sørensen på 4.

møde

•

Direktør Carl Åge Pedersen, Videncentret for Landbrug, erstattet af landskonsulent

Flemming Gertz fra og med det 2. møde (pga. sygdom)

•

Områdechef Harley Bundgaard Madsen, Naturstyrelsen, Miljøministeriet

•

Kontorchef Pernille Balslev‐Erichsen, NaturErhvervstyrelsen, Fødevareministeriet

•

Flemming Nielsen, sekretariatschef og Lidde Bagge Jensen, sekretariatsmedarbejder, Natur‐

og Landbrugskommissionen

Arbejdsgruppen har afholdt 4 møder i perioden fra d. 24. maj til d. 21. juni 2012. Notatet er

udarbejdet af arbejdsgruppen i fællesskab på baggrund af drøftelser på arbejdsgruppens møder og

indspil fra arbejdsgruppens medlemmer.

Rollefordeling i arbejdsgruppen

Arbejdsgruppens drøftelser og nærværende notat bygger primært på bidrag fra gruppens

medlemmer fra forskningsinstitutionerne. Repræsentanter fra interesseorganisationerne har haft

mulighed for at sikre behandling af relevante emner ved at stille spørgsmål under arbejdsgruppens

arbejde. Repræsentanter fra ministerierne har bidraget med viden om grundlaget for de gældende

vandplaner.

De behandlede emner i nærværende notat er afstemt bredt i arbejdsgruppen. Det konkrete

indhold i notatet, dvs. de faglige vurderinger og konklusioner i notatet er dog alene udarbejdet af

og tiltrådt af medlemmerne fra forskningsinstitutionerne.

3. Hvad påvirker det marine miljø?

Miljøtilstanden i marine vandområder påvirkes af næringsstoftilførslen, dvs. tilførslen af

henholdsvis kvælstof (N) og fosfor (P), men også andre faktorer kan have væsentlig betydning for

vandområdernes miljøtilstand, afhængig af forholdene i det konkrete vandområde.

Næringsstofpåvirkningen har blandt andet betydning for produktionen af organisk materiale (alger

og plankton mv.) og dermed for omsætningen af organisk materiale i vandsøjlen og i sedimentet

(dvs. havbunden), som nogle steder kan have stor betydning for omfanget af iltsvind.

Andre påvirkninger som kan have betydning er fysiske påvirkninger som fx fiskeri, råstofindvinding,

klapning og udgravning af sejlrender. Endvidere har klimatiske forhold betydning, særligt

nedbørsmængder (øget næringsstoftilførsel ved øget nedbør) og temperatur. Ændringer i

vindmønstret kan også have stor betydning, fx i relation til udvikling af iltsvind. For så vidt angår

miljøfremmede stoffer i det marine miljø, har disse ikke en generel væsentlig betydning, men for

visse stoffer og for visse lokaliteter kan også de miljøfremmede stoffer have betydning for

tilstanden.

Betydningen af de enkelte faktorer varierer med typen af vandområder. De indre danske farvande

kan inddeles i en række forskellige typer, som fjorde, nor, bredninger, bugter, sunde,

kyststrækninger og åbne farvande, og det kan være svært at generalisere på tværs af alle disse

typer. I hovedtræk kan vandområderne deles op i to kategorier: 1) fjorde og kystnære områder og

2) åbne farvande, som fx Kattegat og Østersøen. De forskellige vandområder og deres

karakteristika er i grove træk vist i tabel 1 i bilag 1.

Kvælstof og fosfor

Produktionen af planteplankton i havområder er primært styret af lys og af koncentrationen af

næringsstoffer, hvoraf især kvælstof og fosfor har stor betydning. Når koncentration af

næringsstoffer stiger i det marine miljø som følge af forøgede udledninger, resulterer det derfor i

vækstsæsonen i øget produktion af planteplankton og hurtigt‐voksende makroalger (tang mv.).

Den øgede produktion af planteplankton og hurtigt voksende makroalger hæmmer fx væksten af

store langsomt voksende makroalger og ålegræs, som er ønskede i et marint vandmiljø med god

økologisk tilstand. Planktonet vil på et tidspunkt dø og sedimentere til bunden, hvor den

mikrobiologiske omsætning forbruger ilt. Den øgede planktonproduktion og forskydning mellem de

forskellige plantetyper på lavt vand fører til ubalance mellem iltproduktion og ‐forbrug med iltsvind

i bundvandet og i måtter af hurtigt‐voksende makroalger til følge.

Tilførsler af store mængder kvælstof er især et problem i marine områder (fjorde, kystvande og

mange af de åbne havområder) og visse søer, hvorimod tilførsler af fosfor primært påvirker søer.

Skiftet fra, om fosforbelastningen eller kvælstofbelastningen er årsag til negative påvirkninger af

vandmiljøet, finder sted, hvor ferskvandet ledes ud i fjordene. Fjordene og specielt de indre dele af

fjordene repræsenterer overgangszoner, hvor både fosfor (forår) og kvælstof (øvrige del af

planternes vækstsæson) har indflydelse på vandmiljøets tilstand og produktionen af organisk

materiale. Betydningen af lokale næringstilførsler er størst inderst i fjordene og aftager ud gennem

fjordene til kystvande. Betydningen af det danske bidrag er mindre i de åbne dele af de indre danske

farvande (Kattegat, Bælterne og den vestlige del af Østersøen). En særlig problemstilling i forhold til

kvælstoffikserende cyanobakterier er kort beskrevet i boks 1.

Boks 1.

Cyanobakterier i marine områder

Atmosfærisk kvælstof (N

) kan ikke optages af planter og alger i vandmiljøet.

Derimod er visse bakterier i stand til at udnytte denne kvælstofkilde ved

kvælstoffiksering. I vandmiljøet er det især kvælstoffikserende

cyanobakterier (blågrønalger), der på denne måde kan bidrage med nyt

kvælstof i vandmiljøet, udover det der kommer fra land.

Kvælstoffikserende cyanobakterier kan være et problem i de mest brakke

dele af de marine områder, men forekommer kun undtagelsesvist ved

saltholdigheder over 10‰ i tempererede farvande, uanset hvor stærk

kvælstofbegrænsningen er, og er derfor ikke generelt en problemstilling i

danske farvande. Cyanobakterier er lejlighedsvist konstateret i danske

farvande, men da primært som følge af tilstrømning fra vores nabolande.

De ovenfor beskrevne effekter af høje kvælstofudledninger til de marine områder underbygges af

data, bl.a. indsamlet som led i det nationale og de regionale marine overvågningsprogrammer.

Samme forhold er beskrevet andre steder i verden, hvor der – som i Danmark – er en relativ høj

befolkningstæthed og/eller intensivt landbrug, og hvor der derfor sker forhøjede udledninger af

næringsstoffer i forhold til naturlige niveauer.

Betydningen af forholdet mellem kvælstof og fosfor i de marine områder er beskrevet i boks 2.

Boks 2.

Betydningen af N og P for alger.

Når alger vokser skal de bruge kvælstof (N) til at lave proteiner og fosfor

(P) til at lave f. eks. DNA og membraner. Hvis enten N eller P mangler, kan

algerne ikke vokse. Forholdet mellem tilgængeligheden af N og P ændrer

sig fra søerne og ud igennem fjordene således, at P er relativt mindre

tilgængeligt end N i søerne og N relativt mindre tilgængeligt i havet. P er

altså oftest det ’begrænsende’ næringsstof i søerne, mens N er

begrænsende for algeproduktionen i havet. I fjordene skifter det mellem

P‐begrænsning om foråret og N‐begrænsning om sommeren. Der er en

glidende overgang mellem N‐ og P‐begrænsning, fordi N‐ og P‐behovet

varierer mellem forskellige arter af planteplankton. Hvis man ønsker at

reducere mængden af alger og gøre vandet mere klart, skal

udledningerne af det begrænsende næringsstof reduceres yderligere,

mens det kun har mindre betydning af reducere det næringsstof, der er

overskud af. Da forholdet mellem N og P kan have betydning for, hvilke

arter der forekommer, er det hensigtsmæssigt at tilstræbe lave

koncentrationer af begge næringsstoffer og et N/P‐forhold, der ligner det

forhold, som fandtes i den uberørte tilstand.

