Det næste punkt på dagsordenen er:

24) Forhandling om redegørelse nr. R 8:

Ministeren for ligestilling og kirkes redegørelse om perspektiv- og handlingsplan 2013.

(Anmeldelse 01.03.2013. Redegørelse givet 01.03.2013. Meddelelse om forhandling 01.03.2013).

Forhandlingen er åbnet. Fru Fatma Øktem som Venstres ordfører.

Først og fremmest vil jeg gerne takke ligestillingsministeren for redegørelsen. Jeg har glædet mig til at se, hvad regeringen havde fundet på denne gang. Bl.a. derfor var det også en følelse af skuffelse, jeg sad tilbage med efter at have læst redegørelsen igennem – en redegørelse, der er en meget tynd kop te.

Jovist, der er mange fine enkeltinitiativer i redegørelsen: apps, pjecer, undersøgelser, oplysningskampagner og konferencer. Det er svært at have noget imod eller være uenig i den slags tiltag, så det er vi heller ikke. Udvidelsen af rettighedskampagnen, der fremmer viden om ligestilling blandt etniske minoriteter, er vi bl.a. rigtig glade for. Det kommer nok ikke som nogen overraskelse, da det jo i sin tid var Venstre selv, der søsatte den, og jeg har tilmed selv deltaget som underviser for etniske minoritetskvinder i mit tidligere virke.

Når det er sagt, er der også nogle velkendte uenigheder i redegørelsen. Her tænker jeg f.eks. på øremærket barsel, et tiltag, som vi i Venstre anser for at være et indgreb i familiens privatliv og planlægning, og som vi derfor er imod. Vi er ligeledes imod barselsfonden til selvstændige. En sådan fond vil pålægge de selvstændige flere økonomisk-administrative byrder, end de allerede har, og det synes vi ikke er den rigtige vej ud af krisen.

Et emne, som kun overfladisk nævnes i dette års redegørelse, er kvoter for flere kvinder i bestyrelser. Jeg går ud fra, at regeringen mener, at de med den danske model har sat et stort flueben ved den problematik; men emnet er jo fortsat aktuelt, for nu er Europa-Kommissionen kommet på banen med deres forslag. Derfor vil jeg lige benytte lejligheden til igen at slå fast, at vi i Venstre fortsat ikke går ind for kvoter. Det gælder, uanset om vi bliver præsenteret for et columbusæg af regeringen eller af EU, og derfor vil jeg heller ikke lægge skjul på, at vi undrer os over, at ministeren ikke er mere klar i mælet, men derimod efter flere års debat herhjemme om kvoter, hvor jeg i hvert fald aktivt har været med i de sidste 1½ år, begynder at tvivle på, hvad definitionen af ordet kvote er.

Det kommer dog ikke som en overraskelse, at redegørelsen byder på tiltag som øremærket barsel og lignende. I Venstre ved vi godt, at det er regeringens politik, og derfor er det heller ikke disse tiltag, der skuffer os mest. Nej, når jeg taler om skuffelse over redegørelsen, drejer det sig om noget helt andet. Det drejer sig om, at det mest fundamentale og reelle ligestillingsproblem i dagens Danmark næsten ikke behandles i redegørelsen. Nogle af disse problemer bliver ikke engang nævnt.

Det ene af disse fundamentale ligestillingsproblemer er mangelen på ligestilling blandt etniske minoriteter. I Danmark findes der en gruppe indvandrerkvinder, som aldrig har været en del af arbejdsmarkedet, og som ikke selv bestemmer, hvad deres penge skal bruges til. De er underlagt daglig social kontrol; de lever et liv uden frihed og er frataget retten til selv at bestemme over eget liv og egen krop. Disse kvinder er ikke utydelige skræmmebilleder eller en fjern problematik overhovedet; de findes i Danmark. Jeg har mødt disse kvinder, jeg har talt med dem, og jeg ved, at de findes.

Skræmmende tal underbygger endda problemet. Hver fjerde modtager af langvarig kontanthjælp er indvandrerkvinde; samtidig er mere end hver tredje unge pige med anden etnisk baggrund end dansk udsat for social kontrol fra familiens side. Det er kolde ligestillingsfacts om et problem, der ikke må behandles udelukkende som et integrationsproblem. Det er og bliver et ligestillingsproblem. Og netop fordi der er tale om et ligestillingsproblem, håbede jeg sådan, at ligestillingsministeren ville sætte fokus på indvandrerkvinderne i sin redegørelse. Jeg håbede sådan, at ministeren ville være lige så optaget af problemet nu, som han var, dengang han var i opposition. Og allermest håbede jeg sådan, at redegørelsen ville være spækket med konkrete initiativer, initiativer, der kunne bidrage til at komme problemet til livs, men nej.

I redegørelsen berøres emnet overfladisk. En undersøgelse og en mobiltelefon-app er reelt de eneste nye tiltag på bordet. Men det er ikke nok – det er simpelt hen ikke nok til at befri kvinderne fra den sociale kontrol og få dem ud på arbejdsmarkedet. Forstå mig ret: Jeg synes, at det er ganske udmærket med en app – det kan jo ikke skade. Og som jeg sagde indledningsvis, kan ingen være uenig i apps, undersøgelser og kampagner. I Venstre mener vi bare ikke, at det slår til, især ikke når vi skal løse nogle af Danmarks største ligestillingsudfordringer.

En anden årsag til min skuffelse er den totale mangel på initiativer, der skal forbedre ligestillingen for homoseksuelle i de etniske minoritetsmiljøer. Forleden var ministeren ude at kritisere den nye pave for hans og Vatikanets syn på homoseksuelle, men hvorfor angriber ministeren Vatikanet i stedet for bare at koncentrere sig om, at problemet i høj grad også eksisterer herhjemme blandt radikale imamer? Hvorfor kæmper ministeren for at ligestille kristne homoseksuelle, men ikke for at ligestille homoseksuelle muslimer, f.eks.? Og hvordan kan det være, at der ikke er et eneste tiltag i redegørelsen, der sætter fokus på diskriminationen af homoseksuelle, der tilhører en etnisk minoritet?

Vi ved jo, at det er en udsat gruppe. Hver fjerde adspurgte muslim i Danmark mener, at det burde forbydes ved lov at være homoseksuel. Derfor må jeg indrømme, at vi i Venstre synes det er besynderligt og beklageligt, at ministeren er så optaget af paven og pavens holdninger, men derimod ikke er særlig optaget af, at vi faktisk har de samme udfordringer herhjemme. Med al respekt for ministerens blik for forholdene uden for Danmark efterlyser vi i Venstre, at han kigger lidt indad og tager fat i de udfordringer, der er, for herboende homoseksuelle.

Så altså, vi kan støtte regeringens tiltag med kampagner, apps og vejledning, men er det virkelig det, der skal til for at skabe vigtige resultater? Jeg har nævnt et par store ligestillingsrelaterede udfordringer i Danmark, men de nævnes som sagt ikke i redegørelsen. Det er simpelt hen ikke godt nok. Jeg håber derfor, at ministeren vil hæve ambitionsniveauet lidt. Derved kan vi lægge låg på skuffelsen og sørge for, at Danmark ikke svigter indvandrerkvinderne og de homoseksuelle i de etniske minoritetsmiljøer.

Afslutningsvis vil jeg bare nævne, at jeg har bemærket, at ministeren mener, at regeringen har vundet værdidebatten. Det synes jeg er flot og måske en smule overdrevet at påstå. Ligestilling i min optik er en stor del af netop værdidebatten, og i forhold til regeringens ligestillingspolitik hæfter jeg mig særlig ved, at regeringspartierne inden valget var ivrige efter at indføre øremærket barsel, kvindekvoter og forbud mod købesex. Jeg må jo sige, at indtil videre har regeringen opfyldt nul ud af tre ønsker. Det er åbenbart nok til, at ministeren vil betegne det som en sejr.

Jeg kan sige meget klart, at jeg indtil videre absolut ikke mener, at regeringen har vundet ligestillingsdebatten – snarere tværtimod. Og det rykker perspektiv- og handlingsplan 2013 desværre heller ikke ved. Tak for ordet.

Var der en kort bemærkning fra hr. Rasmus Horn Langhoff?

Ja, tak for det. Det er jo altid interessant at høre om alle de ting, som Venstre ikke vil på ligestillingsområdet. Det har jeg så småt vænnet mig til.

Men jeg kunne egentlig godt tænke mig at spørge fru Fatma Øktem: Når nu det er så dårlig en idé med øremærket barsel til mænd, hvorfor indførte Venstre det så, da Venstre havde regeringsmagten i 2002 og den nuværende barselslovgivning blev vedtaget? Hvis det er sådan en dårlig idé med fædreorlov til mænd, hvorfor indførte Venstre det så selv? For det havde ikke noget med et EU-direktiv eller krav dernedefra at gøre. Så enten er det, fordi Venstre i 2002 mente, det var vigtigt med ordentlige barselsvilkår for mænd og så i dag har skiftet holdning, eller også er der et eller andet, Venstre har misforstået.

Ordføreren.

Mange tak. Nu var det ikke os, der indførte den, men det er rigtigt nok, at vi ikke fjernede den, da vi havde muligheden for at gøre det.

Umiddelbart synes jeg da også, det er meget fornuftigt, at man har 2 uger, når man lige bliver forældre. Men derfra og til, at vi går ind og tager 3 måneder fra den samlede pulje, er der langt, og det synes jeg ikke kan sammenlignes. Jeg kan godt se, der er en værdi i de 2 uger, familien kan være sammen, når de lige har fået lille barn. Det kan jeg sagtens se værdien af. Men jeg synes bestemt ikke, det kan sammenlignes med, at regeringen muligvis – lad mig nu sige det på den måde, for jeg ved godt, at hr. Rasmus Horn Langhoff kæmper for det, men der er jo ikke nogen garanti for, at det kommer, og på nuværende tidspunkt er der jo ikke noget, der tyder på det – tager de 3 måneder fra den samlede pulje og faktisk forringer en meget fleksibel barselsorlov.

Rasmus Horn Langhoff.

Vi kan hurtigt blive enige om, at der er forskel på tallene 2 og 12, eller hvad for nogle tal vi nu diskuterer. Den giver jeg mig fuldstændig på. Det, som Venstre gjorde i 2002, var at skære i de 4 ugers øremærket orlov til fædre. Det havde fædre før 2002, før Venstre kom til og skar det ned til 2 uger. Er det sådan, at hvis Venstre en eller anden dag langt, langt ude i fremtiden skulle komme til magten igen og lave en ny barselslovgivning, så ryger der 2 uger mere fra mændene? Er det sådan, at hver eneste gang Venstre får en regeringsperiode, så tager man lidt fra mændene?

Ordføreren.

Det har vi ikke nogen planer om, kan jeg berolige hr. Rasmus Horn Langhoff med. Men jeg kan godt forstå, at hr. Rasmus Horn Langhoff ikke er vant til, at det, man siger før et valg, og det, man siger efter, hænger sammen, for det er hr. Rasmus Horn Langhoff jo ikke selv vant til.

Men der er ikke nogen planer om at fjerne noget. Som jeg sagde for lidt siden, har vi det ganske udmærket med og synes, der er en værdi ved, at i de 2 uger, lige efter at man har fået en lille baby, er familien samlet. Det kan vi godt se en værdi ved.

Men hr. Rasmus Horn Langhoff har fuldstændig ret og skal bestemt ikke have matematikpengene tilbage, for der er meget stor forskel på 2 uger og 12 uger – godt set.

Tak til Venstres ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det hr. Rasmus Horn Langhoff som socialdemokratisk ordfører.

Jeg har set frem til i dag, hvor vi skal diskutere de initiativer, der skal tegne regeringens ligestillingsarbejde fremover. Der er nemlig ingen tvivl om, at vi har taget mange skridt på vejen til ligestilling i Danmark, men at det samtidig også er nødvendigt at gå den ekstra mil, hvis vi skal sikre alle lige muligheder uanset køn, alder og baggrund. Vi er nået langt, men vi er ikke helt i mål endnu. Der er ikke bare nye udfordringer, men også udfordringer, vi kender, og som vi fortsat arbejder på at løse. Ting som vold i partnerforhold, menneskehandel til prostitution, et kønsopdelt arbejdsmarked og den skæve fordeling af barselsorloven. Det er nogle af de områder, som jeg selv er meget optaget af, og som jeg gerne vil lægge vægt på i dag.

Jeg vil gerne starte med et lille pudsigt eksempel. Her forleden så jeg et billede fra Bilkas legetøjsafdeling, og på billedet var legetøjet delt op i bestemte kategorier, ikke sådan kategoriseret efter tema eller legetøjstype, men efter farverne lyserød og blå. Den blå var så til drengelegetøj, og den lyserøde til pigelegetøj. Så langt så godt. Drengene kunne så vælge mellem racerbiler og computere, mens pigerne kunne forsyne sig med legetøjsstøvsugere til den ene hånd og et rivejern til den anden.

Jeg vil selvfølgelig ikke blande mig i, hvordan man laver de her opstillinger. Bilka må jo fuldstændig selv bestemme, hvordan de vil sælge, og hvad de vil sælge af legetøj osv. Jeg synes bare, det var et lidt pudsigt billede, som jeg synes er med til at vise, at vi stadig tumler med nogle traditionelle kønsroller, som jeg mener hører en anden tid til. I mine øjne skal det være evner og interesser, som man vælger ud fra. Og det gælder sådan set i alle livets forhold. Det skal nemlig ikke være ud fra vores køn, at vi træffer vores uddannelsesvalg og vores andre valg i livet.

Socialdemokratiet er meget optaget af, at begge køn har lige gode muligheder, og vi har altså stadig væk nogle udfordringer, når vi kan se, at kvinder halter gevaldigt bagefter, når det kommer til lønnen. Selv om kvinder generelt er rigtig godt uddannet, kan vi se, at der er et løngab mellem mænd og kvinder på 18 pct.

Vi har også nogle udfordringer, når det offentlige pr. automatik giver forældreinformation til moren frem for at give det til begge forældre eller lade forældre selv bestemme, hvem der skal have informationen. Vi har nogle udfordringer, når vi kan se, at der stadig er ofre for menneskehandel, først og fremmest i prostitution, og vi kan se, at det foregår lige for næsen af os alle sammen. Vi har nogle udfordringer, når vi kan se, at tusindvis stadig væk udsættes for partnervold. Og jeg mener også, at vi har en gevaldig udfordring, når vi kan se, at fædrene ender med at få så lille en andel af den samlede forældreorlov.

Derfor er jeg og Socialdemokratiet også glade for, at det er nogle af de områder, som bliver berørt af perspektiv- og handlingsplanen, for her er der bl.a. følgende initiativer:

Der er en udbygning af den kønsopdelte lønstatistik. Der er en styrket indsats mod købesex og menneskehandel til prostitution. Der er en White Ribbon-kampagne, som skal hjælpe med at bekæmpe vold mod kvinder. Og der er en barselsordning for selvstændige, som vi skal førstebehandle her i salen senere i dag. Det var bare for at nævne nogle eksempler.

Så er der to initiativer, som jeg særlig vil fremhæve.

For det første er det den her screening og forbedring af det offentliges kommunikation, som bl.a. sigter på at forbedre mænds muligheder for at tage aktiv del i forældrerollen. Det er noget, jeg selv har beskæftiget mig en del med, og jeg har fundet nogle eksempler, som jeg synes er grelle, og som jeg vil dele med jer her i dag. For faktisk ser vi en række tilfælde, hvor vi alle sammen helt pr. automatik henter moren ind som den primære forælder, bl.a. når der skal sendes brev ud til et nybagt forældrepar om barselsrettigheder; så sendes brevet til moren. I brevet bliver der gjort opmærksom på, at hvis faren skal have noget af den her barselsorlov, så skal moren aktivt henvende sig til kommunen.

Det er da en lidt spøjs måde at gøre det på og en måde, som jeg ikke tror der er nogen onde bagtanker med. Jeg er fuldstændig overbevist om, at det er der slet ikke. Det er bare ud fra en praktisk foranstaltning og noget, som kommer fra gammel tid. Men vi bliver nødt til at få kigget de her ting igennem, for det er i hvert fald ikke med til at sikre bedre muligheder for, at fædre også kan tage noget forældreorlov.

Vi ser også, at børnepenge pr. automatik udbetales til morens NemKonto. Det er altså ikke noget, som forældrene skal tage stilling til, altså om det skal være en fælleskonto, eller hvordan forældrene nu selv har lyst til at gøre det i deres familie. Det kunne jo være, det var faren der købte bleer og babymos. Men vi – altså Folketinget – har besluttet, at det skal være på morens NemKonto. Der kan være alle mulige fornuftige forklaringer på det, at det er det nemmeste og billigste osv. Men det ændrer jo ikke på, at det er en smule oldnordisk at gøre det på den her måde.

Vi ser også rundtomkring i landet, at der er en sundhedsvejledning, som anbefaler, at vi laver mødregrupper og fædregrupper og fælles forældregrupper rundtomkring, så forældre kan udveksle erfaringer, hjælpe hinanden og i det hele taget møde andre småbørnsforældre. Det er jo et fantastisk tiltag, og det fungerer rigtig godt rundtomkring i landet for mødrene. Det er de færreste kommuner, hvor der egentlig er et reelt tilbud til fædrene, og det synes jeg da er en smule ærgerligt, når nu vi har en så fremragende sundhedsvejledning, som vi har, og som faktisk gør opmærksom på, at det kunne være gavnligt for begge køn.

Det er ikke særlig længe siden, det er måske et halvt års tid siden, at jeg lige tilfældigt fik fat i en ganske udmærket pjece fra Studenterrådgivningen, der søgte virkelig at give nogle gode råd om, hvilke regler der gør sig gældende, når man får børn og man er studerende. Det, der bare lige var problemet med pjecen, var, at fædre slet ikke var beskrevet i den, at der slet ikke var gjort opmærksom på de i mine øjne fremragende regler, som gælder for studerende, som får børn, når de er på SU. Det er så heldigvis blevet ændret; værre var det jo heller ikke, end at man lige kunne rette det til.

Det her er bare det par sager, jeg sådan lidt er snublet over det seneste stykke tid, og hvor jeg synes vi har nogle udfordringer. Lad mig sige det på den måde. Jeg er fuldstændig overbevist om, at der er masser af den her slags derude, og det skal vi altså have ryddet lidt op i.

Det viser altså også, at vi har en kultur, også i det offentlige, som tænker i A- og B-forældre, altså en mor som den primære forælder og så faren som sådan en sekundær forælder, som måske også godt kan hjælpe lidt til. Og det gør det altså svært for kvinder og mænd at deles om forældrerollen. Det skal vi have lavet om på, og jeg mener også, det er det offentliges ansvar at gå i front for det og gå forrest med det gode eksempel, som tænker i ligestilling, som tænker i moderne kønsrollemønstre, og som i højere grad lader forældrene selv finde ud af, hvordan de vil løse tingene.

Et andet område, som jeg er særlig optaget af, er fordelingen af forældreorloven. Som det ser ud i dag, halter vi gevaldig langt bag efter vores skandinaviske naboer, når det handler om fordeling af barselsperioden. For danske mænd holder stadig en meget lille del af forældreorloven, på trods af at vi ved, at der er rigtig mange derude, som, hvis de fik muligheden for det, og hvis de troede, at det ikke ville få konsekvenser for deres karriere, rent faktisk godt kunne tænke sig at få noget mere tid med deres nyfødte børn.

