Spørgsmål:

Ministeren bedes kommentere Advokatrådets redegørelse om retssikkerhed på skatteområ-det, 2011http://www.advokatsamfundet.dk/Service/Nyheder/skatretssikkerhedaspxogherunder redegøre for sin holdning til hvert af de 16 forslag i redegørelsen.

Svar:

Der er i Advokatrådets redegørelse om retssikkerhed på skatteområdet 2011 en ræk-ke forslag til forbedringer af retssikkerheden. Som anført i mit foreløbige svar til Folketin-gets Skatteudvalget i december 2011 er retssikkerhed et væsentligt fokusområde for Skat-teministeriet. Jeg er derfor glad for den interesse, som Advokatrådet viser i deres redegørel-se, selvom rådets forslag er meget rettet mod de forholdsvis få klage- og retssager, der bli-ver behandlet på Skatteministeriets område.Når der bliver sat fokus på begrebet retssikkerhed, som i Advokatrådets redegørelse, er detvæsentligt for mig at sige, at retssikkerhed på skatteområdet har et bredere perspektiv endde få klage- og retssager, der bliver behandlet på Skatteministeriets område.At Skatteministeriet har fokus på retssikkerhed fremgår af vores vision om, at vi tænkerretssikkerhed ind i alt, hvad vi laver. Vi behandler alle lige og fair – og det opleves sådan.Retssikkerhed vedrører således i særdeleshed alle de mange borgere og virksomheder, somskattemyndighederne betjener, uden der opstår problemer eller sager, og uden en rådgiverer involveret, samt endeligt at alle betaler den skat, de skal betale.Der blev i 2011 indbragt ca. 4.400 nye sager for Landsskatteretten, hvilket er meget få i be-tragtning af alle de borgere og virksomheder, skattemyndighederne betjener. Perspektiveter, at SKAT håndterer skatte- og afgiftsforholdene for 4.3 mio. borgere og 400.000 virk-somheder ud fra en bærende strategi med vægt på, at det er samarbejde og fælles ansvar,der er udgangspunktet for relationen over for SKAT.Det er centralt for mig, at vi tilstræber, at retsgrundlaget og administrationen kan fungere,uden at der opstår konflikter med borgere og virksomheder. Og at de konflikter, som alli-gevel måtte opstå, afgøres korrekt, effektivt og hurtigt allerede på SKATs niveau, så viundgår langvarige klageprocesser. Men selvsagt også at eventuelle klagesager afgøres hur-tigt og med det rigtige resultat. Og det skal slås fast som noget helt afgørende, at Skattemi-nisteriet fører ikke sager for sagernes skyld, men kun hvis det efter meget grundige overve-jelser vurderes som nødvendigt for at fastholde korrekt retsanvendelse, og ministeriet for-venter at kunne vinde sagen.Det er derfor i drøftelsen af retssikkerhed væsentligt at være opmærksom på både proporti-oner og perspektiver. Ud fra den betragtning skal man være varsom med alene at se retssik-kerhed og skat i de rammer, der sættes, når administrationen, teoretikere og rådgivere foku-serer på de mest komplekse forhold frem for det bredere perspektiv.Jeg vil i den sammenhæng også fremhæve, at jeg mener, at rådgiverne også har et ansvarfor, at unødvendige sager ikke opstår, at de i givet fald afklares med SKAT i første instans,og at eventuelle klagesager ikke føres, hvis de er unødige, eller på en måde, så sagerne va-rer unødigt længe.Dette fælles ansvar er der særlig stor grund til at fremhæve i en situation, hvor SKAT kankonstatere, at der er for mange fejl f.eks. i virksomhedernes skatteforhold. Ligesom SKAThar som mål, at sager ikke skal opstå, må det også være et mål for den brede rådgiverkreds,at deres klienter og kunder ikke bringes i en konflikt med SKAT om overholdelse af selvenkle skatte- og afgiftsregler.Dette giver også et fælles ansvar for den individuelle retssikkerhed for skatteyderen. Denindividuelle retssikkerhed skal selvfølgelig også værnes, og tilgodeses dels gennem de kla-Side 2

gemuligheder, der eksisterer i skatte- og afgiftslovgivningen, dels gennem retsplejeloven,der udgør den legale ramme for både civil - og straffeprocessen. Men hvor det må være må-let for alle implicerede, at en klageproces afvikles hurtigt og effektivt, så skatteyderen ellerklienten ikke bliver del af en lang og opslidende klageproces.Med baggrund i disse generelle principper kan jeg knytte nogle bemærkninger til Advokat-rådets forslag.

