Det næste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 120:

Forslag til folketingsbeslutning om at underskrive og ratificere Europarådets konvention om vold mod kvinder.

Af Nikolaj Villumsen (EL) m.fl.

(Fremsættelse 16.04.2013).

Forhandlingen er åbnet. Vi byder velkommen til justitsministeren, der nu er kommet til stede og kan tale om forslaget.

Tusind tak for det, formand.

Vi skal som sagt i dag behandle et beslutningsforslag om at underskrive og ratificere Europarådets konvention om vold mod kvinder. Beslutningsforslaget pålægger regeringen at underskrive Europarådets konvention om vold mod kvinder inden udgangen af folketingsåret 2012–2013. Endvidere pålægges regeringen at ratificere konventionen inden udgangen af 2013.

Jeg kan oplyse, at regeringen ikke kan støtte beslutningsforslaget. Europarådets konvention til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet, i daglig tale Europarådets konvention om vold mod kvinder, blev åbnet for undertegnelse den 11. maj 2011 i Istanbul. Konventionen kaldes derfor også undertiden for Istanbulkonventionen. Konventionen har bl.a. til formål at beskytte kvinder mod alle former for vold og forebygge, retsforfølge og udrydde vold mod kvinder og vold i hjemmet.

Konventionen fastslår en lang række forpligtelser for de kontraherende stater. Den stiller således krav om koordinerede politikker, inddragelse af ikkestatslige organisationer og civilsamfundet, udpegning af koordinerende organer, dataindsamling og også forskning. Konventionen indeholder også regler om forebyggelse, herunder bevidstgørelse, undervisning, uddannelse af fagfolk, behandlingsprogrammer og inddragelse af den private sektor og medierne. Konventionen indeholder endvidere regler om beskyttelse og støtte, herunder information, støttetilbud, bistand til klager, krisecentre og også telefonrådgivning. Den stiller desuden en række krav til indholdet af de kontraherende staters så at sige materielle ret, både på det civilretlige område og også af mere strafferetlig karakter.

Konventionen forpligter de kontraherende parter til at kriminalisere fysisk og psykisk vold, voldtægt, tvangsægteskab, skamfering af de kvindelige kønsdele, tvangsabort og tvangssterilisation. Den indeholder også regler om erstatning, forældremyndighed og samvær, straffemyndighed, forældelse, sanktioner og skærpende omstændigheder ved strafudmålingen. Den stiller desuden krav til de kontraherende staternes processuelle regler om efterforskning og retsforfølgning, herunder med hensyn til risikovurdering og risikostyring, tilhold, bortvisning, efterforskning og retshjælp. Konventionen indeholder endvidere regler om indvandring og asyl, herunder om opholdsstatus, kønsbaserede asylansøgninger og forbud mod tilbagesendelse.

Endelig indeholder konventionen regler om internationalt samarbejde vedrørende bekæmpelse af vold mod kvinder og om en international overvågningsmekanisme, herunder om oprettelse af en uafhængig ekspertgruppe for indsatsen mod vold mod kvinder og vold i hjemmet. Konventionen træder i kraft, når 10 lande har ratificeret den. I midten af maj 2013, altså her i år, var der 29 stater, der havde undertegnet konventionen, men kun 4 stater, som også havde ratificeret konventionen. Det var Albanien, Montenegro, Portugal og Tyrkiet, der som de eneste lande altså har ratificeret konventionen. Konventionen er derfor ikke trådt i kraft endnu.

Jeg har tidligere redegjort over for Retsudvalget og Ligestillingsudvalget om status for overvejelserne om en dansk undertegnelse og ratifikation af konventionen. I december 2012 oplyste jeg over for Retsudvalget, at Justitsministeriet er i færd med at undersøge, i hvilket omfang det vil være nødvendigt at ændre dansk lovgivning, for at Danmark kan leve op til forpligtelserne i henhold til konventionen. Jeg oplyste også, at undersøgelsen omfatter lovgivning inden for flere forskellige ministerområder til brug for regeringens beslutning om en eventuel dansk undertegnelse af konventionen med henblik på en efterfølgende ratificering.

Endelig oplyste jeg, at jeg forventer her i første halvår af 2013 at kunne orientere Folketingets Retsudvalg om udfaldet af undersøgelsen. I marts 2013 oplyste jeg som svar på spørgsmål fra udvalget det samme over for Ligestillingsudvalget. Jeg kan oplyse, at status i dag er den samme, som den var i december 2012 og i marts 2013. Justitsministeriet er sammen med de øvrige berørte ministerier stadig i gang med at undersøge, i hvilket omfang det vil være nødvendigt at ændre i dansk lovgivning, for at Danmark kan leve op til forpligtelserne i henhold til konventionen. Jeg forventer stadig at kunne orientere Retsudvalget om resultatet af undersøgelsen her i indeværende halvår.

Som det fremgår af det, som jeg sagde tidligere, pålægger konventionen altså de kontraherende stater en lang række forpligtelser, ikke blot på det strafferetlige og strafprocessuelle område, men også med hensyn til erstatningsret, familieret, udlændingeret, hvortil jo altså også kommer forpligtelser på både socialområdet, sundhedsområdet, undervisningsområdet og med hensyn til den generelle ligestillingspolitik. Det er derfor også en stor opgave at sammenholde forpligtelserne efter konventionen med gældende dansk lovgivning på de berørte ministeriers område.

