Sundheds- og Forebyggelsesudvalget 2012-13, Sundheds- og Forebyggelsesudvalget 2012-13, Sundheds- og Forebyggelsesudvalget 2012-13
B 1 Bilag 5, B 16 Bilag 5, B 24 Bilag 5
Offentligt
1237983_0001.png
1237983_0002.png
1237983_0003.png
1237983_0004.png
1237983_0005.png
1237983_0006.png
1237983_0007.png
Fredericia, søndag d. 14. april 2013

Kære ministre og medlemmer af Folketingets Social- og Sundhedsudvalg

Vedr. B 1 – etablering af akuthuse
Vi er en nystiftet forening af pårørende og øvrigt netværk for stofafhængige, som hermed tillader os athenvende os til jer, fordi vi til vores rædsel nu har forstået, at der fortsat ikke er tilstrækkelig bred støtte tilbeslutningsforslag nr. 1 om etablering af akuthuse.Der er nemlig, som vi ser det, med meget stor sikkerhed et meget stort behov for at dette forslaggennemføres. Se blot på den ekstremt høje dødelighed blandt vores stofbrugere her i landet. Og, som I ogsåburde vide, så er den såkaldte ”behandlingsgaranti” ganske enkelt aldrig kommet til at fungere. Særligt ikke,når det gælder stofbrugere, som også er opioidafhængige, altså brugere af heroin, metadon mv. Vi opleverdet sådan, at de direkte diskrimineres, når de måske for begrænsede ressourcer fordeles. Vi ser dog ogsåandre stofbrugere være henvist til at kæmpe en nogenlunde tilsvarende svær kamp med kommunerne. Ogunder alle omstændigheder må vi sige, at det skulle undre os, hvis I politikere ikke er klar over dette. I har jofået meldinger herom igennem mange år, både fra Gadejuristen (fra 2006 og frem), fra Center forRusmiddelforskning (2007), fra SFI (med deres rapporter fra 2009) og senest også fra Rigsrevisionen (2012).Dertil kommer den ekstremt høje dødelighed som endda sidste gang dette tal blev opgjort også er i stigning.Hvordan kan I være i tvivl om at ”behandlingsgarantien” ikke virker?
Vi har været lamslåede vidner til at vores kære, dvs. vores børn, søstre eller brødre, kærester, forældre ellernære venner, som har eller har haft alvorlige og livstruende problemer i forbindelse med deresstofafhængighed, desperat har forsøgt at få et behandlingstilbud i forhold til deres stofafhængighed, men blothar mødt den ene mur efter den anden i det kommunale behandlingstilbud. Her afvises vores kære som ”ikketilstrækkeligt motiverede” eller også får de besked om, at der ikke er penge til det, der ansøges om. Mens deventer på, at systemet mener at vores kære er tilstrækkeligt ”motiverede”, og måske også er så belastede, atde ikke bliver ved at formå at møde frem til det ene for dem stort set ligegyldige møde efter møde i”udredningsøjemed”, er der højrisiko for, at de mister livet. I politikere siger ofte, at der gælder en”behandlingsgaranti”. Herude i virkeligheden er den alt for ofte meget, meget vanskelig at få øje på. Og viville, trods foreningens meget korte levetid, kunne fremlægge talrige eksempler på også ulovlig omgang medservicelovens § 101.
Mens ”behandlingsgarantien” ikke overhovedet virker efter den politiske hensigt med at vedtage den, ogmens substitutionsbehandlingen med metadon osv. især nogle steder i landet er under al kritik, lider voreskære. De får overdosis på overdosis, og fylder i øvrigt godt op på landets sygehuse, især på de psykiatriskeafdelinger. Blot som eksempel skal I vide, at mens et af vores medlemmers 19-årige søn ventede i hele 13måneder, før kommunen lyttede til ham, nemlig da Gadejuristen kom ind i sagen, var han indlagt på entensomatiske eller psykiatriske afdelinger i sammenlagt 7 måneder. Dermed kan det heller ikke af denne grund
være rimeligt at henvise til den økonomiske krise som begrundelse for ikke at etablere disse akuthuse. Fordet koster afsindig dyrt allerede, når vores kære ikke får, hvad de har ret til og brug for. Blot på andre konti.
Vi er i foreningen meget glade for, at der i det mindste er dette lille forsøgsprojekt i gang på Kongens Ø medet akut krisecenter. Og selv om det kun har været åbent i få måneder, ser det allerede ud til at have reddet liv.Den ovenfornævnte 19-årige unge mand, som har været så meget grueligt igennem hele sidste år, og somikke på nogen måde er blevet hverken hørt eller set i det kommunale behandlingssystem, var nemlig såheldig at have det rette postnummer. Da alt så allerværst ud, kom de fra Det Akutte Krisecenter på KongensØ og hentede ham. Han var så desperat og så ekstremt stresset af 13 måneder i Helvede på jord, at han råbtesig gennem de første par uger på Kongens Ø. Men de rummede ham alligevel, fandt løsninger på rigtigmange af de problemer, som trængte sig på, og pludselig landede han, ikke mindst som følge af ensubstitutionsbehandling (med metadon) tilpasset ham. Vi kan også fortælle jer den meget glædelige nyhed, athan kun 6 uger senere var til jobsamtale – og fik jobbet, dog under forudsætning af, at han får mulighed forat tage kørekort. Dertil mangler han nu bolig efter at have været hjemløs i snart halvandet år, uden at nogensom helst i øvrigt har forsøgt at afhjælpe også denne del af den samlede håbløse situation. Dog ser detdesværre ud til, at fortsat ikke er særligt indstillede på at indgå i et samarbejde med ham. I hvert fald har hannu ventet i godt 2 uger på blot at få en dato for et handleplansmøde, som han selv har inviteret til. Man kanvist godt se her, at kommunerne ikke er ret vant med at arbejde med handleplaner, hvilket ogsåRigsrevisionen kritiserede så kraftigt sidste år. Dermed er han stadig henvist til at måtte vente på kommunen,også selv om den for denne kommune åbenlyst uløselige behandlingsopgave er løst for dem ved detsatspuljefinansierede akutte krisecenter. Er det rimeligt?
Om hele denne forfærdelige omgang fortæller hans mor, som er medlem af foreningen, sådan her:
Efter næste 2 års kaos, krise, ekstrem selvdestruktion, et massivt og livstruende blandingsmisbrug, har minsøn nu tilbragt 6 uger i det nyoprettede Akuthus i Munkerup. Han er stabiliseret, han er parat til at tagekørekort og har fået job. Nu venter vi på hans sagsbehandling. Det efterværn der skal iværksættes, som er såvigtigt! Får han noget at bo i, hvem kan støtte ham videre herfra i det daglige? Ja, vi som pårørende skalselvfølgelig, men også professionelle på det socialpsykiatriske område er i særdeleshed afgørende. Ellerhenvises han mon igen til herberg?

