Det første punkt på dagsordenen er:

1) Forhandling om redegørelse nr. R 2:

Ministeren for nordisk samarbejdes redegørelse om det nordiske samarbejde 2013-2014.

(Anmeldelse 09.10.2014. Redegørelse givet 09.10.2014. Meddelelse om forhandling 09.10.2014).

Sammen med dette punkt foretages:

2) Forhandling om redegørelse nr. R 3:

Udenrigsministerens redegørelse om arktisk samarbejde.

(Anmeldelse 09.10.2014. Redegørelse givet 09.10.2014. Meddelelse om forhandling 09.10.2014).

3) Forhandling om redegørelse nr. R 4:

Udenrigsministerens redegørelse om Østersørådssamarbejdet.

(Anmeldelse 09.10.2014. Redegørelse givet 09.10.2014. Meddelelse om forhandling 09.10.2014).

Forhandlingen er åbnet. Hr. Bertel Haarder som Venstres ordfører.

Tak til ministrene for redegørelserne. Vi ordførere er nødt til at behandle dem summarisk, for tiden er knap, og derfor vil jeg holde mig til det politiske, til den retning, der er i dem, eller som der bør være.

Vi reformerer det nordiske samarbejde, og vi sparer 10 pct. af budgettet i løbet af 3-4 år. Dermed gør vi det nordiske samarbejde slankere, men der er intet i vejen for, at det samtidig bliver stærkere. Vi skal ikke måle effekten af det nordiske samarbejde på bevillingernes størrelse eller på institutionernes mængde og initiativernes antal. Det, vi skal måle det på, er, at borgerne skal opleve Norden, de nordiske lande, som et fælles hjemland, et fælles afsæt, hvad enten det drejer sig om forretningsfolk, studerende, eller folk, der bare gerne vil arbejde i et andet land. De skal opleve, at det er meget lettere at komme til et nordisk land, end det er at komme til et andet land, og derfor har vi nedsat dette grænsehindringsråd med en fra hver regering og en fra Nordisk Råd, og det er tilfældigvis mig selv.

Vi er gået i gang, men det er sejt, og det kræver altså meget stor opmærksomhed fra regeringernes side, hvis vi overhovedet skal kunne følge med, fordi der jo hele tiden opstår nye grænsehindringer, f.eks. når der implementeres EU-lovgivning, og f.eks. når selvstyrende områder vedtager deres egne lovgivninger og glemmer, at de dermed måske kommer til at skabe grænsehindringer i forhold til ikke bare Danmark, men også de andre nordiske lande. Det er en kæmpe sag, som kræver regeringernes største opmærksomhed. Borgerne skal opleve, at det er meget lettere at arbejde og samarbejde i de andre nordiske lande, end det er andre steder i Europa. Virksomheder skal kunne bruge etableringen i andre nordiske lande som deres første forsigtige forsøg på at komme ud på det internationale marked, og der skal de ikke møde alle mulige hindringer, som en konference i Dansk Erhverv i foråret desværre afslørede.

Derudover skal Norden have den vægt, den indflydelse i verden og på vores egne anliggender, som vores styrke berettiger til. Jeg tror, der er brug for, at vi generelt i Norden bekæmper småstatsmentaliteten. Sammen er vi jo ikke små. Sammen har vi et bruttonationalprodukt, som kan måle sig med Ruslands. Vi har sammen en handelsflåde, som vel er den største i verden. Vi har mig bekendt tilsammen den største udviklingshjælp i verden, og på det punkt får vi en indflydelse, fordi vi faktisk har lært at samarbejde i Verdensbanken, men kunne vi dog ikke bruge den samme model i mange andre fora.

Vi har tilsammen de største flystyrker i EU, og derfor er der heller ingen mening i, at vi ikke tilsammen sørger for at overvåge og om nødvendigt bevogte Nordatlanten og det arktiske område, som jo er overladt til vores varetægt. Jeg er overbevist om, at det mest fredsbevarende, vi kan gøre i Nordatlanten og i Arktis, er, at vi selv står for overvågningen og bevogtningen, at der ikke på nogen måde opstår et tomrum, som kan friste dem, som åbenbart har følt sig fristet af den stockholmske skærgård og andre muligheder for at prøve sig frem. Det vigtigste, vi kan gøre, er, at vi selv tager vare på det nordatlantiske og arktiske område.

Det er vigtigt, at vi i Østersøsammenhæng bevarer dialogen med vore østlige naboer. Vi har drøftet det meget i Nordisk Råds Præsidium. Hvor ligger balancen? Vi har aflyst møder med Statsdumaen, men vi har bevaret, fastholdt, møder med regionale politikere. Det vil også finde sted i næste uge, endda et forlænget møde med regionale politikere. For modellen er, at vi på den ene side vil vise styrke og også kritisere og afvise ethvert forsøg fra russisk side på at krænke os eller vore nabolande, men på den anden side vil vi gerne bevare dialogen og bevare de fora, hvor vi kan få dialog.

Jeg skal blankt indrømme, at for 3 år siden, da jeg igen begyndte at engagere mig stærkt i det nordiske samarbejde, havde jeg en tanke om, at man måske kunne lave en slags Stoltenbergrapport om forenkling af alle de fora, som man også som folketingsmedlem bliver sendt rundt i, og som vi næsten ikke kan overkomme. Men nu må jeg jo erkende, at der altså kan være et forum, som måske har været halvdødt i nogle år, som pludselig bliver relevant, så jeg tror, vi bliver nødt til at bevare disse muligheder for dialog.

Så vil jeg til slut fortælle om en morsom samtale i aftes, hvor jeg havde en dame til bords ved en lejlighed, hvor Folketingets formand også var til stede. Hun sagde: Hvorfor er alt, der har med det nordiske at gøre, så kedeligt? Og hvorfor sker der ingenting, som vi hører om?

Her er svaret jo for det første, at vi opererer med et konsensusprincip, som gør, at der er meget få konflikter i det nordiske samarbejde, og så kommer der ikke noget i avisen om det, der er ikke nogen offentlige kampe, som skal kæmpes. Det er jo på en vis måde, fordi det går så godt, men det er ikke godt for den offentlige opmærksomhed, og derfor vil jeg godt sige igen, at jeg synes, at konsensusprincippet er et problem. Jeg ville ønske, at man i nordisk sammenhæng ligesom i NORDEFCO, det nordiske forsvarssamarbejde, kunne handle på den måde, at hvis der er nogle lande, som gerne vil samarbejde, kan der godt være andre lande, som afstår, og så må vi jo finde en måde, hvorpå disse også slipper for at betale. Det må kunne lade sig gøre at få et sådant praktisk, pragmatisk nordisk samarbejde.

Jeg vil påstå, at det nordiske samarbejde oplever en renæssance i øjeblikket. Det startede efter ophøret af den kolde krig, hvor vi pludselig kunne tale både udenrigs- og forsvarspolitik og gjorde det. Det er blevet en fast tradition ved Nordisk Råds session, at Nordisk Råds Præsidium mødes med udenrigsministrene – det var utænkeligt tidligere. Der er et stadig tættere nordisk forsvarssamarbejde inden for NORDEFCO. Vi har fælles aktionsudgangspunkter i Afrika og mange andre steder.

Drejebogen for det har jo været Stoltenbergrapporten med de 13 punkter, og han var her i huset i maj måned og var glad for alt, hvad der var sket, men på et punkt var han voldsomt kritisk, og det vil jeg sige til udenrigsministeren: Han var slet ikke tilfreds med ambassadesamarbejdet. Det syntes kan kunne blive til meget, meget mere, og han begreb ikke, at et nordisk land, når man nedlægger en ambassade, hvad vi jo ofte gør, ikke finder den løsning, at en anden nordisk ambassade kan klare de danske forretninger. Selvfølgelig kan ambassadøren kun være ambassadør på Danmarks vegne, hvis det er et område, hvor vi er enige, men på det punkt burde vi jo også kunne være praktiske.

Nu har vi så fået en ny Stoltenbergrapport, nemlig på sundhedsområdet. Det er den fremtidsvision, som jeg også vil takke ministeren for nordisk samarbejde for, og jeg vil takke ministeren for så hurtigt at acceptere generalsekretærens forslag om en Stoltenbergrapport, der så blev en Bo Könberg-rapport. Det bliver et stort tema, der har med patientrettigheder at gøre, og det er også noget med, at vi i de nordiske lande har så velordnede sundhedssystemer, at vi er oplagte til kliniske forsøg. Det underbetoner Bo Könberg, men jeg vil godt sige til ministeren, at vi skal have med, at Norden bliver meget attraktivt for kliniske forsøg.

Nu ser jeg, at formanden rejser sig, og det er, fordi vi kun har 10 minutter, men jeg glæder mig meget til en debat om denne nye Stoltenbergrapport skrevet af en tidligere svensk sundhedsminister, Bo Könberg.

Der er en kort bemærkning fra hr. Finn Sørensen.

Tak, og tak til hr. Bertel Haarder for indlægget. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at rose ordføreren for den ihærdige indsats, ordføreren gør for at følge op på samarbejdet og de beslutninger, vi har truffet om fjernelse af grænsehindringer i Norden – og det er da med stor tilfredshed, jeg ser, at ordføreren har fået en central placering i det – og rose ordførerens holdning til en udbygning af det nordiske samarbejde.

Men jeg vil gerne spørge lidt specifikt ind til nogle af de besparelser, man har rumsteret med i ministerrådet , og høre, hvordan en gammel højskolemand har det med, at man har sparet på Nordisk Journalistcenter, Nordisk Sommerhøjskole og de nordiske huse. Hvordan har ordføreren det egentlig med det?

Ordføreren.

Jeg glæder mig over de nordiske huse, og jeg glæder mig over, at man gør noget, for at nordiske journalister bliver opmærksomme på det interessante ved at følge udviklingen i andre nordiske lande. Men det burde jo være sådan, at medierne selv samarbejdede. Det burde jo være sådan, at universiteterne selv fandt ud af at samarbejde, sådan som de jo i høj grad gør på forskningsområdet.

Jeg er helt med på, at en nordisk bevilling kan være noget, der sætter noget i gang, men hvis den samme bevilling er der til evig tid, bliver den så at sige en institution. Og det vigtigste er jo, at vi bruger de penge til at skubbe samarbejder i gang, som derefter kan klare sig uden kunstigt åndedræt fra de nordiske bevillinger.

Hr. Finn Sørensen.

Tak. Nu er forskellen mellem medieverdenen og forskningsverdenen jo nok den, at medieverdenen i langt højere grad er styret af private kapitalinteresser, hvor forskningsverdenen i langt højere grad er styret af fælles samfundsmæssige prioriteringer. Og det kan jo gøre det svært at få en, hvad skal man sige, alternativ vinkel på medieverdenen. Jeg vil bare spørge ordføreren, om ordføreren ikke synes, det er lidt selvmodsigende, at vi på den ene side erkender, at vi ikke rigtig kommer ud over rampen med Nordisk Råd, altså med fortællingen til befolkningen, og vi så samtidig på den anden side sparer på en institution, der jo kunne hjælpe os til det – en institution som Nordisk Journalistcenter – og vel også den, hvad skal man sige, bagvedliggende mere kulturelle meningsudveksling i Norden. Så jeg vil gerne lige bede ordføreren forholde sig til den selvmodsigelse, som jeg synes det er.

Ordføreren.

Men skal vi så ikke glæde os over, at samarbejdsministeren i går i samrådet med delegationen kunne fortælle, at nu får den institution 1 mio. kr. i 2015? Så kom vi så vidt.

Det spareforslag, som blev fremsat, tror jeg har overbevist os alle om værdien af det, som man forsøgte at spare på. Og om det betyder, at man også på længere sigt vil redde livet, skal jeg ikke kunne sige. Jeg glæder mig da også over, at de har fået 1 mio. kr. Men jeg synes godt, vi kan være bekendt at gøre det nordiske samarbejde på en gang stærkere og slankere. Det skal vi i EU, og det skal vi i Norden.

Tak til Venstres ordfører. Fru Annette Lind som socialdemokratisk ordfører.

Jeg vil gerne på Socialdemokraternes vegne starte med at takke ministeren for nordisk samarbejde og udenrigsministeren for de skriftlige redegørelser om det nordiske samarbejde, om arktisk samarbejde, om Østersørådssamarbejdet og om grænsehindringsarbejdet.

Jeg er rigtig glad for, at redegørelsen om det nordiske samarbejde tager afsæt i det stærke nordiske værdi- og interessefællesskab. Og det nordiske fællesskab er rigtig unikt, ja, det oplever jeg selv, når jeg rejser med Nordisk Råd. Vi har meget tilfælles, og et stærkt fællesskab er med til at indfri vores mål om at skabe vækst og flere arbejdspladser, et endnu bedre miljø og også et trygt og sundt liv for alle på tværs af de nordiske lande. Som bekendt løfter man jo mere i flok, og det er, præcis hvad vi gør med det nordiske samarbejde. Vi når nemlig længere i fællesskab, og det er ikke mindst vigtigt i en tid med så store omlægninger rundtomkring i verden.

I 2015 har Danmark formandskabet i Nordisk Ministerråd. Det bliver et spændende år, og hos Socialdemokraterne ser vi frem til alle prioriteringsområderne.

De fleste mennesker, virksomheder og institutioner har i de seneste år mærket konsekvenserne af den økonomiske krise. Også de nordiske samarbejdsministre har i 2012 effektiviseret Nordisk Ministerråds budget.

Under det danske formandskab vil der blive fokuseret på fire vigtige områder: Velfærd, Vækst, Værdier og Det Blå Arktis. Disse fokusområder vil være med til at styrke Norden som spydspids, når det gælder miljø, klima og grøn vækst.

De nordiske byer skal være endnu mere attraktive og endnu mere bæredygtigt, end de er i forvejen, lige fra affaldssortering til arkitektur. Mode- og tekstilbranchen skal også have et løft, så bæredygtighed og miljø kommer i fokus – ikke mindst de menneskelige aspekter og et ansvar for ordentlige arbejdsvilkår.

Jeg har allerede nævnt mode, og her er projektet Ny Nordisk Mode et godt tiltag, og under det punkt vil jeg også gerne nævne Grønlands sælskind som et bæredygtigt produkt, der desværre stadig kan blive betragtet med en vis skepsis. Min kollega i Folketinget og i Nordisk Råd, Karin Gaardsted, har lagt et stort stykke arbejde i et fremme fokus på Grønlands sælskind som en vare, der bliver inddraget i de nordiske forbrugeres bevidsthed.

Bioøkonomien skal også vokse, og i den forbindelse skal regeringen sammen med Færøernes landsstyre og Grønlands selvstyre lancere et projekt, som skal finde nye løsninger inden for fiskeindustrien, fiskeopdræt og tang, og det giver sig selv, at der også her skal være fokus på bæredygtighed, miljø og vækst. Vi skal konkurrere på kvalitet og også på at være nytænkende.

Under velfærdsområdet skal vi bl.a. sørge for, at kvaliteten af sundhedsydelserne bliver endnu højere for alle. Som tidligere formand for Sundhedsudvalget er jeg også rigtig glad for, at vi har sat gang i programmerne »Holdbar Nordisk Velfærd« og »One Health«. En lang række tiltag er allerede i gang, og flere er altså på vej.

Kampen mod social dumping hører under velfærdsinitiativerne, og herhjemme har vi sat hårdt mod hårdt i kampen mod social dumping for fortsat at være med til at sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår på det danske arbejdsmarked, og det er altså også en vigtig nordisk diskussion. Det er et område, som vi ser frem til at følge meget tæt, og som vi Socialdemokrater er rigtig optaget af.

På det sproglige område, ja, der skal der være fokus på vigtigheden af forståelsen af skandinavisk for børn og unge. Som børne- og undervisningsordfører er det noget, som ligger mig nært, at det er en vigtig del af vores tætte fællesskab, at vi har en fælles sproglig forståelse. Når vi mødes på tværs af grænserne, er vi alt for hurtige til bare at slå over i engelsk i stedet for at gøre os den ulejlighed at lære og forstå dansk, norsk og svensk. Det er et vigtigt arbejde at give børn og unge mere mod på at gøre det.

Arbejdet med at styrke det nordiske brand er altså også et vigtigt område, som skal tiltrække endnu mere opmærksomhed omkring Norden ude i verden. Vores værdier, vores samfundsmodel, vores evne til at samarbejde, vores mode, vores mad, naturen og mentaliteten er alt andet end noget, vi bare har, det er også et unikt brand. Og det er noget, som vi bliver beundret for, ja, som sågar bliver studeret rundtomkring i verden. Projekter som »Ny Nordisk Mode«, »Ny Nordisk Mad« og »Nordic Cool« er nogle af de eksisterende tiltag, som vi skal styrke. Vores nordiske brand har bæredygtighed, miljø og vækst, og det skal også fremover være de overordnede overskrifter.

Med hensyn til spørgsmålet om grænsehindringer er det et emne, som har stor opmærksomhed. Grænsehindringsrådet er blevet etableret, og det skal være med til at styrke samarbejdet endnu mere på tværs af grænserne og få løst op for de udfordringer, som der til stadighed opleves flere steder. Mange penge kan spares, og her tænker jeg især på standarder inden for byggebranchen, ligesom mange arbejdspladser skal skabes, og her tænker jeg på f.eks. anerkendelse af erhvervskvalifikationer. Men jeg synes også, det er nødvendigt, at grænsehindringsombudsmandsinstitutionen bliver oprettet, altså et kontor, som hjælper den enkelte borger, der er kommet i klemme.

Status er, at Grænsehindringsrådet nu er i kontraktforhandlinger om at få udarbejdet en betænkning om mulighed for at styrke samarbejdet. Hvis alt går vel, ja, så skulle der ligge en betænkning klar til påske, som kan bruges som beslutningsgrundlag til sessionen i Reykjavík.

Som det sidste område skal vi også arbejde videre med Arktis. Klimaudfordringer i Arktis er kommet for at blive, og et større samarbejde omkring disse udfordringer er nødvendigt, ligesom det er det omkring sikkerheden i forbindelse med sejlads. Ikke mindst når det gælder krydstogtskibe, skal der effektiviseres.

Det samme gælder miljø- og sikkerhedskrav. Skulle en katastrofe opstå eksempelvis på en af de mange store krydstogtskibe, der hvert år besøger Grønland, ja, så er der stadig væk alt for mange spørgsmål, der kræver svar. Det gælder også i tilfælde af olieudslip.

De klimaforandringer, som finder sted netop nu, mindsker isen omkring Nordpolen. En af konsekvenserne vil være en forventelig øget skibstrafik både inden for fragt, turisme og fiskeri. Det er derfor vigtigt, at vi fastholder overvågningen og suverænitetshævdelsen af rigsfællesskabets territorium i Arktis og Nordatlanten.

Med det danske formandskab for Nordisk Ministerråd i 2015 er jeg glad for, at der bliver fokuseret mere på Arktis.

I forhold til Østersørådssamarbejdet er det vigtigt for os at nævne situationen omkring Rusland og Ukraine. Østersørådets hovedopgave er at fremme den demokratiske udvikling i Østersøregionen, og netop derfor er Østersøsamarbejdet også vigtigt, når vi ser på de ting, der er sket. Dialog er her nøgleordet, og f.eks. kan nævnes, at min socialdemokratiske kollega og Nordisk Råds præsident for 2014, Karin Åström, besøgte Østersøregionen tidligere på året for at skabe dialog og synlighed omkring Ukrainekrisen. Samtidig går 40 pct. af den samlede danske import til Østersøregionen; vi snakker om godt 400 mia. kr. Det er derfor også af den grund sund fornuft at bidrage til samarbejdet.

Som jeg har fremhævet i min tale, er det nordiske samarbejde og fællesskab unikt. Vi skal værne om vores værdier, vores samfundsmodel og værdigrundlag og fortsat arbejde for, at vores nordiske borgere kan leve i tryghed og med de bedst mulige betingelser for et godt arbejdsliv og en god velfærd. Samtidig skal vi skabe de bedste betingelser for dem, der gerne vil være en del af Norden. Den grønne vækst skal fremmes, og miljøet skal der værnes om. Vi deler historien, vi deler langt hen ad vejen også sproget og kulturen, men først og fremmest deler vi den fælles fremtid.

Tak til ministrene for deres deltagelse og for deres arbejde. Tak for ordet.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Så er det hr. Mikkel Dencker som Dansk Folkepartis ordfører.

