Folketinget - 2011-12

Folketinget 2011-12strumenter, såvel civile som militære. Udenrigs-, forsvars-,sikkerheds- og udviklingspolitik udgør en helhed.Det er endnu uklart, hvordan situationen i Mellemøsten ogNordafrika vil udvikle sig, og hvad det vil betyde for Dan-marks og Europas sikkerhed. Omvæltningerne har skabt heltnye muligheder, men transitionsprocesserne vil tage tid ogindebære risiko for destabilisering. Danmarkvil bidrage ak-tivt til, at den proces, som er sat i gang, udvikler sig i en posi-tiv retning.Vi vil forsvare vores interesser med udgangspunkti grundlæggende værdier som frihed, demokrati, menneske-rettigheder og retssikkerhed.I Afghanistan har Danmark sammen med de øvrige 48 lan-de, der er engageret militært også i det forløbne år ydet enstor indsats. Udfordringerne er dog fortsat betydelige. Det ermålsætningen at gøre de afghanske sikkerhedsstyrker i standtil at overtage det samlede sikkerhedsansvar med udgangenaf 2014. Danmark vil fra det tidspunkt ikke længere havekampenheder i Afghanistan. Det er essentielt, at afghanerneinden da har opbygget de nødvendige kapaciteter. Det gæl-der på sikkerhedsområdet, men i lige så høj grad i forhold tilde civile strukturer.Med Osama Bin Ladens død i maj dette år er al-Qaidasfrontfigur blevet fjernet. Det er kulminationen på flere årsindsats, der har sat al-Qaida under pres. Den operative be-tydning er endnu vanskelig at vurdere, men den symbolskeværdi er stor. Indsatsen mod den internationale terrorismekræver fortsat et betydeligt engagement, herunder støtte tilde berørte lande, så de bliver i stand til selvstændigt at kunnebekæmpe terrorisme.Pirateriproblemet i farvandet ud for Afrikas Horn medfø-rer fortsat store menneskelige og finansielle omkostninger ogudgør en stor udfordring for det internationale samfund.Danmark har ydet betragtelige bidrag til den internationaleindsats for at gøre de berørte farvande sikre og sejlbare. Derer i 2011 udarbejdet en pirateristrategi, som samler den bred-spektrede danske indsats i én politisk ramme. Strategien af-spejler, at pirateriproblemet er et aspekt af en bredere uden-rigs- sikkerheds-, forsvars- og udviklingspolitisk udfordring.De sikkerhedspolitiske udfordringer anno 2011 er grænse-overskridende og fordrer effektivt internationalt samarbejde.Samtidig afspejles gældskrisen i faldende forsvarsbudgetter ibåde Europa og USA. Færre ressourcer er blot énfaktor ud afflere, der sætter principper som solidaritet, fælles formål ogfair byrdedeling under pres og truer med at svække de inter-nationale organisationers nødvendige handlekraft. Den øko-nomiske krise understreger også vigtigheden af at styrkesamarbejdet med de nye aktører i det internationale system,herunder særligt BRICS-landene, således at disse påtager sigen større rolle i det internationale samarbejde om fred og sik-kerhed.Det overordnede mål med den danske sikkerhedspolitik erat tage medansvar for håndteringen af de globale sikkerheds-udfordringer. Det Arabiske Forår og den militære indsats i Li-byen understreger, at effektivt multilateralt samarbejde og enstærk international retsorden stadig er i Danmarks sikker-hedspolitiske interesse. Danmark bør derfor fortsat være en

INDLEDNING2011 blev året, hvor folkelige opstande i Mellemøsten ogNordafrika tvang en række eksisterende magthavere framagten. Protester med krav om grundlæggende politiske, so-ciale og økonomiske reformer medførte magtskifter i Tunesi-en, Ægypten, Libyen og Yemen. Kravet om reformer haryderligere bredt sig til lande som Bahrain og Syrien, hvor re-gimerne på brutal vis har undertrykt protestbevægelserne.Det Arabiske Forår har forandret den arabiske verden og der-med også danske sikkerhedspolitiske realiteter.Da der i marts måned skulle handles hurtigt for at beskytteden libyske civilbefolkning mod yderligere overgreb, beslut-tede et enigt Folketing at stille et militært bidrag til rådighedfor den internationale militære indsats i Libyen. Den militæreindsats fandt sted på anmodning af Den Arabiske Liga ogmed bemyndigelse fra FN’s Sikkerhedsråd.Danmark var en del af den ad hoc koalition af lande, deranført af Frankrig og Storbritannien iværksatte en militæroperation i Libyen 19. marts 2011. Kort tid efter blev dennefulgt op af en NATO-ledet operation