Socialudvalget 2013-14
L 147 Bilag 12
Offentligt
Mit navn er Per Johansen. Jeg er 57 år, spastiker og kørestolsbruger. Jeg er gift med Ida LundJohansen, som er 45 år og ligeledes spastiker og kørestolsbruger. Vi bor i en lejlighed i Brabrand,nærmere bestemt Gellerupparken. Vi har begge BPA-ordning med 24 timers dækning i døgnet, da vihar et omfattende behov for pleje, overvågning og ledsagelse. Vores økonomiske grundlag erhøjeste førtidspension. Herudover arbejder jeg 20 timer om ugen på Solbakkens Rådgivningscenterfor Bevægelseshandicappede i Højbjerg.Jeg har med stor interesse læst det brev, som 3 brugerklubber i Jylland har skrevet tilSocialministeren og Folketingets Socialudvalg.Jeg kan kun slutte op om de betragtninger, som de 3 brugerklubber kommer med ang. lovforslag L-147.Jeg fik min hjælperordning tilbage i 1982. Dengang var det almindeligt, at handicaphjælpere varstuderende, som supplerede SU'en, men allerede dengang var der faktisk nogle handicaphjælpere,som regulært levede af hjælperjobbet.Først i '90erne skete der dog et skift, således at flere og flere handicaphjælpere var ansat i længeretid ad gangen. Jeg har selv haft én hjælper ansat i 23 år, og en anden i 16 år. Min og Idas nuværendehjælperstab kommer faktisk også op på et rimeligt højt anciennitetsniveau – med flere hjælpere somhar været ansat over 5 år. Faktisk nærmer en af vores hjælpere sig 8 års anciennitet.For mig at se vil det nye takstsystem ikke betyde en forbedring af handicaphjælpernesarbejdsforhold, da det indebærer at visse tillæg og ydelser bortfalder.For Ida og jeg vil det betyde, at vi får væsentligt sværere ved at rekruttere og fastholde et godt ogstabilt hjælperteam. Her skal det bemærkes, at det tager ca. 1-3 år at opbygge et stabilt og godthjælperteam.Jeg kan kun opfordre Folketingets Socialudvalg til at lytte til brugerklubberne og deres synspunkter.Det er trods alt dem, der kender til de lavpraktiske udfordringer ved alt, som har med BPA at gøre.Såfremt der er politisk opbakning til at udbygge og forbedre BPA-ordningerne, er det bydendenødvendigt, at de mennesker som ved bedst (her tænker jeg ikke på embedsmænd, politikere ogandre, men på de organisationer og personer, som står med de daglige udfordringer) bliver tagetmed på råd – og ikke mindst bliver taget alvorligt.Det, at være handicaphjælper, er faktisk et meget alsidigt job. Vi lægger vægt på mange flerepersonlige kompetancer end det almindelige arbejdsmarked gør. Det er sandt, at vi skal have hjælptil at komme i bad, på toilet og få tøj på. Den rent plejemæssige del af jobbet er faktisk den mindste.En hjælper skal også f.eks. kunne håndtere sociale relationer i forbindelse med venne- ogfamiliebesøg, ligesom de i mange tilfælde både skal kunne håndtere en computer, en boremaskineog en stegepande. Herudover er der den personlige kemi mellem borger og hjælper. Det udgørfaktisk den største del af jobbet.I min optik giver det ingen mening at sidestille handicaphjælpere med SOSU-personale ellerlignende grupper – simpelthen fordi handicaphjælpernes arbejdsområder er så bredtfavnende – plejeer kun en mindre del af det.Jeg har hørt om hjælperordninger, hvor en SOSU-uddannet faktisk godt ville kunne varetagehjælperjobbet, fordi bruger er meget selvhjulpen og selvstændig, men det gælder langt fra i alletilfælde.