Det næste punkt på dagsordenen er:

9) Forespørgsel nr. F 21:

Forespørgsel til socialministeren:

Har regeringen planer om yderligere initiativer i forlængelse af anbefalingerne fra Familie- og Arbejdslivskommissionens rapport med henblik på at skabe større balance mellem familieliv og arbejdsliv?

Af Per Ørum Jørgensen (KD).

(Anmeldelse 27.01.2011. Fremme 01.02.2011. Eventuel afstemning udsættes til tirsdag den 1. marts 2011).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 1. marts 2011.

Den første, der får ordet, er hr. Per Ørum Jørgensen som ordfører for forespørgerne til begrundelse af forespørgslen.

Tak for det. For under 4 år siden havde vi her i landet en familieminister, og vi havde også en familie- og arbejdslivskommission. Familiepolitikken har jo altid været en hjertesag for Kristendemokraterne, og derfor synes vi også, at det er relevant at tage den her forespørgsel i dag for netop også at få en drøftelse af, hvad der så skete med hensyn til at skabe større sammenhæng mellem familieliv og arbejdsliv.

Jeg vil godt lige læse indledningen til Familie- og Arbejdslivskommissionens rapport. Der står:

»Selvom de fleste danskere er tilfredse med deres balance mellem familielivet og arbejdslivet, så er der fortsat mange mennesker, for hvem det er en udfordring at få hverdagen til at hænge sammen. Således svarer tre ud af ti erhvervsaktive danskere, at de ofte eller jævnligt oplever balanceproblemer. Det svarer til, at op mod 900.000 erhvervsaktive danskere har problemer med at finde en god balance mellem familie- og arbejdslivet. Det er for mange.«

Efterfølgende er formanden for Familie- og Arbejdslivskommissionen, fru Linda Nielsen, som er juraprofessor, citeret i Politiken:

Hun understreger, at behovet for at hjælpe børnefamilierne ikke er blevet mindre. Vi kunne godt have ønsket, at flere af vores tanker var blevet ført ud i livet. Vi er et meget særligt land. Ingen andre steder arbejder folk lige så meget, mens de har små børn. Vi skal sørge for at skabe rigtig gode vilkår for børnene. Det betyder vildt meget for vores fremtidige velfærd og vækst.

Når vi så ser på de 31 anbefalinger, som Familie- og Arbejdslivskommissionen kom frem med i maj 2007, må vi blot konstatere, at med lidt god vilje er 3 af de 31 forslag og anbefalinger gennemført, og at man derved ikke har hørt efter de mange gode anbefalinger. Vi må sige, at mange af de pæne ord, der blev sagt i den sammenhæng i forbindelse med kommissionens arbejde, har været tomme ord.

I selv samme artikel i Politiken fremhæver socialministeren, at lukkedage på almindelige hverdage er afskaffet – det kan man måske sætte lidt spørgsmålstegn ved – at enlige forsørgere får større SU, og at Balanceprisen er indført. Det var, hvad der kom ud af den øvelse. Vi synes selvfølgelig fra Kristendemokraternes side, at det er for ringe et udbytte af det store stykke arbejde i forhold til en helt relevant problemstilling. På den baggrund har vi stillet den her forespørgsel for at få en debat i Folketinget om, hvordan vi igen får sat fokus på netop udfordringen med familieliv og arbejdsliv af hensyn til ikke mindst børnefamilierne i Danmark. Tak.

Tak til ordføreren for forespørgerne. Så er det socialministeren til besvarelse af forespørgslen.

Familier i Danmark er en meget forskelligartet størrelse. I 2009 var der i Danmark godt 5½ millioner indbyggere og knap 2½ millioner husstande, hvoraf der i ca. 750.000 var børnefamilier.

Når vi ser på de danske børnefamilier, har nye familietyper vundet stærkt frem i løbet af de seneste 20 år. I alt opererer Danmarks Statistik nu med 37 forskellige familietyper. Det traditionelle familiebillede af far, mor og to børn er ikke længere så udbredt som for 20 år siden. I stadig flere familier har manden og kvinden ikke børn sammen, og vi ser i dag også flere familier med tre, fire eller fem børn. Ud af de 1,2 millioner børn, der findes i Danmark, har 263.000 af dem en samværsfamilie. Det svarer til hvert femte barn. Familierne i dag består således i langt højere grad end tidligere af dine, mine og vores børn, og der findes i stigende grad sammensatte familier med bonusfædre og -mødre og hel-, halv- og bonussøskende.

Den danske familie er således ikke længere en entydig størrelse, men kan tværtimod tage mange forskellige former. Danske familier indretter sig derfor også på mange forskellige måder og har mange forskellige behov. Udgangspunktet for regeringens familiepolitik er derfor også, at familiepolitikken skal kunne rumme alle disse forskellige behov. Familiepolitikken skal sikre gode rammevilkår og valgmuligheder samt fleksibilitet og rummelighed for familierne. Dermed har det enkelte menneske og de enkelte familier frihed til at indrette sig, som de har behov for og lyst til, og de har ansvaret for at få det bedst mulige ud af de valg, som de træffer.

Forslagsstilleren vil i dag gerne høre, om regeringen har planer om yderligere initiativer i forlængelse af anbefalingerne fra Familie- og Arbejdslivskommissionens rapport med henblik på at skabe større balance mellem familieliv og arbejdsliv. Det korte svar er, at familiepolitikken, som jo er med til at understøtte familiens balance, er et område, som regeringen til stadighed prioriterer højt. Regeringen har således, både før og efter Familie- og Arbejdslivskommissionen kom med sine anbefalinger, taget en række initiativer med hensyn til at støtte familierne og dermed skabe større balance mellem familie- og arbejdsliv. Det vil jeg gerne komme lidt nærmere ind på om lidt, men først et par ord om Familie- og Arbejdslivskommissionen.

Regeringen nedsatte i december 2005 Familie- og Arbejdslivskommissionen, der bl.a. skulle se nærmere på konsekvenserne af det moderne familieliv og det moderne arbejdsliv for den enkelte og for samfundet som helhed og på den baggrund komme med forslag til, hvordan samfundets rammer kan indrettes mere fleksibelt og rummeligt, så det i højere grad imødekommer kravene til balance mellem arbejdsliv og familie- og fritidsliv. Arbejdet tog udgangspunkt i, at udviklingen stiller udfordringer til den offentlige og den private service, til arbejdsmarkedet, civilsamfundet, familien og den enkelte.

Kommissionen kom i maj 2007 med sin rapport »Chance for balance – et fælles ansvar«. Rapporten indeholder 31 anbefalinger til, hvordan vi i fællesskab kan skabe rammerne for en balance mellem et familieliv og et arbejdsliv. Der var tale om en meget bred vifte af anbefalinger, som var rettet mod en række aktører, der hver især kan bidrage til at sikre en bedre balance mellem familieliv og arbejdsliv. Kommissionen var, som det også fremgår af titlen på rapporten, meget opmærksom på, at en fornuftig balance er et fælles ansvar. Derfor retter den også sine anbefalinger mod staten og kommunerne, mod arbejdsmarkedets parter og de enkelte arbejdspladser.

Regeringen har gennemført en stor del af de af Familie- og Arbejdslivskommissionens forslag, som var rettet mod staten, herunder bl.a. tilbuddet om et sundt frokostmåltid i daginstitutionerne, afskaffelse af løsrevne lukkedage i dagtilbud, etablering af Balanceprisen samt større beskæftigelsesfradrag og større SU til enlige forsørgere.

Det er regeringens opfattelse, at familiepolitikken skal give familierne frihed til at tilrettelægge deres liv. Familierne kan og vil tage ansvar for sig selv. Samfundets opgave er at træde til med rammer og tilbud, der sikrer, at familierne har deres valgfrihed, og sikrer, at der er tryghed for dem, der har svært ved at klare sig selv. Samfundet skal sikre gode rammer, men det er familiernes ansvar at skabe et godt familieliv.

Regeringen arbejder til stadighed for at gøre familiernes rammevilkår bedre, og flere undersøgelser viser da også, at vi i Danmark ligger rigtig godt med hensyn til at understøtte familielivet og balance mellem familie- og arbejdsliv. En eurobarometerundersøgelse fra 2008 viser f.eks., at danskerne er det folk i EU, der er mest tilfredse med deres familieliv. 74 pct. siger, at de er meget tilfredse, yderligere 23 pct. siger, at de er tilfredse, og det er altså kun 3 pct. af danskerne, der ikke er tilfredse med deres familieliv.

Ifølge DA's arbejdsmarkedsrapport fra 2008, der som tema havde medarbejderne i Danmark – deres arbejdstid, arbejdsliv og rammerne omkring – er danskerne de mest tilfredse i Europa, når det gælder sammenhængen mellem familie- og arbejdsliv. Faktisk siger 9 ud af 10 i DA's undersøgelse således, at arbejdstiden passer godt med såvel det sociale som med familielivet.

For regeringen er det meget vigtigt, at rammerne er gode, for at familierne har valgfrihed til at tilrettelægge deres tilværelse på den måde, som de ønsker det. Som eksempel kan nævnes børnepasningsområdet, hvor regeringen allerede tidligt gennemførte en række initiativer, som forbedrede rammerne for familierne, f.eks. kommunal mulighed for at give forældre et økonomisk tilskud i 1 år til pasning af egne børn i stedet for at benytte en plads i et dagtilbud, muligheden for tilskud til en privat børnepasser i stedet for at benytte en plads i et dagtilbud samt bedre mulighed for frit at vælge dagtilbud og andre pasningsordninger i privat regi ved, at kvalificerede private leverandører fik ret til at oprette og drive daginstitutioner som privatinstitutioner.

Det er også vigtigt for regeringen at kunne give familierne tryghed, når børn skal passes. Derfor indførte regeringen i 2006 pasningsgarantien, der sikrer, at alle børnefamilier har mulighed for at få deres børn passet fra barnet er ½ år, uanset hvilken kommune de bor i.

Med kommuneøkonomiaftalen for 2009 og 2010 aftalte regeringen og KL, at de løsrevne lukkedage i daginstitutionerne skulle afskaffes. Der er dog fortsat problemer med, at en lang række kommuner ikke overholder den aftale, og derfor overvejer regeringen i øjeblikket forskellige løsningsmuligheder.

Regeringen sætter også fokus på at hjælpe dem, der har det særlig svært, og har derfor også gennemført en række initiativer for udsatte familier. Med aftalen om »Barnets Reform« blev indsatsen over for udsatte børn og unge styrket. Det sker inden for områderne tidlig og forebyggende indsats, tryghed i opvæksten, børns rettigheder og kvalitet i indsatsen. Initiativet om lige muligheder styrker de personlige ressourcer hos børn og unge, der er udsatte eller i risiko for at blive udsatte samt deres forældre, så de bliver i stand til at skabe sig en god tilværelse med ansvar for deres eget liv. Initiativet består bl.a. af et familieambulatorium i hver region til at støtte gravide misbrugere, misbrugsbehandling for udsatte unge, et infocenter om misbrug blandt unge og netværk og samtalegrupper for udsatte børn og unge.

Der er også igangsat etablering af kollegier for unge, enlige og sårbare mødre, hvor man med en helhedsorienteret og intensiv indsats støtter mødrene i forhold til uddannelse og beskæftigelse og fokuserer på de forhold, der er en betingelse for succes i uddannelse og job. Der er derudover igangsat en helhedsorienteret og bredere indsats i forhold til unge, sårbare møde i seks udvalgte kommuner, herunder etablering af familiehuse i to af kommunerne. Målet med den helhedsorienterede indsats er, at de unge, sårbare mødre gennemfører en uddannelse, kommer i beskæftigelse, øger deres forældrekompetencer og etablerer ressourcestærke netværk.

Puljen til sommerferiehjælp er et andet eksempel, som giver frivillige foreninger mulighed for at arrangere ferietilbud og lignende for udsatte familier. Målet er at give udsatte børn og deres familier mulighed for at danne sociale netværk og deltage i aktiviteter som social rådgivning og motion.

Når det så er sagt, er familiepolitikken, som det også er fremhævet i Familie- og Arbejdslivskommissionens rapport, et fælles ansvar. Det er ikke kun staten og det offentlige, der har et ansvar; også arbejdsmarkedets parter og arbejdspladserne, civilsamfundet, familierne og den enkelte har et ansvar for, at familierne kan finde balance i hverdagen.

Arbejdsmarkedets parter kan gennem overenskomster og aftaler skabe gode rammer for familierne. Konkret kan de skabe gode forhold for deres medarbejdere med f.eks. omsorgsdage, frihed til at passe syge børn, flekstid, løn under barsel osv.

Arbejdspladserne kan understøtte medarbejderne ved at være familievenlige, fleksible og have fokus på, at medarbejderne også har et liv uden for arbejdet. Jeg havde selv den fornøjelse at være med til at uddele sidste års Balancepris i november, og jeg må sige, at det var inspirerende at få indsigt i de mange forskellige og ofte meget utraditionelle initiativer, der bliver taget rundtomkring på landets arbejdspladser for netop at hjælpe med at sikre, at deres medarbejdere har en god balance mellem familie- og arbejdsliv. Vinderne i kategorien små og mellemstore virksomheder, Abakion, har f.eks. en kærlighedskonsulent, som har til opgave at holde øje med, om medarbejderne har det godt, eller om de er nedslidte. Denne kærlighedskonsulent skal også skabe nogle hyggelige og hjemlige omgivelser på kontoret.

Også den enkelte familie har et ansvar for selv at indrette sig, så ønskerne til familie- og arbejdsliv kan indfries. Udfordringen for familierne er at turde prioritere, skifte fokus og træffe valg både med hensyn til familien og arbejdet. Familien er for de fleste danskere omdrejningspunktet i deres liv. Uanset hvordan familien ser ud, er familien et meget nødvendigt og vigtigt grundelement i alles liv. Det er i familien, at børn vokser op og tilegner sig størstedelen af deres livskompetencer, og familien er en forudsætning for et samfund, der hænger ordentligt sammen.

En vellykket familiepolitik er en politik, der giver familierne frihed til selv at tilrettelægge deres liv. Langt de fleste danske familier kan og vil tage det ansvar for sig selv og deres nærmeste. Familierne ønsker ikke utidig indblanding fra statens side eller anvisninger på, hvordan de skal leve deres liv. Samfundets opgave er at sikre rammerne for familiernes valgfrihed, frie udfoldelse og tryghed og at støtte de familier, der har svært ved at klare sig selv.

Derfor vil regeringen også i fremtiden have fokus på at give børnefamilierne de bedst mulige rammevilkår, så der samtidig kan sikres en vigtig balance mellem familieliv og arbejdsliv.

Tak til socialministeren. Så er det ordføreren for forespørgerne, hr. Per Ørum Jørgensen.

Tak for det. Familien er ifølge Kristendemokraterne samfundets vigtigste fællesskab, og jeg synes faktisk, at det var et rigtig godt initiativ af regeringen, da vi i 2006 nedsatte en familiekommission. Det fremgik netop af indledningen til kommissionens rapport, at op mod 900.000 erhvervsaktive danskere føler, at det er svært at få familieliv og arbejdsliv til at hænge sammen. Det er da en betragtelig del af befolkningen, som vi må tage alvorligt.

Når man så ser på, hvad der er kommet ud af anstrengelserne, er det meget, meget begrænset. Og jeg vil egentlig også gerne have ministerens svar på senere, hvordan ministeren tror at billedet ser ud for de 900.000 danskere, der følte, at de havde svært ved at få familieliv og arbejdsliv til at hænge sammen, når vi taler om 2011. Mener ministeren, at man har gennemført nok initiativer for at forbedre rammevilkårene? Og det er ikke et spørgsmål om at diktere folks liv. Det er faktisk et spørgsmål om at skabe rammevilkår, der gør, at familierne får mere frihed og mere fleksibilitet i deres hverdag. Det er det, jeg spørger til.

Jeg vil gerne anerkende, at danske virksomheder er blevet væsentlig bedre til at tage hensyn til familielivet. Det er faktisk sådan, at det er et konkurrenceparameter. Vi har tidligere i dag haft en lang debat på 7 timer om, hvad Danmark skal leve af i fremtiden, og der fremhævede jeg også i mit ordførerindlæg, at det ikke bare er gunstige skatteordninger, der får udenlandske eksperter til at bosætte sig og arbejde i Danmark. Det er faktisk også det vilkår, at man som chef på en virksomhed har mulighed for somme tider at hente sine børn i børnehaven eller på fritidshjemmet, og at vi har et velfærdssamfund, hvor der også bliver taget hensyn til familielivet.

Som sagt synes jeg, at det giver sig selv, når man ser på, hvad der er blevet gennemført siden, at det er et område, der er blevet svigtet af regeringen, og det er et område, der bør rettes op på. Jeg håber, at regeringen vil komme med flere konkrete initiativer for netop at sikre, at familierne i Danmark får en bedre chance for at få balance i deres hverdag.

Et af de forslag, som ikke er blevet gennemført, men som jeg har hæftet mig ved, at bl.a. Linda Nielsen, som var formand for kommissionen, ærgrer sig meget over ikke er blevet gennemført, er forslaget om en flexkonto. Det forslag er faktisk et forslag, som vi fra Kristendemokraternes side vil bringe ind i debatten om en 2020-plan for Danmark, så 2020-planen også kommer til at afspejle et hensyn til børnefamilierne og ikke mindst til småbørnsfamilierne. Det er et forslag, der giver mulighed for, at man i perioder af sit liv kan trække sig væk fra arbejdsmarkedet for så senere at bidrage til arbejdsmarkedet ved at blive længere tid på arbejdsmarkedet.

