PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Retsudvalget 2013-14
REU Alm.del
Offentligt

Civilafdelingen

Dato:

26. september 2014

Kontor:

Færdselskontoret

Sagsbeh: Marianne Møller Hal-

kjær

Sagsnr.: 2014-809-0044

Dok.:

1104453

Rapport

fornyelse af kørekort til personer over 70 år

1. Indledning

Den nuværende aldersgrænse på 70 år for obligatorisk fornyelse af køre-

kort og indlevering af lægeattest, jf. nedenfor under pkt. 2, har i den sene-

ste tid været genstand for en del offentlig debat, og justitsministeren har

besluttet, at det skal overvejes nærmere, om der kan være behov for at hæ-

ve aldersgrænsen.

Den gældende ordning har imidlertid et færdselssikkerhedsmæssigt sigte,

og justitsministeren har tilkendegivet, at hvis aldersgrænsen skal hæves,

skal der være et sundhedsfagligt belæg herfor.

Justitsministeriet, Sundhedsstyrelsen og Rigspolitiet har på den baggrund

overvejet spørgsmålet nærmere, jf. nedenfor under pkt. 2-6.

Det bemærkes, at spørgsmålet alene er overvejet i forhold til udstedelse og

fornyelse af kørekort til gruppe 1-køretøjer (almindelig bil, motorcykel

mv.), idet der gælder særlige regler for kørekort til gruppe 2-køretøjer

(bus, lastbil mv.). Gennemgangen af gældende ret, jf. nedenfor under pkt.

2, vedrører således alene kørekort til gruppe 1-køretøjer.

2. Gældende ret

Det fremgår af færdselslovens § 59, stk. 1, 1. pkt., at kørekort udstedes

med en gyldighedstid på 15 år, dog højst indtil den pågældende er fyldt 70

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

Telefon 7226 8400

Telefax 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

år. Er den pågældende på det tidspunkt, hvor kørekortet udstedes, fyldt 65

år, men ikke 70 år, udstedes kørekortet med en gyldighedstid på 5 år, jf.

færdselslovens § 59, stk. 1, 2. pkt.

Endvidere fremgår det af færdselslovens § 59, stk. 2, 1. pkt., at justitsmini-

steren fastsætter bestemmelser om gyldighedstiden for kørekort, der udste-

des til personer, der er fyldt 70 år.

På denne baggrund er det i bekendtgørelse nr. 12 af 10. januar 2013 om

kørekort (kørekortbekendtgørelsen) med senere ændringer i § 82 fastsat

følgende:

”§

82.

Er ansøgeren på det tidspunkt, hvor kørekortet udstedes,

fyldt 65 år, men ikke 70 år, udstedes kørekort til samtlige kate-

gorier samt kørekort til erhvervsmæssig personbefordring og

traktor/motorredskab med en gyldighedstid på fem år.

Stk. 2.

Er ansøgeren på det tidspunkt, hvor kørekortet udstedes,

fyldt 70 år eller derover, udstedes kørekortet med følgende

gyldighedstid:

1) Er ansøgeren fyldt 70 år, men ikke 71 år: Fire år.

2) Er ansøgeren fyldt 71 år, men ikke 72 år: Tre år.

3) Er ansøgeren fyldt 72 år, men ikke 80 år: To år.

4) Er ansøgeren fyldt 80 år: Et år.”

Det er i bekendtgørelsens § 93, stk. 3, 4. pkt., fastsat, at hvis ansøgeren på

tidspunktet for kørekortets udstedelse er fyldt 70 år, eller der ansøges om

fornyelse på baggrund af, at kørekortet udløber som følge af, at ansøgeren

fylder 70 år, skal ansøgningen om fornyelse af kørekortet vedlægges en

lægeattest. Denne bestemmelse er indsat med hjemmel i færdselslovens §

56, stk. 5, hvorefter justitsministeren fastsætter bestemmelser om betingel-

ser for at få udstedt kørekort. Der ses ikke i forarbejderne til bestemmelsen

at være forudsat særlige krav til udformningen af lægeattesten.

Derimod er fornyelse af kørekort (til almindelig bil) til personer under 70

år som udgangspunkt ikke betinget af indlevering af lægeattest, medmin-

dre gyldighedstiden er individuelt fastsat som følge af ansøgerens hel-

bredsmæssige forhold efter kørekortbekendtgørelsens § 83, stk. 1.

Det følger af færdselslovens § 124 c, stk. 3, at personer, der er fyldt 70 år,

skal betale 50 kr. for fornyelse af kørekort. Dette beløb dækker ikke alle

offentlige udgifter forbundet med fornyelse af kørekort.

Lægens honorar for udarbejdelse af lægeattesten afholdes af ansøgeren

selv, og der er ikke fastsat særlige regler om betaling for lægeattester –

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

herunder om størrelsen af det beløb, der kan opkræves – i forbindelse med

fornyelse af kørekort. Arbejdsgruppen vil i det videre arbejde med at gen-

nemgå de regler på kørekortområdet, som kræver en lægefaglig vurdering,

overveje hensigtsmæssigheden af en standardiseret pris for lægeattester i

forbindelse med udstedelse og fornyelse af kørekort.

Det forhold, at der skal udarbejdes en lægeattest, og at der på baggrund

heraf skal ske kontrol af de helbredsmæssige betingelser for erhvervelse af

kørekort, gør ekspeditionen af ansøgningerne om fornyelse af kørekort me-

re ressourcekrævende, end hvis der ikke var et krav herom.

I de tilfælde, hvor en lægeattest indeholder andre anmærkninger end ved-

rørende synsstyrke, eller hvor kommunalbestyrelsen vurderer, at ansøgeren

ikke opfylder betingelserne for synsevne, jf. kørekortbekendtgørelsens §

32, stk. 1, 2. pkt., vil afgørelsen om fornyelse af kørekort ikke kunne træf-

fes af kommunen, men vil i stedet skulle træffes af politiet.

I visse tilfælde forelægger politiet oplysningerne i lægeattesten for Sund-

hedsstyrelsen. De nærmere regler for, hvornår politiet skal forelægge sa-

gen for Sundhedsstyrelsen, fremgår af bilag 1 til cirkulære nr. 9045 af 1.

februar 2013 om kørekort (kørekortcirkulæret) med senere ændringer. Ar-

bejdsgruppen vil i det videre arbejde med at gennemgå de regler på køre-

kortområdet, som kræver en lægefaglig vurdering, overveje en revision af

disse regler.

3. Baggrunden for gældende ret

3.1. Indførelse af aldersgrænse for kørekorts udløb

Den nuværende aldersgrænse på 70 år for obligatorisk fornyelse af køre-

kort og indlevering af lægeattest blev indført ved lov nr. 198 af 8. juni

1966 om ændringer i færdselsloven, hvor der blev fastsat følgende:

”§

[…]

Stk. 6.

Førerbeviset gælder indtil indehaverens fyldte 70. år. Fører-

bevis til motorkøretøjer, der benyttes erhvervsmæssigt til befordring

af personer, gælder dog kun i 5 år fra udstedelsesdagen. Justitsmini-

steren fastsætter bestemmelser om gyldighedstiden for førerbeviser,

der udstedes til personer, som er fyldt 70 år. Justitsministeren kan

endvidere bestemme, at førerbeviser, når forholdene taler derfor,

skal gælde i kortere eller længere tidsrum end fastsat i 1. og 2. pkt.

Efter udløbet af gyldighedstiden kan beviset fornyes, såfremt den

pågældende stadig opfylder betingelserne. Politiet bestemmer, om

der skal aflægges ny prøve.”

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at kørekort (eller førerbevi-

ser) tidligere var gyldige i 5 år fra udstedelsesdagen, men for personer over

70 år kunne kørekortet udstedes med en kortere gyldighedsperiode, lige-

som gyldighedsperioden kunne reduceres, hvis konstaterede eller formo-

dede mangler ved den pågældende ansøgers legemlige eller åndelige sund-

hed talte derfor, jf. Folketingstidende 1965-1966, tillæg A, sp. 1434.

Reglerne om, at kørekort kunne udstedes med en kortere gyldighedstid til

personer over 70 år, blev indført ved færdselsloven fra 1955, jf. lov nr. 153

af 24. maj 1955. I lovens forarbejder, jf. Folketingstidende1954-1955, til-

læg A, sp. 261, henvises til det lovforslag, som indgik i betænkning nr.

91/1954 angående revision af færdselsloven og loven om motorkøretøjer.

Udvalget havde foreslået følgende formulering af bestemmelsen om fører-

bevisets gyldighedstid, jf. betænkningens side 19:

”§

[…]

Stk. 5.

Førerbeviset gælder i 5 år fra udstedelsesdagen. For per-

soner, der er fyldt 70 år, kan førerbevis dog udstedes for korte-

re tidsrum; det samme gælder efter justitsministerens nærmere

bestemmelse, hvor forholdene i øvrigt særlig taler derfor. Efter

udløbet af gyldighedstiden kan beviset fornyes, såfremt den

pågældende stadig opfylder betingelserne. Politiet bestemmer,

om vedkommende kan fritages for at aflægge ny prøve.”

