Tak for det.
Jeg synes ikke, at Enhedslistens ord skal have lov til at stå alene ved tredje behandling af en i mine øjne og i regeringens øjne utrolig vigtig reform på kontanthjælpsområdet.
Lad mig først til hr.
Finn Sørensen sige:
Det primære sigte med den her lovgivning er ikke at sende signaler.
Det primære mål med den her reform er at sikre, at de tusindvis af unge, der lige nu spilder deres vigtige ungdomsår på at være derhjemme i arbejdsløshed og for manges vedkommende også i opgivenhed, i stedet får den mulighed, som gælder for de fleste andre unge, nemlig at de skal bruge deres ungdom på at dygtiggøre sig, få en uddannelse, få tilknytning til arbejdsmarkedet, blive herrer i eget liv, få lov til selv at bestemme deres livsbane.
I alle de fine ord, der bliver sagt fra talerstolen i dag, synes jeg – undskyld mig – at man glemmer perspektivet fra Enhedslistens side.
For målet er jo ikke at holde folk fast på kontanthjælp.
Jeg tror desværre, det er en udbredt og ikke desto mindre problematisk forestilling mange steder, at livet er godt som kontanthjælpsmodtager.
Det er det jo ikke.
Vi ved jo, at der er en overhængende risiko for, at du, når først du går ind ad den dør, ikke kommer derfra igen.
Det, der har været min klare målsætning med den her reform fra start, har været at sikre, at de børn, der i dag vokser op med en mor på kontanthjælp, får bedre muligheder end dem, deres mødre fik.
Hvor er det henne i Enhedslistens tale i dag?
Man kan jo godt gøre det her til et spørgsmål om teknik.
Man kan jo godt gøre det her til et spørgsmål om retssikkerhed.
Man kunne også gøre det til et spørgsmål om politik, om vi vitterlig ønsker et samfund, hvor der er så stor en del af den voksne del af vores befolkning, der ikke går på arbejde, hvor der er så mange unge, der ikke får lov til at udfolde og realisere deres eget potentiale.
Hr.
Finn Sørensen siger, at når vi vælger at overføre ydelsesniveauet fra SU-systemet til også at gælde de uddannelsesparate kontanthjælpsmodtagere, så er der ikke penge nok.
Undskyld mig, vil jeg sige til hr.
Finn Sørensen, der er ikke nogen i regeringen, der definerer SU som en fattigdomsydelse.
Vi betragter SU-niveauet som et okay, rimeligt niveau, og vi ønsker, at de stærkeste, de mest ressourcestærke af vores unge kontanthjælpsmodtagere i stedet for at hænge fast i kontanthjælpssystemet kommer i gang med en uddannelse, for det er uddannelse, der er nøglen til frihed, og den nøgle til frihed bør den her gruppe af unge også få.
Jeg er helt med på, at let bliver det ikke, let bliver det ikke at klare sig for den ydelse.
Man skal huske på, at den ydelse skal man kun være på ganske, ganske kort tid, for målet for os er jo ikke, at unge kontanthjælpsmodtagere skal blive der, målet er, at så snart de går ind ad døren uden en plan for uddannelse eller arbejde, får vi lagt en plan for uddannelse, at vi ved at sætte intensivt ind over for vores unge enlige forsørgere, ved at lave brobygningsforløb, adgang til mentorer, ved at give en ret til FVU kan sikre, at de unge, der har svært ved at finde deres vej ind i uddannelsessystemet, finder derind i fremtiden, og at de stærkeste af de unge får så kort et ophold i kontanthjælpssystemet som overhovedet muligt.
Jeg tror, det er vigtigt at få den her dimension med, når vi diskuterer ydelsesniveauet, for sigtet er jo ikke, at det er en ydelse, man skal modtage i lang tid.
Så vil jeg til spørgsmålet om den gensidige forsørgelse sige, at det kan man godt gøre til et spørgsmål om teknik.