Jeg vil indlede med at sige tak til begge ministre, der er til stede, for de redegørelser, som er blevet udsendt. Jeg synes, at det har været interessant læsning, og jeg kan da i hvert fald fra mit eget virke i Nordisk Råd gennem de sidste 2 år sagtens genkende fremstillingen af mange af de emner, som redegørelserne vedrører.

For os i Dansk Folkeparti er det nordiske samarbejde af en særlig betydning, fordi det er i samarbejdet med de nordiske lande, at vi ser det umiddelbare og det helt naturlige samarbejde. Det skyldes, at vi i de nordiske lande har et helt andet og mere umiddelbart fællesskab med hinanden i kraft af vores meget nært beslægtede historie, vores fælles værdier, det sproglige fællesskab, så man kan sige, at det jo egentlig ligger meget mere ligetil at samarbejde end det samarbejde, som ellers ligger mest beslag på bevidstheden, nemlig EU-samarbejdet.

Det naturlige er da også, at det bedste samarbejde opstår mellem dem, som kommer fra samme udgangspunkt og derfor helt naturligt kan have glæde af hinandens selskab. Som et mundheld siger, så er det sådan, at lige børn leger bedst, og vores samtid er da også rig på eksempler på, at det går skidt, når ulige parter bringes ind i et fællesskab og skal fungere sammen.

I den sammenhæng kan jeg ikke lade være med at tænke på, at det jo er meget ulige parter, der er blevet bragt sammen i eurosamarbejdet, og at det jo heller ikke har været den helt store succes. Derfor er vores holdning da også, at det er det nordiske samarbejde, der er det helt naturlige samarbejde for Danmark, og det er blandt de nordiske lande, at der er tale om lande, der ligner os meget mere end landene inden for rammen af EU.

Derfor er vi også i Dansk Folkeparti engageret i at udvikle det nordiske samarbejde med rigtig mange aspekter, bl.a. er grænsehindringer et vigtigt emne for os, og det ved jeg også at mange af de andre ordførere, som enten har talt eller vil tale senere i dag, er engageret i, fordi det er den frie bevægelighed i Norden, der er forudsætningen for, at den gode udveksling, der er landene imellem, også kan omsættes i en gunstig økonomisk udvikling til gavn for alle parter.

Men selv om der er fordele ved fri bevægelighed i Norden, kan der også være ulemper forbundet med den, hvis der er ubalance mellem de nordiske lande, eksempelvis når borgerne i de nordiske lande har fri adgang til at flytte mellem landene og får samme adgang til sociale ydelser som bopælslandets egne statsborgere. Det er i sig selv ikke noget problem, hvis alle lande har nogenlunde tilsvarende ydelsesniveauer, og hvis betingelserne knyttet til ydelserne er sammenlignelige. Men problemet opstår, hvis der er for store forskelle.

I Dansk Folkeparti frygter vi, at den helt utøjlede indvandring til Sverige og den enorme tildeling af statsborgerskaber i Sverige på længere sigt kan føre til ubalance mellem de nordiske lande, for hvis vi forestiller os, at de mange nye indvandrere til Sverige får lige så svært ved at forsørge sig selv som generationerne af indvandrere før dem, vil det svenske velfærdssystem kommer under et gevaldigt pres, hvor man kan blive tvunget til at begrænse adgangen til sociale ydelser eller måske endda sænke ydelsernes niveau. Sker det, kan det ikke udelukkes, at mange indvandrere i Sverige vil søge videre til Sveriges nabolande, hvor der stadig væk vil være adgang til bedre ydelser.

Derfor må vi i Danmark – og man bliver nok også nødt til det samme i Norge og Sverige – løbende overveje, om udviklingen i Sverige giver os anledning til at justere svenskernes adgang til det danske velfærdssystem. Så på den måde kan man sige, at Sverige spiller hasard med det gode nordiske samarbejde. I Danmark hverken kan eller skal vi bestemme, hvilken indvandringspolitik Sverige skal føre. Det må svenskerne helt selv bestemme, men vi har i hvert fald vores ret til at tage vores forholdsregler, hvis den svenske politik kommer til at gå ud over Danmark.

Nu hvor jeg nævner Sverige, vil jeg heller ikke undlade at komme ind på den anden chokerende udvikling i Sverige, som vi har været vidner til i det forgangne år. For en måned siden var der valg i Sverige, og set fra denne side af Øresund kunne vi følge med i et forløb, som ikke var et demokratisk land værdigt. I en helt uhørt grad blev et af landets største partier trådt under fode af den forenede svenske presse og af de øvrige svenske partier. Ukvemsordene mod Sverigedemokraterne kom i en lind strøm, og antallet af meldinger om chikane mod partiets aktiviteter var desværre hyppige.

Sådan en behandling af et politisk parti hører ikke hjemme i et demokratisk samfund som Sverige, og med den stigmatisering kombineret med den meget begrænsede valghemmelighed, der er i det svenske valgsystem, kunne man godt frygte, at mange svenskere følte sig truet eller presset til ikke at stemme på Sverigedemokraterne. Men heldigvis endte Sverigedemokraterne med at blive Sveriges tredjestørste parti, og det er flot, så mange svenskere lod sig ikke kue af de bøllemetoder, man brugte i den svenske valgkamp.

Desværre har antallet af nyheder af negativ karakter fra Sverige været tiltagende i det forgangne år. Tidligere har vi hørt om, at tegneserien Tintin var blevet censureret fra svenske biblioteker på grund af et påstået racistisk indhold. I år var turen så kommet til svenskernes egen Pippi Langstrømpe, som også måtte fjernes fra nogle gardiner, var det vist, på grund af indholdet af tegningerne på gardinerne. Senest er man gået så langt, at man har idømt en kunstner 6 måneders ubetinget fængsel på grund af indholdet af hans kunst, og værkerne er blevet dømt til destruktion. Det er vist kun ting, man hører om fra diktaturstater, og det er da ikke et nordisk land værdigt.

I de sidste år har det nordiske samarbejde taget fat på en del ændringer af organisationen. Her i 2014 og årene frem gennemføres en slankning af samarbejdes økonomi, hvor en del af aktiviteterne skæres fra eller bliver reduceret. Dansk Folkeparti og vores gruppesamarbejde, Nordisk Frihed, bakker op om de her besparelser. Det er nemlig sundt af og til at stoppe op og overveje, om alle de aktiviteter og alle de udgifter, man har, nu også er nødvendige, og om pengene ikke kunne bruges på en bedre måde eller simpelt hen bare spares. Det arbejde har vi i Danmark gået forrest i, og det er et arbejde, som Dansk Folkeparti bakker op om.

Ligeledes er vi også godt tilfredse med, at man i Nordisk Råd har taget fat på at revurdere den måde, som Nordisk Råds arktiske arbejde bliver organiseret på. Jeg har selv det sidste halve år indgået i en reformgruppe, som skal komme med forslag til, hvordan de politiske processer i Nordisk Råd kan forbedres, gøres mere vedkommende og bringes tættere på arbejdet i de nordiske parlamenter. Det arbejde pågår stadig, og jeg håber da, at vi om et år, når vi næste gang har en redegørelsesdebat om det nordiske samarbejde her i Folketinget, kan se tilbage med tilfredshed på, at Nordisk Råd er blevet reformeret.

Til slut vil jeg sige, at jeg også med interesse har læst redegørelsen om det arktiske samarbejde. Der bliver også gjort et godt stykke arbejde inden for det arktiske samarbejde, bl.a. ved at fremhæve arbejdet med at fremme sejladssikkerheden som noget, man kontinuerligt arbejder med at forbedre. Det ser vi med tilfredshed på i Dansk Folkeparti.

Også i det baltiske samarbejde er der gode resultater. Det er jo ikke noget, der er så meget opmærksomhed om herhjemme, må man jo sige, men bl.a. vil jeg da fremhæve, at arbejdet med menneskehandel inden for det baltiske samarbejde har givet nogle pæne resultater, som vi da kan være godt tilfredse med.

Så med de ord vil jeg endnu en gang sige tak for redegørelserne til de to ministre og sige, at jeg selv glæder mig til at tage del i Nordisk Råds samarbejde i det kommende år.

Der er en kort bemærkning fra hr. Finn Sørensen.

Hørte jeg virkelig rigtigt? Sagde ordføreren, at hvis ikke Sverige ændrer sin politik på flygtningeområdet og bliver mere restriktiv, mener Dansk Folkeparti, at vi skal begrænse svenske statsborgeres adgang til danske velfærdsydelser? Var det det, jeg hørte? Det vil jeg da gerne lige have bekræftet.

Ordføreren.

Jeg kan sige, at det ikke var præcis det, hr. Finn Sørensen refererer, som jeg sagde. Jeg sagde, at det jo står svenskerne frit for at indrette deres indvandringspolitik, som de har lyst til – det vil jeg ikke blande mig i, det må man selv om – men at det også står Danmark og andre nabolande frit for at vælge, om vi fortsat vil give svenskere direkte adgang til det danske sociale system. Det mener jeg ikke der er grundlag for at revidere lige nu, men hvis der kommer en udvikling, hvor rigtig mange svenskere søger til Danmark for at få sociale ydelser, er der en ubalance i det nordiske samarbejde, og så må vi revurdere, om vi stadig væk skal give svenske statsborgere den samme adgang til vores system.

Hr. Finn Sørensen.

Jamen så kan jeg da høre, at jeg i hvert fald hørte nogenlunde rigtigt: at hvis ikke den svenske flygtningepolitik ændrer sig fremover, altså hvis de bliver ved med at tage imod så mange flygtninge, vil man fra Dansk Folkepartis side skride til sådan nogle foranstaltninger.

Så er mit spørgsmål: Er det så ikke lidt selvmodsigende at stå og tale om, at man gerne vil styrke det nordiske samarbejde? Var det ikke meget bedre for det nordiske samarbejde og også for de enkelte landes muligheder for en god håndtering af flygtningeproblemet, at vi så i stedet for søgte et meget tættere samarbejde om det spørgsmål og prøvede at nå frem til nogle nogenlunde fælles målsætninger og fremgangsmåder, sådan at vi kan løfte den opgave, vi vel har som et rigt land, i forhold til at hjælpe mennesker, der er på flugt? Så er det ikke en selvmodsigelse, ordføreren nu kommer med?

Ordføreren.

Nej, jeg synes ikke, der er nogen selvmodsigelse her. Jeg tror heller ikke på muligheden af, at man kan nå frem til en form for overenskomst med svenskerne om, hvordan flygtningesituationen skal håndteres. Der tror jeg nok at parterne står alt for langt fra hinanden.

Jeg og Dansk Folkeparti vil ikke på nogen måde blande os i, hvordan Sveriges udlændingepolitik skal skrues sammen; det må den svenske Rigsdag og regering helt selv bestemme. Men hvis det begynder at få konsekvenser som en form for afledt indvandring via Sverige til Danmark, er det klart, at vi må se på, hvordan vores relationer til Sverige skal være skruet sammen fremover.

Der er yderligere et par korte bemærkninger fra fru Annette Lind.

Tak for det. Jeg syntes, det lød lidt besynderligt – er det sådan, at vi skal sætte begrænsninger op for svenskerne i det nordiske samarbejde? Er det egentlig vores opgave i det nordiske samarbejde?

Ordføreren.

Det er dansk indenrigspolitik, og det kan blive nødvendigt.

Fru Annette Lind.

Mener du virkelig, at vi skal gøre vilkårene sværere for danskerne ved at sætte begrænsninger i det nordiske samarbejde på grund af indvandrerpolitik?

Jeg skal lige minde om, at vi ikke bruger tiltaleformen du i Folketinget.

Ordføreren.

Jeg ved ikke, hvad det er, fru Annette Lind hentyder til. I Danmark fastsætter vi vores politik og hvem der har adgang til danske ydelser, og hvis det viser sig, at det nordiske samarbejde er for liberalt, for fleksibelt og dermed tillader for mange personer at hæve danske overførselsindkomster, må vi jo se på de regler, og det er det, som jeg lægger op til. Hvis den svenske indvandring bliver så stor og afledes til Danmark via indvandring til Danmark via Sverige, må vi se på de her regler.

Så er det hr. Bertel Haarder for en kort bemærkning.

Som Nordisk Råds repræsentant i det nye Grænsehindringsråd kan jeg ikke lade være med at spørge ordføreren: Vil han ikke godt love at tænke sig grundigt om, før han foreslår nye grænsehindringer, blot fordi han er uenig i den svenske udlændingepolitik?

Ordføreren.

Jeg kan garantere hr. Bertel Haarder, at vi altid tænker os grundigt om i Dansk Folkeparti.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Så er det fru Zenia Stampe som radikal ordfører

Tak for det. Jamen vi kommer endnu videre omkring, end jeg egentlig havde regnet med. For da jeg læste de tre redegørelser, vi skulle diskutere, syntes jeg, at det i forvejen var en stor mundfuld, og når vi så også skal diskutere udlændingepolitik, bliver den jo endnu større. Men jeg tror altså, jeg vil holde mig fra det og have et lidt andet fokus. Jeg er ikke selv nordisk ordfører, og derfor har jeg fået et par input – undskyld fremmedordet; jeg ved ikke, hvad det hedder på dansk – med fra fru Liv Holm Andersen, som jeg har lovet ikke at læse op, men at referere. Fru Liv Holm Andersen har gjort sig nogle gode tanker, som jeg skal prøve at referere loyalt. Og det er man selvfølgelig velkommen til også at spørge til.

Så jeg vil starte med Norden, som vi jo prioriterer rigtig højt. Vi er lande, der minder om hinanden; vi har samfund, der ligner hinanden; og vi har mange af de samme prioriteter både hjemme og ude i verden. Derfor er det frugtbart at samarbejde både på fælles interesseområder og på de nationale dagsordener, hvor vi kan inspirere hinanden og dyrke fælles initiativer inden for f.eks. grøn vækst, velfærdsudfordringer, sundhedspolitik eller kulturelt samarbejde for lande med en meget stor fælles kulturarv.

Men det er også godt at stå sammen om de dagsordener, hvor vi er stærke ude i verden, f.eks. om klima- og udviklingsdagsordenerne, hvor vi enkeltvis betyder mindre, end hvis vi står sammen og holder på vores prioriteter. Derfor er hele den fællesnordiske brandingstrategi med de nordiske huse og meget andet også spændende og relevant, og vi er derfor også rigtig glade for den fælles vision for det nordiske samarbejde, som går under navnet »Norden – Sammen er vi stærkere«. Det er jeg helt enig i.

Desuden er vi i Radikale Venstre også optaget af og bakker op om den igangværende proces med at få et mere dynamisk og konkret samarbejde, som man bedre kan relatere til ude i de respektive nordiske samfund, ligesom det er interessant, at flere af samarbejdsområderne faktisk har en tydelig nordisk merværdi på den ene eller den anden vis. Derfor er vi også glade for det reformarbejde, der er i gang.

Endelig er vi også rigtig glade for den danske regerings arbejde med at kigge på de nordiske grænsehindringer. Dette kunne man naturligvis godt ønske sig gik hurtigere, men vi ved også, at det ikke er lige nemt. Det må vi videre med.

Så vidt det nordiske. Nu kommer vi til det arktiske og Østersøsamarbejdet, som jo har visse snitflader, når det handler om områder og emner. Der er flere emner, der går igen: miljø, energi osv. Men den vinkel, jeg godt kunne tænke mig at lægge på begge de redegørelser, der er blevet givet, og på de to områder, er den sikkerhedspolitiske vinkel. For vi har jo ellers i de sidste 10 år vænnet os til at være sådan en stat, der lå i periferien af ting, der handlede om sikkerhed. Sikkerhed er sådan noget, der foregår langt væk. Indimellem sender vi folk og kampfly og transportfly af sted for at kæmpe for vores sikkerhed, men vi har sådan set vænnet os af med tanken om, at sikkerhed er noget, der foregår i vores egen baghave. Det har jo ændret sig fuldstændig radikalt de sidste par år.

Nu har jeg selv været med til at gøre rigtig meget grin med dem, der frygtede russerne, de sidste par år, men der må vi jo nok alligevel revidere det standpunkt. Men før bekymringen i forhold til Rusland kom ind i billedet, havde vi også i de sidste par år set på udviklingen i Arktis og ikke mindst med bekymring, men dog også med optimisme, reflekteret over den risiko, som den her udvikling i Arktis også kan føre med sig. For den udvikling, der er åbnet op for, giver jo nye muligheder, men den åbner altså også for nogle risici. Og der kommer pludselig nogle helt nye interesser på spil i Arktis, som vil gøre Arktis til et meget vigtigt interesseområde, ikke bare for os, der bor i nærheden af Arktis, men altså også for stormagter i resten af verden.

Derfor synes vi selvfølgelig, det er vigtigt med den fokus, der er på havmiljø og redningstjeneste osv., men der er ingen tvivl om, at der, hvor vi har den største bekymring, jo er, hvis Arktis skulle gå hen og blive yderligere militariseret og et højspændingsområde. Det er derfor, jeg er rigtig glad for, at regeringen i sin redegørelse lægger vægt på, at vi skal bidrage til, at Arktis forbliver et lavspændingsområde. Det er afsindig vigtigt for os, og det er det derfor også, at den krise, som lige nu udfolder sig mellem Ukraine og Rusland, men altså også Rusland og resten af verden, herunder os, bliver holdt uden for det arktiske samarbejde. Det er fuldstændig afgørende, at Arktis ikke bliver sådan et sted, hvor regionale konflikter får en ny scene.

De vurderinger, der er lavet af eksperter, er måske ikke, at der kommer konflikter i Arktis om de store interesser, der ellers er i Arktis, men at regionale konflikter rundtom i verden kan få et eller andet spillover i Arktis. Der er jo ingen tvivl om, at det er noget, man ikke kan lade være med at frygte i den situation, vi har set mellem Rusland og Ukraine, og derfor tror jeg også, der er rigtig mange af os, der har været optaget af at følge Ruslands færden i Arktis. Jeg synes, der har været lidt forskellige meldinger om, hvorvidt man kan læse den konflikt i Ruslands ageren i Arktis. Jeg kan se, at man i redegørelsen lægger op til, at der ikke er sket noget, som skulle bekymre. Jeg har læst andre versioner, men jeg tror nu også på den, der bliver fremlagt i redegørelsen. Men det er selvfølgelig noget, som vi følger meget nøje.

Det er lidt den samme vinkel i forhold til Østersøsamarbejdet, som jo også til at starte med var sådan et tillidsskabende samarbejde, der skulle skabe dialog, og som jeg synes ligger i meget, meget fin forlængelse af den indsats, som Danmark også stod for under den kolde krig. Vi var medlem af NATO, og alligevel var vi jo ekstremt aktive i forhold til at skabe og fastholde en dialog imellem Øst og Vest. Og det synes jeg stadig væk er vores rolle. Selv i en tid, hvor også vi taler med store bogstaver over for Rusland, og hvor vi er med i sanktioner, er det også vores rolle hele tiden at holde dialogsporet varmt. Og det skal holdes varmt via vores Østersøsamarbejde. Det skal holdes varmt via Arktis.

Når det er så vigtigt for mig at slå ned på de her punkter, er det selvfølgelig bl.a., fordi jeg er forsvarsordfører. Men det er også, fordi jeg er fuldstændig overbevist om, at den allervigtigste sikkerhedspolitiske dagsorden for Danmark altså ikke er at sende kampfly til Irak. Jeg er tilhænger af det; jeg synes, det er rigtigt, det er vigtigt, men der, hvor vi har allerstørst indflydelse, og frem for alt allerstørst ansvar, er i vores eget nærområde. Det er i Østersøområdet, og det er i Arktis. Og når det er så vigtigt nu, er det, fordi der er store risici forbundet med de områder, hvilket er fuldstændig nyt for os, for det har vi jo ikke tænkt på de sidste 10 år.

Så ja, vi skal stadig væk fare rundt i fjerntliggende egne og kæmpe for sikkerhed, men vi skal også være opmærksomme på, at Danmark i fremtiden kan ende som en frontlinjestat igen, fordi vi ligger tæt på områder, hvor der er spændinger. Og vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at sørge for at holde de spændinger nede. Det er fuldstændig afgørende for Danmark, og jeg mener, det er en absolut topprioritet for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Tak til den radikale ordfører. Hr. Steen Gade som SF's ordfører.