Følgende fremgår af bemærkningerne til forslaget til bestemmelsen, jf. be-

tænkningens side 55:

”I stk. 5 foreslås, at gyldighedstiden 5 år for et førerbevis kan

forkortes for personer, der er fyldt 70 år. Når en person er ble-

vet 70 år, forøges svækkelsen af helbredet (syn, hørelse, hjerte-

lidelser m.v.) ofte så meget, at det er naturligt at forlange hyp-

pigere fornyelse og dermed hyppigere lægeundersøgelse.”

Sagsgangen i forbindelse med kørekortfornyelse var efter de regler, som

var gældende forud for 1966-loven, at ansøgeren, hver gang kørekortet

skulle fornyes (også før ansøgerens fyldte 70 år), skulle indlevere en læge-

attest for den fornødne åndelige og legemlige førlighed til politiet, hvoref-

ter politiet traf afgørelse om, hvorvidt ansøgeren kunne fritages for at af-

lægge en ny køreprøve. Der ses i den forbindelse ikke fastsat særlige krav

for fornyelse af kørekort til personer over 70 år.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Baggrunden for at ændre gyldighedsperioden fra 5 år til indehaverens fyld-

te 70. år var bl.a., at man ville varetage hensynet til ansøgeren, som dels

skulle afholde udgifterne til fornyelse af kørekortet, dels skulle bruge res-

sourcer på at henvendelse sig personligt på tre forskellige steder (hos læ-

gen, fotografen og politiet), jf. Folketingstidende 1965-1966, tillæg A, sp.

1434 f.

Endvidere medførte det store antal fornyelser af kørekort et betydeligt ar-

bejde for politiet. Det fremgår af lovforslaget, at i 1964 udgjorde det sam-

lede antal udstedte førerbeviser for hele landet ca. 360.000, hvoraf ca.

237.000 var fornyelser. Hertil kommer, at der i perioden fra 20. marts 1962

til 1. februar 1965 alene blev givet afslag på ansøgninger om fornyelse el-

ler udvidelse af kørekortet i 539 sager under henvisning til legemlige eller

psykiske årsager. Der henvises herved til Folketingstidende 1965-1966, til-

læg A, sp.1435.

Det blev på den baggrund vurderet, at omfanget af det arbejde, der blev

anvendt på sager om fornyelse af kørekort, ikke stod i rimeligt forhold til

værdien af de fornyede lægeundersøgelser hvert femte år, jf. Folketingsti-

dende 1965-1966, tillæg A, sp.1435.

De nye regler om længere gyldighedstid på kørekort skulle dog ikke finde

anvendelse på førerret til erhvervsmæssig personbefordring, idet hensynet

til passagererne talte for, at der fortsat med mellemrum skulle føres kontrol

med førerbevisindehaverens helbred og vandel, jf. Folketingstidende 1965-

1966, sp. 3487, og tillæg A, sp. 1435.

Det fremgår endvidere af lovforslaget, at de foreslåede regler havde været

drøftet med en række myndigheder og organisationer, herunder Sundheds-

styrelsen, forud for lovforslagets fremsættelse, jf. Folketingstidende 1965-

1966, tillæg A, sp. 1433. Det fremgår derimod ikke, hvorfor valget ved

fastsættelsen af aldersgrænsen for kørekorts gyldighed netop faldt på 70 år.

Den daværende justitsminister oplyste imidlertid under 1. behandlingen af

lovforslaget, at man – som retstilstanden var på daværende tidspunkt – ik-

ke kunne være sikker på at få kørekortet fornyet for 5 år, når man blev 70

år, men at det sædvanligvis blev fornyet for en 2-3-årig periode, jf. Folke-

tingstidende 1965-1966, sp. 3782 f. Endvidere henviste justitsministeren

til, at Sundhedsstyrelsen i forbindelse med overvejelserne til brug for lov-

forslaget havde erklæret, at man under hensyn til de dermed forbundne let-

telser og besparelser for administrationen og publikum i princippet var

velvilligt stemt over for tanken om en længere gyldighedsperiode, på 10 år

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

eller mere under forudsætning af,

der ikke ville ske ændring i reglerne

vedrørende 1. udstedelse af førerbevis,

ordningen kun skulle vedrøre fø-

rere, der har fået førerbevis på grundlag af ”blank attest”, og

ordningen

ikke skulle gælde erhvervsmæssigt førerbevis, der kun burde gælde i 5 år.

Endvidere blev det oplyst, at Sundhedsstyrelsen pegede på, at lægelovens

§ 12 og færdselslovens § 15 skulle indskærpes over for de relevante parter.

Lægelovens § 12 havde på daværende tidspunkt et indhold, der i vidt om-

fang svarer til indholdet af den gældende § 44 i lov om autorisation af

sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven),

jf. lovbekendtgørelse nr. 877 af 4. august 2011. Der henvises nærmere til

rapportens pkt. 5.5.2. Bestemmelsen fastsætter en pligt for lægen til at sø-

ge faren afbødet, når lægen i sin virksomhed får kendskab til personer, der

udsætter andres liv og helbred for nærliggende fare. Dette kan ske ved

henvendelse til personen selv, eller om fornødent til Sundhedsstyrelsen.

Færdselslovens § 15 indeholdt på daværende tidspunkt et forbud mod at

føre motorkøretøj, hvis dette på grund af sygdom eller lignende ikke kunne

ske på betryggende måde. Bestemmelsen er i dag videreført i færdselslo-

vens § 54, stk. 2.

Der var i Folketinget bred enighed om at øge gyldighedstiden for kørekort,

men det blev diskuteret, om 70 år var den rette aldersgrænse, eller om den

skulle sættes ved 50, 55 eller 60 år. Der blev under udvalgsbehandlingen af

lovforslaget (L 121, folketingsåret 1965-1966) fremsat ændringsforslag

om, at grænsen skulle sættes ved 60 år, men forslaget opnåede ikke flertal,

jf. Folketingstidende 1965-1966, sp. 6029.

Justitsministeren oplyste under 2. behandlingen af lovforslaget, at forslaget

om en aldersgrænse på 70 år burde opretholdes, dels fordi reglerne i Dan-

mark herved ville være i nøjere overensstemmelse med reglerne i Sverige

og (dengang) Vesttyskland (hvor kørekort var livsvarige), hvorfra Dan-

mark havde den største biltrafik, dels fordi det på baggrund af en afvejning

af de forskellige hensyn – herunder til de besparelser, ændringen ville

medføre – måtte anses for ubetænkeligt at sætte grænsen ved de 70 år. Mi-

nisteren henviste til en svensk undersøgelse, som omfattede samtlige til-

fælde af akut optrædende sygdomme hos motorførere i perioden 1959-63 i

3 svenske len. Resultatet af undersøgelsen var, at akut indtrædende syg-

dom havde medført 41 trafikulykker eller 1 promille af samtlige trafik-

ulykker, og ingen af de 41 ulykker var med dødelig udgang. Det blev

skønnet, at i kun ca. halvdelen af de 41 ulykker ville det have været muligt

gennem forudgående lægekontrol at diagnosticere en færdselssikkerheds-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

mæssig farlig sygdom. Justitsministeren oplyste videre, at det i undersø-

gelsen blev udtalt, at sygdom som årsag til trafikulykker var en så sjælden

forteelse og den teoretiske mulighed for at forebygge denne type af ulyk-

ker så begrænset, at denne årsag alene ikke kunne motivere vidtgående

administrative foranstaltninger ud over, hvad man allerede havde i Sveri-

ge. Der henvises herved til Folketingstidende 1965-1966, sp. 6023-6024.

3.2. Senere ændringer af færdselslovens bestemmelser om aldersgrænsen

for kørekortfornyelse

Som nævnt under pkt. 2 findes den gældende bestemmelse om 70-

årsgrænsen for obligatorisk fornyelse af kørekort i færdselslovens § 59.

Bestemmelsen er blevet ændret flere gange siden 1966, dog uden at der er

ændret ved 70-årsgrænsen.

Færdselslovens § 59 blev senest ændret ved lov nr. 1551 af 21. december

2010 om ændring af færdselsloven (implementering af dele af tredje køre-

kortdirektiv). Med lovændringen blev der som følge af direktiv

2006/126/EF om kørekort (tredje kørekortdirektiv) indført en generel gyl-

dighedstid på kørekort på 15 år. Aldersgrænsen på 70 år blev samtidig op-

retholdt som en dansk særregel, således at kørekortet maksimalt kan ud-

stedes med 15 års gyldighed til ansøgerens fyldt 70. år.

Der er ikke i tredje kørekortdirektiv noget krav om, at medlemsstaterne

skal kræve fornyelse af kørekort til almindelig bil oftere end hvert 15. år,

når kørekortindehaveren når en vis alder.

Det fremgår dog af tredje kørekortdirektivs artikel 7, stk. 3, 6. pkt., at med-

lemsstaterne ved fornyelser kan begrænse den administrative gyldigheds-

periode for kørekort, hvis indehavere er bosat på deres område og er fyldt

50 år, med henblik på at indføre hyppigere lægeundersøgelser eller andre

særlige foranstaltninger som f.eks. genopfriskningskurser. Om forholdene i

andre lande henvises der til pkt. 4 nedenfor.

