Det sidste punkt på dagsordenen er:

7) Forespørgsel nr. F 10:

Forespørgsel til økonomi- og indenrigsministeren:

Hvad agter regeringen at gøre for at få flere offentlige opgaver konkurrenceudsat?

Af Jacob Jensen (V), Morten Marinus (DF), Leif Mikkelsen (LA) og Mike Legarth (KF).

(Anmeldelse 13.11.2012. Fremme 15.11.2012).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til torsdag den 17. januar 2013.

Vi begynder med begrundelsen for forespørgslen, og den gives af ordfører for forespørgerne, hr. Jacob Jensen.

Tak for det. Som jeg lige var inde på under behandlingen af det tidligere forslag, er vores økonomi i en situation, hvor vi bliver nødt til at vende hver 25-øre – hvis de stadig væk fandtes, men ellers kan man sige hver 50-øre eller hver krone, eller hvordan man nu ser på det. I hvert fald bliver vi nødt til at sikre, at vi får mest for de penge, vi nu engang bruger på den offentlige service. Det skal man selvfølgelig altid, men man skal det i særdeleshed, når riget fattes penge, både af hensyn til økonomien og af hensyn til den kvalitet, som borgerne oplever, når de har brug for den offentlige service.

Heldigvis har vi efterhånden opbygget en del gode erfaringer. Og dårlige erfaringer kan også vise sig at være gode, i den forstand at man jo ikke skal gøre de dårlige ting om. Dermed vil jeg også understrege, at ca. 25 pct. af alle offentlige opgaver bliver konkurrenceudsat i dag. Og det er jo nogle erfaringer, som vi skal bygge videre på.

Konkurrencestyrelsen kom med en rapport her lige før jul, hvor de konkluderede meget entydigt, at offentlige myndigheder kan høste betydelige gevinster ved at skabe mere og bedre konkurrence ved offentlige udbud. Mange flere opgaver kan rent faktisk efter Konkurrencestyrelsens opfattelse sendes i udbud – det er en opfattelse, som vi deler i Venstre – og indkøberne kan blive endnu bedre til at sikre, at der så er en reel konkurrence ved udbuddene.

Der er store gevinster at hente ved konkurrenceudsættelse af opgaverne, 20-25 pct. har man anslået i forskellige analyser. Og når man tænker på, at udgifterne i kommuner og regioner samlet set fylder en meget, meget stor del af vores lands budget, er det altså rigtig, rigtig mange penge, som man kan hente, og som man så efterfølgende kan vælge at sige at man vil bruge på at højne kvaliteten – eller man kan bruge dem på noget andet, på skattelettelser, eller hvad ved jeg. I det hele taget bør man sikre, at man får en mere effektivt drevet offentlig sektor gennem at have testet markedet for de her opgaveløsninger.

Gevinsten består sådan set både i, at man får en bedre leverandør end den eksisterende, hvis det er tilfældet, og i beskrivelsen af de interne procedurer, som den eksisterende, offentlige leverandør laver – man får gennemgået sine arbejdsgange, man får beskrevet, hvad det er for en opgave, man egentlig ønsker skal løses. Og hele den procedure viser sig i tilfælde, hvor det faktisk er den offentlige leverandør, der er den bedste, at betyde, at man måske oven i købet kan gøre det mere hensigtsmæssigt, billigere eller bedre eller begge dele, og at det er den offentlige leverandør, der vinder opgaven.

Derfor vil jeg også gerne understrege her til en start, at fra Venstres side er det ikke afgørende – vi har ikke hejst de ideologiske faner helt op under loftet – at sige, at det er en privat leverandør, der skal have opgaven, eller for den sags skyld at det skal være en offentlig, som jeg måske tror andre har en tendens til at mene. For vores vedkommende er det bare vigtigt, at man sikrer, at den, som kan levere den mest hensigtsmæssige løsning ud fra de kriterier, man nu politisk vælger at stille op, også har mulighed for at få opgaven.

At de her gevinster findes, er som sagt ikke noget, jeg står og finder på. Konkurrencestyrelsen konstaterede som sagt, at konkurrencen om offentlige opgaver kan give betydelige gevinster i form af mere effektive løsninger, højere kvalitet og nytænkning i den offentlige sektor.

Staten må vi heller ikke glemme. Regionerne og kommunerne udbyder i dag som sagt kun omkring en fjerdedel af de opgaver, som rent faktisk er egnede til udbud ifølge Konkurrencestyrelsen – man kunne mene, at der er potentiale til forbedringer.

Tendensen er desværre den, at man har set en stagnerende tendens, andelen af opgaver flader ud, der har ikke været den stigende tendens, som vi gerne havde set. Derfor er det for vores vedkommende ærgerligt, når vi ser, at regeringen efter vores opfattelse løfter foden fra speederen ved bl.a. at ophæve en række af de, man kan sige, fælles målsætninger, man har haft for kommunerne, om, at en vis andel, højere end den, der kendes i dag, skal udsættes for konkurrence.

Jeg har forstået det sådan, at man har sat nogle andre tiltag i gang, bl.a. ved at kigge på klagesystemet. Det synes jeg er positivt. Det vil vi gerne gå ind i.

Vi har nogle bekymringer i forbindelse med nogle af de anbefalinger, der er kommet, men kan vi være med til at fjerne nogle af de centrale krav og de centrale regler, som kan være hindrende for, at kommunerne ønsker at udsætte deres opgaver for konkurrence, eller omvendt være med til at fjerne krav, der hindrer, at virksomhederne ønsker at byde ind på det, er vi selvfølgelig med på det, både af hensyn til de offentlige budgetter og af hensyn til skatteborgerne, som skal betale, og ikke mindst af hensyn til de borgere, som skal modtage service.

Det er begrundelsen for, at vi gerne ser denne forespørgselsdebat foretaget.

Tak til ordføreren for forespørgerne.

Så går vi til ordførerrækken – rettere sagt går vi til ministeren, og det er økonomi- og indenrigsministeren, der svarer på forespørgslen. Værsgo.

Jamen jeg er vel også en slags ordfører for regeringen, så bemærkningen var velanbragt.

Jeg håber, at vi får en diskussion i dag, som afspejler, at det at udsætte en opgave for konkurrence kan være med til at fremme, at man får en bedre opgaveløsning, en anden opgaveløsning og en billigere opgaveløsning, men at vi ikke får sådan en konfrontation om, at det altid er godt at udsætte ting for konkurrence og altid er godt at få en privat leverandør, eller at det modsat altid er godt at fastholde ting i offentligt regi, for det tror jeg også vil afspejles i reaktioner på debatten, nemlig at det, vi derfor sætter foran os, er hensynet til, at borgeren får løst opgaverne på en måde, som imødekommer de behov, man har, også det behov, man har som skatteyder, for ikke at betale mere end højst nødvendigt.

Lige præcis den pragmatiske tilgang synes jeg er vigtig. Det var også den tilgang, jeg havde, da vi havde en lignende drøftelse i et godt åbent samråd i Kommunaludvalget i november.

Det har høj prioritet for regeringen. Og det er jo, fordi vi tror, at der ligger nogle muligheder i det, som vi ikke har afsøgt til fulde endnu. Det drejer sig om muligheder for at sørge for, at borgerne oplever en stærk, moderne, åben offentlig sektor. Det er hensynet til borgerne, der gør, at vi er optaget af, hvordan samspillet mellem privat og offentlig opgaveløsning kan blive bedre, end det er i dag.

For det, som er det afgørende, er jo, hvad der kommer ud af at teste konkurrencen på en given ydelse, det er sådan set ikke konkurrencen i sig selv, den er og bliver et redskab. Og hvad der kommer ud af det, afhænger altså af måden, tingene bliver gjort på. For som vi lige har diskuteret, er der forskellige måder at gøre det på.

Der er nogle, der har en heldig hånd og en professionel tilgang; der er nogle, der måske først er i gang med at finde ud af, hvordan man gør; der er nogle, der kommer i en situation, hvor man endda må gå domstolenes vej. Det vil sige, at der er mange forskellige situationer, og det synes jeg stadig væk er vigtigt at lære af.

Men selve det at overveje at udsætte en opgave for konkurrence er jo også med til at skabe en eftertanke om den måde, offentlige opgaver bliver løst på. Hvad er det for nogle opgaver, der skal løses? På hvilken måde skal de løses? Hvad er det for nogle kvaliteter, vi vil have der skal være ved en given opgaveløsning? Hvordan kan de løses bedre og mere effektivt? Og skal det ske på et helt serviceområde, eller skal det ske på dele deraf? Vil vi gerne etablere en situation, hvor vi har private leverandører inde på en del af et område, mens vi fastholder et offentligt leverandøransvar på andre dele af området, så vi kan få et samspil mellem de forskellige leverandører?

Det er nogle af de meget afgørende spørgsmål. Og det er jo en af grundene til, at det er vigtigt for regeringen, at det er en fuldstændig integreret og velforankret del hos kommuner, regioner og stat, at man konkurrenceudsætter ting, i stedet for at man tager sådan et tilløb og gør det, fordi man tænker: Nu skal vi også konkurrenceudsætte noget. Det må være en helt integreret overvejelse i det, man gør.

Det er også, fordi der i de overvejelser ligger mulighed for at finde ud af, hvordan man kan udfordre sine gamle rutiner. Hvordan kan vi være innovative, når det kommer til den måde, vi leverer offentlig service på? Og lige præcis innovation sker i sådan et kryds mellem viden, kreativitet og samarbejde mellem forskellige parter. For et tæt og ligeværdigt samarbejde giver nogle muligheder, som man ikke ville få alene, og som kan lede frem til bedre måder at gøre tingene på.

Det kan f.eks. være udvikling af digitale pilleæsker, som minder borgeren om, hvornår pillen skal tages, og som også registrerer, at nu er den pille taget, så borgeren skal lade være med at gøre det én gang til. Det kan også være intelligente tæpper med en sensor, som registrerer, at fru Hansen er ved at stå op, for det er nemlig et godt tidspunkt at komme og hjælpe hende på i stedet for at komme ind og se, om hun nu er vågen og vil hjælpes på det tidspunkt. Det andet er meget bedre. Det kan også være sensorer, som registrerer, om der er et menneske, som er faldet, sådan at medarbejdere kan komme vedkommende til undsætning så hurtigt som overhovedet muligt.

Det er gode, konkrete eksempler på innovation i forbindelse med den måde, vi leverer en ydelse til borgeren på, som fremmer tryghed og selvhjulpethed, noget, som jeg synes er væsentlige værdier i den måde, vores offentlige sektor fungerer på, og i den måde, som borgerne bliver mødt på. Det giver bedre kvalitet, og det giver faktisk også effektivitet for skatteyderne.

Det er så rigtigt, at vi går til opgaven på en anderledes måde end den daværende regering, for vi synes ikke, at tvang eller bureaukratiske kontrolforanstaltninger er vejen til en moderne og dynamisk offentlig sektor. Derimod skal vi fokusere på tillid, ledelsen og medarbejdernes faglighed og have et selvfølgeligt fokus på de resultater, der så kommer ud af det, for det er jo det, som borgerne møder.

Det, jeg tror er afgørende, er at placere ansvaret der, hvor opgaverne løses, og det gælder også i forbindelse med konkurrenceudsættelse. Sammenhængen er i virkeligheden meget enkel. Detailstyring skaber ansvarsforflygtigelse, tillid er ansvarspådragende.

Derfor ønsker vi, at kommuner og regioner har et rum at handle i. Det vil i sidste ende give bedre og mere lokalt forankrede resultater, ting, som er langt mere holdbare end noget, man har fået påduttet fra Christiansborg. Derfor tror jeg, at der er meget, som vi her fra Christiansborg med fordel kunne pakke sammen, når det kommer til detailstyring.

Som det allerede har været nævnt, er kommunernes konkurrenceudsættelse steget hvert år de seneste 5 år, ikke lige kraftigt, men dog på en sådan måde, så jeg læser det sådan, at kommunerne har taget konkurrenceudsættelse til sig som et aktivt redskab til at skabe gode løsninger og effektive løsninger.

Regionerne har også høstet mange erfaringer med samarbejdet med private, herunder med at udbyde en lang række forskellige behandlinger til private, faktisk med rigtig gode resultater.

Det, som jeg oplever som det nye, er, at kommuner og regioner har en pragmatisk tilgang til det at udsætte noget for konkurrence. Det er ikke ideologi, det er ikke en papirtiger, som man sender af sted, det er en pragmatisk tilgang til, at det her giver dem nogle muligheder, som de ikke havde i forvejen.

