Miljøudvalget 2013-14
S 1625
Offentligt
1386483_0001.png
Folketingets Lovsekretariat
Christiansborg
1240 København K
J.nr. NST-101-01782
3. juli 2014
Folketingsmedlem Simon Emil Ammitzbøll (LA) har den 24. juni 2014 stillet
følgende spørgsmål nr. S 1625, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. S 1625
Mener ministeren, at risikoen for magtfordrejning kan øges, når en kommune og
en grundejer indgår en aftale, der formelt set bygger på frivillighed, men som
indeholder byrdefulde krav til grundejeren, samtidig med at selvsamme kommune,
som planlægningsmyndighed, gennemfører lokalplanlægning for samme
grundejer?
Svar
Jeg går ud fra, at spørgsmålet har baggrund i en konkret sag, som jeg ikke kender
de nærmere omstændigheder i. Jeg kan dog generelt oplyse, at jeg i almindelighed
har tillid til, at kommunalbestyrelserne ikke tager usaglige hensyn i deres
forvaltning.
Jeg har forelagt spørgsmålet om planlovens regulering af aftaler for
Naturstyrelsen, der har oplyst følgende, hvortil jeg kan henholde mig:
”Det er muligt at indgå udbygningsaftaler om infrastruktur efter planloven. En
udbygningsaftale efter planloven er en frivillig aftale mellem en kommune og en
grundejer, som sker på grundejerens opfordring, og som handler om, at
grundejeren helt eller delvis udfører eller afholder udgifterne til de fysiske
infrastrukturanlæg og den hertil knyttede planlægning, som skal tilvejebringes for
at imødekomme særlige ønsker vedrørende infrastruktur m.m. fra grundejerens
side. Det er således helt afgørende, at indgåelse af en udbygningsaftale sker
frivilligt og på grundejerens egen opfordring og i øvrigt efter retningslinjerne for
indgåelse af sådanne aftaler. Planloven muliggør kun aftaler om infrastruktur, og
sådanne aftaler kan ikke påklages, jf. planlovens § 58b.
Planloven regulerer ikke spørgsmålet om, hvorvidt der kan indgås aftaler om
ejerforhold med grundejer.
Spørgsmålet om, hvorvidt kommunerne i deres planlægningsvirksomhed varetager
usaglige hensyn på en måde, så det kan beskrives som magtfordrejning, kan efter
omstændighederne være et retligt spørgsmål, som kan prøves ved Natur- og
Miljøklagenævnet efter planlovens § 58. Spørgsmålet kan tillige indbringes for
Miljøministeriet • Børsgade 4 • 1215 København K
Tlf. 72 54 60 00 • Fax 33 32 22 27 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
domstolene. Uden for de tilfælde, hvor der er adgang til at få prøvet spørgsmålet
for en klageinstans, som Natur- og Miljøklagenævnet, fører statsforvaltningerne
tilsyn med, at kommunerne i deres virksomhed ikke varetager usaglige hensyn”
Kirsten Brosbøl
/
Sven Koefoed-Hansen
2