Det fremgår af forarbejderne til 2010-loven, at Justitsministeriet overveje-

de, om Danmark skulle benytte sig af direktivets mulighed for ved fornyel-

ser at fastsætte en kortere gyldighedsperiode for personer, som var fyldt 50

år med henblik på hyppigere lægekontrol mv. (altså om der skulle stilles

krav om lægeattest allerede ved 50 år i stedet for ved de 70 år). Efter Ju-

stitsministeriets opfattelse var der dog ikke noget, som talte for, at der alle-

rede fra det fyldte 50. år generelt skulle være behov for at indføre krav om

jævnlig lægekontrol og dermed for at fastsætte en kortere gyldighedsperi-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

ode for kørekort til personer, der var fyldt 50 år. Der henvises herved til

pkt. 2.3 i de almindelige bemærkninger til forslag til lov om ændring af

færdselsloven (Implementering af dele af tredje kørekortdirektv, ændring

af gyldighedstiden på kørekort) (lovforslag nr. L 5, folketingsåret 2010-11,

1. samling).

4. Oplysninger om forholdene i andre lande

Arbejdsgruppen har til brug for sine overvejelser indhentet oplysninger om

fornyelsesprocessen for kørekort til gruppe 1-køretøjer til personer, som

ikke i forvejen har kørekort med begrænset gyldighedstid fra Sverige,

Norge Finland, Holland og Storbritannien. Der kan herom oplyses følgen-

de:

I Sverige udstedes et kørekort til gruppe 1-køretøjer med en gyldighedstid

på 10 år. Der er ikke krav om, at ansøgningen om fornyelse af kørekort

skal vedlægges en lægeattest, men ansøgeren skal selv udfylde en hel-

bredserklæring, som skal danne grundlag for vurderingen af, om de hel-

bredsmæssige betingelser for udstedelse af kørekort er opfyldt. Hvis en

læge derimod bliver opmærksom på, at en person ikke længere opfylder de

helbredsmæssige krav til at føre motorkøretøj, skal lægen indberette det til

Transportstyrelsen (den svenske kørekortmyndighed). Lægen kan dog und-

lade at foretage indberetning til Transportstyrelsen, hvis der er anledning

til at antage, at patienten vil efterleve lægens anbefaling om ikke længere

at føre motorkøretøj. Der er ikke i Sverige krav om, at personer – når de

når en bestemt alder – skal have fornyet deres kørekort oftere end andre el-

ler i øvrigt indlevere en lægeattest.

I Norge udstedes kørekort til gruppe 1-køretøjer med en gyldighedstid på

15 år. Fornyelse efter kørekortindehaverens fyldte 75. år er betinget af ind-

levering af en lægeattest, mens der ikke er et sådant krav ved fornyelse før

ansøgerens fyldte 75. år. Er kørekortindehaveren fyldt 75 år, men ikke 78

år, kan kørekortet udstedes med indtil 3 års gyldighed, og derefter med 2

års gyldighed. Hvis en læge bliver opmærksom på, at en ansøger ikke læn-

gere opfylder de helbredsmæssige mindstekrav til at føre motorkøretøj,

skal lægen skriftligt meddele patienten dette. Hvis lægen vurderer, at pati-

entens kørekort bør inddrages helt eller delvist, som følge af, at patienten

ikke længere opfylder de helbredsmæssige betingelser for at føre motorkø-

retøj, skal der sendes en kopi af brevet til myndighederne, som iværksætter

en undersøgelse af, hvorvidt der er grundlag for at inddrage ansøgerens fø-

rerret eller iværksætte øvrige foranstaltninger.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

I Finland udstedes kørekort til gruppe 1-køretøjer med en gyldighedstid på

15 år, dog højst til ansøgerens fyldte 70. år. Herefter udstedes kørekortet

med en gyldighedstid på 5 år. Der kræves som udgangspunkt ikke en læ-

geerklæring i tilfælde af fornyelse, før ansøgeren fylder 70 år. Hvis ansø-

geren derimod er fyldt 70 år på tidspunktet for indgivelse af ansøgningen

om fornyelse, skal der vedlægges et ”omfattende helbredscertifikat”, som

særligt vedrører aldringens indvirkning på køreevnen, samt en vurdering

af, hvorvidt de generelle helbredsmæssige betingelser for førerret er op-

fyldt. I de tilfælde, hvor en læge bliver opmærksom på, at en patient ikke

længere opfylder de helbredsmæssige betingelser for at erhverve førerret,

og dette skyldes en tilstand, som ikke blot er midlertidig, skal lægen fore-

tage indberetning til politiet.

I Storbritannien udstedes kørekort til gruppe 1-køretøjer med en gyl-

dighedstid på 10 år. I forbindelse med ansøgningen om fornyelse skal kø-

rekortindehaveren erklære, at vedkommende kan læse en nummerplade på

20 meters afstand og i øvrigt oplyse, om vedkommende har problemer med

synet eller helbredet generelt (såkaldt selvdeklaration). De britiske køre-

kortmyndigheder vurderer på baggrund af oplysningerne i ansøgningen,

om der er behov for at indhente en lægeattest. Når ansøgeren er fyldt 70 år,

udstedes kørekortet med en gyldighedstid på tre år, men der er fortsat ikke

krav om obligatorisk indlevering af lægeattest.

I Holland udstedes kørekort til gruppe 1-køretøjer med en gyldighedstid på

10 år. Der er ikke krav om indlevering af en lægeerklæring i forbindelse

med fornyelse af kørekortet, før ansøgeren fylder 75 år. Efterfølgende for-

nyelser af kørekortet sker med en gyldighedsperiode på 5 år.

Vejdirektoratet har til brug for arbejdsgruppens overvejelser – via OECD’s

database IRTAD – indhentet følgende oplysninger om, hvor stor en pro-

centdel af det samlede antal dræbte i trafikken, som var personer på 70 år

eller derover, i årene 2009-2012 i Danmark, Finland, Nederlandene, Nor-

ge, Storbritannien og Sverige:

Danmark

Finland

Nederlandene

Norge

Storbritanni-

2009

15,1

18,9

18,2

12,2

13,6

2010

9,7

18,8

15,1

16,9

2011

19,2

15,9

19,6

17,3

17,9

2012

25,0

16,0

15,1

20,8

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Sverige

18,9

15,7

25,2

14,7

Det skal bemærkes, at det er fælles for de pågældende lande, at antallet af

trafikdræbte generelt er lavt, og at relativt få ulykker derfor vil kunne på-

virke den procentvise fordeling i betydelig grad.

Det skal endvidere bemærkes, at tabellen ikke tager højde for, hvorvidt

den dræbte var uden skyld eller helt eller delvist skyld i ulykken, og om de

dræbtes helbredsforhold spillede en rolle i forbindelse med ulykken.

5. Den sundhedsfaglige baggrund for aldersscreening

5.1. Indledning

At færdes i trafikken indebærer generelt en risiko for den enkelte bilist,

men i lige så høj grad for omgivelserne. Andre faktorer end bilistens hel-

bredsforhold spiller i den forbindelse ind, og bilisternes helbredsforhold

har en begrænset betydning, om end betydningen afhænger af, hvor bredt

helbredsforhold defineres. Inkluderes ulykker som følge af brug af alko-

hol, narkotika og visse lægemidler, stiger betydningen væsentligt. Læge-

undersøgelser er imidlertid ikke et specielt effektivt screenings-instrument

til at finde personer, som måtte være i risiko for at ville køre i påvirket til-

stand.

Regelmæssige lægeundersøgelser af kørekortansøgeres helbredsforhold

har imidlertid – ligesom tilsvarende undersøgelser af f.eks. piloter, loko-

motivførere og søfolk – helt grundlæggende til formål at få konstateret

eventuelle sygdomme af mulig betydning for færdselssikkerheden. Der er

tale om en screening, hvor der vil være falske positive og falske negative

resultater. Ved falske positive resultater vil personer, som kan være i risi-

ko, men aldrig kommer til at få lidelsen, miste retten til at føre motordrevet

køretøj. De falske negative resultater er dem, hvor personer på trods af

screening ikke konstateres at lide af helbredsmæssige problemer, som gør,

at der ikke burde udstedes kørekort, men som efterfølgende alligevel for-

volder ulykker i trafikken som følge af sygdom mv.

Effekten af regelmæssige undersøgelser af kørekortansøgeres helbredsfor-

hold er undersøgt i en række sammenhænge. I vurderingen af effekten af

disse undersøgelser er det vigtigt at undersøge dels hyppigheden af læge-

undersøgelsen, dels hvor detaljeret og omfattende den er. Jo mere omfat-

tende undersøgelser, jo mere vil der blive fundet af mulig betydning for

færdselssikkerheden.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

DTU Transport anfører i rapporten ”Aldring, demens og bilkørsel” (2010),

side 34, at den danske ordning, hvor hele populationen screenes ved en be-

stemt alder (i stedet for screening af særlige grupper), er blevet stærkt kri-

tiseret som en dyr ordning med for mange negative konsekvenser, idet der

bl.a. ikke er belæg for effekten herved, og idet ældre bilister ikke er over-

repræsenterede i ulykkesstatistikkerne. Der er imidlertid på det anførte sted

peget på, at en af de læger, som har været med til at udvikle den kognitive

test, der benyttes i forbindelse med kørekortfornyelsen, argumenterer for

den nuværende aldersgrænse ved at påpege, at de færreste har kognitive

vanskeligheder ved 70 år, men at reglerne betyder, at resultatet ved denne

alder kan bruges som en slags

baseline,

næste gang kørekortet skal forny-

es. Der peges endvidere på, at screening på et tidligt tidspunkt giver den

ældres læge mulighed for at tale med den ældre i god tid om hele mobili-

tetsproblematikken og derved opnå en forebyggende effekt.