Status er altså, at jeg i dag ikke har et samlet overblik over, i hvilket omfang det vil være nødvendigt at ændre dansk lovgivning, for at Danmark kan leve op til forpligtelserne i henhold til konventionen, men jeg forventer at have det overblik her i indeværende halvår, altså inden for de næste ca. 5 uger.

Det er på den baggrund min opfattelse, at regeringen og Folketinget ikke i dag har det fornødne grundlag for at træffe en beslutning om Danmarks tiltrædelse af konventionen. En vedtagelse af beslutningsforslaget ville bl.a. indebære, at Folketinget i medfør af grundlovens § 19 giver samtykke til Danmarks ratifikation af konventionen. Før den nævnte undersøgelse er afsluttet, foreligger der imidlertid efter regeringens opfattelse ikke et forsvarligt grundlag for, at Folketinget kan give et sådant samtykke.

Selv om regeringen altså af disse grunde ikke kan støtte beslutningsforslaget, vil jeg selvfølgelig gerne tilføje, at regeringen er enig i konventionens målsætning om at beskytte kvinder mod alle former for vold og at forebygge, retsforfølge og udrydde vold mod kvinder og selvfølgelig også vold i hjemmet. Det skal der ikke herske nogen tvivl om. Regeringen tager selvfølgelig klar afstand fra vold mod kvinder.

Det ændrer imidlertid ikke ved, at beslutningen om, hvorvidt Danmark skal undertegne og ratificere Europarådets konvention om vold mod kvinder, efter regeringens opfattelse skal ske på et ordentligt og ikke mindst oplyst grundlag. Og det er altså baggrunden for, at regeringen ikke kan støtte det foreliggende beslutningsforslag.

Der er en kort bemærkning fra hr. Nikolaj Villumsen.

Tak for det, og tak til ministeren for kommentarerne.

Det, jeg godt kunne tænke mig at høre, er, hvorfor det har taget over 2 år at finde ud af, hvad konsekvenserne af en eventuel dansk tilslutning vil være. Det har tidligere været fremme, at der snart ville komme noget fra ministeriet, så hvad er knasterne?

Derudover kunne jeg selvfølgelig godt tænke mig at høre, om ministeren ikke kan bekræfte, at det her er et stort, grundlæggende problem, som vi bør gøre noget ved – også selv om det måtte koste nogle penge. Så jeg kunne derfor godt tænke mig at høre, om det er de økonomiske udgifter, som regeringen er bekymret for.

Ministeren.

Der er ingen tvivl om, at der er tale om et problem. Der er ingen tvivl om, at regeringen selvfølgelig deler intentionerne med det, der står i konventionen, om, at der skal gøres noget ved vold mod kvinder og vold i hjemmet. Det kan der ikke være to synspunkter om. Men i min tale redegjorde jeg for, at der en hel række politiske emner, der skal tages stilling til, da det er en meget omfattende konvention, og det har taget lidt tid.

Vi regner med at kunne afslutte den her undersøgelse, som jo altså har betydet, at vi har skullet indhente bidrag fra ganske mange ministerier, inden for de ca. 5 uger, som vi har sagt det ville tage, så vi kan orientere Retsudvalget om, hvad vores vurdering vil være af det. Det synes vi er den rigtig måde at gøre det på, ikke mindst fordi man, hvis man skal tilslutte sig en sådan konvention, jo skal følge grundlovens bestemmelser herfor.

Nikolaj Villumsen.

Så vil jeg bede ministeren bekræfte, at der er en række lande, som Danmark normalt sammenligner sig med, der har givet tilsagn om, at de vil tilslutte sig konventionen. Og er ministeren ikke lidt bekymret for, at Danmark kommer til at halte bagefter lande, vi normalt sammenligner os med – vi er kendt for at være et foregangsland på ligestillingsområdet – når regeringen formentlig i dag afviser et forslag om at tilslutte os denne konvention?

Jeg er på ingen måde bange for, at vi kommer til at halte bagefter. Det betyder ikke, at det her ikke er et vigtigt spørgsmål. Hvis man ser på, hvad regeringen i øvrigt har sat i gang i forhold til at hjælpe kvinder, som er udsat for vold, så synes jeg, at der er god grund til at ranke ryggen.

Så er der spørgsmålet om tilslutning til konventionen og det at ratificere den: Det er rigtigt nok, som jeg sagde, at der er 29 lande, som har undertegnet konventionen, men jo altså kun 4 stater, som har ratificeret den på nuværende tidspunkt, og det er altså, som jeg sagde, Albanien, Montenegro, Portugal og Tyrkiet; de har ratificeret den.

Hvad de andre lande gør sig af overvejelser på nuværende tidspunkt, har jeg ikke noget grundlag for at sige noget om. Jeg kan sige, at fra regeringens side deler vi som sagt intentionerne om, at der skal sættes ind over for vold mod kvinder og vold i hjemmet som sådan. Det gør vi på en række andre strækninger. Vi deler intentionerne på det felt, som de fremgår af konventionen, men det er klart, at hvis vi skal tilslutte os det her, skal det ske på et ordentligt og oplyst grundlag.

Fru Pia Adelsteen for en kort bemærkning.