Forslag nr. 1:

Advokatrådet foreslår at genindføre suspensionspraksis. Da der var stilletspørgsmål ved, om der var tilstrækkelig hjemmel til den tidligere praksis, foreslås det atindføre lovhjemmel for praksis ved en bestemmelse i skatteforvaltningslovens § 48.

Kommentar:

Dette forstår jeg sådan, at Advokatrådet – om fornødent ved lovændring fo-reslår at genindføre den praksis, som gik ud på, at der under visse betingelser kunne skeforlængelse af 3 måneders fristen for skattepligtiges indbringelse af administrative afgørel-ser for domstolene. Som anført i Advokatrådets redegørelse blev denne praksis ophævet i2008.Baggrunden for ophævelsen af praksis om forlængelse af 3 måneders fristen var, at retsaf-giften er blevet reduceret. Der er således ikke længere væsentlige argumenter for at opret-holde en ressourcebelastende ordning, hvor fristforlængelse kan ske efter individuel sags-behandling. Hertil kommer, at det har været tvivlsomt, om Skatteministeriets afkald på atpåberåbe sig 3 måneders fristen overhovedet har haft bindende virkning for domstolene.Efter min opfattelse er der med Advokatrådets redegørelse ikke fremkommet nye oplysnin-ger eller argumenter, der kan medføre, at begrundelserne for ophævelse af den tidligerefristforlængelsespraksis ikke længere er gældende. Retssikkerheden bliver tilstrækkelig til-godeset ved, at sagsøgers advokat i perioden mellem indgivelse af stævning og udarbejdel-se af ministeriets svarskrift vil have mulighed for at underbygge eller genoverveje stævnin-gen. Det er også i klienternes interesse, at indgivelse af stævning sker hurtigt, så processenikke forsinkes allerede i dette stadie.

Forslag nr. 2:

Advokatrådet finder, at SKAT undtagelsesfrit bør ændre praksis i overens-stemmelse med Landsskatterettens kendelser.

Kommentar:

Advokatrådet har påpeget, at i tilfælde, hvor SKAT ikke får medhold vedLandsskatteretten, bør SKAT undtagelsesfrit ændre praksis i overensstemmelse medLandsskatterettens kendelse, uanset om kendelsen indbringes for domstolene eller ej.Hvad angår tilfælde, hvor SKAT ikke har fået medhold ved Landsskatteretten, og kendel-sen indbringes for domstolene, kan jeg oplyse, at indbringelsen af kendelsen netop er ud-tryk for, at ministeriet fastholder hidtidig praksis. SKAT er derfor ikke forpligtet til at æn-dre praksis, før sagen er endeligt afsluttet ved domstolene uden at give ministeriet medhold.Denne retstilstand er beskrevet i Skatteministeriets Juridiske Vejledning, A.A.12.2, hvordet ligeledes fremgår, at selv om ministeriet ved indbringelse fastholder hidtidig praksis,har parten i sagen krav på ændring i henhold til den indbragte kendelse.Jeg vil i øvrigt nævne, at Advokatrådets forslag vil medføre et væsentligt administrativt be-svær for såvel SKAT som skatteydere. Hvis Skatteministeriet indbringer en kendelse fraLandsskatteretten for domstolene og får medhold, vil scenariet være, at der i alle tilsvaren-de sager først skal ske nedsættelse til det selvangivne efter den nye Landsskatterets praksisfor derefter på ny at gennemføre en forhøjelse, når domstolene har truffet endelig afgørelse,og praksis ændres tilbage. Et sådant forløb indebærer også risici for væsentlige tab forstatskassen.

Hvad angår tilfælde, hvor Skatteministeriet ikke har fået medhold i Landsskatteretten ogikke indbringer kendelsen for domstolene, er jeg helt enig i, at hvis der er tale om en ken-delse af principiel karakter, skal SKATs praksis korrigeres i henhold til kendelsen.Jeg kan dog tilføje, at der helt undtagelsesvis kan være tale om sådanne konkrete omstæn-digheder, at der ikke er grundlag for at ændre praksis, selv om Skatteministeriet ikke ind-bringer en tabt kendelse for domstolene. Som eksempel herpå kan henvises tilSKM2009.491. DEP, hvor det var unødvendigt at indbringe en landsskatteretskendelse, dervar i strid med SKATs praksis, fordi SKATs praksis allerede tidligere er bekræftet af dom-stolspraksis.

