Det næste punkt på dagsordenen er:

35) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 106:

Forslag til folketingsbeslutning om kortlægning af fordele og ulemper ved en ophævelse af racismeparagraffen.

Af Simon Emil Ammitzbøll (LA), Karsten Lauritzen (V), Peter Skaarup (DF) og Tom Behnke (KF).

(Fremsættelse 09.04.2014).

Forhandlingen er åbnet, og det er justitsministeren.

Tak for det, og tak for at åbne en gammelkendt debat, hvor jeg tror at fronterne i forvejen er velkendte, og hvor vi i hvert fald har krydset klinger mange gange før. Jeg erindrer i hvert fald at have haft fornøjelsen af som retsordfører for år tilbage at have haft den her debat.

Det, der er på tapetet lige nu, er et beslutningsforslag, hvori regeringen pålægges at anmode Straffelovrådet om at afgive en udtalelse om fordele og ulemper ved en hel eller delvis ophævelse af straffelovens § 266 b. Det er den, vi også kender som racismeparagraffen. Det, der er forslagsstillernes argumentation for at bede regeringen om det, er ifølge forslagets bemærkninger, at § 266 b er med til at indskrænke den offentlige debat.

Bare for at skære det ud i pap og sige det ganske kort og tydeligt og med det samme, så der ikke er nogen, der er i tvivl: Det her er ikke et forslag, regeringen agter at støtte, og det er det ikke, fordi vi faktisk finder, at racismeparagraffen udtrykker en balance, ved at folk skal have ret til at sige, hvad de vil, men at man omvendt ikke skal rende rundt og sige hvad som helst til hinanden. Vi har her en balance, som også dommerne, når de dømmer, normalt har en ganske glimrende forståelse af, nemlig at folk skal kunne sige, hvad de vil, altså vores ytringsfrihed, men uden at sige hvad som helst til hinanden, og at der skal passes på begge dele.

Det er sådan, at domstolene generelt fortolker § 266 meget snævert under hensyn til ytringsfriheden, og udtalelser, som er blevet anmeldt, vil også altid blive set og tolket i den sammenhæng, som de er fremsat i. Derfor synes jeg egentlig ikke, at jeg kan pege på det, som forslagsstillerne siger, nemlig at § 266 b indskrænker den offentlige mulighed for at have debat. Jeg synes, at der er rig mulighed for at have en fri og god debat, hvilket jeg i den grad også støtter, for jeg hører til dem, der synes, det er fint nok, at man kan sige tingene lige ud af posen, men jeg synes altså omvendt også, at der er en rigtig fornuftig grund til at have en racismeparagraf, som lige præcis sørger for, at der trods alt også er grænser for, hvad der kan siges.

Endelig vil jeg bare også nævne, at der ville kunne komme et problem i forhold til vores internationale forpligtelser, hvis vi indskrænker § 266 b, men det er sådan set ikke det, der er det altafgørende og vigtigste for mig. Det er nemlig, at jeg synes, det er sund fornuft, at vi i vores samtaler med hinanden selvfølgelig har ytringsfriheden, som vi sætter rigtig, rigtig højt. Det er en rettighed, som alle danskere værner utrolig meget om, fordi den siger meget om, hvem vi er, nemlig at vi er nogle, der ikke går og putter med tingene. Men omvendt er der også den anden del af det, som handler om, at man også skal passe på med ikke at være fordummende og for generaliserende, og at man ikke skal rende rundt og genere andre mennesker. Det hensyn synes jeg at racismeparagraffen passer rigtig godt på, og også i den måde, som det bliver fortolket af domstolene. Tak.

Tak. Der er foreløbig to kollegaer, der har bedt om adgang til korte bemærkninger. Den første er hr. Simon Emil Ammitzbøll fra Liberal Alliance, værsgo.

Ja, og som lige er ramt af et allergisk anfald – så det ser vi lige an.

Jeg er egentlig lidt overrasket, for ministeren har jo ikke ret, når ministeren siger, det er en debat, vi har haft før. Det er jo en ny debat. Vi prøver faktisk at rejse debatten om, om vi ikke skulle lade Straffelovrådet se på fordele og ulemper ved racismeparagraffen. Jeg er egentlig lidt overrasket over, at ministeren stoler så lidt på sine egne argumenter, at hun ikke vil lade Straffelovrådet se nærmere på sagen. Vi har jo erfaringen fra 2011, hvor vi pålagde Straffelovrådet at se på blasfemiparagraffen. Det troede jeg sådan set at både Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre, som vistnok udgør regeringen, støttede, og derfor synes jeg godt, man kunne se en parallel og få set på at få undersøgt det her og fremadrettet få debatten på et mere kvalificeret niveau.

Ministeren.

Det er korrekt, at vi tidligere støttede, at Straffelovrådet skulle se på blasfemiparagraffen. Jeg tror, vi havde den første drøftelse i Retsudvalget allerede tilbage i 2009, og alligevel blev Straffelovrådet først bedt om at gå i gang med at kigge på den i 2011, og de kigger stadig. Og man kan også af hensyn til Straffelovrådet og deres arbejdsbyrde overveje, hvor mange ting man skal pålægge dem at se på. I hvert fald vil jeg sige, at jeg synes, det er lidt spildte kræfter, hvis man pålægger dem at se på ting, som man på forhånd ved man vil være imod. Og sådan har jeg det faktisk med racismeparagraffen: Den er vigtig for mig at have, og jeg synes også, at den måde, som domstolene bruger den på, er udtryk for den helt rigtige balance. Så jeg har egentlig ikke noget behov for at høre Straffelovrådet, for jeg stoler ikke kun på dem i den her sag, jeg stoler også på mig selv og min helt egen dømmekraft, og der ved jeg bare at jeg vil have det sådan, at jeg synes, at en racismeparagraf er en god ting at have.

Men blasfemiparagraffen skal vi derimod snart tage stilling til, og der glæder jeg mig til at høre hvad Straffelovrådet er kommet frem til.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll, anden korte bemærkning, værsgo.

Det synes jeg egentlig er sådan en lidt speciel tilgang, altså at når man skal lade Straffelovrådet se på noget, mener justitsministeren, kan jeg nærmest fornemme, at der, hvor hun på forhånd har besluttet sig for det ene, er det rart, at de skal se på det, for så kan det være, man får sin vilje, men der, hvor man frygter forandringer, vil man søreme ikke have undersøgt fordele og ulemper. Altså, jeg er sådan set meget åben over for generelt herinde at få undersøgt tingene nærmere, også der, hvor jeg måske ikke selv tænker, at det lige ligger til min egen politiske bane.

Det skuffer mig altså noget, at man ikke siger: Ja, lad os dog få en mere faglig og kvalificeret baggrund for at tage diskussionen fremadrettet. Det må være en frygt for egne argumenters manglende værdi.

Ministeren.

Jeg synes ikke, det skal være tilladt at ytre sig racistisk. Det behøver jeg ikke Straffelovrådets vurdering for at konkludere. Jeg synes ikke, man skal kunne ytre sig racistisk, for jeg tror virkelig på, at når man begynder at se mennesker som mennesker, som tilhører den gruppe, som man definerer som noget og taler grimt om, er det medvirkende til, at man skaber had i befolkningen. Derfor behøver jeg ikke nogens råd om, hvordan jeg skal se på det her.

I forhold til fordele og ulemper kan man sige: Jamen hvorfor egentlig overhovedet bede dem om at kigge på det, når jeg nu i forvejen i min tale kunne stå og sige, at det ville være problematisk i forhold til vores internationale forpligtelser? Så ville det jo alligevel ikke kunne blive til noget, og så ville det også være spildt arbejde, og derfor synes jeg ikke, at vi skal ulejlige dem med at bruge tid på det.

Tak. Den næste kollega, der har bedt om adgang til korte bemærkninger, er hr. Jan E. Jørgensen fra Venstre, værsgo.

Jo tak. Jeg vil prøve at tale til justitsministerens demokratiske sindelag og henvise til justitsministerens ønske om ikke at føre blokpolitik, men forsøge at få brede beslutninger bag det, man går ud med. Når der nu er et meget stort mindretal i dette Ting, som beder justitsministeren om at få lov til at høre, hvad Straffelovrådet mener om den her sag, kunne man så ikke vise så meget demokratisk respekt over for det meget store mindretal, at man sagde: Okay, vi kan godt på forhånd melde, at der skal rigtig, rigtig meget til at overbevise os om, at der er noget galt med racismeparagraffen, men i respekt for et stort mindretal så lad os da spørge Straffelovrådet, så vi kan tage debatten på et oplyst grundlag? Ville det ikke være rimeligt?

Ministeren.

Jamen jeg er ikke enig i præmissen om, at grundlaget er uoplyst. Jeg synes, det er fornuftigt, at vi har en racismeparagraf, og jeg mener virkelig det, jeg sagde, inderligt: I et demokratisk samfund skal vi passe på de værdier, vi har, og en af de værdier vi har, er også, at vi har respekt for hinanden, og at vi sørger for ikke at tale had op. Og jeg ser faktisk racismeparagraffens formål lige præcis som det. Derfor synes jeg ikke, der er nogen grund til at bede Straffelovrådet ulejlige sig med at bruge tid og ressourcer på at kigge på det her, når vi for det første ved, at det vil være i strid med vores internationale forpligtelser, hvis vi gjorde noget ved det, og når vi for det andet også, i hvert fald jeg, har det sådan, at deres tid i forvejen er meget booket op – jeg ved jo, hvilke store arbejder de sidder og kigger på, og i Folketinget er man tit ærgerlig over, at det tager for lang tid, inden der kan leveres. Hvorfor så bede dem om at kigge på noget, som man for det første i forvejen ved vil være i strid med vores internationale forpligtelser, og som jeg for det andet personligt vil være inderligt imod, fordi jeg ikke synes, det skal være tilladt at gå rundt og ytre sig racistisk?