I bilag 2 er der en mere detaljeret beskrivelse af næringsstoffernes betydning for hhv.

planktonalger, bundvegetation, iltforhold, bundfauna og fisk.

I de efterfølgende afsnit er der fokus på kvælstofbelastningen, da den som beskrevet primært har

betydning for miljøtilstanden i de marine områder.

4. Hvor kommer kvælstofudledningen fra?

Kvælstoffet tilføres de danske havområder som udledninger fra land og ved nedfald (deposition) af

luftbåret kvælstof som ammoniak (primært fra landbruget) og kvælstofilter (primært fra

forbrænding og industri). Kvælstoffet stammer delvis fra danske kilder inden for landbrug,

husholdninger og industri samt fra naturlig baggrundsbelastning. Herudover tilføres der kvælstof

via havstrømme og atmosfæren fra andre lande, ligesom der eksporteres kvælstof via havstrømme

og atmosfæren til andre lande fra Danmark.

Vandmiljøet påvirkes også af næringsstoffer, som frigøres fra sedimentet (organisk materiale på

havbunden). For søer gælder fx, at fosfor udledt til søerne fra fx spildevand indgår i

algeproduktionen i mange år efterfølgende, og kan udskyde den biologiske effekt af en forbedret

spildevandsrensning. Afhængig af bl.a. vandgennemstrømningen i søen kan der således gå årtier før

denne fosforpulje i sedimentet er udtømt (og ”skyllet” ud af søerne) eller indlejret permanent i

sedimentet. Fosfor frigives til bundvandet fra sedimentet under iltfrie forhold.

Vender man blikket fra søerne og ud i havmiljøet, frigøres der også her næringsstoffer fra

sedimentet på havbunden. Det sker ved, at en stor del af stofproduktionen (eller stof udledt med

spildevand) før eller siden havner på havbunden enten som levende eller dødt materiale. Her bliver

det organiske materiale omsat gennem en række processer, hvorved de bundne næringsstoffer

frigives, og indgår i en ny primærproduktion enten i vandsøjlen eller på sedimentets overflade.

Frigivelse af næringsstoffer fra sedimentet er nærmere beskrevet i boks 3.

Boks 3

Frigivelse af næringsstoffer fra sedimentet

Der kan særligt i de lukkede vandområder og i de dybere bassiner i de mere

åbne farvande være en betydelig intern næringsstofpåvirkning af såvel fosfor

som kvælstof fra bundsedimentet. Kvælstof og fosfor omsættes ligeværdigt,

men kvælstof kan ikke som fosfor adsorbere/fæstne sig til metaller, og kvælstof

frigives derfor løbende under omsætningen. Fosfor vil under vel‐iltede forhold

bindes til jern, aluminium og mangan og frigives, når der opstår iltmangel i

overfladesedimentet.

Undersøgelser i Limfjorden har vist, at der i store dele af den produktive sæson

sker en frigivelse af ammonium fra sedimentet og at frigivelsen især er kraftig i

forbindelse med iltsvind. Dermed frigives der let omsætteligt kvælstof i en

periode, hvor planktonproduktionen ellers er kvælstofbegrænset. Omfanget af

denne frigivelse i forhold til eksterne tilførsler kan ikke systematisk estimeres.

Videnopbygning på området er nødvendig for at kunne gøre dette.

Kvælstoftilførslen til de mere lukkede vandområder (fjorde)

Især de indre fjorde og ferskvandpåvirkede kystnære områder i Danmark påvirkes af lokale danske

næringsstofbelastninger fra land. Generelt er kvælstofkoncentrationen størst tæt på kilden, og

dermed i områder, hvor overfladevand via vandløb og drænvand udledes til fjordene og de

kystnære områder.

Der kan derudover, som beskrevet ovenfor, særligt i de lukkede vandområder (de dybere dele af

fjordene) være en betydelig intern næringsstofpåvirkning fra havbunden. Denne påvirkning kan

som nævnt både bestå i fosfor‐frigivelse fra sedimentet, når der forekommer iltsvind og frigivelse af

uorganisk kvælstof, men der sker på den anden side også denitrifikation i sedimentet som bidrager

til fjernelsen af kvælstof fra systemet.

Kvælstoftilførslen til åbne havområder

Kvælstof‐tilførsel til de åbne danske farvande (Kattegat, Bælterne og den vestlige Østersø) sker dels

ved den direkte landbaserede tilførsel fra de omkringliggende lande (Tyskland, Sverige og

Danmark), transport af kvælstofholdigt havvand fra den øvrige del af Østersøen ind i de danske

farvande (bidrag fra Polen, Baltikum, Sverige og Tyskland m.fl.) og indstrømning af kvælstofholdigt

bundvand fra Nordsøen/Skagerrak. Endelig sker der også kvælstoftilførsel via deposition fra

Danmark og de omkringliggende lande.

Under den regionale havkonvention Helcom (som dækker hele Østersøen og Kattegat) har man i

2012 opgjort, at det landbaserede bidrag fra Danmark til Kattegat, Bælterne og den vestlige del af

Østersøen udgør knap halvdelen af den samlede direkte, landbaserede tilførsel. Dette skal ses i

forhold til, at det danske opland udgør godt en fjerdedel af det totale samlede afstrømningsopland

til området. Det relativt store bidrag fra Danmark hænger sammen med, at en relativ større del af

landets areal sammenlignet med de andre lande anvendes til intensiv landbrugsproduktion.

Hvis man også inddrager det kvælstof, som transporteres fra udenlandske farvande til Danmark

med havstrømmene, ser billedet anderledes ud. Det danske bidrag til den samlede mængde

kvælstof er i denne sammenhæng begrænset. Hertil kommer, at der sker en meget stor opblanding

af vandmængder fra Skagerrak og den udenlandske del af Østersøen med den overflade‐

afstrømning, som kommer fra Danmark.

For så vidt angår kvælstofbidraget fra luftdeposition, udgør den samlede deposition fra danske og

udenlandske kilder cirka halvdelen af de direkte landbaserede tilledninger af kvælstof. Ud af den

samlede luftdepositionen stammede 20‐30 pct. i 2008 fra danske kilder (ifølge Helcom).

5. Indikatorer for næringsstoffers påvirkning af vandmiljøet

Ifølge miljømålsloven og vandrammedirektivet skal EU’s marine vandområder ud til 1 sømil fra

kysten i udgangspunktet opnå miljømålet ’god økologisk tilstand’. Ud til 12 sømil skal opnås

miljømålet ’god kemisk tilstand’. Miljømålet for god tilstand skal ifølge vandrammedirektivet

fastsættes med niveauer, der kun afviger svagt fra, hvad der normalt gælder under uberørte

forhold (referencetilstanden).

Hvorvidt et fjord‐ eller havområde lever op til ’god økologisk tilstand’ skal efter

Vandrammedirektivet vurderes ud fra kvalitetselementerne planteplankton (mikroskopiske alger),

makroalger (tang mv.) og blomsterplanter (ålegræs) samt bunddyr (se uddybning i boks 4).

I den første vandplanperiode har der i Danmark alene været tilstrækkelig teknisk, fagligt grundlag

til at kunne benytte ålegræs som kvalitetsparameter. Ålegræs er således blevet brugt til at

fastlægge den såkaldte referencetilstand, som ifølge vandrammedirektivet er defineret som den

tilstand, der i dag ville være i et vandområde uden en menneskeskabt øget tilførsel af forurenende

stoffer.