Forslag nr. 3:

Advokatrådet peger på, at det er et retssikkerhedsmæssigt problem, at skat-tesager har en lang sagsbehandlingstid hos domstolene. Rådet foreslår, at inddrivelseslo-vens regler om eftergivelse af skatter og afgifter udbygges, således at lang sagsbehandlings-tid, der vurderes at være i strid med Den europæiske Menneskerettigheds konventions kravom afgørelse af en sag inden for en rimelig frist, eller at Skatteministeriet indbringer ellerappellerer en tabt skattesag, bliver omstændigheder, der i særlig grad taler for en hel ellerdelvis eftergivelse af skatte- eller afgiftskravet.

Kommentar:

Jeg er enig i, at lang sagsbehandlingstid i klagesager bør undgås. Dette gæl-der særligt på skatteområdet, hvor de økonomiske konsekvenser af en klagesag kan værebetydelige, og dermed også være en betydelig belastning for skatteyderen, ikke mindst hvisdenne er en almindelig borger.Det væsentlige fokus her må være, at skattesager mellem myndigheder og skatteydere såvidt muligt skal undgås ved en kombination af forståelige regler, god information og vej-ledning og konstruktiv dialog, hvis der opstår problemer. Der ligger også et ansvar hos råd-givere for en sådan ordentlig proces, og for rådgivning af klienter om, hvorvidt klientensskattesag kan føres med et for klienten gunstigt resultat.Rejses en klagesag, er det vigtigt, at der er et velfungerende klagesystem til rådighed forskatteyderne i disse tilfælde. På Skatteministeriets område er der op til 2 administrativeklageinstanser med Landsskatteretten som øverste administrative klageorgan. Landsskatte-rettens afgørelser kan indbringes for de almindelige domstole normalt med start ved byret-terne og med ankemulighed til landsretterne og med særlig tilladelse til Højesteret. Dettesystem indebærer, at en afgørelse truffet af SKAT, som der bliver klaget over, kan blivebehandlet i fra 3 til 5 klageinstanser.Dette tager tid. Det er selvfølgelig også advokaters ansvar, at sager ikke bliver unødigt for-sinkede, men retternes berammelsestider har også betydning.Justitsministeriet har i anledning af henvendelse vedrørende forslag fra Advokatsamfundetsskatteudvalg om overtrædelse af EMRK artikel 6 i skattesager (lang sagsbehandlingstid veddomstolene), oplyst følgende:”Behandlingen af civile skattesager ved domstolene er som udgangspunkt ikke omfattet afEMRK artikel 6, jf. Ferrazzini mod Italien, dom af 12. juli 2001. Derimod er straffesagerom overtrædelse af skattelovgivningen omfattet af den strafferetlige del af EMRK artikel 6.Såfremt sagsbehandlingstiden ved domstolene i en skattesag omfattet af EMRK artikel 6vurderes at have været for lang, vil domstolene kunne kompensere herfor ved at fritageborgeren for at betale sagsomkostninger. Som et eksempel herpå kan nævnes U.2008.935H(anerkendelsessøgsmål om ikke at være skattepligtig i Danmark, subsidiært nedsættelse afden skattepligtige indkomst for indkomstårene 1990 og 1991): Under hensyn til sagenslangvarige forløb fritages A for at betale sagsomkostninger til Skatteministeriet for landsretog for Højesteret, jf. herved artikel 6, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonven-tion.”Side 4

Forslag nr. 4:

Advokatrådet foreslår, at det overvejes at ophæve Skatteministeriets adgangtil at inddrage andre spørgsmål og andre anbringender end de, der forelå for Landsskatteret-ten. Hvis reglerne bibeholdes, bør det overvejes, om sagerne i stedet for realitetsbehandlingbør hjemvises til ligningsmyndighederne.

