L 59 Forslag til lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.

Af: Beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S)

Udvalg: Beskæftigelsesudvalget

Samling: 2014-15 (1. samling)

Status: Stadfæstet

1. behandling den 18-11-2014

Hele debatten
Overblik over alle taler
Ordfører- og ministertaler

Del

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling

1. Folketinget tilbyder brugerne af ft.dk at dele tv-produktioner produceret af Folketinget.

2. Tv-produktioner fra Folketinget må anvendes uden at blive ændret eller bearbejdet. Endvidere må der ikke bygges videre på Folketingets tv-produktioner. Ophavsmanden (eks. politikere og øvrige talere) har eneret til at udgive samlinger af sine egne indlæg jf. den danske ophavsretslovs § 26

Du kan se alle vilkår her

3. Folketinget tilbyder brugerne at dele Folketingets tv-produktioner via embed-kode, der kopieres fra hjemmesiden.

4. Det er ikke tilladt at ændre i den kopierede embed-kode.

Luk redigering

Start her

Slut her

Varighed 00:26:13

Redigere Klip Godkend

Godkend

Del på Twitter

Del på Facebook

Kopiér link

Kopiér embed

Send til en ven

james

Afbryd Send

Se video af alle taler

Det næste punkt på dagsordenen er:

3) 1. behandling af lovforslag nr. L 58:

Forslag til lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og forskellige andre love. (Reform af beskæftigelsesindsatsen, et fælles og intensiveret kontaktforløb, uddannelsesløft, styrket rådighed og målretning af virksomhedsrettede tilbud m.v.).

Af beskæftigelsesministeren (Henrik Dam Kristensen).

(Fremsættelse 12.11.2014).

Sammen med dette punkt foretages:

4) 1. behandling af lovforslag nr. L 59:

Forslag til lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.

Af beskæftigelsesministeren (Henrik Dam Kristensen).

(Fremsættelse 12.11.2014).

Forhandlingen er åbnet. Og den første ordfører i talerrækken er Hans Andersen fra Venstre. Værsgo.

Tak for det. Under halvdelen af alle danskere er i arbejde, og tæt på 800.000 danskere i den arbejdsduelige alder er på overførselsindkomst. Det skaber et betydeligt pres på de offentlige finanser, og derfor er det afgørende, at flere danskere kommer i arbejde, altså så der bliver flere til at bidrage til velstanden og velfærden. Det danske beskæftigelsessystem hører til blandt verdens dyreste. Vi bruger hvert år 8 mia. kr. på den aktive beskæftigelsesindsats, og dertil kommer udgifterne til administration af beskæftigelsesindsatsen og til offentlig forsørgelse på omkring 72 mia. kr.

I en tid, hvor hver en krone skal vendes for at sikre, at vi får mest muligt for pengene, er det jo afgørende, at vi bruger pengene der, hvor de gør størst gavn. Det fremmeste formål med denne beskæftigelsesreform og med beskæftigelsesindsatsen er at få de ledige tilbage i arbejde. Og som det fremgår af aftaleteksten, skal beskæftigelsesindsatsen til enhver tid understøtte, at Danmark har et velfungerende og fleksibelt arbejdsmarked med lav strukturel arbejdsløshed og høj beskæftigelse. Ja, så derfor er indretningen af vores beskæftigelsessystem helt centralt.

For Venstre har pejlemærkerne for en reform af beskæftigelsesindsatsen været, at pengene skulle bruges bedre, at det skulle kunne betale sig at arbejde, at de ledige hurtigere skulle tilbage i job, at ledige skulle i centrum, og at administrationen skulle gøres billigere og mere effektiv.

Resultatet af forliget om en reform af beskæftigelsesindsatsen udmøntes med de her to lovforslag, L 58 og L 59, og reformen har som mål, at flere ledige opnår beskæftigelse hurtigst muligt; at ledige mødes med en individuel, meningsfuld og jobrettet indsats; at ledige kan få et reelt uddannelsesløft, hvis de har behov for det; at uddannelsesindsatsen målrettes ledige med størst behov og virksomhedernes efterspørgsel efter arbejdskraft. Desuden handler det om, at virksomhedsservice og jobformidling bliver en kerneopgave i jobcentrene, så virksomhederne kan få den arbejdskraft, de har behov for, samt at regler og bureaukrati fjernes, så kommunerne får størst mulig handlefrihed og dermed kan sætte fokus på resultaterne i stedet for på processerne.

Reformen sikrer, at beskæftigelsesindsatsen har fokus på virksomheders behov for arbejdskraft og reel jobformidling, og at kommunerne og a-kasserne får flere frihedsgrader til at tilrettelægge en individuelt tilpasset indsats for de ledige. Ressourcerne skal altså bruges på en bedre og mere effektiv måde, så flere kommer hurtigst muligt i beskæftigelse.

Afgørende for Venstre er det, at jobcentrene fastholder myndighedsansvaret for den aktive indsats, mens a-kasserne fortsat afholder den indledende cv-samtale samt løbende rådighedsvurderer de ledige.

Reformen har fokus på en individuel og tidlig indsats. Den ledige skal mødes med en meningsfuld og individuel indsats, der igangsættes tidligere, end det er tilfældet i dag, og det skal ske særlig med henblik på at forebygge langtidsledighed. Den individuelle og tidlige indsats indebærer et fælles og intensiveret kontaktforløb, at alle ledige får ret og pligt til et aktivt tilbud, og at vi får fokus på det virksomhedsrettede i forhold til at sikre, at det er på virksomhederne, man kommer i praktik og i løntilskud. Det er der, jobåbningerne skabes. Det er der, vi kan sikre at de ledige kommer hurtigst muligt i job.

Reformen skal også skabe større fokus på reel opkvalificering i indsatsen og mere jobrettet uddannelse, så ledige i højere grad besidder de kompetencer, som virksomhederne efterspørger. Der skal skabes reel mulighed for et reelt uddannelsesløft, og derfor indføres der også en ret til 6 ugers jobrettet uddannelse, der kan vælges fra en positivliste, der fastsætter, hvilke kurser ordningen omfatter.

Reformen giver mere ansvar og styrket rådighed til den enkelte. Den ledige skal således have større indflydelse på indsatsen med henblik på at styrke vedkommendes muligheder for at komme i arbejde, og med den større medindflydelse og den øgede valgfrihed for den enkelte borger følger der også et behov for en styrket opfølgning på rådigheden. Til dette formål søges jobsøgningsaktiviteter lagt i en joblog, der bl.a. vurderer, om jobsøgningen er tilstrækkelig til, at den ledige lever op til rådighedskravet om aktiv jobsøgning.

Så handler det også om, at vi i højere grad får fokus på landets virksomheder og deres behov. Virksomhedsservice og jobformidling skal være en kerneopgave for jobcentrene, så virksomhederne kan få den arbejdskraft, de har brug for. De virksomhedsrettede tilbud skal desuden bruges bedre, så flere får styrket deres erhvervserfaring, netværk, relationer på arbejdsmarkedet. Løntilskudsordningerne skal bl.a. forenkles og målrettes, og reglerne for offentligt og privat løntilskud skal i højere grad harmoniseres.

Som led i den samlede beskæftigelsesreform gennemføres der også med virkning fra 2016 en refusionsomlægning, og Venstre har fra dag et i de her forhandlinger fastholdt, at der kan findes penge i beskæftigelsessystemet – penge, der kan bruges på yderligere jobskabelse – og det er også lykkedes i den reform af beskæftigelsessystemet, vi har lavet, og med den vækstaftale, vi lavede sammen i sommer. Vi får en mere effektiv beskæftigelsesindsats, der samlet giver besparelser på 1,35 mia. kr. om året, og hertil kommer 800 mio. kr. om året fra en refusionsreform, hvilket samlet set frem mod 2020 frigør 2,1 mia. kr. Og den ramme vil Venstre fremadrettet anvende til skatte- og afgiftslettelser med henblik på at skabe flere private arbejdspladser.

Ikke mindst, vil jeg sige her til sidst, vil den reform, vi har aftalt sammen – et bredt flertal i Folketinget – styrke den strukturelle beskæftigelse med 3.000 personer og forbedre bruttonationalproduktet med 2,7 mia. kr.

Så alt i alt er Venstre tilfreds med det forlig, vi lavede i sommer, med regeringen, der frigør 2,1 mia. kr. til vækstinitiativer; sikrer, at beskæftigelsesindsatsen fortsat er forankret i jobcentrene og ikke i a-kasserne; og fastslår, at virksomhedsservice og jobformidling skal være en kerneopgave for jobcentrene, så virksomhederne kan få den arbejdskraft, de har brug for.

På den baggrund skal jeg meddele, at Venstre støtter begge lovforslag. Tak.

Tak til ordføreren. Der er spørgsmål fra hr. Eigil Andersen.

Tak for det. I SF mener vi også, at der er en række fremskridt i den her beskæftigelsesreform, men vi mener også, der er nogle problemer i den. Jeg vil gerne nævne et problem over for Venstres ordfører: Man kræver med reformen, at der skal afholdes ni samtaler med den arbejdsløse i det første halve år som arbejdsløs – seks i jobcenteret og tre i a-kassen. Efter vores begreber i SF er det helt vildt meget. Det er et samtalecirkus, og i mange af samtalerne vil der ikke komme til at foregå noget, fordi der ikke er noget at tale om. Derfor vil jeg gerne spørge Venstres ordfører, om Venstre også kan se, at der er et problem i så mange samtaler, hvoraf mange formentlig vil være indholdsløse, og hvor der kun vil blive sat et kryds i et skema.

Ordføreren.

Vi må ikke håbe, de bliver indholdsløse, for så har både den ledige og jobcentrene sådan set en kæmpemæssig udfordring. Det, det handler om her, er jo, at vi er blevet enige om, at vi skal gøre brug af de værktøjer, der bringer de ledige hurtigst muligt i job. Og det, vi ved, er, at samtaler virker. Så kan det godt være, at SF har en opfattelse af, at det er spild af tid. Men den deler jeg ikke. Jeg mener sådan set, at samtaler med henblik på at sikre, at de ledige kommer hurtigst muligt i job, er overordentlig vigtigt. Jeg beklager, at a-kasserne har slået lidt op i banen og ikke i samme grad synes, samtaler er vigtige, og ikke prioriterer det lige så højt, som vi har gjort i aftalen. Men der er ingen tvivl om, at det her er med til at bringe de ledige i arbejde. Og så gør vi jo også op med det, der tidligere var praksis, nemlig at der var for mange aktiveringskurser, som ikke førte til noget som helst. Så det her handler om, at vi præcis siger, at samtaler virker, at det skal vi gøre brug af og det hjælper de ledige i job. Tak.

Hr. Eigil Andersen.

Men det er jo sådan, at reformen er lanceret under en overskrift, der siger, at man skal tage individuelle hensyn og se på den enkeltes situation. Det gør man jo ikke her. Her bliver folk bare betragtet, som om det var en fabrik, hvor man producerede nogle varer. Og det er jo ikke sådan, at hvis man nu f.eks. lavede 18 samtaler i løbet af et halvt år, ville der være dobbelt så stor sandsynlighed for, at folk kom i arbejde.

Jeg vil gerne spørge ordføreren: Ville det ikke være en klogere model, at man sagde en 2-3 obligatoriske samtaler, og så kunne sagsbehandleren bestemme, om der i det enkelte tilfælde var brug for flere?

Ordføreren.

Jeg synes jo, at når man er ledig, handler det om at sikre, at man kommer i arbejde hurtigst muligt. Og der skal man jo gøre alt, hvad man kan, og der er altså én samtale om måneden. Det er det, vi taler om – én samtale om måneden. Man går ikke på arbejde, man er ledig; man har jo meget tid både til at forberede sig til samtalen og til at tage til samtalen. Men det afgørende er jo her, at jobcenteret og jobcenterets medarbejdere er dygtige til at spørge: Hvor skal vi så hen, hvordan skal den ledige komme i arbejde? Det er det, de skal samtale om, og også gerne hver måned.

Tak. Der er endnu en kort bemærkning. Den er fra hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Tak til ordføreren. Samtaler virker, siger man. Det kommer da nok an på, hvad man snakker om. Ud over det lyder det næsten, som om mange samtaler virker rigtig meget . Og så bruges argumentet: Jamen man går jo ledig, og så skal man bestille noget fornuftigt, og så kan man komme til samtale i sin a-kasse eller i sit jobcenter. Det synes jeg ikke hænger sammen. Jeg synes, at det her drejer sig om, at nu vil reformparterne eller de, der står bag ved det her forslag, udskifte et aktiveringscirkus, som vi ved gud har været trætte af, med et samtalecirkus. Jeg tror, vi om et år eller halvandet – eller hvornår forligsparterne tør evaluere det – vil kunne konstatere, at det dog var noget vanvittigt, vi besluttede.

Kan jeg ikke lige få en smule uddybning af, hvordan de samtaler skal virke, og hvorfor samtaler virker? Jeg troede, det var samtaler mellem den ledige og arbejdsgiveren, der virkede.

Ordføreren.

Det er jo således, at der er lavet talrige rapporter og evalueringer af, at samtaler faktisk bringer de ledige hurtigere i job. Så er det da meget naturligt, at vi gør op med aktiveringscirkusset – aktivering i offentlige virksomheder, som ikke fører til, at de ledige får et job – og satser på, at det er samtaler; at vi bruger alle kræfterne på at sikre, at de samtaler også får noget indhold. Det er også derfor, vi sætter ekstra penge af til at løfte kompetencerne hos jobcenterets medarbejdere. Det er jo, for at det skal være en rigtig god og givende samtale, der bliver holdt, med henblik på at de ledige søger nogle flere job og kommer tættere på arbejdsmarkedet. Det synes jeg da er helt rimeligt. Og vi taler om én samtale om måneden – det bør både jobcenteret, men også de ledige være klar til at stille op til.

Hr. Christian Juhl, værsgo.

Tak. Nu blev der sagt, at det her forslag skal afbureaukratisere. Efter min erfaring fra a-kasse-verdenen i 25 år ville det her være en fortsat bureaukratisering. Man flytter efter min bedste overbevisning bare bureaukratiet fra ét sted til et andet – uden effekt. Jeg forstår ikke, hvordan man kan kalde det en afbureaukratisering.

Det andet er, at jeg heller ikke forstår, hvordan Venstres holdning er skiftet undervejs. Venstre var med på, at vi førhen havde 6 ugers selvvalgt uddannelse, hvor den ledige havde en mulighed for frit valg; altså, det der med frit valg har jeg forstået engang var en liberal tankegang. Hvad er grunden til, at Venstre har skiftet på det her område?

Ordføreren.

Venstre har bestemt ikke skiftet. De 6 ugers jobrettet uddannelse, vi nu taler om, er jo med henblik på, at man tager 6 ugers kursus inden for brancher, hvor der er brug for arbejdskraft, og at det ikke længere er selvvalgt, hvor man tager et kursus – altså hvor man godt ved, at der er ledighed inden for branchen, men man synes, at det er morsomt eller interessant at bruge tid på det. Det bringer ikke de ledige hurtigt i arbejde, og det er også spild af penge. Derfor har vi været optaget af, når vi bruger uddannelse, at det så er meget målrettet. Derfor synes vi godt om 6 ugers jobrettet uddannelse, Og med hensyn til afbureaukratisering handler det såmænd om, at der bliver stillet færre krav til processer ude i jobcentrene, og det tror jeg at alle hilser velkommen.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører i talerrækken er hr. Lennart Damsbo-Andersen fra Socialdemokraterne.

Tak for det, formand. I dag tager vi hul på et vigtigt nyt kapitel i historien om det danske arbejdsmarked, for i dag sambehandler vi lovforslagene L 58 og L 59, der udmønter den brede politiske aftale om et nyt beskæftigelsessystem i Danmark.

