Europaudvalget 2012-13
L 134
Offentligt
1236634_0001.png
UDENRIGSMINISTERIET
Spørgsmål 1 ad L 134 af 4.
april 2013 fra Folketingets
Europaudvalg til
europaministeren.
Udvalget udbeder sig ministerens besvarelse af følgende spørgsmål:
Spørgsmål 1
Er regeringen bekymret for, at Kroatiens medlemskab af EU vil medføre en tilgang af
kriminelle til Danmark, som det er set med eksempelvis Rumænien?
Svar:
Kroatien vil ved sin tiltrædelse til EU også blive en del af det politimæssige og strafferetlige
samarbejde. Kroatien kommer dermed til at indgå aktivt i EU’s fælles indsats mod
grænseoverskridende kriminalitet, som indebærer et forpligtende samarbejde på en række
områder.
Kroatien kommer bl.a. med i Europol og kommer således til at indgå i informationsudveksling,
analysearbejde, fælles efterforskninger mv. i Europol-regi, ligesom Kroatiens deltagelse i Den
europæiske Arrestordre gør det lettere at få udleveret personer fra Kroatien til retsforfølgning i
Danmark. Samtidig medfører Kroatiens EU-medlemskab en udvidelse af mulighederne for at
overføre personer fra Kroatien til afsoning i hjemlandet, når de er idømt en straf i Danmark.
Med Kroatiens tiltrædelse til EU bliver der således bedre muligheder for at samarbejde om at
bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet, ligesom Kroatien forpligtes af de politimæssige
og strafferetlige standarder, som er vedtaget i EU-samarbejdet.
Det kan hertil tilføjes, at Kommissionen i sin sidste overvågningsrapport fra den 26. marts
2013, Dok. KOM/2013/171, understreger, at Kroatiens institutionelle ramme til bekæmpelse
af bl.a. organiseret kriminalitet er tilstrækkelig, at straffene på en række områder er blevet
skærpet samt at de retshåndhævende instanser er proaktive. Kommissionen peger dog også på
områder, hvor der forsat er behov for en styrket indsats, herunder vedrørende strafudmåling
for bl.a. alvorlig organiseret kriminalitet samt en mere effektiv indsats med sigte på at
underminere det økonomiske grundlag for kriminelle organisationer.
Som anført i konklusionerne i Kommissionens rapport forventes Kroatien fortsat at forbedre
sine resultater på retsstatsområdet. Det er mit indtryk, også efter mit besøg i Zagreb den 13.
februar d.å., at den kroatiske regering er indstillet herpå, også efter landets tiltrædelse af EU den
1. juli d.å.