For så vidt angår den nuværende procedure med undersøgelse af ældre i

forbindelse med kørekortfornyelse i Danmark peger Annette Meng og Anu

Siren i artiklen ”Aldersbetinget kørekortfornyelse – findes der en bedre

løsning?”, trykt i Månedsskrift for almen praksis, august 2014, s. 636 ff.,

bl.a. på, at den nuværende procedure for kørekortfornyelse til personer, der

er fyldt 70 år, alene forholder sig til identifikationen af uegnede bilister, og

ikke forholder sig til de problemstillinger, der kan være forbundet med

selve kørselsstoppet og dets konsekvenser for den enkelte bilist. Forfatter-

ne fremhæver i den forbindelse, at både den ældres læge og den ældres på-

rørende spiller en stor rolle i processen omkring kørselsstoppet, og der

henvises til, at Det Nationale Forskningscenter for Velfærd har påbegyndt

et projekt, som har til formål at kortlægge, hvilke problemstillinger der er

knyttet til processen med at stoppe bilkørsel i forbindelse med demens,

samt hvilken støtte nøglepersonerne i processen har brug for. I artiklen pe-

ges der endvidere på, at den nuværende ordning ikke er forbundet med no-

gen sikkerhedsmæssig eller økonomisk samfundsmæssig gevinst, som bl.a.

skyldes, at ordningen omfatter samtlige ældre bilister, og ikke kun den

mindre persongruppe, som udgør en reel risiko i trafikken.

Endvidere fremgår det af artiklen ”Seniors’ unmet mobility needs – how

important is a driving licence?” af Sonja Haustein og Anu Siren i Journal

of Transport Geography nr. 41, 2014, s. 45 ff., at ældre, som ikke længere

er i besiddelse af et kørekort, oplever mobilitetsproblemer – også selv om

de har let adgang til offentlig transport.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Den nuværende ordning med lægeundersøgelser af alle 70-årige har været

gældende siden 1966, jf. pkt. 3.1 ovenfor. Siden 1960’erne er trafiksikker-

heden blevet radikalt forbedret på trods af en meget betydelig stigning i

trafikintensiteten, og antallet af trafikdræbte er faldet drastisk. I 1970 var

der over 1.200 dødsfald i trafikken hvert år. I 2012 og 2013 var der hen-

holdsvis 167 og 191 trafikdræbte.

Da ordningen med lægeundersøgelse ved de 70 år er stort set uændret si-

den 1966, kan faldet i antallet af trafikdræbte næppe primært tilskrives dis-

se lægeundersøgelser. Ulykkesstatistikker indikerer da heller ikke, at ældre

bilister skulle have en markant højere ulykkesrisiko. Omvendt kan det ikke

afvises, at et fravær af lægeundersøgelser ville have medført et større antal

færdselsulykker.

Det kan således ikke anføres, at ordningen med lægeundersøgelse ved de

70 år ikke har bidraget til den positive udvikling. Havarikommissionen for

Vejtrafikulykker (HVU) offentliggjorde i den forbindelse i marts 2012

rapporten ”Ulykker med ældre bilister”, hvori det på side 91 er anført, at

proceduren for kørekortfornyelse ser ud til at fungere. HVU henviser i den

forbindelse til, at der i de undersøgte ulykker kun har været to tilfælde,

hvor HVU har vurderet, at der var forhold, som ved den seneste kørekort-

fornyelse burde have foranlediget yderligere kontrol eller egentlig fratagel-

se af kørekortet. Da det kun drejer sig om to ud af 32 ulykker, har HVU

vurderet, at der ikke i de undersøgte ulykker samlet set er belæg for, at der

bør strammes op på proceduren for kørekortfornyelse, eller belæg for, at

f.eks. indsatsen for at undgå demente ældre i trafikken bør skærpes.

Det fremgår endvidere af rapportens side 9, at flere undersøgelser har vist,

at ældre bilister ikke er mere farlige i trafikken end andre aldersgrupper,

men at deres ulykkesbillede adskiller sig fra andre aldersgruppers. F.eks.

involveres ældre hyppigere i ulykker i kryds, men det opvejes i vidt om-

fang af, at der er ulykkestyper, som de sjældent er involveret i som f.eks.

eneulykker og ulykker, hvor de er spirituspåvirkede. I den forbindelse

konkluderes det i rapportens side 66, at de ældre typisk kører forsigtigt, og

at risikovillighed ikke optrådte som en bagvedliggende faktor hos de ældre

i de ulykker, som HVU undersøgte, ligesom manglende agtpågivenhed

kun ses i et enkelt tilfælde.

Det bør imidlertid indgå i overvejelserne, at antallet af ældre bilister for-

ventes at stige betydeligt i de kommende år. Selv en begrænset øget ulyk-

kesrisiko kan derfor samlet set have en meget stor betydning.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Det skal i øvrigt bemærkes, at der i det følgende ikke tages særskilt højde

for de personer, som på baggrund af helbredsmæssige forhold, jf. køre-

kortcirkulærets bilag 1, har fået udstedt kørekort med en kortere gyl-

dighedstid, end indtil vedkommende fylder 70 år, idet deres sygdom var

kendt ved førstegangsudstedelsen af kørekort, eller der senere er indledt en

kørekortsag herom. De regelmæssige fornyelser af kørekort, som er nær-

mere reguleret i kørekortcirkulærets bilag 1, vedrører således kun en min-

dre del af de bilister, som har de af cirkulæret omfattede sygdomme eller

medicinindtag mv.

5.2. Nærmere om effekten af de nuværende lægeundersøgelser af personer,

der er fyldt 70 år

Det er ikke muligt at foretage en dansk opgørelse af den egentlige trafik-

sikkerhedsmæssige værdi af at gennemføre en lægelig screening af alle 70-

årige med kørekort. Heller ikke i resten af Europa har det været muligt at

lave sådanne vurderinger. Der henvises herved til C.G. Mitchell, The li-

censing of older drivers in Europe – a case study, Traffic Inj Prev.

2008;9(4):360-6. Det er derfor ikke muligt direkte at måle effekten af læ-

geundersøgelserne på trafiksikkerheden. Det er dog muligt at vurdere ef-

fekten ud fra nogle indirekte tilgange.

Antallet af 70-årige, som ikke får fornyet kørekortet, kan bruges som et

sådan indirekte mål for effekten af lægeundersøgelser. Det er imidlertid

ikke muligt ud fra oplysningerne i kørekortregisteret at udlede, hvor man-

ge personer over 70 år som får afslag på fornyelse af kørekort som følge af

helbredsmæssige oplysninger.

Sundhedsstyrelsen anbefaler i en række sammenhænge, at en borger f.eks.

skal til vejledende helbredsmæssig køretest, jf. kørekortbekendtgørelsens

§§ 70 og 102, men da Sundhedsstyrelsen ofte ikke er involveret i, hvad der

videre sker i sådanne sager, kan det ikke ud fra Sundhedsstyrelsens oplys-

ninger vurderes, hvor mange der ender med ikke at få fornyet kørekortet

ved 70-års fornyelsen. Rigspolitiet har oplyst, at i 2012 blev der på lands-

plan afholdt 1.858 vejledende helbredsmæssige køretest/kontrollerende kø-

reprøver ved tvivl om, hvorvidt den pågældende fortsat er i besiddelse af

fornøden kørefærdighed mv., mens antallet i 2013 var 1.917. Det er imid-

lertid ikke muligt at udlede, hvor mange af disse personer, som er over 70

år, og hvor mange som efterfølgende får fornyet (eller får lov til at behol-

de) kørekortet.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Ved analyse af trafikulykker er det principielt set muligt at udlede omfan-

get af lægeundersøgelser, som ikke har påvist så alvorlige problemer med

helbredet, at fornyelse af kørekort er blevet afslået, men hvor den pågæl-

dende efterfølgende alligevel forvolder en ulykke som følge af sygdom, jf.

ovenfor under pkt. 6.1. Der er udført en mindre dansk undersøgelse om

emnet, som viste, at sygdom og svækkelse, som var årsag til ulykken, ofte

var opstået kort før ulykken og sjældent kunne have været forudset. Der

henvises herved til side 29 f. i den rapport fra HVU, som er nævnt ovenfor

under pkt. 5.1.

5.3. Udviklingen i befolkningens levealder

Den danske befolknings middellevetid har ændret sig radikalt, siden 70–

årsgrænsen blev indført i 1960’erne. Den gennemsnitlige levetid var i 1965

70,1 år for mænd og 74,7 år for kvinder. Disse tal var i 2012-13 henholds-

vis 78,0 og 81,9 år. Der er imidlertid betydelig variation mellem forskelli-

ge sociale grupper. Helbred og levetid er således f.eks. påvirket af uddan-

nelsesniveau, jf. Ugens tal for folkesundhed, Uge 37, 2007.

