Spm. nr. US 51

Jeg vil gerne kvittere for åbenheden. Altså, det er da så åbent, som det kan blive. Der er stort set ikke noget indhold i de sætninger, der kommer ud af munden på statsministeren, andet end nogle selvfølgeligheder.

Jeg står her som Venstres formand og vedkender mig, at vi har lavet en aftale. Det er en meget, meget ambitiøs aftale med en målsætning om at reducere dansk CO 2 -udslip med, er det 34 pct.? – langt over europæisk standard. Regeringen har så i øvrigt en ambition nu, der rækker videre, og det er en ambition, der er aftalt i en verden, som på det par år, der er gået, sådan set har forandret sig. Det må statsministeren da forholde sig til.

Vi gjorde os da nogle overvejelser om, hvad en tønde råolie kostede, og hvad CO 2 -kvoterne i EU kostede, og de forudsætninger er jo fuldstændig faldet fra hinanden, desværre. Og det betyder jo altså, at en ganske almindelig dansk familie, der får fjernvarme, og som havde udsigt til at få en ekstraregning på 1.300 kr., nu får en på 3.500 kr. Det betyder, at min gode gartner fra Fyn, som i 2012 havde udsigt til at betale 12.000 kr. pr. medarbejder i PSO, nu skal betale 45.000 kr. Det betyder, hvis man skal tro den rapport, der er lækket, og som først offentliggøres i morgen, at vi taler om 5.000 tabte danske arbejdspladser.

I stedet for står statsministeren bare og holder et foredrag om, at man aldrig nogen sinde må skifte holdning, når forudsætningerne ændrer sig – og det skulle komme fra statsministeren. Lad mig lige repetere: dagpengereform, efterløn, betalingsring, tvungen fædreorlov, en uendelig liste af holdningsændringer, hvor den eneste forudsætning, der har ændret sig, er, at statsministeren er blevet statsminister.

Her snakker vi om nogle reelle forudsætninger, der har ændret sig, og det, jeg spørger til, er: Er regeringen indstillet på at genforhandle det her? Og det kan jo ikke handle om, at man så bare kræver pengene ind andre steder. Det bliver jo nødvendigvis nødt til at handle om, at man også diskuterer ambitionsniveauet og tidsplanen. Er det i den situation, Danmark er i, hvor arbejdspladserne forsvinder til udlandet, fornuftigt fortsat at have en ambition, der hedder 34 pct. i 2020, eller skulle man være lidt mere langmodig af hensyn til danskernes privatøkonomi, af hensyn til vores virksomheder, af hensyn til arbejdspladserne?

Statsministeren.

Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der på visse punkter har skiftet holdning. Venstre har jo også gjort det og har forsøgt at rode sig ud i en diskussion om, hvorvidt det var synspunkter eller holdninger eller standpunkter, eller hvad det var. Så det blev slået fast dengang, at sådan er det jo i politik, også for Venstre.

Det, der i hvert fald er helt, helt tydeligt i den her diskussion, er, at Venstre har skiftet markant holdning, i forhold til hvordan vi skal have vores vedvarende energi-støtteordninger. Det kan Venstre jo godt gøre, men så sig det dog. Sig klart og tydeligt, at man har fået kolde fødder i forhold til en aftale, man selv har været med til at indgå, og sig klart og tydeligt, at man er parat til at skabe usikkerhed for de virksomheder, som rent faktisk er optaget af, at der er tryghed om de her rammer.

Dengang vi lavede aftalen, blev vi rost af danske virksomheder, for nu var der retning på det her, nu vidste man, hvad man kunne regne med i forhold til det. Det var det gode ved, at vi havde en bred aftale. Og derfor synes jeg faktisk ikke, det er særlig godt, at Venstre nu skifter markant holdning, og jeg vil godt understrege i dag, at vi ikke ønsker at åbne for en genforhandling af klima- og energiaftalen, for den synes vi er god. Men det er klart, at hvis Venstre gerne vil ind og diskutere nogle af de her ting, er døren selvfølgelig åben til klima- og energiministerens kontor.

Lars Løkke Rasmussen.

Jeg kan forstå, der så skal forhandles for nogle dobbelt lukkede døre af en eller anden slags. Den første er åben – den står vidt åben, siger statsministeren – og så render man lige ind i den næste, for regeringen ønsker ikke at genforhandle noget. Det står statsministeren og siger. Altså, hvor ville det være befriende, hvis vi kunne prøve at forholde os til realiteter i stedet for de her fraser om at stå ved og ikke at skabe usikkerhed. Statsministeren har endnu ikke med et ord forholdt sig til substansen i noget af det, jeg har sagt – ikke med et ord.

Vidste statsministeren, dengang vi indgik aftalen i marts 2012, at prisen på amerikansk skifergas ville falde til en tredjedel, og at det ville dumpe verdensmarkedsprisen på fossile brændstoffer? Vidste statsministeren det? Vidste statsministeren, at EU's CO 2 -kvote ville falde fra noget, der ligner 23,5 euro til 9,6 euro, som det ses i den seneste regeringspublikation. Vidste statsministeren det? Og hvis statsministeren vidste det, hvorfor sagde statsministeren så ikke noget om det? For så havde regnestykkerne set anderledes ud.

