Tak for det, formand.
Med beslutningsforslaget lægges der op til, at justitsministeren skal nedsætte en undersøgelseskommission vedrørende den danske statsborger Morten Storm, der hævder at have fungeret som agent for Politiets Efterretningstjeneste.
Baggrunden for beslutningsforslaget er bl.a.
en række historier bragt i Jyllands-Posten om, at PET sammen med CIA skulle have haft en agent placeret tæt på ledende medlemmer af al-Qaeda.
Jeg har allerede besvaret mange spørgsmål om emnet, og vi har som bekendt også drøftet emnet under to samråd i Folketingets Retsudvalg.
Og senest deltog jeg i sidste måned sammen med forsvarsministeren i en forespørgselsdebat om droner.
Så lad mig starte med at gentage, hvad jeg efterhånden har slået fast mange gange:
Politiets Efterretningstjeneste er en civil efterretningstjeneste.
Det hører således ikke til tjenestens opgaver at indsamle og viderebringe oplysninger eller i øvrigt foretage skridt, hvor formålet er at dræbe nogen.
Jeg har fuld tillid til, at PET ikke overskrider sine beføjelser, heller ikke når det gælder brugen af agenter og samarbejdet med udenlandske myndigheder.
Jeg ser derfor ikke noget behov for at nedsætte en undersøgelseskommission, og regeringen kan altså ikke støtte beslutningsforslaget.
Så kunne jeg jo i virkeligheden stoppe her, men lad mig alligevel kort redegøre for PET's opgaver og virkemidler og for kontrollen af Politiets Efterretningstjeneste:
En af PET's hovedopgaver er jo som bekendt at forebygge, efterforske og modvirke terrorisme, og Danmark står i lighed med mange andre lande i den vestlige verden over for en alvorlig og kompleks terrortrussel.
Et af PET's vigtigste redskaber i kampen mod terrorisme er muligheden for at bruge både meddelere og agenter.
Det skyldes, at PET beskæftiger sig med nogle ekstremt lukkede og sikkerhedsbevidste miljøer.
Meddelere og agenter, som kan infiltrere disse miljøer, er i mange tilfælde den eneste måde, som PET kan skaffe sig oplysninger om miljøerne på, oplysninger, som i sidste ende kan være med til at forhindre terrorangreb i Danmark.
Jeg kan i den her forbindelse jo fremhæve den såkaldte Vollsmosesag.
Den sag blev indledt med oplysninger fra en meddeler, der senere overgik til at fungere som civil agent for PET.
Vollsmosesagen endte med, at tre mænd ved Højesteret blev fundet skyldige i at ville forberede en eller flere bomber til brug for en terrorhandling.
PET gør også brug af kilder i udlandet, hvis det er nødvendigt.
Det sker for at identificere og imødegå konkrete trusler mod Danmark og danske interesser, og der skal ikke herske tvivl om, at dette arbejde har min fulde opbakning.
Et andet vigtigt redskab for PET er samarbejde med andre lande.
Terrortruslen er som bekendt grænseoverskridende, og det er i bogstaveligste forstand livsnødvendigt, at vi samarbejder med fremmede landes efterretningstjenester, hvis vi skal komme terroren til livs.
Samtidig er det væsentligt at understrege, at samarbejdet i alle tilfælde selvfølgelig skal ske i overensstemmelse med dansk og international ret.
Og jeg kan i den forbindelse jo også henvise til, at chefen for PET har oplyst, at efterretningstjenesten i forbindelse med konkrete samarbejder med udenlandske samarbejdspartnere kræver og får garantier for, at dansk lovgivning overholdes.
Efterretningstjenesten træffer også foranstaltninger i øvrigt for at sikre, at samarbejde med udenlandske samarbejdspartnere ikke bliver brugt til formål, som tjenesten ikke kan eller vil medvirke til.