Ser vi på det i forhold til arbejdsudbuddet og økonomien, vil det betyde, at man på kort sigt faktisk vil få et større arbejdsudbud, fordi man giver et incitament til, at folk kan arbejde mere. På mellemlangt sigt vil man så få et lidt mindre arbejdsudbud, da folk anvender den her orlovsordning, men på langt sigt vil det så igen give et større arbejdsudbud, fordi folk betaler tilbage på den orlov, de har haft. Med hensyn til økonomien er forslaget neutralt, hvis vi ser det i det lange perspektiv, bl.a. fordi anvendelsen af institutionspladser selvfølgelig vil falde med sådan et forslag.

Jeg hæfter mig meget ved, at mange af medlemmerne af kommissionen i dag ærgrer sig rigtig meget over, at netop dette forslag ikke blev gennemført, fordi det ville give især småbørnsfamilierne mulighed for at prioritere deres familieliv, og det ville give den frihed og fleksibilitet for familierne, som gør, at man i perioder af sit liv kan arbejde lidt ekstra, mens man i andre perioder kan træde lidt ud af arbejdslivet og prioritere sin familie. Det er et forslag, som vi fra Kristendemokraterne side vil arbejde meget intenst på at få gennemført.

Jeg vil på vegne af Kristendemokraterne fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at de 31 anbefalinger i Familie- og Arbejdslivskommissionens rapport kun i begrænset omfang er fulgt op med handling fra regeringens side.

Familien er samfundets vigtigste fællesskab. Derfor bør det have høj prioritet at sikre familierne bedre rammevilkår og dermed bedre muligheder for at skabe større sammenhæng mellem familie- og arbejdsliv.

Med udgangspunkt i Familie- og Arbejdslivskommissionens anbefalinger opfordrer Folketinget regeringen til at iværksætte konkrete initiativer, som styrker familiernes livskvalitet ved at sikre mere frihed og fleksibilitet i deres hverdag.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 28).

Det af hr. Per Ørum Jørgensen fremsatte forslag til vedtagelse indgår i de fortsatte forhandlinger. Så er det fru Louise Schack Elholm som ordfører for Venstre.

Tak. Familien er kernen i de fleste danskeres liv. For forældre er børn det vigtigste i livet, og for barnet er familien udgangspunktet i livet. Familien er med andre ord helt afgørende for os som mennesker. Vi er alle sammen en del af en familie; hvor vi kommer fra, og hvem vi er. Familien er en afgørende del af vores identitet, og den giver tryghed og støtte. Derfor skal vi værne om familien. Vi skal give familien de bedste vilkår, vi kan.

Vi har brug for alle på arbejdsmarkedet, også forældrene. Så det er vigtigt, at vi smidiggør samfundet, så det er muligt. Det er ikke vores opgave at bestemme, hvordan familierne skal indrette sig. Det er familiernes eget ansvar. Familierne skal have friheden til at indrette sig, som det passer dem. Men det er vigtigt at sikre, at rammerne omkring familierne er fleksible og smidige. I Venstre tager vi af den grund udgangspunkt i at forbedre børnefamiliernes rammer.

Venstre har derfor været med til at sikre afskaffelsen af løsrevne lukkedage. Vi har været med til at sikre muligheden for selv at vælge daginstitution. Vi har været med til at give mulighed for at tage pengene med sig til et privat dagpasningstilbud. Vi har nedsat forældrebetalingen til daginstitutioner. Vi har gennemført 1 års fleksibel barselorlov. Vi har været med til at gennemføre en fleksibel frokostordning i daginstitutionerne. Vi har været med til at lave Barnets Reform, som skal hjælpe de svage børn og familier, og meget, meget mere. Venstre er altså hele tiden opmærksom på at forbedre rammerne og forholdene for børnefamilierne.

Vi vil allerede om 10-20 år opleve alvorlige lommesmerter i statskassen. Det har vi foreslået at løse ved at forbedre de raske ældres muligheder for at blive på arbejdsmarkedet lidt længere. Oppositionen vil i stedet for bede forældrene om at arbejde mere. Desuden fremlægger oppositionen en så uansvarlig og ufinansieret økonomisk politik, at boligejerne i sidste ende vil komme til at betale for Socialdemokraternes og Socialistisk Folkepartis gyldne løfter gennem højere renter på deres boliglån. Det er generationstyveri, som vil sætte de yngre generationer til at betale og arbejde ekstra meget, for at de ældre generationer kan trække sig lidt tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet. Det er også noget, der vil skabe mindre balance mellem familieliv og arbejdsliv for de kommende generationer.

På vegne af Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance skal jeg fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Det er i familien, at børn vokser op og tilegner sig størstedelen af deres livskompetencer, og familien er en forudsætning for et samfund, der hænger ordentligt sammen. Familier er forskellige og har forskellige behov. En vellykket familiepolitik skal sikre familierne gode rammevilkår, give familierne frihed til og ansvar for at tilrettelægge deres eget liv og støtte de familier, der har svært ved at klare sig selv.

Folketinget konstaterer, at regeringen sammen med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har taget en række initiativer, som skaber bedre rammer for balance mellem familie- og arbejdsliv.

Folketinget opfordrer til, at der fortsat arbejdes for at understøtte familiernes trivsel og balancen mellem familie- og arbejdsliv, bl.a. gennem gode rammevilkår og valgmuligheder samt ved at hjælpe de familier, der ikke kan klare sig selv.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 29).

Det af fru Louise Schack Elholm fremsatte forslag til vedtagelse indgår ligeledes i de videre forhandlinger. Der er anmeldt tre medlemmer med korte bemærkninger. Først er det hr. Eigil Andersen.

Jeg fangede i forbifarten, da ministeren holdt sit indlæg, at ministeren sagde, at regeringen har opfyldt 5 ud af de 31 anbefalinger, som kommissionen oprindelig kom med. Det er jo ikke ret mange. Det betyder jo, at der er 26 punkter, som ikke er opfyldt. Jeg synes, at det er meget alvorligt, at de ikke er det. Og jeg vil gerne nævne et par stykker af dem og spørge om ordførerens mening.

Anbefaling nummer syv fra kommissionen lyder: Forældre til børn under 14 år bør have en lovfæstet ret til at holde mindst 2 ugers ferie med deres børn hvert år. Det griber jo ind i ferieloven og i arbejdsgivernes ferietilrettelæggelse. Vil Venstre være med til det?

Så er der et andet spørgsmål: Hjemmeserviceordningen bør udvides og gøres tilgængelig for familier med børn under 14 år. Det er jo en ordning, der kan gøre, at man som meget travlt familie kan få fat på noget hjælp til at klare nogle ting i husholdningen og med rengøringen og andre ting, og det er der nok mange, der vil sætte pris på. Det er det, pensionister kan. Vil Venstre være med til det?

Ordføreren.

Det et rigtigt, at Familie- og Arbejdslivskommissionen kom med 31 anbefalinger, men det var ikke dem alle, der var rettet mod regeringen, og derfor er der ikke 31, der er rettet mod regeringen.

Forslaget om, at forældrene skulle kunne holde 2 ugers ferie sammen med børnene vil jeg mene skal være op til arbejdsmarkedets parter at afgøre. Vi har jo en flexicuritymodel i Danmark, hvilket hr. Eigil Andersen udmærket godt ved som arbejdsmarkedsordfører for Socialistisk Folkeparti, og den betyder, at arbejdsmarkedets parter aftaler langt størstedelen af de spilleregler, der er på arbejdsmarkedet, og dertil hører også feriereglerne, med hensyn til hvor meget ferie man holder.

Hr. Eigil Andersen.

Det er jeg så ikke helt enig i, for vi har en ferielov, der bestemmer, hvem det er, der kan fastlægge, hvornår ferien skal holdes, og i sidste ende er det arbejdsgiveren, hvis han kan henvise til, at det tjener virksomheden bedst. Og det kan han som regel henvise til. Så hvis der skal ændres her, for at man kan være sammen med sine børn og være sikker på det, så skal der lovgivning til. Så jeg er ikke tilfreds med svaret, men jeg vil da gerne også nævne et par andre eksempler på, hvad man foreslog fra kommissionens side, og som ikke er opfyldt: Der skal skabes bedre betingelser for, at mænd kan tage barselorlov. Der er virkelig noget at arbejde med der.

Så bør der laves en barseludligningsordning for selvstændige erhvervsdrivende. Ja, det bør der da. Selvstændige erhvervsdrivende kan ikke få den barseludligning, som man kan få, hvis man er lønmodtager. Og det har regeringen faktisk allerede lovet. Jeg mener, at den gjorde det for 4 eller 6 år siden. Det skulle ske, men det er ikke opfyldt. Jeg synes, det er synd for alle de damefrisører og kioskejere og direktører, som så ikke kan få en ordentlig barselorlov med en vis økonomisk dækning.

Ordføreren.

Jeg vil meget gerne melde ud, at jeg ikke mener, at vi skal øremærke mere barsel til mænd, end vi har gjort i forvejen. Jeg sagde netop, at jeg synes, det er vigtigt, at vi laver nogle gode rammer for børnefamilierne. Det, der er sagt, er, at der er 1 års fleksibel barselorlov, og man kan bestemme stort set, hvor meget manden, og hvor meget kvinden skal have – det kan man i vid udstrækning selv bestemme. Jeg mener ikke, at vi skal lovgive mere omkring det.

Jeg synes sådan set, at man som børnefamilie skal have lov til at sige: Far skal måske holde ½-års-barsel, eller måske skal han kun holde 14 dage. Det synes jeg sådan set skal være op til børnefamilierne selv. Jeg synes ikke, at vi som folketingspolitikere skal til at blande os i, hvordan familien indretter sig på det her område. Det er jeg lodret imod.

Så er det hr. Per Ørum Jørgensen for en kort bemærkning.

Tak for det. Jeg er nødt til at spørge Venstres ordfører om, hvordan Venstre forholder sig til den kritik, der bl.a. er kommet fra Linda Nielsen, som jo er formand for Familie- og Arbejdslivskommissionen, som jo siger, at behovet for at hjælpe børnefamilierne ikke er blevet mindre. Er Venstres ordfører enig med fru Linda Nielsen i, at behovet for at hjælpe børnefamilierne ikke er blevet mindre nu, hvor vi skriver 2011, i forhold til 2007?

Ordføreren.

Jeg mener, at vi har gjort rigtig mange gode ting for at hjælpe børnefamilierne, ingen tvivl om det. Jeg har allerede listet en del af dem op i min tale, og jeg kunne komme med flere, hvis det skulle være, men det vil jeg ikke trætte med nu. Men jeg mener jo altid, det er vigtigt at have fokus på, hvordan vi kan forbedre vilkårene endnu mere, så på den måde kan man sige, at det altid er vigtigt at have fokus på, hvordan vi kan forbedre rammerne for børnefamilierne.

Hr. Per Ørum Jørgensen.

Nu nævnte jeg i min ordførertale et konkret forslag om en flekskonto, og der kunne jeg egentlig godt tænke mig at høre, hvordan Venstre forholder sig til sådan en flekskonto, eventuelt også set i relation til, at man skal lave en plan frem mod 2020, hvor det selvfølgelig er vigtigt, hvad sådan en ordning kunne betyde både i forhold til arbejdsudbuddet og i forhold til de offentlige finanser. Men for mig at se vil det jo være en ordning, som netop vil gå ind og tilgodese småbørnsfamilierne og skabe mere fleksibilitet, mere frihed for den enkelte børnefamilie. Er det noget, som Venstre også ser positivt på?

Ordføreren.

Jeg kan godt se, at det ville være dejligt i højere grad at kunne sige: Jeg arbejder ikke så meget nu, jeg arbejder senere. Det kan på sin vis være meget rart at kunne. Der, hvor jeg måske har svært ved rigtigt at følge det, er, at jeg ikke kan se, hvordan det skulle udmøntes. Det er jo begrænset, hvor mange der rent faktisk har en 37-timers-arbejdsuge eller lignende, så man bare ville kunne sige, at man går det ned i tid. Der er mange, der ikke engang har en mindste eller højeste arbejdstid, de arbejder bare så meget, der nu er behov for, og hvordan vil man så rent faktisk få det til at køre?

Jeg mangler at forstå, hvordan man skal få det til at hænge sammen. Hvordan skal man lave en sådan konto? Hvordan kan man også sige, at ens arbejdstid er lige så meget værd om 15 år, som den er i dag? Er det de samme kvalifikationer, man efterspørger til den tid? Er det overhovedet muligt, når man ikke har nogen fast arbejdstid?

Det synes jeg er nogle hurdler, vi i hvert fald skal komme over, før vi kan se nærmere på det.

Fru Julie Skovsby for en kort bemærkning.

Tak. Som flere har nævnt, er det jo meget få af kommissionens anbefalinger, som er blevet ført ud i livet, og forespørgslen i dag handler jo også om, om regeringen har planer om at tage yderligere initiativer i den forbindelse. Så det kunne jo være rigtig interessant at høre Venstres ordfører, om Venstre har planer om at tage yderligere initiativer. Der er i hvert fald en hel del, som man jo godt kan gå ind og kigge nærmere på, men det kræver selvfølgelig, at man går væk fra nulvækstpolitikken i kommunerne.

Har Venstre planer om at fremkomme med yderligere initiativer på baggrund af kommissionens anbefalinger?

Ordføreren.

Jeg mener jo, at vi har gennemført rigtig mange ting, også på baggrund af forslag fra Familie- og Arbejdslivskommissionen. Som jeg nævnte, har vi afskaffet de løsrevne lukkedage, vi har, som ministeren nævnte, lavet en balancepris og et beskæftigelsesfradrag. Der kommer rigtig mange forskellige ting. Men det er vigtigt altid at have fokus på, hvordan man kan forbedre børnefamiliernes vilkår, helt sikkert. Vi skal altid se på, hvad vi kan gøre for at gøre det endnu bedre for børnefamilierne i Danmark. Det er altid et aktuelt emne.

Fru Julie Skovsby.

Skal det forstås sådan, at Venstre ikke mener, at der er noget problem i Danmark med løsrevne lukkedage og sommerferier osv.? Er det sådan, det skal forstås? Mener Venstre ikke, at der er noget problem med lukkedage og for den sags skyld også lukkeuger i SFO'erne i Danmark?

Ordføreren.

Nu tror jeg lige, vi skal have klarhed på definitionerne. Jeg siger, at vi har afskaffet de løsrevne lukkedage, dvs. at det der med at holde lukket tirsdag og onsdag i en eller anden tilfældig hverdagsuge, fordi man skal holde pædagogiske dage, er slut. Det har vi afskaffet. Det var et kæmpe problem for børnefamilierne. Men det skal stadig være muligt at holde ferielukket, Familie- og Arbejdslivskommissionen nævner jo også, at det er rimeligt at kunne holde ferielukket. Det giver mening at gøre det. Men det er selvfølgelig vigtigt, at børnene så får et godt alternativ, hvor de kan være, at der er en pasning til dem. For mig er det også vigtigt, at det er et trygt alternativ, så de kan gå sikkert derhen, og man ikke som forælder er ked af at aflevere dem, for vi ved alle sammen, hvor forfærdeligt det er at aflevere et barn, der er ked af det, så det vil vi gerne undgå.

Tak til ordføreren. Så er det fru Julie Skovsby som socialdemokratisk ordfører.

Ved Folketingets åbning i oktober 2005 lancerede den daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen, ideen om den kommission, hvis arbejde skulle munde ud i konkrete anbefalinger til, hvordan vi kan indrette samfundet, så det tager mere hensyn til det enkelte menneske og den enkelte families situation og behov.

Flotte var ordene, og i december 2005 nedsatte regeringen sin Familie- og Arbejdslivskommission. 1½ år senere var kommissionen færdig med sit arbejde, og i maj 2007 blev 31 anbefalinger præsenteret. Herefter lød de meget rigtige, men også berømte ord fra regeringens familieminister, fru Carina Christensen, nemlig at velfungerende familier er en forudsætning for vækst og velstand. Man sagde: Vi har ønsket at skabe bedre forhold for børnefamilierne, og med hensyn til det videre arbejde går vi i gang nu med udgangspunkt i rapporten.

Titlen familieminister bruger regeringen ikke længere, og det samme gælder for Familie- og Arbejdslivskommissionens rapport, ligesom vi også skal kigge rigtig langt efter regeringens initiativer for at skabe en bedre balance mellem familieliv og arbejdsliv. I februar 2009 skrev Ugebrevet A4, at børnefamilier har god grund til at føle sig snydt af regeringen. Familie- og Arbejdslivskommissionen var en af de kommissioner, der udelukkende blev brugt som politisk syltekrukke. Der var med andre ord tale om politik, når det er værst.

Men selv om jeg er enig i konklusionen, nemlig at de flotte ord aldrig blev omsat til reel handling, men blot blev stoppet ned i en syltekrukke, og at det er politik, når det er værst, så skal det vel også nævnes her i dag, at det godt kunne blive endnu værre, og det blev det. Med Dansk Folkeparti og regeringens såkaldte genopretningspakke fra sidste år er det blevet endnu vanskeligere for børnefamilier at få familielivet og arbejdslivet til at gå op i en højere enhed. Her lærte landets børnefamilier på den hårde måde, hvad ordet nulvækst betyder for børnepasning i form af flere lukkedage, begrænsede åbningstider, dårligere normeringer osv., men også i form af nedlæggelse af busruter og forsinkelser i den kollektive trafik.

Besparelser på børnefamilieydelsen blev vedtaget. Der blev indført brugerbetaling for fertilitetsbehandling på landets sygehuse, hvilket har en direkte konsekvens for det danske børnetal. Der blev indført et loft over tabt arbejdsfortjeneste til forældre, der passer et barn med handicap eller alvorlig sygdom, hvilket uundgåeligt vil få store konsekvenser for netop denne gruppe af børnefamilier.

Ud over at fjerne de nævnte besparelser, som regeringen og Dansk Folkeparti har stået i spidsen for, ønsker vi Socialdemokrater at investere i børnefamilierne og bevidst og konstant at arbejde for at give forældrene chancen for netop at skabe en balance mellem familielivet og arbejdslivet. Øremærket barsel til fædrene vil være en gevinst for såvel ligestillingen i hjemmet og de nybagte fædre som for samfundets muligheder for vækst.