Referencetilstanden for ålegræs er i vandplanerne fastsat via opgørelser af ålegræssets udbredelse

for ca. 100 år siden. En svag afvigelse fra denne ’uberørte tilstand’ er endvidere af EU fastlagt til at

udgøre en afvigelse på maksimalt 26 pct. fra referencetilstanden. Når en sådan tilstand er opnået,

er der tale om ’god økologisk tilstand’ i vandrammedirektivets forstand.

Den nuværende tilstand i de danske kystvande opfylder generelt ikke miljømålet for ’god økologisk

tilstand’, og vandrammedirektivets målsætning er derfor ikke opfyldt.

Boks 4.

Kvalitetselementer efter Vandrammedirektivet

Vandområderne skal opnå mindst god økologisk tilstand inden udgangen

af 2015, men vandrammedirektivets undtagelsesbestemmelser giver dog

mulighed for at afvige herfra, hvis omkostningerne er uforholdsmæssig

store eller hvis tekniske eller naturlige forhold kan begrunde det.

Kvaliteten skal primært vurderes ud fra biologiske kvalitetselementer:

Bundvegetation, plankton og bunddyr.

Formålet med at anvende flere kvalitetselementer er, at effekten af

forskellige typer af menneskeskabt påvirkning skal kunne vurderes ud fra

en økosystembetragtning. Gennem EU's interkalibrering er der udover

blomsterplanter (fx ålegræs) fastlagt miljømål for andre biologiske

kvalitetselementer, herunder planteplankton (klorofyl), og resultaterne

heraf dækker åbne kystvande, hvor Danmark har fælles typeområder

med andre EU‐medlemslande.

Det videre arbejde med udvikling af de manglende parametre, der indgår

i kvalitetselementerne, er i gang. Der foregår i øjeblikket i EU‐regi en

vurdering af parametrene, og kommissionens forslag til beslutning vil

blive fremlagt i løbet af efteråret 2012.

Ålegræssets udbredelse

Havgræsser som ålegræs (Zostera marina) er vidt udbredt i lavvandede kystområder i hele den

nordlige tempererede zone, og herunder i de indre danske farvande inden for Skagen, hvor

forholdene i de fleste kystvande fra naturens side giver gode betingelser for ålegræsvækst.

I mange danske fjorde og kystnære områder er ålegræsbestandene imidlertid reduceret markant i

løbet af forrige århundrede. Tidligere dannede ålegræsset udbredte bevoksninger og dækkede

havbunden i fjordene og langs kysterne ud til stor dybde, men i dag er ålegræsset rykket ind på

lavere vand og fremstår i mange områder som spredte totter af bevoksning med udstrakte

nøgenbundsområder (billede 1 og 2). Historiske data viser, at datidens ålegræs voksede ud til 8,5‐

10,4 m dybde i de åbne kystvande og 3,9‐10,1 m dybde i fjordene. I dag (2005‐2010) vokser ålegræs

ud til gennemsnitligt 4,5 m (2,1 ‐ 6,3 m) i de åbne kystvande og ud til gennemsnitligt 2,5 m (0,2‐6,1

m) i fjordene.

Også på globalt plan forsvinder havgræsserne, og de er blandt verdens mest truede økosystemer og

er især truede af menneskelig påvirkning, der skaber eutrofiering og erosion langs kysterne, som

skygger planterne væk.

Billede 1. Viser en udbredt ålegræslokalitet,

Billede 2. Viser et nøgenbundsystem med

der virker som næringsstofstabilisator. Den

spredte makroalger. Systemet har en

røde pil indikerer tabet af ålegræs, mens den reduceret kapacitet til at fjerne næringssalte

grønne pil indikerer reetablerings-fasen.

Ålegræssets betydning

Ålegræsvegetationen er vigtig for biodiversiteten i de kystnære vandområder, da den tjener som

levested for bunddyr og fiskeyngel, danner fødegrundlag for en lang række bakterier, svampe og

smådyr, der igen er fødegrundlag for højere organismer som fisk og fugle, ligesom vandfugle

græsser på ålegræsbedene.

Ålegræsset fungerer også som en effektiv næringsstofbuffer, der modvirker effekten af

næringsstofbelastningen, idet næringsstoffer optages i ålegræssets biomasse i vækstsæsonen,

hvorved de bliver utilgængelige for planteplankton og hurtigvoksende makroalger. Systemer med

tætte ålegræsenge er således mere klarvandede, stabile og mindre udsatte for iltsvind, som typisk

udløses af rådnende mikro‐ og makroalger i perioder med varmt og stille vejr. Den afgørende

forskel på naturtilstanden i ålegræssystemer sammenlignet med nøgenbundssystemer uden

ålegræsbevoksning og domineret af hurtigt voksende makroalger og planteplankton er hastigheden

af næringsstoffernes recirkulering. Ålegræsset sikrer en positiv effekt, idet ålegræsset kan binde

næringsstofferne i længere tid før det frigives igen i modsætning til systemer domineret af hurtigt

voksende alger, der vokser op og nedbrydes hurtigt og derfor hurtigere recirkulerer og frigiver

næringsstoffer. Det betyder, at effekten af næringsstofbelastningen ved samme påvirkningsgrad

reelt er væsentligt højere i de algedominerede systemer end i ålegræssystemer.

Selv om ålegræs udgør en effektiv næringsstofbuffer, er det ikke det samme som, at ålegræs kan

lagre/fjerne kvælstof. Ålegræs vil, når det dør, omsættes på havbunden og næringsstofferne vil

blive frigivet til det omgivende vandmiljø, og der er således tale om, at ålegræs frigiver

næringsstoffer over en længere tidshorisont og i mere jævne, lave mængder end de hurtigt

voksende alger. Dermed bliver havmiljøet som helhed mere robust.

Udover buffer‐virkningen beskytter ålegræsset kysten mod erosion, fremmer sedimentation af

partikler og hæmmer ophvirvling af bundmateriale. Disse funktioner bidrager også til at gøre

vandet klart. Vandet er derfor klarere ved den samme næringsbelastning, når ålegræsset har en

stor areal‐ og dybdemæssig udbredelse. Endelig fungerer havgræsenge og især havbunden under

dem som et vigtigt lager for organisk materiale og næringsstoffer. Denne virkning kan ikke opnås i

systemer, der er domineret af hurtigt voksende makroalger.

Ålegræssets betydning er kort gengivet i boks 5.

Boks 5.

Ålegræssets betydning

Ålegræsset har betydning for miljøtilstanden i fjorde og kystområder, idet

ålegræsset

•

stabiliserer havbunden

•

fremmer biodiversiteten

•

er en næringsstofbuffer (optager og binder næringsstoffer

i vækstsæsonen)

•

fremmer sedimentation af partikler og beskytter mod

erosion og ophvirvling af bundmateriale

•

øger vandets klarhed

•

er et kulstofdepot (havbunden under ålegræsbedene

begraver kulstof)

Ålegræsset indgår

•

som et kvalitetselement for økologisk tilstand i henhold til

vandrammedirektivet

•

som grundlag for ålegræsværktøjet, som benyttes til at

beregne behovet for reduktioner i udledningen af

kvælstof

Ålegræssets spredning

Ålegræs har vist sig at sprede sig langsomt og spredningen er påvirket af bundforhold, strøm,

bølger, skrabende fiskeredskaber og iltsvind. Erfaringerne fra den udbredte ålegræssyge i 1930erne

viser, at plantens tilbagevenden kan tage årtier, også hvor de fysiske og biologiske betingelser er til

stede. Udenlandske erfaringer viser tilsvarende, at det typisk tager mellem 10 og 15 år efter

reduktion af næringsbelastningen, før ålegræsbestandene er genetableret.

Ålegræs spreder sig dels ved frø og dels ved udløbere fra eksisterende bestande. Genetablering af

ålegræsbestande kræver, at ålegræssets vækstbetingelser i form af lysforhold, bundforhold,

iltforhold mm. er til stede. Genetablering kan være langvarig, især hvis der kun er små og få

bestande tilbage, og den nøgne bund er blevet ustabil.