Derfor er jeg også glad for, at regeringen lige nu her arbejder på at finde den helt rigtige model for at sikre en mere ligelig fordeling af forældreorloven, herunder at få en øremærket forældreorlov, altså ikke kun de 2 uger, som Venstre vil have, men forhåbentlig en hel del mere. Og alt det her skal vi jo selvfølgelig finde ud af sammen med arbejdsmarkedets parter.

Fra Socialdemokratiets side har det længe været et ønske at finde en løsning, som sikrer både far og mor gode muligheder for forældreorlov. Kvinder skal ikke automatisk vælges fra på arbejdsmarkedet, fordi arbejdsgiverne forventer, at det alligevel er mor, der tager hele barslen, og vi skal også have sikret, at flere fædre kan få mulighed for at holde den barsel, de gerne vil, så vores børn får mere tid med deres fædre.

Hvis vi vil fremme ligestillingen i Danmark på arbejdsmarkedet og i det offentlige, må vi gøre op med de her kategoriske forventninger, der farver verden enten lyseblå eller lyserød. Rigtige mænd kører ikke kun i racerbil til og fra arbejde; de svinger også støvsugeren derhjemme – det får jeg i hvert fald at vide derhjemme en gang imellem. Og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at regeringen i den nye Perspektiv- og handlingsplan 2013 sætter kursen for et mere ligestillet Danmark, og ikke et Danmark, hvor vi alle sammen skal være ens – det ville jo være frygtelig kedeligt – men hvor vi alle sammen har lige muligheder. Og det er for mig socialdemokratisk hjerteblod.

Der er foreløbig fire, der har bedt om korte bemærkninger, først fru Pia Adelsteen.

Tak for det. Må jeg ikke starte med at sige, at jeg synes, at Bilka har set helt forkert, når de vil give rivejernet til en pige.

Jeg tror, jeg godt kunne tænke mig at spørge om to ting i forhold til det her med at have lige muligheder. Jeg kunne godt tænke mig at spørge den socialdemokratiske ordfører, hvor det er i Danmark man ikke har lige muligheder. Er der nogle konkrete eksempler? For jeg har meget, meget svært ved at finde dem. Det er den ene ting.

Den anden ting, jeg meget, meget gerne vil spørge ordføreren om, er, om ordføreren er enig i den håndtering, regeringen har haft af spørgsmålet om købesex.

Ordføreren.

I forhold til det første, altså hele diskussionen om det frie valg og de lige muligheder, så tror jeg jo, at det er noget, vi alle sammen godt kan lide. Altså, hvem i alverden kan ikke lide frit valg? Hvem kan ikke lide gode muligheder for, at folk selv kan finde ud af, hvordan de vil sammensætte deres liv og deres hverdag? Jeg er rigtig glad for, at ordføreren for Dansk Folkeparti beder mig om at komme med konkrete eksempler, for så kan jeg jo vende tilbage til nogle af de eksempler, jeg nævnte i min ordførertale, nemlig alle de steder – bl.a. i det offentlige – hvor vi pr. automatik går ud fra, at det er moren, der er den primære forælder.

Der er steder, hvor det simpelt hen er implementeret i lovgivningen, og der er andre steder, hvor det bare er vanetænkning. Og så er der helt andre steder, hvor der kan være nogle procedurer, efter hvilke man sådan pr. automatik henvender sig til moren, fordi man betragter moren som den primære forælder.

Det mener jeg ikke er at give lige muligheder til forældrene, nemlig at man kun informerer den ene forælder eller kun giver muligheder til den ene forælder. Så der mener jeg vi har nogle problemer.

Fru Pia Adelsteen.

Tiden løber alt for hurtigt, for jeg vil også meget gerne have svar på det andet spørgsmål om købesex. Hvad angår lige muligheder, forstår jeg godt, hvad ordføreren siger. For en stor parts vedkommende er jeg også enig i det med information. Når jeg spørger til lige muligheder, er det set i lyset af, at når man som 16-årig dreng eller pige står og skal ud i verden, hvor er det så, mulighederne er uens, hvis jeg kan spørge på den måde?

Ordføreren.

Jeg synes, det er et rigtig godt spørgsmål. For det kan være uklart, og det kan være svært at se, indtil man rammer muren. Det kan være svært at se for de fleste af os, lige indtil man står i den situation, hvor man er i slutningen af 20'erne og skal til jobsamtale og kan fornemme det, eller måske bliver der ligefrem spurgt til, selv om det faktisk ikke er lovligt at spørge, om den, arbejdsgiveren overvejer at ansætte, har tænkt sig at få børn lige med det samme. Men der er altså de her situationer derude i samfundet. Der bliver gjort forskel på mænd og kvinder i ansættelsessamtaler, hvis man har en alder, som gør, at en arbejdsgiver forventer, at der måske er et par børn på vej.

Der er altså nogle problemer derude, og jeg tror, vi bliver nødt til at anerkende det og finde ud af, hvordan vi kan modvirke det og komme videre herfra. På samme måde kan der være en forventning om, når man ansætter en mand på et værksted, at han ikke lige pludselig skal have ½ års barsel, eller hvad han nu kunne få af fikse ideer, fordi det plejer man ikke at gøre på det sted, hvor man har en arbejdspladskultur, der gør, at det faktisk ikke er i orden. Så der er masser af eksempler på, at der ikke er lige muligheder.

Fru Fatma Øktem for en kort bemærkning.

Mange tak. Jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren eller minde ordføreren om en lukket høring, vi var til. Vi fik at vide, at aldrig har danske mænd været mere sammen med deres børn, end de er i dag. Jeg kunne godt med det i baghovedet tænke mig at spørge ordføreren, om fædrene i dag ikke har mulighed for at holde den barsel, de gerne vil. Ordføreren bliver ved med at tale om at give mulighed til fædrene. Er det umuligt, sådan som lovgivningen er i dag, hvis en far gerne vil holde 3 måneders orlov med sit barn? Er det så forbudt? Når ordføreren lægger det frem, lyder det, som om ordføreren vil give mændene en rettighed. Er det en rettighed, de ikke har i dag?

Ordføreren.

Fædre har i dag mulighed for at tage forældreorlov. De har også mulighed for at tage meget mere, end de gør i dag. Der er så nogle omstændigheder og en virkelighed derude, der gør, at det måske ikke er så nemt, som det ser ud på papiret. Det her handler ikke om, at danske mænd er vattede, eller at arbejdsgiverne er onde eller alle mulige andre søforklaringer. Jeg tror heller ikke, det handler om, at mænd ikke gider eller ikke får lov til det derhjemme af barnets mor.

Det handler om, at vi har et kønsopdelt arbejdsmarked, hvor der er en forventning om, at mændene ikke tager frygtelig meget forældreorlov. Der er en arbejdspladskultur – der er selvfølgelig meget, meget stor forskel på, hvilke områder på arbejdsmarkedet vi taler om – der gør, at det ikke er helt i orden lige at smutte fra arbejdspladsen i 3 måneder eller 6 måneder, eller hvad man nu i virkeligheden på papiret har ret til, men som der ikke vil være accept af. På samme høring, som fru Fatma Øktem refererer til, hørte vi jo også forskere sige, at noget af det, der gør, at flere mænd tager mere barsel, er, hvis de kan se, at en kollega tager barsel og slipper af sted med det uden at få et rap over nallerne af chefen eller andre kollegaer, eller hvis en bror eller en kollega eller en ven eller en anden tager noget forældreorlov og rent faktisk slipper levende fra det.

Så ved at give mænd nogle bedre muligheder, ved at sørge for, at det her er en rettighed i højere grad, end det er i dag, og ikke bare en mulighed, så kan vi skabe et bedre fundament for, at mænd kan få noget mere tid sammen med deres børn og børn kan få noget mere tid sammen med deres fædre.

Fru Fatma Øktem.

Tak. Det er meget fint, og jeg ser da også gerne, at flere fædre bruger mere tid sammen med deres børn, men derfra og så til, at jeg vil ødelægge en barselsordning, der er meget velfungerende, og som dem, der har benyttet sig af den, er yderst tilfredse med, fordi den er så fleksibel, som den er, er der rigtig lang vej, og det bliver vi nok ikke enige om.

Men ordføreren var lidt inde på det med usynlige problemer og udfordringer, som man ved er der, men som er lidt usynlige. Hvad med de synlige? Hvad med dem, der springer i øjnene? Hvad med dem, der skriger på opmærksomhed? Det gælder bl.a. de to områder, jeg nævnte: etniske minoritetskvinder og deres ligestilling og homoseksuelle fra de etniske minoritetsmiljøer. Hvad synes ordføreren om det? Jeg synes overhovedet ikke, ordføreren nævner de to ligestillingsområder, hvor der er så meget behov for fokus og for, at problemerne bliver adresseret. Det har måske ikke så høj en prioritet for ordføreren. Det kunne jeg godt tænke mig at høre noget om.

Ordføreren.

Hvis jeg havde al tid i verden, kunne jeg komme rundt omkring det hele, og så kunne jeg snakke om alle de ting, jeg har på hjerte og brugt det sidste halvandet års tid på som ligestillingsordfører. Folketingsdebatterne er jo ikke sådan, at vi bare kan blive ved med at tale, desværre. Det kunne ellers være fint for os, der står på talerstolen.

Jeg mener, som ordføreren for Venstre siger, at der er nogle barrierer, som er synlige. Ordføreren nævner selv nogle af de barrierer, der er meget synlige. Jeg er helt enig i det nævnte. Og der er nogle af dem, jeg nævnte, der er knap så synlige. Vi bliver nødt til at løse begge problemer, hvis vi vil have reel ligestilling i Danmark. Ordføreren og andre gode kræfter, som vil hjælpe med til det her, bliver nødt til at hjælpe mig og hjælpe både mænd og kvinder med at få gjort de knap så synlige gjort mere synlige og få noget op til overfladen, så vi har noget, vi kan snakke om, og så vi har noget, vi kan få ligestillingsvurderet og forhåbentlig få ændret på. Det drejer sig om eksempler som barselsbrev og den kommunikation, der er til mænd og til kvinder, som er med til at forstærke det her meget kønsopdelte arbejdsmarked.

Fru Louise Schack Elholm for en kort bemærkning.

Tak. Jeg er rigtig glad for at høre, at den socialdemokratiske ordfører ønsker at diskutere endnu mere ligestillingspolitik her på Folketingets talerstol, og så vil jeg da opfordre til, at vi sammen sætter gang i en forespørgselsdebat, så vi kan få diskuteret nogle flere ligestillingsemner. Vi kunne f.eks. diskutere købesex, som jeg netop vil til at stille ordføreren et spørgsmål om her og nu.

For jeg er lidt rundtosset over, præcis hvad Socialdemokraternes holdning er til købesex. Jeg ved, at inden valget gik Socialdemokraterne ind for et forbud mod købesex. Så kom valget, og i regeringsgrundlaget lægger man ikke op til et forbud, men til en undersøgelse af det, hvorefter justitsministeren, som er socialdemokrat, er ude at sige, at man er imod et forbud mod købesex. Men i går kunne jeg læse, at Socialdemokraterne fortsat kæmper for et forbud mod købesex. Jeg er ved at være helt rundtosset her. Hvad mener den socialdemokratiske folketingsgruppe på det her område?

Ordføreren.

Hvis der er noget, jeg ikke vil have på samvittigheden, så er det at gøre fru Louise Schack Elholm rundtosset. Det må jeg få gjort op med her med det samme. Ja, lad os snakke mere ligestilling. Jeg er med på den. Vi kommer jo også til om ikke så frygtelig længe her i Folketingssalen at skulle diskutere et beslutningsforslag om købesex, nemlig om en 14 dages tid, og det er også noget, som sådan med jævne mellemrum blusser op i den offentlige debat. Så det skal vi nok få lejlighed til at diskutere, ligesom alle de andre ting også skal diskuteres.

Spørgsmålet var konkret: Hvad er Socialdemokratiets holdning i forhold til købesex? Holdningen er, at vi betragter prostitution som et socialt problem, og at vi skal gøre alt, hvad der står i vores magt, for at hjælpe kvinder ud af prostitution. Det er det, der også er regeringens politik. Så er det jo rigtigt, som der bliver refereret til, at der har været en diskussion om redskaberne, hvor Socialdemokratiet og andre har foreslået, at man kunne have et forbud og det ene og det andet. Og det står sådan set ved magt. Der er ikke noget ændret i forhold til, hvad der er Socialdemokratiets politik. Men regeringen har truffet en beslutning, og den bakker Socialdemokratiet op om, og vi har store forventninger til, at de initiativer, der er på vej der, kommer til at hjælpe prostituerede ud af prostitution.

Tak, så er det fru Louise Schack Elholm.

Så jeg skal forstå, at Socialdemokraterne bakker op om en regering, der siger, at den afviser et forbud mod købesex, men at Socialdemokraterne fortsat kæmper for at forbud mod købesex. Det lyder jo lettere forvirrende. Altså, vil den socialdemokratiske folketingsgruppe arbejde for et forbud, eller er den socialdemokratiske folketingsgruppe enig med justitsministeren, der afviser et forbud mod købesex?

Ordføreren.

Socialdemokratiet bakker op omkring regeringens indsats på området og er meget enig i at betragte prostitution som et socialt problem og i, at man skal iværksætte exitstrategier, som skal hjælpe prostituerede ud af prostitution, og finde redskaber, som i højere grad kan bekæmpe de bagmænd, som sidder og tjener pengene på prostitution. Og vi accepterer og anerkender den beslutning, der er blevet truffet i regeringen om den samlede strategi, og den bakker vi op om.

Så er det ingen hemmelighed, at Socialdemokratiets officielle politik i dag – også i går, da ordføreren læste Berlingske, og også for ½ år siden og også for 4 år siden – er, at vi ser et forbud mod købesex som et godt redskab. Men det kan ikke stå alene, og det er jo ikke det eneste element i den her diskussion. Der er jo meget få af de her elementer, der kan stå alene. Det kræver en bred indsats at jagte bagmænd, at hjælpe prostituerede ud af prostitution og også at bekæmpe efterspørgslen på prostitution.

Fru Merete Riisager for en kort bemærkning.

Tak. Ordføreren indleder med eksemplet om Bilka, som har inddelt sit legetøj i lyserødt og lyseblåt legetøj til henholdsvis piger og drenge, og supplerer så med at sige, at det jo selvfølgelig er Bilkas egen beslutning. Så hvad er det lige, der er problemet? Mener ordføreren, at borgerne selv er i stand til at begå sig i et supermarked og vælge de varer, de kunne tænke sig at købe? Mener ordføreren, at børn er i stand til at have en eller anden lystfølelse og derved også ønske sig det legetøj, de godt kan lide? Og mener ordføreren overhovedet, at et sådant eksempel er relevant til at beskrive noget, som vi herinde i Folketinget skal beskæftige os med?

Ordføreren.

Som udgangspunkt må jeg altså sige til Liberal Alliances ordfører, at det, som jeg siger som Socialdemokratiets ligestillingsordfører heroppe fra talerstolen, mener jeg er relevant. Så det må ligesom være udgangspunktet, at jeg ikke ville sige det heroppefra, hvis jeg ikke syntes, det var relevant.

Hvordan den ene eller den anden supermarkedskædes farvekategorier er osv., er ikke noget, der sådan hidser mig fuldstændig op, eller noget, som jeg har meget skarpe holdninger til. Men jeg tror og mener, at der skal være plads til, at vi diskuterer de her ting fordomsfrit, og jeg tror, at Liberal Alliance og andre skal passe på med ikke at være for hurtigt fremme med de her automatreaktioner og med en meget, hvad kan man sige, forarget retorik, hvis nogen af de eksempler bliver nævnt. Jeg mener, at der skal være plads til at diskutere det hele. Der skal også være plads til, som jeg gør meget ud af, bl.a. at diskutere, hvordan det offentlige kommunikerer med os borgere, og vi skal også kunne diskutere, hvordan vi opdrager vores børn, og hvilke signaler vi sender til børn.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Så er det fru Pia Adelsteen. Undskyld, Fru Merete Riisager havde en kort bemærkning mere.

Der skal være plads til alt muligt, men er det vigtigt? Er det vigtigt, hvilke farver Bilka inddeler sit legetøj i? Jeg ved, at ordføreren også bakker op om en afskaffelse af kønsopdelt prissætning hos frisørerne. Er det vigtigt? Altså, er det virkelig det, vi skal stå her i Folketingssalen og diskutere, mens der er virkelige problemer derude? Skal vi stå her og diskutere, hvordan Bilka sorterer deres varer? Er det vigtigt?

Ordføreren.

Jeg mener, det er vigtigt, at vi diskuterer de ting, der foregår i samfundet, og hvis der er nogen, der føler sig dårligt behandlet det ene eller det andet sted, synes jeg, at der skal være plads til at diskutere det.

Det, jeg synes er det store spørgsmål og det vigtigste at diskutere, er, hvordan vi får brudt med det kønsopdelte arbejdsmarked, vi har. Det er det, jeg bruger størstedelen af min tid på at diskutere, og det er det, jeg synes er det vigtigste at diskutere i ligestillingsspørgsmål. Det er vigtigere end alt muligt andet. Jeg er klar på at diskutere det hele, jeg lytter også gerne, hvis nogle er bekymrede over det ene eller andet, men jeg synes, at det, der er det vigtigst, er at sikre, hvordan vi kan sikre, at mænd får bedre mulighed for at knytte bånd til deres børn og kvinder får bedre mulighed for at få en stærkere tilknytning til arbejdsmarkedet. Det er det vigtigste for mig. Det står over alt andet, over alle andre ligestillingsspørgsmål. Men der skal være plads til at diskutere det hele, og hvis nogen føler sig bekymrede og har en kritik på et eller andet område, synes jeg, at man skal være åben over for at lytte til det og ikke gøre sig til dommer over, hvad vi må diskutere, og hvad vi ikke må diskutere. Men selvfølgelig skal man som politiker kunne prioritere.

Jeg siger tak til den socialdemokratiske ordfører. Så er det fru Pia Adelsteen som Dansk Folkepartis ordfører.

Tak for det. Jeg vil først starte med at sige tak til ministeren for redegørelsen, og så tror jeg, at jeg vil nævne nogle af de ting, som vi i Dansk Folkeparti i hvert fald finder positive – vi kan jo starte positivt. Så håber jeg også, at jeg når det, som jeg ikke er helt så tilfreds med.

Jeg synes, det er positivt, at man ser på uddannelsessystemet og på alle de drenge, som falder ud af det, og at man vil forsøge at gøre noget. Med hensyn til hvad der skal gøres, har jeg ikke de vises sten – det tror jeg ikke nogen har – men det er vigtigt, at vi får fokuseret på problemet og får set på, hvordan vi kan hjælpe alle de drenge, der ryger ud af uddannelsessystemet, og som ligesom går i stå, som bliver skoletrætte osv. Det har en meget høj prioritet.

Jeg vil sige, og det også er lidt en tilkendegivelse over for hr. Rasmus Horn Langhoff, nemlig at det netop i forhold til ligestilling af forældrerollen ved de offentlige breve er positivt, at vi får set på det; at vi får set på, at det ikke kun er kvinden, der får børnepengene og alle de her brochurer osv.; at vi ligesom får gjort op, at det at være forælder er noget for både en mand og en kvinde. Det synes jeg er positivt.

Jeg vil også godt sige, at jeg synes, det er positivt, at man ser på mænds sundhed. Vi ved, at mænd er dårlige til at gå til lægen; vi ved, at der skal gøres noget; vi ved, at det er mændene, der dør tidligere end os kvinder – af uransagelige årsager. Men sådan er fakta, og vi ved, at vi bør gøre noget.

