Det næste punkt på dagsordenen er:

25) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 83:

Forslag til folketingsbeslutning om amning i det offentlige rum.

Af Stine Brix (EL) m.fl.

(Fremsættelse 01.04.2014).

Forhandlingen er åbnet, og jeg giver først ordet til ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold.

Tak for det. Enhedslisten har fremsat beslutningsforslag om retten til at amme i det offentlige rum. Jeg er helt enig i, at kvinder med små børn skal kunne færdes i det offentlige rum, også når de ammer, men sådan mener jeg sådan set også at det er i dag i Danmark. Jeg oplever en generel forståelse for, at kvinder ammer, og de fleste opfatter heldigvis det at amme som noget helt naturligt. Der har været enkelte sager, hvor ammende kvinder er blevet afvist fra restauranter og cafeer, og som har fået meget opmærksomhed i medierne, og jeg anerkender selvfølgelig, at det ikke har været nogen rar oplevelse for de enkelte kvinder. Men det er også min klare oplevelse, at der ikke i dag er så store problemer med at amme sit barn, at det begrunder, at der skal laves lovgivning.

Jeg kan heller ikke genkende, at der skulle være opstået en holdning i befolkningen om, at kvinder ikke skal eller bør amme offentligt. Heller ikke Sundhedsstyrelsen kender til et sådant problem ud over de enkelte sager, der som omtalt har været i medierne. Det synes jeg tyder på, at vi skiller os ud fra de lande, hvor man har ment, at det var nødvendigt med lovgivning for at sikre, at kvinder har mulighed for at kunne amme uden for hjemmet. Derfor kan man heller ikke umiddelbart sige, at fordi nogle lande har lovgivning, skal alle have det. Man skal se på, om det passer ind i vores aktuelle situation og selvfølgelig også i den kulturelle kontekst, som vi har i Danmark.

Danske kvinder vælger da også for de allerflestes vedkommende at amme deres børn, og mødre og deres babyer er heldigvis en naturlig del af det offentlige rum i Danmark. Vi har bl.a. rigtig mange tilbud om f.eks. mødregrupper, babybio, babysalmesang, motionsgrupper og så fremdeles. At visse forretninger eller restauranter ikke ønsker, at der bliver ammet hos dem, er fuldstændig korrekt. De findes der, men de forretninger går også glip af nogle gode kunder, og det er jo deres valg. Det må de enkelte forretninger selvfølgelig gøre op med sig selv.

Jeg vil gerne sige klart og tydeligt, at amning er en sund og naturlig ting, som jeg startede med at sige i min tale, også uden for hjemmets fire vægge. Men jeg oplever som sagt heldigvis også, at der er en generel accept af, at man skal kunne amme sit barn i det offentlige rum. Så regeringen finder ikke, at der er behov for at lovgive på dette område. Regeringen kan derfor ikke støtte beslutningsforslaget.

Der er en kort bemærkning fra fru Stine Brix.

Tak til ministeren for de indledende bemærkninger. Jeg kunne godt tænke mig at spørge til ministerens holdning til den afgørelse, som faldt i Ligebehandlingsnævnet sidste år, for omkring et års tid siden. Jeg syntes i hvert fald personligt, at det var kontroversielt, at man i den forbindelse valgte at henvise til, at det kunne opfattes som blufærdighedskrænkende at amme i det offentlige rum. Det betyder jo, at en sådan afgørelse også kan videreføres til alle mulige andre steder end i en restauration eller en café. Det kan i princippet også være på en legeplads, hvilket vi også har set en sag med, eller i en park eller noget andet. Så jeg kunne godt tænke mig at høre ministerens holdning til, at Ligebehandlingsnævnet betragter det som legitimt, med henvisning til at det kan være blufærdighedskrænkende at amme.

Ministeren.

Jeg kan huske, at jeg sagde, at jeg ikke forstod, at der var nogen, der følte sig stødt over det. Men det interessante ved fru Stine Brix' spørgsmål er, at der bliver sagt: Det kan føre til ... Men virkeligheden er, at det gør det ikke. Vi har heldigvis en kultur i Danmark, hvor det er bredt, bredt accepteret, at kvinder ammer, også i det offentlige rum. Så har der været nogle enkelte sager i medierne. Det er selvfølgelig rigtig beklageligt, og som jeg også sagde, er det ikke på nogen som helst måde en rar oplevelse for de kvinder og heller ikke for børnene og familierne, eller hvem der er involveret. Men derfra, og det er jo det, der er omdrejningspunktet her, og så til at skulle lovgive om det, synes jeg der er rigtig, rigtig langt. Og der skal man selvfølgelig også se på proportionerne.

Stine Brix.

