Det næste punkt på dagsordenen er:

18) 2. (sidste) behandling af beslutningsforslag nr. B 29:

Forslag til folketingsbeslutning om dansk bidrag til FN’s og OPCW’s mission i Syrien.

Af udenrigsministeren (Rasmus Helveg Petersen, fg.).

(Fremsættelse 06.12.2013. 1. behandling 10.12.2013. Betænkning 18.12.2013).

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Ønsker nogen ordet? Hr. Søren Espersen som Dansk Folkepartis ordfører.

Tak. Inden Folketinget nu skal stemme om at sende en lille gruppe danske soldater til Syrien, hvor de får til opgave at agere livvagter for nogle internationale våbeninspektører, finder jeg det på sin plads, inden den endelige beslutning træffes, endnu en gang at advare imod det, Folketinget nu sætter i værk.

Dansk Folkeparti har efter førstebehandlingen stillet en lang række spørgsmål til udenrigsministeren, som ministeren nu har svaret på, og hvor vi har fået bekræftet vores bange anelser om, at det er en særdeles farlig mission, Folketingets flertal nu sender vore 20 soldater af sted på. Det ligger fast, at de danske soldater skal sendes direkte ind i den syriske borgerkrig kun udrustet med lette håndvåben. Hver soldat, siger udenrigsministeren, får en pistol af mærket Heckler & Koch samt et M/10-gevær. Og så tilføjer udenrigsministeren i et af sine svar til mig, at vores lille gruppe har lov til – citat – at anvende nødvendig magt. Soldaterne får altså lov til at anvende nødvendig magt; det synes jeg er meget generøst af udenrigsministeren, når man tager i betragtning, at de med deres pistol og deres gevær slet ikke er udrustet med de nødvendige magtmidler.

Udenrigsministeren har videre bekræftet, at vores soldater kommer til at indlede et tæt samarbejde med Assads syriske hær, og at alt skal koordineres med Assads syriske hær. Ministeren har også bekræftet over for mig, at det er Assads syriske hær, der så at sige skal beskytte de danske soldater, hvis de skulle blive angrebet af oprørsstyrker, ligesom Assads hær skal varetage den ydre sikring af danskerne, hvor de nu end måtte overnatte. Og endelig har ministeren bekræftet, at skulle der opstå behov for evakuering af de danske soldater, så er det også Assads syriske hær, der skal stå for evakueringen.

Det hele er altså med andre ord præcis, som Dansk Folkeparti forudså, og som vi advarede imod, lang tid inden forslaget overhovedet var blevet fremsat, og det er altså årsagen til, at vi med dyb beklagelse må stemme imod beslutningsforslaget. Og nej, det er ikke dagligdag, at Dansk Folkeparti vender sig imod dansk deltagelse i en militær operation, som er anbefalet af både NATO og FN, oven i købet en nominelt i gåseøjne lille en af slagsen med kun en snes danske soldater samt et fly involveret. Men udenrigsministerens klare svar har altså bestyrket os i, at vi har truffet den rigtige beslutning, når Dansk Folkeparti nu om lidt trykker på de røde knapper.

Vi kan ikke acceptere, at danske soldater således nu kommer til at gå side om side med præsident Assads syriske hær og stå under dette militærs beskyttelse. Og så meget mere underligt forekommer det os, at regeringen og De Konservative uden videre accepterer det, når man tænker på, hvorledes disse partier igen og igen har gjort klart, at Assad er illegitim og jo dermed også hans militærvæsen. Nu kommer der så en lille håndfuld danske soldater. De kommer til at arbejde ultratæt sammen med denne illegitime Assad og hans illegitime tropper og stå under beskyttelse af præsident Assad.

Men sådan er soldatens betingelser, vil nogen jo sige, og det er fuldstændig rigtigt. Og under normale omstændigheder ville vi i Dansk Folkeparti være fuldt ud trygge ved at udsende danske soldater selv til meget farlige operationer, netop fordi vi kender danske soldaters enorme dygtighed, men også – og det er det væsentlige – fordi vi ved, at de materielt bliver udsendt med det allermest avancerede materiel og dermed altså besidder den nødvendige slagkraft.

