Det sidste punkt på dagsordenen er:

17) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 59:

Forslag til folketingsbeslutning om jobgaranti.

Af Christian Juhl (EL) m.fl.

(Fremsættelse 05.02.2013).

Forhandlingen er åbnet. Beskæftigelsesministeren.

Jeg vil først og fremmest gerne sige meget klart, at regeringen fuldt ud deler Enhedslistens bekymring for de mennesker, der står i den meget alvorlige situation, at de i en længere periode har været ramt af ledighed, som er blevet til langtidsledighed, og for nogles vedkommende står over for, at deres dagpengeret snart ophører. Vi har en helt reel udfordring på dagpengeområdet, og derfor har det været magtpåliggende for os igennem en længere periode at gøre, hvad vi kan, og igangsætte en række initiativer for at afhjælpe de problemer, vi står over for.

Jeg tror, det er vigtigt altid at huske på, at mange af de mennesker, der står over for, at deres dagpengeret kan ophøre her i første halvår af 2013, jo ofte er mennesker, der har gået på arbejde i mange år. De har passet deres ting, de er blevet hårdt ramt af den økonomiske krise, og på grund af dagpengereformen og den valgte indfasning deraf står de pludselig over for det meget svære, at deres dagpengeret risikerer at ophøre. Det er der al mulig grund til at have fokus på fra alles side. Det har der også været fra regeringens side, og det vil der fortsat være. Jeg er ikke mindst glad for den uddannelsesordning, vi har aftalt med Enhedslisten, som gør, at de borgere, hvis dagpengeret ophører her i første halvår 2013, får mulighed for at gå i gang med uddannelse, samtidig med at de er sikret forsørgelse.

Derudover har vi jo taget en række forskellige initiativer i beskæftigelsespolitikken, og sidst men ikke mindst har regeringen netop fremlagt en større pakke for at sikre vækst og skabelse af flere private arbejdspladser i Danmark. Og ligegyldigt hvordan man vender og drejer det, er det bedste svar på arbejdsløshed jo, at vi i fællesskab som samfund bliver bedre til at skabe, fastholde og udvikle arbejdspladser i vores samfund – ikke mindst i den private sektor, som skal være vækstmotoren.

Det er den vej, regeringen ønsker at gå, og derfor stemmer vi også nej til beslutningsforslaget her, som jeg synes på lange stræk modarbejder det ønske, vi har om et arbejdsmarked, der er reelt. Forslaget her vil jo de facto betyde en evig dagpengeperiode, og det er vi fra Socialdemokratiets side og fra regeringens side imod. Det har vi i øvrigt været imod igennem rigtig mange år, for vi mener, at ret og pligt er det fundament, vores beskæftigelsespolitik og arbejdsmarkedspolitik skal stå på. Og det er klart, at det, at der er en øvre grænse for, hvor lang tid man kan være på dagpenge, også er en central del af vores dagpengesystem.

Ligegyldigt hvad man måtte mene om den 2-årige dagpengeperiode – til den er holdningerne som bekendt forskellige – så synes jeg, den vigtigste opgave, der står foran os, ud over jobskabelse er at sikre en beskæftigelsespolitik, der er i stand til at understøtte, at mennesker kommer hurtigt i arbejde. For det at fastholde mennesker i årevis – år efter år – på dagpenge er hverken løsningen på de lediges problemer eller svaret på Danmarks udfordringer.

Der er en enkelt, der vil stille spørgsmål, nemlig hr. Joachim B. Olsen.

Ministeren sagde, at man – nu også senest med vækstpakken – tager nogle initiativer til at skabe job og beskæftigelse, og det vil jeg gerne kvittere oprigtigt for, det er virkelig ment fra hjertet; det synes jeg er rigtig godt. Et af de initiativer, man tager, er, at man sænker selskabsskatten. Det har jo ikke altid været Socialdemokratiets politik at gøre det, men det har man så valgt at gøre nu, og det synes jeg er rigtig fornuftigt. Kan ministeren redegøre for, hvorfor man har valgt at tage netop det initiativ at sænke selskabsskatten? Hvad er det, der har gjort, at man har ændret holdning, og at man nu synes, det faktisk er en rigtig fornuftig idé i forhold til at få sikret vækst i Danmark?

Ministeren.

Jeg mener, det er helt indiskutabelt, at vi står over for rigtig store udfordringer både på vores arbejdsmarked, og hvad angår dansk erhvervsliv. Vi er ikke noget, hvis ikke der er private arbejdspladser i det her samfund. Med det kolossale tab af arbejdspladser, der har været op igennem krisen med en for ringe konkurrenceevne og med en for lav produktivitet, er det helt afgørende, at vi understøtter sunde virksomheder og dermed også arbejdspladser i et tilstrækkeligt omfang.

Jeg tror også, man må sige, at det på mange måder har taget længere tid at få vristet Danmark fri af krisen, end mange først havde forventet. Derfor er der behov for en ekstraordinær indsats, og det er det, der er resultatet, når vi fremlægger en samlet plan for vækst og arbejdspladser i Danmark. I den plan bruger vi en række af de forskellige værktøjer, som der peges på fra forskellige sider, for at understøtte et erhvervsklima og dermed arbejdspladser i Danmark. Deri indgår også selskabsskattelettelser, det er helt korrekt, og det gør også afgiftslettelser og en fremrykning af investeringer, bl.a. boligrenoveringer.

Så det er altså en samlet pakke, og det er på det, man skal vurdere det, synes jeg.

Hr. Christian Juhl.

Arbejdsministerens kollega, finansministeren, kaldte akutjob en fuld og dækkende løsning, da vi forhandlede den i efteråret. Efter de første måneder, hvor den har fungeret, her i 2013, er det så arbejdsministerens opfattelse, at den stadig væk er en fuld og dækkende løsning, eller har det nogen sinde været arbejdsministerens holdning?

Det andet er, hvis nu mennesker gør deres pligt, står til rådighed, søger arbejde, deltager i aktivering, uddanner sig og alle de der ting, har man så ikke en ret over for denne pligt, f.eks. at man så også har ret til at fortsætte på dagpenge, indtil samfundet kan hjælpe en med at få det stykke arbejde, der er umuligt at finde?

Jeg må præcisere, at ministeren er beskæftigelsesminister. Beskæftigelsesministeren.

Jamen ret og pligt hænger for mig uløseligt sammen. Jo, man har ret til at blive behandlet ordentligt, man har ret til at møde en beskæftigelsespolitik, som fremmer ens mulighed for at kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet. Har man for få kompetencer og forældet uddannelse eller slet ingen, skal beskæftigelsespolitikken selvfølgelig søge at understøtte, at man får kompetencer, at man får et stærkere fundament at stå på, i stedet for, som der har været eksempler på, at spilde lediges tid. Så jo, man har ret til at blive behandlet ordentligt, det er grundlaget for vores velfærdssamfund, det bør også være grundlaget for alt, hvad vi foretager os i beskæftigelsespolitikken.

Men nej, selvfølgelig har man ikke ret til dagpenge i så lange perioder som det, hr. Christian Juhl lægger op til. Dagpengene er en relativt høj ydelse i forhold til andre overførselsindkomster, og den skal kompensere for en manglende løn i tilfælde af ledighed, men nej, selvfølgelig skal den ikke være ubegrænset. Risikoen ved det er jo, at nogle hænger fast i langtidsledighed, hvad jeg personlig betragter som noget af det allermest alvorlige, når man er ledig.

Christian Juhl.

Jeg beklager over for formanden, at vi bruger andre udtryk, når arbejdsministeren og jeg taler sammen. Det gør vi nu engang, og det må formanden finde sig i.

Valgkampen var arbejdsministeren og jeg sammen om. Der sagde vi: Fjern dagpengeforringelserne. Hvor langt synes arbejdsministeren vi er nået med det fælles mål, vi satte os i den valgkamp? Jeg går ud fra, at når vi sagde, at dagpengeforringelserne skulle fjernes, betød det bl.a., at vi mindst skulle tilbage til de gamle ordninger, som jo var indført af Socialdemokratiet.