Jeg vil i den forbindelse også godt sige, at da jeg sad og læste det her med, at mænd ved f.eks. skilsmisser, problemer i familien osv. har sværere ved ligesom at henvende sig og få hjælp – det kan være hos lægen, eller hvor det nu måtte være – så savnede jeg måske lidt, at man også tog mandekrisecentre op. Vi har meget få mandekrisecentre i Danmark, og de er heller ikke på finansloven. Vi har en servicelov, som jo egentlig ikke handler særlig meget om ligestilling. Efter serviceloven har kvinder og børn ret til at komme på krisecenter; der står intet om mænd. Egentlig burde vi også have et opgør her, hvor vi sagde, at der skulle være lighed for loven. Hvorfor skal mænd ikke lige så vel som kvinder have ret til at kunne komme på et krisecenter, hvis det er det, de har behov for? Så der er i hvert fald nogle ting, som jeg synes er positive.

Så er der nogle ting, hvor jeg er sådan lidt mere: Ah, hvad siger man til det? Der bliver lavet en ny pulje, hvor man fokuserer på mangfoldighed på det kønsopdelte arbejdsmarked. Vi har haft den diskussion mange gange; jeg har haft den, lige siden jeg gik i skole, tror jeg. Jeg har også tidligere fra den her talerstol nævnt, at da jeg gik i skole, ville man meget gerne have, at vi unge piger blev håndværkere. Jeg syntes ikke, at jeg ville være murer, for jeg var helt sikker på, at når jeg rendte ude i regnvejr, ødelagde det mit hår. Derfor ville jeg altså ikke engang tænke på at blive håndværker. Sådan er vi kvinder. Der er nogle ting, vi går op i, og så er der nogle ting, mænd går op i, og det synes jeg jo et eller andet sted er fair nok.

Men det, som jeg måske også synes var lidt pudsigt i redegørelsen, var jo, at når man ser på den her mangfoldighed på det kønsopdelte arbejdsmarked, var der noget, jeg syntes var positivt, og det var, at der blev nævnt flere mandlige pædagoger i daginstitutionerne. Jeg har altid undret mig over, at vi altid diskuterer kvinder i ledelse – men det blev så også nævnt lige under. Så vi taler altså om flere mandlige pædagoger i daginstitutionerne og flere kvinder i ledelse, og det er så mangfoldighed. Jeg ved godt, at det ikke er ment så sort-hvidt, men nu skærer jeg det sådan lidt ud i sort-hvidt her og siger, at det da er lidt sjovt, at det er kvinder i toppen og så mændene, jeg vil ikke sige i bunden, for der synes jeg ikke daginstitutionerne er, men det er da sådan to spredte steder i hvert fald.

Det leder mig så også hen til det her om kvindekvoteforslaget fra EU. Jeg har hele tiden hørt, at ligestillingsministeren siger: Vi går ikke ind for kvoter. Og man mener sådan set heller ikke, at forslaget fra EU er et kvoteforslag, fordi det ikke indeholder sanktioner. Så kvoter er åbenbart defineret ved, at der skal være sanktioner. Det er ikke sådan, vi i Dansk Folkeparti definerer kvoter, men der er altså forskel, og derfor kalder vi det et kvoteforslag, mens ministeren kalder det noget andet. Men jeg har lidt svært ved at finde ud af, hvad man vil med kvoteforslaget – eller flere kvinder i ledelse-forslaget – fra EU, som jo meget klokkeklart på forsiden skriver 40 pct. Det vil jeg da meget gerne igen spørge ministeren om. Synes man, det er godt, synes man, det er skidt? Jeg kan forstå, at man vil have en undtagelse.

Så er der en anden ting, som jeg synes er væsentligt at nævne, og det er i forhold til bekæmpelse af vold. Der foretages en evaluering af handlingsplanen, og det synes jeg er rigtig godt, men samtidig bekymrede det mig lidt, da jeg læste redegørelsen, at sidste år, kan jeg huske, var det omkring 28.000 kvinder og 9.000 mænd, der var udsat for vold; i år er det 29.000 kvinder og 10.000 mænd. Tallet er altså steget. For mig at se tyder det altså på, at det, vi har gjort, ikke virker godt nok. Vi skulle jo meget gerne have knækket den kurve.

Der er også kommet nye begreber ind: kærestevold. Vi har for ikke så lang tid siden i Ligestillingsudvalget haft en høring om vold i nære relationer, og jeg synes da, at der er nogle ting, hvor vi i hvert fald – og det er vigtigt, at vi gør det på tværs af alle partier – ser på, om det, vi gør, er godt nok. Er der noget, vi kunne gøre bedre for de samme penge – vi ved jo godt, at pengene ikke hænger på træerne? Men vi skal måske gøre nogle ting anderledes for at få knækket den voldskurve, der er. Jeg er meget spændt på at se evalueringen og se på, hvad vi så kan komme op med af nye, gode ideer, så vi kan få knækket kurven.

Så er der købesex. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi i Dansk Folkeparti bestemt ikke går ind for at forbyde købesex; vi går heller ikke ind for at forbyde prostitution. Men det, som jeg studsede lidt over i redegørelsen her, var, at der står, at der skal laves en kampagne, der skal begrænse efterspørgslen på købesex.

Vi har jo prostituerede i Danmark, vi har også nogle, der er handlet til prostitution, og i min optik bør man altså opdele de to områder, forstået på den måde, at vi selvfølgelig skal gøre alt for at bekæmpe menneskehandel, uanset hvad man i øvrigt er handlet til, altså om det er prostitution, tvangsarbejde eller tiggeri; men samtidig har vi altså også nogle prostituerede, som har valgt det frivilligt, og som ikke mener, de tager skade af det, altså som kalder sig selv sexarbejdere osv. Jeg ønsker ikke en stor diskussion om, hvorvidt man tager skade eller ej af det – det er slet ikke det, jeg er ude på – men jeg synes, det er vigtigt, hvis man vil lave en kampagne, der skal begrænse efterspørgslen på købesex, at man så måske kan få en nærmere forklaring på, hvad pokker det er, der menes, for jeg forstår det ikke.

Der er nogle, der køber sex; der er også nogle, der sælger det helt frivilligt og uden at være handlet til det osv. Så er der nogle, der er handlet til prostitution. Vi har i Ligestillingsudvalget for ikke så forfærdelig lang tid siden været en tur i Rumænien og i Italien, hvor vi fik at vide, at vi skulle prøve at fjerne efterspørgslen. Og så tænker jeg, at det jo er nemmere sagt end gjort. Bagefter sad jeg og funderede lidt over det, og så tænkte jeg: Der er rigtig mange østeuropæiske børn og handicappede, som bliver handlet til tiggeri. Jeg kender ikke nogen, der efterspørger tiggeri, men tiggerne er der. Jeg har bare meget svært ved at se, hvad det helt præcis er, man vil gøre i forhold til at fjerne efterspørgslen på købesex. Men jeg håber, at ministeren kan uddybe det, og så må vi jo se på, om vi synes, det er godt eller skidt.

I forhold til de etniske minoritetskvinder – var jeg ved at sige; jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det korrekt – synes jeg, at fru Fatma Øktem fra Venstre kom rigtig godt ind på det. Der er altså et problem i forhold til social kontrol, og jeg synes måske, at emnet fylder meget lidt i redegørelsen. Jeg synes, man skal gøre noget mere, selv om der står, at man skal styrke viden om rettigheder og ligestilling i udsatte boligområder, og at man vil lave lidt tiltag. Jeg synes faktisk, at det er et rigtig vigtigt emne, for det er altså et problem, at man som kvinde bliver udsat for en kontrol, som i danskeres øjne nok er meget ekstrem. Det er i hvert fald ikke noget, vi accepterer som danske piger; det vil vi ikke finde os i. Og jeg synes ærlig talt heller ikke, at andre skal finde sig i det; ikke når de bor i Danmark i hvert fald, for vi har en anden måde at gøre tingene på her.

I forhold til udbygning af den kønsopdelte lønstatistik vil jeg bare sige, at det er jeg stik imod. Jeg ved simpelt hen ikke, hvad man skal bruge det til, eller hvorfor. Vi har en lov, der siger, at alle skal have lige løn for lige arbejde. Der vil altid være nogle nuanceforskelle; der vil også altid være noget med, at nogle laver mere end andre osv. osv. Jeg har svært ved at se, hvorfor vi skal udbygge lønstatistikken, og jeg har svært ved at se, hvad det skal bruges til. Sådan er det.

Så til den sidste ting, jeg vil nævne. Det er øremærket barsel, hvor der jo kommer et eller andet udkast fra et udvalg her til sommer, så man kan sikre det bedste beslutningsgrundlag – sådan tror jeg det er formuleret. Jeg vil bare sige, at i Dansk Folkeparti går vi ikke ind for øremærket barsel til mændene. Vi synes faktisk, at den ordning, vi har i dag, efter hvilken familien selv kan fordele barslen, er den bedste. Tak.

Der er en kort bemærkning fra hr. Rasmus Horn Langhoff.

Det var det sidste, som ordføreren for Dansk Folkeparti sagde, der fik mig til taste mig ind på talerrækken. Skal jeg forstå det sådan, at Dansk Folkeparti er enig i Venstres politik på det område? Eller er Dansk Folkeparti uenig i Venstres politik på det område?

Vi kunne jo høre på ordføreren for Venstre, at man ikke har noget imod øremærket barsel, men at det er en diskussion om, hvor mange uger det skal være. Deler Dansk Folkeparti den opfattelse, eller mener Dansk Folkeparti, at øremærket barsel til mænd helt skal fjernes, sådan at de 2 uger, der i dag er øremærket til mænd, skal fjernes fra mændene?

Ordføreren.

Dansk Folkeparti mener, at den ordning, vi har i dag, hvor der er de 14-dages øremærkede barsel til mænd kort efter fødslen, så man kan have hele familien samlet derhjemme med den nyfødte, er rigtig god. Men vi mener også, at det er op til familien selv at vurdere, hvordan den resterende barsel, som kan deles mellem manden og kvinden, skal fordeles.

Hr. Rasmus Horn Langhoff.

Så Dansk Folkeparti er altså fortalere for øremærket barsel, men ønsker bare ikke, at der er særlig meget af den. Er det korrekt forstået?

Ordføreren.

Hvis hr. Rasmus Horn Langhoff ønsker at definere de 14 dage som øremærket barsel til fædrene, hvilket det jo også er, ja, så synes vi, at det er helt rigtigt, fordi de skal tages umiddelbart efter fødslen, og det er på det tidspunkt, kvinden har størst brug for hjælp i hjemmet. Det er der, den største helingsproces efter en fødsel foregår; det er der, amningen skal i gang; det er der, man skal lære sit lille nyfødte barn at kende. Det er helt perfekt, at den ligger der, og det er fint for os.

Hr. Jørgen Arbo-Bæhr for en kort bemærkning.

Det undrer mig lidt, at fru Pia Adelsteen sagde noget om kønsopdelte lønstatistikker. Hun sagde, at hun er modstander af det. Jeg vil derfor prøve at spørge ordføreren: Hvem var det, der indførte kønsopdelte lønstatistikker? Hvem var beskæftigelsesminister på daværende tidspunkt, og hvad stemte Dansk Folkeparti til det?

Ordføreren.

Det ved jeg ikke.

Hr. Jørgen Arbo-Bæhr.

Så kan jeg måske oplyse det. Det var nemlig hr. Claus Hjort Frederiksen, der var beskæftigelsesminister.

Vi synes, den er for dårlig, for den dækker i virkeligheden mindre end 20 pct. af dem, der arbejder på det danske arbejdsmarked. Men han indførte det jo. Hvorfor gjorde han det? Jeg må høre, om fru Pia Adelsteen måske kan forklare mig det. Hun siger, at det ikke har nogen betydning i virkelighedens verden. I virkeligheden handler det bare om, hvorvidt det er en større del af arbejdsmarkedet, eller det bare er den del af arbejdsmarkedet, der nu er omfattet af kønsopdelte lønstatistikker.

Ordføreren.

Det er svært for mig at argumentere for andres motiver til at stille et forslag. De kønsopdelte lønstatistikker, der er nu, gælder for virksomheder med over et vist antal ansatte. Jeg kan ikke huske antallet. 35 ansatte, det er fint, at man kan få lynhurtig information her. Jeg ved, at før jeg kom i Folketinget, havde jeg hele mit arbejdsliv på det private arbejdsmarked i forholdsvis små virksomheder, hvor det tager uforholdsmæssig lang tid at sidde og lave de lønstatistikker. Det er små virksomheder med under 35 ansatte. Det er derfor, jeg siger, at hvis man udvider den kønsopdelte lønstatistik til også at omfatte mindre virksomheder, giver det bare en masse administrativt bøvl, som reelt ikke flytter noget. Vi har en ligelønslov, som skal overholdes. Så jeg mener ikke, det flytter noget.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Fru Marlene Borst Hansen som radikal ordfører.

Jeg var i begyndelsen af marts måned til FN's Kvindekommission i New York sammen med en masse af jer, som er til stede her i salen. Det var første gang, jeg deltog. Ud over at det var lidt forvirrende og tog lidt tid, inden man helt fandt sin rolle som parlamentariker, var det en rigtig god tur og en tur, som har givet mig stof til eftertanke. For der er ikke nogen tvivl om, at når man som Danmark, som skandinavisk land er til stede på sådan nogle konferencer, er det ikke, fordi der er vildt meget at hente med hensyn til at blive inspireret til nye ligestillingsinitiativer, for Danmark er klart foran de fleste lande.

Noget af det, jeg efterfølgende har tænkt over, er, hvordan vi på tværs af partiskel, på tværs af de ligestillingspolitiske diskussioner, som vi kan have herhjemme, i det store udland, i New York, kan fremstå samlet og med fælles dansk stemme kan fremstille det Ligestillingsdanmark, som vi alle sammen er stolte af, og som vi alle sammen tager for givet.

Men det Danmark og den ligestilling, vi med stolthed fortæller andre om, er ikke kommet af sig selv. Det Danmark og den ligestilling, vi oplever i dag, er der nogle, der har kæmpet for. Når jeg i 8 måneder sidste år kunne gå hjem og tage mig af min nyfødte søn og her for et par måneder siden kunne aflevere ham til en vuggestue, som ikke bare passer ham, men som oven i købet giver ham tryghed, omsorg og pædagogiske udfordringer, mens jeg står her og taler, er det ikke noget, der er kommet af sig selv. Det er noget, der har været ført politiske kampe for. Derfor kan vi ikke bare læne os tilbage og tro, at ligestilling er noget, der ligger i vores dna, og så behøver vi ikke at gøre mere. Der er masser at kæmpe for endnu.

F.eks. er jeg så glad for, at regeringen i den her perspektiv- og handlingsplan har et øget fokus på mænds rettigheder. Mænd lever i kortere tid, mænd bliver mere syge, mænd udgør størstedelen af stof- og alkoholmisbrugere, og drenge udgør 71 pct. af eleverne i specialklasser. Det er alt sammen problemstillinger, som der arbejdes med i de respektive ressortministerier, men som også Ligestillingsministeriet har fokus på, og som der tages en masse initiativer til at få gjort mere synlige og få mere fokus på.

En anden rettighed, som vi i Radikale Venstre er meget optaget af, at farens ret til at holde barsel eller forældreorlov med sit barn. I dag er det sådan, og det har vi efterhånden hørt mange gange, at der er 4+14 ugers rettighedsbestemt barsel til mor, og far har 2 uger. Det vil vi gerne lave om på. Derfor er man i fuld gang med at afdække og analysere relevante problemstillinger med henblik på at sikre det bedst tænkelige beslutningsgrundlag for en ny barselsordning. Udvalgets arbejde forventes færdigt til august, og jeg glæder mig rigtig meget til, at et konkret lovforslag kommer på næste års lovprogram for fædrenes, for børnenes, for familiernes, for samfundets og for ligestillingens skyld.

Et andet område, som der også sættes fokus på, er ligestillingsvurderinger af kerneydelser i det offentlige. Det er ikke tænkt som et eller andet rigidt krav, som vil drukne i administrationsomkostninger, men som et middel til at gøre den offentlige service langt bedre og langt mere målrettet. Det er nemlig ikke altid, at det giver mening at ligestillingsvurdere, men der er mange områder og mange tiltag, som giver mening, og det vil vi gerne have fokus på. F.eks. er der på hjemmesiden www.ligestillingidanmark.dk masser af eksempler på steder, hvor det har givet god mening at lave en ligestillingsvurdering, inden man gik i gang med et konkret projekt eller tiltag. Det kan være alt lige fra planlægning af et nyt beboelsesområde, en ny jernbanestrækning, informationsmateriale for ungdomsskoler og en masse andre eksempler. Samtidig vil arbejdet med at ligestillingsvurdere lovforslag blive styrket og systematiseret, ved at regeringen fremadrettet vil have ligestillingsvurdering af konkrete lovforslag som et særskilt fokusområde i forbindelse med forberedelse og godkendelse af de årlige lovprogrammer, så alle relevante lovforslag vil blive udtaget til konkret ligestillingsvurdering i de pågældende ministerier.

Det sidste, jeg i den her tale gerne vil fremhæve i regeringens fremlagte perspektiv- og handlingsplan, er det globale perspektiv. Danmark og de øvrige nordiske lande har i det perspektiv en særlig forpligtelse, og vi bør og skal stå allerforrest.

Hver dag kloden over sker der forfærdelige overgreb mod kvinder. Det er overgreb, som overgår enhver fatteevne, og derfor skal vi fortsætte og udbygge ligestillingskampen internationalt. Vi må ikke lukke øjnene for, at en del af krænkelserne foregår lige her, lige midt i Danmark, mod mennesker, absolut flest kvinder, som har været udsat for menneskehandel, og som nu lever i skjul under frygtelige vilkår. Menneskehandel er en skamplet på vores moderne demokrati, og vi skal gøre, hvad vi kan, for at beskytte ofrene og minimere efterspørgslen. Derfor indgik regeringen også i efteråret en aftale med Enhedslisten, som forbedrer indsatsen for ofre for menneskehandel, og vi har fortsat fokus på kampen for at komme denne groft krænkende og grænseoverskridende form for kriminalitet til livs, bl.a. ved, at vi inden længe bliver klogere på prostitutionsefterspørgsel med særlig fokus på menneskehandel, så vi kan igangsætte nogle mere målrettede initiativer for at begrænse efterspørgslen hos mænd, som køber sex hos handlede kvinder.

Perspektiv- og handlingsplanen rummer mange flere opmærksomhedsområder og konkrete initiativer til at fortsætte den ligestillingspolitiske kamp. For selv om Danmark er et foregangsland på ligestillingsområdet, ja, faktisk fordi Danmark er et foregangsland, har vi en forpligtelse til at fortsætte kampen, til at vise os selv, vores børn og resten af verden, at alle mennesker uanset køn har lige rettigheder og lige ret til at ytre sig og udfolde sig frit.

Tak for det i første omgang. Fatma Øktem for en kort bemærkning.

Mange tak. Jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren om noget. Ordføreren var her til sidst inde på, at vi skal begrænse efterspørgslen på købesex. Er ordføreren så enig med Socialdemokraternes ordfører, hr. Rasmus Horn Langhoff, i hans udtalelser i Berlingske i går, hvor han sagde:

»Der er behov for at begrænse efterspørgslen, hvis man skal hjælpe de prostituerede ud af prostitution, og her er et forbud et meget nyttigt redskab.«

Mener ordføreren også, at kriminalisering af køb af sex er et redskab for kvinderne til at komme ud af det?