Jeg synes, at det er befriende, at vi får en pragmatisk tilgang, for så kan vi gå langt mere fordomsfrit til værks, når vi skal diskutere, hvad det er for nogle rammer, der skal være, hvordan klagesystemet skal fungere, hvordan vi kan hjælpe hinanden med at gøre det på måder, som er nemmere og mere tilgængelige, apropos det, som blev sagt af hr. Morten Marinus under sidste sags behandling, nemlig om vi kan få en højere grænse for, hvornår ting skal udbydes, sådan at det bureaukrati og det papirarbejde, der vil være forbundet med udbud, står mål med den samlede opgaves omfang. Det er en helt relevant og spot on-diskussion i forhold til lige præcis det her.

Der er rum for at udsætte flere offentlige opgaver for konkurrence. Og på det kommunale område kan vi se, at der er meget, meget stor forskel på, hvordan man gør. Der er kommuner, som konkurrenceudsætter næsten 40 pct. af deres opgaver. I den anden ende af skalaen er der kommuner, der konkurrenceudsætter 20 pct. af deres opgaver. Det peger på, at der nogle steder er et uindfriet potentiale, som man må overveje.

Jeg skal ikke sætte mig til dommer over, hvilket niveau konkurrenceudsættelse bør have i den enkelte kommune. Det er jo sådan set et meget godt emne at tage op i forbindelse med den kommunale valgkamp. Hvad er egentlig holdningen? Hvordan kunne man tænke sig at drive de her ting? Hvad vil man gerne have løst i kommunalt regi? Hvad vil man gerne have testet for at give nogle muligheder for private erhvervsdrivende, som de måske ikke har i forvejen? Derfor synes jeg, at det er meget godt, at vi har den her diskussion som indgang til valgåret.

Økonomien er stram. Det er et vilkår for alle kommuner. Alle dele af den offentlige sektor har en klar tilskyndelse til at arbejde strategisk med konkurrenceudsættelse. For udbuddet kan give effektive løsninger, men det er ingen selvfølge. Det kommer an på måden og kvaliteten i det arbejde, man lægger for dagen.

Som eksempel må man sige, at Udbudsrådets effektanalyser fra de seneste 2 år viser, at når det kommer til udbud og drift af hjælpemiddeldepoter, vejservice og rengøring, er der i langt de fleste tilfælde opnået besparelser og nogle steder også kvalitetsforbedringer, i hvert fald uden at kvaliteten er blevet ringere.

Selvfølgelig er der undtagelser, det giver sig selv. Der, hvor mennesker handler, sker der fejl, og der, hvor man byder, sker der i sagens natur også fejl. Men det er bare vigtigt at notere sig, at der er noget at lære af.

For det er ikke nødvendigvis så enkelt, som det lyder. Den diskussion, vi allerede har haft i dag, viser noget om, hvad det er for et niveau af viden, vedholdenhed, detailkendskab og alt muligt, man skal have med at gøre. Det gælder jo ikke kun i forbindelse med selve udbuddet. Det gælder sandelig også, hvis nogen har vundet et udbud og skal til at løse en opgave, som andre har løst på en anden måde før. Og det, der så er vigtigt, er, at man hele tiden holder sig borgerens interesse for øje.

Vi har for få måneder siden lanceret et konkurrencepolitisk udspil med en række initiativer, sådan at det bliver nemmere at arbejde med de her forskellige ting, herunder at det også bliver mere fleksibelt at udbyde noget.

De økonomiske omkostninger ved at udbyde skal selvfølgelig også ned. For det kan jo ikke være sådan, at det koster en herregård at udbyde noget, og at det, man tjener, så kun er en bondegård; så står det ligesom ikke mål med hinanden.

Det, som vi også lægger op til, er, når EU's nye udbudsdirektiv er færdigt, at lave en egentlig dansk udbudslov. Så får vi den rigtige diskussion her i Folketinget om, hvordan vi får klare, forståelige rammer for det at arbejde med udbud, og forhåbentlig også en stærkere fleksibilitet og en større åbenhed over for både virksomheder og ordregivere.

Vi vil nedsætte en arbejdsgruppe til det lovforberedende arbejde og selvfølgelig inddrage KL og Danske Regioner og eksperter med erfaring i udbud i at lave et lovforberedende arbejde, der gør, at vi får en god debat her.

Det næste er, at sker der så ting, der gør, at man må sige, at de vist var i gråzonen, eller er der taget et usagligt hensyn, skal vi have et velfungerende klagesystem. Og det skal det sådan set være, uanset om man ser det som ordregiver eller man ser det som leverandør. Det skal være smidigt og effektivt. Dermed også være sagt, at vi ønsker kortere klagefrister, vi ønsker en bedre adgang til at afvise åbenlyst grundløse klager, og vi planlægger at fremsætte et lovforslag om forenkling af udbudsklagesystemet allerede i næste måned.

Når man så ser på den viden, der skal til for at gennemføre et udbud, er det vigtigt, at vi har en bedre dokumentation og en større videndeling på tværs af forskellige myndigheder. Gode erfaringer skal frem, og blandede erfaringer skal selvfølgelig også frem, for det er tit sådan, at vi lærer mere af de ting, som ikke går, som vi ønsker os, end vi lærer af de ting, som rent faktisk går rigtig godt.

Når det er sagt, er der behov for en styrket vejledning, når det kommer til samarbejdsformer, udbudsregler, bl.a. om funktionsudbud og udbud efter forhandling, for så bliver der en større fleksibilitet i den måde, man kan arbejde med det på.

Endelig vil jeg nævne, at vi vil forlænge Udbudsrådets funktionsperiode. Det kan virke som en absolut detalje i det store spil, men det er bare vigtigt, at det er folk, som har forstand på det og indsigt i det, der sparrer med både regering og Folketing på det her område.

Derudover vil regeringen forenkle reglerne for levering af hjemmehjælp, sådan at der skabes et større og mere varieret marked for private leverandører. Det, der er kernen, er igen, hvad borgerens interesse er, nemlig at der er et frit valg, og at det bliver nemmere for kommunerne at tilbyde borgerne frit valg på hjemmehjælpsområdet. Særregler skal fjernes, og det skal være lettere for kommunerne at indgå aftaler med leverandører.

Det sidste, som jeg vil nævne, er det fokus, vi har på offentlig-private partnerskaber. For det er godt og rigtigt at skubbe til overvejelserne om, hvilke partnerskaber man kan lave, hvilke projekter man kan gennemføre i fællesskab mellem en privat erhvervsdrivende og en kommune eller en region. Derfor har vi lanceret en standardmodel, om jeg så må sige, for offentlig-private partnerskaber, så det bliver meget nemmere at finde ud af, hvordan man gør det her på en ordentlig og tilgængelig måde.

Vi understøtter også offentlig-private partnerskaber med en pulje på 100 mio. kr. i 2013 til dispensationer for deponeringspligten, og der kommer en deponeringsfritagelse for regionerne på 300 mio. kr., også i 2013.

Derudover er vi ved at give reglerne om deponering og låntagning et servicetjek, fordi de selvfølgelig også spiller en rolle i den her forbindelse.

Sidst, men ikke mindst, er offentlige indkøb jo en væsentlig ting i den her forbindelse. Også her er vi ved at lave en strategi, sådan at offentlige indkøb faktisk bliver brugt på en måde, som gør, at vi også, om jeg så må sige, tænker os om en ekstra gang, så det, vi efterspørger, gør en forskel derude.

Vi kan gøre mange forskellige ting for at styrke det private erhvervsliv og jobskabelsen der, som de fleste sikkert har noteret sig i statsministerens melding i dag, men mange virksomheder har jo sådan set mest af alt brug for kunder. Derfor er det også vigtigt, hvordan staten, regionerne og kommunerne køber ind, på hvilken måde de gør det, og hvad det er, de fremmer i den forbindelse.

Det skal også bidrage til, at vi, når vi efterspørger ting fra det offentliges side, bidrager til nytænkning og til innovation, fordi det er godt for det, som borgerne bliver stillet i udsigt.

Lad mig opsummere: Vi tror, at offentligt og privat samspil er til gavn for alle. Vi tror, at det er et kan , fordi det handler om måden, tingene bliver gjort på. Der er muligheder, når det er gjort ordentligt, og når det er gjort rigtigt. Det kommer an på viljen og på vejen.

Jeg tror, at vi kan hjælpe regioner og kommuner rigtig meget ved at lade være med at blande os i detaljen og i stedet for give frihed til at gøre det til en integreret del af den måde, man arbejder med det, man gerne vil levere til borgerne, på, uanset om de modtager en offentlig serviceydelse, eller om de er dem, der betaler for den i deres egenskab af skatteydere.

Tak til ministeren. Så går vi til ordførerrækken, og den første er ordføreren for forespørgerne, hr. Jacob Jensen fra Venstre.

Tak for det, og tak til ministeren for besvarelsen. Jeg deler sådan set langt hen ad vejen de synspunkter og de betragtninger, som ministeren er inde på. Dog er der selvfølgelig nogle ting, som jeg lige vil uddybe i min tale nu her, med hensyn til hvordan vi ser verden i den her sammenhæng. Men også fordi dem uden for huset her kunne sidde og tænke på, hvad det her med udbud, udlicitering og privatisering nu er for noget alt sammen, vil jeg starte med lige at understrege, at når man siger udbud, betyder det altså, at noget konkurrenceudsættes, at der spørges til pris og kvalitet. Det er først efterfølgende, man eventuelt måtte udlicitere eller privatisere, hvis man politisk vælger at gøre det. Det er bare, så det er slået fast.

Vi går ind for, at man skal konkurrenceudsætte og udbyde de her opgaver. Hvorvidt man efterfølgende ønsker at privatisere og udlicitere dem, beror nemlig på en lokal løsning og en lokal håndtering af de enkelte sager. Så er det til en indledning slået fast.

Konkurrencestyrelsen har i forbindelse med rapporten fra december sidste år udtalt, at der er mange forskellige forklaringer på, at der stadig væk er et stort uudnyttet potentiale på det her felt. Komplicerede regler kan være en af forklaringerne, og frygten for, at klagesager bliver en del af hverdagen, og at det bliver dyrt og besværligt, kan være en anden og uden tvivl også vigtig forklaring. Derfor synes jeg sådan set også, at det er fint, at man arbejder på at gøre klageprocessen mere smidig for begge parter eller begge sider af bordet.

Dog må det efter vores opfattelse ikke være sådan, at man vil forsøge at hindre, at virksomhederne rent faktisk kan klage, f.eks. ved at øge klagegebyret. Så kan man selvfølgelig stadig væk klage, men det at øge klagegebyret vil selvfølgelig alt andet lige ramme de små virksomheder hårdere end de store virksomheder, for hvem det bare – i gåseøjne – er et greb i lommen og ikke betyder det store.

Derfor er det endvidere også vigtigt at slå fast, at når man taler om det her med klager og om, at det skulle være en særlig stor hindring, så må man igen betragte det som en del af psykologien, nemlig ud fra den betragtning, at det kun er omkring 2 pct. af alle udbud, der faktisk bliver klaget over. Og af dem må man så sige at omkring halvdelen rent faktisk får medhold. Det vil sige, at når der i sjældne tilfælde bliver klaget, er der faktisk også langt hen ad vejen noget at komme efter. Det synes jeg også er vigtigt at få med.

Derfor er vi i Venstre også en kende bekymret over nogle af de anbefalinger, som regeringen her kort før jul er kommet med, om Klagenævnet for Udbud, hvor der som sagt bl.a. lægges op til højere gebyrer og kortere klagefrister. Men værst er det dog nok, at man ifølge forslagene faktisk vil gøre op med en dansk forvaltningstradition og tillade, at det er tilbudsgiveren, som klager, som faktisk kan komme til at risikere at betale for modpartens sagsomkostninger, hvis vedkommende ikke får medhold i sin klage.

Men vi indgår gerne i en positiv dialog om, hvordan klageprocessen kan gøres mere hensigtsmæssig. Vi har dog ikke noget ønske om at bidrage til, at nogen af de her elementer skulle blive gennemført, men vi ser frem til, at vi får en diskussion om det senere. Kan vi gøre reglerne mere smidige og lettere at gå til, skal vi selvfølgelig gøre det fra centralt hold.

Men ud over at der selvfølgelig er politisk modstand, tror jeg også, at modstanden, som sagt bunder i frygten for det uprøvede. Man ved, hvad man har, men man ved ikke, hvad man får. Man kan i hvert fald se – og ministeren var også selv inde på det – meget, meget store forskelle fra kommune til kommune. Der er nogle, som er meget langt fremme i skoene, og som har sendt omkring 40 pct. af opgaverne i udbud. Andre kommuner er noget mere tilbageholdende. Det er faktisk under 20 pct., de har valgt at konkurrenceudsætte. Derfor har vi også et ønske om, at man fortsat i fællesskab med kommunerne og regionerne sætter målsætninger for, hvordan vi her skal bevæge os fremad, og hvordan der faktisk også kan stilles krav om, at der er en strategi for at konkurrenceudsætte opgaver.

