Le Clapier, den 20. februar 2011.Til medlemmerne afFolketingets Skatteudvalg og tilSkatteminister Troels Lund Poulsen,Folketinget,Christiansborg,DK – 1218 København K.

Vedrørende lovforslag L 122/2010-11, Forslag til lov om ændring af lov om opsigelse af

dobbeltbeskatningsoverenskomster mellem Danmark og henholdsvis Frankrig og Spanien

I min henvendelse til medlemmerne af Folketingets Skatteudvalg og til Skatteministeren af 29.januar 2011 (bilag 1) opfordrede jeg til, at det bringes under overvejelse at genoptageforhandlingerne med Frankrig og med Spanien med henblik på at få afsluttet nyedobbeltbeskatningsoverenskomster, hvor beskatningen af pensionerne søges løst ved at indføre etprincip om omvendt credit på samme måde som det er sket ved forhandlingerne mellem Danmarkog Portugal.I sin besvarelse heraf af 8. februar 2011 (bilag 10) har Skatteministeren oplyst, at Frankrig ikke vilacceptere en sådan løsning. Det vil nemlig medføre, at den samlede franske og danske skat afdansk pension vil svare til dansk skatteniveau.Yderligere er det (i besvarelsen af spørgsmål 2) oplyst, at det må anses muligt at få en aftale medFrankrig og Spanien, hvorefter Danmark kan opnå en beskatning på maksimalt 15 % af pensionerfor personer, der er bosiddende i Frankrig og i Spanien, og at disse lande så vil være villige til atindføre credit for dette beløb.Disse oplysninger stemmer ikke over ens med de oplysninger, som det har været muligt for mig adanden vej at fremskaffe, i hvert fald vedrørende Frankrig, og jeg skal på denne baggrund hermedgenfremsætte min opfordring til, at det bringes under overvejelse at genoptage forhandlingernemed Frankrig og med Spanien med henblik på at få afsluttet nyedobbeltbeskatningsoverenskomster, hvor pensionsbeskatningen søges løst på samme måde sommed Portugal.De oplysninger, som jeg har skaffet mig i Frankrig, giver nemlig et ganske anderledes billede enddet, som fremgår af Skatteministerens besvarelse.Hvorvidt Frankrig og Spanien har tilbudt Danmark en løsning på maksimalt 15 % skal jeg ladevære usagt.Man skal imidlertid være opmærksom på, at den politiske taktik i forhandlingerne mellem Danmarkog Frankrig ikke i Frankrig lægges af de personer i Finansministeriet, som de danske forhandlere