Ordføreren.

I Radikale Venstre mener vi, at prostitution er et socialt problem, og at vi skal gøre det, der virker. Undersøgelser har vist, at det ikke nødvendigvis virker at kriminalisere de prostituerede eller kunderne. Så i Radikale Venstre går vi ikke ind for at kriminalisere køb af sex. Derimod går vi stærkt og meget ind for at forbedre de prostitueredes muligheder for at komme ud af prostitution.

Fatma Øktem.

Mange tak. Det glæder mig at høre. Langt hen ad vejen kan jeg så sige at jeg er meget enig med ordføreren. Ordføreren nævnte også noget om, at der er nogle mennesker, der bliver under forfærdelige omstændigheder og meget dårlige vilkår og får frarøvet deres frihed og retten til at vælge og bestemme osv. Er det kun de handlede kvinder i Danmark, der lever under de vilkår? Jeg nævnte to områder, som jeg synes er meget overset af både regeringen og de tre regeringspartier. Man betegner det hele tiden som et integrationsproblem, at vi har en gruppe indvandrerkvinder, der ingen rettigheder har. Ordføreren nævnte netop, at det her ikke kan finde sted i Danmark. Hvorfor er det så, at Radikale Venstre vælger ikke at se de her problemstillinger. Det skriger til himlen.

Ordføreren.

Jeg anerkender ikke præmissen om, at vi vender den anden kind til de problemstillinger. Tværtimod er vi meget optaget af lige præcis det med den sociale kontrol. Nu nævnte jeg i min ordførertale New York og Kvindekommissionens møde derovre, og lige præcis derovre holdt integrationsministeren jo et delmøde, som netop handlede om den her sociale kontrol. Det er noget, vi er meget optaget af, og det er et område, hvor vi nu rykker indsatsen endnu længere ud, hvor borgerne er, nemlig ud i boligområderne, altså der, hvor folk bor. Vi sætter fokus på det der, hvor folk bor, for vi ved godt, at der er kvinder, at der er mennesker, der ikke kommer ret meget uden for deres bolig eller det område, de bor i, og netop derfor rykker vi hele oplysningsdelen ud i boligområderne i et bredt samarbejde med de respektive boligforeninger.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Næste ordfører er Karen Touborg, SF.

Tak. Først tak til ministeren for redegørelsen. Når man som jeg træder ind i folkestyret sådan lidt pludseligt fra en helt anden sammenhæng og ikke har været med til at udarbejde »Perspektiv- og handlingsplan 2013«, så var det med spænding, at jeg begyndte læsningen. Men min vurdering er, at handlingsplanen er et rigtig godt afsæt til arbejdet med ligestilling i Danmark. Det er ikke så dårligt endda, ville vi sige hjemme i Vestjylland.

Når jeg læser handlingsplanen, er det rigtig dejligt at se, at anno 2013 er ligestillingsarbejdet ikke mere en kamp kvinder mod mænd. Det er en fælles indsats for at sikre, at alle har lige muligheder og vilkår uanset køn. Mænd og kvinder er forskellige, men vi skal have de samme muligheder. Men kvinder imellem er vi jo også forskellige. Ordføreren for Dansk Folkeparti fortalte før, at hun ikke ville være murer, for så risikerede ordføreren at få vådt hår, og det vil vi kvinder ikke have. Sådan er vi så forskellige. Da jeg gik i gymnasiet, valgte jeg at tage en landmandsuddannelse sammen med min studentereksamen, for jeg ville gerne have noget praktik, og det gav altså vådt hår.

Jeg synes, at redegørelsen er både visionær og solidarisk, og det synes jeg er et godt udgangspunkt for ligestillingsarbejdet. Det er afgørende, at vi styrker indsatsen for ligestilling for drenge og mænd, uden at vi taber fokus på kvinderne. Vi skal ikke flytte indsatsen for ligestilling fra kvinder til mænd. Vi skal holde et fokus på, at alle skal have lige muligheder uanset køn. Vi skal altså ikke gøre to ting på en gang, for det kan de færreste gøre særlig godt, men vi skal gøre en ting godt, nemlig styrke ligestillingen for kvinder og mænd, for piger og drenge.

En stor styrke ved handlingsplanen, som jeg ser det, er tilgangen, altså at vi ser ligestillingspolitikken i sammenhæng med de generelle samfundsudfordringer, vi står over for, og at vi arbejder for ligestilling, samtidig med at vi arbejder på at løse de generelle samfundsudfordringer. Det er en rigtig god måde at drive politik på.

Handlingsplanen indeholder fire indsatsområder og nogle helt konkrete initiativer. Det, der bliver opgaven nu, er så at få det til at rykke, som ministeren skriver i redegørelsen, og sikre, at der sker noget, så barrierer, der forhindrer lige muligheder for mænd og kvinder, brydes ned, og at ligestillingen integreres i det offentlige, så man da ikke oplever det offentlige selv som en barriere mod ligestillingen. Ligestilling skal helt naturligt opfattes som en basal ret, og den ret skal sikres. Og endelig skal vi sikre, at Danmark går i spidsen for ligestilling, også i et globalt perspektiv.

Ligestillingspolitik handler for SF om at arbejde med lige muligheder for alle. Vi kan se, at der er en række områder, hvor mænd og drenge har særlige udfordringer. En af de udfordringer er drenges frafald i uddannelsessystemet. Her ser vi langt flere drenge end piger falde fra. Det er et stort problem. Vi skal sørge for, at alle har lige muligheder og må også indrette uddannelsessystemet, så det appellerer til alle. Det er ikke kun et ligestillingsproblem, at drengene falder fra. Det er også et samfundsmæssigt problem. Når vi ønsker at nå målet om, at 95 pct. af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse, så er det nødvendigt, at vi også har drengene med. I SF mener vi derfor, at vi skal sætte fokus på rekruttering og fastholdelse. Det kan f.eks. ske ved at udvikle nye undervisningstilbud og ved at se på, om uddannelsesvejledningen kan blive bedre. I det kommende år vil regeringen følge op på en række projekter under puljen til fremme af ligestilling, som blev fordelt i 2012. Under puljen gennemføres bl.a. projekter, der skal skabe mere viden om frafaldstruede drenge i uddannelsessystemet og om uddannelsesvejledningen. Resultatet af de projekter vil indgå i de videre overvejelser om, hvordan den fremtidige indsats skal styrkes.

Men der er også områder at gribe fat i, når det gælder ligestilling for kvinder. Det hænger ikke sammen, når vi ser på fordelingen af barslen. Her kan vi se, at det fortsat er kvinderne, der tager langt størstedelen af barslen, nærmere bestemt holder kvinderne i gennemsnit 276 dages barsel, mens mændene kun holder barsel i 26 dage i gennemsnit. Det er et problem for både mænd og kvinder. Det er et problem for kvinder, fordi det får konsekvenser for kvindernes karrieremuligheder i 20'erne og 30'erne, hvor mange får børn. I den periode bliver de kort og godt anset for mere ustabil arbejdskraft. På den måde får mænds manglende barsel den uheldige konsekvens, at kvinderne klarer sig dårligere ved lønforhandlinger og sparer mindre op til pension. Men det handler også om mænds ret til barsel. Der er desværre stadig masser af arbejdspladser, hvor der ses skævt til en mand, som vil tage en længere barsel. Det kan være ingeniørvirksomheden, hvor man risikerer at blive grinet ud af storkontoret, eller den lille it-virksomhed, hvor chefen gør det helt klart, at man ikke kan undværes, selv om det måske egentlig mest handler om, at det er bøvlet og koster penge at finde en vikar. Mens kvinderne får bevilget orloven mere eller mindre automatisk, skal mænd aftale orlov med arbejdsgiveren, og forventningen er tit, at det skal passe ind efter arbejdspladsens behov.

Den øremærkede barsel virker, og den er populær i andre lande. I Island er de 9 måneders barselsorlov fordelt med 3 måneder til mor, 3 måneder til far og 3 måneder til deling. I gennemsnit tager de islandske mænd 30 pct. af orloven. Lovgivningen har altså givet mændene en mulighed, som de gladeligt benytter sig af. Den øremærkede barsel giver en mulighed for de mænd, som måske nok har en rettighed, men ikke en reel mulighed for at tage barselsorlov i en længere periode.

I SF har vi længe arbejdet for øremærket barsel til mænd i op til 3 måneder, og det er derfor glædeligt, at regeringen har fået nedsat et bredt sammensat udvalg, der skal give regeringen det bedst mulige grundlag for at finde en god model for, hvordan fædre får større del i barslen.

Vi skal huske, at spørgsmålet om barsel jo ikke kun handler om mænd og kvinder, men også handler om børnene. Børnene har godt af at være sammen med både deres mor og deres far. Det er med til at skabe tættere bånd mellem den enkelte forælder og barnet.

En undersøgelse, som DJØF har lavet, viser, at mændene gerne vil tage mere barsel, hvis det kan lade sig gøre økonomisk. Derfor mener vi i SF også, at tiden er moden til at give mændene øremærket barsel. Det er den største gave, en mand kan give sig selv og sit barn.

Et andet ligestillingsproblem, som vi i SF er glade for er kommet på dagsordenen med handlingsplanen, er vold mod mænd. Vold mod mænd er på mange måder tabubelagt og opfattes som mindre alvorligt. Men faktum er, at mange mænd går alene med problemerne. Det er i et ligestillingsperspektiv en udfordring.

Vi har brug for en debat, hvor vi anerkender, at mænd også bliver udsat for vold fra deres partner eller kæreste, og at mænd også har brug for hjælp. Vold mod kvinder er desværre fortsat et problem, og vi skal selvfølgelig blive ved med at arbejde med det. I SF glæder det os derfor også, at den danske White Ribbon-kampagne er skudt i gang. Det er en kampagne, der skal bidrage til at få danskerne til at tage afstand fra vold i parforhold.

Vi har ved hjælp af ligestillingspolitikken gennem mange år sikret kvinder bedre muligheder og rettigheder, om end vi ikke er i land endnu. Men vi skal huske på, at ligestilling handler om muligheder og rettigheder for begge køn. Derfor er det vigtigt for SF, at vi sikrer ligestilling for begge køn og følger op på de initiativer, der bliver sat i gang, og som er nævnt i handlingsplanen. Vi skal følge op på, at de flytter noget. Tak.

Der er en kort bemærkning fra Pia Adelsteen, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Det går ikke, når man sætter sig på en andens plads og lige pludselig hedder noget andet.

Jeg vil egentlig spørge ordføreren lidt ind til det her med øremærket barsel til mænd. Som jeg hørte ordføreren, viste den undersøgelse, DJØF havde lavet – det mener jeg ordføreren sagde – at mændene gerne ville have mere barsel, hvis det kunne lade sig gøre økonomisk. Og jeg vil bare høre, om ordføreren er indstillet på at gøre det muligt også økonomisk. Når jeg spørger sådan, er det jo, fordi vi ved, at der er masser af mennesker, som ikke har fuld løn under barsel. Og det er også derfor, at det i Dansk Folkepartis øjne er vigtigt, at det er familien, der beslutter, hvem der skal holde barslen, for det afhænger typisk af, hvem der tjener mest, eller hvem der er på fuld løn under barsel – eller hvordan man nu får det her til at hænge økonomisk sammen.

Det er ikke alle, der får fuld løn under barsel, så derfor spørger jeg lidt ind til, hvordan Socialistisk Folkeparti vil håndtere det, at man øremærker barsel til mænd, men at ikke alle mænd nødvendigvis får fuld løn under barsel, og at det derfor kan være en økonomisk katastrofe for familien.

Ordføreren.

Jeg vil give det bedst mulige svar, jeg kan, taget i betragtning, at det er min første dag i Folketinget. Det, vi i SF gerne vil sikre, er, at der er flere mænd, der kommer på barsel, og en del af vores løsning er, at noget af barslen skal være øremærket til fædrene. Den undersøgelse fra DJØF siger så, at fædrene sådan set godt vil, men de mangler incitamentet eller sparket eller muligheden, eller hvad vi nu skal kalde det. Og i den sammenhæng bliver det i undersøgelsen nævnt, at det er, hvis det er økonomisk muligt. Hvad der nærmere ligger bag det, ved jeg ikke.

Pia Adelsteen.

Jeg skal nok lade være med at være for hård, når det sådan er første dag i Folketinget; så plejer vi at være venlige herinde. Jeg spørger jo, fordi det netop kan være et problem. Det, der bekymrer mig, er, at hvis man øremærker 3 måneders barsel til mænd og ikke alle har fuld løn under barsel, hvilket alle ikke har, så kan det være sådan, at man simpelt hen fravælger barslen. Og så kan man ønske nok så meget, at barnet skal være sammen med både far og mor, men det kommer ikke til at ske, barslen bliver bare kortere. Det er sådan set min pointe i forhold til det her.

Ordføreren.

Det er klart, at det i den samlede løsning, hvis vi skal have flere mænd til at vælge barslen, skal være tænkt ind, hvad det er for nogle incitamenter, der er for fædrene. En del af dem vil være at øremærke barslen, og så vil der være noget omkring økonomien, vi også skal have kigget på. Nu er der jo heldigvis nedsat et udvalg fra regeringens side, som skal gå ind og prøve at finde ud af, hvad det er for en model, vi skal vælge, for at få flest mulige fædre til at vælge barsel. Der kommer et output fra det udvalg med nogle forslag til, hvad det er for en model, og dem ser jeg frem til at se.

Mange tak til ordføreren. Næste ordfører er Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslisten.

Jeg vil starte med at takke ministeren for ligestillingsredegørelsen, og så vil jeg, på trods af at regeringen jo desværre har droppet nogle, synes jeg, ret afgørende tanker og ideer og forslag, som vi var fælles om at kæmpe for, da vi var i opposition sammen, faktisk godt rose regeringen for i langt højere grad end den forrige at anerkende, at der er ligestillingsproblemer i Danmark.

Der er også en række konkrete initiativer, jeg gerne vil rose, f.eks. at der endelig kommer fokus på at gøre en indsats for voldsramte udenlandske personer, oftest kvinder, og for handlede personer. Det er i den grad på tide. For de voldsramte kvinder vil den lovændring, der er under behandling nu, betyde, at det bliver lettere at opnå en opholdstilladelse her i landet, også selv om man bliver skilt fra sin mand. Det er i den grad positivt, fordi vi jo desværre har set mange eksempler på voldsramte kvinder, der er blevet hos deres voldelige ægtemænd, fordi konsekvensen af en skilsmisse var udvisning.

Jeg må sige til Venstres ordfører, som brugte meget tid på i sit indlæg her på talerstolen at fortælle, at den nuværende regering intet har gjort for kvinder med anden etnisk baggrund, at det her område jo virkelig er et område, hvor der er blevet råbt og skreget i de 10 år, hvor VKO sad på magten, men hvor man var så forhippet på, at man ikke ville give nogen mennesker opholdstilladelse, at man var villig til at acceptere med åbne øjne, at kvinder blev i de her voldelige ægteskaber, fordi de var så bange for at miste deres opholdstilladelse.

Det her er, må man sige, i den grad et skridt i den rigtige retning på det her område, selv om – og det hører jo med – landets justitsminister af uransagelige årsager har fundet på, at der skal stilles som krav til de her kvinder, at de skal have udvist evne og vilje til integration. Det giver ufattelig lidt mening, fordi en del af det at være voldsramt jo faktisk desværre ofte er, at de lever isoleret og derfor har meget ringe muligheder for at udvise evne og vilje til integration. Så man kan sige, at der ikke kommer roser uden torne, men der er ingen tvivl om, at det er et skridt i den rigtige retning.

Hvis jeg lige over for Venstres ordfører skulle blive i det her spor, der handler om kvinder med anden etnisk baggrund, så er der noget andet, som man rent faktisk må rose regeringen for – det må være helt uvant for dem, at jeg står her og siger alle de pæne ting – og det er jo, at den har afskaffet starthjælpen og kontanthjælpsloftet, som netop i meget høj grad ramte kvinder med anden etnisk baggrund og betød, at de blev ethundrede procent økonomisk afhængige af deres mænd. Det havde meget lidt med ligestilling at gøre.

Så er der et andet punkt, jeg gerne vil fremhæve. Det handler om de handlede personer, hvor der jo også som følge af den finanslovsaftale, regeringen og Enhedslisten har indgået sammen, er en række forbedringer, og igen: I Enhedslisten ville vi da ønske, at man gik længere og fik en længere refleksionsperiode, en længere, udvidet refleksionsperiode, og skabte bedre mulighed for, at handlede personer kan opnå opholdstilladelse i Danmark, også selv om de ikke vidner mod bagmanden. Det er der ikke nogen tvivl om.

Et andet punkt i forhold til de handlede personer – det er både kvinder og mænd – er, at vi jo rent faktisk oplever, at de i dag sidder fængslet. Jeg synes, det er en katastrofe, at der sidder kvinder i danske fængsler, som er handlede. Så der er et stykke vej igen, men der er også taget nogle skridt i den rigtige retning.

Et tredje punkt, som jeg gerne vil fremhæve og rose, er det fokus på køn i uddannelsesvejledningen, som jeg har kunnet læse mig frem til at regeringen ønsker at prioritere. Det er en Enhedslistekæphest, og det er vigtigt, fordi det jo er en skam, hvis der findes uddannelsesvejledere, som af vane, ikke for at være onde, men af vane tænker: Der kommer en ung pige ind på mit kontor, skal du ikke være sygeplejerske eller frisør? Og så glemmer de, at der jo også kunne være andre muligheder. Det kunne jo være, at hun havde lyst til at blive tømrer eller landmand. Så det synes jeg er positivt.

Til gengæld er det meget, meget lidt, der står i den handlingsplan, vi behandler i dag, så der er en stribe spørgsmål på vej til ministeren, som jeg glæder mig til at få svar på, fordi der står, at man vil rette fokus mod det. Spørgsmålet er, hvad det er, regeringen har tænkt sig at gøre. Skal alle uddannelsesvejledere i Danmark igennem et kursus? Jeg glæder mig til at få svar på de spørgsmål. Det kan være, at ministeren allerede i sin tale senere i dag vil komme ind på noget af det.

Der kommer sandelig mere ros, nemlig til det, der står her i planen om, at man vil afsætte en pulje til projekter, der har som fokus at gøre op med det kønsopdelte arbejdsmarked. Igen er projektet desværre ikke beskrevet særlig konkret. Der står f.eks. ikke, hvor mange penge der skal afsættes til den pulje, og hvem det er, der skal søge den, og det betyder jo lidt for sådan en puljes mulighed for at virke, hvor stor den er, men det er da positivt, at man afsætter midler til det. Netop fokus på det kønsopdelte arbejdsmarked er meget, meget afgørende, ikke mindst hvis man vil den desværre meget store lønforskel, der er mellem mænd og kvinder i Danmark – 18 pct. – og den endnu større forskel, der er på mænds og kvinders pensionsopsparing, til livs.

Det var så alle de pæne ord. Der er også kritik. I det meget, meget berømte regeringsgrundlag skriver regeringen jo, at man vil øremærke op til 3 måneder af barslen til faren eller medforælderen, og af uransagelige årsager er det jo altså ikke sket endnu. Der er blevet nedsat en af de her – og jeg kan vel godt sige utallige – arbejdsgrupper, som skal forholde sig til, hvordan det her forslag skal blive til virkelighed. Og jeg må sige, at jeg har forsøgt at bruge lidt tid på at forstå, hvad det er, den her arbejdsgruppe undersøger. Det er ikke lykkedes mig endnu.

