Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri 2014-15 (1. samling)
FLF Alm.del
Offentligt
1526674_0001.png
Folketingets Udvalg for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri
København, 6. maj 2015
Sagsnr.: 30160
Dok.nr.: 807399
Fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 259 (FLF alm. del) stillet den 13. april
efter ønske fra Erling Bonnesen (V)
Spørgsmål nr. 259:
”Med henvisning til artikel ”Sort på hvidt: Danske landmænds konkurrenceevne forringet” fra den
10. april 2015 i Landbrugsavisens netudgave bedes ministeren kommentere artiklen og redegøre
for, hvilke nye initiativer ministeren vil tage til forbedring af konkurrenceevnen for konventionelt
landbrug i Danmark”.
Svar:
Danske landmænds konkurrenceevne er sammensat af mange faktorer, hvor bl.a. klima,
jordbonitet, afsætningsmuligheder- og priser, finansieringsvilkår, valutakurser og støttemuligheder
blot er nogle af de elementer, der indgår i konkurrencevilkårene. Som det fremgår af artiklen ”Sort
på hvidt: Danske landmænds konkurrenceevne forringes” er konkurrenceevnen i dansk landbrug
faldet fra 2013 til 2014, og faldet relativt mere end i andre udvalgte EU-lande. Dette skyldes, at
priserne på dansk landbrugs salgsprodukter er faldet, i kombination med at udgifterne til forbrug
og investeringer er på samme niveau som i 2013. Faldet i afregningspriser fra 2013 til 2014
gælder i øvrigt alle de lande, der indgår i opgørelsen, dog med forskelle i niveau, hvilket bl.a.
skyldes variationer i de produkter, de forskellige lande producerer. Der er i Danmark en relativt
stor svineproduktion, hvorfor et fald i prisen på svinekød især rammer dansk landbrug, og pris-
udviklingen på svinekød og mælk er aktuelt påvirket negativt af Ruslands fødevareembargo samt
et fald i den kinesiske efterspørgsel. Ligeledes trækker et stort fald i prisen på pelsskind ned i den
samlede vurdering af prisudviklingen for dansk landbrug.
Regeringen ser med stor alvor på den nuværende situation, hvor dansk landbrug udover lave
afregningspriser er tynget af høj gæld. Derfor har regeringen igangsat en lang række initiativer,
der både på kort- og lang sigt understøtter mulighederne for investering, afsætning og udvikling af
det danske landbrugs- og fødevareerhverv. Det er tiltag, der virker nu, og som også vil virke i de
kommende år.
Ministeriet for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri
Slotsholmsgade 12
DK-1216 København K
Tel +45 33 92 33 01
Fax +45 33 14 50 42
[email protected]
www.fvm.dk
FLF, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 259: Spm. om, hvilke nye initiativer ministeren vil tage til forbedring af konkurrenceevnen for konventionelt landbrug i Danmark, til fødevareministeren
Det gælder eksempelvis nye finansieringsmuligheder i Landbrugets Finansieringsbank og
Vækstfonden, ligesom der er gennemført en ændring af landbrugsloven, så det er blevet lettere at
tiltrække eksterne investeringer til erhvervet. Derudover er der afsat store millionbeløb til tilskud
til modernisering af stalde og miljøteknologi, omregningsfaktoren for dyreenheder er blevet
opdateret, så der kan produceres op til 1,5 mio. flere slagtesvin om året, randzoneloven er blevet
forenklet, og randzonearealet er halveret til 25.000 ha. Hertil kommer regeringens igangværende
arbejde med ny, målrettet miljøregulering af landbruget, hvor de første elementer forventes
indfaset fra 2016 samt regeringens særlige eksportstrategi for fødevareklyngen, der har fokus på
at sikre adgang til nye, attraktive vækstmarkeder. Derudover har regeringen via hårdt arbejde i
Bruxelles sikret midlertidig EU-støtte til privat oplagring af svinekød og tilvejebragt en
afbetalingsordning for danske mælkeproducenter, der skal betale strafafgift til EU for at have
produceret ud over mælkekvoten i det sidste kvoteår.
Senest har regeringen taget initiativ til at oprette fonden Dansk LandbrugsKapital, der skal bidrage
til at udvide investeringsomfanget i danske landbrugsvirksomheder, ligesom regeringen også har
taget initiativ til at styrke de vækst- og etableringslån, der allerede udbydes via Vækstfonden.
Dansk landbrug konkurrerer på fødevaresikkerhed, kvalitet, sundhed, innovation, bæredygtighed
og dyrevelfærd. Det skal vi blive ved med, og derfor vil regeringen fortsat have fokus på at sikre
gode rammevilkår, så landbruget og dets følgeerhverv er konkurrencedygtige.
Dan Jørgensen
/ Jakob Jensen
2