Så til den anden årsag til, at vi stemmer imod den meget, meget farlige mission, som vi nu sender vores folk af sted på. Denne operation, hvor de – så ædelt, det end lyder – skal beskytte FN's inspektører, er de danske soldater simpelt hen ikke ordentligt udrustet til. Udenrigsministeren har nemlig sagt, at de hver får en pistol og et gevær, og at de så i øvrigt må udøve den nødvendige magt. Det er muligt, at FN har kunnet tage nogle af oprørshærens mange fraktioner i ed – det tror jeg faktisk – med hensyn til ikke at angribe danske FN-soldater, men jeg er fuldstændig overbevist om, at FN ikke har taget hverken al-Qaeda eller nogle af de andre islamistiske terrororganisationer i ed, herunder en række hjernevaskede jihad-krigere, som også vort land så skamfuldt har produceret.

Disse folk og andre al-Qaeda-lignende terrorister kender ikke det fjerneste til begrebet fair play og er for resten fuldstændig ligeglade med, om vores soldater er iført blå baretter. Al-Qaeda-grupperne har endog særdeles tunge våben med stor kaliber til rådighed, som til enhver tid vil kunne overmatche de danske soldaters lette håndvåben.

Det er ikke fair, at Folketinget nu sender 20 danske soldater ind i den syriske borgerkrig kun udstyret med en pistol og et gevær og så yderligere lader dem vandre sammen med Assads syriske hær, som er et dagligt mål for oprørsstyrkerne, og som ikke engang kan holde orden i deres eget land.

Det er forståeligt, hvorfor NATO så ikke anbefaler det her. Det gør man jo ikke – heller ikke, hvis man skulle have tungere våben – fordi resultatet i så fald vil være direkte engagement i Syriens komplicerede, vilde og blodige borgerkrig. Så NATO nøjes med at sætte nogle danske soldater ind bærende håndvåben.

Denne mission er ikke i orden, og derfor siger vi i Dansk Folkeparti nej. Vi ønsker ikke danske tropper indsat på syrisk jord. Derimod ville det have været helt på sin plads, hvis Rusland, som jo selv har fundet på missionen og på afviklingen af Syriens kemiske våbenlagre, for en gangs skyld ville have påtaget sig en militær FN-opgave. Rusland har jo faktisk vist sig som al-Assads væsentligste allierede, og russiske bevogtningsstyrker side om side med al-Assads militær ville have virket helt rigtigt og helt logisk.

Jeg vil slutte af med, som jeg gjorde under førstebehandlingen, at sende vore dygtige danske soldater vores allervarmeste tanker: I vil – det ved vi – uanset faren som altid yde jeres allerbedste nede i Syrien. I har Dansk Folkepartis hjerteligste opbakning og støtte, og vi ønsker og håber, at ikke en eneste dansk soldat vil komme til skade, men derimod at alle vores soldater, hver og en, efter endt mission vil vende tilbage til Danmark – glade, sunde og raske på krop og sjæl. Tak.

Der er fire medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Foreløbig er det fru Mette Gjerskov.

Når vi træffer beslutning om at sende soldater ud i verden her i Folketinget, er det altid, synes jeg, en vanskelig beslutning. Jeg har sådan en sti hjemme på stuegulvet, jeg kalder den der tænkesti, hvor jeg har gået frem og tilbage rigtig mange gange for at overveje, om vi nu gør det rigtige. Det er et stort ansvar, man har som politiker.

Men i forbindelse med den her mission, som handler om at fjerne de kemiske våben i Syrien, havde jeg ikke brug for min vandretur frem og tilbage i stuen, fordi det er så entydigt rigtigt, at vi fjerner kemiske våben fra et af verdens allerværste brændpunkter, så de ikke falder i hænderne på nogen og ikke bliver brugt mod børn, der ligger i deres senge om natten.

Derfor er det mig fuldstændig uforståeligt, hvorfor Dansk Folkeparti ikke kan støtte det her. Dansk Folkeparti har støttet meget farlige missioner i Afghanistan og i Irak, hvor vi har mistet vores folk, så kunne jeg ikke få at vide helt præcis, hvad det er for en ændring i Dansk Folkepartis udenrigspolitik, der gør, at man løber væk med halen mellem benene, når nu vi endelig kunne gøre noget entydigt godt.

Ordføreren.

Jeg synes da ikke, jeg har nogen særlig lyst til at opleve, at små børn ligger i deres senge og bliver bombet med kemiske våben. Hvad er det for noget vrøvl at sige? vil jeg spørge fru Mette Gjerskov. Hvornår har jeg nogen sinde sagt, at det var det, vi ville? Lad os komme ned på jorden i det her spil.