med deltagelse af landefra regionen. Den militære indsats blev afsluttet 31. oktober2011, hvor NATO med FN sikkerhedsrådsresolution 2016 fikFN’s ord for, at mandatet til beskyttelse af civilbefolkningenvar opfyldt.At en bølge af folkelige protester i Nordafrika og Mellem-østen ville føre til dansk deltagelse i en NATO-ledet operati-on i Libyen virkede for blot et år siden usandsynligt for ikkeat sige utænkeligt. Begivenhedsforløbet demonstrerer med altydelighed, at dansk sikkerhedspolitik skal udmøntes i en in-ternational kontekst, som er både uforudsigelig og kompleks.Sikkerhedspolitikken skal i dag råde over en bred vifte af in-

2aktiv og solidarisk partner. Vi skal med andre ord have viljenog evnen til at levere relevante civile og militære bidrag til in-ternationale operationer og til at støtte reformarbejdet i de in-ternationale organisationer, særligt FN, NATO og EU således,at de forbliver i stand til at håndtere vores fælles sikkerheds-politiske udfordringer.1.200 personer udsendt til operationer eller i anden internati-onal tjeneste, hvoraf de største bidrag var til de NATO-lededeoperationer i Afghanistan (750), Kosovo (35) og den maritimepirateribekæmpelsesoperation ud for Afrikas Horn (157).Medregnet heri er også det danske logistikbidrag til FN’sstyrke i Libanon (147) samt Danmarks bidrag med observatø-rer og stabsofficerer til en række af FN’s fredsbevarende ope-rationer. Danmark har senest tilbudt personel til FN’s nyeoperation i Sydsudan.Danmark bidrager også markant til civile konflikt- og kri-sestyringsindsatser. Årligt udsendes omkring 1000 ekspertertil internationale civile missioner. Størstedelen udsendes gen-nem det Internationale Humanitære Beredskab, IHB, der om-fatter eksperter fra Dansk Røde Kors, Dansk Flygtningehjælpog Læger uden Grænser. Dertil kommer Udenrigsministeri-ets del af IHB, der i lighed med Rigspolitiets udsendte bidra-ger til civile freds- og stabiliseringsindsatser, primært i EU-re-gi. Danmark bidrager bl.a. til EU’s civile missioner i Afghani-stan, Kosovo, Georgien, Irak og Mellemøsten. Der udsendesogså et stort antal valgobservatører via EU og OSCE.

3hævelse af flyveforbudszone og våbenembargo. Ud over Li-byen-operationen har NATO’s operationer i Afghanistan, Ko-sovo samt pirateribekæmpelsesmissionen ud for Somaliaskyst bidraget til en mere stabil og fredelig udvikling i de be-rørte områder.På NATO-topmødet i Lissabon i november 2010 blev dervedtaget et nyt strategisk koncept for Alliancen. Det nye kon-cept udgør en milepæl i den omstillings- og tilpasningspro-ces, som NATO aktuelt gennemgår, og som Danmark støtteraktivt. Set med danske øjne indeholder konceptet de nødven-dige elementer, herunder den rigtige balance mellem traditio-nelt territorialforsvar på den ene side og nye trusler, der ofteskal imødegås gennem operationer fjernt fra Alliancensgrænser, på den anden. Et væsentligt dansk fingeraftryk erkonceptets fokus på at styrke NATO’s evne til at gennemføresamtænkte indsatser. Danmark var også markant fortaler forreform af Alliancens partnerskabssamarbejde for bl.a. at styr-ke de globale partnerskaber (med f.eks. Kina, Indien og Mel-lemøsten). Libyen-operationen demonstrerede relevansen afNATO’s partnerskabspolitik, idet det eksisterende partner-skabssamarbejde i regionen var med til at skabe opbakningfra bl.a. Den Arabiske Liga. Det blev endvidere besluttet atetablere et missilforsvar til at beskytte Alliancens territoriumog befolkninger. Rusland blev ved samme lejlighed inviterettil at indgå i et samarbejde om missilforsvar.Det nye strategiske koncept var også med til at bane vejenfor gennemgribende reformer af NATO’s organisation.NATO’s kommandostruktur tilpasses, så den i højere gradpasser til nutidens sikkerhedspolitiske udfordringer. Antalletaf hovedkvarterer skæres ned fra 11 til syv, og antallet af stil-linger reduceres fra ca. 13.000 til ca. 9.000. Derudover reduce-res antallet af agenturer fra 14 til tre. Disse reformer bidragertil at sikre en mere effektiv Alliance og støttes fuldt ud af re-geringen. Et nødvendigt resultat af reformerne har været, atNATO’s luftoperationscenter i Finderup lukkes.I EU er der med Lissabontraktatens ikrafttræden og etable-ringen af den fælles udenrigstjeneste skabt en ramme