Grønlandsudvalget 2014-15 (1. samling)
GRU Alm.del
Offentligt
1486565_0001.png
14. januar 2015
Besvarelse af GRU alm. del
spørgsmål nr. 36 af 19. december
2014 til udenrigsministeren efter
ønske fra Finn Sørensen.
UDENRIGSMINISTERIET
Spørgsmål nr. 36:
Af bilag til pkt. 2 E fra møde i det Dansk-Amerikanske Grønlandsudvalg 5. november 1985
findes der en fælles definition af, hvad en dansk virksomhed er. Hovedkontoret skal være
placeret i Danmark, og ejerskab og effektiv kontrol skal i det væsentlige bero hos danske
statsborgere (jf. side 6 i Kammeradvokatens udtalelse, omdelt under svar på GRU alm. del -
spm. 29). Mener ministeren at Exelis Services A/S lever op til denne definition?
Svar:
Som det fremgår af Kammeradvokatens udtalelse af 8. november 2013, har Danmark,
Grønland og USA løbende drøftet og drøfter fortsat den amerikanske tilstedeværelse på
Thulebasen, herunder servicekontrakten og kravene til en serviceudbyder. Som det ligeledes
fremgår af udtalelsen, har Danmark, Grønland og USA løbende tilpasset kriterierne for,
hvordan en virksomhed defineres som dansk/grønlandsk, bl.a. i 1985.
Den seneste tilpasning skete med brevvekslingen mellem Udenrigsministeriet og den
amerikanske ambassade i december 2013 (vedlagt som bilag til besvarelsen af GRU spørgsmål
25). Det er de i forbindelse med denne tilpasning udarbejdede kriterier, der er blevet anvendt af
USA i forbindelse med den igangværende udbudsrunde.
Som nævnt i besvarelsen af GRU spørgsmål 10 har en række af de i udbuddet involverede
virksomheder efterfølgende gjort indsigelser over afgørelsen til de amerikanske myndigheder,
der aktuelt behandler sagen.