Jeg er fuldstændig enig i, at de kemiske våben skal væk. Jeg siger bare: Så send dog de russiske tropper ind, der er allieret med Assad, i stedet for vores 20 soldater med lette håndvåben. Missionen er rigtig, men de midler, de danske soldater får med, er en katastrofe for dem, der tager afsted, vil jeg sige til fru Mette Gjerskov. Det er en katastrofe.

Fru Mette Gjerskov.

Jamen det lyder jo næsten, som om at vi skulle have en indflydelse på Warszawapagten i det her land. Altså, vi beslutter, om vi synes en mission er rigtig. Det er det, vi gør i Folketinget i dag. Dansk Folkeparti er det eneste parti, som ikke kan se det entydigt rigtige i at få hevet de kemiske våben ud af det her land.

Assad har lagt sig fladt ned og indrømmet, at han havde våbnene, og accepteret, at verden går ind og henter dem. Ban Ki-moon, FN's generalsekretær, beder os alle sammen om at bidrage. Danmark kan heldigvis bidrage med både sikkerhedsfolk og søtransport. Det er mig fuldstændig uforståeligt, at Dansk Folkeparti ikke vil være med til det, der er entydigt rigtigt. Og så deler jeg naturligvis ønsket om, at alle vores folk kommer hjem i god behold.

Ordføreren.

Fru Mette Gjerskov begår den fejl, at hun tror, den her mission er noget, Danmark har besluttet. Det er præsident Putin, der har truffet beslutning om den her mission i samarbejde med Assad. Det er de to mennesker, som har besluttet, hvad der skulle ske. Og det ved fru Mette Gjerskov jo godt.

Danmark har ikke besluttet noget som helst. Det eneste, vi beslutter i dag, er, at vi sender vores 20 danske soldater ind i det syriske borgerkrigshelvede, udrustet med lette håndvåben. Det er den beslutning, Folketinget i dag skal tage. Beslutningen om missionen har Putin taget for os for lang tid siden.

Hr. John Dyrby Paulsen for en kort bemærkning.

Tak. Jeg tror ikke, at der er et parti eller et medlem i den her sal, der ikke deler ønsket om, at vores soldater kommer hjem igen helskindet og glade. Men jeg synes, at hr. Søren Espersen vender tingene lidt på hovedet. Det, der er sket, er jo, at den her mission bliver gennemført i regi af FN. FN har så spurgt Danmark, om vi kan stille det her til rådighed. Man har spurgt de militære eksperter, Forsvarskommandoen i Danmark: Kan vi gøre det her? Svaret tilbage har været, at ja, det kan vi godt håndtere. Vi kan godt stå inde for, at danske soldater kan klare den her opgave.

Så står hr. Søren Espersen på talerstolen og siger, at nej, det tror Dansk Folkeparti ikke på at de danske soldater kan. Samtidig tillader hr. Søren Espersen sig i næsten samme sætning at rose de danske soldater til skyerne. Jeg er enig i den ros. Jeg er ikke enig i den mistillid til danske soldater, altså at de ikke kan håndtere den her opgave. Jeg er specielt ikke enig, når militæret jo selv har sagt, at de kan håndtere den her opgave. Så undrer jeg mig over, at Dansk Folkeparti har denne mistillid til danske soldater. Hvorfor det?

Ordføreren.

Vi har bestemt ikke nogen mistillid til danske soldater. Vi mener faktisk, at de er rigtig dygtige. Når vi normalt sender styrker af sted, også i små grupper, så er det godt beskyttet, så at sige. Hvis vi sender eksempelvis specialstyrkerne ind – det ved hr. John Dyrby Paulsen godt – foregår det normalt i hemmelighed. De foretager deres operationer, og så får vi i bedste fald at vide bagefter, hvad det er, der er sket.

Normalt, når vi sender nogle landtropper ind på jorden, som der er tale om her, selv om der kun er tyve af dem, så ved vi, at de har en form for luftstøtte. Vi ved, at de har støtte af måske kampvogne, måske af pansrede mandskabsvogne, af artilleri. Her har de ingenting, vil jeg sige til hr. John Dyrby Paulsen. Og det er det, jeg siger: De skal ind i Damaskus' forstæder, de skal ind i alle mulige byer, hvor de kemiske våben ligger, side om side med de syriske tropper. De er jo angrebsmål. Der siger jeg: Vi er ikke beskyttet ordentligt nok, selv om vores tropper er dygtige. Det er det, jeg hævder, altså at de militære magtmidler, vi har med, simpelt hen er for dårlige.

Hr. John Dyrby Paulsen.