”GODT,

at han fandt vej til Kongens Ø-Munkerups akutte krisecenter. Eller rettere: Blev bragt derhen!Hvilket havde været umuligt uden Gadejuristens stædige og vedholdende hjælp og vejledning, samt MortenEgeskovs hurtige ageren, da det virkelig brændte på for min søn. Var han ikke kommet af sted da centeretåbnede i februar, kan jeg kun i mine mareridt gisne om, hvilken af flere mulige kedelige statistikker, hankunne være blevet en del af.

HELDIGT,

at han er tilknyttet KBH kommune, som deltager i projektet og ikke f.eks. vores hjemkommune(forældrenes), for så havde dette tilbud ikke været en mulighed for ham. Dette tilbud er jo – kompletuforståeligt og aldeles urimeligt – faktisk ikke knyttet til den akutte, evt. livstruende krise, den stofafhængigebefinder sig i – men derimod til den ramtes postnummer. Hvad er den rimelige, saglige begrundelse herfor?
Det kan jeg se, at også Gadejuristen har forsøgt at spørge om, men ministrene svarer ganske enkelt ikke påspørgsmålet.

FANTASTISK,

at han ikke,

en gang til,

skulle magte at bevise sin motivation ved dagligt at møde ind pådet kommunale rådgivningscenter for ”stofmisbrugere”, gennemføre ydmygende motivationssamtaler, selvkunne styre og håndtere sin medicinering i rammerne af herberg eller livet på gaden og i selskab med andrestakkels mennesker i en lige så rædselsfuld og uværdig livssituation som den han selv stod i.