Hvorfor er det så vigtigt, turde man spørge? Svaret er helt enkelt: fordi vi nu skifter vægten over på det andet ben i beskæftigelsessystemet; vi gør op med alt for mange års fejlslagen beskæftigelsesindsats, vi gør op med meningsløs aktivering, mistillid og fokus på systemer frem for mennesker. I stedet genetablerer vi tilliden og lægger et historisk markant fokus på uddannelse. Derfor vil disse lovforslag, når de vedtages, få en positiv betydning for tusindvis af arbejdsløse i mange år fremover, og det er der rigtig god grund til at glæde sig over.

En god beskæftigelsesindsats handler for Socialdemokraterne først og fremmest om at skabe den korteste vej for den enkelte arbejdsløse til job og til varig beskæftigelse.

Med L 58 og L 59 sætter vi den enkelte arbejdsløse i centrum for beskæftigelsesindsatsen, og når vi gør det, er det, fordi vi har tillid; vi har tillid til, at den arbejdsløse gerne vil i arbejde, og tillid til, at a-kasserne og jobcentrene både ved, hvordan man bedst hjælper den arbejdsløse, men også rent faktisk ønsker at gøre det. Det betyder en ny rolle og arbejdsfordeling for a-kasser og jobcentre, hvor begges kompetencer kommer i spil i en helhedsorienteret indsats over for de arbejdsløse.

I dag er det sådan, at de over 300.000 danskere, der hvert år går igennem dagpengesystemet, skal have den samme standardindsats. Det er åbenlyst selvmodsigende, at så mange mennesker skulle have nøjagtig de samme behov. Man bliver ikke ens, fordi man bliver arbejdsløs. 300.000 arbejdsløse er naturligvis hver især forskellige, og derfor har de forskellige behov, og derfor har den hidtidige indsats ikke været god nok til at få dem i arbejde og i varig beskæftigelse.

Vi sætter nu den enkelte i centrum. Konkret betyder det individuel og tidlig indsats for de arbejdsløse, mere ansvar til den enkelte og en særlig indsats for de langtidsledige, og det betyder en afbureaukratisering af arbejdsprocesserne i kommunerne. Vi sætter mennesket før systemet. Vi sætter den arbejdsløses behov før regnearkets kassetænkning.

Ud over tillid er uddannelse helt centralt i reformen, og med L 58 og L 59 sætter vi to streger under regeringens ry som en uddannelsesregering, for uddannelse er den bedste vej ud af arbejdsløshed. Særlig hjælper vi de arbejdsløse, der har færrest kvalifikationer, de ufaglærte og dem med forældede kompetencer. Det giver rigtig god mening, fordi det jo er den gruppe, der nok kan finde sin plads på arbejdsmarkedet, når økonomien buldrer af sted, men de er også de første, der bliver afskediget, når tiderne vender. De er med andre ord konjunkturgidsler. De er afhængige af, at hjulene kører i høj fart, og det er ikke holdbart for den arbejdsløse eller for samfundet.

Derfor giver det rigtig god mening, at vi giver et reelt uddannelsesløft til den gruppe. Uddannelsesindsatsen øges med 0,5 mia. kr. i forbindelse med reformen, og dermed sættes der tydeligt handling bag ordene. Et godt og effektivt beskæftigelsessystem er en hjørnesten i det danske velfærdssamfund, og det er afgørende for, at arbejdsløse hurtigst muligt kan finde et job, og at virksomhederne effektivt kan finde kompetente medarbejdere.

For os Socialdemokrater er tillid og uddannelse den helt rigtige vej at gå, også i vores beskæftigelsesindsats, og derfor kan vi støtte lovforslagene.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Eigil Andersen fra SF. Værsgo.

Det parti, som ordføreren tilhører, Socialdemokraterne, havde jo som regeringsparti et udspil til beskæftigelsesreform, som blev fremsat dagen før 1. maj i år. Det udspil, som bl.a. Socialdemokraterne stod bag, rummede, at det var a-kasserne, der skulle tage sig af at hjælpe de arbejdsløse i arbejde i det første halve år, og vi synes jo i SF, at det var særdeles velbegrundet, at det var a-kasserne, fordi de kender medlemmerne, de kender deres baggrund, deres uddannelse, de kender arbejdsgiverne i området, de kender arbejdsmulighederne, så vi anser dem for at være de bedste til at hjælpe folk i arbejde det første halve år.

Selv om vi synes, at reformen rummer fremskridt på en række punkter – jeg vender tilbage til dem i mit ordførerindlæg – synes vi, at på det her punkt er det utrolig ærgerligt, at man ikke har holdt fast i det, som var udspillet, nemlig at a-kassernes rolle det første halve år skulle have været større.

Men jeg vil gerne spørge om, hvad ordførerens mening er. Havde det ikke været klogere at fastholde udspillet og ikke lave det om til, at det blev jobcentrene?

Ordføreren.

Nu er det jo sådan, at når man kommer med et udspil – det passede i øvrigt meget godt at komme med det op til 1. maj, arbejdernes kampdag – om hele beskæftigelsessystemet, er der mange ting i det, som man kan håbe på bliver gennemført, og der vil også være nogle ting, som man måske ikke kan finde enighed om. Det var lagt ud til en bred forhandling i Folketinget.

En af de ting, der så blev ændret på i forhold til udspillet, var netop den rolle, som a-kasserne skal have. Jeg er af den overbevisning, og det kan man også høre på a-kasserne, at de har fået en rolle, der afspejler den vigtighed, de har, og samtidig får de et samspil med jobcentrene, som kommer til at fungere på en god måde til gavn for de arbejdsløse.

Hr. Eigil Andersen.

Jeg hører svaret som et lidt på den ene side og lidt på den anden side-svar. Jeg vil sige, at det virkelig ærgrer os i SF, at det ikke blev a-kasserne, der fik den her rolle. Vi mener, det ville være den bedste hjælp til de ledige.

Men jeg vil gerne rejse spørgsmålet også til den socialdemokratiske ordfører om samtaler. Kommunernes Landsforening er jo modstander af, at der skal afholdes så mange nye samtaler. De har beregnet, at der skal afholdes ca. 400.000 ekstra samtaler i jobcentrene, når den her reform i givet fald træder i kraft. Jeg vil gerne spørge ordføreren om, om ordføreren ikke er enig med mig i, at det er et helt vildt ekstraantal.

Ordføreren.

Jeg er sådan set ikke så bekymret over antal. Jeg ved, at der er mange, der har været ude med tal om, hvor mange samtaler der nu skal holdes, hundredetusindvis af samtaler. Jeg og vores parti er sådan set mere optaget af, hvordan man bedst muligt sikrer, at de, der nu er blevet arbejdsløse, kommer bedst videre. For nogle af dem er der behov for rigtig mange samtaler, og for nogle af dem vil der være behov for ganske få samtaler.

Hvis ordføreren kigger i lovforslaget, som det er blevet fremlagt nu, vil han se, at der er fleksibilitet indbygget på den måde, at de, der ikke har behov for ret mange samtaler, ikke skal have mange samtaler. Når man ved, at en graver, der bliver sendt hjem på grund af frost på kirkegården, skal starte igen om 2 måneder, skal vedkommende selvfølgelig have en indledende samtale – det får folk jo i a-kassen – for at finde ud af, hvor vedkommende er henne, og så vil det tydeligt fremgå for vedkommende, at der ikke vil være flere samtaler eller ganske få, fordi man godt ved, at vedkommende hurtigt kommer i arbejde igen.

Anderledes er det jo med dem, som vi kan se med det samme er i fare for at blive langtidsarbejdsløse. Der er man jo nødt til at foretage gennemgribende tiltag for at få den arbejdsløse rigtig godt i vej. Der er samtaler den rigtige vej, for igennem samtalen og dialogen kan man jo finde frem til, hvad der er drømmen og målsætningen for den enkelte arbejdsløse.

Tak. Så er det hr. Christian Juhl for en kort bemærkning.

Ordføreren sagde, at vi skulle fjerne os fra regnearkets kassetænkning. Det at sige, at lige præcis ni samtaler er det rigtige for folk, er det at fjerne sig fra regnearkets kassetænkning?

Så vil jeg gerne høre: Hvorfor i alverden skal en del af de her samtaler absolut foregå i jobcentrene? Hvorfor kunne det ikke lige så godt foregå i a-kassen? Hvad er begrundelsen for, at det skal være i jobcentrene?

Ordføreren.

Jamen jeg er da glad for, at også Enhedslisten har noteret sig, at regnearket og økonomien ikke længere skal være afgørende for, hvad man tilbyder den enkelte arbejdsløse. Det er sådan set det, der er tankegangen i det, jeg sagde.

Hvad angår det med samtalerne, synes jeg, at jeg udtrykte mig klart før i mit svar til SF's ordfører, hvor jeg netop sagde, at der er indbygget en fleksibilitet i forhold til de samtaler, der skal afholdes inden for de første 6 måneder, hvor man har mulighed for at se på, hvad det er for en situation, den enkelte arbejdsløse står i, og så må man jo tage en vurdering af, hvor mange samtaler der skal holdes, og hvordan de skal foregå.

I forhold til den sidste del af spørgsmålet kan man sige, at der jo her er lavet en meget klar arbejdsdeling – en arbejdsdeling, hvor det er a-kassen, der tager sig af den første samtale og møder sit medlem og finder ud af, hvordan situationen er for vedkommende. Derefter er det så jobcenteret, der foretager samtalerne for at finde ud af, hvordan man så skaffer vedkommende i uddannelse og arbejde igen. Efterfølgende – og også under hele forløbet – er det a-kasserne, der følger op på, om vedkommende nu også står til rådighed for arbejdsmarkedet, sådan som a-kasserne skal gøre.

Hr. Christian Juhl.

Jamen der står i forslaget, at fællessamtalerne skal foregå i jobcentrene. Det er jo ikke en arbejdsdeling, det er jo en fælles opgave, man skal have løst. Den kan jo lige så godt foregå det ene sted som det andet sted.

Ordføreren sagde også, at uddannelse er den bedste vej for arbejdsløse, og det er jeg i og for sig enig i, og derfor er jeg godt tilfreds med det tiltag for ufaglærte, der er blevet taget. Men kan ordføreren forklare mig, hvordan det skulle være en forbedring, at man afskaffer 6 ugers selvvalgt uddannelse til ledige, når man så siger, at der kun skal være tale om velvalgte uddannelser, eller hvad pokker man nu kalder det, og at det er jobcenteret, der bestemmer? Er det ikke den ledige, der bedst selv ved, hvor han eller hun vil hen i sin tilværelse, og dermed også bedst selv ved, hvad for en uddannelse, der kunne være den bedste? Skal det dikteres fra jobcentrene nu?

Ordføreren.

Jeg tror, at Enhedslistens ordfører måske skal læse lovforslaget en gang til, for der står ikke, at det er jobcenteret, der bestemmer, hvilken uddannelse man skal på. Det er jobcenteret, der godkender, hvilken uddannelse man skal på, og det er med udgangspunkt i en rigtig god snak med den arbejdsløse om, hvor vedkommende skal hen. Det kan dreje sig om en meget langsigtet plan, hvis man er langtidsarbejdsløs; det kan også være en kortsigtet plan med henblik på at komme i arbejde umiddelbart efter. Det kan faktisk også være en plan, der starter allerede på første ledighedsdag, fordi man allerede der kan gå i gang med en uddannelse, der giver arbejde bagefter. Det eneste, det kræver her, er sådan set, at jobcenteret sætter et stempel på og siger: Okay, du kan godt gå i uddannelse. Og det er vel fair nok, at der er en myndighed, der godkender, at man starter på en uddannelse.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra hr. Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance. Værsgo.

Uddannelse er godt, det tror jeg de fleste mennesker kan blive enige om, men bare ikke i beskæftigelsessystemet. Altså, hvad er evidensen for det, som ordføreren baserer sin udtalelse på, altså at uddannelse er den bedste vej ud af arbejdsløshed? Sådan som jeg ser det – og jeg har også spurgt Beskæftigelsesministeriet om at få noget evidens for det – er det, når man tager gruppen af ledige, der får en uddannelse, og gruppen af ledige, der ikke får en uddannelse, meget svært at sige noget om, at uddannelse i beskæftigelsessystemet skulle føre til, at folk rent faktisk kommer i beskæftigelse. Altså, når man samlet set ser på det, i forhold til at folk bliver holdt væk fra arbejdsmarkedet, mens de er under uddannelse, så er der ikke noget, der tyder på, at det er en god idé for de ledige generelt set, at der er uddannelse i beskæftigelsessystemet. Når du bruger en masse milliarder på uddannelse i beskæftigelsessystemet, er der selvfølgelig nogle, der får gavn af det, men der er også mange, der ikke får gavn af det, og samlet set er nytteværdien mildest talt meget tvivlsom.

Så hvad er det, ordføreren baserer sin udtalelse, der går på, at uddannelse i beskæftigelsessystemet er godt, på?

Ordføreren.

Jeg var faktisk lige ved at blive glad et øjeblik, da hr. Joachim B. Olsen startede med sit spørgsmål eller sin kommentar her, for jeg tænkte: Endelig, endelig har Liberal Alliance fundet ud af, at uddannelse faktisk godt kan betale sig. Men jeg kunne så forstå, at der ligesom kom en anden drejning på spørgsmålet, desværre. Og det kan da godt være – og nu kommer vi over til det med regnearkene, som Enhedslistens ordfører før begyndte at snakke om– at der ikke findes et regneark, hvor man helt kan se evidens for det her. Jeg noterer mig, Socialdemokratiet noterer sig, at når vi går ind og kigger på den arbejdsløshedskø, der er, og spørger, hvem det er, der kommer i arbejde, og hvem det er, der ikke kommer i arbejde, så ser vi, at dem, der står først til at blive fyret og sidst til at komme i gang, er folk, der ikke har en uddannelse – som enten er ufaglærte eller har en forkert uddannelse. Det er simple as that. Undskyld!

Ja, vi holder os til dansk her.

Hr. Joachim B. Olsen.

Men det er jo også rigtigt, hvad ordføreren siger, altså at ufaglærte har en større risiko end andre for at blive arbejdsløse. Men at lave konklusionen, at det så skulle være i beskæftigelsessystemet, som skal hjælpe ledige i beskæftigelse, at der skal være uddannelse, og sige, at det er godt i det system, er der ikke noget evidens for. Hvis det var sådan, at der var enormt meget evidens for, at hvis man bare gav ledige uddannelse, mens de var i beskæftigelsessystemet, kom de alle sammen i beskæftigelse, jamen så ville jeg stå her og sige, at det her er fantastisk. Der er bare ikke noget, der kan bakke det synspunkt op, og det er derfor, at vi er skeptiske over for det i beskæftigelsessystemet. Længere er den sådan set ikke.

Evidens handler jo bl.a. om, at man bruger pengene fornuftigt. Hvis man, sådan, som vi ser det, bruger pengene fornuftigt – og så kan man tale om regneark – kan man jo hjælpe flere mennesker. Ellers spilder man jo pengene. Det er jo det, man gør, når der ikke er noget evidens for, at de penge, man bruger, rent faktisk fører til øget beskæftigelse.

Ordføreren.

Nu er det sådan set lidt ærgerligt, at Liberal Alliances ordfører så ikke nævner lidt om, hvad det så er, der skal til. Eftersom de arbejdsløse rent faktisk er i beskæftigelsessystemet, kunne det have været interessant at høre Liberal Alliances bud på, hvad det så var, og hvorhenne det så var, man skulle tage fat.