Joh, men så er vi jo tilbage ved det, jeg startede med at sige. Det ville jo være lidt mærkeligt, hvis vores styrker skulle have, at en kampvogn kørte rundt, samtidig med at de beskyttede en højtstående FN-embedsmand. Men lad nu det ligge. Men vi er jo tilbage ved det, jeg startede med. For alt det her ved forsvaret. Og det ved de soldater, der skal sendes af sted. De kender præmisserne. De har kendt dem hele tiden. Det er ikke nyt for dem, vil jeg sige til hr. Søren Espersen. Det har de kendt til, og alligevel siger forsvaret, at den her opgave kan de godt løse. Den er de trygge ved at deres soldater er uddannet godt nok til at kunne løse. Men sandheden er jo, at det, hr. Søren Espersen siger, er, at det er Dansk Folkeparti ikke tryg ved at danske soldater kan løse. Og det finder jeg mærkværdigt.

Ordføreren.

Vi har fra Forsvarets Efterretningstjeneste fået dette svar: I Syrien er terrortruslen høj. Truslen fra tilbageholdelser og kidnapninger er høj. Truslen fra civile uroligheder er høj. Truslen fra indirekte og direkte beskydning er høj. Truslen fra improviserede sprængladninger er høj. Truslen fra miner og ueksploderet ammunition er høj. Truslen fra beskydning af luftfartøjer, der beflyver Damaskus Lufthavn, er høj. Truslen fra spionage mod dansk bidrag i Syrien er høj.

Over for alt det her har man så en pistol og et gevær plus Assads syriske hær, som er en illegitim hær. Det er det, der er sagen, vil jeg sige til hr. John Dyrby Paulsen.

Hr. Christian Juhl for en kort bemærkning.

Jeg synes ellers, hr. Søren Espersen plejer at holde sig på et sagligt niveau, når vi diskuterer så alvorlige ting som det her. Det er jo ikke Rusland, der har besluttet det her. Det er FN. Det var Rusland, der foreslog det, da USA og Vestlandene kom på den vanvittige idé, at de ville lave et 3-dages bombetogt dernede, som ville optrappe situationen. Og nu er vi i en situation, hvor vi i bedste fald kan nedruste området. Der er vel en gevinst også i Dansk Folkepartis øjne. Vil hr. Søren Espersen prøve at fortælle mig, om ikke det er en fordel for Mellemøsten at få fjernet de kemiske våben fra Syrien, og om det ikke også er en risiko værd at være med til at løse den opgave?

Dansk Folkeparti har jo da trods alt stemt for andre krige, hvor ofrene har været enorme med døde og og psykisk og fysisk handicappede osv., hvor det ingen mening gav, og hvor soldaterne tog hjem og måtte sige til sig selv: Hvad var årsagen til, at vi skulle lide under det her? Han kender sikkert selv navnene på de indsatser.

Ordføreren.

Nu var det Storbritannien og USA, som besluttede ikke at gå i militær aktion, og derefter var det Rusland ved Vladimir Putin, som kom med forslaget om, hvordan den her situation så kunne løses, og skabte flertal for det i Sikkerhedsrådet. Sådan er historien jo. Rusland kom ind og kreerede den her mission, og derfor er det da også fuldstændig logisk, at det er deres tropper, som de har nogle stykker af, der går ind sammen med Assads hær, som de i øvrigt er tætte allierede med på mange måder.

Soldatens ve og vel er det, der er det afgørende for mig og for Dansk Folkeparti i den her situation. Det er fuldstændig rigtigt, at Dansk Folkeparti har været med til at sende mange af sted, men det har været med en viden om, at der var noget luftstøtte, at der var støtte fra kampvogne, og at det var muligt at sætte andre tropper ind. Men det er det altså ikke her. Vi må forlade os på Assads syriske hær.

Jeg må bede om, at man dæmper samtalerne, så vi lige kan fuldføre forhandlingen her.

Så er det hr. Christian Juhl.

Tak. Jamen hr. Søren Espersen svarer jo ikke på, om det var en indsats værd. Jeg mener, at Irakkrigen, Afghanistankrigen og Libyenkrigen efterfølgende har vist sig at være meningsløse indsatser, som har gjort tingene værre. Her er vi i en situation, hvor vi har en chance for at gøre en reel nedrustningsindsats, få færre våben i et område, som ganske rigtigt er et meget, meget farligt område. Så kan man jo godt skubbe det over til naboen og sige, at det må de gøre.

