REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 306: Samlenotat om Europa-Parlamentets og Rådets forslag til direktiv om pakkerejser og formidlede rejsearrangementer samt om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og direktiv 2011/83/EU og om ophævelse af Rådets direktiv 90/314/EØF, der forventes behandlet på rådsmødet (konkurrenceevne) den 28.

Retsudvalget 2014-15 (1. samling)
REU Alm.del Bilag 306
Offentligt

Civilafdelingen

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

Formueretskontoret

Liv Ann Uggerhøj

2013-709-0181

1599197

Samlenotat vedrørende en sag inden for

ansvarsområde,

der

forventes

behandlet

(konkurrenceevne) den 28.-29. maj 2015.

Justitsministeriets

på

rådsmødet

Vedrørende: Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om

pakkerejser og formidlede rejsearrangementer samt om ændring af

forordning (EF) nr. 2006/2004 og direktiv 2011/83/EU og om

ophævelse af Rådets direktiv 90/314/EØF

Revideret udgave af kommenteret dagsorden forud for rådsmødet

(konkurrenceevne) den. 4.-5. december 2014. Ændringer er markeret med

kursiv.

Sagen er ikke omfattet af retsforbeholdet.

KOM(2013) 512 endelig.

Resumé

Sagen er ikke omfattet af retsforbeholdet. Forslaget forventes sat på

dagsordenen for rådsmødet (konkurrenceevne) den 28.-29. maj 2015 med

henblik på politisk enighed. Med forslaget til et nyt pakkerejsedirektiv

lægges der op til at modernisere EU-reglerne om pakkerejser i lyset af den

udvikling på rejsemarkedet, som er sket siden 1990, hvor det gældende

pakkerejsedirektiv blev vedtaget. Direktivforslaget indebærer bl.a., at den

gældende

pakkerejsedefinition

udvides,

således

flere

rejsearrangementer omfattes af den beskyttelse af den rejsende, som

gælder ved pakkerejser. Der indføres endvidere en ny kategori af

rejsearrangementer, såkaldt ”formidlede rejsearrangementer”, hvor

beskyttelsen af den rejsende dog vil være mindre omfattende end den, der

gælder ved pakkerejser. Der lægges desuden op til, at det fremover alene

er rejsearrangøren (og ikke tillige formidleren) af en pakkerejse, som kan

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

Telefon 7226 8400

Telefax 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 306: Samlenotat om Europa-Parlamentets og Rådets forslag til direktiv om pakkerejser og formidlede rejsearrangementer samt om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og direktiv 2011/83/EU og om ophævelse af Rådets direktiv 90/314/EØF, der forventes behandlet på rådsmødet (konkurrenceevne) den 28. – 29. maj 2015, fra justitsministeren

pålægges ansvar for levering af pakkerejsen. Medlemsstaternes kan dog

fastsætte, at formidleren også kan pålægges ansvar for levering af

pakkerejsen. Det er regeringens vurdering, at forslaget er i

overensstemmelse med nærhedsprincippet. Forslaget vurderes at have

lovgivningsmæssige konsekvenser. Fra dansk side er man positivt indstillet

over for forslaget.

Baggrund

I Rådets direktiv af 13. juni 1990 om pakkerejser, herunder pakkeferier og

pakketure (90/314/EØF) (pakkerejsedirektivet) er der fastsat en række

rettigheder for europæiske rejsende (forbrugere) i forbindelse med køb af

pakkerejser med f.eks. fly, hotel og billeje.

Siden 1990 er der efter Europa Kommissionens opfattelse sket en

fundamental ændring af rejsemarkedet. Navnlig bruger flere især

internettet til at sammensætte individuelle rejsearrangementer frem for at

vælge en færdigarrangeret pakkerejse i en brochure.

De nuværende regler er efter Kommissionens opfattelse vanskelige at

anvende i forhold til mere moderne måder at kombinere rejseydelser på, og

dette skaber usikkerhed dels hos køberne om, hvorvidt de er omfattet af

beskyttelsen, dels hos udbyderne i forhold til, hvilke forpligtelser de har.

Kommissionen har på denne baggrund fundet, at pakkerejsedirektivet bør

moderniseres med henblik på at tilpasse direktivet til udviklingen inden for

rejsemarkedet.

Kommissionens forslag til direktiv bygger på en høring af bl.a. branche-

og forbrugerorganisationerne.

I forbindelse med en offentlig høring i oktober 2009, der bestod af fem

onlinespørgeskemaer rettet mod forbrugere, forbrugerorganisationer,

virksomheder, erhvervssammenslutninger og medlemsstaterne/offentlige

myndigheder, støttede 89 % af de offentlige myndigheder, 70 % af

virksomhedssammenslutningerne, 64 % af virksomhederne og 96 % af

forbrugerorganisationerne således en revision af direktivet.

På rådsmødet (konkurrenceevne) den 4. december 2014 blev der opnået

enighed i Rådet om en generel indstilling til forslaget.

I forlængelse heraf indledte det lettiske formandskab i januar 2015

trilogforhandlinger med Kommissionen og Europa-Parlamentet.

Den 5. maj 2015 nåede formandskabet til enighed med Europa-

Parlamentet om indholdet af en aftale vedrørende forslaget.

Det lettiske formandskab har oplyst, at der udestår én teknisk forhandling

med Europa-Parlamentet, som er planlagt til at finde sted den 18. maj

2015.

Det lettiske formandskab forventes at sætte direktivforslaget på

dagsordenen for rådsmødet (konkurrenceevne) den 28.-29. maj 2015 med

henblik på politisk enighed.

Indhold

I den følgende gennemgang af direktivforslaget er den aftale (herefter

kompromisforslaget), som det lettiske formandskab er nået til enighed med

Europa-parlamentet om, indarbejdet, hvor det er relevant.

Det bemærkes, at der generelt i kompromisforslaget er foretaget en række

sproglige og tekniske justeringer af de enkelte bestemmelser med henblik

på at klargøre og præcisere direktivet.

2.1 Generelt

Der lægges med forslaget til direktiv navnlig op til at tydeliggøre og

modernisere anvendelsesområdet for beskyttelsen af rejsende, der køber

kombinationer af rejseydelser til samme rejse/ferie, herunder at gøre

forpligtelserne efter direktivet teknologineutrale.

Det følger af forslaget, at formålet er at søge at mindske de retlige

forskelle og styrke den gensidige anerkendelse af beskyttelsen i tilfælde af

konkurs eller insolvens med henblik på at minimere hindringerne for

handel på tværs af grænserne og mindske omkostningerne for

erhvervsdrivende, der ønsker at sælge rejseydelser på tværs af grænserne,

samt sikre lige vilkår for alle på rejsemarkedet.

Med forslaget bevares den overordnede opbygning af det gældende

direktiv, mens anvendelsesområdet for beskyttelsen af de rejsende

præciseres og udvides på visse punkter.

Det præciseres således, at kombinationer af flere rejseydelser fra

en enkelt

erhvervsdrivende

er omfattet af pakkerejsebegrebet, også selvom den

rejsende selv medvirker til at sammesætte rejsen, f.eks. via internettet.

Endvidere udvides direktivets anvendelsesområde med henblik på under

visse omstændigheder at medtage

pakkerejser fra flere erhvervsdrivende,

dvs. kombinationer af rejseydelser, der købes hos forskellige

erhvervsdrivende. Disse rejsearrangementer bliver således også omfattet af

den beskyttelse af den rejsende, som gælder ved pakkerejser, herunder

fuldt ansvar for levering af kontraktmæssig ydelse og pligt til at yde

beskyttelse i tilfælde af konkurs eller insolvens.

Desuden udvides direktivets anvendelsesområde med henblik på at

medtage

formidlede rejsearrangementer fra flere erhvervsdrivende.