Nu sagde jeg, at det kan føre til ... Der har jo faktisk været en sag med en kvinde, som blev bortvist fra en legeplads, ikke fra en restauration eller en café. Det er klart, at de sager, vi ser i medierne, må vi jo også formode i en eller anden forstand er toppen af et isbjerg. Hvis man følger debatten i forskellige fora for mødre med små børn, er det i hvert fald tydeligt for mig at se, at der ikke er tale om et antal sager, som kan tælles på en enkelt hånd, men formentlig udtryk for noget, der er langt mere omfattende end det, som ministeren giver udtryk for. Så jeg kunne egentlig godt tænke mig at spørge ministeren, om det her så er et udtryk for, at man slet ikke vil gøre noget. Altså, er det regeringens holdning, at der slet ikke er et problem på det her område?

Ministeren.

Det, som vi ikke vil, er at lovgive om det. Det betyder ikke, at man ikke synes, som jeg også sagde, at det er et problem. Som jeg også sagde, kan jeg ikke forstå det, men det, at det skulle være toppen af isbjerget, har jeg meget svært ved at forstå. Som jeg sagde i min tale, kender Sundhedsstyrelsen heller ikke til, at der skulle være den slags problemer. Og med hensyn til den kvinde, som fru Stine Brix refererer til, så var det sådan, så vidt jeg er orienteret og også husker det, at i den pågældende sag blev kvinden ikke afvist, men blot bedt om at amme et andet sted på legepladsen. Og igen: Så vidt jeg er orienteret, og som jeg husker det, var det, fordi kvinden sad på et legeredskab. Jeg synes, der er stor, stor forskel på at trække sådan en sag op og sige, at hun blev afvist, for det er ikke sådan, som jeg er blevet orienteret om den sag.

Fru Özlem Sara Cekic har også en kort bemærkning.

Tak. Mener ministeren, at amning er en blufærdighedskrænkelse?

Ministeren.

Det er et meget, meget underligt spørgsmål. Det kommer jo an på, om ordføreren mener, om jeg bliver blufærdighedskrænket af det. Det gør jeg ikke. Der er nogle mennesker i vores samfund, der godt kan blive krænket af det, og det er jo deres udfordring. Men det er jo ikke det, det her handler om. Det her handler om, om vi skal lovgive om, om man skal have lov til at amme i det offentlige rum, og det mener regeringen ikke vi skal.

Özlem Sara Cekic.

Det er bare sådan en måde at sige det på, der viser, at ministeren faktisk ikke rigtig har taget stilling til det her. For det, det handler om, er, hvorvidt amning skal undtages fra blufærdighedsloven. Krænker man et andet menneske, hvis man ammer sit barn i det offentlige rum? Det er meget interessant, at ministeren ikke kan svare klart og tydeligt ja eller nej på det spørgsmål. Jeg er godt klar over, at når man er minister, er man efterfølgende også nødt til at handle, men det kan da ikke være så svært at svare. Mener ministeren – nu spørger jeg ministeren – at det er blufærdighedskrænkelse, når man ammer sit barn i det offentlige rum? Jeg snakker ikke om cafeer. Er det en blufærdighedskrænkelse, når man ammer, eller er det ikke?

Ministeren.

Men det er jo rigtig svært at svare på sådan et diffust spørgsmål. Der er jo stor forskel på folk. Nogle oplever det som en krænkelse, og så er der andre, der ikke gør det, og sådan må det være. Men det her handler om en ting, og det er jo den præmis, som man fuldstændig ser bort fra, nemlig at der er fremsat et beslutningsforslag om retten til at amme i det offentlige rum.

Jeg og regeringen siger så bare i al stilfærdighed, at det er der ikke brug for, fordi kvinder i dag sagtens kan amme i det offentlige rum. Og i den pågældende sag, som jeg har en fornemmelse af ligger til grund for beslutningsforslaget, hvor en mor blev bortvist fra en legeplads, som ordføreren fra Enhedslisten siger, blev vedkommende ikke afvist, men blot henvist til at amme et andet sted, så vidt jeg er orienteret.

Tak til ministeren. Og så går vi til ordførerrækken, og den første er fru Sophie Løhde fra Venstre.

Tak for det. Jeg synes jo desværre ikke, det er så overraskende, at Enhedslisten nu også på det her felt synes det er politikernes opgave at lovgive og detailregulere – konkret i forhold til beslutningsforslaget her om amning i det offentlige rum.

Jeg vil da starte med at sige, at jeg sådan på det personlige plan ikke helt kan forstå, hvis man føler sig meget stødt over noget, der vel egentlig kan betegnes som noget af det mest naturlige i den her verden, nemlig et barn, der får bryst af sin mor.

Men når det så er sagt, synes jeg bare, at det her også handler om alt muligt andet, og det står ikke i beslutningsforslaget, nemlig om en principiel diskussion om grænser for politik og dermed også om, om det her nu er endnu et område, hvor vi politikere skal gå i gang med at lovgive her i Folketinget.

