Det sidste punkt på dagsordenen er:

15) Forespørgsel nr. F 23:

Forespørgsel til kulturministeren:

Hvordan skal Danmark i fremtiden politisk håndtere problemstillinger omkring deltagelse ved store sportsbegivenheder, hvor værtslandet ofte bruger det internationale sportsarrangement til at styrke sit omdømme i verden på bekostning af menneskerettighederne?

Af Uffe Elbæk (UFG).

(Anmeldelse 17.02.2015. Fremme 19.02.2015).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 17. marts 2015.

For begrundelse er det ordføreren for forespørgerne, hr. Uffe Elbæk, UFG.

Jeg vil give en kort begrundelse for, hvorfor jeg har foreslået den her debat. Årsagen er ganske enkelt, at jeg igen og igen har set en sammenblanding af sport og politik, og at vi ved en lang række af de store internationale sportsbegivenheder har set, hvordan landene har brugt det pågældende arrangement til at styrke deres egen identitet, ofte på bekostning af menneskerettighederne.

Det er jo ikke noget nyt fænomen. Sport er jo op igennem historien også blevet brugt politisk. Ikke for at nævne alt for mange i den historiske række, men vi så det jo helt tilbage i 1936 med OL. Jeg har selv haft det helt tæt inde på livet i forbindelse med EM i Ukraine i 2012, vi så det ved vinter-OL så sent som i 2014, og vi har set det i forbindelse med VM i håndbold i Qatar.

Så det, der har været min intention med at foreslå den her debat, er selvfølgelig at sige, at uagtet hvem der sidder i regering, at uagtet hvem der er i opposition, så skal man finde ud af at navigere i det her spændingsfelt imellem sport og politik.

Så hvordan sikrer vi, at vi gør det på den mest begavede måde, samtidig med at vi står op for menneskerettighederne og ikke kommer til at legitimere det pågældende værtsland i kraft af vores deltagelse? Hvordan gør vi det mest begavet og eftertænksomt?

Så jeg ser frem til debatten, men det her var min begrundelse.

Tak. Og så er det kulturministeren for besvarelsen.

Tak. Forespørgselsdebatten giver os jo anledning til at forholde os til en række forhold vedrørende valg af værtsland for store sportsarrangementer, og det giver mig anledning til at understrege nogle af disse forhold.

Det er regeringens opfattelse, at de internationale konventioner om menneskerettigheder til enhver tid skal respekteres, og det arbejder vi for i alle relevante internationale fora. Og jeg tør godt sige, at det gør regeringer i Danmark uanset regeringens farve. Regeringen mener, at man skal undgå, at idrætten bruges politisk. Idrætten er dybest set leg og dyrker en ædel kappestrid, hvor udøvere og tilskuere mødes om deres pension, om idrætten på tværs af forskelligheder. Derfor skaber idrætten fællesskaber, og derfor er idrætten god til at samle folk på tværs af nationer, kulturer, religioner og politisk ståsted. Derfor er det vigtigt, at idrætten og idrætsudøverne er bevidste om idrættens integritet. Der er fairplay, idræt er leg, og idrætten udvikler talenter, der stræber efter at være den bedste i klubben, i landet, i verden. Idrættens integritet er tømret sammen af fællesskaber, af demokratisk åbenhed og af gennemsigtighed.

Det er de internationale idrætsorganisationer, som placerer værtskabet for internationale idrætsbegivenheder. Såvel danske som internationale idrætsorganisationer er private organisationer, som bygger på medlemsdemokrati, og derfor må deres ageren søges påvirket gennem medlemsdemokratiet, og derfor må lederne af idrætsorganisationerne politisk stå til ansvar over for deres medlemmer.

Som stat, som demokrati skal vi respektere foreningsfriheden, men vi kan godt som politikere have forventninger til, at idrætsorganisationerne opfører sig på demokratisk vis og baserer sig på værdier som demokrati, gennemsigtighed og fairplay. De danske organisationer bærer netop disse værdier med sig ind i de internationale idrætsorganisationer – det er min overbevisning. Jeg håber, at de vil sætte en etisk forsvarlig dagsorden og på den måde præge de internationale idrætsorganisationers beslutninger indefra. Det er sådan set det, jeg forventer at danske idrætsorganisationer gør til hver en tid.

Jeg forventer også, at danske idrætsorganisationer i regi af de internationale idrætsorganisationer tager afstand fra trusler mod idrættens integritet – trusler som korruption, magtmisbrug, doping, matchfixing og krænkelser af menneskerettigheder for at nævne nogle centrale trusler. I de relevante internationale fora vil regeringen fortsat gå i dialog med de regeringer, som ikke respekterer de internationale konventioner og menneskerettigheder. Det er det, vi i årtier har kaldt direkte kritisk dialog. F.eks. har regeringen i regi af FN's Menneskerettighedsråd taget et initiativ på en anden led, nemlig kritiseret immigrantarbejdernes manglende rettigheder i Qatar. Det er jo Qatar, der er vært for en række store idrætsbegivenheder i de her år. FN har besluttet at støtte det danske forslag om, at Qatar skal ændre sin lovgivning, så arbejdstagernes rettigheder beskyttes bedre.

På samme vis har vi fra Danmarks og EU's side offentligt kritiseret den russiske lovgivning vedrørende homoseksuelle i forbindelse med Ruslands værtskab for vinter-OL i Sochi i 2014. Dertil har vi i regi af EU rejst sagen i vores dialog med Rusland.

Det er vigtige emner, uanset om der bliver afviklet store idrætsbegivenheder, som vi sætter på den internationale dagsorden. Regeringen vil også fortsætte indsatsen med at lægge pres på de internationale idrætsorganisationer for at arbejde for demokrati og gennemsigtighed. Det gør vi, når vi støtter Play the Game, der er en forening i regi af Idrættens Analyseinstitut, og det gør vi løbende i relevante internationale fora.

I forhold til at påvirke de internationale idrætsorganisationer ser jeg det som en styrke, når Danmark står sammen med andre regeringer, og derfor søger regeringen netop at sætte fokus på eksempelvis god forvaltning, good governance, og på menneskerettigheder og social ansvarlighed i idrætsorganisationerne sammen med andre lande.

Danmark underskrev i 2013 en fælles erklæring sammen med 18 andre EU-medlemslande. Erklæringen anerkender idrætten som en mulighed for at bekæmpe diskrimination samt medvirke til at skabe respekt, mangfoldighed, tolerance og retfærdighed. Desuden opfordrer erklæringen alle stater, som deltager i store idrætsbegivenheder, til at overholde menneskerettighederne. Erklæringen blev desuden et afsæt for en drøftelse af, hvordan vi fra regeringens side kan lægge pres på de internationale idrætsorganisationer til fordel for afholdelse af idrætsbegivenheder i lande, der overholder menneskerettighederne.

I forlængelse af EU's arbejdsplan for idræt deltager Danmark i EU's arbejde med good governance, god forvaltning, og bl.a. indgår Danmark i en arbejdsgruppe, der udarbejder vejledende principper vedrørende demokrati, menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder inden for idrætten, herunder i forbindelse med tildeling af store idrætsbegivenheder. Sammen med de øvrige europæiske ministre med ansvar for idræt har jeg på Europarådets sportsministerkonference sat fokus på god forvaltning og bekæmpelse af korruption inden for idrætten. Danmark har både på ministermøder og i underkomiteer i UNESCO vedtaget en sportsministererklæring og deltaget i udarbejdelsen af et idrætscharter, som omfatter bekæmpelse af korruption samt fremme af social ansvarlighed og menneskerettigheder.

Så vi kan stå fast på vores danske værdier som demokrati, gennemsigtighed og fairplay, og det skal vi. Det kan virke besnærende enten at blive væk fra idrætsbegivenheder, der bliver brugt til at styrke værtslandets omdømme på bekostning af menneskerettigheder, eller at bestemme, at danske idrætsorganisationer skal stemme på bestemte værtslande i demokratiets navn. Men begge dele vil være problematiske. At boykotte dansk deltagelse rammer først og fremmest danske idrætsudøvere, der fratages deres mulighed for at konkurrere og stræbe efter at blive den bedste i verden – det, de har trænet og trænet for at nå. Meningen med den idræt og den træning, som de har brugt så meget tid på, mistes.

At bestemme over private foreningers stillingtagen i private organisationer er ikke et demokratisk land værdigt. Foreningerne må og skal tage deres ansvar på sig, men vi skal gøre, hvad vi kan, for at presse til åbenhed og gennemsigtighed i alle idrættens organisationer, og vi skal bruge de relevante internationale fora til at sætte dagsordenen om good governance og fokus på menneskerettigheder, åbenhed og demokrati. Tak for ordet.

Tak til kulturministeren.

Der er ikke nogen spørgsmål til kulturministeren nu her. Det kan der første blive i sidste runde, hvis kulturministeren går op der.

Så går vi til forhandling, og det er hr. Uffe Elbæk, der er ordfører for forespørgerne – eller forespørgeren. (Munterhed).

Jeg er ikke begyndt at bruge formuleringen vi endnu – jeg nøjes med at sige jeg.

Jeg vil faktisk starte med en personlig historie, fra dengang jeg var kulturminister og oplevede den her problemstilling på tætteste hold, i forbindelse med at jeg skulle til Ukraine, hvor der var EM i fodbold, for som minister og offentlig repræsentant at give opbakning til vores idrætsudøvere, som skulle ned og forhåbentlig vinde. Da oplevede jeg et dilemma, for hvordan bakker man på den ene side vores idrætsorganisationer op, samtidig med at man på den anden side kommer med et klart signal til værtsnationen om, at man synes, der var nogle problemer i forhold til at overholde menneskerettighederne?

Den måde, jeg og regeringen valgte at gøre det på, var at bruge anledningen til både før og efter selve fodboldkampen at snakke med menneskerettighedsaktivister for at støtte dem i de udfordringer, de stod over for, og som repræsentant for ikke bare Danmark, men også EU, sige, at vi bakker jer op og har fokus på jer.

Derudover valgte jeg ikke at sætte mig oppe i VIP-loungen og dermed legitimere værten, men satte mig i stedet ned til de danske fodboldfans. Det fik den paradoksale konsekvens, at jeg som minister blev smidt af DBU's fly derned, og at de ikke ønskede, at kulturministeren deltog. For når jeg ikke ønskede at sidde sammen med de andre VIP-gæster, var jeg jo ikke længere en del af deres arrangement.

Det rummer på en måde et af de dilemmaer, vi står over for, uagtet hvem der sidder i regering og i opposition, nemlig på den ene side at bakke et frit idrætsliv op, som vi selvfølgelig skal, og samtidig give udtryk for vores politiske holdninger over for de værtslande, som ikke overholder menneskerettighederne. Og det, jeg er spændt på at høre mine kollegaer om i debatten i dag, er jo, hvor vores smertegrænse ligger henne. Kan vi komme i en situation, hvor vi siger, at der ønsker vi rent faktisk ikke at deltage, og er det noget, vi gør som nation, eller er det noget, vi gør på EU-niveau? Hvad gør de andre lande? Hvad er vores egen position i det?