Det er jo helt korrekt, som justitsministeren siger, altså at konventionen er meget omfattende. Jeg skal bare høre, om Danmark ikke har været med til at forhandle den.

Ministeren.

Det er en meget omfattende konvention, og hvordan den er blevet til, og hvilken rolle Danmark har spillet i den, kan man eventuelt stille et skriftligt spørgsmål om, og så svarer vi selvfølgelig på det.

Fru Pia Adelsteen.

Det gør jeg så. Det havde jo ellers været rart at vide, for nogle gange undrer det mig. Ikke at jeg er totalt tilhænger af konventioner, det vil jeg skynde mig at sige, men netop den her er ekstremt omfattende og berører virkelig mange punkter, og jeg havde det indtryk, at der selvfølgelig havde været deltagelse fra dansk side i at forhandle den på plads.

Så siger vi tak til justitsministeren, medmindre han vil svare. Så giver vi ordet til fru Fatma Øktem, der indleder ordførerrækken, og hun er ordfører for Venstre.

Efter flere år som ambassadør for »Stop volden mod kvinder – bryd tavsheden« er emnet, vi diskuterer i dag, noget, der optager mig meget. Igennem årene har jeg mødt og talt med utallige kvinder, der har været udsat for vold, og jeg har set de konsekvenser, som volden kan have, og bl.a. derfor har jeg også altid været glad for, at både Danmark og Venstre har været fortalere for en målrettet og ambitiøs indsats på området.

Med beslutningsforslaget vil Enhedslisten have, at Danmark underskriver og ratificerer Europarådets konvention om vold mod kvinder. I Venstre forstår vi godt Enhedslistens undren over, at regeringens beslutning om, hvorvidt Danmark skal tiltræde konventionen eller ej, har trukket så meget ud. Der er som bekendt nu gået 2 år, siden konventionen blev vedtaget, uden at regeringen har taget stilling, og det vækker da undren hos os i Venstre, når regeringen tilsyneladende i marts 2012 lovede Kvinderådet en afgørelse i løbet af efteråret 2012. Nu skriver vi snart sommer 2013, og vi er stadig ikke klogere på regeringens holdning. Det er under al kritik, at ministeren gentagne gange udskyder og dermed nedprioriterer konventionen igen og igen.

Når det er sagt, vil jeg sige, at Venstre ikke støtter Enhedslistens beslutningsforslag, og det er der flere grunde til.

For det første vil vi ikke træffe beslutning om at tiltræde en konvention på et fuldstændig uoplyst grundlag. Det burde heller ikke være i Enhedslistens interesse at trumfe en beslutning om at tiltræde en konvention igennem, før vi har afdækket, hvilke konsekvenser det vil have for dansk lovgivning.

For det andet er Venstre uenig i konventionens definition af køn, ikke fordi jeg vil gå ind i indholdet af konventionen her, men vi er fuldstændig uenig i definitionen af køn, sådan som det fremgår af konventionens kapitel 3. Venstre er ikke enig i, at køn er en social konstruktion. Vi mener først og fremmest, at køn er biologisk, og derfor synes vi også, at det er underligt og malplaceret at skrive i en konvention, at køn alene er en social konstruktion. Der er tale om en videnskabelig og politik debat om, hvordan køn skal defineres. Den debat har mange forskellige fløje og synspunkter, og alene af den grund mener vi ikke, at det giver mening at konventionsfæste et begreb, som det gøres her.

Endelig vil Venstre ikke tiltræde en konvention uden at kende de økonomiske konsekvenser, og det gør vi ikke, i og med at regeringen fortsat nøler med at give dette overblik til Folketinget. Vi ønsker en klar melding på, hvad implementeringen af konventionen kan komme til at medføre af udgifter.

På den baggrund kan Venstre ikke støtte beslutningsforslaget.

Der er en kort bemærkning fra Nikolaj Villumsen.

Nu afviser Venstre jo at tilslutte sig det her forslag, med henvisning til at vi ikke ved, hvilke konsekvenser det har. Samtidig siger ordføreren, at det her er enormt vigtigt for Venstre.

Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre, hvad det er for nogle konsekvenser, Venstre frygter. Altså, det, vi taler om, er jo vanvittig vigtigt. Vi taler om at hjælpe ofre for vold, vi taler om at forebygge vold, og vi taler om at straffe dem, der er ansvarlige for, at volden udøves. Hvilke dårlige konsekvenser kunne det have? Man kunne selvfølgelig forestille sig, at det ville koste nogle penge, men er det ene og alene penge, der skal afgøre, om Danmark yder en indsats for at hjælpe de voldsramte kvinder, hvilket åbenbart ligger Venstre meget på sinde?

Ordføreren.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi som sagt er enige i det overordnede mål. Men vi vil gerne have en kortlægning og kan ikke forstå, hvorfor vi skal gå ind og tage stilling til det, før vi har en kortlægning af det. Det handler ikke om, hvorvidt vi vil eller ikke vil være med til at bekæmpe vold – ikke alene ved at gøre noget i Danmark, men selvfølgelig også ved at sende et signal udadtil.

Jeg synes, det er en forkert rækkefølge, det kommer i. Der er ikke noget galt i, at vi går ind og ser på, om der er nogle områder, hvor vores lovgivning er i modstrid med det her, og hvor meget det økonomisk kommer til at koste.

Det er jo ikke, fordi vi frygter noget, men det er for have et klart overblik over, hvor man skal lave ændringer, og hvad det er for nogle ændringer, det handler om.

Nikolaj Villumsen.

Jeg er meget enig med ordføreren i, at det er pinligt, at redegørelsen fra regeringen har trukket ud, men jeg synes, det er lidt underligt at bruge det som en undskyldning. Altså, hvis vi mener, at det her er helt afgørende og vigtigt, kunne vi jo beslutte, at vi ville sikre det og så bagefter tage konsekvenserne af det. Det være sig lovgivningsmæssigt og økonomisk.

Hvis kampen mod volden mod kvinder ligger os på sinde, er det da helt afgørende, at vi som land reagerer og går foran, når der er et godt forslag til, hvordan man kan forebygge og afhjælpe volden og straffe dem, der er ansvarlige for volden. Derfor undrer det mig meget, at Venstre ikke er parat til, hvis man mener det så meget, at tilslutte sig forslaget og så senere tage konsekvensen af, hvad det måtte koste.

Ordføreren.

Forskellen på ordføreren og mig er måske, at jeg ikke vil tilslutte mig noget, før jeg lige præcis ved, hvad jeg tilslutter mig. Det ligger os meget på sinde, at vi skal gøre noget på området, men nu har ministeren jo lige oplyst, at vi i løbet af 5 uger får en kortlægning af, hvad det betyder. Så tager vi selvfølgelig drøftelsen derefter.

Men sådan som jeg overordnet ser på det i dag, er det en konvention, Enhedslisten beder os om at tage stilling til, uden at vi lige præcis ved, hvor den strider imod vores lovgivning, og hvilke økonomiske konsekvenser den får.

Tak til Venstres ordfører. Så går vi til Socialdemokraternes ordfører, hr. Rasmus Horn Langhoff.

Jeg skal lige starte med at sige, at den her tale holder jeg også på vegne af SF. Og jeg kan sige, at vi selvfølgelig er meget optaget af, at vi gør alt, hvad vi kan, for at sætte ind mod partnervold. Det er et alvorligt samfundsproblem, som vi også tager meget alvorligt. Det er alvorligt både for dem, der bliver udsat for vold, for deres familier og for samfundet generelt.

Netop derfor er jeg også glad for, at regeringen har taget en række initiativer på det her område. Der er blevet gennemført to undersøgelser, som giver bedre viden om vold i nære relationer og om indsatsen mod vold, og senere i år vil den nationale strategi blive evalueret, så vi bedre kan planlægge, hvad der skal tages af initiativer fremover.

Derudover er der jo også fra regeringens side blev iværksat en »White Ribbon«-kampagne, en kampagne, som jeg selv er en del af, og som blev startet den 8. marts i år for at bryde tavsheden og tabuet om mænds vold mod kvinder. Fagfolk i kommunerne kan også i år blive uddannet i at kunne spotte vold, så der kan sættes tidligt og rigtigt ind, og sammen med Enhedslisten har regeringen givet bedre beskyttelse til udenlandske kvinder i voldelige parforhold i Danmark.

Der er derfor ingen tvivl om, at der allerede bliver gjort rigtig meget for at bekæmpe vold mod kvinder, og i forhold til Europarådets konvention vil jeg sige, at regeringen jo, som vi hørte her, allerede er godt i gang med at undersøge de lovgivningsmæssige konsekvenser af en dansk tiltrædelse, inden vi så træffer beslutning herom. Derfor støtter Socialdemokratiet ikke forslaget i dag.

Der er en kort bemærkning fra hr. Nikolaj Villumsen.

Det, jeg godt kunne tænke mig at høre fra Socialdemokraternes ordfører, er, om Socialdemokraterne er enig i, at det er fuldstændig uacceptabelt, at det antal af kvinder, som man anslår der årligt udsættes for vold, er 29.000, og at der er 33.000 børn, som er i hjem, hvor der finder vold sted, og enig i, at det haster, at vi gør en ordentlig indsats her fra dansk side.

Ordføreren.

Jeg kan sige, at det er jeg fuldstændig enig i. Det er et meget, meget alvorligt problem, og vi skal have sat alt ind på at få bekæmpet den her vold. Det har frygtelig alvorlige konsekvenser for de mennesker, der bliver slået på, men også meget alvorlige konsekvenser for de børn, der vokser op i voldelige hjem med den utryghed, det giver at skulle leve i et voldeligt hjem. Så det er et meget, meget alvorligt problem, som regeringen tager meget alvorligt.

Nikolaj Villumsen.

Det er jeg rigtig glad for at høre. Kan man så også forvente, at Socialdemokraterne er parat til at tage konsekvensen, hvis den redegørelse, som forhåbentlig snart kommer, gør det klart, at det vil have økonomiske konsekvenser, og at det vil have lovgivningsmæssige konsekvenser, hvis Danmark skal forpligte sig til at sikre en ordentlig indsats som foreskrevet i den her konvention?

Ordføreren.

Jeg har intet imod den her konvention. Jeg synes, det er rigtig fint, at vi på alle mulige områder forpligter hinanden til at gøre en indsats. Men vi kan naturligvis ikke træffe beslutning om at tiltræde noget, som vi ikke kender konsekvenserne af.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Og så går vi til Dansk Folkepartis ordfører, fru Pia Adelsteen.

Tak for det.

Må jeg ikke godt starte med at sige, at i Dansk Folkeparti er vi imod vold mod kvinder, vold mod børn, vold mod mænd, vold mod dyr – jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal ende. Sådan tror jeg de fleste af os herinde har det. Jeg vil også godt sige, at der ikke er nogen prioriteret rækkefølge, så er vi også ude over den diskussion.

Forslaget her, som går ud på at pålægge regeringen at underskrive Europarådets konvention, synes jeg i sig selv er, ja, omfattende, når vi simpelt hen ikke kender til de lovgivningsmæssige konsekvenser, det vil have. Der er nogle ting, der undrer mig, og det var måske også derfor, jeg stillede ministeren det spørgsmål, jeg gjorde: Hvem har egentlig været med fra dansk side til at forhandle det her? For det er jo ekstremt omfattende, hvilket jo så også har gjort, at det tager den her meget, meget lang tid, før vi ligesom kan få et overblik over, hvilke lovændringer der skal være. Det synes jeg da kunne være nok så interessant at vide: Hvem har egentlig været med fra dansk side til at forhandle, hvad der skal stå i den her konvention?

Når det så er sagt, vil også godt sige, at fra Dansk Folkepartis side er det jo altså ikke konventioner, der i vores øjne ændrer hverdagen for de mennesker, der er udsat for vold. Det er det ikke. En underskrift på et stykke papir ændrer ingenting. Det gør det arbejde, vi udfører hver eneste dag, mennesker, der er ude at hjælpe, osv. Det er en helt anden indsats, det er ikke en underskrift på et stykke papir.

Det kan godt være, at en underskrift på en konvention viser noget i forhold til omverdenen, viser noget om, hvilke værdier vi står for, men hvis konventionen så samtidig pålægger os at ændre nogle andre ting grundlæggende, fordi den netop er meget omfattende, og hvis det at underskrive og ratificere sådan en konvention også gør, at vi får en meget stor udgift, som måske ikke går til at bekæmpe vold mod kvinder eller børn eller mænd, eller hvor vi nu er på vej hen, men til alt muligt andet, så er det altså i mine øjne fuldstændig omsonst. For underskrifter på konventioner og hensigtserklæringer hjælper ikke den enkelte person, der er udsat for vold. Derfor kan vi i Dansk Folkeparti ikke støtte forslaget.

Må jeg så ikke også bare komme med en kommentar i forhold til Enhedslisten. For Enhedslisten er regeringens parlamentariske grundlag, og jeg kan simpelt hen ikke forstå, at vi ser det ene beslutningsforslag efter det andet fra Enhedslisten, når man reelt som parlamentarisk grundlag kunne have taget en snak med den regering, man støtter, og have sagt: Det her ønsker vi altså at få ind i nogle forhandlinger. Det forstår jeg faktisk ikke at man ikke gør.

Hele pointen med at være parlamentarisk grundlag er, at man faktisk også har indflydelse. Og her de sidste uger, før vi går ind i den mødefri periode, har jeg i hvert fald set rigtig mange beslutningsforslag fra Enhedslisten, som har fået mig til at studse over, at de ligesom ikke har sat sig ned med den regering, de trods alt er parlamentarisk grundlag for, og har sagt: Det her ønsker vi rent faktisk at forhandle med den regering, vi støtter.

Tak. Hr. Nikolaj Villumsen, værsgo.

Ja, for jeg har nemlig trykket på knappen.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører for talen. Jamen altså, man kan jo diskutere Enhedslistens strategi på mange områder. Jeg vil bare sige, at det her er et emne, der ligesom mange andre emner ligger os meget på sinde, og derfor gør vi alt, hvad vi kan, på alle niveauer for at presse på, for at Danmark gør noget for de kvinder, der rammes af vold i hjemmet, og for at hjælpe de børn, der oplever at leve i familier, hvor man tæver hinanden.

Jeg kan forstå på Dansk Folkeparti, at Dansk Folkeparti synes, den her konvention er lidt for omfattende. Der kunne jeg først og fremmest godt tænke mig at høre fra Dansk Folkeparti: Er man ikke enig i, at det ikke er et så let problem at løse, og at det derfor godt kunne være, at en omfattende indsats er påkrævet for at sikre, at vi kommer vold mod kvinder til livs?

Derudover siger Dansk Folkeparti, at det her er et ligegyldigt stykke papir. Det undrer mig. Altså, hvis man underskriver det, forpligter man sig eksempelvis til at sikre, at der er tilstrækkeligt med krisecentre, hvor de voldsramte kan komme hen. Er Dansk Folkeparti ikke enig i, at et tilstrækkeligt antal krisecentre helt konkret ville gøre en forskel og ville hjælpe nogle af dem, der er på flugt fra vold i hjemmet?

Ordføreren.

Jo, krisecentre kan hjælpe. Det er jeg slet ikke i tvivl om, det er også derfor, vi har dem i Danmark. Men må jeg ikke sige to ting.

Vi hørte fra justitsministeren, hvilke fire lande der har ratificeret den konvention. Der er 29 lande, der har underskrevet, og så er der fire lande, der har ratificeret. Jeg ved ikke, om ordføreren for Enhedslisten har været en tur i Albanien og sikret sig, at de har de krisecentre, der nu skal til. For det er jo fint nok at ratificere og underskrive, men hvis man stadig væk ikke gør noget reelt ved problemet, er det fuldstændig ligegyldigt, og jeg er altså ikke helt sikker på, at de har de krisecentre, der skal til. Jeg kunne i hvert fald godt forestille mig, at det ikke var tilfældet. Det er den ene ting.

Så er der den anden ting. Det er i forhold til det her med, at Enhedslisten fremsætter forslag, hvor de har noget på hjerte. Det er jo farlig fint, men stadig væk vil jeg gerne påpege, at Enhedslisten er regeringens parlamentariske grundlag. Nu har Dansk Folkeparti 10 års erfaring med at være en regerings parlamentariske grundlag, og hvis vi havde noget på hjerte, som vi virkelig brændte for, så bragte vi det altså ind i nogle forhandlinger, hvor vi sagde: Er der nogle af de her ønsker, vi kan få opfyldt? Hvis vi ikke kunne få nogen af dem opfyldt, kunne vi selvfølgelig fremsætte beslutningsforslag, men så var man også meget sikker på, at de blev stemt ned, og så er det jo mere eller mindre paradeforslag. Jeg kan da måske godt undre mig lidt over, at Enhedslisten ikke har taget det her op med regeringen.

Nikolaj Villumsen.

Nu er det jo sådan, at vi faktisk normalt ikke sammenligner os med Albanien, men vi sammenligner os eksempelvis med England, og Dansk Folkeparti er jo også glade for den nuværende konservative regering i England. Der har premierminister Cameron jo klart meldt ud, at man fra engelsk side vil tilslutte sig konventionen. Det afviser Dansk Folkeparti at gøre i dag. Det synes jeg er underligt.

Jeg håber også, at ordføreren har bemærket, at når man tilslutter sig sådan en konvention, er man forpligtet til at følge den, og man kan blive kritiseret for ikke at gøre det. Derfor er der jo også en række ngo'er, som har henvendt sig til Folketinget, til en minister, og bedt om, at Danmark tilslutter sig, fordi det vil være et værktøj i hænderne på dem, der til daglig arbejder med at prøve at bekæmpe vold mod kvinder. Er det ikke en henvendelse, som gør indtryk på Dansk Folkeparti, altså at dem, der sidder og arbejder med det, håber, at Danmark kan tilslutte sig? Og hvorfor afviser Dansk Folkeparti det så i dag?

Ordføreren.

Der er to årsager til, at vi afviser. Den ene er, at jeg ikke kender og ikke kan overskue de lovgivningsmæssige og økonomiske konsekvenser, som en underskrift på den her konvention vil have. Det er den ene ting.

Den anden ting er, at det er rigtigt, at vi jo får henvendelser fra en masse ngo'er om, at vi skal gøre dit og gøre dat. Men alt andet lige er det altså os herinde i Folketinget, der har ansvaret for, at vi kan overskue, hvad det rent faktisk er, vi sætter i gang, og at vi ikke bare tror, at det er noget, og så er det måske noget helt andet.

Hvis man arbejder med vold mod kvinder, synes jeg, det er rigtig vigtigt, at man har nogle værktøjer, men jeg mener faktisk også, at man har nogle værktøjer i Danmark. Det er muligt, at man vil få flere værktøjer ved at underskrive konventionen, fordi man så også er forpligtet. Men det, jeg siger, er jo netop, at vi mangler et overblik over, hvilke konsekvenser det vil have, og det har vi altså brug for, før vi overhovedet tager stilling til, om vi skal skrive under på det her.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Så går vi til den radikale ordfører, fru Lone Loklindt.

Enhedslisten har fremsat et beslutningsforslag om at underskrive og ratificere Istanbulkonventionen om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet. Det er som allerede nævnt en konvention, der er vedtaget i Europarådets Ministerråd tilbage under VK-regeringen, og som justitsministeren vist nævnte åbnede for undertegnelse tilbage i april 2011.

Jeg vil på Det Radikale Venstres vegne gerne kvittere for muligheden for at debattere ikke bare beslutningsforslaget, men også substansen i konventionen, som er epokegørende i sig selv. Konventionens formål er at indføre en nultolerance over for vold mod kvinder. Konventionen anser vold mod kvinder som en alvorlig overtrædelse af menneskerettighederne og en form for diskrimination. Det er faktisk første gang, at en traktattekst kriminaliserer vold mod kvinder ikke bare ud fra biologi, men på baggrund af kvindens position eller rolle i familien og i samfundet. Det, man internationalt kalder gender based violence.

Konventionen er ganske præcis, og det er nok det, som giver ministerierne visse kvaler i forhold til at overskue de nødvendige ændringer i love og retspraksis og retsprocesser i Danmark. Det handler overordnet om forebyggelse, beskyttelse, retsforfølgelse og monitorering. Den dækker fysisk vold, psykisk vold, forfølgelse, seksuel vold, herunder voldtægt også i ægteskabet, seksuel chikane, tvangsægteskab, skamfering af kvinders kønsdele og abort og sterilisation under tvang.