Hvis vi nu har dygtige folk, der kan løse opgaven, og det kan jeg forstå at vi er enige om, hvorfor alverden skulle vi så ikke være med til at løse den nedrustningsopgave? Når Rusland, hvis ikke jeg husker meget galt fra nyhederne i går, også bliver en del af det her, er det vel heller ikke så galt, at vi så i fællesskab prøver at løse den opgave, der er, uanset hvor vanskelig den kan se ud.

Ordføreren.

Jeg vil understrege: Missionen er god og rigtig. Det er rigtig godt at få fjernet de kemiske våben fra Syrien, det tror jeg da alle er enige om.

Når så hr. Christian Juhl nævner Irak og Afghanistan, vil jeg sige, at da vi gik med der, var det altså sammen med 350.000 andre allierede soldater med et luftvåben, som totalt kontrollerede luftrummet både i Irak og Afghanistan, med kampvogne, med pansrede mandskabsvogne. Det var en helt anden situation. Der kunne man da trods alt trække sig tilbage til nogle områder, hvor man kunne slappe af på nogle baser osv., som vores folk også har gjort både i Irak og Afghanistan.

Her skal man måske bo på et hotel et eller andet sted i en forstad til Damaskus omringet af den syriske hær og så håbe, at al-Qaeda ikke angriber den nat. Det er det, der er forskellen.

Hr. Christian Friis Bach for en kort bemærkning.

Tak for det. Den opgave, der skal løses i Syrien, er jo netop ikke at engagere sig på den ene eller den anden side i en konflikt, men at løse den afgørende vigtige opgave med at få fjernet og destrueret de kemiske våben. Og det er jo en opgave med en helt unik international bevågenhed og opbakning.

Jeg vil spørge hr. Søren Espersen, om ikke han er enig i, at det er en opgave, som danske soldater og sikkerhedsfolk faktisk kan løse og måske endda er nogle af de allerbedste til at løse, og som de i øvrigt løser i en række tilsvarende livvagtsopgaver i andre usikre og farlige lande allerede i dag. Er ordføreren ikke enig i, at når FN så indtrængende beder os om at komme med et sådant bidrag, skal vi gøre vores ypperste for netop at gøre det? Og er ordføreren ikke enig i, at når vi sender danske soldater ud, skal vi sikre dem den bredeste og stærkeste opbakning netop her i salen?

Ordføreren.

Jo, det ville være glimrende. Det havde vi også håbet i forbindelse med engagementet i Irak, nemlig at der var lidt flere partier, der havde tilsluttet sig det. Så det er jeg fuldstændig enig i. Når hr. Christian Friis Bach så siger, at opgaven er ikke at engagere sig, og det er det, som lyder rundtomkring i Syrien, så er jeg fuldstændig enig, men det er al-Qaeda da ligeglad med. Altså, al-Qaeda er da ligeglad med, at opgaven er ikke at engagere sig. Al-Qaeda ser nogle danske tropper med FN-baretter gå sammen med den syriske hær, som de i øvrigt er i blodig krig med. De er ligeglade.

Der bliver sagt, at der er unik opmærksomhed omkring missionen. Det er netop det, der er farligt. Altså, når vore specialstyrker normalt går ind et eller andet sted, er der ikke unik opmærksomhed omkring missionen. Så ved man, at der ikke er nogen, der ved, at man kommer. Her ved hele verden, at man kommer, for det kan de se med hele den entourage, der kører af sted for at finde våbnene sammen med Assads syriske hær. Det, der gør en mission farlig, er jo, når man kun har en pistol og et gevær til at forsvare som med.

Hr. Christian Friis Bach.

Er ordføreren ikke enig i, at den stærke internationale opmærksomhed for det første gør, at opgaven skal løses, og for det andet også gør, at omkostningerne ved at underminere denne aktion vil være ganske store for de parter, der måtte gøre det?

Så vil jeg spørge ordføreren igen: Er vi ikke enige om, at når FN beder os om et helt specifikt bidrag, som danske soldater kan levere, så skal vi gøre vores ypperste for at levere det?

Ordføreren.

Altså, hr. Christian Friis Bach mener, at hvis de danske soldater bliver angrebet, er der store omkostninger forbundet med at være den part, som så angriber. Sådan tror jeg ikke al-Qaeda ser på det. Nu kan jeg ikke sætte mig ind i deres tankegang, men jeg tror faktisk, at de meget gerne så, at en FN-delegation, der gik sammen med Assads hær, blev angrebet. Jeg ved bare ikke, om hr. Christian Friis Bach ved andet end det. Det er bare min fornemmelse af det.