På trods af markante reduktioner i næringsstofbelastningen til de danske kystområder gennem de

seneste årtier har ålegræsset endnu ikke på landsplan bredt sig til større arealer og dybere vand,

ligesom vandet heller ikke er blevet klarere eller iltsvindene generelt mindre hyppige. Der er

således områder i fjordene, hvor etableringsforholdene for ålegræs burde være ideelle, men hvor

ålegræsset alligevel ikke vokser eller endnu ikke er vendt tilbage efter en reduceret

næringsstofbelastning.

Dette generelle billede dækker over store forskelle mellem områder, og overvågningsdata giver

mulighed for at analysere baggrunden for dette og identificere, hvilke områder hvor forholdene er

således, at der naturligt bør kunne ske en genetablering af ålegræsset, og hvilke steder der evt. er

behov for supplerende tiltag for at fremme genetableringen. Samlet set kan man ikke forvente, at

ålegræsudbredelsen generelt kan genskabes naturligt indenfor en kort årrække.

Det er vurderingen, at ålegræssets reetablering kan fremskyndes ved forskellige restaureringstiltag,

og at man dermed kan accelerere en tilbagevenden til god økologisk tilstand. En aktiv frøspredning

sammen med ekstra beskyttelse af de unge skud kan være mulige tiltag, hvis lysforholdene tillader

en reetablering. En nærmere beskrivelse af de nødvendige forudsætninger for kolonisering ved

frøspredning fremgår af bilag 3.

Ålegræsværktøjet

Sammenhængen eller relationen mellem kvælstofkoncentrationen og ålegræssets

dybdeudbredelse, den såkaldte Laurentius‐relation (se boks 6), er grundlaget for udvikling af det

såkaldte ’ålegræsværktøj’, der er benyttet i 1. generation vandplaner til at beregne behovet for

kvælstofreduktion i de forskellige marine vandområder.

’Ålegræsværktøjet’ er endnu ikke fuldt udviklet. Det kan f.eks. ikke beregne den tidslige respons på

reduktioner i næringsstofbelastningen. Værktøjet inddrager heller ikke fuldt ud den arealmæssige

udbredelse af ålegræsset, som er afgørende for ålegræssets økologiske nøglefunktioner, men

inddrager primært de lysmæssige begrænsninger som følge af udledning af kvælstof.

Miljøministeren og Fødevareministeren nedsatte i forbindelse med forberedelserne af

vandplanerne en bredt sammensat arbejdsgruppe, som skulle se på ålegræsværktøjets egnethed

som forvaltningsværktøj. Arbejdsgruppen anbefalede, at der frem mod næste planperiode for

vandplaner udvikles et forvaltningsværktøj, som indeholder såvel ålegræs som et eller flere af de

øvrige betydende kvalitetselementer i vandrammedirektivet. Det eksisterende ålegræsværktøj kan

således videreudvikles ved en bedre beskrivelse af koblingen fra næringsstoffer og andre faktorer

(såsom resuspension af sedimenter og organisk materiale) til lysforhold, som bestemmer den

potentielle dybdegrænse for ålegræs. Et kommende ålegræsværktøj bør også beskrive

dybdeudbredelsen ud fra flere faktorer end alene mængden af kvælstof. Arbejdsgruppen

anbefalede desuden, at der i værktøjet implementeres dynamiske arealbetragtninger for ålegræs,

så informationer om plantens produktion, biomasse‐ og arealdækning indgår.

Boks 6.

Laurentius‐relationen

Den empiriske relation – ’Laurentius‐relationen’ – mellem ålegræssets

dybdeudbredelse og kvælstofkoncentrationen er baseret på data fra forskellige

kystvande. Naturvidenskabeligt er relationen begrundet i, at en højere

kvælstofkoncentration betyder større algevækst (planteplankton), der

nedsætter lysnedtrængningen og derved begrænser det lys, der er til rådighed

for ålegræssets vækst med en mindre dybdeudbredelse til følge. Relationen er

velegnet til at beskrive, hvordan ålegræssets maksimale dybdeudbredelse

reduceres under stigende kvælstofkoncentrationer, men er ikke velegnet til at

beskrive en rekolonisering af ålegræs under faldende kvælstofkoncentrationer.

6. Den hidtidige indsats (vandmiljøplaner og vandplaner)

Ved vurdering af den hidtidige indsats indgår alene en vurdering af reduktionen af det danske

bidrag af næringsstoffer til de marine områder. Betydningen af det danske bidrag varierer mellem

vandområderne (jf. afsnit 4). Generelt øges betydningen af lokale danske bidrag, som tidligere

nævnt, jo tættere man er på ferskvandskilderne, dvs. inderst i fjordene, mens internationale bidrag

har større betydning for de mere åbne vandområder og særligt de åbne farvande.

Med vandmiljøplanerne (NPo‐handlingsplanen, VMP I, handlingsplan for bæredygtigt landbrug,

VMP II og III) er der sket en markant reduktion af kvælstofudledningen til vandmiljøet siden

slutningen af 1980’erne. Målsætningen i disse planer har været fastsat som en konkret, kvantitativ

reduktion af næringsstoffer, med en oprindelig målsætning for VMP I fra 1987 om at reducere

kvælstoftilførslen fra de tre dominerende kildetyper (landbrug, kommunale renseanlæg og industri)

til vandmiljøet med 50 pct. og fosfor med 80 pct. I NPo‐handlingsplanen var fokus på kommunale

renseanlæg og industri, men også for landbruget blev der fastlagt en indsats. I den første

vandmiljøplan fra 1987 var landbrugets tab og udledninger også omfattet. Fokus var især på

opbevaringskapacitet for husdyrgødning, herunder direkte udledninger af møddingsvand og

ensilagesaft, harmonikrav og forbud mod udbringning af husdyrgødning i vinterperioden. I de

senere vandmiljøplaner har der været yderligere fokus på næringstoftabet fra landbruget, primært

kvælstof.

Ved en opgørelse i 2003 viste den samlede effekt af vandmiljøplan I og II et fald i

kvælstofudvaskningen fra rodzonen på ca. 48 pct. i forhold til et niveau i 1980’erne på ca. 311.000

tons kvælstof pr. år. Dermed var målsætningen fra VMP I stort set opfyldt.

Med VMPIII fra 2004 skulle udvaskningen af kvælstof fra landbruget reduceres med yderligere 13

pct. i forhold til udvaskningen i 2003. Ved midtvejsevalueringen af VMPIII i 2008 blev det vurderet,

at der for kvælstofudvaskningen frem til udgangen af 2007 ikke kunne påvises en statistisk sikker

reduktion i forhold til 2003. Kun vådområder og krav til udnyttelse af minkgødning blev vurderet til

at leve op til forventningerne/forudsætningerne.

Deposition af kvælstof (nedfald af luftbåret kvælstof) i de indre farvande og på de danske

landområder er faldet med henholdsvis ca. 27 % og 31 % siden 1989. Reduktionerne i de

udenlandske kilder er årsag til den største del af reduktionen målt som ton N. Faldet i emissionen

fra de danske kilder bidrager dog også til faldet. De danske kilder udgøres bl.a. af ammoniaktab fra

husdyrproduktionen, hvor tabet siden 1985 er faldet med 36 pct.

For bl.a. at følge op på krav og tidsfrister i EU’s vandrammedirektiv indgik den tidligere regering en

politisk aftale om ’Grøn Vækst’ i 2009. Heri blev det bl.a. fastsat, at udledning af kvælstof til havet

skulle reduceres med 19.000 ton og udledning af fosfor til vandmiljøet med 210 tons.

Indsatsbehovet har taget udgangspunkt i et bruttoindsatsbehov på 28.000 tons kvælstof, der blev

fratrukket en vurdering af effekten af allerede besluttede tiltag i de tidligere vandmiljøplaner mv.

