L 90 - 2010-11 (1. samling) - Bilag 16: Oplæg fra Retsudvalgets høring om L 90 den 26. januar 2011

Tak for lejligheden til at møde Retsudvalget i dag som led i udvalgets behand-ling af Justitsministerens lovforslag om en ny offentlighedslov og for lejlighe-den til at redegøre for Djøfs syn på nogle væsentlige elementer i lovforslaget.Lad mig indledningsvis pointere, at vi i Djøf finder, at Offentlighedskommissio-nens arbejde, herunder udkastet til en ny offentlighedslov er et meget fornemtudgangspunkt for arbejdet med at skabe en ny og tidssvarende offentligheds-lov. Justitsministeren har da også valgt at lade udkastet være det helt afgøren-de forlæg for sit lovforslag, som nu er til behandling i Folketinget.Vi er vel alle som borgere i almindelighed optagede af, at der er et godt grund-lag for udøvelsen af den offentlige forvaltning og for vores indsigt i denne.Men da halvdelen af Djøfs medlemsskare er ansat i den offentlige sektor – frayngste fuldmægtig i den mindste kommune til departementschefen i de bety-deligste ministerier – har vi en ekstra dimension i interesse for, at vi får en godoffentlighedslov. Den får således en væsentlig betydning for udøvelsen af vort

arbejde og – ikke mindst – for opfattelsen af, hvordan vi arbejder. Netop dettevil jeg gerne opholde mig lidt ved.Mange embedsmænd har stunder, hvor de ønsker offentlighedsloven hen,hvor peberet gror. Det er de dage, hvor de skal bruge al deres tid på at findebjerge af dokumenter, der intet reelt betyder for muligheden for at løse deopgaver, som borgerne forventer løst, eller de opgaver, som de politikere, sombefolkningen har valgt til i en periode at repræsentere deres synspunkter oginteresser, ønsker løst. Offentlighedsloven bruger tid – og nogle gange en tid,som det bestemt er oplevelsen kunne bruges mere frugtbart og konstruktivt.Men helt tilsvarende har vi som embedsmænd den erfaring, at vores virke i detoffentlige kan udøves på en sikker faglig grund, når en væsentlig del af arbej-det skal kunne fremlægges for offentligheden.Det er en kerne i Djøfs holdning til offentlighedsloven, at den offentlige indsigt– eller nogle gange bare bevidstheden om muligheden herfor – øger tiltroen tilog respekten for det arbejde, der udøves i det offentlige. Det styrker forvalt-ningens legitimitet og dens politiske neutralitet og dermed dens effektivitet.

ser kan hvile på befolkningens indsigt i sagernes saglige substans, klarhedenover de politiske valg og kendskabet til processer og afgørende aktører.Men en vidtgående offentlighed er jo også en særlig udfordring. For den mini-sterbetjening, der knytter sig til ministerens virke i regeringen og over for Fol-ketinget, skal også kunne udfoldes på et nysgerrigt, søgende og reflekterendegrundlag. Det kræver et tillidsfuldt og troværdigt miljø, hvor det er muligt atafsøge og afprøve de mange muligheder, der er for at vurdere en opgave ogden efter forholdende bedste løsning. Det skal være muligt at afprøve overve-jelser og for at tage fejl undervejs. Et sådant miljø kræver fortrolighed.Men jeg vil gerne her understrege, at denne fortrolighed er af hensyn til mini-strene – det er ikke for embedsmændenes skyld. Embedsmændene skal altidvære forberedte på indsigt fra andre kontrolorganer, men måske allervigtigstogså på, at der kan gives meraktindsigt. Den mulighed har en minister jo altid.Og det har en efterfølgende minister også. Så husk – kravet på fortrolighed gårkun den ene vej.Med de helt afgørende hensyn på plads, er det – som også Niels Fenger vedindledningen af mødet kaldte det – ”det store spørgsmål”, om man kan af-grænse § 24 (suppleret med §§ 25 og 29) mere snævert end det er gjort i lov-forslaget. Jeg er fuldstændig enig i, at dette er det afgørende spørgsmål.3

Vi har i Djøf ikke et grydeklart svar. Men vi mener, at det er kernen i opgavenfor Folketinget at søge efter en sådan afgrænsning, at undtagelserne for of-fentlighedens indsigt er klart afgrænsede og netop kun af den rækkevidde, derer nødvendig og relevant for opfyldelse af hensynet til ministerens behov forfortrolighed i helt centrale processer.Jeg vil gerne anerkende, at det er vanskeligt. Men det må nu engang være enopgave at søge ihærdigt efter det gode svar på det, der med god grund kaldes”det store spørgsmål”.Lad mig derfor forsøge at angive et nogle eksempler på denne søgning:1. Der må fastlægges en nøje beskrivelse af de omstændigheder eller densammenhæng, der skal foreligge for, at der er tale om den del af mini-sterbetjeningen, der søges afskærmet over for offentligheden. Det er så-ledes nødvendigt, at begrebet ministerbetjening bliver betydeligt merepræcist og afgrænset – og efter vores opfattelse på en positiv og ud-tømmende måde. I stedet for som i lovforslaget ved undtagelser fra enhovedregel. Og her vil jeg gerne pege på den betjening, som embeds-værket yder ministeren i forbindelse med ministerens relation til Folke-tinget.