Som økonomien ser ud og i øvrigt heller ikke i almindelighed, synes vi ikke, at man kan tillade sig bare at sige: Der er et stort uforløst potentiale, men vi må så se, om der er nogle, der gider tage sig af det udeomkring. Vi har trods alt fra Folketingets side også den overordnede styring af og det overordnede ansvar for økonomien i det her land, herunder også den økonomi, der ligger udeomkring i kommuner og regioner. Derfor synes vi sådan set godt, at man på en kærlig, men bestemt måde kan sige til kommuner og regioner, og specielt dem, der ligger i den tunge ende: Kom nu videre, vi skal nok hjælpe jer med det, hvis det kniber.

Derfor vil jeg også bare spørge, hvad regeringens målsætning egentlig er på det her felt. Jeg har opfattet de positive markeringer fra ministerens side og også de tiltag, som man har taget, og som jeg sådan set langt hen ad vejen godt kan nikke til. Det kan være ganske fint, men man må vel også have en eller anden forestilling om, hvad det skal medføre. Altså, hvis vi nu om et par år, lad os sige 5 år, ser, at de tiltag, man har taget, faktisk ikke har medført, at andelen af konkurrenceudsatte opgaver er øget, hvad vil man så? Er det så o.k., at man samlet set er nede på 20 pct.? I dag ligger vi på omkring 25 pct. Ser vi om 5 år, at vi er nede på 20 pct., er det så o.k., eller har regeringen en målsætning for, hvad der skal ske?

Derfor er jeg lidt ked af den berøringsangst, som jeg synes jeg fornemmer en gang imellem, når man netop trækker sig tilbage og siger, at vi ikke skal stille de her krav, men at vi skal lade det være op til kommunerne. For det er jo i almindelighed ellers ikke sådan, at man holder sig tilbage med at stille centrale krav til kommunerne, f.eks. på jobcenterområdet, folkeskoleområdet og andre områder.

Derfor vil jeg slutte med at sige, at jeg faktisk er glad for, at vi trods alt på baggrund af de her små uenigheder alligevel kan nå til enighed om et forslag til vedtagelse fra alle partier her i Folketinget undtagen Enhedslisten, som sender et klart signal om, at vi faktisk gerne vil det her, og at vi ønsker, at man bruger konkurrenceudsættelse i øget omfang. Så håber jeg bare, at det forslag til vedtagelse også kan føre til konkret handling, både centralt og lokalt.

Derfor skal jeg på vegne af Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at andelen af offentlige opgaver, som konkurrenceudsættes i kommuner og regioner, er stagneret, og at konkurrenceudsættelse kan være et gode for både det offentlige og det private for at finde den løsning, der er bedst og billigst. Folketinget finder, at en stram rammestyring af den offentlige økonomi er nødvendig, men ikke må medføre bureaukrati. Kommuner og regioner må i videst muligt omfang selv have frihed til og bære ansvaret for, at opgaverne løses bedst og billigst – herunder gennem øget brug af konkurrenceudsættelse, hvor det er den bedste og billigste løsning. Folketinget opfordrer regeringen til at undersøge, hvorvidt der er lovgivningsmæssige barrierer for, at den leverandør, der er bedst og billigst, har mulighed for at byde på opgaven, og om der er andre lovgivningsmæssige barrierer for konkurrenceudsættelse også i de tilfælde, hvor det ville give den bedste og billigste løsning.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 20).

Tak. Og der er nu fremsat forslag til vedtagelse, der vil indgå i de videre forhandlinger.

Der er et enkelt spørgsmål. Hr. Finn Sørensen.

Jo tak. Jeg kan forstå på ordføreren, at det er et mål i sig selv at øge andelen af offentlige opgaver, der bliver konkurrenceudsat, så jeg vil gerne høre ordføreren: Hvilken dokumentation er der for, at dette vil føre til en billigere og bedre offentlig sektor?

Ordføreren.

Det er nemlig den andel på 25 pct., som allerede i dag er konkurrenceudsat; det er jo de erfaringer, man har gjort sig i de kommuner, regioner og staten i øvrigt, hvor man har tilladt sig at spørge, om der er andre end de eksisterende leverandører, som kan levere en kvalitet, der måtte være bedre, eventuelt til en pris, der er billigere. Så det er sådan set relativt enkelt at gå ud og kigge sig om i regionerne og kommunerne, som jo alle har eksempler på, at de har fået mere for den samme pris, eller at de har fået det samme til en billigere pris. Så det ligger der erfaringer for.

Men jeg vil også understrege, at der er erfaringer, der viser, at det er gået modsat, og det er måske det, som ordføreren for Enhedslisten hentyder til, men de erfaringer skal man netop også tage med, sådan at man lærer af det og dermed kommer videre, så man ikke gentager fejlene. Men langt, langt den overvejende del af de erfaringer, der er gjort, er positive – ikke alene de rent praktiske, men sådan set også de rent teoretiske.

Hr. Finn Sørensen.

Nu refererede ordføreren til, at man ligesom har spurgt dem, der er ansvarlige for den politik ude i kommunerne, og det er måske ikke så besynderligt, at de synes, at det, de har lavet, er godt.

Det, jeg spørger til, er: Hvilke objektive videnskabelige undersøgelser, sammenfattende og sammenlignende rapporter, findes der, som kunne underbygge ordførerens påstand om, at det er gavnligt med så stor en andel af konkurrenceudsættelse som overhovedet muligt, altså gavnligt for den offentlige sektor, med hensyn til at den bliver bedre og billigere?

Ordføreren.

Nu ved jeg ikke, om man skal forholde sig til store rapporter og analyser. Jeg vil sådan set gerne forholde mig til den virkelige verden. Jeg skal ikke kunne sige det, men jeg tror, at der er lavet store rapporter og analyser af forskellige foreninger og tænketanke, og Konkurrencestyrelsen laver en om ikke årlig, så i hvert fald tilbagevendende rapport og vurdering. Konkurrencerådet arbejder også med de her ting, og der er jeg sikker på, at man givetvis vil kunne finde såkaldt teoretiske vurderinger af det her.

Men jeg vil gerne forholde mig til, hvad de erfaringer, som man rent faktisk har gjort, i virkeligheden har vist. De har vist, at der er meget, meget store gevinster at hente. Det gælder de tilfælde, hvor man faktisk fik en anden leverandør, altså en privat leverandør, der, hvor der i forvejen var en offentlig, og det gælder de tilfælde, hvor den offentlige leverandør rent faktisk vandt opgaven, fordi man så havde brugt tiden på at gennemgå sine egne procedurer, sine egne arbejdsgange for at vurdere, hvad det var for nogle opgaver, der rent faktisk skulle løses ved at stille spørgsmålet: Er der noget, som vi måske gør i dag på en uhensigtsmæssig måde, og som vi kan skærpe i fremtiden for dermed få et bedre produkt og vinde opgaven?

Så de erfaringer, som man rent faktisk har i dag, viser det med al tydelighed.

Tak til ordføreren. Den næste i ordførerrækken er hr. Jan Johansen, Socialdemokratiet.

Tak. For Socialdemokraterne er det afgørende, at danskerne får så meget og så god en velfærd for skattekronerne som muligt. Det er det vigtigste. Men når det er sagt, ønsker vi et udvidet og forbedret samarbejde mellem kommunerne og den private sektor. For samarbejde kan medvirke til at udfordre og give ideer til den offentlige opgavevaretagelse. Det kan være med til at forbedre kvaliteten i opgaveløsningen til gavn for borgerne. Det er det, der tæller.

Et eksempel på et godt samarbejde, der udvikles kreativt i opgaveløsningen, er plejecenteret Solhatten i Odense. Her har en privat virksomhed udviklet en ny teknologi, der i øjeblikket bliver afprøvet på plejecenteret, og som skal berolige demente borgere ved brug af billeder og videoer, der bliver vist på en væg. Hvis fru Hansen vågner op midt om natten, toner der er en skikkelse frem og fortæller hende, at det er nat, og at det er tid til at sove. Målet er, at utryghed bliver erstattet af en rolig nat, og resultaterne er rigtig lovende. Den slags positive historier skal vi selvfølgelig have flere af.

Derfor er Socialdemokratiet enig med KL og Danske Regioner om at understøtte samarbejdet mellem det offentlige og private virksomheder, så vi kan sikre mere nytænkning og smartere løsninger til gavn for borgerne. Vi ønsker at skabe rammer for et konstruktivt samarbejde, hvor man kan lære af hinanden, og hvor mange dygtige kommunale medarbejdere og medarbejdere i regionerne er med til at udvikle gode løsninger.

Det er også vigtigt, at der er tale om et reelt samarbejde. Det nytter ikke, at vi her på Christiansborg tvinger kommunerne og regionerne til at konkurrenceudsætte bestemte opgaver, for det, der virker godt lokalt i Hjørring Kommune, er nødvendigvis ikke det smarteste at gøre på Lolland. De sidste 10 år har kommunerne og regionerne og været underlagt et stærkt ideologisk pres for udlicitering af flere opgaver til det private. Det var, som om konkurrenceudsættelsen var et mål i sig selv, og at det handlede om konkurrenceudsættelse for konkurrenceudsættelsens skyld og ikke så meget om, hvad der egentlig var bedst for borgerne.

Men konkurrenceudsættelse må aldrig være et mål i sig selv. Vi socialdemokrater tror ikke på, at bureaukrati og strammere processer er vejen til eksempelvis en bedre og mere effektiv ældrepleje; nej, vi tror på, at det virker ved tillid – tillid til, at vores kollegaer i byrådene og regionsrådene er i stand til at gøre det, der er bedst for borgerne, uden at der er behov for procesregulering og styring helt ned i mindste detalje her fra Christiansborg. Forståelse af virkeligheden, tillid, dialog og sund fornuft er nøglen til et bedre og rigere samfund. Tak.

Der er blevet bedt om en enkelt kort bemærkning. Hr. Jacob Jensen.

Det var bare, fordi ordføreren var lidt bombastisk, i forhold til hvordan den tidligere regering har håndteret det her, og at det ifølge ordføreren skulle have været udlicitering og privatisering for udliciteringens og privatiseringens skyld, altså ud fra sådan en ideologisk tilgang til det, og at der skulle have været lagt et massivt pres. Jeg vil bare høre ordføreren, om ordføreren sådan ligesom kan pege på, hvor det har været henne.

Altså, jeg vil sige, at det, at man laver en fælles målsætning om at konkurrenceudsætte opgaver i kommuner med kommuneaftalen – og tilsvarende i regionerne – skulle betyde, at man ville udlicitere ud fra, at det skulle være det, der ville hellige midlet, synes jeg måske er at stramme retorikken en smule. Så jeg vil bare høre, om ordføreren ikke er enig med mig i, at det, der var VK-regeringens mål, var at få hævet andelen af opgaver, der blev konkurrenceudsat og ikke nødvendigvis udliciteret.

Ordføreren.

Nu sad jeg jo i byrådet i den daværende periode, og det var i hvert fald den følelse, vi havde, nemlig at der blev lagt pres på os, for at vi skulle udlicitere en bestemt procentandel af nogle opgaver. Derfor var det helt klart vores opfattelse, at vi ikke kunne gøre vores arbejde godt.

Derfor lægger vi jo også op til nu, at dem, der er klogest på det her område, er dem, der har fingeren på pulsen: Det er de valgte repræsentanter i byrådene og regionsrådene. Det er derfor, vi lægger op til en ny politik på det her område.

Hr. Jacob Jensen.

For nogle kan det måske virke som ordkløveri, men der er faktisk indholdsmæssigt markant forskel, for når ordføreren siger, at man følte, at man skulle udlicitere en bestemt andel, må det fuldstændig bero på en misforståelse, for der er aldrig nogen fra VK-regeringen, der har lavet en aftale om – endsige tvunget nogen i kommunerne til – at udlicitere en bestemt andel. Ja, vi har indgået en fælles aftale med KL om, at der var en bestemt andel, der skulle konkurrenceudsættes. Hvorvidt man så efterfølgende på baggrund af de tilbud, der så kom ind, valgte at sige, at det her er det bedste tilbud, og det bliver udliciteret, var jo så netop en lokal beslutning og skal efter vores opfattelse også være en lokal beslutning. Så det er bare for at slå helt fast, at det fra vores side hverken har været eller vil blive et mål, at en bestemt andel skal udliciteres, men vi vil gerne have, at der er en stor andel – også større, end det er tilfældet i dag – der bliver konkurrenceudsat, så vi derved sikrer den bedst mulige kvalitet til den bedste pris.

Ordføreren.