Vi står over for, at der i 2022 skal afholdes VM i fodbold i Qatar, og de tal, som kommer fra Amnesty International, siger bl.a., at man forventer, at inden vi når 2022, vil mindst 4.000 af de bygningsarbejdere, der er med til at bygge de forskellige stadioner dernede, være døde på grund af de arbejdsvilkår, de bliver budt. Så jeg synes, vi står over for at finde ud af, hvordan vi håndterer det her. Hvornår ramler vi ind i vores smertegrænse for, hvad vi vil være med til? Også selv om vi prøver at forsøge at adskille sport og politik.

Noget af det, man måske kunne opfordre vores idrætsorganisationer til, var bl.a. at sige, at lige som en lang række private virksomheder i dag faktisk har årsregnskaber i forhold til menneskerettigheder og går ned og kigger på, hvordan arbejdsvilkårene er hos de underleverandører, de bruger, så kunne man godt forestille sig, at man gjorde det samme inden for sportens verden, altså at man faktisk begyndte at se på, hvordan man har brugt sin organisation til at fremføre nogle af de her krav om, at værtslandene overholder menneskerettighederne.

Så jeg synes, vi er inde i en diskussion, hvor der ikke er nogen lette løsninger, og hvor man skal tage afsæt i den konkrete situation uden på nogen måde at være skråsikker. Men jeg synes, vi skylder hinanden at diskutere det her svære spørgsmål om, hvordan man på den ene siden bliver ved med at sikre sportens uafhængighed og samtidig ikke stiller op og legitimerer nogle værtsnationer, som vi på ingen måde kan se os selv i, fordi det er så klart dokumenteret, at de ikke lever op til menneskerettighederne.

Jeg glæder mig rigtig, rigtig meget til debatten og håber på, at vi sammen kan tage hånd om de her spørgsmål, der som sagt absolut ikke er lette.

Tak til ordføreren. Så går vi over til forhandlingen og til ordførerrækken, og den første ordfører er hr. Michael Aastrup Jensen.

Tak for det, og også tak til hr. Uffe Elbæk for at rejse den her forespørgselsdebat, som jeg faktisk synes er både relevant, spændende og interessant. Så det glæder mig, at vi kan få en god og forhåbentlig også konstruktiv drøftelse af hele den problemstilling, der er, vedrørende Danmarks deltagelse ved store sportsbegivenheder, hvor værtslandet ofte bruger det internationale sportsarrangement til at styrke sit omdømme i verden på bekostning af eksempelvis menneskerettighederne.

Lad mig starte med at slå fast, at det her, som hr. Uffe Elbæk også var inde på, jo ikke er en ny problemstilling. Det er en problemstilling, som vi ofte er stødt på til diverse sportsbegivenheder; det er en problemstilling, vi har set mange, mange gange før; og det er også en problemstilling, som jeg tror vi kommer til at diskutere efter i dag. Men det understreger jo så bare endnu mere, at vi også politisk skal tage debatten, og derfor glæder det mig, at vi har den her i dag.

Jeg vil pege på det, som hr. Uffe Elbæk også selv var inde på, nemlig Europamesterskabet i fodbold i 2006, som blev afholdt både i Polen og Ukraine. Der oplevede vi jo hr. Uffe Elbæk, som var kulturminister på daværende tidspunkt, havne midt i en politisk meget sprængfarlig debat. Det var, fordi vi alle hørte historierne om de ukrainske myndigheder, som mishandlede oppositionspolitikeren Julija Tymosjenko og også så gennem fingrene med en lang, lang række andre brud på menneskerettighederne bl.a. mod homoseksuelle og andre.

Det understreger jo bare endnu en gang behovet for, at idrætsorganisationerne bør tage det her lidt mere alvorligt og gå lidt mere detaljeret ind i det, end de måske har gjort indtil nu. De bør måske også diskutere, om man på en eller anden måde skal lave nogle etiske retningslinjer for, hvordan sådan nogle stævner skal afholdes.

Tidligere i år kom det så også frem, at Qatar tilbyder træningslejre til DBU's ungdomslandshold. I maj 2014 sendte DBU flere ungdomslandshold 5 dage til Qatar på træningslejre hos oliestatens sportsakademi. Det var rejser, som udelukkende var betalt af Qatar selv. Det mener jeg faktisk er rigtig, rigtig farligt. Ved at modtage sådan nogle dyre gaver i form af træningslejre risikerer DBU nemlig at blive en brik i oliestatens storpolitiske spil. Gaverne bruges aktivt til at forbedre Qatars omdømme, som jo som udgangspunkt ikke ligefrem er det mest positive af slagsen. Vi har ofte set eksempler på korruptionsanklager, og adskillige organisationer og politikere har rettet en skarp kritik af overtrædelser af menneskerettighederne.

Så eksemplerne på problemerne omkring Danmarks deltagelse ved store sportsbegivenheder i landet, hvor forholdene er kritisable, står faktisk nærmest i kø. Og det vidner om, at debatten om Danmarks fremtidige deltagelse er vigtig. Det er vigtigt, at man åbent diskuterer problemerne, og at man ikke lader sig skræmme og dermed springer diskussionerne over. Vi står over for en lang række fremtidige sportsbegivenheder, som kan være meget diskutable, herunder ikke mindst et omstridt VM i fodbold i 2022, hvor Qatar også er vært, og hvor problemstillingen selvfølgelig vil opstå.

Så jeg har den klare holdning, at sports- og idrætsorganisationerne skal have en bred debat om Danmarks deltagelse i sportsbegivenheder, der bliver brugt til at styrke værtslandets omdømme på bekostning af menneskerettighederne. Og derfor er det også positivt, at vi i dag forhåbentlig kan sende et klart signal til de forskellige organisationer i Danmark om, at man bør tage hul på debatten nu.

For fra Venstres side er det i hvert fald vigtigt, at vi slår meget, meget klart fast, at vi ikke aktivt vil gå ind og legitimere korrupte regimer, der ikke respekterer menneskerettighederne. Vi ser derfor frem til, at de forskellige idrætsorganisationer i Danmark konstruktivt diskuterer, hvordan og hvorledes den fremtidige danske deltagelse i sportsbegivenheder skal være, og vi vil varmt støtte, at sådan et arbejde bliver så bredt, så grundigt og så effektivt som overhovedet muligt.

Det er dog også vigtigt at huske på – og det er måske det allerallervigtigste i den her sag – at man skal turde tage debatten, også selv om den er svær. På baggrund af det vil jeg på vegne af V, DF, LA og KF fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget noterer sig, at de internationale idrætsorganisationer suverænt træffer beslutning om placering af værtskabet for internationale idrætsbegivenheder og følgelig står til ansvar for de beslutninger, man træffer. Folketinget erklærer sig parat til med råd og dåd at støtte danske idrætsorganisationer i deres kamp for fairplay og mod korruption, nepotisme, magtmisbrug, doping, medicinsk overforbrug samt matchfixing. Folketinget står bag skiftende regeringers indsats for at lægge pres på de regeringer, som – mod idrættens idé – ikke giver idrætten for såvel kvinder som mænd frie udfoldelsesmuligheder.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 31).

Tak. Der er nu fremsat et forslag til vedtagelse, og det vil indgå i den videre debat.

Der er en kort bemærkning fra hr. Uffe Elbæk.

Allerførst vil jeg sige tak til Venstres ordfører for fremlæggelsen. Jeg har et enkelt spørgsmål. Ordføreren sagde jo meget klart, hvad det er, Venstre gerne så at idrætsorganisationerne gjorde for at blive tydeligere og klarere i deres politik på det her område, men har Venstre nogen overvejelser om, hvad man kan stille af krav til en given regering, når Danmark vælger at deltage i arrangementer i eksempelvis Ukraine i sin tid, Rusland for nylig og Qatar i fremtiden? Bør man også stille nogle krav til regeringen, i forhold til hvordan regeringen forholder sig, når vi deltager i de arrangementer?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg forstår udmærket godt, hvorfor hr. Uffe Elbæk rejser det, for han har om nogen oplevet, hvordan det er en problemstilling. Og jeg anerkender også klart – det har jeg faktisk gjort igennem flere år – at det her er en svær problemstilling, og at det derfor ikke er nemt bare at sige, at her er en manual, som passer til alle begivenheder. For der vil selvfølgelig være forskel fra begivenhed til begivenhed – også i forhold til hvordan og hvorledes en eventuel dansk, skal vi kalde det ikkedeltagelse i sådan en begivenhed ville kunne udfolde sig.

Så jeg vil ikke stå her og sige, at der er en eller anden form for manual til alle fremtidige VM- og OL-arrangementer osv., som jeg vil anbefale. Derimod vil jeg anbefale – og det var også det, jeg prøvede at gøre i min tale – at man lader idrætsorganisationerne lave nogle etiske retningslinjer for, hvorledes de deltager, hvorledes der bliver valgt begivenheder, og så kan man jo, når man har fået vedtaget de etiske retningslinjer, tage en diskussion med os politikere om, hvordan og hvorledes vi gør det i fællesskab.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Flemming Møller Mortensen, Socialdemokratiet.

Tak for det, formand. Som Socialdemokraternes idrætsordfører gennem flere år har jeg adskillige gange været inde i diskussionen, som vi har her, altså om internationale sportsbegivenheder, og om menneskerettigheder og korruption er indblandet i store sportsevents. Derfor vil jeg gerne takke Alternativet for at rejse den her debat i dag.

Mange gange har det haft en klang af indenrigspolitisk debat, i forhold til om vi skulle boykotte sportsevents og -arrangementer eller ej. Det har altid været, hvis man har kunnet drage i tvivl, om menneskerettighederne i et værtsland har været overholdt eller undertrykt, eller om der har været mistanke om korruption i landet, som har præget beslutningen om, hvorfor et sportsarrangement eksempelvis er kommet til det bestemte land.

De gange, jeg har været med til at diskutere det, har Socialdemokraternes holdning været, at det ikke er gunstigt at lave boykot af idrætsarrangementer. Det rammer primært idrætten, og det ønsker vi ikke. Men vi ønsker, at vi skal gøre brug af alle andre midler i forhold til at fremme god adfærd inden for idrætten, også når rammerne for arrangementerne skal sættes. Menneskerettigheder skal respekteres. Hvis ikke det skulle lyde fra alle partier fra den her talerstol i det land, som har den mindste grad af korruption i verden, og hvor vi hylder ordentlighed og humanisme, hvorfra skulle det så lyde?

Jeg synes også, det er godt, at vi får debatten i dag, for i forhold til det her med politisk ageren, hvor vi siger, at vi tager den kritiske dialog, når vi rent diplomatisk er i dialog med andre lande, vil jeg sige: Ja, det skal vi gøre. Og vi har også lige hørt fra hr. Uffe Elbæk, hvordan man kan gøre det. Men vi har også hørt fra kulturministeren, hvordan vi i EU-regi – også da vi havde formandskabet – var med til at fastsætte, at sportsdagsordenen er en væsentlig dagsorden at sætte i forhold til ordentlighed og good governance.