Nu er de arbejdsløse i beskæftigelsessystemet, og så er der også der, man skal tage hånd om det. Det kan godt være, at Liberal Alliances så ville have sagt, at det skal man gøre i uddannelsessystemet. Hvis nu det fungerede så godt og det var så nemt, er jeg helt overbevist om, at så havde ufaglærte arbejdsløse for længst bevæget sig over i uddannelsessystemet. Det lader sig åbenbart ikke gøre, der skal andre midler til. Og man bliver jo nødt til at forholde sig til, det gør vi i hvert fald i Socialdemokratiet, at de mennesker, som der står i den her situation og f.eks. er arbejdsløse ufaglærte, får en chance for i beskæftigelsessystemet at uddanne sig og komme i arbejde igen.

Tak til ordføreren. Den næste i talerrækken er hr. Bent Bøgsted fra Dansk Folkeparti.

Tak, formand. Det her lovforslag om dagpengemodtagere giver jo et intensiveret kontaktforløb de første 6 måneder med samtale hver måned i samarbejde med jobcentre og a-kasser. Det skal jo være tilpasset den enkeltes behov, for det er det, der skal være fokus på, altså hvad den enkelte har brug for for at komme ud på arbejdsmarkedet igen. Derfor skal der også udarbejdes en plan for, hvad der skal ske.

I den forbindelse afholder a-kassen cv-samtalen. Den første samtale sker så derefter i fællesskab, og alle oplysninger skal være tilgængelige for både jobcentre og a-kasser. Der er ikke sådan noget med, at man kan sige, at de oplysninger, der kommer i jobcenteret, kan a-kassen ikke se, og omvendt. Man skal også selv kunne booke samtaler med jobcenteret, og alle oplysninger skal jo så ligge i en joblog, der er tilgængelig på Min side, som det hedder. Det betyder jo, at den ledige også selv kan booke samtaler, når der er behov for det, for der kan være stor forskel på, hvad ledige synes der er behov for, når de sidder der og skal finde ud af, hvad for et job de skal søge.

Dagpengemodtagere får ret til at få ét aktivt tilbud, og er man over 50 år, skal det aktive tilbud falde efter 13 uger. Det er en fremrykning i forhold til i dag. Det aktive tilbud skal være på minimum 2 uger. Det betyder også, at gentagen aktivering afskaffes, og det kan også ses som en afbureaukratisering, og det giver en større frihedsgrad i den kommunale indsats, for fremover er det kommunerne, der jo skal styre det hele. Kravet om jobcentre er, at kommunen skal have et jobcenter, men der bliver også lukket op for, at man kan arbejde med flere områder i et jobcenter, så det ikke er så ensrettet.

Dagpengemodtagere vil fremover ligesom kontanthjælpsmodtagere i dag få ret til tilbud om virksomhedspraktik og løntilskud på en privat eller offentlig virksomhed. Hvis betingelserne i loven er opfyldt, skal jobcenteret give tilbuddet. Man kan selv gå ud og finde de virksomheder, som man gerne vil have tilbud om praktik i. Man kan så måske sige, at der er en lille hage ved det selv at finde tilbuddet, for der er i det her lovforslag jo også opsamling på andre områder, og der kunne jeg måske godt tænke mig at ministeren ville se på, hvordan det ser ud med dem, der har fået en skade, og om ikke de kan få lov at fortsætte med et tilbud i den virksomhed, de egentlig har arbejde i, i stedet for at de skal ud i en helt anden virksomhed. Men det har så ikke noget med den her lovgivning som sådan at gøre.

Vi afskaffer så også driftsrefusionen for øvrig vejledende opkvalificering, når det gælder dagpengemodtagere, og det er simpelt hen for at stoppe meningsløs aktivering. Det er alle de her mærkelige kurser, som der bliver sagt at folk bliver sendt ud i. Ved at vi fjerner den refusion til kommunen skulle betingelserne for, at de sender folk ud i et såkaldt pipfuglekursus, i hvert fald være væk. Der er i hvert fald ikke nogen økonomisk gevinst for kommunerne ved at gøre det. Der er så selvfølgelig det, at nogle kommuner synes, at de mister et redskab der, men jeg håber ikke, at dagpengemodtagerne er så langt fra arbejdsmarkedet, at det er nødvendigt, at de får de kurser, for de kan stadig væk gives til kontanthjælpsmodtagere. Men man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig – der kunne være nogle særlige tilfælde – men vi må se på det, hvis det giver de store problemer. Det tror jeg nu ikke; jeg tror egentlig, at det bliver modtaget rimelig godt, at man ikke bliver sendt i den ene meningsløse aktivering efter den anden.

Der gives også mulighed for et reelt uddannelsesløft, og det betyder fremover 6 ugers prioriteret jobrettet uddannelse, der kan gives fra den første ledighedsdag. Der bliver så lavet en landsdækkende positivliste over, hvilke uddannelser den ledige kan vælge imellem, og det skal være efter, hvad virksomhederne efterspørger. Der er altså ikke nogen mening i, at man tager en uddannelse, hvis ikke der er chance for at få et job bagefter. I Dansk Folkeparti havde vi gerne set, at de 6 ugers uddannelse var kommet helt væk, for vi ville gerne have haft, at der havde været åbent for, at man da skulle have lov til at tage en uddannelse, uanset om den var på 6, 8, 10 eller 12 uger, hvis det gav et job. Der bliver så lavet en mulighed for, at man kan få længere uddannelse. Der er afsat en pulje til det, og om det er nok, og om det kan løfte opgaven, må vi jo så se på, for hvis der kommer for meget efterspørgsel fra arbejdsgiverne på nogle, der har kvalifikationer, de kan få på kurser på 8 uger, tror jeg da også at ministeren vil se velvilligt på det – hvis det altså viser sig, at der er større behov for den slags kurser. Men det må vi se. Der er i hvert fald åbnet for, at vi kan give folk kurser, der også er længere end de 6 uger.

Så er der mulighed for faglærte, der er fyldt 30, med en forældet uddannelse at starte på en erhvervsuddannelse i starten af ledighedsperioden, og det er det her med, at det kan ske på 80 pct. af dagpengesatsen med mulighed for at låne på samme vilkår som SU-lån. Jeg har lidt svært ved at bedømme, hvor meget det eventuelt vil blive brugt, men der er ingen tvivl om, at der er en del, der nok vil benytte sig af den mulighed for uddannelse.

Vi styrker også voksenlærlingeordningen, der er en rigtig god ordning, og den målrettes ufaglærte og folk med erhvervsuddannelse, der ikke er anvendt i 5 år. Vi hæver der tilskuddet fra 30 kr. i timen til 40 kr. i timen. Og dagpengemodtagere uden en afsluttet ungdomsuddannelse får ret til læse-, skrive-, regne- eller ordblindekursus. Der er rigtig mange, der går og skjuler, at de har nogle problemer, og der skal vi selvfølgelig lave en test af, hvad der er behov for og så hjælpe dem, der har behov for sådan et kursus.

Det indeholder også en ret til at få vurderet de kvalifikationer, man har, hvis man har været på arbejdsmarkedet i lang tid og har opnået nogle kompetencer, for hvorfor skal man så starte forfra på uddannelsen og lære noget, man kan i forvejen? Så det vil hjælpe gevaldigt, hvis man får den kompetencevurdering, så man kan tage en erhvervsuddannelse, der afkortes efter, hvad man kan i forvejen.

I forbindelse med virksomhedsservice og jobformidling betyder det, at jobcentrene altså skal ud at snakke med virksomhederne, de skal være opsøgende, de skal finde ud af, hvad det er, virksomhederne mangler, hvor det er, de kan hjælpe virksomhederne med at finde den rigtige arbejdskraft, og hvad det er for en uddannelse, der bliver efterspurgt. Det er det, man skal arbejde med ude i jobcentrene over for de ledige, og det tror jeg bliver rigtig godt, når det kommer i gang. Allerede i dag er der kommuner, der gør det. Vi ved også i den forbindelse, at a-kasserne jo har mulighed for at gøre alle mulige tiltag for deres ledige allerede i dag, og nogle har også gjort det ved at være opsøgende over for virksomhederne og hjælpe de ledige med at finde et job. Det går jeg også stærkt ud fra fortsætter, for det er faktisk et af de områder, kerneområder, som a-kasserne egentlig er stærke i, og det går jeg ud fra de fortsætter med.

Dimittender får så udvidet deres virksomhedspraktik fra 4 til 8 uger, så de får noget mere erhvervserfaring.

Løntilskud til offentlige områder bliver sat ned til 4 måneder, og ydelsen bliver sat ned, så tilskuddet ikke er så stort. Det sker for at undgå misbrug. Jeg ved godt, at kommunen siger, at de opkvalificerer de ledige, men vi har hørt så mange historier om, at ledige, der egentlig er blevet afskediget, bliver sendt ud i løntilskudsjob i det samme job, som de lige er blevet afskediget fra. Og der er yderst sjældent nogen, der får job i det offentlige ved at være i løntilskud. Derimod har det en god effekt at være det i det private, og det skal vi selvfølgelig værne om.

Jobrotationsordningen er også en god ordning, der giver god kontakt til arbejdsmarkedet og hjælper mange i job, når det er på det private arbejdsmarked. Det bliver så sat ned fra 12 til 6 måneder, men det kan så forlænges efter, hvad der er behov for, og det er målrettet til langtidsledige. Så er der en god ting i det her, og det er afskaffelse af G-dage. Vi afskaffer den første G-dag den 1. januar 2015, og det er noget, Dansk Folkeparti har arbejdet meget hårdt på at få afskaffet sammen med De Konservative, og vi er egentlig glade for, at det i den her forbindelse er lykkedes. Den anden og tredje G-dag afskaffes den 1. januar 2017, og det er for korttidsansatte. Det betyder meget for de firmaer, der har sæsonmedarbejdere, og for vikarbureauer, og de er klar til at ansætte nogle flere – det er i hvert fald det, de har sagt.

Så er der et par problemer heri, som jeg håber ministeren vil være klar til at se på. Det ene er problemet med ledighedsydelsesmodtagere. Det er jo en del af fleksjobaftalen, som Dansk Folkeparti ikke er med i. Vi har svært ved at se grundlaget for, at man skal sende folk, der går på ledighedsydelse, igennem den samme aktivering og stille de samme krav som til almindelige dagpengemodtagere, der ikke er syge. Vi håber, at ministeren er klar til at få en snak om det, for det er i hvert fald et problem for Dansk Folkeparti, at vi skal stemme for den del, der ligger i det. Det er noget af det, vi ikke har forhandlet om, men som er lagt ind i loven for at samle op på anden lovgivning. Det er sådan, jeg kan se det.

Og så har vi et problem, for vi lavede jo sygedagpengeaftalen, hvor dem, der røg ud af sygedagpengene, fik jobafklaringsforløb, og aftalen var dengang, at det hed jobafklaringsforløb, og at de skulle have en jobafklaringsydelse, der ikke måtte forveksles med ressourceforløbsydelsen og et ressourceforløb, men alligevel bliver de i ministeriet ved med at køre med, at det er en ressourceforløbsydelse, man skal have, og vi aftalte, at den ikke var eksporterbar. Og så kan det altså ikke hjælpe, at ministeriet bliver ved med at køre med ressourceforløbsydelse, når det er jobafklaringsydelse, der skal gives, og at den ikke er eksporterbar. Det er en stærk aftale i forliget, og det var en af betingelserne for at indgå forlig, og jeg har forstået på ministeren, at han er klar til at se på det, så der bliver rettet op på den problemstilling.

Der er en kort bemærkning fra hr. Eigil Andersen.

Tak. Når man bliver arbejdsløs, er det for de fleste sådan, at man går en række tusinde kroner ned i indtægt, når man kommer på dagpenge, fordi man mister sin løn. Og så kommer vi til det punkt, som jeg vil berøre her i forbindelse med beskæftigelsesreformen. Det er, at der bliver åbnet en god uddannelsesmulighed, så man kan gå fra at være ufaglært til at være faglært. Men der står i de lovforslag, vi behandler her, at man skal ned på 80 pct. af dagpengesatsen. Det betyder så, at man mister yderligere ca. 3.000 kr. pr. måned før skat. I SF mener vi, at det er for lidt, og at man burde have den fulde dagpengesats. Vi tror ikke, at økonomien kan løbe rundt i de små familier, hvis man kommer helt ned på 80 pct. af dagpengesatsen, når man i forvejen har mistet penge ved at gå fra løn til dagpenge.

Mit spørgsmål er: Hvad mener ordføreren om det her problem? Hvorfor synes Dansk Folkeparti, at det er en god idé at skære ned på folks økonomi?

Ordføreren.

Vi synes heller ikke, at den ordning er en god idé. Det tror jeg at jeg har sagt flere gange. Jeg synes ikke, det er en god idé at tage en uddannelse og få 80 pct. af dagpengene. Jeg synes slet ikke, man skulle kunne tage en uddannelse på det grundlag. Det er regeringens forslag, og vi har accepteret, at regeringen gerne vil have det igennem.

Det er så blevet lavet sådan, at man kan tage et supplerende lån op til dagpengesatsen. Det kan man tage på SU-vilkår. Det betyder, at det er en lav rente, som man kun betaler, mens man tager uddannelsen. I det øjeblik, man stopper og skal betale tilbage, betaler man ikke renter længere. Det er de samme regler som for SU-lån. Det er det, der er blevet lagt oveni fra regeringens side.

Dansk Folkeparti synes generelt ikke, det er en god idé, men vi accepterer selvfølgelig også, at regeringen har sine ønsker og skærer igennem, når man laver sådan en lovgivning her. Det er klart. Det ved hr. Eigil Andersen også alt om fra dengang, SF lige var med i regeringen et par år. Det er ikke altid, at man lige kan få det, man gerne vil.

Eigil Andersen.

I SF mener vi, at det er godt, at man satser mere på uddannelse, for arbejdsløsheden blandt faglærte er i mange tilfælde procentvis kun det halve af, hvad den er blandt ufaglærte, så vi synes i modsætning til Dansk Folkeparti, at uddannelsesmuligheden er god, men vi synes, at de økonomiske vilkår for at tage en uddannelse er dårlige med de 80 pct. af dagpengene.

Mener hr. Bent Bøgsted angående den lånemulighed, som hr. Bent Bøgsted nævner, at den er en reel mulighed, hvis ens økonomi i forvejen hænger i laser, for lånet skal jo betales tilbage?

Ordføreren.

Jeg tror ikke, at jeg på noget tidspunkt sagde, at uddannelse ikke er en god idé. Jeg sagde, at den ordning her bryder vi os ikke om i Dansk Folkeparti. Dansk Folkeparti synes generelt, at vi skal sørge for at give folk den uddannelse, de har behov for, for at kunne få et job. Det skal være rettet mod der, hvor der er jobmuligheder. Men den måde, ordningen her er lavet på, med 80 pct. af dagpengene og lånemuligheden synes vi ikke er så god, men det er det, som regeringen gerne vil have igennem, og det vil vi selvfølgelig acceptere. Det står vi fuldt ud ved. Der er ikke noget der. Jeg tror såmænd også, at det nok skal komme til at fungere.

Som jeg tolker det, har folk jo ret til at få det lån, hvis de opfylder vilkårene. Det er sådan, jeg tolker lovgivningen, Det er ikke sådan, at de kan få nej til at få det supplerende lån. Så er der selvfølgelig problemet med at betale tilbage. Men der plejer jo at være gode afdragsordninger i SU-lånesystemet. Det vil der selvfølgelig også blive her, da det er de samme regler.

Hr. Christian Juhl for en kort bemærkning.

Tak. Jeg hørte ordføreren rose ordningen med, at det nu skal være jobcenteret, som bestemmer, om man kan komme på et kursus eller ej, og hvilket kursus det skal være. Er det rigtigt forstået? vil jeg først spørge.