Hr. Jan E. Jørgensen, anden korte bemærkning.

Jeg tror, ministeren misforstår noget, for det her handler jo ikke om, hvorvidt racisme er godt eller skidt. Jeg synes, racisme er forfærdeligt. Jeg synes, det er ubehageligt og umenneskeligt, og jeg vil bekæmpe det af al magt. Spørgsmålet er, om det er den rigtige måde at bekæmpe det på, altså via lovgivning. Og jeg tror, ministeren må give mig ret i, at eksempelvis en digter som Yahya Hassan ikke er racist, men han er ikke desto mindre blevet meldt til politiet for overtrædelse af racismeparagraffen. Kan ministeren slet ikke se, at der kan være nogle uhensigtsmæssigheder i paragraffen, som det måske kunne være interessant at få belyst af nogle eksperter?

Ministeren.

Jeg er jo ikke dommer og kan derfor heller ikke dømme, hvem der i givet fald skal idømmes en dom for noget, vedkommende er mistænkt for at have udført, men jeg kan sige, at min holdning til det her er meget klar, ligeså klar, som den var, da vi diskuterede blasfemiparagraffen, som jo handler om, om man gerne må tale gudsbespottende, hvilket jeg må sige virker mærkeligt, altså at vi har en lovgivning, som ikke er blevet brugt i så ufattelig mange år, og som jeg vel egentlig har svært ved at se hvordan giver mening i nutidens politik. Derfor er jeg glad for, at man kigger på det. Men en racismeparagraf, som forhindrer, at man taler hånligt, nedsættende om andre, vil jeg ikke være med til at fjerne.

Tak. Jeg har fået yderligere to på min liste til korte bemærkninger, og den første er hr. Christian Langballe fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Det skal da ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke er den store tilhænger af racismeparagraffen, og det er jeg af mange grunde ikke - primært fordi det ikke er nogen entydig størrelse. Når ministeren står og taler om racisme, er det så sandelig et gummibegreb, der kan benyttes om mange ting. Når vi tager Yahya Hassan, som er nævnt, er der vel næppe nogen, der her i Tinget vil kunne beskylde ham for at være racist. Der er andre eksempler på det samme.

Det, der her i Tinget bliver spurgt om, og som ministeren bliver bedt om, er at forholde sig helt konkret til de domme, der er fældet, og se, at racismeparagraffen jo også kan bruges til at lukke munden på kritiske røster, hvilket jeg mener er en hån mod ytringsfriheden. Men der er altså flere eksempler, hvor man overhovedet ikke kan tale om racisme.

Ministeren.

Jeg tror, at jeg har så meget tillid til vores domstolssystem, at hvis man er blevet dømt for noget, må man gå ankevejen for at få lavet en ny vurdering af, om dommen er korrekt. Men det betyder ikke – selv hvis der skulle være faldet en dom, som vil vise sig at blive omstødt ved en senere instans – at der nødvendigvis er noget i vejen med loven. Der kunne jo være tale om, at der var truffet en forkert beslutning.

Jeg vil gerne sige, hvad racismeparagraffens kerne egentlig er. Bestemmelsernes kerne i racismeparagraffen går ud på, at gruppen generelt mangler værdi som mennesker, herunder ligestilling af dem med dyr og udtalelser, som indeholder helt usaglige, generaliserende påstande om grov kriminalitet og umoral.

Synes man, at det er fint nok, at man spreder den slags, uden at der er nogen, der kan komme og sige: Ved du hvad, det synes vi måske nok er en skidt idé, og det fører ikke noget godt med sig? Jeg synes, at ytringsfriheden er en ufattelig vigtig værdi, og jeg synes, at vi som samfund skal kendes ved, at vi er et samfund, hvor man kan tale lige ud af posen, men jeg synes ikke, at vi skal give los for, at man kan rende rundt og sige ting, som medvirker til, at der bliver opbygget et had til andre mennesker.

Hr. Christian Langballe for en kort bemærkning.

Hele den diskussion om hate speech i forhold til racismeparagraffen viser jo bare, at det her kan bruges, også til at lamme en debat med.

Det eneste, jeg siger, er, at når ministeren taler om racisme, er det et klart og veldefineret begreb, som jeg tror de fleste normale mennesker tager afstand fra, nemlig en raceideologi. Men racismeparagraffen indeholder bare flere ting. Den indeholder også religion og forskellige andre ting, og så er det jo knap så entydigt længere. Det er det eneste, jeg spørger om.

Ministeren.

Det kan man jo have en lang debat om, og den har vi startet her; det er sådan set udmærket.

Men en anden ting, som jeg også vil sige er en god grund til at afvise at kigge på det, er, at straffelovens § 266 b, stk. 1, oprindelig blev indsat i straffeloven helt tilbage ved en lov i 1939. Den fik sin nuværende formulering, da den blev ændret i 1971 og lavet om med henblik på at sikre Danmarks opfyldelse af artikel 4 i FN's konvention af 21. december 1965 om afskaffelse af enhver form for racediskrimination. Derfor vil jeg sige, at selv hvis man gik ind på den præmis, og sagde, at nu ville man egentlig gerne undersøge det, så ville vi komme i konflikt med vores internationale forpligtelser.

Jeg synes ikke, der er nogen grund til at belemre Straffelovrådet. Jeg synes, at vi skal leve op til vores internationale forpligtelser, og jeg synes, det er fint, at vi har en racismeparagraf.

Tak. Den foreløbig sidste på min liste er hr. Tom Behnke fra Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Jeg tror sådan set ikke, der er nogen medlemmer af Folketinget her, der ønsker, at der skal indføres en mulighed for, at man kan komme med racistiske ytringer. Jeg hører ikke i debatten overhovedet, at der er nogen, der efterlyser det behov. Jeg er sådan set også enig med ministeren i, at man heller ikke helt kan afskaffe paragraffen. Den vil nok skulle være der på en eller anden måde i en eller en form. Men det, som jeg hører ministeren sige, er, at det vil være i strid med internationale konventioner, hvis det er sådan, at man bare så meget som ændrer i den nuværende formulering. Betyder det, at den formulering, vi har i Danmark, er fuldstændig identisk med det, som de internationale konventioner foreskriver, og betyder det, at man ikke vil kunne ændre noget som helst i formuleringen, uden at man kommer i konflikt med internationale konventioner?

Ministeren.

Det har Justitsministeriet vurderet, og bortset fra tilføjelsen i § 266 B, som vedrører seksuel orientering, som blev indført ved lovændringen i 1987, forekommer det således umiddelbart endog meget vanskeligt at foretage en ændring af § 266 B, der indskrænker bestemmelsens anvendelsesområde, uden at der hermed opstår alvorlige spørgsmål om foreneligheden med Danmarks internationale forpligtelser på området. Så det må vel næsten være et ja.

Hr. Tom Behnke, anden korte bemærkning.

Jo, men at noget er meget vanskeligt er jo ikke ensbetydende med, at det er umuligt. Så det kan jo sagtens lade sig gøre.

Det, jeg tror ministeren overser fuldstændig, er, at den paragraf, som sådan set har fungeret rigtig godt i rigtig mange år, i vore dage, lige nu, både i år og sidste år, bliver misbrugt af nogle til at prøve at tryne andre til at lade være med at ytre sig. Alene truslen om, at man bliver politianmeldt, alene det, at man skal afhøres, sigtes osv., kan få mange til at tænke, at så må man hellere lade være. Det vil sige, at det er en hæmsko i forhold til ytringsfriheden. Derfor vil jeg høre ministeren her til sidst, om ministeren er bekendt med, at man i andre lande, hvor man også er forpligtet af internationale konventioner, har præcis den samme formulering, som vi har i Danmark. Er det tilfældet?

Ministeren.

Nej, man har selvfølgelig ikke præcis den samme formulering, men vi har nogle principper, vi knytter vores lovgivning op på. Der kommer også fra tid til anden nogle domme, eksempelvis domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som går ind og vurderer i forhold til konventionens artikel 10, som handler om retten til ytringsfrihed. Der er det sådan i forhold til domstolens praksis, at det imidlertid er afgørende i et demokratisk samfund, at politikere undlader offentligt at fremkomme med ytringer, som fremmer intolerance og had over for personer af fremmed herkomst. Det er en dom, som er afsagt i 2009, og den bygger bare til det, som jeg har sagt, nemlig at vi vil komme i problemer med vores internationale konventioner og forpligtelser, hvis vi går ind og piller ved det her. Derfor kan jeg heller ikke anbefale, at vi gør det.

Tak til ministeren. Der er ikke flere, der har bedt om adgang til korte bemærkninger. Derfor går vi videre i ordførertalerækken, og den næste er Venstres ordfører, hr. Jan E. Jørgensen. Værsgo.

Tak for det. Ministeren sagde, at vi har en paragraf, som forhindrer racistiske ytringer. Ja, det ville jo være dejligt, hvis den gjorde det. Tænk, hvis vi sådan bare kunne lave en paragraf om, at nu er racistiske ytringer forbudt, og så var der ikke længere nogen, der kom med racistiske ytringer. Tænk, hvis vi endda kunne forbyde racisme, eller kunne forbyde folk at have nogle ubehagelige holdninger til homoseksuelle, og det så bare virkede, og så havde folk ikke de holdninger, så forsvandt de som dug for solen. Det ville vel nok være dejligt.