Tak for ordet. Vi sambehandler jo tre redegørelser om Norden, Østersøen og Arktis. Og kernen i det er det nordiske samarbejde, kan man sige, så derfor vil jeg starte med det. Men man kan heller ikke se bort fra, at selv om der er en kerne, er der også pæne forskelle i forhold til de andre områder. Hvad er vigtigt i forhold til Østersøsamarbejdet, og hvad er vigtigt i forhold til det arktiske? Jeg tror måske, det ville være godt at betragte vores nordiske samarbejde som et af de kernesteder, hvor vi, om end vi ikke skal lægge en absolut fælles linje i forhold til de andre organer, måske godt kan bruge det samarbejde lidt mere aktivt til at få snakket nogle ting grundigt igennem. For som nordiske lande samlet set – og ikke bare som enkeltlande – har vi en ganske særlig interesse i Arktis.

Hvad angår Norden, har regeringen jo lagt op til, at det nordiske samarbejde skal opprioriteres. Det er vi i SF fuldstændig enige i, og jeg tror, som også hr. Bertel Haarder var inde på, at der er en bedre mulighed, end der har været i en del år, for faktisk at gøre det i praksis. Men når jeg så følger det – jeg har ikke altid fulgt det særlig meget, for jeg har vel dybest set tænkt, og tænker vel stadig, at det vigtigste samarbejde, vi har, er det europæiske, for det er der, det sner; det er der, vi kan få nogle direkte resultater – og efter at jeg har beskæftiget mig med det, kan jeg sige, at der også er en række muligheder i det her samarbejde, der ikke udnyttes fuldt ud. Bertel Haarder var inde på nogle metoder, som måske kunne styrke det.

Jeg har hæftet mig lidt ved noget, som jeg ved regeringen også er optaget af, nemlig at man løbende laver strategisk kortlægning af de områder, samarbejdet potentielt kan udvides med. Vi mangler jo en dynamo i mekanikken. Man kan sige meget om Europa-Kommissionen osv., men på en eller anden måde er de en dynamo, og vi mangler en dynamo i det nordiske samarbejde. Mit råd til regeringen i forhold til formandskabet, det danske formandskab, der starter om et par måneder, vil være virkelig at få udrustet den mekanisme, som man jo så er enige om vi skal have, så den virkelig bliver dynamisk og kommer med nye initiativer.

Jeg kan nævne en ting, som jeg selv gennem årene har været optaget af, og som hr. Bertel Haarder nævnte som et af Nordens styrkeområder, nemlig bistanden til udviklingslande. Ja, vi er kæmpestore hver for sig. Men vi er virkelig store, hvis vi lægger nogle af kræfterne mere sammen, og jeg vil gerne sige til udenrigsministeren – nu er udviklingsministeren her jo ikke – at jeg faktisk synes, vi skulle være meget mere aktive på det punkt. Behøver Danida, Norad og Sida, som de hedder i de tre skandinaviske lande, være der samme sted? Det er ikke særlig hensigtsmæssigt.

Jeg ved godt, der samarbejdes, men det er ikke det, jeg snakker om. Jeg snakker jo faktisk om at lægge æggene meget mere radikalt sammen, end vi har set. Det var bare et eksempel. Ellers vil jeg sige, at jeg synes, der er gode prioriteringer, og jeg synes faktisk, at social dumping skulle opprioriteres i diskussionen.

Om arbejdet med grænsehindringer vil jeg sige, at jeg støtter det fuldt og helt. Men det er interessant, at når man så sammenligner med, hvordan man har harmoniseret på EU-plan – for det er jo dybest set harmonisering, vi snakker om; i EU-sammenhæng lyder det tit negativt i folks ører, mens det i forbindelse med nordiske samarbejde lyder pænere – så kan man se, at vi ikke har en mekanisme, der giver sikkerhed for, at vi harmoniserer på et højere beskyttelsesniveau. Det har man da trods alt i EU, men i det nordiske samarbejde har vi ikke en sådan mekanisme, og jeg vil opfordre regeringen til i hvert fald at få det skrevet ned, så det hele tiden bliver tænkt ind, at når vi fjerner grænsehindringer, så er det samtidig også, for at vi vil have det højeste beskyttelsesniveau i forhold til miljø, sikkerhed osv.

Så skal det handle om Østersøsamarbejdet. Jeg er enig i, at det skal fokuseres. Jeg kunne ønske mig, at det hav, som binder Østersøområdet sammen, fik en højere prioritet. Altså, forureningsproblemerne er massive. Vi har HELCOM, men der er altså for lidt power her, for med de stigende temperaturer, vi får i vores have – og lige nu er det jo der, CO 2 'en går ned, det er jo der, der for alvor sker noget; vi har jo sådan en vis stilstand i temperaturstigningen på landjorden, men der sker noget i havet – så er Østersøen enormt udsat i de kommende år. Derfor må der altså nogle tiltag til af betydelig mere bindende karakter. Så det er en opprioritering og et ønske om, at HELCOM og Østersørådet og det der bliver lidt mere powerfuldt og kommer til at hænge mere sammen. Det skal også hænge sammen med EU's strategier, så det er jo ikke en simpel sag. Det ved jeg godt.

I forhold til Østersørådet nævnte Bertel Haarder temaet med Rusland. En vigtig del af, at Østersørådet blev oprettet i sin tid, var jo rent faktisk, at man ville sørge for, at den proces, som så indtil videre er endt lykkeligt – at de baltiske lande kunne blive selvstændige, de kunne blive medlemmer af EU, og at vi også havde et godt forhold til Rusland – kunne opretholdes. Det mener jeg stadig er et absolut hovedformål med at have Østersørådet: at bevare et godt forhold til alle lande i det område, med de vanskeligheder, det giver. Det betyder ikke, at vi skal holde op med at kritisere Rusland, når der er grund til at kritisere Rusland, men det betyder, at vi ikke skal blande alting sammen.

Så til det arktiske: Det interessante ved det arktiske samarbejde, synes jeg, i den her sammenhæng er jo, at vi her har med et område at gøre, som er under stærk opprioritering. Arktisk Råd er jo pludselig blevet til et sted, hvor der virkelig sker noget, fra mere at have været en diskussionsklub tidligere. Jeg mener, der er meget gode grunde til, at vi opprioriterer, så der er fuld støtte til opprioriteringen. Jeg synes også, vi har en særskilt interesse i, at EU får observatørstatus. Jeg kender godt konflikterne med Canada og andet osv. og EU's mærkværdige politik på sælområdet, men vi har altså virkelig en interesse i, at EU er med, også fordi det jo er der, hvor verdens store magter vil interessere sig for at mødes de kommende år. Og vi har en kæmpe interesse i også at have den alliance om et bredere europæisk engagement i det arktiske.

Her skal vi igen, og det står også i redegørelsen, sørge for, at konflikter med Rusland ikke flyttes direkte op i det arktiske område. Det er en meget, meget afgørende ting, synes jeg, for Danmark og også for rigsfællesskabet, for Grønland, at vi ikke får en militarisering af området. Det skal ikke misforstås, som om der ikke må sejle et krigsskib deroppe som observatør, men militarisering betyder noget andet. Det betyder, at de er der for at bruge deres militære kapacitet. Noget andet er jo overvågning, og det er faktisk en del af, at systemet fungerer, at man ved, at der er nogle aftalte grænser. Vi må meget håbe på, at hele spørgsmålet om sokkeldelingen i Arktis osv. falder på plads, hvad jeg håber, og jeg synes, at alt nu ser ud til, at det kan falde på plads på fredelig vis, så der kommer en afklaring.

Til sidst vil jeg sige om Norden, som jo er kernen i det her, at vi skal passe på. Vi er meget populære. Der er jo snart ikke en tv-serie i de angelsaksiske lande, som ikke handler om, hvor smart det er at være nordisk og skandinavisk osv., og vi kan jo gå og sole os i det og tro, at vi virkelig er så gode. Så vil jeg bare sige: Det er jo ikke en svaghed, vi har i forvejen i de skandinaviske lande, altså at vi tror, vi ikke er gode. Vi tror i forvejen, at vi er lidt gode. Nu siger de andre også, at vi er fantastiske, men ved I hvad? Det er vi ikke. Vi kan noget, og vi kan mere, men min advarsel er bare, at vi skal passe på, at vi ikke bliver selvgode, og i stedet ruster os til de ret store udfordringer, vi har i de kommende år.

Der er en kort bemærkning fra hr. Finn Sørensen.

Tak, og tak til ordføreren for et indlæg, som jeg jo på mange punkter var enig i. Jeg synes, at det, som ordføreren sagde, om, at man skulle prøve at finde en mekanisme, lød interessant, altså sådan at når vi afskaffer grænsehindringer, harmoniserer vi på det højest mulige beskyttelsesniveau for borgere og miljø og sådan noget. Sådan forstod jeg det, og det kan man jo kun være enig i; det tror jeg i hvert fald Enhedslisten er. Men hvordan forestiller ordføreren sig at sådan en mekanisme skulle implementeres i Nordisk Råd? Er det sådan, at ordføreren går med overvejelser om, at vi på det punkt skulle afgive suverænitet til Nordisk Ministerråd? Hvordan skulle sådan en mekanisme iværksættes?

Ordføreren.

Altså, så længe vi ikke afgiver suverænitet i et nordisk samarbejde, skal det jo gøres sådan, at man, hver gang man tager et initiativ til at fjerne grænsehindringer, så i det mindste skulle beskrive den problemstilling; det ville være det første og det mest simple. Men ellers er det jo lidt mig, der har givet bolden videre til ministrene på det her punkt. Og så kan jeg jo godt sige til Enhedslistens ordfører: Det med at afgive suverænitet er jo ikke noget, som jeg er lige så nervøs for, som hr. Finn Sørensen er. Jeg tror faktisk, der kan være store fordele ved det indimellem.

Hr. Finn Sørensen.

Tak. Jeg har ellers fået en opfattelse af, at det kun er nogle, ordføreren synes det er i orden at afgive suverænitet til, nemlig EU. Men når vi i vores fælles gruppe i Nordisk Råd har diskuteret muligheden af, at man i en fjern fremtid måske kunne finde på at afgive suverænitet til det nordiske samarbejde, så var ordføreren ikke interesseret. Det var derfor, jeg spurgte sådan lidt ind til det.

Jeg skal ikke bebrejde ordføreren noget, for det er da vigtigt, at man også kan komme med en god idé. Det har man selvfølgelig lov til, uden at man absolut selv har svaret på, hvordan den skal implementeres. Og jeg synes, det er en god idé, som bør forfølges, altså at man som minimum skal beskrive konsekvenserne af de måder, vi implementerer EU-lovgivningen på, og forsøge at få en fælles beskrivelse og erkendelse af det, hvis det i nogle tilfælde fører til et lavere beskyttelsesniveau, hvad det selvfølgelig ikke bør gøre. Så lad os se bort fra drilleriet; jeg synes, det er en god idé, og lad os arbejde videre med det.

Ordføreren.

Hvad angår drilleriet, vil jeg sige: Jo, jeg kan godt afgive suverænitet til et nordisk samarbejde, det er jeg ikke principielt modstander af. Men jeg har det syn på det, at alle nordiske lande på en eller anden måde er medlemmer af EU; der er nogle, der ikke kan lide det, men vi er det jo alle sammen, vi er bare med på forskellige områder. Nogle er så ikke formelt med, men de er jo alligevel med i hoveddelen. Det gælder f.eks. Norge og Island, de er jo reelt med i store dele af EU-samarbejdet. Jeg tror, det er ret vigtigt, at man anskuer det nordiske samarbejde som nogle lande, der er med i EU, men på forskellig vis.

Tak til SF's ordfører. Så er det hr. Finn Sørensen som Enhedslistens ordfører.

Tak. Jeg er enig med den foregående ordfører i mange ting, også i hans afsluttende bemærkninger om, at vi er nogle, der er medlem af EU uden at kunne lide det. Men det vender jeg tilbage til lidt senere i mit indlæg – det tror jeg faktisk godt der kan siges noget seriøst om.

Tak for de skriftlige redegørelser, vi har fået fra ministrene. Jeg synes, det er godt materiale – jeg vil faktisk håbe, at mange borgere vil gøre sig den umage at finde frem til det og læse det – for det dokumenterer, at det nordiske samarbejde er langt bedre end sit rygte, fordi der jo er listet, i nogenlunde let tilgængelig form, som vi har ønsket, en lang række konkrete eksempler på det samarbejde, vi har i det nordiske, på en hel masse planer, som faktisk giver gode resultater for borgerne. Vi skal gøre noget mere ud af at få det ud over rampen, som vi talte om tidligere.

Jeg vil selvfølgelig gerne endnu en gang fremhæve indsatsen og vores gode samarbejde her i Folketinget med hensyn til fjernelse af grænsehindringer. Det er en lang og sej kamp, men jeg synes, vi har gjort fremskridt i forhold til det. Vi har haft et godt samarbejde mellem partierne, det lykkedes at få en nogenlunde fodslæbende regering med på det, og nu er det, som om der er ved at ske en forvandling. Det virker faktisk, som om den danske regering er begyndt at kunne lide det og ligesom er med til at fremhæve, at vi har lavet et godt stykke arbejde her, som de andre nordiske lande måske kunne lære noget af. Så det er jo en fin ting.

Der er også nye initiativer på bedding og gode tanker om det danske formandskab, og det er vel værd at fremhæve, at der nu lægges op til et langt tættere samarbejde på sundhedsområdet, som jo vil have stor nytteværdi for befolkningen. Så der er alt i alt gode prioriteringer.

Jeg savner dog, ligesom den foregående ordfører, en langt højere fælles indsats i kampen mod social dumping. De nordiske arbejdsmarkedsmodeller har så mange ting tilfælles, i hvert fald langt mere tilfælles end med modellerne andre steder i Europa, at vi burde samarbejde langt tættere om at modvirke de negative effekter, der også er, af fri bevægelighed – det skal vi jo sætte ord på – i hvert fald af den form for fri bevægelighed, som EU-reglerne har medført, og som jo i kraft af afgørelser i Domstolen og traktaternes formuleringer betyder, at faglige og sociale rettigheder bliver underordnet i forhold til kravet om de økonomiske friheder.

Det er et regulært problem i forhold til medlemslandenes muligheder for at beskytte sig imod social dumping. Og jeg så gerne, og det gjorde Enhedslisten og Den Venstresocialistiske Grønne Gruppe i Nordisk Råd også gerne, at vi havde et langt tættere samarbejde i de nordiske lande om at modvirke de negative effekter, der er der.

Jeg vil også sige tak til den danske delegation i Nordisk Råd for et godt samarbejde. Bortset fra et eller andet med grænsehindringer og sådan noget, der nu skal indføres over for svenskere, har vi vel kun, set fra Enhedslistens side, konstateret én væsentlig uenighed, og det er hele den her sparediskussion og holdningen til regeringens måde at gribe den an på.

Jeg vil gerne understrege, at det da er i orden i alle institutioner, både i Nordisk Råd og i Nordisk Ministerråd, at kigge på, hvordan vi kan spare. Tingene skal ikke altid gøres, som man altid har gjort, men besparelseskrav på 10 pct., som man desværre er kommet igennem med – det meste af, hvad man gerne ville – hænger altså ikke sammen med skåltalerne, og set med vores briller hænger det altså heller ikke sammen med regeringsgrundlagets målsætning om at styrke det nordiske samarbejde.

Det er jo så én ting, altså at det er nogle alt for grove sparemål, hvis man gerne vil styrke det nordiske, men så er der også måden, man sparer på, altså den her berømte grønthøster, der i sig selv er en elendig maskine, og som vi jo kender. Den kører også rundt i ministerierne her i Danmark en gang om året med nogle kedelige resultater. Men i Nordisk Ministerråd er den endnu værre, for der forsvinder pengene helt ud af systemet, og man er nødt til at skære ned på vigtige initiativer.

Problemet med den metode er jo også, at vi som menige medlemmer af Nordisk Råd, hvis man kan sige det på den måde, som regel først finder ud af konsekvenserne ved grønthøsteren, når det er for sent, når der er slået søm i og der er truffet beslutninger om at spare eller nedlægge forskellige aktiviteter. Det har vi drøftelser af, og vi har da i hvert fald tilsagn om, at hele processen skal være mere gennemskuelig – vi må så håbe, at vi via det kan rette op på det.

Set fra Enhedslistens og vores gruppe i Nordisk Råds side skal vi altså i den her besparelsesiver sørge for at skåne de borgerrelaterede aktiviteter og de grundlæggende institutioner. Det må være de administrative omkostninger og prioriteringspuljerne hos formandslandet og hos ministrene, der skal holde for, når vi skal have finansieret hovedparten af besparelserne.

Set fra Enhedslistens side og fra vores gruppe i Nordisk Råds side har vi altså den klare opfattelse, at vi helt skal droppe nedskæringerne på Nordisk Journalistcenter, nordiske sommerhøjskoler og de nordiske huse. De er jo blevet oprettet med et formål engang og med nogle rigtig gode argumenter, som stadig væk holder vand. Vi er selvfølgelig glade for, at der nu kommer en million kroner til Nordisk Journalistcenter, men fremtiden for institutionen er jo stadig helt uvis, og det duer nu engang ikke, hvis man gerne vil have en fri presse til at fungere på nordisk plan.

Så er vi jo i gang med nogle reformer af Nordisk Råds arbejdsmodeller, den måde, vi arbejder på, og der vil jeg da også gerne takke de andre deltagere i den arbejdsgruppe, vi har haft, for, at vi i fællesskab har turdet tænke ud af boksen og komme med nogle, hvad skal vi sige, lidt kontroversielle forslag, der jo alle sammen handler om en hovedlinje. Vi skal have mere politik i Nordisk Råd, mere politisk diskussion, og det får vi ved at sikre, at partigrupperne i Nordisk Råd får en større rolle, så det er dem, der bliver drivende i diskussionerne.

Så vil jeg gerne gøre lidt reklame for nogle forslag, som Den Venstresocialistiske Grønne Gruppe kommer med til sessionen i næste uge. Det handler om, at vi må følge op på Sveriges gode udmelding om at anerkende Palæstina. Så det har vi et forslag om, som vi håber at de andre dele af den danske delegation vil se nådigt på.

Vi har et forslag om styrkelse af den frie presse i Norden og et forslag om et tættere samarbejde om udviklingsbistand, der måske også kunne være med til at modvirke nogle af de problemer, som hr. Mikkel Dencker mener der er, og som der jo i et eller andet omfang også er. I forhold til at vi har mange flygtninge, der søger asyl, så burde vi også samarbejde tættere i Norden om at styrke udviklingsbistanden, hvilket jo i hvert fald ville kunne hjælpe på det i den ende af verden. Og så til slut et forslag om et samisk filminstitut.

Til slut nogle mere generelle bemærkninger om udviklingen af det nordiske samarbejde. Tidligere på året lavede Gallup en meningsmåling, hvor danskerne blev spurgt om, hvad de helst ville have, et nordisk forbund i et fleksibelt samarbejde med EU eller et fuldt EU-medlemskab, altså ophævelse af de forbehold, som Danmark har. Et markant flertal på 47 pct. valgte et nordisk forbund, kun 28 pct. valgte fuldt medlemskab af EU, og så var der 25 pct., der ikke vidste, hvad de skulle mene om det.

Det er faktisk en god pejling, der er i det. Jeg tror, det er dækkende for, hvad store dele af befolkningen tænker om det nordiske samarbejde. Folk ønsker spontant et tættere nordisk samarbejde, og de er altså her blevet spurgt direkte om et nordisk forbund, der jo ligesom statsligt osv. kommer op på niveau med den statsdannelse, vi nærmest har i EU – måske endda mere vidtgående. Og det er da bemærkelsesværdigt, at et flertal af danskerne synes, at det er en god idé.

Det siger os i Den Venstresocialistiske Grønne Gruppe, at det bør føre til, at vi tager lidt mere konkret fat på diskussionerne om fremtiden på lang sigt for det nordiske samarbejde. Derfor er jeg sammen med en række andre, også andre partier end mine venner i Nordisk Råd, medforslagsstiller til et forslag om, at vi bør gå videre med de tanker om en nordisk forbundsstat, der er kommet forskellige modeller på. Det handler jo ikke om, at vi på sessionen nu her i næste uge skal binde os til, at det så er en ganske bestemt model, vi går efter. Det er forslagsstillerne såmænd ikke engang selv klar til at konkludere. Nej, vi bør sætte et stykke arbejde i gang, der kan undersøge forskellige modeller for et tættere nordisk samarbejde. Der kan jo tænkes mange måder, lande kan samarbejde på.