Kommentar:

Det er fastslået af Højesteret, at Skatteministeriets adgang til at inddrage nyespørgsmål og anbringender (ændrede begrundelser) i verserende retssager alene er begræn-set af almindelige skatteprocessuelle og retsplejemæssige regler og principper. Dette erensbetydende med, at begrænsningen i skatteforvaltningsloven § 48 i adgang til at inddragenye spørgsmål alene gælder for de skattepligtige, hvorimod de skattepligtiges adgang til atfremsætte nye anbringender svarer til Skatteministeriets tilsvarende adgang. Baggrundenfor begrænsningen i skatteforvaltningslovens § 48 for de skattepligtiges adgang til at ind-bringe nye spørgsmål er det grundlæggende princip om, at borgernes mulighed for admini-strativ rekurs skal være udnyttet inden en sag kan anlægges ved domstolene.Jeg kan oplyse, at Skatteministeriets adgang til at inddrage nye spørgsmål praktiseres megetrestriktivt, idet hovedreglen er, at der ikke inddrages nye spørgsmål eller skærpelse af på-stande. Det fremgår af Skatteministeriets Retssagsvejledning, at en forudsætning for at ind-drage nye spørgsmål er, at principielle eller andre særlige grunde taler for det, eksempelvisat en sag vedrører et stort beløb eller har betydelig interesse. Og hvad angår det alternativeforslag om hjemvisning til ligningsbehandling, bemærker jeg, at det vil medføre, at et nytsagsforløb skal starte forfra.På den baggrund finder jeg ikke anledning til at ændre noget i Skatteministeriets adgang tilat inddrage nye spørgsmål i en retssag.

Forslag nr. 5 og 6:

Advokatrådet foreslår, at Skatteministeriet og Kammeradvokaten altidpå skatteyderens begæring i retssager skal undersøge, om der er relevante utrykte kendel-ser, og i givet fald fremlægge dem; og i tilknytning hertil bidrage aktivt til at undersøge, omder har foreligget en praksis, og om der i givet fald er tale en skærpende praksisændring.

Kommentar:

Skatteministeriet skal bemærke, at afgørelser af skatte- og afgiftssager afgø-res ud fra lovgivningen med fortolkningsbidrag fra forarbejder, bindende administrativeforskrifter og bindende praksis, som udtrykt ved afgørelser og kendelser, der er udvalgt tilofficiel offentliggørelse, og bindende juridiske vejledninger fra Skatteministeriet.Skatteministeriet lægger afgørende vægt på, at det lige behandles lige, så samme sager fårsamme afgørelse, uanset hvor i det administrative system eller i klagesystemet, der træffesafgørelse i sagen. Der er derfor også en omfattende vejlednings- og informationsindsats fraSkatteministeriets side, herunder med at offentliggøre sådanne administrative afgørelser,bindende svar mv., som er principielt retningsgivende for en korrekt administration.Det er i denne forbindelse utvivlsomt, at skærpende praksisændringer altid kun kan ske ef-ter varsel og med fremadrettet virkning. At denne diskussion om skærpet praksisændringalligevel lejlighedsvist opstår, skyldes efter Skatteministeriets opfattelse, at der set ud fra etpartssynspunkt er tale om sager med forskelligt faktuelt indhold, eller at der findes enkelt-stående konkret begrundede afgørelser, der kan tages til indtægt for et partssynspunkt, mensom ikke kan tillægges betydning, fordi de afviger fra, hvad der er gældende ret eller (ud-meldt) praksis.Skatteministeriet er opmærksom på, at der i praksis kan forekomme situationer, der afvigerfra disse principielle udgangspunkter. Foreligger der ikke højere rangerende retskilder, vilutrykte afgørelser og kendelser, som fremlægges i sagen, have betydning for afgørelsen al-lerede i SKATs sagsbehandling, dog under forudsætning af, at disse utrykte afgørelser erlovlige.

Bliver det under er retssag sandsynliggjort, at der er en sådan lovlig utrykt praksis, som vilhave betydning for sagens udfald, kan retten træffe afgørelse om, at eksistensen af en sådanpraksis skal undersøges. Det vil Skatteministeriet og Kammeradvokaten selvsagt være be-hjælpelig med.Jeg har svært ved at se, at forslaget om, at der uden begrænsning skal ledes efter utryktpraksis, harmonerer med Advokatrådets synspunkt om, at det er retssikkerhedsmæssigt be-tænkeligt, at en klagesag trækker ud.

Forslag nr. 7:

Advokatrådet foreslår, at det overvejes, om skatteforvaltningslovens § 49skal ophæves, eller om de uhensigtsmæssigheder, som de nuværende regler medfører, kanafhjælpes på anden måde.

