L 106 - 2011-12 - Bilag 20: Kopi af L 105 - Henvendelse af 11/4-12 fra Jens Smedegaard Andersen

Grundlovens relevante bestemmelser:§4: Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.§66: Folkekirkens forfatning ordnes ved lov.§67: Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer medderes overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller denoffentlige orden.§69: De fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes ved lov.Det er denne beskrivelse i Grundloven af folkekirkens status og opgaver i samfundet, som retten måtage stilling til og fastslå, om den levner plads til, at den verdslige statsmyndighed giver pålæg til -tvinger - folkekirken som trossamfund vedrørende trosanliggender. Altså er folkekirken ettrossamfund, er kirkens medvirken til vielse - herunder af personer af samme køn - ettrosanliggende for dette trossamfund, og kan de verdslige statsmyndigheder tvinge folkekirken tilmedvirken.

Denne retssag handler udelukkende om, hvorvidt det er i overensstemmelse med Grundloven, atverdslige statsmyndigheder kan supplere folkekirkens trosgrundlag, der er Biblen, traditionen ogbekendelsesskrifterne, med egen forståelse og fortolkning heraf, og på baggrund af sådan opfattelseog fortolkning pålægge folkekirken - i modsætning til andre trossamfund – at medvirke ved vielseaf homoseksuelle.Forbeholdet om udvidelse af påstanden vedrører, om denne tvang er forenelig med Den EuropæiskeMenneskerettighedskonvention.Idet sagsøger forudsætter, at sagsøgte ikke bestrider, at der ved lovforslaget tilsigtes udøvet dentvang, som anføres i påstanden, fremlægges lovforslaget med bemærkninger ikke.Den retlige interessefor sagsøgeren består i, at folkekirken ikke er retssubjekt - ikke har retsevne -og i, at sagsøgeren er medlem af folkekirken, og som med kendskab til tilstræbte tvang må tagestilling til og søge fastslået, om folkekirken er et trossamfund, der vedrørende den religiøseoverbevisning bygger på Biblens skrifter, traditionen og bekendelsesskrifterne, som der hidtil harværet grund til at antage, eller om denne religiøse overbevisning nu tillige skal bygge på, hvadverdslige statsmyndigheder på baggrund af deres opfattelse har ret til fra tid til anden at suppleremed og gennemtvinge lydighed overfor. Altså - om fællesskabet i trossamfundet alene har etgrundlag i Bibel, tradition og bekendelsesskrifter, som må antages at være det, der søges af detsbiskopper, præster og øvrige medlemmer eller om dertil skal føjes de verdslige statsmyndighedersudlægning heraf.Indholdet af den retlige interesse afgrænses ved at fastslå, at denne retssag ikke drejer sig omsympati for eller imod homoseksualitet eller for eller imod homoseksuelle eller for eller imodkirkelig vielse også af homoseksuelle, den drejer sig ikke om for eller imod sympati og mulighederfor, at ægteskabsloven kan omfatte homoseksuelle, der ønsker det, den drejer sig ikke om, hvorvidtsådanne ægteskaber er en verdslig foreteelse eller ikke, eller om ægteskabet som verdslig foreteelsei det hele taget bliver noget særlig ”helligt” (ikke et sakramente, som i den romersk-katolske kirke)ved folkekirkens medvirken til den verdslige gyldiggørelse, der er indeholdt i vielsen, og sagendrejer sig ikke om at få afgjort, hvorvidt kirkens medvirken til vielse af homoseksuelle er foreneligeller ikke med den religiøse overbevisning, der er et trosanliggende for kirken, dets præster ogøvrige medlemmer, hvilket retten selvfølgelig ikke skal beskæftige sig med, men som de verdsligestatsmyndigheder ved påbud og krav til folkekirken har påtaget sig retten til at afgøre og dermedfastslå, at dette at medvirke til at vie homoseksuelle også skal være kirkens religiøse overbevisning,således at dette bliver en del af kirkens religiøse ”program”.Biskopper, præster og andre medlemmer har mange forskellige opfattelser af, hvorledes kirkenstrosgrundlag på mange forskellige områder skal forstås. Det er en del af folkekirkens trosgrundlag,at disse forskellige personlige meninger, der kan udveksles, er en del af fællesskabet, og at det hørertil trosgrundlaget, at ingen - ud over at have en personlig mening, der kan være mere eller mindrevelunderbygget teologisk – kan bestemme, hvilken blandt disse opfattelser, der er rigtig ellerforkert, idet det er et trosanliggende og trosfællesskabets forudsætning, at de alle bygger på Biblen,på traditionen og på bekendelsesskrifter, og ikke på en verdslig myndigheds opfattelse ellerfortolkning, der vil være båret af uvedkommende synspunkter af politisk art.Det gøres gældende,at folkekirken ifølge Grundlovens beskrivelse af kirken – særligt i §4 - er ettrossamfund. Det bestrides ikke, at kirken tillige i visse henseender – uden for trosanliggender - eren del af den verdslige statsforvaltning.