Før valget var der som bekendt ingen slinger i valsen fra regeringspartiernes side i forhold til at sikre den øremærkede barsel. Jeg ser naturligvis frem til, at det kommer til at ske, og det må vi jo gå ud fra at det gør, altså at 3 måneder bliver øremærket til begge forældre, for det står jo i regeringsgrundlaget.

Et område, som der er meget fokus på i ligestillingsredegørelsen, er ligestillingsvurderinger. Det er jeg også glad for, for det er, som det vil være en bekendt, hvis man har fulgt med på det her område, noget, som vi faktisk har brugt ret meget tid på i Enhedslisten. Igen må jeg dog sige, at jeg synes, at det er lidt uklart, hvor meget der egentlig kommer til at ske. Jeg kunne godt tænke mig at spørge ministeren, og jeg håber, jeg kan få et mundtligt svar allerede i dag: Hvorfor er det, at man ikke bare siger, at der skal være en ligestillingsvurdering af alle lovforslag, ligesom der er en vurdering af miljøkonsekvenserne? Nederst på alle lovforslag – skulle jeg til at sige – står der jo noget om miljø, og så kan man læse, om der er nogle miljøkonsekvenser. Hvorfor ikke bare bruge den model?

Jeg håber meget, at det lykkes ministeren at gøre ministerkollegerne interesseret i de her ligestillingsvurderinger, for hidtil har vi oplevet både en manglende interesse og desværre også manglende viden om og forståelse for, hvad en ligestillingsvurdering overhovedet er, og hvordan det redskab skal benyttes. Regeringen lægger op til, at ministerierne kan få konsulentbistand på det her område og blive undervist i, hvordan og hvorfor de her ligestillingsvurderinger skal benyttes. Det er så godt nok kun, hvis ministerierne er interesseret i det. Det gør jo initiativet lidt tandløst, synes jeg, men man kan sige, at det i det mindste giver os andre mulighed for at holde øje med, hvilke ministerier der interesserer sig for det her, og så spørge dem, som ikke interesserer sig for det, hvorfor de ikke tager imod det her tilbud. Forhåbentlig tager alle imod tilbuddet.

Jeg må sige, at jeg har fået mange svar, desværre også i den her regerings levetid, der viser, at man ikke rigtig har forstået, hvad det her går ud på. Den daværende skatteminister Thor Möger Pedersen svarede på et spørgsmål fra Enhedslisten om, hvorfor skattereformen ikke var blevet ligestillingsvurderet, at det var, fordi skattesystemet jo er kønsneutralt. Det har han jo ret i. Det er ikke sådan, at vi har en særlig skattelovgivning for mænd og så en anden skattelovgivning for kvinder, men det er altså heller ikke ideen med ligestillingsvurderinger, at de kun skal benyttes, hvis der er noget lovgivning, som kun gælder for kvinder eller kun gælder for mænd. Tanken er netop, at vi skal have mulighed for at se, om der er nogle konsekvenser på ligestillingsområdet, som vi ikke havde forudset.

Når man f.eks. laver en skattereform, der betyder, at de mennesker, der har mange penge, får nogle flere penge, betyder det faktisk, at den økonomiske ulighed mellem mænd og kvinder stiger, fordi mænd tjener flere penge end kvinder i Danmark. Det ville da have været relevant at få frem i en ligestillingsvurdering. Betyder det så, at man ikke må stemme imod lovforslaget, fordi det øger den økonomiske ulighed mellem mænd og kvinder? Nej, det gør det ikke, men det er da vigtigt at vide det. Altså, man må også godt stemme imod lovforslag, som er dårlige for miljøet, hvis man har lyst til det, men det er da relevant at vide, at de konsekvenser eksisterer.

Men som sagt, hvorfor man ikke bare laver den samme model for ligestilling, som man har for miljøet, vil jeg meget gerne have ministerens svar på.

Så bliver jeg også nødt til at nævne, at regeringen jo faktisk lige har fremsat et lovforslag om et frikommuneforsøg, hvor man vil give kommunerne mulighed for at slippe for ligestillingsredegørelser. Det synes jeg jo stikker lidt i den modsatte retning af, hvad der ellers står af mange gode ting i forslaget her.

Til sidst vil jeg komme med en international og positiv kommentar, nemlig at det er positivt, at udviklingsministeren har udvidet fokus på ligestilling i globalt perspektiv til også at omhandle seksuel orientering og kønsidentitet. Det er meget positivt.

Så vil jeg sige, at jeg synes, der er gode ting, men jeg synes også, der er mange ting i den her redegørelse, som er meget lidt beskrevet. Derfor kommer der altså også en række spørgsmål, som jeg ser meget frem til at få svar på.

Fatma Øktem for en kort bemærkning.

Tak. Ordføreren var inde på de emner, som jeg prøvede at sætte fokus på i min tale, netop de etniske minoritetskvinder og deres rettigheder, og ordføreren sagde, at den tidligere regering ikke havde gjort noget på området. Man havde indført en 225-timersregel. Må jeg ikke spørge ordføreren, om ordføreren ikke mener, at det var et redskab, som de her kvinder kunne bruge for at komme ud på arbejdsmarkedet i stedet for netop at være isoleret derhjemme. 225-timersreglen var et konkret redskab, mange af de her isolerede kvinder kunne bruge over for deres mænd, over for deres familie for at få, om det så bare var 5 timer om ugen, en lillebitte smule plads på arbejdsmarkedet og en arbejdsidentitet derigennem. Er ordføreren ikke enig med mig i det?

Ordføreren.

Nej, det er jeg ikke enig med Venstres ordfører i. Vi ved, at fattigdomsydelserne inklusive den regel, ordføreren nævner, i særlig grad ramte kvinder med anden etnisk baggrund, altså betød, at de her kvinder mistede deres forsørgelse, og derved blev de altså fuldstændig økonomisk afhængige af deres mænd. Det er et meget dårligt udgangspunkt for ligestilling, at man som kvinde er hundrede procent økonomisk afhængig af sin mand, så det er jeg bestemt ikke enig med ordføreren i.

Når nu der er en dialog, kunne jeg da vældig godt tænke mig at høre, om Venstres ordfører kunne svare på den del, der handler om nu at styrke mulighederne for de voldsramte kvinder med anden etnisk baggrund for at få ophold i Danmark, for det er noget, som det faktisk har undret mig at Venstre har lukket øjnene for i de 10 år, man har haft magten. Altså, der har været nogle regler for opholdstilladelse her i Danmark, der har været så stramme, at kvindekrisecentrene igen og igen har advaret og sagt: Prøv nu at høre, regering, her er kvinder, som bliver hos deres voldelige ægtemænd, fordi de er så bange for at ryge ud af landet.

Jeg synes, at det er så mærkeligt, at Venstre har accepteret det. Det synes jeg bestemt ikke er at have fokus på minoritetskvinders rettigheder.

Fatma Øktem.

Selv om jeg været i Folketinget i halvandet år, er det første gang, jeg får et spørgsmål, mens jeg stiller spørgsmål, men jeg vil gerne svare på ordførerens spørgsmål. Hvis man er i Danmark på grund af ægteskab eller familiesammenføring og det er grundlaget for, at man er her, så spørger jeg ud fra det samme ordføreren: Vil det sige, at fordi man har været udsat for vold, så skal det udløse en opholdstilladelse, i modsætning til hvis man ikke har været udsat for vold? Det er så mit spørgsmål tilbage om det her. Det er jeg ikke nødvendigvis enig i at det skal.

Det skal lige siges, at jeg også godt kender til området. Jeg har som sagt talt med rigtig mange kvinder, også voldsramte kvinder, og det er frygteligt og hjerteskærende at se, at nogle af de kvinder står i den situation, at ikke nok med, at de har været udsat for vold, de skal måske også rejse ud af landet. Det er selvfølgelig hårdt at se på, men hvis jeg kigger på det lovgivningsmæssigt, vil jeg som sagt spørge ordføreren: Kan det passe, at fordi man har været udsat for vold, så skal man kunne blive i Danmark, selv om ens grundlag for at være i Danmark, nemlig ægteskabet, ikke er der længere? Men det var jo så et svar til ordføreren. Jeg tror, at jeg stopper her.

Ordføreren.

To ting: For det første er noget af det, som kvindekrisecentrene peger på, at der jo altså også ofte er børn involveret i det her. Det vil sige, at konsekvensen af, at man som mor bliver smidt ud af landet, ikke kun gør sig gældende for en selv, men også for det barn, som så har en far i Danmark og en mor et eller andet andet sted. Det synes jeg er værd at tage med. For det andet bliver mange af de kvinder, som kommer til Danmark, gift med en dansk statsborger, og for dem er det forbundet med meget, meget stor skam at skulle vende tilbage til familien og sige: Jeg måtte blive skilt fra min mand, og han slog mig. Det kan altså også være en medvirkende årsag til, at man ikke tør forlade sin mand, hvorimod muligheden for ophold i Danmark i den grad styrker kvindernes mulighed for at forlade deres mænd.

Jeg synes ellers ikke, jeg egentlig har særlig meget at rose regeringen for på udlændingeområdet, men lige præcis her synes jeg faktisk, at man tager et skridt i den rigtige retning. Til gengæld er jeg meget, meget bekymret for det, som justitsministeren desværre har fundet på eller nogle i hans ministerium har fundet på, nemlig at man skal udvise evne og vilje til integration. Jeg synes, at det viser, at man ikke ved særlig meget om, hvad det vil sige at være voldsramt kvinde, for det er netop meget ofte en del af det at være voldsramt, at man bliver isoleret, og isolationen gør det altså svært at udvise evne og vilje til integration. Så det har vi tænkt os at følge meget nøje.

Louise Schack Elholm, kort bemærkning.

Tak. Jeg er faktisk ganske imponeret over ordførerens tale. Jeg synes, det var en meget positiv tale over for regeringen, og det er jeg ganske overrasket over, fordi jeg før sidste valg oplevede, at Enhedslisten stod skulder ved skulder med mange af de partier, der nu sidder i regering, og var enig med partierne dengang. Nu har de nuværende regeringspartier så skiftet holdning, derfor overrasker den meget positive tone mig, og det giver mig anledning til at spørge om begrundelsen.

Jeg kunne forestille mig, at det enten kunne være, at man godt kan se, at det måske er mere fornuftigt at søge den anden linje, som jeg også er mere enig i, eller at det kunne være, fordi, som vi jo så kan forstå i dag, statsministeren har truet med et valg, hvis det var, man var for meget på tværs. Jeg kan se, at ordføreren ser undrende ud. Jeg kan læse, at i forbindelse med kommuneforhandlingerne sidste år skulle statsministeren have truet med valg, hvis Enhedslisten var for meget på tværs. Sådan har jeg forstået det på aviserne, men det kan være, aviserne har misforstået det. Det kan være, ordføreren kan opklare det.

Ordføreren.

Jeg kan forstå, at Venstres ordfører læser Information, og det er også et udmærket dagblad, men den tror jeg vi må tage på et andet tidspunkt og ikke midt i ligestillingsdebatten.

Jeg kan afsløre, at den diskussion, der var om kommuneaftalen sidste år, ikke for mig hænger sammen med den debat, vi har i dag. Men jeg kan næsten ikke tro, at Venstres ordfører ikke har hørt efter, mens jeg talte. Det ville da være underligt. For hvis Venstres ordfører havde hørt efter, mens jeg talte, ville Venstres ordfører have hørt, at vi i Enhedslisten er meget, meget utilfredse med en række af de ting, regeringen har undladt at gøre. Det er jo så til gengæld noget, som Venstres ordfører er vældig glad for.

Men jeg synes, det er meget, meget bekymrende og underligt, at regeringen ikke har gennemført den øremærkede barsel endnu, og for mig at se er der ikke nogen tvivl om, at det er et af de allermest centrale redskaber, vi har, hvis vi vil styrke ligestillingen i Danmark, både i forhold til ligeløn mellem mænd og kvinder, i forhold til pensionsopsparing og i forhold til mænds mulighed for at være sammen med deres børn og sådan set også børnenes mulighed for at opleve både mor og far, hvis de har begge to, som den primære omsorgsperson.

Som sagt, hvis ordføreren havde hørt efter, ville ordføreren også vide, at der er en lang række andre punkter, hvor vi i den grad savner handling fra regeringens side. Men jeg kan konstatere, at der heldigvis også sker noget rigtigt på det her område, og det er da positivt.

Louise Schack Elholm.

Jeg kan berolige ordføreren med, at jeg skam hørte efter. Jeg lagde nemlig mærke til, hvor god ordføreren var til at nedtone de negative ting og fremhæve de ting, man synes er positive, i redegørelsen, og det synes jeg i hvert fald er en noget anderledes stil end inden regeringsskiftet, hvor Enhedslisten plejede at fremhæve alle de negative ting først. Derfor synes jeg, at regeringen må være rigtig glad for at have et støtteparti, der i den grad bakker op om regeringen, selv om man pointerer, at man selvfølgelig ikke er enig på alle punkter. Så det vil jeg bare sige. Jeg synes, det var imponerende flot.

Ordføreren.

Altså, jeg kan forstå, at Venstres ordfører går meget op i min stil, og det synes jeg da er en spændende interesse at have, men jeg tror, at de fleste mennesker, som har hørt min tale, og som i øvrigt følger lidt med på det her område, ved, at regeringen og Enhedslisten – desværre, synes jeg jo – har store uenigheder på ligestillingsområdet i forhold til manglende handling. Jeg tror såmænd nok, at vi er nogenlunde enige om at anerkende, at problemerne eksisterer. Det er jo så et skridt i den rigtige retning, kan man sige, i forhold til den tidligere regering.

Men der er ikke nogen tvivl om, at der i den grad mangler handling, og det tror jeg at de fleste, måske med undtagelse af Venstres ordfører, har opfattet efter den tale, jeg har holdt. Ellers har Venstres ordfører jo mulighed for at gå ind og læse den på internettet, for det er jo sådan, at alt, hvad vi siger her i Folketingssalen, bliver skrevet ned.

Kort bemærkning, Pia Adelsteen.

Tak for det. Grunden til, at jeg lige vil stille et spørgsmål, er egentlig, at fru Johanne Schmidt-Nielsen i forbindelse med det her med øremærket barsel siger, at det også vil styrke ligelønnen, og jeg kunne egentlig godt tænke mig at spørge, hvad ordføreren har at have det i. Altså, hvorfor tror man det?

Jeg stillede tilbage i 2012 et spørgsmål om Norge og Sverige netop i forbindelse med ligelønnen og deres øremærkede barsel, som de jo har haft i en ret lang periode, og jeg kan fortælle, at i Norge udgør kvinders løn 85 pct. af mændenes løn, og det har været ganske stabilt i hele den periode, hvor der har været øremærket barsel til mænd. Og jeg kan fortælle, at i Sverige blev der indført øremærket barsel til mænd i perioden 1995-2002, og der var lønforskellen både i 1992 og 2008 16 pct.

Så hvorfor tror ordføreren, at det vil forbedre ligelønnen?

Ordføreren.

Der er lavet en større undersøgelse i Sverige, som viser, at det påvirker kvindernes lønninger set i et livsperspektiv positivt, at de to parter deler barslen. Jeg vil med glæde finde artiklen fra dagbladet Information på Infomedia og videresende den til fru Pia Adelsteen.

Pia Adelsteen.

Det ser jeg frem til. Det er altid godt med ny information, ikke? Det skal man aldrig kimse ad.

Men jeg spørger jo netop, fordi jeg faktisk havde forventet, da jeg stillede spørgsmålet til beskæftigelsesministeren, at netop fordi de har haft øremærket barsel til mænd i så lang en periode, ville den lønforskel mellem mænd og kvinder, som vi i Danmark påpeger er omkring 18 pct., være formindsket i netop de to lande, og det er den altså ikke. Så kan det godt være, at i et livslangt perspektiv – og jeg ved ikke hvad, og jeg skal komme efter dig – gør det måske en forskel, men det kan jo altså ikke være den store forskel, hvis lønforskellen alt andet lige bliver ved med at være den samme.

Ordføreren.

Det er nu som sagt sådan, at der er lavet en større undersøgelse i Sverige, som viser, at det påvirker lønnen positivt, at man i højere grad deler barslen, men jeg vil som sagt meget gerne finde undersøgelsen til Dansk Folkepartis ordfører og sende den.

Derudover vil jeg også gerne sige, at der jo er flere årsager til, at vi i Enhedslisten mener, det ville være vældig fornuftigt, hvis man fik en mere ligelig fordeling af barslen. For én ting er, at det kan have en positiv betydning for kvinders lønniveau og pensionsniveau, men noget andet, som jeg synes er meget centralt, er altså også, at det er vældig fornuftigt, at børn oplever, at både mor og far – eller mor og medmor, hvad man nu har – kan være den primære omsorgsperson, altså at man som barn tidligt i livet oplever, at det ikke bare behøver være mor. Det er også en årsag til, at vi i Enhedslisten mener, at det her i den grad er et vigtigt forslag.

Som det tredje synes jeg også, det handler om mænds rettigheder, altså at mænd i dag har ringere rettigheder til barsel, end kvinder har, fordi man jo har langt mere øremærket barsel til mor end til far. Jeg synes sådan set, vi trænger til noget ligestilling i forhold til fædrenes ret til barsel.

Tak til ordføreren. Næste ordfører er Merete Riisager, Liberal Alliance.

Det fremgår af perspektiv- og handlingsplanen, at regeringen ønsker et opgør med det kønsbestemte arbejdsmarked. Tyg lige lidt på den: et opgør med det kønsbestemte arbejdsmarked. For mig at se lyder det lidt, som om regeringen vil gøre op med borgernes frie valg, altså deres mulighed for at vælge studie og beskæftigelse. Den måde, man gør det på i dag, er i hvert fald ikke en, der bekvemmer regeringen, når den gerne vil gøre op med det.

Så hvad er det egentlig, den vil? Skal flere mænd tvinges til at være sygeplejersker, selv om de ikke har lyst? Skal flere kvinder blive jord- og betonarbejdere, selv om de ikke bryder sig om det og hellere vil noget andet? Jeg mener, at regeringen sidder fast i tiden en eller anden gang i 1970'erne i dens opgør med det kønsbestemte arbejdsmarked. Så støder den panden mod en mur af sund fornuft i befolkningen, når den kører frem med sine ligestillingssager, og det er da også derfor, regeringen har måttet smide noget af sin politik på møddingen, herunder det bebudede forbud mod prostitution, da det jo rigtignok kun vil stille kvinderne ringere. Den bebudede lov om kvindekvoter har fået en lidt udvasket efterfølger, og den øremærkede barsel skubber regeringen foran sig, fordi den udmærket er klar over, at befolkningens sunde fornuft igen tilsiger, at familierne godt selv kan finde ud af det der med, hvem der skal passe de små børn.

Jeg vil derfor opfordre regeringen til at tage et frontalt opgør med sine egne dogmer. Lad dog kvinder og mænd selv vælge de job, de gerne vil have. Lad kvinder og mænd om at bestemme, hvem der skal passe børnene, også de små børn, og accepter, at når headhuntere ikke kan finde nok kvinder til bestyrelsen, er det, fordi der ikke er nok kvinder endnu, der står parat til at indtage de poster. Kvinder og mænd ved bedst selv, hvad det er, de gerne vil i deres liv. Det gælder jo også regeringens egne ministre, der selv ved, hvem der skal passe de små børn i deres familie.