Med

”formidlede rejsearrangementer” omfattes kombinationer af rejseydelser,

der ikke har de typiske træk for pakkerejser, men som vedrører samme

rejse eller ferie.

For sådanne rejsearrangementer fastsættes der en mindre omfattende

beskyttelse af den rejsende bestående af en beskyttelse i tilfælde af

rejsearrangørens konkurs eller insolvens og en pligt til at give klare og

tydelige oplysninger om, at det er den enkelte tjenesteyder (og ikke

formidleren), som er ansvarlig for kontraktmæssig levering af den enkelte

ydelse.

Der lægges endvidere op til at revidere en række bestemmelser i det

gældende direktiv bl.a. for at sikre, at rejsende informeres bedre om de

ydelser, som de køber, og om deres muligheder for at klage, hvis noget går

galt.

2.2 Nærmere om hovedelementerne i forslaget

2.2.1 Genstand, anvendelsesområde og definitioner (direktivforslagets

kapitel I)

I forslagets kapitel I fastlægges navnlig anvendelsesområdet for direktivet

og de definitioner, som har betydning for fastlæggelsen heraf.

Kompromisforslaget fastlægger nu udtrykkeligt i artikel 1 (a), at

udgangspunktet er totalharmonisering.

Det er i dette kapitel, at de væsentligste ændringer foretages i forhold til

det gældende pakkerejsedirektiv.

Direktivet foreslås – på samme måde som hidtil – at gælde for

erhvervsdrivendes udbud og salg af ”pakkerejser”, jf. forslagets artikel 2,

stk. 1.

Forslaget undtager i artikel 2, stk. 2, dog visse rejsearrangementer fra

direktivets andvendelsesområde, selv om de falder inden for de anførte

definitioner af ”pakkerejse” og ”formidlede rejsearrangement”.

Undertagelserne svarer til dels til de allerede gældende undtagelser som

f.eks. rejsearrangementer under 24 timer uden overnatning. Endvidere

præciseres det, at enkeltstående aftaler om en enkelt rejseydelse ikke er

omfattet, jf. litra e, ligesom accessoriske ydelser, herunder finansielle

ydelser, undtages. Herudover fastslås det som en ny undtagelse i forhold til

det gældende pakkerejsedirektiv, at rejsearrangementer, der er baseret på

en rammeaftale mellem arbejdsgivere og specialiserede rejsearrangører

(såkaldte forretningsrejser), undtages fra direktivet, jf. litra c.

I Rådets generelle indstilling er der

indsat en bestemmelse, der fastslår, at

direktivet ikke finder anvendelse på rejsearrangementer, der udbydes uden

økonomisk udbytte for øje, såfremt disse rejsearrangementer alene

udbydes til en begrænset gruppe af rejsende og ikke mere end

lejlighedsvist. Der henvises til kompromisforslagets artikel 2, 2 (aa).

Bestemmelserne om, at aftaler om enkeltstående rejseydelser og

accessoriske ydelser ikke er omfattet af direktivet, er taget ud af artikel 2 i

kompromisforslaget. Der er dog alene tale om en teknisk justering, der

skal ses i sammenhæng med, at der også er foretaget en præcisering af

definitionen af en pakkerejse i artikel 3. Sådanne aftaler vil således fortsat

ikke være omfattet af direktivets anvendelsesområde

En pakkerejse omfatter efter direktivforslaget for det første en

kombination af mindst to forskellige typer rejseydelser (personbefordring,

indkvartering, billeje eller anden turistydelse) med henblik på den samme

rejse eller ferie. Det er dog en forudsætning, at der indgås én samlet aftale

om alle rejseydelserne med en enkelt erhvervsdrivende, og at ydelserne er

sammensat enten af den erhvervsdrivende eller på foranledning af den

rejsende eller i overensstemmelse med dennes valg. Det forslåede direktiv

vil således udtrykkeligt gælde for rejseydelser til samme rejse/ferie, som

sammensættes på den samme webside eller hos det samme rejsebureau,

uanset om den rejsende selv har medvirket til at sammesætte de enkelte

elementer i rejsen, eller om arrangøren har stået herfor.

En pakkerejse vil for det andet omfatte en kombination af mindst to

forskellige typer rejseydelser med henblik på den samme rejse eller ferie,

hvis ydelserne – uanset om der indgås separate aftaler med forskellige

leverandører af rejseydelser – opfylder nogle nærmere fastsatte kriterier.

Det kræver bl.a., at rejsen er købt fra et enkelt salgssted som led i den

samme bestilling, eller at rejsen købes fra forskellige erhvervsdrivende ved

bestillingsprocedurer, der indbyrdes er forbundet ved link, når den

rejsendes navn eller andre oplysninger, som er nødvendige for at foretage

bestillingen, overføres mellem de erhvervsdrivende, senest når bestillingen

af den første ydelse bekræftes.

Direktivforslaget indebærer på dette punkt en udvidelse af den gældende

definition af pakkerejser.

For at skabe større klarhed over direktivets anvendelsesområde og for at

tydeliggøre forskellen på pakkerejser og formidlede rejsearrangementer,

blev den foreslåede udvidelse af definitionen af en pakkerejse begrænset i

det kompromisforslag, der dannede baggrund for Rådets generelle

indstilling.

Rejser, der købes fra forskellige erhvervsdrivende ved

bestillingsprocedurer, der indbyrdes er forbundet ved link, når den

rejsendes navn eller andre oplysninger, som er nødvendige for at foretage

bestillingen, overføres mellem de erhvervsdrivende, senest når bestillingen

af den første ydelse bekræftes,

var efter Rådets generelle indstilling

ikke at

anse som en pakkerejse.

Under forhandlingerne med Europa-Parlamentet har man bl.a.

gennemgået direktivets anvendelsesområde. I den forbindelse har man

bl.a. set på det oprindelige direktivforslag om at udvide definitionen af en

pakkerejse.

I det foreliggende kompromisforslag er der således lagt op til, at

definitionen af en pakkerejse igen udvides i forhold til Rådets generelle

indstilling, således at rejseydelser, der købes fra forskellige

erhvervsdrivende ved bestillingsprocedurer, der indbyrdes er forbundet

ved link, vil være at anse som en pakkerejse, hvis den rejsendes navn,

identifikationsoplysninger og betalingsoplysninger overføres fra den

erhvervsdrivende, som aftalen om den første rejseydelse er indgået med, til

en anden erhvervsdrivende, med hvem der indgås en aftale om køb af en

eller flere yderligere rejseydelser inden 24 timer fra bekræftelsen af købet

af den første rejseydelse.

Kompromisforslaget indeholder en standardformular med generelle

oplysninger, som den rejsende skal meddeles af rejsearrangøren eller den

erhvervsdrivende, der får overført oplysninger om den rejsende, før en

aftale om en pakkerejse, der består af rejseydelser, der er købt hos

forskellige erhvervsdrivende, er bindende for den rejsende, jf.

kompromisforslagets anneks 1a del c.

Kompromisforslaget indeholder endvidere en revisionsklausul, som

indebærer, at Kommissionen skal undersøge gennemførelsen af direktivet,

navnlig i relation til anvendelsesområdet. Kommissionen vil i den

forbindelse have mulighed for at fremkomme med lovgivningsmæssige

forslag.

Herudover lægges der op til, at direktivet også skal gælde for en ny

kategori

rejsearrangementer,

som

benævnes

”formidlede

rejsearrangementer”.

Et formidlet rejsearrangement omfatter

efter Kommissionens oprindelige

forslag

en kombination af mindst to forskellige typer rejseydelser til

samme rejse/ferie – selv om der er tale om indgåelse af separate aftaler

med hver enkelt leverandør af rejseydelserne – når kombinationen

fremhjælpes (faciliteres) af en formidler

1) på grundlag af separate bestillinger foretaget ved et enkelt besøg på

salgsstedet eller ved en enkelt kontakt til salgsstedet eller

2) gennem køb af andre rejseydelser fra en anden erhvervsdrivende

gennem bestillingsprocedurer, der indbyrdes er forbundet ved link

tilrettelagt under hensyn til kunden, senest når bestillingen af den

første ydelse bekræftes.