Helt konkret foreslår vi også, at der indføres hjemmeservicelignende ordninger, som kan give de travle børnefamilier muligheden for at købe sig til rengøring m.v. uden at skulle ud på det sorte marked. På samme måde ønsker vi Socialdemokrater sammen med SF at fremrykke offentlige investeringer, det gælder især gennemførelsen af energirenoveringer af offentlige bygninger, som vil skabe et bedre indeklima i daginstitutionerne, folkeskolerne osv. Det er et utrolig vigtigt tiltag, når vi som samfund har et mål om at nedbringe antallet af sygedage for børn og voksne.

Overskriften for Familie- og Arbejdslivskommissionens anbefalinger var: »Chance for balance – et fælles ansvar«. Det politiske arbejde blev igangsat i oktober 2005, og nu skriver vi februar 2011. Nu er tiden kommet til, at vi sammen løfter i flok og tager det fælles ansvar på os.

Jeg fremsætter et forslag til vedtagelse på vegne af Socialdemokraterne, SF, Det Radikale Venstre, Enhedslisten og Christian H. Hansen (UFG):

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at stort set ingen af den af regeringen nedsatte Familie- og Arbejdslivskommissions anbefalinger er blevet gennemført. Tværtimod er rammebetingelserne for et balanceret familie- og arbejdsliv blevet forringet som følge af flere lukkedage, begrænsning af daginstitutioners åbningstider m.v.

Folketinget opfordrer derfor til, at der – via offentlige serviceydelser samt ligestillings- og arbejdsmarkedspolitikken – skabes bedre rammer for, at den enkelte kan skabe balance mellem familie- og arbejdsliv. En balance, der især er vigtig af hensyn til børnenes trivsel.

Regeringens politik har imidlertid på en række områder været til ugunst for landets børnefamilier.

Derfor bør regeringen:

- Gøre op med kommunal nulvækst.

- Fjerne besparelserne på børnefamilieydelsen og loftet over tabt arbejdsfortjeneste for pasning af et barn med handicap eller alvorlig sygdom.

- Begrænse lukkedage i daginstitutioner og SFO'er.

- Øremærke 12 ugers barsel til mænd.

- Styrke indsatsen for at forebygge og bekæmpe stress og udbrændthed på arbejdspladsen.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 30).

Det af fru Julie Skovsby fremsatte forslag til vedtagelse vil, ligesom de to foregående, indgå i de videre forhandlinger.

Der er foreløbig fire, der har bedt om korte bemærkninger. Fru Vivi Kier.

Som indledning til mit spørgsmål får jeg faktisk lyst til at sige: Hvem skal nu betale? Jeg lyttede rigtig godt efter og kunne jo i hvert fald høre, at der blev sagt, at man med forslaget til vedtagelse her ville gøre op med kommunernes nulvækst. Så siger jeg: Landet er i en økonomisk krise. Hvordan vil man finde pengene til at lukke hullet i statskassen, som jeg dog ved at også spørgeren har anerkendt er 50 mia. kr.? De 12 minutter mere om dagen har man allerede skrottet, fordi man ikke lige kan finde dem, det er de 15 mia. kr. Er det ikke sådan lidt provokerende og lidt luftfrikadeller at stå her og kræve noget, som man ikke engang selv kan anvise betalingen for?

Fru Julie Skovsby.

Når det helt konkret handler om nulvækst i kommunerne, er det jo en del af Socialdemokraternes og SF's finanslovforslag, så der er jo i det forslag anvist de helt konkrete finansieringsmodeller.

Fru Vivi Kier.

Ja, vi lader være med at hænge os i det, for det er jo et forslag, som er pillet fra hinanden, både af økonomer og af Socialdemokraterne og SF selv, som også har anerkendt, at det her ikke hænger sammen. Det tager vi så et andet sted.

Så lyttede jeg mig til, at der står i forslaget til vedtagelse, at man også vil fjerne loftet over tabt arbejdsfortjeneste. Fru Mette Frederiksen, Socialdemokraternes egen socialpolitiske ordfører, har igen og igen – og jeg kan citere fra adskillige aviser – stået og sagt, at det faktisk kunne være meget fornuftigt at gå ind og kigge på at sætte et loft, og så spørger jeg bare: Mener man det ikke mere, er man ikke enig i, hvad den tidligere socialpolitiske ordfører har ment på det her område?

Ordføreren.

Det er sagt meget tydeligt, at det, vi vil, er, at vi vil tilbagerulle de besparelser, som man har lavet på området. Jeg vil være åben for at gå ind på et senere tidspunkt og vurdere det, men lige præcis i forhold til det her forslag vil jeg egentlig gerne nævne, at da vi behandlede det i Socialudvalget, gjorde det indtryk på mig, at rigtig mange organisationer ikke var tilhængere – faktisk ingen – af forslaget, som regeringen har gennemført. Der blev sagt nogle meget kloge ord, synes jeg, da flere organisationer havde foretræde for udvalget, nemlig at vi skal huske på, at familierne i Danmark er den billigste omsorgsleverandør, man overhovedet kan få.

Sagt med andre ord: De her organisationer advarede imod, hvad det vil have af konsekvenser for familierne, at man nu går ind og sætter et loft og dermed tvinger nogen til at forlade hus og hjem. Jeg synes bare, at det var godt sagt og det var klogt sagt. Vi skal virkelig huske på, hvad det er, vi bryder ned, når vi bryder familier ned, og det er lige præcis det, man gør med det her forslag, på et meget lille område og for en lille gruppe, men som det har store konsekvenser for.

Hr. Per Ørum Jørgensen for en kort bemærkning.

Jeg kunne egentlig godt lide, at Socialdemokraternes ordfører sagde, at vi skal løfte i flok for at kunne imødegå de udfordringer, der er med, at børnefamilierne i højere grad får en sammenhæng mellem arbejdsliv og familieliv. Men det, som jeg ser problemer i, er, at Socialdemokraterne samtidig siger, at vi skal løfte i flok i forhold til den økonomiske udfordring, og at vi alle sammen skal til at arbejde 12 minutter mere om dagen.

Det vil sige, at børnefamilierne jo ifølge det socialdemokratiske forslag om, at vi skal arbejde 1 time mere om ugen, får mindre tid til at være børnefamilie, og det er for mig at se vel egentlig det mest børnefamiliefjendske forslag, der er stillet i nyere tid, for det vil jo selvfølgelig få konsekvenser for de her 900.000 danskere, som synes, at det er svært at få en sammenhæng mellem familieliv og arbejdsliv, netop fordi det, de efterspørger, er mere tid til at være familie. Hvordan har Socialdemokraternes ordfører det med det?

Ordføreren.

Situationen i Danmark er den, som vi hørte om tidligere i debatten, at vi har mistet op mod 170.000 private arbejdspladser, og det er noget, vi er blevet hårdt ramt af overalt i landet, men på Fyn er vi særlig ramt, og også børnefamilier oplever jo, at ledigheden begynder at bide sig fast. Derfor er det utrolig vigtigt, at vi får skabt vækst, for noget af det værste, der kan ramme et samfund, er jo langtidsledighed, og det er også utrolig hårdt for de familier, det går ud over.

Så det første, vi skal gøre, er selvfølgelig, at vi holder hånden under beskæftigelsen ved at fremrykke de offentlige investeringer. Og som jeg sagde i min ordførertale, er det netop noget, der vil komme børnefamilierne til gode, fordi vi jo bl.a. kan sikre, at indeklimaet, som vi ved der mange steder er rigtig store problemer med, bliver bedre i daginstitutioner og folkeskoler osv.

Når vi så er kommet igennem krisen, er det, som vi alle sammen ved, den demografiske udvikling, der gør, at vi bliver nødt til at arbejde mere alle sammen. Hvordan det så helt konkret skal udmøntes, kan jeg ikke stå her og give nogen præcise svar på, før vi ser resultatet af de forhandlinger, der skal finde sted.

Hr. Per Ørum Jørgensen.

Jeg er nødt til at spørge ordføreren, om ordføreren ikke er enig med mig i, at det, børnefamilierne og specielt småbørnsfamilierne efterspørger, er mere tid til at være familie, men når nu Socialdemokraterne sammen med SF vil fratage de her småbørnsfamilier tid til at være sammen ved at sige, at vi alle sammen skal arbejde 1 time mere om ugen, så får vi jo bare større problemer. Det er også derfor, Kristendemokraterne ikke kan støtte det socialdemokratiske forslag om, at vi skal arbejde 1 time mere; der er andre måder at løse de udfordringer på.

Men vil Socialdemokraternes ordfører give mig ret i, at det forringer vilkårene for børnefamilierne, hvis det bliver, som Socialdemokraterne siger: at vi skal arbejde 1 time mere om ugen?

Ordføreren.

Det er vigtigt for mig at sige, da det lige nu er sådan, at vi har mistet mange arbejdspladser, at det først og fremmest handler om at få skabt vækst i Danmark og sikre, at langtidsledigheden ikke bider sig fast. Når vi så er kommet dertil, hvor vi ved, at vi har brug for, at vi alle sammen arbejder mere, er det vigtigt at fremhæve, at vi har flere værktøjer til at sikre, at vi holder flere på arbejdsmarkedet, og disse forskellige redskaber synes jeg det er vigtigt at man tager med, f.eks. fastholdelse af seniorer, uddannelse af arbejdsstyrken osv. osv.

Men man kunne måske også forestille sig, at visse fagforbund ville gå ind i den her debat med det forhandlingskriterium, at de repræsenterer mange børnefamilier, og at man netop skulle prøve at se på nogle særlige ordninger for børnefamilierne; det synes jeg kunne være rigtig interessant. Derfor tror jeg ikke, man bare skal sige, at der kun er en løsning her, for det er jo en bred vifte af forskellige forslag, som sammen skal skabe den rigtige løsning for mange forskellige grupper i samfundet.

Fru Louise Schack Elholm for en kort bemærkning.

Socialdemokraterne er gode til at komme med gyldne løfter, men det er sværere at komme med finansieringen. Derfor vil jeg gerne spørge ordføreren, hvordan ordføreren kan sige, at Socialdemokraterne investerer i børnefamilierne. Er det ved at gældsætte børnene gennem masser af ufinansierede løfter, eller er det ved at bede forældrene om at arbejde 12 minutter mere om dagen?

Ordføreren.

For lige at vende tilbage til vores finanslovforslag har vi jo afsat et beløb på 1,25 mia. kr. til kommunerne til årligt at sikre de kommuner, hvor den demografiske udvikling gør, at man skal spare på nogle områder for at få råd til andre områder, hvilket lige nu er tilfældet med nulvækst ude i kommunerne, som vi jo kender alt, alt for godt. Der har vi jo afsat 1,25 mia. kr. til netop at sikre, at der kan være et uændret serviceniveau. Derudover har vi en lang række andre tiltag, som jo også er finansieret, og jeg synes, at det er vigtigt at nævne bl.a. folkeskolen, hvor det er 750 mio. kr. Der er også fattigdomsbekæmpelse, som vi afsætter 760 mio. kr. til. Der er en hel række områder, hvor vi finansierer, også hjemmeservice osv.

Fru Louise Schack Elholm.

Jeg er godt klar over, at man er kommet med masser af gyldne løfter, men problemet er jo bare, at de er ufinansierede. Vi kommer til at efterlade vores børn med en kæmperegning, og jeg synes ærlig talt, at det ville være væsentlig kønnere, at man lavede et velfærdssamfund, som børnene også kunne nå at opleve, når de blev voksne. Så derfor er mit spørgsmål: Hvordan kan Socialdemokraterne mene, at de vil investere i børnene, når de vil gældsætte dem og de vil bede deres forældre om at arbejde 12 minutter mere om dagen?

Ordføreren.

»En Fair Løsning« er jo ikke ufinansieret, den er finansieret. Det er også vigtigt at sige, at det valg, man lige nu står over for, er mellem regeringen og Dansk Folkepartis vej og så oppositionens vej. Det, der lige nu sker, er jo, at nulvæksten ude i kommunerne gør, at der er store forringelser på lige præcis børneområdet, og spørgsmålet er, hvor længe et samfund kan holde til det. Spørgsmålet er også, hvad eksempelvis – og jeg kommer tilbage til det igen – indeklimaet vil gøre ved fremtidige generationer, for det er jo et stort problem. Hvad gør det for indlæringen i folkeskolen og i alle andre institutioner?

Så er der en kort bemærkning fra hr. René Christensen.

Tak. Debatten udvikler sig, og det bliver rigtig spændende, for nu kan vi jo se, hvorfor man også begynder sådan at vakle i forbindelse med de her 12 minutter. For hvad var det, man ville? Socialdemokratiet ville jo tage tid fra børnefamilierne, man ville tage 12 minutter om dagen, og det kunne også være, at man ville tage en ferieuge. Så nu kan jeg godt forstå, at man står heroppe og spørger, hvorfor regeringen ikke har været ude at give børnefamilierne en ferieuge, sådan at man kunne hugge den igen, for så var vi på niveau igen. For det er jo det, det her drejer sig om.

Den politik, man har lagt frem, den politik, man går til valg på, er jo stik imod det, som man står og tordner for her, altså at man vil børnefamilierne det godt. Nej, det vil man ikke, man vil give børnefamilierne endnu mere stress: 12 minutter om dagen, endnu kortere tid til at komme hen i daginstitutionen. Det er den politik, man fører, men det er ikke det, man står her og siger.

Så vil jeg også gerne spørge ordføreren, om man ikke anerkender det system, vi har i Danmark, hvor det er arbejdsmarkedets parter, der aftaler, hvordan det foregår ude på de forskellige arbejdspladser, eller om man faktisk vil gå så langt i Socialdemokratiet, at man vil afskaffe det system, og så kan vi have forhandlingerne i Folketinget. For det er da ret interessant, om det er det, man ønsker.

Ordføreren.

Modsat kunne man jo stille Dansk Folkeparti og ikke mindst regeringen det spørgsmål, om man ikke tror på trepartsforhandlinger, for årsagen til, at man på ingen måde er gået videre med de her mange, mange forslag, er åbenbart, at man slet ikke mener, at det kan løses herinde i Folketinget, man kan slet ikke blande sig, man kan ikke tage ting med til trepartsforhandlinger.

Jeg synes, at vi i »En Fair Løsning« har præsenteret rigtig mange forskellige bud på, hvordan den her opgave kan løses, og jeg synes, det er vigtigt, at man ser på, at der er flere værktøjer; der er fastholdelse af seniorer, der er uddannelse af arbejdsstyrken, der er et løft til voksen- og efteruddannelse, der er social ansvarlighed, der er nedbringelse af sygefraværet, nedbringelse af tilgangen til førtidspension. Der er en hel række værktøjer, vi kan tage fat i. Spørgsmålet er jo blot, om man har visionerne til at gøre det.

Hr. René Christensen.

Meget af det, der blev sagt der, tror jeg ikke der er nogen der kan være uenig i. Der er nogen, der har mulighed for at gøre det, fordi man kan finansiere det, og så er der nogen, der siger, at de gerne vil gøre det, men ikke rigtig ved, hvordan de skal føre det ud i livet. Det er jo forskellen på at have visioner og så at have et mål, som man gerne vil nå, og som man faktisk også kan nå. Det er forskellen.

Nu er der flere gange blevet sagt noget om nulvækst ude i kommunerne. Hvad er nulvækst? Det betyder, at man har de samme penge i dag, som man havde i går, endda indeksreguleret. Det vil faktisk sige, at man kan gøre det samme i dag, som man kunne i går. At man så går ud og foretager nogle rationaliseringer ude i kommunerne, betyder ikke absolut, at der er kommet færre penge fra stolene herinde. Det er jo nogle prioriteringer, man har gjort ude i kommunerne. Men nu kan jeg forstå, at man vil af med fagbevægelsen, og man vil også af med kommunerne. Det er jo interessant at høre her fra Folketingets talerstol.

Ordføreren.

Der er ingen tvivl om, at det, kommunerne oplever lige nu, er, at der er stigende udgifter på nogle områder – og det vil vi også opleve i fremtiden, bl.a. på ældreområdet – og så er der faldende udgifter på nogle få andre områder. Når man har de samme penge, er det, der er problemet med nulvækst, jo lige præcis, at man går ind og skærer ned på nogle områder, fordi der er stigende udgifter på andre områder. Når så man ikke har flere penge, fører det uundgåeligt til nedskæringer, og det er lige præcis det, vi oplever. Det er jo derfor, man laver tonsvis af strukturændringer udeomkring i kommunerne, hvor man slår daginstitutioner sammen til større enheder, nedlægger skoler osv. Det er jo, for at man ikke skal gå ind og skære direkte ned på kerneydelserne, som er det, kommunalpolitikerne allermindst ønsker at gøre. Vi ser jo, at man nogle steder bliver nødt til det, og der er forringelser lige præcis på det her område, men desværre også på rigtig mange andre velfærdsområder.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Så er det hr. René Christensen som ordfører for Dansk Folkeparti.

Det her synes jeg faktisk er en rigtig spændende debat, og vi må også sige, at for os i Dansk Folkeparti er familielivet meget centralt. Ministeren talte meget om de her ting, som vi har gennemført, og det vil jeg ikke gentage, men starte et helt andet sted.

Det, jeg gerne vil tage fat i, er, hvad en familie egentlig er i dag. Som det også blev sagt, er der faktisk i dag 37 forskellige definitioner på, hvad en familie er. Når man spørger befolkningen, om de synes, at deres familieliv og deres arbejdsliv hænger godt sammen, viser den rapport, der ligger fra Arbejdslivskommissionen, at 30 pct. af de adspurgte faktisk siger, at de har problemer med at få det til at virke. Samtidig vil det så også sige, at 70 pct. mener, at det fungerer godt. Man skal altid huske den anden del, når man sådan snakker i procenttal. Vi mener helt bestemt, at det er en udfordring, at 30 pct. af forældrene mener, at arbejdsliv og deres familieliv ikke hænger sammen.