Når arbejdsministeren så siger, at vi har en relativt høj ydelse, er vi så ikke enige om, at værdien af den systematisk er faldet de sidste 15 år, sådan at forskellen mellem løn og understøttelse er øget over i hvert fald 15 år, måske over en længere periode?

Ministeren.

Vi har jo efterhånden haft den her diskussion af temmelig mange omgange. Det er jo både sikkert og vist, at Socialdemokratiet og dermed det parti, jeg repræsenterer, stemte imod ændringerne på dagpengeområdet før valget. Det gjorde vi, fordi vi syntes, det var en besynderlig måde at svare på krisens udfordringer på, at der blev foretaget en halvering af dagpengeperioden.

Så når vi frem til folketingsvalget i 2011. Danskerne sammensatte et Folketing, som både indeholdt et nyt politisk flertal, en ny regering og en meget, meget stor opbakning til de partier, som bl.a. lavede og stod bag de nye regler på dagpengeområdet. Den virkelighed i Folketinget anerkender og respekterer og overholder vi selvfølgelig fra regeringens side.

Under alle omstændigheder – ligegyldigt hvad man måtte mene om dagpengereformen i 2010 – synes jeg, at den vigtigste opgave er at sikre en beskæftigelsespolitik, som får mennesker i arbejde. Og jeg tror, at det også set med de arbejdsløses briller er vigtigere, at mennesker kommer hurtigt i arbejde, end at man med det her beslutningsforslag vil få muligheden for at være på dagpenge resten af sit liv.

Hr. Finn Sørensen.

Der er vel ikke nogen, der ønsker, at de arbejdsløse skal være på dagpenge resten af deres liv, og det ønsker Enhedslisten heller ikke. Vores forslag går i al sin enkelhed bare ud på, at hvis samfundet ikke kan tilbyde mennesker et arbejde, er det rimeligt, at de får den understøttelse, de selv har bidraget til som a-kasseforsikret, og det er såmænd bare det princip, jeg gerne vil have ministeren til at forholde sig til, altså om ikke det er et ganske rimeligt princip.

Ministeren.

Men det er jo ikke det, der står i beslutningsforslaget. Jeg vil i øvrigt gerne understrege, at lige så væsentligt det er at tage et politisk ansvar for at understøtte, at der skabes private arbejdspladser i Danmark, lige så vigtigt er det jo, at den enkelte, der er ramt af arbejdsløshed, påtager sig et ansvar for at bringe sig ud af den situation, hvis det overhovedet kan lade sig gøre. Den går begge veje.

I beslutningsforslaget står der jo, at hvis ikke man er i stand til at finde et arbejde eller i øvrigt komme i beskæftigelse, hvad metoder man end måtte tage i brug, skal man være garanteret dagpenge på ubestemt tid, og det er vi imod. Det er der i øvrigt ikke noget som helst nyt i vi er imod, det er i mine øjne en konsekvens af at have et dagpengesystem, som vi kender det i Danmark, altså at der selvfølgelig er en tidsmæssig begrænsning. Det har været Socialdemokratiets holdning i rigtig, rigtig mange år, og det er selvfølgelig også den her regerings holdning.

Hr. Finn Sørensen.

Jamen altså, jeg synes ikke, at ministeren læser det her forslag, sådan som det faktisk er skrevet:

»Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovgivning med ikrafttræden senest den 1. juli 2013, der sikrer, at ledige garanteres tilbud om ordinært arbejde inden for de sidste 13 uger af dagpengeperioden af en varighed, der sikrer genoptjening af en ny dagpengeperiode.«

Det er jo det, der er forslaget, og det er derfor, forslaget hedder »Forslag til folketingsbeslutning om en jobgaranti«. Så står der:

»Hvis dette ikke er muligt, modtager den ledige dagpenge, frem til han eller hun får tilbudt arbejde.«

Det er det, forslaget går ud på, og i den rigtige rækkefølge er det altså, at vi gerne vil give de ledige et arbejde, og at de skal have et tilbud om et ordinært arbejde. Og hvis vi ikke kan give dem det, så skal de jo have de dagpenge, som de selv har bidraget til gennem deres a-kasseforsikring, som skulle være den tryghed, de havde, hvis de blev arbejdsløse.

Så nu synes jeg, at ministeren skal forholde sig til forslaget, sådan som det er skruet sammen. Tak.

Ministeren.

Jamen det er lige præcis det, ministeren gør, for der var da ikke noget, jeg ville ønske mere, end at alle vores arbejdsløse kunne komme i arbejde. Jeg er heller ikke et sekund i tvivl om, at langt hovedparten af de mennesker, der går ledige i Danmark, drømmer om, håber på og arbejder for at komme i arbejde hurtigst muligt. Men der er bare en grundlæggende forkert præmis for Enhedslistens beslutningsforslag.

Det er jo ikke sådan, at samfundet kan sørge for, at der er fuld beskæftigelse. Vi lever ikke i en planøkonomi – og jeg tror ikke, der er ret mange af os, der ønsker at leve i en planøkonomi, ej heller i det danske Folketing – og det betyder selvfølgelig, at det at kunne opnå adgang til beskæftigelse indgår som en del af vores arbejdsmarked. Vi kan bruge beskæftigelsespolitikken til at understøtte, at mennesker når derhen, og at forudsætningerne for, at man kan indtræde på arbejdsmarkedet er bedst mulige. Vi kan med den økonomiske politik understøtte det erhvervsklima, der er, og ad den vej understøtte, at der skabes flere arbejdspladser. Men samfundet kan ikke sikre en jobgaranti i det danske samfund. Og jeg vil endnu en gang ikke anbefale, at der er ubegrænset adgang til dagpenge i det danske samfund; det har Socialdemokratiet i øvrigt ikke ment i en årrække.

Vi siger tak til ministeren. Fru Ulla Tørnæs som ordfører for Venstre.

Jeg er her faktisk på vegne af Venstres ordfører, hr. Hans Andersen, som er forhindret i at være her, og jeg skal på hans vegne sige følgende:

Med B 59 foreslår Enhedslisten at garantere ledige tilbud om et ordinært arbejde inden for de sidste 13 uger af dagpengeperioden. Arbejdet skal være af den varighed, der sikrer genoptjening af en ny 2-årig dagpengeperiode. Man skal have arbejdet minimum 1.934 timer inden for de sidste 3 år for at forblive på dagpenge. Hvis det er umuligt at finde et passende arbejde til den ledige, vil han eller hun få dagpenge, indtil personen er blevet tilbudt et arbejde.

Forslaget er en kortsigtet løsning. Den gavner ikke de ledige. Det vil være en bjørnetjeneste, der fastholder den arbejdsløse i dagpengesystemet. Det fremgår ikke af forslaget, hvor finansieringen skal komme fra, og heller ikke, hvilke job der skal tilbydes den arbejdsløse. Det fremgår kun, at den ledige skal tilbydes arbejde, der skal tage hensyn til den arbejdsløses kvalifikationer og interesser.

Såfremt Enhedslisten mener, at jobbene skal trylles frem i den offentlige sektor, vil jobgarantiordningen kunne fortrænge job, der normalt var blevet opslået. Det vil blot øremærke en specifik samfundsgruppe, der så at sige får en forlomme i jobkøen. Desuden er den offentlige sektor i forvejen stor. Vi har i Danmark for få på det private arbejdsmarked i forhold til det offentlige. Jobgaranti vil udløse en udvidelse af antallet af offentligt ansatte.

Der er ingen tvivl om, at det er sværere at finde job nu, end det var for 5 år siden, men der er trods alt utrolig mange jobåbninger på det danske arbejdsmarked. Hver eneste dag får 2.000 mennesker nyt job i Danmark. Jobgaranti gavner ikke det frie arbejdsmarked. Derudover mener vi i Venstre, at det skal være op til den enkelte arbejdsgiver at ansætte dem, de mener er mest kvalificerede til jobbet. Denne uholdbare og kortsigtede løsning vil desuden tvinge virksomheder til at finde på stillinger, der umiddelbart er unødvendige.