2. Det må ligeledes afklares, hvad der instituerer, at et dokument eller enoplysning er udvekslet i forbindelse med ministerbetjening.Det er således vores opfattelse, at et dokument eller en oplysning kon-kret skal være indgået i en verserende ministerbetjening eller fremstårsom konkret tænkt anvendt i en planlagt ministerbetjening for at væreomfattet af undtagelserne.Det vil muligvis også i den praktiske anvendelse af loven være hensigts-mæssigt at fastslå, at et dokument i hvert fald ikke vil være omfattet afundtagelsen, hvis det ikke udtrykkeligt er påført på dokumentet, at deter et ministerbetjeningsdokument.Det vil sikre, at den pågældende myndighed allerede ved udarbejdelsenog afgivelsen af dokumentet skal have taget stilling til dokumentets ka-rakter. Det skal naturligvis ikke udelukke, at der i tilfælde af en aktind-sigtsanmodning, skal tages konkret stilling til, om et dokument, som vedafgivelsen er blevet karakteriseret som et internt ministerbetjeningsdo-kument, faktisk opfylder betingelserne herfor.Ligeledes kunne det overvejes at fastslå, at en intern faglig vurdering an-ses for at være endelig, medmindre det klart fremgår, at den ikke er en-delig.

3. Et tredje pejlemærke kan være spørgsmålet om, hvilken myndighed derskal afgøre en anmodning om aktindsigt i et ministerbetjeningsdoku-ment. Det kunne måske overvejes at fastslå, at for sådanne dokumenterskal det være ministeren og ikke den underordnede myndighed, der skaltræffe afgørelse om, hvorvidt dokumentet skal undtages for aktindsigt.Dette blot angivet som nogle af de mulige pejlemærker, som kan lede oshen til en mere snæver og mere præcis afgrænsning af de nødvendige und-tagelser.En anden indgang kunne være, at der peges på typer af dokumenter, somuanset deres forbindelse til ministerbetjening, alligevel må være omfattetaf offentlighed. Som et eksempel på denne fremgangsmåde kan jeg anføre,at vi i Djøf finder, at der skal være indsigt i et dokument, hvis det indehol-der oplysninger og vurderinger, som en minister over for Folketinget haranført som grundlag for den besvarelse, der afgives over for Folketingetmed angivelse af, at de stammer fra en anden myndighed.Det er muligt, at nogle med indsigt i lovforslaget kan bekræfte, at dette fak-tisk følger af lovforslaget. Det vil i så fald være godt at få udryddet dennetvivl.

Og det bringer mig til et andet stærkt ønske fra Djøfs side. Et stærkt ønskefra Djøf har været og er det fortsat, at offentlighedsloven område for om-råde kunne blive forholdsvis enkel, så ressourceforbruget i forhold til selvelovens funktion ikke vil tage unødig arbejdstid fra kerneopgaverne i det of-fentlige. Men de forhold, jeg netop har nævnt, er på nuværende tidspunktikke løst på en måde, der imødekommer dette ønske. Måske det indebæ-rer, at der skal tænkes nogle skaktræk om – eller frem - så vi ikke alene fo-kuserer på vanskelige justeringer af de foreslåede bestemmelser.Målet må være, at offentlighedsloven som hovedregel kan anvendes digi-talt af borgere og de offentligt ansatte, og at den vil kræve et minimum afadministration – særligt af håndholdt administration. Målet for Djøf er ikkeat skabe flest mulige stillinger for jurister i det offentlige – eller hos om-budsmanden – til at være beskæftigede med anvendelse af offentlighedslo-ven!Jeg håber, at jeg med mine bemærkninger har fået lejlighed til at vise, at vi iDjøf ikke anser det for hæmmende for et dygtigt embedsværk at yde enbåde effektiv, kvalificeret og – sådan har det vist været efterspurgt i enavisartikel – også kreativ indsats på de positioner, hvor der er behov for be-tjening, på vilkår, hvor der er indsigt mulig fra offentligheden. Det gode er,

at især vore nye kolleger i deres daglige arbejde næppe skænker offentlig-hedsloven mange tanker. Kreativiteten vil stadig blomstre.Men jeg vil gerne benytte lejligheden til at nævne et felt, hvor det efterDjøfs mening kan udvikle sig til at være unødvendigt ubehageligt at væreembedsmand i offentlighedens søgelys. Et felt, hvor der kunne være behovfor en skærmende bestemmelse over for offentligheden.Vi har i nogle tilfælde oplevet, at navngivne medarbejdere er blevet gjort tilskydeskiver i medierne på grund af det arbejde, de har ydet deres respekti-ve ministre. Nogle gange menige medarbejdere eller medarbejdere langtfra de mest fremtrædende toppositioner i ministerierne. Og dette kunnefor den sags skyld også være kommuner eller styrelser.Det er ikke alene pressen, der her optræder problematisk. Folketingetsmedlemmer er fra tid til anden også aktører i dette helt misforståede for-hold. Men det har dog været pressens gentlemen, der har stået ved em-bedsmænds gadedør og afkrævet dem svar på intrikate spørgsmål. Det erudtryk for en afgørende misforståelse af arbejds- og ansvarsforholdene.Det arbejde, embedsmændene laver som embedsmænd, er for deres mini-stre. Ministrene har ansvaret. Det betyder, at det er ministrene, der må

skride ind og korrigere, tilrettevise eller påtale inden for de rammer, der nuer fastlagt for den slags. Pressen og alle øvrige politikere må holde sig tilministrene og – i nødsfald – de ledende embedsmænd.Her vil det være rimeligt, om Folketingets medlemmer anerkendte dennemeget hensigtsmæssige ansvarsstruktur ved som et minimum at tillade, atanonymisere oplysninger i dokumenter om konkrete, menige medarbejde-re på sådan en måde, at det ikke for offentligheden fremgår hvilke mindreledende medarbejdere, der har arbejdet med sagen. Denne viden må væreministerens, ministeriets ledelses, de konkrete parters og efterfølgende detilsynshavende myndigheders.Tak for ordet.