Hvad omkostningerne angår, vil jeg sige, at selvfølgelig skal vi gøre noget, når FN beder om det. Jeg siger bare, at i det tilfælde her kunne jeg godt have tænkt mig, at det havde været en anden form for materiel udrustning, soldaterne var blevet udstyret med.

Fru Mette Bock for en kort bemærkning.

Tak for det. Jeg kan forstå, at ordføreren synes, at det her er en rigtig god mission, og at ordføreren synes, at det er rigtig, rigtig godt, at de kemiske våben nu bliver destrueret og fjernet. Samtidig mener ordføreren, at det så skal være russerne, der skal gøre det, for det er dem, der har foreslået det. Er det sådan en principiel linje, Dansk Folkeparti har angående engagementer af den her type – uanset hvor gode missionerne er, må det være forslagsstillerne, der sørger for at gennemføre dem?

Ordføreren.

Der findes ikke andre missioner af den her type. Den her missionstype er unik i verdenshistorien, vil jeg hævde. Et lille hold mennesker skal beskytte nogle civile midt i en blodig borgerkrig uden at have nogen særlige våben med. Det er en unik mission, og selvfølgelig er det russernes opgave. De er netop allierede med Assad. Det ville være fint, hvis russerne sammen med dem kunne køre hen og finde de våben, der er, og få dem leveret til den internationale styrke, der ligger ved Middelhavets kyst.

Fru Mette Bock.

Alle missioner er unikke. Alle missioner er unikke. Derfor spørger jeg igen, selv om det er første gang, vi har en mission af lige præcis den her type:

Er det så det princip, der skal være gældende? Hvis det er tilfældet, har Dansk Folkeparti skiftet kurs. Gang på gang har vi jo hørt Dansk Folkeparti argumentere for, at de gerne vil være med, de vil gerne stå på mål for gode aktioner, som kan være med til at sikre, at vi kommer til at leve i en bedre verden. Men skal princippet om, at her har vi en fantastisk mission, og det er vigtigt at få afskaffet de her våben, men det er forslagsstilleren, som skal yde det, der skal til, fremadrettet være gældende?

Man skal lade være med at svare, at det her er en unik mission.

Ordføreren.

Det skal jeg så nok lade være med at svare.

Jeg vil bare sige, at det her er en livvagtsopgave, det er en beskyttelsesopgave, og jeg siger, at normalt, når vores folk beskytter nogen, har de noget andet til rådighed. Hvis man har et stort topmøde i København, hvor præsident Obama kommer, og hvor specialtropper er med til at yde beskyttelse, har vi trods alt det danske flyvevåben hængende deroppe, vi har søværnet, vi har hæren, vi har hjemmeværnet, vi har politiet, vi har orden i det. Alligevel er det ikke en ufarlig mission.

Her går man ind midt i en blodig borgerkrig, der har kostet hundredetusinder af menneskeliv. Alting er kaos, der er ingen fronter, alting er kamp fra hus til hus. Jeg må ikke sige, at den er unik, men jeg vil sige, at det er det, der gør den speciel.

Den sidste korte bemærkning, jeg har noteret, er fra hr. Steen Gade.

Tak. Hr. Søren Espersen påpeger, at der er en betydelig risiko i den her mission. Det er der jo ingen af os der er i tvivl om. Det er jo det, hr. Søren Espersen har læst op, og det ved vi jo alle sammen, så det kan han jo ikke gøre sig til ridder af at være opmærksom på. Det er vi alle opmærksomme på.

Det, jeg egentlig tager ordet for, er for at spørge hr. Søren Espersen, om han ikke mener, at det for den her FN-mission er vigtigt, at dem, der agerer i den, ikke er part i konflikten. Det er punkt 1 og derefter punkt 2. Hvad i alverden ville hr. Søren Espersen have sagt, hvis den her mission fra FN var blevet udstyret med det mandat, at det var Rusland, der skulle sende tropper ind, at det var Rusland, der skulle sende en kampvogn ind og eventuelt have militær eskorte?

Det forekommer mig, at bekymringen kan være rigtig i forhold til vores soldater, men det forekommer mig altså, at det svar, som hr. Søren Espersen kommer med, er fuldstændig hen i vejret, for vi ved alle sammen, at det ville være en katastrofe at sige ja til, at der kom russiske tropper direkte på jorden ind i Syrien i den nuværende situation.

Ordføreren.