Afsluttende vil jeg opsummere, at Venstre ikke støtter B 59. Det handler om, at fremtidens job skal etableres af virksomheder. Vi kan fra Folketingets side bidrage til at forbedre vilkårene for virksomhederne i Danmark. Det er vejen frem i modsætning til Enhedslistens statsfinansierede job.

Så skal jeg på Det Konservative Folkepartis vegne sige, at de afviser forslaget på lige fod. Tak.

Der er et par spørgsmål. Hr. Finn Sørensen.

Tak. Og tak til ordføreren. Nu siger forslaget jo ikke noget om statsfinansierede job, og ordføreren ved jo udmærket godt, at Enhedslisten har en lang række forslag, der vil øge beskæftigelsen i den private sektor. Det skal jeg så ikke bruge tid på nu.

Men jeg skal bare spørge ordføreren, om ordføreren er enig i, at hvis det nu skulle gå så galt, at den ledige er på arbejdsløshedsdagpenge i lang tid, så skyldes det ifølge det her forslag, at vi ikke har været i stand til at tilbyde vedkommende et ordinært job. Er ordføreren enig i, at det er det, forslaget betyder?

Ordføreren.

Sådan som vi læser forslaget, handler det om at sikre, at man som ledig kan blive i dagpengesystemet, og det er vi ikke tilhængere af. Man laver så at sige en karrusel forstået på den måde, at man laver et kunstigt job. Og hvis ikke den ledige får dette kunstige job, kan vedkommende forblive i dagpengesystemet. Det er ikke en måde, som vi mener på nogen måde tjener den enkelte lediges interesse eller for den sags skyld det danske samfunds interesser.

Hr. Finn Sørensen.

Jeg tror, ordføreren gør sig stor umage for at indlæse nogle ting i forslaget, som ikke står der. Der står ikke noget om kunstige job.

Forslaget går ud på, at den ledige skal have tilbudt et ordinært job. Og derfor må det vel være sådan, at hvis den ledige er på arbejdsløshedsdagpenge i meget lang tid, så er det, fordi vi ikke som samfund, som offentlige virksomheder eller private virksomheder har været i stand til at tilbyde den ledige et job, altså er der ikke tale om, at vi fastholder den ledige på arbejdsløshedsdagpenge.

Jeg vil bede ordføreren om at forholde sig til, hvad der står i forslaget. Er det ikke rigtigt, som jeg siger, at hvis de ledige er på dagpenge i lang tid, så er det, fordi de ikke er blevet tilbudt et ordinært job? For hvis de bliver det, bortfalder retten til dagpenge. I den situation skal de jo tage jobbet.

Ordføreren.

Vi er fundamentalt uenige i den måde, Enhedslisten ønsker at indrette det danske samfund og dermed også det danske arbejdsmarked på. Vi ønsker, at man frit som arbejdsgiver skal kunne ansætte den arbejdskraft, som man har brug for. Vi er tilhængere af, at man også inden for den offentlige sektor selv vælger, hvem man ønsker at ansætte. Det må og skal være en leder i den offentlige sektor, der bestemmer, hvem man ansætter, og man må tage udgangspunkt i, at man ønsker den bedst kvalificerede til de opgaver, der skal løses, uanset om det er i den private eller i den offentlige sektor.

Derfor er vi ikke tilhænger af, at man på den her måde forlods skal reservere job til ledige, og hvis ikke disse job findes da at lade den ledige forblive i dagpengesystemet – altså at give en uendelig garanti for, at hvis ikke den ledige finder et job, så kan vedkommende forblive på dagpenge. Det mener vi ikke er vejen frem, og det mener vi slet ikke er den måde, hvorpå vi løser det problem, som vi tidligere på dagen diskuterede, nemlig spørgsmålet om, hvordan vi sikrer, at vi har den arbejdskraft og den arbejdsressource, som vi har brug for i det danske samfund, altså med andre ord hvordan vi får udvidet arbejdsstyrken i det danske samfund.

Hr. Christian Juhl.

Hvis nu der står følgende i grundloven – lad os bare sige, at der gør det:

»Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for at arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse«.

Hvis det står i grundloven, er det så noget, vi skal prøve at arbejde efter herinde, eller kan man bare sige, det er sådan en vidtløftig idé, som man ikke behøver tage alvorligt? Og kunne man så med samme ret sige, at arbejdsgiverens ret til selv at bestemme, hvem han ansætter og afskediger, heller ikke er noget, vi tager særlig alvorligt? Jeg vil gerne høre, hvor seriøst Venstres ordfører tager f.eks. grundloven.

Ordføreren.

Jamen den tager jeg faktisk umådelig seriøst. Og det går jeg ud fra at alle her i Folketinget gør, al den stund at det første, vi foretog os, da vi satte vores ben her som folkevalgte, var at skrive under på, at vi ville overholde grundloven. Jeg ser absolut intet grundlovsstridigt i den politik, som et flertal her i det danske Folketing har stået for i årtier. Så jeg ved ikke rigtig, hvor hr. Christian Juhl vil hen med sin reference til grundlovens bestemmelser, som så nydeligt blev oplæst her.

Hr. Christian Juhl.

Så kan det vist ikke nytte at læse den op igen, men jeg kan sige, det er § 75, så kan ordføreren selv gå hjem og repetere den. Men der står jo rent faktisk, at vi skal arbejde for, at alle borgere har ret til stykke arbejde, så de kan forsørge sig selv.

Derfor er det jo vigtigt at diskutere både ret og pligt og ikke kun diskutere pligt og pligt for de arbejdsløse. Det vil sige, at de arbejdsløse har en ret og en pligt og arbejdsmarkedet har en ret og en pligt. De arbejdsløse skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet – det er vi enige om, og det behøver vi ikke engang at diskutere, kan jeg høre. Men arbejdsmarkedet skal også stå til rådighed for de arbejdsløse. Det står der jo i grundloven, og det er derfor, vi nævner det. Hvis vi ikke vi træffer den her beslutning eller en lignende beslutning, så sker der det, at arbejdsmarkedet fastholder den ledige uden for arbejdsmarkedet, hvis det passer arbejdsmarkedet, og det duer jo ikke.

Derfor vil vi med det her forslag sikre, at de arbejdsløse mindst hvert andet år kommer ud og får sig et stykke ordinært arbejde, altså en garanti for, at de kommer ud og får et stykke ordinært arbejde. Er det ikke fornuftigt, at arbejdsløse mindst hvert andet år kommer ud og får et stykke arbejde?

Ordføreren.

Jeg synes, at de ledige skal have et job. Jeg ønsker under ingen omstændigheder at fastholde ledige hverken på kontanthjælp eller i dagpengesystemet – absolut ikke.

Venstres politik er, at man skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, og at man i øvrigt skal sige ja til de tilbud, man får om job. Vi synes, det er et paradoks, at vi har 160.000 ledige, og at vi alligevel gang på gang kan høre om arbejdsgivere, der ikke har kunnet ansætte arbejdskraft, ikke har kunnet få den arbejdskraft, de efterspørger, og derfor er nødsaget til at ansætte udenlandsk arbejdskraft.

Vi har over 50.000 udenlandske arbejdstagere i det danske samfund. De er sådan set velkomne, men jeg synes, det er et paradoks, at vi samtidig har 130.000 arbejdsmarkedsparate, som er enten på kontanthjælp eller dagpenge. Det er et paradoks, som jeg håber vi får taget hul på at løse med den kontanthjælpsreform, som regeringen har indbudt til forhandlinger om.

Jeg siger tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Leif Lahn Jensen fra Socialdemokratiet.

Tak for det. Forslaget fra Enhedslisten er jo sådan set sympatisk. Man vil sikre alle et job, og kan de ikke få det, kan de få dagpenge, indtil de kommer i arbejde.

Vi er helt enige i, at de mange mennesker, der bliver ramt af arbejdsløshed, står i en meget svær situation, og vi skal selvfølgelig hjælpe dem alt det, vi kan. Det er netop derfor, at regeringen hele tiden har fokus på at skaffe arbejdspladser og lave gode indsatser for de arbejdsløse. Vi har styrket jobskabelsen gennem massive offentlige investeringer i bl.a. supersygehuse, store trafikinvesteringer i jernbanenettet og grøn omstilling. De offentlige investeringer nåede omkring 43 mia. kr. sidste år, og det er det højeste niveau i 30 år.