Restlevetiden for 70-årige er tilsvarende steget betydeligt og kan forventes

fortsat at stige. I 2009-2013 var den gennemsnitlige restlevetid for perso-

ner, der var blevet 70 år, for mænd 13,46 år og for kvinder 15,80 år, mod

henholdsvis 10,53 år og 11,85 år i 1961-1965, jf. tal fra Danmarks Stati-

stik. Man vil således potentielt kunne føre motordrevet køretøj i mange år

efter, at man er fyldt 70 år.

5.4. Udviklingen i sygdomsmønstre

Den stigende restlevetid for 70-årige afspejler, at sundhedstilstanden er

blevet bedre. De 70-årige er mere raske end tidligere. Rent trafiksikker-

hedsmæssigt er det relevant at se nærmere på, hvornår den aldersbetingede

sygelighed indtræffer med henblik på at fastlægge, ved hvilken alder det

kan være relevant at iværksætte en screening for sygdom i forbindelse med

fornyelse af kørekort. I det følgende gennemgås nogle større sygdoms-

grupper af relevans for trafiksikkerheden.

5.4.1. Demens

Demens har en klar sammenhæng med alder. Der sker en betydelig stig-

ning efter 75-års alderen, jf. figur 1:

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Fig 1: Forekomst af demens i den danske befolkning fordelt på aldersgrupper (Ref.: Nati-

onalt Videnscenter for Demens;http://www.videnscenterfordemens.dk/viden-om-

demens/demenssygdomme/forekomst-og-fordeling-af-demens ).

Oplysninger fra Storbritannien og nogle få andre lande viser, at befolknin-

gen i dag bliver senere dement end tidligere. Der er tale om ret betydelige

ændringer, så demens nu gennemsnitligt optræder adskillige år senere end

tidligere.

Det har internationalt været drøftet, om lægeundersøgelser er et egnet in-

strument til rent faktisk at reducere trafikulykker som følge af demens. Der

er oplysninger, som klart viser, at det er vanskeligt ad denne vej at finde de

rette personer, som ikke længere bør have ret til at køre bil. Der henvises

til A.J. Martin, R. Marottoli og D. O'Neill, Driving assessment for main-

taining mobility and safety in drivers with dementia, Cochrane Database

Syst Rev., August 2013.

Der foreligger endvidere videnskabelig litteratur, som indikerer, at lettere

demens ikke er af væsentlig betydning for trafiksikkerheden, jf. N.M.

Silverstein, L.J. Molnar, D. LeBlanc og G. Adler, Driving behaviors in

early stage dementia: a study using in-vehicle technology, Accid Anal

Prev. 2012;49:330-7.

5.4.2. Synsproblemer

Synsproblemer stiger kraftigt med alderen. En hyppig årsag til synsnedsæt-

telse er grå stær. Af tabel 1 fremgår det, at hyppigheden stiger væsentligt

allerede efter 55-års alderen, jf. Danskernes Sundhed – Den Nationale

Sundhedsprofil

2013, Sundhedsstyrelsen,

2014.

http://www.si-

folkesundhed.dk/upload/danskernes_sundhed_2013.pdf

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Der er tale om oplysninger baseret på patienternes egne indberetninger. En

væsentlig del af synsproblemerne skyldes aldersbetinget langsynethed, der

som oftest vil være uden betydning for bilkørsel.

Alder

16-24

år

0,1

0,2

25-34

år

0,5

0,3

35-44

år

0,3

0,4

45-54

år

1,3

1,2

55-64

år

3,0

4,4

65-74

år

8,3

13,0

≥75 år

20,1

27,9

Alle

3,2

Mænd

Kvinder

5,0

Tabel 1. Andelen af personer (i procent) med grå stær fordelt på køn og aldersgrupper

5.4.3. Sukkersyge (diabetes)

Forekomsten af sukkersyge har været stigende. Sukkersyge kan udgøre en

trafiksikkerhedsmæssig risiko, navnlig hvis sukkersygepatienten får for

lavt blodsukker. Dette er en særlig risiko, hvis bilisten får insulin, men

problemet kan også forekomme ved anden form for behandling.

Der er ikke noget krav om, at en sukkersygepatient eller dennes læge in-

volverer kørekortmyndighederne, såfremt patienten får konstateret sukker-

syge efter udstedelse af det første kørekort, og der ikke efterfølgende sker

væsentlige hændelser af betydning for trafiksikkerheden.

Forekomsten af sukkersyge stiger med alderen, om end stigningen flader

ud efter 65-års alderen. Der henvises herved til Danskernes Sundhed – Den

Nationale Sundhedsprofil 2013, Sundhedsstyrelsen, 2014. Den aldersmæs-

sige udvikling fremgår af tabel 2.

Alder

16-24

år

0,6

0,5

25-34

år

1,0

0,8

35-44

år

2,0

1,8

45-54

år

4,9

3,7

55-64

år

9,8

7,0

65-74

år

14,1

10,0

≥75 år

16,1

12,9

Alle

5,8

4,6

Mænd

Kvinder

Tabel 2: Andelen af personer (i procent) med sukkersyge fordelt på køn og aldersgrupper.

Alle former for sukkersyge er inkluderet.

Af tabel 2 kan det indirekte ses, at langt hovedparten af samtlige personer

med sukkersyge er under 70 år. De vides ikke, hvor stor en andel af grup-

pen under 70 år, der aktuelt er omfattet af regelmæssig fornyelse af køre-

kort.

5.4.4. Forbrug af lægemidler af betydning for trafiksikkerheden

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Der sker med alderen en betydelig stigning i forbruget af lægemidler af be-

tydning for trafiksikkerheden. I tabel 3 ses forbruget af de såkaldte benzo-

diazepiner (beroligende midler og sovemedicin), og i tabel 4 ses forbruget

af stærkt smertestillende medicin. Af tabellerne ses, at op mod hver 4. på

80 år og derover får ordineret et sådan middel i løbet af et år. Indtag af ho-

vedparten af den omfattede medicin er ikke forenelig med at føre bil. Det

vides ikke, hvor mange af dem, der har fået ordineret disse midler, som

faktisk har kørekort. Det vides heller ikke, hvor mange af de omfattede

som tager medicinen fast eller omvendt kun få gange.

Personhenførbart salg,

aldersgrupper

20 - 39 år

40 - 64 år

65 - 79 år

80+

Antal personer

36.286

148.930

116.307

55.910

Antal personer pr.

1.000 indbyggere

26,3

78,9

157,7

242,7

Tabel 3. Antal personer, der i 2012 fik ordineret benzodiazepiner og benzodiazepinlig-

nende midler fordelt på aldersgrupper, samt andelen af personer i hver aldersgruppe, der

har fået ordineret denne type lægemidler mindst en gang i løbet af året.

Personhenførbart salg,

Aldersgrupper

20 - 39 år

40 - 64 år

65 - 79 år

80+

Antal personer

58.306

173.993

115.053

63.894

Antal personer pr.

1.000 indbyggere

42,3

92,2

156,0

277,4

Tabel 4. Antal personer, der i 2012 fik ordineret stærkt smertestillende medicin (ATC-

gruppe N02A) fordelt på aldersgrupper, samt andelen af personer i hver aldersgruppe, der

har fået ordineret denne type lægemidler mindst en gang i løbet af året.

5.4.5. Slagtilfælde

Slagtilfælde (apopleksi) kan være af væsentlig betydning for evnen til at

kunne køre bil. Der kan dels opstå lammelser, som har direkte betydning

for evnen til at køre bil, dels opstå mental svækkelse og andre forhold af

væsentlig betydning for evnen til at køre bil. Denne patientgruppe er derfor

af særlig interesse for trafiksikkerheden. For personer på 75 år og derover

har 1 ud 20 været ramt af et slagtilfælde. Der sker en jævn stigning med

alderen, jf. tabel 5, og en ikke ubetydelig andel af de registrerede slagtil-

fælde indtræder før 70-års alderen. Der henvises herved til Danskernes

Sundhed – Den Nationale Sundhedsprofil 2013, Sundhedsstyrelsen, 2014,

tabel 3.2.2.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Alder

Mænd

Kvinder

16-24 25-34 35-44 45-54 55-64 65-74 ≥75

år

0,2

0,1

0,2

0,1

0,6

0,4

1,1

1,0

2,7

1,9

4,2

2,6

6,1

5,8

Alle

1,7

1,4

Tabel 5: Andelen af personer (i procent), som har haft et slagtilfælde fordelt på alders-

grupper.

5.5. Andre trafikmedicinske tiltag af betydning for færdselssikkerheden

5.5.1. Lægeligt kørselsforbud

Et ”lægeligt kørselsforbud” er ikke en forvaltningsretlig afgørelse med

retsvirkninger. Det skal heller ikke forveksles med et egentligt kørselsfor-

bud efter færdselslovens § 127.

Begrebet lægeligt kørselsforbud anvendes i Sundhedsstyrelsens vejledning

nr. 9584 af 10. oktober 2013 om vurdering af helbredskrav til førere af

motorkøretøjer. Vejledningen er rettet mod læger, som skal vurdere hel-

bredskrav i forbindelse med ansøgning om udstedelse af kørekort, og til

læger, der skal vurdere, om en helbredstilstand hos en patient indebærer en

risiko for færdselssikkerheden.

Følgende fremgår af vejledningens pkt. 2.1.