forstyrket koordinering mellem medlemslandene på det for-svars- og sikkerhedspolitiske område. Der har været fokus påat styrke EU’s planlægningskapacitet og samspillet mellemmilitære og civile instrumenter. En mere effektiv udnyttelseaf de europæiske forsvarsbudgetter gennem øget samarbejdestår ligeledes højt på dagsordenen. EU leder i øjeblikket tremilitære operationer i henholdsvis Bosnien-Hercegovina, udfor Somalias kyst og en træningsmission for somaliske sik-kerhedsstyrker i Uganda. Danmark kan ikke deltage i dissemissioner pga. forsvarsforbeholdet. Derudover leder EU 10civile missioner i bl.a. Afghanistan, Kosovo og DR Congo.Engagementerne, der dækker alt fra international ordens-håndhævelse til politiindsatser og træningsmissioner, under-streger EU’s mangeartede sikkerhedspolitiske instrumenter.Den internationale gældskrise har øget nødvendighedenaf et tæt internationalt samarbejde også på det forsvars- ogsikkerhedspolitiske område. I en verden med faldende for-svarsbudgetter må der samarbejdes, hvis vi ønsker at bibe-holde de samme muligheder for at bidrage til internationalfred og sikkerhed. Både i NATO og i EU er der igangsat et ar-bejde, der skal øge samarbejdet mellem medlemslandene in-den for forsvarskapaciteter. Dette kan ske gennem fælles ind-køb, træning og vedligeholdelse, men også gennem en bedreog mere bevidst international arbejdsdeling og fællesejedekapaciteter. Danmark har støttet arbejdet både i NATO og iEU, om end vi pga. forsvarsforbeholdet ikke kan deltage ikonkrete projekter i regi af EU’s fælles sikkerheds- og for-svarspolitik. Et område, hvor Danmark i det forgangne år harbidraget konkret til en international arbejdsdeling, er »air po-licing«. Danske F-16 fly har som led i NATO’s rotationsord-ning afpatruljeret baltisk luftrum, da de baltiske lande ikkebesidder egne kampfly. Til gengæld har de baltiske landekunnet anvende deres ressourcer, således at de var i stand tilat stille landmilitære bidrag til rådighed i Afghanistan.Internationalt samarbejde for at imødegå terrortruslen erstadig afgørende. Den internationale terrortrussel mod Dan-mark og danske interesser er ikke mindsket, men den har æn-dret sig. Den umiddelbare trussel fra al-Qaida er reduceret ef-ter års intensivt pres, og med Osama bin Ladens død er me-get af organisationens tiltrækningskraft på ekstremistiskekræfter over hele verden sandsynligvis blevet betydeligtsvækket. Samtidig ser man en tendens til, at truslen blivermere decentral med udgangspunkt i navnlig Pakistan (Paki-stansk Taliban og Lashkar-e-Tayyiba), Yemen (al-Qaida påden arabiske halvø), Somalia (al-Shabaab) og Mali (al-Qaida iMaghreb). Hertil kommer, at det er meget usikkert, hvilkenbetydning Det Arabiske Forår vil få for trusselsniveauet. Deren ny og stigende interesse for i endnu højere grad at fokuse-re på og modvirke de faktorer, der kan skabe grobund for nyeterrorister og terrornetværk. Samtidig er der et fortsat behovfor at bekæmpe de eksisterende netværk og enkeltpersonermed de instrumenter, der er til rådighed. Danmark er enga-geret i alle aspekter af den internationale indsats, herundersenest gennem det nyligt etablerede Global CounterterrorismForum.Risikoen for spredning af masseødelæggelsesvåben, her-under især kernevåben og deres fremføringsmidler, udgørfortsat en trussel på globalt niveau. En række lande har i dagkapacitet til at udvikle masseødelæggelsesvåben, og flere for-følger også programmer for udvikling af ballistiske missiler.Højt på den internationale dagsorden står særligt spørgsmå-let om Irans, Syriens og Nordkoreas atomprogrammer. IEuropa er situationen omkring CFE-traktaten fortsat uløst.Som svar på manglende russisk opfyldelse af de traktatmæs-sige forpligtelser besluttede NATO-landene i efteråret 2011 atsuspendere visse dele af deres implementering af traktatenover for Rusland. Der arbejdes på at finde en løsning.Danmark arbejder for at imødegå truslen fra masseøde-læggelsesvåben gennem en styrkelse af ikke-sprednings- ognedrustningsregimerne, samt inden for eksportkontrolområ-det. Processen har fortsat internationalt momentum, og Dan-mark har engageret sig aktivt i internationale ikke-spred-nings- og nedrustningsdrøftelser indenfor rammerne af mul-tilaterale fora som bl.a. FN, EU og NATO.