Så stor magt har vi desværre ikke her i Folketinget. Vi kan ikke lovgive om folks holdninger – det kan vi godt, men vi kan i hvert fald ikke gøre det med håbet om, at det vil få nogen synderlig effekt – og spørgsmålet er jo ikke, om vi skal have racisme eller ej. Spørgsmålet er, om vi bedst bekæmper racisme med en racismeparagraf eller på anden vis.

Racismeparagraffen er blevet brugt ganske uhensigtsmæssigt mange gange, eksempelvis grønjakkesagen, hvor to journalister fra Danmarks Radio måtte tage sagen helt til Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg for at blive frifundet. Og hvad havde de gjort? De havde viderebragt informationer om et meget ubehageligt miljø, der fandtes på Østerbro, nogle grønjakker ved Studsgårdsgade, som havde nogle uhyrlige holdninger til mennesker med en anden hudfarve. Det bragte de frem. Det var dengang nyt i debatten, der var mange, der ikke var klar over, at der var folk, der mente det. Og hvad skete der med dem? De blev dømt efter racismeparagraffen, og de var altså nødt til at køre helt til Strasbourg for at blive frifundet.

Senest har vi set digteren Yahya Hassan, som de fleste vil være enig med mig i har bragt en vigtig debat frem. Den digtsamling, han har udgivet, som i øvrigt har solgt i et rekordhøjt oplag, er han blevet politianmeldt for for at have overtrådt racismeparagraffen. Jeg tror, at man må erkende, at der i hvert fald er nogle uhensigtsmæssigheder forbundet med, at vi har en racismeparagraf i dens nuværende udformning.

Jeg anerkender, at man kan have forskellige holdninger til, om vi skal have en racismeparagraf eller ej. Jeg skrev selv speciale om det på jurastudiet tilbage i 1995, så det er efterhånden ved at være 20 år siden, og dengang nåede vi frem til, at der var flere ulemper end fordele ved at have en racismeparagraf. Men jeg er ikke noget straffelovråd, det erkender jeg blankt, og derfor anerkender jeg, at der kan være andre, som vi kan spørge, og som i højere grad kan komme med en sagkundskab end den, som mit fattige speciale fra dengang udgør.

Jeg synes, at det er rigtig ærgerligt, at ministeren ikke vil bede Straffelovrådet om at udvide kommissorium, for de skal i forvejen komme med en udtalelse om fordele og ulemper ved blasfemiparagraffen. Hvorfor ikke udvide kommissoriet og så sige: Nu I er i gang, kan I så ikke også lige beskrive fordele og ulemper ved en ophævelse eller en ændring af racismeparagraffen? Jeg anerkender, at der kan være udfordringer i forbindelse med vores internationale forpligtelser, og at det derfor nok ikke er realistisk med en decideret afskaffelse af racismeparagraffen, men som justitsministeren jo selv måtte indrømme, er det muligt, om end vanskeligt, i hvert fald at ændre racismeparagraffen i dens nuværende udformning.

Der er gennem tiden blevet peget på forskellige ulemper ved racismeparagraffen. Nogle afholder sig fra at ytre sig, nogle skal igennem retssager osv., på trods af at de ikke er racister, men har viderebragt en vigtig samfundsdebat, og så er der også hele, hvad vi kunne kalde martyrelementet, eksempelvis Emmy Fomsgaard, en indremissionsk kvinde fra Jylland, som var ude med nogle ganske ubehagelige synspunkter om homoseksuelle.

Hun blev ikke dømt, men hun blev anklaget, og hun måtte så forsvare sig ved domstolene, og hun blev frifundet. Da hun bl.a. havde refereret til nogle passager i Bibelen osv., så fandt domstolene altså frem til, at de holdninger, hun var kommet med, var lovlige. Hun blev mødt med banner og guitarspil og salmesang af proselytter ude foran retten, og hun kunne gå derfra med et blåt stempel, som sagde: De holdninger, som hun er kommet med, var i orden. Vi risikerer altså en blåstempling, og vi risikerer martyrer i de tilfælde, hvor der er nogle, der bliver dømt.

Det virkede jo ikke eksempelvis sådan, at Mogens Glistrup, efter at han var blevet dømt, så bagefter var blevet mindre notorisk i sine udtalelser, måske gjorde det tværtimod, at han blev mere optændt af de holdninger, han havde.

Så jeg synes, at det er rigtig, rigtig kedeligt, at justitsministeren er så bange for at få noget viden, at justitsministeren er så bange for at blive rokket i sin grundvold – for det må være det, der er baggrunden – at man end ikke vil spørge Straffelovrådet om en holdning til det her spørgsmål.

Tak. Der er en enkelt, der har bedt om adgang til korte bemærkninger, og det er hr. Christian Friis Bach fra Det Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil blot høre ordføreren, om ordføreren mener, at der kunne være lande fra fjerne kontinenter, hvor det er fornuftigt, at man med internationale konventioner og lokal lovgivning beskytter mindretal, udsatte grupper mod racistiske ytringer, som kan opildne til had?

Ordføreren.

Med hensyn til den sidste del af det, det med at opildne til had, er vi jo inde ved kernepunktet, for det er rigtigt, at ytringer kan opildne til had, og en beskyttelse mod det, altså overgreb på etniske minoriteter osv., synes jeg og Venstre bestemt der er fornuft i. Men derfra og så til en racismeparagraf med det indhold, som vi har i Danmark, og med den retspraksis, vi har i Danmark, er der meget langt.

Hr. Christian Friis Bach for den anden korte bemærkning.

Jeg fik ikke svar på spørgsmålet. Er det fornuftigt, at man med internationale konventioner og lokal lovgivning i andre lande beskytter mod racistiske ytringer, fordi det i de lande måske kunne føre til en kæde af begivenheder, som kunne føre til voldelige samfund? Er det derfor fornuftigt, at man beskytter mod racistiske ytringer andre steder i verden? Og hvis det er tilfældet, er det så ikke fornuftigt, at vi så også fastholder en lignende lovgivning i Danmark for at kunne statuere, at vi mener, at man i resten af verden også skal stå op imod racismen?

Ordføreren.

Jeg synes, det er fornuftigt at have lovgivning, der beskytter befolkningsgrupper mod diverse former for overgreb. Jeg erkender, at der kan være situationer, hvor en meget hadsk retorik kan føre til den slags overgreb, og det synes jeg er fornuftigt at beskytte imod. Men det betyder ikke, at vi ikke kan ændre vores racismeparagraf i Danmark, det vil vi sagtens kunne. Men debatten handler om, om vi skal lytte til nogle kloge mennesker i Straffelovrådet. Jeg ved, at Det Radikale Venstre har et slogan, der hedder: Vi lytter – punktum, ny linje – også til eksperter – punktum. Hvorfor vil man så ikke gøre det i denne sag?

Tak til ordføreren. Der er ikke flere, der har bedt om adgang til korte bemærkninger, så vi går videre i talerrækken. Og den næste ordfører er fru Trine Bramsen fra Socialdemokraterne. Værsgo.

Med forslaget her pålægges regeringen at anmode Straffelovrådet om at afgive en udtalelse om fordele og ulemper ved en hel eller delvis ophævelse af straffelovens § 266 b, også kendt som racismeparagraffen.

Når man indleder en undersøgelse eller en kortlægning, må det jo være, fordi man har til hensigt at ændre noget. Vi Socialdemokrater mener ikke, at vi skal bruge skatteydernes kroner på at undersøge en paragraf, som vi på forhånd ved vi ønsker at fastholde.

Jeg vil godt tage jer med på en lille rejse tilbage i tiden til 1939, hvor de første dele af bestemmelsen om racismeparagraffen stammer fra. Lovens formål var at beskytte de danske jøder med et forbud mod at udsprede falske rygter eller beskyldninger og at forfølge eller ophidse til had mod en gruppe af den danske befolkning på grund af dens tro, afstamning eller statsborgerforhold. Ordlyden af loven blev ændret i 1971 med indarbejdelsen af FN's konvention om afskaffelse af racediskrimination, og i 1987 blev paragraffen, som justitsministeren også sagde, udvidet med seksuel orientering. I straffelovens § 266 b, som vi her i dag diskuterer, står der:

»Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.«

For os Socialdemokrater er respekt for hinanden en grundpille i vores samfund. Der er meget vide rammer for, hvad vi kan sige i den offentlige debat, også om hinanden. Set med socialdemokratiske briller er det svært at forstå, hvorfor nogle partier her i dag ønsker at kunne fremsætte udtalelser, der truer, forhåner og nedværdiger folk på grund af deres race, hudfarve, nationalitet eller etnicitet. Hvorfor skal man ophæve den lov, der forhindrer mærkbare krænkelser af tro og seksuel orientering? Hvorfor?

Med ytringsfriheden følger også en pligt til at respektere hinanden. Det er den respekt, som forslagsstillerne åbenbart ikke mener er nødvendig. Heri er vi Socialdemokrater uenige. Vi vil ikke give carte blanche til at kunne svine hinanden uhæmmet til. Vi mener, at respekt for hinanden er en forudsætning for demokratiet og for ytringsfriheden.

Det handler ikke om at være bange, som der var en tidligere ordfører der sagde. Det handler ikke om at have manglende politisk mod til at ændre ting. Det handler om politik, og det handler om ideologi, og ikke mindst handler det om menneskesyn.