Så kan man spørge: Hvordan skal vi så få løst det? Der tror jeg, det er utrolig vigtigt at kigge på, hvordan vi servicerer de her borgere, hvad det er for en livsstil, borgerne har, og hvilke muligheder borgerne har. Der er netop også kommet en rapport fra RKI, som viser, at der, når man kommer ud i yderområderne, faktisk er 10 pct. af borgerne, der er registreret i RKI på grund af dårlig økonomi. Er der noget, der kan skabe problemer i familierne, er det dårlig økonomi. Det kan give uvenskab, det kan give skilsmisser, det kan give mange ting. Derfor tror jeg faktisk, at det, når man snakker familieliv, også handler om alt muligt andet. Det handler også om uddannelse i yderområderne, det handler om alle de andre ting ud over familien. Samtidig handler det også om, at forældrene tager det ansvar, det er at sætte børn i verden.

Vi ser i dag, at skilsmisseprocenterne stiger dag for dag, og det giver også udfordringer for familierne med de skilsmisser. Det er desværre blevet sådan, at når vi kigger på os selv som mennesker, kigger vi på os selv og ikke på vores familie. Det er sådan i dag, at livet som single skal leves hele livet. Om man er 30, 40 eller 50 år, skal man have det hurtige liv og det spændende liv på sin egen måde. Der må man sige, at der også er omkostninger ved at have en familie. Det er sørgeligt at se, at så mange familier går fra hinanden på et meget, meget spinkelt grundlag. Det er sørgeligt at se, at skilsmisseantallet stiger, som det gør. Det er sørgeligt at se, at så mange børn har så mange udfordringer i forhold til deres forældre. Det er sørgeligt, at vi, hver eneste gang vi sidder i satspuljeforhandlinger, skal sidde og kigge på, hvor mange børn der reelt bliver misrøgtet i deres familier. Det er sørgeligt at se, og der ligger et kæmpe ansvar.

Når to voksne mennesker vælger at få børn sammen, får de et kæmpe ansvar, det skal man huske, og det kan vi altså ikke lave om på herinde. Der må vi sige, at der er et sket et skred i forhold til, hvordan man værdsætter den familie, man har.

Så vil jeg spørge: Hvad er det så, vi skal gøre for at få arbejdslivet til at hænge sammen? Der kan vi gøre mange ting. En ting, som vi synes er utrolig godt man har gjort, er bl.a. det, at man kan flytte daginstitutionen hen over kommunegrænsen. Det er sådan, at vi i den globaliserede verden er blevet et meget, meget lille land, også hvad angår det at flytte os i forhold til vores arbejde. Til de kommuner, som desværre nu er begyndt at lukke ned for det med at tage børn udefra, er det vigtigt at sige, at det skal de holde op med, for det kan hjælpe rigtig mange børnefamilier, at man kan tage sit barn med hen over kommunegrænsen, aflevere sit barn i en institution, som man har tillid til, på vej på job, så man pludselig får mere frihed. Der må vi sige, at det er sørgeligt at se, at der faktisk er kommuner nu, der, fordi de har mulighed for det, er begyndt at lukke ned for at tage børn fra andre kommuner, og det vil vi holde øje med i Dansk Folkeparti.

Jeg har været inde på rapporten i forhold til barsel og andet, og jeg vil sige, at der jo i dag er mulighed for, at mænd også kan tage barsel. Det er jo faktisk sådan, at manden og kvinden kan dele de sidste 32 uger, og der må jeg sige, at jeg har tillid til, at man, når en mand og en kvinde har fået et barn sammen, så vælger den løsning, der er bedst. Jeg vil også vende det om og sige, at jeg faktisk tror, at nyfødte børn har det rigtig godt sammen med deres mor. Der er nogle andre ting, der gør sig gældende der, og de ting er utrolig vigtige for et barn. Selv om der er mange, der vælger amning fra i dag, viser alle undersøgelser faktisk, at det er utrolig vigtigt, at man også ammer i starten, når man har fået et lille barn, og det kan mænd altså ikke gøre endnu. Så kvinderne er nok nødt til at være sammen med deres børn i lidt tid, i hvert fald til at starte med.

Så vil jeg vende tilbage til nogle af anbefalingerne – og jeg skal gøre det meget kort, kan jeg se på formanden. En del af de ting, der ligger, mener vi helt bestemt er noget, der skal aftales mellem arbejdsmarkedets parter.

Der er tre, der ønsker korte bemærkninger. Først er det hr. Per Ørum Jørgensen.

Jeg er sådan set enig i meget store dele af det, der blev sagt i ordførerens tale, men lige netop når det handler om økonomi og det, som ordføreren sagde at økonomi er, nemlig en udfordring for børnefamilierne, så klinger det måske lidt hult, når man tænker på, at det jo netop er Dansk Folkeparti, der står fadder til kontanthjælpsloftet, starthjælpen og mange af de her forringelser af børnefamiliernes økonomi. Jeg mener, at jeg kan huske et tal fra december måned for, hvor mange børn der ikke fik julegaver i Danmark i år: omkring 50.000 børn.

Trods det er det i hvert fald min fornemmelse – men det kan ordføreren jo så afkræfte – at Dansk Folkeparti ikke anerkender, at der reelt er fattigdomsproblemer i Danmark. Vil Dansk Folkeparti eventuelt være med til at indføre en fattigdomsgrænse, som får løst nogle af de her udfordringer for de allersvageste familier i Danmark og dermed også får skabt mere livskvalitet for deres børn?

Ordføreren.

Jeg synes, det er lidt ærgerligt, hvis man laver den her debat om til, at de 30 pct., som har svaret i den her rapport, at de har problemer i forhold til deres arbejdsliv og familieliv, alle sammen er en del af de allersvageste familier i Danmark. Sådan er det ikke.

Det, som jeg sagde om økonomi, er en helt anden debat, nemlig om, at når man kigger på adgangen til uddannelse, ser vi desværre nu en centralisering. Det er ikke, fordi man skal have universiteter ud i hele periferien af Danmark, men det er utrolig vigtigt, at man har en vis basal adgang til uddannelse ude i områderne. Vi ser desværre også – nej, ikke desværre, for det er jo ganske udmærket – at man også nogle steder hurtigere bliver forældre, altså at mødrene er yngre; og så er det altså bare sværere at transportere sig til et uddannelsessted, som måske ligger 75 km væk, hvis man også allerede er blevet mor. Og der oplever vi så, at der er nogle, der ikke får den uddannelse, og de kommer til at stå i den situation, at de skal ud at tage nogle lavtlønsjob, eller kommer til at stå i den situation, at de desværre bliver arbejdsløse. Og det giver udfordringer i forhold til indkomsten i husstanden.

Hr. Per Ørum Jørgensen.

Jeg synes ikke rigtig, at ordføreren forholder sig til det, jeg spørger om, for jeg mener faktisk, det er helt centralt, når vi diskuterer økonomi, at vi ser, at relativt mange – ja, faktisk rekordmange – i Danmark har svært ved at få økonomien til at hænge sammen. Vi ser mange ramt af kontanthjælpsloftet osv., der måske har omkring 40 kr. om dagen at leve for – på baggrund af nogle af de tiltag, som Dansk Folkeparti er fadder til, bl.a. starthjælpen, kontanthjælpsloftet. Og jeg kan nævne flere af de her tiltag, hvor f.eks. de organisationer, der har en tæt kontakt til de her familier, siger, at det er et kæmpeproblem, selvfølgelig også i forhold til at få familieliv og arbejdsliv til at hænge sammen.

Ordføreren.

Det gælder for en del af de her grupper, der bliver talt om, at det ikke er et arbejdsliv, man ikke kan få til at hænge sammen; det er sådan set deres liv, de ikke kan få til at hænge sammen. Derfor har vi jo en masse muligheder for revalidering og andet, uddannelse og kurser, så man kan komme ud på arbejdsmarkedet.

Man må sige, at målet må være at komme ud på arbejdsmarkedet, hvis man har mulighed for det. Der er rigtig, rigtig mange mennesker, der har mulighed for at komme ud på arbejdsmarkedet, men det kræver også, at man til en vis grad er motiveret for at komme derud.

Så man kan sige, at vi i en periode må anerkende, at der er nogle, der har svært ved at få det til at hænge sammen, men at der er masser af muligheder, som man kan få, og revalidering er jo en af de rigtig gode, altså hvor man kan komme ud og få en uddannelse og komme ud på den anden side og være en del af arbejdsmarkedet. Det er jo der, nøglen ligger til at få den velstand, som man gerne vil have.

Hr. Eigil Andersen for en kort bemærkning.

Sagens kerne er jo, at Dansk Folkeparti har ansvar for nogle af de forringelser, der er sket for familierne i Danmark. En af de forringelser, der er sket, er, at man har skåret i børnechecken. Og det har Dansk Folkeparti stemt for.

Så vil jeg gerne spørge ordføreren om følgende: Hvordan mener Dansk Folkeparti, at man har bidraget til et bedre familieliv ved at skære i børnechecken?

Ordføreren.

Vi har bidraget til et bedre familieliv, fordi samfundet som sådan skal hænge sammen. Det er jo ikke sådan, at vi har fjernet børnechecken, på ingen måde. Man har kigget på det og spurgt: Hvor mange børn kan der gives børnecheck til? Det er det, vi har gjort. Vi har jo ikke fjernet børnechecken. Vi må sige, at vi har været inde at kigge på, hvordan vi får hele samfundet til at køre. Det drejer sig jo ikke bare om et punkt. Der er masser af punkter, der skal køre sammen.

Man må sige, at hvis man skal finansiere det hele, så der er mulighed også for de familier, som har de her udfordringer, til at få en hjælp på andre områder end børnechecken, så var man nødt til at skære ned på antallet af børn, som kan få børnechecken i den pågældende familie. Det tager vi på vores kappe. Men det er ikke et udtryk for, at man bare har skåret ned for at skære ned, nej, man har skåret ned, fordi man også gerne vil en hel masse andre ting i forhold til de midler, der er til rådighed.

Hr. Eigil Andersen.

Det er da altid noget, at Dansk Folkeparti indrømmer, at de har stemt for de her ting, som har medført, at en del familier i Danmark har færre penge at leve for i dag, end de havde før Dansk Folkeparti stemte for, at man skulle skære ned på de her ydelser til børnefamilierne.

Et andet punkt, hvor det også kører uendelig dårligt, er med hensyn til lukkedage og lukkeuger i daginstitutionerne. Det er faktisk blevet værre. Det er sandheden om det. Og det er meget generende for børnefamilierne og også for arbejdsgiverne. Dansk Arbejdsgiverforening er meget utilfreds med det, fordi folk får større problemer med at passe deres job.

Kan man ikke sige, at Dansk Folkeparti her er yderst dobbeltmoralsk? Man forringer børnechecken, og man leverer stemmer til en regering, som giver kommunerne for få penge. Antallet af lukkedage og lukkeuger i daginstitutionerne stiger i Danmark. Og her har vi så bare to eksempler på, at Dansk Folkeparti påstår, at man vil gavne børnefamilierne, men at man handler stik modsat.

Ordføreren.

Jeg vil også gerne påpege, at Dansk Folkeparti har stemt for, at der skal være en pasningsgaranti ude i kommunerne. Så det vil sige, at man ikke kan stå i en situation, hvor man ikke kan få passet sit barn. Det har vi også stemt for.

Det er korrekt, at de løsrevne lukkedage heller ikke findes mere, altså de dage, hvor institutionerne gik ud og sagde: Vi har kursusdag i dag, og derfor har vi lukket, og du kan ikke få passet dit barn.

Der har vi også stemt for. Det er fuldstændig korrekt.

Det, der sker ude i kommunerne nu, er, at der er nogle kommuner, som – ja, undskyld, jeg siger det – overfortolker de her regler. Og der er jeg helt sikker på – og nu kigger jeg ned på ministeren – at der er meget fokus på at holde øje med de kommuner, hvor det her kører ud over rampen. Jeg vil også sige, at der er meget fokus på det fra Dansk Folkepartis side. Det skal ikke være sådan, at vi oplever, at de her børnefamilier pludselig, fordi vi har haft en kommunalreform og nu har fået store kommuner, oplever, at pasningsgarantien godt nok bliver overholdt, for der skal være åbent et sted, men at man pludselig, i stedet for at have 15 km til en daginstitution eller 200 m til en daginstitution, har 50 km til en daginstitution. Hvis det er de ting, vi oplever, så kan jeg love, at vi nok fra de her stole vil gå ind og kigge på det.

Fru Julie Skovsby for en kort bemærkning.

Det er jo de ting, man oplever. Det er jo det, man kalder strukturændringer, og det er det, man laver i kommunerne lige nu. Det gør man for at undgå, at der vil ske direkte nedskæringer i kerneydelsen. Det er jo derfor, man nedlægger daginstitutioner, slår dem sammen, og så får de det jo sværere som forældre. Jeg tror egentlig bare, hvis der er nogen børnefamilier, der ser med nu – jeg tror nu ikke, at man lige på det her tidspunkt ser med, hjemme hos os er man i hvert fald ved at være færdig med aftensmaden nu – at man vil undre sig, man vil undre sig over det billede, som Dansk Folkeparti og regeringen tegner af virkeligheden ude i kommunerne.

Jeg vil blot spørge omkring det her med nulvækst: Er der ingen af de her anbefalinger, som kommissionen er kommet med, som Dansk Folkeparti synes der mangler, eksempelvis det her med, at sygdom i daginstitutioner bør forebygges?

Ordføreren.

Det kan vi da på ingen måde være uenige i, og det er også sådan i forhold til indeklima og andet, at der faktisk er regler på det område. Vi kan jo også se, når kontrollen kommer ud og foretager lydmålinger og andet i de her daginstitutioner, så er der nogle kommuner, som får påbud. Det er faktisk sådan, at når man har fået et påbud, skal man også følge det. Så skal man også få styr på det i den pågældende kommune. Det er der jo regler for i dag.

Vi mener bestemt ikke, at børn skal være i institutioner, der ikke er i orden. Derfor kan man ikke altid sige, at det er dårligt, at man f.eks. nedlægger nogle institutioner og bygger noget sammen og eventuelt bygger nyt. Det behøver ikke altid være dårligt. Det kan også være sådan, at man bygger nogle nye institutioner, som er gearet til at have de her børn. Jeg har faktisk lige været i praktik en hel dag ude i en daginstitution, en rigtig, rigtig god oplevelse. Det var en stor institution, som var en 120-børns-institution, og mange siger, at det er en stor institution. Ja, men den var bygget til det. Det var ikke en gammel patriciervilla, der var bygget om til at være daginstitution. Det var et byggeri, der var lavet til det. Så det er ikke altid lig med forringelser, fordi man lukker noget og flytter noget over i nogle nye lokaler.

Fru Julie Skovsby.

Jeg synes, at vi gang på gang oplever, at Dansk Folkeparti og for den sags skyld også regeringen skubber ansvaret nedad og fra sig, ned til kommunerne, ned til pædagogerne, og i den sidste ende er det forældrene og pædagogerne, der står et sted midt imellem. Hvis Dansk Folkeparti erkender, at der er et problem med indeklimaet i daginstitutioner, og der er kommuner, der får påbud i dag, var det så ikke en god idé at gøre det, som vi Socialdemokrater og SF foreslår, nemlig at man fremrykker offentlige investeringer, investeringer, som man alligevel skal gennemføre? Så fremrykker vi dem til i dag og holder derved hånden under beskæftigelsen, sådan at vi også sikrer, at de her børns forældre er i arbejde og ikke ender i langtidsledighed.

Ordføreren.

Men jeg er nødt til at spørge ordføreren: Hvad er det, vi ikke har gjort? Hvad var det kvalitetsfondsmidlerne skulle gå til? Prøv engang at tage ud i kommunerne i stedet for at blive siddende på de grønne stole herinde, og så kig på kommunernes anlægsbudgetter i år, og se, hvad det er, de laver i år. De sætter skoler i stand, de sætter daginstitutioner i stand, der er fuld skrue på, og hvordan har de finansieret det? Hvordan har kommunerne finansieret det? De har finansieret det via kvalitetsfondsmidlerne, som er kommet herindefra. Så at stå og sige nu, at Dansk Folkeparti og regeringen intet gør for, at kommunerne kan sætte deres bygninger i stand, er så forfejlet, som noget kan være. Jeg vil sige til ordføreren: Gå ud og tal med hvilken som helst kommune, og spørg, om de har fået midler fra Christiansborg til at istandsætte deres bygninger. Jeg tror ikke, der vil være én kommune, som kan sige: Her er intet kommet.

Tak til ordføreren. Hr. Eigil Andersen som ordfører for SF.

Jeg vil først komme med den lille bemærkning til hr. Per Ørum Jørgensen, at jeg er meget glad for, at også kontanthjælpsloftet for familier er blevet bragt ind i debatten. Det er helt rigtigt, at det rammer mange familier i Danmark ufattelig hårdt. Børn kan ikke komme til børnefødselsdage og medbringe gaver, og en familie har måske 2.000 kr. om måneden at leve for til mad, tøj, transport og eventuelle fritidsfornøjelser – og det kan ikke lade sig gøre.

Det giver mig anledning til at sige, at hvis det lykkes at få et nyt flertal ved det kommende folketingsvalg, vil oppositionen jo afskaffe det her kontanthjælpsloft. Det er vi enige med hr. Per Ørum Jørgensen i. Jeg hørte også starthjælpen til flygtninge blive nævnt, og der gælder det samme: Den vil også blive afskaffet. Sagen er jo, at starthjælpen udgør 50-60 pct. af kontanthjælpen i Danmark, og vi har ellers defineret kontanthjælpen som det beløb, folk som minimum skal have, for at de kan have en ordentlig tilværelse eller i hvert fald en tålelig tilværelse, og det her beløb er altså mindre. Så en ny regering vil også afskaffe den lave starthjælp til flygtninge.