Vi noterer fra Socialdemokraternes side med stor tilfredshed, at det arbejde er i udvikling i EU, og at vi fra dansk side også sidder med i arbejdsgrupper, som kan fremme de her gode rammer. For det er jo det danske værdisæt – altså det her med, at vi ikke vil korruption, vi vil ordentlighed. Og derfor vil jeg også udtrykke en glæde, jeg personligt har, men som vi også politisk har hos Socialdemokraterne, over, at vi har organisationen Play the Game med udgangspunkt, med hjemsted i Danmark til at tale for den gode sag og ordentligheden.

Det er en god eksponent i forhold til de værdier, vi som land står for, og som vi gerne vil have skal være med til at tegne den internationale idrætsprofil og det liv, der skal være. Og jeg er også rigtig glad for, at Play the Game og Idan er med til at målrette og konkretisere den indsats, der skal til, for at man får fremmet de gode kvaliteter i sporten og idrætten.

Så er der allerede to ordførere, der har nævnt forventningen til, at de store idrætsorganisationer i Danmark påtager sig deres ansvar, har et etisk regelsæt, at de efterlever det, at de håndhæver det, at de italesætter det og får det til at lyde som det mest naturlige, at det er rammen, som de arbejder ud fra. Ja, det er det, der skal til.

Jeg mærker mig også, at de instanser, vi har, der gransker muligheden for at gøre det rigtige, siger, at dialog og direkte politisk indflydelse får man bedst, når man er med. Og det er det, jeg tror vi skal satse på, og det er derfor, jeg også synes, det er rigtig godt, at vi har instanser og kræfter, som arbejder for, at idrætsorganisationerne altså får poster, får international lydhørhed, når de kommer ud og kan være med til at sætte den rigtige dagsorden. For korruption, magtmisbrug, doping, matchfixing og ikkeoverholdelse af menneskerettigheder passer ikke til det, der er dansk mentalitet. Og derfor er jeg også rigtig glad for, at vi jo her i salen har behandlet lovforslag for i dansk lovgivning at have en meget høj standard lige nøjagtig på de punkter, jeg her har nævnt.

Jeg skal læse et forslag til vedtagelse op, og det er på vegne af Det Radikale Venstre, SF, Enhedslisten, Alternativet og Socialdemokraterne:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget er af den opfattelse, at de internationale menneskerettighedskonventioner til enhver tid skal respekteres.

Folketinget er bekymret for, at sport og politik blandes sammen ved afholdelse af internationale idrætsbegivenheder.

Folketinget noterer sig, at det er de internationale idrætsorganisationer, som placerer værtskabet for internationale idrætsbegivenheder, og anerkender, at idrætsorganisationer er private interessefællesskaber, som bygger på medlemsdemokrati, hvorfor lederne af idrætsorganisationerne står til ansvar for deres beslutninger.

Folketinget opfordrer derfor danske idrætsorganisationer til at bære danske værdier som demokrati, gennemsigtighed, menneskerettigheder og fairplay ind i de internationale idrætsorganisationer. Folketinget forventer, at danske idrætsorganisationer i regi af de internationale idrætsorganisationer tager afstand fra trusler mod idrættens integritet som f.eks. korruption, magtmisbrug, overforbrug, doping, matchfixing og krænkelse af menneskerettigheder.

Folketinget står bag regeringens arbejde med at lægge pres på de regeringer, som ikke respekterer de internationale menneskerettighedskonventioner, samt på internationale idrætsorganisationer for at arbejde for demokrati og gennemsigtighed.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 32).

Det fremsatte forslag til vedtagelse vil nu indgå i den videre debat.

Der er spørgsmål. Hr. Uffe Elbæk.

Tak for Socialdemokratiets ordførers kommentarer og holdninger, som jeg jo af gode grunde er meget enig i, altså de overvejelser, som hr. Flemming Møller Mortensen kommer med på det her spørgsmål. Det, jeg har lyst til at spørge om, er: Hvordan kan vi som politikere, som Folketing bakke endnu bedre op i forhold til vores idrætsorganisationer, så de tager de her udfordringer endnu mere alvorligt? For det er jo ikke noget, som de så bare gør, og vi skal også respektere, at de er uafhængige organisationer, selv om mange af dem jo som sagt får offentlige bevillinger. Hvordan kan vi yderligere være med til at rejse den her debat internt i idrætsorganisationerne?

Ordføreren.

Tak til hr. Uffe Elbæk for spørgsmålet. Det er et rigtig godt spørgsmål, og jeg kan sige det ligeud fra egne erfaringer. Når vi taler om en kritisk dialog, når man er sammen to diplomater, mener jeg, at vi på helt samme vis kan tale om kritisk dialog, når vi f.eks. som idrætsordførere er i dialog med bestyrelser eller formænd eller medlemmer fra de store idrætsorganisationer. Det har jeg benyttet mangen en lejlighed til at gøre, naturligvis i respekt for deres integritet, men også ud fra at sige, hvad der er min politiske bagtanke bag, at jeg støtter dels udlodningspolitik i Danmark, dels er med til at sætte lovgivning op mod matchfixing, mod doping og andet, sådan at vi kender hinanden, kender hinanden på holdninger, og ikke har besvær med at give udtryk for, hvad vores holdninger er.

Det tror jeg er med til at gøre, at de er meget mere omhyggelige i også at få talt om den dagsorden, for vi kan jo sige menneskerettigheder, ja, men vi har jo også haft situationer i Danmark, hvor idrætsorganisationer er blevet kritiseret for at have været homofobiske eksempelvis, og hvor den diskussion er blevet taget på dansk jord, men det er jo nøjagtig det samme, der gælder, hvis de er med til at lave idrætsarrangementer i nationer, hvor værtslandet har en politik, som ikke er i flugt med menneskerettighederne.

Hr. Uffe Elbæk.

Jeg er meget enig i det svar, jeg har fået her, men har også noteret, og det var så specifikt i kølvandet på VM i håndbold i Qatar, at der var flere spillere, der i pressen gav udtryk for, at de faktisk savnede, at vi som politikere var tydeligere i vores kritik af værtslandet, og dermed også efterlyste et endnu større pres på deres egne idrætsorganisationer. Hvad tænker ordføreren om det?

Ordføreren.

Tak for det. Der tænker jeg jo, at det er rigtig godt, at vi har debatten og dialogen her i dag, fordi intet kan jo udtrykkes tydeligere politisk noget sted end fra denne talerstol, og så må jeg bare håbe, at de håndboldspillere hører vores debat, og at vores debat i dag får et liv, sådan at idrætsorganisationerne bringer de politiske holdninger frem til deres medlemmer. Men ellers synes jeg jo, at noget af det, de kan, og det, jeg synes de bør gøre, og det, jeg også nævnte, er, at eksempelvis Danmarks Idrætsforbunds etiske komité, altså det liv, de har, den pligt, de har, jo skal være noget, der står højt på en dagsorden, når der diskuteres politik ud fra eksempelvis Danmarks Idrætsforbund.

Fru Annette Vilhelmsen. (Kommentar fra salen: Nej, det er en fejl). Det kan ske. Tak til ordføreren. Så er det hr. Søren Espersen, Dansk Folkeparti, som ordfører.

Tak til hr. Uffe Elbæk, fordi debatten er blevet rejst. Den er meget spændende, og den er også hamrende svær at finde ud af. Jeg tror, at tanken om, at man kan lave sådan et regelsæt, er næsten umulig, for som også hr. Uffe Elbæk selv sagde, må man tage det stykke for stykke og arrangement for arrangement og så i øvrigt selvfølgelig komme med de politiske indvendinger, man nu engang har mod det.

Så det er altså et dilemma, og det er, uanset hvad for en regering der sidder. Hr. Uffe Elbæk skildrede jo så glimrende, hvordan han selv oplevede det som kulturminister. Jeg kan godt huske det og turen derover. Det her med, at han så ikke kom med på flyet, har jeg godt nok aldrig hørt før, men det gør det da ekstra underligt.

Men vi er alle sammen enige om sportens fortræffeligheder, og hvad det er, der er så godt ved sport. Noget af det væsentligste er jo, at alle møder alle med den baggrund, som alle nu har. Man skal dyste med alle og helst også alle steder og mødes med alle. Det synes jeg er selve sportens idé. Jeg bliver så opløftet, når jeg har været i Mellemøsten og set israelske og palæstinensiske drenge og ungdomsspillere spille mod hinanden og med hinanden i grupper. Jeg har selv oplevet det også i Kosovo, hvordan fodbold kunne blive brugt på nogle fantastiske måder. Der blev altså ikke stillet spørgsmål i de kampe eller blandt de ledere om, hvordan det nu er med deres rettigheder, og hvad de nu har af lovgivning derhjemme. Man spillede bare fodbold, og det var det, jeg synes var så fortræffeligt.

Derfor mener jeg, det er væsentligt at sige, at sporten aldrig må bremses på den her måde. Kulturministeren nævnte det, der hedder idrættens integritet. Det synes jeg er et godt ord, for der ligger også i det, at den har sig selv, og den må klare sig selv på egne betingelser. Kan vi så ikke lide det som politikere, skal vi sige det. Vi skal ikke holde vores kritik tilbage af de arrangementslande, hvor det nu foregår. Men det grundlæggende er, at det er idrætten og idrættens integritet, at man selv foranstalter sine ting.

Det store shows har jo være nævnt. Det er det, som er det helt afgørende. Med De Olympiske Lege og VM i fodbold, som jeg tror er de to største internationale begivenheder, kan man undre sig over Qatar, og man kan også kritisere det for, at det er et underligt land at anbringe det i. Det er ligefrem sundhedsfarligt at spille der, fordi det er så utrolig varmt, at man er nødt til at flytte det hele til omkring nytårstid. Alene det giver jo anledning til undren.

Man kan også ærgre sig over de gange, der har været boykot. Jeg husker endnu OL i Moskva i 1980, hvor amerikanerne blev væk. Danskerne kom til det her sted. Det var, mens der var krig mellem Sovjetunionen og Afghanistan. Amerikanerne blev væk, og jeg synes, det var så synd for de amerikanske sportsfolk, som havde brugt ikke alene 4 år, men måske 12 år eller 15 år af deres liv til at forberede sig til det her stævne og var blevet udtaget og kunne komme med. Jeg fik lige så meget ondt af russerne, som fik nogle guldmedaljer der, som de nok ikke havde fortjent. Det vidste de godt. Så det var ikke til nogens gavn og glæde, og jeg var meget glad for, at Danmark dengang ikke fulgte med på vognen og var med i boykotten.

OL er jo et evigt dilemma, fordi man engang i tidernes morgen har besluttet sig til, at OL altid skal åbnes af statsoverhovedet. Det var træls med Hitler, som det er blevet nævnt. Det var mere hyggeligt med kong Harald i Norge, den gang det var i Lillehammer. Vi vil helst have, at det bliver åbnet af nogle ordentlige folk, men sådan går det ikke altid, og man må så finde sig i, at sådan er det.