FORFÆRDELIGT,

at han, en ung mand på snart 20 år, skulle igennem et års helvede på gaden, på diverseherberg, psykiatriske afsnit og i behandlingstilbud, der på ingen måde gav ham ro og overskud til at kunnetage gode og fremtidsskuende beslutninger for ham selv og hans liv.

SKRÆKKELIGT,

at vide, at mange mennesker ikke var/er så heldige som min søn. Han har haftpårørende, der har forsøgt at være med ham hele vejen. Hvilket ikke er nemt! Det er meget svært sompårørende at få lov til, at være en ressource for sin kære. Man mærker meget tydeligt, at man opfattes sommedskyldig i ens barns situation og man betragtes som besværlig. Vi var heldige at komme i kontakt medGadejuristen, deres indsats for vores søn har været uvurderlig for os. Ovenstående kunne jeg fortælle i timerom. Og det gør jeg gerne! Den relevante rådgivning til pårørende er nærmest ikke eksisterende! Detnærmeste man kommer er en melding om, at man skal afskære kontakten med sit barn, lukke døren. Jegforstod det instinktivt, hver gang jeg denne type råd, at det var helt, helt forkert. Jeg skulle jo være der formin søn. Han var i lære, alt så fint ud, da han som ved lynet fra en klar himmel blev ramt af en megetalvorlig depression, som han – desværre, men faktuelt – fandt at kunne behandle med et væld af illegalestoffer, hvorefter filmen fuldstændig knækkede. Nu ved jeg, at det jeg fornemmede, også var helt korrekt.Stofafhængige har brug for deres netværk, særligt det primære og ellers det sekundære for at kunne stå igennem, og som en afgørende forudsætning for at opnå den for den enkelte til enhver tid højest opnåeligebehandlingssucces. Så nu ved jeg, hvor helt forfærdelig og gal den slags rådgivning er. Pårørende er, skalvære og også ses som en ressource. Men vi har en ganske anden oplevelse i kontakten med systemet. Viskammes ud, vi sættes på et sidespor. Hvorfor dog?”
Et andet af foreningens medlemmer har oplevet en ganske anden, men ligeledes helt forfærdelig historie irelation til det akutte krisecenter på Kongens Ø. Denne er I blevet orienteret om allerede, nemlig i mail af 21.december til samtlige udvalgsmedlemmer og til ministrene. Dette medlems datter, havde tigget og bedt om etmere intensivt behandlingstilbud, end ambulant behandling, som hun så tydeligt ikke profiterede af. Faktiskfik hun det kun værre og værre, uden at dette gav anledning til denne jyske kommunes skridt til at justere iden behandlingsplan, som i øvrigt slet ikke var udarbejdet. Denne unge kvinde, på bare 23 år, tog stærktafstand fra 12 trins-ideologien (Minnesota), som ikke på nogen måde gav mening for hende, men som blotfremstod som religiøs omvendelse. Alligevel var det reelt 12 trins behandling hun fik – i kommunen! – og atdet faktisk er 12 trins behandling denne kommune praktiserer, bl.a. også gennem brug af en af netop 12 trinsverdenen produceret ’arbejdsbog’, fremgår da også tydeligt af kommunens kvalitetsstandard (som bare ikkefindes i endelig udgave, men er ”under opdatering”, når man spørger kommunen om at få den udleveret ...).Dette er endda en kommune, som ofte, bl.a. af KL og også senest, da KL kom med sine forslag til nye tiltagpå dette område, fremhæves som en mønsterkommune. Også denne unge kvinde måtte gennem flereoverdoser, hjertestop og genoplivning, mens det eneste tilbud hun fik fra kommunens side, som ikke var
ambulant, var ”visitation” til Kongens Øs akutte krisecenter, som endda ikke var åbnet endnu, da hun fikdette ”tilbud”. Det var meget tydeligt, at kommunen herved forsøgte at slippe for at skulle finansiere etdøgnbehandlingsophold, efter servicelovens § 101, for i stedet at lade det være en gratis omgang forkommunen, finansieret med satspuljemidler ved det akutte krisecenter på Kongens Ø. Da man også frakommunens side henviste til en helt anden paragraf, nemlig servicelovens § 102, kom man også belejligtudenom kvindens forsøg på at slippe for 12 trinsbehandling ved at bruge sin ret til frit at vælgebehandlingssted (servicelovens § 101, stk. 4)! For det var jo slet ikke den paragraf kommunen havdebesluttet sig for at anvende! Hendes mor er næsten færdig med sit socialrådgiverstudie, og kunne derfor – ihøjere grad en pårørende flest – virkelig være en også juridisk ressource. Lige lidt hjalp det dog, og først daGadejuristen kom ind i sagen, blev