Og nuvel, der fortsætter afklaringen i forhold til, hvordan man præcis indretter indsatsen ude i kommunerne.
Men lad os nu lige prøve at dvæle ved det politiske princip.
Hvis man mister sit arbejde og lever sammen med en person, der godt kan forsørge en, er det så i virkeligheden ikke en meget god idé, at ansvaret er der?
Er det i virkeligheden ikke en meget stærk og central værdi, at hvis man kan klare sig enten ved egen hjælp eller ved den person, man bor sammen med eller er gift med, så er det dér, ansvaret ligger?
Jeg synes sådan set, at princippet er meget godt, og jeg synes selvfølgelig, at det er skævt, at der i dag gælder et sæt regler, hvis man er gift, og et andet sæt regler, hvis blot man er kærester eller bor sammen, især taget i betragtning, at det at bo sammen uden at være gift i dag er en helt almindelig integreret del af den måde, mange danske par har indrettet sig på.
Når alt det her er sagt, vil jeg gerne sige, at lige så stærk tilhænger, jeg og regeringen er af, at vi har et stærkt socialt sikkerhedsnet i Danmark, lige så optaget er vi at sikre, at det sociale sikkerhedsnet ikke må spænde ben for mennesker.
Og hånden på hjertet:
Det gør kontanthjælpssystemet i dag.
Kontanthjælpssystemets styrke er, at når alt andet slår fejl, så er der et sikkerhedsnet, der samler os op.
Men i virkelighedens verden er det også sådan, at når først mange af vores kontanthjælpsmodtagere er gået ind ad døren, kommer de ikke derfra.
Vi har tusindvis af minoritetskvinder, der lever i Danmark år efter år på kontanthjælp uden de muligheder, et aktivt arbejdsliv vil give.
Det er ikke dem, der får sparet op til deres pension, det er ikke dem, der får de bedste uddannelsesmuligheder.
Det er vel knap dem, der for alvor kan udfylde deres demokratiske rolle.
Jeg vil ikke som socialdemokratisk beskæftigelsesminister stå og se på, at der er tusindvis af unge, der bruger deres ungdom på kontanthjælp.
Ambitionsniveauet bliver nødt til at være højere.
Målet kan ikke være, at mennesker skal fastholdes i passiv forsørgelse, målet er, at unge skal i uddannelse, og at voksne skal i arbejde.
Derfor tror jeg, det er vigtigt også i diskussionen omkring ydelser, at man alt andet lige også fra Enhedslistens side giver os, at den her reform er meget andet end ydelsesspørgsmålet – den er meget andet end ydelsesspørgsmålet.
Voksne ufaglærte får i fremtiden ret til realkompetencevurdering.
De mange kontanthjælpsmodtagere, der i dag placeres i matchgruppe 3 uden en socialfaglig indsats, får ret til den efterfølgende.
De mange unge enlige forsørgere, som gerne vil bryde ud af det liv, de lever i dag, og gå i gang med en uddannelse, får helt særlige muligheder, også ydelsesmæssigt, for at gå i gang med en uddannelse.
De mest udsatte kontanthjælpsmodtagere får ret til en koordinerende sagsbehandler, vi begynder nu at arbejde tværfagligt ude i kommunerne, vi afsætter penge til at udvikle den socialpolitiske indsats, og jeg kunne blive ved.
Så selv om man kan være uenig i de enkelte elementer, bør vi i dag ved tredjebehandlingen have det fuldstændige og det samlede billede med.
Bliver det let, det her?
Nej.
Bliver det let for den enkelte borger, bliver det let for den enkelte sagsbehandler?
Givet ikke.
Men målet om, at flere unge skal i gang med uddannelse og at flere voksne skal i gang med arbejde, synes jeg er så stærkt, at vi bliver nødt til at gå nye veje, og det er det, vi gør med den her kontanthjælpsreform.