Og chefen for PET har understreget, at det er ufravigeligt for PET, at tjenesten hverken kan, må eller vil medvirke i operationer, der tager sigte på slå nogen ihjel, uanset om der er tale om civile eller militære personer.
Jeg kan i den forbindelse også fremhæve, at regeringens lovforslag om PET bl.a.
indeholder regler om PET's videregivelse af oplysninger.
De nye regler slår bl.a.
fast, at PET kun må videregive oplysninger, hvis videregivelsen efter en konkret vurdering må anses for forsvarlig.
Og i forsvarlighedsvurderingen vil selvsagt indgå, hvilken skadevirkning videregivelsen vurderes at kunne få for den, som oplysningerne vedrører.
Det er væsentligt at være opmærksom på, at PET er underlagt kontrol fra en række sider.
PET er jo bl.a.
underlagt justitsministerens kontrol, og det påhviler chefen for PET at holde mig direkte underrettet om alle forhold af væsentlig betydning inden for efterretningstjenestens virksomhed.
Det gælder bl.a.
alle vigtige enkeltsager.
Derfor har jeg også et særligt grundlag for at sige, at jeg selvfølgelig har fuld tillid til PET.
PET er også underlagt kontrol fra det såkaldte Wambergudvalg, for så vidt angår PET's behandling af oplysninger om fysiske og juridiske personer.
Derudover er PET underlagt domstolskontrol og kontrol fra Folketingets ombudsmand, og PET er underlagt en særlig revisionsprocedure hos Rigsrevisionen og kontrol fra Den Uafhængige Politianklagemyndighed.
Hertil kommer, at vi i Folketinget jo har et særligt udvalg, det såkaldte Kontroludvalg, som udelukkende beskæftiger sig med vores efterretningstjenester.
Og lad mig så i øvrigt føje til, at vi med den foreslåede nye lovgivning på efterretningsområdet agter at styrke Kontroludvalgets indsigt i og kontrol med PET, herunder PET's brug af civile som agenter.
Samtidig vil der også, som dem, der er til stede her i salen i dag, jo i særlig grad ved, med den nye lovgivning til afløsning for Wambergudvalget blive oprettet et helt nyt uafhængigt tilsyn, som skal kontrollere, om PET's behandling af oplysninger er lovlig.
Det omfatter også spørgsmålet om PET's videregivelse af oplysninger, herunder om videregivelsen opfylder det krav om forsvarlighed, som jeg var inde på for ganske kort tid siden.
Så for at opsummere kort her til sidst:
PET skal ikke medvirke til drab.
PET skal identificere og imødegå trusler mod Danmarks sikkerhed og mod danske interesser i udlandet, og i den forbindelse skal PET overholde dansk lovgivning og øvrige regler for efterretningstjenesten.
PET skal også overholde internationale regler og konventioner.
Det gælder, både når PET handler alene, og når PET samarbejder med udenlandske efterretningstjenester.
Og som sagt har chefen for PET da også slået fast, at det er ufravigeligt for PET, at tjenesten hverken kan, må eller vil medvirke i operationer, der tager sigte på at slå nogen ihjel, uanset om der er tale om civile eller militære personer.
Desuden er PET som sagt underlagt kontrol fra en række sider, bl.a.
fra mig som justitsminister, og chefen for PET underretter mig direkte om alle forhold af væsentlig betydning inden for efterretningstjenestens virksomhed.
Det gælder bl.a.
alle vigtige enkeltsager.
Derfor kan jeg rolig sige, at jeg har fuld tillid til, at PET overholder reglerne for brug af agenter og samarbejde med udenlandske myndigheder.
Og den seneste tids mediedebat har, må jeg sige, ikke ændret herved.
Så med disse begrundelser mener regeringen som nævnt heller ikke, at der er behov for at nedsætte en undersøgelseskommission, som der efterspørges i beslutningsforslaget, og regeringen kan derfor ikke støtte forslaget.