L 94 Forslag til lov om ændring af lov om planlægning og lov om naturbeskyttelse.

(Opfølgning på dele af Naturplan Danmark om etablering af et Grønt Danmarkskort, forbud mod gødskning og sprøjtning på § 3-beskyttede arealer og indførelse af et vejledende bødeniveau for overtrædelse af naturbeskyttelsesloven m.v.).

Af: Miljøminister Kirsten Brosbøl (S)
Udvalg: Miljøudvalget
Samling: 2014-15 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 11-12-2014

Skriftlig fremsættelse (11. december 2014)

20141_l94_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (11. december 2014)

Miljøministeren (Kirsten Brosbøl):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om planlægning og lov om na­tur­be­skyt­telse (Opfølgning på dele af Naturplan Danmark om etablering af et grønt Danmarkskort, forbud mod gødskning og sprøjtning på § 3-beskyttede arealer og indførsel af et vejledende bødeniveau for overtrædelse af na­tur­be­skyt­tel­ses­lo­ven m.v.)

(Lovforslag nr. L 94)

Regeringen offentligjorde den 27. oktober 2014 Naturplan Danmark - Vores fælles natur, som er regeringens samlede langsigtede strategi for den danske natur og naturindsats frem mod 2020. Naturplan Danmark udgør samtidig Danmarks biodiversitetsstrategi i henhold til FN's biodiversitetskonvention. Naturplan Danmark følger op på en række af Natur- og Landbrugskommissionens naturanbefalinger. Kommissionen lagde vægt på bæredygtighed og balance mellem landbrug og natur - både på kort og lang sigt. Med lovforslaget følges der op på de initiativer i Naturplan Danmark, der forudsætter lovændringer.

En central indsats i Naturplan Danmark er at udvikle en strategisk ramme for fremtidens naturindsats - Grønt Danmarkskort - som skal sikre, at vores mest værdifulde natur bliver bundet sammen inden 2050, så vores vilde planter og dyr får bedre plads og levevilkår. Endvidere skal lovforslaget sikre en bedre beskyttelse af værdifulde naturområder og vigtige levesteder for vilde planter og dyr ved at gennemføre et forbud mod gødskning og sprøjtning på § 3-beskyttede naturarealer. Endelig vil regeringen indføre et vejledende bødeniveau i naturbeskyttelsesloven, som skal bidrage til højere bøder for overtrædelser af naturbeskyttelsesloven.

Udpegning af Grønt Danmarkskort har til formål at give et samlet overblik over eksisterende og potentiel ny natur. Udpegningen skal danne grundlag for en fokuseret naturindsats. Både staten, kommuner, interesseorganisationer, Naturfonden og lodsejere kan tage udgangspunkt i Grønt Danmarkskort ved planlægning af ny natur og dermed sikre maksimal nytte af indsatsen. Grønt Danmarkskort skal udpeges af kommunerne med udgangspunkt i nationale kriterier og et nyt GIS-værktøj, som bl.a. viser, hvor de sjældne arter findes. Udpegningen skal ske med den næste kommuneplanrevision i 2017.

Det er visionen, at Grønt Danmarkskort er fuldt realiseret i 2050. Udpegningen af Grønt Danmarkskort vil ikke i sig selv have konsekvenser for erhvervsinteresserne. Planlægningen og den langsigtede indsats åbner til gengæld mulighed for større investeringssikkerhed såvel for landbrugserhvervet som for naturindsatsen. Frivillighed er endvidere en grundpræmis for realiseringen af Grønt Danmarkskort. Der vil således ikke kunne iværksættes naturindsatser, hvis ikke den pågældende lodsejer ønsker det.

På naturbeskyttelseslovens område foreslås det at indføre et forbud mod gødskning og sprøjtning på de § 3-beskyttede naturområder. I praksis vil forbuddet mod gødskning helt overvejende få betydning for eng- og strandengsarealer, hvorpå der har været en hidtidig lovlig drift med gødskning, svarende til ca. 36.400 ha. For de øvrige naturtyper, der er omfattet af den foreslåede bestemmelse, gælder som udgangspunkt allerede et forbud mod gødskning.

I lovforslaget undtages arealer, der anvendes til afgræsning for økologiske husdyr, fra forbuddet mod gødskning. Denne undtagelse fra forbuddet understøtter regeringens målsætning for økologisk jordbrug.

Forbuddet mod sprøjtning omfatter enhver form for brug og udbringning af sprøjtemidler på de beskyttede naturområder.

Endvidere foreslås indførsel af et vejledende bødeniveau for overtrædelse af naturbeskyttelsesloven. Denne del af lovforslaget sigter mod, at bødeniveauet bringes i overensstemmelse med bødeniveauet for tilsvarende overtrædelser på miljøområdet. Hertil foreslås et skærpet vejledende bødeniveau for overtrædelser af naturbeskyttelseslovens § 3.

Lovforslaget skal bl.a. ses som en opfølgning på Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger om et nationalt naturnetværk og bedre beskyttelse af naturarealer. Natur- og Landbrugskommissionen anbefalede balance mellem gode vækstbetingelser for fødevareerhvervet og mere og bedre natur. Regeringen har med Aftale om Vækstplan for Fødevarer i foråret leveret bedre betingelser for erhvervet, og for at skabe balance har regeringen med Naturplan Danmark og dette lovforslag også leveret til naturen.

Målet er, at loven træder i kraft den 1. marts 2015, med undtagelse af forbuddet mod gødskning og sprøjtning, der skal træde i kraft den 1. september 2017.

Idet jeg i øvrigt kan henvise til lovforslaget med tilhørende bemærkninger, skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.