Jeg medgiver, at det under normale omstændigheder vil være en god idé, at sådan noget løses af nogle, der ikke er part i konflikten. Det medgiver jeg hr. Steen Gade. Men jeg tror bare, at al-Qaeda – det ved jeg – tænker på en anden måde. De ser ikke, at hov, de der soldater har så blå baretter på, dem må vi ikke sigte på, det er kun de syriske tropper. De går jo sammen. Jeg tror oven i købet, at for al-Qaeda og de mange andre stærke, stærke oprørsgrupper, der er i Libyen, vil det være næsten en fjer i hatten at få ram på folk, der kommer fra FN, som også ses i de kredse som noget særdeles dekadent og vestligt.

Hr. Steen Gade.

Det er oplagt, at vi ikke ved, hvordan al-Qaeda-grupper vil reagere, og de kan reagere fuldstændig uhensigtsmæssigt. Det er jo korrekt. Men jeg synes bare, at logikken også svigter her. Det gjorde den før, totalt ulogisk, i forhold til, om det er en god idé at sende russiske tropper ind i den der hvepserede. Det er jo en katastrofe at sige det. Men det andet er jo, at selv i forhold til al-Qaeda ville det ikke – efter den måde vi kan analysere på – være en meget større fjer i hatten, hvis al-Qaeda kunne lave et angreb, mens man transporterer kemiske våben, som bliver beskyttet af russiske tropper. Det forekommer mig som ren fantasi om, hvordan man kunne løse den her konflikt, som hr. Søren Espersen er ude i.

Ordføreren.

Vi ved jo ikke, hvordan det her kommer til at forløbe, og vi håber jo alle sammen, at det kommer til at gå godt. Når vi har den holdning, vi har, er det, fordi vi påpeger, at det, de bliver sendt ud i nu, altså er noget, som man aldrig har prøvet før, og som vi ikke aner hvad vil indebære. Vi synes, at med de våben, der bliver taget af sted med, med den manglende flystøtte, med den manglende støtte af f.eks. kampvogne, er det altså en meget, meget farlig mission, og det er derfor, vi siger nej til den.

Tak til ordføreren. Udenrigsministeren.

Ja, på trods af modstand fra Dansk Folkeparti synes jeg det er særdeles positivt, at resten af Folketinget bakker op om den her mission, for det er en vigtig mission, der skal identificere og destruere Syriens kemiske våben. Det er en væsentlig og rigtig beslutning.

Vi er helt enige med dem, der mener, at det er en vanskelig mission. Det tror jeg faktisk at alle partier her i Folketinget er enige i. Vi bidrager til destruktionen af verdens største kemiske våbenarsenaler midt i en voldsom konflikt. Opgaven er det muliges kunst og kræver samarbejde med parter, vi ikke nødvendigvis bryder os om. Og det er en mission, hvor der løbende arbejdes med ændrede omstændigheder, og som derfor kræver en vis fleksibilitet fra de deltagende lande, FN og OPCW.

Men på trods af vanskelighederne mener vi også, det er en opgave, verdenssamfundet ikke kan undslå sig. Faktum er, og det blev jo vist med al tydelighed i debatten her til sidst, at ingen kan pege på realistiske alternativer til gennemførelsen af FN og OPCW's mission. Vi kan ikke leve med, at Assads regime fortsat besidder kemiske våben, og ingen forestiller sig i dag, at verdenssamfundet kan nå til enighed om at fratage Syrien disse våben med væbnet magt; det er der ingen der kan forestille sig. Jeg er glad for, at et bredt flertal i Folketinget er enige i, at et solidt og markant dansk bidrag til OPCW og FN's vision er den eneste farbare vej, hvis vi vil destruere Syriens kemiske arsenal.

Danmark har forudsætningerne for at levere kvalificerede militære bidrag, og Danmark bør bidrage til missionen. Med beslutningsforslaget adresserer vi kun ét problem, og håndteringen af de kemiske våben må ikke overskygge, hvad der bør være vores fælles prioritet: at få den humanitære situation forbedret og konflikten bragt til ophør. Danmark arbejder ligesom andre lande intensivt for at forbedre den humanitære situation og samle konfliktens parter ved afholdelse af Genève II-konferencen den 25. januar 2014. Danmarks bidrag til FN og OPCW's mission vil være et supplement til denne indsats og ikke træde i dens sted.

Med andre ord er der her tale om en bred vifte af initiativer, som bliver taget af verdenssamfundet, og hvor Danmark naturligvis skal spille en aktiv og positiv rolle.