loven endelig fulgt. Den unge kvinde, mor til en 4-årig der aktueltopholder sig hos mormor, er nu endelig i en døgnbehandling hun kan profitere af og er i øvrigt fuldstændigstof- og medicinfri. Men altså også i dette tilfælde helt uden, at der er noget som helst at takke dennekommune for.Moderen siger: I forhold til min datters situation, ville et ”neutralt” akuthus have betydet, at hun havdeundgået at være nødsaget til at blive boende i miljøet efter hun havde truffet beslutningen om at komme ibehandling. Da hendes mindre søskende og datter boede hos mig, kunne hun ikke komme hjem – bortset fraom natten når alle sov når det var aller værst med hende. Hvis der havde været et akuthus kunne hun haveundgået 2 af sine overdoser og et selvmordsforsøg. I det hele taget kunne hun have undgået at komme sålangt ud som hun kom, idet der ikke var nogen til at tage vare på hende. For familien har prisen været høj,unødvendig høj! Idet jeg var nød til at prioritere hende frem for de andre søskende i den periode (for at holdehende i live), stod jeg tilbage med især hendes lillebror på 14 år der var tydeligvis i krise. Han var konstantangst for at hun skulle dø og viste tydelige tegn på stress. Efterfølgende måtte jeg selv (med hjælp fraGadejuristen) finde et tilbud han kunne profilere af og få det bedre. Kommunen havde ingen tilbud ellerhjælp at tilbyde ham.
I forhold til dette med 12 trins-ideologi glæder vi os dog over i foreningen at forstå, at i hvert faldsundhedsministeren synes at have forstået, hvor utilstrækkelig (og efter vores opfattelse altså også medindbygget risiko for deciderede skadevirkninger), en sådan religiøs tilgang ift. behandling af et så komplekstfænomen, en så kompleks tilstand, kan være; nemlig ved ministerens svar på spm. 888, hvor ministerendirekte siger, at der (dog ift. alkoholbehandling) ikke er ”solid evidens” for, at denne behandlingsform, 12trins-tilgangen, er relevant ift. dobbeltdiagnoser1. Og mange af vores kære og nære har jo netop også diversepsykiatriske diagnoser. Alligevel er det i alt for vid udstrækning netop 12-trinsbehandling de udsættes foreller henvises til. Det er simpelthen helt forfærdeligt. Det må I politikere tage et opgør med! Det skal væremuligt i det mindste at undgå sådan religiøs behandling i Danmark i 2013. Man må have ret til, som en del afen behandlingsgaranti, at slippe for at blive udsat for religiøs behandling. Vi henviser i den forbindelse tilartiklen ”Men det virker jo for nogen …” af psykolog Liese Recke, hvor hun bl.a. redegør for, at 12 trinsbehandling (Minnesota) ved en række amerikanske domme er vurderet til at være netop religiøs behandling,hvorfor man i USA kan påberåbe sig religionsfriheden og dermed slippe for sådan behandling. Men det kanSe ministerens svar i sin helhed her:http://www.ft.dk/samling/20111/almdel/suu/spm/880/svar/909225/1162799/index.htm1
man ikke i Danmark. Vi anerkender naturligvis, at det er et politisk valg, hvilke former for behandling manvil anvende danske skattekroner på. Men spørgsmålet er, om man politisk, og på et oplyst grundlag,nogensinde faktisk har taget stilling til dette spørgsmål? Derfor skal vi tillade os at spørge jer, om I synes,hver især, at det er ok, at man i dag bruger religiøs behandling i Danmark overfor nogle af de allersvagesteog dårligst stillede borgere? Og om I synes, hver især, at det er rimeligt, at man ikke engang kan vælgereligiøs behandling fra, fordi den også leveres i kommunerne og fordi lovgivningen ikke giver destofafhængige ret til at vælge sådan behandling fra?
Senest har vi forstået, at en stærkt psykotisk yngre mand, diagnosticeret med ADHD, OCD med flerelidelser, der som følge af massivt og ekstremt skadeligt brug af hhv. MDPV (også kaldet ”super-coke”)vekslende med enorme mængder sove-/nervemedicin (benzodiazepiner) i et desperat forsøg på at nedtoneden psykotiske tilstand, og som ikke turde bevæge sig udenfor en dør, og dertil tidligere fortvivlet havdeforsøgt sig med at få et for ham relevant behandlingstilbud via sin kommune, og derfor havde givetfuldstændig op på forhånd i denne omgang, reelt måtte afvises ift. indskrivning på Kongens Øs akuttekrisecenter, fordi han havde det forkerte postnummer. Dette er selvfølgelig helt og aldeles uacceptabelt.Vi må konstatere, at vi reelt og faktisk