Kommentar:

Om dette forslag om ophævelse af skatteministerens adgang til at indbringeLandsskatterettens kendelser for domstolene skal jeg fremhæve, at Skatteministeriet somhovedregel ikke indbringer Landsskatterettens kendelser for domstolene, samt at Skattemi-nisteriet kan indbringe en landsskatteretskendelse for domstolene, hvis kendelsen er princi-piel eller særlige grunde taler for det. Dette er ensbetydende med, at Skatteministerietsindbringelse af landsskatteretskendelser udelukkende sker efter særdeles grundige overve-jelser og i samråd med Kammeradvokaten.Da Skatteministeriet således anvender disse muligheder i meget begrænset omfang, ser jegingen anledning til at ophæve indbringelses muligheden, der sikrer, at den endelige retsaf-klaring af principielle fortolkningsspørgsmål også kan ske på initiativ af Skatteministeriet.Der vil være risiko for skævvridning af praksis, hvis Skatteministeriet i modsætning til deskattepligtige blev afskåret fra adgangen til domstolsprøvelse. Hvis bestemmelsen blev op-hævet, ville der endvidere kunne opstå flere tilfælde, hvor udfaldet af en landsskatterets-kendelse kunne medføre lovgivningsinitiativer, hvilket modarbejder bestræbelserne for atundgå yderligere kompliceret lovgivning.Jeg vil tilføje, at Skatteministeriet overvejende vinder de sager, hvor ministeriet indbringerlandsskatteretskendelser for domstolene. En ophævelse af bestemmelsen i skatteforvalt-ningslovens § 49 om indbringelse af landsskatteretskendelser indebærer således et megetstort provenutab for statskassen.For de skattepligtige, hvis sager er identiske med den sag, Skatteministeriet måtte have ind-bragt for domstolene, er forholdet det, at hvis Skatteministeriet ikke får medhold, vil der ialle identiske sager kunne ske genoptagelse tilbage fra det tidspunkt, som den indbragte sagvedrører.Endelig skal jeg henlede opmærksomheden på, at den skattepligtige i alle tilfælde, hvorSkatteministeriet indbringer en kendelse efter § 49 er sikret fuld omkostningsgodtgørelse,uanset udfaldet af sagen. Dette gælder dog ikke for selskaber og fonde, der i stedet for harfradrag for udgifter til sagens førelse.

Forslag nr. 8:

Advokatrådet foreslår, at kriteriet ” hvorvidt sagen kan gennemføres med et gun-stigt resultat for Skatteministeriet” skal udgå af retssagsvejledningen.

Kommentar:

Jeg går ud fra, at Advokatrådet henviser til, at der i Retssagsvejledningens afsnitom sagsførelsen, herunder om særlig overvågning, er en sondring med hensyn til, om en sag kangennemføres med et gunstigt resultat for Skatteministeriet, dvs. at Skatteministeriet vinder sa-gen.Jeg skal helt overordnet bemærke, at Retssagsvejledningen er en intern instruks /arbejdsredskab,og jeg finder, at Skatteministeriet som part har en helt naturlig interesse i, at ministeriets advokat– Kammeradvokaten – skal vurdere, om en sag kan gennemføres med et for ministeriet gunstigtresultat. Jeg finder ikke, at det er retssikkerhedsmæssigt betænkeligt, at Skatteministeriet, derSide 6

kun indbringer sager for domstolene, når de er principielle eller særlige grunde taler herfor, ikkeindbringer eller viderefører en sag, hvis det er vurderingen, at sagen ikke kan vindes ved dom-stolene. I disse situationer er det rigtige virkemiddel enten at acceptere resultatet i underinstan-sen eller at foreslå lovgivning.Giver Retssagsvejledningen anledning til misforståelser, vil Skatteministeriet selvfølgelig præci-sere vejledningen på dette punkt ved lejlighed.Jeg går i øvrigt også ud fra, at en advokat har procesovervejelser om, hvorvidt det kan svare sigfor klienten at føre en given sag.

Forslag nr. 9:

Da advokaters tavshedspligt er af væsentlig betydning for retssikkerheden,foreslår Advokatrådet, at SKAT ændrer Procesvejledningen, således at det betones, at tavs-hedspligten har forrang frem for den generelle oplysningspligt.