Venstres svar er nej, og det er det af flere årsager. For det første må det simpelt hen være muligt – uden at der behøves lovgivning om det – at kunne finde nogle pragmatiske løsninger ude i den virkelige verden, så kvinder på anstændig vis også kan amme deres børn i det offentlige rum, og det oplever jeg altså også i helt udpræget grad er tilfældet ude i den virkelige verden. Det er ikke det samme som at sige, at der aldrig nogen sinde vil kunne findes eksempler på det modsatte, og at der aldrig nogen sinde vil kunne dukke nogen sager op, men vi bliver også bare nødt til at få øjnene op for, hvordan samfundet udenfor ser ud. Og der er jeg enig med ministeren, når han siger, at det altså er bredt accepteret i det danske samfund, at kvinder også ammer i det offentlige rum.

For det andet er der for os også noget helt principielt – og også noget forkert – i, at en selvstændigt erhvervsdrivende, f.eks. en caféejer, på grund af statslig indgriben ikke må sætte reglerne for sin egen forretning. Vi lever i et samfund, hvor der i vid udstrækning er frihed, men heldigvis også i et samfund, hvor der er plads til og respekt for forskelligheder, og derfor synes jeg egentlig også, det er i orden, hvis man som caféejer vælger at beslutte sig for et bestemt regelsæt på området, ligesom jeg mener, at det er rigtig godt, at en ammende kvinde så kan vælge at spise sin frokost eller drikke sin kaffe et andet sted. Jeg tror, det var formanden, der engang brugte udtrykket, at hvis ikke man kan lide lugten i bageriet, så har man friheden til at gå et andet sted hen.

Hele det her spørgsmål blev livligt debatteret for et års tid siden, og jeg scrollede lidt tilbage i nogle af de gamle artikler for at se, hvilken debat der havde kørt. Noget af det, der også var fremme, var flere tilfælde, hvor der var caféejere, der havde etableret de her såkaldte ammerum og dermed havde forsøgt at finde en kompromisløsning. Det blev i debatten, hvilket var lidt overraskende for mig, fremhævet som et problem. Man kunne jo også vælge at se det som en caféejers måde at forsøge at finde plads til alle i hans eller hendes beværtning og forretning, men lad nu det ligge.

Som sagt er det her for os ikke en diskussion om det at amme. For det første mener vi ikke, at lovgivning er løsningen på uenigheder som dem her, og for det andet mener vi ikke, det er rimeligt at fjerne en caféejers ret til selv at bestemme over sin forretning, ligesom vi mener, at en ammende kvinde har friheden og retten til at kunne vælge den givne café fra. Og jeg skal på den baggrund meddele, at Venstre ikke kan støtte beslutningsforslaget fra Enhedslisten.

Afslutningsvis skal jeg på vegne af De Konservative, der desværre ikke har mulighed for at være til stede i salen, meddele – det har jeg lovet dem – at de heller ikke kan støtte beslutningsforslaget.

Fru Stine Brix har en kort bemærkning.

Tak for det, og tak til ordføreren for de indledende bemærkninger. Jeg synes jo, det er interessant, at Venstre gør så meget ud af caféejerens frihed til at afvise kvinder, der ammer. Betyder det så også, at Venstre synes, det er helt legitimt, hvis en café eller et diskotek afviser en mand eller kvinde på baggrund af den etniske oprindelse, de har? Altså, på mange punkter går vi jo ind og beskytter mod diskrimination, og vores tænkning i forhold til det her forslag er, at det er præcis det samme, som at vi har klare regler mod diskrimination på baggrund af hudfarve eller etnicitet. Så bør friheden for caféejeren i Venstres optik også gælde friheden til at kunne afvise på baggrund af hudfarve?

Ordføreren.

Jeg synes, ordføreren for Enhedslisten forsøger at lave en helt vild sammenligning af nogle forskellige ting, som for mig at se intet har med hinanden at gøre. Selvfølgelig er det ikke acceptabelt at diskriminere på baggrund af tro, på baggrund af hudfarve, men helt ærligt, at sige, at en caféejer ikke må have lov til f.eks. at etablere et ammerum! Er det så også et problem, at en biograf, med omvendt fortegn, laver særskilte ammebioforestillinger? For hvad så med dem, der ikke ammer – så er det ikke henvendt til dem? Altså, der skal da være plads til alle, og som sagt har man jo som ammende kvinde altså også friheden til at vælge en anden café. Enhedslisten behandler det her, som om det skal være en menneskeret, at man skal kunne amme hvor som helst og når som helst. Jeg er bare glad for, at vi lever i et samfund, hvor der ikke er behov for, at politikere som fru Stine Brix og undertegnede skal lovgive og detailregulere om problemer, som efter min bedste overbevisning helt oplagt ikke eksisterer i det danske samfund.

Stine Brix.

