I Danmark er det jo sådan, at vi har fuldt fradrag eller bortseelsesret, når man indbetaler til pensionsordninger; til gengæld sker der så beskatning ved udbetaling.
Den ordning har jo mange helt åbenlyse fordele, ikke mindst den, at jo mere der bliver indbetalt via arbejdsmarkedspensioner osv., desto lavere bliver samfundets forsørgerbyrde.
Eller sagt med andre ord:
Ældrebyrdens tyngde bliver mindre og mindre.
Den dobbeltbeskatningsaftale, der var mellem Danmark og henholdsvis Frankrig, og Spanien gav ikke mulighed for at beskatte udbetalingerne fra pensionsordningerne.
Forholdet var altså det, at man kunne opnå store fradrag ved indbetalingerne i Danmark og så en meget lav beskatning ved udbetalingerne.
Det forhold havde regeringen, Venstre og Konservative, et kritisk øje til.
Det ville man gerne ændre, og det støttede Socialdemokratiet helt fra begyndelsen.
Vi støttede også, at skatteministeren og regeringen fik bemyndigelse til at tage ned og true de sydeuropæiske kollegaer, så de kunne makke ret.
Hvis det ikke var sådan, at de kunne finde ud af at rette ind efter Danmarks positioner, så kunne vi sætte dem under pres ved at opsige dobbeltbeskatningsoverenskomsterne med dem.
De opfattede det åbenbart ikke som den helt store trussel, da regeringen kom gungrende, for i hvert fald endte vi jo i den situation, at dobbeltbeskatningsaftalerne blev opsagt.
Og vi har ikke dobbeltbeskatningsaftaler i dag, hvilket det økonomiske samkvem taget i betragtning med henholdsvis Frankrig på den ene side og Spanien på den anden side er en fuldstændig absurd situation.
Men indtil de nye dobbeltbeskatningsoverenskomster så foreligger, må vi sikre, at de utilsigtede virkninger af, at vi står i den her situation, er så små som muligt.
Det tilkendegav vi allerede ved behandlingen af bemyndigelsesforslaget.
Vi tilkendegav det i øvrigt også ved behandlingen af det beslutningsforslag, som Det Radikale Venstre forelagde salen, og som blev omtalt lige for et øjeblik siden.
Vores ordfører, hr.
John Dyrby Paulsen, sagde på det tidspunkt, og jeg citerer:
»De mennesker, der kan risikere at komme i klemme i forbindelse med en eventuel opsigelse af dobbeltbeskatningsoverenskomsterne, er vi selvfølgelig indstillet på at tage hensyn til.«
Forslaget i dag handler præcis om at tage den slags hensyn.
Nu kan man selvfølgelig – og det skal der nok også blive lejlighed til, og det er allerede sket lidt – gøre sig meget munter på bekostning af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, der jo lodret har ændret opfattelse i sagen.
Det kan man jo altid som politiker fra den anden side af salen stå og more sig over, men i virkeligheden kan man også anskue det på en lidt anden måde.
Det her er jo kun et lillebitte hjørne af det store samfundsmaskineri, og det kan for os synes ganske ubetydeligt, men jeg tror, at det er vigtigt også i vores debatter indimellem at huske hinanden på, at de beslutninger, vi træffer, uanset hvor små de kan virke i den store sammenhæng, har betydning for nogle mennesker i den anden ende, for hvem det er virkeligheden.
Nogle af de mennesker, som kunne have været bragt ud af en meget uheldig situation, da beslutningsforslaget fra Det Radikale Venstre var til behandling her i salen, har været holdt i den utryghed, i den dobbeltbeskatning og i de uheldige omstændigheder yderligere et år alene på grund af magtens arrogance.
Jeg synes, at der er grund til at opfordre til, at vi går til lovgivningsarbejdet med noget ydmyghed.
Det gælder den her sag, men det gælder jo også sager som den skrothandlersag, som vi har behandlet her i forbindelse med et beslutningsforslag.
Det gælder madpakkesagen, det gælder sidst gifttransporterne fra Australien osv.
Vi bliver nødt til som Folketing at finde sammen om og lytte til de saglige argumenter.
Selv om sagen er en lille sag for os, er der nogle helt almindelige mennesker ude i den anden ende, som er dybt påvirket af den, og som vi bliver nødt til at tage rimelige hensyn til og også behandle ordentligt.
Vi støtter forslaget, som det ligger.