Kommentar:

Jeg er ikke enig i, at advokaters tavshedspligt har forrang frem for den gene-relle oplysningspligt.Skattekontrolloven indeholder ikke en begrænsning i forhold til skattemyndighedernes mu-lighed for at pålægge advokater en oplysningspligt efter skattekontrolloven, hverken efterskattekontrollovens § 8 G, når det handler om oplysninger vedrørende tredjemand, eller §6, når det vedrører en advokats egne forhold. Hvis dette havde været tilfældet, ville det ha-ve fremgået direkte af loven, f.eks. som det er tilfældet i § 8, stk. 1, i lov om forebyggendeforanstaltninger mod hvidvask af udbytter og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven).Den særlige beskyttelse af advokaters tavshedspligt, som bl.a. retsplejelovens §§ 129 og170 er udtryk for, medfører dog, at SKAT kun anmoder om oplysninger efter skattekontrol-lovens 8 G, når oplysninger ikke umiddelbart kan fremskaffes på anden vis.Anvendelse af skattekontrollovens § 8 G er i øvrigt afgrænset således, at den dels alenevedrører den situation, hvor en advokat forvalter midler eller udlåner penge, dels specifice-rer, hvilke oplysninger SKAT kan kræve. Det betyder, at de oplysninger, som SKAT kankræve, kun yderst sjældent vil falde ind under retsplejelovens § 170, stk. 2, 2. pkt., og hvid-vasklovens § 8, stk. 1, som efter min opfattelse må betegnes som kerneområdet for advoka-ters tavshedspligt.

Forslag nr. 10:

Advokatrådet foreslår, at det overvejes at udskille Landsskatteretten fraSkatteministeriets område. Samtidig foreslår Advokatrådet, at det overvejes at ændre reg-lerne, således at Skatteministeriet ikke længere udpeger retsmedlemmer. En mulig løsningkunne være, at Landsskatteretten organisatorisk blev placeret under Domstolsstyrelsen.

Kommentar:

Landsskatteretten er organisatorisk en administrativ enhed i Skatteministeri-et, hvilket jeg mener, der er flere fordele i. Her vil jeg især fremhæve, at der i Landsskatte-rettens afgørelse af sager ikke er forskel i forhold til andre enheder i Skatteministeriet. Alleansatte skal behandle sager og sikre at, afgørelser udelukkende træffes ud fra faglighed ogsaglighed.Landsskatteretten har en særlig opgave ved at være den sidste administrative klageinstansfor Skatteministeriets område og er derfor sikret en funktionel uafhængighed, som har tilformål at garantere en systemuafhængig klagesagsbehandling. Det gælder både med hensyntil rettens tilrettelæggelse af arbejdet, behandlingen af klagesager og offentliggørelsen afretningsgivende afgørelser, som Landsskatteretten selv forestår. Retsmedlemmernes med-virken i nævnsafgørelser er også med til at sikre en uafhængig behandling af klagesagerne.En yderligere fordel ved, at Landsskatteretten er en del af administrationen, er at retten ar-bejder efter det særlige princip, at den selv skal sikre at klagesagerne er tilstrækkeligt be-lyst, både hvad der taler imod men også for klagerens synspunkt, hvilket ikke gør sig gæl-dende for de almindelige domstole, som kun tager stilling til det, som parterne fremlægger.Side 7

Det er således langt lettere for en skatteyder selv at føre sagen ved Landsskatteretten.Hvad angår forslaget om at ophæve skatteministerens adgang til at udnævne retsmedlem-mer, fremgår det af skatteforvaltningsloven og dennes forarbejder, at skatteministerens be-føjelse er så reguleret, at jeg ikke ser noget retssikkerhedsmæssigt betænkeligt ved at opret-holde beføjelsen. Af de 19 retsmedlemmer, skatteministeren udnævner, skal mindst 11 væ-re dommere, medens 1 medlem skal repræsentere erhvervslivet, og 1 medlem skal repræ-sentere lønmodtagerne. De øvrige medlemmer skal repræsentere relevante samfundsinte-resser.Det er for mig afgørende, at Landsskatteretten i sit virke er sikret en klar uafhængighed,som klageinstans i forhold til de myndigheder, hvis afgørelser skal bedømmes, og det me-ner jeg gør sig gældende med den nuværende ordning. Som bekendt overvejes der for tidenændringer i den samlede klagestruktur på Skatteministeriets område, men dette vedrører ik-ke klageinstansernes organisatoriske placering i Skatteministeriet.

Forslag nr. 11:

Advokatrådet foreslår, at det overvejes at indføre en overspringsregel forbehandlingen af sager i vurderingsankenævn, således at sagen kan påklages videre tilLandsskatteretten, når sagsbehandlingen har varet mere end 3 måneder. Det bør overvejes,om denne regel bør gælde for alle klager – herunder klage over den ordinære ejendomsvur-dering – eller kun for de ovennævnte komplicerede områder.