Ellers vil jeg sige, at det her er en meget vigtig debat, og som det også er fremgået af det, de tidligere ordførere har sagt, bl.a. den socialdemokratiske ordfører, er det helt klart, at man her gennem den Familie- og Arbejdslivskommission, som man nedsatte, har lanceret et meget stort projekt, der gav mange spændende forslag, som man derefter stort set ikke har ført ud i livet. Det er meget dårligt.

Vi mener, at der skal være en bedre balance mellem familieliv og arbejdsliv, og sagen er, at regeringens politik går i den modsatte retning af de anbefalinger, der er kommet. Man giver kommunerne for få penge, så det, som jeg har nævnt tidligere, har ført til en stigning i antallet af lukkedage og kortere åbningstid i daginstitutionerne. Som jeg også nævnte tidligere, gør det det sværere for folk at passe deres job, og det er noget, som også Dansk Arbejdsgiverforening kritiserer. Så der er mange dårlige aspekter af det her.

Der var en tidligere borgerlig familieminister, som i 2005 ville afskaffe samtlige lukkedage. Siden blev det, som det er fremgået af debatten her, kun til de løsrevne lukkedage. Regeringen afsatte sølle 65 mio. kr. til det formål, og det understreger jo på meget sørgelig vis, hvor elendigt det er, for man skulle have afsat 400-500 mio. kr., hvis det skulle være lykkedes at afskaffe lukkedagene.

Som jeg også har været lidt inde på, vil SF ikke acceptere, at børnefamilierne skal betale regningen for VK-regeringens uansvarlige økonomiske politik med skattelettelser, og derfor vil en kommende regering – hvis det lykkes at få et andet flertal – annullere de forringelser af børnechecken, som VK-regeringen og Dansk Folkeparti har vedtaget.

Barselvilkårene halter alvorligt for selvstændigt erhvervsdrivende og også for mænd. Derfor vil SF etablere en barselfond for selvstændigt erhvervsdrivende på linje med den centrale barselfond, som findes i dag for lønmodtagere. Det er et løfte, som er uopfyldt. Jeg har slået det efter, og det er et 5 år gammelt løfte, som ikke er blevet opfyldt af den nuværende regering.

Vi vil også øremærke 3 måneders barsel til fædre. Der er alt for mange fædre, som bliver mødt med skepsis eller med en fyreseddel, hvis de vil tage barselorlov, og derfor lader mange mænd simpelt hen være med at spørge arbejdsgiveren om lov til barselorlov. Det er en uholdbar situation.

Vi mener også, som den socialdemokratiske ordfører nævnte i sin tale, at den nuværende hjemmeserviceordning for pensionister skal udvides til at omfatte alle børnefamilier. Det vil komme familierne til gavn, for lørdagsrengøring og tøjvask kan så blive erstattet med hyggetid sammen med børnene. I øvrigt vil det også sikre mange udmærkede arbejdspladser til en del af de alt for mange arbejdsløse, vi har for øjeblikket.

Vi har et arbejdsliv, hvor flere og flere desværre bliver stressede, og det belaster også familielivet. Hvis folk er stressede, har de langt mindre overskud til at være sammen med børn og ægtefælle, når de kommer hjem fra jobbet. Det kan i værste fald føre til sygemeldinger og førtidspensionering, og i sidste ende kan langvarig og hård stress føre til, at de bliver udbrændt og må forlade arbejdsmarkedet – meget voldsomt. På de fleste arbejdspladser mangler der i dag en politik, hvor man forebygger stress. Vi mener derfor, at det bør ind i arbejdspladsvurderingerne, at man altid skal forholde sig til, om der er stress på arbejdspladsen, og hvad man i givet fald vil gøre for at forhindre det. Det er et meget vigtigt punkt, fordi et godt arbejdsmiljø i høj grad medvirker til, at folk også har det godt, når de kommer hjem fra arbejdet til familien.

Med disse ord vil jeg opfordre Folketinget til at stemme for det forslag til vedtagelse, som er fremsat af fru Julie Skovsby.

Der er to medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Først er det fru Vivi Kier.

Tak. Jeg kunne jo egentlig starte på samme måde her, for igen hørte vi en lang række ufinansierede løfter; der er overhovedet ikke dækning for eller anvisning af, hvordan man skal finde pengene.

Men lad det nu ligge, for jeg hørte jo, at ordføreren hæftede sig meget ved, at vi nu skulle øremærke de her 12 ugers barsel til mænd, og så prøver jeg bare at spørge: Hvordan skaber det her bedre balance i familielivet, at vi fra Folketingets side bestemmer, hvordan familierne skal indrette sig? Var det ikke bedre, at vi gav det ansvar til familierne selv at finde ud af, hvordan de skulle indrette sig?

Så vil jeg gerne spørge, om man, hvis man skulle få magt, som man har agt, så får indført 12 ugers tvungen barsel til fædre? Hvad så med den der enlige mor, hvor der ikke er en far – får hun så 12 ugers kortere barsel?

Ordføreren.

Først vil jeg med hensyn til det, der bliver kaldt ufinansierede løfter, sige, at de bestemt ikke er ufinansierede. Fru Vivi Kier ved godt, at vi fra Socialdemokratiet og SF's side f.eks. har forslag om millionærskat, forslag om beskatning af usunde fødevarer, forslag om en beskatning, som skal rettes mod bankerne – dem har vi hjulpet fra samfundets side, og nu er det rimeligt, at de betaler penge tilbage – og en lang række andre forslag. Så det er ikke ufinansieret.

Så vil jeg om det her med barselorlov sige, at som jeg var inde på, er der mange mænd, som i dag ikke beder om barselorlov, fordi de er nervøse for, at de bliver fyret af deres arbejdsgiver, selv om de egentlig har ret til det ifølge lovgivningen, og derfor må vi altså give et rygstød til, at det i højere grad bliver brugt i praksis. F.eks. har det da den store betydning, at hvis der skal være ligestilling i Danmark, må det også være sådan, at både faren og moren har gode muligheder for at være til stede, også fra starten af.

Fru Vivi Kier.

Jeg havde lyst til at stille rigtig mange spørgsmål, men det tillader tiden jo ikke. Man kan så undre sig over, at det kun er 12 uger, og at man ikke har delt barselorloven fuldstændig, men lad det nu ligge.

Ordføreren kommer i sin tale også ind på de her 31 anbefalinger, som kommissionen kom med. Jeg synes jo, det er ret vigtigt, at vi siger, at det var anbefalinger, altså at det ikke var nogens løfter – det var 31 anbefalinger. Jeg vil blot bede ordføreren bekræfte, at de anbefalinger for en stor dels vedkommende faktisk vedrører nogle ting, som, hvis de skal gennemføres, skal gennemføres ude blandt arbejdsmarkedets parter.

Ordføreren.

Til det om barselorloven – om, hvorfor det kun er 12 uger, vi reserverer til mænd – vil jeg sige, at jeg da er glad for det udtryk, for det kunne måske antyde, at De Konservative kunne bevæges til også at gå ind for det. Nej, der bliver rystet på hovedet.

Men sagens kerne er jo, at selv om vi går ind for ligestilling – og det gør vi – er vi da også noget opmærksomme på, vil jeg sige, at når der kommer et barn til verden, er det moren, som i første omgang er i centrum, og som også må bære det besvær og de smerter, der ligger i at sætte et barn i verden. Så derfor er det også en naturlig ting for os, at hovedparten af barselorloven er til kvinden. Og det var vist svar på det spørgsmål om, hvorfor vi ikke deler den ligeligt op.

Hr. Per Ørum Jørgensen for en kort bemærkning.

Tak for ordførertalen. Jeg synes, der var mange positive elementer i talen og også mange ting, som vi fra Kristendemokraternes side kan støtte. Jeg hæftede mig lidt ved hele diskussionen omkring stress. Det fremgår jo også meget klart af rapporten, at det er en af de store udfordringer, netop det at man føler sig presset i sit arbejdsliv. Det er vel ikke mindre nu, kan man sige, hvor der har været finanskrise, og der måske er større krav og større usikkerhed om, hvorvidt man kan bevare sit arbejde osv. osv.

Det er også derfor, det undrer mig lidt, at man, når man nu gerne vil gøre det godt for børnefamilierne og ikke mindst småbørnsfamilierne, så går ud og foreslår, at folk skal arbejde en time mere om ugen, som SF jo foreslår sammen med Socialdemokraterne. Jeg tror, det ville være enormt skadeligt netop for den store del af danskerne, som siger, de har problemer med at få sammenhæng mellem arbejdsliv og familieliv.

Hvordan vurderer SF's ordfører det forslag om, at man skal arbejde en time mere om ugen i forhold til den her problemstilling?

Ordføreren.

Jeg vil først sige, at jeg er enig i, at finanskrisen og arbejdsløsheden gør, at der garanteret er endnu større pres på de ansatte på arbejdspladserne i dag, end der var for 3 år siden. Det forøger behovet for, at vi får det ind i arbejdspladsvurderingerne som et krav, at man skal forholde sig til, om der er stress på arbejdspladsen, og hvad man vil gøre ved det, hvis der konstateres stress.

Så kan det med hensyn til Socialdemokratiet og SF's forslag til trepartsforhandlinger komme på tale – når vi engang har fået gang i væksten og fået skabt nogle flere arbejdspladser, og arbejdsløsheden er voldsomt på vej nedad – at nogle måske skal arbejde lidt længere, for at vi kan få hele samfundshusholdningen til at hænge sammen. Der vil jeg sige, at det jo kan gøres på flere forskellige måder. Der er nogle, der er tvunget på deltid, der er flere og flere offentligt ansatte, der er tvunget på deltid. Dem kan man tilbyde fuld tid. Så er der nogle på efterløn, som vi måske kan lokke til at arbejde lidt, samtidig med de får en deltidsefterløn; deltidsarbejde, deltidsefterløn. Vi kan også gøre arbejdsmiljøet bedre og sygefraværet mindre, så der er mange veje, ad hvilke vi kan nå frem til, at der er mere arbejdskraft til stede.

Hr. Per Ørum Jørgensen.

Det lyder jo meget fint, alt det her, men som jeg hører fru Helle Thorning-Schmidt og hr. Villy Søvndal, så siges der, at vi alle skal løfte i flok. Vi skal alle sammen bidrage med hensyn til at arbejde os ud af finanskrisen og de efterdønninger, der er. Det er selvfølgelig rigtigt, at man kan kompensere lidt ved, at der er færre, der går på efterløn, eller der er flere på deltid, som går på heltid osv., men som jeg forstår det – og det kan godt være, at jeg har misforstået den model, som S og SF har lagt frem – er det så ikke rigtigt, at alle skal løfte i flok, at vi skal arbejde mere, hvis det står til SF og Socialdemokratiet, og at det dermed betyder, at man lægger endnu større pres på børnefamilierne med det forslag, som er kommet fra S og SF?

Ordføreren.

Det er klart, at der kan opstå en situation, hvor der er brug for, at der bliver arbejdet mere, også af almindelige lønmodtagere. Det er måske så 6 minutter, hvis vi nu bruger de andre løsninger først. Det kan godt blive aktuelt. Men sagens kerne er jo, at det skal ske gennem overenskomstforhandlinger på arbejdsmarkedet, der forløber på helt normal vis, og det vil sige, at ligesom folk i dag i overenskomsterne har ret til omsorgsdage, kan man også forestille sig, at nogle fagforbund vil satse på, at børnefamilierne måske ikke skal arbejde lige så lang tid ekstra, som andre skal. Det må man så forhandle med arbejdsgiverne. Det skal jo sendes ud til urafstemninger på ganske normal vis, og hvis der ikke er flertal for det, vil det ikke blive vedtaget.

Der kan laves fleksibilitet på mange forskellige måder. Der kan også være tale om, at man måske laver nogle ordninger, ikke helt som hr. Per Ørum Jørgensen har beskrevet, men lidt i den retning, hvor man i perioder af sit liv arbejder mere og i andre perioder af sit liv arbejder mindre. Det kunne f.eks. også gælde for børnefamilier. Der er mange ting, man kan gøre og også kan gøre på arbejdsmarkedet ved overenskomstforhandlingerne.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så jeg siger tak til ordføreren. Den næste i ordførerrækken er fru Vivi Kier fra Det Konservative Folkeparti.

Far, mor og børn – disse tre små ord dækker over noget ganske fundamentalt i vores samfund, nemlig familien. Langt de fleste familier består stadig af far, mor og børn, selv om konstruktionen indimellem kan være meget forskellig. Men betyder familien egentlig så meget her i år 2011? Nogle siger, at familien som begreb er idylliseret Morten Korch-romantik, og at det i virkeligheden er samfundet, der er bedre til at tage vare på familien, end familien selv.

Jeg vil gerne i dag sige tak for muligheden for at debattere familiepolitik. For mig som konservativ har familien og vil familien altid være en grundpille i vores politik, for familien er samfundets fundament. Det er i familien, at vi henter ressourcerne, når tingene er svære. Det er i familien, at vores børn lærer de grundlæggende værdier og spilleregler. Det er i familien, at børnene lærer at vise omsorg og tage ansvar for andre. Hvis vi styrker familien og giver ansvaret tilbage til familien, har vi løst mange af fremtidens sociale udfordringer.

Vi skal turde diskutere fremsynede ideer og løsninger, såsom en mindre offentlig sektor og en større aktiv frivillig sektor. Vi skal turde give familierne ansvaret, for med ansvar følger stolthed og med stolthed følger glæden ved at tage ansvar både for sig selv og for andre og ikke alene ansvaret for eget liv, men også ansvaret for at prioritere, hvilke behov og ønsker man som den enkelte familie har.

For et stykke tid siden så jeg et debatprogram i fjernsynet, der handlede om, at forældre ikke kunne finde ud af det der med sund kost, og at samfundet derfor skulle give børn og unge ordentlig mad og dermed tage ansvaret fra forældrene. Jeg er faktisk dybt rystet over sådan et udsagn. Og det er desværre et udsagn, som jeg hører i flere og flere sammenhænge, især fra socialisterne, som altid ved, hvad der er bedst for andre mennesker. Det er f.eks., når de tordner imod forældre, der vælger en privatskole. Det er uha, uha, lige indtil de synes, at deres eget barn alligevel har brug for et andet tilbud. Det er i familien uanset konstruktionen, at vi lærer at omgås andre mennesker, og det er i familien, at vi kan hente tryghed og forståelse. Det er der, vi lærer at tage ansvar. Det er i familien, vi lærer, hvad der er godt, og hvad der er skidt. Og det er i familien, vi skal lære at spise sund, fornuftig og alsidig kost. Derfor skal ansvaret helt klart ligge i familien.

Vi har verdens største offentlige sektor. De sociale budgetter er støt og roligt vokset år for år, men vi er måske ikke blevet bedre til at løse de sociale problemer, og det skyldes måske, at vi bruger den offentlige sektor til at behandle symptomer. Løsningen burde ligge i, at vi styrker familiens egne ressourcer, så mor og far kan give deres børn en tryg og glad vækst. Vi skal ikke tage ansvaret fra far og mor. Nej, vi skal give dem redskaber, så de bliver i stand til at tage ansvar for deres børns opvækst, ve og vel.

Det behøver ikke kun at være det offentlige socialsystem, som hjælper familien. Det kan i lige så høj grad være alle de frivillige organisationer, vi skal have på banen. De kan noget, det offentlige ikke formår: De kan møde mennesker i øjenhøjde. Den enlige mor med den dårlige opvækst, hvor kan hun hente støtte til at blive en god mor? Hvor kan hun få de redskaber og et godt socialt netværk, der gør hende i stand til at give sit barn en tryg og glad opvækst i hendes lille familie? Så jeg ønsker en langt stærkere frivillig sektor, som kan medvirke til, at den enkelte familie kan få støtte og hjælp til at udvise karakter i forældrerollen.

Som politikere skal vi sætte gode rammer op, helt klart. Men det er den enkelte familie, der selv skal tilrettelægge deres liv. Et af de nye tiltag, vi kunne gøre, og som jeg som konservativ gerne vil gøre for at skabe bedre balance mellem arbejdsliv og familieliv, er f.eks. at nedsætte skatten. Familier er langt bedre til selv at bestemme, hvad deres penge skal gå til. Det betyder ikke, at vi ikke skal hjælpe de udsatte borgere. Det skal vi altid. Det er nemlig også en konservativ grundholdning. Gode rammer kan også være større valgmuligheder for familien. Her tænker jeg især på flere private dagtilbud, så der også på det felt skabes reelle valgmuligheder for den enkelte familie.

Familiepolitik og det at skabe balance mellem arbejdsliv og familieliv vil til stadighed have De Konservatives fokus, et fokus, hvor vi ønsker at fastholde ansvaret i familien – et ansvar, som aldrig må blive overtaget af samfundet.

Der er en enkelt kort bemærkning til ordføreren fra hr. Eigil Andersen.

De Konservative har jo traditionelt stået erhvervslivet nær, og det gælder også selvstændigt erhvervsdrivende med mindre firmaer. Anbefaling 21 fra kommissionen siger, at der bør udvikles en barseludligningsordning for selvstændigt erhvervsdrivende, og det er vi i SF helt enige i. Sådan en ordning går jo ud på, at man i dag kan få barseldagpenge, og de udgør ca. 100 kr. i timen, og så er der for lønmodtagere en barseludligningsfond, som lægger omkring 60 kr. oveni, så det indtægtstab, man har, simpelt hen bliver mindre.

Men det her med at lægge noget oveni, altså de der 60 kr. ekstra i timen, gælder ikke for selvstændigt erhvervsdrivende. Regeringen har lovet, at der skulle være fremsat forslag om at indføre det i 2006, altså for 5 år siden, men det er ikke sket. Hvordan er den konservative ordfører tilpas med det?