”I denne vejledning bruges begrebet kørselsforbud om den pe-

riode, i hvilken en læge har vurderet, at patienten ikke kan føre

motorkøretøj på betryggende måde på grund af sit helbred. Be-

grebet kørselsforbud anvendes i daglig tale, selv om lægen ik-

ke har kompetence til at udstede et forbud mod at føre motor-

køretøj.

Lægen skal altid informere patienten, hvis dennes helbred ud-

gør en fare ved motorkørsel, så patienten er klar over sin situa-

tion. Lægen skal fortælle patienten, at han/hun skal indstille sin

motorkørsel (kørselsforbud).

Kørselsforbud skal for eksempel gives ved:

– Neurologisk lidelse som krampeanfald, hjerneblødning med

påvirkning af opfattelsesevne og/eller fysisk formåen

– Ikke behandlet søvnapnø eller narkolepsi

– Hjertesygdom med risiko for pludselig påvirkning af be-

vidstheden

– Ændring af synsfelt og eller synsstyrke

– Behandling med og indtagelse af visse lægemidler.”

Det er foreskrevet i vejledningen, at lægen skal give en patient et ”lægeligt

kørselsforbud”, hvis det skønnes, at patientens kørsel vil udgøre en fare

som følge af patientens helbredsmæssige problemer. Et lægeligt kørsels-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

forbud vil skulle meddeles, hvis patientens sygdom indebærer, at ved-

kommende ved kørsel i motordrevet køretøj udsætter andres liv eller hel-

bred for nærliggende fare (kriteriet i autorisationslovens § 44, jf. nedenfor

under pkt. 5.5.2), men kan også meddeles i andre tilfælde, hvor faren er

mindre alvorlig.

Vejledningen er en videreførelse og udbygning af Sundhedsstyrelsens cir-

kulære af 15. august 1973 vedrørende lægelovens § 12 (som i vidt omfang

svarer til autorisationslovens § 44, jf. ovenfor under pkt. 3.1), særligt med

henblik på førere af motorkøretøjer. Der fremgik bl.a. følgende af cirkulæ-

ret:

”Ifølge § 12 er en læge, der i sin virksomhed kommer til

kundskab om, at en person lider af sådanne sygdomme eller

mangler i legemlig eller sjælelig henseende, at han i betragt-

ning af de forhold, hvorunder han lever eller arbejder, udsætter

andre liv eller helbred for nærliggende fare, forpligtet til at sø-

ge faren afbødet.

Lægen kan opfylde den forpligtelse, der ifølge § 12 påhviler

ham, ved at opfordre den pågældende til at undlade den virk-

somhed, der på grund af hans sygdom eller mangler i legemlig

eller sjælelig henseende kan udsætte andres liv eller helbred

for en nærliggende fare. Hvis en henvendelse til vedkommende

selv ikke med rimelig sikkerhed vil bevirke, at personen afstår

fra den pågældende virksomhed, skal lægen rette henvendelse

til embedslægen eller Sundhedsstyrelsen eller søgen faren af-

bødet på anden måde under hensyn til, hvad der i det givne til-

fælde skønnes mest hensigtsmæssigt.

Formålet med lovbestemmelsen er at sikre lægens medvirken

til at hindre ulykker i situationer, hvor der efter lægens skøn

foreligger en nærliggende fare på grund af patientens sygdom

m.v. Lægen har kun pligt til at gribe ind over for en nærliggen-

de fare, ikke over for en ubestemt, ikke aktuel fare. Der skal

foreligge en rimelig sandsynlighed for, at personen i sit virke

på grund af sin sygdom i legemlig eller sjælelig henseende kan

udsætte andres liv eller helbred for nærliggende fare.

Bestemmelsens praktiske område vedrører navnlig patienter,

hvor lægen har konstateret helbredsmangler, og hvor der kan

rejses tvivl om, hvorvidt de pågældende opfylder de helbreds-

mæssige betingelser for at føre motorkøretøj (såsom epilepsi,

diabetes, hjertelidelser, blodtrykslidelser med risiko for anfald

af bevidstløshed, sindssygdom m.v.).”

Et lægeligt kørselsforbud meddeles i praksis ved, at lægen orienterer pati-

enten om, at vedkommende skal indstille sin motorkørsel, og kørselsfor-

buddet anføres i patientens journal. I henhold til vejledningen skal lægen i

det omfang, det er muligt, tage stilling til hver enkelt kategori, som patien-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

ten har kørekort til, med henblik på en vurdering af, om patienten opfylder

de helbredsmæssige mindstekrav til den enkelte kategori. F.eks. kan det

forekomme, at patienten skal meddeles et lægeligt kørselsforbud til lastbil

eller en anden gruppe 2-kategori, hvor der er skærpede helbredskrav, men

ikke til almindelig personbil eller et andet gruppe 1-køretøj.

I henhold til vejledningen skal lægen altid vurdere, hvornår patienten

eventuelt kan genoptage kørslen, og informere patienten om denne vurde-

ring. Der findes ikke en øvre eller nedre tidsgrænse for længden af et læge-

ligt kørselsforbud, og kørselsforbuddet kan således være for en begrænset

periode eller permanent.

Sundhedsstyrelsen har oplyst, at hvis lægen er overbevist om, at patienten

er indstillet på at efterkomme det lægelige kørselsforbud, skal lægen ikke

foretage sig yderligere. I disse tilfælde registreres kørselsforbuddet ikke

andre steder end i patientens journal, og der sker ikke underretning til poli-

ti eller andre myndigheder.

Lægen har således ikke pligt til at indgive anmeldelse efter autorisations-

lovens § 44, jf. nedenfor under pkt. 5.5.2, i tilfælde af, at patienten lider af

sygdom, som er til fare for færdselssituationen, hvis der er meddelt et læ-

geligt kørselsforbud, og lægen har grund til at tro, at patienten efterlever

dette, da lægen dermed ikke har grund til at tro, at patienten lever under

forhold, hvor vedkommende som følge af sygdommen udsætter andres liv

eller helbred for nærliggende fare ved at føre motordrevet køretøj. Patien-

ten kan derfor i princippet være underlagt et tidsubegrænset lægeligt kør-

selsforbud uden, at Sundhedsstyrelsen eller politiet får kendskab hertil, og

uden at det i øvrigt får nogen

retsvirkninger

i forhold til retten til at føre

motordrevet køretøj, at patienten lider af en sygdom mv., som gør, at ved-

kommende som fører kan være til fare for færdselssikkerheden.

Hvis lægen bliver opmærksom på, at patienten overtræder det lægelige

kørselsforbud, eller hvis lægen vurderer, at patienten ikke er indstillet på at

overholde forbuddet, skal lægen indgive anmeldelse herom til Sundheds-

styrelsen efter autorisationslovens § 44, jf. nedenfor under pkt. 5.5.2.

5.5.2. Indberetningspligt efter autorisationslovens § 44

§ 44 i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virk-

somhed med senere ændringer (autorisationsloven), jf. lovbekendtgørelse

nr. 877 af 4. august 2011, har følgende ordlyd:

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

”§

44.

Kommer en læge i sin virksomhed til kundskab om, at

en person lider af sådanne sygdomme eller mangler i fysisk el-

ler sjælelig henseende, at personen i betragtning af de forhold,

hvorunder denne lever eller arbejder, udsætter andres liv eller

helbred for nærliggende fare, er lægen forpligtet til at søge fa-

ren afbødet ved henvendelse til vedkommende selv eller om

fornødent ved anmeldelse til pågældende embedslæge eller

Sundhedsstyrelsen.”

Autorisationslovens § 44 er således en undtagelse til hovedreglen om læ-

gers tavshedspligt i kapitel 9 i sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr.

913 af 13. juli 2010 med senere ændringer, og bestemmelsen indebærer en

handlepligt for lægen i bl.a. de tilfælde, hvor lægen bliver opmærksom på,

at patienten ikke overholder et lægeligt kørselsforbud, eller vurderer, at pa-

tienten ikke vil overholde et lægeligt kørselsforbud, jf. pkt. 5.5.1.

I disse situationer skal lægen anmelde forholdet til Sundhedsstyrelsen. Det

gælder også, hvis lægen på et senere tidspunkt bliver bekendt med, at pati-

enten ikke er indstillet på at overholde det meddelte lægelige kørselsfor-

bud.

Bestemmelsen i § 44 sikrer således lægens medvirken til at hindre ulykker

i situationer, hvor der efter lægens skøn foreligger en nærliggende fare

(f.eks. for færdselssikkerheden) på grund af patientens sygdom mv.

Sundhedsstyrelsen vil – når styrelsen modtager en anmeldelse efter § 44 –

vurdere, om det skal indstilles til politiet, at kørekortet umiddelbart ind-

drages, om der skal indledes en kørekortsag, eller om sagen på det forelig-

gende grundlag ikke kræver yderligere handling. I praksis indstilles det i

hovedparten af sagerne, at der indledes en kørekortsag.

Det forekommer også, at lægen (og eventuelt patienten) er i tvivl om,

hvorvidt betingelserne for, at patienten kan bevare førerretten, er opfyldt,

og at lægen på den baggrund forelægger sagen for Sundhedsstyrelsen. I en

del af disse sager retter Sundhedsstyrelsen henvendelse til politiet med

henblik på, at der indledes en sag om inddragelse af førerretten, mens an-

dre sager afsluttes ved rådgivningen af lægen og/eller patienten.