For at skabe større klarhed over direktivets anvendelsesområde

blev der

forud for Rådets vedtagelse af en generel indstilling til forslaget

foretaget

ændringer i definitionen af et formidlet rejsearrangement.

Et formidlet rejsearrangement

er efter Rådets generelle indstilling

fortsat

en kombination af mindst to forskellige typer rejseydelser købt til samme

rejse/ferie – selv om der er tale om indgåelse af separate aftaler med hver

enkelt leverandør af rejseydelserne – når kombinationen fremhjælpes

(faciliteres) af en formidler.

Det kan være ved separat valg og betaling for hver rejseydelse ved et

enkelt besøg på salgsstedet eller ved en enkelt kontakt til salgsstedet. Eller

det kan være gennem køb af andre rejseydelser fra en anden

erhvervsdrivende. Det

blev dog forud for Rådets generelle indstilling

fastslået,

at køb af andre rejseydelser fra en anden erhvervsdrivende skal

være afsluttet ikke mere end 48 timer efter bekræftelsen af den første

rejseydelse. Henvisningen til bestillingsprocedurer, der indbyrdes er

forbundet ved link

blev

taget ud, idet formidlede rejsearrangementer også

kan sælges på andre måder end via internettet.

Efter kompromisforslaget er det nu en betingelse, at købet af yderligere

rejseydelser fra en anden erhvervsdrivende skal være afsluttet senest 24

timer efter, at bestillingen af den første rejseydelse bekræftes, for at

ydelserne kan anses for at være en del af rejsearrangementet.

Ud over "pakkerejser" og "formidlede rejsearrangementer" defineres i

forslagets artikel 3 en række andre vigtige begreber i direktivet, hvoraf

nogle definitioner er nye, mens andre svarer til definitionerne i det

gældende pakkerejsedirektiv bl.a. "rejsende", "rejsearrangør", "formidler".

I Rådets generelle indstilling er der tilføjet

definitioner af flere vigtige

begreber i direktivet, herunder bl.a. af ”mindreårige,” ”salgssted,”

”repatriering” (hjemtransport), samt ”etableret.”

I kompromisforslaget er det fastsat, at billeje omfatter leje af de

motorkøretøjer, der er nævnt i artikel 3 (11) i direktiv 2007/46/EU. Det

drejer sig om tungere køretøjer og ikke eksempelvis scootere.

2.2.2 Oplysningspligt og indholdet af aftaler om pakkerejser

(direktivforslagets kapitel II)

Forslagets kapitel II regulerer indholdet af aftaler om pakkerejser,

herunder hvilke oplysninger den rejsende skal meddeles, inden aftalen

indgås.

Forslaget indebærer, at rejsearrangøren (og en eventuel formidler af

pakkerejsen) forpligtes til at meddele en række oplysninger om bl.a.

rejseydelsernes væsentlige kendetegn (f.eks. rejserute, befordringsmidler,

indkvarteringsstedets

karakteristika,

eventuel

forplejning mv.),

kontaktoplysninger på rejsearrangøren (og en eventuel formidler) og den

samlede pris for pakkerejsen (inklusiv afgifter, gebyrer mv.), jf. forslagets

artikel 4.

I forhold til det gældende pakkerejsedirektiv udvides oplysningspligten

med forslaget om at omfatte en række yderligere oplysninger som f.eks.

oplysninger om, hvilket sprog inkluderede aktiviteter vil foregå på og om

adgangsforhold for bevægelseshæmmede personer.

Der foretages i den forbindelse visse justeringer i oplysningspligten bl.a.

således, at omfanget af oplysningspligten ikke længere afhænger af, om

der stilles en brochure til rådighed for den rejsende.

I Rådets generelle indstilling

er omfanget af oplysningspligten præciseret

nærmere. Det fremgår bl.a. af forslaget, at der i alle tilfælde generelt skal

oplyses om, hvorvidt rejsearrangementet er egnet for bevægelseshæmmede

personer. Hvis det efterspørges af den rejsende, skal det i lyset af de

rejsendes tilstand oplyses præcist, om det påtænkte rejsearrangement er

egnet for den pågældende. Endvidere skal arrangøren eller formidleren kun

oplyse om, hvilket sprog en inkluderet aktivitet foregår på, hvis den

rejsendes deltagelse i eller forståelse af aktiviteteten afhænger af klar

mundtlig kommunikation. Desuden skal den rejsende informeres om de

estimerede rejsetider samt om, hvorvidt der kan forventes yderligere

udgifter.

I kompromisforslaget er det fastsat, at rejsearrangøren skal oplyse den

rejsende om de estimerede rejsetidspunkter og om de eventuelle yderligere

udgifter, der må forventes, hvis de ikke kan angives præcist forud for

indgåelsen af aftalen.

Forslaget indebærer endvidere, at rejsearrangøren ikke kan foretage

ændringer i de oplysninger, der er meddelt den rejsende, medmindre der er

taget forbehold herfor og forudsat, at eventuelle ændringer er meddelt

inden aftalens indgåelse, jf. forslagets artikel 5, stk. 1. Dette svarer i vidt

omfang til retsstillingen efter det gældende pakkerejsedirektiv.

Forslaget indebærer desuden, at der fastsættes en række krav til indholdet

af aftaler om pakkerejser. Der er bl.a. krav om, at aftalen skal være

skriftlig, udfærdiget på et let forståeligt sprog og indholde de oplysninger,

der er omfattet af oplysningspligten, jf. forslagets artikel 6.

Rådets generelle indstilling

indeholder en bestemmelse om, at arrangøren

eller formidleren bærer bevisbyrden for, at oplysningspligten er opfyldt, jf.

forslagets § 6 a.

Kompromisforslaget indeholder i artikel 6, 1 (1a) en bestemmelse om, at

medlemstaterne kan fastsætte regler om, at en aftale, der er indgået

telefonisk på den erhvervsdrivendes initiativ, skal bekræftes skriftligt

overfor den rejsende, og at den rejsende først vil være bundet af aftalen,

når den underskrives eller bekræftes skriftligt.

Kompromisforslaget indeholder en standardformular med generelle

oplysninger, som den rejsende skal meddeles af rejsearrangøren eller

formidleren, før en aftale er bindende, jf. kompromisforslagets anneks 1a

del a og b.

2.2.3 Ændringer i aftalen

(direktivforslagets kapitel III)

inden

pakkerejsens

begyndelse

Kapitel III regulerer adgangen til at foretage ændringer i aftalen inden

pakkerejsens begyndelse.

I overensstemmelse med det gældende pakkerejsedirektiv foreslås der bl.a.

en regulering af adgangen for den rejsende til at overdrage rejsen til en

anden person, jf. forslagets artikel 7.

I Rådets generelle indstilling

er det præciseret, at kunderne hæfter

solidarisk for betaling af et eventuelt restbeløb og eventuelle

omkostninger, der følger af overdragelsen af rejsen til en anden person.

Det bemærkes, at sådan en bestemmelse allerede findes i pakkerejselovens

§ 12, stk. 2.

Som noget nyt foreslås der endvidere indført en adgang for den rejsende til

at afbestille rejsen mod at betale rejsearrangøren en passende erstatning

herfor., jf. forslagets artikel 10. Det bemærkes, at en sådan bestemmelse

allerede findes i pakkerejselovens § 9.

