Det sidste punkt på dagsordenen er:

16) Forespørgsel nr. F 32:

Forespørgsel til ministeren for sundhed og forebyggelse om lighed i sundhed for udviklingshæmmede:

Hvordan vil regeringen sikre lighed i sundhed for udviklingshæmmede?

Af Liselott Blixt (DF), Karina Adsbøl (DF) og Jens Henrik Thulesen Dahl (DF).

(Anmeldelse 10.04.2012. Fremme 13.04.2012).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til i morgen, fredag.

Den første, der får ordet, er ordføreren for forespørgerne, fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti, med begrundelse.

Vi har de sidste par år arbejdet meget med forebyggelse. Der har været fokus på området, og derfor blev der også af den tidligere regering samt den nuværende udnævnt en forebyggelsesminister. Der blev lagt vægt på KRAM-faktorer, samt hvordan man selv kunne sætte ind på at forebygge livsstilssygdomme m.m. Der kom forbud og tilbud for at sikre, at man fik det skub, der skulle til for at ændre ens livsstil eller få en til at komme til lægen og få tjekket sine værdier. Samtidig har vi talt meget om lighed i sundhed, men der er nogle mennesker, som er mere afhængige af, at andre hjælper dem med det. Der er nogle mennesker, som halter langt bagefter andre, når det gælder om at sikre, at man er sund og rask, samt at man kan vedblive at være sund og rask.

Socialt Udviklingscenter SUS og Kræftens Bekæmpelse gennemførte i 2010 en undersøgelse, der beskriver de særlige problematikker, der viser sig, når mennesker med udviklingshæmning får kræft. Og den konkluderede bl.a., at kræft hos mennesker med udviklingshæmning ofte opdages sent, bl.a. fordi mange mennesker med udviklingshæmning ikke selv har forudsætninger for at opdage eller give udtryk for tegn på kræftsygdomme, og fordi deres omgivelser ikke er tilstrækkelig opmærksomme. Man konkluderede også, at sundhedsvæsenet har svært ved at diagnosticere mennesker med udviklingshæmning bl.a. på grund af kommunikationsvanskeligheder, samt at sygehusene mangler kapacitet og kompetencer i forhold til at yde den pædagogiske støtte ved indlæggelse, og at tilbud i socialsektoren ikke har ressourcer til at yde den indsats. Andre undersøgelser viser, at de ikke får den træning, der er behov for, for at de kan holde sig i form.

Derfor har jeg stillet denne forespørgsel, da jeg gerne ser, at vi får sat fokus på området, så vi kan sikre, at denne gruppe mennesker får de samme muligheder som alle andre. Jeg ser frem til en god debat. Tak.

Tak. Og så er det ministeren for sundhed og forebyggelse til en besvarelse.

Jeg er glad for, at vi med denne forespørgselsdebat om lighed i sundhed for udviklingshæmmede – rejst af Dansk Folkeparti – endnu en gang kan drøfte et emne, som både er vigtigt og relevant, og som optager denne regering. Det giver mig lejlighed til at gentage, hvad jeg sagde i samrådet den 17. april i år vedrørende en sag fra Odense Universitetshospital om en udviklingshæmmet kvinde, der ikke fik den påkrævede operation, nemlig at lige adgang til behandling i sundhedsvæsenet er en grundsten i vores velfærdssamfund. Det er en rettighed, der følger af sundhedsloven, og det er en rettighed, der gælder alle uden undtagelse. Udviklingshæmmede har derfor også præcis samme ret til behandling af f.eks. en kræftsygdom som alle andre, vel at mærke med understregning af, at lige adgang ikke altid sikres ved at give alle patienter præcis den samme behandling – »lige« er ikke altid det samme som »ens«.

Debatten i dag giver mig også mulighed for at fremhæve FN's handicapkonvention og særligt konventionens artikel 25, som omhandler sundhed. Her fremhæves det meget tydeligt, at personer med handicap har ret til at nyde den højest opnåelige sundhedstilstand uden diskrimination på grund af handicap, og at personer med handicap har ret til det samme udbud af sundhedsydelser af samme kvalitet, som gives til andre. Fra regeringens side tager vi selvsagt både sundhedsloven og FN's handicapkonvention meget alvorligt, og det har jeg som sundhedsminister også en meget klar forventning om at alle ansatte i det danske sundhedsvæsen gør.

Når sygdom er indtruffet, skal udviklingshæmmede ligesom alle andre have den sundhedsfaglige behandling, som ud fra en samlet vurdering tjener patienten bedst. Og behandling i sundhedslovens forstand omfatter også opsporing, udredning og diagnosticering af sygdom, og hvad der er sundhedsfremme og sygdomsforebyggelse.

Jeg vil gerne understrege, at regeringen ser udfordringerne med ulighed i sundhed som en af de allerstørste udfordringer på sundhedsområdet i dag. Til forskel fra den tidligere regering er reduktion af ulighed i sundhed et prioriteret indsatsområde for denne regering – det fremgår af vores regeringsgrundlag.

Regeringen vil sætte ambitiøse, men realistiske nationale mål for danskernes sundhed de næste 10 år. Målene skal være pejlemærker for en styrket tværsektoriel forebyggelsespolitik og en målrettet indsats, der sikrer bedre og mere lighed i sundhed for børn, unge, voksne, ældre, udsatte, handicappede – kort sagt: for alle danskere. Der skal være lighed i sundhed, og der skal være lighed i behandling.

Derfor har jeg for nogle uger siden taget initiativ til at danne et netværk, som skal give sundhedsvæsenet et socialt serviceeftersyn. Netværket består af to hospitaler, fire kommuner og nogle lægepraksisser. Formålet med netværket er at få viden om og erfaring med indsatser, som sikrer et sundhedssystem, der er gearet til at tilvejebringe en ligeværdig behandling til alle grupper af patienter og til at tage hånd om alle patienter uanset ressourcer.

Det at være psykisk udviklingshæmmet kan betyde store udfordringer i forhold til at holde sig sund og i forhold til at opdage og få behandlet sygdom. Regeringen er i den forbindelse meget opmærksom på de særlige udfordringer på botilbud for udviklingshæmmede, f.eks. vedrørende medicinhåndtering, sygdomsopsporing og adgang til fysisk træning.

Derfor har Sundhedsministeriet i december 2011 udsendt en pjece til bl.a. ansatte på botilbudene om korrekt håndtering af medicin. Pjecen har til formål at formidle budskaberne i Sundhedsstyrelsens vejledning om korrekt håndtering af medicin på en mere konkret og forhåbentlig nærværende måde i relation til dagligdagen på bl.a. bosteder. Ministeriet forventer herudover, at anvendelsen af det fælles medicinkort vil blive søgt udbredt også til bostederne, når programmet er udrullet i den kommunale sygepleje.