EU-forsvarsforbeholdets konsekvenser for DanmarkDet danske EU-forsvarsforbehold har været i kraft siden 1993. Som en konsekvens af forbeholdet medvirker Danmark ikke tiludarbejdelsen og gennemførelsen af forsvarsrelaterede afgørelser og aktioner i EU. Danmark deltager fuldt ud i de civile dele afEU’s fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (CSDP’en).Forsvarsforbeholdet har betydning for Danmarks internationale indflydelse og engagement – ikke kun i forhold til mulighe-den for at deltage i de konkrete operationer men også på det politiske strategiske niveau.Forsvarsforbeholdet fratager Danmark muligheden for at deltage i EU’s militære operationer og begrænser vores indflydelsepå den fremtidige udvikling af EU’s fælles sikkerheds- og forsvarspolitik. Derudover betyder forbeholdet, at Danmark ikkekan deltage i EU’s kampgrupper og det samarbejde, der finder sted i regi af Det Europæiske Forsvarsagentur. Forsvarsforbehol-det hæmmer ligeledes Danmarks mulighed for at påvirke centrale sikkerhedspolitiske spørgsmål som eksempelvis forholdetmellem EU, NATO og FN. Forsvarsforbeholdet kan samtidig medvirke til at gøre Danmark til en mindre attraktiv samarbejds-partner blandt andre europæiske NATO-lande, idet sådanne samarbejder for dansk vedkommende ikke vil kunne favne EU-di-mensionen. Også i forhold til det nordiske samarbejde sætter forsvarsforbeholdet begrænsninger, da Danmark her ikke kanindgå i fællesnordiske samarbejder, hvis de skal stilles til rådighed for EU.Forbeholdet er i 2011 eksempelvis blevet aktiveret i forbindelse med EU’s indsats på Afrikas Horn og kampen mod pirateri.Først ved beslutningen i april om at udvide mandatet for EU’s operation mod pirateriet ved Afrikas Horn, så de deltagende flå-destyrker fik yderligere værktøjer til rådighed. Siden ved beslutningen om at ændre mandatet for EU’s træningsmission for so-maliske sikkerhedsstyrker. På grund af forsvarsforbeholdet har Danmark ikke mulighed for at bidrage til disse indsatser, lige-som Danmark ikke har kunnet bidrage til at forme beslutningerne herom.Fremadrettet kan udviklingen forventes at gå i retning af mere blandede eller integrerede civil-militære operationer, hvilketvil kunne udvide konsekvenserne af forsvarsforbeholdet. Danmark vil således kunne blive udelukket fra deltagelse i civile deleaf integrerede operationer, såfremt de ikke kan adskilles klart fra de militære dele. Danmark er derfor i væsentligt omfang af-skåret fra at bidrage med den betydelige ekspertise, som vi har opbygget ift. samtænkning af civile og militære instrumenter.Danmark vil dog, hvor det er praktisk gennemførligt at skelne mellem de forskellige bestanddele, deltage i de dele, som ikkehar indvirkning på forsvarsområdet.Der vil fortsat være mulighed for, at Danmark kan deltage - også med militære aktiver - i EU-samarbejde om opgaver, derikke har militær karakter, f.eks. grænsebevogtning eller civilbeskyttelse. Det vil dog samlet set være en stor hæmsko for Dan-mark, at vi kun i begrænset omfang vil kunne bidrage til EU’s bredspektrede konflikthåndtering, særligt i komplicerede situati-oner som aktuelt i Somalia.Som det fremgår af regeringsgrundlaget, vil regeringen øge Danmarks engagement i EU. Forsvarsforbeholdet afskærer Dan-mark fra at deltage i de vigtige bidrag, EU yder til fred og sikkerhed i verdens brændpunkter og indskrænker dermed voresmuligheder for at føre en aktiv og ansvarlig udenrigspolitik. Regeringen vil derfor søge forsvarsforbeholdet afskaffet ved enfolkeafstemning.

I lyset af Det Arabiske Forår støttede Danmark, at EU hur-tigt og effektivt lagde pres – politisk og gennem sanktioner –på de regimer i Nordafrika og Mellemøsten, der besvaredebefolkningernes krav om reformer med undertrykkelse ogvold. Med udgangspunkt i de danske erfaringer fra Det Ara-biske Initiativ har regeringen arbejdet for et styrket EU-sam-arbejde med civilsamfundet og unge i Mellemøsten og Nord-afrika. Regeringen har endvidere arbejdet for, at realisereEU’s løfter om en samlet og ambitiøs hjælpepakke og øgetmarkedsadgang til lande, der forpligter sig til demokratiskudvikling med særligt henblik på at stabilisere udviklingen iNordafrika og Mellemøsten.Overgangsrådet i Libyen og den i november udpegedemidlertidige regering, har meddelt, at man vil arbejde for atetablere et demokratisk og inklusivt Libyen, hvor menneske-rettighederne respekteres. 16. september 2011 vedtog FN’ssikkerhedsråd resolution 2009, som etablerer en FN-mission(UNSMIL) i Libyen. FN leder og koordinerer den internatio-nale indsats.Sikkerhedssituationen i Syrien er betydeligt forværret si-den urolighederne brød ud i marts 2011. Landet er en vigtigregional spiller, og urolighederne risikerer yderligere at de-stabilisere regionen. FN’s Sikkerhedsråd, USA og EU og DenArabiske Liga har alle fordømt det syriske regimes voldeligehåndtering af protesterne. Der arbejdes i FN-regi på at fåvedtaget en Sikkerhedsrådsresolution, men Kina og Ruslandhar foreløbigt modsat sig dette. I august krævede USA og EUpræsident Assads afgang. Situationen forventes at kunne for-