Vi indgik jo allesammen den aftale efter en afvejning af, hvad den grønne omstilling måtte koste i den situation, Danmark var i. Der var vished om, at der så lå en regning på 1.300 kr. til en familie i parcelhus. Nu er den på 3.500 kr. Er det ligegyldigt? Er det ligegyldigt, at den her gartner på Fyn skal betale fire gange så meget i PSO, end vi forudsatte? Er det ligegyldigt? (Formanden: Tak!) Skaber det forudsigelighed? Eller vil man i virkeligheden fastholde forudsigeligheden i forhold til de mennesker, der skal betale den her regning? Hvad hvis man sagde: Når verden har forandret sig og rykket ved vores regnestykker, er vi da nødt til at kigge på dem igen?

Statsministeren.

Jamen jeg synes da bestemt ikke, den omkringliggende verden er ligegyldig. Men jeg synes heller ikke, det er ligegyldigt, hvad der foregår her i Danmark. Og hr. Lars Løkke Rasmussen må da også forklare mig, hvordan han synes, at han vil argumentere over for de mennesker, som måske ikke har så meget arbejde, som de egentlig havde regnet med. Hvis man stopper støtteordningerne til vedvarende energi, har det en konsekvens for andelen af den vedvarende energi i Danmark. Den vil jo gå ned. Sådan er det jo.

Derfor synes jeg, hr. Lars Løkke Rasmussen skal begynde at finde ord frem, som kan forklare det over for de smede, ingeniører og alle de andre mennesker, som arbejder på virksomheder, som bidrager til vores vedvarende energi. Altså, vores klima- og energipolitik er vigtig i sig selv, men at rammerne er stabile er også vigtigt for de mennesker, der arbejder på de virksomheder ude i vores land. Og derfor synes jeg, at når hr. Lars Løkke Rasmussen siger, at andelen af vedvarende energi tydeligvis skal ned, så burde han jo også gøre sig umage for at forklare alle de mennesker, som arbejder inden for det her – og som mener, at det er fremtiden og regner med, at de kan beholde deres job – hvorfor de egentlig ikke skal regne med det længere. Det er jo det, som Venstre dybest set mener lige nu.

Hr. Lars Løkke Rasmussen, sidste omgang.

Ja, det ved jeg ikke hvor statsministeren har fra. Jeg argumenterer ikke for, at andelen af vedvarende energi skal gå ned, nej, jeg argumenterer for, at den måske skal gå lidt langsommere op end det, vi oprindelig havde aftalt, for prisen for at lade den her VE-andel stige og CO 2 -reduktionen falde i det tempo, vi har aftalt, har vist sig at være langt højere end forudsat. Og det betyder da, at den metalarbejder og hans familie, for hvem den nære velfærd også betyder noget, altså at man har råd til at have en bil ude i indkørslen, at man har råd til at tage på ferie, nu oplever, at energiafgifterne til fjernvarmen altså stiger tre gange så meget, som vi jo har forudsat. Det betyder, at de medarbejdere, der arbejder på virksomheder, der producerer industriprodukter, der sælges til udlandet, risikerer at tabe deres arbejdspladser, fordi virksomheden ikke er konkurrencedygtig, fordi energiprisen er for høj. Det betyder, at den her gartner fra Fyn altså skal slås med en firdobling af sin PSO-afgift, det betyder, at Katrine og Alfred i forbindelse med deres tomatgartneri på Fyn vælger at udvide deres produktion i Skåne i stedet for på Fyn, og så kan de ansætte nogle flere svenskere. Tingene hænger jo sammen.

Jeg må bare stilfærdigt konstatere, at ja, statsministeren er altså så indstillet på, at hendes minister kan holde et møde, når vi nu er med i forligskredsen, tak for det, men statsministeren er ingenlunde indstillet på at diskutere i substansen, om de her ændrede forudsætninger kunne give anledning til at justere nogle ting i energiaftalen. Det må vi så trykprøve, for det her bliver et tema i forårets vækstforhandlinger, og hvis regeringen vil have en vækstaftale, i hvert fald med mit parti, bliver det her et tema, som regeringen bliver nødt til at forholde sig til.

Statsministeren.

Jeg synes jo, det er ærgerligt, at hr. Lars Løkke Rasmussen ikke ønsker at forholde sig til realiteterne, og PSO'en udgør mindre end ½ pct. af virksomhedernes generelle samlede udgifter. Det er i hvert fald en realitet. Jeg synes også, det er værd at forholde sig til den realitet, at hvis man sætter PSO'en ned, får man en mindre andel af vedvarende energi i Danmark frem mod 2020. Sådan er det jo. Derfor påhviler det jo også hr. Lars Løkke Rasmussen og Venstre at fortælle alle de mennesker, som arbejder inden for de her virksomheder, at de ikke skal regne med, at vi får så stor en udbygning, og at vi får så mange arbejdspladser, som de kan gå og regne med nu, for nu har Venstre besluttet, at det rent faktisk skal være færre. Det skylder Venstre svar på. Det, jeg kan konstatere efter dagens udveksling, er, at Venstre har ændret sin holdning i forhold til klima- og energipolitik. De fortryder, at de er med i den aftale, og Venstre vil ikke se realiteterne i øjnene, i forhold til at det her også handler om danske arbejdspladser.

Den næste spørger er hr. Kristian Thulesen Dahl som leder af Dansk Folkeparti. Værsgo.