Omkring adgang til fysisk træning på botilbud har Danske Handicaporganisationer i en rapport fra sidste år gjort opmærksom på en vigtig og bekymrende problemstilling: at borgere på bosteder ikke får træning og fysisk aktivitet. Jeg vil derfor gøre det helt klart her i dag, at både adgang til genoptræning efter sygehusbehandling og henvisning til vederlagsfri fysioterapi efter sundhedsloven beror på en lægefaglig vurdering af patientens behov – det afhænger aldrig af patientens boform.

Herudover kan mennesker med udviklingshæmning have særlige behov for støtte og hjælp til en sund levevis og til at kontakte sundhedsvæsenet, f.eks. egen læge. Social- og integrationsministeren har oplyst, at kommunerne efter serviceloven netop skal tilbyde vedligeholdelsestræning til dem, der har behov for træning til at afhjælpe følgerne af handicap, og sikre, at deres funktionsniveau ikke bliver dårligere. Socialministeren fremhæver også, at kommunerne skal være opmærksomme på, hvornår udviklingshæmmede kan have behov for pædagogisk støtte til at kunne udføre den nødvendige træning og i øvrigt være opmærksomme på signaler om, at borgeren har brug for at komme til læge.

Jeg skal oplyse, at Social og Integrationsministeriet i kommende initiativer på f.eks. botilbudsområdet vil være opmærksom på, hvornår det vil være relevant at inddrage behovet for opkvalificering af viden om sundhedsfaglige problemstillinger. Men jeg vil også gerne understrege, at man ikke kan tvinge udviklingshæmmede til en bestemt sundhedsmæssig adfærd. Voksne med udviklingshæmning på botilbud har selvbestemmelse, og medarbejdere på et botilbud kan ikke, f.eks. via servicelovens magtanvendelsesregler, bestemme, hvilken kost den enkelte udviklingshæmmede skal spise eller tvinge personen til at træne. Medarbejderne kan alene benytte pædagogiske virkemidler til at påvirke personen.

Jeg er som sagt glad for, at vi igen får lejlighed til at drøfte et emne, som jeg synes er både vigtigt og relevant. Derfor har jeg også inviteret Danske Handicaporganisationer, Socialt Udviklingscenter og Landsforeningen LEV til et møde, så vi kan tage en konkret drøftelse af de udfordringer, de ser for handicappedes sundhed, herunder for ligebehandlings- og tilgængelighedsproblemer for udviklingshæmmede i sundhedsvæsenet.

Der er altså taget en række initiativer, så vi kan styrke sundheden for alle, herunder styrke opmærksomheden på sundhed på bosteder for udviklingshæmmede. Regeringens prioritering af lighed i sundhed omfatter også denne gruppe, idet handicappede og udviklingshæmmede ligesom ældre, børn, unge og voksne er målgruppe for de indsatser, vi vil sætte i værk, for at reducere ulighed i sundhed.

Tak til ministeren. Så er det ordføreren for forespørgerne, fru Liselott Blixt, der indleder forhandlingerne.

Jeg takker for ministerens tale; det lyder, som om det i hvert fald er et af de steder, hvor man vil gøre en indsats, og det er også derfor, at vi ligesom også er med til at presse lidt på her. For det her er en vigtig sag. For mig er det specielt en vigtig sag, for i min barndom voksede jeg op blandt udviklingshæmmede. Dengang havde man jo byer, hvor næsten halvdelen af borgerne var udviklingshæmmede, så de var med på min gade og vej hver dag, og man kendte dem ved navn. Da man skulle have arbejde som ung ufaglært, var et af de første steder, man fik arbejde, blandt de udviklingshæmmede. Så man lærte dem at kende på godt og ondt.

Derfor bliver man også lidt ked af det, når man læser, at de ikke får samme muligheder som andre mennesker, og derfor mente jeg også, at det var nu, man skulle tage det op, netop fordi der har været nogle undersøgelser og der har været nogle kommentarer fra nogle af handicaporganisationerne, der viser, at der bliver nødt til at ske noget, for at vi ikke skal opleve en meget større ulighed.

Handicapkonventionen, som ministeren også selv kommenterede, artikel 25, siger jo netop, at vi som politikere har noget, vi skal leve op til, og at vi skal sikre, at vi får lighed i sundhed for folk med et handicap. Den måde, vi har indrettet sundhedsvæsenet på i dag, betyder, at mange personer med handicap ikke har samme adgang til sundhedsydelser – de sundhedsydelser, som de har behov for, og som andre borgere i samfundet har adgang til. Problemerne skyldes bl.a. den sektoropdelte organisering i Danmark og herunder dårligt samarbejde mellem social- og sundhedssektoren. Problemerne skyldes også fordomme, manglende viden og værktøjer blandt ansatte i sundheds- og socialsektoren samt en generel manglende fokus på problemstillingerne.

Personer med handicap oplever både ulighed i adgangen til tidlig opsporing, til forebyggelse, til sundhedsfremme og til behandling samt til opfølgning og rehabilitering. På mange af de bosteder, der er for udviklingshæmmede, er der i mange tilfælde ikke tilknyttet et fast sundhedspersonale. Dansk Handicapforening har lavet en undersøgelse af, hvor meget aktivitet der er på de forskellige botilbud. Rapporten angiver, at borgerne ikke får den fysiske træning, de har behov for, og dermed viser undersøgelsen, at de seneste års store politiske fokus på genoptræning og vederlagsfri fysioterapi i vidt omfang er forbigået de borgere, der bor i botilbud på grund af et handicap.

Den manglende træning betyder først og fremmest ringere livskvalitet for borgerne. Dernæst kan den manglende fysiske træning også være dårlig for kommunernes økonomi. For de borgere, der ikke har adgang til genoptræning, vil deres fysiske funktionsevne forringes, og de vil i højere grad have behov for personlig og praktisk hjælp til at klare hverdagens aktiviteter. Modsat må det forventes, at såfremt den rette træningsindsats tilbydes til dem, der har behov for det, og dem, der vil og har lyst – for selvfølgelig skal vi ikke, som ministeren siger, tvinge nogen til noget, det skal vi jo heller ikke over for selv – så vil den enkelte borger i højere grad blive selvhjulpen og dermed have mindre behov for støtte og personlig og praktisk hjælp. Den rette indsats, som er tilpasset den enkelte borgers ønsker, forudsætninger og behov, kan derfor være med til både at gøre borgerne mere selvhjulpne og mindske ulighed i sundhed.