Jamen forslaget handler om forskelsbehandling. Det er præcis samme lovgivning, som beskytter etniske minoriteter mod ikke at kunne blive afvist på et diskotek eller en café. I forhold til Venstres argumentation i den her sammenhæng – cafeens frihed til at afvise nogen, hvilket så, med omvendt fortegn, bliver til kvindens frihed til at vælge et sted fra – kan man da bruge præcis samme argumentation i forhold til en ung mand med en mørk hudfarve – du har en frihed til at vælge et andet diskotek. Jeg synes ikke, det hænger sammen. Det er jo meget fundamentalt, det er friheden til ikke at blive diskrimineret, vi snakker om i den her sammenhæng.

Ordføreren.

Jamen jeg opfatter det simpelt hen ikke som diskrimination, at der er en caféejer, som vælger at sige, at man rigtig gerne vil have, at der kommer mødregrupper på ens café, og at der er andre caféejere, som vælger en anden beslutning. Så kan man være enig i den, man kan også være uenig i den og sige: Det er ikke her, vi laver et ammerum – eller hvad man vil. Det må vi da også respektere, og som sagt kan man jo vælge at gå et andet sted hen.

Men det er sådan set ikke det, der er vores væsentligste argumentation i forhold til det her beslutningsforslag fra Enhedslisten, heller ikke selv om ordføreren for Enhedslisten bliver ved med at nævne det. Det væsentligste for os er sådan set, at det her handler om, og det var også det, jeg indledte med at sige, spørgsmålet om grænser for politik. Er det en opgave for os her i Folketinget i dag nu at kaste os over endnu et område, hvor der igen efter min bedste overbevisning ikke er tale om reelle problemer, men måske nogle problemer, som vi forsøger at opfinde som politikere. Ja, der har været en debat på et tidspunkt, og nogle har valgt én løsning, nogle andre har valgt en anden løsning, men det er jo ikke sådan et principielt problem, som kalder på, at nu skal vi sætte hele lovgivningsmøllen i gang. Altså, jeg synes simpelt hen, det her er et oplagt eksempel på, hvor politikere bør holde sig fra at lovregulere.

Özlem Cekic for en kort bemærkning.

Jeg er enig i, at vi ikke skal sidde på Christiansborg og beslutte hvordan og hvorledes ned til mindste detalje, men til gengæld får jeg lige lyst til at spørge ordføreren, om det ikke er sådan, at vi faktisk sætter rammerne for den ligebehandling, der finder sted ude i samfundet. Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre ordføreren, hvordan ordføreren har det med, at vi f.eks. i vores blufærdighedslovgivning ikke har undtaget amning, ligesom man har gjort i andre lande som f.eks. Skotland, USA og Australien. Mener ordføreren, at amning er en blufærdighedsrænkelse?

Ordføreren.

Jeg tror, jeg indledte min tale med at sige, at jeg på det personlige plan ikke helt kan forstå, hvis man føler sig vildt ramt eller vildt stødt over det, som jeg betegnede som noget af det mest naturlige, nemlig et lille barn, der får bryst af sin mor. Det er på det personlige plan. Men jeg respekterer da også, at der er nogle, der måtte have en anden holdning, at der er nogle, der måtte have det på en anden måde, end jeg har. Det er sådan set et samfund med frihed – også med frihed til forskellighed.

Jeg har ingen forventning om, at alle skal mene det samme som mig, at alle har den samme tærskel for, hvornår man finder noget blufærdighedskrænkende, og jeg har heller ingen ambition om at få det. Det må jo være op til den enkelte. Men jeg kan sagtens gøre rede for, hvad jeg mener på det personlige plan, og det er det, jeg hermed har gjort.

Özlem Cekic.

Nu er ordføreren jo også sundhedsordfører, og derfor kunne jeg godt tænke mig at høre: Er det ikke korrekt, at vi har ret store problemer i forhold til amning? Når man snakker med Jordemoderforeningen, problematiserer de jo også, hvordan holdningen til amning stille og roligt rykker sig.

Hvis vi tager den del af det, der drejer sig om detailregulering, væk, men ser på det rent lovgivningsmæssigt, så kunne jeg godt tænke mig at høre: Hvis det er så naturligt at amme, hvorfor er det så ikke undtaget i blufærdighedslovgivningen?

Ordføreren.

Ordføreren for Socialistisk Folkeparti indledte selv sit foregående spørgsmål med, at hun var enig i, at det ikke var Christiansborgs opgave at begynde at detailregulere og lovgive om alt, men hvis vi går ind på det her område, er det jo netop et eksempel på, at det er det, vi går i gang med at gøre. Det er derfor, jeg blot fremhæver, at der også må være nogle grænser for politik.