Kommentar:

Advokatrådet har foreslået, at det på samme måde som for skatteankenævne-ne overvejes at indføre en regel om, at en verserende klagesag i et vurderingsankenævn ef-ter klagerens valg kan overføres til behandling i Landsskatteretten, hvis vurderingsanke-nævnet ikke har afgjort klagen inden 3 måneder. Advokatrådet finder især behov for denneovervejelse om overspring af vurderingsankenævnet i relation til sager om fradrag i grund-værdien, men mener også, at overvejelsen bør omfatte alle klager i vurderingsankenævne-ne, herunder almindelige klager over ejendomsvurderinger.Det er korrekt, at der kun har eksisteret regler om overspringelse af skatteankenævnet iskattesager, hvorimod vurderingsankenævn ikke har været omfattet af sådanne regler. Dengrundlæggende årsag hertil er for vurderingsområdets vedkommende, at 1. instansafgørel-ser i vidt omfang har haft skønsmæssig eller maskinel karakter, således at den egentlige in-dividuelle sagsbehandling i mange tilfælde først finder sted efter klage til ankenævnet. Påden baggrund finder jeg det ikke hensigtsmæssigt, hvis der i alle vurderingssager indføresen regel om mulighed for overspringelse af vurderingsankenævnet efter 3 måneder. Enoverspringsadgang ville heller ikke nødvendigvis forkorte den samlede sagsbehandlingstid,der som udgangspunkt ville blive forskubbet til Landsskatteretten.

Forslag nr. 12:

Advokatrådet foreslår, at der snarest sker en gennemgang og opdatering afansvarsreglerne på dette område.

Kommentar:

Advokatrådet finder det uheldigt, at spørgsmålet om skatteyderens ansvar forforkerte oplysninger på årsopgørelsen – indberettet af tredjemand - efter feltlåsningsord-ningen skal afgøres efter, om skatteyder har forsøgt at foretage en ændring elektronisk ellertelefonisk, uanset at dette ikke er teknisk muligt. Rådet henstiller, at der snarest sker engennemgang og opdatering af ansvarsreglerne på dette område.I praksis rejses der ikke ansvarssager mod skatteydere, som alene modtager en årsopgørel-se, når indberetningen kommer fra tredjemand (dette fremgår direkte af Den Juridiske Vej-ledning A.C. 3.2.1.2.7 om passivitet ved skatteansættelsen, jf. skattekontrolloven § 16). Ipraksis har problemet således fundet en løsning, men det aktualiserer naturligvis en vurde-ring af ordlyden i de nuværende straffebestemmelser.Side 8

En arbejdsgruppe under Skatteministeriets retssikkerhedschef Margrethe Nørgaard hargennemgået og belyst straffebestemmelserne i skattekontrollovens afsnit III. Gruppen harnetop afsluttet sit arbejde. Redegørelsen vil indgå i Skatteministeriets overvejelser om evt.lovgivningsmæssige præciseringer.

Forslag nr. 13:

Advokatrådet foreslår at indføre et egentligt regelsæt eventuelt i form at etstyresignal, der skal indeholde betingelserne for, hvornår den kan ske tilsidesættelse afregnskabet, samt regler for, hvorledes skønnet skal udøves. Forslaget har tidligere væretfremsat i Skattepolitisk Oversigt 1999, side 199-205.

Kommentar:

Regelsættet om skønsmæssige ansættelser tager sigte på situationer, hvor ty-pisk en virksomhed ikke har indgivet behørig selvangivelse og/eller har et sådant rod i sineregnskaber m.v., at det ikke er muligt på sædvanlig vis at beregne virksomhedens skatte- ogafgiftsbetaling. SKAT må i disse situationer ud fra foreliggende oplysninger lave enskønsmæssig beregning af disse beløb. Skatteministeriet har ingen planer om udstedelse afet regelsæt om udøvelse af skøn, idet det er ministeriets opfattelse, at behovet herfor ikke ertil stede.Reglerne på området fungerer uden udtømmende lovregulering, og reglerne om det skatte-og afgiftsretlige skøn er grundfæstet ved en omfattende retspraksis. Det betyder, at rets-praksis på området for skønsmæssige ansættelser generelt følges og anvendes af domstole-ne, de administrative klageinstanser og skattemyndighederne, og er kendte for skatteyderneog deres rådgivere.Jeg er i øvrigt af den opfattelse, at advokater i forhold til virksomhederne har en rolle, derskal tilgodese det overordnede mål, at virksomhederne fører regnskab og indsender angi-velser som de skal, og ikke bringer sig i en situation, hvor SKAT må foretage en skøns-mæssig ansættelse, fordi der ikke er ført regnskab m.v. Det er også ressourcekrævende forSKAT at gennemføre disse sager.

