Umiddelbart finder DRC det således forkasteligt, at man i Regeringen og forligspartier taler om en”fælles ghettostrategi”, i en uværdig sammenstilling af mennesker på offentlige ydelser og personermed anden etnisk oprindelse end dansk. Det er korrekt at der findes boligområder, hvor der erbeboere, der har sociale problemer, ligesom det også er korrekt, at der er boligområder, hvor der borforholdsvis mange flygtninge og indvandrer, samt efterkommere. Dette gør dog ikke disse områdertil en ”ghetto”, der som bekendt er betegnelsen for et jødisk boligområde i Polen, som også harværet anvendt om områder i USA befolket primært af sorte. Ligheden mellem danske boligområderog de her nævnte eksempler er dog så fundamental, at det i sig selv er stemplende og dybtkrænkende, at tale om ”ghettoer” i en dansk kontekst.Det virker således direkte i modstrid med det store arbejde, der gøres ude i de udsatte boligområder,for at løfte de tunge sociale problemer, samt problemer med kriminalitet og diskrimination, sombefolkningen her føler sig udsatte for.DRC har eksempelvis fra vores arbejde i belastede boligområder oplevet at borgerne i et sådanområde gav udtryk for at de dels følte sig diskrimineret i forbindelse med politiets visitationer på deumiddelbart tilstødende offentlige arealer/gader m.v., men når de rette henvendelse til politiet for atanmelde igangværende indbrud/hærværk eller anden kriminalitet, så var der intet politi, der kunnekomme til undsætning.Dette er så meget desto mere skammeligt, fordi man fra Regeringen samtidig går ud og taler omsåkaldte ”parallel samfund”, hvor der angiveligt skulle bestå en intern justits parallelt med detdanske retssamfund. At dette kan være tilfældet nogle steder kan ikke udelukkes, men det ersamtidig stærkt beskæmmende, at man stempler disse områder som ”ghettoer”, når der samtidigikke opleves at være den samme adgang til politimæssig betjening som i Gentofte eller andreoverskudsområder. Når politiet ikke vil rykke ud, så må de lokale jo alt andet lige, netop føle sigpresset til at forsøge at løse nogle af de værste problemer selv, hvorefter de også skal lide den tort atblive omtalt med det nedværdigende udtryk ”parallelsamfund”.DRC skal således opfordre til at man i det lov forberedende arbejde undlader at anvende etdiskriminerende begreb som ”ghetto”, således at dette heller ikke kommer til at fremgå af lovens

forarbejder efter en evt. vedtagelse af den forslåede lovgivning. DRC ser intet formål med dennesprogbrug og ordet ghetto kan med fordel erstattes med udtrykket ”socialt udsatte boligområder”.Regeringen ønsker ifølge bemærkninger til lovforslaget, at det skal have

yderligere konsekvenser,

hvis kontanthjælpsmodtagere ikke gør en reel indsats for at komme væk fra passiv forsørgelse, hvisforældre ikke lever op til deres forældreansvar, eller hvis unge mennesker eller deres forældre ikkefølger eller ikke samarbejder om en uddannelsesplan.DRC har ingen holdning til om der er ”behov for yderligere konsekvenser” som sådan overforkontanthjælpsmodtagere. Menneskeretslig set er der intet i vejen for, at et samfund vælger atmotiverer/belønne de rige borgere (eksempelvis med skattelettelser) og straffer de fattige (reducererbistand), for at få dem til at arbejde mere hver især. For DRC opstår problemet først når der i denneforbindelse samtidig er tale om etnisk diskrimination (og ikke kun social diskrimination).At forslaget har ”etnisk slagside” fremgår dels af selve lovteksten hvor ændringer afIntroduktionsydelse er et eksempel hvor der direkte er en forringelse for de etniske minoriteter.Desuden omtales i teksten bl.a situationen for indvandrer kvinder med henvisning til en rapport fraAKF Det har desværre ikke været muligt at finde den omtalte rapport fra juni 2008 på AKF’shjemmeside hvoraf det skulle fremgå at:”.., at mange indvandrerkvinder har været ude af arbejdsmarkedet af kulturelle årsager. Der har imange tilfælde været selvvalgt, men for nogle indvandrekvinder har det ikke været deres egetønske. For disse kvinder har 300 timers reglen været et argument, de har kunnet bruge over forderes ægtefælle til at kunne søge ud på arbejdsmarkedet.”Derimod har AKF i 2008 udgivet rapporter (September og november) om den relativt store gruppeaf familieforsørgede indvandrerkvinder, som hverken er i beskæftigelse eller modtageroverførselsindkomster. Her sættes fokus på disse kvinders barrierer og muligheder for beskæftigelseog uddannelse og DRC finder at man er nød til – blandt andre faktorer – at se på diskrimination pga.køn og etnisk oprindelse i forhold til denne gruppe.DRC vil naturligvis ikke betvivle, at der findes en anden rapport fra AKF fra juni, men villesamtidig finde det formålstjenligt, hvis den meget håndfaste konklusion (at kvinder har kunne brugeargumentet om 300 timers reglen overfor ægtefællerne) fremgik af et direkte citat fra rapporten –hvilket ikke ses at være tilfældet. Der kunne jo i den ministerielle sammenfatning være noglenuancer der er gået tabt, og DRC skal derfor opfordre til, at gengivelsen af rapport fra juni 2008(hvilken dato og hvem er forfattere?) bliver gengivet direkte i citat i lov forarbejderne. Det villesåledes være trist hvis man indførte yderligere forringelser for en befolkningsgruppe, der i forvejener udsatte, med den begrundelse at det er til deres egen fordel, sådan som vi jo også har set det igenog igen på udlændingelovsområdet (den falske melodi).I denne forbindelse kan der henvises til at 24 års reglen angiveligt blev indført for at hjælpe ungemod tvangsægteskaber. Dette synspunkt er nu omsider forladt og senest skrev Bertel Haarder d. 15.december 2010 i JP ”Som ophavsmand til 24 års-reglen hilser jeg den nye model velkommen. Densorterer ikke folk. Den belønner dem der gør en indsats for at kunne klare sig i Danmark.”