L 227 - 2012-13 - Bilag 4: Henvendelse af 5/5-13 fra Hans Holmsgaard, Thyborøn

Undertegnede har netop fejret mit 25 års jubilæum som selvstændig praktiserendelæge. Desværre ser det nu ud til, at mine dage som selvstændig er talte.Vi praktiserende læger har tidligere opfattet Danske Regioner som en ligeværdigsamarbejdspartner, som man kunne forhandle med og indgå overenskomster med;men dette har nu med sundhedsminister Astrid Krags lovforslag fået en brat ende.Praktiserende Lægers Organisation (PLO) har gennem måneder forsøgt at komme iforhandling med regionerne (RTLN) om en fornyelse af overenskomsten, som udløbden 1. april. Vi er blevet mødt med, at RTLN kun ville forhandle, hvis vi på forhåndville opfylde deres ultimative krav. Det kan man jo ikke kalde en fri forhandling.Da man ikke har kunnet tvinge os på den måde, vælger RTLN (som jo også harrepræsentanter for Sundhedsministeriet og Finansministeriet) at opsigeoverenskomsten og i stedet gennemtvinge deres krav med en lov i stedet. Vi er nuikke længere nogen ligeværdig forhandlingspartner.Astrid Krags lovforslag går blandt ud på følgende:1. Den nuværende overenskomst (som ser ud til at blive den sidste fritforhandlede) forlænges indtil 01.09.14. Det er det mest positive vedlovforslaget.2. Praksisplaner fastsættes ensidigt af regionerne og kommunerne, uden atpraktiserende læger inddrages heri. Alle skal sikres en læge tæt på deres bopæl,men Astrid Krag lover dog, at ingen læger vil blive tvangsflyttet, så det harstørst betydning for fremtidige praktiserende læger samt de læger, der skalafhænde deres praksis.3. Praktiserende læger forpligtes til at udføre deres virksomhed ioverensstemmelse med de sundhedsaftaler herunder forløbsprogrammer m.v.,der indgås mellem regioner og kommuner. Praktiserende læger har ingenindflydelse på disse.4. Øvrige vilkår skal forhandles på plads mellem Danske Regioner ogpraktiserende læger inden den 01.09.14. Her kan Danske Regioner (somtidligere) blot læne sig tilbage og sige nej til alt. Hvis der nemlig ikke opnåsenighed, kan den ene part (sundhedsministeren) ensidigt fastsætte vilkåreneinklusive størrelsen af ydelseshonorarerne. Hvis vi efter ministerens vurderingleverer for mange ydelser (= laver for meget), bliver hun endda bemyndiget tilat nedsætte honoraret for de enkelte ydelser. Hun kan endvidere fastsætte den

samlede økonomiske ramme for ydelserne samt kræve modregning i fremtidigehonorarer ved overskridelse af denne ramme. Dette skal sammenholdes medhendes udtalelser om, at almen praksis i fremtiden skal varetage flere opgaver!5. Sundhedsministeren fastsætter egenhændigt nærmere regler for patienters ret tilbehandling (gælder formentlig også mine åbningstider, som hun allerede påmine vegne har lovet at gøre mere fleksible - d. v. s. udvide). Herudoverfastsætter hun regler for pligten til sygebesøg, herunder hvor langt væk jeg skalforpligtes til at køre på et sygebesøg.6. Øget bureaukrati i form af obligatorisk indberetning af diagnoser,behandlingsresultater m.m.7. Sundhedsministeren får ret til at ”fastsætte bestemmelser om straf af bøde”,hvis ikke alle bestemmelser, forskrifter, faglige retningslinier, ”pakkeforløbm.v. vedrørende specifikke sygdomme m.v.” overholdes.Når specielt punkt 4 og punkt 5 bliver gennemført, vil jeg ikke længere kunne følemig som selvstændig erhvervsdrivende. Jeg har mistet alle fordelene og sidder tilbagemed alle ulemperne.Mange læger har valgt at gå i almen praksis, fordi de ønsker at være selvstændige.Når man tænker på, at 25 % af de praktiserende læger i dag er over 60 år og 15 % erover 65 år, så kan gennemførelsen af ovennævnte lovforslag få katastrofale følger forlægedækningen – ikke mindst i udkantsområderne, hvor de ældste læger arbejder.Hvis det bliver konsekvensen, ved vi nu, hvor ansvaret skal placeres.