Jeg synes altså i al ydmyghed, at man bør bevæge sig en tur ud i den virkelige verden og se på, om der er et stort problem i det danske samfund med, at det ikke er accepteret, at kvinder ammer i det offentlige rum. Det er simpelt hen ikke rigtigt. Det er i vid udstrækning accepteret. Og at kurvens udsving, i forhold til hvor mange kvinder der ammer andre steder, har noget at gøre med, hvorvidt vi på Christiansborg har siddet og detailreguleret og lovgivet på det her område, tror jeg simpelt hen ikke på. Det handler om nogle andre ting, så lad os forholde os til de reelle problemer og ikke til sådan noget symbollovgivning.

Tak til Venstres ordfører. Så er det Socialdemokraternes ordfører, hr. Rasmus Horn Langhoff.

Jeg vil gerne starte med at slå fast, at i Socialdemokratiet er vi helt enige i, at kvinder skal have lov til at amme deres børn. Det er godt for børnene, det er godt for mødrene, og det er helt naturligt. Jeg kan også sagtens forstå, at det har udløst en debat, når der er sager, hvor man lige pludselig føler, at det modsatte er tilfældet, og at den naturligvis blusser op i medierne, som den gjorde for et års tid siden.

Det er altid i orden at give sin baby mad, og det er da kun glædeligt, at småbørnsforældre i Danmark er ude og bliver en del af det offentlige liv. Det skal vi selvfølgelig som samfund bakke op om at man kan. Det ville da være frygtelig kedeligt, hvis man, bare fordi man var blevet forælder, skulle gemme sig hjemme i sit hus eller i sin lejlighed. Jeg er også glad for, at det er det generelle billede i Danmark, at man rent faktisk bakker op om det her, at det rent faktisk er muligt, og at man får tingene til at lykkes ude i virkeligheden. Langt de fleste kvinder ammer, og der bliver også gjort meget fra det offentliges side for, at man får vejledt om, hvorfor det er så godt for børn at blive ammet, og heldigvis ser det også ud til, at langt de fleste finder ud af at løse de her ting i fred og fordragelighed.

På den baggrund mener vi ikke, at der er behov for lovgivning på det her område.

Tak til Socialdemokraternes ordfører. Så er det Dansk Folkepartis ordfører, fru Pia Adelsteen.

Tak for det. Må jeg ikke starte med at sige, at lige da jeg læste beslutningsforslaget, skrev jeg et ord på mit papir, og det er måske ikke så pænt at sige, men jeg skrev, at det her var latterligt. Når jeg siger det, er det, fordi jeg synes, det er helt galt, at vi begynder at lovgive om, hvordan mennesker skal opføre sig, i hvert fald på det her område, uden for Christiansborgs tykke mure. Jeg synes, amning er en helt naturlig ting, og jeg har selv gjort det, skal jeg skynde mig at sige. Jeg synes, det var rigtig dejligt, og jeg håber også, at mine børn var glade for det. Jeg synes, at det, det drejer sig om, er, at når man er ude og man har spædbørn og der skal ammes, så tager man hensyn til andre. Det er vel egentlig det, det i bund og grund drejer sig om, og det gør det jo på rigtig andre mange områder, når vi render rundt ude i det, vi kalder den virkelige verden. Man tager hensyn til andre.

Det er også mit helt klare indtryk, og sådan har tidligere ordførere også sagt det, at det at amme har de fleste folk en meget afslappet holdning til. De fleste mener, det er helt naturligt. De fleste synes, det er helt i orden, at kvinder ammer, og så kan der selvfølgelig være enkelte steder, hvor de siger, at det måske ikke lige er her, man skal gøre det, og det er vel også fair nok. Men man ordner det i mindelighed, uden at det bliver til det store drama. Det synes jeg egentlig er helt på sin plads, og jeg synes, det er helt rigtigt, at vi ikke går ind og lovgiver på det her område. Jeg synes, det er godt, hvis man kan finde ud af at ordne sagerne i mindelighed, og at man som forretningsdrivende har en ret til at sige: Det er måske ikke lige her, det skal foregå, men vi giver dig nogle muligheder. Eller også siger man, at det bare ikke lige er her, det skal foregå, og så må folk jo så finde et andet sted. Men jeg anser det altså ikke for at være et problem.

Jeg fik en lille sjov historie på vores gruppemøde i dag, da vi snakkede om sagen. Der har været Hjallerup Marked, det er der jo en gang om året, og der kan jeg da fortælle, at i Dansk Folkepartis telt sidste år fik kvinderne lov til at komme ind og amme. Det synes jeg da er ganske glimrende, for de havde ikke rigtig nogen andre steder at gå hen. Så det var jo ganske glimrende, og det viser måske også, at de fleste i bund og grund er meget tolerante over for amning.

Men vi kan fra Dansk Folkepartis side altså ikke støtte forslaget, for vi anser det simpelt hen for unødvendigt at lovgive på området.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører og for den interessante oplysning. Vi går nu til den radikale ordfører, fru Liv Holm Andersen.