Jamen jeg kan stadig bare svare det samme igen: Følelsen var, og det var også det, man agerede efter, at der skulle konkurrenceudsættes en vis procentdel. Og derefter blev det også målt på, om man egentlig udliciterede. Det er den politik, vi vil gøre op med nu, hvor vi godt ved, hvem det er, der har fingeren på pulsen, hvem der gør det bedst for borgerne ved at træffe de rigtige beslutninger: Det er ude ved de lokale politikere, der er blevet valgt, og som også sidder med fingeren på pulsen. Tak.

Hr. Finn Sørensen.

Tak. Jamen jeg har jo siddet og studeret det her forslag til vedtagelse, og jeg vil da gerne prøve at finde ud af – ud over det, der står klart og tydeligt – hvad der sådan er de bagvedliggende tanker. Skal det forstås på den måde, at ordføreren og ordførerens parti faktisk er enige med partiet Venstre i, at det er ønskeligt, at en større del af de offentlige opgaver bliver konkurrenceudsat?

Ordføreren.

Nej. Det, jeg mener med det, der står i det forslag der, er, at det er kommunerne og regionerne, der er med til at tage en beslutning om, hvad der er bedst at lave et samarbejde om, og hvad der så senere skal udliciteres. Det er sådan vi mener det fra Socialdemokraterne side.

Hr. Finn Sørensen.

Det er jeg med på, at der var jeg også glad for den enighed, vi havde under det foregående punkt. Men når man læser teksterne, ser man, at der dog er nogle klare signaler i det her. Man ønsker en øget brug af konkurrenceudsættelse, som gør, at man får den bedste og billigste løsning – det sidste siger vel sig selv, for det siger alle jo – plus at man også vil kigge på eventuelle barrierer, der er, for at man kan opfylde den målsætning. Så er det bare, jeg spørger: Hvad er egentlig forskellen på ordførerens partis målsætning og så den målsætning, som ordføreren for Venstre gav udtryk for? Jeg er klar over, at der er nogle forskellige instrumenter og forskellige måder at gøre det på. Men det er jo sådan en større ideologisk diskussion, vi har her, og så er det jo rart at høre, hvordan man vil formulere målsætningerne.

Ordføreren.

Allerførst vil jeg jo sige, at jeg lige har svaret på det andet før, og det er, at vi vil blive ved med, så længe vi sidder i regering, at sige, at de ude i kommunerne og regionerne skal være med til at trykke på knappen og lave de samarbejder, der skal til. Men jeg vil selvfølgelig også sige til hr. Finn Sørensen, at hr. Finn Sørensen jo havde fået et forslag til vedtagelse, som hr. Finn Sørensen ikke kunne tilslutte sig. Det er jeg selvfølgelig ked af, men jeg tror helt klart, at den her regering har nogle helt andre mål end den forrige, og det har ministeren også gjort rede for. Så jeg er sikker på, at det, der sker fremadrettet i kommunerne, er de, der er valgt derude, glade for, for nu er de selv med til at bestemme, hvad der er fornuftigt for at give borgeren den rigtige service.

Hr. Mike Legarth.

Jeg vil starte med at spørge den socialdemokratiske ordfører om noget. Ordføreren har selv siddet i et byråd, og når nu man er repræsentant for de borgere, der har valgt en, er det så ikke en god idé at finde ud af, om de penge, man bruger, bruges bedst muligt? Altså sikre sig, at der er sammenhæng mellem prisen og kvaliteten på de ydelser, man leverer til gavn for borgerne, så man får mest for de penge. Er det ikke et fornuftigt synspunkt?

Ordføreren.

Jeg synes også, det er det, vi gør nu ved at lægge det ud til kommunerne og regionerne og sige, at det er dem, der afgør, hvad der er rigtigst at konkurrenceudsætte. Det gør vi ved at bede dem om at tage stilling til, hvordan noget gøres lettest og billigst og bedst for borgeren. Det er jo dem, der sidder derude, der har fingeren på pulsen.

Hr. Mike Legarth.

Jamen det er jo ikke det, jeg spørger om. Jeg spørger helt konkret: Hvordan kan ordføreren, der sidder i et byråd – jeg ved ikke, om ordføreren stadig sidder der, men han har i hvert fald gjort det – vide, om den ydelse, som byrådet køber, bliver købt i den bedste kvalitet og til den bedste pris, som findes på markedet, hvis man ikke kontrollerer, om der findes andre og spørger dem? Eller befinder den socialdemokratiske ordfører sig i det mode, der hedder, at hvis man skal bruge en bil, så ringer man til en bilforhandler og siger, at man gerne vil have en bil leveret i sin indkørsel. Og at regningen i øvrigt skal sendes hjem til postkassen og vil blive betalt, uanset hvad der står på den regning. Er det den måde, Socialdemokraterne driver politik på? Det er der noget, der tyder på, og så kan jeg godt forstå, det er blevet så dyrt – puh ha.

Men i øvrigt har jeg et spørgsmål mere. Ordføreren siger, at man ikke er indstillet på øget konkurrenceudsættelse. Men sådan som jeg forstår det, så støtter Socialdemokratiet det forslag til vedtagelse, og jeg citerer:

Kommuner og regioner må i videst muligt omfang selv have frihed til at bære ansvaret for, at opgaverne løses så godt som muligt, herunder gennem øget brug af konkurrenceudsættelse.

Er vi enige om, vil jeg spørge den socialdemokratiske ordfører, at Socialdemokratiet støtter det, eller er der sket en kovending, så Socialdemokraterne ikke længere støtter det her forslag til vedtagelse?

Ordføreren.

Allerførst vil jeg sige, at jeg ikke sidder i et byråd mere. Vi Socialdemokrater kan ikke have et dobbeltmandat, som andre partier kan. Vi synes, at vi enten skal repræsentere Folketinget eller byrådet.

Omkring den øgede konkurrenceudsættelse mener jeg, at der er lagt op til, at det er kommunerne og regionerne, der skal finde ud af, om der skal være mere konkurrenceudsættelse eller udlicitering. Det gør vi med det her. Jeg kan ikke står her og bestemme, om der skal være mere eller mindre. Det bestemmer dem, der har fingeren på pulsen derude – det vil sige de valgte byrådspolitikere eller regionspolitikere.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Morten Marinus som ordfører for Dansk Folkeparti.

Det må være et mål for enhver offentlig instans, særlig i krisetider, at de offentlige midler bliver anvendt på en måde, så borgerne får mest ud af det. Det er det, der ligger bag dagens forespørgsel.

Vi i Dansk Folkeparti har måske modsat vores kolleger til højre og venstre side her i salen ikke nogen ideologiske forbindelser eller forpligtelser, hvad angår, om det er offentlige eller private, der skal løse de her opgaver. Vi er for konceptet konkurrenceudsættelse, da vi med den term hverken lægger os fast på, om det er den ene eller den anden, der løser opgaverne bedst, men vi vil derimod gerne arbejde for, at opgaverne løses der, hvor de kan løses bedst og til den rigtige pris.

I den lovgivning, der blev afskaffet sidste år, var man nået op på en målsætning om, at 31 ½ pct. skulle konkurrenceudsættes. Det var et vigtigt skridt for at fastholde en høj offentlig velfærd i en periode, hvor statsfinanserne stadig bliver mere pressede. For vi kan lige så godt være ærlige og sige det, som det er: Det er en bunden opgave at få den samme offentlige velfærd – eller måske endda en bedre offentlig velfærd – ud af de stadig færre midler, der er til rådighed i fremtiden.

Ministeren udtalte, da man ophævede lovgivningen om kommunale konkurrenceudsættelsesforpligtelser, at der hverken var tale om et opgør med tanken om konkurrenceudsættelser eller endda med målsætningen om konkurrenceudsættelser. Det var vi naturligvis glade for. Ministeren skyldte os efter den seance en forklaring på, hvordan hun ville sikre, at vi fortsat kunne få konkurrenceudsættelse af de her offentlige opgaver, og det synes jeg faktisk at vi har fået en del svar på i ministerens indledning, og det vil jeg gerne kvittere for.

Dansk Folkeparti ser jo også frem til, at vi skal til at forhandle en ny dansk udbudspolitik, og derfor synes jeg, det er meget glædeligt, at ministeren har sagt, at man også her selvfølgelig vil inddrage KL og Danske Regioner. For jeg tror, at der er mange ting, der kan tages ud af lovgivningen for at afbureaukratisere området, og det tror jeg vil være rigtig fornuftigt.

Så tror jeg egentlig, at jeg vil slutte her – og så alligevel ikke. Ministeren var også inde på, at det var et emne, man kunne tage op i forbindelse med et kommende kommunalvalg, og jeg vil da godt opfordre mine kolleger her i Folketinget til at gå ud og sige til deres kommunale bagland, at de skal få sat det her på dagsordenen og få drøftet, hvad det er for en kommune, man ønsker i fremtiden, hvor meget der skal konkurrenceudsættes, hvem der kan gøre det til den rigtige pris, og ikke mindst, hvem der kan udføre opgaven bedst.

Jeg har selv været inde hos min egen kommune, Jammerbugt Kommune, og hentet deres nye udbudspolitik, og jeg må da indrømme, at jeg har fået meget mere ro i sindet, efter at jeg har læst den. Jeg tror da, at mange kommuner gør et rigtig godt stykke arbejde, og det er da bare med at sørge for, at de kommuner, der gør det godt, også fortæller dem, der måske har mindre konkurrenceudsættelse, hvordan man egentlig kan gøre det. Tak.

Tak til ordføreren. Så er det fru Marlene Borst Hansen som ordfører for De Radikale.

Det er altid fantastisk at være i Folketingssalen de dage, hvor Det Radikale Venstre er så overvejende enig med Dansk Folkeparti. Det sker ikke så tit, men det sker i den her sag.

Jeg har siddet 6 år som byrådspolitiker i Kolding Kommune, og jeg har siddet i byrådet både under en socialdemokratisk borgmester og under en Venstreborgmester. I de første år var jeg med til at konkurrenceudsætte flere opgaver, og inden jeg overhovedet kom i byrådet, var Kolding Kommune meget langt fremme med netop konkurrenceudsættelse og også allerførst med nogle OPP-samarbejder. Man var faktisk så langt fremme, at tilsynet flere gange var inde at tjekke de her forretningsmodeller, fordi man lavede ting og man lavede samarbejder i Kolding, som ikke var set før.

Det gjorde man ikke af ideologiske årsager, eller fordi en regering krævede det. Det gjorde man, fordi det gav mening, og fordi man kunne se en masse fordele i at samarbejde med private aktører – ikke alene økonomiske fordele, men så sandelig også fordele med hensyn til at udveksle og udnytte hinandens knowhow. Så kom der en Venstreborgmester. Ændrede det noget? Næh, det gjorde det ikke, for det var stadig et stort flertal i det samarbejdende byråd, som anerkendte fordelene ved at konkurrenceudsætte, når det gav mening. Men så kom der bud fra Christiansborg om, at nu skulle vi konkurrenceudsætte så og så meget og med meget strenge detailstyringskrav. Og det blev faktisk mange steder opfattet, som om regeringen nu ikke troede nok på os, og som en meget unødvendig styring.

Jeg anerkender, at der er forskel, og der er også nogle steder meget stor forskel på, hvor meget kommuner konkurrenceudsætter. Og Det Radikale Venstre og regeringen vil meget gerne være med til at øge fokusset på området og til at hjælpe de kommuner, som af en eller anden grund ikke konkurrenceudsætter ret meget. For jeg er overbevist om – og det er også det, man hører ude i kommunerne, uanset hvilket flertal der så måtte være – at der er forskel på kommunerne. Og derfor vil der også være forskel på, hvor meget de konkurrenceudsætter. De bedste kommunale løsninger fremkommer ikke under tvang og regler; de opstår ved gensidig dialog og respekt for forskellighed. Det er helt grundlæggende for Det Radikale Venstres tilgang til både borgere og kommuner.

Derfor synes vi stadig væk, det var en god idé at ophæve den kommunale og den regionale pligt til konkurrenceudsættelse og i stedet styrke den gensidige dialog med hensyn til at understøtte det offentlig-private samarbejde.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Lisbeth Bech Poulsen, Socialistisk Folkeparti.

SF's holdning er, at vi altid ønsker opgaverne løst bedst og billigst for borgerne. Men hvad betyder det? Billigst, jamen der kunne man måske tro, at det var meget simpelt, altså at kigge på facit, nemlig hvad det koster. Men der skal vi netop tage alle faktorer med. For ofte, når man skal lave et udbudsmateriale fra f.eks. kommunal side, har det nogle omkostninger, og vi bliver også nødt til at se – som vi diskuterede under det tidligere beslutningsforslag – om det her tilbud har nogle konsekvenser. Der var f.eks. ISS, hvor der var arbejdsmiljø inkluderet. Jamen koster det noget på lang sigt? Så i forhold til prisen skal man tage alle faktorer med.

