Beskæftigelsesudvalget 2014-15 (1. samling)
BEU Alm.del
Offentligt
1501476_0001.png
Ledelse og Økonomi
23. februar 2015
MTR
J.nr. 2015-0016-07804
Bidrag til besvarelse af BEU alm. del spørgsmål 132
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har anmodet Ankestyrelsen om svar på
spørgsmål 132, stillet efter ønske fra Finn Sørensen (EL) på vegne af Folketingets
Beskæftigelsesudvalg.
Spørgsmål 132
I forlængelse af ministerens svar på spørgsmål S 662 stillet i henhold til Folketingets
Forretningsordens § 20 vedrørende Ankestyrelsens principafgørelse
49-14 bedes ministeren indhente en redegørelse fra Ankestyrelsen om sagen
og oversende den til udvalget. Redegørelsen bør oplyse om omfanget af forkerte
afgørelser i antal kommuner, i hvilket omfang kommunerne har efterbetalt
til borgere i tilfælde, hvor der har været tale om ulovlige afgørelser, samt
hvad Ankestyrelsen i øvrigt har foretaget sig for at indskærpe overholdelse af
loven.
Ankestyrelsen oplyser
Ankestyrelsen kan oplyse, at styrelsen ikke har oplysninger om omfanget af afgørelser i
kommunerne, som er truffet i strid med reglerne om gensidig forsørgelsespligt i aktivloven.
Ankestyrelsen har heller ingen oplysninger om, i hvilket omfang kommunerne har efterbetalt
beløb til borgere i tilfælde, hvor der har været tale om ulovlige afgørelser.
Vedrørende spørgsmålet om opfyldelsen af Ankestyrelsens vejledningspligt, har Ankestyrelsen
den 4. august 2014 truffet en principiel afgørelse 49-14 om gensidig forsørgelsespligt.
Afgørelsen vedrørte to konkrete afgørelser, som er sendt til de pågældende kommuner,
hvorfra sagerne var indgivet.
Afgørelserne er offentliggjort i anonymiseret form på Ankestyrelsens hjemmeside som en del
af principafgørelse 49-14. Endvidere har Ankestyrelsen fremhævet principafgørelsen i et
nyhedsbrev for at øge opmærksomheden på de nye regler i aktivloven om gensidig
forsørgelsespligt.
De konkrete afgørelser er endvidere beskrevet i en artikel i Nyt fra Ankestyrelsen den 6.
november 2014 under overskriften ”De første principielle afgørelser efter
kontanthjælpsreformen”.
Ankestyrelsen har herudover besvaret en række telefoniske og skriftlige spørgsmål fra
kommunerne om gensidig forsørgelsespligt, dels i Ankestyrelsens juridiske hotline, dels i
styrelsens juridiske telefonvagt.
1