Er der da slet ikke nogen ligestillingsproblemer? Jo, det er der. Der er rigtig mange problemer i det store udland. I Iran har kvinder ingen ret til at bestemme over egen krop og fremtid. Der var engang, hvor socialister var nogle, der var solidariske med folk i andre lande. Hvorfor hører vi ikke flere højrøstede protester, når kvinders rettigheder krænkes i andre lande? Hvorfor dette navlepilleri?

Kønsundertrykkelsen importeres også til Danmark. Vi har miljøer i Danmark, hvor kvinder og homoseksuelle ikke har samme rettigheder som alle andre. Hver gang, der kommer nye tal, bliver regeringen overrasket og bestyrtet (Den fg. formand (Lars Christian Lilleholt): Jeg skal bede om lidt mere ro i salen, tak!), men når rystelserne har lagt sig, sker der ikke rigtig noget. Eller også indkalder ligestillingsministeren nogle kendisser, der skal spise middag og have en hvid sløjfe på reverset. De skal ud at være kendte på den fede måde og på den måde kæmpe mod vold mod kvinder. Man ser det for sig: En mand er ved at slå sin kone halvt fordærvet, og alt imens han er i gang med sit forehavende, ser han ud af øjenkrogen Nik & Jay med en hvid sløjfe på jakken, og så stopper han straks.

Regeringen skulle tage og hoppe ud af sit parallelunivers, hvor lyserødt LEGO og opstillinger af legetøj i Bilka forstyrrer sjælefreden i den røde lejr, og i stedet række hånden ud til de kvinder og mænd, der rent faktisk har virkelige problemer. Den skulle give de prostituerede nogle rettigheder, sådan at de bedre kan passe på sig selv, og den skulle i højere grad straffe og gå de familier efter i sømmene, som ødelægger livet for unge kvinder og mænd og ikke giver dem mulighed for at vælge deres egen vej i livet. Tak for ordet.

Rasmus Horn Langhoff.

Jeg vil godt stille et spørgsmål til Liberal Alliances ligestillingsordfører, som jo ud over at være ordfører for sit eget parti på det område også er formand for Folketingets Ligestillingsudvalg.

Jeg er lidt ærgerlig over den latterliggørelse, som jeg oplever fra fru Merete Riisager af kampagnen, som skal bekæmpe vold mod kvinder. Synes ordføreren ikke, at det er godt, og at det er prisværdigt, og at man i stedet for at latterliggøre det fra Folketingets talerstol burde anerkende den indsats, som en gruppe mennesker gør for at skabe fokus på den her problematik og for at bekæmpe den vold mod kvinder, som er så ødelæggende, ikke kun for de kvinder og de mænd, der bliver udsat for vold, men så sandelig også for de mange tusinde børn, som oplever, at den ene forælder slår den anden? Havde det ikke været på sin plads at anerkende den indsats i stedet for at latterliggøre den fra landets fineste talerstol?

Ordføreren.

Nej, jeg synes, at der er al mulig grund til at latterliggøre det, når man gør noget forkert. Der er jo ikke nogen her, der ikke mener, at vi skal gøre en indsats over for vold. Vi mener i Liberal Alliance, at voldsudøvere skal straffes hårdere, men at sige, at en flok kendte mennesker, der mødes og sætter en hvid sløjfe på reverset, betyder noget som helst for de kvinder, der får bank, synes jeg faktisk er en lille smule latterligt.

Rasmus Horn Langhoff.

Det er jo en ærlig sag, hvad man mener er prisværdigt. Der er nogle kendte, der bruger hele indsatsen på at være i Paradise Hotel eller på det ene eller det andet, og så er der nogle, der bruger det, at de har et navn, til rent faktisk at være med til at tage et socialt ansvar og være med til at skabe fokus på en problemstilling i landet, der er så fuldstændig fundamentalt afgørende at vi får løst, nemlig at tusindvis af kvinder bliver udsat for vold hvert eneste år. Jeg synes, at det er en prisværdig indsats. Jeg har så stor respekt for det og for alle andre, som gør en indsats på det område. Jeg synes faktisk ærlig talt, at det er en smule trist, at det skal latterliggøres på den måde.

Jeg har et ganske kort spørgsmål. Vi har jo i Danmark haft øremærket barsel til mænd i vores barselslovgivning siden 1984, og vi beholdt den øremærkede barsel til mænd ved den seneste barselslovgivning i 2002 under den borgerlige regering. Det var så før, der var nogen, der kom i tanker om Liberal Alliance, men det skal ikke afholde mig fra at stille spørgsmålet: Hvis Liberal Alliance får magt, som de har agt, vil man så fjerne den øremærkede barsel for mænd, eller vil man bakke op om den?

Ordføreren.

Liberal Alliance mener ikke, at barslen skal øremærkes, hverken til kvinden eller til manden. Så vil nogle måske sige, at det siger EU at vi skal. Ja, men derfor kan det jo godt være Liberal Alliances holdning alligevel. Vi mener, at det er fint at have en barselsperiode, men at den bør gives fri imellem manden og kvinden, sådan at de selv kan tilrettelægge det bedst.

Jørgen Arbo-Bæhr.

Jeg havde faktisk ikke tænkt mig at blande mig i den her debat, men jeg bliver helt ærligt sur. Fru Riisager siger, at der i Iran er folk, der bliver så mishandlet, at de ikke engang kan genkende deres egen krop. Jeg har adskillige gange har holdt taler ved Irans ambassade på grund af en kvinde, der blev stenet. Jeg var for en måned siden ude at holde tale i Malernes Fagforening om kvinder, der bliver undertrykt i Iran. Hvor ved fru Riisager fra, at vi ikke blander os for at hjælpe de kvinder, der bliver undertrykt i Iran?

Ordføreren.

Det vil jeg da gerne rose Enhedslisten for. Men jeg synes ikke, at regeringen blander sig ret meget i den debat. Jeg hører ikke, at regeringen går ud og protesterer, når der sker overgreb i andre lande – i hvert fald ikke i en grad, så det kan høres. Men at Enhedslisten gør det, synes jeg da er rigtig udmærket.

Arbo-Bæhr.

Nu skal jeg bare prøve at referere, hvad det var, fru Riisager sagde. Hun sagde nemlig, at socialister ikke ville anerkende det med Iran og kvinder, der bliver undertrykt i Iran. Jeg kalder mig selv for socialist, og jeg har i den grad blandet mig i det. Så jeg synes bare, at fru Riisager skal prøve at tænke over, om hun rent faktisk mener det, hun sagde, eller om hun vil trække det tilbage.

Ordføreren.

Det var faktisk primært rettet mod regeringen, og jeg vil godt anerkende, at Enhedslisten faktisk gør noget på det her område. Så ja, den credit vil jeg gerne give Enhedslisten.

Marlene Borst Hansen for en kort bemærkning.

Tak for det. Jeg vil gerne følge lidt op på det spørgsmål, som Socialdemokraternes ordfører stillede, nemlig i forhold til hvad Liberal Alliance mener om de nuværende 2 ugers øremærkede barsel til fædre. Det er ikke noget, EU har bestemt. Det er noget, det danske Folketing har bestemt. Og en ting er jo, at vi skal rette os efter EU-lovgivningen, men hvis Liberal Alliance får magt, som de har agt, som den socialdemokratiske ordfører udtrykte det, vil man så afskaffe de nuværende 2 ugers øremærkede barsel til fædre, eller bakker man op om dem?

Ordføreren.

Jeg tror, at jeg sagde det meget klart. Der er i dag dele af barselsorloven, der er øremærket til også kvinden. Vi mener i Liberal Alliance, at det ville være bedst at have en barselsorlov, som man frit kunne tilrettelægge i familierne mellem manden og kvinden uden at øremærke noget til hverken kvinden eller manden.

Borst Hansen.

Så kunne jeg godt tænke mig at vende tilbage til det, som ordføreren fra Liberal Alliance stod og latterliggjorde fra Folketingets talerstol, nemlig at nogle mennesker går rundt med en hvid sløjfe for på den måde at vise deres foragt for og skabe opmærksomhed omkring vold mod kvinder. Nu blev Venstre tidligere i dag anklaget for at sige nej inden for ligestillingsområdet, men man må da sige, at Liberal Alliance så siger nej, nej, nej og langt overgår Venstre.

Jeg kunne godt tænke mig at høre, for jeg synes, jeg hørte meget, meget lidt konkret om det, hvad det så er, Liberal Alliance gerne vil gøre ud over at hæve straffen for mennesker, som udøver vold. Er det virkelig det eneste svar, man har i Liberal Alliance, altså højere straffe?

Ordføreren.

Først vil jeg gerne lige præcisere, at det ikke er de mennesker, der medvirker i kampagnen, men regeringen, jeg latterliggør. For jeg mener, at hvis regeringen virkelig tror, at det at indkalde nogle kendisser og udlevere en sløjfe til dem kan løse problemet, så er det lidt latterligt; det er ikke de mennesker, der er latterlige.

I Liberal Alliance mener vi faktisk, at straf er med til at hjælpe. Det er udvisninger også, hvis det handler om folk, som ikke er danske statsborgere. I nogle af de etniske miljøer, hvor der er særlige ligestillingsproblemer, kunne vi godt tænke os, at regeringen satte sine dygtige embedsmænd til at kigge på, hvordan vi i højere grad kan tage fat i de her familier, og også på, hvordan vi kan straffe folk, som er medvirkende til vold, eller som passivt ser til. Hvordan kan vi i det hele taget indkredse det her problem? Hvis jeg havde en hær af embedsmænd, var det noget af det, jeg ville sætte dem til at arbejde med.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er Vivi Kier, Det Konservative Folkeparti.

Tak, hr. formand. Så står vi her igen med en årlig redegørelse om ligestilling og dermed også muligheden for en debat, og som jeg havde forventet, er det jo blevet en meget bred debat med mange forskellige vinkler. Regeringens perspektiv- og handlingsplan ridser en lang række igangværende indsatser op, indsatser, som i løbet af i år vil munde ud i en række nye evalueringer og analyser. Dem vil vi selvsagt følge op på senere og kommentere, når evalueringerne lægges frem. Så ridser regeringen en række temaer op, som den gerne vil arbejde for og med i det kommende år.

Det første emne, jeg vil kommentere, er vold, med fokus på såvel offer som gerningsmand, som jeg finder er et meget relevant tema at forholde sig til. Her afventer vi også en evaluering af den igangværende nationale strategi. Men som konservativ vil jeg gerne, at man udbygger forpligtende samarbejder med den frivillige verden. Jeg tror faktisk, at den frivillige verden vil være langt bedre til at få såvel offeret som voldsudøveren i tale. På landsplan findes der faktisk offerrådgivninger i alle landets politikredse, og det var måske værd at gå i dialog med denne erfarne, men frivillige organisation.

Så ridses der en lang række områder op, hvor man ønsker forenkling og afbureaukratisering. Det hilser jeg som konservativ altid velkommen. Men samtidig ønsker man en lang række nye netværk, nye afrapporteringer, så vi kan måske sige, at det er så som så med, hvor meget afbureaukratisering der ligger alt i alt.

Så er der temaet menneskehandel. Menneskehandel skal vi til enhver tid gøre alt for at bekæmpe. Men også her må vi jo erkende, at vi mangler effektive redskaber til at få de handlede mennesker i tale. Igen vil jeg godt komme med det forslag at pege på den frivillige verden. Den frivillige verden møder mennesker på en helt anden og ligeværdig måde, end det er tilfældet ved mødet med myndighedspersoner.

Så må jeg sige, at jeg er bekymret for alle de nye tiltag som skolepenge, uddannelsesforløb, børnepasning m.v. i forhold til at kunne forberede de handlede kvinder til hjemsendelse. Jeg mener, at ministeren i stedet for bør fokusere langt mere på en tæt dialog med de pågældende lande og på at få skabt forpligtende samarbejder landene imellem. Jeg synes, at vi jo meget gerne skal medvirke til at eksportere vores fantastiske måde at lave et socialt sikkerhedsnet på til udsatte borgere i andre lande.

Så er der uddannelsessystemet, hvor især drenge falder fra erhvervsuddannelserne, og der har vi alle sammen en fælles udfordring. Den udfordring er vi også gerne med til at løse. Vi ved jo, at der er forhandlinger om en folkeskolereform, og at der kommer forhandlinger om erhvervsuddannelserne. Det skal jo gerne være forhandlinger, som ender med, at vi får et langt bedre uddannelsessystem, også for drengene, og at alle gennemfører deres uddannelse. I forhold til den del skal der ikke herske nogen tvivl om, at jeg som konservativ uddannelsesordfører vil bruge rigtig meget krudt på og rigtig mange kræfter på, at vi får moderniseret uddannelsesparathedsvurderingen – det er et frygteligt ord – for det er for mig at se et værktøj, vi skal bruge langt bedre, end vi gør i dag. Her kan vi nemlig sætte meget klare mål og handleplaner op for, hvordan man kan opnå at gennemføre uddannelser, der både ønskes af og matcher den enkeltes kompetencer.

Så peger regeringen på en udfordring i forhold til at tiltrække mandlige pædagoger. Men i de senere år har vi jo set rigtig mange kommuner sætte så mange særregler op for de mandlige ansatte på grund af mistanken om og frygten for pædofili, at det måske er lige nøjagtig her, årsagen ligger til, at det er svært at tiltrække denne gruppe til faget.

Så må jeg sige, at igen indgår ønsket fra regeringens side om øremærket barsel til mænd. Jeg vil gerne slå helt klart fast, at vi Konservative heller ikke på det her område ønsker at blande os i den enkelte families frihed til at indrette sig. Hvordan den enkelte familie ønsker at udnytte barselsperioden, må til enhver tid være op til denne families beslutning. Familien er en rigtig vigtig grundpille i vores samfund. Det offentlige skal aldrig tage ansvaret fra familierne. I stedet for skal det offentlige sikre bedre muligheder for, at familierne selv kan indrette sig i deres hverdag. Jeg siger derfor nej til politiske initiativer, som fratager familierne deres frihed juridisk såvel som økonomisk.

Så vil jeg også gerne i den her meget, meget brede debat, vi har haft i dag, hejse et bekymringsflag i debatten om ligestilling, for hvornår er nok nok? For mig at se overskrider man den her grænse, når vi ser, at Ligebehandlingsnævnet bruger tid og kræfter på meget, meget små sager som eksempelvis forskellen i prisen på klipning af kvinder og mænd eller forskellige priser for medlemskaber af svingerklubber for kvinder og mænd osv. Jeg mener, at der helt klart må være en bagatelgrænse; vi må sætte en bagatelgrænse for, hvilke sager Ligebehandlingsnævnet skal tage sig af.

Det Konservative Folkeparti er en varm tilhænger af reel ligestilling mellem kønnene forstået som mænd og kvinders lige muligheder for at udfolde deres individuelle evner, anlæg og interesser. Vi måler derimod ikke graden af ligestilling på, om der nu også er nøjagtig lige mange mænd og kvinder, der vælger samme uddannelse eller erhverv. Det er de reelle muligheder, der er afgørende. Kønskvotering er vi grundlæggende imod, idet kvoter strider mod opfattelsen af ligestilling forstået som lige muligheder. Det Konservative Folkepartis politik hviler på det livssyn, at mennesker er født forskellige, og den kendsgerning skal vi værne om og ikke bekæmpe. Opgaven er altså ikke at gøre menneskene endsige kønnene ens, men derimod at tilstræbe, at de enkelte mennesker uanset køn, og uanset hvori de medfødte evner og anlæg består, får lige muligheder for at udfolde sig inden for den ramme, der nu engang er for, hvad vi også i respekt for andres muligheder tillader. Tak for ordet.

Rasmus Horn Langhoff.

Tak for det. Jeg vil gerne starte med at kvittere for, at Det Konservative Folkeparti anerkender, at der er ligestillingsudfordringer i Danmark og rækker en hånd frem i dag og siger, at partiet gerne vil være med til at komme med bud på, hvordan vi kan løse nogle af de udfordringer, vi står over for. Jeg er helt enig med ordføreren for Det Konservative Folkeparti om, at det her ikke handler om, at vi skal være ens. Det handler om, at vi skal sikre, at vi har lige gode muligheder for at klare os godt her i samfundet, for det er jo det vigtigste, også for mig.

Der er måske ikke mange, der ved det, men rent faktisk har Det Konservative Folkeparti en lang og stolt tradition for at kæmpe for ligestilling. Det er måske ikke så meget, vi har set til det på det seneste, men rent historisk har Det Konservative Folkeparti jo leveret rigtig meget på ligestillingsområdet. Det ville da være dejligt at få noget af det at se igen.

Jeg blev lidt forvirret over noget af det, som fru Vivi Kier sagde, om, at det til enhver tid må være op til den enkelte familie, hvordan man præcis opdeler barslen. Den konservative ordfører siger nej til politiske initiativer, som fratager familien retten osv. Hvis ikke man vidste, at vi i Danmark har en næsten 30-årig tradition for at øremærke barsel til mændene, kunne man jo høre det her, som ordføreren siger, som et udtryk for, at Det Konservative Folkeparti vil fratage mænd de 2 ugers øremærkede barsel, som vi har i dag. Vil ordføreren venligst bekræfte eller afkræfte det?

Ordføreren.

Først vil jeg gerne sige tak for roserne. Det er jo altid dejligt at få det. Så var det da rigtig dejligt, at ordføreren stillede mig et spørgsmål, så jeg kan præcisere, at de 14 dages øremærkede barsel, der er til mænd, og som skal ligge i umiddelbar forlængelse af fødslen, ønsker vi ikke at fratage mændene. Det er en rigtig god ordning, som gør, at både mor og far på samme tid kan være hjemme lige omkring den helt nye situation, som opstår.

Rasmus Horn Langhoff.

Godt. Når ordføreren siger nej til politiske initiativer, som fratager familierne retten og siger, at det til enhver tid må være op til den enkelte, er det med de indbyggede begrænsninger, der har været i vores barselslovgivning i snart 30 år. Så jeg kan altså hermed konkludere, at Det Konservative Folkeparti på linje med samtlige andre partier i Folketinget med undtagelse af Liberal Alliance bakker øremærket barsel til mænd op. Det er nøjagtig det, vi har haft i Danmark i snart 30 år. Men det, vi altså diskuterer, er længden.

Ordføreren.

Den øremærkede barsel på de 14 dage hedder øremærket barsel, det er vi fuldstændig enige om. Men når jeg ser det, der ligger her i udspillet til en handlingsplan, og når jeg kender Socialdemokraternes holdning om, at man gerne vil tvinge nogle flere mænd – tvinge er i gåseøjne, fordi man ikke synes, det er tvang – til at holde meget længere barsel, er jeg ikke enig. Jeg mener, det er et indgreb i familiernes mulighed for selv at beslutte, hvordan de bedst trives. Vi skal ikke have staten til at bestemme, hvordan familierne skal indrette sig.

Tak til ordføreren. Så er det ministeren for ligestilling og kirke. Værsgo.

Tak for en rigtig god drøftelse. Jeg vil kommentere de enkelte ordførere, dem, jeg fik skrevet ned, til sidst. Men først og fremmest tusind tak. Vi har fået diskuteret rigtig mange vigtige ligestillingsspørgsmål – ingen tvivl om det.