Autorisationslovens § 44 giver ikke lægen mulighed for uden patientens

samtykke at videregive helbredsoplysninger til andre myndigheder end

Sundhedsstyrelsen. Lægen kan således ikke kontakte kommunen eller

(hvis speciallæge) patientens egen læge om problemstillingen. Dog bør en

speciallæge forsøge at indhente patientens samtykke til at anføre oplysnin-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

gen om det lægelige kørselsforbud i epikrisen (et kort sammendrag af pati-

entens sygehistorie, indlæggelsesforløb og plan for efterbehandling) til

egen læge, hvis denne overtager behandlingen, jf. pkt. 2.3 i Sundhedssty-

relsens vejledning om vurdering af helbredskrav til førere af motorkøretø-

jer, som er omtalt ovenfor under pkt. 5.5.1.

Lægen kan dog i helt særlige situationer, hvor det er nødvendigt uden op-

hold at inddrage kørekortet, anmode om politiets bistand. Lægen kan i den

forbindelse uden patientens samtykke videregive de relevante helbredsop-

lysninger til politiet efter sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 2, hvorefter vide-

regivelse af sundhedsoplysninger uden patientens samtykke kan ske, når

videregivelsen er nødvendig for berettiget varetagelse af åbenbar almen in-

teresse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller an-

dre. Lægen skal dog forinden have forsøgt at indhente patientens samtykke

til videregivelse af helbredsoplysningerne.

Det er i autorisationslovens § 85 fastsat, at en læge, der tilsidesætter sin

pligt til at søge faren afbødet efter § 44, straffes med bøde.

6. Overvejelser

6.1. Overvejelser om hævelse af aldersgrænsen

Den nuværende aldersgrænse for obligatorisk lægelig screening i forbin-

delse med kørekortfornyelse på 70 år har været gældende i snart 40 år. Det

er vanskeligt at pege på den nærmere begrundelse for, at man i sin tid

valgte netop denne grænse. Grænsen er imidlertid fastsat af færdselssik-

kerhedsmæssige årsager og med afsæt i overvejelser af sundhedsfaglig ka-

rakter, jf. pkt. 3.1 ovenfor. Det må derfor i første række bero på en læge-

faglig vurdering, om aldersgrænsen bør fastholdes, afskaffes eller hæves.

Den nuværende aldersgrænse på netop 70 år for lægelige screening fore-

kommer imidlertid ikke at være baseret på et specifikt videnskabeligt

grundlag, herunder oplysninger om levealder og helbredstilstand. Det er

derfor heller ikke i sig selv et argument for at hæve aldersgrænsen, at be-

folkningen nu gennemsnitligt lever længere og har et godt helbred i også

en høj alder. Omvendt må det antages, at effekten af 70-årsgrænsen for

screening er blevet mindre end tidligere som følge af den generelle udvik-

ling i folkesundheden siden midten af 1960’erne. Dette kunne således ge-

nerelt tale for at forhøje aldersgrænsen.

Hvis aldersgrænsen for, hvornår der skal ske obligatorisk lægekontrol i

forbindelse med fornyelse af kørekort, (afskaffes eller) hæves fra de nuvæ-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

rende 70 år, begrænser man imidlertid muligheden for at gribe ind over for

de bilister, som er ramt af sygdomme eller har et medicinforbrug, som er

til væsentlig fare for færdselssikkerheden. Det vil i praksis navnlig dreje

sig om demenssygdomme og forbrug af visse former for lægemidler, som

har betydning for evnen til at føre motorkøretøj. Ved andre sygdomme,

som har betydning for færdselssikkerheden (f.eks. hjerte-kar-sygdomme),

er der således typisk tæt kontakt med lægen i forvejen, hvorfor sådanne

sygdomme i praksis fortsat vil blive opdaget.

Kravet om lægeundersøgelse kan endvidere medføre en vis form for selv-

selektion, da ældre personer, som ellers ville have fortsat med at køre bil, i

forbindelse med lægeundersøgelsen frivilligt vælger ikke at ansøge om

fornyelse af kørekortet, idet de er bevidste om, at de muligvis ikke ville

kunne få kørekortet fornyet, og i øvrigt generelt får en konkret anledning

til at overveje, om de fysisk fortsat er i stand til at køre bil. Hvis den faste

aldersgrænse for lægelig screening i forbindelse med kørekortfornyelse

hæves, vil det medføre, at det naturlige tidspunkt for den enkeltes selvse-

lektion udskydes til et senere tidspunkt, ligesom det som udgangspunkt vil

betyde, at de bilister, som ikke længere opfylder de helbredsmæssige krav

til at føre motorkøretøj, som man i dag ”opfanger”, når de fylder 70 år, kan

bevare førerretten i længere tid med den risiko for en forringet færdsels-

sikkerhed, som det indebærer, til følge.

Der er omvendt forhold, der taler for, at en screening af ældre bilister kan

have en direkte negativ effekt, idet de, hvis de skal erstatte bilen med an-

dre transportformer – eksempelvis som fodgængere eller cyklister – bliver

”bløde trafikanter” med en større ulykkesrisiko. Hertil kommer, at det be-

grænser de berørtes mobilitet med begrænset livskvalitet til følge.

Det skal i den forbindelse også tages i betragtning, at det fremgår af den

ovenfor under pkt. 5.1 omtalte rapport fra HVU, at flere undersøgelser har

vist, at ældre bilister ikke er mere farlige i trafikken end andre aldersgrup-

per, uanset at deres ulykkesbillede adskiller sig fra andre aldersgruppers.

Problemstillingen kompliceres yderligere af, at det ikke vides, i hvilket

omfang befolkningen i dag i højere grad ønsker at fortsætte med at køre bil

i en høj alder sammenlignet med tidligere. Langt hovedparten af de ældre

bilister må antages at holde op med at køre bil, fordi de selv vælger det, og

ikke fordi de ikke kan få fornyet deres kørekort. I den sammenhæng spiller

den lægelige screening formentlig ingen eller kun en begrænset rolle, hvil-

ket taler for at fjerne screeningen eller hæve aldersgrænsen.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Der er således samlet set tale om en kompleks problemstilling, som ikke

kan besvares entydigt.

Det kan konkluderes, at der ikke foreligger videnskabelig dokumentation

for den reelle effekt af den obligatoriske lægeundersøgelse, når kørekort-

indehaveren fylder 70 år. Hertil kommer, at restlevetiden for 70-årige

mænd er steget fra 10,53 år i 1961-1965 til 13,46 år i 2009-2013 og for

kvinder er steget fra 11,85 år i 1961-1965 til 15,80 år i 2009-2013. Der er

samtidig indikationer på, at en række sygdomme og tilstande af betydning

for færdselssikkerheden, herunder demens, indtræder senere i livet end tid-

ligere. Fremskridtene på dette område er dog væsentligt forskelligt i for-

skellige samfundsgrupper, hvorfor befolkningen i den sammenhæng ikke

kan ses under ét. Endvidere kan mental eller fysisk svækkelse øge risikoen

for trafikulykker, og risikoen for sådanne svækkelser stiger alt andet lige,

jo ældre man bliver. Der henvises til pkt. 5 ovenfor.

Det er på denne baggrund efter en samlet afvejning af de forskellige mod-

stridende hensyn Justitsministeriets, Sundhedsstyrelsens og Rigspolitiets

opfattelse, at der fortsat bør være en

fast aldersgrænse,

hvorefter kørekort

udstedes med kortere gyldighed end de nugældende 15 år med henblik på,

at det i forbindelse med fornyelse af kørekortet undersøges, om den på-

gældende fortsat opfylder de helbredsmæssige betingelser for at have kø-

rekort.

Ved at fastsætte en sådan fast aldersgrænse sikrer man, at kørekort kun

fornyes til personer, som fortsat har den fornødne åndelige og legemlige

førlighed, og at de personer, som ikke selv vil eller er i stand til at indse, at

de er til fare for sig selv eller andre, ophører med at køre bil.

Arbejdsgruppen skal i den forbindelse bemærke, at der ikke ses at være et

snævert nærmere lægeligt videnskabeligt belæg for at pege på en bestemt

ny aldersgrænse. På samme måde som ved fastsættelsen af den nuværende

aldersgrænse på 70 år, vil beslutningen om at hæve aldersgrænsen således

bero på bredere, herunder i høj grad politiske overvejelser med afsæt i det,

der er anført ovenfor.

Hvis det besluttes, at den nuværende aldersgrænse skal

hæves,

finder Ju-

stitsministeriet, Sundhedsstyrelsen og Rigspolitiet imidlertid, at en sådan

ændring – som modvægt til den mulige negative effekt på færdselssikker-

heden, som en hævelse af aldersgrænsen kan have – bør overvejes indført

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

sammen med foranstaltninger, som kan være med til at mindske risikoen

for færdselssikkerheden, jf. nedenfor under pkt. 6.2.

6.2. Øvrige overvejelser

6.2.1. Indledning

Som anført ovenfor under pkt. 6.1 vil en hævelse af aldersgrænsen kunne

have en vis negativ effekt på færdselssikkerheden. Det er derfor arbejds-

gruppens anbefaling, at en eventuel hævelse af aldersgrænsen overvejes

suppleret med et eller flere initiativer, som skal medvirke til at sikre, at de

bilister, som ikke længere opfylder de helbredsmæssige mindstekrav til at

føre motorkøretøj, opfanges.