(baseline 2015‐effekt) samt fratrukket den usikkerhed, der blev vurderet at være forbundet med

beregningerne og opgørelsen af indsatsbehovet.

En arbejdsgruppe har tidligere behandlet spørgsmålet om baselines størrelse. Der kunne ikke opnås

enighed mellem Landbrug og Fødevarer / Videncentret for Landbrug og den resterende del af

arbejdsgruppen bestående af Miljøministeriet, Fødevareministeriet og DN. Landbrug og Fødevarer

/ Videncentret mente, at effekten af den hidtidige indsats i 2015 vil være langt større end den

effekt, som ligger til grund for vandplanerne. Nærværende arbejdsgruppe har ikke forholdt sig til

denne uenighed.

Da den nuværende regering kom til i efteråret 2011 implementerede den i store træk den tidligere

regerings ’Grøn Vækst’‐beslutninger med hensyn til kvælstof og fosfor. Disse blev, sådan som det

blev fastlagt i miljømålsloven fra 2004, udmøntet gennem statslige vandplaner, der blev

offentliggjort i december 2011, og som efterfølgende i løbet af 2012 skal udmøntes i de

kommunale vandhandleplaner. Vandplanernes indsats løber frem til og med 2015, og indeholder

ifølge Miljøministeriet en kvælstofreduktionsindsats på op til 9.000 tons. Kvælstofudvalget, som er

en tværministeriel arbejdsgruppe nedsat under Grøn Vækst‐aftalen, arbejder på den mulige

udmøntning af reduktionsmålet på de sidste 10.000 tons, og har ikke afsluttet sit arbejde.

Det er i øvrigt væsentligt at være opmærksom på, at der med overgangen fra vandmiljøplaner til

vandplaner sket en væsentlig ændring af måden man fastsætter kvælstofreduktionen, se boks 7.

Boks 7

Fra vandmiljøplaner til vandplaner

I vandmiljøplanerne var der tale om et konkret mål for reduktionen i

næringsstofudvaskning, defineret som udvaskning af kvælstof fra

landbrugsafgrødernes rodzone. I vandplanerne derimod er kravene til

kvælstofreduktion fastlagt på baggrund af kvælstof i vandmiljøet. De to

opgørelsesmetoder for kvælstofreduktionen i hhv. vandmiljøplaner og

vandplaner er forskellige, idet kvælstoftransporten opgøres to forskellige steder

på vejen fra rodzonen til havet.

Fra rodzonen kan kvælstof udvaskes direkte til vandmiljøet gennem dræn eller

ovenpå jorden, eller det kan synke længere ned, hvor det enten forsinkes ved at

indgå i vandmagasiner eller fjernes helt som frit kvælstof som følge af

denitrifikationsprocessen. Fjernelse ved denitrifikationen foregår også i søer og

vandløb inden udløb i havmiljøet. Tilbageholdelsen på grund af denitrifikation

m.m. kaldes retention, og Miljøministeriet regner som gennemsnit med at den

udgør ca. 2/3 af kvælstofmængden, som udvaskes fra rodzonen, mens den

sidste 1/3 generelt ender relativt hurtigt i det marine miljø.

7. Effekt af den hidtidige indsats

Selvom der har været en klar reduktion i tilførslerne af kvælstof og fosfor fra land, er der ikke sket

en entydig positiv udvikling i havmiljøet som respons herpå (se tabel 1). Umiddelbart er der sket et

fald i kvælstofkoncentrationerne, som er størst i fjorde og kystnære områder, og noget mindre i de

åbne danske farvande. En del af de reduktioner, der observeres i de åbne farvande må dog også

tilskrives reduktioner i nabolandene.

Mængden af planktonalger er faldet i fjorde og kystnære områder, hvorimod der ingen ændring er

at spore i de mere åbne farvande. Den eksakte årsag til den manglende respons vides ikke, men der

er flere potentielle mekanismer, som kan forklare dette (eksempelvis klimaforandringer,

overfiskeri).

Iltforholdene er heller ikke blevet bedre i hverken fjorde, kystnære områder eller de åbne farvande,

hvilket muligvis skyldes, at temperaturstigninger har modvirket den positive effekt af reducerede

tilførsler af næringsstoffer.

Lysforholdene i fjorde og kystnære områder, som har betydning for ålegræssets dybdeudbredelse,

er ikke generelt blevet bedre på trods af faldende koncentrationer af kvælstof. Dette kan skyldes en

øget resuspension (ophvirvling) af sedimenter, som det f.eks. er set i Limfjorden, når ikke der er

ålegræs til at stabilisere sedimenterne.

I Limfjorden er det tillige observeret, at der er uændrede mængder af organisk materiale (kulstof),

selvom kvælstoffraktionen af det organiske materiale er faldet. Nedgangen i bestanden af

muslinger i Limfjorden kan også have haft betydning for den partikel‐bundne del af det organiske

materiale, fordi muslingerne lever af at filtrere vandet. I de senere år er bestanden af muslinger

imidlertid vendt tilbage til niveauet fra 1990’erne, uden at dette har ændret på sigtdybden.

Når det gælder udbredelsen af ålegræs, fremgår det af rapporten om den Marine overvågning fra

2010, at langs de åbne kyster og i yderfjordene har ålegræssets dybdegrænse ikke vist nogen

signifikant udviklingstendens siden 1989, mens inderfjordenes og Limfjordens ålegræs generelt har

udviklet sig negativt, idet ålegræsset er rykket ind på lavere vand. Dog er der for Limfjorden nu

positive tegn, idet der i perioden fra 2009 til 2010 er målt en forøgelse af den maksimale

dybdeudbredelse med > 20 pct. og for hovedudbredelsen med 10 pct.

For perioden 1989‐2010 er der generelt en tendens til, at ålegræsset dækker en stadig mindre del

af bunden i de foretagne undersøgelser. Faldet i tilførsel af næringsstoffer har ikke generelt

forbedret ålegræssets udbredelse i vores farvande. Det kan bl.a. hænge sammen med, at vandet

ikke er blevet klarere gennem overvågningsperioden, og at ålegræsbestandene er reduceret så

markant, at de har vanskeligt ved at reetablere sig (se også afsnit 6 vedr. ålegræs). Endelig kan en

øget temperatur om sommeren have forringet forholdene for ålegræssets reetablering.

Effekten af den hidtidige indsats i forskellige vandområder er sammenfattet i nedenstående tabel

Tabel 1: Ændringer i de forskellige vandområder siden starten af VMP overvågningsprogrammet (1989).

Karakteristik

Fysiske forhold

Næringsstoffer

Fjorde og kystnære områder

Temperaturen er steget med ca. 1 °C

siden midten af 1980’erne.

Middelvindhastigheden faldt fra

1980’erne med ca. 1 m/s frem til

2006, men er nu på niveau med

1980’erne.

Uorganisk kvælstof er faldet med ca.

60%.

Organisk kvælstof er faldet med ca.

40%.

Total kvælstof er faldet med ca. 50%.

Uorganisk fosfor er faldet med ca.

70%.

Organisk fosfor er faldet med ca. 25%.

Total fosfor er faldet med ca. 50%.

Åbne indre danske farvande

Temperaturen er steget med ca. 1

°C siden midten af 1980’erne.

Fytoplankton/alger Mængden af alger er reduceret med

ca. 20%.

Iltsvind

Iltforholdene er uændrede.

Lysforhold

Lysforholdene er uændrede.

Bundfauna

Der har ikke været nogen generel

udvikling på tværs af alle fjorde

igennem hele overvågningsperioden.

Uorganisk kvælstof er faldet med

ca. 30%.

Organisk kvælstof er faldet med ca.

20%.

Total kvælstof er faldet med ca.

20%.

Uorganisk fosfor er faldet med ca.

40%.

Organisk fosfor er faldet med ca.

10%.

Total fosfor er faldet med ca. 25%.

Mængden af alger er uændret.

Iltforholdene er uændrede.

Svag forbedring.