Vi Socialdemokrater ønsker at fastholde vores nuværende lovgivning – den paragraf, der kraftigt signalerer, at racediskrimination ikke er velkommen i Danmark. Som nævnt ønsker vi Socialdemokrater ikke at bruge skatteydernes kroner på at undersøge en lov, som vi på forhånd kan meddele at vi med udgangspunkt i vores demokrati- og menneskesyn ikke ønsker at ophæve.

Med de ord skal jeg meddele, at vi Socialdemokrater ikke kan støtte forslaget.

Tak. Der er foreløbig to kollegaer, der har bedt om adgang til korte bemærkninger. Den første er hr. Simon Emil Ammitzbøll fra Liberal Alliance. Værsgo.

Vi behandler faktisk ikke et beslutningsforslag om at afskaffe racismeparagraffen. Derfor synes jeg, det er lidt mærkeligt, at det fra ordførerens side flere gange er blevet sagt, at det er Socialdemokraterne imod. Liberal Alliance har tidligere fremsat forslag her i Folketingssalen om at ændre racismeparagraffen, hvad der jo er en mulighed ud over bare at afskaffe den eller fastholde den. Og det, jeg ikke forstår, er, hvorfor man ikke fremadrettet vil fremføre sine argumenter på et mere kvalificeret grundlag. Det vil jeg da altid gerne, og det undrer mig bare, at min socialdemokratiske kollega ikke ønsker det samme.

Trine Bramsen.

Jeg tænker, at der også ligger et spørgsmål i det, der blev sagt, og derfor vil jeg henlede opmærksomheden på indledningen til min tale, som hr. Simon Emil Ammitzbøll må have overhørt, så jeg vil læse den igen: Når man indleder en undersøgelse eller en kortlægning, må det jo være, fordi man har til hensigt at ændre noget. Vi Socialdemokrater mener ikke, at vi skal bruge skatteydernes kroner på at undersøge en paragraf, som vi allerede på forhånd ønsker at fastholde.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Jeg skal undlade at gå ind i en sproglig analyse af talen og de modstridende ting, der er i forskellige dele af den. Det er jo lidt unfair, at jeg spørger til to dele af talen, og så kommer man med en tredje, der ikke hænger sammen med de to første – så er det lidt svært at være spørger, må man sige, men det kan jo nok klares en anden dag.

Pointen er, at jeg simpelt hen ikke forstår, hvorfor Socialdemokraterne er imod øget viden og øget faglighed og bedre beslutningsgrundlag for de debatter, vi har i Folketinget. Det kunne jo være, at det endte med, at Socialdemokraterne fik bedre argumenter imod os andre – hvem ved?

Trine Bramsen.

Undskyld mig, men hr. Simon Emil Ammitzbøll kommer med et spørgsmål og derefter en kommentar, og så tillader jeg mig at svare på spørgsmålet – det synes jeg må være meget rimeligt.

Vi Socialdemokrater har en klar holdning: Vi ønsker ikke at ændre den her paragraf, hvad justitsministeren også så udmærket gjorde rede for. Det handler om politik, det handler om ideologi, og det handler om menneskesyn. Vi ønsker ikke at ændre den her paragraf, og derfor ser vi heller ikke noget formål med at igangsætte en dyr undersøgelse.

Tak. Den næste, der har bedt om adgang til korte bemærkninger, er hr. Christian Langballe fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg mener, det er almindelig sund fornuft, at hvis man har at gøre med en lovgivning, der viser sig at være uhensigtsmæssig – det kan jeg så forstå ordføreren mener den ikke er; den fungerer helt, som den skal – laver man nogle rettelser, korrektioner, får nogle til at kigge på, hvordan den her lov virker i praksis.

Man kunne tage sagen med Yahya Hassan, som jo efterhånden er blevet nævnt nogle gange. Jeg mener, det er meget foruroligende, at vi her i Danmark har en paragraf, som kriminaliserer, at man kan fremkomme med digte og også med den kritik, som Yahya Hassan er kommet med. Det er da bare en af mange. Der er da en hel del. Der er også nogle usympatiske udsagn, men de usympatiske udsagn, som man måtte finde, tager man debatmæssigt. Man kriminaliserer da ikke folk, der har en anden holdning, gennem straffeloven.

Ordføreren.

Jeg forstår, at hr. Christian Langballe er utilfreds med, at vi Socialdemokrater ikke ønsker at undersøge en lov, som vi er godt tilfredse med. Det må stå hr. Christian Langballe frit for at have den holdning, men det vil jo svare til, at man, selv om man havde fundet en rigtig god opskrift på frikadeller, valgte at igangsætte en undersøgelse af sin egen opskrift på frikadeller, fordi der bare skulle igangsættes en undersøgelse, selv om man var godt tilfreds. Det mener vi Socialdemokrater altså ikke der er nogen grund til.

Vi er godt tilfredse med både frikadeller og med den lovgivning, vi har på det her område.

Hr. Christian Langballe, anden korte bemærkning.

Det er utroligt, hvilke malende billede der kan blive brugt i den sammenhæng.

For nu at gøre det let for ordføreren vil jeg godt bruge eksemplet og sige, at det da kan godt være, at ordføreren mener, at vedkommendes egen frikadelleopskrift er fantastisk, men hvis det viser sig, at dem, det går ud over, eller gæsterne, der er til middag hos ordføreren, ikke synes, at frikadellerne smager ret godt, så kan det da godt være, at man skal revidere sin opskrift.

Ordføreren.

Det er meget interessant, at vi her i Folketingssalen er vidner til, at Dansk Folkeparti foreslår alternative opskrifter på frikadeller.

Vi er meget tilfredse med den lovgivning, der er på det her område. Vi mener ikke, at man skal kunne diskriminere andre, og derfor er vi også godt tilfredse med racismeparagraffen og ønsker hverken at igangsætte en undersøgelse eller afskaffe den.

Tak. Der er yderligere to kollegaer, der har bedt om adgang til korte bemærkninger. Den første er hr. Jan E. Jørgensen fra Venstre, værsgo.

Tak. Jeg var så ikke klar over, at Folketinget har vedtaget en lov om, hvordan man skal lave frikadeller, men det har vi åbenbart.

Jeg kan ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet, når jeg hører Socialdemokraterne fortælle, at man har en klar holdning, og at der derfor ikke er nogen grund til at spørge Straffelovrådet. Man har jo en klar holdning, og der skal meget, må vi forstå, til at få Socialdemokraterne til at skifte holdning på noget som helst område.

Lad mig derfor minde om, at Socialdemokraterne, så vidt jeg husker, også havde en klar holdning til, at man skulle forbyde prostitution. Så spurgte man Straffelovrådet om, hvad de mente om det, og så vendte de tilbage og sagde, at de synes, at det er en rigtig, rigtig dårlig idé. Og så skete miraklet, nemlig at Socialdemokraterne lyttede til sagkundskaben, og så sagde den forhenværende justitsminister: Det må vi nok hellere lytte til; vi har ladet os overbevise af de gode argumenter, og vi lader være med at forbyde prostitution.

Er det i virkeligheden en angst for, at der skulle komme noget rigtig klogt fra Straffelovrådet, som ville betyde, at Socialdemokraterne skulle ændre den, må jeg forstå, meget klare holdning, som man har til spørgsmålet i dag?

Ordføreren.

Det er der ingen angst for hos Socialdemokraterne, og som jeg sagde før, er vi heller ikke bange for at tænke nyt. Men i den her sag handler det altså om respekt for andre mennesker, respekt for hinanden. Der mener vi Socialdemokrater, at vores racismeparagraf er et klart værn mod, at man tilsviner andre mennesker og ikke respekterer dem. Derfor holder vi fast i den.

Hr. Jan E. Jørgensen for den anden korte bemærkning.

Jeg er fuldstændig overbevist om, at vælgerne er enige med fru Trine Bramsen i, at Socialdemokraterne er et parti, der ikke er bange for at tænke nyt. Det kan man jo også kalde løftebrud. Men fair nok.

Det, jeg spurgte til, var spørgsmålet om viden. Hvorfor ønsker Socialdemokraterne ikke en debat om denne sag, som vi har diskuteret i over 20 år, på et oplyst, sagligt og grundigt grundlag?

Ordføreren.

Jeg synes, det er interessant, at Venstres ordfører siger, at nytænkning er det samme som løftebrud. Det er jeg ganske enkelt ikke enig i. Vi skal kunne tænke nyt, og det gør vi også på en lang række områder. Det er bestemt ikke for os Socialdemokrater det samme som løftebrud. Men på det her område handler det altså om ideologi, og det handler om politik. Vores holdning er klar: Man skal have respekt for andre mennesker; man skal ikke diskriminere dem, og det er den her lov et godt værn imod at man ikke gør.

Hr. Tom Behnke, første korte bemærkning. Værsgo

Jeg hører, at fru Trine Bramsen siger, at Socialdemokratiet ikke ønsker at diskriminere. Det er jeg sådan set helt enig i, og jeg er lidt overrasket over, at forslaget her om, at man kan undersøge, om man kunne justere paragraffen, bliver taget til indtægt for, at der så er nogle partier, der ønsker, at det skal være muligt at diskriminere i fremtiden.

I den nuværende paragraf er der jo et forbud imod at forhåne og nedværdige på grund af race, hudfarve, nationalitet, etnisk oprindelse, tro og seksuel orientering. Men der er en ting, der ikke nævnt, og det er politisk overbevisning – burde den så ikke være med?

Ordføreren.

Jeg mener faktisk, at der er en grundlæggende forskel på religion og etnicitet og så politisk overbevisning. Religion, etnicitet og seksualitet er noget, der er dybt forankret i en; det er noget, som man ikke skifter på samme måde, som vi har set mennesker skifte parti, også blandt de eksisterende partier her i Folketinget. Så jeg mener faktisk, at der er en markant forskel på de her områder.