Som sagt skal man efter min opfattelse lade sportsfolkene være i fred. Lad dem aldrig nogen sinde blive gidsler, i forhold til hvad vi ellers går og mener politisk. De enkelte sportsfolk, der siger, at så bliver de væk, har jo også deres egne politiske opfattelser. Lad dem om det, men vi skal ikke skal pålægge dem noget i den her forstand. Kronprinsen er et andet emne, der selvfølgelig er interessant, netop fordi han har ladet sig vælge til Den Internationale Olympiske Komité. Jeg mener, han skal være der. Jeg mener også, ministrene skal være der, gerne kulturministeren, og som i tilfældet med den nuværende kulturminister er man der.

Modsat nogle af dem, der har været på talerstolen i dag, mener jeg, at vi ikke skal bruge den lejlighed til at tale om det, der hedder good governance. Man forestiller sig, at man kan sidde der på lægterne og ligesom få en god snak om det, mens der bliver spillet, men det er jo illusorisk.

Man skal hellere holde skæg for sig og snot for sig og sige, at kulturministeren deltager, selvfølgelig gør hun eller han det, for at støtte de danske farver, ligesom kronprinsen gør det, og det er så det. Det pres, der så skal lægges på landene, må foretages på andre felter. Så jeg synes, det officielle Danmark skal være med og gøre det, som man skal. Hovedopgaven er at støtte de danske sportsudøvere. Tak.

Der er en kort bemærkning fra hr. Jørgen Arbo-Bæhr.

Tak til hr. Søren Espersen for talen. Jeg synes, det var sådan en hyggelig tale, men han sagde meget lidt om politik. Så jeg vil prøve at spørge ind til den forskel, der er på vores forslag til vedtagelse og jeres forslag til vedtagelse. Det er et spørgsmål om menneskerettigheder. Så derfor vil jeg gerne høre hr. Søren Espersen om, hvad hr. Søren Espersens mening er, når der er menneskerettighedsproblematikker i f.eks. Qatar eller Azerbaijan, for jeg synes, at vi bliver nødt til at tage stilling til det. Jeg vil bare høre, hvad hr. Søren Espersen mener om det.

Ordføreren.

Men det er jo netop derfor, jeg mener, at det går galt i det forslag til vedtagelse, som flertallet har fremsat. For det er jo politisk i den grad, at man netop vælter politik ind over sport. I det siger man: menneskerettighedskonventionerne, de danske værdier som demokrati, gennemsigtighed og menneskerettigheder. Hvad hvis det er et sted, hvor der slet intet demokrati er og slet ingen gennemsigtighed, skulle man så ikke være der? Altså, flertallets forslag til vedtagelse gennemsyres af politik – krænkelse af menneskerettigheder, internationale idrætsorganisationer skal arbejde for demokrati og gennemsigtighed. Men hvad med sporten? Altså, det her er sport. Man har som udgangspunkt, at man ikke vil blande sport og politik sammen, og hvad gør man så? Man blander sport og politik sammen. Og det er det, jeg synes det forslag til vedtagelse, som vi har fra den borgerlige side, er så dejlig fri for. Det drejer sig om sport, og det drejer sig om at sige, at det er sportsorganisationerne, der har ansvaret. Hvad man så lægger af pres efterfølgende, er en politisk sag, som ikke kommer spillet ved.

Hr. Jørgen Arbo-Bæhr.

Jeg tror, at vi er lodret uenige. Er det os, der blander sport og politik sammen, eller er det i virkeligheden ikke Qatars emir? Hvem er det, der sørger for, at mere end tusinde mennesker er døde, før man får bygget sportsarenaer op? Hvem er det, som ikke betaler løn? Er de fattige? Nej, det er et rigt land. Så er det os, eller er det Qatars emir, som i virkeligheden blander sport og politik sammen?

Ordføreren.

Prøv så at vende det om, hr. Jørgen Arbo-Bæhr. Prøv at vende det, for tænk hvis nu Saudi-Arabien, Yemen og Qatar boykottede et arrangement i Danmark, fordi vi tillod, at Muhammedtegningerne kunne vises. Ville det så være i orden, for de ser jo på det på en helt anden måde, end vi gør? Eller skulle vi ikke bare sige, at lad os lige dyrke sport der, hvor vi nu er? Hvis vi er i Saudi-Arabien, så dyrker vi sport, og så spiller det danske landshold der. Og hvis Saudi-Arabien er så venlige at komme og spille her hos os, så gør de det. Men hvis man begynder allerede nu at relativere det ved at sige, at der er nogle lande, vi ikke kan være i, fordi de ser på alting helt anderledes, end vi gør, så vend det om og spørg, om vi ville acceptere det. De synes måske, at vores system er en vederstyggeliged, men jeg synes da, at de skal komme og spille bold alligevel.

Hr. Uffe Elbæk.

Jeg har bare et enkelt spørgsmål til ordføreren, som jeg anser for at være en særdeles fornuftig herre, som på en lang række felter er nuanceret i sine holdninger. Men det, der undrer mig, er, at hr. Søren Espersen så markant siger: Sport her, politik her. Vi skal ikke blande tingene sammen, selv om vi ved, at de er blandet sammen, og at mange af vores sportsudøvere også føler, at de står i et dilemma, når de deltager i den her type arrangementer i værtslande, som undertrykker menneskerettighederne, og når de netop ønsker – faktisk også for at kunne udøve deres sport og for at kunne se sig selv i øjnene – at Danmark klart markerer en holdning og siger: Det her er ikke i orden. Så det bliver faktisk fra spillernes side oplevet som en støtte til, at de kan udøve deres sport på det højeste niveau, at Danmark faktisk siger: Det her er ikke i orden, men vi deltager selvfølgelig.

Ordføreren.

Jeg tror, at hr. Uffe Elbæk har ret i, at det er der nogle der vil synes. Jeg tror til gengæld også, at der er nogle sportsudøvere, der vil finde det belastende, at de skulle have det oven i den forberedelse, de er i gang med. Jeg synes også, at det på en måde er uforskammet og unfair, når den danske presse går til sportsfolkene dér, hvor de er, og spørger: Synes I ikke også, at det er et ganske forfærdeligt land at være i? Jeg kan godt forstå, at man som sportsmand kan være irriteret over det og kan synes, at der bliver lagt noget på ens skuldre, som ikke er fair. Det giver jeg sådan set de folk ret i. Den anden situation kan jeg også sagtens forestille mig kunne være tilfældet.

Hr. Uffe Elbæk.

Jamen det er netop derfor, at det måske kunne være en klog beslutning, at man faktisk vil flytte det pres væk fra sportsudøverne, for de skal ikke konfronteres af alle mulige journalister, der beder dem om deres politiske holdning til værtslandet, men at det faktisk er noget, som vi som Folketing og regering tager på vores kappe. Det er vores opgave, hvis vi ønsker at lave en markering. Vi skal ikke pålægge vores sportsudøvere at tage stilling til det på det niveau. Det mener jeg heller ikke.

Ordføreren.

Men hvad er det så, hr. Uffe Elbæk vil? Altså, jeg har ikke forstået på den måde, at hr. Uffe Elbæk vil have en politisk indgriben i forhold til f.eks. at være med og deltage i lande, som i den grad krænker menneskerettighederne. Det har jeg ikke forstået. Altså, vi accepterer, at alle de mange lande i verden er forskellige og ser forskelligt på tingene, og glæder os så over, at man alligevel kan være sammen om idrætten. Så hvis man ikke ligefrem vil gå så langt, at man vil sige, at vi laver et politisk forbud mod, at danske hold spiller der og der, kan man egentlig ikke gøre andet end – og det er så det, jeg kalder skæg for sig og snot for sig – at sige: Lad så det arrangement være der, hvor man dyrker idræt sammen og har det fællesskab, og så tages alle de andre snakke, når man er i de politiske sammenhænge med diplomater, men også er sammen med politikere fra de enkelte lande.

Tak til ordføreren. Så er det fru Marlene Borst Hansen, Radikale Venstre, som ordfører.

Først og fremmest vil jeg gerne takke hr. Uffe Elbæk for at tage initiativ til den her forespørgselsdebat, for det er et vigtigt emne, og det er et emne fyldt med dilemmaer. For på den ene side tager alle politikere her i Folketinget og sådan set, tror jeg, også alle i den danske befolkning stærkt afstand fra lande, som systematisk krænker menneskerettighederne. På den anden side hylder vi idrætten som den samlende kraft og en måde at knytte mennesker sammen på tværs af grænser og kulturelle forskelle på. I det skisma står vi, når vi skal afgøre, hvor og hvordan vi skal stille os, når store, internationale idrætsbegivenheder finder sted i lande, som vi ved krænker menneskerettighederne i større eller mindre grad.

Det dilemma har vi stået i en del gange, bl.a. da forespørgeren selv var kulturminister, og det er en balancegang hver gang, og der findes ikke ét fast svar på, hvad vi skal gøre. Men fra radikal side lytter vi bl.a. meget til Institut for Menneskerettigheder, og de anbefaler, at vi som udgangspunkt ikke boykotter ved at undlade at stille med udøvere til idrætsbegivenheder, da det kulturelle møde, som en idrætskonkurrence er, er så vigtigt i forhold til at skabe mellemfolkelig forståelse. Skal danske politikere så boykotte sådanne begivenheder? Ja, det må afhænge af situationen. Men det må altid være målet, der er det vigtigste, og ofte vurderes det altså, at vi kommer længere ved at møde op, indlede en kritisk dialog med landets repræsentanter og eventuelt mødes med nogle af det pågældende lands kritikere eller kritiske organisationer, og det var nøjagtig det, som hr. Uffe Elbæk gjorde, da han var kulturminister og tog til Ukraine, da der var EM i fodbold her, og mødtes med aktivister og oppositionsgrupper. Som vi også siger i den vedtagelsestekst, som Radikale Venstre bakker op om, så er det de internationale idrætsorganisationer, som placerer værtskabet for de internationale idrætsbegivenheder, og vi forventer – vi forventer – at de danske idrætsorganisationer i regi af de internationale idrætsorganisationer, som de er en del af, tager afstand fra trusler mod idrættens integritet, bl.a. krænkelse af menneskerettigheder.

Så er det vist tak til ordføreren, der var ingen spørgsmål. Vi går videre til fru Annette Vilhelmsen, SF, som ordfører.

Også jeg vil meget gerne benytte muligheden for at sige tak til hr. Uffe Elbæk for at rejse den her ganske vigtige diskussion. Vi ved jo fra Beijing i 2008, Sochi i 2014 og senest VM i håndbold i Qatar, at der er nogle eksempler på, hvordan internationale sportsarrangementer er blevet udnyttet af magthaverne. De er afholdt med store konsekvenser for lokalbefolkningen, og den arbejdskraft, som ofte bliver importeret, arbejder under kummerlige forhold.