Efter Rådets generelle indstilling

har den rejsende også adgang til at

afbestille rejsen før denne er påbegyndt uden at betale rejsearrangøren en

passende erstatning herfor, i tilfælde af uundgåelige og ekstraordinære

omstændigheder på destinationen eller i umiddelbar nærhed heraf. Det er i

præamblen præciseret, at uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder

dækker over krig, andre alvorlige sikkerhedsrisici som f.eks. terror,

oversvømmelser, jordskælv, fare for helbred mv.

Desuden foreslås der en regulering af rejsearrangørens mulighed for at

ændre prisen og andre aftalevilkår, der i vidt omfang svarer til det

gældende pakkerejsedirektiv, jf. forslagets artikel 8 og 9.

I forhold til ændring af prisen er det i

Rådets generelle indstilling

fastslået,

at der er adgang til at sætte prisen op ved prisændringer for brændstof eller

andre energikilder. Endvidere er det fastslået, at prisen – i de tilfælde, hvor

der er adgang til at sætte prisen op – ikke kan forhøjes med mere end 8 % i

forhold til prisen på aftaletidspunktet. Endelig i forhold til muligheden for

at ændre andre aftalevilkår er det fastslået, at den rejsende kan vælge enten

at acceptere de af arrangøren foreslåede ændringer eller at hæve aftalen og

få tilbagebetalt samtlige beløb.

I kompromisforslaget er det fastslået, at den rejsende også kan acceptere

en erstatningsrejse, hvis aftalen hæves.

2.2.4 Levering af pakkerejsen (direktivforslagets kapitel IV)

Forslagets kapitel IV vedrører rejsearrangørens ansvar for levering af

pakkerejsen, herunder den rejsendes ret til prisnedsættelse og erstatning i

tilfælde af mangler ved rejsen mv. og arrangørens pligt til at yde bistand til

den rejsende.

Som det også er tilfældet efter det gældende pakkerejsedirektiv, foreslås

det, at rejsearrangøren er ansvarlig for levering af de rejseydelser, der er

inkluderet i aftalen, uanset om ydelserne leveres af rejsearrangøren eller af

andre tjenesteydere, jf. forslagets artikel 11, stk. 1. Hermed videreføres det

centrale element i beskyttelsen af rejsende, der køber en pakkerejse.

I modsætning til det gældende pakkerejsedirektiv, hvor medlemsstaterne

kan vælge mellem at holde rejsearrangøren, formidleren eller dem begge

ansvarlige for levering af rejseydelserne, foreslås det, at det

alene

skal

være rejsearrangøren, der er ansvarlig for levering af pakkerejsen. I

forhold til formidleren vil der således alene kunne rejses krav om

erstatning for fejl, der er begået under bestillingen, medmindre fejlen

skyldes den rejsende selv eller uundgåelige

omstændigheder, jf. forslagets artikel 19.

ekstraordinære

Efter Rådets generelle indstilling

kan medlemsstaterne fastsætte, at

formidleren også er ansvarlig for levering af de rejseydelser, der er

inkluderet i aftalen. Hvis en medlemsstat vælger, at formidleren også skal

være ansvarlig for levering af rejsen, vil artikel 6 og kapitel III-V også

finde anvendelse i forhold til formidleren, jf. kompromisforslagets artikel

11, 1.

Der fastsættes endvidere bestemmelser om forpligtelsen for

rejsearrangøren til at afhjælpe mangler og tilbyde passende alternative

foranstaltninger for at fortsætte pakkerejsen, hvis en væsentlig del af

ydelserne ikke kan leveres som aftalt. Det præciseres, at sidstnævnte

forpligtelse også finder anvendelse, hvis den rejsendes befordring tilbage

til afrejsestedet ikke leveres i overensstemmelse med det aftalte.

Når det er umuligt at sikre den rejsendes befordring tilbage til afrejsestedet

på grund af uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder, er

rejsearrangørens forpligtelse til at afholde udgifterne til det fortsatte

ophold begrænset til 100 EUR pr. nat og tre nætter pr. rejsende, jf.

forslagets artikel 11, stk. 5. Hermed skabes der sammenhæng mellem

pakkerejsedirektivet og de tilsvarende (foreslåede) bestemmelser i

forordning (EF) nr. 261/2004 om fælles bestemmelser om kompensation

og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning

eller lange forsinkelser, jf. Kommisissionens forslag KOM (2013) 130.

Denne begrænsning finder dog ikke anvendelse i forhold til særligt sårbare

persongrupper som handicappede, bevægelseshæmmede, gravide kvinder

og uledsagede børn.

I Rådets generelle indstilling

er rejsearrangørens forpligtelse til at dække

den rejsendes udgifter til det fortsatte ophold alene begrænset til tre nætter

pr. rejsende. Der fastsættes således ikke en beløbsgrænse pr. nat.

Kompromisforslaget fastslår, at begrænsningen på tre nætter kun gælder,

hvis der ikke efter anden lovgivning er krav på yderligere.

Der foreslås desuden fastsat bestemmelser om prisnedsættelser som følge

af mangler og alternative foranstaltninger, der medfører en pakkerejse af

ringere kvalitet, samt om erstatning, herunder for ikke-økonomisk skade,

jf. forslagets artikel 12.

Da det første kontaktpunkt for mange rejsende er den formidler,

hvorigennem de bestiller pakkerejsen, fastsættes der bestemmelser om, at

den rejsende også kan rette henvendelse, klage og krav over for denne

formidler, jf. forslagets artikel 13. Formidleren skal så videresende

henvendelserne til rejsearrangøren hurtigst muligt. I forhold til eventuelle

tids- eller forældelsesfrister for den rejsendes klager mv. er det tidspunktet

for rejsearrangørens/formidlerens modtagelse af sådanne meddelelser, der

er afgørende herfor.

Ligesom det er tilfældet efter det gældende pakkerejsedirektiv, foreslås

det, at rejsearrangører skal være forpligtet til at yde bistand til rejsende, der

er kommet i vanskeligheder, herunder ved at at give relevante oplysninger

om lægehjælp, lokale myndigheder og konsulær bistand, jf. forslagets

artikel 14.

2.2.5 Beskyttelse i tilfælde

(direktivforslagets kapitel V)

konkurs

eller

insolvens

Forslagets kapitel V vedrører beskyttelse af den rejsende i tilfælde af

pakkerejsearrangørens eller formidleren af et formidlet rejsearrangements

konkurs eller insolvens.

Beskyttelsen ved konkurs eller insolvens omfatter således begge kategorier

af rejsearrangementer, som er omfattet af direktivet.

Med det gældende pakkerejsedirektiv blev der indført en generel

forpligtelse for rejsearrangører og/eller formidlere af pakkerejser til

gennem en garanti at sikre hjemrejse og tilbagebetaling af forudbetalte

beløb i tilfælde af konkurs eller insolvens.

Med forslaget skal det fremover kun være arrangører af pakkerejser samt

formidlere, der bistår med køb af "formidlede rejsearrangementer", der er

omfattet af garantiforpligtelsen. Formidlere af pakkerejser vil således ikke

længere være omfattet af garantiforpligtelsen, jf. forslagets artikel 15, stk.

Kommissionen anfører i begrundelsen for direktivet, at medlemsstaterne

har valgt forskellige retlige løsningsmodeller, og at dette ofte har ført til en

fordobling af rejsearrangørernes og formidlernes omkostninger. Ensartede

regler på dette punkt vil efter Kommissionens opfattelse lette transaktioner

på tværs af grænserne.

Herudover fastsættes der mere konkrete kriterier for bl.a. omfanget af den

krævede garantiordning, jf. artikel 15.

Efter Rådets generelle indstilling

kan medlemsstaternes fastsætte, at

formidleren

også

omfattet

garantiforpligtelsen,

jf.

kompromisforslagets artikel 11, 1.