Tætheden og artsrigdommen af

bundfauna har været generelt

faldende siden midten af 1990érne.

De seneste års data viser dog en

generel tilbagegang.

Bundvegetation

Ingen ændringer i dybdegrænser for

ålegræs i yderfjorde og åbne

områder, men tilbagegang i

inderfjorde og i Limfjorden i løbet af

1990’erne. Tilbagegang i ålegræssets

dækningsgrad på lavt vand (<4 m),

men uændret dækningsgrad på

dybere vand.

Frem til 2008 var diversiteten

halveret i forhold til niveauet fra

1995. I 2010 skete der en

midlertidig kraftig øgning i

artsdiversiteten, men forholdene er

atter blevet ringere i 2011.

Uændret algedækning på stenrev.

Det kan forventes, at yderligere positive effekter af miljøindsatsen vil vise sig i de kommende år i

takt med, at økosystemerne indstiller sig på de reducerede næringsstoftilførsler. Ændringerne i de

akvatiske økosystemer, som følge af årtier med stærkt forøgede tilførsler af næringsstoffer, har

imidlertid været omfattende og kan have medført så betydelige ændringer i økosystemernes

funktion, at man ikke kan sige noget præcist om, hvornår og hvordan disse positive effekter viser

sig.

Boks 8

Den faldende kvælstoftilførsel

En kvælstofbalance for dansk landbrug for driftsåret 2010/11 viser, at 43 % af det tilførte

kvælstof udnyttes i animalske og vegetabilske produkter, mens 57 % tabes til

omgivelserne i form af ammoniakfordampning til atmosfæren, udvaskning til grundvand

og overfladevand og gasformige tab hovedsageligt fra denitrifikation. Tilbage i 1980’erne

var kvælstofeffektiviteten ca. 25 %. Stigningen i kvælstofeffektiviteten har resulteret i en

reduktion i tabet af kvælstof til omgivelserne samtidig med at landbrugsproduktionen er

steget i samme periode (’Næringsstofbalancer og næringsstofoverskud i landbruget

1990/91‐2010/11’. DCA rapport nr. 008, juni 2012).

Udledningen af kvælstof målt i ton N til havet varierer mellem årene primært afhængig af

nedbøren. I 2010 var kvælstoftilførslen til havområderne fra Danmark lidt højere end i

2009 som følge af en lidt højere vandafstrømning, se bilag 5 (midterst).

Som det fremgår af bilag 5 i figuren nederst (den er vandføringsvægtet, dvs. der er taget

højde for år‐til‐år variation i nedbøren) er kvælstofkoncentrationen i

ferskvandsafstrømningen i gennemsnit faldet fra 7‐8 mg N/l i starten af 1990’erne til i

2010 at være omkring 4 mg N/l. Det samlede fald i kvælstofkoncentrationen i

ferskvandsafstrømningen er estimeret til ca. 50 pct., hvilket dækker over et fald på mere

end 80 pct. for punktkilder (gennem forbedret spildevandsrensning fra husholdninger og

industri) og ca. 40 pct. for diffuse kilder (primært gennem reduceret udledning fra

landbruget).

8. Virkemidler i forhold til landbrugets næringsstoftab.

Siden de første skridt til at sænke udledningen af næringsstoffer til vandmiljøet er der blevet

indført en lang række virkemidler til brug for at forfølge dette mål. Fokus har i relation til landbrug

hovedsageligt været på reduktion af udvaskningen af kvælstof, idet fosforanvendelsen i store træk

blev vurderet som effektivt reguleret med indførelsen af bl.a. de såkaldte harmonikrav i 1980‐erne.

Der er dog løbende blevet strammet yderligere op, også på virkemidler til reduktion af

fosforpåvirkningen.

De hidtil anvendte virkemidler kan inddeles i fire typer:

1) Jordbrugerne har mindre kvælstof at udbringe på marken. Det kan være virkemidler som

kvælstofnormer og den efterfølgende reduktion af disse kvælstofnormer.

2) Bedre udnyttelse af husdyrgødning. Det drejer sig om virkemidler som regler vedrørende

opbevaring, lagerkapacitet og ‐overdækning samt udbringningstider for husdyrgødning.

3) Sørge for, at der er kvælstofoptagelse på markerne, så der ikke vaskes kvælstof ud i perioder,

hvor der ikke er afgrøder på marken. Det drejer sig om virkemidler som efterafgrøder,

grønne marker og forbud mod jordbearbejdning i visse perioder.

4) Ændring af de fysiske forhold på arealerne på en måde, der gør, at der sker en mindre

kvælstofpåvirkning af det omgivende miljø, eller på en måde, hvor der rent faktisk sker en

mindskelse af kvælstofpåvirkningen fra de tilstødende arealer. Det kan være virkemidler

som regler om etablering af vådområder, udtagning af jord eller randzoner langs vandløb.

Behovet for kvælstofreduktion i perioden frem til udgangen af 2015 for at leve op til

vandrammedirektivet er som tidligere omtalt fastlagt til 19.000 tons.

Indsatsen i vandplanerne, for så vidt angår de første 9.000 ton kvælstof, skulle efter Grøn Vækst‐

aftalen primært bestå i etablering af ca. 10.000 ha vådområder, udlægning af 50.000 ha randzoner

samt krav om yderligere 140.000 ha efterafgrøder. Grøn Vækst‐aftalen indeholder derudover

virkemidler rettet mod en reduktion af fosforudledningen mm.

Det blev også med Grøn Vækst‐aftalen besluttet, at reduktion af de yderligere 10.000 tons kvælstof

skulle undersøges i et særligt ’Kvælstofudvalg’, jf. afsnit 7, der skulle se på muligheden for en

kvælstofregulering baseret på omsættelige kvælstofkvoter samt foreslå alternative virkemidler. Der

er endnu ingen rapportering fra dette udvalg.

Der er stor forskel på effekten af virkemidler, og hvor hurtigt effekten af det enkelte virkemiddel

slår igennem i vandmiljøet. Effekten på kvælstofreduktionen af det enkelte virkemiddel afhænger

især af fjernelse af kvælstof (denitrifikation) og virkemidlets effekt på udvaskning fra rodzonen og

derefter i høj grad af kvælstoftabet mellem rodzonen og vandområdet (retentionen). Der kan

dermed også være stor forskel på det enkelte virkemiddels effekt afhængig af forholdene for det

konkrete område, hvor virkemidlet bringes i anvendelse og dermed virkemidlets

omkostningseffektivitet.

Øvrige virkemidler

Som supplement til de allerede udviklede virkemidler, kan nye tiltag udvikles. Der findes en række

potentielle muligheder herfor, f.eks. minivådområder, drænfiltre og tiltag som iværksættes direkte

i vandmiljøet. Sådanne tiltag bør udvikles og undersøges. Der kan f.eks. være tale om opsamling af

næringsstoffer ved dyrkning af kompensationsafgrøder som muslinger og tang, etablering af

stenrev, eller tiltag til en aktiv indsats for reetableringen af ålegræs i fjorde og kystnære områder.

Dyrkning af muslinger og tang er virkemidler, som kan fjerne kvælstof fra systemet på linje med

virkemidler der anvendes på land (f.eks. vådområder). De øvrige marine virkemidler, er virkemidler,

som er med til at genoprette og forbedre vandmiljøet som økosystem.

Udviklingen af nye og supplerende virkemidler bør baseres på veldokumenterede undersøgelser og

afprøvninger før de eventuelt iværksættes i større skala. Det er i den forbindelse væsentligt at

understrege, at for de fleste virkemidler gælder, at jo længere væk fra kvælstofkilden et

virkemiddel iværksættes, jo større usikkerhed kan der være forbundet med at dokumentere

sammenhængen mellem kvælstofudledning og virkemidlets effekt. Endvidere er det væsentlig at

have for øje, at eventuel iværksættelse af marine virkemidler, ikke reducerer de negative effekter

af kvælstofpåvirkning af f.eks. søer, grundvandet eller naturen på landjorden.