Når nu vi står her i dag, er det selvfølgelig værd at huske på, hvorfor ligestilling er vigtig, både på et nationalt plan og på et internationalt plan. Ligestilling handler for den her regering om at arbejde for, at der er lige muligheder for alle. Ligestilling er en grundlæggende værdi i det danske samfund, en værdi, vi skal værne om og udvikle. Selv om vi i de sidste mange år har opnået rigtig meget på ligestillingsområdet, og selv om Danmark sammenlignet med mange andre lande er langt fremme med ligestilling mellem mænd og kvinder, ændrer vores samfund sig naturligvis også. Nye samfundsudfordringer gør, at vi skal blive ved med at kæmpe for, at drenge og piger, kvinder og mænd reelt får og har lige muligheder for at leve det liv, som de ønsker. Så vores opgave som regering og Folketing, ligestillingsordførere og danskere er at blive ved med at nedbryde barrierer for ligestilling og fortsat kæmpe for lige muligheder for alle, uanset køn. Når jeg siger uanset køn, så mener jeg det selvfølgelig, for ligestilling handler i mindst lige så høj grad om drenges og mænds muligheder og udfordringer i samfundet, som det handler om pigers og kvinders ligestilling. Med andre ord handler ligestilling om os alle. Og nej, ligestilling betyder ikke, at vi vil eller skal gøre alle ens, og at der partout skal være 50 pct. mænd og kvinder alle steder, eller at vi skal sætte folk i bås. Også internationalt har Danmark en forpligtelse til at gå forrest, når det gælder ligestilling. Vi skal arbejde for kvinders ret til at bestemme over deres egen krop, til uddannelse, selvforsørgelse og indflydelse. Kvinder rundtomkring i verden ser bl.a. på Danmark og oplever, at ligestilling mellem kønnene er en reel mulighed, og det forpligter os alle sammen.

I årets perspektiv- og handlingsplan er ligestillingsindsatsen inddelt i fire indsatsområder, som er omdrejningspunktet for de konkrete initiativer. De fire indsatsområder udgør grundpillerne i regeringens ligestillingspolitik. Gennem konkrete initiativer inden for de 4 områder vil det kommende års fortsatte arbejde med at fremme ligestilling være følgende: temabaseret ligestilling, ligestilling i det offentlige, basale rettigheder, ligestilling i et globalt perspektiv.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at knytte nogle ord til de fire områder og tegne et billede, der viser, hvordan de fire områder tilsammen er udgangspunktet for ligestillingspolitikken anno 2013.

Jeg vil starte med den temabaserede indsats. Visionen for området er, at vi skal fremme ligestilling på de områder, hvor der er forskel på kønnenes muligheder og vilkår. Det skal vi gøre ved at sætte ind på de områder, hvor vi kan se, at der er forskel på de to køns adfærd. På en række af disse områder står vi samtidig over for samfundsmæssige udfordringer. Det handler eksempelvis om områder som drenges frafald i uddannelsessystemet, det kønsopdelte arbejdsmarked, mænd og sundhed og mænd og barsel og indsatsen for at få flere kvinder i ledelse.

Det andet indsatsområde handler om ligestilling i det offentlige. Her har regeringen netop præsenteret en ny strategi for ligestillingsvurdering i det offentlige. Det offentlige er allerede i dag forpligtet til at tænke ligestilling ind i den offentlige planlægning og forvaltning. Det følger bl.a. af ligestillingsloven og EU-traktaten. Det er det, der tidligere blev kaldt kønsmainstreaming. Med den nye strategi sætter vi særligt fokus på ligestillingsvurdering af kerneydelser i det offentlige. Med strategien ønsker vi at gøre op med tidligere tiders tendens til, at det offentlige skulle arbejde med ligestilling for ligestillingens skyld. Køn skal medtænkes i det offentliges opgaver og ydelser, fordi det kan bidrage til en effektiv ressourceudnyttelse, bedre kvalitet og samtidig fremme ligestilling.

Det tredje indsatsområde handler om vores basale rettigheder. I Danmark er alle stillet lige for loven. Det betyder, at vi er formelt ligestillede, men der er stadig kvinder og mænd, der lever i forhold med vold, der er kvinder og mænd og børn, der bliver handlet, bl.a. til prostitution, og mennesker, der udsættes for overvågning, tvang og frihedsberøvelse på grund af køn eller kultur. Disse eksempler handler om retten til at bestemme over egen krop og eget liv, helt basale rettigheder, som ikke altid bliver sikret, og her skal vi naturligvis sætte ind.

Det sidste område, som jeg vil komme ind på, er ligestilling i et globalt perspektiv. Jeg deltog sammen med et par af de tilstedeværende i salen på FN's Kvindekommissions samling i New York i sidste måned, og her blev jeg igen og igen mindet om, hvor vigtigt det er, at vi sammen med bl.a. de andre nordiske lande bliver ved med at gå forrest, når det handler om at blive ved med at kæmpe for ligestilling og kvinders rettigheder.

På mange måder er vi i en tid, hvor der desværre er risiko for, at kvinders rettigheder rulles tilbage. Der er i disse år et stærkt pres fra visse konservative og religiøse kræfter for, at kvinders rettigheder skal være afhængige af det enkelte lands religiøse og kulturelle forhold. Særlig kvinders seksuelle og reproduktive sundhed og rettigheder er under stærkt pres. Det skal vi i Danmark være med til at bekæmpe, og derfor har Danmark sammen med bl.a. de øvrige nordiske lande arbejdet benhårdt under forhandlingerne i FN's Kvindekommission for at nå fremskridt og resultater, og jeg er stolt af den rolle, som Danmark har spillet.

Jeg håber, at vi også i de kommende år alle sammen herinde vil være med til at rykke endnu mere ved den her udvikling, som jeg lige har omtalt, og være med til at sætte fokus på, at ligestilling er for alle, piger, drenge, kvinder og mænd. Jeg mener nemlig, at det er vigtigt, at vi alle sammen husker på, at ligestilling er en grundpille i det danske samfund. Kvinder og mænd skal have reel indflydelse på og lige muligheder for at påvirke deres liv og at deltage i samfundet. Det er noget af det, der gør det danske samfund til et godt samfund.

Så vil jeg tage fat i nogle af de ting, der blev nævnt.

Fru Merete Riisager var ret kritisk over for det tiltag, der er omkring »White Ribbon« og bekæmpelse af vold mod kvinder. Jeg ved ikke, om ordføreren lytter efter, men jeg kan i hvert fald oplyse fru Merete Riisager om, at »White Ribbon«-kampagnen rent faktisk findes i 50-60 lande, og stifteren, Michael Kaufman, har selv sagt, at det er et rigtig godt redskab forstået på den måde, at det er med til at ændre den holdning, der er iblandt mænd. Og når man har de 50-60 lande, og når stifteren mener, at det rent faktisk hjælper, så synes jeg også, vi skal prøve det i Danmark. Fru Merete Riisager nævnte Nick & Jay, nu ved jeg ikke, hvor fru Merete Riisager har det fra, altså om det er noget, der bare kom ud fra den blå luft, jeg har ikke kendskab til, at Nick & Jay har meldt sig til det her, så det er ikke sandt, men hvis de gjorde, ville jeg da helt klart tage varmt imod dem.

Med hensyn til de andre ting, der blev talt om, vil jeg sige følgende: Fru Johanne Schmidt-Nielsen talte lidt om de ukonkrete initiativer, der står i perspektiv- og handlingsplanen. Det er selvfølgelig klart, at når man kun har 12 sider til rådighed i perspektiv- og handlingsplanen, hvor man kan redegøre for alle de ting, der er, og det er den ramme, der er, så kan man jo ikke få alle detaljer og nuancer med. Men mange af de initiativer, som der bliver beskrevet, f.eks. om den pulje, som ordføreren nævnte, skal konkretiseres i løbet af i år. Altså planen er for hele 2013. Det var det ene. Det andet, som fru Johanne Schmidt-Nielsen nævnte ud over rosen, som jeg selvfølgelig labber i mig, ingen tvivl om det, er om studievejledningen, hvor der helt konkret kører et projekt om vejledningen, og det gør der hos undervisningsministeren. Det, der sker, er, at når det slutter, vil vi tage kontakt til ministeren og så se, hvad der er klogt at gøre på det her område.

Til fru Pia Adelsteen, som var inde på nogle forskellige ting. Det ene var tallene omkring voldsramte kvinder. Jeg må sige, at jeg er meget, meget imponeret af ordføreren på det her område, for ordføreren har jo en hukommelse som en elefant, især når det handler om tal. Det er jo sådan, at det er fuldstændig rigtigt, at man i mange år har talt om, at der var 28.000 partnervoldsramte kvinder om året, men i forbindelse med de nyeste undersøgelser har forskere på et meget sent tidspunkt valgt at justere opgørelsesmetoden og selvfølgelig også tallene, og det er vi selvfølgelig rigtig ærgerlige over, men på den anden side er det vigtigt, at forskerne kan stå inde for deres egne tal. Så de tal, vi nu opererer med, skulle være de helt rigtige, og det er, at 33.000 kvinder i undersøgelsen fra 2005 var udsat for partnervold, mens 29.000 kvinder var udsat for partnervold i undersøgelsen fra 2011. De har tilsvarende også justeret tallene for mændene, som har været udsat for partnervold. Det var i 2005 8.000, mens tallet i 2011 er på 10.000. Så det er fuldstændig korrekt, og det ville jeg selvfølgelig også have nævnt.

Så var ordføreren også inde på mændene og vold, og når man henvender sig til socialkontoret i forbindelse med servicelovgivningen. Det, der er ved det, er, at når de mest udsatte mænd skal have hjælp, hedder det, så vidt jeg har forstået, forsorgshjælp. Men det er da fuldstændig korrekt, at det er noget, som man kan kigge på, og fru Pia Adelsteen har da også helt ret med hensyn til mændene generelt, men der synes jeg, der er god grund til at sætte fokus på det, når vi skal tale om den næste handleplan også. Så der har vi da helt klart noget til gode.

Så nævnte fru Pia Adelsteen også, at kvinder går op i deres hår. Det kan jeg sige at det er der også nogle mænd der gør. En af dem står heroppe.

Venstres ordfører startede ud med at tale om, hvorfor der ikke er meget mere om etniske kvinder på arbejdsmarkedet osv. Jeg vil lige sige, at det ressortområde, som vi har, jo er ligestilling for mænd og kvinder uden for arbejdsmarkedet. Det betyder ikke, at vi ikke sætter fokus på det. Lige i øjeblikket er det jo sådan, at vi har en kontanthjælpsreform, som er under kærlig behandling, deri bliver der også sat fokus på kvinder og også etniske kvinder, som vi også har talt om under et § 20-spørgsmål.

Ordføreren fra Venstre var også inde på, at det da var o.k., men alligevel lidt tyndt, kunne jeg da forstå, med den app. Jeg glæder mig da helt klart over, at ordføreren er blevet lidt mere positiv, for jeg kan da huske, at da vi stod i den her sal, og der var et § 20-spørgsmål, var ordføreren meget, meget negativ og kritisk over for den samme app, indtil jeg selvfølgelig gjorde opmærksom på, at ordføreren rent faktisk selv har været med til at godkende den, for det var jo penge, der var blevet tilovers, det var satspuljepenge. Men jeg er da glad for, at man så er mere positiv nu.

Så var der det omkring min kritik af paven. Nu er det jo sådan, at jeg ikke har kritiseret paven, men at jeg rent faktisk har kritiseret Vatikanstaten. Der er jo rigtig stor forskel. Ordføreren var jo rent faktisk også med i New York. Vi var jo ikke til de samme møder, og jeg ved ikke, hvor mange møder ordføreren var med til, men det, jeg i hvert fald ved, og som jeg også ved at ordføreren burde vide, var, at Vatikanstaten sammen med Iran, Syrien, Rusland og nogle afrikanske lande netop var med til at prøve at skrue kvinders rettigheder den forkerte vej. Og jeg ved, at ordføreren også ved, at jeg holdt en masse møder med andre lande om netop at gå den rigtige vej, når det handler om kvinders rettigheder rundtomkring på kloden.

Så var der en lille fejl, som ordføreren kom til at sige, jeg ved ikke, om det på en eller anden måde bare var sådan et slip, om, hvem der vandt værdikampen. Det var værdikampen og ikke ligestillingsdebatten, der er stor forskel, ingen tvivl om det.

Så var der også lidt om muslimske homoseksuelle. Nu er det sådan, at vi i regeringen ikke skelner mellem muslimske homoseksuelle og kristne homoseksuelle og homoseksuelle, der er hinduer, baptister eller katolikker for den sags skyld. For os er homoseksuelle homoseksuelle, og hadforbrydelser er hadforbrydelser. Det er sådan, at Rigsadvokaten i efteråret 2011 udsendte en ny og udbygget meddelelse om politiets og anklagemyndighedernes håndtering af sager om hadforbrydelser. Meddelelsen er et rigtig, rigtig vigtigt redskab til at sikre en effektiv strafforfølgning i de her sager, netop om hadforbrydelser også i forbindelse med homoseksualitet. I meddelelsen er der angivet en række eksempler på omstændigheder, der kan tale for, at der foreligger en hadforbrydelse. Når disse omstændigheder foreligger, så skal politiet sørge for, at det her aspekt af sagen bliver belyst nærmere under efterforskningen.

Det fremgår desuden også af meddelelsen, kan jeg oplyse for ordføreren, at anklagemyndigheden skal tilrettelægge bevisførelsen, således at der kan føres det fornødne bevis for, at der netop foreligger en hadforbrydelse. I samme omgang synes jeg også, det er værd at nævne, at PET sammen med en række samarbejdspartnere siden efteråret 2011 har gennemført temadage om hadforbrydelser i de enkelte politikredse og er med til at skærpe politiets opmærksomhed på hadforbrydelser og dermed bidrage til en samlet indsats med hensyn til at forebygge, registrere og efterforske hadforbrydelser.

Desuden var social- og integrationsministeren og justitsministeren i marts måned sidste år værter for en 12-timers-camp præcis om hadforbrydelser og intolerance. På campen deltog udvalgte repræsentanter for forskellige dele af samfundet i et intensivt gruppearbejde. På den måde kan jeg sige, at jo, der sker rigtig, rigtig meget på det område.

Så er der jo det, som optager ordføreren rigtig meget, og som egentlig også optager mig rigtig meget, og som også optager regeringen rigtig meget, det er de etniske minoritetskvinder. Men det er jo sådan, at vi har lavet to strategier. Den ene strategi er mod æresrelaterede konflikter, herunder social kontrol, og den indeholder – og det ved jeg også godt at ordføreren ved, for det sagde jeg jo også under det pågældende § 20-spørgsmål, som jeg fik om den famøse app – 30 initiativer, som har fokus på følgende 7 områder. Jeg går dem kort igennem, for der er simpelt hen så mange, at man bliver fuldstændig svimmel over alt det, vi gør, men det er bl.a. samarbejde mellem myndigheder og mellem myndigheder og organisationer, opkvalificering af fagfolk, særlig indsats mod genopdragelsesrejser, støtte til de unge, oplysning og holdningsbearbejdning, viden og forskning samt internationalt samarbejde. Der er en central rådgivningsenhed, som kan yde rådgivning til kommuner, og der er nye fagmoduler om æresrelaterede konflikter på professionshøjskolerne rettet mod lærere, socialrådgivere og pædagoger, der er efteruddannelse og information. Der er simpelt hen så mange gode, stærke ting i det her.

Der har også været lovgivningsinitiativer – undervisning har jeg nævnt – opkvalificering af fagfolk har jeg også nævnt, og af andre offentlige myndighedspersoner, så der sker rigtig, rigtig meget, og det synes jeg vi alle sammen skal glæde os over. Så det er jo ikke sådan, at fordi vi har den her perspektiv- og handlingsplan, har vi glemt, at der er problemer, som jeg også har nævnt, for vi har gjort rigtig meget.

En sidste ting, jeg vil sige, er til fru Pia Adelsteen igen, som nævnte menneskehandel. Ordføreren og jeg var jo helt enige om, at der skal ske noget. Der sker også noget på menneskehandelsområdet, men så vidt jeg lige kunne opsnappe, eller også må ordføreren lige sige det en gang til, handlede det om, hvordan det så var med menneskehandel i forbindelse med folk, der tigger, hvad sker der der? Jeg kan kun sige, at de nyeste tal, vi har fået, for 2012, viser, når man ser på menneskehandel og tvangsarbejde osv., var der 45 personer i prostitution, 17 i tvangsarbejde, 2 involveret i kriminalitet, 1 i ægteskab og 1, hvis forhold var uoplyst. Så det er ikke, fordi det måske ikke eksisterer, men vi har i hvert fald ikke lige tallene på det.

Det var de foreløbige ord fra mig.

Bent Bøgsted, Dansk Folkeparti.

Tak. Det, der får mig til at spørge, er noget af det, som ministeren sagde i starten. Nu vil jeg ikke påstå, at jeg har hukommelse som en elefant, men ministeren talte om, at det var vigtigt, at mand og kvinde, dreng og pige selv skulle planlægge deres liv. Det var noget i den stil i hvert fald – lige i starten.

Det, jeg så gerne vil spørge om, er: Går ministeren ind for, at et par, hvor begge er på arbejdsmarkedet, indbyrdes mellem hinanden skal kunne planlægge deres familieliv og skal finde ud af, hvordan de får det til at fungere bedst muligt, når de begge to er på arbejdsmarkedet? Og mener ministeren, at man så skal lade dem afgøre det selv, når de begge to er på arbejdsmarkedet? Mener ministeren, at man skal lade dem afgøre det selv, og at staten skal lade være med at blande sig i, hvordan de planlægger deres familieliv? Eller har ministeren en anden holdning til, at staten skal gå ind og blande sig i, hvordan de planlægger deres familieliv?

Ministeren.

Nu er ordføreren jo meget, meget ukonkret omkring, hvad ordføreren egentlig lige præcis henviser til. Jeg kunne næsten forestille mig, at det handler om fædrebarsel. Det tror jeg næsten det gør.

Nu er det jo sådan, at det er en meget, meget underlig præmis, synes jeg, der oftest bliver sat op, hvis det er øremærket barsel, der snakkes om, at staten så skal ind at blande sig. Altså, staten blander sig og har gjort det og vil gøre det. Om man kan lide det eller ej, er en anden sag, men hele vores liv er gennemsyret af det. Men hvis spørgsmålet er helt rent omkring fædrebarsel, og om jeg synes, det er en god idé, så er svaret et klart: Ja, det synes jeg.

Bent Bøgsted.

Jamen altså, jeg synes, det er fint, at ministeren godt kan gennemskue et lidt kringlet spørgsmål, for det var nemlig om barsel. Det er det her med, at jeg har svært ved at forstå, hvorfor staten skal blande sig i folks familieliv, når begge forældre er på arbejdsmarkedet. Der er selvfølgelig de her ting, hvor man må se på, hvordan man hjælper en ud på arbejdsmarkedet, hvis der ikke er kontakt til det. Men når de ellers passer det hele, så må det jo være familien selv, der er bedst til at afgøre, hvad der er bedst for den familie og også for deres børn. Derfor har jeg svært ved at forstå regeringen.

Der er det her forslag, og der er jo ikke behandlet noget endnu, og jeg skal selvfølgelig ikke kunne sige, hvad der kommer fra regeringen. Hvis det var sådan, at hvis ikke manden tog det, så kunne kvinden stadig væk have barslen, så kunne man forstå det, men ikke hvis regeringen ville tvinge en mand til at tage 3 måneders barsel og sagde, at hvis manden ikke tog de 3 måneders barsel, så mistede familien hele barslen. Men at regeringen vil gå så vidt at fratage familien de her 3 måneders barsel, er lidt uforståeligt. Men det er heller ikke sikkert, at regeringen kommer til det. Det er jo ikke fremsat endnu.