Bedst, jamen hvad er det så? Det kan være kvalitet, arbejdsvilkår, miljø og meget andet.

Det betyder jo, at vi primært laver udbud for borgernes skyld. De skal have det bedste og billigste tilbud. Udbud kan være både godt og skidt. Det drejer sig om den konkrete situation, og der er SF ret pragmatisk.

Der er forskel på, hvor meget kommunerne sender i udbud, fordi kommunerne er forskellige. To ud af tre kommuner, der sender mest i udbud, er små økommuner, nemlig Fanø og Læsø, og det giver jo meget god mening, at et lille øsamfund har brug for hjælp til diverse opgaver.

SF mener ikke, at alting skal i udbud, men heller ikke ingenting. Lad mig illustrere det. Vi vil naturligvis ikke have privat tvangsfjernelse af børn, ligesom vi heller ikke ønsker, at kommunerne selv skal fremstille toiletpapir til brug i daginstitutionerne. På den måde mener vi, at der er nogle ting, der ikke giver mening at sende i udbud, ligesom der er ting, som det ikke giver mening at det offentlige skal lave.

Jeg har et eksempel fra en kollega i Jammerbugt. Der er en ordfører herinde, der kender noget til Jammerbugt, men han har travlt, kan jeg se. I Jammerbugt Kommune skulle man have lavet et udbud på levering af mad. Man vidste udmærket godt, at der var én privat leverandør inden for det her område, men det skulle i udbud. Så viste det sig faktisk, at kommunens eget bud var billigere. Så lavede det borgerlige flertal en teknisk manøvre, så det faktisk endte med, at det private var billigere. Hvad fik man så? Jamen så fik man en privat leverandør, som havde monopol i det område. Det giver jo ingen mening. Vi ønsker jo ikke monopol. Hele ideen med at sende ting i udbud er altså at se, om kommunerne f.eks. gør det bedst og billigst. Og hvis de ikke gør det, jamen så er der måske ting, de kan stramme op på, og det kan de få belyst ved at sende ting i udbud. Men vi ønsker jo heller ikke at fremme privat monopol.

Der er omkostninger ved at lave udbudsmateriale, og derfor skal man se på de konkrete ting ude i kommunerne, om det giver mening at sende ting i udbud. Jeg synes, det er en rigtig god idé, at vi får den her diskussion i dag. Der er forskelle, både i forhold til hvordan vi ser på det kommunale selvstyre, og på, hvad der giver mening, altså om man har en ideologisk trang til, at alting i verden skal i udbud uanset konsekvenserne af det, eller om man synes, at kommuner og regioner er så fornuftige, at de kan finde et passende niveau, uden at Folketinget sætter en procentsats på.

Det medførte en række spørgsmål, først fra hr. Finn Sørensen.

Tak til ordføreren. Jeg vil jo også gerne opklare, hvad det er for tanker, der rører sig i ordførerens hoved, når hun har tilsluttet sig det her forslag til vedtagelse, hvoraf det jo klart fremgår, at man gerne vil fremme en øget brug af konkurrenceudsættelse. Jeg kan høre, ordføreren siger, at det, det drejer sig om, er »bedst og billigst«, og så vil jeg bare spørge:

Synes ordføreren, det er en god idé at konkurrenceudsætte, som det hedder, ældreplejen: praktisk hjælp, personlig pleje og madservice? Synes ordføreren, det er en god idé at konkurrenceudsætte børnepasning? Synes ordføreren, det er en god idé at konkurrenceudsætte uddannelse, altså folkeskole eller anden form for undervisning? Og synes ordføreren, det er en god idé at konkurrenceudsætte sundhedsydelser?

Ordføreren.

Uh, hvis jeg havde vidst, at der kom sådan en hel opremsning, havde jeg fundet en pen frem tidligere. Jeg vil lige starte ud med at sige, at hvis hr. Finn Sørensen læser den her tekst helt rigtigt, så vil han se, at der står:

»Kommuner og regioner må i videst muligt omfang selv have frihed til og bære ansvaret for, at opgaverne løses bedst og billigst – herunder gennem øget brug af konkurrenceudsættelse ...«.

Det betyder, at hvis kommuner og regioner mener, at øget brug af udbud og konkurrenceudsættelse fremmer det mål, så kan de gøre det. Der står ikke, at de skal gøre det. Der står ikke, at vi vil have, at de skal gøre det. Der står ikke, at vi dikterer det. Der står, at hvis de vurderer, at det er et redskab til at få løst opgaverne bedst og billigst, så kan de gøre det. Andet står der ikke.

Hr. Finn Sørensen må gerne sige til, hvis jeg skal udspecificere hvert område, men jeg kan overordnet sige, at fra SF's synspunkt er der kernevelfærdsopgaver, som vi synes ligger bedst i offentligt regi, og lad mig give et eksempel fra før i forbindelse med levering af mad til ældre: Har man et privat monopol på det, og er der kun den ene udbyder af det, hvad sker der så, hvis det firma krakker og går ned? Så er der ikke mad til de ældre, så står kommunen jo med det ansvar. Lige så med personlig pleje osv. Hvis man sendte det i udbud og endte med at udlicitere det, kunne man jo stå i den situation, at fra den ene dag til den anden var der ikke den kernevelfærd, som vi synes der skal være.

Hr. Finn Sørensen.

Ja, det kan da godt være, at listen var lidt lang, men det er jo velkendte områder og en velkendt diskussion. Men så lad mig spørge på en anden måde: Er der noget af den offentlige velfærd, som ordføreren ikke mener skal konkurrenceudsættes?

Ordføreren.

Jeg synes, der er rigtig mange ting, som er bedst i offentligt regi. Men nu skal vi jo differentiere mellem konkurrenceudsættelse, altså hvor man får belyst, hvad tingene koster, og hvordan de kan blive gjort, og så udlicitering og privatisering. Der er jo en verden til forskel. Som jeg sagde lige før, tror jeg ikke, der er nogen herinde, der vil nikke ja til, at vi skal privatisere tvangsfjernelse af børn. Men der kan jo være andre ting: rengøring, dyrkning af frugt og fremstilling af toiletpapir osv., som det måske giver mest mening sker i privat regi. Hvis der er nogen af de her opgaver, der ligger inden for det kommunale, så er det jo en god idé at få belyst, om man gør det på den optimale måde. Det betyder ikke på nogen måde, at man skal udlicitere eller privatisere det, og det var faktisk også det, jeg hørte fra Venstres ordfører heroppe, nemlig at der er en verden til forskel mellem at få belyst tingene og så rent faktisk at privatisere og udlicitere.

Hr. Jacob Jensen.

Jeg vil gerne kvittere for, at SF står bag det forslag til vedtagelse, hvoraf det også fremgår, at man netop gennem øget brug af konkurrenceudsættelse kan sikre, at den bedste og billigste løsning findes. Det synes jeg er vigtigt, og derfor vil jeg så godt spørge SF's ordfører, om SF har nogen målsætning.

Jeg ved godt, at man ikke vil komme med nogen procentsats i en KL-aftale, som vi gjorde, hvor vi i fællesskab med KL aftalte, at vi skulle op på en vis procent for ligesom ad den vej at kunne forhindre nogle af de barrierer, der har ligget derude, og så sige: Det er den målsætning, vi arbejder efter i fællesskab. Det ved jeg godt at SF ikke vil være med til. Men når man går med i et forslag til vedtagelse som det, vi nu har fremsat i fællesskab, og hvor man netop går ind og siger, at man med øget brug af konkurrenceudsættelse kan være med til at sikre, at den bedste og billigste løsning findes, har SF så en målsætning om, i hvilken grad der skal konkurrenceudsættes blandt offentlige opgaver?

Ordføreren.

Nu er Venstres ordfører lige en kende for smart og manipulerende, for det står der faktisk ikke. Der står, at konkurrenceudsættelse kan være et gode for det offentlige og det private for at finde den løsning, der er bedst og billigst. Det kan også være dyrere, som jeg nævnte før, hvis omkostningerne ved at lave udbudsmateriale overstiger den eventuelle gevinst, der kan være. Der står et andet sted, at kommuner og regioner selv i videst muligt omfang må bære ansvaret for at have den frihed til at løse opgaverne bedst muligt; herunder kan et redskab være konkurrenceudsættelse.

Så hvis hr. Jacob Jensen vil stille mig et mere retvisende spørgsmål inden for samme emne, skal jeg meget gerne svare.

Hr. Jacob Jensen.

Det vil jeg så gerne prøve, selv om jeg nu synes, det var retvisende nok før. Men lad mig så spørge på en anden måde: Er det SF's opfattelse, at det er godt for den samlede økonomi, herunder i kommunerne, at man får øget andelen af opgaver, der bliver konkurrenceudsat?

Ordføreren.

Altså, jeg vil sige: inden for rimelighedens grænser, for det eksempel, jeg prøvede at bruge før, var, at bortset måske fra nogle meget få personer i det her Folketing er der vel ikke nogen her, der synes, at vi skal have udbud om tvangsfjernelse af børn. Eller jeg vil i hvert fald gerne høre det fra Venstre, hvis man synes, det er en god idé. Der er heller ikke nogen, jeg tror heller ikke i Enhedslisten – det kunne i hvert fald være spændende at høre – der mener, at det offentlige selv skal fremstille toiletpapir til brug i daginstitutionerne. Der er nogle yderpunkter, og derfor mener jeg ikke, der er nogen her, der mener, at alting eller ingenting skal i udbud.

Så jeg mener, det er relevant at se på, at de ting, som vi mener det er helt i orden bliver ydet af en privat aktør, lige så godt kan komme i udbud. Og på den måde kan vi jo også finde frem til, at selv om man ønsker lokalt i en kommune eller i staten, eller hvor det nu er, at det skal gøres privat, kan man jo også få belyst, om man så gør det godt nok, i udbud.

Hr. Morten Marinus.

Tak for det. Nu har ordføreren jo selv bragt Jammerbugt Kommune ind i debatten her. Jeg fremlagde sådan set kun den nye udbudspolitik. Men når ordføreren ligefrem kommer med en konkret anvisning på, at Jammerbugt Kommune skulle have lavet monopol inden for madservice, er det ikke korrekt. Jammerbugt Kommune lavede altså et udbud og valgte den bedste og billigste, der er ikke ret meget prisforskel, løsning. I forvejen var der masser af lokale kroer, der udbød madservice. Det, der er sket efterfølgende, er faktisk, at tidligere medarbejdere fra den kommunale madservice har startet deres eget køkken op. Så der er ikke monopol, og der har aldrig været monopol. Så det er forkert. Jammerbugt Kommune holdt sig til reglerne og valgte den, der var både bedst og billigst.

Det var vist mest en forklaring på, hvad der foregår i Jammerbugt Kommune, men ordføreren har mulighed for at svare på det.

Jeg synes egentlig, at det illustrerer det meget godt, så uanset om Tingets ærværdige medlemmer synes, det er interessant eller ej, vil jeg gerne lige have mulighed for at svare hr. Morten Marinus. Vi er jo begge to nordjyder, men jeg synes alligevel, at den her sag fra Jammerbugt Kommune siger noget generelt. Det, der skete, var jo, at der skulle laves et udbud, der skulle løbe over 3 år. Så fandt man ud af, at kommunens tilbud over 3 år var billigst, men det var egentlig ikke det, man ville, fordi man ville have en privat aktør ind, så man lavede tidshorisonten om – så det var en teknisk manøvre – så man rent faktisk fik et billigere tilbud ved den private. Det var så fint nok. Men problemet var jo, at den her private aktør havde en form for monopol, og den kvinde, som hr. Morten Marinus taler om, som netop har ønsket at levere nogle ydelser, har haft meget svært ved det. Så jeg synes, at det her illustrerer, at man altså skal kigge på de omkostninger, der kan være ved at sende noget i udbud. Ligesom vi ikke ønsker et offentligt monopol på nogle områder, ønsker vi da heller ikke et privat monopol, som ikke engang er ansvarlig over for befolkningen på den måde, som politikere jo er.

Hr. Morten Marinus.

Jeg bliver nødt til at irettesætte ordføreren en gang til. Der har ikke været monopol, der er ikke monopol. Når man ligefrem fra SF's ordførers side går ned i sådan en konkret sag, er man jo også nødt til at tage alle aspekter med. Den offentlige madservice i Jammerbugt Kommune var årene før det kommet ud med et underskud, jeg mener, at det sidste år var på 1,4 mio. kr. ud over det budgetterede, så der var altså stor forskel i de priser, man fik fremlagt. Senere hen, nu her 2 år efter, er brugere tilfredse, ældrerådet er tilfreds, der har været prøvesmagning, der har været debat, man er tilfreds. Så man skal lade være med at begynde at sige, at det var en dårlig aftale. Det var det ikke. Den var faktisk rigtig god. Det er også rigtig godt for de private, som nu har startet egen virksomhed. Det er stadig væk rigtig godt for de private, som også havde kromad til ældre før det. Så man skal lade være med at gå ind i sådan nogle lokale sager, hvis man ikke kender alle detaljerne.