Grundlæggende mener vi i SF, at det er vigtigt, at vi respekterer idrætsorganisationernes autonomi, og vi skal ikke blande sport og politik. For en af idrættens styrker er jo lige præcis, at man på banen ikke skeler til hverken politiske, religiøse eller seksuelle overbevisninger, men alene fokuserer på sporten. Når man træder ind på banen, er alle lige. Samme regler gælder, lige meget om sportsudøveren kommer fra Kina, Danmark, Kenya eller Rusland. Men hvad så i de situationer, hvor magthaverne ikke respekterer den adskillelse, men i stedet udnytter idrætsevents til at befæste og demonstrere deres ikkedemokratiske styre? Kommer der ikke et tidspunkt, hvor modsætningen mellem dansk idræts stærke demokratiske værdier og de samfundsmæssige forhold i de lande, hvor der arrangeres prestigefulde globale events, på en eller anden måde bliver for store? Jo, det synes jeg faktisk, og det er jo også derfor, det er vigtigt, at vi tager diskussionen, og at vi tør at tage diskussionen her i dag.

Dansk idræt har en helt særlig styrke takket være det folkeoplysende udgangspunkt. Idrætten afspejler nogle af vores grundlæggende demokratiske værdier, nemlig respekt for den enkelte, fairplay, fællesskab og mellemfolkelig forståelse, og dansk idræt har en meget høj deltagelse. Der er rigtig mange, som arbejder frivilligt i idrætsforeningerne, og samtidig har man også der nogle stærke demokratiske ledelsestraditioner. Så jo, i Danmark har vi et særligt ansvar.

Men alle de her værdier, jeg lige har nævnt, står jo desværre i skærende kontrast til den internationale tendens til, at idrættens gennemslagskraft oftere og oftere misbruges til snævre magtpolitiske formål, enten indenrigs- eller udenrigspolitisk. Vi ser korruption og politisk misbrug. Vi ser også, hvordan den internationale kamp mod doping og matchfixing desværre ofte bliver halvhjertet. Vi oplever oftere og oftere, hvordan nyrige, autoritære stater med et tvivlsomt forhold til menneskerettigheder vælger massive økonomiske satsninger for at sikre sig globale events og også markere idrætspolitiske magtpositioner. Og desværre er der en modsvarende tendens til, at de demokratiske lande mister folkelig opbakning til at påtage sig de stigende udgifter til infrastrukturelle indgreb, som følger med de store events. Det er nogle rigtig store udfordringer, som den internationale idræt står over for.

Det er ikke Folketinget, der kan eller skal beslutte, hvilke nationer der må afholde og deltage i de forskellige sportsbegivenheder. De internationale idrætsorganisationer, som placerer værtskaberne for de internationale idrætsbegivenheder, er private interessefællesskaber, og derfor er det i sidste ende deres ledere, som skal stå til regnskab for deres beslutninger. Det bør være op til sportsorganisationerne selv at sørge for, at de lande, som er værter for arrangementerne, ikke bryder med menneskerettighederne i forbindelse med afviklingen, og det er også dem, der sørger for de retningslinjer, der håndterer situationer, hvor værtsnationen alligevel ikke overholder menneskerettighederne.

Men fra SF's side vil vi på den anden side gerne opfordre de danske idrætsorganisationer til at påtage sig et større internationalt medansvar og bidrage med den viden og den demokratiske debatkultur, som historisk har gjort Danmark til et foregangsland inden for idrætten; i hvert fald en klar opfordring til at byde sig til og sikre en større invitation, end der allerede sker i dag. Dansk idræt har generelt et godt ry som effektiv og korruptionsfri, samtidig med at vi har gode erfaringer fra samspillet mellem det offentlige og de frivillige organisationer, sådan som vi kender det i Danmark, og det kunne mange lære af.

Ministeren påpegede ganske rigtigt, at Danmark jo allerede er godt i gang, bl.a. i samarbejde med FN's Menneskerettighedsråd, ved kritik af immigrantarbejdernes manglende rettigheder i Qatar og ved kritik af bl.a. Ruslands lovgivning om homoseksuelle ved vinter-OL i Sochi sidste år. Her vil jeg bare stilfærdigt opfordre til, inden vi griber til boykot, uanset hvor fristet man kunne være af det: Involver nu de grupper, som vi ønsker at arbejde for; spørg de homoseksuelle, om det er i deres interesse, at man f.eks. boykotter, eller kan vi bruge idrætsbegivenheder til også at sætte fokus på deres særlige situation? Jeg er særlig glad for, som ministeren nævnte, at Danmark sammen med 18 andre EU-lande i 2013 underskrev den erklæring, som anerkender idrættens gode potentiale til bekæmpelse af diskrimination samt medvirken til mangfoldighed, tolerance, respekt og retfærdighed, og at der i den forbindelse også blev opfordret til overholdelse af menneskerettighederne for alle de stater, som deltager i store idrætsbegivenheder.

Til sidst vil jeg lige nævne UNESCO's vedtagelse af sportsministererklæringen samt udarbejdelsen af idrætscharter til bekæmpelse af korruption og fremme af social ansvarlighed og menneskerettigheder. Det synes vi i SF er nogle rigtig gode indsatsområder, som bør styrkes.

Så fra SF's side er vi glade for debatten i dag, og vi ser frem til processen, f.eks. også omkring vedtagelsen af de idrætspolitiske sigtelinjer. Det vil være oplagt, at vi også bruger den anledning til at opfordre idrættens organisationer til at udvikle en global strategi for at fremme f.eks. etik, demokrati og bæredygtighed, også i idrætten.

Vi kan tilslutte os det forslag til vedtagelse, som foreligger og er oplæst af hr. Flemming Møller Mortensen, og vi glæder os både til debatten i dag, men også til, at vi fremover har opmærksomheden her.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Uffe Elbæk.

Jeg vil bare kort sige, at jeg er glad for at høre SF's ambitionsniveau på området, og så alligevel dele en bekymring med ordføreren. For nogle gange, når vi har de her diskussioner, bliver det altså meget pæne formuleringer, og der står rigtig mange pæne tekstudkast i diverse rapporter og pressemeddelelser og regeringsudspil, og så ser vi alligevel, hvor svært det rent faktisk er at lægge det der nødvendige pres i forbindelse med større idrætsarrangementer. Jeg er i hvert fald nysgerrig efter at høre SF: Ud over den debat, vi har i dag, hvordan kan vi så set fra SF's side fortsætte med at diskutere de her ting, sådan at vi ikke bliver taget på det forkerte ben, næste gang vi står og skal sende vores gode idrætsfolk ud til internationale idrætsbegivenheder?

Ordføreren.

Ja, jeg har ikke det enkle svar på det, andet end jeg kan sige, at vi faktisk har flere interesser at varetage. En ting, som jeg sådan set er meget glad for at have lyttet til, skete ved Danmarks Idrætsforbunds årsmøde, hvor minister Marianne Jelved holdt en ganske klar tale også til det internationale forbund, fordi præsidenten for IOC var der og ikke kunne undgå at høre den ganske præcise tale, som jeg synes både rummede velvalgte ord og også var meget på sin plads.

Vi skal jo nu arbejde bl.a. med de idrætspolitiske sigtelinjer. Det er ikke sikkert, vi kan gøre det hele her, men vi kunne jo godt være mere ambitiøse og ikke kun tænke idrætspolitik i Danmark som noget, hvor vi fordeler midler til idrætsorganisationer, men hvor vi faktisk også holder hinanden fast på, at vi vil noget med vores idræt, altså at det her med demokrati, det med bæredygtighed, det med fairplay, det, at alle skal deltage, vil vi også se nogle tydelige tegn på faktisk sker. Og så synes jeg, vi skal passe meget på, at vi ikke tager vores idrætsudøvere som gidsler. De skal jo lige præcis gå ud og vise det, som vi ønsker at de skal, nemlig fairplay. De skal ikke stå i lufthavnen og være i tvivl om, hvad deres mission er. Og vi kan i hvert fald hjælpe hinanden med den opgave også.

Hr. Uffe Elbæk.

Jeg vil bare meget kort sige, at jeg er fuldstændig enig. Jeg har også været rigtig, rigtig glad for, at vores kulturminister har været så klar og præcis i sine udmeldinger på det her område. Jeg er også fuldstændig overbevist om, at der er nogle, der lytter til den her debat derude, ikke mindst vores idrætsorganisationer, og at det betyder noget, hvad vi politikere siger, hvad det er for nogle politiske meldinger, der kommer fra ordførerne og ikke mindst fra ministeren. Så det er også bare for at sige, at jeg tror, at den diskussion, vi har i dag, betyder noget, og at der bliver lyttet til den. Jeg håber selvfølgelig bare, at debatten også fortsætter, og at vi kan finde nogle rammer for at holde et mere kontinuerligt fokus på det her område.

Ordføreren.

Et konkret for mig eksempel er jo, at jeg sådan set er meget tilfreds med, at man nu vil se på de regler, der er for, hvor man f.eks. kan afholde OL. Og hvis det kan lade sig gøre at afholde OL mellem stater, mellem lande, og man f.eks. også i forbindelse med et OL kunne holde fast i, at det skal være et bæredygtigt OL, altså at det ikke bare handler om, hvor mange arbejdere man kan slide op, fjerne fra deres boområder, men faktisk, hvordan man kan skabe faciliteter, som også kan give den brede befolkning bedre idrætsoplevelser senere, og at det skal være idrætsanlæg, som ikke belaster miljø og klima, så synes jeg vi er kommet godt stykke. Men det er hele tiden en afvejning. Vi skal også passe godt på vores idrætsudøvere, men de skal heller ikke sendes i byen, bare fordi der er penge, som står og lokker dem. Det er noget af det, jeg synes bl.a. sker i forbindelse med ungdomsholdet, der tager til Qatar. Det er fristende, men man kunne også lige tænke sig om.

Hr. Søren Espersen.

Nu roser hr. Uffe Elbæk jo SF's ambitionsniveau, men jeg er nødt til at spørge om, hvad det så er, man kunne forestille sig at man ville. Altså, USA's regering, som jeg sagde, bad faktisk dengang ved OL i 1980 sportsudøvere om at blive hjemme. Det var dengang, USA holdt med Taleban, det holdt de så op med, men da bad de dem om at blive hjemme. Kunne man nogen sinde se for sig en lignende situation? Altså, kunne man se for sig en dansk regering eller et dansk Folketing bede danske sportsudøvere om at blive hjemme, hvis det nu var på stadioner, hvor der slet ikke var nogen som helst form for bæredygtighed og klimating, og hvad det ellers var, fru Annette Vilhelmsen nævnte?

Ordføreren.

Nu kan jeg godt se, at hr. Søren Espersen trækker lidt på smilebåndet over det, jeg nævnte med bæredygtighed osv., men jeg nævnte det som et eksempel. For mig er demokrati og menneskerettigheder selvfølgelig også ganske afgørende elementer. Vi skal bare forstå, at den dag, idrætsfolkene står i lufthavnen og taskerne er pakket, er det jo ikke der, de skal bringes i tvivl, om de skal tage af sted. Vi skal lægge et stort stykke politisk arbejde i de besluttende idrætsorganisationer, og der skal vi da selvfølgelig være vagthunde, fordi rigtig meget styres af penge, og det styres af de der kæmpe, kæmpe store events, som der skal ufattelig mange penge til; vi kan jo bare se, hvad det også koster at købe rettigheder, for at man overhovedet kan vise de her store events.

