Skatteudvalget 2014-15 (1. samling)
S 1164
Offentligt
1526336_0001.png
5. maj 2015
J.nr. 15-1507129
Til Folketingets Lovsekretariat
Hermed sendes svar på spørgsmål S 1164 af 30. april 2015, indleveret af Brian Mikkelsen
(KF).
Benny Engelbrecht
/ Per Hvas
S 1164 - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på S 1164: Synes ministeren, at det er rimeligt, at SKAT ikke har en maksimumsbegrænsning på sine ressourcer, når det kommer til at føre sager mod skatteydere, og synes ministeren at det er rimeligt, at en skatteyder kan slides op økonomisk og menneskeligt i løbet af sådan en sag?
1526336_0002.png
Spørgsmål
Synes ministeren, at det er rimeligt, at SKAT ikke har en maksimumsbegrænsning på sine
ressourcer, når det kommer til at føre sager mod skatteydere, og synes ministeren at det er
rimeligt, at en skatteyder kan slides op økonomisk og menneskeligt i løbet af sådan en
sag?
Svar
Jeg genkender ikke det billede, spørgeren søger at fremmane med spørgsmålet. Jeg mener,
at Skatteministeriet skal have de midler, der er nødvendige for at føre de retssager, mini-
steriet er part i, og det er på ingen måde mit indtryk, at ministeriet søger at slide borgerne
op.
Det grundlæggende princip for Skatteministeriets førelse af retssager er, at sagerne skal
afsluttes med det rigtige resultat på det tidligst mulige tidspunkt.
Uanset om det er skatteyderen eller Skatteministeriet, der indbringer en sag for domstole-
ne, vil Skatteministeriet nøje overveje, om sagen skal føres.
For det første følger det således af den retssagsvejledning, der gælder for Skatteministeri-
ets førelse af retssager, at Skatteministeriet ikke vil anlægge en sag eller anke en dom, hvis
den ikke er principiel, eller der er andre særlige grunde. For det andet følger det af vejled-
ningen, at Skatteministeriet i sager, som er anlagt mod ministeriet, vil give borgeren ret, så
sagen kan afsluttes, hvis borgeren må forventes at ville vinde sagen. Jeg mener således
ikke, at Skatteministeriet fører unødvendige sager. Dette illustreres også af, at Skattemini-
steriet vinder hovedparten af de sager, der føres ved domstolene, og ministeriet anker kun
ganske få sager.
I årene 2010-2013 har Skatteministeriet kun anket omkring 5 sager pr. år og indbragt
mindre end 20 sager pr. år. I 2013 blev der dog indbragt 26 sager, men 9 af disse vedrørte
samme spørgsmål. Til sammenligning indbragte skatteyderne i samme periode lidt under
300 sager pr. år. Andelen af afsluttede sager anlagt af skatteydere eller Skatteministeriet,
hvor skatteyderen har fået medhold, har i hvert af disse år ligget under 20 pct.
Da langt de fleste af de sager, Skatteministeriet er part i, således er anlagt af skatteyderne,
er Skatteministeriet ikke herre over, hvilke sager der skal føres. Hvis ikke Skatteministeriet
havde de nødvendige ressourcer til at føre sager, ville den forudsatte retstilstand på skat-
teområdet ikke kunne opretholdes. Praksis ville blive uigennemsigtig, og det ville ikke
være usædvanligt, at det var nødvendigt at lovgive for at opretholde retstilstanden.
Jeg skal desuden påpege, at skatteyderne kan få kompensation for udgifterne i forbindelse
med at føre sager mod Skatteministeriet gennem omkostningsgodtgørelse, når der ikke er
tale om et skattepligtigt selskab eller en fond. Er der tale om et selskab eller en fond, vil
der være fradragsret for udgifterne til at føre sagen.
Side 2 af 2