Tak for det. Når det kommer til amning af spædbørn, er jeg personligt helt på linje med paven. Han har opfordret mødre sådan worldwide til at amme deres børn, også i offentligheden, sågar i Det Sixtinske Kapel. Og når jeg, en radikal ligestillingspolitiker, og den katolske pave sådan er enige, så får det mig til at tro, at det der med at amme er sådan noget, der er rimelig mainstream og har en relativt bred accept.

Med hensyn til at der så eksempelvis er – og det er det problem, som det her beslutningsforslag går på – nogle restaurant- og caféejere, der, hvilket også i mine øjne er forkert, fravælger amning som mulighed på deres restaurant eller café, vil jeg sådan set sige, det er tilladt. Det synes jeg er usympatisk, men jeg mener ikke, at det kalder på lovgivning. Og det er ikke, fordi en diskussion af og en dialog om det her område ikke kan være nødvendigt; det kan det sagtens. Jeg synes også, det er et område, som det er fint at vi sætter fokus på. Jeg synes også, det er et område, som det er fint at vi politisk sådan løbende følger. Så det vil jeg gerne sige tak til Enhedslisten for at de tager op.

Det er bare ikke min og Radikale Venstres holdning, at det er et område, der bør lovreguleres. Det er, fordi vi rent principielt synes, det er et udtryk for detailregulering, og det kan man jo synes er vigtigt eller ej, men det synes vi altså er vigtigt at vi undgår.

Vi synes faktisk, det er sådan lidt på linje med nogle af de her andre forslag, der har været – ganske vist fra andre partier – om eksempelvis et påbud om, at man skal hilse ved at give hånd i vores offentlige institutioner, eller et påbud om, at der skal serveres kød fra et bestemt dyr eller lignende. Det bryder vi os bare ikke rigtig om. Vi tror faktisk, det er svært sådan at lovgive sig til fornuft og til løsninger, hvor folk kan mødes og finde ud af det derude. Det tror vi egentlig er nødt til at finde sig selv, og det synes jeg også at det gør i langt de fleste tilfælde, også hvad angår den her sag.

Så vi har altså ikke lyst til at detailregulere, heller ikke når det gælder sager som den her, som vi har en grundlæggende sympati for, og det er bestemt tilfældet, hvad angår muligheden for og frisindet til at amme sit barn. Så i stedet for ligesom at stille os op på ølkassen og råbe på nye regler, på ny lovgivning, vil vi hellere stille os op på ølkassen eller talerstolen og kalde på common sense, sund fornuft, og det vil jo så også sige, at vi samtidig er parate til at acceptere, at den fornuft, som vi mener at det er, ikke nødvendigvis vil slå hundrede procent igennem alle steder.

Så på den baggrund kan Radikale Venstre ikke støtte forslaget. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning fra fru Stine Brix.

Tak til De Radikales ordfører. De Radikales ordfører sammenligner det med detailregulering med, at der skal være en bestemt slags mad i børnehaven, eller at man skal give hånd. Det kan jeg simpelt hen ikke forstå. Der står jo intet her om, at man skal amme på cafeer, eller at man skal noget andet – overhovedet ikke. Det her forslag handler jo om, at det ikke skal være tilladt at forskelsbehandle på baggrund af det, at man ammer.

Jeg kunne egentlig godt tænke mig at spørge om det samme, som jeg spurgte Venstres ordfører om. Er det her med, at man skal have en common sense-tilgang, så i det hele taget De Radikales ordførers tilgang i forhold til diskrimination og antidiskrimination, for det er jo det, vi her taler om?

Ordføreren.

Nej, det er bestemt ikke vores holdning. Jeg mener bare ikke, at det her er et problem, der har nået sådanne højder, at det er noget, som vi herindefra skal til at lave nye regler og ny lovgivning om. Det kan sagtens være, og fred være med det, at sammenligningen mellem svinekød og amning var absurd, men så synes jeg omvendt måske også, at sammenligningen mellem amning og diskrimination på de kriterier, som vi normalt taler om diskrimination ud fra, nemlig køn, etnicitet og tro, er en lille smule søgt. Det er jo ikke kønnet som sådan, der diskrimineres ud fra her. Der laves en forskelsbehandling på en handling, og det kan man mene meget om, og jeg tror også, jeg gjorde klart, hvad jeg og Radikale Venstre mener om det, men jeg mener bare ikke, at vi har en situation i Danmark, hvor det er nødvendigt at lovgive eksplicit om det her.

Fru Stine Brix.