Ordføreren.

Nu er det jo selvfølgelig en lidt dum diskussion, når hr. Morten Marinus ikke kan få lov at svare mig. Jeg vil meget gerne følge op på den her diskussion, fordi jeg synes, at den er principiel på nogle områder, men der var én aktør, der afgav et tilbud. Det er vel ikke det, vi gerne vil have, når vi sender ting i udbud. Det er vel, at der er en bred vifte af private aktører, som kan konkurrere på pris og på kvalitet, og så kan det så afspejle sig i, om kommunen er lige så dygtig til det eller ej. Vores formål er vel ikke at konkurrenceudsætte ting, når der er en enkelt aktør, der byder. Men jeg vil meget gerne fortsætte diskussionen med hr. Morten Marinus et andet sted.

Det var måske en god idé, at de to debattører undersøgte fakta vedrørende den her sag.

Så er det hr. Mike Legarth.

For mig lyder det ganske klart, at hr. Morten Marinus har fuldstændig styr på fakta. Jeg må bare sige, at jeg synes, at det her altså er en meget mærkelig debat. Men lad os så prøve at fortsætte i det spor, som ordføreren selv har lagt ud. Ordføreren siger, at det er fint nok med øget konkurrenceudsættelse, men inden for rimelighedens grænser. Hvordan definerer man »inden for rimelighedens grænser«?

Ordføreren.

Hvis hr. Mike Legarth havde hørt efter, hvad jeg sagde, havde han hørt, at jeg prøvede at vælge et eksempel, som jeg i hvert fald håbede på de fleste af Folketingets medlemmer ville give mig ret i var uden for rimelighedens grænser, nemlig at lave et udbud af privat tvangsfjernelse af børn. Det vil jeg gerne høre om hr. Mike Legarth synes er inden for rimelighedens grænser. Det var et eksempel på, at der altså er nogle ting, som vi ønsker at have offentlig kontrol over, og vi ønsker ikke, at et privat firma skal stå for militær- og politimæssige opgaver, tvangsfjernelse af børn osv.

Så jeg prøvede faktisk at finde et eksempel, som vi måske alle sammen kunne være enige om, for jeg ved godt, at hr. Mike Legarth og jeg og mit parti ikke er enige om, hvor grænserne ellers går. Men jeg prøvede at finde et eksempel, som selv hr. Mike Legarth kunne være enig i faktisk var uden for rimelighedens grænser.

Hr. Mike Legarth.

Jeg er ked af at skulle være lidt hård i filten, men det her er jo en debat, der er fuldstændig uden for terapeutisk rækkevidde, havde jeg nær sagt. Altså, at begynde at bringe tvangsfjernelse af børn ind i en udbudsrunde er jo det glade vanvid, og så at påstå, at det er relevant, at man bringer en kommunal opgave som madudbringning i udbud, fordi det er kommunen, der varetager den udbringning, der er i dag, og der kun er én privat aktør, der giver afgiver et tilbud; det er en slags monopol, og det er et problem.

Det er da ikke noget problem. Man har fået ét bud, man kan konkurrere prisen op imod; det er tilstrækkeligt, der skal ikke mere til. Og så vælger man selvfølgelig, hvis man er en ansvarlig byrådspolitiker, at tage det tilbud, som giver den bedste kvalitet i forhold til prisen. Keep it simple, det er meget, meget simpelt.

Men lad os nu prøve at få en reel, saglig debat om det her. Så vil jeg gerne høre ordføreren: Er vi enige om, at det altid og i enhver sammenhæng er fornuftigt som byrådsmedlem, der repræsenterer borgernes pengepung, at finde ud af, om det, man køber for de penge, borgerne har indbetalt, giver mest muligt for pengene? Er det ikke et sundt princip?

Ordføreren.

Jamen først skælder ordføreren mig ud for at bringe et lidt ekstremt eksempel på bane, fordi jeg troede, det var noget, Tinget kunne være enig om var uden for rimelighedens grænser. Så spørger ordføreren mig så, om man ikke skal undersøge alting i hele verden, altså hvis man er ansvarlig kommunalpolitiker. Og der mener jeg: Nej, ikke via udbud. Der er jo mange andre metoder til det her. Der er offentlig revision, der er mange måder at se på, om det offentlige bruger sine penge korrekt. Så nej, ikke alting i hele verden skal i udbud.

Fru Eva Kjer Hansen.

Tak. Nu nærmer vi os jo nogle svar på spørgsmål, som er uden for rimelighedens grænse. Altså, ordføreren blander jo nu fuldstændig myndighedsopgaver og driftsopgaver sammen. Vi diskuterer jo ikke udbud af myndighedsopgaver. Det er derfor, vi har kommunen som myndighed ved bl.a. fjernelse af børn. Det er jo helt grotesk at svare på den måde.

Det, der blev spurgt til, er, hvad ordførerens synspunkter om, hvad der er rimelighedens grænse, er, når vi taler om driftsopgaver. Kunne jeg ikke bare spørge ordføreren om den her definition på rimelighedens grænse: Er det mere, eller er det mindre, i forhold til hvad kommunerne udbyder i dag?

Ordføreren.

Jamen jeg er helt sikker på, at der er nogle kommuner, der godt kunne sende nogle flere ting i udbud i dag for netop at få belyst, om deres opgavevaretagelse er så god, som den kan være. Det er der andre kommuner, der ikke gør. Og i modsætning til oppositionen, som, da den var i regering, ønskede at fastsætte en meget præcis procentsats for, hvor meget der skulle konkurrenceudsættes, har vi en tilgang til det kommunale selvstyre, til regionerne, der siger, at det kan de godt selv finde ud af lokalt. Vi har et lokalt demokrati, vi har kommunalt selvstyre med valgte politikere. Der må befolkningen i kommunerne jo så vælge politikere, som de synes varetager opgaven bedst muligt.

Så jeg tror, det er meget forskelligt fra kommune til kommune, og det kan vi jo også se på tallene, nemlig at de kommuner, der sender mest i udbud, sender dobbelt så meget i udbud som dem, der sender mindst i udbud. Og ud af den toptre, kan man sige, over de kommuner, der sender mest i udbud, er der to små økommuner. Og der giver det sikkert rigtig, rigtig meget mening – uden at jeg ved noget konkret om dem. Men i så lille et samfund er det svært at løse en række opgaver, og derfor giver det måske meget god mening at sende flere ting i udbud end andre steder.

Fru Eva Kjer Hansen.

Men nu handler det her om ordførerens mening. Det, jeg spørger til, er: Hvad mener ordføreren, når ordføreren siger: Udbud inden for rimelighedens grænse? Hvad er rimelighedens grænse for SF's ordfører i den her sag? Vil ordføreren tage et initiativ i forbindelse med udbuddet, hvis det efter de ændrede regler bliver mindre end i dag, eller hvor er grænsen? Er det 50 pct. eller 80 pct., eller er det 10 pct.? Man må da kunne få et klarere svar fra SF's ordfører på, hvad udbuddet inden for rimelighedens grænser er, når ordføreren selv bruger det udtryk.

Ordføreren.

I modsætning til fru Eva Kjer Hansen går jeg ikke så meget op i procentsatser. Når jeg sagde inden for rimelighedens grænser, kiggede jeg mere på opgavevaretagelsen. Der ved vi jo selvfølgelig er der forskel på de forskellige politiske partier, med hensyn til hvor meget man synes der skal i udbud. Vi kan dog også se, at pragmatismen lever i kommunerne, for der er faktisk en lille smule flere socialdemokratiske borgmestre, som sender ting i udbud, end der er Venstreborgmestre. Det ligger nogenlunde lige.

Så når fru Eva Kjer Hansen spørger mig, om det skal være mere eller mindre i forhold til procentsatser, vil jeg sige: Det overlader jeg trygt til kommunerne. Det er derfor, vi har et kommunalt selvstyre, og folk stemmer på folk derude, så de kan vælge politikere, som på den måde varetager opgaven bedst muligt.

Så det handler mere om, om man synes, at ældreplejen eller folkeskolen, eller hvad det nu kan være, skal sendes i udbud eller ej. Og jeg synes ikke, og SF synes ikke, at en skoles opgaver skal sendes i udbud. Der har vi folkeskoler, og vi har frie skoler. Så det var et eksempel på noget, der ikke skal sendes i udbud.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere spørgsmål. Den næste ordfører er hr. Finn Sørensen, Enhedslisten.

Tak. Jeg tror, der i den her diskussion gemmer sig nogle grundlæggende forskellige holdninger til den offentlige sektor og den offentlige sektors fremtid. Derfor vil jeg prøve – så kort, som det nu er muligt i den her tidsmæssige sammenhæng – at gøre rede for, hvad Enhedslisten har af grundlæggende holdning til det.

Vi har den holdning, at en stærk offentlig sektor er helt uundværlig, hvis vi vil realisere det samfund, som vi alle sammen taler om, og hvor vi indimellem jo også er enige om målsætningerne. Den offentlige sektor skal udvikles til at være en motor for beskæftigelse, velfærd og demokrati i samfundet som helhed – vel at mærke en motor, der ikke kører på stinkende benzin eller diesel, men på grøn, vedvarende energi. Det er der rigtig meget brug for i den situation, vi befinder os i i dag, med økonomisk krise, høj arbejdsløshed, et stadig mindre rummeligt arbejdsmarked og et stort pres på velfærd og miljø.

Vi udnytter jo slet ikke de muligheder, der ligger i, at den offentlige sektor har den store vægt i økonomien, som den har. Den magt skal da bruges til at fremme beskæftigelsen, fremme miljøvenlig produktion og klimarenovering, fremme øget uafhængighed af fossile brændstoffer til gavn for beskæftigelse og miljø, fremme demokratiske og borgerstyrede løsninger, fremme nye kollektive ejendomsformer, som kan styrke demokratiet og borgernes aktive inddragelse. Som et led i det mener vi, der skal ændres i love og regler, således at den offentlige sektor – også i langt højere grad end i dag – kan gå ind på markedet som producent. Der findes en masse ekspertise i den offentlige sektor, som burde omsættes i merværdi til fordel for fællesskabet i stedet for til fordel for private aktionærer.

Over for det grundsyn har vi jo så nu fået samlet alle de andre partier i Folketinget, der med forskellig styrke trækker i den modsatte retning, nemlig i retning af en offentlig sektor, der i stigende grad bliver underkastet markedshensyn, både i form af øget konkurrenceudsættelse, øget udlicitering og privatisering og i form af markedsøkonomiske principper i styringen af den offentlige sektor under fine navne som New Public Management – det er vist kommet til at hedde noget nyt; man kan ikke altid følge med; men grundlæggende handler det om det samme – som jo også kraftigt bliver understøttet af EU's udbudsregler og hele markedstænkningen i EU.

Markedsgørelse er en rigtig dårlig styringsmekanisme, fordi den bygger på mistillid. Den bygger på mistillid til, at kommunalbestyrelserne nok ikke kan finde ud af at udvikle en effektiv administration og en effektiv service til borgerne, hvis de ikke hele tiden er udsat for et pres fra markedet gennem den meget omtalte konkurrenceudsættelse. Den bygger på mistillid til de offentligt ansatte, altså at de nok ikke kan finde ud af at oppe sig, hvis de ikke bliver underlagt minuttyranni, overflødigt bureaukrati med hensyn til dokumentation og kontrol, hvis de ikke hele tiden er udsat for truslen om at blive skåret væk eller udliciteret til et privat firma med den konsekvens, at deres løn- og arbejdsvilkår bliver forringet. Det er den tankegang, der ligger på bunden af den megen snak om konkurrenceudsættelse.

Vi anerkender, at der er forskellige holdninger til det blandt de andre partier; der er nok slet ikke nogen af de andre partier, der vil skrive under på, at det er sådan nogle motiver, der driver dem, men det er jo bare det, som det bygger på allerdybest nede. Men som sagt anerkender vi, der er forskelle. Dem konstaterede vi jo meget positivt under det foregående punkt på dagsordenen. Alligevel kan vi jo konstatere, at alle de andre partiers ordførere, altså også regeringspartiernes, gav udtryk for, at konkurrenceudsættelse grundlæggende er en udmærket idé, og det er jo også det, der afspejler sig i det forslag til vedtagelse, der ligger her.