Ministeren.

Det er jo fuldstændig rigtigt, at det ikke er fremsat endnu. Derfor skal vi heller ikke tage glæderne på forskud, og vi skal også lige præcis vente på det udvalg, som er ved at kigge på det. Og det vil jeg så gøre, og det kan ordføreren også glæde sig til.

Pia Adelsteen for en kort bemærkning.

Tak for det. Først vil jeg godt sige tak til ministeren for lige at redegøre for de her tal, som jeg åbenbart er god til at huske. Jeg blev måske lidt forvirret, så jeg kunne godt tænke mig en oversigt, måske fra 2005 og frem, over de seneste tal for at se, om tallene rent faktisk er faldet, for jeg synes, at det er ret væsentligt at vide, hvad tallene er. Så jeg vil høre, om det kan lade sig gøre.

Også tak for oplysningen om den her såkaldte forsorgshjælp til mænd, som åbenbart findes i serviceloven. Jeg kendte ikke noget til den. Det kunne godt være, at man måske skulle lave en oplysningskampagne. Der er ikke nogen, der er i tvivl om, at kvindekrisecentre findes, men hvad er der for mænd? Noget bør der i hvert fald gøres.

Så vil jeg også bare komme med en kort kommentar i forhold til det her med Vatikanstaten. Jeg tror, at de af os, der reagerede på den udmelding, der var, måske gjorde det, fordi man så ensidigt gik efter Vatikanstaten og måske netop ikke nævnte nogen af de mellemøstlige muslimske lande, som har et kvindesyn, der skriger til himlen for en dansker – blot kort om det.

Må jeg så ikke bare sige, at jeg synes, at det var en lidt underlig udtalelse om de muslimske homoseksuelle. Der skelner ministeren ikke mellem muslimske homoseksuelle og kristne homoseksuelle. Det forstår jeg faktisk ikke, hvis vi ser på det i forhold til mandlige homoseksuelle, fordi man jo helt klart, når vi taler om social kontrol, udmærket godt ved, at det er i forhold til indvandrerkvinder. Det er der, den største sociale kontrol foregår. Så jeg undrer mig lidt over, at man ikke skelner, når det drejer sig om homoseksuelle, men gør det med kvinder under social kontrol.

Ministeren.

Så vidt jeg er orienteret, er tallene faldet, og de er faldet ret drastisk igennem de sidste 10 år, men jeg skal sørge for, at ordføreren får de helt konkrete tal over. Jeg ved, at det ikke er noget problem. Og ja, der er noget for mænd, der er krisecentre for mænd. Der er, så vidt jeg er orienteret, to i Jylland, og der er noget her i København, også så vidt jeg er orienteret, men det kan vi også få sendt over. Så kan det godt være, at der skal laves en oplysningskampagne, men det, som måske er vigtigst, er, at de socialrådgivere og sagsbehandlere, som arbejder på de forskellige socialcentre, i hvert fald ved, at der er de forskellige tiltag og hjælpeforanstaltninger.

Med hensyn til Vatikanstaten, og at fru Pia Adelsteen undrer sig over, at jeg ikke tager fat i de andre, vil jeg sige, at jeg er glad for, at vi er nået hen til, at det er Vatikanstaten, som jeg havde kritiseret, og ikke paven. Det er jo en lang tradition. Nu er vi jo et evangelisk-luthersk land, og jeg ved, at Dansk Folkeparti interesserer sig rigtig meget for kirken – det har jeg oplevet – og hvis der er noget, som er en lige linje i den tradition, er det noget, som Luther gjorde, nemlig at kritisere både pavestaten og paven sønder og sammen. Så der er jo ikke noget odiøst i det. Det, jeg mener, er, at der heller ikke er nogen helligbrøde over at gøre det.

Men jeg var også ude at kritisere Det Muslimske Broderskab, som arbejdede fuldstændig i samme retning, i en uheldig retning, som Vatikanstaten gjorde. Men som fru Pia Adelsteen måske næsten kan regne ud, er det lidt mere spændende for pressen, når en ligestillingsminister kritiserer Vatikanstaten, specielt når der er udnævnt en ny pave.

Med hensyn til muslimske homoseksuelle vil jeg sige, at når jeg nævner det, er det i forhold til hadforbrydelser. Når det er hadforbrydelser, er det fuldstændig ligegyldigt, hvilken farve man har, hvilken religiøsitet man har. Et overgreb er et overgreb. Der tror jeg at vi er enige.

Det er også fuldstændig rigtigt, som fru Pia Adelsteen siger, at der selvfølgelig er den etniske dimension om social kontrol og alle de ting. Det gør vi jo også noget ved, men det ligger hos min kollega, social- og integrationsministeren. Det var nogle af de tiltag, som jeg ridsede op tidligere, og som selvfølgelig også tager fat på den sociale kontrol, som fru Pia Adelsteen nævner, og som jeg er fuldstændig enig i at der selvfølgelig skal gøres noget ved.

Fru Pia Adelsteen for anden korte bemærkning.

Tak, og tak for svarene. Det undrer mig bare, at det her med de homoseksuelle ligger hos Social- og Integrationsministeriet, fordi jeg synes jo også, at det har et ligestillingsperspektiv. Lige så vel som social kontrol ligger her i Ligestillingsudvalget, hos ligestillingsministeren, synes jeg egentlig også, at det homoseksuelle perspektiv ligger her i forhold til ligestillingen. Så det undrer mig lidt, at man ikke også har det eller måske har noget på tværs af de to ministerier. Det synes jeg er lidt underligt.

Må jeg ikke spørge om en sidste ting, som i hvert fald undrede mig, og som jeg ved ikke har været så meget oppe. Den tidligere regering nedsatte en mandekommission, som blev nedlagt, og i den her redegørelse er der faktisk rimelig meget fokus på, hvad man også kan gøre ved de problemer, mænd har. Hvordan kan det være, at den mandekommission blev nedlagt?

Ministeren.

Med hensyn til hadforbrydelser er det et overgreb i juridisk forstand. Så vidt jeg er orienteret, ligger den pakke, som jeg nævnte, med de ting, som bliver gjort der, også i Justitsministeriet. Sådan er det jo også med vold og andre overgreb.

Med hensyn til mandekommissionen er det fuldstændig rigtigt, at der var nedsat en mandekommission. Det er en længere forklaring, men de havde lavet et stykke arbejde, og det arbejde vurderede jeg at man kunne bruge noget af, og så nåede man dertil. Det synes jeg faktisk også selv at de gav udtryk for – jeg havde møde med lederen – og så skiltes vi i al fordragelighed. Der var ikke noget drama over det eller noget som helst.

Tak. Jeg kan oplyse, at der fortsat er tre til korte bemærkninger. Den første er fru Fatma Øktem, Venstre, værsgo.

Mange tak. Det undrer mig lidt, at ministeren siger, at det med de etniske minoritetskvinder ikke hører under ligestillingsministeren, men under social- og integrationsministeren. Det undrer mig lidt, for på alle andre områder, hvor vi taler om køn og ligestilling, ligger debatten hos os ligestillingsordførere.

Det er jo ikke sådan, at ligestillingsområdet selv er det store lovgivningsmæssige område: Øremærket barsel ligger som bekendt hos beskæftigelsesministeren, men vi tager gerne drøftelsen her; kvoter har ligget hos erhvervs- og vækstministeren, men vi har taget drøftelsen her. Så det undrer mig lidt, at nu når det handler om etniske minoritetskvinder og deres manglende ligestilling, er det pludselig ikke her, det hører til. Det er, som om emnet, når det ikke behager ministeren, bliver skubbet et andet sted hen.

Jeg kunne alligevel godt tænke mig at stille ministeren et spørgsmål om området, for jeg ved, at ligestillingsministeren selv har beskæftiget sig med integrationsområdet og med ligestillingsområdet i sit tidligere virke.

Det er fuldstændig korrekt, at jeg den 13. marts spurgte ministeren, om det er et problem, at rigtig mange kvinder med en etnisk minoritetsbaggrund står uden for arbejdsmarkedet, hvortil ministeren sagde: Jeg synes, det er et problem for de kvinder og for det danske samfund, at vi ikke kan få gjort gavn af alle gode kræfter. Så er det, at jeg godt kunne tænke mig at spørge ministeren: Hvad er der i ministerens handlingsplan, der konkret kan bruges?

Så vil jeg godt sige, at jeg ikke på noget tidspunkt har sagt, at appen ikke virker. Jeg har bare spurgt til, hvad appen kan som en løsning, eller hvordan den kan bruges som konkret redskab.

Men nu kunne jeg godt tænke mig at spørge ministeren: Hvad er der konkret i det udspil, ministeren er kommet med, der kan være med til, at vi får flere af de etniske minoritetskvinder ud på arbejdsmarkedet?

Værsgo til ministeren.

Jeg er rigtig ked af, at Venstres ordfører ikke lytter efter, og jeg vil gentage det en gang til: Jeg tager gerne lige som med de andre ting den drøftelse her. Det gør jeg gerne. Jeg drøfter også gerne øremærket barsel, men det ligger et andet sted. Det er det samme med spørgsmålet om minoritetskvinder. Jeg tager gerne en drøftelse og har gjort det og vil fortsat blive ved med at gøre det, men det er sådan, og det kan egentlig ikke komme som en overraskelse, når vi har noget, der hedder Social- og Integrationsministeriet, at spørgsmålet om etniske minoritetskvinder ligger der. Derfor ligger de to handlingsplaner der. Det burde ikke komme som en overraskelse for fru Fatma Øktem, men jeg ved godt, at fru Fatma Øktem bliver ved med at spørge ind til det.

Det ligger altså ikke her, men drøftelsen tager jeg gerne til enhver tid, for det er et rigtig, rigtig vigtigt emne, som optager fru Fatma Øktem, og som optager regeringen, og jeg ville gerne, hvis vi havde tiden, men det har vi ikke, en gang til liste alle de fortræffeligheder og alle de fantastiske ting, vi har gjort og kommer til at gøre, op. Det er noget, der optager os rigtig, rigtig meget.

Så er det fru Fatma Øktem for den anden korte bemærkning.

Mange tak. Jeg havde nu håbet på, at ministeren ville sige, at det også er et ligestillingsproblem. Det er ikke udelukkende et integrationsproblem, og derfor synes jeg, det er for nemt bare at parkere den og sige, at det er et integrationsproblem.

Ministeren gentager gang på gang, at han gerne tager drøftelser om det, men så lad os dog tage dem. Hvorfor tager vi ikke den drøftelse? Jeg synes ikke, jeg får noget svar fra ministeren på, hvad det konkret er, der gør, at vi herfra adresserer det som et integrationsproblem.

Det andet punkt drejer sig om homoseksuelle. Ministeren taler om hate crimes, og det er vi selvfølgelig alle sammen imod, og vi er også imod vold. Vi er imod alle former for hate crimes, det må der ikke herske nogen tvivl om. Men der er nogle tal, som er alarmerende. F.eks. viser den undersøgelse, jeg nævnte i min tale, at hver fjerde adspurgte muslim gerne ser, at der bliver lovgivet imod homoseksualitet. Der er nogle ting, der direkte gør, at homoseksuelle fra etniske minoritetsmijøer ikke har de samme rettigheder som andre.

Ministeren kan jo sådan set bare henvende sig og høre, hvordan de føler at deres situation er. De skriger om hjælp, for at vi skal sætte det på den politiske dagsorden, for at vi skal sætte fokus på det, og så synes jeg, det er sjovt, at det ikke engang bliver nævnt i ministerens handlingsplan.

Værsgo til ministeren.

Jeg ville egentlig ønske, at fru Fatma Øktem havde en tredje runde, for jeg tror ikke, jeg helt forstod spørgsmålet, med hensyn til at der er muslimer, der ønsker, at man skal forbyde homoseksualitet. Jeg forstod det ikke helt. Jeg ved ikke, om man kan gøre en undtagelse? ( den fg. formand (Karen J. Klint): Nej.) Nej, det kan man ikke. Men fru Fatma Øktem kan jo stille et skriftligt spørgsmål om det, og så vil jeg meget, meget gerne svare.

Men hvad angår det der med, at muslimer skulle ønske, at vi skal forbyde homoseksualitet, eller hvad det var, så forstod jeg det ikke. Men jeg tager det gerne på et andet tidspunkt.

Tak. Den næste for en kort bemærkning er fru Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslisten, værsgo.

Tak for det. Ministeren siger, at grunden til, at de initiativer, der er beskrevet i handlingsplanen, ikke er så konkrete, er, at ministeren kun har 12 sider til rådighed. Nu vil jeg så stille det mindst politiske spørgsmål, jeg nogen sinde har stillet i Folketingssalen, nemlig: Hvem er det, der bestemmer, at ministeren kun har 12 sider til rådighed?

Så vil jeg så stille et lidt mere politisk spørgsmål: Hvad er det, der gør, at Danmark endnu ikke har underskrevet og ratificeret Europarådets konvention om vold mod kvinder og vold i hjemmet?

Værsgo til ministeren.

Det var to gode spørgsmål.

Jeg ved, at det sidste, der blev nævnt, er min kollega justitsministeren ved at kigge på. Og jeg ved, at der er andre, der også har haft interesse for det. Der håber jeg selvfølgelig at vi snart kan få et svar.

Med hensyn til det antal sider, vi har til rådighed, vil jeg sige, at det, så vidt jeg ved, rent faktisk er Folketinget, der har bestemt det. Så det er ikke noget, som jeg har bestemt på nogen som helst måde, eller som der er kommet nogle sure, grumme embedsmænd og har proppet ned over hovedet på mig – nej, det har de ikke, for de er altid søde.

Det er Folketinget, der har bestemt det, og man skal jo følge Folketinget.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen for den anden korte bemærkning.

Jamen så er det jo godt, at man kan stille spørgsmål og få nogle uddybninger.

Så var der et spørgsmål, som jeg stillede i min ordførertale, og som jeg ikke tror ministeren har svaret på:

Jeg synes, at det er fint, ja, faktisk rigtig godt, at man vil styrke arbejdet med ligestillingsvurderinger, men jeg kan ikke forstå, at man ikke gør det obligatorisk for alle lovforslag, at der skal ske en ligestillingsvurdering, præcis ligesom der skal ske en vurdering af de miljømæssige konsekvenser af et lovforslag. Hvad er dog forklaringen på det?

Ministeren.

Man kan sige, at det, der står i vores »Perspektiv og handlingsplan 2013« på side 13 om ligestillingsvurdering, synes jeg egentlig er rigtig, rigtig godt.

Vi havde nogenlunde den samme debat, dengang vi snakkede kvoter eller ej og den danske model. Nogle gange finder man måske noget, som er bedre, og som er mindre bureaukratisk, og det er et eller andet sted også mit svar til ordføreren. Det bare at skulle skyde med spredehagl og så tage det hele med, bliver for bureaukratisk. I stedet for gør vi, som der står – og jeg synes, det er rigtig, rigtig godt, at der kommer et særskilt fokus på de forskellige ting.

Det er jo sådan, at i forbindelse med forberedelsen og godkendelsen af det årlige lovprogram, bliver alle de relevante lovforslag udtaget til en ligestillingsvurdering i de forskellige ministerier. Og ligestillingsvurdering af lovforslag er endvidere også et særskilt punkt i netop Justitsministeriets vejledning om lovkvalitet.

Så jeg synes, at det at sætte fokus på det på den måde er en rigtig, rigtig god måde at få det indarbejdet på og få gjort opmærksom på ligestillingen og ligestillingens konsekvenser i de forskellige lovforslag på.

Den sidste til en kort bemærkning, som det ser ud lige nu, er fru Louise Schack Elholm, Venstre.

I 2009 lavede CEPOS en undersøgelse. De spurgte et udvalgt antal indvandrere og efterkommere af indvandrere om homoseksualitet. Og hver fjerde af de adspurgte indvandrere og efterkommere af indvandrere mente, at Danmark bør forbyde, at homoseksuelle praktiserer deres seksualitet.

Mener ministeren, at det er et ligestillingsproblem for de homoseksuelle i Danmark, at man har det problem, at en fjerdedel af indvandrere og efterkommere af indvandrere, en fjerdedel af de adspurgte, er imod homoseksuelles ret til at praktisere deres seksualitet?

Jamen det er da helt klart et problem. Og jeg vil da også sige, at det da selvfølgelig er et problem for den enkelte homoseksuelle også, at der er mennesker, også fra vedkommendes egen religiøse baggrund, som ikke synes, at det er særlig godt. Det samme ved vi jo der også er blandt danskere. Der er jo masser af danskere, der synes, at homoseksualitet er en vederstyggelighed. Det så vi sidst, da vi havde en debat om vielser af par af samme køn. Så det er da et problem; det er da helt klart et problem, og det skal vi da gøre noget ved.

Det gør man bl.a. ved stille og roligt at tage nogle debatter, ændre vores samfund, ved at få ligestillet homoseksuelle, når det handler om folkekirken, og ved at få ligestillet par af samme køn, når det handler om anden lovgivning. Så jo, det er ligestilling, vi snakker om.

Det, jeg selvfølgelig også kan glæde ordføreren med – jeg ved, at der i hvert fald er nogle Venstrefolk, der er rigtig glade – er: Vi har rent faktisk også givet andre trossamfund mulighed for vielser af par af samme køn.

Fru Louise Schack Elholm for den anden korte bemærkning.

Jamen der skete jo ikke en ligestilling mellem trosretningerne, det var kun folkekirken, der blev tvunget til at skulle lave en bestemt regel for homoseksuelles ret til vielse. Den muslimske tro er ikke blevet pålagt at skulle vie homoseksuelle.

Har ministeren nogen planer om, hvad man specifikt vil gøre for at målrette det, så man sikrer homoseksuelles rettigheder i højere grad, også blandt andre trosretninger end den kristne? Jeg har personligt måske nok en forestilling, uden at have en undersøgelse om det, om, at det ikke er hver fjerde dansker med en anden religiøs baggrund, som mener, at homoseksualitet burde forbydes. Men jeg ved ikke, om ministeren har nogle andre tal.

Hvad vil ministeren gøre for at sikre, at muslimske homoseksuelle får mulighed for at dyrke deres seksualitet?

Jeg undrer mig meget over det spørgsmål, det må jeg helt klart indrømme. Det handler jo om den grundlovssikrede ret, som folkekirken har. Det står i § 4, at den danske stat understøtter folkekirken, den evangelisk-lutherske kirke. Det står i § 4. Det betyder moralsk understøttelse, det betyder økonomisk understøttelse, og det betyder selvfølgelig også, når vi snakker om regulering af medlemskabet, understøttelse af de ydre rammer for den danske folkekirke.

Hvis vi nu skulle gøre det samme for andre trossamfund, ville det rent faktisk betyde, at vi skulle adskille kirke og stat og lave ligestilling mellem alle trossamfund i det her land. Det kan godt være, at det er en ny politik fra Venstres side, at man gerne vil adskille kirke og stat, så vi på den måde kan ligestille.

Det er ikke regeringens politik. Men det er regeringens politik, at vi har givet andre trossamfund mulighed for, at homoseksuelle kan blive viet. Men vi kan ikke gå ind og bestemme for andre trossamfund.

Tak til ministeren.

Der er ikke flere, der ønsker korte bemærkninger. Forhandlingen er sluttet.