Vores allerstørste udfordring lige nu er at sætte gang i væksten. Derfor har regeringen præsenteret et vækstudspil, der understøtter stærke og konkurrencedygtige virksomheder, for det er dem, der skal skabe arbejdspladser til de mange mennesker, der i dag står uden arbejde.

En forbedring af rammevilkårene for de danske virksomheder kan imidlertid ikke stå alene. Den nødvendige arbejdskraft skal også være til rådighed og have de kompetencer, som erhvervslivet efterspørger. Derfor er der brug for en aktiv arbejdsmarkedspolitik, der hjælper de arbejdsløse videre. Alt for mange hænger i dag fast i passiv forsørgelse. Det er en ulykke for den enkelte, det er dyrt for fællesskabet, og det er hverken progressivt eller solidarisk. Vi ønsker en arbejdsmarkedspolitik, der i langt højere grad end i dag tager udgangspunkt i den enkelte, og som formår at hjælpe det enkelte menneske med at dygtiggøre sig og komme styrket videre i job eller uddannelse. Uanset om vi taler om kontanthjælp, arbejdsløshedsdagpenge eller sygedagpenge, må systemerne ikke fastholde mennesker.

Vi kan ikke indrette systemer, sådan at f.eks. kontanthjælp eller sygedagpenge bliver en sliske hen mod permanent udstødelse af arbejdsmarkedet, og vi har bl.a. derfor for nylig fremlagt reformudspil på sygedagpengeområdet og kontanthjælpsområdet. Vi ønsker et system, der både hjælper og stiller krav til de arbejdsløse, og som ansvarliggør den enkelte. Jeg tror, at noget af det mest frustrerende er, hvis man ikke har oplevelsen af at stå ved roret i sit eget liv, og jeg tror såmænd også, at det gælder arbejdsløse. Derfor skal vi hjælpe de arbejdsløse, men ejerskabet for den enkeltes ledighedsforløb skal være hos den enkelte.

Med Enhedslistens forslag om jobgaranti lægger man ansvaret for at komme i arbejde over på det offentlige. Det mener vi ikke er den rigtige vej at gå. Det offentlige skal selvfølgelig sikre rammerne for jobskabelse og hjælp, der understøtter de arbejdsløses vej tilbage i job, men vi skal ikke garantere hver enkelt et job. Samtidig betyder forslaget reelt, at det vil være umuligt at opbruge dagpengeretten. Vi mener ikke, at løsningen på den aktuelle arbejdsløshedssituation er en uendelig dagpengeperiode. Det er vigtigt at holde fast i, at ansvaret for at komme i arbejde først og fremmest er den enkeltes. Det er der ikke noget nyt i, heller ikke for et parti, der baserer arbejdsmarkedspolitikken på princippet om ret og pligt, for med retten til hjælp følger pligten til selv at tage ansvar for at komme ind på arbejdsmarkedet og bidrage til fællesskabet, hvis man kan. Og når jeg siger, hvis man kan, skal dem, der ikke kan, selvfølgelig hjælpes i forhold til uddannelse, støttes, og hvad ved jeg. Det er netop den røde tråd i vores reformer – i kontanthjælpsreformen og indsatsen for dem, der falder ud af dagpengesystemet – at vi giver dem alle de muligheder, vi overhovedet kan.

Sagt med andre ord er en jobgaranti ikke den rigtige vej at gå, og Socialdemokraterne kan derfor ikke støtte forslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl.

Socialdemokratiets ordfører sagde, at ansvaret her bliver kastet over på det offentlige, og at det bliver umuligt at opbruge dagpengeretten. Der er jo ikke et ord i det her forslag om at ændre på dagpengeretten; der står bare, at man skal hjælpes til et job af mindst 1 års varighed, hver gang man har måttet tåle at skulle gå arbejdsløs i 2 år. Hvis man først gør den pligt, at man nøjes med dagpengene og går 2 år og gør alt det, man skal, er det så ikke en rimelig ret, når man er færdig med den periode, at få mindst 1 års ordinært arbejde? Det er vel det, der er målet med alt det arbejde, vi laver.

Er det nu Socialdemokratiets nye politik, at man individualiserer opgaverne, sådan at det er den enkeltes opgave at finde et arbejde? Det hørte jeg ordføreren sige. Det vil sige, at man skubber det fælles ansvar over på den enkelte arbejdsløse og siger: Du er skyldig, du har selv ansvaret. Er det socialdemokratisk politik?

Så er det ordføreren.

Det er da ikke et spørgsmål om at være skyldig i at være arbejdsløs. Det er da et spørgsmål om, at der er et menneske, der har mistet et arbejde, og mennesker gør da alt, hvad de kan – det er der rigtig mange mennesker der gør – for at skaffe sig et arbejde. Og hvis ikke de kan det, skal vi da hjælpe dem alt det, vi kan, så det er da ikke noget med at være skyldig. Men det ville da klæde Enhedslisten at læse deres eget forslag. Nu skal jeg citere:

»... at ledige garanteres tilbud om ordinært arbejde inden for de sidste 13 uger af dagpengeperioden af en varighed, der sikrer genoptjening af en ny dagpengeperiode. Hvis dette ikke er muligt, modtager den ledige dagpenge, frem til han eller hun får tilbudt arbejde.«

Hvad nu hvis man ikke får tilbudt arbejde i 8 år, i 10 år, i 12 år, i 15 år, i 17 år, i 21 år? Hvad så? Skal man så have dagpenge i 21 år? Det er det, der står i Enhedslistens forslag, det er sådan, jeg læser det. Og det er ikke den politik, jeg ønsker, det er ikke den politik, mit parti, Socialdemokratiet, ønsker, men det er det, som Enhedslisten foreslår med det her forslag, uanset om Enhedslisten vil være ved det eller ej.

Så er det hr. Christian Juhl.

Jeg vil sige, at hvis vi har så elendig en regering i et land – det kunne jo ske, vi har i hvert fald haft det de sidste 10 år, hvis vi går lidt tilbage – at man ikke kan sikre arbejde til folk, så bør det vel være sådan, at folk kan føle en vis tryghed alligevel. Det er vel politikerne, der skal skabe økonomien i samfundet og sørge for, at det fungerer, så der er nogle job. Det var derfor, jeg læste grundlovens paragraf op, for ifølge den har vi jo en forpligtelse til at skabe arbejde til alle.

Hvis ikke man kan skaffe 1 års arbejde til ledige, når de har gået ledig i 2 år, sådan at man mindst efter 2 år sikrer, at de er ude i arbejde, er det så ikke et dårligt samfund, en dårlig regering, et dårligt Folketing? Det synes jeg da er et meget beskedent krav at stille, så ledige kan sige: O.k., så kan vi tåle at gå ledig i 2 år, men senest det tredje år får vi så 1 års arbejde. Eller er det virkelig sådan, at Socialdemokratiet nu har sagt, at de accepterer dagpengeforringelserne fra 2010, og at det skal køre, som det nu kører?

Så er det ordføreren.

Jeg tror ikke, der er mange, der kan klandre os for, at vi ikke har forsøgt at skaffe en masse arbejdspladser i den tid, vi har været i regering, at vi ikke har forsøgt at lave en god vækst og skabe en udvikling, og at vi ikke også har forsøgt at lave nogle gode reformer for at få de her mennesker i gang. Selvfølgelig skal vi sørge for at give dem alle de muligheder, de kan få, for at få et arbejde.

Jeg er bare ikke enig med Enhedslisten, der med det her forslag sådan set ønsker, at de ledige kan være på dagpenge i det uendelige. Det er jeg ikke enig i. Det er ikke det rigtige for den enkelte; det er ikke rigtigt for den enkelte at blive fastholdt på dagpenge eller blive fastholdt på en passiv ydelse. Det er rigtigt for den enkelte, at vi sammen med den enkelte gør alt, hvad vi kan, for at få vedkommende i gang, i stedet for at man med et forslag som det her siger til den enkelte: Hvis ikke du får tilbudt et job, kan du blive på dagpenge i al evighed. Det er ikke rigtigt, og det er fuldstændig imod det, vi står for.