Blot det at få bestilt tid hos en praktiserende læge til et sundhedstjek vil være til stor gavn for den enkelte. Det, at den enkelte får målt sine værdier og sit blodsukker og får opdaget en diabetes og måske får en læge til at fortælle, hvad der skal gøres i det daglige, vil også give personalet et indblik i, hvad de kan være behjælpelige med. Vi ved alle selv, hvor svært det er at leve op til egne intentioner om at spise sundere og få rørt sig mere. For voksne udviklingshæmmede er det endnu sværere, men det er ikke lig med, at de ikke har lyst til at være sundere eller ikke har gavn af at leve sundere.

Vi ved, at der bl.a. i England og i vores nordiske nabolande er lavet større undersøgelser af den ulige adgang til både sundhed og sundhedsvæsen for personer med handicap, og derfor vil jeg da opfordre ministeren til at inddrage handicapperspektivet og handicaporganisationerne i det bebudede sociale serviceeftersyn af sundhedsvæsenet. Jeg ved også, at Dansk Handicapforening og LEV har skrevet til ministeren og tilbudt deres hjælp, da de kan bidrage med viden og problemstillinger såvel som med forslag til, hvordan man kan nedbryde barriererne og skabe et mere inkluderende sundhedsvæsen med fri og lige adgang for alle borgere. Jeg kan forstå, at ministeren har arrangeret en aftale med dem. Det glæder mig, og så håber jeg, at man tager deres ord til efterretning.

Jeg vil slutte med at oplæse den tekst, som vi har som forslag til vedtagelse, og med glæde sige, at alle partier er gået med til det forslag til vedtagelse, jeg hermed oplæser, og det gør jeg på vegne af Hans Andersen (V), Karen J. Klint (S), Annette Vilhelmsen (SF), Camilla Hersom (RV), Anders Samuelsen (LA), Stine Brix (EL), Benedikte Kiær (KF) og undertegnede (DF).

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at der med Danmarks tiltrædelse af FN's handicapkonvention er taget initiativer, som skal medvirke til at sikre lighed i sundhed. Det betyder, at sundhedsvæsenet skal sikre, at »personer med handicap har ret til at nyde den højeste opnåelige sundhedstilstand uden diskrimination på grund af handicap«, samt at »personer med handicap har ret til det samme udbud af sundhedsydelser af samme kvalitet, som gives til andre«. Dette gælder også de personer, der bor i bosteder.

For at sikre, at alle patienter får den behandling, som ud fra en samlet vurdering tjener patienter bedst, opfordrer Folketinget til, at der bl.a. ved anvendelse af eksisterende data hos Statens Institut for Folkesundhed sættes fokus på personer med handicap, herunder mennesker med udviklingshæmning i arbejdet med at reducere ulighed i sundhed.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 77).

Tak til ordføreren. Forslaget til vedtagelse vil indgå i den videre debat.

Der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken, og så er det fru Karen J. Klint, Socialdemokraterne. Nej, undskyld, det er hr. Hans Andersen, Venstre. Jeg undskylder.

Det er helt i orden.

For Venstre er det et grundvilkår, at alle mennesker, udviklingshæmmede eller ej, sikres en fri, lige og retfærdig behandling i sundhedsvæsenet. Lige adgang til behandling i sundhedsvæsenet er en grundsten i vores velfærdssamfund, og denne rettighed hverken kan eller må der sættes spørgsmålstegn ved. Forskelsbehandling er helt uacceptabelt og ikke noget, vi støtter i Venstre, og derfor er vi glade for, at der sættes fokus på, hvordan regeringen vil sikre lighed i sundhed for udviklingshæmmede. Alle patienter har ret til den samme behandling, der ud fra en samlet vurdering tjener patienten bedst. Det har været og vil altid være udgangspunktet for Venstres politik.

Som noget af det første i sundhedsloven understreges det, at der skal være lige adgang til sundhedsvæsenet. Det fremhæves desuden, at loven fastsætter krav til sundhedsvæsenet med henblik på at sikre respekt for det enkelte menneske og dets integritet og selvbestemmelse. Den lige adgang og respekten for det enkelte menneske, udviklingshæmmet eller ej, er noget, som jeg håber regeringen vil tage meget alvorligt. Der er desværre flere eksempler på, at der sker forskelsbehandling i sundhedsvæsenet, og derfor er vi nødt til at handle på området.

I handicapkonventionens artikel 25, der omhandler sundhed, fremhæves det meget tydeligt, at personer med handicap har ret til at nyde den højest opnåelige sundhedstilstand uden diskrimination på grund af handicap, og at personer med handicap har ret til det samme udbud af sundhedsydelser af samme kvalitet, som gives til andre. Derfor håber jeg på, at regeringen med udgangspunkt i FN's handicapkonvention vil sikre, at konventionens artikel 25 overholdes. Det er ikke nok at sige, at konventionen vil blive overholdt. Ministeren er nødt til at forklare, hvordan konventionen konkret vil blive overholdt, så vi sikrer lighed i sundhedsvæsenet for alle.

Sundhedsministeren udtalte på et samråd den 17. april 2012, at hun ikke oplever ulighed i sundhedsvæsenet som et stort problem i forhold til mennesker med handicap, men faktum er, at der er problemer, ligesom tal viser, at uligheden i sundheden er vokset i de sidste 25 år. Der er desværre flere tilfælde, hvor der er dokumentation for, at der ikke sker lige behandling af mennesker, der er udviklingshæmmede. Ministeren fremhævede en undersøgelse fra et bosted for udviklingshæmmede fra 2011. Det vil jeg på samme vis også fremhæve. Det er et rigtig godt eksempel på, at der faktisk ikke er lige adgang til sundhedsbehandling. Det er simpelt hen ikke godt nok. Vi kan ikke være bekendt at gøre forskel på mennesker, især ikke dem, der har svært ved at tale deres egen sag.

Desuden har flere sager vist, at sundhedspersonalet ikke har de rette forudsætninger til at kommunikere med udviklingshæmmede personer. Det betyder, at den behandling, som de udviklingshæmmede har krav på, i høj grad forringes, da der simpelt hen opstår kommunikationsproblemer.

I forslaget til vedtagelse, som vi er enige om, står der, at Folketinget for at sikre, at alle patienter får den behandling, som ud fra en samlet vurdering tjener patienten bedst, opfordrer til, at der bl.a. ved anvendelse af eksisterende data fra Statens Institut for Folkesundhed sættes fokus på personer med handicap, herunder mennesker med udviklingshæmning, i arbejdet med at reducere ulighed i sundhed.