5værres yderligere i takt med, at fronterne mellem regimet ogoppositionen trækkes stadig hårdere op. Danmark har bakketop om et stærkt internationalt pres på Syrien fra relevante in-ternationale fora, gerne med Den Arabiske Liga i front. Dan-mark har endvidere støttet arbejdet for vedtagelsen af en re-solution fra FN’s Sikkerhedsråd.Den israelsk-arabiske konflikt er fortsat omdrejningspunktfor alvorlige spændinger i regionen og har betydning langtudover Mellemøsten. Det Arabiske Forår har ikke medført entilnærmelse. Tværtimod synes spændingerne mellem Israelog flere af dets arabiske naboer at øges. En fredsløsning mel-lem Israel og palæstinenserne er ikke rykket nærmere sidenafbrydelsen i september 2010 af de direkte fredsforhandlin-ger. Heller ikke forsoningsaftalen mellem bl.a. Fatah og Ha-mas i maj 2011 har ført til en positiv udvikling. Det palæsti-nensiske initiativ til at blive optaget som fuldt medlem af FNi forbindelse med FN´s Generalforsamling har ikke ændretherpå. Udgangspunktet for regeringen har været, at man i tætsamarbejde med de øvrige EU-lande arbejder for anerkendel-se og etablering af en selvstændig og levedygtig Palæstina-stat, og for at det internationale samfund sikrer både palæsti-nensernes og israelernes legitime behov for at kunne leve isikkerhed og fred bag internationalt anerkendte grænser.Irans tilsyneladende ambitioner om at udvikle en nuklearvåbenkapacitet udgør fortsat en stor udfordring regionalt ogglobalt. Som opfølgning på Sikkerhedsrådets vedtagelse afskærpede sanktioner mod Iran i juni 2010 strammede EU ioktober 2010 sine sanktioner vedrørende eksport, investerin-ger og finansielle transaktioner. Iran støtter fortsat en rækkemilitante ikke-statslige aktører i regionens konfliktområdersåsom Hizbollah i Libanon og Hamas i de palæstinensiskeområder, ligesom der i strid med Sikkerhedsrådsresolution1929 er blevet eksporteret iranske våben til bl.a. Syrien og Ta-liban i Afghanistan. Danmark har fulgt en to-sporsstrategi ogen ikke-militær tilgang, hvor åbenhed for forhandlinger erkombineret med opretholdelse af det multilaterale pres påIran.Irak er præget af fortsat politisk ustabilitet og udbredt sek-terisk relateret terror trods dannelsen af en national samlings-regering i december 2010 med deltagelse af alle væsentligereligiøse og etniske grupper. I sammenhæng med den aktuel-le udvikling i regionen udgør den planlagte amerikanske mi-litære tilbagetrækning med udgangen af 2011 og især denstyrkede iranske indflydelse i Irak en betydelig sikkerheds-mæssig udfordring. Danmark støtter med faglig bistand tilfremme af menneskerettigheder og etableringen af en rets-stat. De sidste danske soldater i NATO’s træningsmission iIrak blev trukket tilbage i november 2011.Danmarks engagement i Mellemøsten er betydeligt. Dan-mark bidrager med civilt og militært personel til flere krise-styringsindsatser i regionen, bl.a. i FN-regi til UNIFIL i Liba-non (indtiludgangen af november 2011), UNTSO i Golanhøj-derne mellem Israel og Syrien, samt til EU’s civile missionEUPOL COPPS i de palæstinensiske områder. Gennem rege-ringens Arabiske Initiativ støttes reformprocesser og dialog-tiltag.AsienUdviklingen i Afghanistan og Pakistan har afgørende betyd-ning for såvel Sydasiens som den internationale stabilitet ogsikkerhed pga. områdets indflydelse på international terroris-me og ikke-spredning. Flere af de seneste års internationaleterrorangreb har haft tilknytning til Pakistan, der selv erhårdt ramt af terroren. Den internationale indsats har derforsom et af sine overordnede mål at sikre stabilitet i Afghani-stan og Pakistan med henblik på at hjælpe landene med at be-kæmpe terrorisme.Situationen i Afghanistan udgør fortsat et helt centraltemne på den internationale sikkerhedspolitiske dagsorden.2011 markerer tiåret for det internationale samfunds militæreindsats i Afghanistan, og samtidig er det året, hvor den grad-vise overdragelse af stadigt mere sikkerhedsansvar til de af-ghanske myndigheder er blevet igangsat med den såkaldtetransitionsproces. Sikkerhedssituationen er fortsat vanskelig,men det er forventningen at transitionsprocessen inden forganske kort tid vil være igangsat i områder, hvor over halv-delen af Afghanistans befolkning lever. Det er muliggjort bl.a.af en betragtelig international troppeforøgelse de seneste parår samtidig med opbygning af afghansk kapacitet.I Helmand, hvor den danske militære tilstedeværelse er fo-kuseret, har indsatsen bl.a. betydet: 1) at oprørerne er kom-met under pres 2) at de afghanske