fra Skatteministeriet har deres kontakt til i det daglige. Den lægges af personer højere oppe isystemet, og disse personer instruerer så dernæst forhandlerne om hvad de skal gøre.Det anses af disse personer som aldeles uhørt, at Danmark som et EU-land stort set uden nogensom helst form for forhandlinger opsagde den hidtidige dobbeltbeskatningsoverenskomst medFrankrig. Og parlamentarikere i den franske Nationalforsamling og i det franske Senat skalligeledes være noget forbløffede over den danske handlemåde. Det er ikke forekommet nogensinde tidligere, at et andet land på denne måde har opsagt sin dobbeltbeskatningsoverenskomstmed Frankrig, og en væsentlig del af den franske forhandlingstaktik består derfor i at sikre sig, atnoget sådant ikke danner skole. Derfor har Frankrig også, så vidt jeg ved, afvist at indgå en nydobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark, hvor man udelod bestemmelsen ompensionsbeskatningen, da dette ville kunne føre til at andre lande kunne kræve de sammebetingelser, således at også de kunne få mulighed for at beskatte pensionsudbetalinger til borgere,der var bosiddende i Frankrig.Man er imidlertid i Frankrig udmærket klar over, at det på et tidspunkt kan blive nødvendigt atafslutte en ny dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark, og at en løsning afpensionsspørgsmålet ved hjælp af en ordning med omvendt credit kan være en mulighed. Som detfremgår af henvendelsen fra Dansk Industri af 31. januar 2011 (bilag 2), har denne organisation påsamme måde skaffet sig oplyst, at både Frankrig og Spanien efter sigende skulle væreinteresserede i at indgå et kompromis på pensionsområdet med omvendt credit forpensionsbetalinger svarende til aftalen mellem Danmark og Portugal.Man holder imidlertid efter hvad jeg har forstået fra fransk side fuldstændigt fast i, at det erFrankrig, der bestemmer, hvorledes man skal kunne beskatte pensionerne for pensionister, der bori Frankrig, og man agter ikke at give køb overhovedet på, at Frankrig skal kunne beskatte dissepensioner efter franske regler. Man er altså ikke villig til at give dobbeltbeskatningslempelse fordanske pensioner overhovedet på samme måde som man midlertidigt har gjort det for andreindtægter fra Danmark.I øvrigt sidder man så nu i Frankrig og afventer, at Danmark henvender sig og tilbyder forhandlingog fremkommer et forhandlingsudspil, som vil kunne accepteres af Frankrig. Indtil dette sker,kommer der ingen forhandlinger. Og i øvrigt regner man med, at bortfaldet afdobbeltbeskatningsoverenskomsten på et eller andet tidspunkt vil give så store problemer forDanmark, at man af sig selv tager kontakt og anmoder om nye forhandlinger.Vi er altså beklageligvis, som følge af den danske opsigelse af dobbeltbeskatningsoverenskomstenmellem Danmark og Frankrig, kommet nøjagtigt i den situation, som jeg advarede om kunneindtræffe, såfremt Danmark opsagde dobbeltbeskatningsoverenskomsterne. I min henvendelse af7. december 2007 (lovforslag L 13/2007-08 II, bilag 33) advarede jeg allerede dengang, daopsigelsesloven blev vedtaget i Folketinget om, at der var risiko for, at en ensidig dansk opsigelseaf dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Frankrig ikke som oplyst ville medføre en forbedring afden danske forhandlingsposition, men at der var større risiko for, at den ville medføre enforværring af den danske forhandlingsposition, idet det derefter ville være Frankrig og ikkeDanmark, som fik mulighed for at diktere de betingelser, som skulle komme til at gælde for en nydobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Frankrig. Og Frankrig ville kunne sætte sigpå hænderne og tålmodigt afvente, at Danmark henvendte sig og accepterede at afslutte en nydobbeltbeskatningsoverenskomst på grundlag af de retningslinier, som Frankrig opstillede.Frankrig er en stormagt, og Frankrig lader sig ikke true af en dansk opsigelse af overenskomsten.Desuden ville en dansk opsigelse have betydeligt større skadevirkninger for danskeerhvervsinteresser og for danskere, der har relationer til Frankrig, eller som bor i Frankrig og harrelationer til Danmark, end den ville have for de tilsvarende franske.