Hr. Tom Behnke, anden korte bemærkning.

Så når det handler om politik, må man gerne diskutere vidt og bredt, og man kan diskutere vidt og bredt, og det er faktisk efter gældende lovgivning også tilladt at forhåne og nedværdige en gruppe af personer på grund af deres politiske tilhørsforhold. Det er jo det, der er faktum.

Så vil jeg gerne høre: Når nu det er tilladt, er det så også noget, der finder sted? Er det sådan, at fordi der ikke er et forbud imod at udtale sig forhånende og nedværdigende over for grupper, der har en bestemt politisk overbevisning, så er det noget, vi oplever ske ude i samfundet hver eneste dag? Eller er virkeligheden ikke, at på grund af at vi har en god debatkultur herhjemme, sker det faktisk ikke? Man behøver ikke at have det værn. Og der er vi vel tilbage ved udgangspunktet: Behøver vi overhovedet have de andre værn? Debatten kører jo egentlig meget fint.

Ordføreren.

Nu vil hr. Tom Behnke jo vide, at jeg er af den klare opfattelse, at debatkulturen i Danmark, når det handler om den politiske debat, af og til også kører af sporet, og jeg mener, at vi som politikere har en stor del af ansvaret for at sikre en god tone i debatten og sikre, at vores demokrati leve videre. Så jeg tager gerne en diskussion med hr. Tom Behnke og resten af Folketingets partier om, hvordan vi sikrer en god debatkultur, men jeg mener ikke, at det betyder, at vi skal ændre vores racismeparagraf.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Næste ordfører i talerrækken er hr. Christian Langballe fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Yahya Hassan har prøvet det. Firoozeh Bazrafkan har prøvet det. Begge er blevet meldt til politiet efter § 266 b, den såkaldte racismeparagraf. Firoozeh Bazrafkan er dømt efter paragraffen ved Vestre Landsret for at citere en politimand, der har udtalt sig på netavisen 180Grader, mens vi stadig væk har tilbage at se, hvad der kommer til at ske med Yahya Hassan.

Begge dele er groteske eksempler på, hvordan en i sit væsen undertrykkende paragraf kan bruges som lammende våben mod ytringsfriheden og dem, der vover at benytte sig af den. Det gælder ikke blot i Danmark. Nej, den trækker sine lange spor ned igennem den europæiske debat og viser sig som det, den er, en fjende af ytringsfriheden.

I 2003 blev en fransk borgmester dømt efter paragraffen, fordi han opfordrede til en boykot af Israel. Det skal understreges, at jeg ikke går ind for en boykot af Israel, men det er bare ikke det, det handler om. Jeg vil forsvare borgmesterens og andres ret til at gøre det. Det er ytringsfriheden. Hertil lægger sig en række anmeldelser og domfældelser, som også er opstået, fordi nogle har vovet at kritisere islam. De første to, Yahya Hassan og Firoozeh Bazrafkan, er eksempler. Der er altså en religion, der ikke kan kritiseres. Der er noget, man ikke må. Jeg vil sige, at vi inden for den kristne tradition, den kristne teologi, har en lang tradition for religionskritik og anser det for at være at givtigt.

Jeg tror, de fleste, der hører om paragraffen, racismeparagraffen, tænker, at den udelukkende skulle angå racisme – racisme, der hviler på en underlødig racetænkning og raceideologi, som man eksempelvis finder det i nazismen. Det er vel nærmest umuligt at finde et normalt tænkende menneske, der abonnerer på den slags, og udtrykket er da også kommet til først og fremmest at blive brugt politisk og ideologisk i en sammenhæng med en brændemærkning og umuliggørelse af modstandere af den massive indvandring, der har fundet sted gennem årene. Men paragraffen angår jo ikke blot racisme i sin oprindelige og rette betydning, hvilket sagerne mod Yahya Hassan og Firoozeh Bazrafkan tydeligt indikerer. Man kan vel næppe kritisere dem for at være racister.

Racismeparagraffen er snarere at forstå som en krænkelsesparagraf, som også kritik af religion kan bringes ind under. Et tænkt eksempel: Hvis Voltaire i dag havde udtalt sin verbale krigserklæring mod den katolske kirke, ecrassez l'infame, knus den afskyelige – det var om kirken – var han temmelig sandsynligt blevet anmeldt, og han kunne vel også være blevet dømt efter racismeparagraffen.

Racismeparagraffen er i sin nuværende form blevet til som en del af den internationale konventionslovgivning i FN. Det er rigtigt, at den går tilbage til 1939, men den kom op i en ny form i 1965, fordi Sovjetunionen af alle lande slog til lyd for at indføre den i menneskerettighedslovgivningen. Sovjetunionen, hvabehar? Dengang sagde mange lande nej, heriblandt Danmark, Storbritannien, USA og Sverige, velsagtens fordi de kunne se, at det kunne blive til et angreb på ytringsfriheden. Eller når Roosevelt, der i sin tid foranstaltede FN's oprettelse, advarede meget kraftigt imod, at man på den måde forsøgte at bekæmpe holdninger, og hun talte også om fanatisme gennem straffelovgivningen.

Da paragraffen blev debatteret i Folketinget i 1971, hvor den blev indført, var det SF'eren Poul Dam, der udtalte den mest markante og principielle modstand. Han fandt, at forslaget – og for nu at citere ham selv – rammer usympatiske anskuelser og dermed sætter et skel mellem acceptable meninger og uacceptable meninger. For Dam var det ikke statens eller domstolens opgave at beskytte ham eller andre ved at forbyde meningsytringer, som han fordømte. Usympatiske og forbryderiske meninger skulle bekæmpes på frihedens vilkår.

Og altså, det er jo simpelt hen det, vi taler om: at vi får revideret loven, når det nu viser sig, at den også bruges til at ramme folk, man er uenige med. Så vi kan helt tilslutte os, at Straffelovrådet tager stilling til paragraffen.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen, der har bedt om adgang til korte bemærkninger, så vi går videre i talerrækken, og den næste ordfører er hr. Christian Friis Bach fra Det Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Vi kan ikke i Det Radikale Venstre støtte beslutningsforslaget. Vi er stærke tilhængere af ytringsfrihed, og vi har en fri debat i Danmark, ja, måske en af de frieste debatter, der findes i den ganske verden. Men vi mener, at en racismeparagraf er et vigtigt værn at have – den racismeparagraf, der blev indført i dansk lov i 1939 som et værn mod det had mod jøder, der spredte sig fra syd, og det værn er senere er blevet udvidet som følge af internationale konventioner.

Vi lægger også vægt på, at der i internationale konventioner og i lovgivning i lande, både tæt på og ikke mindst fjernt fra Danmark, bliver dæmmet op for racistiske ytringer, der kan føre til had, der kan føre til undertrykkelse, og der kan føre til vold. Derfor er det vigtigt, at vi også står fast på de internationale konventioner, og at vi dermed også dæmmer op for racisme i Danmark, og her vil en kortlægning ikke føre til noget nyt, og derfor kan vi Radikale ikke støtte forslaget.

Vi har, kan jeg med reference til Venstres ordfører sige, i denne sag allerede lyttet – punktum – til eksperter – punktum, og vi har på den baggrund indset, at vi vil bevare racismeparagraffen - punktum. Tak for ordet.

Tak. Der er to kollegaer, der har bedt om adgang til korte bemærkninger. Den første er hr. Jan E. Jørgensen fra Venstre. Værsgo.

Jeg vil netop spørge til Det Radikale Venstres holdning til eksperter, som jeg kan forstå man lytter til – om det så skal være komma eller punktum.

Ordføreren er formentlig klar over, at Straffelovrådet i forvejen sidder og arbejder med blasfemiparagraffen, og det ville næppe være den store udvidelse af Straffelovrådets arbejde, hvis kommissoriet blev udvidet til også at skulle omfatte racismeparagraffen. Vil Det Radikale Venstre være villig til at gå tilbage, gå i tænkeboks og overveje, om man ikke kunne komme med en fremstrakt hånd til det samarbejdende folkestyre osv., som jeg også mener Det Radikale Venstre en gang imellem bryster sig af at støtte? Kunne man i det mindste overveje, om man kunne revurdere sine synspunkter?

Ordføreren.

Vi overvejer og diskuterer løbende samtlige politiske positioner, og vi har også i Det Radikale Venstre haft intense og langvarige debatter om racismeparagraffen. Og vi er nået til den konklusion, at det er en vigtig og nødvendig paragraf at have, både i Danmark, hvor jeg måske godt tror man kunne finde andre måder at håndtere det på, men også internationalt. Vi står ved de internationale forpligtelser og behovet for at dæmme op for racisme i den ganske verden, og derfor må vi også selv stå fast på en racismeparagraf i Danmark.

Vi har sagt klart, at bestemmelserne om blasfemi finder vi ikke er hensigtsmæssige eller tidssvarende, og derfor er vi glade for de drøftelser, der pågår om den del. Den blasfemiparagraf, vi har haft, kan fint dækkes ind af racismeparagraffen, men netop derfor er det også vigtigt at stå fast på de bestemmelser, vi har i racismeparagraffen, og der har vi som sagt lyttet til eksperter og har haft intense diskussioner.

Hr. Jan E. Jørgensen, anden korte bemærkning.