Jeg tror, det er klogt, at vi ser mere åbent og fordomsfrit på det. Og hvis jeg må være lidt skrap, i håb om, at det kan vække noget debat: Hvis vi så ser historisk på det, det lange træk, hvor er EU så på vej hen? Er EU på vej op eller ned? Set med mine briller er EU på vej ned, fordi man har en grundlæggende problematisk konstruktion. Hvor er det nordiske samarbejde på vej hen? Det er på vej op. Det har vi allerede fået bekræftet i dag. Tak for ordet.

Tak til Enhedslistens ordfører. Så er det fru Mette Bock som Liberal Alliances ordfører.

Tak for det. Jeg er her på et tålt ophold i dag, fordi vores ordfører desværre er forhindret i at være her.

Jeg har med interesse læst redegørelsen, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at en gang imellem bliver noget så gammeldags, at det bliver moderne igen. Det kunne f.eks. gælde det nordiske samarbejde. Vi kan jo se, at EU er blevet større, EU beskæftiger sig med mere og mere, EU's maskineri bliver tungere og tungere, og i den forbindelse synes jeg, det er på høje tid at det nordiske samarbejde får en renæssance.

Det er selvfølgelig meget interessant at se på, at der nu er vedtaget en visionserklæring for det nordiske samarbejde, og at man gør en indsats for at modernisere organisationen med henblik på at skabe en mere moderne, enkel og effektiv organisation. Et eller andet sted virker det på mig, som om man er i gang med at reparere en motor, men måske er det en helt ny bil, man skal til at investere i?

Jeg tror, at det nordiske samarbejde rummer kimen til, at vi virkelig får løftet noget på et område, hvor der er en række lande, som bygger på en fælles historie og har et værdifællesskab, som er langt stærkere end det, der er mellem de mange, mange medlemslande, der er i EU for øjeblikket. Så det, jeg vil opfordre regeringen til, når vi nu går ind i det videre samarbejde, er altså ikke kun at kigge på forbedrede beslutningsprocesser og administrative sagsgange, ændringer i institutionsområdet, forbedring af projektvirksomheden og en styrkelse af budgettet som styringsredskab for det nordiske samarbejde; for alt det er jo simpelt hen daglig drift, kan man sige.

Derfor skal vi simpelt hen løfte blikket, rette ryggen og kigge på, hvordan vi med et styrket nordisk substantielt samarbejde på en række områder – der selvfølgelig ikke kan konflikte med, hvad vi gør i EU, for det er vi jo altså bundet til, så længe vi er det – kunne gøre noget i fællesskab med de øvrige nordiske lande, som kunne løfte os videre, også i en globaliseret, moderne verden.

Så fra Liberal Alliances side skal opfordringen være: Fint nok at kigge på at få repareret motoren, men kunne vi ikke fra dansk side være med til at få løftet den her dagsorden, så vi kan skabe en renæssance for det nordiske samarbejde, som har en rigtig flot historie at stå på, og som i virkeligheden kunne styrke de nordiske lande i den globaliserede verden, vi lever i i dag, uden at man dermed kommer i konflikt med de forpligtelser, vi har, i forhold til det europæiske samarbejde?

Der er en kort bemærkning fra hr. Finn Sørensen.

Tak. Jamen jeg vil gerne kvittere for den udmelding, der kommer fra ordføreren. Jeg tror, det er noget af det, vi trænger til – også hvis vi vil have en større del af befolkningen til at interessere sig for det nordiske samarbejde – nemlig at vi kommer med nogle bud på, hvordan vi egentlig har tænkt os, at det skal udvikle sig. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg er enig med ordføreren, altså at vi er enige om, hvad det så egentlig er for nogle ting i vores værdifællesskab inden for Norden, vi skal videreføre, men det er jo i sig selv også en sund diskussion at få.

Mit spørgsmål er: Har ordføreren gjort sig nogle tanker om, hvordan man ligesom i højere grad kan udfordre både den danske regering og de andre regeringer til at tage mere konkret fat på diskussionen om, hvordan vi skal udvikle det nordiske samarbejde? Der er f.eks. det forslag, som jeg nævnte jeg er medforslagsstiller af, om, at vi prøver at få sat mere systematisk gang i diskussionen om, hvilke forskellige samarbejdsmodeller der kan være: en forbundsstat, et statsforbund, løsere former for associering, eller hvad ved jeg. Kunne ordføreren finde på at støtte, at vi går lidt mere konkret til værks med sådan nogle ting?

Ordføreren.

Det kunne jeg sådan set godt, men jeg synes altid, inden man begynder at finde ud af, hvordan man skal organisere tingene, at man skal vide, hvad det er, denne organisation skal løfte. Det vil sige, at vi bliver nødt til at få tegnet en vision af det fremtidige nordiske samarbejde, som ikke kun går på, hvordan motoren kan blive repareret, hvad det er for nogle ting i driften, vi kan ændre på, og heller ikke går på, om vi nu skal have en forbundsstat, eller hvad vi skal have. Inden vi skal tilrettelægge den organisation, skal vi finde ud af, hvad det er for opgaver, vi kan løse i fællesskab, som kan være med til at bringe forbedringer for de nordiske lande og styrke de nordiske landes position i en globaliseret verden. Det er den ene ting, jeg vil sige.

Den anden ting, jeg vil sige, er, at vi jo også godt fra dansk side alene kan skubbe på for at få gjort nogle ting. Et lillebitte eksempel er, at der jo er planer om at lave et Nordens hus i Flensborg, hvor vi kunne have en port mod Europa fra Nordens side og samtidig også en port fra Europa op imod de nordiske lande. Sådan nogle ting, helt konkret nede i det jordnære, kunne vi gøre, som ikke kun handler om det her med at reparere motor eller lave store nye organisationsstrukturer, men som handler om noget substantielt.

Det synes jeg at vi skal skubbe på for, for det er mit klare indtryk, at vi har fået opbygget noget, som bygger på en historisk tradition, men som også bærer præg af at være lidt musealt i den måde, man arbejder med tingene på. Der synes jeg vi skal prøve at løfte blikket og få pustet nyt liv i det, måske med en enklere organisation, til gengæld med et større substantielt indhold.

Hr. Finn Sørensen.

Tak. Jeg er helt enig med ordføreren i, at det ikke isoleret handler om at reparere motoren – det skal også passes, og det er vi i gang med, vi skal nok få skruet på nogle knapper – og man skal heller ikke stirre sig blind på forskellige modeller for statsligt samarbejde. Man skal arbejde med det hele på en gang, og man skal frem for alt arbejde med, hvad det politiske indhold skal være, hvad det er for samarbejdsopgaver, vi har.

En model kan jo være, at man går ind og ændrer Helsingforsaftalen, altså vores fællesnordiske grundlov, om jeg så må sige, og der får defineret nogle områder, hvis der nu er nogle områder, man gerne vil have udvidet samarbejdet på. Så kan man skrive det der. Altså, mere indviklet behøver det ikke at være. Derfor vil jeg bare spørge: Har ordføreren nogle forslag til, hvor vi skal udvide det nordiske samarbejde – nogle nye temaer, som ikke er beskrevet i aftalen i dag, eller hvad?

Ordføreren.

Det har jeg ikke. Jeg er som sagt på tålt ophold her i dag, så jeg ser bare min opgave i, at vi prøver at kigge længere frem end til de her apparatfejlsreparationer, som kan være udmærkede. Det kan formentlig også være udmærket at kigge på, om der er nogle ting, som kan ændres i de eksisterende samarbejdsaftaler, men igen skal man vide, hvorfor man ændrer noget, altså hvad det er, der er perspektivet i det. Jeg ser gerne et stærkere nordisk samarbejde, også som et korrektiv i forhold til mange af de ting, som foregår på EU-niveau. Det tror jeg sådan set at ordføreren for Enhedslisten og jeg kan blive vældig meget enige om.

Der ligger et stort potentiale i det nordiske samarbejde – et meget stort potentiale – som jeg gerne ser forløst. Og så synes jeg helt banalt, man skal spørge sig selv – sådan har jeg det i hvert fald selv – om man, når man går til møder, så får noget med hjem, eller om det i virkeligheden mere eller mindre er spild af tid. Jeg har ikke selv deltaget i Nordisk Råds sessioner, men jeg kunne godt forestille mig, at man måske også der kunne kigge på, om man kunne gøre det slankere, men til gengæld mere interessant og substantielt indholdsmæssigt.

Tak til Liberal Alliances ordfører. Hr. Lars Barfoed som konservativ ordfører.

Det er jo interessant at høre den her debat, hvor der ligesom er noget i luften, synes jeg. Det er jo sådan, at der er mange, som sætter spørgsmålstegn ved det nordiske samarbejde. Nytter det noget, fører det til noget, giver det nogen værdi? Jeg kan også mærke, at det implicit ligger lidt i debatten her. Hr. Bertel Haarder mødte en i går, som sagde: Er det ikke lidt kedeligt, det der nordiske? Det lyder kedeligt. Sådan hørte jeg at den pågældende havde sagt til hr. Bertel Haarder. Og for lidt siden hørte jeg fru Mette Bock sige, at der er noget musealt over det.

Det må jo give anledning til nogle alvorlige overvejelser for os, der som politikere beskæftiger sig med det nordiske samarbejde og deltager i Nordisk Råd. Er det kedeligt og musealt og gammeldags, eller giver det nogen værdi? Jeg hører på debatten her, at vi alle sammen, når vi har fingeren lidt nede i arbejdet, godt kan se, at det gør en forskel, at det nytter noget, at det nordiske samarbejde er vigtigt og nyttigt og værdifuldt.

Men vi skal jo tage det, der ligger i luften, alvorligt. Når det er nyttigt og vigtigt og værdifuldt, er det, fordi vi deler erfaringer, som vi har meget gavn af. Det er også sådan, at vi løbende styrker det, man kunne kalde vores eget nordiske indre marked, ved hele tiden at arbejde med grænsehindringer, så vi kan handle mere med hinanden og udveksle på kryds og tværs af grænserne helt frit. Det har vi masser af gavn af, det har borgerne gavn af, det har virksomhederne gavn af. Vi gør også ting mere effektivt ved at gøre tingene i samarbejde. Så der er masser af nytteværdi i det nordiske samarbejde.

Så må man vel også sige, at grunden til, at vi har det, ikke bare er, at der er en geografisk nærhed imellem os, det giver jo sig selv, men vi har også et historisk og kulturelt fællesskab. Det er jo også det, der binder os sammen. Men som sagt er det nødvendigt, at vi tager det, der ligger i luften, alvorligt.

Vi skal efter min mening gøre meget ud af netop at fokusere på det væsentlige, og vi har også fra dansk side presset meget på for at gøre det. Vi skal effektivisere det nordiske samarbejde, og vi skal fokusere mere på det væsentlige. Vi skal jo kun arbejde sammen og bruge kræfter på det og holde møder om ting og sager, når det er sådan, at det gør en forskel, altså når der er gode grunde til netop at lægge noget i nordisk regi.

Det, jeg så godt kunne mangle, også i den redegørelse, vi drøfter i dag, er, at vi gør mere ud af, hvordan vi nu holder fast i netop det kulturelle og historiske fællesskab, der ud over den geografiske nærhed gør, at vi synes, vi har noget sammen i de nordiske lande. Det er svært at se, at der foregår særlig meget i det nordiske samarbejde, der fokuserer på det. Ikke mindst i en verden, hvor globalisering og det europæiske samarbejde fylder meget, er det vigtigt, at vi holder fast i, at der altså også er et fællesskab, der går ud over det rationelle og det økonomiske, mellem de nordiske lande, ikke mindst af hensyn til de børn og unge, der vokser op i en verden, der er meget globaliseret, og hvor de får deres indtryk fra hele verden.

Vi kan ikke forvente, at de pr. automatik forstår, at der er en værdi i et nordisk fællesskab, fordi vi har et kulturelt og historisk betinget fællesskab netop i vores del af verden. Det skal vi sørge for at de vokser op med en forståelse af i skolen og i andre sammenhænge, og jeg kunne godt ønske mig, at man i Nordisk Råds regi gjorde mere ud af det. Det kunne være på mange måder. Det kunne være undervisningsmaterialer i skoler, og det kunne være andre ting, man gjorde. Så det synes jeg er vigtigt.

Men ellers siger jeg tak for en god redegørelse om det nordiske samarbejde, der jo fint summerer tingene op.

Jeg har lige et par betragtninger om det arktiske samarbejde. Der er jo mange vigtige initiativer i gang på det arktiske område. Ikke mindst er der meget, der skal intensiveres i de kommende år på grund af de klimaforandringer og den afsmeltning af isen, som vi ser komme. Det nødvendiggør mange af de initiativer, som er beskrevet udmærket i redegørelsen, og som skal intensiveres i den kommende tid. Det kan være sikring af vores miljø, bekæmpelse af olieudslip; det drejer sig om forsvars- og sikkerhedssamarbejde; det drejer sig om vores rettigheder knyttet til kontinentalsoklen, om erhvervsanliggender og mange andre ting.

Der er jo forventninger om et forøget omfang af sejlads, ikke mindst et forøget omfang, som skyldes krydstogtsturismen. Det vil jeg gerne komme med en særlig bemærkning om, for jeg synes, at der er pres på, for at vi træffer nogle foranstaltninger på det område. Jeg er opmærksom på, at der er forhandlinger i gang, ikke mindst i den internationale søfartsorganisation, IMO, men det går for langsomt.

Som vi ser det i Det Konservative Folkeparti, er der behov for, at vi får lavet nogle regler for de her krydstogtsskibe, der sejler med hundredvis af krydstogtspassagerer i meget øde egne, hvor det er helt umuligt, uanset hvor meget vi opruster vores redningsberedskab, at redde de mange mennesker, hvis det sker en alvorlig ulykke. Det synes jeg er et kæmpeproblem, og det eneste svar, jeg har set, er begrebet tvillingesejlads, som altså betyder, at to krydstogtsskibe altid skal sejle sammen; man må ikke sejle alene deroppe, der må være et andet stort skib i nærheden, sådan at det ene skib kan redde det andet skibs passagerer, hvis den alvorlige ulykke skulle ske. Jeg synes, det er helt oplagt. Jeg synes, det går for langsomt, og jeg undrer mig over, at der ikke er noget i redegørelsen netop om den problemstilling.

Jeg vil godt sige, at jeg synes, at regeringen skulle handle mere effektivt og målrettet på det her område. Jeg er spændt på at høre, om regeringen har nogle bemærkninger til det, men jeg mener, det må være sådan, at hvis vi ikke meget hurtigt kan få en aftale om det i IMO, må vi fra dansk side lave vores egne regler. Vi må se på, om vi sammen med Grønland og Færøerne kan lave regler om sejlads med krydstogtsskibe i vores egne farvande, der kræver tvillingesejlads. Så kan de andre følge efter, når de vil. Men der hviler et tungt ansvar på os for at handle på det her område, for det kan jo ikke udelukkes, at den store ulykke en dag sker, og så vil man se på os og sige: Hvorfor lavede I ikke de regler, som I godt kunne se var det, der måske kunne redde de mange mennesker? I svigtede, fordi I ventede på nogle måske lidt bureaukratiske forhandlinger i IMO.

Om Østersøsamarbejdet, som er den sidste redegørelse, vi drøfter, har jeg ikke nogen særlige kommentarer. Det er en glimrende redegørelse. Der foregår mange gode ting der. Et område, man måske kunne intensivere lidt, og som der ikke står særlig meget om, er uddannelsesområdet. Der kunne måske ligesom på det nordiske område være et behov og en mulighed for at se på, om ikke man kunne samarbejde om praktikpladser for unge under uddannelse i Østersøområdet. Det tror jeg mange unge kunne have glæde af. Vi ved jo alle sammen, at der mangler praktikpladser til unge under uddannelse.

Tak til den konservative ordfører. Hr. Edmund Joensen som ordfører for Sambandspartiet.

Småstatstænkning er en af de politiske komponenter, der svækker et lands indflydelse og har en tendens til at isolere landet fra omverdenen. På linje med EU-samarbejdet er det nordiske samarbejde en slags modvægt til småstatstænkning – lande, der søger sammen om en fælles idé og samarbejder om at skabe et fælles miljø til gavn for borgere og virksomheder.

I Sambandspartiet går vi hundrede procent ind for det nordiske samarbejde og imod småstatstænkning. På den anden side kan man nogle gange savne en organisation med større politisk slagkraft. Tænk på den nordiske indflydelse i Europa, hvis alle nordiske lande var med i EU. Og tænk på den håndgribelige nordiske slagkraft, hvis alle nordiske lande var med i NATO. Potentialet er stort, og jeg håber, at Norden på et tidspunkt vil forene sine kræfter og indtage den plads, som vi nordboere har mulighed for i vores del af verden.

Jeg vil gerne takke ministrene for interessante og informative redegørelser om det nordiske og arktiske samarbejde. Som færøsk medlem af Folketinget glæder det mig, at Færøerne og Grønland er godt med, både i det nordiske og det arktiske samarbejde. Projektet, der er nævnt i redegørelsen, og som fokuserer på vækst inden for pelagisk industri og hvidfiskindustri samt lakseopdræt og produktion af tang, er meget interessant og relevant. Og Færøerne kan i den grad bidrage med noget. Inden for lakseopdræt er Færøerne en af de førende nationer i verden, og når det kommer til pelagisk fiskeri, er færingerne også langt fremme i skoene.

Jeg vil mene, at hvis der fokuseres på konkrete initiativer og resultater i det nævnte projekt, kan det frembringe perspektiver for nordisk vækst og nye arbejdspladser. Jeg kunne i den sammenhæng godt tænke mig at høre, om ministeren vil redegøre lidt nærmere for dette specifikke projekt med de store perspektiver.

Der er i redegørelsen givet god plads til belysning af kampen mod nordiske grænsehindringer. Det er forståeligt. Og selv om arbejdet med grænsehindringer næppe fanger den store offentlige opmærksomhed, er netop den kamp særdeles vigtig, og den drejer sig i høj grad om at gøre almindelige menneskers og virksomheders dagligdag nemmere. Og jeg mener, at der gøres et flot stykke arbejde i bekæmpelsen af grænsehindringer i nordisk regi. Rækken af hindringer, der er fjernet eller er på vej til at blive fortid, er tegn på fremskridt.

I den forbindelse er det uundgåeligt at komme ind på grænsehindringer inden for rigsfællesskabets grænser. Vi har her i Folketinget besluttet, at også disse hindringer skal bekæmpes. Det gjorde vi den 28. marts, og vi var alle enige – alle partier, alle Tingets medlemmer. Vi pålagde regeringen at iværksætte en systematisk undersøgelse af og en indsats mod grænsehindringer i rigsfællesskabet. Undersøgelsen skulle være færdig inden udgangen af det folketingsår, der netop er passeret. Derfor vil jeg spørge ministeren: Hvor er undersøgelsen, og hvad påtænker regeringen at gøre? Under åbningsdebatten stillede jeg statsministeren samme spørgsmål, men der kom desværre ikke noget svar. Derfor håber jeg, at ministeren vil afgive et svar her i Folketinget. Må vi se undersøgelsen, og må vi høre om regeringens påtænkte indsats?

Rigsfællesskabet er en vigtig aktør i det arktiske samarbejde, der koncentreres i Arktisk Råd. Det er vigtigt, at rigsfællesskabet står forenet, men det er lige så vigtigt, at alle tre rigsdele er ligeværdige partnere i det arktiske forum. Man må huske, at specielt Grønland, men også Færøerne er årsagen til, at riget er med i Arktisk Råd.

I redegørelsen er der belyst mange aspekter af det aktuelle samarbejde. Et af de vigtige er, at man fra rigsfællesskabets side vil adskille Rusland-Ukraine-konflikten fra samarbejdet med Rusland i det arktiske. Det er en klog linje at føre, og det er rigtigt, at de eventuelle konflikter i Arktis skal løses på fredelig vis. Vi, der bor i og nær det arktiske, har ingen interesse i, at uenighed mellem stormagter skal udspille sig i vores område.

Et andet og vigtigt fremskridt er den såkaldte polarkode, der er på vej. Det er tvingende nødvendigt at stille krav til skibe i sejlads i polarområder og i andre sårbare og naturskønne områder. Der må reguleres til fordel for miljø og natur, i takt med at Arktis bliver mere tilgængeligt.

Til sidst et kort spørgsmål mere til ministeren. Der står i redegørelsen, at der sidste år blev nedsat en grønlandsk-dansk arbejdsgruppe vedrørende erhvervssamarbejde og kommercielle investeringer i Grønland. Jeg vil høre, om der er en særlig årsag til, at Færøerne ikke er med i den arbejdsgruppe.

