Grønlandsudvalget 2013-14
GRU Alm.del
Offentligt
UDENRIGSMINISTERIET
Den 14. juli 2014
Spørgsmål fra Grønlands-
udvalget til udenrigsministeren
af 18. juni 2014. GRU alm. del
– spørgsmål 61.
Spørgsmål 61:
Hvorfor svarer ministeren i besvarelsen på GRU alm. del – spm. 25, at der blev anvendt et
andet brændstof (Strontium-90) på McMurdo end på Camp Century (Uran-235), når det klart
fremgår af USA's flådes rapport fra 28. februar 1967 samt af den ligeledes offentligt tilgængelige
Antarctic Journal Vol. II, no. 2 – ja, selv af en simpel wikipediasøgning – at der blev anvendt
Uran-235 på McMurdo?
Svar:
I GRU alm. del – spm. 25 ønskede spørgeren bekræftelse på, at der ved Antarktis var brugt en
reaktor af samme type (PM-3A) som ved Camp Century i Grønland, samt at denne måtte
lukkes ned på grund af en lang række uheld.
Det fremgår af besvarelsen af GRU alm. del – spm. 25, at der efter foreliggende tilgængelige
kilder ikke var tale om, at der ved den amerikanske base McMurdo på Antarktis blev brugt den
samme type atomreaktor (PM-3A) som ved Camp Century i Grønland (PM-2A). Det fremgår
ydermere af besvarelsen af GRU alm. del – spm. 25, at reaktorerne er fremstillet af to
forskellige leverandører; at der efter de foreliggende oplysninger for reaktoren beliggende på
Antarktis var tale om forskellige driftsforstyrrelser i dens ca. 10-årige funktionstid; og at den
efter en rutineinspektion blev lukket ned i 1972.
I besvarelsen af GRU alm. del – spm. 25 indgik endvidere en fra offentligt tilgængelige kilder
indhentet yderligere oplysning om, at der blev anvendt et andet brændstof på McMurdo end på
Camp Century. En nærmere udredning på den givne foranledning af øvrige offentligt
tilgængelige kilder omkring dette aspekt peger på, at atomanlægget på McMurdo basen og
Camp Century basen benyttede samme type brændsel. Oplysningen om det modsatte i den
oprindelige besvarelse skal beklages, idet det samtidig konstateres, at spørgsmålet om
brændselstyper ikke indgik i GRU alm. del – spm. 25.
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files