sikkerhedsstyrker i stigen-de omfang er i stand til at varetage en række opgaver relate-ret til sikkerheden, herunder i det danske område i og om-kring byen Gereshk og 3) at afghanske civile myndighederogså på provinsniveau i Helmand har kunnet overtage etstørre og større ansvar. Ved udgangen af november månedhavde i alt tre danske soldater mistet livet under udførelsenaf deres opgaver i Afghanistan i 2011, mens 28 er blevet såret.Der planlægges efter, at afghanerne har overtaget ansvaretfor sikkerheden i hele Afghanistan med udgangen af 2014. Iden proces er det ikke alene det militære spor, der er vigtigt –den politiske og civile side er tilsvarende centralt for at sikreen bæredygtig transition. Men trods fremskridt er der stadiglangt igen.Afghanistan er mål for en af Danmarks absolut største in-tegrerede internationale indsatser – udenrigs-, forsvars-, sik-kerheds- og udviklingspolitisk. Med Helmand-planen 2011-2012, der blev vedtaget i februar 2011, vil der ske en omstil-ling af den danske militære indsats fra kamp til træning ogkapacitetsopbygning. Der er ved udgangen af 2011 720 dan-ske soldater i Afghanistan, hvilket er en reduktion på 30mand i år, og med en yderligere reduktion vil antallet indenudgangen af 2012 være 650. Samtidig er Afghanistan med ca.500 mio. kr. i 2011 den næststørste modtager af dansk bi-stand. Fokus på den civile indsats vil blive øget og fastholdt ien længere årrække. Et omfattende civilt engagement er afgø-rende for udviklingen i Afghanistan på længere sigt.Den regionale dimension spiller en afgørende rolle i stabi-liseringen af Afghanistan. Regeringen prioriterer derfor denregionale dimension højt og ser på muligheden for at styrkede regionale kapaciteter inden for grænseovervågning og ter-rorbekæmpelse samt at understøtte det danske forsvarsigangværende arbejde med kapacitetsopbygning af de af-ghanske sikkerhedsstyrker i Helmand-provinsen.Danmark er også engageret på den anden side af grænsen,i Pakistan. Det overordnede formål med Danmarks bilateraleengagement i Pakistan er at bidrage til en stabilisering af Pa-kistans svage demokrati og økonomi. Regeringen er underhårdt pres fra militante ekstremister, hvis daglige terroran-greb hvert år koster ca. 3000 civile livet. Danmark har arbej-det aktivt for et styrket partnerskab mellem EU og Pakistanog har selv styrket sit bistandsengagement betydeligt medsærligt fokus på at medvirke til at skabe større stabilitet igrænseområderne og sikre den fattige befolkning bedre leve-vilkår.Det indisk-pakistanske forhold er i forbedring efter at ter-rorangrebet i Mumbai i november 2008 resulterede i en kraf-

6tig nedkøling. Forholdet er dog fortsat spændt. Et nyt mar-kant terrorangreb i Indien vil kunne forværre relationen mel-lem de to atommagter betydeligt.Nordkoreas nukleare program bidrager fortsat til at un-derminere det internationale ikke-spredningsregime. Detnordkoreanske styre besidder allerede nu både en viden ognukleart materiale, der vil være af stor interesse for såvel an-dre stater som ikke-statslige aktører, hvilket vil udgøre enmarkant sikkerhedstrussel mod den vestlige verden. Et atom-bevæbnet Nordkorea med missilkapacitet udgør selvsagt entrussel for ikke mindst Sydkorea og Japan, men vil også kun-ne udløse et regionalt våbenkapløb.AfrikaGenerelt har udviklingen i Afrika syd for Sahara været rela-tivt stabil i 2011. Det er en fortsættelse af de seneste 10 års po-sitive tendens. Mange af 1990’ernes blodige konflikter er ble-vet afløst af fredsprocesser. Udviklingen i Sudan er et eksem-pel på en fredsproces, hvor det er lykkedes at gennemføre enfredelig opdeling af landet trods store politiske og økonomi-ske udfordringer. Republikken Sydsudan fik sin selvstændig-hed 9. juli 2011. Løsrivelsen fra Sudan forløb generelt frede-ligt, men der er i sagens natur stadig mange udfordringer, så-som uafklarede grænsespørgsmål, gensidige beskyldningerom støtte til militante grupper i nabolandet samt ikke mindstinterne voldelige sammenstød i begge lande. FN oprettede i2011 en mission i Sydsudan (UNMISS) med henblik på atstøtte den sydsudanesiske regerings bestræbelser på at skabeen stabil og demokratisk stat i fred med sine naboer. Dan-mark har besluttet at bidrage til UNMISS og har været i lø-bende dialog med FN herom. Sydsudan er et partnerland ogregeringen forbereder et bistandsprogram til støtte for bl.a.god regeringsførelse og forbedrede levevilkår.Samtidig er der fortsat en række markante undtagelser fraden generelt set positive udvikling, såsom Somalia. Pirateriet,der fortsat florerer ud for Afrikas Horn, er et symptom påden efterhånden permanente krise, som Somalia har befun-det sig i næsten to årtier. Somalia er en fejlslagen stat, hvorfraværet af statslige strukturer og udbredt lovløshed gør, atkriminelle elementer og ekstreme kræfter