Der er ikke flere spørgsmål, så jeg siger tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Bent Bøgsted, Dansk Folkeparti.

Tak, formand. Jeg må indrømme, at vi i Dansk Folkeparti synes, at det her er et lidt mærkeligt forslag at komme med. Det må være i afmagt over det, som Enhedslisten har oplevet med regeringen, hvor Enhedslisten har fundet ud af, at de egentlig bare bliver brugt som stemmekvæg og ikke rigtig kan få noget igennem, for Enhedslisten kunne ikke få dagpengeperioden skruet tilbage til 4 år. Der var jo en hel del, der før valget snakkede om, at man nu skulle tilbage til en 4-årig dagpengeperiode, og Enhedslisten havde troet på, at den hellige grav var vel forvaret. Men Enhedslisten fik det ikke igennem i forbindelse med finanslovforhandlingerne, og dengang, hvor regeringsgrundlaget blev lavet, formåede man ikke at lægge pres på regeringen. Enhedslisten kommer så her med et forslag, som går ud på, at man skal tilbydes et arbejde, når der er 13 uger tilbage af dagpengeperioden.

Det er ligesom i det gamle Sovjet, og som det er i Kina i dag. I Kina bliver alle tilbudt arbejde til 1 dollar om dagen eller noget i den stil, og så er de ude som gadefejere, eller hvad ved jeg. I Sovjet arbejdede de alle sammen i et kollektiv. De var sikre på at have arbejde. Det betød ingenting, hvor meget man lavede, for man havde et arbejde. Hvor stort udbyttet var, betød heller ingenting. Det samfund spillede fallit. I Kina har de også erkendt, at det ikke dur, og derfor har de lukket op for kapitalen. Det betyder, at de i Kina i dag har flere millionærer, end der er befolkning i USA.

Jeg ved ikke lige, hvad det er for et system, Enhedslisten har tænkt sig at indføre i Danmark, med at man skal tilbydes et arbejde, når der er 13 uger tilbage. Man kan tage det roligt; man behøver egentlig ikke selv være aktiv, men kan bare vente, til der er 13 uger tilbage, og så kommer staten og tilbyder en et job, og så kan man gå 1 år. Man kan så gå 2 år igen, indtil der er 13 uger tilbage, og så kommer staten atter og tilbyder en et job. Hvis man ikke får et job, vil Enhedslisten, som hr. Leif Lahn Jensen sagde, have, at man kan få dagpenge i det uendelige. Det er ikke et system, Dansk Folkeparti ønsker, og derfor kan vi heller ikke støtte det her forslag.

Jeg siger tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Nadeem Farooq, Radikale Venstre. (Christian Juhl markerer for en kort bemærkning).

Undskyld, vil ordføreren komme herop igen. (Bent Bøgsted: Ja, det er godt med lidt motion!).

Jeg erkender, at det er sent.

Jeg drømmer om et samfund, hvor alle har ret til et stykke arbejde, så man kan forsørge sig selv. Det synes jeg ville være et godt samfund. Det er ikke engang et ideelt samfund, men det er et godt samfund. Men hvis jeg nu ikke kan få det, og hvis jeg heller ikke kan få en 4-årig dagpengegaranti ad gangen, så må jeg jo sige: O.k., så nøjes vi med den 2-årige dagpengeperiode. Er det så et urimeligt ønske eller et urimeligt krav, at man hvert tredje år har ret til et arbejde, og at det samfund, man lever i, sørger for, at man får det arbejde? Er det for Dansk Folkeparti noget helt utopisk, at man i hvert fald mindst hvert tredje år arbejder, og at man så højst går ledig 2 år ad gangen?

Ordføreren.

Jamen det er da i hvert fald utopisk, hvis vi skal indrette et system, hvor man kan tage det roligt i hele dagpengeperioden, fordi staten på et eller andet tidspunkt kommer og tilbyder en et job, så man kan genoptjene dagpengeretten. Det er utopisk. Jeg synes, det er godt at have et samfund, hvor der er masser af arbejdsmuligheder; det har vi ikke haft her på grund af en krise, der har været der, og vi ved, at der altid er nogle, der går ledige, fordi der er jobskifte og den slags. Men det, der skal arbejdes med, er jo det at skabe arbejdspladser.

Man må jo sige, hvis man kigger på det, der er blevet lavet i forbindelse med finansloven, at det egentlig må have været en nedtur for Enhedslisten. Her har Enhedslisten jo, så vidt jeg husker – nu har jeg selvfølgelig ikke sådan låst mig helt fast på det – været med til at lægge nogle afgifter på, som regeringen nu er i gang med at afskaffe igen i forbindelse med vækstpakken. Altså, hvor Enhedslisten mente at noget kunne være med til at skabe arbejdspladser, kommer regeringen så med noget andet, som de nu mener skaber arbejdspladser, imod Enhedslistens opfattelse.

Jeg må bede ordføreren om at overholde taletiden.

Hr. Christian Juhl.

Tak. Hvis nu en arbejdsløs har gjort alt, hvad han kunne for at skaffe sig et arbejde – han har uddannet sig, han har stået til rådighed, han er gået til al mulig mere eller mindre tåbelig aktivering og har gjort det, han har pligt til; han har søgt 700 job i de 2 år – men hvis det så alligevel ikke lykkes, og hvis samfundet ikke kan skaffe ham et stykke arbejde mindst hvert tredje år, er det så rimeligt, at det er den arbejdsløse, der skal betale prisen for, at der er nogle politikere, der ikke kan sørge for at lede det her land, sådan at der er et arbejde til alle? Er det rimeligt, at det er den arbejdsløse, der skal have en over nakken, hvis det ikke lykkes, når han eller hun gør alt, hvad samfundet siger til ham eller hende at man skal? Er det en rimelig fordeling af ret og pligt efter Dansk Folkepartis mening?

Så er det ordføreren.

Jeg synes, det i de situationer er rimeligt, at jobcentrene gør, hvad de kan, for at hjælpe vedkommende til at få et job. Det er i den forbindelse også rimeligt, at der ude i jobcentrene er jobkonsulenter – det kan også være i a-kasserne – som tager hånd om den enkelte dagpengemodtager og siger: Ved du hvad, vi kan godt se, at du er ved at være i knibe her; vi skal nok gøre, hvad vi kan, for at hjælpe dig til at få et job. De kan tage kontakt til nogle virksomheder og finde ud af, om der er mulighed for at få et job, og så kan de tilbyde den enkelte et job, og så skal den enkelte selvfølgelig tage det job, Men vi ved også godt i dag, at situationen er sådan, at hvis man går på den højeste dagpengesats, har man ikke lyst til at tage et job, der kun giver ret til den mindste dagpengesats. Det er også sådan noget, der spiller ind. Og så har jeg ikke mere taletid.

Jeg siger tak til ordføreren. Næste ordfører er hr. Nadeem Farooq, Radikale Venstre.

Tak for det. Enhedslisten ønsker, at Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovgivning med ikrafttræden senest den 1. juli 2013, der sikrer, at ledige garanteres tilbud om ordinært arbejde inden for de sidste 13 uger af dagpengeperioden af en varighed, der sikrer genoptjening af en ny dagpengeperiode. Hvis dette ikke er muligt, modtager den ledige dagpenge, frem til han eller hun får tilbudt arbejde.

Lad mig sige det med det samme: I Radikale Venstre deler vi bekymringen for den gruppe af vores medborgere, som enten har opbrugt eller står til at opbruge deres dagpengeret. Det skal slås meget klart fast. Det er en situation, som vi skal tage alvorligt både i Det Radikale Venstre og i regeringen, og det gør vi også. Det er også derfor, vi har handlet på det. Vi har hele tiden, konstant, vurderet situationen – det er en alvorlig situation – og nøje tilrettelagt initiativer, som kan medvirke til at løse udfordringerne.

