Jeg skal ikke kunne sige, om det er, fordi spørgeren er decideret uforberedt, eller hvad baggrunden er, men det virker påfaldende, at man først påstår, at der er en højkonjunktur, og så siger, at det siger man ikke, og så gentager man i øvrigt, at der er en højkonjunktur.
Det virker ærlig talt ikke, som om man helt har forberedt sig på, hvad det er, man gerne vil spørge om.
Jeg vil gerne svare på spørgsmål i forhold til provenuerne, og jeg vil gerne svare i forhold til, hvor mange biler der bliver solgt, men at påstå, at det er en generel højkonjunktur, vi ser i Danmark, er jeg noget forundret over, og det håber jeg sådan set at Venstre også vil være i stand til at uddybe.
Det er fuldstændig korrekt, at der bliver solgt flere energirigtige biler, flere biler, der kører længere på literen.
Det er nogle billigere biler at købe, og det betyder, at der over de senere år, hvis vi tager højdepunktet i 2007, er en lavere indtægt i år.
I 2007 var det 24 mia.
kr., i år skønner man, at det bliver ca.
16 mia.
kr., men i 2009 var det nede på 12 mia.
kr.
Det vil sige, at jeg tror, at vi sådan helt fair kan konkludere, at det bevæger sig op og ned.
Højkonjunkturerne spiller en rolle.
Det spiller en rolle, at nogle borgere vælger at udskyde en del af registreringsafgiften, fordi man leaser en bil, og endelig er der en lavere afgift, når man køber en mindre bil, kontra man køber en større bil.
Det betyder i sidste ende, at der i hvert fald i nogle år vil være en lavere indtægt til statskassen og nogle år en højere indtægt til statskassen.