I Venstre er vi optaget af at få afdækket, hvordan sundhedstilstanden er hos mennesker med handicap, herunder mennesker med udviklingshæmning, og det kan ske med udgangspunkt i de data, der findes hos Statens Institut for Folkesundhed. Der er et stort behov for at få det overblik, og med dette udgangspunkt vil vi i højere grad kunne målrette indsatsen, og Venstre ser frem til, at vi i samarbejde får gennemført denne undersøgelse.

Jeg mener derfor, at denne forespørgselsdebat er rigtig vigtig. Vi kan nu konkret handle på baggrund af den debat, vi har i dag. Den er også vigtig, fordi der i Danmark skal være fri og lige adgang for alle patienter, og i Venstre tager vi skarpt afstand fra enhver tanke om, at der kan sorteres i patienter i det danske sundhedsvæsen, alt efter om patienten har et handicap. Derfor er det vigtigt, at regeringen får ført dette forslag til vedtagelse ud i livet. Venstre vil følge dette arbejde tæt.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er denne gang fru Karen J. Klint, Socialdemokraterne.

Tak for det. Lighed i sundhed er kernepolitik. Jeg vil tro, at det er det for os alle og ikke kun for os Socialdemokrater, når jeg husker på formiddagens debat og har in mente, at vi skal huske at rose hinanden, når vi er enige. Det drejer sig om lighed for alle patienter, og det er også kernepolitik, og det er også rigtig vigtigt for os Socialdemokrater. Lige behandling af mennesker er noget, vi taler meget om.

Der er et gammelt ordsprog, der siger, at for at behandle folk ens, skal man også behandle dem forskelligt. Det er jo virkelig noget, der er meget vigtigt i den sag, vi har her. Det holder stadig væk. Alle patienter skal have lige adgang til den rette behandling. Det er også vigtigt, for den rette behandling er ikke den samme for alle. Det er heller ikke alle, der ønsker den samme behandling, selv om man måske har samme sygdom. Den rette behandling til alle patienter skal gennemføres uanset patientens alder, sociale status, øvrige helbredstilstand, livsstil eller pengepung. Det er kerneværdier for os.

Ikke alle borgere har lige muligheder for at sige eller selv vide, om de har et sundhedsproblem. De har ikke altid gode muligheder for at få behandling i tide, når de ikke selv kan sige til i tide, hverken når det handler om forebyggelse, sundhed eller helbredende sundhed.

Jeg har selv i mange år haft livsfællesskab med udviklingshæmmede mennesker. Jeg har, lige fra jeg var lille eller i hvert fald mindreårigt barn, været moster til to dejlige mennesker, som var svært udviklingshæmmede. Jeg har min første uddannelse inden for området, og jeg har rigtig mange års virke inden for området. Jeg kan tillade mig at sige, at jeg også har det inde under huden. Jeg har i hvert fald fået min løn for det i over 30 år og faktisk også haft det rigtig godt med det. Det tror jeg også de mennesker, jeg har været tæt på, har.

Jeg er stadig væk Folketingets repræsentant i Nordisk Råd, hvor vi også taler om lighed og om ens behandling. Ligeværdig behandling og ligeværdige vilkår for mennesker med handicap er ikke kun en politisk sag for mig, det er også en hjertesag. Men vi kan ikke nøjes med hjertesager her i Folketinget. Vi er nødt til at sige, det også er en politisk sag, for det er politisk vedkommende at behandle mennesker ens. Det ikke nok, at vi sender hattedamer rundt for at vise godhed og hjertelighed. Her skal stor faglighed til. Der skal stor kompetence til, for at vi kan fjerne forskellene. Så skal der vel at mærke også tid til. Det tager tid at hjælpe mennesker, der er udviklingshæmmede. Der skal de rigtige kompetencer til for at kunne se forskellen på, om man bare er lidt ked af det, har ondt eller er syg. Det er ikke noget, man lærer på en dag eller på et 14-dages-kursus. Derfor er det rigtig vigtigt og rigtig godt, vi har den forespørgselsdebat i dag, så der kommer større kendskab om, hvad der skal til for at forbedre vilkårene.

LEV har i deres brev til sundhedsministeren nævnt tre vilkår, som jeg synes vi skal tale om at få strammet op. Kommunalreformen har ændret på mange vilkår mange steder. Jeg tror faktisk – nu er vi ikke færdige med at evaluere den – at kommunalreformen i sig selv har været med til at give tab i lige vilkår for udviklingshæmmede folk, i hvert fald på nogle områder. Det kan godt ske – det ved jeg også er rigtigt – at der er nogle fysiske vilkår, der er blevet forbedret, men det er også sådan, at med andre vilkår er det ikke gået helt efter hensigten.

Det er vigtigt at gøre opmærksom på, at udviklingshæmmede mennesker ikke kan sættes i den samme omsorgs-, pleje- og behandlingsbås som andre målgrupper i den kommunale sektor. Der er altså forskel på, om man har nogle omsorgs- og sundhedsproblemer en kort tid i sit liv, eller om man er født til et liv med livsvarig begrænsning i selv at udtrykke sig og måske med en diagnose, der giver nogle følgetilstande, der i sig selv er belastende for personens helbred. Derfor er det vigtigt, at vi tager afsæt i den videre debat og i de videre drøftelser i det, som LEV peger på.

Men det er også vigtigt, vi tager fat i de erfaringer, der i forvejen ligger. Hvem siger, det er et helt nyt udviklingsprojekt, der skal i gang? Derfor er det også rigtigt, at vi er gået sammen om et fælles forslag til vedtagelse, hvor vi peger på, at der er nogle oplysninger i forvejen. Vi starter altså ikke fra scratch. Der er faktisk rigtig mange projekter inden for området, der har vist, at det nytter noget at gøre noget, og at det nytter noget at tage afsæt i den virkelighed, der er, og ikke kun i projekter og i modeller.

Så jeg synes, vi skal tale om, hvordan vi sikrer lighed i sundhed for udviklingshæmmede mennesker i 2012 og fremover. Vi skal så høste af de erfaringer, der ligger, men vi skal også lige få sagt, at det altså er vigtigt, at personalet har den fornødne tid og kvalifikationer. Det er også vigtigt, at kommunerne m.fl. overholder de regler, der faktisk er, både for genoptræning og andre muligheder. Så lad os stå sammen om at gøre det bedre, og lad os stå sammen om at leve op til det fælles forslag til vedtagelse, vi har fremsat i dag.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Camilla Hersom, ordfører for Det Radikale Venstre.