I Rådets generelle indstilling

er det fastslået, at garantien skal være

effektiv og dække konkurs, der skyldes begivenheder, som må antages at

være rimelige af forudse. Garantien skal dække de beløb, som

rejsearrangøren modtaget fra den rejsende. Ved fastsættelsen af garantien

skal perioden mellem forudbetaling, endelig betaling og rejsens

gennemførelse tages i betragtning. Det samme skal de forventede udgifter

til hjemtransport.

I Rådets generelle indstilling,

er det fastslået, at en rejsearrangør, der ikke

er etableret i en medlemsstat, men som udbyder rejser i en medlemsstat,

eller som på nogen måde retter sådanne aktiviteter mod en medlemsstat,

skal stille den fornødne garanti efter reglerne i denne medlemsstat.

For at fremme handlen på tværs af grænserne forslås der endvidere

bestemmelser om gensidig anerkendelse af den beskyttelse i tilfælde af

konkurs eller insolvens, der er fastsat i lovgivningen i den medlemsstat,

hvor pakkerejsearrangøren eller formidleren af et formidlet

rejsearrangement er etableret, jf. artikel 16.

2.2.6

Oplysningskrav

forbindelse

med

rejsearrangementer (direktivforslagets kapitel VI)

formidlede

Forslaget kapitel VI vedrører oplysningspligt ved formidlede

rejsearrangementer, der er den nye kategori af rejsearrangementer, som

foreslås indført.

Som anført under pkt. 3.2 omfatter formidlede rejsearrangementer en

kombination af mindst to forskellige typer af rejseydelser til samme

rejse/ferie – selv om der er tale om indgåelse af separate aftaler med hver

enkelt leverandør af rejseydelserne – når kombinationen fremhjælpes

(faciliteres) af en formidler.

Ved formidlede rejsearrangementer skal formidleren klart og tydeligt

meddele oplysninger til den rejsende om, at det kun er de relevante

tjenesteydere, der er ansvarlige for levering af de aftalte ydelser, og at den

rejsende ikke har andre af de i EU-retten fastsatte rettigheder for deltagere

i pakkerejser end retten til at få refunderet forudbetalte beløb og retten til

hjemrejse, hvis formidleren selv eller nogen af tjenesteyderne rammes af

konkurs eller insolvens. Retten til hjemrejse i tilfælde af formidlerens

konkurs mv. gælder alene for så vidt, at aftalen er omfattet befordring af

passagerer.

Det sikres herved, at den rejsende ikke fejlagtigt tror, at den beskyttelse,

der gælder for pakkerejser, finder tilsvarende anvendelse for det

pågældende rejsearrangement.

Rådets generelle indstilling

indeholder en standardformular, der skal

anvendes af formidleren ved meddelelse af de ovenfor nævnte oplysninger,

jf. forslagets anneks 2.

Efter Rådets generelle indstilling,

skal formidleren ved formidlede

rejsearrangementer alene erhverve garanti vedrørende de beløb, der af den

rejsende er erlagt som betaling for rejseydelserne til formidleren. Hvis

formidleren også er ansvarlig for befordring af passagerer, skal der dog

endvidere erhverves garanti for udgifterne til hjemtransport af den

rejsende.

2.2.7 Almindelige og afsluttende bestemmelser (direktivforslagets

kapitel VII og VIII)

Kapitel VII og VIII indeholder bl.a. bestemmelser om et særligt ansvar for

formidlere af rejsearrangementer, hvor rejsearrangøren er etableret uden

for EU/EØS-området, jf. forslagets artikel 18. Det sikres herved, at den

rejsende er beskyttet i tilfælde, hvor rejsearrangøren har hjemsted uden for

EU/EØS-området, hvis rejsen er købt af en formidler etableret i en

medlemstat. Efter forslagets artikel 20 kan rejsearrangørens ret til at søge

regres hos en ansvarlig tredjemand ikke må begrænses, mens direktivets

ufravigelige karakter fastslås i forslagets artikel 21.

Herudover ændres med forslagets artikel 25, stk. 2, henholdsvis forordning

nr. 2006/2004 om forbrugerbeskyttelse og direktiv 2011/83 om

forbrugerrettigheder. Det sker for at sikre, at henvisningerne i de

pågældende direktiver til pakkerejsedirektivet også omfatter det nye

pakkerejsedirektivs udvidede anvendelsesområde.

Kapitlerne indeholder desuden bestemmelser rettet til medlemsstaterne

vedrørende håndhævelse og fastsættelse af sanktioner samt gennemførelse

og ikrafttræden. Der foreslås i den forbindelse bl.a., at de nye regler i

direktivet skal være gennemført og anvendes af medlemsstaterne 18

måneder efter direktivets ikrafttræden.

Rådets generelle indstilling

fastsætter, at de nye regler i direktivet skal

være gennemført inden 24 måneder og anvendes af medlemsstaterne 30

måneder efter direktivets ikrafttræden.

Endeligt foreslås det, at Kommissionen forpligtes til at forelægge Europa-

Parlamentet og Rådet en rapport om anvendelsen af dette direktiv, jf.

artikel 24.

Gældende dansk ret

3.1 Pakkerejseloven

Pakkerejsedirektivet er – bortset fra direktivets artikel 7 om garanti i

forbindelse med insolvens og konkurs – gennemført ved lov nr. 472 af 30.

juni 1993 om pakkerejser (pakkerejseloven).

Loven bygger ud over pakkerejsedirektivet også på Pakkerejseudvalgets

betænkning

nr. 1240/1992 om pakkerejser, der blev afgivet i november

1992.

Pakkerejseloven trådte i kraft den 1. oktober 1993.

I overensstemmelse med pakkerejsedirektivet indeholder pakkerejseloven

først og fremmest bestemmelser om forholdet mellem køberen af en

pakkerejse (kunden) og rejsearrangøren, herunder navnlig regler om

kontraktens

indgåelse

opfyldelse,

misligholdelse

misligholdelsesbeføjelser, reklamation mv. samt bestemmelser om

oplysninger i brochurer, annoncer og andet markedsføringsmateriale.

I medfør af pakkerejseloven er der udstedt bekendtgørelse nr. 776 af 21.

september 1993 om pakkerejser. Bekendtgørelsen indeholder bl.a.

nærmere

regler

indhold

(pakkerejse)brochurer

pakkerejsearrangørens oplysningspligter.

I forbindelse med den danske implementering af det gældende

pakkerejsedirektiv er det lagt til grund, at folkelige foreninger og klubber

mv., som af og til arrangerer ferieture og udflugter primært for deres egne

medlemmer, ikke er omfattet af pakkerejsedirektivet. Pakkerejseloven

finder således ikke anvendelse for sådanne foreninger mv.

Efter pakkerejseloven er rejsearrangøren kundens kontraktspart, mens

formidleren defineres som en fuldmægtig (agent), der handler i

arrangørens navn. Med henblik på at give kunderne den bedst mulige

beskyttelse hæfter formidleren umiddelbart over for kunden for dennes

økonomiske krav, jf. pakkerejselovens § 28. Kunden kan således vælge,

om vedkommende vil rette sit krav mod arrangøren eller formidleren.

Pakkerejseloven går på enkelte punkter videre i forhold til at beskytte

kunden end pakkerejsedirektivet, hvilket er muligt, idet det gældende

pakkerejsedirektiv er et minimumsharmoniseringsdirektiv.

Pakkerejseloven indeholder således bl.a. – i modsætning til

pakkerejsedirektivet – en ret for kunden til at afbestille en pakkerejse

(bortset fra i visse særlige tilfælde), jf. pakkerejselovens § 9. Arrangøren

har i tilfælde af kundens afbestilling normalt mulighed for at kræve et

passende vederlag. Vederlaget fastsættes under hensyn til navnlig

arrangørens mulighed for at sælge pakkerejsen til anden side.