Så vores ambitionsniveau er, at der sættes ind længe før, sådan at man ikke skal boykotte det, når man skal af sted. Vi ved jo på lang sigt, hvilke arrangementer der bliver afholdt hvornår ude i verden, og det er der, vi skal lægge vores kræfter, og jeg mener, at vi skal gøre det i de internationale komiteer, i de bestyrelser, de råd, hvor vi overhovedet kan komme til det.

Men det er en knivskarp skelnen mellem, hvornår vi politisk blander os og går ind og f.eks. intervenerer, og hvornår vi bakker op om de internationale og også danske organisationer og deres integritet i forhold til det, vi jo gerne vil, nemlig det frie menneske, som dyrker den frie idræt.

Hr. Søren Espersen.

Det er ikke, fordi jeg vil sige noget morsomt om klima eller noget som helst andet, jeg er bare sådan generelt lattermild af natur. Men jeg vil bare sige: Nej, jeg synes ikke, der blev svaret ordentligt på det. Der blev sagt et eller andet, hvor ordet intervenere blev brugt, og at der kunne komme den situation. Jeg synes, fru Annette Vilhelmsen må svare på det.

Kunne man forestille sig, at der kom et direktiv fra regeringen eller Folketinget til nogle danske sportsudøvere i forhold til et eller andet stævne et eller andet sted, selv om det så var i god tid inden, altså, at der ville komme en intervention der og der blev sagt: I må blive hjemme. Kunne man forestille sig det, eller var det fuldstændig utænkeligt?

Ordføreren.

Jamen det kan jeg ikke forestille mig i forhold til de aftaler, vi har, og den adskillelse, vi har, mellem det politiske niveau og vores idrætsorganisationers niveau. Det kan jeg ikke forestille mig. Men jeg forbeholder mig ret til ud fra den politiske overbevisning, jeg har, at gøre det klart, hvad jeg synes der er uhensigtsmæssigt.

Nej, jeg synes ikke, at et ungdomshold, fordi de kan blive tilbudt det og der så er råd til det, kan tage ned og spille håndbold. Jeg synes, det uklogt. Jeg synes ikke, man skal tage derned og støtte det. Jeg synes ikke, ungdommen skal få det til at se ud, som om alting er godt i Qatar. Der forbeholder jeg min ret til at sige det. Men jeg vil ikke kunne komme til at stå her og nedlægge et forbud mod, at de eller andre tager af sted. Det mener jeg ikke er en politisk beslutning, vi skal tage her.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Jørgen Arbo-Bæhr, Enhedslisten.

Jeg synes jo, at det er en god og vigtig diskussion, som Uffe Elbæk har taget initiativ til. Jeg tror jo også, at tusinder af mennesker her i landet på det sidste har rystet på hovedet over de store internationale idrætsarrangementer.

Når jeg siger Qatar, tænker man på det nys overståede VM i herrehåndbold. Var der mange tilskuere til de danske kampe? Jeg tror faktisk, at kronprinsen følte sig mere eller mindre alene, da han sad med emiren i den tomme hal. Det var et hjemmehold med indkøbte spillere fra andre lande, som kom i finalen. Jeg synes, det var fuldstændig latterligt.

Men desværre viste man jo kun overfladen af et diktatur, som misbruger mere end en million migrantarbejdere, som ikke har menneskerettigheder og faglige rettigheder. Mange af migrantarbejderne får stort set ingen løn, og tusindvis af dem dør på deres arbejde. Det handler jo om et diktatur, som har købt sig til et utal af store idrætsbegivenheder som VM i håndbold, i svømning, atletik og fodbold og et pro tour-cykelløb, måske et Formel 1-løb. Det bliver styret af en emir, som er værre end de værste, når det handler om kvindeundertrykkelse, homofobi og menneskerettigheder – og det siger ikke så lidt endda.

Kan vi sidde og kigge på det? Nej, det kan vi vel ikke. Som det står i vores forslag til vedtagelse, forventer vi, at danske idrætsorganisationer i regi af de internationale idrætsorganisationer tager afstand fra truslen mod idrættens integritet, som det ses f.eks. ved korruption, magtmisbrug, overforbrug, doping, matchfixing og krænkelser af menneskerettigheder.

Det er jo klart, at et forslag til vedtagelse ikke rykker ved virkeligheden. Vi bliver nødt til at følge op med handlinger, som rykker dem, som overtræder reglerne. Vi har jo set, at vi ikke har været med til at indgive protester f.eks. gennem EU, gennem Europarådet og ILO vedrørende Qatars overtrædelser af menneskerettigheder og de faglige rettigheder. Men Qatar vil næppe rette ind, de reagerer stort set ikke.

I den forbindelse har vi som politikere fået en bemærkelsesværdig rapport fra Idrættens Analyseinstitut, Idan. Den hedder »Den globale idrætskrise er Danmarks store chance«. Det er jo en rapport om modsætningsforhold mellem idrættens værdier og de faktiske samfundsmæssige forhold i de lande, som i stigende grad dominerer den internationale idrætspolitiske dagsorden ved at arrangere de store og mest prestigefyldte globale events.

Idrættens muligheder for at fremme respekt for den enkelte, fairplay, fællesskab og mellemfolkelig forståelse undergraves. Idrættens fascination og gennemslagskraft misbruges til magtpolitiske formål i indenrigs- og udenrigspolitik. Det betyder jo, at idrætten mister sin troværdighed både for os, som nyder de store events, og for dem, som nyder at deltage i breddeidrætten. Der skal gøres noget.

Jeg giver jo Idan ret i, at vi bliver nødt til at lave en handlingsplan for Danmarks indsats i international idrætspolitik. Jeg har på den nylige kongres i DIF taget det op over for idrætslederne. De virker positive over for ideen. Som de siger: Vi vil godt følge med, hvis I som politikere går i spidsen.

Med det som udgangspunkt vil jeg spørge regeringen og idrættens minister, om de vil være med til at diskutere og vedtage en handlingsplan i forlængelse af Idans rapport. Handlingsplanen skal forsøge at skabe en langsigtet aftale om Danmarks deltagelse i international idræt, at styrke den danske indsats for demokrati i de internationale organisationer, profilere dansk idræts styrkesider internationalt og inspirere andre nationer til øget idrætsdeltagelse.

Med disse ord håber jeg, at ministeren vil stå i spidsen for en sådan handlingsplan.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Leif Mikkelsen, Liberal Alliance, som ordfører.

Det er jo rigtig godt at diskutere det her spørgsmål ud fra en meget åben forespørgsel, som hr. Uffe Elbæk har stillet, nemlig hvordan Danmark skal håndtere det, hvor man altså stiller spørgsmålet og ikke sådan forsøger sig med, hvad regeringen nu skal gøre osv. – altså stiller et åbent spørgsmål om hvordan, for det er faktisk ikke så ligetil endda.

Derfor vil jeg også gå så vidt som til at takke kulturministeren for besvarelsen af spørgsmålet, hvor ministeren, som jeg hørte det, holdt fast i, at det i høj grad er det demokrati, der er omkring foreningsarbejde, idræt osv., der skal arbejde med de spørgsmål, vi her diskuterer. Og det er måske også der, vandene skilles lidt i den her sal, nemlig om, hvor meget man politisk skal blande sig, og hvor meget man skal lægge op til dialog med idrættens ledere, og at det så er deres ansvar.

Jeg synes faktisk også, der er grund til at glæde sig i de her år. Jeg oplever, at en række organisationer er godt på vej til selv at rydde op. Hvis man bare tænker lidt tilbage på IOC under en tidligere, ret berømt leder, er der sådan set grund til at glæde sig over det, man fornemmer der egentlig er sket og er på vej i dag. De værste eksempler har faktisk affødt en selvransagelse i de her organisationer.

Hvad de enkelte idrætsudøvere angår, synes jeg også, vi kan glæde os, i hvert fald i dansk regi. Qatar er nævnt nogle gange. Vi oplevede et land, der købte et håndboldhold for at klare sig. Det er imod al etik og, så langt man kan forestille sig det, imod den opfattelse, vi har af et landshold. Vi kan glæde os over, at den række af danske sportsfolk, der blev spurgt, sagde nej en bloc. Det kunne tyde på, at vi har idrætsudøvere, også eliteidrætsudøvere, der har den der foreningstradition med sig og måske også en stolthed over at repræsentere deres land. Og måske kan de heller ikke tænke tanken til ende om at repræsentere noget andet. Det er der grund til at glæde sig over.

Efter min opfattelse er der egentlig et opbrud på vej i internationale organisationer, og så kan vi spørge os selv, hvad vi så kan gøre, hvordan vi kan skubbe på. Play the Game er allerede blevet nævnt, også af ministeren i dag, og det vil jeg også gerne gøre. Jeg var sådan set ret tæt på i den spæde start og havde måske også en finger med i spillet, og det var bestemt en ildeset størrelse, som ikke blev værdsat, som dårligt blev lyttet til, og som på det tidspunkt blev forment adgang en række steder på grund af sin kritik, især af IOC.

Det har udviklet sig til, at det faktisk er en anerkendt størrelse, også internationalt, der får adgang, der bliver inviteret til at synliggøre de værdier, vi har i dansk idræt, det foreningsdemokrati, vi har, og det, det bygger på: respekten for mennesker. De bliver faktisk inviteret til at synliggøre det i en række væsentlige forsamlinger, hvad der var uhørt, da det startede. Det var en særlig dansk start. Det startede i Danmark og byggede på den foreningstradition, vi har, fordi vi faktisk var nogle, der besluttede, at vi godt ville skyde nogle penge ind i det. Derfor vil jeg egentlig sige, at det skulle vi måske hellere tænke på i stedet for at tro, at vi kan lave handleplaner i et Folketing om, hvad idrætsorganisationer skal gøre. Og så skulle vi spekulere på, om det, der er skabt, måske skulle have mere støtte.

Vi ændrede lidt, og det blev bestemt til en forøgelse af støtten her i sidste omgang, men vi skal se på fordelingen af penge igen til hele det område. Og der vil jeg godt annoncere, at det måske var en overvejelse værd, at vi yderligere, måske endda i ikke uvæsentlig grad, styrker det initiativ, der ligger i Play the Game – sådan et element, som kan arbejde med i pressens organisationer, og som har fået en position, hvor man virkelig kan argumentere for de værdier, vi snakker om her. For det er blevet anerkendt overraskende hurtigt i forhold til den træghed, der ellers normalt har været i store internationale organisationer, og den modstand, der har været. For nogle af de ledere, som var valgt på en eller anden mærkelig, uransagelig måde, var demokrati ikke det, der stod først for. Og kritik var helt uhørt, det ville de heller ikke høre på. Det er ændret, og det er den vogn, vi skal skubbe på.

Jeg går ud fra, at de fleste idrætsordførere har fået det skrift fra Play the Game, hvor man peger på, hvad der er i opbrud internationalt, og hvordan der kan skubbes på den vogn nu. Og det er der, jeg faktisk tror at vi kan gøre den internationale idræt den allerstørste tjeneste, nemlig ved at lade den der selvforstærkende effekt kalde på, at etik og moral ikke bare er et personligt anliggende, men også et foreningsanliggende.