Arbejdsgruppen har i den forbindelse overvejet fordelene og ulemperne

ved en række tiltag, som vil blive gennemgået nedenfor.

6.2.2. Skærpet indberetningspligt for lægen

Arbejdsgruppen har som det første – og mest indgribende tiltag – overvejet

muligheden for at indføre obligatorisk indberetning til politiet eller Sund-

hedsstyrelsen i tilfælde, hvor lægen i dag meddeler et lægeligt kørselsfor-

bud, jf. ovenfor under pkt. 5.5.1, herunder hvis patienten indtager medicin,

som ikke vurderes at være foreneligt med bilkørsel. Indberetningspligten

vil således kunne udstrækkes til at gælde i videre omfang end kun, når fa-

ren for færdselssikkerheden er nærliggende. Derved vil der ikke længere

være noget rum for at meddele lægeligt kørselsforbud, og anvisningerne i

Sundhedsstyrelsens vejledning herom ville kunne afskaffes.

Fordelene ved en sådan ordning vil være, at politiet gøres bekendt med de

bilister, som efter den gældende ordning modtager et lægeligt kørselsfor-

bud, og på den baggrund kan vurdere, om der bør indledes en kørekortsag.

Endvidere vil man sikre, at en langt større del af de personer, som på grund

af sygdom eller medicinforbrug ikke længere bør føre bil, og hvor reglerne

i dag er indrettet i tillid til, at patienten respekterer det lægelige kørselsfor-

bud, som lægen har meddelt, vil få inddraget førerretten.

Politiet, som kontrollerer, om færdselsloven overholdes, kan således, når

de standser en person, som er i besiddelse af et gyldigt kørekort, efter den

gældende ordning ikke konstatere, om den pågældende lider af sygdom

mv., som giver anledning til at overveje om vedkommende bør føre mo-

tordrevet køretøj. I praksis kan der derfor i dag kun i meget begrænset om-

fang ske håndhævelse over for den omhandlede personkreds. En obligato-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

risk indberetningspligt vil derimod betyde, at håndhævelsen på området

bliver mere effektiv.

Det vil således kunne sikres, at de personer, som ikke opfylder de hel-

bredsmæssige krav for at føre motordrevet køretøj for en kortere eller læn-

gere periode, registreres i kørekortsystemet med henblik på en eventuel

vurdering af, om kørekortet skal udstedes med en tidsbegrænsning eller

eventuelt inddrages. Sådanne regler vil dermed have en langt bredere ef-

fekt end den nuværende screeningsmodel, idet ordningen vil omfatte alle

aldersgrupper og ikke kun personer over 70 år.

En sådan ændring af reglerne om indberetningspligt for lægen er imidlertid

også forbundet med en række ulemper.

En ordning, hvorefter der skal ske indberetning af samtlige lægelige kør-

selsforbud, kan således medføre en svækkelse af tillidsforholdet mellem

læge og patient. Hvis lægen får en pligt til at indberette varige lidelser – el-

ler sygdomme i det hele taget – og udskrivning af medicin, kan det afholde

patienter fra at kontakte lægen med symptomer på sygdomme, som inde-

bærer, at de risikerer at få inddraget eller tidsbegrænset deres kørekort.

Hertil kommer, at en sådan ordning vil kunne sætte navnlig den praktise-

rende læge, som har en tilbagevendende relation til den pågældende pati-

ent, i et vanskeligt dilemma, når en diagnose skal stilles.

Endvidere må en sådan ordning forventes at blive særdeles omfattende og

medføre et meget stort ressourceforbrug hos de involverede myndigheder.

Herudover må beslutning om, hvorvidt indberetningspligten skal skærpes,

træffes i lyset af, at der i dag ikke sker mange færdselsuheld, hvor hoved-

årsagen til uheldet har været en fører, som af helbredsmæssige årsager mv.

ikke burde have ført motorkøretøj.

Arbejdsgruppen har som et alternativ til en skærpet/udvidet indberetnings-

pligt overvejet muligheden for at skærpe den sanktion, som en læge kan

pålægges for ikke at overholde autorisationslovens § 44 om indberetnings-

pligt, f.eks. ved ikke at etablere tilstrækkelig grad af sikkerhed for at en pa-

tient vil overholde et lægeligt kørselsforbud, eller ved ikke at reagere på en

overtrædelse af et lægeligt kørselsforbud. Tilsvarende kan overvejes, hvis

lægen ikke udskriver recepter i overensstemmelse med reglerne i tilfælde,

hvor det kan indvirke på færdselssikkerheden.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Rigsadvokaten har imidlertid oplyst, at der siden 2007 ikke har været sa-

ger, hvor der er rejst tiltale for overtrædelse af autorisationslovens § 44, og

arbejdsgruppen finder på den baggrund ikke, at en skærpelse af sanktionen

for overtrædelse af indberetningspligten vil medvirke til at sikre, at de bili-

ster, som ikke længere opfylder de helbredsmæssige mindstekrav til at føre

motorkøretøj, opfanges.

6.2.3. Øvrige tiltag til at øge opmærksomheden på de helbredsmæssige be-

tingelser

Desuden har arbejdsgruppen overvejet muligheden for at øge øvrige myn-

digheder og fagpersoners opmærksomhed på begrebet lægeligt kørselsfor-

bud samt retningslinjerne herfor.

Sundhedsstyrelsen har i den forbindelse påpeget, at der ikke foreligger kla-

re retningslinjer for, hvorledes problemstillingen skal håndteres af borge-

ren og de involverede myndigheder, når en person pådrager sig en sygdom

af betydning for evnen til at føre motorkøretøj. Problemstillingen er navn-

lig relevant i en række sammenhænge, hvor der er sket væsentlige ændrin-

ger i kørekortindehaverens helbredsforhold, men hvor der ikke foreligger

en umiddelbar risiko i form af, at kørekortindehaveren ”udsætter andres liv

eller helbred for nærliggende fare”, jf. autorisationslovens § 44. Det vil i

praksis typisk være de sager, hvor lægen og eventuelt også patienten er i

tvivl om, hvorvidt kravene til bevarelse af kørekort er opfyldt. Disse sager

håndteres i praksis forskelligt, og fremgangsmåden afhænger ofte af, hvor i

sundhedsvæsnet tvivlen opstår. Det kan derfor overvejes at fastlægge klare

retningslinjer for håndteringen af disse sager.

For så vidt angår kriterierne for meddelelse af et lægeligt kørselsforbud vil

Sundhedsstyrelsen f.eks. ved at præcisere vejledningen om vurdering af

helbredskrav til førere af motorkøretøjer kunne skærpe lægernes opmærk-

somhed på de situationer, hvor der skal meddeles et lægeligt kørselsfor-

bud. Ifølge Sundhedsstyrelsens erfaringer anvender lægerne i praksis ikke

altid det lægelige kørselsforbud i sager, hvor det er relevant. Det er Sund-

hedsstyrelsens vurdering, at en af årsagerne hertil kan være, at der ikke ak-

tuelt foreligger let tilgængelige oplysninger om, hvornår der bør gives et

lægeligt kørselsforbud, og hvor længe et sådant skal vare.

Arbejdsgruppen har på den baggrund drøftet muligheden for at revidere

vejledningen om vurdering af helbredskrav til førere af motorkøretøjer, så

den opdeles i forhold til betingelserne for at få udstedt (eller fornyet) køre-

kortet, og de situationer hvor der skal meddeles et lægeligt kørselsforbud,

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

og Sundhedsstyrelsen har allerede iværksat et arbejde med det formål.

Inddelingen i vejledningen forventes at følge inddelingen i kørekortbe-

kendtgørelsens bilag 2. Der vil dog i princippet i vidt omfang skulle være

overensstemmelse mellem, hvornår der skal meddeles lægeligt kørselsfor-

bud, og hvornår kravene til udstedelse og fornyelse af kørekort ikke er op-

fyldt.

Endvidere vil Sundhedsstyrelsen ved at præcisere vejledningen om vurde-

ring af helbredskrav til førere af motorkøretøjer kunne skærpe lægernes

opmærksomhed på deres indberetningspligt efter autorisationslovens § 44 i

de tilfælde, hvor der er mistanke om, at patienten ikke overholder det

meddelte lægelige kørselsforbud. Sundhedsstyrelsen vil ligeledes dels ved

generel information, dels ved øget stikprøvekontrol, kunne øge fokus på, at

lægerne foretager indberetning i et tilstrækkeligt omfang og er tilstrække-

ligt opmærksomme på patienter, som er meddelt et lægeligt kørselsforbud.

I den forbindelse vil det også være relevant at skærpe opmærksomheden

på problemstillingerne omkring kørselsforbud og indberetning i situatio-

ner, hvor behandlingsansvaret flyttes fra én læge til en anden – f.eks. fra

sygehusvæsenet til den alment praktiserende læge, jf. ovenfor under pkt.

5.5.2.

Endelig skal arbejdsgruppen bemærke, at det kan overvejes at inddrage øv-

rige aktører på færdselssikkerhedsområdet, f.eks. Rådet for Sikker Trafik

og Ældre Sagen, med henblik på oplysningskampagner vedrørende særlige

forhold af betydning for ældre bilister.