Nu skal det jo ikke være ideologisk snak alt sammen; det ville også være godt med konkret analyse og konkret vurdering af de erfaringer, der ligger. Og der vil jeg sådan set opfordre alle de andre partier i Folketinget til at prøve at kigge på, hvad der egentlig findes af dokumentation for påstandene om, at konkurrenceudsættelse er godt for pris og kvalitet i den offentlige sektor og for pris og kvalitet i det hele taget. Hvad findes der egentlig af dokumentation for en myte, som er udbredt i samfundet, og som i hvert fald også klart og tydeligt understøttes ideologisk af oppositionen her i Folketinget, nemlig at det private er bedst og billigst?

Jeg tror, man kommer til at lede rigtig længe efter konkret analyse og dokumentation for de her påstande, og jeg vil helt konkret opfordre alle de andre partier til grundigt at studere en rapport, som blev udgivet af Anvendt KommunalForskning i 2011, der handler om effekter ved udlicitering af offentlige opgaver. Så vil man kunne se, at de her myter bygger på sand. Det, man har gjort i den her rapport, er, at man har kigget på, hvad der egentlig findes af studier og analyser af de her forhold og specielt af virkningen af at udlicitere offentlige ydelser. Og der vil man kunne se, at der reelt ingen dokumentation er for de påstande. Jeg håber, vi får lejlighed til at vende tilbage til de rapporter, for jeg kan se på formandens truende adfærd, at nu skal jeg stoppe. Tak.

Hr. Jacob Jensen.

Jeg vover at stille et spørgsmål trods alt, og tak for det. Nej, jeg skal bare være sikker på, at jeg forstår Enhedslistens ordfører korrekt. Er det sådan, at Enhedslisten er imod enhver form for konkurrenceudsættelse i enhver forstand?

Ordføreren.

Nej, det kan man jo ikke være i virkelighedens verden. Der må man jo i den enkelte kommune se på, hvordan man får løst opgaverne. Så det, at vi ligesom bliver skudt i skoene, at vi under ingen omstændigheder vil medvirke til udlicitering, er ikke rigtigt, for det kan man jo ikke afvise. For der kan være nogle opgaver, nogle driftsopgaver, nogle tekniske opgaver, hvor kommunen i den konkrete situation ikke besidder den nødvendige kapacitet, og så kan man jo blive nødt til at entrere med private virksomheder. Det sker jo hver dag i forhold til byggeopgaver og andre opgaver. Så at skyde os i skoene, at vi har et eller andet religiøst forhold til det, må jeg jo så afvise.

Hr. Jacob Jensen.

Jeg skyder sådan set ikke ordføreren noget i skoene. Jeg ville sådan set bare helt oprigtigt gerne have afklaret den holdning. For jeg synes ikke, at ordføreren egentlig gav udtryk for, at der kunne være noget positivt omkring det at spørge til pris og kvalitet. Men jeg forstår, at det går Enhedslisten sådan set også ind for, altså at de kan se situationer, hvor det faktisk er en fordel for samfundet, herunder den skatteborger, der skal betale, herunder den borger, at der skal modtage en given service, at man faktisk får tjekket, om den offentlige leverandør også er den bedste, mest hensigtsmæssige, mest effektive til den opgaveløsning, der nu skal være. Så det vil jeg gerne kvittere for at Enhedslisten faktisk også går ind for.

Ordføreren.

Så tror jeg jo, at ordføreren er i gang med at overfortolke, hvad jeg sagde. Jeg sagde, at der kan være en nødvendighed, når kommunen overlader løsningen af en opgave til private virksomheder ud fra den situation, som kommunen nu sidder i, med de muligheder, den kapacitet, den knowhow, det apparat osv., som kommunen har til rådighed. Så kan der være en nødvendighed af det. Men jeg afviser ordførerens holdning om, at det i sig selv skulle kunne fremme en bedre offentlig sektor at konkurrenceudsætte en opgave. Det er der ikke nogen dokumentation for. Det vil vi gerne indgå i en konkret og saglig diskussion om ud fra de konkrete eksempler, der kan tænkes, og så afprøve vores påstande hver især. Det synes jeg er helt fint. Men der er jo en grundlæggende ideologisk forskel på det.

Hr. Mike Legarth.

Jeg vil godt prøve at forstå det her rigtigt. Jeg synes, at jeg indledningsvis hørte hr. Finn Sørensen fra Enhedslisten sige, at han sådan set syntes, at det var o.k., at kommunerne derude konkurrenceudsatte. Det var bare ikke noget, han ville bruge ord på, men det foregår, og det var godt nok. Var det ikke det, der blev sagt?

Ordføreren.

Nej, nu måtte jeg jo ligesom gentage, hvordan det skulle forstås, og jeg skal da gerne gøre det igen. Altså, det ord, jeg brugte, var nødvendighed. Der kan være en situation, hvor det er en nødvendighed, at kommunen udliciterer en opgave, og så må den gøre det. Der er også nogle regler, den skal følge i den forbindelse, men sagen er jo, at spørgeren og spørgerens parti og vel alle de andre partier mener, at det i sig selv er en god ting, altså at vi for at få en effektiv offentlig sektor er nødt til at konkurrenceudsætte den, og det var ikke det, jeg sagde.

Hr. Mike Legarth.

Nu er jeg ked af, at jeg kun har en mulighed for at vende tilbage. Jeg synes jo, at man blander pærer og bananer. Altså, vi taler om konkurrenceudsættelse. Det, vi egentlig taler om her, er, at vi gerne vil have, at kommunerne konkurrenceudsætter de ydelser og services, de har, for at vi kan være sikre på, at man får kvalitet til den billigste penge. Men ordføreren her taler om udlicitering. Det er jo næste trin, det er ikke noget, vi forholder os til her.

Vi appellerer bare til, at der konkurrenceudsættes mest muligt, men det kan jeg forstå at hr. Finn Sørensen er imod. Han synes ikke, at det er en god idé. Han vil ikke være med til at pege på, at det da er fornuftigt, at enhver kommune tjekker, at der, hvad angår de ydelser, de selv leverer, ikke er en virksomhed, der kan levere den ydelse til en bedre kvalitet for de samme penge eller af den samme kvalitet for en billigere penge. Det er ikke en god idé at kontrollere, at borgerne får mest muligt for deres penge, kan jeg forstå. Er det virkelig rigtigt?

Ordføreren.

Det er da bestemt en god idé at undersøge det, men det kan man altså gøre på en anden måde end at konkurrenceudsætte, og det er jo det, som ordføreren helt har misforstået. Det er ordførerens eneste metode til at undersøge, om den offentlige sektor er effektiv, og om den opfylder de fælles målsætninger for velfærd og solidaritet her i samfundet. Altså, den eneste måde at undersøge det på er at konkurrenceudsætte, altså at sammenligne med, hvad private kan levere varen til. Det ser vi helt grundlæggende forskelligt på og er uenige om.

Tak til ordføreren. Næste ordfører er hr. Leif Mikkelsen fra Liberal Alliance.

Tak for det. Det tegner til en god dag for folkestyret, hvor langt hovedparten af Folketinget, ja, alle minus Enhedslisten, enes om et forslag til vedtagelse, der peger på, at det er godt med konkurrenceudsættelse og udlicitering, men at det skal foregå ved at sende et signal til vore kommuner om, at vi faktisk har tillid til, at de i højere grad godt kan varetage den opgave. Og der er sådan set nok at tage fat på.

Som jeg har nævnt tidligere i dag, fik vi en kommunalreform, som betyder, at vi fik større enheder i det kommunale landskab, hvilket betyder, at mulighederne for at lave udbud og få private aktører til at byde på dem, er blevet markant øget, og dermed ligger der også betydelige økonomiske gevinster. Jeg tror ikke på, at de er – hvad skal vi sige – opnået nu. Der er en del, der har skullet vænne sig til det. Man har måske også skullet finde sig selv efter kommunalreformen, inden man måske ud i alle hjørner kastede sig over det. Måske skal vi der søge svaret på den store forskel, der er fra den ene kommune til den anden, nemlig en forskel på 20 og 40 pct. Det er ganske voldsomt, især når der er en række eksempler på besparelser, eksempelvis inden for udlicitering af rengøring, hvor der ligger en række besparelser på mellem tretten og nogle og halvtreds procent. Det er klart, at det er gevinster, enhver kommune bør søge at opnå, når man nu, som det er sagt flere gange i dag, skal sørge for at administrere borgernes skattekroner så godt som muligt.

Så der er lang vej endnu, men når vi nu netop er inde i 2013 og vi senere på året skal have et kommunalvalg til de lokale byråd, er det meget relevant, at det herfra siges, at med det her forslag til vedtagelse i dag understreger vi fra Folketingets side, at det ikke er ligegyldigt, hvem man vælger til de kommunale råd. Det skal faktisk være folk, der er optaget af at anvende pengene bedst muligt, søge de udfordringer, der er, og som betræder nye veje og altså tør analysere det kommunale arbejdsområde, hele den offentlige sektor, og se på, hvordan man får udført opgaven bedst og billigst for borgerne skattekroner.

Der ligger en oplagt opgave, og jeg tror heller ikke, at alt er nået, når vi når november 2013. Så der bliver nok at gøre for nye byrådsmedlemmer, og derfor er det relevant, at det her giver en mulighed for vælgerne her sidst på året for at spørge ind til, hvad det er for en tilgang, de, der ønsker at komme i byrådet, har til de her opgaver og til anvendelsen af offentlige midler. Det giver anledning til en god debat i de her valgkampe, der forhåbentlig bliver, og til at diskutere relevante spørgsmål og afdække holdninger fra politiker til politiker.

Så vi glæder os sådan set meget til, at det ikke bliver en diskussion, hvor man siger: Jamen det har de jo bestemt på Christiansborg. Vi sender i dag faktisk et signal om, at det her ikke er bestemt på Christiansborg, og at vi har tillid til, at de her byråd vil gøre det. For ellers tvinger man jo en dag os på Christiansborg til at vedtage regler for det her. For som det er sagt heroppefra i dag, har dette Ting jo det overordnede ansvar for samfundsøkonomien i det her land, og hvis ikke der sker en udvikling på det her område, hvis ikke alle muligheder bliver afprøvet, ja, så bliver Folketinget tvunget til at gøre det.

Nu har vi sådan set sagt i dag, at vi har tillid, og vi må så afprøve til bunds, om man også kan leve op til den. Vi håber det meget og er meget glade for at tilslutte os det forslag til vedtagelse, der tegner til at blive vedtaget stort set i enighed i dag. Tak.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Mike Legarth, Konservative, som ordfører.

Tak, hr. formand, og tak for debatten.

Jeg synes jo, det har været helt tydeligt, at der er en væsentlig forskel på, hvordan man opfatter det her med konkurrenceudsættelse. Jeg synes også, der er nogle, der har misforstået det. Jeg har jo altid syntes, det var en vigtig kvalitet – og oven i købet kunne jeg finde på sådan uden for salen her at mene, at det næsten skulle være et krav – når man blev medlem af Folketinget, at man havde været forbi et byråd, så man havde lært på egen krop, hvordan det var i praksis at skulle udføre det, vi havde besluttet herinde i Folketinget. Men en enkelt ordfører fra Socialdemokratiet dokumenterede ikke, at det nødvendigvis sådan giver det udbytte, jeg havde forventet og håbet og troet. Så det løser ikke alting.

Men i hvert fald kan vi sige, at når man er ude i kommunerne, er det vigtigt, at man sørger for at bruge de skattemidler, man får til rådighed, bedst muligt, i hvert fald når man har en konservativ optik på det, og det er derfor, vi har sat dagsordenen for den her debat. Det er for at prøve at medvirke til og appellere til, at man kigger sig selv i kortene, kontrollerer, om man nu også leverer ydelserne til befolkningen til den bedst mulige pris, for vi er vel alle sammen optaget af, at de penge, vi bruger, får vi mest muligt ud af. Det er da dumt at bruge dem til renter, hvis man kunne have sparet renterne og så have brugt dem til egentlige ydelser. På samme måde kan man sige her, at hvis man betaler for meget, jamen så er der jo færre penge til noget andet, varme hænder eksempelvis. Så det skulle man gerne modvirke.

Årsagen til, at vi behøver at appellere til det her, er jo ikke, at vi ikke har tillid til kommunerne og hylder det kommunale selvstyre, for det gør vi fra Det Konservative Folkepartis side – i enhver sammenhæng. Vi ved jo også, at det er en svær opgave, der er derude, men vi synes også, at byrådsmedlemmerne er bebyrdede. Vi har fået nye store enheder, vi har fået en ny udvalgsstruktur, masser af arbejde, et tungt job at udføre, og derfor kan det være svært at komme til bunds i det hele. Derfor kan det være svært at have tid og ressourcer nok til at svæve over vandene og sørge for noget så simpelt som at sikre en konkurrenceudsættelse af de ydelser, man egentlig leverer. I stedet for bliver man fordybet i detaljer og læsestof og har ikke tid til at forholde sig til det.