kan trives. Konse-kvenserne er globale. Bekæmpelse af pirateriet er af høj prio-ritet for Danmark, hvilket afspejles i den flerårige strategi,der blev udarbejdet i 2011.Det danske bidrag til den internationale pirateribekæm-pelsesindsats omfatter politiske, militære, juridiske og kapa-citetsopbyggende instrumenter. Danmark har i 2011 arbejdetfor at sætte pirateri på den internationale dagsorden og frem-me en koordineret og styrket international indsats. Danmarkhar udsendt et flådebidrag til NATO’s operation OceanShield, som opererer ud for Afrikas Horn, og der er truffet be-slutning om at styrke den maritime indsats med udsendelseaf overvågningsfly. Med dansk formandskab for den juridi-ske arbejdsgruppe under den internationale kontaktgruppefor pirateri ud for Somalias kyst har Danmark været med tilat finde løsninger på de juridiske udfordringer ved pirateriet,herunder ift. retsforfølgelse af piraterne. Ligeledes er der for-beredt en kapacitetsopbyggende indsats med fokus på rets-og sikkerhedssektorreformer i regionen. Pirateristrategienskal desuden ses i sammenhæng med den danske indsats iSomalia, der bl.a. fokuserer på opbygningen af somaliske in-stitutioner og sikkerhedssektorreform.Afrika står, som visse dele af Mellemøsten, over for etkomplekst sæt af udfordringer, der spænder fra et stigendeantal arbejdsløse unge, over klimaforandringer og kampenom knappe ressourcer til forskellige former for radikalise-ring. Forskellige kombinationer heraf vil kunne øge spændin-gerne i allerede urolige områder og resultere i voldelige kon-flikter. I Sahel området har borgerkrigen i Libyen endvidereført til yderligere tilførsel af våben samt hjemvendte lejesol-dater, som kan medvirke til at forstærke den allerede ustabilesituation i især det nordlige Niger og Mali.Radikalisering udgør et stigende problem i Afrika. Mili-tante ekstremistiske netværk har en betydelig tilstedeværelseisær i Somalia og er også et voksende problem i Sahel-områ-det. I Vestafrika har den lokale gren af al-Qaida (AQIM) ud-nyttet den yderst begrænsede statstilstedeværelse i de nordli-ge egne af Mali og Niger til at slå rod. I Somalia har al-Shaba-ab udnyttet tomrummet efter to årtiers konflikt til at etableresig i den sydlige og centrale del. Al-Shabaab trak sig ud afMogadishu i 2011 og blev mod slutningen af året sat yderlige-re under pres. Både AQIM og al-Shabaab indgår i et internati-onalt netværk af radikale ekstremister med en global dagsor-den.Danmark har i 2011 fortsat sit stærke engagement i at fore-bygge og løse konflikter på det afrikanske kontinent. Regio-nale organisationer som den Afrikanske Union, AU, den sub-regionale organisation for Vestafrika, ECOWAS, og den til-svarende organisation for Østafrika, IGAD, har alle – meddansk støtte – påtaget sig vigtige roller i konflikthåndteringpå kontinentet.Den danske indsats kombinerer bilaterale landeindsatsermed regionale aktiviteter og kapacitetsopbygning. Som etcentralt element idet danske engagement er der afsat ca. 215mio. kr. til et regionalt program for Østafrika/Afrikas Horn,der har til formål at styrke den stabiliserende og fredsstøtten-de regionale kapacitet i Afrika gennem bl.a. kapacitetsopbyg-ning af de østafrikanske reaktionsstyrker (EASF), støtte til pi-rateribekæmpelse samt bidrag til den Afrikanske Unionsfredsbevarende mission i Somalia (AMISOM). Endviderestøtter Danmark antiradikaliseringsindsatser, indsatser modillegale pengestrømme/hvidvaskning samt opbygning af detregionale samarbejde om terrorbekæmpelse.EuropaSituationen i Danmarks nærområde er stabil. Dette gælderogså det vestlige Balkan, om end man her fortsat står over forvæsentlige udfordringer. Etniske og religiøse konfliktlinjereksisterer stadig, og den økonomiske situation i regionen ervanskelig. Udfordringerne på Balkan er primært af politiskog økonomisk karakter i den forstand, at det generelt accep-teres, at problemer skal løses ad politisk – ikke militær – vej.Et væsentligt element heri er tiltrækningskraften ved med-lemskab af EU og NATO. Udsigten hertil fungerer som driv-kraft for politiske og økonomiske reformer i retning af demo-krati, retsstat og markedsøkonomi.I april 2009 blev Kroatien og Albanien medlemmer afNATO. Forhandlingerne mellem EU og Kroatien blev afslut-tet i juni 2011, og landet forventes optaget i EU i 2013. De øv-rige lande på det vestlige Balkan har ligeledes et perspektivom EU-medlemskab, når de opfylder de nødvendige betin-gelser. Særligt Montenegro og Serbien har gjort fremskridt iden retning. For Serbiens vedkommende har især tilfangeta-gelsen og udleveringen af den krigsforbryderefterlyste RatkoMladic i maj 2011 givet et nyt momentum til landets EU-til-nærmelse. Derimod har den politiske udvikling i Albanien,Bosnien-Hercegovina og FYROM/Makedonien været prægetaf stilstand.