Der må vi også bare sige, at vi er udfordret i Danmark. Dansk økonomi står over for kolossale udfordringer. Der er dog lyspunkter, og et af lyspunkterne er, at det danske arbejdsmarked, selv om det selvfølgelig er udfordret, faktisk fungerer. Der er en høj grad af jobomsætning hvert eneste år, og langtidsledigheden er heldigvis ikke så høj, som man kunne frygte, i forhold til hvor hårdt vi er blevet ramt af den økonomiske krise i øvrigt. Så der er lyspunkter – og arbejdsmarkedet er et af dem – men ikke for den gruppe af borgere, som netop er i den situation, at de står til at have opbrugt deres dagpengeret.

Der har vi så handlet fra regeringens side. Ud over at have taget en række håndholdte initiativer såsom akutpakke og akutjob samt seniorjob og uddannelsesordning og derudover også at have øget indsatsen i bekæmpelsen af ungdomsarbejdsløshed er regeringen meget ambitiøst og passioneret, vil jeg sige, slået ind på en reformkurs. Formålet er at skabe ny vækst, høj beskæftigelse og en sund samfundsøkonomi. Det arbejder vi på, men det er selvfølgelig under meget vanskelige betingelser. Det er i bund og grund den bedste socialpolitik, vi kan føre, for vi mener, at velfærd også handler om at kunne få sig et job på arbejdsmarkedet.

At gennemføre reformer er også den bedste måde at sikre, at flest muligt ledige kommer i arbejde. Det er vigtigt både af hensyn til den enkeltes muligheder i tilværelsen og af hensyn til velfærdssamfundet som sådan. Derfor vil vi arbejde mod arbejdsløshed, og vi vil især bekæmpe langtidsledighed og arbejde for øget beskæftigelse. Vi har gennemført en kickstart, en skattereform, en energiaftale, reformer på en lang række områder såsom førtidspension og fleksjob og derudover initieret klimainvesteringer og en udviklingspakke, og jeg kunne blive ved, og jeg kunne blive ved. Og senest er vi så kommet på banen med en ny og meget ambitiøs vækstplan for Danmark.

Så man kan sige, at Radikale og Enhedslisten på lange strækninger deler den samme målsætning, nemlig at få flere inkluderet i vores arbejdsfællesskaber. Vi har bare forskellige måder, hvorpå vi vil nå den samme målsætning.

Så er det hr. Christian Juhl.

Nu tror jeg, at Det Radikale Venstres ordfører fortalte sig. Han sagde noget om, at vi snakkede om socialpolitik. Jeg nøjes med at snakke om arbejdsmarkedspolitik i den her sammenhæng, og dagpengene hører efter min mening til arbejdsmarkedspolitik og er en af velfærdssamfundets tryghedsskabende elementer både for arbejdsgiverne og for de arbejdsløse.

Hvad nu, hvis vi ikke kan give de ledige et job mindst hvert tredje år? Hvis de ledige mindst hvert tredje år kunne få tilknytning til en arbejdsplads og dermed en genvej til et arbejde, ville det i princippet egentlig være bedre end 4 års dagpenge og så ud. Men hvis ikke det lykkes, så får de selvfølgelig 2 års dagpenge og 1 års ret til arbejde, ligesom det er i dag og efter de samme regler. Det siger sig selv.

Hvis et samfund ikke kan give den garanti, er det så ikke efter Radikales opfattelse et meget, meget dårligt fungerede samfund?

Ordføreren.

Nu var jeg lige netop slået ind på en kurs, hvor jeg udtrykte et vist sammenfald mellem Enhedslistens og Radikale Venstres holdning til, hvad det er, vi gerne vil opnå. Men her får vi så alligevel udstillet, at der er forskel. For jeg mener jo modsat Enhedslisten, at det, der er opgaven, er at sikre de bedste rammer for, at vores medborgere kan komme i job, og så har vi så en arbejdsmarkedspolitik, som skal understøtte, at folk kommer i arbejde. Vi skal føre en erhvervspolitik. Vi skal gøre en lang række ting. Men det her med at intervenere så meget, som spørgeren lægger op til, er Radikale Venstre ikke enig i.

Hr. Christian Juhl.

Det forstår jeg på den måde, at Radikale Venstre gerne vil give de arbejdsløse pligterne, men at de reelt ikke tør give dem rettighederne. Jeg forstår det sådan, at Radikale Venstre ikke har tillid til deres egen politik. Hvis de havde det, skulle det være en overkommelig opgave hvert tredje år at sikre et job til ledige.

Det vil sige, at når De Radikale går og snakker fint om den ambitiøse – nu kan jeg ikke huske det fine ord, der også er for det – politik, er det alligevel med en stor usikkerhed om, om den nu slår til. For hvis det nu mislykkes, tænker de, så tør vi søreme ikke give de arbejdsløse den garanti, at de hvert tredje år nok skal få sig et job og komme tilbage på arbejdsmarkedet.

Er det ikke en slap regering, der ikke tør give en garanti for den politik, de er ved at gennemføre, og er det ikke manglende tillid til egen politik, der egentlig skinner igennem med den her kommentar?

Ordføreren.

Det er jeg meget uenig i. Det er svært at spå især om fremtiden. Vores politik og især reformpolitikken er den helt rigtige, men vi må også bare erkende, at det, som vi er blevet ramt af, nemlig det finansielle jordskælv i 2008, trækker tråde helt frem til i dag, og at det er på en negativ måde. 2012 blev ikke det år, vi havde håbet på. Så vi er fortsat ramt af den økonomiske krise. Derfor må vi insistere på at fortsætte med at holde reformkursen.

Men jeg mener ikke, der er tale om mistillid, det har vi hverken til vores politik eller de ledige. Det handler netop om at gøre det, som er det rigtige, i stedet for blot at forsøge at hjælpe de ledige på den måde, som Enhedslisten gerne vil, men som faktisk undergraver de lediges muligheder på længere sigt, hvis ikke der er fokus nok på permanent jobskabelse.

Jeg siger tak til ordføreren. Så er det fru Sanne Rubinke, SF.

Trods megen sympati for intentionen og at vi i SF bestemt godt kunne dele drømmen om en jobgaranti, må jeg sige, at vi ikke anser den form for jobgaranti, som er i det her forslag, for realistisk. Vi er altså meget enige om målet, men vi er ikke med på det her middel.

Til gengæld anser vi det som realistisk fortsat at arbejde for at sikre alle ledige et job, og det vil jeg garantere at vi vil arbejde sammen med alle gode kræfter om. Det er dybt ulykkeligt, at vi er i en situation med alt for mange ledige, og endnu mere ulykkeligt, at nogle ledige står til at miste deres understøttelse, hvis der ikke meget hurtigt findes jobmuligheder til dem. Det tager vi meget alvorligt. Heldigvis tages der løbende initiativer fra regeringen og Folketinget for at skabe arbejdspladser i Danmark og dermed også job til de ledige, som det her forslag sigter på at hjælpe.

Dagpengeperiodens længde kan og bør efter min mening også løbende diskuteres. SF var imod en nedsættelse af dagpengeperioden til 2 år. Der findes, så vidt jeg kan konstatere, stadig ikke et flertal i Folketinget for en ændring af den, uanset hvad vi så måtte mene.

Offentlige investeringer med renoveringer af skoler og plejeboliger og øvrige forsømte bygninger, veje, jernbanestrækninger – den radikale ordfører nævnte lige før en lang række tiltag, som den nuværende regering og et flertal i Folketinget har besluttet at putte penge i – er alt sammen for at bidrage til at skabe job. Vi vil altså meget gerne arbejde for at sikre job til alle, men nogen garanti for job mener jeg ikke at vi kan udstede her og nu.

Fra SF's side kan vi ikke støtte forslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl.

Alt det der med, at vi skal sætte job i gang og sørge for, at der kommer gang i alle mulige ting, sådan at der bliver skabt arbejdspladser, er vi er jo enige i. Det er der ingen grund til at snakke om.