I sidste ende skal de der ledere altså stå til ansvar over for deres egne demokratier, deres egne organisationer, deres egne strukturer og ikke stå til ansvar over for en regering eller et folketingsudvalg, der kunne finde på at formulere en eller anden handleplan, som man så kunne løbe i byen med. Så har vi virkelig øvet vold mod idrætten, og det vil jeg gerne stærkt advare imod.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Brian Mikkelsen som ordfører for Det Konservative Folkeparti.

Var diktaturstaten Qatar værdig til at være vært for VM i håndbold? Var kineserne værdige til at være OL-værter? Var russerne værdige til at være værter for OL i Sotchi sidste år? Det har mange politikere jo diskuteret. Og der må jeg sige, at hykleriet ikke kender nogen grænser

Vi sender erhvervsdelegationer, vi bruger uanede mængder af ressourcer på at eksportere til Qatar og til Rusland, hvor der er en speciel politisk situation, men det var der ikke før februar sidste år, altså i forhold til Rusland og Sotchi. Det samme gælder kineserne, hvor vi snart sagt hver eneste uge sender den ene delegation efter den anden af sted for at promovere danske varer og dansk erhvervsliv i Kina.

Alligevel diskuterer vi, om vi skal sende håndboldherrerne af sted til Qatar for at deltage i håndbold-VM, om vi skal deltage i OL i Kina eller vinter-OL i Sotchi. Hør nu her: Det er jo ikke noget, vi politikere skal blande os i. Jo, hvis vi valgte at lave en boykot imod de pågældende, kunne vi blande os i det. Men hvis vi har den dobbeltmoralske holdning, at vi godt vil eksportere til dem og handle og diskutere med dem, så virker det noget hyklerisk og formynderisk, at vi så diskuterer, om der skal være en politisk stillingtagen til, om idrætten kan deltage i begivenheder i de lande.

Det er det samme, når vi taler menneskerettigheder og læser, at daglejere arbejder under umenneskelige forhold. Når man f.eks. opfører stadionanlæg til store idrætsbegivenheder, er det så noget, man skal blande sig i fra idrættens side? Næ, men det kan vi gøre fra politisk side, og igen er det jo hykleri af værste skuffe: Vi handler med de lande, hvor daglejerne har umenneskelige vilkår og laver store idrætsstadions osv. og måske desværre dør i hobetal. Vi handler med de lande, vi har politisk samkvem med de lande, og vi vil gøre alt for at få endnu bedre forhold til de lande.

Så hvor ligger ansvaret for at tage stilling? Det ligger jo hos os politikere og ikke hos idrætten, og der er det altid fristende for politikere at blande sig. I antikkens Grækenland var det sådan, at der altså var borgfred, mens der var idrætsbegivenheder. Under antikkens OL var der fuldstændig fred mellem de forskellige nationer i det græske samfund, og folk kunne bevæge sig sikkert omkring.

Men nu er politik altså kommet i vejen for sport, og det er et tveægget sværd, for den debat kan jo føre til nogle underlige forenklinger og forsimplinger, og at man sådan får pustet sig op og får sagt og gjort nogle ting, man ikke kan sætte ord og handling bag ved.

Der er det i hvert fald vores holdning fra Konservatives side, at man skal passe på med ikke at agere sådan moralsk stedfortræder, fordi man ikke tør tage de politiske konsekvenser i forhold til de lande, man har en holdning til. Det er altid let at have en moral på andres vegne, men ikke selv gøre noget ved det.

I Det Konservative Folkeparti er det vores krystalklare holdning – og det er ikke bare på grund af de skåltaler, som jeg også har hørt nu her – at politik ikke skal blandes ind i sport, og at der skal være en autonomi og selvstændighed for idrætten. Vi skal ikke gøre idrætten til gidsler for vores politiske holdning, så man må i det danske Folketing tage stilling til, hvad man mener om samkvem, handel og relationer til de pågældende lande.

Idræt er jo fællesskab, idræt er harmoni, idræt er opfordring til samkvem, idræt er en helt anden form for internationalt fællesskab, som vi andre kunne lære rigtig meget af. Og der skal ikke blandes politik ind i det.

Det er da klart, at man så i idrættens verden selv har en holdning, selv har et moralsk kodeks for menneskerettigheder, hvem man vil have en relation med, og hvordan man har den relation. Skal man tage den diskussion, når man er sammen med de pågældende mennesker i internationale fora – det kan være IOC, FIFA eller andre internationale specialforbund? Det må være en sag for idrætten selv, og det diskuterer man jo løbende og konstant i idrættens verden hver eneste dag både i internationale fora og i nationale fora.

Men det er altså ikke en sag at diskutere for danske politikere, det må idrætten selv om. Idræt skal ikke blandes sammen med politik, og politikere skal ikke bestemme over idrættens verden, hvor man må have lov til at have den autonomi og den uafhængighed, som gør, at vi politikere ikke skal blande os. Så vi holder stædigt fast i, at politik og sport ikke skal blandes sammen.

Der er en kort bemærkning fra hr. Uffe Elbæk.

Jeg må sige, jeg blev lidt forvirret over ordførerens indlæg. På den ene side er jeg faktisk meget enig med ordføreren for Det Konservative Folkeparti i, at der kan være en vis form for dobbeltmoral i den her diskussion, for på den ene side diskuterer vi, om vi kan tillade os at sende vores idrætsudøvere til Kina, samtidig med at vi på den anden side i den grad sender erhvervsdelegationer af sted.

Det, jeg bare ikke kunne forstå på ordføreren, var, om man så også – for ikke at være dobbeltmoralsk – burde diskutere, om det var rigtigt at handle med de pågældende lande. Det ligger uden for den diskussion, vi i øvrigt har her i salen, men nu bragte ordføreren det selv op.

Spørgsmålet til ordføreren, som jo også har været kulturminister og har stået i den diskussion, hvor man har skullet repræsentere Danmark i forbindelse med større internationale idrætsbegivenheder, er egentlig, om ikke ordføreren mener, at vi som politikere, når vi er der, skal give udtryk for vores holdning og måske endda også støtte op om den demokratiske opposition, der er i det pågældende land, og bruge anledningen til faktisk at være vidne til nogle af de ting, der foregår.

Ordføreren.

Jo, og det er jo derfor, det er så vigtigt, der er en sondring mellem, hvad jeg og andre politikere har af holdninger, hvad vores reaktionsmønster er, hvad vi pålægger idrætten, og hvad vi forventer af idrætten. Jeg har en holdning til nogle bestemte lande, og jeg har en holdning til menneskerettigheder, og den holdning forfægter jeg og forfølger jeg. Jeg tror på handel mellem nationer. Så er der nogle lande, som overtræder menneskerettigheder, og som jeg mener vi skal være hårdere og mere konsekvente over for, og jeg synes nærmest, det er pinligt at se, at vi ikke skrider over for dem. Det er jo så en storpolitisk diskussion.

Men jeg vil ikke pålægge idrættens verden noget i den henseende, når jeg ikke engang selv vil følge det, altså når det danske Folketing ikke vedtager det. Hvis det danske Folketing har vedtaget en handelsboykot eller man ikke vil have diplomatisk samkvem med x-land, var det naturligt, at jeg forventede, at idrætten fulgte op på det, for så var der sammenhæng i retorikken og i argumentationen. Men så lang tid vi ikke har vedtaget noget eller gjort noget, kan man ikke forvente noget af idrætten, så må der være en autonomi og en uafhængighed, hvor de træffer deres fuldstændig egne beslutninger, i forhold til hvem de vil samarbejde med, og hvor de vil deltage henne i forbindelse med de forskellige begivenheder.

Hr. Uffe Elbæk.

Jeg tror egentlig, at vi er enige, altså at vi skal respektere idrætsorganisationernes uafhængighed. Men det, vi bl.a. også diskuterer her, er, hvordan vi som det officielle Danmark forholder os. Når vi sender vores nationale hold til en international begivenhed – dermed mener jeg også, at vi som politikere og som det officielle Danmark skal bakke vores idrætsudøvere op – hvordan sikrer vi så, at vi ikke bliver brugt i en politisk sammenhæng, som vi ikke ønsker at blive brugt i. Det er jo det, vi diskuterer i dag.

Jeg er overhovedet ikke fortaler for, at vi skal boykotte nogen som helst. Jeg synes faktisk som ordføreren, at vi skal indgå i de relationer, men jeg mener samtidig, at vi skal give udtryk for vores holdninger på en kritisk og begavet måde, og det er jo det, som vi bl.a. diskuterer også i dag.

Ordføreren.

Jeg synes bare, det er vigtigt at holde skæg for sig og snot for sig i den henseende. Hvis vi træffer nogle politiske beslutninger i det danske Folketing eller regeringen har en holdning til et bestemt land eller en bestemt måde at have samkvem på, må man jo forfølge det fra regeringens eller Folketingets side. Idrætten kan have de relationer, de selv vil have, og så må vi jo agere som politikere. Jeg vil være meget forsigtig med at være moralsk dommer, i forhold til hvem idrætten samarbejder med, hvem de har relationer med, og hvad deres ageren er. Det er op til dem selv. Jeg ved, de konstant selv har en etisk-moralsk diskussion om de ting, og dem stoler jeg hundrede procent på, specielt fordi jeg ikke vil være dobbeltmoralsk i forhold til dem.

Tak til ordføreren. Så er det kulturministeren.

Jeg synes, det er rigtig, rigtig gode debatter, spørgsmål og svar og ordførertaler for den sags skyld også, der har været her omkring det her tema. Jeg vil godt lige klargøre nogle ting, for der ligger ligesom noget under noget af det, der er blevet sagt, ikke mindst fra min meget, meget gode kollega Brian Mikkelsen, som jeg vil slutte mit indlæg her med.

Men jeg vil starte med hr. Søren Espersen. Vi er jo enige om rigtig, rigtig mange ting. Hr. Søren Espersen stod her på talerstolen og sagde, at i sporten er det væsentligt, at alle møder alle. Det kunne være mine ord. Han sagde, at idrættens integritet skal bevares. Det er mine ord. Han sagde også: Lad aldrig sportsfolkene blive gidsler. Fuldstændig enig! Han sagde videre: Kronprinsen skal deltage for at støtte – det er godt, når han gør det – vores idrætsudøvere, og det er også godt, når den til enhver tid siddende kulturminister gør det. Fuldstændig enig! Det er derfor, jeg tager af sted, altså fordi det er vores idrætsudøvere, der skal bakkes op, bl.a. af regeringen.

Derfor er det lidt spidsfindigt, hvori forskellene egentlig består, når vi nu har to forslag til vedtagelser, som vi alle sammen for begges vedkommende måske i virkeligheden kunne have stemt for. Jeg rejser ikke den debat nu, det er bare for at sige, at de trods alt er meget tæt på hinanden.

Så vil jeg godt sige, at idrætsorganisationerne jo tager debatten. Der foregår rigtig meget diskussion i idrætsorganisationerne i de her år. DBU arbejder i FIFA meget målrettet på at prøve at skabe større klarhed, større åbenhed, større gennemsigtighed, for der er ting i forbindelse med en rapport, som FIFA ikke vil offentliggøre. Det er jo sådan nogle ting, der skaber en usikkerhed omkring, hvad der egentlig foregår i de organisationer, de internationale, ikke i vores egne, dem kender vi, fint nok, og der er åbenhed og gennemsigtighed hos dem.

