REU, Alm.del - 2012-13 - Bilag 361: Henvendelse af 7/7-13 fra Carl Henrik E. Rørbeck vedr. økonomisk kriminalitet

Med disse linier vil jeg gerne dele nogle af mine erfaringer om økonomisk kriminalitet medRetsudvalget.Jeg har i en årrække, dels som direktør for sikkerhed og intern revision i en stor detailkoncern, delssom selvstændig fraud examiner beskæftiget mig hermed.Jeg vil gerne indlede med at sige, at jeg beklageligvis har udviklet den opfattelse, at voresmyndigheder i aftagende grad ser sig selv som beskyttere af den almindelige befolkning; de”svage”, og i stigende grad som serviceorganer for ”erhvervslivet”; en betegnelse der dækker overen meget broget skare af personer og virksomheder, der oftere og oftere har svært ved selv at sættegrænserne for etisk adfærd og anstændig virksomhedsdrift.Man har almindeligvis den opfattelse, at det er vores dygtige erhversliv, der sikrersamfundsøkonomien og arbejdspladserne, men denne opfattelse udsættes for større og større pres. IBørsen kunne man i januar 2009 læse resultatet af en undersøgelse, der var en rundspørge blandttoplederne i danmarks 1000 største virksomheder, hvori man bla.a. spurgte dem, hvad etik betød forderes virksomhed og dem selv personligt. Hele 17% svarede, at etik ingenting betød; og at deteneste der var afgørende for dem var firmaets og deres egne personlige resultater; dvs. indtjening.Dette burde have fået alle alarmklokker til at ringe. Det er vidnende om en hastig moralsk deroute.De 17% kan med rimelighed antages at være fulgt af et lignende antal, som i virkeligheden har desamme holdninger, men som for skams skyld og af politiske hensyn giver udtryk for noget andet.Tilkomsten af det forcerede elektroniske marked har haft en multiplikatoreffekt på de muligheder,der ligger åbne for den mere skruppelløse del af erhvervslivet.Nogle af de metoder, der systematisk benyttes er ”fejl” og ”forglemmelser”. Jeg havde en lærer iUSA, Jack Henry, som var ekspert på dette område. Han havde startet sin karriere som svindler, idethan leverede snakcs og brød til 20 supermarkeder. (Han blev siden ”frelst” og skiftede side.) Hanstjal så meget fra disse kunder, at han kunne forsyne 7 andre butikker – sort -med disse varer. Hanlavede siden en film om fænomenet, som han kaldte ”The Honest Mistake”. ”Remember, they can'tprosecute you for making mistakes.”(Da jeg indledte mit arbejde med opbygning af en sikkerhedsafdeling i den pågældendedetailkoncern, var svindet næsten 4% eller 4 gange overskuddet. Det viste sig i de følgendemåneder, at hele 45% af dette svind hidrørte fra leverandørvirksomheder.)Lad mig givet et par velvalgte eksempler. Jeg har de sidste 9 år benyttet 6 forskellige teleselskaber.Der er ikke ÉT af dem, der ikke har overfaktureret mig systematisk. Der er ingen fejl i min favør.De snedige svindlere sørger for, at der er fejl i begge retninger. Det gør det nemmere for dem atoverbevise andre om, at der er tale om ”honest mistakes”. Det gør teleselskaberne ikke engang.En lang række større og mindre selskaber udsteder rykkere i strid med Rentelovens § 9, derregulerer denne aktivitet. Der skal MINDST gå 10 dage, før man kan udskrive den første rykker, derskal være 10 dage mellem rykkerne og man kan kun udstede 3 rykkere for det samme forhold.

Tusindvis af større og mindre virksomheder udsender strømme af rykkere i strid med Rentelovens §9. Jeg har personligt vanskeligt ved at se, at systematisk, retsstridig fremsendelse af rykkere,indeholdende vildledende påstande om modtagerens retsstilling, på nogen måde, juridisk ellermoralsk, adskiller sig fra det rene, ublandede bedrageri, som det der praktiseres af virksomheder,der KUN består af en computer og en matrixprinter. Jævnsides hermed overfaktureres kundernesystematisk af mange af de samme virksomheder, uden at det af myndighederne opfattes som andetend ”beklagelige fejl.”Disse virksomheder bidrager IKKE til samfundsøkonomien med denne form for provenuskabelse.Tværtimod plukker de systematisk borgerne for penge, der kunne være blevet kanaliseret ud i etmere samfundsgavnligt forbrug. De store overskud, skabt på denne retsstridige måde, ophobes istore formuer, der investeres passivt; ofte uden for Danmarks grænser. Det er absolut nødvendigt atgøre op med den idé, at nogle fås uhæmmede grådighed er til gavn for alle. Diverse, lidet innovativevirksomheder såsom private parkeringsværn, der de facto udøver privatretligt strafferetspleje ogågerlånere beskærer ligeledes heftigt det rådighedsbeløb, der skal skabe væksten internt i Danmark.Eftersom staten har valgt at lade sig financiere i alt væsentligt (i hvert fald 90%) af skatter, lagt påindkomster og forbrug, fører dette tillige til en reduktion af beskatningsgrundlaget, som et mildtsagt uhensigtsmæssig.Endnu et eksempel tangerer disse problemer, et problem som Forbrugerombudsmanden p.t. forsøgerat gøre noget ved. Flere og flere virksomheder tillader sig, med eller uden kundens samtykke, atopbevare kundens kreditkortdata. Det gør det utroligt meget nemmere at gennemføre de tidligerenævnte former for bedragerier. Jeg har selv netop været udsat herfor; et velrenommeret engelskfirma, som jeg har købt en ydelse af 3 måneders varighed af, har uden min accept gemt minekreditkortoplysninger og er fortsat med at trække ca. 10$ hver 3. måned på mit kort, dog uden atforny ydelsen.Den enkelte forbruger, som handler meget på nettet, har måske efterladt sine data på 50 eller fleresteder. Det er umuligt for den enkelte at kæmpe mod disse kriminelle og uafbrudt checke allesmåbeløb der trækkes på kontoen. Det må være samfundets opgave at beskytte forbrugerne, så detrygt kan benytte nettet uden at blive taget ved næsen. Hvis tilliden til kommerciel netaktiviteteroderes yderligere, kan det få vidtrækkende og alvorlige konsekvenser.Jeg skal derfor forslå, at det ganske enkelt kriminaliseres at gemme kreditkortdata, hvad entenkunden samtykker eller ej, at systematisk og vedvarende overfakturering samt systematiskudsendelse af uberettigede krav, uanset hvad grundlaget herfor måtte være, også kriminaliseres, ogat der oprettes en politienhed, der skal efterforske og retsforfølge systematisk, ”fejl”-baseretøkonomisk kriminalitet.En virksomhed, der har et etableret debitorbogholderi, må med rimelighed antages at være ibesiddelse af de fornødne ressourcer til at sætte sig ind i lovgivningen og overholde den, samtudvikle et styringssystem, der afdækker systematiske fejl omgående.Samtidigt bør det være strafferetligt ansvarspådragende at forestå en virksomhed, der gør sigskyldig i den slags krænkelser, ligesom juridiske personer bør kunne straffes. Det bør efter minopfattelse ske ved, at aktionærerne inddrages i ansvarsstrukturen, således at forstå, at en virksomhedder gør sig skyldig i alvorlig kriminalitet overfor kunderne skal kunne konfiskeres og aktiernegensælges til fordel for statskassen.Staten har – især under den forrige regering – lagt et voldsomt pres på hele samfundet for atgennemtvinge en digitalisering, der set i retrospekt nok må siges at have været dårligt timet, og som