Hr. Søren Pind har en kort bemærkning.

Tak for det, formand. Jeg bliver egentlig sådan lidt nysgerrig, når jeg hører udenrigsministerens beskrivelse af borgerkrigen i Syrien. Er det sådan, at udenrigsministeren har givet op? Er de ting, som udenrigsministeren her har skitseret, det, han ser som løsningen på Syrienkonflikten, og er det så dét, eller har udenrigsministeren eventuelt nogle synspunkter om, hvad man egentlig kan gøre for at løse det, FN har kaldt den værste humanitære katastrofe i mange årtier?

Udenrigsministeren.

Jamen det var derfor, jeg nævnte Genève II-konferencen, som der er forskellige meninger om, i forhold til hvor vanskeligt den vil få det, men hvor parterne jo faktisk forsøger at sætte sig sammen, og hvor vi fra dansk side støtter den moderate syriske opposition. Og der er en donorkonference i Qatar i januar måned, hvor Danmark vil levere bidrag for at forbedre den humanitære situation i Syrien.

Så det er ikke det eneste – der er så sandelig også andre tiltag, der skal foretages.

Hr. Søren Pind.

Der er med andre ord intet nyt om, hvorvidt myrderierne fortsætter. Kunne udenrigsministeren mon få sig selv til at redegøre for over for Folketinget, hvad de målelige målsætninger inklusive tidsrammer for succes for den proces, som udenrigsministeren skitserer for os, er? Er det sådan, at vi kan få en objektiv målestok for succes for den indsats, som udenrigsministeren skitserer her?

Udenrigsministeren.

Nu ved jeg ikke, om hr. Søren Pind taler om det, som det her beslutningsforslag handler om, altså et bidrag til at få fjernet de kemiske våben, men der er det jo meningen, at de skal være ude af Syrien den 31. december. Det er muligt, at det kan blive vanskeligt at nå det, men meningen er så, at i løbet af januar skal de kemiske våben transporteres til en havn, og vi har netop fået at vide i løbet af ugen her, at Italien vil stille en havn til rådighed, hvorefter de kemiske våben bliver fragtet til et amerikansk hydrolyseskib.

Hvad angår Syrienkonflikten i øvrigt, tror jeg, at alle er bekendt med, også hr. Søren Pind, at det er en meget, meget vanskelig og kompleks konflikt, hvor alle parter jo forsøger på at lægge et pres på parterne for at få en afslutning på den.

Tak til udenrigsministeren. Forsvarsministeren.

Det er en meget vigtig mission, måske en af de allervigtigste i hele verdenssamfundet netop nu, som FN og OPCW har bedt Danmark om at løfte. Det er nemlig en opgave, der går ud på at sikre, at man ikke igen vil se, at regimet i Syrien kan bruge kemiske våben mod dets civilbefolkning, som vi så det den 21. august, hvor mere end 400 børn og 1.000 voksne blev dræbt.

Derfor er der grund til at være stolte over, at FN har bedt Danmark om at bidrage til at løfte en del af missionen. Det er ikke nogen nem opgave, og det er heller ikke en risikofri opgave, men det er en utrolig afgørende opgave.

Jeg besøgte i søndags det danske bidrag på Cypern, bl.a. »Esbern Snare« og også det danske ro-ro-skib, der skal stå for transporten, og jeg er fuld af tillid til, at de danske soldater og civile, der vil være involveret i den her mission, vil kunne løfte det, og jeg vil gerne benytte lejligheden til her at udtrykke en stor tak til vores soldater, til Beredskabsstyrelsens udsendte og også til de civile, der vil tage del i den her opgave. Der er grund til, at vi fra Folketingets side udtrykker vores respekt og anerkendelse, og jeg ser frem til, at vi med afstemningen om et øjeblik kan sende et tydeligt signal til dem om, at der er en bred politisk opbakning til det arbejde, de nu skal i gang med.

Tak til forsvarsministeren.

Der er ikke flere, der har begæret ordet, og så går vi til afstemning.

Der stemmes om beslutningsforslagets endelige vedtagelse. Og der kan stemmes.

Afstemningen slutter.

For stemte 97 (V, S, RV, SF, EL, LA, KF og Uffe Elbæk (UFG)), imod stemte 14 (DF), hverken for eller imod stemte 0.

Forslaget til folketingsbeslutning er vedtaget og vil nu blive sendt til udenrigsministeren.

Mødet er udsat. (Kl. 11:37).