IKKE HAR

et socialt sikkerhedsnet, der virker for mennesker, der afmeget forskellige årsager ender i en livssituation som min søns. Der sker lovbrud, ”behandlingsgarantien”overholdes ikke, sagsbehandlingen og rådgivningen på området er umulig at gennemskue, følge med ognavigere i, selv for ikke-stofbrugende og ellers ressourcestærke pårørende.Der er ingen eller en meget mangelfuld kommunikation mellem de kommunale enheder og psykiatrien. Ogmange andre stofbrugere end de, der er beskrevet i denne henvendelse, må helt sikkert være i kontakt medbegge instanser. Og røget grundigt og hårdt ned mellem stolene på netop denne konto.
Vi mangler anstændige og kvalificerede akuttilbud som sikrer, at mennesker i deres allerdybeste kriser,største armod og i de mest kaotiske og uoverskuelige rammer og situationer både af psykisk og fysiskkarakter, kan finde ro, stabilisering, orden. Frem for alt VÆRDIGE rammer, så de får mulighed for reelt attage styringen ift. deres eget liv igen. Om dette så forudsætter substitutionsbehandling med f.eks. metadoneller ej. Vi ved, og det skal I politikere også vide, at man kan leve helt almindelige liv med f.eks. entilstrækkelig metadondosis. Man kan køre bil. Arbejde. Uddanne sig. Og være gode forældre ellersamværsforældre.
Så vi er helt enige i socialminister Karen Hækkerups beskrivelse her, (fra B 1, forslag til folketingsbeslutningom akuthuse til stofmisbrugere. Møde nr. 33. tirsdag 11.12.2012):
”Men jeg er enig med forslagsstillerne i, at der er misbrugere, der står i en så udsat situation, at de har akutbehov for en skærmet indsats, som kan skabe ro i en kaotisk og krisepræget situation. Jeg taler her om deallermest udsatte stofmisbrugere. Mange af disse borgere har en ustabil livsførelse og har en skrøbeligkontakt til kommunen og behandlingsmiljøet, fordi de har vanskeligt ved at fastholde et almindeligtbehandlingsforløb i behandlingstilbuddene. Mange har også et kaotisk og intensivt blandingsmisbrug medalvorlige helbredsmæssige og sociale konsekvenser. Det gælder særlig der, hvor misbruget optræder i
kombination med f.eks. en psykiatrisk lidelse eller andre alvorlige sociale problemstillinger. Det ermennesker, som ikke bare uden videre kan indgå i egentlig behandling, men som kan profitere af et opholdpå et sted, hvor de kan få ro og opnå en stabilisering af deres situation. Det skal foregå i trygge rammer,hvor der både tages hånd om borgerens helt basale fysiske behov som f.eks. et måltid mad, tøj og husly ogtages hånd om borgernes psykiske behov for kontakt og omsorg.”
Og videre:
”Visiteringentil krisecenteret skal være så enkelt og fleksibelt som muligt, således at målgruppen harmulighed for at komme væk fra misbrugsmiljøet, mens motivationen stadig er til stede. Visiteringen skal skegennem værestederne i samarbejdskommunen, fordi værestederne gennem deres daglige kontakt med udsatteborgere netop har mulighed for at spotte, hvilke borgere der kan have brug for et ophold på etakutkrisecenter”.
Så lad os få mere af det! Men sørg først og fremmest for at denne erkendelse ikke alene kommer deallerfærreste til gavn. I må simpelthen sikre, at der også – hellere i går end i dag – bliver etableret disseakuthuse, hvor