Så der kunne vi godt reformere den måde, vi arbejder på, den udvalgsstruktur, der er, og den belønning, der er i det arbejde. Det er vi i Det Konservative Folkeparti helt med på, for det synes vi det trænger til, altså at vi sikrer, at også unge mennesker, også børnefamilier, og erhvervsfolk har tid til og mulighed for at udføre et byrådsarbejde til ug og også får en passende løn for det. For først på den måde får vi et ordentligt kommunalt selvstyre. Så det bakker vi op om.

Vores synspunkt er altså, at vi på alle måder skal prøve at være behjælpelige og skabe grobund for, at det kan betale sig at konkurrenceudsætte. Og jeg synes jo, debatten her skulle være med til at fjerne nogle myter. Jeg synes, jeg fra rød bloks side, nu skal jeg nok lade være med at nævne nogen bestemt, generelt set ser en modstand mod det, fordi man bare sådan i valgkampsretorik fra sidste valgkamp prøvede at skyde ned, at vi syntes, det var en god idé at gøre det, fordi vi kunne se, at riget fattedes penge, og at vi på den måde bare appellerede til, at man prøvede at sikre, at man fik mest muligt for pengene.

Nu synes jeg, det lyder, som om det er lidt svært for nogle at gå ind på den dagsorden. De forsøger sådan set at holde afstand til den, og det kan jeg ikke forstå, for der er jo ikke et eneste seriøst argument imod, at man prøver at kigge sig selv i kortene og finder ud af, om der er en privat virksomhed derude, der kan løse en opgave billigere end til den pris, man selv giver med sine egne medarbejdere for at løse den samme opgave. Altså, det er jo nærmest dumt at lade være, og derfor kan der ikke være en konflikt i at bede om og appellere til, at der konkurrenceudsættes. Men jeg synes også, at hvis det er et problem, at den appel, vi kommer med, lyder som et diktat, så er det fint nok, at vi får diktatet væk og bare udtrykker tillid til, at det gør man, og at vi så får lavet en lovgivning og en proces og et system, sådan at det kan gøres enkelt og nemt.

Jeg vil gerne rose ministeren for hendes indlæg. Det var et rigtig godt indlæg, en god tale, som på mange måder imødekom de ønsker, vi havde, da vi rejste den her debat. Så tak for debatten.

Tak til ordføreren. Så er det økonomi- og indenrigsministeren.

Jeg skal gøre det ultrakort. Jeg vil gerne på samme måde kvittere over for dem, der har stillet forespørgslen, hvilket jo i virkeligheden er en ret bred kreds af partier, fordi det er lykkedes med debatten i dag at sende et meget klart, men også meget pragmatisk signal til de, som har ansvaret for kommunalpolitikken rundtomkring, og de, som stiller op for at få ansvar for kommunalpolitikken. Det er et signal om, at der her er en opgave, som er vigtig for dem for at kunne levere den service, som borgerne må have en naturlig forventning om, i den kvalitet, som borgerne må have en forventning om, og med skyldig hensyntagen til, at borgeren også er skatteyder, og at det derfor skal ske til en rimelig pris.

Det, som har været gennemgående, og som til sidst kom meget klart til udtryk hos hr. Mike Legarth, er, at det her må være en del af den kommunale valgkamp. Hvordan gør man det her til en del af den måde, man overvejer sin kommunes opgaves opgaveløsning på? Hvad er det for en tilgang, der skal til? Hr. Leif Mikkelsen var inde på præcis det samme. Det gør jo også, at timingen for den her debat er særdeles god, fordi den gør, at de her diskussioner kan tages i den kommunale valgkamp, og så kan vælgerne tage stilling til, hvad det er for en opgave, de gerne vil have at deres nyvalgte kommunalbestyrelse sætter sig for at løse.

Jeg synes, det er klædeligt, at det er så bredt et flertal i Folketinget, som kan give det rygstød lige præcis til den meget vigtige debat i regionsråd og kommunalbestyrelser. Så mange tak for debatten herfra. Jeg synes, den giver et godt rygstød til den debat, som vi har brug for i den valgkamp, som jo er begyndt.

Der er lige et enkelt spørgsmål. Hr. Jacob Jensen.

Det er sådan set bare et mere lavpraktisk spørgsmål. Ministeren var tidligere i sin besvarelse inde på, at man, når man skulle forberede lovarbejdet i forbindelse med lovgivning vedrørende udbud – en udbudslov tror jeg hun kaldte den – ville inddrage KL, regionerne og nogle eksperter. Jeg skal bare høre, om de eksperter også omfatter erhvervsorganisationer – altså virksomhederne, som jo også skal være en del af det her, hvis det skal lykkes, jævnfør hvad vi tidligere i dag har diskuteret – så man kan få den tillidsskabende debat om de erfaringer, gode som dårlige, som man har gjort sig, sådan at man på hver sin side af bordet kan føle tillid. Altså, vil de også blive en del af det arbejde, som ministeren forestiller sig?

Ministeren.

Vi har ikke lagt os fast på den konkrete sammensætning af det lovforberedende udvalg endnu. Desværre ser det ud til, at der er et lille stykke tid til, at EU bliver færdig med det nye udbudsdirektiv. Vi har fra dansk side selv nogle prioriteter. Som sagt tidligere synes vi, det er vigtigt, at loftet for, hvornår man skal gå ind med udbud, bliver højere, end det er i dag, for at omkostningerne og arbejdsindsatsen forbundet med udbud står bedre mål med den opgaves omfang, som vi taler om. Så der er tid til at overveje, på hvilken måde udvalget skal sammensættes.

Det, som jeg synes er meget afgørende, er, at man både som ordregiver og som tilbudsgiver ved, hvad det er for nogle rammer, man arbejder inden for, og derfor er alle erfaringer naturligvis velkomne. Herunder er det jo også, som hr. Finn Sørensen fra Enhedslisten nævnte, vigtigt, at vi bliver ved med at følge med i, hvordan det her virker, og hvad resultaterne er. Det synes jeg også er en oplagt opgave for det nye forsknings- og analyseinstitut, KORA, som er etableret, og som lige præcis har den kommunale og regionale opgaveløsning som en del af opgavefeltet.

Så jeg tror, vi kan få et rigtig godt lovforberedende arbejde og inddrage en række af de erfaringer, som spørgeren henviser til.

Hr. Jacob Jensen.

Det er sådan set fint nok. Altså, det er bare, fordi ministeren selv var inde på at være ret præcis med at beskrive, hvordan hun så den gruppe, der skulle deltage i det lovforberedende arbejde. Det synes jeg ikke er helt uvæsentligt. Jeg anerkender, at man ikke nødvendigvis skal gøre sig klart i dag, præcis hvem det skal være i givet fald. Jeg synes bare, at det ville være væsentligt at få en tilkendegivelse fra ministeren om, hvordan hun forestillede sig det.

Jeg kan forstå, at man så er præcis med, at kommuner og regioner skal inviteres – det er oplagt, det siger sig selv – og nogle eksperter. Der kan være forskellige folk fra universitetsmiljøerne, hvad ved jeg, men jeg synes også, at det er lige så oplagt, at man så også tilkendegiver, at selvfølgelig skal erhvervsorganisationerne i en eller anden udstrækning involveres i det lovforberedende arbejde, fordi det jo alt andet lige er dem, som skal være med til at sikre, at et ordentligt udbud rent faktisk også får det resultat, som vi alle sammen ønsker.

Ministeren.

Jeg tror som sagt, at det er for tidligt at sige, om det skal være Hansen og Jensen og Petersen, der gør det, i stedet for Nielsen og Videbæk, men det, som vi går efter, er selvfølgelig at få den ekspertise, der kan kvalificere lovarbejdet. Den vil vi jo lede efter i en bred kreds, og det betyder selvfølgelig også, at den indsigt, man må have som tilbudsgiver, skal være repræsenteret, for som sagt er både ordregiver og tilbudsgiver jo dem, som kommer til at bruge den lovgivning som et helt afgørende arbejdsredskab i forhold til de konkrete udbud og konkurrenceudsættelser.

Tak til ministeren. Hr. Jacob Jensen for at runde af.

Tak for det. Jeg vil gerne kvittere for debatten. Jeg vil sådan set også gerne kvittere for de bemærkninger, der er faldet, herunder også at vi stort set kunne enes om et forslag til vedtagelse. Det synes jeg faktisk er et rigtig godt signal at sende til kommuner og regioner.

Jeg kan så fornemme på debatten, at der inden for det forslag til vedtagelse er sådan lidt divergerende opfattelser af, hvor stramt man skal fortolke det, og det er måske også det, der er det smukke ved et forslag til vedtagelse, altså at der kan være forskellige synspunkter, der kan rummes inden for en formulering. Men jeg synes bare, at det er et klokkeklart signal fra et stort set enigt Folketing, at det at konkurrenceudsætte offentlige opgaver er noget, vi vil, og vi vil også gerne gøre det i øget omfang. Det er i hvert fald sådan, jeg tolker det, når vi skriver: " ... herunder gennem øget brug af konkurrenceudsættelse." Det er et af de elementer, man skal bruge, til at få en mere moderne og effektiv offentlig sektor. Så det kvitterer jeg for.

Jeg havde så gerne set, at vi selvfølgelig var kommet lidt tættere på, hvordan regeringen ser den fremtid, som vi håber på skal være; hvad er det for en målsætning, vi kunne forestille os? Det vil man så ikke gå ind i, man håber det bedste, og det skal man selvfølgelig så også gøre en gang imellem, men jeg havde bare gerne set, at man havde sagt: Hvis ikke vi ser en øget brug af konkurrenceudsættelse af offentlige opgaver, vil vi tage yderligere initiativer. Men det må vi så tage ved en senere lejlighed, for det kunne jeg ikke få ud af ministeren i dag – men fred nu være med det. Vi kom et stykke ad vejen, synes jeg.

Jeg ærgrer mig stadig væk lidt over, at man så fra regeringens side har gode intentioner langt hen ad vejen, men at man løfter foden fra speederen ved at sige: Vi vil ikke kræve en klar målsætning; vi vil heller ikke stille krav om, at der skal være en strategi, selv om hr. Morten Marinus jo var inde på, at man fra flere kommuners side, bl.a. hr. Morten Marinus' egen kommune, har lavet nogle udmærkede strategier. Det kan man jo godt gøre, og derfor synes jeg sådan set heller ikke, at der var noget i vejen for, at vi også herfra netop holdt fast i, at det var et krav, fordi man jo netop som sagt ikke viger tilbage fra at stille krav om, hvad kommuner og regioner i øvrigt skal gøre på forskellige områder. Det synes jeg også godt man kunne have gjort her, men det har regeringen så valgt ikke at gøre.

Jeg vil holde fast i, når vi kommer længere frem i lovgivningsarbejdet med udbud, at selvfølgelig skal erhvervsorganisationerne i en eller anden udstrækning være repræsenteret – det siger sig selv – og det var derfor, jeg spurgte ministeren lidt om det for et øjeblik siden. Jeg har også signaleret fra Venstres side, at vi er klar til at gå ind i et arbejde med at kigge på, hvordan klagesystemet fungerer i dag, altså om det kan gøres smidigere. Vi er ikke klar til at gå ind at sige, at så skal man bare hæve gebyrerne, for så undgår man nok lige så mange klager, som vi får i dag, men vi vil gerne være med til at se på, om man kan lave en minimumsgrænse eller på anden vis måske begrænse antallet, selv om det i forvejen, vil jeg gerne sige, er yderst begrænset. Men højere gebyrer ligger ikke lige for i forhold til vores politik.

Konkurrencestyrelsen har som sagt påpeget det her kæmpe potentiale, der ligger, og der synes vi det er vigtigt, at vi fortsætter arbejdet med at få høstet de potentialer og de frugter, der ligger ude omkring. For som sagt kan vi jo se, at der er enorme forskelle mellem den ene kommune, som udbyder under en femtedel, og dem, som næsten udbyder halvdelen af opgaverne. Så stor forskel fra den ene kommune til den anden nægter jeg at tro der vil være. Der er andre ting, der gør sig gældende, og der synes jeg godt at vi herfra skal komme med en hjælpende hånd til de kommuner, hvor det måske kniber lidt af forskellige grunde – nogle gange politiske, andre gange kan det være de psykologiske, usynlige barrierer.

Men uanset hvad så tror jeg faktisk, at den her vedtagelse, som vi forhåbentlig nu kan få igennem, kan være med til at sende det klare signal, at vi fra Folketingets side ser det her som en del af løsningen på at få moderniseret og effektiviseret vores offentlige sektor. Så det vil jeg gerne kvittere for endnu en gang.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemning om det fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted på torsdag den 17. januar 2013.