Tak til ordføreren. Så er der en kort bemærkning fra Finn Sørensen, Enhedslisten.

Tak til ordføreren for indlægget og for mange gode spørgsmål til ministeren. Dem glæder jeg mig også til at høre svaret på. De var jo yderst relevante alle sammen.

Jeg er meget enig i ordførerens betragtninger om, at de tre dele af rigsfællesskabet i langt højere grad skal være ligeværdige partnere i det arktiske samarbejde. Det vil jeg da gerne lige give til kende. Så synes jeg også, at ordføreren havde en rigtig god formulering: Det nordiske samarbejde er en modvægt til småstatstænkning. Den er god.

Men så er mit spørgsmål: Hvad tror ordføreren ville blive konsekvenserne for Færøerne, hvis ordføreren fik opfyldt sit ønske om, at Færøerne og Grønland blev medlem både af EU og NATO? Jeg tænker på, at jeg har oplevet Færøerne som en nation, der satte en ære i selv at bestemme over sin fiskeri- og handelspolitik, men man skal jo vide, at hvis man melder sig ind i EU, forsvinder selvbestemmelsesretten, hvad det angår.

Når man tænker på medlemskab af NATO, vil jeg jo sige, at jeg opfatter færingerne som et yderst fredselskende folk. Det nærmeste, vi kom krigeriske handlinger, var vel helt forståelig civil ulydighed i Klaksvik og Thorshavn vendt mod kolonimagten for mange år siden. Med medlemskab af NATO bliver Færøerne jo koblet på hele den såkaldte aktivistiske udenrigspolitik, der har medført deltagelse i flere krige.

Tak. Ordføreren.

Det er store spørgsmål, men jeg skal forsøge at besvare en del af dem. Jeg går ud fra, at alle de lande, som er medlemmer af EU for øjeblikket, har fundet deres egen plads i EU. På samme måde tror jeg at Grønland og Færøerne, som nu står udenfor, og Island og Norge, som står udenfor, sidder og venter på deres plads i EU. For Færøernes vedkommende vil man ikke snakke om medlemskab, før man med sikkerhed kan administrere det grundlag, som er under hele økonomien, og det vil sige fiskeriet og fiskerispørgsmål.

Men jeg forventer, at på et tidspunkt vil man også på det punkt finde en plads til de lande, der står udenfor. Vi ved godt, at vi alle sammen er fiskerinationer, og i samme øjeblik som Norge f.eks. bestemmer sig for at blive medlem – olieeventyret gør, at Norge er i en speciel situation – så vil de andre lande komme med med det samme, for selvfølgelig vil Norge, der ved en stor konference var inde på at få de andre ud, komme ind engang i fremtiden. Det må vi bare vente på.

Et opfølgende spørgsmål. Værsgo.

Tak. Jeg anfægter jo overhovedet ikke ordførerens legale synspunkter om, at det ville være godt for Færøerne at komme med i EU, og det er jo nok heller ikke nyt. Jeg blev bare lidt nysgerrig efter, hvordan man ser sig selv, fordi ordføreren mener, at de nationer, der er i EU i dag, har fundet deres plads. Ja, men Færøerne har jo selv været udsat for, at pladsen nogle gange er lidt trang, fordi man har overladt sin suverænitet over fiskeri- og handelspolitikken til EU, hvilket medførte den besynderlige situation, at Danmark begyndte at sanktionere en anden del af rigsfællesskabet, nemlig Færøerne, hvilket jo var en yderst pinlig oplevelse for os alle sammen, og det tror jeg også at det har været på Færøerne.

Så er det bare, jeg ligesom spørger: Hvordan kan det kombineres med Færøernes ønske om selv at styre sin fiskeri- og handelspolitik? Så må jeg åbenbart have svaret til gode om, hvordan det vil gå med at bevare de fredselskende holdninger, hvis man bliver medlem af NATO.

Ordføreren,

Jeg synes, at det er gode spørgsmål. Tak for spørgsmålene. Altså, Færøerne betragter sig som værende en del af NATO, men selvfølgelig igennem rigsfællesskabet. På det andet spørgsmål med hensyn til de konflikter, som vi har haft, mener jeg også, at vi har klaret at løse dem på en meget rimelig måde, når vi tænker på, at Færøerne står udenfor og Danmark har forpligtelser over for EU.

Tak til hr. Edmund Joensen. Så er det den næste – og sidste – ordfører i talerrækken, hr. Johan Lund Olsen fra IA. Værsgo.

Tak, formand. Interessen for Arktis er eksploderet, og Grønlands betydning geopolitisk og geostrategisk er større end nogen sinde. I kraft af vores geopolitiske placering og vores naturrigdomme, både levende og ikkelevende, spiller Grønland en stor rolle internationalt. Vores undergrund, fjelde og hav indeholder rigdomme, som er af stor interesse for store dele af verden.

For Inuit Ataqatigiit er det derfor vigtigt, at vi løbende øger vores udenrigspolitiske engagement, viden og kapacitet. Vi ønsker derfor også fortsat at udnytte vores positioner i fora som Arktisk Råd, ICC, det nordiske samarbejde, FN og IWC langt mere aktivt og fremme vores holdninger, hvor vi har mulighed for det. Vi har meget arbejde at gøre i Grønland, men vi har også et medansvar for verden omkring os. Inuit Ataqatigiit vil derfor til enhver tid kæmpe for, at Grønland overholder sine internationale forpligtelser, og at vi ser os selv som verdensborgere og som fortalere for demokrati og solidaritet.

Grønland skal være kendt som et miljøbevidst land. Samtidig har Grønland brug for økonomisk vækst og for nye erhvervsprojekter. Men vi oplever i disse år også menneskeskabte klimaforandringer meget tydeligt i Grønland; isen forsvinder, og vejret forandres. Betingelserne for vores liv forandrer sig; nye muligheder opstår, mens andre forsvinder. Vi må tilpasse os og påvirke, hvor vi kan. Grønland skal derfor fortsat være en del af de internationale aftaler om bekæmpelse af klimaforandringerne.

Der er også behov for en strategi for besejlingen af Nordvestpassagen, der både forholder sig til beskyttelse af havmiljøet og dyrelivet og potentielle erhvervsmuligheder med en øget trafik i farvandet mellem Grønland og Rusland.

På miljø- og naturbeskyttelsesområdet udsættes Grønland også for et voksende udenlandsk pres og indflydelse. Det betyder, at vores hævdvundne ret til at høste af naturens levende ressourcer som fisk og land- og havpattedyr udsættes for handelsbarrierer, og at det bliver sværere og sværere at afsætte grønlandske produkter som sælskind, sælkød, hvalprodukter m.m.

Forureningen af grønlandsk land- og søterritorium til skade for landpattedyr, fisk og ikke mindst havpattedyr er voksende. Det betyder igen en trussel mod grønlændernes traditionelle levevis, og at fødevarebehovet er under konstant pres fra udlandet. Det er derfor meget afgørende, at Grønland sikres en langt større udenrigspolitisk og sikkerhedspolitisk kompetence end i dag, og der skal være tale om ægte medinddragelse og medindflydelse.

Alle i det danske rige er lige for grundloven, og i konsekvens af dette ligestillingsprincip skal der derfor etableres mekanismer, som både kan styrke rigsfællesskabet og også kan sikre større medindflydelse for Grønland i udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål. Kongeriget Danmark, Færøerne og Grønland har sammen fremlagt en arktisk strategi. Mit parti, IA, har haft en meget stor rolle og indflydelse på udformningen af rigets strategi, og vi vægter den menneskelige dimension allerhøjest. Der lever mennesker i Arktis i modsætning til i Antarktis.

Det grønlandske folk er et af de arktiske folk, og retten til at udvikle vores samfund ved brug af både de levende og ikkelevende ressourcer, vores territorium gemmer på, vil Inuit Ataqatigiit derfor kæmpe for. Samtidig ved vi, at Arktis er sårbart, og derfor vil vi naturligvis altid slå til lyd for, at alle, som har aktiviteter i Arktis, følger de skrappeste miljøkrav og -standarder. Vi skal sammen med Danmark og Færøerne sikre, at kongeriget stedse har et stærkt fokus på og en stærk politik for Arktis. Det er jo der, vi bor, og det er jo netop der, vores efterkommere fortsat skal bo. Inuit Ataqatigiit vil derfor arbejde ihærdigt for, at der i Folketinget er et oprigtigt og stærkt fokus på de ca. 4 millioner mennesker, som i dag lever i Arktis, og de levevilkår, de arktiske befolkninger er underlagt.

Jeg har derfor også med tilfredshed noteret mig den danske regerings prioriteringer i den nu fremlagte arktiske redegørelse, særlig redegørelsens afsnit om, at befolkningens trivsel i Arktis fortsat bør være i centrum for den arktiske strategi og indsats, og at regeringen agter at arbejde for, at Arktis forbliver et lavspændingsområde.

Alt i alt er vi i Inuit Ataqatigiit derfor også tilfredse med redegørelsen. Vi mener, at den er i overensstemmelse med de forhold, vi tidligere har drøftet her i salen, og som optager og har optaget det grønlandske parlament, Inatsisartut. Dette gælder eksempelvis i forhold til eventuel grønlandsk deltagelse i beredskabsopgaver, såsom beskyttelse af havmiljøet og eftersøgnings- og redningstjeneste i et tæt samarbejde med det danske forsvar.

I forbindelse med præsentationen af kongerigets fælles arktiske strategi udtalte den daværende danske udenrigsminister, at strategien primært skal sikre et fredeligt og sikkert Arktis. Det er IA meget enig i. Det gælder om, at freden i verden skal sikres, bl.a. ved at folkene rundtomkring i verden oplever et rimeligt mål af frihed, velfærd og demokrati, og at anvendelse af militærmagt i det internationale samfund kun bør ske med FN's samtykke. Det er derfor også helt naturligt for mig, at vi bør deltage langt mere aktivt i den internationale sikkerhedspolitiske debat med udgangspunkt i bidrag også fra grønlandsk side. Hvorledes sikres en fredeligere verden, og hvad skal vi som medlemmer af Folketinget fra Grønland koncentrere os om?

Jeg mener, at det er helt oplagt, at vi i den forbindelse aktivt forholder os til de aktiviteter, der foregår i Grønland, herunder på Thule Air Base, og også arbejder for, at den amerikanske militære tilstedeværelse medtænkes i arbejdet med den arktiske strategi. I Thule Air Base forefindes et af de vigtigste centre for satellitbaseret informationsindsamling i verden, men det er værd at bemærke, at Thule Air Base kun er forbeholdt det amerikanske militær. Ingen andre lande, der gerne vil tjene verdensfreden, har adgang til de informationer, som bl.a. Thule Air Base indsamler. Det mener jeg er forkert. Jeg mener derfor, at vi i bør kræve, at Thule Air Base over tid udvikles til at blive en international og altså ikke blot amerikansk varslings- og satellitsporingsstation.

I medfør af denne politik bør den information, som er indsamlet via installationerne på Thulebasen, på sigt stilles til rådighed for at kunne bearbejdes af et relevant FN-organ, der har til opgave at overvåge, at internationale aftaler om f.eks. ikkespredning af atomvåben, forbud mod atomprøvesprængninger, forbud mod eksperimenter med kemiske og bakteriologiske våben m.v. bliver overholdt. Hvis vi kan nå dertil, er jeg sikker på, at vi vil være bedre i stand til at sikre et langt mere fredeligt og sikkert Arktis for verden og de ca. 4 millioner mennesker, som bebor Arktis i dag.

Afslutningsvis vil jeg huske regeringen på de anbefalinger, som komiteen for arktiske parlamentarikere udarbejder. I september måned rundede min kollega Sara Olsvig sin tid i Folketinget af som formand for komiteen ved dets kongres i Whitehorse, Canada. På kongressen blev de mange parlamentarikere fra hele Arktis enige om en lang række grundigt udarbejdede anbefalinger til de arktiske stater og Arktisk Råd. Jeg vil nu fortsætte arbejdet som Folketingets repræsentant i komiteen og i denne forbindelse benytte lejligheden til at opfordre den danske stat og regering til at tage anbefalingerne fra komiteen til sig. Arktis' største ressource er nemlig menneskene, og det er de menneskelige forhold, vi skal mødes om at forbedre.

I de arktiske parlamentarikeres seneste anbefalinger understreges det, at de arktiske stater bør arbejde for en fælles forståelse for brugen af de levende ressourcer, og at markeder for traditionelle produkter såsom sælprodukter udvides. Vi skal ikke se sælproduktforbuddet som noget, der kun vedrører Grønland eller Canada; det er en fælles arktisk problemstilling, som vi sammen skal bekæmpe. Vi skal kunne leve af at eksportere de ressourcer, vi har, levende som ikkelevende, ligesom vi skal sikre, at vi har mulighed for at udvikle flere forskellige erhverv i Arktis.

Som nævnt er IA tilfreds med regeringens redegørelse, og vi glæder os til at arbejde videre med det arktiske i Folketingets nye arktiske arbejdsgruppe, som er dannet på initiativ af netop Inuit Ataqatigiit.

Til sidst vil jeg overbringe en hilsen fra min grønlandske kollega Doris Jakobsen fra Siumut, som ikke kan være her i dag på grund af valgkamp i Grønland. Hun har bedt mig sige, at hun oversender sine bemærkninger til redegørelserne direkte til ministrene. Jeg skal også overbringe en hilsen fra hr. Sjúrður Skaale, nyvalgt formand for Folketingets arktiske arbejdsgruppe under Nordisk Råd, som heller ikke kan være her i dag.

Tak for redegørelserne, og fortsat god debat.

Tak til ordføreren. Der er korte bemærkninger, først fra hr. Finn Sørensen.

Tak. Jeg vil gerne takke ordføreren for en, synes jeg, meget fyldestgørende og spændende ordførertale, hvor ordføreren især kom meget rundt om opgaverne i forhold til det arktiske. Jeg vil gerne spørge ordføreren til en konkret ting omkring det her med sælskind og det store problem, der er med, at de grønlandske fangere af mange forskellige grunde, men bl.a. også et EU-forbud og tidligere kampagner fra visse miljøorganisationer, stort set ikke kan komme af med de sælskind, man har. Har ordføreren måske nogen ideer til, hvordan vi kunne styrke en indsats på det her område, f.eks. i Nordisk Råd? Det burde være muligt at bruge det nordiske samarbejde til at støtte de grønlandske fangere på det her punkt. Det er det ene spørgsmål.

Jeg har et andet spørgsmål – måske går vi lidt meget over i en diskussion om rigsfællesskab, men tingene hænger sammen. Ordføreren nævnte, hvad Enhedslisten vil støtte, at Grønland og Færøerne skulle være, om man så må sige, mere med ved bordet i internationale spørgsmål. Har ordføreren nogen konkrete forslag til ændringer af samarbejdsformer, eller hvordan det i øvrigt kan gøres? Tak.

Ordføreren.

Tak til Finn Sørensen. Det er rigtigt, at vi er nødt til at gøre noget også i Nordisk Råds regi i forhold til sælproduktforbuddet. Der er godt nok en inuitundtagelse i EU, men den virker ikke efter hensigten. Til oplysning kan jeg informere om, at for ganske få år siden – for 6 år siden – havde vi en omsætning på 60 mio. kr. i det grønlandske garveri i Qaqortoq, som var til fordel for fiskere og fanger, især fangere ude i bygder og yderdistrikter. Men den omsætning er nu faldet helt ned til 6 mio. kr. om året – 6 mio. kr. til en masse fanger i de grønlandske bygder og yderdistrikter. Det rækker slet ikke. Så jeg er glad for, at Finn Sørensen påpeger det her forhold.

Jeg lagde mærke til, at Socialdemokraternes ordfører, fru Annette Lind, også var inde på, at et sælskind er et bæredygtigt produkt. Det er det nemlig! Det foregår jo bæredygtigt, og derfor gælder det om i Nordisk Råds regi, men også her i Folketingssalen, at gøre noget ved det problem, som bl.a. EU har været med til at skabe.

Tak. Hr. Finn Sørensen.

Vi må så bare prøve at lægge hovederne i blød. Vi har jo tidligere været inde på, at hvis vi kigger på Norden som et marked, er det et af de store markeder i verden – 25 millioner mennesker, heraf en hel masse købestærke forbrugere. Så måske kunne vi gøre noget i forhold til det nordiske samarbejde for at afhjælpe det problem, vi taler om her.

Så havde jeg også et andet spørgsmål i forhold til det udenrigspolitiske, om, hvordan ordføreren måske mere konkret forestiller sig, at man kunne komme nærmere den ligestilling og inddragelse, som Enhedslisten i hvert fald varmt støtter sker i forhold til Færøerne og Grønland, når vi taler om specielt det arktiske område.

Ordføreren.

Tak igen, hr. Finn Sørensen. Medindflydelse inden for udenrigs- og sikkerhedspolitik er vi meget stærkt optaget af i IA. Der vil jeg gerne minde om, at den tidligere udenrigsminister Per Stig Møller i sin tid indgik en aftale med Grønlands daværende landsstyreformand Hans Enoksen om netop udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål, når det vedrører Grønland og Arktis. Da var der stor enighed om – den er på skrift og forefindes hos os og i Udenrigsministeriet – og det står sort på hvidt i Itilleqerklæringen, at Grønland skal medinddrages og sikres medindflydelse, når det gælder udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål af særlig relevans for Grønland, og når det vedrører os, der bor i Arktis.

Tak. Så er der endnu et spørgsmål, og det er fra fru Zenia Stampe. Værsgo.

Allerførst vil jeg gerne kvittere for en meget interessant og stærk ordførertale, som jeg synes er meget relevant. Jeg står her både for at kvittere, men i virkeligheden også for at tilstå, at jeg synes, at vi tit taler om arktisk politik, men at vi glemmer Grønland og Færøerne, altså at vi glemmer de befolkninger, som rent faktisk bor i en region, som vi interesserer os meget for, fordi der er mange relevante spørgsmål, men også fordi det pludselig giver Danmark en særlig og stor udenrigspolitisk rolle, og det tror jeg vi er mange der synes er vældig spændende. Men jeg synes også, det er pinligt, og jeg tænker ikke på Udenrigsministeriet eller sådan noget, men jeg synes bare, at vi i almindelighed faktisk har en tendens til at glemme jer, der faktisk bor deroppe.

Derfor syntes jeg, at det, ordføreren sagde om, hvordan I kunne blive inddraget yderligere, var rigtig interessant. Jeg ville egentlig også gerne spørge lidt mere til det, men også til, om der har været nogle områder, hvor man har følt at man ikke er blevet involveret tilstrækkeligt.

Ordføreren.

Tak til fru Zenia Stampe for spørgsmålet. Det er rigtigt – jeg kan fremdrage en række eksempler vedrørende især de udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål, hvor vi i Grønland ikke bliver inddraget, selv om det er os, der bor der, og det er os, det vedrører.

Der har jo været alle de her Thulesager, som mange her kender til, hvor vi overhovedet ikke har været medinddraget. Heldigvis er der så blevet rettet lidt op på det via en dom i Østre Landsret vedrørende tvangsflytningen af Thulebeboerne tilbage i 1953. Det er bare et eksempel. Men der har jo også været en række episoder især i tiden under den kolde krig, hvor Grønland og grønlænderne overhovedet ikke blev informeret om, hvad der skete i deres eget land. Det var også i forbindelse med Thule Air Base.

Derfor var jeg også inde på, at det kunne være interessant at se nærmere på, hvordan og hvorledes Thule Air Base kunne anvendes fremover. Vi ville foretrække, at det var et internationalt forum, eksempelvis FN, der drev Thule Air Base og stillede den til rådighed for verdenssamfundet i fredens tjeneste.

Tak. Er der et opfølgende spørgsmål? Værsgo, fru Zenia Stampe.

Det er i direkte forlængelse af det. Jeg bemærkede jo også den del af talen, der handlede om sikkerhedspolitikken og bekæmpelsen af militariseringen af Arktis, og også de konkrete våbentyper blev nævnt. Det er noget, jeg er fuldstændig enig i, og det er sådan set også noget, som jeg tror spiller en stor rolle for regeringen. Og derfor vil jeg bare gerne høre, om man synes, at vi er aktive nok på det punkt, eller om vi kunne gøre mere.