ALLE

så kriseramte stofafhængige, som ikke formår at indgå i kommunernes meget langeudredningsforløb og som risikerer at dø i alt for ung alder, før kommunerne er færdige med dereslangsommelige overvejelser, ”motivationssamtaler”, juridiske krumspring mv. Der er helt uacceptabelt påbaggrund af sådan erkendelse at sige, at der kun – og en årrække frem – skal opretholdes dette ene og såekstremt begrænsede akutte tilbud på Kongens Ø, hvor der kun er adgang for de få med rette postnummer,hvilket pt. vil sige blot ca. 10 pct. af landets kommuner. Et tilbud, som vi fra foreningens side anerkender ergodt, men altså alt for begrænset, ligesom det utvivlsomt også vil afskrække en større gruppe, nemlig demder måske endda mange gange tidligere har ”slået sig hårdt” på netop 12 trinsbehandling, herunderintroduktion til NA, hvilket Kongens Ø nu engang er allermest kendt for.
Vi er ikke spor sikre på, at vores børn havde magtet at overleve endnu en nedværdigende tur gennemvisitationsmøder og motivationsafklaringssamtaler på de kommunale misbrugscentre, som de tilhørte. Dehavde forstået, at de skulle bevise deres ”motivation” og at de var værd at satse på som mennesker, hvis deskulle have hjælp derfra. Men de følte jo ikke, at de havde forsøgt andet gennem flere år. Uden at kunneoverbevise deres kommuner om netop dette. De havde mistet alt gennem kontakten med kommunerne, ogsåtroen på sig selv. De havde givet op, hvis de ikke havde fået den retshjælp de fik.
Vi håber, at I alle vil genoverveje dette beslutningsforslag, og vi vil også meget gerne samtidig søge omforetræde om udvalget, hvor vi forklarer alt dette nærmere og hvor I så kan stille os spørgsmål.
Vi har meget på hjerte i denne nye netværks- og pårørendeforening. Vores skrækoplevelser medkommunerne, psykiatrien og det somatiske sundhedsvæsen, med diverse ”behandlingstilbud”,sagsbehandling, råd-og lovgivning m.m. er meget forskellige, men lige rædselsfulde. Men vi har været tætpå, og forsøgt at støtte op og hjælpe og støtte på vores kæres svære vej. Imod alle odds.
Vi har alle haft en nær, som vi har været tæt på at eller på tragisk vis mistet. Og vi har alle erfaringer med,hvad der har virket og IKKE virket i vores kæres kamp om at vende tilbage til værdige liv. Sammenfattendehar vi alle oplevet og mærket, at i kampen for og med vores kære, har der været alt for mange unødvendigeog nedbrydende oplevelser og tiltag undervejs. Dette formentlig ikke mindst som følge af den enormefordømmelse og stigmatisering der fylder næsten alt, når det kommer til stofafhængige.
Vi, i ”PårørendeNetværket AntiStigma”, kan være med til at højne niveauet og hæve barren for kvalitet i ogeffekt af den indsats der skal og bør leveres til vores kære. Vi ønsker at blive betragtet som medspillere. Ogvi ønsker brændende at gøre op med den ødelæggende stigmatisering der er overfor stofbrugere, men ogsåoverfor os; forældre til, børn af, nær ven af, kærester til stofbrugere. Vi ved, at man skal have hår på brystetfor at stille op i dette system som pårørende. Vi er ikke alle sammen nødvendigvis dysfunktionelle og/ellersocialt afsporede. Sammen kan vi gøre det bedre!
Med venlig hilsenPårørendeNetværket AntiStigma
Heidi Uldahl, formand
PSVi kan meget snart følges på Facebook, hvor vi netop er i gang med at etablere os:https://www.facebook.com/#!/groups/426980894060859/?fref=ts