Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri 2014-15 (1. samling)
B 68
Offentligt
1512246_0001.png
Folketingets Udvalg for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri
København, 25. marts 2015
Sagsnr.: 29690
Dok.nr.: 790672
Fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1 (FLF B68) stillet den 27. februar efter
ønske fra Pia Adelsteen (DF)
Spørgsmål nr. 1:
”Stoler ministeren ikke på EU’s fødevareagentur EFSA, siden ministeren anbefaler et lavere niveau
af bisfenol A end EFSA, og kan ministeren forklare, hvordan DTU’s undersøgelse adskiller sig fra
EFSA’s, og hvorfor DTU’s undersøgelse er mest korrekt?”
Svar:
DTU Fødevareinstituttet og den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, er kommet frem til
hvert deres niveau af bisphenol A, som de anser for tolerabelt for forbrugeren. De har baseret
deres forslag til et tolerabelt dagligt indtag (TDI) på de samme studier, bl.a. et studie, som peger
på en øget risiko for udvikling af brystkræft senere i livet. DTU kommer frem til, at denne risiko
opstår ved en lavere dosis af bisphenol A end EFSA. Derudover finder DTU, at EFSA ikke tager
tilstrækkeligt højde for usikkerheder i fastsættelsen af deres TDI.
Videnskabelige undersøgelser kan tolkes forskelligt, og det er før set, at forskere kommer frem til
forskellige konklusioner i deres risikovurderinger. Jeg kan ikke vurdere, om EFSA’s eller DTU’s
vurdering er mest korrekt, men blot understrege, at hensynet til forbrugerens sikkerhed og
sundhed vejer tungest, og at usikkerheden skal komme forbrugerne til gode.
Det er afgørende, at vi hurtigst muligt får sænket danskernes indtag af bisphenol A.
Fødevareministeriet vil derfor indlede en dialog med branchen om en udfasning af bisphenol A i
fødevarekontaktmaterialer, hvor der er sikre alternativer tilgængelige, og samtidig arbejde for en
mere restriktiv EU-regulering af stoffet i fødevarekontaktmaterialer.
Dan Jørgensen
/Louise Juul
Ministeriet for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri
Slotsholmsgade 12
DK-1216 København K
Tel +45 33 92 33 01
Fax +45 33 14 50 42
[email protected]
www.fvm.dk