Det danske sundhedsvæsen har som sundhedsvæsener i alle andre lande store udfordringer. Men det danske sundhedsvæsen har også særlige udfordringer med hensyn til sin egen erklærede målsætning, som indleder sundhedsloven, og som lyder, at der skal være let og lige adgang til sundhed i Danmark. Loven siger videre, at sundhedsvæsenet skal sikre respekt for det enkelte menneske, dets integritet og selvbestemmelse. Der findes talrige undersøgelser, der dokumenterer, at trods lovens formål, trods alle gode hensigter og trods stigende opmærksomhed om emnet findes der stor ulighed i sundhed i Danmark. På mange måder er det et paradoks, at et land med stærke lighedsidealer og meget små forskelle i indkomsterne har så stor ulighed i sundhed, som det faktisk er tilfældet.

I dag er der rejst en forespørgselsdebat om lighed i sundhed for udviklingshæmmede. Der er desværre også meget, der tyder på, at der for denne gruppe er et lighedsproblem. Landsforeningen LEV, der er organisation for udviklingshæmmede, har givet flere eksempler i sin henvendelse til Sundhedsudvalget. Her beskrives bl.a., hvordan sen og vanskelig diagnosticering og mangel på særlige kompetencer i forhold til udviklingshæmmede er medvirkende til at skabe ulighed.

Udviklingshæmmede er som udgangspunkt i en situation, hvor helt dagligdags rutiner kan udgøre en udfordring. Så meget desto mere er der grund til blandt pårørende, hjælpere, plejepersonale, sundhedspersonale og i hele det etablerede sundhedssystem at være særligt opmærksom på den udviklingshæmmedes helbredstilstand. Det er ikke sikkert, at han eller hun selv har mulighed for at give udtryk for det. Den nye regering har sat ulighed i sundhed på dagsordenen. Det er en kerneprioritet for det nye flertal at ændre tingenes tilstand på det her område. Vi er helt opmærksomme på, at visse grupper kan have særlige behov, hvis ligheden skal sikres. Som den forrige taler sagde, må der nogle gange forskellig behandling til, for at folk bliver behandlet ens.

Vi er i Det Radikale Venstre glade for den debat, der rejses i dag, og vi mener, at det er utrolig glædeligt, at der på tværs af Folketinget er bred opbakning til, at vi kan vedtage en tekst til forslag til vedtagelse, der understreger, at vi skal sætte øget fokus på personer med handicap. Det kan forhåbentlig også medvirke til, at der vil være bred politisk opbakning til konkrete, fremadrettede initiativer.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Annette Vilhelmsen, SF.

Det er helt afgørende, at vi har et sundhedsvæsen med fri og lige adgang for alle borgere, uanset om man er født med en funktionsnedsættelse eller ej. Det er en af grundstenene i det danske velfærdssamfund, og som ministeren også nævner, er det desuden en del af de forpligtelser, vi har ifølge handicapkonventionens artikel 25, hvori der står, at personer med handicap har ret til at nyde den højest opnåelige sundhedstilstand uden diskrimination på grund af handicap, og at personer med handicap har ret til det samme udbud af sundhedsydelser af samme kvalitet, som gives til andre. Derfor er det bekymrende, når udviklingshæmmede borgere oplever, at de behandles anderledes end andre borgere.

Socialt Udviklingscenter og Kræftens Bekæmpelse gennemførte for 2 år siden en undersøgelse, og den viste desværre, at udviklingshæmmede ofte får diagnosticeret deres kræftsygdom meget sent, og at de ofte ikke får den støtte, som de har behov for ved indlæggelsen. Samtidig har Danske Handicaporganisationer konstateret, at der er beboere i botilbud, hvoraf en del er udviklingshæmmede, som ofte ikke får den fysiske træning, som de har behov for. Og vi ved desuden, at der har været problemer i forhold til medicinopfølgning, også for gruppen af mennesker med udviklingshæmning. Det er ikke acceptabelt, når mennesker med udviklingshæmning ikke får den behandling, de har brug for, og handicapkonventionen siger, at der er og kan være behov for at tage særlige hensyn i behandlingen af patienter med handicap. Men hvis der tages individuelle hensyn, skal det naturligvis være sundhedsfagligt begrundet. Det er udtryk for misforstået hensyn, hvis man fra sundhedsvæsenets side afstår fra at give den behandling, der er brug for, fordi det måske er svært at blive forstået. Der skal aldrig kunne frasorteres i patienter i det danske sundhedsvæsen på baggrund af et handicap.

Samtidig skal vi også anerkende, at det her område skal følges tæt, fordi der også er en række dilemmaer, som opstår i det her felt. Hvis vi skal undgå, at flere borgere med udviklingshæmning kommer til at opleve sig sat til side i sundhedssystemet, så mener jeg, at det er vigtigt at fastholde og sikre enkeltpatienters og deres familiers ret til at klage til Patientombuddet, hvis de føler sig udsat for forskelsbehandling.

Jeg mener også, at det er helt afgørende, at vi bliver endnu bedre til at involvere mennesker med udviklingshæmning i deres egen sundhed og heri også involverer familie og pårørende og støttepersoner. Borgerens perspektiv må aldrig glemmes, og vi skal hele tiden huske på, at det er sundhedssystemet, der har det største ansvar for at tilpasse sin kommunikation, så man sikrer patienterne den støtte og behandling, som de reelt har brug for – både når det gælder den behandlende og den forebyggende og sundhedsfremmende indsats. I den forbindelse har det bestemt også været relevant at se på, hvorvidt det faglige personale har de fornødne kompetencer til f.eks. at kunne kommunikere ordentligt med udviklingshæmmede patienter. Derfor er jeg glad for, at regeringen allerede i dag gør meget for at sikre mere lighed i sundhedssystemet, også i forhold til mennesker med forskellige handicap. Bl.a. er jeg sikker på, at ministeriets sociale serviceeftersyn af sundhedssektoren vil være med til at belyse, præcis hvor det er hensigtsmæssigt at sætte ind. Samtidig er regeringen meget opmærksom på de særlige udfordringer med hensyn til botilbud for udviklingshæmmede, f.eks. vedrørende medicinhåndtering, sygdomsopsporing, forebyggelse og adgang til fysisk træning.

På baggrund af det står vi i SF fuldt ud bag den tekst, som er udformet.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Stine Brix, Enhedslisten.