Forleden dag mødte jeg en gartner, som gerne ville på et trailerkursus, mens han var ledig om vinteren; det er han hver vinter. Men i jobcenteret sagde de: Nej, hvad skal du bruge det til? Det er der ingen grund til at bruge penge på. Så måtte a-kassen hjælpe med at forklare, at faktisk havde en gartner jo lidt værktøj og ting og sager med på en trailer, når han var ude og lave opgaver for mester. Hvorfor er det ikke den ledige, der vælger, hvad for et kursus vedkommende vil have? Og hvis der skal være en positivliste, hvorfor er det så ikke det lokale LBR, som skal lave positivlisten?

Ordføreren.

Det er, fordi de lokale LBR'er bliver nedlagt. Så enkelt er det. Det er derfor, de ikke skal lave positivlisten. Den her liste skal jo gerne være målrettet det, der giver job. Én ting er, når man er ledig og man skal ud at se på, hvilke jobmuligheder man har, og hvilket kursus man skal tage for at komme i job igen. Det her er jo ikke beregnet til, at der er en, der siger: Jeg vil egentlig godt have et trailerkursus, nu skal jeg gå ledig i 2 måneder, og så skal jeg have et trailerkursus, og så er jeg i arbejde igen. Så tror jeg måske nok, at det skal være på en anden måde, man skal gøre det.

Det her er målrettet dem, der går ledige, dem, der skal have et nyt job. Det er ikke som sådan beregnet til en – sådan tolker jeg det i hvert fald – der har en 2 måneders pause, inden vedkommende skal starte i det samme job igen. Det er ikke sådan, jeg har tolket det, men det kan godt være, jeg tolker det forkert. Det kan vi selvfølgelig få afklaret i udvalgsbehandlingen. Jeg har forstået det sådan, at det er for dem, der er blevet afskediget, og som ikke står til at skulle vende tilbage til deres eget job, vi skal lave indsatsen med de kurser, der er her. Dem, der som gartneren her har brug for et trailerkort, burde jo kunne få det på AMU-centeret, mens de er i job, hvis de har brug for det i det job, de har.

Christian Juhl.

Jeg forstår det ikke helt. Altså, der kommer så nogle regionale centre eller noget andet. Hvorfor er det ikke dem, der er tættest på den arbejdsløse, der laver positivlisten, så det er nogle, der kender deres lokalområde? Det er det ene spørgsmål.

Det andet spørgsmål er: Hvorfor er det ikke den arbejdsløse, der selv kan vælge 6 ugers uddannelse? Det var da en ret, man havde førhen, som Dansk Folkeparti nu vil tage fra de arbejdsløse. Lad os sige, at en gartner synes, at han er bedre rustet til at fastholde sit arbejde og blive på arbejdsmarkedet ved at tage et af de kurser, der er på en eventuel positivliste. Hvorfor i alverden skulle han så ikke have ret til det, mens han var ledig? Han skal jo helst være i arbejde, mens han er i arbejde, synes de fleste mestre.

Har Dansk Folkeparti sikret, at alle AMU-kurser som minimum er med på den her positivliste? Det kunne da være en start at sige, at hvis de alle sammen er med der, så er vi da kommet et stykke ad vejen. Men jeg synes nu også, at de bør have en reel ret til selv at vælge, hvad for nogle kurser de synes er bedst for dem selv. Hvem i alverden har mere forstand på det end den ledige selv?

Ordføreren.

Først vil jeg sige, at jeg er ret overbevist om, at de regionale arbejdsmarkedsråd har kompetencerne til at vurdere det, for der sidder repræsentanter fra arbejdsgiverne og der sidder repræsentanter fra fagforeningerne med i de regionale arbejdsmarkedsråd. Jeg tror, de har fingeren på pulsen, med hensyn til hvad det er for nogle kurser, der skal på positivlisten, for at give job.

Til det her med, om alle AMU-kurser er med på positivlisten, vil jeg sige, at det jo ikke var nødvendigt at lave en positivliste, hvis alle kurser var med der. Så kunne man jo bare sige, at det var alle AMU-kurser, der var med. Så jeg vil næsten sige, at det er de ikke. Det er ikke alle AMU-kurser, der er med på en positivliste. Så var der ingen grund til at lave en positivliste. Der kan selvfølgelig være nogle af de dyre kurser, man kan sige ikke er med blandt AMU-kurserne. Der er jo et hav af kurser, der hører under AMU. Jeg kan ikke lige sådan remse alle kurserne op, men en positivliste plejer at gå ud på, at det er de kurser, der er rettet mod at kunne give job, der er med, og det er dem, som arbejdsgiverne efterspørger. Det er det, der ligger i det.

Så var der et spørgsmål om 6 ugers selvvalgt uddannelse. Dansk Folkeparti har aldrig lagt skjul på, at vi gerne vil af med de 6 ugers selvvalgt uddannelse. Vi ville gerne have haft, at det var åbent, så man kunne få det kursus, der gav job, uanset om det var på 6, 8, 10 eller 12 uger. Det er det, der bliver givet mulighed for, nemlig at man kan få et lidt længere kursus, hvis det kan give job, og det er nok det, vi kommer til at se på, for jeg tror, at der bliver efterspørgsel på lidt længere kurser.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Og så går vi til Det Radikale Venstres ordfører, fru Ida Auken.

Da Radikale Venstres ordfører ikke kan være til stede i dag, skal jeg læse følgende tale.

Det brede forlig om en ny beskæftigelsesindsats er et af de vigtigste politiske forlig i nyere tid. Med dette forlig gennemfører vi en tiltrængt reform af hele beskæftigelsesindsatsen med fokus på, at de ledige skal hjælpes i varig beskæftigelse.

Det er vigtigt, at beskæftigelsesindsatsen til enhver tid understøtter, at Danmark har et velfungerende og fleksibelt arbejdsmarked med lav arbejdsløshed og høj beskæftigelse. Både for den enkelte og for samfundet er der store omkostninger forbundet med det at være arbejdsløs. Det er derfor afgørende, at tiden som ledig ikke bliver langvarig, og at den bruges til at ruste den enkelte til varig beskæftigelse.

Desuden bygger hele ideen om vores velfærdssamfund på, at flest mulige er med til at løfte velfærden. Den nye arbejdsmarkedspolitik er samtidig et opgør med meningsløs aktivering og et system, der er blevet for bureaukratisk og ineffektivt. Den danske arbejdsmarkedsmodel er internationalt anerkendt, men arbejdsmarkedspolitikken har de senere år været dyr og ineffektiv. Derfor skal ressourcerne bruges på en bedre og mere effektiv måde, så flere ledige hurtigst muligt kommer varigt i job. Samtidig skal reformen sikre, at beskæftigelsessystemet har fokus på reel jobformidling og virksomhedernes behov for arbejdskraft, og endelig får kommunerne og a-kasserne flere frihedsgrader til at tilrettelægge en individuelt tilpasset indsats for ledige.

Jobcentrene skal i højere grad end tidligere tage afsæt i virksomhedernes behov for arbejdskraft. Det er selvfølgelig vigtigt, at jobcentrene har et indgående kendskab til de lediges kompetencer, men kun en tæt dialog med virksomhederne sikrer flere konkrete match og dermed flere job. Derfor indgår der i lovforslaget et nyt servicekoncept for jobcentrenes samarbejde med virksomhederne.

Reformen udmøntes i to lovforslag. Med L 58 samler vi alt, der handler om indsatsen for den enkelte ledige og landets virksomheder. Det andet lovforslag, L 59, er en helt ny lov, der erstatter lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats.

Radikale Venstre støtter begge lovforslag.

Tak til den Radikale ordfører. Så går vi til SF's ordfører, hr. Eigil Andersen.

Det er jo en stor reform, vi behandler her i dag, og jeg vil gerne starte med at nævne en række af de positive ting, der er i den her reform.

For det første bliver det lanceret, at det bliver en mere individuel hjælp, og det er en rigtig god overskrift, fordi et af de store problemer i det nuværende system er, at arbejdsløse alt for meget bliver betragtet som produkter på en pølsefabrik, hvor alle er ens og alle derfor bliver kæmmet over én kam, og intet kan være mere forkert. Derfor er det et godt punkt i den her reform.

En anden god ting er, at der bliver bedre muligheder for arbejdsløse til at uddanne sig, gå fra ufaglært til faglært, uden at man skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, mens man uddanner sig. Det er et meget vigtigt punkt for SF, når man tænker på, at vi har en stor overarbejdsløshed blandt ufaglærte, og når eksperterne siger, at om nogle år kommer vi til at mangle faglært arbejdskraft. Og vi kan da i øvrigt også konstatere, som vi var inde på i den debat, vi havde lidt tidligere, at arbejdsløsheden blandt en række faglærte grupper kun er det halve af, hvad den er blandt en række ufaglærte grupper. Så man kan sige, at det allerede nu er en god idé at tage en faglært uddannelse, uanset hvordan det vil udvikle sig i fremtiden, men jeg tror i øvrigt, at det vil udvikle sig sådan, at der bliver brug for flere faglærte.

Voksenlærlingevejen er jo i forvejen en anden metode til at blive faglært, og her er det positivt, at reformen forhøjer tilskuddet til arbejdsgiveren til voksenlærlinge. Man gør også det, som det også er nævnt af nogle af de andre ordførere, at man yderligere fjerner dele af den meningsløse aktivering, f.eks. ved ændrede refusionsregler, og det er der kolossalt behov for.

Det er særdeles godt, at man begrænser brugen af løntilskudsjob i det offentlige, som i mange tilfælde er perspektivløse, dels bliver de forkortet, dels skal kommunerne betale en større udgift til den, der er i løntilskudsjobbet, og det vil lægge en dæmper på brugen af det her instrument, og det mener jeg er meget positivt, fordi jeg tror, at i 80 pct. af de tilfælde, hvor man er i løntilskudsjob i det offentlige, er aktivering perspektivløs, fordi det er helt udelukket på forhånd, at der kunne blive tale om en fast stilling det pågældende sted.

Endnu et positivt punkt er, at kommunerne igen får til opgave at hjælpe virksomhederne med at finde ordinær arbejdskraft. I virkeligheden mener jeg, at det er en stor politisk skandale, at den tidligere beskæftigelsesminister, hr. Claus Hjort Frederiksen, fjernede det som en opgave for jobcentrene, på et tidspunkt mens den borgerlige regering regerede. Det er en stor fejl, for naturligvis skal et jobcenter hjælpe arbejdsgiverne ikke kun med at forsøge at få arbejdsgiverne til at ansætte mennesker, der har brug for skånehensyn og fleksjob, men også ordinær arbejdskraft. Jeg er glad for, at det bliver genskabt nu.

Der bliver i reformen oprettet ni regionale beskæftigelsesråd med en større rolle til arbejdsmarkedets parter, som skal hjælpe med koordinering på tværs af kommunegrænser og vurdere de regionale uddannelsesbehov, og det ser vi også som et meget positivt element.

Her kunne jeg fortsætte med en stribe yderligere positive elementer. Det springer jeg så over, fordi jeg må så være ærlig og sige, at der også er nogle problemer i den her reform. Jeg vil nævne tre.

For det første burde a-kasserne have haft opgaven med at hjælpe arbejdsløse de første 6 måneder, simpelt hen fordi a-kasserne er de bedste til opgaven. De kender medlemmerne, de kender deres erhvervsbaggrund, de kender deres uddannelse, de kender arbejdsgiverne, og de kender arbejdsmuligheder i området. Derfor ville a-kasserne have været de bedste til opgaven, fuldstændig præcis sådan som det også stod i regeringens eget udspil til beskæftigelsesreform.

Et andet stort problem er, at der som tidligere nævnt i det første halve år indføres et gigantisk og tosset samtalecirkus med ni obligatoriske samtaler, seks i jobcenteret og tre i a-kassen – og det er på bare 6 måneder. Det er et punkt, som også Kommunernes Landsforening er imod, og som tidligere nævnt har de regnet ud, at der bliver tale om 400.000 ekstra samtaler. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange mandeår det skal omregnes til. Det er et ganske enormt ressourceforbrug, og det er ressourcer, der kunne have været brugt på noget bedre. I mange tilfælde er jeg overbevist om, at der ikke er noget at snakke om, der vil bare blive sat kryds i et skema, eller også er det en eller anden form for unødvendig hyggesnak, og under alle omstændigheder vil det i mange tilfælde være meningsløse samtaler. For at der skal være en samtale, skal der efter SF's mening være noget at snakke om.

Sandheden er jo, at masser af arbejdsløse selv finder et job i løbet af det første halve år, og hvorfor i alverden skal de så trækkes igennem ni samtaler? Det er simpelt hen skørt.

Vi vil foreslå, at der bliver 2-3 obligatoriske samtaler til den arbejdsløse, altså måske to i jobcenteret og en i a-kassen, sådan cirka, men så skulle sagsbehandleren i jobcenteret efter vores mening kunne sige, at der kan være arbejdsløse, som har brug for flere samtaler, og det kan sagtens være, at der er nogle, der har brug for ni samtaler – det vil vi såmænd ikke afvise – men problematikken er her, at det er vigtigt, at det offentlige system bruger tiden på dem, der har det største behov for hjælp. Det kunne man jo så netop gøre, hvis man sagde 2-3 obligatoriske samtaler, og så kunne sagsbehandleren i jobcenteret derudover bestemme, om der skulle være flere samtaler med den enkelte arbejdsløse.

Hr. Lennart Damsbo-Andersen fra Socialdemokraterne var inde på, at man i nogle situationer kunne fravige antallet af samtaler, og den socialdemokratiske ordfører har ret i, at der står i papirerne, at der er en fleksibilitet med hensyn til, hvornår de skal holdes, men der er ikke i papirerne efter alt, hvad jeg kan se, nogen mulighed for, at sagsbehandleren kan sige, at den enkelte i løbet af et halvt år ikke skal have seks samtaler, men f.eks. kun to. Den mulighed findes ikke, og derfor er det her alt for firkantet, og derfor er det her i virkeligheden på det her punkt en tilbagevenden til det, man ellers sagde man ville væk fra, og det her er i hvert fald ikke at leve op til kravet om, at der skal ske en individuel behandling.

Det tredje punkt, som jeg vil nævne som et problem, er, at satsen under uddannelse fra ufaglært til faglært i lovforslagene kun er 80 pct. af den maksimale dagpengesats. Det mener vi i SF er for lidt. Man skal tænke på, at i forvejen er det sådan, at de fleste arbejdsløse går f.eks. 5.000 kr. ned i indtægt om måneden, når de mister deres løn og går på dagpenge, eller 8.000 kr. eller 10.000 kr. Så der er i forvejen sket en voldsom reduktion af den enkelte families økonomi, når man bliver arbejdsløs – i de fleste tilfælde.

Hvis man så yderligere skal gå 3.000 kr. ned i løn, fordi satsen under uddannelse er 80 pct. af dagpengesatsen, og det kan så vare i f.eks. halvandet år, så tror jeg, at det vil være urealistisk, at der er lige så mange, som man gerne så, der ville uddanne sig, som rent faktisk ville gøre det, fordi de ikke har råd. Så vi mener, at den her sats under den her meget vigtige uddannelse – vi betragter uddannelseselementet som meget positivt – burde være den maksimale dagpengesats.

Jeg vil runde mit indlæg af, som jo var en blanding af noget godt og noget surt, med at sige, at SF vil fremsætte nogle ændringsforslag på nogle af de kritikpunkter, som jeg har nævnt her, men jeg vil også gerne understrege, at der er ingen tvivl om, at den fremlagte beskæftigelsesreform er bedre end det nuværende, skrækkelige beskæftigelsessystem, som hovedsagelig partiet Venstre har designet med sine to tidligere beskæftigelsesministre, hr. Claus Hjort Frederiksen og fru Inger Støjberg.