Ordføreren.

Jeg synes altid, det er vigtigt, at der er ordentlige rammer og forhold. Og jeg ved, at rigtig, rigtig mange selvstændigt erhvervsdrivende, også mindre selvstændigt erhvervsdrivende, tegner en forsikring, så de også er dækket ind, når de skal på barsel.

Hr. Eigil Andersen.

Men det er jo en ordning, som – går jeg ud fra – koster en hel del penge. Her er vi jo inde i, at der er lavet nogle samfundsmæssige ordninger, som, om jeg så må sige, spreder byrden ved det her, for i det øjeblik man er mange om at betale det, herunder også alle de mænd, som ikke skal have så meget barselorlov, som kvinderne skal have, er der simpelt hen en mindre udgift for den enkelte i forhold til en forsikring. Er det ikke sådan, at De Konservative så vil arbejde for, at vi meget snart får opfyldt det her 5 år gamle løfte, som regeringen desværre ikke har opfyldt endnu?

Sagen er jo, at det betyder, at det for den lille damefrisør eller den lille kioskejer simpelt hen er sværere at komme på barselorlov, end det er for lønmodtagere.

Ordføreren.

Jeg må igen påpege, at de 31 anbefalinger, der ligger i kommissionens rapport, er anbefalinger ; det er ikke 31 løfter . Når der så bliver snakket om de små selvstændigt erhvervsdrivende, er det jo rigtig dejligt at opleve den omsorg og den bekymring, der også er for den gruppe af vores borgere, men jeg kender godt den lille damefrisør, og jeg kender godt den lille købmand, jeg møder dem hver dag, og jeg ved, at de faktisk er i stand til selv at finde en ordning, som løser det med, at de også kan gå på barsel. Og så er selvstændigt erhvervsdrivende bare et helt anderledes folkefærd end ansatte, selvstændigt erhvervsdrivende arbejder som oftest rigtig, rigtig meget i forhold til alle andre lønmodtagere.

Men jeg er altid villig til at gå ind og kigge på: Var der noget, man kunne gøre? Er det en besværlig konstruktion? Hvad er det, der har gjort, at der er noget særligt dér? Jeg kigger altid på det med åbne og med positive øjne, men spørgeren får det næsten til at lyde, som om selvstændigt erhvervsdrivende ikke kan blive gravide og aldrig går på barsel.

Der er et par korte bemærkninger mere. Den næste er fra fru Julie Skovsby.

Jeg vil rigtig gerne følge lidt op på spørgsmålet om barselordningen for selvstændige. Jeg kender også nogle få kvindelige selvstændige, som netop har nævnt det som værende et stort problem. Så er det ikke en af de anbefalinger, som De Konservative måske vil kigge lidt nærmere på? Vi vil jo gerne have flere iværksættere, og vi vil også gerne have, at det er unge kvinder, som planlægger at få en familie senere hen.

Så vil jeg spørge, om der er andre af de her anbefalinger, som De Konservative synes der mangler at blive sat ekstra fokus på i dag.

Ordføreren.

Hvis jeg skal tage det sidste spørgsmål først, så vil jeg sige, at jeg jo mange gange har siddet og læst i den her kommissionsrapport og kigget på den række anbefalinger, der er kommet. Som politiker reagerer jeg altid på den måde, at jeg lytter til de fagfolk, der har siddet og kommet med input og ideer til, hvad de synes meget gerne måtte blive gennemført. Så går jeg også ud og lytter til alt andet, der bliver sagt, og så træffer jeg min politiske beslutning derudfra.

Når jeg kigger rapportens anbefalinger igennem, må jeg sige, at der i hvert fald er rigtig, rigtig mange af de anbefalinger, som hører hjemme i de forhandlinger, der naturligt foregår mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, og at det ikke er noget, vi skal blande os i herindefra.

Som sagt er jeg rigtig meget optaget af, at vi ikke skal lave en hel masse nye bureaukratiske regler. Skulle vi ikke i stedet for prøve at fjerne noget bureaukrati og f.eks. give skattelettelser og give familierne mere råderum til selv at beslutte, hvordan de gerne vil tilrettelægge deres familieliv, så der bliver balance hos dem?

Fru Julie Skovsby.

Jeg tror, at vi efter denne forespørgselsdebat bliver nødt til at bede socialministeren om lige at fortælle, hvilke af de her 31 anbefalinger regeringen kan gøre noget ved, og hvilke den føler er ude af dens hænder.

Men jeg vil igen lige spørge helt klart: Hvis nu det skulle hænde, at et parti herinde inden for den nærmeste fremtid skulle fremsætte et forslag til at sikre, at man som f.eks. frisør, kostvejleder, eller hvad det nu er, kan få en ordentlig barsel, er det så ikke et forslag, som De Konservative vil se på?

Ordføreren.

Fru Julie Skovsby og jeg har siddet i Folketinget lige længe, og jeg håber, at fru Julie Skovsby ved, at jeg altid kigger med åbent sind på de forslag, der måtte blive stillet. Jeg går ind bagved og ser på, hvad der ligger af udfordringer, hvilke fordele og ulemper der er, om det her kunne se ud til at blive til noget, som man kunne finde ud af i fællesskab. Så jeg har altid de positive briller på, når jeg kigger på forslag, som måtte blive fremsat.

Der er en kort bemærkning mere fra fru Anne Marie Geisler Andersen.

Jeg kunne forstå på ordføreren, at ordføreren er enig med ministeren i, at det ikke kun er op til den enkelte at skabe balance mellem familie- og arbejdsliv, men at det også er en opgave for politikerne og arbejdspladsen i forhold til at skabe de rette rammer for, at man kan skabe den balance. Det synes jeg er rigtig godt at høre. Men jeg går ud fra, at ordføreren også er enig med mig i, at ubalance kan forårsage stress, hvilket også kommissionen skriver, altså netop at balanceproblemer medfører, at sandsynligheden for at få stress bliver omkring syv gange større, end den er for folk uden balanceproblemer.

Så jeg vil bare høre nærmere om det. I maj sidste år skrev Information jo, at V og K ikke mener, at stress er samfundets problem. Er det stadig De Konservatives holdning?

Ordføreren.

Stress er et symptom på, at der er noget, der er galt. Nogle mennesker kan klare rigtig mange belastninger uden overhovedet at blive stresset. Andre mennesker skal ikke have så store belastninger og får stress. Stress er et symptom, som kroppen skal reagere på. Det er ligesom, når man arbejder for meget og pludselig hele tiden bliver forkølet og får influenza eller andet. Man skal altid reagere på det, ens krop siger.

Man kan ikke sidde og sige: Stress er sådan og sådan. Og så putter man det ind i den boks. Det er jo op til den enkelte arbejdsgiver og den enkelte ansatte at sige: Det her kører skævt for mig. Og heldigvis oplever jeg, at vi faktisk har rigtig mange ansvarlige arbejdsgivere, som godt vil være med til kigge på det og spørge: Jamen hvad kan vi gøre, kan vi ændre på nogle arbejdsrutiner, kunne vi gøre noget på en anden måde?

Så stress kan man ikke sådan bare tage som noget overordnet. Stress, ja, men hvordan reagerer den enkelte? Det er først i det øjeblik, man kan sætte ind.

Fru Anne Marie Geisler Andersen.

Det vil sige, at på trods af, at stress vurderes til at koste omkring 14 mia. kr. årligt, og at det forårsager, hvad der svarer til, at 35.000 mennesker dagligt er sygemeldt, så fastholder Konservative, at stress ikke er et samfundsproblem?

Ordføreren.

Jeg er nødt til at konstatere, at ja, det mener jeg ikke det er. Til gengæld ved jeg jo, at rigtig mange kommuner, som også er arbejdsgivere, men også private arbejdsgivere, har ekstremt fokus på sygefravær. Vi ser jo nogle steder, hvor højt sygefraværet er. Og så må man jo tage den snak med den enkelte medarbejder. Hvor meget magter du? Er der noget, vi kan gøre anderledes og gøre bedre? Det ved jeg altså at der er rigtig mange, både offentlige arbejdsgivere og også private arbejdsgivere, der gør. Så må man jo gå ind og se på det. Man kan ikke stå og se på stress som sådan en ting, man totalt kan forebygge, for det er meget individuelt fra person til person.

Vi siger tak til ordføreren og går videre i ordførerrækken til den næste, som er fru Anne Marie Geisler Andersen fra Det Radikale Venstre.

Under forespørgselsdebatten i 2005 sagde den daværende beskæftigelsesminister, at psykisk arbejdsmiljø og dermed også stress siden 1996 havde været et prioriteret område i arbejdsmiljøpolitikken. Ministeren sluttede af med at sige, at regeringen ville nedsætte en kommission, der sammen med de øvrige arbejdsmiljøinitiativer skulle være med til at sikre bedre sammenhæng mellem arbejdsliv og familieliv og dermed også mindre stress og nedslidning.

Desværre er der ikke så meget, der tyder på, at udviklingen siden da skulle være gået i den rigtige retning. For nylig kom det frem, at Danmark har verdensrekord i at nedslide folk på arbejdsmarkedet – en meget kedelig rekord. Jævnligt konfronteres vi i medierne med tal for, hvor mange mennesker der er ramt af stress, og tallene er ret nedslående. Forhold, som ministeren nævnte allerede dengang i 2005, nemlig øget arbejdsintensitet, flydende grænser mellem arbejde og privatliv og øget krav om fleksibilitet, er ikke blevet mindre fremtrædende. Arbejdet er også for manges vedkommende i dag løsrevet fra tid og sted. Det er det, der også kaldes det grænseløse arbejde.

Mange af de forhold er formentlig kommet for at blive, og derfor mener vi i Radikale Venstre, at det er vigtigt, at vi ruster den enkelte samt arbejdspladserne til at håndtere dem på bedste vis. Set i det lys finder vi det relevant at finde ud af, hvor mange af kommissionens anbefalinger, der siden er blevet fulgt op på, samt om regeringen har planer om yderligere initiativer i forlængelse af rapporten. Derfor er det også relevant at have den her forespørgsel.

Da stress jo er en hyppig følge af manglende balance, synes det også relevant at spørge ministeren, om vi har fået mindsket forekomsten af stress og nedslidning. Alvorlig stress er ikke blot en ubehagelig tilstand, som kan gøre den enkelte ude af stand til at passe sit job. Det er også en tilstand, som vi ved ofte er forløberen for andre og mere alvorlige psykiske lidelser. Eksempelvis kan stress udløse depression. Er man psykisk sårbar på den ene eller den anden måde, kan stress også være med til at forværre ens tilstand og i værste fald forårsage tilbagefald i sygdommen. Hvis vi vil forebygge psykisk sygdom, synes stress derfor at være et meget godt sted at starte. Men det, der jo er så forbandet svært i forhold til stress, er, at ansvaret ikke kun ligger ét sted. Som det står skrevet i kommissionens rapport, forårsages stress af en vekselvirkning mellem samfundsforhold og normer, forholdene på arbejdspladsen og den enkeltes præferencer og valg.

Som politikere kan vi sikre nogle samfundsforhold, som tilgodeser den enkelte familie, ikke mindst børnefamiliernes mulighed for at få hverdagen til at hænge sammen. Vi kan desuden sikre et godt psykisk arbejdsmiljø, f.eks. ved at sikre lederne de nødvendige kompetencer til at varetage deres del af ansvaret, da god ledelse er en af nøglerne til at reducere stress. Ligeledes mener vi, at man bør arbejde på at styrke den enkeltes evne til at få balance i hverdagen.

Af de seneste tal, som jeg har kunnet finde, fremgik det, at omkring 37 pct. af alle danskere på et tidspunkt i løbet af deres liv eller arbejdsliv har været ramt af stress, og 93 pct. af de danskere sagde, at stressen var helt eller delvis arbejdsrelateret. Andre tal viser, at der hver dag er omkring 35.000 mennesker, der melder sig syge på grund af stress. Konkret kunne det derfor være meget rart at vide, om man på baggrund af kommissionens anbefalinger vil arbejde på at etablere stressrådgivnings- og behandlingstilbud i kommunerne. Har man gjort noget, og hvad vil man gøre for at klæde lederne bedre på til at skabe de rette rammer og bedste forudsætninger for den enkeltes balance mellem familie- og arbejdsliv? Har man lavet den informationsportal, som kommissionen anbefaler, hvor der opfordres til at samle viden om familie- og arbejdslivsbalancen, og som både familier og arbejdspladser vil kunne nyde gavn af?

Noget andet, som godt nok ligger lidt ud over kommissionens anbefalinger, men som jeg har set anbefalet andre steder, er en øget indsats for at gøre omkostningerne i forbindelse med stress og nedslidning synlige helt ned på virksomhedsniveau. Er det et tiltag, som regeringen kunne overveje at fremme?

Sidst kan jeg ikke lade være med at tilføje, at vi måske også skulle starte med at kigge indad. Tænk, hvis Folketinget kunne gå foran på dette område. Min mand og jeg er selv i den glædelige situation, at vi skal til at være forældre, men jeg må indrømme, at det sætter gang i nogle spekulationer om, hvorvidt det er foreneligt med at sidde i Folketinget. Er der nogen steder, hvor arbejdet er grænseløst, må det siges at være herinde. Jeg er klar over, at det fungerer for nogle, men som kommissionen jo også meget rigtigt skriver, har vi forskellige præferencer, hvorfor balance ikke betyder det samme for os alle.

Jeg husker især en af de første forhandlinger, som jeg deltog i. Kort før et møde fik vi at vide, at det møde, der lå fredag, nu var uden bagkant. Som de fleste herinde ved, kan det meget vel betyde, at man er færdig kl. 4 eller 5 om morgenen. Jeg havde ikke engang børn, men jeg kan huske, at jeg tænkte, at det måtte være endnu sværere at få tingene til at hænge sammen, hvis man havde børn. Ligeledes oplever man ofte, at få – at blive bombarderet er måske så meget sagt – en bunke af mail og dokumenter til gennemlæsning meget sent fredag eftermiddag eller lige op til ferien med en deadline meget kort efter. Så vel vidende at der i Folketinget er sket en del på dette område de seneste år – bl.a. har vi jo kun afstemninger inden kl. 16.00 – så vil jeg stadig mene, at der også her er rum for forbedringer.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til hr. Per Clausen fra Enhedslisten.

Jeg må indrømme, at der lidt faldt en sten fra mit hjerte, da jeg allerede under ministerens indledning kunne konstatere, at der fandtes rigtig mange forskellige familier, og at der fandtes, var det 31 eller 37 forskellige typer. Det synes jeg er ret godt. Jeg synes måske ikke, det har præget debatten efterfølgende så meget; dér synes jeg der har været sådan en tilbøjelighed til, at man er faldet lidt tilbage til at tale om det, man kunne kalde den almindelige familie, den traditionelle familie. I det hele taget er det vel et spørgsmål om, hvorvidt man ikke også har brug for en diskussion her i Folketinget om, hvordan vi opfatter det, der jo også er vigtigt, nemlig at skabe et rum for, at mennesker kan leve et liv, hvor de også har et andet liv end arbejdslivet, også selv om det liv måske ikke indbefatter en familie. Jeg ved, at vi ved andre lejligheder diskuterer nødvendigheden af at have et såkaldt civilt samfund, hvor folk deltager i aktiviteter i deres lokalområde, er aktive i sportsforeninger osv.

Jeg siger bare det her for at sige, at der sådan set er mange ting, der tyder på, at nogle politiske diskussioner med deres ensidige fokus på arbejde som det, vi skal have mere af, og måske også med meget fokus på, at den anden sådan legitime beskæftigelse er familie, gør, at så får vi en indsnævret opfattelse af, hvad det er for en virkelighed, mennesker i Danmark lever i. Det synes jeg er vigtigt at sige, og det er ikke, fordi jeg er uenig i, at i spørgsmålet om familiers vilkår – og i virkeligheden handler det vel her om børnefamiliers vilkår; al diskussion har i hvert fald handlet om børnefamilier, så jeg går ud fra, at det er det, der ligesom er temaet og vel også var temaet for Familie- og Arbejdslivskommissionens arbejde – er der selvfølgelig væsentlige problemstillinger, som vi godt kan gøre noget ved politisk. Nu har vi lige haft en lang debat tidligere i dag om, hvad vi skulle leve af i fremtiden, og der skulle jo heller ikke gøres meget fra Folketingets side, fra politisk hold, og da der heller ikke skal gøres meget her, burde det vel være muligt at afvikle møderne på en sådan måde, at det kunne sikres, at der var plads til et familieliv, for hvis vi ikke skal træffe beslutning om ret meget, er der også grænser for, hvor meget vi behøver at snakke om det.

Med hensyn til Familie- og Arbejdslivskommissionens anbefalinger vil jeg sige, at det jo ikke er det, at der er en masse anbefalinger, der ikke er blevet gennemført, man behøver at bekymre sig om, for der er mange kommissioner, som er kommet med rigtig mange dårlige anbefalinger, som vi kun kan være glade for ikke bliver fulgt. Men faktisk er der her en række anbefalinger, som jeg synes man måske nok kunne have overvejet at gøre noget mere ved. Og det, man kan gøre noget ved, er jo f.eks. at sikre, at der er nogle ordentlige offentlige serviceydelser i forhold til børnefamilier. Der er jo desværre ikke nogen tvivl om, at en kombination af dårlig økonomi i kommunerne, besparelser i kommunerne har ført til, at lukkedage, begrænsning af daginstitutionernes åbningstider osv. opfattes som en stor gene i mange familiers liv og en belastning, som både slår ind i forhold til deres arbejdsmæssige situation og i forhold til deres situation i fritiden. Det opfatter jeg sådan set også at der er enighed om, forstået på den måde, at det da er noget, man har talt meget om at gøre noget ved. Problemet er måske, at det ikke rigtig er lykkedes at få gjort noget effektivt ved det. Det er i hvert fald den oplevelse, jeg har, når jeg hører om, hvordan der er ude i kommunerne, og taler med folk, der stadig har børn i den alder, hvor det er relevant.