Forslag nr.14 og 15:

Advokatrådet foreslår, at der nedsættes et udvalg til at se på reglernemed henblik på genindførelse af omkostningsgodtgørelse til juridiske personer og sikring aflige økonomiske muligheder for staten og skatteyderne til at føre sager ved domstolene.Endvidere foreslås det, at udvide SFL § 54, stk. 1, nr. 6 `s område således, at det også dæk-ker procesvurderinger med hensyn til, om SKATs afgørelser skal indbringes for skattean-kenævn henholdsvis Landsskatteretten.

Kommentar:

De gældende regler om, at skattepligtige selskaber og fonde ikke kan opnå om-kostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand m.v. i klagesager m.m., blev indført iforbindelse med den tidligere regerings forårspakke 2.0 som en del af finansieringen af de gene-relle skattelettelser.Samtidig med, at man afskaffede omkostningsgodtgørelse for selskaber og fonde ændredes reg-lerne i ligningslovens § 7Q, så selskaber og selvstændigt erhvervsdrivende fik fradrag for udgif-ter til sagkyndig bistand m.v. i såvel skatteansættelsessager som i klagesager.Det årlige provenu ved at afskaffe omkostningsgodtgørelse til selskaber og fonde og samtidigindføre en fradragsret for udgifter til sagkyndig bistand m.v. blev anslået til ca. 40 mio. kr.Som ordningen er i dag, var de samlede udgifter til omkostningsgodtgørelse i 2010 på knap 170mio. kr.En genindførsel af omkostningsgodtgørelse for skattepligtige selskaber og fonde samt en æn-dring af reglerne, så der også ydes godtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand m.v. ved enprocesvurdering af en 1. instans afgørelse vil være meget omkostningstung. For så vidt angårSide 9

ønsket om omkostningsgodtgørelse ved en procesvurdering af en 1. instans afgørelse skal be-mærkes, at i forbindelse med indførelsen af ordningen om omkostningsgodtgørelse var det alenehensigten, at der skulle ydes godtgørelse i forbindelse med klagesager m.m. og ikke, at der skul-le ydes godtgørelse i forbindelse med den ansættende myndigheds behandling af skatte – og af-giftsforhold.De gældende regler tilgodeser retssikkerheden og i lyset af, at statens skal udvise tilbageholden-hed med forøgelse af statens udgifter, agter jeg ikke at nedsætte et udvalg, der skal se på en gen-indførsel af omkostningsgodtgørelse for skattepligtige selskaber og fonde eller foreslå ændringeraf reglerne om omkostningsgodtgørelse, så der også kan ydes omkostningsgodtgørelse for udgif-ter til sagkyndig bistand m.v. ved en procesvurdering af en 1. instans afgørelse.

Forslag nr. 16:

Advokatrådet foreslår, at Skatteministeriet ikke påbegynder en ny praksis på lin-je med SKM 2009.812. LSR. Advokatrådet ønsker således, at Skatteministeriet sikrer, at SKATskontrol af advokaters honorarer for fremtiden vil blive udøvet i overensstemmelse med det afskatteministeren i 2002 over for Folketingets Skatteudvalg oplyste.

Kommentar:

Jeg er bekendt med, at Advokatsamfundet, Advokatrådets Skatteudvalg, ved flerelejligheder har påpeget over for Skatteministeriet, at de ikke finder, at SKAT kan foretage rime-lighedsvurdering af og skønsmæssigt fastsætte det godtgørelsesberettigede honorar i sager omomkostningsgodtgørelse. Det er Advokatrådets Skatteudvalgs opfattelse, at alene Advokatnæv-net kan vurdere en advokats honorar.Skatteministeriet er af den helt klare opfattelse, at da SKAT er den myndighed, der træffer afgø-relse om udbetaling af omkostningsgodtgørelse, er der hjemmel efter skatteforvaltningsloven tilat vurdere, om den sagkyndiges honorar er for højt og skønsmæssigt fastsætte det godtgørelses-berettigede beløb.Skatteministeriets opfattelse blev præciseret ved et møde hos Advokatsamfundet den 19. januar2012, hvor det samtidig blev tilkendegivet, at SKAT i vides muligt omfang vil forelægge tvivls-spørgsmål om et honorar for Advokatnævnet.