Det gøres gældende,at kirkens medvirken til vielse er et trosanliggende beskyttet af Grundlovens§67 - et spørgsmål om vielse er forenelig med den kristne tro - den religiøse overbevisning, som erbasis for kirken, dens præster og øvrige medlemmer. Denne retssag handler kun om den verdsligemyndigheds pålæg om kirkens pligt til medvirken ved den nyskabelse vielse af personer af sammekøn vil være, vielser, der forudsættes at skulle have samme forhold til kirkens trosgrundlag somvielse af heteroseksuelle. Lovforslaget tilsigter ikke ændring af den uforstyrrede fortsættelse af denårhundreder gamle tradition med vielse af personer af samme køn.Der er i kirken præster og andre medlemmer, der har den religiøse overbevisning, at vielser afhomoseksuelle ikke er forenelige med kirkens trosgrundlag, mens andre har den modsatte religiøseoverbevisning. Begge overbevisninger bygger på troens grundlag - indholdet af Biblen, traditionenog bekendelsesskrifterne. Andre har ikke taget stilling eller er indifferente. Teologisk lærde eruenige.Denne uenighed har ingen anden betydning for rettens afgørelse af retssagen end konstatering af detfaktum, at den består, og at den indebærer, at der foreligger et trosanliggende, som den verdsligestatsmyndighed ikke kan blande sig i. End ikke, om det må konstateres, at kirkens ret efterGrundloven til selv uforstyrret af den verdslige statsmyndighed at behandle trosanliggender, kanmedføre, at verdslige politiske ønsker ikke gennemføres eller ikke gennemføres så hurtigt, somverdslige statsmyndigheder måtte ønske.Det gøres gældende,at vielse, som denne retssag drejer sig om, når kirken medvirker, har 2funktioner. Den ene, der er den eneste, når vielsen foregår ved den borgerlige myndighed, bevirker,at ægteskabslovens verdslige regler bliver gældende for parterne. Denne funktion har også vielse,når kirken medvirker, men da suppleres den første funktion med momenter, der har med kirkens(trossamfundets), præsternes og medlemmernes - herunder i sammenhængen særligt parternes -kristne tro at gøre. Denne anden funktion er en del af folkekirkens trosgrundlag.Denne særlige anden funktion, når kirken medvirker, giver sig udtryk på den måde, at parterne vedat søge kirkens medvirken har understreget deres religiøse overbevisning om, at deres løfter,forventninger og tillid til hinanden så får en særlig valeur set i sammenhæng med deres kristne tro,der omfatter den religiøse overbevisning, at de ved løfternes afgivelse står over for den/det/noget,der er større end dem selv.Vielsen i kirken bliver ved dette særlige et trosanliggende for parterne, og er det for folkekirkensom trossamfund med dens berettigede forventninger til parterne herom, og opfattes sådan affolkekirkens medlemmer. Det tilføjes, at retten til vielse i kirken kun tilkommer parter, hvorafmindst den ene skal være medlem af folkekirken.Det er ikke herved fortrængt, at det festlige ved kirkens medvirken til vielse kan spille en størreeller mindre birolle.Det gøres gældende,at selv i det tilfælde, at retten skulle fastslå, at kirkens medvirken til vielse ikkeer et trosanliggende – ikke vedrører den evangelisk-luthersk kristendom - er det i strid medGrundlovens beskrivelse af folkekirkens status, at de verdslige statsmyndigheder, der er sagsøgt idenne sag, tvinger kirken til deltagelse i aktiviteter, der ikke har med dens religiøse overbevisningat gøre, men som tvinger kirken som trossamfund til at medvirke til fremme af formål, der erbestemt af verdslige (politiske) hensyn.Kirkeministerens lovforslag har nær sammenhæng med lovforslag fremsat af socialministeren omændring af ægteskabsloven, hvorefter loven på lige fod med heteroseksuelle omfatterhomoseksuelle par, når de bliver viet af den borgerlige myndighed, ved medvirken af folkekirkeneller et trossamfund, der er godkendt dertil. Ægteskabsloven og ægteskabet i henhold til denne lov