Jeg synes jo også, at man i forbindelse med de besparelser, der er gennemført på børnefamilieydelsen, loftet over tabt arbejdsfortjeneste for pasning af syge eller handicappede børn, godt kan rejse den diskussion, om det egentlig ikke også er med til – i hvert fald for nogle familiers vedkommende – at skabe dårligere vilkår. Det handler jo også om spørgsmålet om starthjælp og kontanthjælp, som helt entydigt har betydet, at vi har fået flere familier med børn, som er fattige. Og det er i hvert fald ikke ret godt. Man kan så sige, at det ikke har så meget med arbejdsliv gøre, for her er det jo mangel på arbejdsliv og mangel på ydelser af en ordentlig størrelse, som er problemet. Men det er også klart, at vi – og det kan man selvfølgelig diskutere, hvor meget man skal forholde sig til – efter min opfattelse ikke kommer uden om at forholde os til, hvilke konsekvenser det at have børn og det at etablere en familie også har for ligestillingsmæssige spørgsmål, for mulighederne for, at kvinder kan etablere et selvstændigt liv. Og jeg har godt hørt historien om, at det må man selv klare ude i familierne, og at det går rigtig godt.

Hvis man har den opfattelse, at det er vigtigt, at der er lige vilkår mellem kønnene, så synes jeg da, man i hvert fald burde tage den erkendelse med, at de i andre lande, som ligger tæt på Danmark, har oplevet, hvordan ændrede regler for barselorlov har ført til en betydelig større lighed. Det er, som om vi, når man har gode resultater med regulering og regler i andre lande, så slår syv kors for os og siger, at det er imod den danske model, det er imod den danske kultur at have regler. Vi har i forhold til nogle grupper i samfundet flere regler, end man har noget sted i verden, men når det er på det her område, så er det imod den danske kultur. Det tror jeg ikke det er. Så jeg tror, der er rum for forbedring, og derfor har vi da også være med til at fremsætte det forslag til vedtagelse, som indeholder forslag til en række konkrete tiltag.

Tak til ordføreren. Så er det socialministeren.

Jeg vil først og fremmest sige tak for den spændende debat, der har været omkring de anbefalinger, der kom fra Familie- og Arbejdslivskommissionen, og de anbefalinger, som var møntet på en lang række aktører.

Der har her været meget diskussion om, hvor meget regeringen så egentlig har fået gennemført. På nogle af ordførerne lyder det, næsten som om alle de her 31 anbefalinger var noget, som regeringen burde have gennemført, og det var for dårligt, at regeringen ikke havde gennemført dem alle. Der vil jeg blot lige sige, at jeg bestemt ikke mener, at det er regeringens rolle og ansvar f.eks. at sørge for, at tillidsrepræsentanternes arbejde med balance styrkes. Det mener jeg faktisk er noget, der ligger hos arbejdsmarkedets parter. En anden anbefaling peger faktisk på, at arbejdsmarkedets parter bør indgå en aftale om, at lønmodtagere kan tage fri med løn i forbindelse med alvorlig sygdom hos deres forældre. Det fortæller bare, at ordførerne fra Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti ikke har været inde at studere de her anbefalinger rigtigt og rubricere dem i forhold til, hvem det egentlig er, de er møntet på. Der er 31 anbefalinger, og skal man lave en gruppering, viser det sig, at 14 af de her anbefalinger er noget, som regeringen skal arbejde med, 7 af anbefalingerne er til arbejdsmarkedets parter, 5 er møntet på kommunerne, og de sidste 5 anbefalinger er rettet mod de individuelle arbejdspladser.

Det interessante i den her diskussion er så, hvad regeringen har gjort i forhold til de 14 anbefalinger, som var rettet mod regeringen som nogle af de ting, som regeringen kunne tage fat på og arbejde videre med at få gennemført. Ja, så kan jeg sige, at 9 af de 14 faktisk er noget, regeringen har gennemført. 2 af dem mener vi altså hører til hos arbejdsmarkedets parter. Vi har sagt nej til 2 andre anbefalinger, og så er vi stadig i gang med at overveje den sidste anbefaling. Så vi er faktisk godt i gang med at gennemføre eller har fået gennemført en lang række af de anbefalinger, som vi fra regeringens side kunne arbejde med, og vi er stadig i gang med at overveje den sidste anbefaling.

I forhold til nogle af de ting, der er kommet frem i denne debat, vil jeg gerne kvittere Dansk Folkeparti for mange af de initiativer, som vi faktisk har fået gennemført. Det er jo noget, vi har fået gennemført sammen med Dansk Folkeparti, f.eks. pasningsgarantien og ikke mindst kvalitetsfondsmidlerne, som skal ud at arbejde i de enkelte kommuner, bl.a. for, at man får nogle gode moderne daginstitutioner. 22 mia. kr. er der blevet sat af de kommende år fra Kvalitetsfonden til netop det arbejde ude i kommunerne. I det hele taget er jeg også glad for det arbejde, vi i regeringen har sammen med Dansk Folkeparti i forhold til kampen med kommunerne omkring lukkedage og de løsrevne lukkedage.

Der kom et konkret spørgsmål fra den radikale ordfører om, hvorvidt regeringen havde fået lavet en portal omkring nogle af de anbefalinger, der er til at skabe en bedre balance. Der kan jeg glæde ordføreren med at sige: Ja, det har vi, og den har vi lavet i forbindelse med netop Balanceprisen for også at fremhæve de glimrende ting, som der er kommet inden for en lang række virksomheder, offentlige som private, store som små, i forhold til, hvordan man på den enkelte arbejdsplads bl.a. kan være med til at skubbe en bedre balance frem.

Med hensyn til stressrådgivning er det faktisk en af de anbefalinger, som kommissionen har møntet på kommunerne.

Så kom der en masse ting fra Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti. Jeg må sige, at jeg synes, det var noget forstemmende at høre mange af de ting, der kom fra Socialdemokraterne. Der er mange, mange løfter i den udtalelse, som den socialdemokratiske ordfører præsenterede, og der er slet ikke nogen eksempler på, hvordan man overhovedet skal finde penge til de mange løfter. Så da den konservative ordfører sagde, at det er ufinansierede løfter, kan jeg ikke andet end at sige: Jeg er fuldstændig enig. Når den socialdemokratiske ordfører så bliver spurgt, hvor de penge kommer fra, bliver der henvist til »En Fair Løsning« eller »Fair Forandring« og det forslag, man har lagt frem sammen med Socialistisk Folkeparti. I det hele taget vil man tilbagerulle en lang række af de besparelser, som regeringen har været nødsaget til at foretage i forhold til genopretningspakken.

Jeg vil blot sige om »En Fair Løsning«, at »En Fair Løsning« i forvejen manglede mange penge i forhold til det, som regeringen har fremlagt i forbindelse med tilbagetrækningsreformen. Regeringen har sagt, at der skulle findes et sted imellem 45 mia. kr. og 50 mia. kr. for at dække det hul, som den internationale krise har skabt i dansk økonomi. Regeringen har fundet en række af de midler og er i fuld gang med at finde de resterende, bl.a. ved at fremlægge tilbagetrækningsreformen. Men »En Fair Løsning« mangler omkring 17 mia. kr. plus de 15 mia. kr., der blev aflyst her i weekenden, hvor LO lige trak tæppet væk under de 12 minutter ekstra om dagen.

Når vi så taler om 12 minutter ekstra om dagen, kunne jeg forstå på Socialistisk Folkepartis ordfører, at det godt kunne være, at man ikke skulle arbejde så meget, og at man måske slet ikke skulle arbejde ret meget længere, og at man kunne bruge en masse andre tiltag og noget med arbejdsmiljø og noget med deltid og fuldtid og hel række andre fugle på taget. Der må jeg altså bare lige sige, at hvis man løber væk fra »En Fair Løsning«, synes jeg, at man skal lægge noget andet på bordet, så man kan fortælle vælgerne, hvordan det er, man vil finde pengene. Jeg synes, at det er for sølle at blive ved med at henvise til nogle kaffemøder, man skal have efter det kommende valg.

De løsninger, der skal til, de tiltag, der skal til for at finde de penge, der er behov for efter en økonomisk krise, er med til at bestemme den retning, som vi har i vores samfund. Det er med til at have indflydelse på den enkelte families hverdag og den enkelte families balance i forhold til familieliv og i forhold til arbejdspladsen. Begynder man så igen at tage fat på spørgsmålet om, at vi alle sammen skal arbejde noget mere – hvis det alligevel gælder; det er jo ikke helt til at finde ud af – så må jeg blot anføre, at der er jeg sådan set meget enig med ordføreren fra Kristendemokraterne, hr. Per Ørum Jørgensen, i, at det faktisk er noget, der kan gå ind og ramme børnefamilierne. Man synes, det er forfærdeligt at gå ind med en tilbagetrækningsreform og fjerne efterlønnen. Man vil faktisk hellere have, at det er børnefamilierne, der skal arbejde mere.

Dansk Industri har lavet en undersøgelse, som blev præsenteret i Børsen for nogle uger siden, som faktisk viste, at hvis hele det hul, der var i forslaget fra Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti, skulle finansieres, ved at vi skulle arbejde mere, ville det svare til 2½ ekstra time om ugen. Man har også glemt at fortælle familierne, ud over at de skal arbejde mere, at de selvfølgelig skal have deres børn passet mere. Hvad betyder det, når man skal have sine børn passet ekstra i dagtilbuddene, i daginstitutionerne? Det betyder jo, at man skal have øgede normeringer, og det betyder jo, at det bliver dyrere ude i de enkelte kommuner at drive dagtilbud. Det betyder i sidste ende, at familierne skal betale mere for det, for husk nu, at 25 pct. af det, det koster at passe et barn i en kommune, bliver betalt af forældrene.

Når der bliver sagt meget fra Socialdemokraternes side og Socialistisk Folkepartis side om, at der skal skabes vækst; vi skal gøre ligesom nogle af de andre lande, så synes jeg, at det kunne være rigtig sundt, hvis ordføreren fra Socialdemokraterne og ordføreren fra Socialistisk Folkeparti prøvede at kigge lidt mod nord og f.eks. se på, hvad det er, man har gjort i Sverige. Ja, der har man bl.a. også været inde og sørge for virkelig at trimme de offentlige udgifter. Det eneste, jeg kan få ud af at læse det forslag til vedtagelse, der kommer fra bl.a. Socialistisk Folkeparti og Socialdemokraterne, er, at vi skal øge de offentlige udgifter mere og mere. Der bliver jeg blot nødt til at sige, at det har vi simpelt hen ikke råd til i samfundet.

Vi er et af de lande i den vestlige verden, blandt dem, vi ellers plejer at sammenligne os med, som har den største offentlige sektor, og som har det største offentlige forbrug. Vi har simpelt hen ikke råd til at lade den offentlige sektor bare vokse og vokse. Jeg kan love ordførerne fra Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti for, at hvis vi ikke sørger for, at vi har en effektiv god offentlig sektor, som selvfølgelig ikke vokser ud over de grænser, der er i dag, og hvis man bare giver los, som det fremgår af den udtalelse, som kommer fra ordførerne fra Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti, så vil vi se nogle konsekvenser for familierne, og det vil gå ud over den balance, der skal være mellem arbejdsliv og familieliv, og det er ikke positive konsekvenser, det ville have. Tak for ordet.

Der er et par korte bemærkninger til socialministeren. Den første er fra hr. Eigil Andersen.

SF har f.eks. fremlagt et forslag, som vil frembringe 75.000 nye arbejdspladser i løbet af de næste 10 år. Hvad har regeringen fremlagt, hvad det angår? Ingenting, simpelt hen.

Jeg vil også sige, at i det forslag til vedtagelse, som vi har fremsat, forsøger vi jo at rette op på nogle af de forringelser for familierne i Danmark, som den borgerlige regering har gennemført, og der er fuld finansiering i de planer, vi har fremlagt.

Jeg vil give ministeren, at det er rigtigt, at det ikke er alle 31 forslag, der er lovgivningsinitiativer. Jeg tror, at der er lidt flere lovgivningsinitiativer, end ministeren siger, men jeg vil bare gerne nævne i hvert fald fire, som med sikkerhed ikke er gennemført: Forældre til børn under 14 år bør have en lovfæstet ret til at holde mindst 2 ugers ferie med deres børn hvert år. Det er ikke gennemført. Balancen mellem familie- og arbejdsliv bør gøres til en obligatorisk del af den lovpligtige indsats for et bedre arbejdsmiljø. Det er ikke gennemført. Og det er altså kommissionens anbefalinger. Der bør skabes bedre betingelser, for at mænd kan tage barselorlov. Det er ikke gennemført. Der bør udvikles en barseludligningsordning for selvstændige erhvervsdrivende. Det er ikke gennemført. Hvorfor har regeringen ikke gennemføre de fire punkter?

Ministeren.

For det første vil jeg lige om det, som ordføreren for Socialistisk Folkeparti siger om forslaget om de 75.000 nye arbejdspladser, sige, at der har været en del kritik af, at der mangler noget finansiering af de mange forslag, som kommer fra Socialistisk Folkeparti. Der kom nogle forslag om finansiering, såsom at man skulle lade være med at give så mange tilskud til zoologiske anlæg, men det tror jeg ikke kan finansiere alle de drømme, der ligger i det energipolitiske udspil, der kom fra Socialistisk Folkeparti.

Det er ikke korrekt, når ordføreren siger, at regeringen ikke foretager sig noget. Jeg står faktisk selv bag en boligaftale, som betyder, at man vil kunne bruge 5 mia. kr. ud over det, man plejer, til renovering og udvikling af den almene boligsektor. Så der sker også noget fra regeringens side med forskellige konkrete forslag.

Så bliver der spurgt til nogle specifikke anbefalinger fra kommissionen. Der bliver spurgt om det med forældre til børn under 14 år. Det er et af de forslag, som vi siger hører til hos arbejdsmarkedets parter. Ordføreren må lige spørge om resten igen, og så kan jeg komme ind på dem.

Det vil hr. Eigil Andersen sikkert gerne. Hr. Eigil Andersen for en kort bemærkning.

Tak. Her må jeg allerede sige, at det, der står i kommissionens anbefalinger, er ordet lovfæstet, og lovfæstet betyder altså, at det står i en lov. Der står i punktet her, at forældre til børn under 14 år bør have en lovfæstet ret til at holde mindst 2 ugers ferie med deres børn hvert år. Det kan altså ikke bortforklares, og det er i hvert fald ikke gennemført. På samme måde står der, at der bør udvikles en barseludligningsordning for selvstændige erhvervsdrivende. Det er absolut heller ikke gennemført.

Ministeren.

Som sagt er det anbefalinger, der bliver fremlagt. Det kan godt være, at anbefalingen om det med, at forældre til børn under 14 år bør have en lovfæstet ret til at holde mindst 2 ugers ferie med deres børn hvert år, er noget, som ordføreren mener at vi bare skal lovgive om. Vi mener, at det er noget, der hører til hos arbejdsmarkedets parter, og det er derfor, vi siger, at det er et af de to forslag, vi har henvist til arbejdsmarkedets parter.

Med hensyn til det med en barseludligningsordning er det faktisk et af de forslag, vi stadig væk er i gang med at overveje. Det er komplekst, og det er dyrt, men det er noget, som vi prøver at finde frem til om vi kan finde en løsning på. Så det er ikke korrekt, at det er noget, vi har skrottet. Det er faktisk noget, vi stadig væk er i gang med at kigge på, men det er ikke noget, man lige kan løse med et fingerknips.

Den næste korte bemærkning er fra fru Julie Skovsby.

Tak. Først bliver jeg lige nødt til at rette ministeren. Jeg henviste ikke til »En Fair Løsning« i forhold til finansieringen af de forslag, der er i vores forslag til vedtagelse. Jeg henviste til Socialdemokraterne og SF's finanslovforslag.

Men jeg ville ønske, at ministeren kunne tale lige så meget om regeringens politik, som man taler om oppositionens politik. Og det får mig til at bede ministeren om at eftersende opgørelsen over, hvad de enkelte anbefalinger falder ind under – om de er rettet mod arbejdsmarkedets parter, som jeg kunne forstå at man mente gjorde sig gældende i forbindelse med anbefaling nr. 7 om forældre til børn under 14 år. Kan vi få en liste, hvor det helt konkret står? Så vil det være rigtig, rigtig fint.

Jeg vil gerne spørge ministeren om netop de punkter, som ministeren mener er rettet mod arbejdsmarkedets parter og altså ikke regeringen. Har regeringen ikke på noget som helst tidspunkt overvejet, at man kunne tage de anbefalinger med i en trepartsforhandling og ligesom anbefale arbejdsmarkedets parter at gå ind i de anbefalinger og de her konkrete punkter og få dem gjort til virkelighed?

Ministeren.

I forhold til en opgørelse over, hvilke aktører anbefalingerne retter sig mod, tror jeg, at den bedste procedure vil være, at spørgeren stiller det spørgsmål gennem Socialudvalget. Så er vi også sikre på, at vi er helt enige og aligned, med hensyn til hvad det er, spørgeren gerne vil have. Så stil gerne spørgsmålet gennem Socialudvalget.

Så vil jeg i forhold til trepartsforhandlinger sige, at der faktisk også er sket nogle af de ting, som f.eks. det med at sikre bedre rammer for, at der kan være en balance mellem familieliv og arbejdsliv, som en obligatorisk del af den lovpligtige indsats for et bedre arbejdsmiljø. Det er faktisk noget af det, som vi med trepartsaftalerne og regeringens aftale med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Ny Alliance den 18. december 2007 fik en aftale om – så man faktisk nu skal foretage målinger af medarbejderes trivsel og tilfredshed, herunder det psykiske arbejdsmiljø, og det skal ske i tilknytning til den lovpligtige arbejdspladsvurdering. Og initiativet er i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i staten, regionerne og kommunerne implementeret i samarbejds- og MED-udvalgs-strukturen. Så der er faktisk også nogle af tingene, som vi har arbejdet videre med, og som vi har kunnet arbejde videre med, og det har vi selvfølgelig taget fat på.