Så på trods af de problemer, jeg har anført, er reformen et fremskridt, og da forslagene er bedre end det nuværende system, vil SF også ved tredjebehandlingen stemme ja til lovforslagene.

En kort bemærkning fra hr. Joachim B. Olsen.

Hr. Eigil Andersen siger, at det havde været bedre, hvis det var a-kasserne, der havde fået ansvaret for de ledige. Hvordan hænger det sammen med, at der er a-kasser, der er ude i dag at sige, at de simpelt hen ikke har ressourcer til at møde op til de her første samtaler i jobcentrene, som de skal ifølge den her nye reform? Altså, hvis de ikke har ressourcer til det, hvordan skulle de så have ressourcer til at stå for hele indsatsen?

Ordføreren.

Det er jo to vidt forskellige systemer. Altså, det, der bliver tale om nu med den her reform, som vi diskuterer i dag, er jo, at a-kassemedarbejderen skal møde op på et bestemt tidspunkt på et bestemt kontor til en samtale, hvor der er jobcentermedarbejderen, den arbejdsløse og så en a-kassemedarbejder. Det kan jo godt være et stort praktisk problem for en a-kasse, at det skal passe sammen, altså at man så skal sidde et bestemt sted i landet på et bestemt klokkeslæt og på en bestemt dag, hvorimod a-kasserne i det system, hvor a-kasserne havde kontakten det første halve år, jo selv kunne tilrettelægge, hvor og hvornår samtalerne skulle finde sted. Så det er jo en helt anden praktisk situation.

Joachim B. Olsen.

For mig lyder det bare underligt, at man, hvis man ikke kan finde ressourcer til at møde op til ét møde, uanset at det måske indebærer nogle praktiske, logistiske problemstillinger – men det er stadig væk kun ét møde – så skulle have ressourcer nok til at stå for hele indsatsen. Det forekommer mig underligt.

Men jeg kan jo så spørge: Hvad er det, der gør, at hr. Eigil Andersen tror, at a-kassen vil være bedre? Altså, hvad er det for en evidens, der tyder på, at det skulle være en god idé? Det er jo blevet afprøvet i f.eks. København, uden at man kunne påvise, at det gav bedre resultater end jobcentrenes indsats.

Ordføreren.

Der er jo flere forskellige problemer i København, bl.a. er der problemer med, at datasystemerne ikke talte ordentligt sammen og andre ting. Altså, jeg er sikker på, som jeg nævnte i min tale, at med det kendskab, som a-kasserne har til medlemmerne og har til arbejdsgiverne og arbejdsmuligheder i området, vil det fungere bedre. Man skal tænke på, at a-kassen jo har et stort netværk i området inden for den pågældende branche. Sagen er jo, at masser af jobs i Danmark i dag, de fleste, bliver besat via netværk.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Hans Andersen.

Tak for det. Jobcentrene yder jo en stor indsats med at få de ledige i arbejde, og med den her beskæftigelsesreform kan man sige, at vi lægger sporene ud, så de kan koncentrere sig om det væsentlige, nemlig at få de ledige i arbejde hurtigst muligt. Men der er jo også aftalt her, at der sådan set også skal effektiviseres i jobcentrene. Jeg tror ikke, at hr. Eigil Andersen kom meget ind på det i sit indlæg, men er SF også af den opfattelse, at der kan effektiviseres for over 550 mio. kr. i jobcentrene i Danmark?

Ordføreren.

Der er mange ting i den her reform, og jeg vil nok sige, at så nøje har jeg ikke overvejet tingene, at jeg lige kan komme med et præcist svar på det spørgsmål, men jeg kan i hvert fald se, at når man taler om effektivisering, så virker det jo som hul i hovedet og det stik modsatte, at man så vil afholde de her 400.000 ekstra samtaler i jobcentrene. Det går i hvert fald den modsatte vej, fordi der ikke vil være noget at tale om i de samtaler. Den tro på, at folk, fordi man holder en samtale, uanset hvad man taler om, så kommer i arbejde, den tro har vi ikke i SF.

Hans Andersen.

Men så synes jeg, at hr. Eigil Andersen skal læse på lektien. Der er adskillige rapporter, der sådan set viser, at samtaler virker og faktisk bringer de ledige hurtigere i arbejde. Det er jo det, der bl.a. er årsag til, at der er en gevinst ved at lave den reform, vi nu har lavet, nemlig at de ledige faktisk kommer hurtigere i arbejde, og at man faktisk kan afholde de her samtaler inden for det budget, der er. Så der er sådan set her er tale om, at der foregår en effektivisering, og jeg var bare nysgerrig efter at høre, om SF også delte holdningen til, at der kan effektiviseres i jobcentrene landet over, og man kan koncentrere indsatsen om bl.a. samtaler, men jo også om løntilskud i private virksomheder.

Ordføreren.

Jeg mener, som jeg har nævnt tidligere, at den modstand mod det her, som Kommunernes Landsforening markerer, er rigtig. Det bør være sådan, at man bruger de offentlige ressourcer, skatteborgernes penge, til at hjælpe de mennesker, som har det største behov for hjælp, og så skal man ikke spilde sin tid på dem, som ikke har det store behov og måske i virkeligheden selv kan finde et job i løbet af det første halve år. Så på den måde er det en gal kurs.

Tak. Så er det Enhedslistens ordfører, hr. Christian Juhl.

Beskæftigelsesreformen indeholder, selv om både Enhedslisten og SF blev nægtet adgang til forhandlingslokalet allerede fra start, nogle forbedringer, især på uddannelsesområdet. Det er vi glade for. Vi er især glade for erhvervsuddannelse til ufaglærte over 30 år, forbedringer for voksenlærlingene, ret til læse-, skrive-, regne- eller ordblindekursus og realkompetencevurdering, regionale puljer til korte erhvervsrettede uddannelser, og at der ikke gives refusion til meningsløse kurser – og jeg opfatter ikke AMU-kurser som meningsløse kurser, jævnfør den tidligere debat. At kommunerne ikke har pligt til at bruge anden aktør, er også en god ting. Og at der er ret til løntilskudsjob eller virksomhedspraktik, som man selv har fundet, og afskaffelse af gentagen aktivering, så der kun er pligt til ét tilbud, er også godt.

Men der er også alvorlige mangler, hvor der bør rettes op. Jeg tilslutter mig helt hr. Eigil Andersens bemærkning om, at opgaverne burde have ligget, hvor de bliver bedst udført, nemlig i a-kasserne. Det sker ikke. Man bør have fuld dagpengesats ved deltagelse i erhvervsuddannelse og ikke kun en 80-procentssats. Kravet om, at uddannelsen skal gennemføres inden for dagpengeperioden, vil gøre det umuligt for mange at gennemføre en erhvervsuddannelse inden for den snævre tidsramme. I stedet for bør man have lov til at fuldføre uddannelsen for egen regning, når dagpengeperioden er opbrugt. Lånet til uddannelsesløft, hvis der skal være sådan et, bør være rentefrit under uddannelsen. Forbedringerne for voksenlærlinge bør gælde for alle, uanset om de kommer fra arbejde eller er arbejdsløse, og retten til realkompetencevurdering bør gælde for alle, uanset alder. Positivlisten til den regionale pulje til korte erhvervsrettede uddannelser bør udarbejdes af det regionale arbejdsmarkedsråd, så det er de lokale behov, der er det gældende udgangspunkt for den her liste. Der bør være en dispensationsadgang for ikkeordinære uddannelser, så kommuner kan få refusion til f.eks. afklaringsforløb for alvorligt syge og ofre for ulykker. Der bør være en ret til mere end ét tilbud i dagpengeperioden – altså en ret til mere end ét tilbud, ikke en pligt. Der bør oprettes et nationalt center for udvikling af rekruttering, undervisningsmetoder og teknologi for læse-, skrive- og regnesvage og ordblinde. Det er en meget, meget stor mangel, at vi ikke har det, og det betyder, at der ikke er en samling af den viden.

I regeringens udspil var der gode hensigter om, at der skulle være mindre bureaukrati, men de hensigter er desværre ikke blevet indfriet. Det ses tydeligt på de mange pligtsamtaler. Jeg forstår ikke, hvorfor dagpengemodtagere nu skal møde op til ni samtaler i de første 6 måneder – ni maskinelt gennemførte samtaler i de 6 første måneder. Der kan ikke blive tale om kvalitet, når man skal have et så stort antal samtaler. Og jeg er enig med SF i, at meget af det, der kommer til at foregå, vil blive tomgangssnak.

I a-kassen skal der holdes én cv-samtale og to årlige samtaler, og i jobcenteret skal der holdes seks samtaler. Aktiveringscirkusset nu bliver erstattet af et samtalecirkus. De mange samtaler er misbrug af arbejdskraften i a-kasserne og jobcentrene og medfører en urimelig belastning begge steder, og det gør medlemmerne, de arbejdsløse, frustrerede og desillusionerede.

Herudover er der desværre meget negativt indhold i forslagene. De 6 ugers selvvalgt uddannelse bliver afskaffet og erstattes af 6 ugers jobrettet uddannelse, som er forbeholdt nogle arbejdsløse. Det betyder, at der er mange arbejdsløse med uddannelse, der nu ikke får ret til 6 ugers uddannelse, og at man ikke længere frit kan vælge uddannelsen, men kun kan vælge ud fra en positivliste. Som minimum foreslår vi, at AMU-kurser kommer på positivlisten.

Jeg tager skarpt afstand fra den store forringelse på jobrotationsområdet. Det er alvorligt. Det er det bedste værktøj, vi har. Nu kræver det 6 måneders forudgående ledighed, før man kan komme i jobrotation. Man kan kun være vikar i en jobrotationsstilling i 6 måneder, og kommunen får kun 60 pct. i refusion af jobrotationsydelsen. Det er alvorlige forringelser, som vil betyde, at det bedste værktøj, vi har imod arbejdsløshed, bliver forringet væsentligt. Alle disse forringelser vil bevirke, at jobrotation bliver mindre attraktivt både for arbejdsgivere, arbejdsløse og kommuner.

Det hidtidige krav om 3-måneders ledighed bør opretholdes. Ansættelse bør vare i 12 måneder, hvor man optjener ret til dagpenge, og den nuværende 100-procentsrefusion bør bevares. Så til G-dagene, som jo er ret interessante: Efter lovforslaget skal G-dagene afskaffes gradvis ved korte ansættelser. Enhedslisten har principielt det synspunkt, at G-dagene skal afskaffes ved alle ansættelser, men uden at arbejdsgiveren derved får en besparelse; arbejdsgiverne bør i stedet indbetale til en fælles pulje. Nu må hr. Bent Bøgsted lige lytte lidt efter. Vi er modstandere af, at G-dage kun afskaffes ved korte ansættelser, for det vil stimulere væksten i korte ansættelser og vikaransættelser. Alle G-dage bør afskaffes i ét hug, da gradvis afskaffelse vil øge det administrative bøvl.

Vi er modstandere af, at tilbud, som bør være positive, nu skal bruges negativt som straf, som det vil ske med det nye såkaldte rådighedsafprøvende tilbud. Det er alene et kontrolredskab – der får jobcenteret både ret og pligt til at foretage rådighedsvurderingen, hvor det ellers var a-kassens opgave. Vi kan ikke acceptere anvendelsen af nyttejob, og vi ser med stor alvor på bebudede ændringer af refusionen til kommunerne. Det er meget betænkeligt, at refusionen skal falde over tid. Det vil ramme arbejdsløse, syge og mennesker med nedsat arbejdsevne ret hårdt. Det bør være samme procent refusion for alle ydelser – uanset ydelsens art, og uanset hvor længe man modtager ydelsen.

I a-kasselovgivningen og beskæftigelseslovgivningen er der alt for mange sanktioner. De dækker over forligsparternes kyniske og mistænkeliggørende holdning til arbejdsløse. De foreslåede sanktioner for en eller flere dages udeblivelse i tilbud er efter vores mening ganske overflødige. Så længe man deltager i tilbuddet, må udeblivelsen være en sag mellem den arbejdsløse og uddannelsesstedet eller arbejdsgiveren.

Lovforslaget indeholder forbedringer på uddannelsesområdet, men der er også mange forringelser. Jeg har en kommentar til L 58. I forhold til den nuværende styringslov består ændringerne først og fremmest af strukturændringer, men der er også tale om en betydelig svækkelse af de regionale arbejdsmarkedsråds kompetencer. Det betyder, at arbejdsmarkedets parter får forringet deres indflydelse – det skal rettes op, før vi kan støtte det forslag.

Alt i alt skal der i det væsentlige tages udgangspunkt i de arbejdsløses vilkår, når vi laver lovgivningen. I Enhedslisten ved vi, at det er hårdt at være arbejdsløs, og at det de sidste 15 år er blevet stadig hårdere. At være arbejdsløs er at være lukket ude fra arbejdsmarkedet og det sociale liv på arbejdspladsen; at have en stram økonomi; at blive udsat for foragt i medierne og fra visse politikere; at få at vide, at det er ens egen skyld, fordi der er masser af job til dem, der kan og vil – lyder det også fra nogle politikere; det at være arbejdsløs er også at være en brik i et spil, hvor andre har lavet reglerne; at være arbejdsløs er at blive behandlet som en statist i et meningsløst aktiveringsteater; at være arbejdsløs er at opleve, at kvalifikationer ruster, netværk skrumper og selvtilliden fordufter.

Under den borgerlige regering blev det stadig hårdere at være arbejdsløs. Derfor var det positivt, da den forhenværende arbejdsminister lagde op til en gennemgribende reform af beskæftigelsespolitikken. Desværre lod ministeren aldrig sin bulldozer tromle igennem lovgivningen, så vi kunne starte forfra og få et lovforslag, der først og fremmest tager hensyn til de arbejdsløses behov og ønsker. Regeringen har magten, og med forlov fra en kendt SF'er vil jeg gerne citere: Regeringen bør bruge magten, så længe de har den. De kunne have brugt den, der eksisterer et flertal sammen med SF og Enhedslisten, der kunne have været brugt og aktiveret i den her situation, men man vælger alligevel at samarbejde med de borgerlige på så afgørende områder som beskæftigelse og arbejdsløshed. Det er trist, trist, trist, at vi er kommet igennem endnu et forsømt forår.

Der er skam en kort bemærkning fra hr. Hans Andersen.

Tak for det. Der er jo mellem 7.000 og 8.000 mennesker ansat i jobcentrene, og hvis de sad og lyttede med – det tror jeg ikke de gør, for de er sådan set travlt optaget af at få de ledige i arbejde, så de lytter ikke med her i eftermiddag – så ville de nok sidde tilbage og undre sig voldsomt over de beskyldninger, der nu er væltet ned over dem her de sidste 5-10 minutter, om, hvad de går og laver i hverdagen.

Jeg synes ikke, det tjener nogen, at hr. Christian Juhl i den grad har talt ned til de medarbejdere, vi har i vores jobcentre. Jeg havde håbet på, at vi kunne blive enige om, at det sådan set er deres opgave at sørge for, at de ledige kommer i arbejde, og at det er vores pligt at skabe de bedste mulige rammer. Og det mener jeg sådan set vi har gjort med det her. Tak.

Ordføreren.

Nu lød det mest som en kommentar. Det er det sidste 9½ minut, at Venstres ordfører har hørt på det her.

