Skatteudvalget 2013-14
L 200 Bilag 4
Offentligt
1393090_0001.png
Dato
Side
22. august 2014
1 af 2
Folketingets Skatteudvalg
Christiansborg
1240 København K
Anmodning om foretræde for Skatteudvalget
Landbrug & Fødevarer anmoder hermed om foretræde for Skatteudvalget for at diskutere en række
problemstillinger i forhold til lovforslag nr. L200 om ændringer i virksomhedsskatteloven. Forslaget
er fremsat den 11. juni 2014 og planlagt vedtaget ved 3. behandling den 9. september 2014.
Skatteministeren sendte medio august et udkast til en strammere virksomhedsordning til 1.
behandling blandt Folketingets partier. Ordningen benyttes af landmænd, håndværkere og andre
personligt ejede virksomheder, og de nye regler i det såkaldte lovforslag L200 rammer landbruget
og andre små erhvervsdrivende utilsigtet hårdt.
Landbrug & Fødevarer og en lang række andre organisationer har i høringssvar fra juli 2014
påpeget en række betydelige problemer. På den baggrund har skatteministeren annonceret, at han
vil fremsætte ændringsforslag, som vil tage højde for en række af de rejste problemer.
På trods af denne imødekommenhed er der dog fortsat omkring 9.500 landmænd, der risikerer ikke
at kunne anvende ordningen efter hensigten. Det viser opgørelser fra Landbrug & Fødevarer.
Skatteministeriet har annonceret, at virksomhedsordningen skulle strammes, fordi den blev brugt
utilsigtet. Reglerne er ifølge Skatteministeriet blevet misbrugt til at finansiere privat forbrug med lav
skat. Intentionen om at stoppe skattesnyd er relevant og helt i orden, men stramningerne rammer
samtidig mange erhvervsdrivende, der har anvendt reglerne helt efter hensigten, og har haft glæde
af en velfungerende ordning i godt 25 år. Stramningerne har blandt andet den uheldige
konsekvens, at mange landmænd ikke kan spare op i deres virksomhed, hvis de har en såkaldt
negativ indskudskonto.
De hidtidige regler har blandt andet betydet, at virksomhederne har kunnet tage toppen af de store
udsving på indtjeningen, og at de har kunnet spare op i virksomheden. De opsparede midler har
været brugt til nye investeringer og udvikling på bedrifterne. Det er ikke længere en mulighed med
dette forslag, og det er selvfølgelig problematisk - både for samfundet og for den enkelte
virksomhed, der rammes.
De nye regler mangler således fortsat nogle helt afgørende tilpasninger for ikke at ramme en alt for
bred kreds af erhvervsdrivende. Fx bør det sikres - som det også påpeges i en række af
høringssvarene - at stramningerne ikke reelt kommer til at virke med tilbagevirkende kraft. Desuden
bør der tænkes i en øget bagatelgrænse og lempeligere indfasning for ikke at ramme en lang
række erhvervsdrivende utilsigtet.
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1393090_0002.png
Side 2 af 2
I forbindelse med foretrædet vil erhvervet fremlægge og diskutere mulige løsninger med
Skatteudvalget.
Vi håber på jeres forståelse og imødekommelse i forhold til anmodningen om foretræde, og står
naturligvis til rådighed for uddybning af ovenstående på mødet med udvalget.
Med venlig hilsen
Lone Saaby
Erhvervspolitisk direktør
Landbrug & Fødevarer