Miljøudvalget 2014-15 (1. samling)
S 1149
Offentligt
1527414_0001.png
Folketingets Lovsekretariat
Christiansborg
1240 København K
Ministeren
J.nr. NST-301-00520
Den 7. maj 2015
Folketingsmedlem Esben Lunde Larsen (V) har den 28. april 2015 stillet følgende
spørgsmål nr. S 1149, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. S 1149
Agter ministeren at tage kontakt til Naturstyrelsen og få styrelsen til at regulere
skarvbestanden ved udmundingen fra Skjern Å i Ringkøbing Fjord i disse kritiske
uger, hvor laksesmolten svømmer ud af Skjern Å via Ringkøbing Fjord til
Vesterhavet, så skarven ikke æder al smolten?
Svar
Jeg kan oplyse, at den gældende Skarvforvaltningsplan indebærer, at
Naturstyrelsen i væsentligt omfang forhindrer skarverne i at yngle i Ringkøbing
Fjord ved at oliere æg i alle reder på nær ca. 200. Antallet af ynglende skarver er
således nedbragt fra knapt 3000 par i 2000 til omkring 1000 par i 2010.
Herudover har Naturstyrelsen givet lystfiskerne tilladelser til at bortskræmme og
regulere skarv ved Skjern Å, ved åens udløb i fjorden og ved slusen i Hvide Sande.
Jeg anerkender samtidig, at skarvernes fødesøgning fortsat kan give problemer, og
Naturstyrelsen er i dialog med lystfiskerne om, hvad der kan gøres inden for de
nuværende rammer af forvaltningsplanen, som jo også reflekterer forpligtelserne i
forhold til fuglebeskyttelsesdirektivet. En revision af selve forvaltningsplanen er
endvidere igangsat.
I forhold til bortskræmning og regulering ved bortskydning skal der netop i denne
tid tages hensyn til, at Ringkøbing Fjord også huser mange andre ynglende fugle
bl.a. skestork. I forhold til EU’s fuglebeskyttelsesdirektiv er vi bl.a. forpligtet til
ikke at forstyrre ynglende fugle.
Jeg lægger vægt på, at Naturstyrelsen rådfører sig med Skarvarbejdsgruppen, når
der udarbejdes forslag til nye rammer for skarvforvaltningen.
Kirsten Brosbøl
/
Oluf Engberg
Miljøministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K
Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk