Forsvarsudvalget 2013-14
B 123
Offentligt
1403907_0001.png
UDENRIGSMINISTERIET
Den 1. oktober 2014
Spørgsmål fra Forsvarsudvalget
til udenrigsministeren af 1. okto-
ber 2014. FOU – B 123 spørgs-
mål 16 stillet af Folketingets For-
svarsudvalg
FOU – B 123 spørgsmål 16:
Vil regeringen garantere, at der fremsættes et nyt beslutningsforslag for Folketinget, hvis
opgaveløsningen for de danske styrker udstrækkes til Syrien, eller andre lande udenfor irakisk
territorium?
Svar:
Det følger af beslutningsforslaget, at Folketinget ikke med vedtagelse af B123 giver samtykke til
opgaveløsning i Syrien. Det følger samtidig af beslutningsforslaget, at det danske bidrag består
af et stabsbidrag, som vil indgå i koalitionens hovedkvarterer i og uden for regionen samt af et
kapacitetsopbygningsbidrag med henblik på kapacitetsopbygning (rådgivning, træning og
uddannelse mm.) af irakiske og kurdiske sikkerhedsstyrker forventeligt i regionen, herunder i
Irak.
Det følger ligeledes af bemærkningerne til beslutningsforslag B123, at såfremt det skulle vise sig
hensigtsmæssigt at justere eller forlænge bidraget væsentligt, eller såfremt der skulle ske en
væsentlig ændring i forhold til de i afsnit III beskrevne opgaver, vil regeringen rådføre sig med
Det Udenrigspolitiske Nævn herom eller om nødvendigt på ny forelægge sagen for Folketinget.
Såfremt der på et senere tidspunkt måtte være ønske om dansk opgaveløsning i Syrien, vil der
være tale om en så væsentlig ændring i forhold til de opgaver, som beskrives i
beslutningsforslaget, at det kræver fornyet folketingssamtykke.