3.2 Rejsegarantifondsloven

Pakkerejsedirektivets artikel 7 om arrangørens og/eller formidlerens pligt

til at stille sikkerhed for tilbagebetaling og hjemtransport, hvis en

pakkerejse ikke kan gennemføres på grund af arrangørens insolvens mv.,

er gennemført ved lov nr. 315 af 14. maj 1997 om en rejsegarantifond med

senere ændringer, jf. nu lovbekendtgørelse nr. 1192 af 8. december 2009.

Loven hører under Erhvervs- og Vækstministeriets område.

Det følger af loven, at rejsegarantifonden bl.a. yder bistand til rejsekunder,

der har købt en pakkerejse.

Fondens bistand til pakkerejsekunder består bl.a. i, at fonden tilbagebetaler

beløb, som kunden har betalt for rejsen, hvis den ikke påbegyndes på

grund af rejsearrangørens økonomiske forhold.

Fonden sørger endvidere for hjemtransport, hvis pakkerejsekunden ikke er

sikret en passende hjemtransport pga. arrangørens økonomiske forhold.

Medfører en rejseudbyders økonomiske forhold, at der ikke er sikret

kunden passende overnatningsmuligheder samt andre væsentlige

fornødenheder, sørger fonden også herfor eller yder en rimelig

godtgørelse.

Fonden kan desuden yde kunden en rimelig godtgørelse for tab, der

skyldes en rejseudbyders økonomiske forhold.

Ud over pakkerejsekunder, som pakkedirektivet gælder for, yder fonden

også bistand til rejsekunder, der har købt konkursdækning til en flybillet

eller til billeje i udlandet.

Herudover

finansierer

sekretariatsbetjener

fonden

også

Rejseankenævnet, der behandler klager, som rejses af forbrugere

vedrørende rejseydelser.

Den 16.april 2015 vedtog Folketinget en ny Rejsegarantifondslov, der

træder i kraft 1. juli 2015. Ifølge den nye lov er alle flyrejsende omfattet af

rejsegarantifondens bistand til rejsekunder for så vidt angår hjemtransport

og til dels forudbetalinger af rejser.

Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

4.1. Lovgivningsmæssige konsekvenser

En vedtagelse af direktivforslaget vil indebære, at den gældende danske

lovgivning på området skal tilpasses direktivet.

Der vil således skulle foretages en ændring af pakkerejseloven og

rejsegarantifondsloven med henblik på at bringe dansk ret i

overensstemmelse med direktivet.

Ændringerne vil navnlig bestå i, at de pågældende loves

anvendelsesområde udvides til at omfatte den nye definition af pakkerejser

og formidlede rejsearrangementer.

Det bemærkes i den forbindelse, at direktivforslaget indeholder en

afbestillingsret for kunden, som i vidt omfang allerede gælder efter

pakkerejseloven.

Det bemærkes endvidere, at det umiddelbart vurderes muligt at opretholde

den gældende danske retstilstand, hvorefter folkelige foreninger og

klubber mv., som af og til arrangerer ferieture og udflugter primært for

deres egne medlemmer, ikke er omfattet af direktivet.

Hvis direktivforslaget vedtages, vil det have erhvervsøkonomiske

konsekvenser, idet der foretages en udvidelse af den gældende definition

af en pakkerejse, så flere rejsearrangementer end hidtil omfattes af

direktivet. Omvendt vil de rejsende opleve, at flere bestillinger omfattes af

direktivets beskyttelse.

Hvis direktivforslaget vedtages, vil det endvidere have administrative

konsekvenser for erhvervslivet, idet der foretages en udvidelse af den

gældende definition af en pakkerejse, så flere rejsearrangementer omfattes

af direktivet.

4.2. Statsfinansielle konsekvenser

Hvis direktivforslaget vedtages, vil det ikke have

konsekvenser af væsentlig betydning for det offentlige.

økonomiske

Hvis direktivforslaget vedtages, vil det have væsentlige administrative

konsekvenser for det offentlige, at garantiforpligtelsen vil skulle

håndhæves overfor flere erhvervsdrivende.

Høring

Direktivforslaget har været i høring hos relevante parter, herunder EU-

specialudvalg om transportspørgsmål og EU-specialudvalg om

konkurrenceevne, vækst og forbrugerspørgsmål.

Justitsministeriet har modtaget høringssvar med bemærkninger fra

følgende: Danmarks Rejsebureau Forening, Rejsearrangører i Danmark,

Dansk Industri, Feriehusudlejernes Brancheforening, Forbrugerrådet

TÆNK,

Dansk

Erhverv,

Danmarks

Rederiforening,

Erhvervsflyvningens Sammenslutning (ES).

Høringssvarene og dermed gennemgangen nedenfor tager udgangspunkt i

Kommissionens oprindelige forslag, som blev fremsat i juli 2013. Visse

bestemmelser, som der har været udtrykt kritik af el.lign., er derfor ikke at

genfinde i gennemgangen af forslaget, som det ser ud på nuværende

tidspunkt, jf. ovenfor under pkt. 2.

Rejsegarantifonden og Forbrugerombudsmanden har oplyst, at de ikke på

nuværende tidspunkt ønsker at komme med bemærkninger til forslaget

5.1. Generelle bemærkninger

Danmarks Rejsebureau Forening har i sit høringssvar anført, at der er

behov for en revision af de gældende regler om pakkerejser, idet der ved

en revision kan tages højde for den teknologiske udvikling, der er sket på

rejsemarkedet.

Dansk Industri er positive over for en revidering af de gældende regler, da

det forventes at bidrage til forøget gennemsigtighed og sikkerhed for

forbrugerne og de erhvervsdrivende.

Dansk Erhverv støtter ligeledes en revision af reglerne om pakkerejser,

idet det gældende direktiv ikke længere er tidssvarende.

Forbrugerrådet TÆNK har anført, at det er relevant at revidere reglerne om

pakkerejser, så reglerne passer til et mere digitaliseret rejsemarked.

Endvidere finder foreningen, at en harmonisering af reglerne vil gøre

markedet mere gennemskueligt for forbrugerne, men foreningen påpeger

samtidig, at det er vigtigt, at beskyttelsen af forbrugere ikke forringes.

Feriehusudlejernes Brancheforening har ligeledes tilkendegivet, at de er

positive over for forslaget.

5.2 Genstand, anvendelsesområde og definitioner (direktivforslagets

kapitel I)

5.2.1 Definitioner

Danmarks Rejsebureau Forening støtter forslaget om at udvide den

gældende definition af pakkerejser, samt at der indføres en ny kategori –

”formidlede rejsearrangementer”. Foreningen har endvidere peget på, at

alle former for forretningsrejser bør undtages fra direktivets

anvendelsesområde, idet erhvervsrejsende ikke har det samme

beskyttelsesbehov som private rejsende, samt at alle erhvervsdrivende,

uanset om de alene lejlighedsvist sælger rejser, bør omfattes af direktivet.

Rejsearrangører i Danmark har anført, at definitionen af formidlede

rejsearrangementer er uklar og bør klarlægges, og at de rejsetyper, som

foreslås omfattet af direktivet, ikke svarer til virkeligheden i dag, hvor

mange forbrugere selv sammensætter rejser. Organisationen finder derfor,

at også rejsearrangementer, der er sammensat og arrangeret af den rejsende

selv, bør omfattes af direktivet.

Dansk Industri har tilkendegivet, at der er behov for at klargøre og

tydeliggøre definitionerne i forslaget.

Dansk Industri finder, at alene kombinationer af rejseydelser, der tilbydes

og/eller faktureres samlet, skal være omfattet af direktivet. Organisationen

finder derfor ikke, at definitionen af en pakkerejse bør udvides til at

omfatte andre typer af pakker, hvor der eksempelvis udstedes én faktura

for hver ydelse i pakken, eller at ”formidlede rejsearrangementer” skal

omfattes af direktivet.