De folk, der er ansat i jobcentrene, udfører den opgave, de bliver sat til. Sådan har det været under den borgerlige regering. Da lavede de meget kontrolarbejde, det havde de ikke lyst til, og det er ikke at se ned på dem at sige det. Mange af dem kan lave et meget bedre stykke arbejde, hvis de kom ud og snakkede med arbejdspladserne, hvis de reelt fik tid til at lave nogle ordentlige samtaler med folk, eller hvis de – allerbedst – var ansat i a-kasserne, hvor man er væsentlig tættere på arbejdsmarkedet, end man er i jobcentrene. Så kunne det være meget, meget bedre, og arbejdskraften og arbejdsglæden hos de her mennesker kunne bruges bedre og være meget, meget bedre.

Hans Andersen.

Men målet med beskæftigelsesreformen, som det jo tyder på Enhedslisten ikke vil bakke op om, er jo netop, at jobcentermedarbejderne både kommer ud og har en tæt samtale med de virksomheder, de ledige skal ud i, og har en tæt samtale med de ledige.

Så kan jeg kun beklage, at hr. Christian Juhl bliver ved med at rose a-kasserne, for jeg er sådan set noget uforstående over for det. Det her er jo blevet et resultat, hvor a-kasserne har meldt lidt pas og sagt, at de simpelt hen ikke kan magte den her opgave med at have en samtale i jobcenteret sammen med den ledige. Det er det, der ligger her faktuelt, nemlig at a-kasserne har problemer med det. Så hr. Christian Juhl synes jeg roser a-kasserne for noget arbejde, hvor de reelt ikke kan levere, og hvor de ikke gør nogen forskel. Så jeg synes sådan set, det er rigtig godt, at vi er endt der, hvor vi er endt, nemlig hvor jobcenteret har det endelige ansvar. Tak.

Ordføreren.

Jeg tror ikke, effektiviteten højnes, så det viser sig at blive en forbedring med den arbejdsfordeling, der er nu. Vi er nødt til at skelne, man kan ikke skære alle a-kasser over en kam, lige så vel som man ikke kan skære alle kommuner over en kam. Nogle a-kasser kan sagtens løse den her opgave. Andre a-kasser kan også godt løse den her opgave med flere ressourcer. Det kommer helt an på, hvilken slags medlemmer man har. Der er en verden til forskel på at være a-kasse for en akademikergruppe og at være det for en gruppe af ufaglærte mennesker. Det er noget, det siger sig selv. Så derfor kan man ikke se så unuanceret på det, som ordføreren gør.

Tak til Enhedslistens ordfører. Så er det Liberal Alliances ordfører, hr. Joachim B. Olsen.

Vi behandler i dag det lovforslag, som er et resultat af den aftale, som regeringen har lavet sammen med Venstre, DF og De Konservative om en ny beskæftigelsesreform. Liberal Alliance var ikke med i forhandlingerne. Vi blev ikke inviteret, sådan er spillereglerne jo nu engang, og det er også helt fint. Det skal dog siges, at vi fik tilbuddet om at være med, da det var forhandlet på plads, men det takkede vi nej til. Men jeg vil også gerne have lov til at sige tak for tilbuddet.

Vi har et af verdens dyreste beskæftigelsessystemer, vi har faktisk verdens dyreste. Vi bruger godt 1 pct. af vores BNP på den aktive beskæftigelsesindsats, langt mere end OECD-gennemsnittet på 0,4 pct. Nytteværdien af de ekstra mange milliarder, vi bruger i forhold til andre højtudviklede velfærdssamfund, kan ikke rigtig dokumenteres. Vi bruger f.eks. milliarder på uddannelse i beskæftigelsesindsatsen, selv om det ikke har nogen positiv effekt på beskæftigelsen for de ledige, som deltager i disse aktiviteter. Det er ikke et udtryk for, at uddannelse er dårligt; uddannelse er godt, bare ikke i beskæftigelsessystemet.

Beskæftigelsesindsatsen bør have ét formål, nemlig at bringe borgere, som er endt i den ulykkelige situation, at de er blevet arbejdsløse, så hurtigt tilbage i arbejde som overhovedet muligt. Jeg synes, det siger meget om den her reform, at regeringens forventning er, at den øger beskæftigelsen frem mod 2020 med 800 personer – 800 personer.

Til sammenligning reducerer fjernelsen af den gensidige forsørgerpligt for samlevende i kontanthjælpssystemet, som regeringen lige har aftalt med Enhedslisten og SF ved finanslovsforhandlingerne, beskæftigelsen med 1.100 personer. Den reduktion på 1.100 personer kaldte De Radikales leder, Morten Østergaard, for et skvulp i det samlede regnskab. Så hvis en reduktion i beskæftigelsen på 1.100 personer er et skvulp i det samlede regnskab, er en øgning af beskæftigelsen på 800 personer vel også et skvulp i det samlede regnskab? Maksimalt er det et lille hop på stedet.

Man kan bruge alle de flotte ord, man vil, om den her reform, men man kan ikke løbe fra, at effekten er meget, meget lille. En beskæftigelsesreform, som øger beskæftigelsen med 800 personer frem mod 2020, er ikke noget at prale af. Efter vores opfattelse har man misset en historisk mulighed for at lave et mere effektivt og evidensbaseret beskæftigelsessystem. I stedet har man valgt en lille justering, og det synes vi sådan set er ærgerligt.

Potentialet for at lave en reform, som havde haft en langt større effekt på beskæftigelsen, var til stede, men det har man altså valgt ikke at udnytte. Man skal huske på, at når vi bruger så mange penge på beskæftigelsesindsatsen, er der også et stort potentiale for at lave noget mere effektivt end det, man er kommet frem til.

Nu er det bare sådan, at vi i Liberal Alliance har det princip, at hvis noget trækker i den rigtige retning, uanset hvor marginalt det så end måtte være, så er vi sådan set positivt indstillet over for det. Hvor lille en øgning af beskæftigelsen 800 personer end er, og hvor langt fra det potentiale som der nu engang er for at øge beskæftigelsen endnu mere, så er det trods alt et lille skridt i den rigtige retning. Men det er ærgerligt, at man ikke har valgt at tage et større skridt – det er der behov for i Danmark.

Men et lille skridt er selvfølgelig bedre end ingenting, og derfor er vi positivt stemte over for det. Vi tror, at det her er en marginal forbedring af det eksisterende system – og det er jo altid noget. Tak.

Kort bemærkning fra hr. Eigil Andersen.

Hr. Joachim B. Olsen skitserer, at formålet med beskæftigelsessystemet er at bringe folk i arbejde, og det vil jeg gerne skrive under på, men Liberal Alliance går så imod, at man skal kunne uddanne sig. Men når man så tænker på, at sandsynligheden, for at man får et job, bliver større, i det øjeblik man uddanner sig til faglært inden for LO-området, er der så i virkeligheden ikke tale om, at man opfylder det, som ordføreren beskriver er beskæftigelsessystemets formål, nemlig at gøre alt, hvad man kan, for at bringe folk i arbejde?

Ordføreren.

Jeg kan jo godt forstå, at det lyder intuitivt rigtigt og som en god idé, når man ved, at ufaglærte har større sandsynlighed for at blive arbejdsløse end folk, der har en uddannelse, at man så uddanner folk til faglærte – og det er det sådan set også, bare ikke i beskæftigelsessystemet. For når folk er under uddannelse i beskæftigelsessystemet, kommer de ikke i arbejde, og når der er den dynamik på det danske arbejdsmarked, som der nu engang er, hvilket er positivt, så betyder det faktisk, at folk – altså, der er en fortrængelseseffekt – ikke kommer i beskæftigelse. Mange af dem ville være kommet i beskæftigelse i stedet for at sidde på uddannelsesbænken.

Så når man ligesom vurderer det samlet set, giver det god mening at bruge pengene på uddannelse i beskæftigelsessystemet; men så er der desværre meget, der tyder på, at det ikke er en god idé; det er i hvert fald meget, meget tvivlsomt. Derimod er det ikke tvivlsomt, at havde man brugt de her penge på andre ting, som kunne have skabt nogle arbejdspladser, så der rent faktisk havde været nogle flere arbejdspladser til de her ledige, så havde pengene nok være givet bedre ud.

Det er ikke udtryk for, at uddannelse er dårligt; uddannelse er godt, det er vigtigt – bare ikke i beskæftigelsessystemet. Der er det altså vores opfattelse, at det alene handler om at få de arbejdsløse tilbage i beskæftigelse så hurtigt som muligt.

Eigil Andersen.

Som nævnt mener vi i SF, at det er meget positivt, at der er uddannelsesmuligheder også i beskæftigelsessystemet. Vi hilser det her punkt i reformen velkommen.

Jeg vil gerne spørge hr. Joachim B. Olsen: Hvis vi har en ufaglært, og vedkommende går i gang med at blive faglært, mens vedkommende er inde i det her system, og vedkommende så har en større mulighed for at få arbejde bagefter, er det så ikke bedre, end at man sender den pågældende ufaglærte ned til et 3-måneders vikariat på den lokale benzintank, hvorefter vedkommende er arbejdsløs igen bagefter?

Ordføreren.

Men det er heller ikke nødvendigvis det, der sker. Hvis det var rigtigt, kunne man jo selvfølgelig bruge det argument; det er bare ikke det, som sker. Altså, hvis man ligesom sammenligner gruppen, der deltager i uddannelse i beskæftigelsessystemet, med folk, der ikke gør, så er det meget svært at sige, at alle de milliarder, man bruger på uddannelse, ligesom giver valuta for pengene. Det kan man ikke rigtig sige. Man ved, at der er en fortrængelseseffekt.

Når man sprøjter milliarder ud på uddannelse, er der selvfølgelig nogle, der får gavn af det, helt givet. Det er klart, at hvis du bruger milliarder på næsten alting, så er der nogle, der synes, at det her er rigtig godt. Men samlet set er der ikke noget, der tyder på, at det er en god investering, at det er noget, der giver valuta for pengene. Men havde man brugt pengene på noget helt andet, nemlig på at tage nogle initiativer, der rent faktisk ville skabe nogle arbejdspladser, øge den strukturelle beskæftigelse, så havde pengene været givet godt ud. Derfor er det en prioritering, og her mener vi altså man prioriterer forkert, hvis man ser på den evidens, der er.

Hr. Christian Juhl for en kort bemærkning.

Ja, det er lidt i samme spor. Gælder den der ret til uddannelse, som vi har i Danmark, kun for de mennesker, der er født med en sølvske i munden? Er det virkelig sådan, at det kun er dem, der kan og får opbakning derhjemmefra til at gå på universiteterne, skal have ret til 6 års selvvalgt uddannelse – og det sætter vi ikke spørgsmålstegn ved, ikke engang ved, om det kan bruges i produktionen bagefter, eller om det gavner samfundet – og har frit valg på alle hylder? Er det så ikke lidt arrogant at sige, at hvis der er en ufaglært, som af sociale grunde aldrig har haft en chance for en uddannelse, er det søreme for galt, hvis vedkommende får 6 ugers selvvalgt uddannelse? Jeg synes, det er arrogant.

Ordføreren.

Men retten til at tage en uddannelse gælder jo for alle. Men at der er mange uddannelser, hvor man måske kunne bruge pengene bedre i uddannelsessystemet og på universiteterne, er da en diskussion, som pågår lige nu, hvor der også bliver sat spørgsmålstegn ved, om alle de penge, vi bruger der, giver den værdi, som de kunne. Så den diskussion om, hvordan man bruger skatteborgernes penge, altså om man får en nytteværdi af den måde, man bruger dem på, foregår da også i det ordinære uddannelsessystem. Og jeg vil jo understrege, at vi ikke har noget imod uddannelse – det er unægtelig en god ting, men bare ikke i beskæftigelsessystemet.

Christian Juhl.

Det er lige præcis det, jeg mener. Den eneste chance, en ufaglært søn eller datter af ufaglærte forældre har, er jo, hvis der er en mulighed for at få sig en uddannelse, mens man trods alt går og venter på det næste job. Retten til uddannelse gælder ikke alle i Danmark, vil jeg sige til hr. Joachim B. Olsen. Retten til uddannelse gælder først og fremmest dem fra de bedrestillede familier, hvor der har været gode vilkår. Ved ordføreren ikke, at der er en stor social skævhed i de højere uddannelser, en meget stor social skævhed, fordi ikke alle har lige adgang til uddannelse i Danmark? Det er den ene ting.

Den anden ting er, at jeg er fuldstændig enig i det, ordføreren sagde, om, at det her system er dyrt. Jeg kender ikke noget samfund i verden, der er så god ved sine arbejdsgivere, som Danmark er. Vi stiller alt til rådighed for dem: veluddannede folk; veje; billige grunde, hvor de kan bygge deres fabrikker; og endda små huse, hvor de billigt i starten kan udvikle deres virksomheder, osv. osv. Det er fuldstændig rigtigt, at sådan et system er dyrt, men det har jo også en vis effekt. Vi har da i hvert fald indtil videre kunnet have en stor fordel af det, sådan at både arbejderne får et rimeligt liv ud af det og arbejdsgiverne får et let liv ud af det. Hvorfor i alverden skulle vi lave om på det?

Ordføreren.

Jeg må holde fast i, at retten til uddannelse i Danmark gælder alle mennesker. At det ikke er alle, der kan gennemføre en uddannelse, og at det måske heller ikke er alle, der har lyst til at tage en uddannelse, er så en anden diskussion. Det er heller ikke sikkert, at det er lykken for alle at være på en uddannelsesbænk; det er det jo ikke.

Det, som et beskæftigelsessystem bør handle om, er jo at få folk i beskæftigelse; det er, at folk bliver selvforsørgende; det er, at folk kan klare sig selv. Det er det, jeg tror de arbejdsløse gerne vil. Hvis det var sådan, at man bare entydigt kunne sige, at hvis vi bruger masser af penge på uddannelse i beskæftigelsessystemet, fører det til, at alle ledige kommer i beskæftigelse, jamen så ville det være en god idé.

Jeg tillader mig bare ligesom at forholde mig til, at der er sået ret stor tvivl om og sat spørgsmålstegn ved, om uddannelse i beskæftigelsessystemet er godt for de ledige i den forstand, at hvis de ikke kommer i beskæftigelse af det, men tværtimod bliver fortrængt fra arbejdsmarkedet, går længere tid ledige og dermed får et lønefterslæb osv., så er det jo ikke sikkert, at det er det, der er det rigtige for de her mennesker.

Jeg vil også understrege, at når du bruger en masse milliarder kroner på det, er der selvfølgelig nogle, der får gavn af det. Men herinde laver vi jo politik, der handler om populationer, og der må man jo se på den samlede effekt. Og da den ikke er stor, må man jo sætte spørgsmålstegn ved, om vi så ikke kunne bruge pengene bedre og til gavn for flere.

Tak. Så er det fru Charlotte Dyremose fra Det Konservative Folkeparti.

Fra konservativ side er vi jo med i aftalen om den her reform, og vi kan derfor selvsagt også støtte de lovforslag, der udmønter den, og jeg vil her komme lidt ind på hvorfor. For os at se handler det her om, at vi i højere grad får et beskæftigelsessystem, der sætter mennesket før systemet. Det handler om, at de ledige skal i varig beskæftigelse og ikke parkeres i et beskæftigelsessystem.

En af de ting, vi har lagt vægt på, er, at ansvaret fortsat ligger hos kommunalbestyrelsen, er forankret i det kommunale jobcenter. Ansvaret bør ligge der, hvor den økonomiske tilskyndelse også er. Det er vigtigt, at kommunerne har ansvaret hele vejen igennem, og at det ligger i en særskilt del af forvaltningen, så der er al mulig sikkerhed for, at man i kommunen samlet set ser på at gøre alt, hvad man kan, for at hjælpe den ledige i job. Vi må konstatere, at a-kasserne først bliver en del af den aktive beskæftigelsesindsats fra den 1. juli 2016, for a-kasserne har meddelt, at de ikke er klar før. Til det har jeg lyst til at knytte den kommentar, at det vist er meget godt, at det ikke endte med, at de fik mere ansvar for den her indsats helt fra starten.