Jeg synes, det er meget spændende, at der er så mange politikere, der er fuldstændig sikre på, at der slet ikke er et problem her, når vi hører om gentagne sager her. Der er jo ikke tale om en enkelt sag, der er tale om, at det med jævne mellemrum kommer op i pressen, at nye kvinder står frem og fortæller om en sag. Kombineret med det fortæller mange, hvilket man hører, når man følger debatten i de her fora, om lignende oplevelser, men alligevel er De Radikales ordfører – og i øvrigt også andre – fuldstændig sikker på, at der slet ikke er noget problem. Hvor kommer den skråsikkerhed fra?

Ordføreren.

Jeg er ikke fuldstændig sikker på, at der ikke er et problem overhovedet. Jeg anerkender, at der er et problem nogle steder, men jeg kunne jo spørge ordføreren om det samme: Hvordan kan ordføreren være så sikker på, at der er et kæmpe problem? Nu kan jeg ikke huske tallet, men jeg har hørt et tal på et tidspunkt, og jeg tror, det er 10-15 cafeer, som åbent siger, at de har den her politik, og der er jo ret mange cafeer i Danmark, så med det oplysningsgrundlag, jeg har, vil jeg stadig væk sige, at der ikke er et voldsomt problem her i Danmark. Men jeg sagde sådan set i min indledende tale, at jeg synes, det er fint at tage den her debat, og at det er fint at have den her dialog. Jeg synes, det er et godt område at følge, fordi jeg også grundlæggende mener, at det selvfølgelig skal være muligt at amme sit barn offentligt i Danmark. Jeg er bare grundlæggende uenig i, at ny detailregulering og nye regler og ny lovgivning på Christiansborg er den rigtige måde at løse det på.

Tak til den radikale ordfører. Så er det Socialistisk Folkepartis ordfører, fru Özlem Sara Cekic.

Vi mener ikke, at amning krænker andres blufærdighed. Kvinder, der ammer, bør ikke ses som mennesker, der støder andres privatliv, men i stedet for som det, de er, nemlig mennesker, der giver deres børn den mad, som de har brug for for at vokse og blive sunde børn.

Vi mener derfor, det er positivt at ændre lovgivningen, så amning ikke betegnes som blufærdighedskrænkelse. Vi mener ikke, at man fra Folketingets side bør detailregulere, men Ligebehandlingsnævnets afgørelse taget i betragtning mener vi, at der er brug for at sende et signal om, at vi fra lovgivers side ikke mener, at amning skal kunne forbydes med henvisning til, at det krænker andres blufærdighed.

Derfor støtter vi, at man ændrer lovgivningen, så Ligebehandlingsnævnet ikke kan blåstemple sager om bortvisning af ammende kvinder ud fra en argumentation om, at amning kan opfattes som stødende og blufærdighedskrænkende.

Tak til SF's ordfører. Så er det Liberal Alliances ordfører, fru Merete Riisager.

Enhedslisten er et parti, der tror på en ændring af samfundet gennem tvang og kontrol. Handlemåder, som partiet ikke bryder sig om, skal reguleres, og der skal lovgives om, hvad man må, og hvad man ikke må. Det er dette beslutningsforslag et glimrende eksempel på. Enhedslisten tager med dette forslag en gruppe ammende mødre og deres spædbørn og holder dem foran sig, således at alle berettigede argumenter om frihed, forskellighed og privat ejendomsret skal forstumme. Det er både usagligt og sympatisk.

B 83 er ikke et forslag om, hvorvidt amning er godt eller dårligt. Det er ikke et beslutningsforslag, hvor vi skal tage stilling til, om mødre skal have mulighed for at amme deres børn eller ej. Det er ikke engang et forslag om, hvorvidt mødre må amme deres børn i det offentlige rum, for det må de alle steder i det offentlige rum i Danmark. Det er heller ikke et forslag, som debatterer, hvorvidt spædbørn skal have mad, når de har behov for det. Det skal de, og det får de.

Forslaget rejser det krav, at private rum, cafeer og restauranter, skal rette sig efter Enhedslistens verdensopfattelse og undlade at stille krav til folks påklædning og opførsel. Det er ikke overraskende, at man i Enhedslisten ikke kan kende forskel på, hvad der er det offentlige rum, og hvad der er et privat rum. Det ligger vel i partiets dna, at alt skal være fælles. Ingen skal således ifølge Enhedslisten skabe sig et privat rum, hvor man selv sætter reglerne for, hvem man inviterer indenfor og hvordan.

Hvis vi et øjeblik kaster et blik på de rum, som man i Enhedslisten har kastet sin vrede på, er der ifølge HORESTA tale om ca. 13 cafeer og restauranter spredt over det ganske land. Ud af tusindvis af restauranter og cafeer i Danmark er der således et par håndfulde, der insisterer på, at deres gæster skal have tøj på overkroppen, når de kommer ind på cafeen. Det vidner om en utrolig åbenhed over for familier, småbørn og mødre på danske restauranter og i samfundet i det hele taget, at det er så få, vi taler om. Det vil jeg vælge at glæde mig over, i stedet for som Enhedslisten at skabe et forvrænget billede af, at danske cafeer og restauranter lader frysende mødre stå ude i regnen med deres spædbørn, mens de med misbilligende blikke lukker døren for næsen af dem.