Det er nøjagtigt det som er sket i dag, og nu kan alle vist se det.Dengang svarede Skatteministeren, at det er svært at forstå, at en opsigelse skulle kunne forværreden danske forhandlingsposition.I dag er det lettere at forstå. Danmark har efter opsigelsen en svækket forhandlingsposition. Manhar valget mellem at afslutte en dobbeltbeskatningsoverenskomst på de vilkår, som Frankrigopstiller eller ikke at afslutte nogen dobbeltbeskatningsoverenskomst med de skadevirkninger, somdette giver.I det omfang man fra dansk side havde fæstet lid til, at Frankrig ville følge, hvad man opfattedesom international praksis, og som bopælsland give dobbeltbeskatningslempelse for danskepensioner, er den danske forhandlingstaktik altså slået afgørende fejl. Frankrig viste sig at være forstor en mundfuld for Danmark, idet Frankrig afviste at give dobbeltbeskatningslempelse for danskepensioner. Og uden en dobbeltbeskatningsoverenskomst har Danmark ikke længere nogenmulighed for at øve indflydelse på dette.Og det viser sig i praksis ved, at det i dag er umuligt fra dansk side at forhandle sig frem til enløsning, som betyder, at de som berøres af opsigelsen af dobbeltbeskatningsoverenskomsten,herunder f. eks. de danske pensionister i Frankrig, får deres problemer løst.Derfor burde den danske dobbeltbeskatningsoverenskomst med Frankrig aldrig være blevetopsagt.Det havde nok været bedre, om man, således som man oprindeligt oplyste Folketinget om at manville gøre, havde anvendt opsigelsesloven som et våben til at forhandle sig frem til det bedstmulige resultat, som man få forelagde for Folketinget til godkendelse, i stedet for uden nogenforudgående forhandlinger af betydning at opsige dobbeltbeskatningsoverenskomsterne. Så måtteman være fremkommet med mere realistiske ønsker til pensionsbeskatningen, som der varmulighed for at Frankrig kunne acceptere. Så kunne man muligvis have undgået en opsigelse, såhavde man opnået et resultat og en ny dobbeltbeskatningsoverenskomst, og så havde manundgået det tab af international anseelse, som opsigelsen medførte. Og skulle det vise sig, atdet selv efter forhandlinger om realistiske krav ikke var muligt at nå frem til et resultat, ville manhave kunnet skabe bedre forståelse for, at det var nødvendigt at opsigedobbeltbeskatningsoverenskomsten.Som situationen er nu, opnår Danmark aldrig en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Frankrig,hvor beskatningen af pensionerne baseres på kildelandsprincippet. Det går Frankrig aldrig med til.Og det er endda tænkeligt, at Frankrig vil riste Danmark over en sagte ild en rum tid endnu somfølge af opsigelsen.Og man skal derudover være opmærksom på, at Danmark uden endobbeltbeskatningsoverenskomst med Frankrig og Spanien står uden den beskyttelse, som ensådan overenskomst normalt frembyder, således at danske virksomheder og danskeenkeltpersoner nu kan udsættes for fransk eller spansk beskatning uden at det er muligt fra danskside at gøre noget som helst for at hindre det, i hvert fald så længe det ikke strider mod forskrifter iEU-retten.Men det er også tænkeligt, at man i Frankrig er ved at nærme sig det tidspunkt, hvor man mener,at tiden er inde til at indlede forhandlinger om en ny dobbeltbeskatningsoverenskomst, forudsat atman fra dansk side kan fremkomme med noget, som er realistisk.

I den forbindelse vil jeg pege på, at der synes at være fremkommet flere tilkendegivelser om, atman i Frankrig ikke skulle være uvillig til at løse pensionsspørgsmålet ved hjælp af en regel omomvendt credit (crédit d’impôt renversé) på samme måde som denne løsning i sin tid åbnede opfor, at der kunne afsluttes en ny dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Portugal.Det er på denne baggrund jeg har opfordret til, at det bringes under overvejelse at genoptageforhandlingerne med Frankrig og Spanien med henblik på at få afsluttet nyedobbeltbeskatningsoverenskomster, hvor beskatningen af pensionerne søges løst på sammemåde som i sin tid med Portugal.Det er ikke givet, at den hidtidige kontakt, hvor embedsmænd fra Skatteministeriet drøftersituationen med deres respektive kolleger fra Paris og Madrid under kaffepausen i forbindelse medinternationale møder, vil give det rette indtryk af forhandlingsmulighederne, for de pågældendekolleger har ikke noget forhandlingsmandat, og på denne måde kommer man aldrig frem til, om derer mulighed for et forlig. Giver noget sådant ikke resultat, bør man derfor anvende andrekontaktveje, f. eks. via de diplomatiske kanaler, som Danmark har med Frankrig og med Spanien.Og jeg kan kun gentage, at såfremt Skatteministeren ikke skulle være villig til at tilbyde den sammeløsning på pensionsspørgsmålet til Frankrig og til Spanien, som i sin tid viste sig at være løsningenpå konflikten med Portugal, så skylder han unægtelig at give en motivering herfor.Det forlyder, at den nuværende Skatteminister kort efter sin tiltræden meddelte, at der ikke varovervejelser om nye opsigelser af dobbeltbeskatningsoverenskomster med andre lande. Set i lysetaf de problemer, som opsigelserne af overenskomsterne med Frankrig og Spanien harafstedkommet, var det nok på sin plads, at Skatteministeren gentog denne udtalelse overforSkatteudvalget.