er en ren verdslig/borgerlig foreteelse, og den mulighed, som denne lov giver for, at folkekirken kanmedvirke til vielse af homoseksuelle indeholder ingen tvang i forhold til kirken.Det fremhæves, at formålet med socialministerens lovforslag til ændring af ægteskabsloven er atligestille parter af samme køn med parter af forskelligt køn i forhold til det verdslige ægteskab, ogkirkeministerens lovforslag er en forlængelse heraf til ligestilling i forhold til vielse ved medvirkenaf kirken. Medvirken til en ligestilling med den vielse, som i århundreder har fundet sted for kvindeog mand som en del af den religiøse overbevisning, der er knyttet til evangelisk-lutherskkristendom. Påbuddet til kirken om medvirken med henblik på opfyldelse af et politisk ønske omligestilling er en krænkelse af Grundloven, hvis kirkens medvirken til vielse af homoseksuelle ikkeer knyttet til denne religiøse overbevisning.Uden at det har direkte betydning for rettens afgørelse, kan det noteres, at den verdsligestatsmyndighed gør det muligt for homoseksuelle at indgå verdsligt ægteskab og samtidig vedsærlig lov tvinger folkekirken til at medvirke, og end ikke afventer den mulige påvirkning, somændringer i ægteskabsloven eventuelt kunne få på en løsning, som folkekirken eventuelt selv kunnekomme frem til, således som den har krav på efter Grundloven. Et usagligt hastværk, der tilligemedfører, at ændring af ægteskabsloven og dermed kirkeministeriets lovforslag ikke har kunnetafvente harmonisering med øvrig lovgivning.

Det præciseres, at sagsøger blandt andetgør gældende:1) folkekirken har ifølge Grundlovens beskrivelse en særlig status med en vis selvstændighed iforhold til verdslige myndigheder med ret til uden indgreb fra disse i det mindste selv atordne, hvad der vedrører den religiøse overbevisning, som er kirkens basis - §§4,66 og 692) folkekirken er et trossamfund, der tillige med dets medlemmer, er beskyttet af Grundlovens§67 om religionsfrihed - frihed fra indblanding fra den verdslige stat vedrørende indholdetaf religiøs overbevisning og ret til fællesskab herom - §§4 og 693) folkekirken nyder i forhold til afvigende trossamfund mindst samme frihed imod indgribenfra den verdslige stat. De afvigende trossamfund udsættes imidlertid ikke for tvang tilmedvirken ved vielse af homoseksuelle. Undladelsen af at fritage kirken som trossamfundfor pligt til at medvirke er i strid med Grundloven også, når henses til, at ægteskabslovenvedrørende dens tilladelse til medvirken til vielse sidestiller folkekirken med trossamfund,der er anerkendt dertil - §§4 og 69.4) folkekirken har krav på støtte fra den verdslige stat - et krav, som i hvert fald omfatter andenstøtte end økonomisk. Den ved lovforslaget udøvede tvang er ikke støtte i Grundlovensforstand - §4. Grundlovens krav om støtte omfatter bestræbelser på at give kirken de bedstemuligheder for at kunne leve op til de opgaver, som Grundloven pålægger den. Det vil ikkevære muligt, såfremt de verdslige statsmyndigheder får blot antydning af indflydelse påindholdet af den kristne overbevisning, som kirken i dens egenskab af trossamfund, denspræster og øvrige medlemmer bygger på. Ved tvangen mod kirken mister den troværdighed5) der er intet i Grundlovens formulering eller forarbejder, der antyder, at den verdslige statskulle kunne tvinge kirken til at medvirke ved vielse af personer af samme køn