Der ligger jo her en afbureaukratisering. Der bliver færre regler, mindre bureaukrati, og der kommer fokus på resultatet frem for processen – fokus på, at det handler om at få den ledige i beskæftigelse, fokus på det enkelte menneske og ikke på processen. Vi er derfor glade for, at kommunerne har handlefrihed til at sikre, at den ledige får en målrettet og individuel indsats med et klart jobsigte, for det må være det, det handler om for den enkelte.

Derfor er det også vigtigt, at jobcentrene kender virksomhedernes behov for arbejdskraft, at der bliver en bedre forståelse for det egentlige arbejdsmarked. Virksomhederne skal kunne regne med jobcentrene, for hvis virksomhederne kan det, kan folk, der er afhængige af jobcentrene, også regne med at få en god og relevant hjælp til at blive knyttet til de virksomheder, som det er relevant at få job i.

Derfor er det vigtigt, at virksomhederne føler, at det nytter at gøre brug af jobcentrene til at rekruttere ny arbejdskraft, for det er sådan, vi sikrer, at de ledige får gode chancer for at komme i arbejde. Når man først er endt i ledighed, ved vi, at det er vigtigt, at man kommer hurtigt i arbejde, og er der gået lang tid, ja, så er man afhængig af, at virksomhederne ønsker at benytte jobcentrene til at formidle, at der er mennesker med de kompetencer, som virksomhederne har brug for.

Vi er også rigtig tilfredse med, at de 6 ugers selvvalgt uddannelse er skiftet ud med 6 ugers jobrettet uddannelse. Uddannelse i beskæftigelsesindsatsen er ikke et formål i sig selv. Det skal føre til varig beskæftigelse. Derfor er vi også glade for den del, der handler om læse-, skrive- og regnekurser. Det er vigtigt at styrke lediges basale færdigheder. Det giver overhovedet ingen mening at tale om uddannelse for dem, der mangler helt basale færdigheder i forhold til læsning, skrivning og regning, for så bliver uddannelse jo bare en fiasko.

Det er en katastrofe i et samfund som det danske, hvis man mangler grundlæggende færdigheder, og derfor er det en vigtig del at tage hånd om, ligesom det er utrolig vigtigt særlig for ufaglærte at få vurderet de uformelle kvalifikationer, de har opnået igennem måske et langt arbejdsliv, inden de var så uheldige at ende i arbejdsløshed. Det at få dokumenteret de kvalifikationer, man har, må og skal være en vigtig del af at sikre, at man igen ender på den rigtige hylde i en varig ansættelse og måske ovenikøbet med papirer på de færdigheder, man faktisk har. For nogle gange handler uddannelse også om at have lært gennem et langt arbejdsliv. Så det er godt, at vi nu styrker muligheden for, at ufaglærte får mulighed for at få vurderet og få papir på deres uformelle kvalifikationer.

Endelig vil jeg lægge særlig vægt på G-dagene for de korttidsansatte. Vi er rigtig godt tilfredse med, at arbejdsgivernes betaling af dagpengegodtgørelse for første, anden og tredje ledighedsdag gradvis bliver afskaffet for personer med mindre end 3 måneders ansættelse. Det var en af de ting, vi virkelig lagde vægt på i forhandlingerne og er utrolig glade for er blevet imødekommet her.

Problemet med G-dagene er, at de kan afholde virksomhederne fra at ansætte de ledige i korte ansættelsesforløb. Det betyder, at virksomhederne i større udstrækning nu vil turde ansætte medarbejdere, hvis de har brug for ekstra arbejdskraft i en kortere periode. Det giver fleksibilitet på vores arbejdsmarked, hvilket er en kæmpe styrke og noget, vi er internationalt kendt for.

De korte ansættelser kan forhåbentlig være springbrættet til enten at få lov til at blive i den virksomhed, man nu har vist sit værd i gennem en kortere ansættelse og dermed måske i virkeligheden har fået åbnet øjnene hos arbejdsgiveren for, at man er en ressource, der er uundværlig i virksomheden. Alternativt er muligheden for om ikke andet at få en kortere beskæftigelse et godt springbræt til at kunne gå videre i en anden, varig beskæftigelse, fordi man med den korte ansættelse har vist, at man har nogle kvalifikationer, som det er værd at ansætte en på.

Så alt i alt er vi altså godt tilfredse med den form, reformen har taget, og vi er særlig godt tilfredse med at være blevet imødekommet på lige præcis spørgsmålet om G-dagene.

Kort bemærkning fra hr. Christian Juhl.

Tak for det. Jeg hører, der er en nuanceforskel mellem forligsparterne. Nogle siger, at målet er hurtigst muligt i arbejde, andre siger, at uddannelse skal bruges til at komme i varig beskæftigelse. Er der en forskel på det? Jeg mener, nogle gange ville det jo så være godt at bruge lidt ekstra tid på lidt uddannelse, for at man så varigt kunne beholde sit job. Vi ved jo, at der er nogle steder, hvor man kan være et helt liv, andre steder er man kun en gang imellem, altså i kortere perioder. Det er det ene spørgsmål.

Det andet spørgsmål er: Hvem har bestemt, hvilken uddannelse fru Dyremose skulle tage, da hun tog sig en uddannelse?

Ordføreren.

Først og fremmest er det jo rigtig vigtigt, at vi netop her laver en individuel indsats, og det, der jo må være målet med beskæftigelsesindsatsen, må altid være at få det enkelte menneske i varig beskæftigelse. Og det er der så, alt efter hvem den enkelte person er, og hvilke kvalifikationer vedkommende har, forskellige måder at gøre på. Det er jo sådan set også derfor, at vi bl.a. har de her samtaler, som skal bidrage til, at den enkelte får afklaret: Hvad er det, der kan få mig i et job, som jeg har mulighed for at blive i i forhåbentlig mange år fremover? Det er sådan set det væsentlige.

I forhold til det andet kan jeg jo sagtens gætte, hvad polemikken består i der. Det er heldigvis sådan, at vi i Danmark har et uddannelsessystem, som ikke bare er skatteyderfinansieret, men som oven i købet også har en SU-understøttelse, der gør, at vi på helt unik vis har mulighed for at sikre, at mennesker har adgang til at få en uddannelse i det her land, og vi er rigtig, rigtig optaget af, at flest mulige mennesker får en uddannelse, men det gøres altså bedst i uddannelsessystemet.

Christian Juhl.

Tak. Jeg kan forstå, at fru Dyremose selv har valgt sin uddannelse, selv om det var en lidt rundtomkring-forklaring, hun gav. Jeg forstår ikke, hvorfor arbejdsløse så ikke også bør have en mulighed for selvvalgt at tage en uddannelse, gerne ud fra det udbud, der er, og gerne, hvor man så sorterer de værste fidusuddannelser fra private udbydere væk. Det er jeg fuldstændig enig i. Men hvorfor kan en arbejdsløs, der aldrig har fået sig en uddannelse eller kun har en gammel uddannelse eller har lidt uddannelse, ikke få den rettighed, som fru Dyremose har haft, hvor man har ret til selv at vælge f.eks. 6 ugers uddannelse? Jeg vil gætte på, at fru Dyremose har haft 5, 6, 7 års uddannelse.

Ordføreren.

Nu synes jeg egentlig ikke, at mine private forhold vedrører den her debat. Jeg skal gerne svare på spørgsmålet. Nej, jeg har ikke selv valgt min uddannelse, for den uddannelse, jeg ønskede som nr. 1, var der ikke plads på, og derfor kom jeg ind på det uddannelsesønske, jeg havde haft som nr. 2. På den måde har jeg så valgt at blive på den uddannelse, som jeg så endte med at komme ind på, fordi det viste sig, at den uddannelse ville jeg så godt tage alligevel. Og sådan sker det jo nogle gange for nogle af os, at vi tror og håber, at vi skal et eller andet, og så viser det sig, at der måske er større behov for og brug for os et andet sted, og så må man nogle gange vælge, både i forhold til uddannelse og i forhold til beskæftigelse, at gøre noget andet end det, man lige havde regnet med.

Men det væsentlige i den her sammenhæng er jo netop, at vi via beskæftigelsessystemet bidrager til, at man kan komme til at finde en hylde, man kan passe ind på, også selv om det ikke nødvendigvis er den, man havde håbet på. Og så er det jo også sådan, at vi netop alle sammen har adgang til – også på et sent tidspunkt i livet, hvis vi lever op til de krav, der er på uddannelserne – at søge ind på en sådan, hvis man aldrig har fået en.

Tak til alle ordførerne og for de afsluttende bekendelser. Så giver jeg ordet til ministeren – beskæftigelsesministeren.

Jeg vil gerne starte med at takke. Det gør man jo næsten altid. Men jeg vil egentlig gerne lade tankerne gå lidt længere tilbage, nemlig til den tidligere beskæftigelsesminister og til de ordførere, som før sommer sørgede for, at vi kan få den her reform vedtaget. Jeg synes, vi har leveret et stykke fremragende arbejde, og det bliver så mig, der får den fornøjelse, dels at få loven igennem Folketinget her, dels at bruge mange kræfter på efterfølgende at få den implementeret. Det er en opgave, som jeg meget, meget gerne påtager mig.

Et par enkelte ord til ordførerne – i hvert fald nogle af dem. Lad mig starte med først og fremmest til hr. Hans Andersen og til hr. Lennart Damsbo-Andersen at sige noget. For jeg synes, de på en glimrende måde ridsede op, hvad intentionerne egentlig har været med loven her.

Men også til hr. Bent Bøgsted, som jo også klart demonstrerede, at han også kan detaljerne i lovgivningen her. Hr. Bent Bøgsted havde nogle spørgsmål til mig, og jeg skal egentlig bare være fuldstændig hudløs ærlig og sige, at jeg ikke er helt sikker på, at jeg hundrede procent forstod konsekvenserne af de spørgsmål, fordi de også rakte over til anden lovgivning, som jeg forstod det. Men jeg vil gerne give det tilsagn, at vi selvfølgelig tager en samtale om det undervejs i behandlingen af det her på enten den ene eller den anden måde.

Jeg skal også takke fru Charlotte Dyremose, som også ridsede intentionerne op.

Så egentlig også tak til de ordførere, som så også endte med undervejs at være enten meget kritiske eller en anelse kritiske. For jeg kunne sådan set ikke lade være med at konstatere, at også de ordførere, som så var enten kritiske eller en anelse kritiske, lidt afhængig af hvad man lægger i det, havde relativt mange roser, før de kom frem til kritikken af lovforslaget. Det er dog trods alt, kan man sige, et stykke ad vejen, at også de, der er kritiske, først skal igennem forholdsvis mange roser, og det siger sådan set relativt meget om lovforslaget her, synes jeg.

Jeg synes, det har den gode ting i sig med lovforslaget, at vi har et bredt flertal, som har påtaget sig det, og det vil jeg gerne kvittere for. Jeg vil også gerne kvittere for de intentioner, der ligger i selve lovforslaget, nemlig at den indsats, som der bliver taget fat i, nu skal være individuel og være jobrettet, så den enkelte arbejdsløse nu rent faktisk kommer i centrum. Vi giver nu nogle muligheder for i langt højere grad at kunne dygtiggøre sig og dermed komme tættere på arbejdsmarkedet og oven i købet måske endnu tættere på et arbejdsmarked, som gør, at man kan være der fast. Det er fuldstændig afgørende.

En af de ting, som har fulgt ret meget i den debat, der har været, under førstebehandlingen her, har været det, som nogle har kaldt samtalecirkus. Jeg vil gerne sige, at hvis det var samtalecirkus, som vi nu indførte, ville jeg have været lige så meget imod det som dem, der har omtalt det. Men jeg tror bare, vi nu er inde ved hovedpointen, altså hvad det her handler om, nemlig at hvis vi skal leve op til det, som er den flotte intention, som alle har givet udtryk for, nemlig at vi nu skal have en mere målrettet og individuel tilgang, så gøres det altså kun, hvis man tager den arbejdsløse og vedkommendes situation alvorligt. Og det gør man altså kun, hvis man kommer tættere på vedkommende. Det skal ikke være ved et samtalecirkus overhovedet – tværtimod, det skal være målrettet i forhold til at komme tættere på den arbejdsløse, forstå, hvad ønsker og mål er, få afklaret, hvad behovene er, og dermed få den individuelle indsats, som gør, at man bliver bragt tættere på at vende tilbage til det ordinære arbejdsmarked. Så det her er ikke et samtalecirkus.

Jeg vil også gerne takke ordførerne for en eller anden form for pragmatisme, hvad angår første samtale og a-kassernes deltagelse her, for det synes jeg er sund fornuft, men også en understregning af – og det hører jeg alle ordførerne, som står bag reformen give klart udtryk for – at vi i egne rammer optager den del af reformen om samtaler som et vigtigt redskab for at bringe den arbejdsløse tættere på arbejdsmarkedet.

En anden ting, som jeg synes er vigtig, er det virksomhedsrelaterede, som ligger i reformen her. Det er ikke min mening at fornærme nogen, men jeg har sådan lidt på fornemmelsen, at vi har haft en årrække, hvor det at formidle job ikke har stået som en krystalklar høj prioritet. Jeg siger ikke, at man ikke har formidlet job ude på jobcentrene, for det har man bestemt, men nu kommer det til at stå som en meget målrettet ting, altså at det, man skal, også fra jobcentrenes side i samarbejde med a-kasserne, er at formidle job, og det tror jeg er fuldstændig afgørende. Jeg tror, det er fuldstændig afgørende, at man, når man som virksomhed møder jobcenteret, så så vidt muligt overhovedet i første omgang får det rigtige personmatch til den pågældende virksomhed, og den måde at komme tættere på virksomhederne og formidle job gør, at de så kan fortsætte og udvikle deres produktion, og det er fuldstændig afgørende. Og de samme virksomheder kan så efterfølgende hjælpe dem, der ikke er en del af arbejdsmarkedet, tættere på arbejdsmarkedet ved de forskellige muligheder, der er med jobrotation, fleksjob osv. osv.

En anden ting, som man oplever, når man får lov til at blive minister på et nyt område, er alle de der forkortelser, og I, der har arbejdet med det i en periode, slynger om jer med dem og forstår dem, og jeg har så efterhånden skullet lære dem lidt at kende. Men der er to forkortelser, som jeg er blevet glad ved, og det er KKR, og det er RA. Så tror jeg, den sagesløse seer sidder tilbage og spørger sig selv, hvad det betyder. Det er to af de ting, som jeg tror bliver helt afgørende her, nemlig det mellemkommunale samarbejde og de regionale arbejdsmarkedsråd. For en anden ting, som er helt afgørende for reformen her, er, at vi nu i langt højere grad skal kigge ud over vores egen kommunegrænse. Og hvorfor skal vi det? Det skal vi, fordi arbejdsmarkedet er fuldstændig anderledes kompliceret, end det har været for år tilbage. Så de samarbejdsmønstre, som nu ligger her i forhold til de to forkortelser, altså kommunerne og de regionale arbejdsmarkedsråd, er også helt afgørende for, at vi nu også sørger for, at de rigtige uddannelser, i forhold til hvad det er for nogen behov, virksomhederne har lige præcis i vores regionale område, bliver styrket. Så der er der et område, som jeg tror er fuldstændig afgørende.

Så jeg skal bare slutte med at sige, at jeg synes, det har været en meget, meget fin første behandling. Jeg har været glad ved, at ordførerne for de partier, der står bag, har forsvaret det og været så klare i mælet, og jeg har egentlig også været meget glad ved at høre, at selv de, som er skeptiske, ikke har kunnet undlade undervejs i ordførertalen også at rose lovforslaget her. Det tror jeg sådan set vidner noget om, at det, vi har fundet på, ikke er helt tosset.