Jeg er med på, at man i Det Radikale Venstre ofte kan have det synspunkt, at det er underligt, at andre kan mene noget andet end Det Radikale Venstre, men det er jo altså sådan nogle gange, at vi er nogle, der kan være uenige med Det Radikale Venstre. Og når nu hr. Christian Friis Bach ikke er i stand til at overbevise hr. Simon Emil Ammitzbøll og hr. Christian Langballe og mig selv om, at det er vigtigt, at vi bevarer racismeparagraffen præcis i dens nuværende form, så kunne man jo spørge Straffelovrådet, og så kunne man jo få nogle uvildige eksperter, som måske kunne overbevise os om, at vi tager fejl, og at hr. Christian Friis Bach har ret. Kunne det ikke tænkes at være et muligt udfald af Straffelovrådets arbejde?

Ordføreren.

Jeg respekterer fuldt, at hr. Jan E. Jørgensen og Venstre har en anden holdning. Det skal der være plads til, for det ville være kedeligt at opholde sig i denne sal, hvis vi alle mente det samme. Så fuld respekt for det. Og vi lytter også gerne til de argumenter, der bliver fremført, men vi har på baggrund af lange diskussioner, intense debatter og de erfaringer, den inspiration og den viden, som er tilgået os fra striben af eksperter, der har forholdt sig til dette spørgsmål, formet vores holdning, og det er jo den, jeg står her på talerstolen og fortæller om. Vi ønsker at bevare den racismeparagraf, som den er.

Tak. Så er det hr. Christian Langballe fra Dansk Folkeparti, første korte bemærkning. Værsgo.

Nu har jeg jo så i min ordførertale nævnt to eksempler på folk, der begge er blevet anmeldt efter den såkaldte racismeparagraf, og en er faktisk blevet dømt. Vil ordføreren medgive mig, at Firoozeh Bazrafkan ikke er racist? De konkrete eksempler, man så prøver at nævne, glider man sådan uproblematisk hen over fra Det Radikale Venstres side og siger så, at ytringsfriheden er intakt, hvilket jeg ikke mener den er.

Jeg nævnte også et andet eksempel med en fransk borgmester, som også er blevet dømt, fordi han gik ind for boykot af Israel. Det gør jeg ikke selv. Men han skal da have lov til det. Er det fuldstændig uproblematisk for ordføreren, når man nævner eksempler i de europæiske lande, som faktisk viser, at racismeparagraffen er med til at undertrykke ytringsfriheden?

Ordføreren.

Nu er det min opfattelse, at vi i dag diskuterer den danske racismeparagraf og den danske retspraksis. Jeg har fuld tillid til domstolene, som jeg endda mener har forvaltet bestemmelsen forholdsvis konservativt og stået vagt om ytringsfriheden, ganske som vi gør det. Men som sagt: Både på grund af internationale konventioner og på grund af et ønske om også i Danmark at stå vagt om, at der ikke skal være racistiske ytringer, som kan føre til undertrykkelse, marginalisering og isolation af bestemte grupper i samfundet, og at vi også vil stå op imod det samme internationalt, står vi vagt om den racismeparagraf, som den er, og mener ikke, der er behov for yderligere undersøgelser eller analyser foretaget af Retsplejerådet i den anledning.

Hr. Christian Langballe, anden korte bemærkning.

Det, jeg spurgte om, var faktisk også dansk retspraksis. Jeg sagde så bare, at den her lovgivning jo er et fælles fænomen i Europa, men jeg nævnte Firoozeh Bazrafkan, og jeg nævnte Yahya Hassan som danske eksempler, hvor den ene faktisk er blevet dømt ved Vestre Landsret.

Det, jeg så bare spørger om, er: Når nu ordføreren slår sig op som den noble ridder og forsvarer af den gode tone, så synes jeg, der mangler en stillingtagen til, at de her mennesker faktisk er blevet dømt for noget, som efter mine bedste begreber under ingen omstændigheder har noget som helst med racisme at gøre.

Ordføreren.

Ja, nu må jeg jo så korrigere ordføreren. Yahya Hassan er ikke blevet dømt. Og jeg har tillid til, at domstolene kan forvalte den racismeparagraf. Det mener jeg de har bevist fornuftigt. Jeg har også tillid til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der jo også i deres afgørelser har lagt vægt på, at ytringer skal ses i den sammenhæng, hvori de fremføres, og at man dermed både kan stå vagt om ytringsfrihed og have et værn mod racisme på samme tid. Så jeg synes, at retspraksis er fornuftig. Jeg synes netop, at paragraffen bliver anvendt forsigtigt, men rigtigt, af vores retssystem, og det er jo også det, der er baggrunden for, at vi bakker op om paragraffen, som den er, for der har udviklet sig en fornuftig og konservativ retspraksis på baggrund af den her paragraf.

Den foreløbig sidste kollega på min liste er hr. Simon Emil Ammitzbøll fra Liberal Alliance, værsgo.

Jeg vil sådan set mere spørge ind til det første svar end til talen, for i besvarelsen til hr. Jan E. Jørgensen lød det, som om det i virkeligheden er et synspunkt, der mere handler om, at man af hensyn til det internationale samfund og til, hvad der sker i andre lande, ikke skal ændre paragraffen i Danmark. Jeg synes, at der fik sneget sig et eller andet ind i besvarelsen om, at det sådan set ikke er i Danmark, at problemet ville være så stort. Man fik formuleret et eller andet i den stil.

Er det i virkeligheden sådan mere signalet til resten af verden, man bekymrer sig for, end det er en egentlig ændring af racismeparagraffen?

Ordføreren.

Mit svar til hr. Jan E. Jørgensen var, at vi både står vagt om den racismeparagraf og om den praksis, som vi har i Danmark, for også i Danmark er der behov for at dæmme op for hadefulde ytringer, forhåninger og nedværdigelse af bestemte grupper på grund af deres race, hudfarve, oprindelse, tro eller seksuelle orientering. Det mener vi der også er behov for i Danmark.

Men min pointe til hr. Jan E. Jørgensen var jo, at internationalt er det behov endnu større, og at vi derfor også bakker op om, at man i internationale konventioner og lovgivning i lande langt fra Danmark står vagt om, at der ikke skal ske racistiske ytringer, som kan opildne til undertrykkelse og had og i sidste ende til vold. Derfor giver det også mening at bevare og stå vagt om den danske racismeparagraf.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll, en kort bemærkning.

Man kunne næsten ønske sig, at Brandes stadig var medlem af Det Radikale Venstres folketingsgruppe, for så havde man sikkert en mere festlig debat om det her emne end det, der bliver lagt op til i øjeblikket.

Jeg er sådan set mere skuffet over, at Det Radikale Venstre, som jeg kender godt og som et parti, der normalt virkelig satser på viden og faglighed og den slags, fuldstændig afviser det her forslag, som netop ikke lægger op til, at man skal have en bestemt holdning til racismeparagraffen. Det lægger op til, at vi skal have et mere sagligt grundlag at diskutere ud fra fremadrettet. Det ville da klæde Det Radikale Venstre at vælge saglighedens vej i denne sag.

Ordføreren.

Nu kan man sige, at der både har været saglighed og faglighed og debat om racismeparagraffen i Danmark i årtier siden 1939, da den blev indført. Det, vi tager stilling til i dag, er, hvorvidt vi politisk mener, at der er grundlag for at lave yderligere undersøgelser med henblik på eventuelt at ændre racismeparagraffen. Vi har på baggrund af de utallige udtalelser fra eksperter, debatter, indlæg, viden, der har været undervejs i debatten om racismeparagraffen, formet vores holdning og står vagt om den racismeparagraf, som den er. Vi mener, den bruges konservativt, forsigtigt og rigtigt i vores retssystem.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere, der har bedt om adgang til korte bemærkninger. Næste ordfører i talerrækken er fra SF. Det er hr. Karsten Hønge, kan jeg forstå. Værsgo.

Tak. Jeg skal sige, at da vores sædvanlige ordfører, fru Karina Lorentzen Dehnhardt, ikke havde mulighed for at være til stede på grund af et andet politisk møde i Jylland, har jeg fået fornøjelsen af at holde SF's tale.

Jeg vil starte med at slå fast, at vi i SF ikke ønsker at ændre eller afskaffe racismeparagraffen, ligesom vi heller ikke gjorde det sidste gang eller sidste gang igen, da den var til debat i Folketingssalen. Vi ved jo godt, at det er det bagvedliggende motiv for beslutningsforslaget, og derfor er vi heller ikke til sinds at støtte en undersøgelse af fordele og ulemper ved paragraffen. Det er der efter SF's mening ikke behov for.

Racismeparagraffen kriminaliserer jo alene ytringer, som fremsættes offentligt – det er et krav – og som er forhånende for et mindretal. Det kan være etniske persongrupper eller seksuelle mindretal. Man kan kort sagt sige alle de grimme ord, man vil, indendøre, men ikke i det offentlige rum. Man har et vist ansvar for ikke at anvende forhånende bemærkninger. Det er klogt nok. Det holder hånden under debatten og betyder sådan set ikke, at vi ikke kan debattere f.eks. vanskelige integrationsproblemer. Jeg har meget svært ved at se, hvad forhånende udtalelser yderligere kan bidrage med i en debat. Det er ikke umuligt at fremkomme med sine synspunkter. Masser af anmeldelser eller sager bliver afvist, og det viser, at racismeparagraffen bruges varsomt og med omtanke.