Men hvis nu vores politik mislykkes, er det sikkerhedsnet, som de ledige har i dag, så efter SF's mening godt nok? Er 2 års dagpenge og 1 års genoptjening nok, eller hvor ligger SF's visioner for det her samfund? Uanset at man sidder i en regering, kan man jo godt have nogle drømme og visioner, som man ikke bare holder hemmelige. Man kunne jo i hvert fald prøve at fortælle os det, så skal jeg nok lade være med at fortælle det ude i den vide verden. Men kunne ordføreren løfte lidt af sløret for, hvilken vej SF mener vi skal på dagpengeområdet, hvis nu det ikke lykkes at skaffe job til alle?

Så er det ordføreren.

Som jeg sagde før, forsøger jeg også at forholde mig sådan realistisk og pragmatisk til det, for jeg ikke kan konstatere, at der er noget flertal i Folketinget i øjeblikket for at ændre på de nuværende dagpengeregler. Derfor har vi besluttet, at vi så bruger krudtet på at være med til at skabe de her job, fordi for os går projektet altså ud på at sikre, at alle, der kan arbejde, er i arbejde.

Så er vi fuldstændig enige i, at man selvfølgelig også skal adressere den udfordring, der handler om at tage sig ordentligt af folk, som er ledige. Det arbejder vi også løbende på, men jeg kan jo ikke stå her og sige nu, at vi vil lave en anden dagpengeperiode osv., for det er simpelt hen ikke realistisk. Så det ville jo være helt tosset at stå og love det. Som jeg også sagde, er det jo noget, som vi mener at man løbende skal diskutere og forholde sig til, fordi vi som Folketing og som samfund har en forpligtelse til først og fremmest at sikre alle job og dernæst at sikre alle, der ikke kan få job, forsørgelse.

Så er det hr. Christian Juhl.

Tak til SF's ordfører for, at vi i hvert fald er enige om, at grundlovens § 75 er gældende, og at vi skal sikre job til alle. Men hvis nu vores politik ikke lykkes, skulle vi så ikke også prøve at sige til folk, at hvis vi kunne skabe et flertal efter næste valg, ville vi gerne gøre det og det. Jeg er nemlig personligt bange for, at en af grundene til, at det går ad helvede til i øjeblikket ... (Fjerde næstformand (Anne Baastrup): Jeg bliver nødt til at bede ordføreren ikke bande), det går skidt i øjeblikket med regeringens opbakning i befolkningen, er, at befolkningen ikke rigtig kan få øje på det, som f.eks. SF kunne begejstre folk med i hvert fald så sent som for et par år siden.

Derfor tror jeg, at det er godt en gang imellem ikke alene at sige det, som regeringen kan blive enige om, men også at sige, at hvis vi får flertallet, vil vi i øvrigt arbejde ad den og den vej. Det synes jeg ikke er nogen dårlig ting at gøre. Det har ikke noget med noget verdensfjernt at gøre, for det eksisterede jo engang. Der vil jeg høre, om ikke SF har nogen drøm om at skabe bare en lille smule forbedring af de 2 år på dagpenge og et helt års genoptjening, f.eks. en mellemting mellem det og så de gamle regler. Det kunne jo være en jobgaranti.

Ordføreren.

Der var jo en grund til, at vi i sin tid ikke gik ind for nedskæringen af dagpengeretten til de 2 år. Det tror jeg for så vidt ikke har ændret sig.

Ellers vil jeg sige, at vi nu forholder os til det regeringsprojekt, vi sammen med De Radikale og Socialdemokraterne har gang i, og hvad vi kunne finde på at sige vi vil, når vi engang ikke mere er en del af et regeringssamarbejde, synes jeg vi venter med at sige. Men i øvrigt har spørgeren da fuldstændig ret i, at vi da ikke agter at holde hemmeligt, hvad der er SF's politik på det her område. SF's politik på det her område er, som jeg sagde før, først og fremmest at sikre alle job og dernæst at sikre alle forsørgelse. Det kan jo så være fleksibelt over tid, hvordan vi mener man bedst gør det.

Jeg siger tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Joachim B. Olsen som ordfører for Liberal Alliance.

Inden jeg forholder mig til det konkrete i forslaget, vil jeg sige, at jeg synes, det er en lille smule useriøst at fremsætte et forslag, der har med dagpengeperioden at gøre, uden at komme med nogen beregninger på, hvad det vil koste, hvad det vil betyde for arbejdsudbuddet og for beskæftigelsen osv. Det kommer man ikke med.

I stedet kommer man med det her forslag, som ikke kan beskrives som andet end et halvkommunistisk, planøkonomisk forslag. Hvis det blev ført ud i livet ville det smadre det danske arbejdsmarked fuldstændig og temmelig sikkert medføre, at tusindvis af danskere ville blive fastholdt på dagpenge og offentlig forsørgelse. Det er lidt svært at tage det her helt seriøst.

Når man ser på dagpengeperioden i Danmark, ses det, at den – selv om vi har diskuteret den – stadig væk er den mest lukrative dagpengeperiode i Nordvesteuropa. I Danmark er det sådan, at man – også efter, at optjeningskravet er blevet opstrammet – forholdsvis nemt kan komme på dagpenge. I Danmark skal man have været i arbejde i 52 uger inden for de seneste 3 år. Det vil sige, at man skal have arbejdet i 33 pct. af referenceperioden for at kunne genoptjene sin dagpengeret. Det er bedre end i alle andre lande omkring os. I England skal man f.eks. have været i arbejde i 50 pct. af referenceperioden for at kunne genoptjene sin dagpengeret. Sådan er det også i Tyskland og i Sverige. I Holland er det i hele 72 pct. af referenceperioden.

Selve længden af dagpengeperioden i Danmark, altså de to år, er også længere end i alle andre lande omkring os. I England er den 26 uger, og det er den også i Tyskland. Den kan så forlænges, hvis man opfylder nogle bestemte krav, men man kan aldrig komme op på 2 år. I Sverige er den 15 måneder. Vi har altså også en lang dagpengeperiode i Danmark. I Holland er den på 3 måneder, og så kan den forlænges med 1 måned for hvert år, man har været i arbejde. Det vil sige, at der i Holland kræves 21 års arbejde for at komme op på en 2-årig dagpengeperiode.

Også kompensationsgraden i Danmark er meget høj. Hvis man, før man kommer på dagpenge, har haft en indkomst på 75 pct. af gennemsnitsindkomsten, bliver man i Danmark og Holland kompenseret, så man får en dagpengesats, der ligger på 75 pct. af ens tidligere indkomst. I Sverige og Tyskland er det 60 pct., og i Storbritannien er det kun 50 pct.

Så vi har allerede et meget gavmildt og lukrativt dagpengesystem i Danmark. Jeg er ret sikker på, at man også vil komme til at lave reformer af dagpengeperioden igen inden for en overskuelig fremtid – måske inden for de næste 10 år. Vi vil skulle lave en ny reform, og der vil dagpengeperioden ikke blive forlænget.

Set også i det lys rammer det her forslag simpelt hen forbi skiven, og det er et udtryk for en eller anden virkelighedsopfattelse, som ikke deles af ret mange mennesker eller ret mange partier, selv om vi er uenige om mange ting.

Derfor kan vi selvfølgelig ikke tilslutte os det her beslutningsforslag.

Hr. Christian Juhl for en kort bemærkning.

Når nu vi accepterer forudsætningen for det her forslag, altså en dagpengeperiode på 2 år og 1 års genoptjening – når det nu er præmissen og der ikke røres ved det – og når nu forslaget går på at få mennesker i arbejde mindst hvert tredje år og gerne tidligere, så man mindst hvert tredje år har ret til at komme ud og få berøring med arbejdsmarkedet og udføre et ordinært stykke arbejde, er der så tale om uendelige dagpenge? Der er dagpenge i 2 år, og så er der arbejde i 1 år. Er det ikke bedre, end at folk går 2 år på dagpenge, og i øjeblikket et halvt år på uddannelsesydelse og så på kontanthjælp? Hvad mener hr. Joachim B. Olsen er bedst af de to muligheder – altså højst 2 år på dagpenge og så arbejde i 1 år eller dagpenge, uddannelsesydelse og kontanthjælp?