Der er en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl.

Tak. Jeg vil gerne spørge arbejdsministeren om, hvorfor a-kasserne ikke har fået den rolle, der oprindelig var regeringens plan, hvorfor man ikke bruger det potentiale, der ligger i a-kasserne, som er større end jobcentrenes, til at formidle arbejde og til at bringe deres egne medlemmer tættere på arbejdsmarkedet, ikke mindst når de bruger det i en dynamisk sammenhæng med deres fagforening?

Ministeren.

Nu er jeg slet ikke enig med hr. Christian Juhl i hans indgangsvinkel til det her. For mig spiller a-kassernes deltagelse i det her en fuldstændig afgørende rolle – fuldstændig afgørende rolle. Jeg tror, det var hr. Lennart Damsbo-Andersen, der meget præcist sagde det i sin ordførertale, nemlig at første samtale, afklaringen, foregår nede i a-kassen. Og så er det efterfølgende et samarbejde – og læg mærke til ordet samarbejde – mellem på den ene side den, som vi skal have i centrum, nemlig den arbejdsløse, og på den anden a-kassen og jobcentrene.

Så jeg vil gerne sige: Jeg synes, a-kasserne med stor fornuft spiller en rolle hele vejen igennem forløbet, og det kan de gøre til stor gavn for den enkelte arbejdsløse.

Christian Juhl.

Jeg er personligt af den opfattelse, at man kunne få meget mere effekt ud af det med færre midler, hvis man gav a-kasserne en meget bedre mulighed for også at spille ind i den formidlende opgave. De har et potentiale, som er så stort.

Det andet er et spørgsmål om G-dage. Det er kun for de korttidsansatte, at man ikke afregner G-dage hos arbejdsgiveren. Hvorfor ville regeringen ikke afskaffe hele G-dagsordningen? Når det nu er en fordel for de korttidsansatte, er det vel også en fordel for dem, der er ansat lidt længere tid. Og hvorfor er det arbejdsgiverne, der skal have den økonomiske gevinst af at afskaffe G-dage, og f.eks. ikke de ledige eller dem, som skal sørge for, at de har uddannelse, eller et andet fornuftigt sted? At lade arbejdsgiverne tage gevinsten af det er da ikke særlig klogt.

Ministeren.

Altså, så vidt jeg har kunnet kigge i forhold til den debat, der har været, er der også nogle gode ting at sige omkring det her, som jeg synes er vigtige at holde fast i. For det første er det rigtigt, at der er noget fleksibilitet for arbejdsgiverne i forbindelse med de kortvarige ansættelser, men det er også med til at give de ledige mulighed for at finde arbejde.

For det andet tror jeg sådan set, at en af de ting, som er fuldstændig afgørende, er, at de ledige nu fra første ledighedsdag i stedet for G-dagsbetaling nu kan få arbejdsløshedsunderstøttelse. Og det er vel sådan set en af de ting, som er afgørende i det her.

Så jeg tror, der er en fleksibilitet i det og der også er en tryghed i forhold til den gamle regel med G-dage.

Hr. Eigil Andersen har en kort bemærkning.

Der er situationer i den politiske debat, hvor man, fordi det, man oplever, simpelt hen er for absurd, kniber sig selv i armen og siger: Drømmer jeg, eller er jeg vågen? Her tænker jeg på det, som ministeren henviste til med hensyn til formidling af ordinært arbejde. Beskæftigelsesministeren sagde, at det ikke var så højt en prioriteret opgave, i hvert fald ikke alle steder. Nej, det har ministeren så evig ret i, for det var den tidligere beskæftigelsesminister hr. Claus Hjort Frederiksen, som afskaffede jobcentrenes pligt til at formidle ordinært arbejde – absurd!

Så kommer vi til spørgsmålet om samtalecirkusset. Hvorfor i alverden skal en arbejdsløs, som har god udsigt til at finde sig et job i løbet af ½ år, slæbes gennem seks samtaler i jobcenteret og tre i a-kassen, ni i alt?

Ministeren.

Jeg har to kommentarer til det. For det første er jeg meget glad ved, at det nu bliver præciseret, at det er en væsentlig opgave at formidle job. Det er jeg på vegne af de arbejdsløse, men det er jeg bestemt også over for de virksomheder, som har brug for velkvalificeret arbejdskraft.

Så må hr. Eigil Andersen altså meget undskylde, men jeg accepterer ikke den terminologi og vil ikke gå ind og bruge samme terminologi og kalde det et samtalecirkus, for det er det efter min bedste overbevisning ikke. Hr. Eigil Andersen siger jo selv: Hvorfor skal man igennem så mange samtaler i løbet af det første halve år, når man har god udsigt til at finde et job? Der er lige præcis streg under »god udsigt til«, men det er jo ikke det samme, som at man finder et job.

Derfor tror jeg, det er helt afgørende, at vi kommer det spadestik dybere ned i det, og at vi kommer tættere på den enkelte arbejdsløse i samarbejde med den enkelte arbejdsløse, i samarbejde med a-kassen og i samarbejde med jobcenteret. Hvad er det for nogle ting, der skal afklares, for at man kan komme tættere på det arbejdsmarked og dermed få det job, som hr. Eigil Andersen efterlyser? Jeg synes, det giver god mening. Jeg synes, det er klogt, at vi gør det her. Og det skal netop ikke være samtale for samtalens skyld; det skal være samtaler, som bringer den arbejdsløse videre og tættere på uddannelse eller arbejdsmarkedet.

Eigil Andersen.

Nu er det så jobcentrene, og det vil altså sige kommunerne, der skal gennemføre de her samtaler, og de siger, at hvis samtalerne har et anerkendende og fremadrettet perspektiv, er de gode. Men de vurderer i Kommunernes Landsforening, at mange af de her samtaler vil være overflødige, fordi den enkelte selv i mange tilfælde kan finde et job. Derfor er vi fremme ved de her 400.000 ekstra samtaler og efter mine begreber et meget stort misbrug af offentlige midler på ingenting.

Ministeren.

Jeg ved godt, at det der med tro er noget, man klarer andre steder, i kirken om søndagen kl. 10. Men jeg vil nu gerne sige meget præcist, at jeg tror på det at tage den enkelte arbejdsløse alvorligt, komme tættere på den enkelte arbejdsløse. Og jeg vil sige til hr. Eigil Andersen, at det var en forkert udlægning, at det er jobcentrene. Det er jobcentrene i samarbejde med a-kasserne, men bestemt også i samarbejde med den enkelte arbejdsløse. Og det sidste er sådan set vigtigt, for det, vi alle sammen har startet med at sige, når vi har præsenteret den her reform, er, at det skal være en individuel indsats. Derfor er det den arbejdsløse, som skal være i centrum her.

Nu må vi se, hvad der kommer ud af det, men jeg føler mig sådan set overbevist om, at folk vil tage det her alvorligt både i a-kasserne og jobcentrene, og det vil den enkelte arbejdsløse. Og så tror jeg, man her får skabt nogle redskaber, som gør, at man kommer tættere på det ordinære arbejdsmarked. Og det er jo det, det hele handler om.

Tak til beskæftigelsesministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen afsluttet.

Jeg foreslår, at lovforslagene henvises til Beskæftigelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

Se video af alle taler

Det næste punkt på dagsordenen er:

3) 1. behandling af lovforslag nr. L 58:

Af beskæftigelsesministeren (Henrik Dam Kristensen).

(Fremsættelse 12.11.2014).

Sammen med dette punkt foretages:

4) 1. behandling af lovforslag nr. L 59:

Forslag til lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.

Af beskæftigelsesministeren (Henrik Dam Kristensen).

(Fremsættelse 12.11.2014).

Forhandlingen er åbnet. Og den første ordfører i talerrækken er Hans Andersen fra Venstre. Værsgo.

På den baggrund skal jeg meddele, at Venstre støtter begge lovforslag. Tak.

Tak til ordføreren. Der er spørgsmål fra hr. Eigil Andersen.

Ordføreren.

Hr. Eigil Andersen.

Ordføreren.

Tak. Der er endnu en kort bemærkning. Den er fra hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Kan jeg ikke lige få en smule uddybning af, hvordan de samtaler skal virke, og hvorfor samtaler virker? Jeg troede, det var samtaler mellem den ledige og arbejdsgiveren, der virkede.

Ordføreren.

Hr. Christian Juhl, værsgo.

Ordføreren.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører i talerrækken er hr. Lennart Damsbo-Andersen fra Socialdemokraterne.

En god beskæftigelsesindsats handler for Socialdemokraterne først og fremmest om at skabe den korteste vej for den enkelte arbejdsløse til job og til varig beskæftigelse.

For os Socialdemokrater er tillid og uddannelse den helt rigtige vej at gå, også i vores beskæftigelsesindsats, og derfor kan vi støtte lovforslagene.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Eigil Andersen fra SF. Værsgo.

Men jeg vil gerne spørge om, hvad ordførerens mening er. Havde det ikke været klogere at fastholde udspillet og ikke lave det om til, at det blev jobcentrene?

Ordføreren.

Hr. Eigil Andersen.

Ordføreren.

Tak. Så er det hr. Christian Juhl for en kort bemærkning.

Ordføreren sagde, at vi skulle fjerne os fra regnearkets kassetænkning. Det at sige, at lige præcis ni samtaler er det rigtige for folk, er det at fjerne sig fra regnearkets kassetænkning?

Ordføreren.

Hr. Christian Juhl.

Ordføreren.

Tak. Så er der en kort bemærkning fra hr. Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance. Værsgo.

Så hvad er det, ordføreren baserer sin udtalelse, der går på, at uddannelse i beskæftigelsessystemet er godt, på?

Ordføreren.

Ja, vi holder os til dansk her.

Hr. Joachim B. Olsen.

Ordføreren.

Tak til ordføreren. Den næste i talerrækken er hr. Bent Bøgsted fra Dansk Folkeparti.

Dimittender får så udvidet deres virksomhedspraktik fra 4 til 8 uger, så de får noget mere erhvervserfaring.

Der er en kort bemærkning fra hr. Eigil Andersen.

Mit spørgsmål er: Hvad mener ordføreren om det her problem? Hvorfor synes Dansk Folkeparti, at det er en god idé at skære ned på folks økonomi?

Ordføreren.

Eigil Andersen.

Mener hr. Bent Bøgsted angående den lånemulighed, som hr. Bent Bøgsted nævner, at den er en reel mulighed, hvis ens økonomi i forvejen hænger i laser, for lånet skal jo betales tilbage?

Ordføreren.

Hr. Christian Juhl for en kort bemærkning.

Ordføreren.

Christian Juhl.

Ordføreren.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Og så går vi til Det Radikale Venstres ordfører, fru Ida Auken.

Da Radikale Venstres ordfører ikke kan være til stede i dag, skal jeg læse følgende tale.

Radikale Venstre støtter begge lovforslag.

Tak til den Radikale ordfører. Så går vi til SF's ordfører, hr. Eigil Andersen.

Det er jo en stor reform, vi behandler her i dag, og jeg vil gerne starte med at nævne en række af de positive ting, der er i den her reform.

Sandheden er jo, at masser af arbejdsløse selv finder et job i løbet af det første halve år, og hvorfor i alverden skal de så trækkes igennem ni samtaler? Det er simpelt hen skørt.

Så på trods af de problemer, jeg har anført, er reformen et fremskridt, og da forslagene er bedre end det nuværende system, vil SF også ved tredjebehandlingen stemme ja til lovforslagene.

En kort bemærkning fra hr. Joachim B. Olsen.

Ordføreren.

Joachim B. Olsen.

Ordføreren.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Hans Andersen.

Ordføreren.

Hans Andersen.

Ordføreren.

Tak. Så er det Enhedslistens ordfører, hr. Christian Juhl.

Der er skam en kort bemærkning fra hr. Hans Andersen.

Ordføreren.

Nu lød det mest som en kommentar. Det er det sidste 9½ minut, at Venstres ordfører har hørt på det her.

Hans Andersen.

Ordføreren.

Tak til Enhedslistens ordfører. Så er det Liberal Alliances ordfører, hr. Joachim B. Olsen.

Kort bemærkning fra hr. Eigil Andersen.

Ordføreren.

Eigil Andersen.

Som nævnt mener vi i SF, at det er meget positivt, at der er uddannelsesmuligheder også i beskæftigelsessystemet. Vi hilser det her punkt i reformen velkommen.

Ordføreren.

Hr. Christian Juhl for en kort bemærkning.

Ordføreren.

Christian Juhl.

Ordføreren.

Tak. Så er det fru Charlotte Dyremose fra Det Konservative Folkeparti.

Så alt i alt er vi altså godt tilfredse med den form, reformen har taget, og vi er særlig godt tilfredse med at være blevet imødekommet på lige præcis spørgsmålet om G-dagene.

Kort bemærkning fra hr. Christian Juhl.

Det andet spørgsmål er: Hvem har bestemt, hvilken uddannelse fru Dyremose skulle tage, da hun tog sig en uddannelse?

Ordføreren.

Christian Juhl.

Ordføreren.

Tak til alle ordførerne og for de afsluttende bekendelser. Så giver jeg ordet til ministeren – beskæftigelsesministeren.

Jeg skal også takke fru Charlotte Dyremose, som også ridsede intentionerne op.

Der er en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl.

Ministeren.

Så jeg vil gerne sige: Jeg synes, a-kasserne med stor fornuft spiller en rolle hele vejen igennem forløbet, og det kan de gøre til stor gavn for den enkelte arbejdsløse.

Christian Juhl.

Ministeren.

Så jeg tror, der er en fleksibilitet i det og der også er en tryghed i forhold til den gamle regel med G-dage.

Hr. Eigil Andersen har en kort bemærkning.

Ministeren.

Eigil Andersen.

Ministeren.

Tak til beskæftigelsesministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen afsluttet.

Jeg foreslår, at lovforslagene henvises til Beskæftigelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

Se video af alle taler

På den baggrund skal jeg meddele, at Venstre støtter begge lovforslag. Tak.

En god beskæftigelsesindsats handler for Socialdemokraterne først og fremmest om at skabe den korteste vej for den enkelte arbejdsløse til job og til varig beskæftigelse.

For os Socialdemokrater er tillid og uddannelse den helt rigtige vej at gå, også i vores beskæftigelsesindsats, og derfor kan vi støtte lovforslagene.

Dimittender får så udvidet deres virksomhedspraktik fra 4 til 8 uger, så de får noget mere erhvervserfaring.

Da Radikale Venstres ordfører ikke kan være til stede i dag, skal jeg læse følgende tale.

Radikale Venstre støtter begge lovforslag.

Det er jo en stor reform, vi behandler her i dag, og jeg vil gerne starte med at nævne en række af de positive ting, der er i den her reform.

Sandheden er jo, at masser af arbejdsløse selv finder et job i løbet af det første halve år, og hvorfor i alverden skal de så trækkes igennem ni samtaler? Det er simpelt hen skørt.

Så på trods af de problemer, jeg har anført, er reformen et fremskridt, og da forslagene er bedre end det nuværende system, vil SF også ved tredjebehandlingen stemme ja til lovforslagene.

Så alt i alt er vi altså godt tilfredse med den form, reformen har taget, og vi er særlig godt tilfredse med at være blevet imødekommet på lige præcis spørgsmålet om G-dagene.

Jeg skal også takke fru Charlotte Dyremose, som også ridsede intentionerne op.

Folketinget

Resumé

Om lovforslaget

Fremsættelse af forslag

1. behandling

Udvalgsbehandling

2. behandling

3. behandling

L 59 Forslag til lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.

1. behandling den 18-11-2014

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling