B 100 Forslag til folketingsbeslutning om styrket beskyttelse af personnummeret.

Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2012-13
Status: Bortfaldet

Om beslutningsforslaget

Sagsgang:
Fremsat 04-04-2013
1. behandlet/henvist til udvalg 22-05-2013
Beretning afgivet 05-09-2013
Ministerområde:
Økonomi- og Indenrigsministeriet
Resumé:
Formålet med beslutningsforslaget var at sikre, at personer, der havde været udsat for misbrug af deres cpr-nummer, kunne skifte cpr-nummer. Samtidig skulle Det Centrale Personregisters sikkerhedsforanstaltninger fremtidssikres, så det var bedst muligt sikret mod læk, f.eks. ved hacking af registeret.

Der blev afgivet beretning over beslutningsforslaget, hvor et mindretal i udvalget (V, DF, LA og KF) fandt det afgørende at få styrket personnummerbeskyttelsen, så misbrug af cpr-numre (identitetssvindel) blev gjort langt vanskeligere, end det hidtil havde været. Et væsentligt tiltag i forhold til at bekæmpe identitetssvindel ville være, at der skabtes mulighed for hurtigt og effektivt at skifte cpr-nummer. Desuden ville det være helt afgørende, at der skete en betydelig styrkelse af sikkerheden omkring de centrale registre for at forhindre hackerangreb.

Mindretallet havde noteret sig, at regeringen ville fremsætte et lovforslag, der skulle skabe hjemmel til, at det blev muligt at skifte cpr-nummer i helt særlige tilfælde. Mindretallet mente dog for det første, at det gik for langsomt med at føre overvejelserne ud i livet, og for det andet var det ikke partiernes opfattelse, at muligheden for at skifte cpr-nummer skulle begrænses til helt særlige tilfælde. Derudover noterede mindretallet sig, at økonomi- og indenrigsministeren havde bedt CPR-kontoret om at tage kontakt til de virksomheder, der fortsat cpr-validerede på baggrund af navn og cpr-nummer, og at orientere dem om, at der blev lukket for denne mulighed, samt at økonomi- og indenrigsministeren også så på mulighederne for at skærpe kravene til virksomhedernes brug af cpr-numre i forbindelse med handel over internettet.