Kirkeministeren har offentligt begrundet berettigelsen af påbud til folkekirken om medvirkentil vielse af homoseksuelle således:1) folkekirken er en del af den verdslige stats forvaltning, som ”jeg er chef” for, og som sådaner kirken også i trosspørgsmål underkastet den verdslige statsmagts påbud - dennebegrundelse er muligvis ikke længere gældende, fordi den senere er efterfulgt af2) en henvisning til, at ægteskab ikke er en del af det evangelisk-lutherskebekendelsesgrundlag, og påbuddet om kirkens medvirken derfor ikke er et trosanliggendefor kirken. En begrundelse der måske heller ikke længere er gældende, da dens holdbarheder bestridt teologisk og under alle omstændigheder irrelevant, da det ikke bestrides underdenne retssag. Den er blevet efterfulgt af3) folkekirken har ikke noget besluttende organ, og den verdslige statsmagt er derfor berettigettil at træffe beslutninger også i trosanliggender. Det anføres ikke, at årsagen til detmanglende besluttende organ skyldes, at lovgiver ikke har tilvejebragt den forfatning, somGrundlovens §66 forudsætter, og det nævnes ikke, at undladelse heraf ikke kan give denverdslige statsmagt en kompetence, som den ellers ikke ville have. På et tidspunkt lødbegrundelsen4) folkekirken tvinges ikke, fordi lovforslaget for den enkelte ansatte præst indeholder frihed tilat afvise at medvirke - uden at nævne betydningen af at skelne mellem den enkelte præstsfrihed og friheden for folkekirken som trossamfund, der er beskyttet af trosfriheden iGrundlovens §67. Det er endvidere anført,5) den verdslige myndighed tidligere har udøvet tvang mod kirken, da kvinder fra 1948 kunneansættes - uden at nævne, at kvindelige præsters ansættelse blev mulig, idet det overlodes tilkirken at ansætte kvinder som præster, hvis kirken ønskede dette – altså netop uden tvang,uden pålæg. Det blev heller ikke anført, at selv om der havde foreligget tvang i 1948 medansættelse af kvindelige præster, ville dette ikke kunne begrunde, at den verdslige stat i 2012udfoldede sig med en gentagelse af krænkelse af Grundloven, og at dette tilsvarende villegælde, hvis verdslige statsmyndigheder i et enkelt tilfælde i en fjern fortid skulle haveudøvet tvang mod folkekirken i trosanliggender. Det er det der nu sker med lovforslagetfremsat i folketinget i januar 2012 til ikrafttræden i juni 20126) de verdslige myndigheder har i flere tilfælde medvirket ved tilvejebringelse af regulering af,hvad der med eksempler betegnes ”kirkens indre anliggender”, anfører kirkeministeren ibemærkningerne til lovforslaget som begrundelse for, at det nu skulle være berettiget også,at den verdslige stat udøver tvang mod kirken vedrørende det trosanliggende, sommedvirken til vielse af homoseksuelle er, hvorved staten påtager sig at diktere, hvad kirkensreligiøse overbevisning er og skal være i denne henseende. Det anføres ikke, at der ikke erudøvet tvang mod kirken i forbindelse med ”de indre anliggender”, som ministeren medeksempler omtaler - tværtimod er regulering af disse ”indre anliggender” i fortidentilvejebragt ved et nært og tillidsfuldt samarbejde mellem folkekirke og kirkeminister, somnu bruger begrebet ”indre anliggender” som beskrivelse af forhold, der på grund affællesbetegnelsen kan behandles ens - herunder også trosanliggender, selv om disse adskillersig væsentligt fra andre ”indre anliggender”7) nogle biskopper har på forhånd accepteret at medvirke ved udarbejdelse af de i påstandennævnte ritualer. Det er ikke nævnt, hvorfor de vil medvirke, og ikke anført, om eller i hvilketomfang eller hvorfor de har accepteret gennemførelse af den tvang mod kirken somtrossamfund, der tilstræbes ved lovforslaget. Det er derimod på anden måde oplyst, at de harforskellige opfattelser af, om vielse af homoseksuelle ved kirkens medvirken er foreneligmed kirkens trosgrundlag eller ikke, men det er uden betydning for sagens afgørelse.