Bilag 1

De forskellige vandområder

Tabel 1: Typologi for forskellige vandområder og deres karakteristika

Karakteristik

Fjorde og kystnære områder

Åbne indre danske farvande

Dybere (>10 m og op til 70 m).

Fysiske forhold

Lavvandede (typisk <10 m).

Vandsøjlen er permanent lagdelt.

Vandsøjlen kan periodisk være lagdelt.

Bundvand bliver delvist blandet op i

Kraftig vind kan opblande hele

overfladen ved kraftig vind.

vandsøjlen.

Er påvirket af belastninger fra land,

Næringsstoffer

Især påvirket af lokale belastninger fra

atmosfæren og transport fra Østersøen

land.

og Skagerrak.

Total kvælstof falder og nitrat stiger fra

Faldende koncentrationer fra kilder til

Østersøen mod Skagerrak.

den åbne rand.

Recirkulering ved opblanding af

Recirkulering fra sedimenter kan være

bundvand kan være betydende.

betydende.

Produktionen er mindst om vinteren og

Fytoplankton

Produktionen er mindst om vinteren og

topper i august, men der er også en stor

topper i august. Produktionen er

forårsopblomstring. Produktionen er

hovedsagligt styret af lys og

tilgængeligheden af kvælstof.

styret af lys og tilførslen af kvælstof.

Algerne bliver omsat eller sedimenterer

Algematerialet omsættes under forbrug

på bunden og kan blive resuspenderet

af ilt dels i planktonfødekæden og dels i

igen under blæst.

bundens fødekæde efter at materialet er

sedimenteret fra overfladelaget til

bunden.

Iltsvind optræder hver sommer/efterår i

Iltforhold

Iltsvind optræder episodisk, når

større eller mindre områder. De vigtigste

vandsøjlen er lagdelt. De vigtigste

styrende faktorer er

fytoplanktonproduktionen, temperatur

fytoplanktonproduktionen og vind.

og transport af bundvand.

Lysforhold

Styret af mængden af organisk materiale Styret af mængden af organisk materiale.

samt resuspension af sedimenter.

Bundvegetation

Hvor der er tilstrækkeligt lys vokser enten Lysforholdene på større dybder tillader

ålegræs, makroalger eller mikroalger

ikke ålegræs, og alger kun i begrænset

omfang.

Komplekst samfund af dyr med

Bundfauna

Hovedsageligt filtratorer. Komplekst

forskellige tilpasninger med en potentiel

samfund af dyr med forskellige

tilpasninger men artsdiversiteten er

høj diversitet. Generelt faldende

generelt lavere end i de åbne farvande. I diversitet. Negative påvirkninger af

visse områder er bundfaunaen negativt

iltsvind forekommer sjældent i Kattegat,

påvirket af iltsvind og i andre områder

lejlighedsvis i Bælthavet og Øresund og

opnår filtrerende (fx muslinger)

ofte i Vestlige Østersø. Effekten af

organismer meget høje biomasser pga.

trawlfiskeri er ikke undersøgt

høj planktonproduktion

Torskefisk, fladfisk, større pelagiske arter

Fisk

Kutlinger o.a. småfisk, små pelagiske

og stimefisk

fiskearter ål, fladfisk (bl.a. som

opvækstområder)

Bilag 2

Næringsstoffernes betydning for hhv. planktonalger, bundvegetationen, iltforhold

og bundfauna

Betydning for planktonalger

Der er en dokumenteret sammenhæng mellem koncentrationerne af klorofyl a (et indirekte mål for

biomassen af planteplankton) og kvælstoftilførslerne i de 35 fjorde, hvorfra der forefindes

overvågningsdata, og kystnære områder, og hyppigheden af planteplanktonopblomstringer i en

række fjorde og i Kattegat kan knyttes til kvælstoftilførslerne.

Betydning for bundvegetation

Kvælstoftilførslen påvirker makroalgernes dækningsgrad i de åbne farvande og i de kystnære

områder hvor makroalger er samlebetegnelse for flere hundrede arter, og dækker bl.a. over arter,

som vi i daglig tale kalder tang. Der er tale om såvel ’ønskede’ som ’uønskede’ makroalger. De

’uønskede’ makroalger er de hurtigt voksende arter som fx søsalat og trådalger. Høje

kvælstoftilførsler medfører som tidligere anført forhøjede planteplanktonbiomasser og dermed

ringere lysforhold for bundvegetationen og iltsvind. Det betyder bl.a. reduceret dybdeudbredelse af

sammenhængende makroalge‐bevoksninger. På tilsvarende vis vil forringede lysforhold forårsaget

af øgede kvælstoftilførsler betyde, at bl.a. ålegræssets dybdegrænse rykkes ind på lavere vand og

det potentielle udbredelsesområde indskrænkes. Ålegræs er også følsomt overfor iltsvind. Et tæt

ålegræsdække stabiliserer havbunden og bidrager til at holde vandet klart ved at opsamle

næringsstoffer, så de transporteres videre bundet i plantedele og ikke i fytoplankton eller

ophvirvlet sediment.

Betydning for iltforhold

Iltsvind opstår når iltforbruget i forbindelse med nedbrydningen af organisk stof ved havbunden i

en længere periode har oversteget ilttilførslen. Kvælstoftilførslen og vejrforholdene har stor

betydning for udviklingen af iltsvind og kan i væsentlig grad forklare forskelle i udbredelsen og

styrken af iltsvind fra år til år. Hvis det f.eks. blæser meget opblandes og iltes bundvandet mere.

Omvendt, hvis der i løbet af vinteren og foråret har været en stor kvælstofafstrømning og, hvis

vandet er meget varmt på grund af en lang varm sommer øges nedbrydningen af organisk

materiale og dermed iltforbruget i vandsøjlen og havbunden, hvilket igen øger sandsynligheden for

iltsvind. Generelt er iltkoncentrationen i bundvandet faldet igennem de seneste årtier, hvilket i høj

grad skyldes, at klimaet er blevet varmere.

Betydning for bundfauna

Sammensætningen af bundfaunaen er indirekte påvirket af kvælstoftilførslerne, idet bundfaunaens

sammensætning afhænger dels af fødeudbuddet, dels af iltforholdene. Højere kvælstoftilførsler kan

via en stor produktion af organisk stof medføre dominans af opportunistiske arter (arter som ikke

har et specialiseret fødevalg, men foretrækker de fødeemner, der er flest af på et givet tidspunkt

og et givet sted) og dermed også reduktion af biodiversiteten. Herudover vil tilbagevendende

iltsvind ødelægge levevilkårene for flerårige bunddyr. Hvis bundfaunaen forsvinder, vil fraværet af

deres grave‐ og pumpeaktivitet i væsentlig grad gøre omsætningen af organisk materiale og

udvekslingen af næringsstoffer med vandsøjlen mere ustabil.

Betydning for fisk

Øget tilførsel af næringsstoffer til det marine miljø kan medføre en øget produktion, som i sidste

instans fører til flere fisk og dermed potentielt til øget fiskeri. En sådan udvikling er observeret fx i

Limfjorden i perioden fra starten af 1900‐tallet til en gang i 1960’erne. Et tilsvarende billede har

været observeret fra andre danske fjorde og kystnære områder.

Over et vist niveau medfører øget næringsstoftilførsel imidlertid en række ændringer i

økosystemerne, der hver især påvirker fiskebestandene negativt: organisk berigelse af bunden og

ændringer i sedimentsammensætning, øget iltforbrug i bundlaget med deraf øget omfang og

forekomst af iltsvind og ændringer i fødekædestrukturer. Nedgange i bestande af spisefisk er dog

ikke kun et resultat af eutrofieringen, men kan også være forårsaget af for stort fiskeritryk,

klimaændringer og ændrede hydrodynamiske forhold.