Dansk Industri har desuden anført, at forretningsrejser bør undtages fra

direktivets anvendelsesområde.

Forbrugerrådet TÆNK finder, at rejsearrangementer med en varighed på

under 24 timer også bør omfattes af direktivet. Det samme gælder de

”formidlede

rejsearrangementer,”

hvor

bookinginformationer

videreformidles.

Danmarks Rederiforening har anført, at det bør fremgå klart af direktivet,

at indkvartering, der udgør et naturligt led i personbefordringen

(overnatning i kahyt på færge, køje i togkupé mv.), ikke er at anse for at

være en selvstændig rejseydelse.

5.2.2 Særlig om ”andre turistydelser”

Feriehusudlejernes Brancheforening har foreslået, at grænsen for hvornår

”andre turistydelser,” der kombineres med befordring af passagerer,

indkvartering og/eller billeje, kan anses for at udgøre en pakkerejse hæves.

Foreningen foreslår, at sådanne rejsearrangementer kun bør være omfattet

af direktivet, hvis de pågældende turistydelser udgør en væsentlig andel af

pakken. Det er foreningens opfattelse, at de pågældende turistydelser må

anses for at udgøre en væsentlig andel af pakken, hvis de overstiger 50 %

af rejsens samlede pris.

Dansk Industri har anført, at den foreslåede grænse på 20 % til brug for

vurderingen af, om køb af ”andre turistydelser,” kan anses for at udgøre en

del af en pakkerejse, er uhensigtsmæssig, da køb af mindre

oplevelsestilbud i tilknytning til befording eller indkvartering kan betyde,

at en rejse bliver omfattet af direktivet.

Dansk Erhverv foreslår, at grænsen for hvornår ”andre turistydelser,” kan

anses for at udgøre en del af en pakkerejse, fastsættes således, at de

pågældende turistydelser skal udgøre minimum 30 % af rejsens samlede

pris.

5.3 Oplysningspligt og indholdet af aftaler om pakkerejser

(direktivforslagets kapitel II)

Rejsearrangører i Danmark har anført, at den udvidede

informationsforpligtelse over for de rejsende vil medføre betydelige

administrative byrder for erhvervslivet.

Forbrugerrådet TÆNK støtter, at informationsforpligtelsen udvides, men

påpeger, at forpligtelsen bør udvides yderligere til også at omfatte

oplysninger om muligheden for at reklamere og proceduren ved

reklamation.

5.4 Ændringer i aftalen

(direktivforslagets kapitel III)

inden

pakkerejsen

begyndelse

Danmarks Rejsebureau Forening har i sit høringssvar anført, at foreningen

kan støtte forslaget om, at en arrangør – som det også er tilfældet i dag –

kan ændre prisen på rejsearrangementet, hvis der sker prisstigninger på de

i direktivet fastsatte områder. Foreningen kan endvidere støtte forslaget

om, at den rejsende kan opsige aftalen uden at betale kompensation, hvis

en prisstigning overstiger 10 % af den oprindelige pris.

Rejsearrangører i Danmark støtter ligeledes forslaget om, at den rejsende

kan opsige aftalen, hvis en prisstigning på de i direktivet fastsatte områder

overstiger 10 % af den oprindelige pris.

Forbrugerrådet TÆNK har derimod anført, at den foreslåede grænse for

prisstigninger bør være 3 %.

Forbrugerrådet TÆNK har endvidere anført, at forbrugeren også skal have

ret til at opsige aftalen uden betaling af kompensation, som følge af private

forhold hos den rejsende (alvorlig sygdom, ulykke, dødsfald mv.).

5.5 Levering af Pakkerejsen

5.5.1 Ansvar for levering af pakkerejsen

Danmarks Rejsebureau Forening finder, at både arrangøren og formidleren

skal være ansvarlig for levering af pakkerejsen. Foreningen kan støtte de

foreslåede bestemmelser om den erhvervsdrivendes pligt til at sikre den

rejsende omsorg i tilfælde af uundgåelige og ekstraordinære

omstændigheder. Efter foreningens opfattelse vil den foreslåede

beløbsgrænse for udgifter til omsorg på 100 EURO i maksimalt tre nætter

pr. rejsende vil være rimelig.

Forbrugerrådet TÆNK har anført, at der ikke bør fastsættes en

begrænsning for den erhvervsdrivendes pligt til at sikre den rejsende

omsorg i tilfælde af uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder, og at

den foreslåede grænse ikke i alle tilfælde vil kunne dække de reelle

udgifter.

Danmarks Rederiforening har anført, at beløbsgrænsen for udgifter til

omsorg bør fastsættes under hensyn til niveauet i de regler, der regulerer

flypassagerer, passagerer til søs og togrejsendes rettigheder.

5.5.2 Erstatning

Danmarks Rejsebureau Forening anfører, at den foreslåede bestemmelse

om erstatning, herunder for ikke-økonomisk skade, ikke efter foreningens

opfattelse er i overensstemmelse med den nuværende danske praksis

vedrørende erstatning.

Danmarks Rederiforening finder, at en arrangør bør få mulighed for at

begrænse sit ansvar for ikke - økonomisk skade i aftalen, og at det

præciseres, at der alene kan kræves erstatning for ikke-økonomisk skade,

der er opstået efter rejsens påbegyndelse.

5.6 Beskyttelse i tilfælde af konkurs eller insolvens (direktivforslagets

kapitel V)

Danmarks Rejsebureau Forening finder, at der er behov for at harmonisere

reglerne vedrørende insolvensbeskyttelse. Efter Danmarks Rejsebureau

Forenings opfattelse er der således behov for en stillingtagen til

beskyttelsens omfang, hvilke beløb der skal tilbagebetales samt hvilke

udgifter der skal erstattes som følge af hjemtransport.

Rejsearrangører i Danmark har anført, at der er behov for nærmere at

præcisere omfanget af insolvensbeskyttelsen, herunder særligt i forhold til

formidlede rejsearrangementer.

5.7 Harmonisering

Danmarks Rejsebureau Forening peger på, at det gældende direktiv er et

minimumharmoniseringsdirektiv, og at det har betydet, at der er en uens

beskyttelse af de europæiske forbrugere, samt at rejsearrangører i

forskellig lande er pålagt uens forpligtelser. Foreningen finder derfor, at

direktivet bør være et totalharmoniseringsdirektiv, idet det vil sikre de

europæiske forbrugere en ensartet beskyttelse og sikre lige

konkurrencevilkår for de erhvervsdrivende.

Erhvervsflyvningens Sammenslutning (ES) har tilkendegivet, at man

støtter forslaget om totalharmonisering, idet det vil sikre lige

konkurrencevilkår for de erhvervsdrivende.

Danmarks Rederiforening finder, at direktivet bør være et

totalharmoniseringsdirektiv, idet det vil sikre samme forbrugerbeskyttelse i

alle medlemsstaterne, og for de erhvervsdrivende vil det være en

administrativ fordel, at der gælder de samme regler.

Dansk Erhverv har opfordret

minimumsharmoniseringsdirektiv.

til,

direktivet

bliver

Forbrugerrådet TÆNK har anført, at direktivet bør være et

minimumsharmoniseringsdirektiv, da det så vil være muligt for

medlemsstaterne at indføre en mere vidtgående beskyttelse for

forbrugerne.

Nærhedsprincippet

Kommissionen anfører, at målet med direktivet er at forbedre den måde,

hvorpå det indre marked fungerer, ved at fjerne forskellene mellem

medlemsstaternes love og forbedre forbrugernes adgang til ydelser fra

andre medlemsstater.

Dette mål kan efter Kommissionens opfattelse ikke i tilstrækkelig grad nås

af medlemsstaterne uden samordning og EU-retlige foranstaltninger, der

sikrer en indbyrdes tilnærmelse af de nationale lovgivninger på området.