Jeg får lyst til at starte med en god historie, for her for et par dage siden, på grundlovsdagen, var jeg inviteret på besøg på Egtmont Højskolen i Hou for at holde grundlovstale. De, der kender højskolen, ved, at de har mange elever med fysiske og psykiske handicap, heriblandt elever, der er udviklingshæmmede. På højskolen er de næsten færdige med et rigtig spændende byggeri med en ny idrætshal og svømmehal, som også er indrettet til, at man kan bruge den, selv om man sidder i kørestol; man kan køre ned i vandet. Det betyder, at de elever, der i fremtiden kommer til at gå på Egtmont Højskolen, kommer til at have helt optimale muligheder for at træne samt styrke deres sundhed i dagligdagen. Formanden for højskolen, Sonja Mikkelsen, der i øvrigt er tidligere sundhedsminister, fortalte om, hvor fantastisk det bliver for de her unge mennesker, at de til dagligt faktisk kan komme op at stå i fuld position og træne deres krop.

Det er jo helt fantastisk dejligt, at der findes sådan nogle tilbud rundtomkring. Men vi ved desværre også, at der er rigtig mange borgere med handicap, som langtfra har de samme muligheder, som de får som elever på Egtmont Højskolen. Baggrunden for debatten i dag er jo også, at vi har set konkrete eksempler på, at en borger, der er udviklingshæmmet, ikke fik den behandling, som var påkrævet i forbindelse med en kræftsygdom. Vi hører også ofte – det tror jeg godt at jeg kan sige på vegne af mange ordførere på området – eksempler på borgere, som ikke får den behandling eller den vedligeholdelsestræning, som de har krav på. Vi ved også, at det ikke kun er eksempler. Flere andre har nævnt, at både Kræftens Bekæmpelse og Danske Handicaporganisationer har gennemført forskellige undersøgelser, som viser, at det desværre er en generel tendens, at mennesker, der har et handicap, ikke får de sundhedsydelser og ikke får den træning, de har krav på. Dermed er der jo netop, som flere har konstateret, et problem med lighed i sundhed for de borgere, der har et handicap.

Jeg synes, at vi skal sende et klart signal her fra Folketinget om, at det simpelt hen ikke er godt nok. Det er hverken i overensstemmelse med dansk lovgivning eller med FN's handicapkonvention, som jo slår fast, at mennesker med handicap har krav på at opnå den højest mulige sundhedstilstand, uden at de bliver diskrimineret på grund af deres handicap. Det har vi i fællesskab med regionerne og kommunerne et ansvar for. Det synes jeg er vigtigt at vi får slået fast i dag. Jeg synes samtidig, at det er positivt, at forespørgselsdebatten har givet anledning til, at der bliver taget et konkret initiativ og bliver sendt en opfordring til Statens Institut for Folkesundhed om at bidrage med yderligere forskning på området. Det har de gjort tidligere, og jeg er sikker på, at mere viden vil kunne hjælpe os. Men jeg synes også, det er vigtigt, at vi lader debatten været præget af det arbejde, vi i øvrigt laver, og er med til, f.eks. i forbindelse med den kommende evaluering af kommunalreformen, at tænke på, hvordan vi kan sikre hele handicapområdet, herunder også, at de sundhedstilbud, der er til mennesker med handicap, på tværs af kommunerne bliver væsentlig bedre og af en højere kvalitet, end de er i dag.

Med de ord er vi glade for, at vi i dag har kunnet samles om en fælles tekst, og vi er glade for, at der er blevet taget initiativ til debatten.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Anders Samuelsen, Liberal Alliance.

Liberal Alliances ordfører på området kan desværre ikke være til stede, hvorfor jeg i korthed vil holde ordførertalen på ordførerens vegne.

I sundhedssystemet træffes der til tider hårde prioriteringer, når begrænsede ressourcer møder et nærmest uendeligt behov. Når man i sundhedsvæsenet står over for forskellige prioriteringer og man skal have respekt for, at valgene, der her træffes, ikke altid er så simple, som de kan forekomme, så opstår der helt sikkert også fejl undervejs. Der stilles generelt store krav til personalet i sundhedsvæsenet, ligesom tilfældet er for det pædagogiske personale på landets bosteder, om, at de er vågne, er opmærksomme og sørger for at prioritere på den rigtige måde, men prioriteret bliver der indimellem, og det er hårdt.

Grundlæggende kan der ikke være tvivl om, at enhver dansk statsborger har krav på en ordentlig og en rimelig behandling i sundhedssystemet, og selv om vi alle er forskellige personer og alle har forskellige behov, skal det være sådan, at uanset hvem man er, skal man sikres en ordentlig behandling i det danske sundhedsvæsen. Om dette f.eks. er opfyldt i sagen om den udviklingshæmmede kvinde, der ikke modtog kræftbehandling, kan der bestemt sættes spørgsmålstegn ved, og der kan være særlige forhold ved behandlingen af udviklingshæmmede, der kræver en ekstra øget bevågenhed.

I Liberal Alliance mener vi derfor, at det er godt at have den her debat, som vi har i dag, så vi kan få sat fokus på området og afsøge, hvad vi kan gøre for at sikre de udviklingshæmmede i sundhedssektoren, og om vi eventuelt kan gøre det bedre.

Det er også væsentligt for os at påpege vigtigheden af, at vi faktisk grundlæggende selvfølgelig stoler på de lægefaglige vurderinger ude på hospitalerne. Det må formodes, at det er meget få, som går på arbejde for bevidst at lave fejl.

Vi stoler også på vurderingerne fra det pædagogiske personale på landets bosteder, og derfor er det også vigtigt, at vi i den forbindelse anerkender, at det ikke er givet, at mere kontrol vil skabe større patientsikkerhed. Derimod kan man risikere, at noget sådant i stedet vil skabe mere bureaukrati, og det vil vi i Liberal Alliance være meget kede af.

Det er godt, at vi i Folketinget i dag kan samles om et fælles forslag til vedtagelse, og at vi nu får kigget dette område ekstra efter i sømmene.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Benedikte Kiær, Det Konservative Folkeparti.

Fra konservativ side er vi også meget tilfredse med, at vi har den her forespørgselsdebat i dag, og vi er også rigtig glade for, at vi har et forslag til vedtagelse, som vi alle sammen er enige om, alle partier i Folketinget. For det er ikke nok, at der er bred opbakning, i forhold til at det er et vigtigt område, men på den måde forpligtiger vi også hinanden til, at der faktisk skal ske noget på det her område, og vi skal sørge for, at vi gør det bedre, så der er mere lighed i sundhed for mennesker med handicap og mennesker, som har en udviklingshæmning.