Med udgangspunkt i analyser fra Limfjorden tegner der sig nogle mønstre i udviklingen af generel

karakter. Fiskebestandene udtrykt som landede mængder spisefisk og industrifisk faldt dramatisk i

en periode i 1960’erne og 1970’erne. Selvom andre faktorer givetvis har medvirket til denne

udvikling, så er det især bundlevende fisk, der gik tilbage og det er sandsynliggjort, at N‐

belastningen har påvirket bestandene negativt. Næste større skift skete i starten af 1990’erne, hvor

fiskeriet yderligere gik tilbage og hvor overvågningsdata viser fald i både standfaste og migrerende

bestande og blandt såvel spisefisk som andre arter, fx ålekvabbe og ulk. I denne periode sker der

endvidere væsentlige ændringer i de trofiske strukturer og primærproduktionen kanaliseres i

højere grad ind i filtrerende bunddyr som muslinger eller i gopler. Hvor muslingerne kan være føde

for højere trofiske niveauer eller gennem fiskeriet gå til fødevarer, så er goplerne et udtryk for en

”dead end”, dvs. at stof og energi ikke bringes videre i fødekæden til højere trofiske niveauer og

dermed tabes til sedimentation. Skiftet omkring 1990 kan primært relateres til forstyrrelser

forårsaget af næringsstoftilførslen og i mindre grad til klimatiske forandringer, som har medvirket

til at tippe et allerede skrøbeligt system.

Der har i de senere år været indikationer på en stigende indvandring af fisk til Limfjorden og der er

mange individer af små fiskearter som kutling og hundestejle. Men der er ingen indikation på, at

yderligere reduktioner i næringsstoftilførsel i sig selv vil føre til reetablering af tidligere tiders

bestande af spisefisk

Bilag 3

Forudsætninger for kolonisering af ålegræs ved frøspredning

For at kunne sikre en kolonisering af ålegræs ved frøspredning er det afgørende at have et

indgående kendskab til processerne, som påvirker frøspredningen, frøbanken, frøspiring og den

efterfølgende vækst og overlevelse af årsskud. Og det er meget vigtigt at foretage en nøje

vurdering af hvilke områder der evt. egner sig til denne type restaureringstiltag.

Nye undersøgelser har netop fokuseret på at beskrive følsomheden af disse processer ved en bred

vifte af felt‐ og laboratorieeksperimenter. Resultaterne viser en stor forskel på de fysiske, kemiske

og biologiske stressfaktorer, som påvirker frø og små spirende planter på barbund i forhold til det

beskyttede miljø nær moderbedet. Reetableringen af ålegræs i Odense Fjord er begrænset af

forringede sedimentforhold, som følge af mange års høje næringsstof‐udledninger og unge

ålegræsplanters overraskende høje følsomhed overfor mekanisk og biologisk stress. Med Odense

Fjord som eksempel er det vist, at nogle af vore fjorde er i så dårlig økologisk tilstand, at den

reduktion i næringsstofbelastningen, vandplanerne stiller krav om, ikke i sig selv er tilstrækkelig til

at sikre reetablering af ålegræs. I andre områder er vandplanindsatsen muligvis tilstrækkelig.

Der er nu dannet så meget viden om stressor‐effekter og deres feedback‐mekanismer i

reetableringsfasen af ålegræs, at det er muligt et ”hjælpe” processen i udvalgte områder. I

reetableringsfasen bør man sikre, at lys, bund og belastningsforhold er tilstrækkeligt optimerede. I

nogle områder, f.eks. Odense Fjord, kan der være behov for at supplere med alternative løsninger

for at hjælpe ålegræsset på vej. Uden en meget specifik og målrettet indsats er der ingen garanti

for, at ålegræsset vil blive reetableret alene som følge af reduktion i tilførslen af næringsstoffer til

det marine miljø.

Bilag 4

Øvrige indikatorer

En række supplerende indikatorer, som bl.a. reagerer på ændret kvælstoftilførsel, kan anvendes til

at vurdere tilstanden. De væsentligste af disse er fytoplankton/klorofyl, makroalger og bundfauna,

som også er fastlagt med Vandrammedirektivet.

Endvidere kan fysisk‐kemiske støtteparametre som sigtdybde eller kvælstofkoncentration

anvendes, såfremt disse kan knyttes til biologiske kvalitetselementer, idet vandrammedirektivet

stiller krav om opfyldelse af miljømål udtrykt ved biologiske kvalitetselementer.

Klorofyl

Planteplankton er kendetegnede ved en meget kort generationstid og reagerer derfor meget

hurtigt på forhold, der påvirker deres vækst, fx ændrede tilførsler af næringsstoffer og

lysindstråling. Mængden af planteplankton i vandet påvirker vandets klarhed og dermed mere

generelt miljøtilstanden i havmiljøet. Planteplanktons grønne farvestof, klorofyl a, benyttes som en

indikator for den samlede mængde af planteplankton. Klorofylkoncentrationen vil derfor være en

af de første indikatorer, der reagerer på en ændring i mængden af næringsstoffer. Igennem

overvågningsperioden er klorofylkoncentrationen også faldet i de områder, hvor

næringsstofreduktionen har været størst, nemlig i fjordene. Derimod er der ikke set signifikante

udviklingstendenser for klorofyl i de åbne farvande.

Makroalger

Havbundens makroalger kan ligesom ålegræsset danne produktive habitater som er levested og

opvækstområder for en række organismer, og flerårige samfund af makroalger spiller ligesom

ålegræsengene en vigtig rolle i de kystnære økosystemer. Makroalgerne har, ligesom ålegræsset og

alle andre fotosyntetiserende organismer behov for lys for at vokse, og dækningsgraden af

makroalgerne aftager mod dybere vand i takt med at lyset svækkes med vanddybden. Dækningen

af makroalgesamfundet er derfor typisk større i klarvandede områder med begrænsede

næringsstofkoncentrationer end i næringsrige områder med uklart vand. Det er baggrunden for, at

makroalgernes dækningsgrad er udviklet som indikator for vandkvalitet både for stenrevene i de

åbne farvande og for kysternes makroalgesamfund. Sammensætningen af makroalgesamfundet

f.eks. udtrykt som forholdet mellem enårige og flerårige makroalger samt algernes artsdiversitet er

også koblet til næringsniveauet i kystområderne. Der er dog en del variation i algernes

dækningsgrad og sammensætning fjordene imellem og det er ikke helt enkelt at at fastsætte

referenceniveauer.

Makroalger vurderes at være egnet som indikator på den del af miljøtilstanden, som relaterer sig til

næringsstofbelastningen, de resulterende næringsstofkoncentrationer og lysforholdene. De

uønskede hurtigt voksende makroalger reagerer spontant på lysforholdene og

næringsstofkoncentrationsniveauerne. Ofte ses de største uønskede makroalgeforekomster

tættest på ferskvandsbidrag, hvor næringsstofferne udledes, eller på bundforhold hvor

”udsivningen” af næringsstoffer fra bunden er høj. De er samtidig ansvarlige for

hindringen/forsinkelsen af reetableringsfasen for ålegræs, idet de som omtalt øger resuspensionen

og mekanisk beskadiger eller skygger for ålegræs årsskud. De uønskede makroalgers hurtige

omsættelighed øger endvidere recirkuleringen af næringsstoffer som tidligere omtalt.

Billede 1 og 2. Visualiserer makroalgeproblemerne i dag, hvor det manglende ålegræsfilter resulterer i

masseforekomster af makroalger som hindrer reetableringensprocessen af ålegræs.

Bilag 5

Udvikling i kvælstofkoncentrationen i vandområderne

Figur 1: Udvikling i ferskvandsafstrømning (øverst), kvælstoftilførsel (midterst) og vandføringsvægtet

kvælstofkoncentration i det afstrømmende ferskvand til havet omkring Danmark (nederst), 1990‐2010. Kvælstoftilførslen

er fordelt på diffuse kilder (inkl. spildevand fra spredt bebyggelse) og spildevand fra punktkilder.