Til gengæld ved vi, at hadforbrydelser er et reelt problem, at tolerancen i det danske samfund er i fald. Verden over sker der lige nu en udvikling på området for homoseksuelles rettigheder – desværre til det værre. Det starter med en dæmonisering af homoseksuelle, og det legitimerer derefter også en indskrænkning af rettigheder og i nogle tilfælde også overgreb. Vi har også talrige eksempler på krige, hvor race eller tro har været en del af problemstillingen. Jeg ved godt, at racismeparagraffen alene ikke stopper hadforbrydelser motiveret i seksuel orientering, race eller etnicitet, men straffen har en signalværdi og viser, hvilke værdier vores samfund bygger på. Alle i Danmark er ligeværdige borgere, som vi også vil beskytte mod forhånende udtalelser, akkurat som enkeltpersoner har den beskyttelse i injurielovgivningen. Det vil vi i SF gerne holde fast i. Vi skal også huske den tid, racismeparagraffen blev udformet i.

Derfor kan vi ikke støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen, der har bedt om adgang til korte bemærkninger, så vi går videre i talerrækken. Og nu er det fru Pernille Skipper fra Enhedslisten. Værsgo.

Det har jo udviklet sig til en lidt mystisk diskussion nu efterhånden om, hvilke objektive kriterier man kan lægge ned over, hvornår noget bør undersøges, og hvornår noget ikke bør undersøges, og der er ligesom opstået sådan en ting blandt forslagsstillerne om, at man burde da sige ja til at undersøge hvad som helst. Altså, der er da ikke noget til hinder for at undersøge nogen ting, også selv om man ved og i hvert fald er rimelig sikker på, at ens holdning ikke bliver ændret ved det. Og derfor får man jo lyst til at spørge, i hvert fald retorisk, og måske kan man håbe på et svar, hvorfor de borgerlige partier så nægter at bakke op om godt nok ikke Enhedslistens, men SF's forslag om at nedsætte en kommission, der skal undersøge, hvordan vi kan have en alternativ tilgang til narkotika og cannabis.

En kriminalisering vil man ikke undersøge. Man vil heller ikke undersøge, om borgere bliver overvåget af de amerikanske efterretningstjenester efter afsløringerne fra Edward Snowdens side. Det vil man ikke undersøge, men lige præcis det her bør man i hvert fald undersøge. Jeg har lidt svært ved at finde ud af, hvad det er for nogle objektive kriterier, der sådan gælder for, hvornår noget bør undersøges eller ej, men det kan være, jeg bliver klogere i løbet af den videre debat.

Vi har den holdning, at man bør undersøge ting, når man har et formål om eller i hvert fald en formodning om, at man ønsker at ændre på noget. Og der er det jo, at det står tilbage, i hvert fald indtil videre, at det kun er Dansk Folkeparti, der sådan nærmest har givet et klart svar på, hvad det er, man gerne vil ændre, hvad det er for nogle domme, der er blevet afsagt, og som man mener ikke burde være afsagt, om nogle ytringer, der burde være lovlige. Derfor kan man jo også komme til at tænke, at det måske er, fordi de borgerlige går og mangler et argument, og så håber de på, at Straffelovrådet måske kan levere det argument.

Nu vil jeg så sige, at jeg godt ved, at det her forslag handler om en undersøgelse, men Enhedslisten er tilhænger af racismeparagraffen, og skulle vi undersøge racismeparagraffen og sætte Straffelovrådet til at vurdere den, skulle det være, fordi vi havde en formodning eller i hvert fald en svag idé om, at der var noget, der kunne rykkes via sådan en undersøgelse.

Vi ville selvfølgelig ønske, at racismeparagraffen ikke var nødvendig. Selvfølgelig ville vi ønske, at vi levede i en verden, hvor minoriteter ikke blev udsat for hadefuld tale alene på grund af deres hudfarve, deres seksualitet eller deres religion. Selvfølgelig kæmper vi for en verden, hvor man ikke bliver afvist på diskoteket, fordi man hedder Muhammed, eller hvor mennesker ikke bliver overfaldet på gaden, alene fordi de har en bestemt hudfarve. Men sådan er virkeligheden ikke. Virkeligheden er desværre stadig i 2014, at hetz, diskrimination, hadefuld tale og egentlige deciderede hate crimes, altså voldelige overfald, der har sin årsag i had til f.eks. en hudfarve, eksisterer i Danmark.

Det er vores opfattelse, at racismeparagraffen ikke forhindrer de her ting, for det kan vi jo alle sammen se at den ikke gør, men den fungerer som en yderste stopklods for de dæmoniseringer, man må finde sig i som minoritet i offentligheden. Racismeparagraffen er da også, som SF's ordfører påpegede, kommet til verden, fordi historien har vist, at hvis der ikke er grænser for, hvilke generaliseringer og hadefulde ytringer man må komme med om minoriteter, så kan de ord føre til langt mere alvorlige handlinger. Generaliserende, nedgørende og usande udtalelser om minoriteter kan på den lange bane betyde, at handlinger bliver retfærdiggjort. Det betyder selvfølgelig ikke, at bestemmelsen i sig selv kan fjerne racisme, men at den kan fungere som en yderste stopklods.

Som det også er blevet sagt før, er bestemmelsen ikke engang et udtryk for, at man ikke må have lov til at være racist. Det må man sådan set gerne. Man må sige, hvad man vil, ved spisebordet. Det handler om, hvilke generaliserende udtalelser eller hadefulde ytringer man kommer med i offentligheden. Og domstolene er da også efter vores opfattelse meget restriktive i deres anvendelse af den her bestemmelse. Der skal altså rigtig, rigtig meget til, for at man bliver dømt for overtrædelse af racismeparagraffen, og derfor ser vi heller ikke nogen grund til, at man skulle forsøge at finde en teknisk måde, hvorpå man kan indskrænke bestemmelsen.

Hvis vi i Enhedslisten havde en formodning, bare en svag idé om, at Straffelovrådet kunne ændre vores holdning, så ville vi gladelig sende den her undersøgelse af sted, ligesom vi, selv om vi er for en afskaffelse af blasfemiparagraffen, har sendt den af sted til undersøgelse, fordi vi gerne vil være sikre på, at der ikke er noget, vi har overset. Men det kan vi altså ikke se, og derfor kan vi ikke stemme for det her beslutningsforslag.

Tak. Der er foreløbig en enkelt kollega, der har bedt om adgang til korte bemærkninger, og det er hr. Simon Emil Ammitzbøll fra Liberal Alliance. Værsgo.

Bare et par ting. Man snakker om, at vi har en racismeparagraf, der er inspireret af noget uha tilbage fra anden verdenskrig osv., men jeg vil sige, at den vel mere er inspireret af, dengang vi havde Sovjetunionen – i den nuværende form i hvert fald. Men det var sådan set ikke det, der var pointen.

Pointen er, at jeg faktisk er i tvivl om en ting, så helt åbent spørger jeg: Har Enhedslisten egentlig altid været imod racismeparagraffen? For det er jeg faktisk lidt i tvivl om.

Ordføreren.

Undskyld, jeg hørte ikke det første, hr. Simon Emil Ammitzbøll sagde, men det var sikkert et eller andet sådan, ja, mystisk stikpilleagtigt.

Der har været diskussioner i Enhedslisten om racismeparagraffen, ligesom der har været det i formentlig mange andre partier. Så vidt jeg husker, har Enhedslisten på et tidspunkt haft en anden holdning. Og vi har nu den her holdning, men det er meget, meget lange diskussioner, der også har ført til den holdning, vi har i dag.

Jeg kan bestemt godt forstå det. Selvfølgelig skal man diskutere det, men havde vi en formodning om, at der var noget i debatten, vi kunne få oplyst fra Straffelovrådets side, som kunne ændre vores holdning, ville vi også meget gerne undersøge det. Men det er altså vores holdning, at det er en restriktiv paragraf; den bliver brugt meget, meget lidt, men den er der med et formål, og det er at forhindre det meget generaliserende, det helt hadefulde; den er den her yderste stopklods, og det er netop den yderste stopklods, der faktisk gør det relevant at tale om anden verdenskrig.

Det er det, der er baggrunden for, at vi har sådan en bestemmelse, som vi har i dag.

Tak. Hr. Simon Emil Ammitzbøll for sin anden korte bemærkning.

Det vil altså sige, at Enhedslisten muligvis har skiftet synspunkt efter nogle meget lange diskussioner; sådan forstod jeg svaret. Men man kan ikke forestille sig, at man efter en faglig redegørelse fra Straffelovrådet kunne lade sig påvirke. Det er jo lidt mærkeligt. Hvis man kan skifte fra det ene til det andet og folk kan ændre holdning på kryds og tværs, er det jo fint, men så er det vel svært at forestille sig, at nu har man så for altid, i al evighed, fundet det korrekte.

Derfor er det jo faktisk, at vi fremsætter et helt uskyldigt forslag, der handler om, at vi siger: Lad os dog få noget faglighed og saglighed ind i den her debat, som jo tit har været præget af mange andre ting. Jeg synes jo, det er en håndsrækning til at få en debat på et bedre grundlag fremadrettet. Og der havde jeg bare ikke troet at fru Pernille Skipper – mange andre, men ikke fru Pernille Skipper – skulle være den der afviste mig.

Ordføreren.

Det bedrøver mig, hver gang jeg må skuffe hr. Simon Emil Ammitzbøll – helt ind i hjertet. Det gør så ondt, at jeg næsten ikke kan sove om natten. Jeg tror desværre, jeg bliver nødt til at forklare hr. Simon Emil Ammitzbøll, hvad Straffelovrådet er for en størrelse:

Straffelovrådet kan ikke komme med politiske anbefalinger eller nye politiske overvejelser i en debat. De kan komme med juridisk tekniske vurderinger af, hvordan man kan gøre dette og hint. Og det er bl.a. derfor, jeg synes, det var så hamrende hul i hovedet, at regeringen valgte at sende et spørgsmål af social relevans som spørgsmålet om prostitution til Straffelovrådet. Det hører simpelt hen ikke hjemme der.

