L 159 Forslag til lov om ændring af lov om Udbetaling Danmark, lov om social pension, lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. og forskellige andre love.

(Overførsel af Pensionsstyrelsens opgaver til Udbetaling Danmark).

Af: Social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S)
Udvalg: Socialudvalget
Samling: 2012-13
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 27-02-2013
1. behandlet / henvist til udvalg 15-03-2013
Betænkning afgivet 25-04-2013
2. behandlet/direkte til 3. behandling 07-05-2013
3. behandlet, vedtaget 14-05-2013
Ministerområde:
Social- og Integrationsministeriet
Resumé:
Med loven overføres hovedparten af de opgaver, der i dag varetages af Pensionsstyrelsen til Udbetaling Danmark. Pensionsstyrelsen har bl.a. ansvaret for tilkendelse og udbetaling af pension til borgere med bopæl i udlandet og andre internationale opgaver vedrørende social sikring. Pensionsstyrelsen har f.eks. ansvaret for behandling af sager om, hvilket lands lovgivning om social sikring, der skal anvendes for personer, som arbejder i andre lande, og generel vejledning om EU-regler om social sikring.

Udbetaling Danmark overtog pr. 1. marts 2013 myndighedsansvaret for udbetaling og beregning af social pension til pensionister med bopæl i Danmark og overtog den 1. oktober 2012 en række internationale opgaver fra kommunerne vedrørende familieydelser. En række af disse opgaver svarer til de myndighedsopgaver, Pensionsstyrelsen har varetaget for personer med bopæl i udlandet. Der forventes derfor en række faglige synergieffekter og administrative besparelser samt fremadrettet fokus på yderligere effektiviseringer af arbejdsgange ved at overføre administrationen af internationale pensionssager og andre internationale opgaver om social sikring til Udbetaling Danmark. Visse internationale opgaver, som det ikke vurderes hensigtsmæssigt at overdrage til den selvejende institution Udbetaling Danmark, vil forblive i statsligt regi.

Med vedtagelsen af loven skønnes der at komme en effektiviseringsgevinst på 6 mio. kr. årligt som følge af stordriftsfordele samt en yderligere løbende effektivisering af opgavevaretagelsen på 3 pct. årligt. Loven indeholder derudover kun få ændringer i den administrations- og styringsmodel, der gælder for Udbetaling Danmark, da der med lovændringen alene overføres et mindre statsligt område til Udbetaling Danmark.

Loven trådte i kraft 1. juni 2013.
Afstemning:
Vedtaget 100 stemmer for forslaget (V, S, DF, RV, SF, LA, KF) 8 stemmer imod forslaget (EL) 0 stemmer hverken for eller imod forslaget