Jeg synes, at det var lidt ærgerligt, da jeg hørte ministeren ligesom trække det op, som om der var en modsætning her, for det er der faktisk ikke. Jeg havde selv den glæde at være koordinerende minister for handicapområdet og fik netop også sat en undersøgelse i gang, en statusopgørelse, om, hvordan det egentlig går i forhold til FN's handicapkonvention, fordi vi har alle sammen, alle partier i Tinget, en interesse i at leve op til den underskrift, som vi har sat i forhold til konventionen. Derfor var den her undersøgelse sat i gang, og jeg håber meget, at regeringen har taget handsken op og fortsætter med at finde ud af, hvordan det egentlig står til på det her område, hvad status er. Der vil jeg helt klart også håbe, at man tager netop det her område med, når man er i gang med at lave den her status.

Vi oplever jo desværre ikke kun nogle af de pressehistorier, der har været fremme, om, at på nogle områder er der ikke lige adgang for alle i det her samfund. Her drejer det sig om mennesker med handicap, det drejer sig om mennesker med en udviklingshæmning. Vi har Socialt Udviklingscenter, SUS, og Kræftens Bekæmpelse, der i 2010 har gennemført en undersøgelse, der viser, at på kræftområdet er der faktisk nogle problemer i forhold til mennesker med udviklingshæmning. Det er ikke i orden. Også Danske Handicaporganisationer har i 2011 offentliggjort en undersøgelse, som viser, at det ikke er alle, der bor på bostederne, som får den træning, som de bør have både i forhold til genoptræning og i forhold til vedligeholdelsestræning. Det er heller ikke godt nok.

Det er sådan nogle eksempler, vi skal have gjort noget ved. Derfor er jeg rigtig godt tilfreds med, at vi har taget den her forespørgselsdebat i dag, og med, at vi er blevet enige om det her forslag til vedtagelse, hvor vi sørger for, at vi får undersøgt området, og hvor vi også sørger for, at vi får fulgt op på den her undersøgelse, så vi kan gøre det bedre, for det skylder vi de mennesker, det drejer sig om.

Tak til ordføreren. Så er det ministeren for sundhed og forebyggelse.

Jeg vil gerne sige mange tak for den gode debat, vi har haft her i dag, om et rigtig vigtigt og relevant emne. Man kan ikke slå det tydeligt nok fast, at udviklingshæmmede har præcis de samme rettigheder som alle andre, og jeg er glad for at høre, at der er så bred en opbakning her i Folketinget til, at vi sætter initiativer i gang, der kan sikre lighed i behandlingen, at vi kan sikre, at alle får den behandling, de har ret til. Det vil vi kigge på både i forhold til forebyggelse og sundhedsfremme og i forhold til den ulighed, der er i vores behandlingssystem.

Som jeg også sagde i min tale, vil jeg holde møde med Socialt Udviklingscenter, Danske Handicaporganisationer og Landsforeningen LEV for at drøfte, hvordan vi som led i regeringens dagsorden om lighed i behandlingen kan sætte ind i forhold til den ulighed, der eksisterer, og hvordan vi i det hele taget kan blive klogere på, hvordan vi kan komme de problemer, der måtte være, til livs. Og en del af den dagsorden, lighed i behandlingen, er også, at vi får øget viden og øget dokumentation om området. Det flugter jo rigtig fornuftigt med det forslag til vedtagelse, der er lagt op til, og derfor er det bare glædeligt, at Statens Institut for Folkesundhed kan bidrage med dokumentation, som kan gøre os klogere, også når vi drøfter problemstillingerne i forhold til personer med handicap.

Så jeg tror, jeg vil slutte her og kvittere for den gode og konstruktive debat og sige, at jeg ser rigtig meget frem til også det brede samarbejde, vi fortsat kan have omkring den her problemstilling. Det lover jo altid rigtig godt.

Der er nogle, der har bedt om korte bemærkninger. Den første er fru Karina Adsbøl, Dansk Folkeparti.

Jeg vil godt kvittere for den her debat, og tak til ministeren.

Ministeren sagde i sin tale tidligere med hensyn til fysisk træning, at det var utrolig vigtigt, og vi finder jo også i Dansk Folkeparti, at det er utrolig vigtigt. Som handicapordfører har jeg modtaget en række henvendelser om, at der er problemer med hensyn til at få de her hjælpemidler, borgerne har behov for, og problemstillingen er i forbindelse med sundhedsloven og serviceloven, nemlig at de ikke spiller rigtig sammen. Når borgerne skal have de her hjælpemidler, kommer de somme tider til at slås for at få dem, for i forbindelse med sundhedsloven er det behandling, og i forbindelse med serviceloven er det noget træning. Derfor kunne jeg godt tænke mig at opfordre ministeren til at tage den problemstilling med videre, også når ministeren skal ud at tale med handicaporganisationerne, for det er meget vigtigt, at de lovgivninger kommer til at spille sammen, så der ikke går flere måneder, før en borger får det hjælpemiddel, vedkommende har behov for.

Ministeren.

Alle de gange, vi kan se eksempler på, at der er borgere, der falder mellem to stole eller kommer i klemme i sektorovergangene, så skal vi råbe vagt i gevær, for sådan må det ikke være, ikke i vores sundhedsvæsen og ikke andre steder. I forhold til diskussionen om fysisk træning, som jo ikke ligger under mit ressort, kan jeg sige, at det er noget, jeg også har drøftet med min kollega social- og integrationsministeren, altså hele problemstillingen omkring bostederne. Og hvad angår den del, der ligger under mit ressort i forlængelse af sundhedsloven, altså genoptræning efter udskrivning og vederlagsfri fysioterapi, er det fuldstændig klart, at det er et lægefagligt ansvar at vurdere det behov. Det må ikke afhænge af, hvilken boform man bor i. Så vi kan ikke leve med, hvis der er nogle borgere, der kommer i klemme mellem sektorer. Det skal selvfølgelig være klart, hvem der har ansvaret for hvad, og borgere skal ikke opleve at være kastebold i et system, der ikke taler ordentligt sammen, hvis det er tilfældet.

Fru Karina Adsbøl for en kort bemærkning.

Det er desværre det, mange oplever og mærker på egen krop, nemlig at de får et afslag og så skal søge gennem sundhedsloven. Det er derfor, jeg finder det meget vigtigt, at ministeren tager kontakt til socialministeren og finder en god løsning på den her problemstilling. For hvis der går mange måneder og borgeren ikke får det hjælpemiddel eller får frataget et hjælpemiddel, fordi man nu hører under en eller anden paragraf, så forfalder borgeren med hensyn til sin fysiske udfoldelse, den fysiske træning bliver ikke vedligeholdt, og det er jo meget, meget trist. Derfor håber jeg, at ministeren går videre med det, også med hensyn til de her lange sagsbehandlingstider, der er. Jeg tænker på, at borgeren jo må få sit hjælpemiddel, og så må man slås indbyrdes bagefter om, hvem der så skal betale for det, for det er jo der, problemstillingen er. Det er tit og ofte, hvem der skal betale for det hjælpemiddel, borgeren så skal have. Så jeg håber nu, at ministeren går videre med det og handler på det.