Altså, er det et problem for ammende kvinder i Danmark at komme til at amme? Nej, det er det ikke. Jeg har selv ammet to børn til lands, til vands og i luften, i 7 graders frost, på grillbarer og på pæne cafeer. Enhedslisten rejser i dag et ikkeproblem, men sådan er det blevet med feminismen i Danmark: Store problemer med social kontrol og undertrykkelse får mindre bevågenhed end frisørpriser og 13 cafeer, der ønsker påklædte gæster. Det er jammerligt.

En sidste ting, som Enhedslisten ikke lægger mærke til i dette spørgsmål, hvilket igen ikke er overraskende, for det har at gøre med, hvordan markedet fungerer, er, at når en café lukker for ammende mødre, skyder der ofte en anden café op et andet sted på den anden side af vejen med særlig gode forhold for ammende kvinder. Som ammende kvinde i København kan man således gå ind på siden »Alt om København« og finde et udvalg af cafeer, der er særlig fordelagtige for kvinder med små børn. Og det er jo, som det skal være.

Altså, skal mødre have lov til at amme i det offentlige rum? Selvfølgelig skal de det. Skal Enhedslisten bestemme, hvordan et fåtal af cafeer indretter sig? Selvfølgelig skal de ikke det. Liberal Alliance stemmer nej til B 83.

Tak til Liberal Alliances ordfører. Så giver jeg til sidst ordet til ordføreren for forslagsstillerne, fru Stine Brix.

Tak for det. Er det i orden at forskelsbehandle kvinder, som ammer, med henvisning til, at de krænker andres blufærdighed? Det er jo det, som det her forslag handler om. Baggrunden er den, at Ligebehandlingsnævnet sidste juni konkluderede netop det. Derfor vil jeg gerne sige tak til SF for rent faktisk at forstå, hvad forslaget går ud på. Det er det meget principielle spørgsmål om, at vi nu har fået en retstilstand, der aktivt siger: Ja, det er i orden at bortvise kvinder, der ammer, fordi de krænker blufærdigheden.

Jeg synes, det er interessant, at både ministeren og en lang række ordførere er så skråsikre på, at det her problem slet ikke eksisterer. Der er kun en række enkeltsager, siger man. Jeg vil nu sige, at den lange række enkeltsager, vi har set, jo i den grad tyder på, at der er en tendens, kombineret med det, at man kan følge debatterne på diverse netfora for mødre med små børn, hvor mange fortæller om lignende oplevelser. Ville det blive slået hen på samme måde, eller ville man trække på skuldrene på samme måde, hvis vi hørte om de her symptomer på andre områder for forskelsbehandling? Der er kun 10-15 cafeer, som åbent siger, at her må man ikke komme, hvis man ammer. Hvordan ville Folketinget reagere, hvis det var sådan, at 10-15 cafeer åbent sagde, at her må man ikke komme, hvis man har en anden etnisk baggrund end dansk, eller hvis man var transperson? Jeg er overbevist om, at man ville reagere.

Baggrunden for forslaget er også den, at det her også diskuteres mange andre steder. I det direktiv, som Ligebehandlingsnævnet henviser til i sin afgørelse, har Europa-Parlamentet aktivt været ude at sige, at der er et problem på det her område, når det handler om forskelsbehandling på baggrund af amning. Det er et problem, som man ikke har taget højde for i de fleste nationale lovgivninger. Det er jo ikke nødvendigvis det samme, som at vi automatisk skal gøre det, men jeg synes alligevel, det peger på, at vi bør tage stilling til spørgsmålet, i særdeleshed nu, hvor Ligebehandlingsnævnet har slået en retstilstand fast, så det nu er blevet blufærdighedskrænkende.

Jeg vil gerne sige tak til SF for at tage positivt imod lovforslaget. Jeg må sige, at jeg er skuffet over mange af de andre partier, der trækker på skuldrene eller ikke kan se eller ikke erkender, at her er et problem. Vi ser en gruppe mennesker, som bliver forskelsbehandlet. De borgerliges frihedsbegreb om, at frihed alene er caféejerens ret til at afvise, kan jeg simpelt hen ikke følge. For mig er det meget centralt, at frihed handler om at være fri for diskrimination. Og det er det, der er på spil her.

Så med de bemærkninger kan jeg kun beklage, at Folketinget ikke tager det her forslag mere til sig, end det er tilfældet.

Tak til alle ordførerne for at have bragt os fra Det Sixtinske Kapel til Dansk Folkepartis telt på Hjallerup Marked og til vands, til lands og i luften.

Men nu er der ikke flere, der har bedt om ordet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Ligestillingsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.