Skatteudvalget 2014-15 (1. samling), Skatteudvalget 2014-15 (1. samling), Skatteudvalget 2014-15 (1. samling)
L 42 , L 42 A , L 42 B
Offentligt
1426960_0001.png
27. november 2014
J.nr. 14-0357670
Til Folketinget – Skatteudvalget
Vedrørende L 42- Forslag til Lov om ændring af skatteforvaltningsloven, opkrævningslo-
ven og forskellige andre love (Hurtig afslutning i visse klagesager, omkostningsgodtgørel-
se i retssager, dækningsrækkefølgen for underholdsbidrag, restanceforebyggelse, momsre-
gistrering af visse virksomheder, forbedret inddrivelse af restancer til det offentlige m.v.).
Hermed sendes svar på spørgsmål nr. 1 af 25. november 2014. Spørgsmålet er stillet efter
ønske fra Frank Aaen (EL).
Benny Engelbrecht
/ Per Hvas
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1426960_0002.png
Spørgsmål
Hvorfor kan princippet om ”no cure no pay” ikke støttes? Og hvad er betænkelighederne
ved dette princip i dansk ret?
Svar
Som det fremgår af bemærkningerne til L 42 er det vurderingen, at no cure no pay-
ordninger fører til dårligere rådgivning af klienter, end hvis rådgiver havde anvendt mere
almindelig afregningsmetoder som timebetaling eller fast pris.
Følgelig har lovforslaget til formål at undgå, at skattelovgivningen kommer til at under-
støtte indgåelsen af sådanne aftaler ved at gøre et tredjemandstilskud skattefrit for modta-
geren, når denne har indgået en no cure no pay-aftale med yderen af tilskuddet. Derimod
hindrer lovforslaget ikke, at en honoraraftale mellem rådgiver og dennes klient indgås på
no cure no pay-vilkår.
Efter de advokatetiske regler pkt. 16.2, som kan læses på Advokatsamfundets hjemme-
side, kan en advokat ikke indgå en honoraraftale om vederlæggelse af en andel af det ud-
bytte, der måtte opnås ved gennemførelsen af en sag – Pactum de Quota Litis.
I afsnit 6.5.3. i bogen ”Advokatetik – ret og rammer” af Martin Lavesen og Lars Økjær
Jørgensen (Advokatsamfundet 2012) begrundes forbuddet mod Pactum de Quota Litis,
som i almindelig tale svarer til no cure no pay, med, at advokaten dermed risikerer at mi-
ste sin uafhængighed ved at føre en sag, der medfører en økonomisk sammenblanding
mellem advokatens økonomi og det resultat, som opnås. Det siges endvidere, at en fravi-
gelse af det klare forbud mod sådanne salæraftaler ikke er hensigtsmæssig. Det er ifølge
bogens forfattere en sund grundopfattelse, at advokaten leverer den mest kvalificerede
ydelse, når advokaten har en naturlig distance til sagen. Derimod er der ikke noget til
hinder for, at advokaten indgår en aftale om honorering, der står i forhold til sagens resul-
tat qua forskellige succeskriterier.
Side 2 af 2