Ministeren for sundhed og forebyggelse.

Man kan sige, at lovgivningen jo sådan set er ret klar, i forhold til hvad kommunerne kan visitere til af forskellige former for træning og behandling efter serviceloven, og hvad der ligger under sundhedsloven. Og spørgsmålet om finansiering i henhold til lovgivningen bør jo være lige så klart, altså at kommunerne har leverings- og finansieringsansvaret for alle de træningsindsatser, der er under serviceloven, og det omvendte gælder selvfølgelig i forhold til sundhedsloven. Så lovens ord burde være ret klare.

Det er klart, at det her er noget, jeg drøfter løbende med min kollega social- og integrationsministeren, og hvis Dansk Folkepartis ordfører har nogle konkrete eksempler, modtager jeg dem meget gerne. Jeg tror, vi alle sammen har en fuldstændig fælles interesse i, at lovens ord også er den virkelighed, borgerne møder.

Tak til ministeren i denne omgang. En kort bemærkning fra fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti.

Tak. Jeg har lige et par opklarende spørgsmål. Ministeren var lige inde og svare en tidligere spørger om ressortområdet, og så tænker jeg, at det, vi her har talt meget om, også er om forebyggelse. Det er jo ikke kun om behandling, men også om forebyggelse, og det er det, man sjældent oplever. Så er det, at jeg tænker på, om ministeren kun er forebyggelsesminister for dem, der ikke er udviklingshæmmede, og om det er en anden minister, der tager sig af den fysiske træning, når man er udviklingshæmmet. Forstår ministeren spørgsmålet?

Ministeren.

Når vi snakker om vores nationale mål for forebyggelse, skal de have relevans for alle danskere, og det er mig, der som sundhedsminister står i spidsen for det. Men når vi snakker om de specifikke indsatser, som er mulige under henholdsvis sundhedsloven og serviceloven, er de jo placeret under forskellige ressorter. Jeg er helt med på, at vedligeholdelsestræning under serviceloven også er rigtig vigtig i et forebyggende øjemed, men det gør ikke, at det bliver mit ressort. Men diskussionen om, hvad vi gør for at sikre – det er både, når vi snakker om bekæmpelse af ulighed i sundhed, og når vi snakker om sundhedsfremme og forebyggelse – er jo debatter, som jeg meget gerne vil løfte, og hvor mit ressortområde også har stor betydning.

Selv om jeg har titlen forebyggelsesminister, betyder det desværre ikke, at alle de elementer, der kan være under andre ressortministre, der har noget med forebyggelse at gøre, hører under mig. Om det er arbejdsmiljø, der ligger hos beskæftigelsesministeren, om det er trafikulykker, der ligger hos trafikministeren, eller om det er det her konkrete eksempel, eller hvad det nu kan være, kan jeg desværre ikke lovgivningsmæssigt rane deres områder til mig. Det betyder jo også bare, at det er vigtigt, at vi har nogle brede diskussioner, når vi snakker om forebyggelse.

Fru Liselott Blixt for en kort bemærkning.

Men det er lige præcis det, jeg tror er fejlen. Det, man ser ude i de botilbud, der er ude i kommunerne, er, at der ikke rigtig er nogen, der ved, hvor det hører hjemme, når vi snakker om forebyggelse. Det er nemt nok at sige, at når man brækker et ben, skal man på sygehuset, og så skal man have genoptræning, og der ved vi hvem der skal tage teten.

Det er noget andet, når vi taler om, hvordan vi sikrer, at vi kan tilbyde ordentlig kost og motion og vejledning, og sikrer, at folk kommer op og får et tjek hos lægen osv. Det er jo ikke sundhedspersoner, der kommer hos personer, der er udviklingshæmmede. Det er netop også derfor, det er vigtigt, at man får talt sammen på tværs, så vi sikrer den her gennemsigtighed og sikrer, at der er nogen, der tager det på sig og siger, at vi også skal sikre, at de udviklingshæmmede kommer til en læge og får målt blodsukker, taget blodtryk osv., i stedet for at der bliver sagt: Det er ikke mit område, og det er ikke det, jeg skal tage mig af. Det var bare en kommentar. Tak.

Ministeren.

Jeg kan næsten kun gentage, at loven jo er meget klar, i forhold til hvad der ligger under sundhedsloven: genoptræning efter udskrivning, vederlagsfri fysioterapi, et lægefagligt ansvar. Det må ikke være afhængigt af, hvilken boform man lever under, om man får de ting, man har ret til. Så er det rigtigt, at det med hensyn til sundhedsfremme og forebyggelsesindsatsen jo er kommunerne, der i henhold til sundhedsloven har ansvaret for det.

Det er jo et stort emne. Jeg drøftede det sidst, da jeg holdt tale ved KL's sociale topmøde i Aalborg i torsdags. Det er ikke noget, vi bare sådan bliver færdige med. Det er en dagsorden, vi i det hele taget skal have mere fokus på fremover, og det betyder selvfølgelig også, at vi skal have mere fokus på det, når det drejer sig om udviklingshæmmede.

Der er ikke flere korte bemærkninger til ministeren, så vi siger tak til ministeren for sundhed og forebyggelse. Så skal ordføreren for forespørgerne, fru Liselott Blixt, have ordet for at runde af.

Jeg vil sige, at på sådan en dag, hvor vi startede med en kæmpe debat, hvor mange var uenige, er det rigtig dejligt, at vi slutter af med en debat, hvor vi faktisk er enige om, at der skal ske noget på området. Derfor vil jeg da takke alle for, at vi er nået frem til et fælles forslag til vedtagelse. Det synes jeg er flot.

Jeg vil sige, når vi nu taler om udviklingshæmmede, at jeg i næste uge deltager som frivillig ved Sølund Festivalen. Det er en festival kun for udviklingshæmmede, og jeg kan sige, at der rocker de. Når Birthe Kjær eller en af de andre kommer på scenen, er der i hvert fald aktivitet. Det nyder de. Og det er noget, som jeg hver gang ser frem til, for der er liv og glade dage. Jeg vil takke for debatten.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er debatten afsluttet.

Afstemning om det fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først blive i morgen.