Det er regeringens vurdering, at forslaget på den baggrund er i

overensstemmelse med nærhedsprincippet.

Andre landes kendte holdninger

De øvrige medlemslande har alle udtrykt, at de overordnet er positive over

for en revision og modernisering af pakkerejsedirektivet. En række

medlemslande har afgivet skriftlige bemærkninger til forslaget. De

væsentligste punkter, hvor der er bemærkninger, vedrører fastlæggelsen af

direktivets anvendelsesområde, graden af harmonisering samt spørgsmålet

om, hvem der skal være ansvarlig for at levere en pakkerejse.

På rådsmødet (konkurrenceevne) den 4. december 2014 blev der vedtaget

en generel indstilling til forslaget.

Foreløbig generel dansk holdning

Fra dansk side er man overordnet positiv indstillet over for forslaget.

Den teknologiske udvikling, der har medført markante ændringer i den

måde, der købes rejser på, medfører behov for en mere tidssvarende

regulering af pakkerejseområdet.

Direktivforslaget lægger – i modsætning til det gældende direktiv – op til

en totalhamonisering af medlemsstaternes lovgivning, hvilket bl.a.

indebærer, at der ikke vil være den samme adgang som i dag til at fastsætte

en mere vidtgående beskyttelse af de rejsende end den, der følger af

direktivet.

Fra dansk side er det væsentligt, at beskyttelsen af de rejsende ikke

svækkes i forhold til i dag, hvorfor der bør ses nøje på

harmoniseringsniveauet i forhold til de enkelte bestemmelser i forslaget.

Det gælder bl.a. i forhold til kundens mulighed for at rette et krav både

mod pakkerejsearrangøren og formidleren.

Det bemærkes endvidere, at det præcise indhold og rækkevidden af visse

af direktivforslagets bestemmelser kan give anledning til tvivl. Det gælder

bl.a. afgrænsningen af den nye kategori af rejsearrangementer, som

omfattes af direktivet – de såkaldte ”formidlede rejsearrangementer”.

Dette vil blive søgt afklaret under forhandlingerne, således at der ikke

opstår tvivl om henholdsvis den rejsendes og den erhvervsdrivendes

rettigheder og pligter.

Fra dansk side findes det foreliggende kompromisforslag at udgøre en

forbedring i forhold til det oprindelige forslag. Det er forventningen, at

der vil være generel tilslutning til kompromisforslaget i Rådet, og

Danmark vil i den forbindelse kunne tilslutte sig forslaget.

Europa-Parlamentet

Forslaget

til

direktiv

behandles

efter

den

almindelige

lovgivningsprocedure (TEUF artikel 294), der indebærer, at forslaget skal

vedtages af Europa-Parlamentet. Europa-Parlamentet har den 7. februar

2014 vedtaget betænkning om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv om pakkerejser og formidlede rejsearrangementer samt om

ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og direktiv 2011/83/EU og om

ophævelse af Rådets direktiv 90/314/EOF (COM(2013)0512 – C7-

0215/2013 – 2013/0246(COD)).

Af betænkningen fremgår det, at Europa-Parlamentet overordnet set støtter

forslaget om at modernisere pakkerejsedirektivet. Det bemærkes hertil, at

det er vigtigt, at et nyt pakkerejsedirektiv holdes teknologineutralt, da

rejsemarkedet er i en konstant udvikling. For så vidt angår graden af

harmonisering finder Europa-Parlamentet, at totalharmonisering er i de

europæiske forbrugeres interesse og af konkurrencemæssige årsager også i

de europæiske virksomheders interesse.

Europa-Parlamentet har endvidere påpeget, at det er vigtigt, at direktivet

ikke overlapper med de gældende forordninger om passagerrettigheder, da

det er afgørende, at rettigheder ikke kan kumuleres, hvis det samme krav

gøres gældende.

For så vidt angår anvendelsesområdet finder Europa-Parlamentet ikke, at

rejser, hvor arrangøren ikke opnår økonomisk udbytte af aktiviteten, skal

være omfattet af direktivets anvendelsesområde. Europa-Parlamentet kan

endvidere støtte undtagelsen af visse forretningsrejser fra direktivets

anvendelsesområde, men finder, at der er behov for præcisering af

bestemmelsen herom. Europa-Parlamentet finder ligeledes, at

kategoriseringen af en accessorisk ydelse som værende væsentlig eller

ikke-væsentlig, ikke alene bør afgøres ud fra en prisgrænse på 25 %, men

at det også bør foretages en vurdering af rejsens karakter og forholdene

ved bestilling.

Europa-Parlamentet finder det endvidere vigtigt, at arrangøren ikke

pålægges for mange oplysningspligter, samt at den rejsende til enhver tid

skal kunne opsige aftalen mod betaling af en passende erstatning, som

fastsættes af arrangøren. Arrangøren skal dog bære bevisbyrden for, at

erstatningen er fastsat rimeligt. Endvidere skal den rejsende kunne hæve

aftalen, hvis der foreligger uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder

(eksempelvis krigshandlinger eller naturkatastrofer), men ikke på grund af

private forhold hos den rejsende, og omstændighederne må ikke foreligge

allerede før bestillingen, hvis den rejsende var informeret herom.

Europa-Parlamentet finder desuden, at prisstigninger altid skal begrundes

skriftligt, og at de kun kan pålægges kunden, hvis de overstiger 3 % af

rejsens pris. Prisfald på 3 % eller derover skal imidlertid altid videregives

til kunden, men arrangøren kan i sådanne tilfælde kræve 10 EURO pr.

rejsende i administration. Hvis der sker en prisstigning er på over 8 %, kan

kunden opsige aftalen eller få mulighed for at deltage i en ligeværdig rejse.

Europa-Parlamentet finder herudover, at arrangøren har en

omsorgsforpligtelse for kunder, der kommer i vanskeligheder under rejsen,

og at denne forpligtelse gælder, uanset om forholdet skyldes arrangøren.

Forpligtelsen skal bestå i at give den rejsende information og yde praktisk

hjælp, men arrangøren skal ikke forpligtes til at afholde udgifter.

Europa-Parlamentet har for så vidt angår insolvensbeskyttelsen peget på, at

den bør være omfattende, og at den rejsende bør være beskyttet mod

insolvens hos arrangøren, formidleren eller en virksomhed, som er

involveret i et formidlet rejsearrangement. Imidlertid finder Europa-

Parlamentet, at hjemtransport ikke i alle tilfælde bør ske med det samme

(eksempelvis hvis rejsen lige er begyndt), hvis det er muligt at tilbyde

fortsættelse af rejsen.

Europa-Parlamentet har endelig peget på, at arrangøren skal hæfte for

udgifter til indkvartering i de tilfælde, hvor den rejsendes hjemtransport

ikke kan gennemføres på grund af uundgåelige og ekstraordinære

omstændigheder. Europa-Parlamentet foreslår ligeledes, at den rejsende

selv kan købe indkvartering for op til fem nætter med et beløb på op til

EUR 125 pr. nat, hvis arrangøren afviser af dække udgifterne.

10. Specialudvalget

Sagen er tidligere kort blevet præsenteret for

Specialudvalget

for transport

den 12. september 2014 og er blevet drøftet på et møde i Specialudvalget

for politimæssigt og retligt samarbejde den 18. november 2014.

11. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg

Et grund- og nærhedsnotat om det oprindelige forslag er sendt til

Folketingets Europaudvalg den 6. maj 2014. Det er ligeledes sendt til

Folketingets Retsudvalg og Folketingets Erhvervsudvalg.

Sagen har været forelagt for Folketingets Europaudvalg den 15. maj 2014

til orientering.

Sagen har endvidere været forelagt for Folketingets Europaudvalg den 28.

november 2014 til forhandlingsoplæg.