Det tydelige og underliggende budskab er, at vold mod kvinder og vold i hjemmet ikke er et privat anliggende. Det er et overgreb, som konventionen kvalificerer som brud på menneskerettighederne og som diskrimination. Det er overgreb, som påvirker ikke bare det direkte offer, men også børn og andre familiemedlemmer, som er vidne til overgrebene.

I marts i år deltog jeg i folketingsdelegationen til kvindekommissionens møde i FN, hvor overskriften – sjovt nok – var: Bekæmpelse af alle former for vold mod kvinder og piger. I den forbindelse kunne det desværre konstateres, at vold mod kvinder er et verdensomspændende problem. Selv om de mest brutale former for vold såsom omskæring og voldtægt brugt som krigsvåben hovedsagelig foregår i fattige og skrøbelige stater, kunne vi konstatere, at vold mod kvinder også er udbredt i Europa. Herhjemme fortæller unge piger, at det kan være svært at sige fra, og i Danmark vurderes kærestevold, hustruvold og vold i hjemmet at udsætte op mod 75.000 børn og voksne for vold. Derfor er der brug for at sende tydelige signaler om nultolerance over for vold, også psykisk vold, seksuel chikane.

Konventionen lægger således meget vægt på oplysning, ikke mindst over for drenge og mænd, om at respektere kvinders rettigheder, og at kultur, traditioner og religion ikke kan forklare eller undskylde nogen former for vold. Konventionen er en opfordring til større lighed mellem kønnene, for vold mod kvinder er dybt rodfæstet i uligheden mellem mænd og kvinder i samfundet og holdes i live af en kultur, der er præget af intolerance og fornægtelse.

På internationalt plan har Danmark en høj profil i forhold til at kæmpe for kvinders ligestilling og ikke mindst kvinders seksuelle og reproduktive rettigheder. Derfor vil en dansk undertegnelse af ratificeringen også støtte vores arbejde ude i verden frem for den manglende underskrivelse, der fremstår som et paradoks. Men vi skal naturligvis have et ordentligt beslutningsgrundlag, når vi i Folketinget skal tage beslutning om undertegning og ratificering, og den vurdering involverer flere ressortministerier. Processen tager tid, men fra Det Radikale Venstres side er vi i udgangspunktet positive, og jeg ser frem til en afklaring i en ikke for fjern fremtid.

Jeg noterer jo også, som justitsministeren sagde, at det åbenbart kan ske, allerede inden denne samling er slut. Vi anerkender, at der er behov for grundige analyser, og vi kan derfor ikke tilslutte os beslutningsforslaget fra Enhedslisten, selv om intentionen er god.

Der er en kort bemærkning fra hr. Nikolaj Villumsen.

Tak til den radikale ordfører, som jo også understreger, at der er rigtig, rigtig meget positivt i den her konvention. Det er der også andre radikale der har ment. Tidligere har man fra radikal side kaldt det både pinligt og uansvarligt, at Danmark ikke havde underskrevet konventionen. Er ordføreren enig i, at det er pinligt og uansvarligt, at Danmark ikke har underskrevet konventionen endnu?

Ordføreren.

Jeg mener i hvert fald, at medmindre der er noget, der taler voldsomt imod, i forhold til den undersøgelse, der er i gang, så skal vi selvfølgelig undertegne den her konvention. Men det er også rimeligt – som det i det hele taget altid har været praksis i Folketinget og i den danske regering – at man, før man undertegner, også vil være sikker på, at man kan ratificere.

Det vil sige, at vi rent faktisk også har til hensigt at gennemføre de lovændringer, der skal til. Derfor er det ærgerligt, at det tager så lang tid. Men vi anser det for meget nødvendigt, at der selvfølgelig er det korrekte grundlag, sådan at vi forhåbentlig kan få i virkeligheden hele Folketinget til at bakke op om, at der skal ratificeres.

Nikolaj Villumsen.

Jeg er enig med fru Lone Loklindt i, at det er ærgerligt, at Danmark ikke har underskrevet den konvention. Men det er jo desværre sådan, at det har trukket meget ud. Og der har De Radikale tidligere ment, at det både er pinligt og uansvarligt. Så mener De Radikale stadig, at det er pinligt og uansvarligt, at vi ikke har underskrevet konventionen?

Ordføreren.

Nu er det faktisk sådan, at vi har fået en tilkendegivelse fra justitsministeren om, at vi i den her folketingssamling får et analyseresultat i forhold til, hvad det betyder. Dermed mener jeg, vi får et beslutningsgrundlag. Og så håber jeg ikke, at der skal bruges ord som pinligt og uansvarligt længere. Jeg håber, det bliver sådan, at vi får et grundlag, der vil vise, at det kan lade sig gøre at ratificere inden længe.

Tak til den radikale ordfører. Så går vi til Liberal Alliances ordfører, fru Mette Bock.

Enhedslistens beslutningsforslag, B 120, har til formål at pålægge regeringen at underskrive Europarådets konvention om vold mod kvinder inden udgangen af folketingsåret 2012-13 og at ratificere konventionen inden udgangen af 2013. Der er ingen tvivl om, at vold mod kvinder skal bekæmpes, og vold i hjemmet er meget ofte ikke kun et problem for de voksne, det skaber også utryghed og kan føre til overgreb og svigt videre i de næste generationer.