Det er et åbent spørgsmål, som jeg håber at ordføreren vil svare ærligt på, for jeg synes, det er et område, hvor vi skal have store ambitioner, og derfor vil jeg gerne høre, om ordføreren synes, at vi kan gøre mere, og hvad vi eventuelt kan gøre.

Ordføreren.

Tak, vil jeg sige til fru Zenia Stampe. Jeg lagde især mærke til, at fru Zenia Stampe i sit ordførerindlæg var inde på, at vi skal være opmærksomme på de sikkerhedspolitiske risici, der især er i Arktis. Der er jo stormagtsinteresser, i takt med at klimaforandringerne gør, at der er lettere adgang til de mange ressourcer, der er på land og til havs, altså olie- og gasressourcer. Derfor lagde jeg også særlig mærke til ordførerens passus om, at det er ret bekymrende, hvis det bliver militariseret.

Altså, noget tyder jo på, at især Rusland opruster ganske kraftigt i Arktis, og vi har også lagt mærke til, at Canada er ved at opruste ganske kraftigt i Arktis. Så jeg håber, at vi her i Folketinget i et nært samarbejde med det grønlandske parlament, Inatsisartut, og Naalakkersuisut, den kommende grønlandske regering, vil sætte os og se på, hvordan vi kan minimere den her voksende sikkerhedspolitiske risiko i Arktis.

Tak til ordføreren fra IA. Og så vil jeg give ordet til udenrigsministeren. Værsgo.

Mange tak, og tak for mange gode og tankevækkende indlæg. For så vidt angår det nordiske samarbejde, er det selvfølgelig især ministeren derfor, der vil tage sig af kommentarer dertil. Men tillad mig to overordnede bemærkninger, hvad det angår.

Jeg er meget enig med Venstres ordfører, hr. Bertel Haarder, i, at vi oplever en renæssance inden for det nordiske. Det er, som om det nordiske er det nye sort i mange andre lande. Hvis vi kigger ud over verden – både Europa og længere væk – så kan vi se, at det er alt, lige fra vores krimiserier til vores samfundsmodeller og grønne foregangsløsninger, som i øjeblikket får utrolig mange lande til at kigge mod Danmark og de andre nordiske lande og tænke: Den form for samfund kunne vi egentlig også godt tænke os.

Det gælder også de mange vækstøkonomier, der jo over de næste bare 15 år vil fordoble verdens økonomi, og som nu skal til at vælge deres nye energimodel, deres uddannelsessystem, deres kulturpolitik, deres skattesystem og deres model for, hvordan de gerne vil indrette deres samfund. Mange af dem kigger mod Norden, og det er en fantastisk mulighed, som vi selvfølgelig skal gribe – også i det nordiske samarbejde. For vi kan få en stor udenrigspolitisk indflydelse, hvis vi bliver bedre til at udnytte det. Det er er der mange der har berørt. Både Socialdemokraterne og SF var meget inde på det med det grønne, og det er jeg også enig i. Så det er den ene betragtning, jeg vil gøre over de ting.

Den anden er, som Liberal Alliances fru Mette Bock formulerede det, at der er brug for en helt ny bil – ikke bare for at kigge på motoren. Det er jeg sådan set frisk på. Jeg synes altid, det er udmærket at ruske godt i posen og kaste boldene op og se, om de kommer anderledes ned, i hvert fald i den forstand, at der for mig at se er nogle oplagte områder, hvor jeg også gerne så, at man – hvis vi kigger på det fra en udenrigspolitisk synsvinkel – overvejede et stærkere samarbejde.

Det gælder det bistandspolitiske, som hr. Steen Gade var inde på i sit indlæg. Det gælder det grønne, som mange ordførere – også Enhedslistens ordfører og fru Annette Lind og mange andre – var inde på, og det gælder måske også forsvarssamarbejdet, som vi indirekte har berørt, og hvor vi jo i hvert fald har en stor fælles interesse i Arktis.

Nu var Venstres Bertel Haarder så venlig uden for talerstolen at vise mig lidt af det, der bliver diskuteret i det seneste nummer af tidsskriftet Udenrigspolitisk Nyt, som netop er, om man kunne forestille sig, at Norden spillede en stærkere rolle der. Det er i hvert fald alt sammen diskussioner, som det set fra en udenrigsministers synsvinkel er værd at tage.

Hvis vi så overordnet kigger på alle de tre redegørelse, vi har til debat i dag, så kan man sige, at både det nordiske samarbejde, Østersøsamarbejdet og sådan set også diskussionen om Arktis handler om at gå på tværs og nedbryde grænser. Det handler om nedbryde grænsehindringer helt konkret, men det handler jo også om at nedbryde mentale, tekniske og politiske grænser og gøre det lettere for mennesker at færdes på tværs. Ikke fordi vi skal glemme, hvor vi hver især kommer fra – vi er danske, og det bliver vi ved med at være – men fordi vi kan styrke og stimulere det danske, og vi kan styrke og stimulere det nordiske samarbejde og Østersøsamarbejdet i Europa og verden ved at stå sammen og derigennem i virkeligheden også styrke vores egen danskhed.

Derfor bliver jeg også nødt til at sige, at jeg til gengæld står af, når både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance ligesom vil sætte et modsætningsforhold op mellem det nordiske og det europæiske. For jeg ser ikke den modsætning. Jeg er for det første lodret uenig i, at EU ikke har været et succesfuldt samarbejde. Jeg tror, at hvis man skulle pege på den største geopolitiske succes i de sidste 100 år, må det da være det europæiske fællesskab, der her over de sidste 20 år vel er den største enkeltstående årsag til, at den kolde krig ophørte, og at man over bare 10 år formåede at optage ti nye store nationer. Det skete ikke med tvang, ikke med militærmagt, ikke med trusler, men ved at have en samfundsmodel, som de gerne ville have, og som de befolkninger ønskede, en samfundsmodel med velstand og demokrati og uden korruption. EU har da været en bragende succes.

Men jeg er fuldstændig enig med hr. Edmund Joensen i, at det ville være fantastisk, hvis alle nordiske lande inklusive Færøerne og Grønland havde lyst til at være med hundrede procent, så vi kunne sætte et endnu større fingeraftryk både i EU og i NATO for den sags skyld. Det ville da være dejligt. Det er selvfølgelig hundrede procent op til de lande selv at bestemme og afgøre, men set fra en dansk synsvinkel ville det da være fantastisk at kunne sætte det fingeraftryk, og det ville styrke det nordiske samarbejde og det europæiske samarbejde på en gang.

I hele diskussionen om, hvorvidt vi skal til at have grænsebomme mod Sverige – eller overveje det, nu skal vi heller ikke lægge flere ord i munden på hr. Mikkel Dencker, end der var i hans ordførertale – vil jeg sige, at det altså i hvert fald i min optik er den helt forkerte vej at gå. Vi skal gå stik modsat. Det handler om at fjerne grænser. Det handler om at åbne med respekt for det, vi selv er. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det danske samfund eller det svenske samfund ville se ud, hvis der slet ikke var mennesker, der var kommet til Danmark eller Sverige for at bidrage i vores arbejdsstyrker.

Så skal vi ned i lidt mere konkrete ting. I forhold til Østersøsamarbejdet har alle jo nævnt, at det faktisk er et vigtigt forum at have i den nuværende situation – hvor vi desværre fortsat har en Ukrainekrise kørende – hvor vi kan have diskussioner uformelt. Et tema, jeg gerne vil bringe op, og som jeg synes det er værd at hæfte sig særligt ved, er samarbejdet inden for energiområdet. Det er, fordi der altså er et kæmpe potentiale her for at binde landene omkring Østersøen bedre sammen i et indre energimarked. Det kræver noget infrastruktur, nogle kabler og også gerne nogle gasrør, men så vil det til gengæld blive meget, meget billigere at købe energi, også vedvarende energi, og det er der jo en hel masse sikkerhedspolitik i også, som jeg ikke har tid til at gå nærmere ind på her. Men det er i hvert fald et område, som jeg vil have et meget stort fokus på i den kommende periode.

Så er der selvfølgelig Arktis, som også er et utrolig spændende område. Det var jo et stærkt indlæg fra Johan Lund Olsen, som også fru Zenia Stampe var inde på, og det her er jo ikke en diskussion om rigsfællesskabet. Men lad mig bare kvittere og sige, at min oplevelse er, at det udenrigspolitiske samarbejde med Grønland er vokset betydeligt i de sidste år, f.eks. i de internationale klimaforhandlinger. Vi har fået en god tradition for, at når grønlænderne har en særlig interesse i et møde med andre landes udenrigsministre, forsøger vi at gøre det, så vi kan holde fælles møder.

I Arktisk Råd har vi haft et forbilledligt samarbejde med Grønland og Færøerne, og det vil jeg gerne kvittere for begge steder hen. Det kan selvfølgelig altid blive bedre, og det skal vi også kigge på. I det arktiske samarbejde bliver det jo helt afgørende netop at holde et lavspændingsspor og at holde det på en måde, så vi kan klare det i en fredelig multilateral ramme og holde alle våben – også meget gerne A-våben, hvis det kan lade sig gøre – ude af det område.

Men der bor mennesker, som flere også har været inde på, og der var et konkret spørgsmål fra Edmund Joensen, som gik på, hvorfor Færøerne nu ikke er med i det erhvervssamarbejde, vi har. Det er ikke nogen lukket klub, vil jeg gerne skynde mig at sige. Nu er jeg selv medskyldig i, at det her udvalg blev nedsat, og det gjorde det jo i forlængelse af en intens debat, der var om råstofudvinding i Grønland. Det var den direkte årsag til, at vi havde den. Der blev det et fælles grønlandsk og dansk ønske, at vi så kiggede på, hvordan man kunne fremme private investeringer ikke mindst i den sektor. Så blev kommissoriet udvidet undervejs, men vi har også en stærk interesse i at fremme erhvervsinteresser og investeringer i Færøerne og på Færøerne.

Der blev også spurgt til fiskeri, og om man kunne øge fiskerisamarbejdet også om opdræt. Det tror jeg måske at ministeren for nordisk samarbejde vil sige lidt mere om, men jeg vil da sige, at det jo sådan er et af de områder, hvor, hvis man forestillede sig, at alle blev medlem af EU, vi – de nordiske lande sammen – jo ville stå for en kæmpestor procentdel af alt fiskeri i Europa. Vi kunne virkelig batte noget, også i forhold til hvilke standarder, hvilke fiskeripolitikker der blev indført med den rette respekt for bæredygtighed og alt sådan noget. Så det er en spændende tanke. Jeg synes, det må jeg sige ligeud også til Enhedslistens ordfører, at det er der da perspektiv i.

Det er lidt komisk, at det er den færøske repræsentant – det er også en diskussion på Færøerne, det er jeg helt med på – der står og siger, at de godt kunne tænke sig det, og så prøver Enhedslisten at sige, at det er EU's skyld, at der har været en sælsag. Det er jo lige omvendt. EU har kæmpet for inuitternes ret til at kunne afsætte deres sælskind i Europa, og så er Canada og andre blevet sure over det. Men det er da i hvert fald ikke EU's skyld, tværtimod har EU været Grønlands bedste forkæmper i den her sag.

Til sidst havde også hr. Lars Barfoed et konkret spørgsmål om krydstogtskibe. Jeg deler bekymringen til fulde, for der er meget sejlads, og det er vigtigt, at vi gør, hvad vi kan, for at have et højt sikkerhedsniveau. Det er en yderst vanskelig opgave – lad os sige det ligeud – for det er jo et kæmpe område. Vandet er iskoldt, og det er ekstreme farvande. Vi kan jo ikke gøre så meget mere end det, vi gør, i forhold til de internationale farvande. Det er IMO, der kan regulere der, og der skal vi presse på, alt det, vi kan, og det gør vi.

Så kan man diskutere: Hvad kan Grønland og Danmark så sammen gøre i de indre farvande i forhold til Grønland? Der er jeg blevet bekendt med, at Grønland faktisk nu, inden valget i Grønland blev udskrevet, planlagde at indføre et gebyr på krydstogtskibe, som så skulle gå til netop at kunne øge sikkerheden og beredskabet i forhold til de her krydstogtskibe. Det er noget, vi også har opfordret Grønland til, og det synes vi er en rigtig fornuftig og god vej at gå.

Men derudover kan det jo godt være, at vi kan øge beredskabet sammen. Nu nævnte hr. Lars Barfoed det med tvillingeskibe og sådan noget. Jeg vil sige, at helt personligt er jeg helt enig i, at det ville være yderst fornuftigt, men det kræver selvfølgelig, at vi er enige med grønlænderne. Men jeg vil gerne give tilsagn om, at det er noget, vi, så snart vi har en ny grønlandsk regering, vil tage op og diskutere. Jeg synes, det er et alvorligt emne, og vi skylder både, kan man sige, turisterhvervet i Grønland, men så sandelig også sikkerheden for alle de mennesker, der bevæger sig i området, at tage det alvorligt.

Nu er jeg lidt i tvivl om, formand, hvordan det proceduremæssigt foregår. Skal jeg tage imod spørgsmål nu, eller skal min kollega tage over her og tage det hele? Det ville være dejligt, men jeg ved ikke, hvordan det foregår.

Jeg tror, det nemmeste er at tage spørgsmål nu, først til udenrigsministeren, og så fortsætter vi med ministeren for nordisk samarbejde bagefter.

Den første i spørgerækken er så hr. Finn Sørensen. Værsgo.

Tak. Tak til udenrigsministeren også for den mundtlige redegørelse. Når vi taler om det arktiske, er der jo ikke nogen væsentlige uoverensstemmelser. Jeg har sådan set ikke konstateret dem. Vi har også fra Enhedslistens side tilsluttet os den arktiske strategi, som er lagt i kongeriget. Og det er jo godt, at vi har en fælles platform at diskutere ud fra.

Jeg måtte så bare lige reagere på ministerens udlægning af, hvad det var, jeg havde sagt. Jeg sagde ikke, at det var EU's skyld, men det er klart, at EU's politik på området i forhold til sådan et sælskindsforbud, hvor der så er en inuitundtagelse, jo er med til, kan man sige, at underbygge en fordom blandt de europæiske folk om, at man ikke skal købe sælskind. Men jeg sagde ikke, at det var EU's skyld, så det vil jeg gerne lige rette.

Jeg har så et andet sådan lidt mere overordnet og vigtigt spørgsmål, synes jeg selv i hvert fald selv: Er udenrigsministeren tilfreds med det beredskab, vi i dag kan præstere i Arktis?

Ministeren.

Jeg beklager, hvis jeg har misforstået hr. Finn Sørensen. Det var bare vigtigt for mig at klargøre, at jeg faktisk synes, at EU har gjort meget i den her sag. Jeg er så i øvrigt enig i, at det ville være allerallerbedst, at man kunne få en fuld import – det gælder ikke bare i EU, men i det hele taget – af bæredygtige skind fra sæler. Men der er vi så åbenbart også enige.

Hvad angår beredskabet, kan man sige det sådan, at udfordringen i Grønland jo er, at området er så utrolig stort, og at besejlingen, selv om den er steget, stadig væk er så forholdsvis lav, at det pr. skib er en meget stor omkostning at have et kæmpestort beredskab.

Hvornår bliver et beredskab godt nok? Det er svært at svare på entydigt. Jeg så gerne, at reglerne for sejlads blev strammere, både internationalt og måske også i forhold til de indre farvande, hvis vi kan finde en fornuftig måde at gøre det på, der ikke gør det ekstremt dyrt for skibe overhovedet at sejle der – det er jo det, der er udfordringen – eller ekstremt dyrt for grønlænderne eller den danske stat at skulle gøre det. Men jeg synes, der er plads til forbedringer, ikke mindst i forhold til de internationale regler.

Var der et andet spørgsmål? Ja.

Tak. Jeg er glad for udenrigsministerens udmelding om det. Vi har jo også en, må man vel nok sige, sønderlemmende kritik fra Rigsrevisionen, som jo i virkeligheden meget barsk siger, at beredskabet er helt utilstrækkeligt. Vi har ikke redskaberne og heller ikke materiellet til at klare en større skibskatastrofe der. Jeg vil bare bede udenrigsministeren bekræfte, at hvis vi ellers kan blive enige med grønlænderne – det er jeg jo fuldstændig enig i at vi skal være – om sådan et skridt, så kan vi selv fastsætte de regler, i hvert fald inden for den del af søterritoriet, som vi suverænt bestemmer over. Det er vel rigtigt forstået.

Ministeren.

Nu vil jeg tage det forbehold, at jeg ikke havjurist, men som jeg har forstået det, er reguleringen af de indre farvande i princippet noget, der er overladt til Danmark og Grønland selv.

Den næste spørger er hr. Mikkel Dencker. Værsgo.

Jeg forstod på udenrigsministerens lange indlæg – og tak for det – at regeringen er uenig i det synspunkt, jeg fremførte på Dansk Folkepartis vegne i min ordførertale, nemlig at vi på et tidspunkt kan komme til at være i en situation, hvor vi skal overveje, om vi fortsat skal have de her regler, som gør, at andre nordiske landes statsborgere har fri adgang til sociale ydelser i Danmark.

Situationen er jo den, at Sverige uddeler asylstatus med ret rund hånd sammenlignet med de danske forhold, og efter ganske få år kan man også med ret rund hånd få tildelt et svensk statsborgerskab. Problemet ved det er, at hvis Sverige ikke formår at få integreret de her flygtninge og ikke formår at få dem i arbejde og altså skal give dem sociale ydelser, risikerer vi jo så også, at det svenske samfund må begynde at begrænse sin ydelsesstørrelse, fordi man simpelt hen ikke har pengene, og derfor kan der ske en videre udvandring til Danmark, fordi man har lige adgang til danske sociale ydelser. Er det virkelig det, som regeringen mener er fuldstændig uproblematisk, hvis den situation opstår?

Udenrigsministeren.

Jeg ved ikke, om vi skal tage en meget stor debat her i dag om arbejdskraftens frie bevægelighed og fordele og ulemper ved at supplere den arbejdsstyrke, vi har, i en situation, hvor arbejdsstyrken falder, hvor flere og flere går på pension, og hvor vi har et seriøst problem med at skaffe arbejdskraft nok både i Sverige og Danmark – om det der er fornuftigt også at hente hjælp ind udefra.

Det er jo ikke helt det, der er temaet, men jeg må altså sige, at som udgangspunkt mener jeg, at vi har utrolig stor gavn af, at man kan arbejde på kryds og tværs af Øresundsbroen, at man kan bevæge sig frem og tilbage. Jeg ser ikke noget som helst tegn på, at der begynder at komme svenskere til Danmark for at modtage socialhjælp. Det er i hvert fald ikke tal, jeg er blevet gjort bekendt med på nogen som helst måde, og derfor anser jeg heller ikke diskussionen om at øge grænsebommene eller grænsekontrollen for relevant.

Hr. Mikkel Dencker.

Nej, der er ikke noget problem lige nu, det anerkender jeg. Men jeg foregriber, at situationen kan opstå, og derfor er det vigtigt, at vi tager diskussionen om, om det er det, vi skal have i Danmark. Jeg forstod på ministeren i det første indlæg, at der ikke skal være nogen begrænsninger på nordiske borgeres adgang til sociale ydelser i Danmark. Så er det regeringens politik, at vore nabolandes borgere skal have fri adgang til at modtage danske sociale ydelser?

Ministeren.

Det er jo en pudsig måde at sætte det op på. For det første arbejder langt den største del af de udlændinge, der kommer til Sverige så vel som til Danmark, og bidrager til fællesskabet. Hvis man bosætter sig i Danmark, betaler sin skat, gør alt det, som danskere og danske borgere gør, så har man selvfølgelig de samme rettigheder, eftersom man har de samme pligter, hverken mere eller mindre. Sådan er det, når danskere bosætter sig i Malmø. Sådan er det selvfølgelig, og bør det også være, når svenskere bosætter sig i Danmark. Pligter og rettigheder følges ad.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Johan Lund Olsen.

Tak. Allerførst vil jeg sige tak til udenrigsministeren for udtalelsen om, at mit ordførerindlæg var en stærk tale. Tak for det.

Jeg lagde mærke til – jeg tror nok, det var en gang i august måned, omkring slutningen af august måned – at udenrigsministeren havde en kronik i Politiken, tror jeg, hvor han præsenterede Danmarks visioner for udenrigspolitikken. Det, jeg især lagde mærke til, da jeg læste kronikken, var, at Arktis ikke var nævnt med et eneste ord – ikke en eneste sætning, ikke et eneste ord. Det fandt jeg meget ærgerligt, når man ved, at udenrigsministeren var på privat ferie på en nedlagt rensdyrfarm ved Nuuk her i sommer, og man også ved, at udenrigsministeren har været barn i Grønland.