IOC har taget de her spørgsmål op, og de har jo lavet et meget stort program, som også blev præsenteret på DIF's kongres af deres nye formand, og det har de jo gjort for at få introduceret ønsket om good governance. Når jeg nævner DBU og IOC i den her sammenhæng, er det for at understrege og demonstrere, om jeg så må sige, eller beskrive, at idrætsorganisationer jo også er klar over, at der er ting, der kunne være bedre, og som måske er en risiko for den integritet, som vi alle sammen er enige om idrætten har og skal blive ved med at have.

IOC er endda gået det skridt videre, at de har sagt, at det kan være et problem, at det er så dyrt at afholde de olympiske lege, så vi må prøve at finde nogle løsninger, der kan sprede udgifterne over nogle flere lande. Jeg synes, det er en fremragende idé, og man kunne forestille sig, at Hamborg skulle være hovedsæde for de olympiske lege, Danmark kunne være med, vi kunne tage sejlsport, håndbold og cykelsport eller noget andet, og Sverige kunne måske også være med, så vi deltes om det, så det blev mere overkommeligt for landene at varetage denne opgave.

Så vil jeg godt understrege, at politikerne har nogle relevante fora at drøfte en lang række forhold i, og der sidder faktisk ministre, som har ansvar for sport i EU, som samarbejder for at drøfte, hvad der i givet fald kan bidrages med for at løfte nogle af de opgaver, der er der, og som trænger sig på. Matchfixing, doping osv. er jo fælles grænseoverskridende problemstillinger, som vi samarbejder om, og der er det jo vigtigt, at myndigheder, som regeringen jo har et ansvar for, også deltager. Derfor kan man ikke bare sige, at politikerne skal holde sig væk fra alting, for der er faktisk nogle relevante områder, hvor det er vigtigt, at vi drøfter det, og hvor vi også er med til at sætte en dagsorden til eftertanke.

Det er også vigtigt, at idrætsorganisationerne, som har deres organisationer at varetage ansvaret for, er med til at træffe beslutninger om bl.a. værtslande. Det er deres opgave, og ingen anfægter, at det er deres ansvar og deres opgave. Idrætsudøverne gør deres, nemlig prøver at blive de bedste i verden, og de løfter det, de har sat så kraftigt ind på med deres træning og samarbejde i øvrigt.

Så vil jeg godt svare hr. Jørgen Arbo-Bæhr, som spørger til regeringens holdning til Idrættens Analyseinstituts og Play the Games seneste udspil, som jo også er kommet til kulturordførerne. Jeg synes, det er et punkt, vi skulle tage op her i foråret, i forbindelse med at vi skal snakke om udmøntning af idrættens sigtepunkter, som er en del af vores stemmeaftale omkring idrætten, der kan vi tage den type temaer op og blive enige om, hvordan vi forholder os til det.

Så vil jeg godt sige til hr. Leif Mikkelsen, at jeg synes, det var en rigtig god betragtning, som hr. Leif Mikkelsen kom med, med at idrætsorganisationerne også har taget en eller anden form for selvransagelse med sig. Jeg forstår godt holdningen til det, der blev sagt, og jeg vil godt kvittere for det, der blev sagt, Play the Games rolle, for Play the Game spiller faktisk en helt central rolle i det internationale samfund vedrørende de her spørgsmål, og det, der er interessant, er, at det er en dansk institution, og det var oprindelig meningen, som jeg har fået det fortalt, at Play the Game skulle brede sig til andre lande, så det blev et fællesskab af lande, som havde del i Play the Game og de opgaver, som Play the Game har taget på sig, og som er bestemt, da vi vedtog det her i Folketinget. Men der er bare ikke kommet flere til. Men det interessante er, at rigtig mange sætter pris på Play the Games måde at sætte fingeren på de ømme punkter på og prøve at få os alle sammen til at forholde os til, hvad der foregår eller ikke foregår, eller hvad man tror der foregår.

Så endelig til hr. Brian Mikkelsen, som tager et tema frem, som jeg godt nok er stødt på ret ofte inden for den senere tid, når jeg drøfter det her med idrætsorganisationerne. Det virker, som om idrætsorganisationerne mener, at når Danmark som land med en regering kan anbefale, at erhvervslivet nedsætter sig i Kina, eller hvor de nu nedsætter sig, og de investerer i Qatar, fordi det er et godt investeringssted – det er i hvert fald det eksempel, jeg har fået flere gange – så er det dobbeltmoralsk, når der så sættes spørgsmålstegn ved, om idrætten skal deltage, når værtslandet er Qatar. Der vil jeg godt understrege, at det skal idrætten deltage i, hvis Qatar er blevet udnævnt til værtsland af organisationerne. Det er der ingen tvivl om, det er ikke det, vi anfægter. Det, vi diskuterer med bl.a. idrættens organisationer, er jo, hvordan vi kan fremme mulighederne for, at der bliver mere åbenhed i de beslutninger, som træffes af de internationale organisationer.

Jeg vil godt sige, at virksomheders formål er at tjene penge – også dyb respekt for det, og det skal vi støtte dem i og fremme alt, hvad vi kan og på alle de måder, vi kan, som regering, som Folketing og som land. Idrættens formål er ikke at skulle tjene penge, men at bevare idrættens integritet som den ideelle organisation, som den er. Der er meget stor forskel på at være en virksomhed og en ideel organisation, som idrætten er, for hvis ikke idrætten er i stand til samlet og globalt at fastholde den integritet og troværdighed, der er omkring dem, mister vi noget, som er meget, meget værdifuldt, og der skal ikke meget til, før det kan gå galt. Derfor er det jo, at DBU har taget fat i FIFA, og derfor er det, at IOC med en ny formand har taget fat på good governance og på at prøve at lette det økonomiske pres, når man skal etablere de olympiske lege.

Derfor er det jo ikke et modsætningsforhold, og derfor synes jeg ikke, man skal skabe unødvendige, fortænkte modsætningsforhold, men prøve at høre efter, hvad det er, de forskellige aktører siger, og hvad begrundelsen for deres meninger er.

Så tak for, at der er så bred opbakning til, at vi løser de opgaver i de fora, som vi hver især har som politikere henholdsvis idrætsorganisationer og idrætsudøvere. Vi kan kun hjælpe hinanden og få det bedste ud af det. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning fra hr. Leif Mikkelsen.

Tak for det. Jeg kan bekræfte kulturministerens fortælling om, hvad der egentlig var ideen med Play the Game, nemlig troen på, at det måske kunne få fodfæste forskellige steder, hvor man kunne danne sit eget. Det er et dansk initiativ, og det er det blevet ved med at være. Det er derfor, jeg sådan set er glædeligt overrasket over, at det har fået den tyngde og position, det har, og at det har aftvunget den respekt, det har. Det var derfor, jeg understregede, hvilke fora man bliver inviteret til nu for at fortælle om det her.

Det startede som sådan en meget stærkt kritisk stemme om det, der foregik, og nu er det ligesom mere blevet en bærer af danske værdier, som man lytter til. De internationale organisationer, der i hvert fald slog syv kors for sig, da vi startede det her, inviterer nu indenfor. Derfor er det en anden situation, hvad også den her diskussion har klarlagt for mig, og det var derfor, jeg spurgte lidt ind til, om tiden måske er kommet til, at vi vurderer, om vi kan give det initiativ en stærkere position, en bedre støtte, når vi får anledning til det, for jeg tror faktisk, at det er det værd. Det kunne måske være en opfordring til, at også idrættens organisationer er med til at støtte det, som er til deres gavn, yderligere. Men altså vi kan bruge et fælles løft på det område, fordi det er en særlig dansk kanal til at bidrage med de her værdier, og der er faktisk dygtige folk, der gør det rigtig godt, og som har foreningslivets sjæl inde på kroppen. Det ser jeg som en anden mulighed end at tro på, at det kunne være politiske initiativer osv. Her har idrætten faktisk sit eget initiativ, som er stærkt og godt.

Ministeren.

Jeg vil meget gerne bekræfte beskrivelsen af Play the Games status i det internationale idrætsregi, kan man kalde det. Da jeg var i Schweiz i september måned sidste år for at underskrive konventionen om bekæmpelse af matchfixing, havde Jens Sejer Andersen fået et punkt på dagsordenen, hvor han gav et fremragende indlæg om de risici, der var rundtomkring, og om, hvordan det gik med korruptionsafdækning osv. rundtomkring. Det var på opfordring af Europarådet, han skulle tale der. Så det kan godt være, at Play the Game vækker irritation nogle steder, men de vækker altså også anerkendelse.

Hr. Leif Mikkelsen.

Ja, netop, og det er måske også derfor, vi skal være opmærksomme på, at når det overhovedet vækker genklang, er det, fordi der er opbrud i det her, og der er større opmærksomhed på, at der er nogle andre værdier end dem, der har været, og som var gennemsyret af korruption. Det har været rigtig skidt i en del internationale organisationer. Men der er opbrud, og det er det, vi skal understøtte; det er den vind, der blæser, og måske kan Play the Game være bærere af den. Og jeg synes, at alle skulle læse det der skriv, de har lavet om, hvorfor det er, at man måske nu skal slå til med danske værdier i den sammenhæng.

Så jeg tror bare, vi skal skærpe opmærksomheden på, at vi har et værktøj, som kan blive virkelig nyttigt i forbindelse med de her værdier, vi så ofte taler om: demokrati og almindelig ordentlig opførsel, og hvad vi nu ellers kunne sige. Så jeg synes, vi har en vej.

Kulturministeren.

Ja, det er jeg også enig i, og derfor vil jeg sige, at vi mødes om ikke så lang tid for at drøfte idrættens sigtepunkter. Og der er det jo helt relevant at tage det tema op.

Tak til kulturministeren. Så er det hr. Uffe Elbæk.

Jeg vil bare for god ordens skyld sige tak for debatten, så vi kan komme hjem, og så ellers sige, at noget af det, jeg er rigtig glad for, er, at vi tager den her samtale, tager den her debat i en situation, hvor fronterne ikke er, hvad skal man sige, trukket op, og der er konflikt i det. Hver eneste gang, vi kommer tæt på en stor international begivenhed, bliver fronterne sådan trukket op enten af regeringen eller af oppositionen. I den her situation havde vi en chance for faktisk at prøve at lytte til hinanden og måske finde hinanden.

Jeg er så gammel i gårde efterhånden, at jeg ved, at sandheden ikke ligger hos mig eller hos hr. Søren Espersen, som jeg kigger ned på, men den ligger nok et eller andet sted imellem os. Det er derfor, jeg synes, at debatten her er så vigtig, sådan at vi som politikere, som Folketing kan være mere forberedte, næste gang vi måske står i en mere ophedet debat og skal sende vores gode idrætsfolk ud i verden for at repræsentere Danmark. Så tak for debatten.

Tak til hr. Uffe Elbæk.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted tirsdag den 17. marts 2015.