I Liberal Alliance ønsker vi en langt mere målrettet indsats rettet mod vold i hjemmet. Vi hverken kan eller skal acceptere overgreb inden for hjemmets fire vægge. Når familien skaber ufrihed og undertrykkelse, må samfundet træde til, både civilsamfundet, stat og kommune og andre institutioner. Ressourcerne kan og skal koncentreres der, hvor der er mest behov. Mennesker, som med deres adfærd har vist, at de ikke kan tage vare på hinanden, at de udøver vold over for hinanden, ikke kan tage vare på deres børn eller andet, må og skal vi gribe fat i. Gør vi ikke det, svigter vi som samfund dem, der har allermest behov for beskyttelse.

Vi mener i Liberal Alliance, at samfundet skal blande sig mindre i, hvordan vi lever vores liv, så længe vi ikke skader andre eller fratager dem deres mulighed for at leve, som de vil, men i familier, hvor der finder vold sted, er der ingen frihed for dem, der udsættes for volden, og derfor ønsker vi i Liberal Alliance en tidligere og langt mere konsekvent indsats fra myndighedernes side, når det handler om vold i hjemmet.

Liberal Alliance har igennem vores formandskab i Ligestillingsudvalget lagt op til en fælles udtalelse på tværs af partier, som vil betyde, at ministeriet hurtigst muligt får lavet en udredning om, hvad det vil betyde for dansk lovgivning, hvis Danmark underskriver konventionen. Og så snart en sådan foreligger, vil vi tage stilling til en egentlig politisk drøftelse af, hvorvidt vi bedst bekæmper vold igennem danske initiativer, eller om det også kan være til gavn at underskrive konventionen og ad den vej sætte fokus på vold mod kvinder og vold i det hele taget.

Liberal Alliance kan derfor ikke tilslutte sig forslaget, men afventer udredningen.

Tak til Liberal Alliances ordfører. Jeg kan forstå, at den konservative ordfører føler sig dækket ind af, hvad Venstres ordfører sagde, og derfor giver jeg nu ordet til justitsministeren. Nej, til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Nikolaj Villumsen. Værsgo.

Justitsminister for en dag. Nej, spøg til side. Det her er en meget, meget vigtig sag, som ligger Enhedslisten og mig selv meget på sinde. Det er klart, at det her jo er en fuldstændig forfærdelig form for vold, som ikke alene går ud over og er særlig skidt for de mennesker, den berører, men som også går ud over de familier, hvori den finder sted. Vi havde den anden dag i Ligestillingsudvalget foretræde fra Voldsobservatoriet, som sagde, at det var 29.000 kvinder og 33.000 børn, der årligt rammes af det her i Danmark, og derudover udsættes 10.000 mænd for partnervold. Det er selvfølgelig fuldstændig uacceptabelt, og det er klart, at vi har en forpligtelse som politikere til at handle. Jeg synes ærlig talt, at når man hører så voldsomme tal, og når man ved, hvor slemt det er for den enkelte og de berørte, er det noget, der haster, og det er noget, Danmark bør reagere på, og det er et sted, hvor Danmark bør være kendt for at gå foran internationalt.

Der har været lidt diskussion frem og tilbage i dag om, hvorvidt den her konvention er god. Jeg vil gerne fra Enhedslistens side sige det helt klart: Ja, vi synes, den her konvention er god, for tilslutter man sig som land, tilslutter Danmark sig, så forpligter vi os til at sikre ordentlig forebyggelse, beskyttelse af ofrene og retsforfølgelse af voldsudøverne. Jeg synes, det er helt afgørende, at Danmark sikrer at hjælpe, hvor der er behov, og tager konsekvensen og gør noget. Og jeg synes, at den konklusion, der så må være, er, at koster det penge, så må det koste penge, koster det behov for lovforandring, må det betyde en lovændring. Jeg synes ærlig talt, det er ærgerligt og trist, at Danmark i dag har et Folketing, der afviser en dansk tilslutning, mens vi kan se, at lande, vi normalt sammenligner os med, klart melder ud, at de tilslutter sig. Jeg synes, at den her konvention understreger, hvorfor det lige præcis er vigtigt at undertegne den, for det er en konvention, der er enestående i sin progressivitet. Den anerkender, at vold mod kvinder har rod i kønsroller og ulighed mellem kønnene. Det er en vigtig anerkendelse for at kunne gribe fat ved roden og for at kunne gøre noget ved problemet. Derudover vil en dansk tilslutning forpligte os til at handle, og derfor er det også, at vi fra flere af dem, der lige præcis arbejder med det her til daglig, har fået henvendelser, ikke alene til ministeren, men også til Folketinget, om, at Danmark bør tilslutte sig.

Jeg synes, det er ærgerligt, at Folketinget i dag afviser en dansk tilslutning. Til gengæld synes jeg, det er positivt, at vi har hørt, at der er en bred opbakning til at presse ministeriet til at komme med en afklaring inden sommeren. Det er pinligt, at det her har trukket ud i 2 år, hvor Danmark kunne have tilsluttet sig, men endnu ikke har gjort det. Derfor ser jeg frem til, at der kommer en konsekvensredegørelse fra ministeriet inden sommeren, og så håber jeg, at vi, når vi har den, så vil opleve, at et flertal i Folketinget vil tilslutte sig den her konvention.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne. Der er ingen korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Ligestillingsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.