Hr. Joachim B. Olsen.

Jamen det er jo heller ikke alternativet, som det bliver sat op af hr. Christian Juhl. Derfor er præmissen jo helt forkert. Dagpengeperioden og dens længde og også kompensationsgraden og optjeningskravet spiller en stor rolle for, hvor mange job der er i samfundet. Man kan ikke skille de to ting ad. En kortere dagpengeperiode betyder en højere beskæftigelse, fordi det medfører et højere arbejdsudbud. Vi ved, at der er en direkte sammenhæng mellem at øge arbejdsstyrken og beskæftigelsen. Man kan ikke se de to ting isoleret.

I øvrigt kan man sige, at det med, hvordan man kan sikre, at folk får et job, er en præmis, som er helt skør, for det er jo ikke os herinde, der skal sikre arbejde til folk. Vi skal sikre nogle rammevilkår, der gør, at der bliver skabt nogle job ude i den virkelige verden. Så præmissen for forslaget er forkert og ude af trit med virkeligheden.

Hr. Christian Juhl.

Det er tredje gang så.

Det er kun anden gang. Ordføreren må godt spørge en gang til. ( Christian Juhl (EL): Nej). Nå, så siger jeg tak til hr. Joachim B. Olsen, og så giver jeg ordet til ordføreren for forslagsstilleren, hr. Christian Juhl.

Tak. Krisen har sikret en situation, hvor der er mindst 200.000, der ikke har et stykke arbejde, men som både kunne og gerne ville have det. Hvordan stiller vi så arbejdsmarkedet til rådighed for de her ledige? Det er det spørgsmål, vi stiller her. Vi vil gerne have en garanti for, at man mindst hvert tredje år kommer ud og får sig et stykke arbejde. Det synes vi ikke er nogen utopisk tanke, og det burde være en selvfølgelig i et moderne samfund som vores, at arbejdsmarkedet er til rådighed for os mindst en gang hvert tredje år. Det kalder vi en jobgaranti.

Vi har set, at det er radikalt anderledes, end hvad den borgerlige regering vil, som jo vil halvere dagpengene og har gjort det og fordoblet genoptjeningsperioden og i forvejen har lagt en masse begrænsninger på de arbejdsløse. Det er tilsyneladende også radikalt anderledes end svaret fra den nuværende regering, som jo fastholder de borgerliges forringelser på dagpengeområdet – de forringelser, som SF og Socialdemokratiet fandt usympatiske og det, der er meget værre, da de blev fremlagt. Regeringen fastholder og underdriver hele tiden det problem, der er, nemlig at rigtig mange mennesker på grund af dagpengeperiodens halvering og genoptjeningsperiodens forhøjelse står til at miste dagpengeretten. Tusinde har allerede gjort det, og andre gør det hver eneste måned.

I 2012 opnåede Enhedslisten ved finanslovforhandlingerne at udsætte indfasningen af den 2-årige dagpengeperiode med et halvt år. Det var ikke nogen løsning på problemet, men en udskydelse af det. Man kan sige, at vi ikke skiftede slangen på cyklen, der var punkteret, næh, vi lappede den. Og regeringens svar på det uløste, men udskudte problem var i efteråret 2012 at formindske det ved at sige, at det kun var mellem 7.000 og 12.000, der ville miste dagpengeretten i første halvår af 2013, og at det var for øvrigt sikkert som en naturlov, at rigtig mange af de arbejdsløse ville finde sig et arbejde, når de stod over for at ryge ud af dagpengesystemet. Således har en socialdemokratisk ledet regering nu tilsluttet sig det reaktionære borgerlige synspunkt, at de ledige mestendels er dovne og nasser på det generøse danske dagpengesystem. Det ligger under overfladen gang på gang, når vi diskuterer det, og jeg synes, det er ubehageligt, at det ligger der.

Vi fik jo lavet en finanslov alligevel, og der kom en ny ordning ind, nemlig lap nr. 2 på slangen, det, der hedder akutjob. Det skulle være en hel og dækkende løsning på problemet, sagde en af de ledende ministre. Hvordan er det så gået? Er de ledige blevet pisket til at finde et job ved udsigten til udfald af dagpengesystemet? Øjensynlig ikke. Allerede i januar måtte regeringen revidere sit skøn over, hvor mange der ville ryge ud af dagpengesystemet i første halvår af 2013. Nu var det ikke 7.000-12.000, nu var det 17.000-23.000, altså mere end dobbelt så mange, som regeringen troede i efteråret. Det er jo egentlig mærkeligt, når regeringen i alle spørgsmål fastholder, at et øget udbud af arbejdskraft og så arbejdsløshed af sig selv skaber flere job.

Hvordan er det så gået med akutjobbene? Ja, der er opslået rigtig mange job, men der er flere problemer. Det mest oplagte er, at det generelt slet ikke er de langtidsledige, der får dem. Ifølge A4's undersøgelse i slutningen af januar er det under hvert femte akutjob, der rent faktisk besættes af ledige. Helt grelt er det inden for det offentlige, hvor der er slået tusinde af job op – det er langt, langt flere end blandt de private arbejdsgivere, der ikke har opfyldt deres lovede kvote – men kun 17 pct. af jobbene besættes rent faktisk af dem, der er ved at miste deres dagpenge. Så meget for finanslovens fulde og hele løsning.

Derudover kan vi konstatere, at der langtfra er match mellem de akutjob, der opslås, og de brancher, hvor arbejdsløsheden er højst. F.eks. er der opslået 1.371 akutjob til 142 langtidsledige sygeplejersker, altså 1.371 akutjob til sygeplejersker, og der er 142 langtidsledige sygeplejersker. Omvendt er kun 5 pct. af de opslåede job henvendt til ufaglærte, som er den gruppe, der udgør langt den største del af dem, der har brug for job. Ergo er der problemer i systemet, og konsekvensen af, at akutjobpakken kun er en meget begrænset løsning, vil formentlig i sidste ende være, at mange tusinde fortsat vil falde ud af dagpengesystemet. Ifølge AK-Samvirke røg 5.270 mennesker ud af det og mistede deres dagpengeret i januar måned, og sandsynligvis må regeringen endnu en gang revidere deres prognoser om et tal på 17.000-23.000.

Så længe regeringen ikke målrettet skaber job, men snakker om, at de gerne vil det, står de ledige til rådighed for arbejdsmarkedet uden at få en chance for at få et job. Derfor ville det klæde regeringen at turde at give en garanti. Det kunne også underbygge troen på, at deres planer havde et reelt indhold. Det er derfor, vi foreslår en jobgaranti, så alle arbejdsløse mindst hvert tredje år har ret til at få tilknytning til arbejdsmarkedet og ikke ender ude, hvor man har meget, meget svært ved at komme tilbage. Derved vil der også være sammenhæng mellem partiernes ord og handlinger og sammenhæng mellem ret og pligt. Jeg forstår, at det er regeringens eller i hvert fald arbejdsministerens slogan, og jeg vil gerne opfordre til, at begrebet ret også får et reelt indhold for arbejdsløse, altså at man har en ret, når man gør sin pligt. Og hvis ikke man får et job, og hvis ikke politikken slår til, så må det jo være dem, der udfører og gennemfører politikken, som giver garantien for, at man så ikke ryger durk ned igennem systemet.

Det er ganske almindelig gammeldags socialdemokratisk politik at få ret og pligt til at hænge sammen, så derfor forstår jeg slet ikke snakken. Nu har jeg hverken været i Kina eller Sovjetunionen og arbejde, så jeg forstår slet ikke snakken om planøkonomi, og hvad ved jeg. Det er ganske almindelig velfærdspolitik udviklet gennem generationer af arbejderbevægelsen, og det synes jeg vi skal holde fast i, og derfor opfordrer jeg selvfølgelig Folketingets partier til at stemme for vores forslag om jobgaranti.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og forhandlingen er dermed sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Beskæftigelsesudvalget. Der er ingen, der gør indsigelse, og det er hermed vedtaget.