Så det, jeg godt kunne tænke mig at vide, at få belyst, er: Har udenrigsministeren ændret holdning, eller var der bare tale om en banal – godt nok meget banal – forglemmelse?

Ministeren.

Jeg er ikke vokset op i Grønland, men jeg kan bekræfte, at jeg har tilbragt en stor del af min barndom i Grønland, og at jeg føler mig meget tæt knyttet til både Grønland og grønlænderne.

Jeg kan godt høre, at jeg så også skulle have skrevet et afsnit om Arktis ind i den kronik, for den har jeg godt nok fået meget røg for fra IA's side, men jeg håber også, at Inuit Ataqatigiit har set de mange indlæg, jeg har haft om det arktiske samarbejde og om, hvor meget det fylder – også da jeg tiltrådte som udenrigsminister, i de tiltrædelsesinterview, jeg gav der. Og jeg kan garantere for, at Arktis fylder meget i mit udenrigspolitiske univers, og at det vil det fortsætte med at gøre, og jeg glæder mig meget til at samarbejde med en kommende grønlandsk regering, uanset hvilken det bliver, på det her område.

Jeg synes, at man skal sige det ligeud: Danmark har utrolig stor brug for Grønland. Danmark har utrolig stor brug for Færøerne. I fylder meget i vores forståelse af os selv og i vores udenrigspolitik. Derfor ville det for mig at se være fuldstændig utænkeligt, at vi ikke også skulle basere vores udenrigspolitiske tænkning på et meget stærkt samarbejde i rigsfællesskabet med både Grønland og Færøerne.

Så er den næste bemærkning fra hr. Lars Barfoed.

Jeg vil gerne følge op på diskussionen om tvillingeskibe, altså det, at krydstogtskibe skal følges ad to og to inden for en vis afstand, så det ene skib kan redde det andet skibs passagerer, hvis der sker en ulykke. Det er jo sådan, at vi aldrig kan få et redningsberedskab, så man kan nå ud med tilstrækkelig kapacitet og redde passagerer i sådan en situation, som vi jo ikke kan udelukke en dag kunne forekomme. Derfor glæder jeg mig over, at ministeren er positiv over for det, men jeg forstår så ikke, hvorfor det ikke mere klart i redegørelsen fremgår, at det arbejder den danske regering for internationalt.

Jeg vil også gerne spørge ministeren: Vil ministeren give tilsagn om, at man helt konkret vil tage det op med den nye grønlandske ledelse, så vi i fællesskab får etableret en regel om tvillingesejlads i vores indre farvande i de arktiske områder? Er det noget, regeringen konkret vil tage initiativ til?

Udenrigsministeren.

Lad mig tilstå åbent, at jeg ikke har detailkendskab til, hvilke drøftelser der har været mellem Beredskabsstyrelsen – som jeg går ud fra det er fra dansk side – og forsvaret på den ene side og Grønland på den anden side i det her spørgsmål. Men jeg vil meget gerne undersøge det, og instinktivt synes jeg selv, det lyder som en meget fornuftig idé at bringe op. Det kræver i givet fald selvfølgelig enighed mellem Grønland og Danmark. Det er muligt, at der er nogle argumenter imod, som jeg ikke lige her på stående fod kan gennemskue, men jeg synes instinktivt, ligesom hr. Lars Barfoed, at det lyder som en yderst fornuftig idé.

Ordføreren.

Ja, for jeg synes, må jeg sige, at det er noget, der har været oppe længe, men det er, som om der ikke sker noget. Det skyldes forhandlingerne i IMO, og det skal man presse på for. Men så må vi i hvert fald gøre, hvad vi kan, for så vidt angår vores indre farvande, så længe der ikke er en international regel om det.

Jeg kan bare sige, at vi i Det Konservative Folkeparti så i den kommende tid vil følge meget nøje, hvad regeringen gør i den henseende, og nok også stille nogle spørgsmål til det, for vores overvejelse er at fremsætte forslag her i Folketinget om en sådan regel. Men vi så jo helst, at det bare var noget, som vi kunne få indført i et samarbejde.

Ministeren.

Jeg forstår som sagt godt, at Det Konservative Folkeparti er optaget af den her sag. Jeg synes også, at den løsning, der bliver skitseret, har meget for sig, så jeg vil meget gerne undersøge potentialerne i den og de eventuelle barrierer, der måtte være. Lad os vende tilbage til det.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Bertel Haarder.

Jeg vil gerne takke udenrigsministeren for både åbenhjertige og visionære svar på de indlæg, der har været. Som jeg nævnte i mit indlæg, har Thorvald Stoltenberg været her i huset, helt præcist den 8. maj, og der undrede han sig på to punkter over manglende realisering af nogle af de forslag, han har fremsat i den såkaldte Stoltenbergrapport.

Det ene punkt vedrører ambassadesamarbejdet, som han absolut ikke synes er nået langt nok. Man lukker ambassader i stedet for at samarbejde, og han kan ikke se, at der er noget i vejen for, hvis landene i øvrigt har en fælles udenrigspolitik på et felt, at en ambassadør kan vikariere for en ambassadør fra et andet land.

Som det andet punkt synes han ikke, at det er blevet til nok med den fælles nordiske maritime kystvagtstyrke. Jeg synes, at det forslag om en fælles nordisk maritim kystvagtstyrke passer vældig godt ind i den debat, vi her har haft om Arktis, for det er et spørgsmål om en styrke i Arktis. Det forslag aktualiseres yderligere af, at chefen for forsvarsakademiet, Nils Wang, som også er kontreadmiral, i det nye udenrigspolitiske tidsskrift, udgivet af Det Udenrigspolitiske Selskab, også foreslår, at vi overvejer en fælles nordisk sømilitærindsatsstyrke, altså ikke bare en kystvagtstyrke, men en fælles nordisk sømilitærindsatsstyrke.

Når en ledende dansk militærmand kan foreslå det, tyder det jo på, at Thorvald Stoltenberg var inde på noget rigtigt. Derfor vil jeg blot spørge udenrigsministeren, om han er klar til at bede sine embedsmænd om at beskrive, hvordan det i givet fald kunne realiseres, så udenrigsministeren kan tage stilling til det.

Ministeren.

Gode spørgsmål. Med hensyn til den fælles ambassadetænkning er jeg meget enig i, at det er der både et smukt, praktisk og økonomisk stort perspektiv i. Vi har jo allerede både i Berlin og i Maputo vist, at det kan gøres med stor ynde og arkitektonisk flot og også med en stor gennemslagskraft – tror jeg – for alle de lande, der er med. Vi deltager faktisk også i tre ud af de fem projekter, der er nævnt i den ministererklæring, som hr. Bertel Haarder henviser til, nemlig i Yangon, Islamabad og Dakar.

Jeg ved så også, at det nogle steder, fordi jeg har været derude, giver nogle problemer. Sjovt nok har det f.eks. givet en del problemer i Reykjavík, hvor vi havde overvejet at slå dem sammen, men hvor der simpelt hen, som jeg har forstået det, er kommet noget økonomisk knas i maskineriet. Der kan være nogle fredningsbestemmelser; der kan være mange små djævle i detaljen, der gør, at det i praksis er svært.

Men jeg er egentlig enig i visionen, og jeg er enig i, at vi skal den vej, og så må vi forsøge at overkomme de barrierer, der er, uden at det dog skal blive en lukket klub, for nogle steder vil de baltiske lande også gerne være med. Det er i øvrigt også et interessant perspektiv – synes jeg – at knytte de baltiske lande tættere til det nordiske samarbejde. Men i den ånd, og det er også i den ånd, jeg hører det i, er jeg helt enig.

Hvad angår det mere forsvarspolitiske, synes jeg som sagt, at det lyder spændende. Vi har nok her en grænseflade til Forsvarsministeriet, og jeg skal passe på, at jeg ikke får rodet mig for meget ud i, hvad regeringen påtænker at gøre her. Men jeg har forstået, at forsvarsministeren inden for overskuelig tid deltager i en debat om det her i Tinget. Men jeg synes da, at der er nogle interessante perspektiver i det, og dele af det fælles nordiske kystsamarbejde ligger jo helt rigtigt inden for Stoltenbergsamarbejdet, som vi ligesom har taget principiel stilling til, og som jeg i hvert fald gerne vil forfølge.

Bertel Haarder.

Jeg er glad for alle de fremskridt, der er sket, når det gælder ambassadesamarbejde, men når det gælder det Berlin, er det vel strengt taget en havemur, der er fælles. Der er jo ikke så meget samarbejde inden for den havemur, er jeg bange for. Jeg er i øvrigt enig i, at man også kan samarbejde med andre lande. I Litauen samarbejder vi, så vidt jeg husker, om et husfællesskab med Holland. Og det kan også være udmærket.

Men jeg vil bøje mig for udenrigsministeren, når han mener, at det sidste spørgsmål hører til i den næste debat, hvor jeg også nok skal rejse det.

Tak til Bertel Haarder. Og så er det ministeren.

Jeg medgiver, at det i Berlin er løsningen, at vi har smeltet ambassaderne sammen. Men jeg synes, at der er en signalværdi i, at når man ankommer dertil, er alle flagene der, og man kan se forskelligt nordisk design og arkitektur. Men det er jo nok rigtigt, at det mere er af kulturel end af egentlig politisk og teknisk karakter.

Tak. Så er det ministeren for nordisk samarbejde, der vil samle op.

Se, jeg synes, at dagen i dag er en stor dag. Jeg tænkte på, da jeg skulle herind i morges, at jeg som minister får lov til sammen med udenrigsministeren at stå i spidsen for en rigtig spændende diskussion om det nordiske. Det er min første redegørelsesdebat på det nordiske område, så jeg har glædet mig til det. Jeg har taget mit fineste tøj og mit røde slips på. Så jeg vil sige til jer, at det er dejligt. Jeg har selv været medlem af den nordiske delegation, og jeg kan sige, at jeg synes, der er sket rigtig meget.

Jeg vil give hr. Bertel Haarder og andre debattører ret i, at det ikke kun er i EU, det sner. Nej, det nordiske er cool, og der er også sne i gaderne i det nordiske, vil jeg gerne sige til hr. Steen Gade. Der er grøde i det. Og jeg synes, at jeg kan konstatere, at der er en meget bred enighed om vigtigheden af det nordiske arbejde. Så er der selvfølgelig forskellige politiske tilgange til det. Jeg har noteret mig kommentarerne, og jeg vil sørge for, at der bliver taget højde for dem i det forestående arbejde.

Jeg vil starte med at sige tak for den brede opbakning – jeg tror, at både hr. Mikkel Dencker, Bertel Haarder og andre var inde på det – og støtten i forhold til reformen af politikken i Nordisk Ministerråd, men også det, at vi faktisk ved de besparelser, vi har sat fokus på, hvor der var en diskussion om, hvorvidt det nu bare var en besparelse, har lavet et stort stykke reformarbejde omkring hele budgettet.

Hvad er det for et arbejde, vi fokuserer og prioriterer? Jeg kan sige, at i de ministerrådsmøder, jeg har deltaget i, har der været nogle meget, meget spændende, vigtige politiske diskussioner om, hvad det er for nogle prioriteringer, vi ønsker. Vi har lavet prioriteringsbudgetter. Der har været diskussioner om, hvad vi skal fremme, og hvad vi ikke skal fremme. Jeg tror, det har været til gavn for det nordiske, at vi nu fokuserer, vi prioriterer, og vi kigger på, hvordan vi bruger midlerne.

Der var nogle ting, som hr. Lars Barfoed ønskede sig, og der vil jeg sige, at vi jo har lavet en kort og fokuseret redegørelse, fordi delegationen ønskede det, og som hr. Bertel Haarder udtrykte det sidste år i forbindelse med forsvarsministerens redegørelse om det nordiske samarbejde, kan man sige, »at en redegørelse skal være som en bikini: Så lille som mulig, men den skal dække det væsentlige«, og derfor har vi ikke det hele med.

Jeg håber, at formanden bærer over med mit billede, hvis det skulle være upassende her, men vi dækker ikke hele kroppen, så at sige, med bikinien her, fordi der jo er masser af ting i det nordiske, både i formandskabsudspillet, og i forhold til hvad der ligger, som i virkeligheden går langt ind over kulturarbejdet, det historiske osv. Så det ligger i det, men vi har i år valgt at prioritere i forhold til de ønsker, som også delegationen har haft.

I redegørelsen prioriterer vi selvfølgelig vores resultater og det, vi i samarbejde har opnået, men må jeg ikke sige, at vi er nået langt i forhold til de udvalgsønsker, man har haft til sundhedsarbejdet, og i forhold til grænsehindringer. Endelig afsluttes redegørelsen med perspektiver for det nordiske samarbejde, hvor vi naturligt kredser om formandskabsprogrammet for næste år, og det har sådan set været det bærende i forhold til det.

Redegørelsen kan jo sammenfattes med ordene fra en kendt dansk sang, der lettere omformuleret lyder: at det knager i det nordiske samarbejdes fuger og bånd. Men det er positivt, for som Kirkegaard klogt sagde: Alle ønsker udvikling, men ingen forandring. Og det er trods alt forandringsprocessen, vi er i gang med.

Måtte jeg ikke sige til hr. Edmund Joensen og det spørgsmål, der blev rejst i forhold til formandskabsprogrammet, at der selvfølgelig ligger et helt program bag det, der står i formandskabsprogrammet, nemlig at igangsætte et projekt, hvor relevante myndigheder og erhvervsliv i samarbejde kortlægger udfordringer og muligheder for bæredygtig vækst baseret på effektiv udnyttelse af de maritime ressourcer i Nordatlanten.

Jeg vil gerne sige både til Grønland og Færøerne, at vi har haft et fantastisk godt samarbejde undervejs med de her formandskabsprojekter, og der har også været enkelte, vi ikke har kunnet honorere inden for formandskabsprojektet, men man har så prøvet at finde andre muligheder for at udnytte dem. Jeg sender selvfølgelig gerne både til delegationen og hr. Edmund Joensen det, der ligger bag, for det er meget mere end de her par linjer, der ligger. Men jeg er enig i, at det giver nogle meget, meget spændende perspektiver i forhold til det videre arbejde på den del.

Måtte jeg så ikke sige, at hr. Edmund Joensen også rejser et spørgsmål om, hvad det i virkeligheden er, der står i den redegørelse, og hvorfor der ikke er kommet noget frem i forhold til diskussionen fra sidste år om de grænsehindringer, der er inden for rigsfællesskabet. Der kan man sige, at det blev rejst i debatten sidste år, som jeg forstår det – jeg deltog ikke selv – men der blev det jo besluttet at udarbejde en redegørelse omkring de egentlige nordiske grænsehindringer i forhold til Grønland og Færøerne.

Inden for rigsfællesskabet iværksatte Ministeriet for børn, ligestilling, integration og sociale forhold på baggrund af det en høring af samtlige ministerier i Færøerne og Grønland og af det grønlandske landsstyre med henblik på at udarbejde en samlet oversigt. Der kan jeg sige, at det er sådan, at vi i øjeblikket kigger på det, og vi har sådan set lavet en del arbejde, men vi mangler at få høringssvar ind, så det er det, der arbejdes videre med. I øvrigt kan jeg henvise til Ministeriet for børn, ligestilling, integration og sociale forhold vedrørende den diskussion, men der arbejdes altså aktivt med den, og det er derovre, det ligger i øjeblikket. Det er bare for at holde fast i den del af det.

Så skal jeg sige, at den kurs, de nordiske samarbejdsministre satte på mit første samarbejdsministermøde, i øvrigt 2 dage efter at jeg var blevet samarbejdsminister, var, at vi fastlagde en fælles vision for det nordiske samarbejde. Den hedder »Sammen er vi stærkere«, og det passer jo mig som socialdemokrat utrolig godt. Vi opstiller i den her visionserklæring det mål, at det nordiske samarbejde fortsat skal fornys for at sikre, at samarbejdet på sigt forbliver et rigtig stærkt redskab for de nordiske regeringer til at håndtere de politiske udfordringer, der måtte være.

Samarbejdet skal også være så dynamisk, at det løbende tilpasses landenes behov og de aktuelle problemstillinger. Og så det løbende tilpasses den nordiske diskussion, og samarbejdet skal forankres folkeligt, så der fokuseres på konkrete problemstillinger. Det var måske også det, hr. Bertel Haarder var inde på, da han spurgte til, at jeg sagde, at det måske var lidt kedeligt og en lille smule gammeldags. Men jeg synes jo også, som jeg også startede med at sige til hr. Steen Gade: Det er her, det sner; det er her, det er cool. Og vi forholder os til de konkrete problemstillinger.

Så bliver der selvfølgelig rejst en diskussion, som der tit bliver i de her sammenhænge, nemlig om vi skal fortsætte med konsensuspolitikken, kan man sige. Jeg vil sige, at der jo ikke er truffet nogen beslutninger om det, men jeg synes, det er en spændende diskussion at have, og den skal vi da holde liv i og holde gang i, for jeg tror, det er nødvendigt, at vi også benytter det momentum, som jeg føler der er i øjeblikket, til at holde gang i, hvordan vi udvikler det nordiske samarbejde. Jeg har også selv på samarbejdsministermødet taget den diskussion op. Jeg tror ikke, man er klar til at ændre i aftaler eller noget som helst andet, men jeg tror, det er vigtigt, at vi holder gang i diskussionerne om den del af det.

Så tror jeg, det er vigtigt, at når vi samarbejder, skal samarbejdet fokuseres. Der skal fokuseres på indsatser, som er synlige. Det skal fokuseres på, at der skal være målbare effekter. Der skal også være en profil over for omverdenen, som skal være så tydelig, at vi kan se værdien af det nordiske samarbejde og den nordiske identitet, og det skal vi selvfølgelig udnytte til fulde. Det nordiske samarbejde skal være relevant for de nordiske borgere, og det skal det jo også være for vores parlamentarikere og for regeringerne både i internordiske og internationale forhold. Det nordiske skal kort sagt skabe nytte og give merværdi, og det skal føre til konkrete politiske resultater. Det tror jeg er vigtigt at få sagt i forhold til den moderniseringsproces, vi er i gang med.

Hertil kommer også, at de mål, som vi sætter, jo skal være tydelige for alle, og det bliver også den røde tråd i det danske formandskab. Man kan sige, at vi her i virkeligheden kommer til at smage vores egen medicin, for vi skal jo leve op til de her fine målsætninger. Jeg mener også, vi gør det med det formandskabsprogram, der bliver fremlagt i Stockholm her i næste uge på Nordisk Råds session.

De nordiske samarbejdsministre udpeger i samme erklæring, som jeg omtalte, en række visioner, som kan sammenfattes i, at vi i de kommende år ønsker et grænseløst Norden, et innovativt Norden, et meget synligt Norden og et udadvendt Norden. Jeg kunne ikke have formuleret det smukkere selv, så derfor har jeg taget det derfra. Men det grænseløse Norden handler jo om at skabe de optimale forudsætninger for, at borgere og virksomheder kan bevæge sig frit mellem de nordiske lande.

Der er jeg så enig med andre – også min kollega, udenrigsministeren – der har sagt, at vi ikke skal til at lave nye grænsehindringer, og derfor vil jeg også bede hr. Bertel Haarder og hr. Mikkel Dencker tænke sig meget om, inden de bevæger sig ind på den bane, som hr. Mikkel Dencker var på. Jeg mener, at vi under det danske formandskab skal forstærke den her indsats for at afskaffe grænsehindringerne, herunder sikre en ny international lovgivning, og for at de nordiske lande gennemfører EU-lovgivningen, så det ikke skaber nye grænsehindringer i Norden.

Det har vi jo konkret gjort ved at være foregangsland ved at lave en national aftale om fjernelse af grænsehindringer, som der også gøres status for i den her redegørelse. Jeg kvitterer for de mange pæne ord, men jeg må jo også her konstatere, at vi ikke må hvile på laurbærrene så at sige. Jeg har indkaldt til et nyt møde her i november, hvor vi skal se på, hvor vi kan forny os, og hvor vi kan få succes, og jeg har faktisk også tænkt mig, at vi skal prøve at kigge på, om det her også kan være en del af vækstdagsordenen, som jeg sagde til delegationen i går, således at vi får den til at stå centralt i de diskussioner, vi skal have, om grænsehindringer. For jeg tror i virkeligheden, at der går meget god vækst til spilde – undskyld udtrykket – ved at der er en række grænsehindringer, vi ikke har fået fjernet i dialog med hinanden.