7For så vidt angår Kosovo har den sikkerhedsmæssige situ-ation i landet udviklet sig i bekymrende retning siden som-meren 2011. I forbindelse med Kosovos iværksættelse af enhandelsembargo mod varer fra Serbien kom det til urolighe-der ved flere grænseovergange og KFOR og EULEX måtteindsætte politi og militære styrker i brændpunkterne. Det måforventes, at det også i årene fremover vil være nødvendigtmed tilstedeværelsen af såvel KFOR som EULEX i området.Derimod forventes EU’s militære engagement i Bosnien-Her-cegovina gennem EUFOR Althea gradvist udfaset i løbet afde kommende år. Danmark bidrager med personel til bådeKFOR og EULEX.Ruslands udenrigspolitik har siden 2009 udviklet sig i enmere pragmatisk retning. Dette skal bl.a. ses i lyset af Obama-administrationens »reset« politik og NATO’s og EU’s opfølg-ning herpå. Rusland søger uforandret at styrke sin indflydel-se i nærområdet og anlægger fortsat en uforsonlig kurs overfor især Georgien. Fra dansk side har man aktivt støttetNATO-generalsekretærens bestræbelser på at styrke NATO-Rusland-samarbejdet, bl.a. vedrørende missilforsvar, Afgha-nistan og pirateribekæmpelse.Danmark og NATO har en klarinteresse i, at Rusland bidrager konstruktivt til håndteringenaf internationale sikkerhedspolitiske udfordringer.I Ukraine er drøftelserne om NATO-medlemskab blevetsat i bero efter valget af Janukovitj som præsident i 2010.Ukraines nye ledelse ønsker både en tilnærmelse til EUog atforbedre forholdet til Rusland.Fra dansk side ydes der gennem globalrammen støtte tilkapacitetsopbygning i en række europæiske lande. Det drejersig om lande på Balkan, Georgien, Ukraine og de baltiske lan-de. Desuden ydes der i begrænset omfang bistand til Tadsjiki-stan og Kirgisistan til antiradikaliserings-aktiviteter og kapa-citetsopbygning af politi og grænsekontrol. I Sydkaukasus bi-drager Danmark til EU’s observatørmission i Georgien, hvoren løsning på konflikten med udbryderregionerne Abkhasienog Sydossetien fortsat har lange udsigter.ArktisArktis har i de senere år været genstand for øget internationalopmærksomhed. Den globale opvarmning og den forventedefortsatte afsmeltning af isen ved Nordpolen åbner nye mulig-heder i form af adgang til råstofudvinding og nye sejlruter.Den stigende aktivitet vil forandre regionens geostrategiskedynamik og betydning.Denne tendens er gået hånd i hånd med stadig større insti-tutionalisering af samarbejdet mellem de otte arktiske stater,Kongeriget Danmark (inkl. Grønland og Færøerne), Norge,Sverige, Finland, Island, USA, Canada og Rusland. Underdansk formandskab indgik Arktisk Råd 12. maj 2011 i Nuukfor første gang i Arktisk Råds historie en bindende aftale. Af-talen omhandlede søredning. Et andet vigtigt resultat af detdanske formandskab var beslutningen om at etablere et per-manent sekretariat for Arktisk Råd i Tromsø. Arktisk Råd ergået fra at udforme beslutningsgrundlag til at træffe beslut-ninger.Også de fem arktiske kyststaters – Kongeriget Danmark,USA, Canada, Rusland og Norge - fælles erklæring fra Ilulis-sat fra maj 2008 er med til at sætte relationerne mellem dearktiske stater i institutionelle rammer. Erklæringen slår fast,at der blandt kyststaterne er enighed om, at reglerne i FN’sHavretskonvention udgør rammen for kyststaternes regule-ring i Arktis, og at der derfor ikke er behov for et særligt trak-tatregime for regionen. Fremtidige uoverensstemmelser omkontinentalsoklens grænser skal således løses gennem frede-lige forhandlinger på basis af Havretskonventionen. Dennorsk-russiske aftale fra juni 2011 om grænsedragningen i Ba-rentshavet viser, at erklæringen har effekt.Med et styrket Arktisk Råd har de arktiske stater fået etbedre forum for løsning af fælles problemstillinger, og medIlulissat-erklæringen et redskab for løsning af konflikter på ihvert fald det centrale havretlige område. Ikke mindst på denbaggrund må det vurderes, at Arktis ikke udgør et sikker-hedspolitisk problem, ligesom behovet for en arktisk traktat istil med traktaten for Antarktis er ikke-eksisterende.Kongeriget Danmark er med sin arktiske strategi kommetmed et nationalt bud på de udfordringer og muligheder æn-dringerne i Arktis medfører. Strategien, der er udformet i tætsamarbejde mellem Danmark, Færøerne og Grønland, blevpræsenteret 22. august 2011. Den sigter på, at de tre rigsdele itæt samarbejde skal arbejde for et fredeligt, mere sikkert Ark-tis. Regionen skal have selvbærende vækst og samfundsmæs-sig bæredygtighed, og udviklingen skal ske under respekt forArktis’ sårbare klima, miljø og natur. Endelig skal Arktis ud-vikles i tæt samarbejde med Kongerigets internationale part-nere.Som led i effektiviseringen af forsvarets opgaveløsning iArktis samles Grønlands Kommando og Færøernes Kom-mando i en værnsfælles arktisk kommando med hovedkvar-ter i Nuuk.