Så vil man gerne have en lang politisk diskussion om, at vi har behov for ændringer, skal vi tage den her og alle mulige andre steder. Når man har et konkret forslag til, hvordan ændringen kan laves, og hvordan det skal foregå juridisk, kan man høre Straffelovrådet.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Næste ordfører i talerrækken er hr. Tom Behnke for Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Den, der evner at formulere sig korrekt, kan slippe af sted med rigtig meget. Den, der ikke har den evne til at formulere sig sådan fuldstændig knivskarpt og korrekt, kommer i alvorlige problemer med præcis de samme synspunkter. Og det er jo essensen i forslaget her og grunden til, at vi fra Konservatives side er medforslagsstillere på beslutningsforslaget, som jo i virkeligheden ikke går ud på at ændre paragraffen eller ophæve paragraffen. Det går derimod alene ud på at undersøge de juridiske argumenter for og imod en ophævelse eller som minimum en ændring af den her racismeparagraf, og at det gøres på samme tidspunkt, hvor man alligevel er i gang med at kigge på blasfemiparagraffen, som jo lidt handler om det samme, nemlig hvad det er tilladt at ytre sig om, og hvordan man skal ytre sig.

Hidtil har vi jo fra Konservatives side syntes , at racismeparagraffen var et nødvendigt værn for den gode debat. Men det, der er sagen, er, at hvis man kigger sådan lidt mere efter, viser det sig, at rigtig mange debatter fungerer og foregår ganske fint – også selv om der ikke er en paragraf, der definerer, hvordan man skal ytre sit synspunkt. Og det gør den her paragraf, for der er ingen tvivl om, at de, der evner at formulere sig snedigt , korrekt og udtænkt, kan slippe af sted med stort set hvad som helst, mens den, der farer i flint og skriver et læserbrev, omgående risikerer at få en sigtelse for overtrædelse af paragraffen. Det er en hæmning af ytringsfriheden – i hvert fald for en del af befolkningens vedkommende – og det synes jeg ikke er hensigtsmæssigt. Det er ikke rimeligt, at vi gør det.

Jeg er enig med ministeren i, at vi formentlig ikke når frem til, at paragraffen bliver afskaffet, for vi har en international forpligtelse til at sørge for, at der skal være en eller anden form for værn. Hvordan det skal formuleres, synes jeg så til gengæld godt man kan diskutere, og det er så det, vi havde håbet man kunne finde frem til, nemlig at se på nogle fordele og ulemper ved forskellige formuleringer og indskrænkninger af bestemmelsens omfang og dermed udvide ytringsfriheden.

For det hele handler om, at man skal have lov til at ytre sig og komme med sine synspunkter, og i dag indeholder paragraffen jo ikke en bestemmelse om, at man ikke må komme med – som det hedder – forhånende eller nedværdigende udtalelser i forhold til politisk overbevisning. Det er fuldt ud tilladt, men det sker ikke – det sker ikke . Og på den måde tror jeg ikke, at vi behøver at have så restriktiv en paragraf.

Noget andet er, at jeg tror, at den restriktive paragraf bevirker, at der er mange, der holder sig tilbage af frygt for at få en sigtelse eller måske endda blive dømt for overtrædelse af racismeparagraffen. Alene frygten for at få en sigtelse og blive hængt ud som racist gør altså, at mange holder sig tilbage og tænker: Nej, jeg må nok hellere lade være med at sige noget. På den måde bliver paragraffen i dag både brugt og misbrugt til at hindre ytringsfrihed, og det synes jeg vi de senere år har set flere eksempler på.

Det er også derfor, at vi fra Konservatives side er nået dertil, at vi gerne vil have en debat og en diskussion om den her paragraf og rækkevidden af den, og det er noget, der er sket inden for de senere år. For i de første mange, mange år, hvor vi havde den her paragraf, var den aldrig i anvendelse. Efterfølgende kom den så ganske sjældent i anvendelse, men i dag hører man nærmest hver anden dag om, at nogen er blevet anmeldt til politiet for at overtræde paragraffen, og det er et skred, for det har aldrig været meningen med den.

Det er sagt for egen regning, men det er også i praksis min erfaring, at den her bestemmelse ikke er helt farveblind, hvis jeg må bruge det udtryk. Altså, alt efter hvilken gruppering det er, der bliver forhånet eller nedværdiget, er der forskel på, om man nu synes, at det er en overtrædelse af bestemmelsen eller ej. Det synes jeg også er problematisk, og det kunne man også med stor fordel tage med i overvejelserne, når man skal kigge på den paragraf. For den bør jo altså gælde begge veje.

Det sidste, jeg skal sige, er, at jeg tror sagtens, at vi med en lempeligere formulering kan nå det mål, vi har. Jeg tror sagtens , det kan lade sig gøre at ændre til en lempeligere formulering, der udvider vores ytringsfrihed og ikke gør, at nogen bliver bange for at ytre sig, samtidig med at vi fastholder, at vi selvfølgelig – selvfølgelig – er imod racistiske og hadefulde angreb. For det er vi jo imod; vi bryder os ikke om det, vi vil ikke have det.

Men der er meget langt derfra og så til, at man med enhver ytring, der går i den her retning, risikerer at stå med en sigtelse for at overtræde paragraffen og skal ud at forsvare sig. Man skal måske endda hyre en advokat til at forsvare sig. Det er ikke rimeligt, og derfor er vi i Danmark kommet dertil, at det er nødvendigt at få kigget på formuleringen af paragraffen. Derfor er Konservative medforslagsstillere på beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Så er vi nået til ordføreren for forslagsstillerne. Det er hr. Simon Emil Ammitzbøll fra Liberal Alliance. Værsgo.

I modsætning til justitsministeren vil jeg ikke starte med at glæde mig over gensynet med en velkendt debat, men i stedet for forholde mig til, at vi prøver at rejse en ny. Derfor vil jeg heller ikke argumentere hverken for eller imod afskaffelse eller ændring af racismeparagraffen i mit indlæg i dag. Jeg tror, at mine holdninger er velkendte for de fleste, der har deltaget i debatten. Men det her forslag handler om at anmode Straffelovrådet om at afgive en udtalelse om fordele og ulemper ved en hel eller delvis ophævelse af straffelovens § 266 B – hverken mere eller mindre.

Til gengæld vil jeg til hver en tid stille mig frem og argumentere imod racisme. Det skal der ikke være nogen som helst tvivl om. Jeg bryder mig selvfølgelig ikke om det, men det har bare ikke noget med den konkrete lov at gøre. Derfor synes jeg også, det er ærgerligt, at forslaget bliver afvist en bloc af regeringspartierne og de to støttepartier. Vi ved jo, at der i flere af partierne har været uenighed om linjen, at der har været skift i holdninger, og derfor var det måske på sin plads at få undersøgt lidt nærmere, hvilke fordele og ulemper der ville være ved at ændre eller afskaffe paragraffen. Det kunne jo også være, at man kunne opnå det formål, som Socialdemokraterne, SF, Det Radikale Venstre og Enhedslisten argumenterede for, selv med en forandret racismeparagraf.

Det kunne jo også være, at nogle af os blev klogere. Jeg vil i hvert fald personligt ikke afvise, at øget viden skulle kunne ændre på nogle af mine synspunkter. Det modsatte ville dog være et mærkeligt udgangspunkt at have, og derfor undrer det mig også, at de fire partier fuldstændig bare afviser, at der kunne komme noget som helst frem, som kunne rykke ved deres holdninger.

Til gengæld glæder jeg mig selvfølgelig over, at det er lykkedes at samle de fire borgerlige partier om at fremsætte det her forslag. For jeg nærer jo en vis forhåbning om, at en eller andet dag efter et eller andet folketingsvalg måtte der være et flertal til de fire partier, som så kan gennemføre det her forslag, og så vi kan føre debatten på et bedre grundlag. Det ved man jo ikke hvornår bliver, men man kan jo håbe, og en dag skulle det vel nok kunne lade sig gøre.

Jeg vil egentlig gerne appellere til, at regeringen og SF og Enhedslisten tænker videre over det her fra i dag og prøver at tænke over følgende: Ville det ikke være meget rimeligt at få et større vidensgrundlag? Og var det måske sådan, at der i dag ryger en enkelt igennem og bliver dømt, som ikke engang de fire partier ville ønske skulle blive dømt, hvis de læste sagerne igennem og det stod til dem selv? Det kunne godt være, at man kunne gøre det anderledes. Det kunne godt være, at man kunne gøre det bedre.

Der er ingen, der skal være i tvivl om, at Liberal Alliances synspunkt er klart. Vi ønsker så få indskrænkninger i ytringsfriheden som muligt, men selvfølgelig med begrænsninger, f.eks. i forhold til trusler og lignende. Det er jo ikke, fordi vi ønsker, at man må gøre skade på andre. Men vi synes, det kunne være spændende at få den her nærmere redegørelse.

Der er sådan set ikke så meget mere at sige. Jeg kunne nå at sige det samme to gange til, men det vil jeg dog undlade at bruge Folketingets tid på. Jeg vil hellere overlade talerstolen til nogle af repræsentanterne fra den røde del af salen, der måske alligevel har tænkt, at ah, vi kunne da godt sige ja til at diskutere tingene på et fagligt grundlag i stedet for bare ud fra mavefornemmelser. Måske. Man kan jo være heldig.

Tak til ordføreren.

Der er ikke nogen, der har bedt om adgang til korte bemærkninger. Og da der i det hele taget ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Retsudvalget, og hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.