Men jeg vil også sige, at vi faktisk er ved at lykkes med noget af det. Her tænker jeg bl.a. på grænsehindringer, hvad angår ret til fravær fra arbejde ved møder i udvalgte forsamlinger, som vi talte om i går, men også hvad angår erhvervsmæssig rehabilitering. Fjernelse af andre grænsehindringer kræver fortsat et stort arbejde. Det gælder f.eks. virksomhedspraktik til ledige, som gik i stå, fordi den tidligere svenske minister ikke ønskede at gennemføre et pilotprojekt for Danmark og Sverige. Min kollega beskæftigelsesministeren har imidlertid lovet at tage kontakt til sin nye svenske kollega og presse på for at få en løsning.

Vi fortsætter altså arbejdet under formandskabet, og det er så mit og også statsministerens ønske, at vi strammer os ekstra an og strammer op, så vi fortsat kan være i front på det her område. Konkret vil jeg godt sige, og det er måske lidt nyt, at vi gerne vil lave et katalog over konkrete initiativer, herunder i forhold til konkrete grænsehindringer, der bør fokuseres på under formandskabet, og vi vil tage det op under hvert eneste ministerrådsmøde, vi har med at gøre, under formandskabet. Jeg vil i den forbindelse gerne indbyde delegationen til at deltage i det her arbejde, så vi får et fælles nationalt grundlag at arbejde ud fra.

Så vil jeg for at supplere det her arbejde nedsætte en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter for erhvervslivet og fagbevægelsen, der skal være rådgivere i forbindelse med at fjerne grænsehindringer. Det siger sig selv, at Ole Stavad, der er regeringens repræsentant i grænsehindringsudvalget, får en helt central rolle i det her arbejde, og jeg har, som jeg sagde før, indkaldt delegationen til et møde om den del af det efter Nordisk Råds session.

Sammenfattende kan jeg sige, at der altså er grøde i det nordiske samarbejde. Vi opfattes ikke længere som Europas gamle mand. Vi skal omvendt passe på, at vi ikke bliver opfattet som en irriterende og måske lidt fræk teenager, der prøver at pådutte andre lande de rigtige holdninger, men jeg tror faktisk, det er muligt at finde den rigtige balance. Hvorom alting er, glæder jeg mig i hvert fald over, at vi er kommet godt i gang. Jeg glæder mig til formandskabet – og det på et tidspunkt, hvor der faktisk blæser en frisk vind igennem de nordiske hovedstæder, og hvor det faktisk også sner en gang mellem, hr. Steen Gade. Der er ikke blot tale om varm luft, skulle jeg hilse og sige. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Så er hr. Finn Sørensen indtegnet for en kort bemærkning.

Tak til ministeren. Jeg er også glad for, at ministeren tog noget pænt tøj på – det har vi andre også gjort, men jo kun efter evne – men jeg synes nok, at ministeren lige skulle kigge lidt på sit slips, for en socialdemokratisk samarbejdsminister burde da komme med et klart, fuldtonet rødt slips ved sådan en debat her. Det var bare et kammeratligt råd.

Ellers synes jeg jo, at ministeren er sluppet udmærket fra start. Jeg føler et engagement fra ministerens side i det nordiske samarbejde, og jeg synes jo, det er den første betingelse for, at vi kan få blæst nyt liv i det.

Jeg synes jo nok, jeg i min ordførertale havde nogle udfordringer til ministeren, som jeg havde set frem til at få nogle bemærkninger til. Jeg vil ikke gentage alt her, men bare efterlyse en lidt klarere holdning til spørgsmålet om besparelser.

Det drejer sig konkret om de institutioner, jeg nævnte i min ordførertale: Nordisk Journalistcenter, de nordiske huse, nordisk sommerhøjskole. Hvad er de saglige begrundelser for, at man sparer på disse institutioner, der jo på mange måder er kerneinstitutioner i det nordiske samarbejde, og som hver især har en rigtig god begrundelse for deres eksistens?

Det vil jeg gerne høre lidt om. Hvordan kan det hænge sammen med ministerens flotte bemærkninger om, at sammen er vi stærkere, og at vi også skal styrke vores samarbejde på sådan nogle områder?

Jeg synes ikke, det hænger sammen.

Ja tak. Ministeren.

Jeg vil takke hr. Finn Sørensen for ligesom at komplimentere mit slips, men jeg synes nu, at det har den farve, som et rødt slips skal have, når man er socialdemokrat – og hr. Bertel Haarder viser også en fin farve her.

Når det så er sagt, vil jeg godt sige, at jeg jo kom til midt inde i processen, hvor man var i gang med at implementere de her besparelser. Jeg føler faktisk, og det er også det, jeg har talt med vores generalsekretær i det nordiske om, at det her har ført til nogle helt andre processer i det nordiske. Jeg vil også godt sige, at vi jo i Danmark også har gjort det, at vi i det europæiske samarbejde har kigget på omkostningssiden og også her har lavet konsolideringer.

Derfor tror jeg, det er vigtigt, at vi har kigget hele vejen rundt. Og så kan man jo diskutere den måde, som man udmønter det på. Men vi har jo bevidst gjort det – i stedet for at det er Ministerrådet, der gør det – at vi har lagt det ud til de enkelte områder, hvor man har fundet besparelserne. Og så er det sådan, hr. Finn Sørensen, at man kigger på det, og der glæder jeg mig da over, at vi jo har fundet 1 mio. kr. til Nordisk Journalistcenter, hvilket jeg også redegjorde for i går.

Men vi skal også vedstå, at man ikke kan spare på budgetter, uden at det går ud over nogen, for så har der i hvert fald siddet nogle, der ikke har lavet noget. Eller også har der ikke været sket noget på områderne, og det tror jeg ikke på.

Så derfor er det vigtigt at sige det, men også at tilføje, at de besparelser, vi har foretaget, nogenlunde – i hvert fald indtil videre på en række områder – har svaret til det overskud, der har været på budgetterne, altså uforbrugte midler. Alene i år står der 33 mio. kr. i uforbrugte midler, som nogenlunde svarer til den foreslåede nedskæring af budgettet.

Hr. Finn Sørensen.

Tak. Det er jo desværre nok rigtigt, at den farve, som ministerens slips har, åbenbart er den farve, som en socialdemokratisk ministers slips skal have i disse tider. Jeg tænker jo især på de kraftige blå striber, der er i det. ( Ministeren for nordisk samarbejde (Carsten Hansen): Hr. Finn Sørensen er farveblind).

Men bortset fra det vil jeg sige, at det jo ikke kan nytte noget, at man tørrer ansvaret af på de områder i hele organisationen, der har fået besked på at spare et eller andet, og som så sidder i deres fortvivlelse og rykker rundt på det og kører rundt med grønthøsteren og får sparet på nogle ting, hvor det helt klart er uhensigtsmæssigt. Der kan det jo ikke nytte noget, at man som ministerrådet tørrer ansvaret af på dem, for de har jo fået et diktat om, at nu skulle de finde så og så mange procent på deres område.

I den sidste ende tager ministerrådet selv et politisk ansvar, og det er jo derfor, at jeg efterlyser, hvad de saglige grunde er til at spare på de institutioner, jeg nævnte. Er de overflødige, har de ikke lavet noget, og så kan vi lige så godt spare på dem? Hvad er de saglige grunde til at spare? Den diskussion er vi da nødt til at have.

Ministeren.

Jeg vil bede hr. Finn Sørensen om at kigge rigtig godt efter på mit slips, der er ingen blå striber, men der er nogle, der er mere røde end andre, og det er meget godt at vide for hr. Finn Sørensen.

Men jeg har jo tit haft diskussioner – også med Enhedslisten – om tal i andre sammenhænge, og nogle gange har jeg indtrykket af, at man får løftet fanen så højt, at fødderne ikke kan nå jorden. Det er jo træls, fordi der er nogle af os, der er nødt til at være på jorden, fordi vi ikke bare kan fortsætte med at fremskrive budgettet og sige: Nu må det koste, hvad det koste vil, for vi må aldrig nogen sinde mere ændre det.

Jeg tror, at den her besparelsesproces, vi har været igennem, har været helt afgørende for fornyelsen af budgettet – og for gennemsigtigheden, som man også arbejder med blandt delegationsrepræsentanter. Så er det lagt ud, fordi vi faktisk mener – jeg skal nok vedstå mig mit ansvar, og det skal regeringen nok gøre – at det er dem, der sidder på de enkelte områder under nordisk budget, der ved mest om, hvor der er mulighed for at hente pengene, og hvor man kan gøre det på den bedste måde i forhold til at prioritere midlerne. Så sådan er det.

Der er en kort bemærkning fra hr. Lars Barfoed.

Jeg vil gerne takke ministeren for kommentarerne til det med kultur, og det glæder mig, at der gemmer sig mere i det i redegørelsen om netop kultur og historie. Jeg synes nu alligevel, det skulle have været med i redegørelsen, og når jeg lægger noget vægt på det og fremhævede det i mit indlæg, er det på grund af det, jeg sagde der ligger i luften, altså spørgsmålstegnet, der hele tiden bliver sat: Hvad er værdien af det nordiske samarbejde? Vi har jo EU, og vi samarbejder globalt på en lang række områder. Hvorfor skal vi så have det her særlige nordiske samarbejde?

De børn og unge, der vokser op i dag, vokser altså op i en verden, hvor de er under indflydelse af netop det globale og det europæiske, og hvis ikke vi sørger for at arbejde aktivt med at forankre vores fælles nordiske kultur og historie – vores nordiske dannelse – også i forhold til børn og unge, der vokser op, så tvivler jeg på, at det nordiske samarbejde, som vi jo lægger vægt på, og som vi synes har en værdi, vil bestå i de kommende generationer, fordi de vokser op uden at forstå det, uden at have det inde på livet.

Det er derfor, jeg synes, at det, selv om det kan synes at være noget, som ikke umiddelbart giver nytte, er noget, hvis vi tænker også lidt strategisk, som har en stor betydning, og som vi skal prioritere højt.

Ministeren.

Jeg forsøgte faktisk – lidt humoristisk måske – at sige, at en bikini ikke skulle dække hele kroppen. Det er, fordi delegationen i virkeligheden selv har bedt om, at redegørelserne får et særlig kort format. I år har man bedt om, at vi i forbindelse med redegørelsen her diskuterer en række forskellige områder i forhold til reformarbejdet i Nordisk Ministerråd, grænsehindringer – det har jo været en del af det – og så selvfølgelig visionen for det videre arbejde i Nordisk Ministerråd, som vi har skrevet ind. Så grænsehindringerne er en stor del af det.

Det er ikke, fordi der ikke foregår et omfattende arbejde – det vil man også kunne konstatere på sessionen i Stockholm – vedrørende det kulturelle i Norden. Jeg tror, at det i hvert fald er et af de områder, som har allermest vægt, og det er et af de områder, som også tager rigtig mange penge i det nordiske samarbejde, altså det kulturelle samarbejde, som jeg også synes er vigtigt. Så her tror jeg vi er enige.

Så kan man altid sige: Skulle jeg nu gå på tværs af de ønsker, delegationen har haft, og sætte nogle andre på her? Det er selvfølgelig altid noget, man kan vurdere, men jeg har jo for så vidt forsøgt i den redegørelse, jeg har givet til Folketinget, at følge det, vi har aftalt med delegationen. Og jeg synes, at hr. Lars Barfoed skulle tage det op med delegationen, altså at der lægges vægt på kultur og den historiske del; så vil jeg gerne tage med ind.

Det, jeg blot vil sige med det, er, at der findes masser af nordiske publikationer, der omhandler det kulturelle, og der er et meget, meget omfattende samarbejde på det kulturelle område i Norden.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Mikkel Dencker.

Tak til ministeren for den indledende tale. Jeg hæftede mig ved, at ministeren går meget op i, at vi skal rydde grænsehindringer af vejen, og det vil jeg også medgive kan være rigtig godt i rigtig mange sammenhænge, men der kan også være sammenhænge, hvor det, at der er grænsehindringer, kan være et gode. Jeg tænker her på, hvis vi på et tidspunkt står i en situation, hvor et stort antal af de mange asylsøgere, som Sverige nu modtager, og som får svensk statsborgerskab, vil søge videre til Danmark for at nyde godt af det danske sociale system. Mener regeringen, at det i den sammenhæng fortsat vil være et gode, og at der ikke skal være nogen begrænsninger på, hvor mange svenskere der kan komme til Danmark og få sociale ydelser? Skal det være helt grænseløst?

Ministeren.

I dag har man, hvis man er svensk statsborger eller dansk statsborger, nogle rettigheder. Hr. Mikkel Dencker sagde i sin egen tale, at han ikke ville blande sig i svensk asyl- og flygtningepolitik, og hvis man bliver svensk statsborger, har man de rettigheder, der følger med. Der er rettigheder og pligter, som udenrigsministeren sagde, og det har vi bestemt ikke tænkt os at ændre på. Jeg synes, hr. Mikkel Dencker og Dansk Folkeparti skulle tænke sig grundigt om, inden man bygger nye grænsehindringer.

Jeg har det sådan, at jeg synes, det grænseløse Norden, som jeg arbejder for, giver meget merværdi, i forhold til hvad vi kan tjene af penge. Vi ved jo, at Norden er det største eksportmarked for Danmark overhovedet, og det, at vi kan udveksle tjenesteydelser, uddannelse, arbejdskraft over grænserne osv., er et helt uvurderligt gode. Faktisk har de nordiske lande en økonomi, der – som hr. Bertel Haarder sagde – er større end Ruslands, og de har 140 millioner indbyggere; vi er godt og vel 20 millioner. Så vi har ikke tænkt os at gå den vej, og jeg har heller ikke hørt andre end hr. Mikkel Dencker gøre en virkelighed, som i dag ikke er noget problem, til et stort problem.

Ordføreren.

Jamen jeg anerkender, at der ikke noget problem lige nu, og jeg håber heller ikke, der bliver noget. Derfor spørger jeg alligevel regeringen, om regeringen mener, at der altid skal være fri og lige adgang for vores nabolandes borgere til at bosætte sig i Danmark og modtage sociale ydelser fra dag et. Skal der altid være det, uanset antallet?

Ministeren.

Nu kan jeg forstå, at hr. Mikkel Dencker først får problemer med det grænseløse Norden og det nordiske samarbejde i det øjeblik, der er nogle, der bliver statsborgere i Sverige, som har en anden baggrund. Det har vi ikke tænkt os at lave om på; vi har tænkt os at fastholde det gode samarbejde og vil gerne udbygge det. Jeg forstår også, at resten af delegationen gerne vil være med til at udbygge det. Vi holder fast i, at vi gerne vil fjerne grænsehindringer, vi vil ikke etablere nye grænsehindringer. Så må Dansk Folkeparti jo kæmpe for, at svenske statsborgere ikke skal have ret til at komme til Danmark. Det må de selv om, men vi har ikke lyst til at tage den kamp – vi vil tværtimod gå den anden vej.

Så er det den foreløbig sidste med korte bemærkninger. Hr. Steen Gade, værsgo.

Tak til ministeren. Når nu ministeren understreger, at indsatsen for at fjerne grænsehindringer skal opprioriteres, så er mit spørgsmål til ministeren: Vil ministeren så sætte sig ned og prøve at gennemtænke det forslag, jeg kom med, om, at man er nødt til også at få en proces og en mekanisme, så man, når man fjerner grænsehindringer, er optaget af, at man harmoniserer til det højeste niveau eller i hvert fald til et højt niveau?

Ministeren.

Først vil jeg sige, at jeg synes , det er en vigtig sag, og jeg synes også, vi har en tradition for i N orden, at vi diskuterer, hvor højt vi skal lægge os, og vi har ikke en tradition for at gå nedad, når vi gør det. Jeg kan jo ikke i alle tilfælde garantere, at det bliver det højeste niveau. Men det er da det, vi går efter, for vi har på miljøområdet og andre steder nogle meget, meget høje standarder i Norden. Så jeg ser det egentlig ikke og har ikke oplevet det som et stort problem, vil jeg gerne sige, og jeg hører gerne om det, hvis der er nogle steder, hvor man skulle have harmoniseret nedad. Men jeg har ikke hørt om det, vil jeg gerne sige, for vi ligger ret højt. Det, jeg har foreslået i dag, er, at vi laver et konkret katalog over, hvad vi gerne vil arbejde med videre. Vi skal jo mødes om ikke så længe og snakke om grænsehindringer.

Det andet, jeg har sagt, er, at vi nu nedsætter et råd, hvor både fagbevægelsen og erhvervslivet får repræsentation og kan rådgive, i forhold til hvad de også oplever. Vi har haft meget stor glæde af at diskutere med byggebranchen, som jo har rettet henvendelse, og hvor jeg på et bilateralt møde tog det op med Norges samarbejdsminister her for nylig. Jeg er jo også sådan lidt den praktiske mand her. Jeg vil gerne også se resultater af det, vi laver, og vi vil gerne opprioritere det, ja.

Hr. Steen Gade.

Jamen jeg er glad for praktiske folk. Det er faktisk derfor, jeg foreslår det. Jeg synes bare ikke, ministerens svar var særlig imødekommende, når det kommer til stykket, for i forhold til det der med at sige, at sådan tænker vi alle sammen, er det jo ikke sådan, det er. Altså, i EU har vi jo faktisk lavet sådan en mekanisme og er forpligtet på, at man skal harmonisere i den retning. Så er det, jeg siger: Ja, det kan man jo da bare gøre, altså sige, at det må vi også gøre på nordisk plan.

Har jeg så nogle eksempler på det? Jamen når man læser redegørelsen, som er medsendt, ser man jo, at der står et eksempel i den. Jeg troede, det var en let sag. Der står jo det om brandsikring. Altså, det er jo ikke færdigdiskuteret, men hvis man læser det, og det har jeg faktisk gjort, kan man se, at der er en diskussion om brandsikringsregler. Jeg gør mig ikke til dommer over det, jeg kan bare konstatere, at sådan en sag har vi på bordet, altså burde ministeren jo da også gribe ind og svare mig: Jamen det kigger vi på. Vi kommer med forslag til, hvordan vi skal have sådan en mekanisme. Jeg står altså ikke og beder om en fin mekanisme, ligesom man har i EU, når bare man har en mekanisme.

Ministeren.

Jeg har som sagt ikke oplevet, at der er et problem. Jeg vil bare sige, at den brandsikringssag jo ikke er færdig. Vi ved ikke, hvor den ender. Så jeg ved ikke, om hr. Steen Gade kan spå om fremtiden – det var det, som Storm P sagde, nemlig at det sværeste at spå om, er fremtiden. Men skulle der blive noget her, vil jeg gerne kigge på, om vi ikke kan harmonere til højeste niveau. Det er det ene.

Det andet er: Lad os kigge på, om der skulle være nogle udfordringer eller problemer i det, og hvis der er det, så lad os tage det op igen. Jeg har ikke oplevet, der skulle være nogle problemer i det, for vi harmoniserer mod det højeste niveau – som regel. Hvis vi ikke gør det, er det, fordi der ikke er grund til det. If it ain't broke, why fix it? Hvis det er sådan, at det er ved at være broke, så lad os da se på, om ikke vi skulle gøre det. Jeg vil faktisk gerne signalere en villighed til at gå ind i den diskussion og så tage den op og arbejde videre med den.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Bertel Haarder.

Angående brandsikring er det jo altså Danmark, som har særlig skrappe regler for, hvor tykke rockwoolpladerne skal være, og det har klima- og energiministeren så begrundet med, at danskerne ikke kan tåle at leve under de usikre svenske brandsikringsforhold. Det er selvfølgelig det rene vrøvl, og derfor vil jeg godt støtte hr. Steen Gade og opfordre ministeren til, at Danmark i hvert fald gør sin del af arbejdet for, at vi på byggeområdet får fælles standarder, så vi også der kan købe og sælge på tværs af grænser. Det var ikke noget spørgsmål, og ministeren behøver ikke at svare.

Ministeren.

Jeg kan bekræfte over for hr. Bertel Haarder, at jeg gerne vil arbejde for, at vi får fælles standarder.

Det var den sidste korte bemærkning til ministeren for nordisk samarbejde, og så betragter jeg forhandlingen af det her punkt som sluttet.