Oplæg fra Bisidderhjælpen i forbindelse med at vi anmoder om foretræde for Beskæftigelsesudvalget i
Folketinget
Bisidderhjælpen er i forbindelse med indgivet klage i en konkret tragisk sag, via Centralforvaltningen, blev vi
bedt om at udarbejde et oplæg til brug i forbindelse med foretræde for kommunens Beskæftigelsesudvalg.
Vi er blevet bedt om at kommentere på, hvilke udfordringer vi støder på for de enkelte udsatte borgere,
som er omfattet af beskæftigelseslovgivningen. Nedenfor har vi skitseret dette.
Vi har i denne forbindelse, valgt at anmode Beskæftigelsesudvalget i Folketinget om foretræde ligeledes for
at komme i dialog vedr. disse punkter:
Vores oplevelse er, at der er et alt for højt sagstal pr sagsbehandler generelt i Københavns kommune. Dette
er gældende både i forhold til borgere, der modtager sygedagpenge, og borgere, der modtager
kontanthjælp. Vi har fået oplyst, at en sagsbehandler kan sidde med ansvar for op til 200
kontanthjælpsborgere. Endvidere er der valgt en struktur på visse områder, hvor fx 1200 sager fordeles på
6 sagsbehandlere, og hvor sagsbehandlerne arbejder ud fra Lean principperne, hvilket har som konsekvens,
at borgerne ikke har en fast sagsbehandler. Der efterlyses fra vores side en fast sagsbehandler på sagerne,
så sagen ikke starter forfra til hver opfølgningssamtale. Dette giver en ringe kvalitet i sagsbehandlingen
samt en langtrukket sagsbehandling, hvor indsatser bliver tilfældige og uden et relevant fagligt flow og
dermed uden en relevant udvikling af arbejdsevne og indsatser. Vi efterlyser på alle områder en bedre
normering, da aktuelle normering kan have store konsekvenser både menneskeligt og økonomisk for den
enkelte borger, fordi sagerne ikke bliver fulgt op og behandlet rettidigt. Der bliver ofte ikke iværksat
kvalificerede og rettidige afklarings- og udviklingsforløb, da der ikke er overblik over de enkelte sager hos
sagsbehandlerne, og dette betyder unødigt lange sagsforløb. Vi har erfaret at årelange uafklarede
sagsforløb kan være med til at invalidere sårbare borgere.
-
Fra andre kommuner som investerer i bedre normering fx på sygedagpengeområdet, har vi erfaret,
at disse ved en normering på gennemsnitlig 45 sager pr sagsbehandler og via kvalificeret ledelse og
styring af indsatsen, kan spare millioner på nedbringelse af udgifter til langvarige
sygedagpengesager. Samtidig kan man i disse kommuner sikre og forebygge, at
sygedagpengemodtagerne får de rette tilbud og bliver hjulpet videre rettidigt, hvorfor
investeringen i bedre normering både er til gavn for kommunen og for den enkelte borger, som er
ramt af sygdom.
Generelt oplever vi, at sagsbehandlerne i Jobcentrene i Københavns kommune er svært
tilgængelige. Telefontid for den enkelte sagsbehandler eksisterer ikke. Der er telefonvagtordninger
i de enkelte teams, hvilket betyder, at man som borger eller samarbejdspartner kan ringe mange
dage i træk uden at kunne komme til at tale med sin sagsbehandler. Oftest kan der via
telefonvagten ikke stilles direkte om til sagsbehandler, hvorfor der kan lægges besked, som heller
ikke altid medfører en kontakt. Hvis du er et ressourcesvagt menneske og fx psykisk syg, er
oplevelsen, at det er meget svært at komme af med sit budskab til sin sagsbehandler, hvilket for
nogle psykisk syge mennesker kan føles og opleves nedgørende, og som kan nedsætte deres livslyst
og overskud.
Vi kunne ønske os, at princippet om, at regel ikke må sættes over skøn, genindføres, da mange
borgeres situation er kompleks og kræver stor fleksibilitet og faglig indsigt at kunne håndtere for
sagsbehandlerne. Hvis borgerne kun puttes ind i firkantede kasser og rammer, som ikke kan
-
-