Fru Julie Skovsby.

Jeg vil meget gerne stille spørgsmålet skriftligt, og så får jeg også mulighed for at høre, om der skulle være yderligere anbefalinger, som man ønsker at arbejde videre med, netop ved trepartsforhandlinger.

Men en af de mange anbefalinger, som ikke falder ind under den definition, kunne eksempelvis være anbefaling nr. 4, som handler om, at daginstitutionernes pædagogiske personale bør have mest mulig tid til at opfylde børnenes behov for omsorg og stimulering. Føler ministeren, at det punkt eksempelvis er blevet opfyldt, eller er det også noget, man arbejder med, og som vi kan forvente at der om 5 år måske kommer noget om?

Ministeren.

Det er en af de anbefalinger, der især retter sig mod den aktør, som vi kalder kommunerne, men så skal vi jo selvfølgelig fra regeringens side sørge for at opstille nogle rammer, så kommunerne også har mulighed for at gennemføre det her.

Der kan jeg glæde spørgeren med, at vi faktisk sidste år fik gennemført en lang række afbureaukratiseringsforslag og fjernelse af regler netop inden for dagtilbudsområdet, hvilket faktisk betyder, at vi løfter, hvad der svarer til 170 mio. kr., af kommunernes skuldre i forhold til nogle regler og noget bureaukrati, som vi er blevet enige med kommunerne om at fjerne.

Så der har vi faktisk været inde at levere varen, for at kommunerne kan sørge for at bruge de ressourcer, der så bliver frigivet, til at gå ind og arbejde med den her anbefaling fra kommissionen.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til socialministeren. Der er en anden runde, det har hr. Per Ørum Jørgensen i hvert fald bedt om. Værsgo, hr. Per Ørum Jørgensen.

Tak for det, og tak for en god og konstruktiv debat. Jeg synes, at det er utrolig opløftende, at vi igen i Folketinget debatterer familiepolitik. Det har altid været et højt profileret område for Kristendemokraterne, og det vil det også fremdeles være. Jeg synes måske ikke, at jeg sådan er voldsomt opløftet i forhold til regeringens intentioner om at komme med nye forslag om det, men trods alt var der jo mange pæne løfter i den henseende.

Jeg synes egentlig efterhånden, hvis vi også skal give det her et værdipolitisk præg, at man ser, at pengedebatten fylder det hele, når det gælder den danske politik. Det handler utrolig meget om økonomi og penge og alt for lidt om, hvad det er, der giver borgerne livskvalitet. Netop det spørgsmål, som betyder allermest for langt de fleste borgere, er jo det med de nære omgivelser, det er spørgsmålet om deres familieliv.

Derfor er det jo selvfølgelig helt, helt centralt trods finanskrisen, at vi også imødekommer ønsket fra borgerne om, at der er fokus på, hvad det er, der giver borgerne livskvalitet, og at det ikke kun kommer til at handle om penge. Det er ikke bare en tendens, som Kristendemokraterne vil bringe ind i det danske Folketing. Det er noget, vi ser Cameron i England bruge mange ressourcer på; det er noget, vi ser Sarkozy i Frankrig bruge mange ressourcer på, netop at sætte fokus på det – som en slags refleksion oven på finanskrisen og som refleksion oven på den opgangsperiode, som mange lande jo har oplevet igennem de senere år – og på, hvad det egentlig er, der betyder noget for folks hverdag. Der er det altså vigtigt at have familiepolitikken helt fremme på den politiske dagsorden.

Der er mange partier, som taler om skattelettelser – mange er måske så meget sagt, men der er i hvert fald nogle stykker, som er meget optaget af skattelettelser i forhold til at skabe vækst – men det, der egentlig er interessant, når man ser undersøgelser, og hvis man hører de udenlandske eksperter, som vi jo har brug for i Danmark til at skabe væksten, er, at det jo ikke er på grund af skattetrykket, at de vælger at bosætte sig i Danmark.

Der kom en undersøgelse for nylig, hvor man konkluderer, at ni ud af ti eksperter fremhæver det forhold, at danske arbejdspladser respekterer medarbejdernes familieliv, og stort set alle glæder sig over den personlige sikkerhed og det rene miljø. Det er meget sjovt at se, at det altså er de bløde værdier, der tiltrækker udenlandske eksperter. Det er vores velfærdssamfund. Så faren er jo, at vi er så optaget af økonomi og penge, at vi egentlig glemmer det, som gør, at mange fra udlandet faktisk har lyst til at opholde sig i Danmark og arbejde i Danmark og dermed give værdi til det danske samfund.

Derfor er jeg også glad for, at Kristendemokraterne i forbindelse med finansloven fik nedsat en værdikommission, hvor netop familiepolitikken er et væsentligt element, og hvor vi lægger op til en folkelig debat om familiernes vilkår, herunder også børns opvækst, børns opdragelse. Vi får sat fokus på, hvad den moderne livsstil betyder for os, og får på den måde rejst en værdidebat med udgangspunkt i, hvad der betyder noget for den enkelte borger. Og der er det ganske givet familien, der betyder noget, uanset om vi taler om det fra børnenes perspektiv, fra bedsteforældrenes perspektiv eller fra forældrenes perspektiv.

Så jeg vil egentlig gerne sige tak for en rigtig god debat, og så kan jeg garantere, at Kristendemokraterne vil sætte det her spørgsmål på dagsordenen flere gange og kontinuerligt i Folketinget, så vi ikke glemmer, at der er andet, der betyder noget her i Danmark, end penge og økonomi.

Tak til ordføreren.

Der er flere, der har bedt om en anden runde, og jeg tager dem efter partistørrelse, og det vil sige, at det er fru Louise Schack Elholm, der er først, derefter er det hr. René Christensen og foreløbig i hvert fald fru Vivi Kier.

Så er det fru Louise Schack Elholm fra Venstre.

Jeg synes, vi må gøre det helt klart, at familiepolitikken er utrolig vigtig, men familiepolitikken er meget andet end bare det at tale om barselorlov og mange andre ting, som er meget vigtige. Familiepolitik handler også om at skabe nogle rammer for vores børn, der rækker ud i fremtiden, nogle rammer, der sikrer, at der er et velfærdssamfund for vores børn, og jeg må sige, at det sigte synes jeg overhovedet ikke oppositionen har vist noget af i dag.

Man er kommet med nogle gyldne løfter, som er fuldstændig ufinansierede, og hvad betyder det? Det betyder, at vi efterlader de kommende generationer – vores børn – med en meget, meget stor regning; en regning, der vil gøre, at de ikke vil kunne opretholde det velfærdssamfund, som vi kender i dag, og det synes jeg man skal tage alvorligt. Jeg synes, man skal tage den økonomiske situation alvorligt og ikke bare komme med det ene ufinansierede løfte efter det andet.

Noget af det vigtigste, vi kan gøre for vores børn, er derfor at sikre en fornuftig økonomisk politik, så det også er et velfærdssamfund, vores børn er voksne i.

Tak til ordføreren. Den næste i ordførerrækken er så hr. René Christensen. Undskyld, jeg beklager meget, men jeg må bede ordføreren om at komme op på talerstolen igen, for der kommer en kort bemærkning, og den er fra fru Julie Skovsby. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil meget gerne stille ordføreren et spørgsmål, når nu vi diskuterer de to veje, vi kan gå i dansk politik, og det er tydeligt for enhver, tror jeg, især for børnefamilierne, at regeringen og Dansk Folkepartis vej er besparelser. Vi derimod ønsker at skabe vækst, fremrykke offentlige investeringer og til sidst arbejde os ud af krisen.

Jeg vil blot stille spørgsmålet, om man som borgerlig politiker ikke engang imellem overvejer, om man kan spare for meget på netop det her område. Kan man spare for meget på børneområdet i forhold til de besparelser, der sker i daginstitutioner, i forhold til hvor meget man presser forældre, i forhold til de mange, mange områder, hvor vi ser der sker besparelser? Kan man spare for meget?

Ordføreren.

Denne indstilling, som ordføreren viser her, minder mig om det, jeg nogle gange ser i Luksusfælden. Jeg ved ikke, om fru Julie Skovsby ser Luksusfælden, men man kan se eksempler på forældre, der har de her dyre, dyre kreditkort og køber masser af legetøj til deres børn, fordi de synes, det er godt for deres børn, at de har legetøj. De glemmer bare at tænke på, at der også skal betales for det legetøj, og det er ikke godt for børnene, hvis konsekvensen af, at de får mere legetøj, er, at familien mister huset.

Så for mig er det altså vigtigt, at der skabes nogle stabile rammer for vores børn og ikke bare nogle rammer, som er det rene overbud, som er ufinansierede. Der skal være hold i det, vi lover dem.

Fru Julie Skovsby.

Mit spørgsmål var egentlig meget enkelt det, nemlig om man kan spare for meget på det her område. Kan man gennemføre for store besparelser på børneområdet? Det var det, jeg spurgte om.

Hvordan det er andre steder i landet og i Luksusfælden og andre ting, skal jeg ikke gøre mig klog på. Jeg ved bare, at der, hvor jeg kommer fra, er der familier, der har købt hus på et tidspunkt – måske på det forkerte tidspunkt, men sådan er det, det er vi altså nogle der har gjort – hvor huspriserne var høje. Man har købt med fastforrentede lån, og det, at regeringen og Dansk Folkeparti har halveret dagpengeperioden, gør altså, at nogle familier vil komme til at sidde i en meget, meget usikker situation, samtidig med at især vilkårene for børnefamilierne forringes.

Bor man i et område, hvor et hus ikke kan sælges, og falder man ud af dagpengesystemet, kan man ikke komme på kontanthjælp, og så er det en forfærdelig situation at stå i. Det har intet med Luksusfælden at gøre. Men det er nogle store problemer, som rigtig mange oplever at have i dag.

Ordføreren.

Jeg kender udmærket til de problemer, der er. Jeg har selv købt hus på det allerdyreste tidspunkt, men det undskylder ikke, at man køber børnenes legetøj på et dyrt kreditkort. Man skal altså sørge for, før man bruger pengene, at pengene er i kassen, for ellers er det en gæld, vi efterlader til vores børn, så er det ikke et velfærdssamfund. Og jeg synes, vi skylder vores børn at give dem et velfærdssamfund.

Denne gang er der ikke flere korte bemærkninger, og så er det hr. René Christensen som ordfører for Dansk Folkeparti.

Ja, så blev vi nødt til at tage en anden runde. Det er jo, fordi man – hvis der er nogen, der sidder og kigger på det her – også er nødt til at få lidt svar. For hvad er det, vi har set her i aften? Det er jo utroligt, hvilken check Socialdemokratiet har fået med her i aften. Altså, i weekenden forsvandt de 12 minutter, der var de væk. Det er 15 mia. kr. Hvad er det så, der er sket her i løbet af aftenen? Hvis jeg kigger på min lille lommeregner, så er der vel blevet lovet 2-3 mia. kr. væk til nye pædagoger og daginstitutioner sådan lige over en torsdag aften. Det er da interessant, og det er da flot. Jeg kan godt forstå, hvis der sidder nogle ude på den anden side og siger: Det lyder rigtig spændende. Men skal vi ikke lige høre, hvordan de kommer? Skal vi ikke lige høre, hvordan alle de her penge kommer til nu, hvor også de 12 minutter er væk?

Så vil jeg også undres over, at man kan blive ved at stå her og sige det. Nu har ministeren også været oppe og sige, hvor mange penge der er blevet brugt. Når der er blevet brugt 22 mia. kr. på kommunerne, som de kan bruge på børneområdet, skoler og andre steder, hvordan kan man så blive ved med at stå og sige: Der bliver skåret ned, skåret ned, skåret ned? Det kan jeg simpelt hen ikke forstå.

Jeg vil bare sige til dem, der kigger på det her: Man skal altså lytte til, hvad der bliver sagt. Og i dag er der blevet lovet rigtig, rigtig mange penge væk. Jeg kan sige det sådan, at jeg i hvert fald fremadrettet vil bruge lidt af min tid på at finde ud af, hvor de her penge skal komme fra.

Der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger til denne ordfører, så vi går videre til den næste i ordførerrækken. Det er hr. Eigil Andersen som ordfører for Socialistisk Folkeparti. Der er 3 minutter.

Jeg kan forstå, at det generer de borgerlige partier meget, at vi fra oppositionens side har nævnt nogle af de forringelser, som man har gennemført over for børnefamilier. Det kan jeg da godt forstå generer, for det generer også familierne og giver dem derfor et dårligere familieliv – det er det tema, den her debat handler om – eksempelvis ved at man har skåret ned på børnechecken, eksempelvis ved at man har ladet antallet af lukkedage og lukkeuger i kommunerne vokse, og ved at man ikke har opfyldt sit løfte fra 2005 om at ville afskaffe alle lukkedage. Det var en borgerlig familieminister, som lovede det, men det trak man tilbage. Det forstår jeg godt er generende, men problemet er, at det er et faktum. Det er sådan, det forholder sig. Der er jo et princip her, som ikke duer. Man kan jo ikke sige, at nu skærer man ned på velfærden for at bevare velfærden. Altså, det strider simpelt hen mod hinanden, og sådan hænger tingene ikke sammen. Det er en absurditet.

Med hensyn til økonomisk ansvarlighed må jeg sige, at det virker utrolig dobbeltmoralsk på mig at høre, at man fra borgerlig side mener, at man er økonomisk ansvarlig. De skattelettelser, som den her regering har bevilget hovedsagelig til højtlønnede og rige mennesker i 2003 og i 2007, betyder, at det danske samfund i dag får 19 mia. kr. mindre i indtægt hvert eneste år, end man ville have fået, hvis man ikke havde lavet de skattelettelser. 19 mia. kr. havde vi haft mere, eller også havde vi kunnet dække noget af underskuddet på den måde.

Sagen er, at den her regering simpelt hen har forøget underskuddet i statskassen med 19 mia. kr. årligt bare ved de skattelettelser, man har gennemført i 2003 og 2007. Og så duer det jo altså ikke, at man kommer her og siger, at man har opført sig ansvarligt, og at vi andre har opført os uansvarligt.

Jeg vil i øvrigt også gerne sige noget om kommunerne. Man kan stille forskellige tal op, men man kan gå ud til befolkningen og spørge befolkningen ad, hvordan de oplever det. Oplever de, at kommunerne har fastholdt velfærden, har gjort den bedre eller har forringet den? Så vil svaret fra de fleste være, at de har oplevet forringelser, og det passer også. Det hænger jo simpelt hen sammen med, at der eksempelvis bliver flere ældre i samfundet, og at der derfor er et stigende behov for penge på det område. De penge får kommunerne ikke, og derfor bliver resultatet for den enkelte person, at det bliver en dårligere hjælp og en dårligere service, man får, end man har fået hidtil. Sådan forholder det sig, og det er det, som afspejler sig i meningsmålingerne, nemlig at det er befolkningen godt klar over, og at de kan se, at det, der bliver sagt her fra borgerlig side, simpelt hen ikke passer.

Der er et par korte bemærkninger til ordføreren. Den første er fra hr. René Christensen.

Det er meget, meget kort, og det er egentlig et helt andet emne, for vi snakker jo familiepolitik her, men man er nødt til at kommentere på det, der bliver sagt.

Nu bliver der sagt, at skattelettelserne kun er gået til de allerrigeste. Vil det sige, at man fra SF’s side vil påstå, at der ikke er nogen af de her LO-familier – altså gode danske borgere, som har en faglig uddannelse, og som går på arbejde hver dag og passer deres ting – som har fået glæde af de her skattelettelser? Er det det, man står og siger?

Ordføreren.

Det, jeg sagde, og det, som er rigtigt, er, at de skattelettelser, man har givet i 2003 og 2007, hovedsagelig er gået til vellønnede og rige mennesker. Det er også et faktum. Men det er jo simpelt hen uansvarligt, at man har givet skattelettelser, som derefter medfører et større statsunderskud. Den misere, vi står i nu i det danske samfund, ville have været langt mindre, hvis de skattelettelser ikke var givet.

Hr. René Christensen.

Jamen det er interessant at høre. Det vil sige, at sygeplejersken, politibetjenten, automekanikeren og smeden, der går på arbejde hver dag og passer sine ting, simpelt hen får for meget i løn. Det er de rige, vi skal løbe efter. Det er dem, der går på arbejde hver dag, har taget deres faglige uddannelse, passer deres job og arbejder rigtig hårdt hver eneste dag. De får simpelt hen alt for meget i løn, og der skal skæres endnu mere. Og så kan man så spørge: Mon ikke nogle af dem også er i børnefamilier?

Ordføreren.

Det er jo småpenge, som er givet til almindelige mennesker, i forhold til hvad der er givet til dem, der har store indtægter; hvad bankdirektører og andre har fået. Så der er jo en kolossal skævhed i det her.

Jeg mente egentlig også, at det her var en debat om familieliv og arbejdsliv og balancen mellem det, men jeg kan jo forstå på det, der bliver sagt fra borgerlig side, at man ønsker en økonomisk debat i stedet for. Så er det jo klart, at man bliver nødt til at reagere på det. Jeg havde da hellere set, at vi f.eks. nu havde talt om, hvorfor den borgerlige regering ikke vil indføre, at børnefamilier kan få mulighed for at bruge hjemmeserviceordningen, som kunne lette deres hverdag. Det synes jeg da ville være et langt bedre punkt at få uddybet i den her debat, for det ville være noget konkret, som ville kunne hjælpe rundtomkring i hjemmene.

Der er en kort bemærkning fra fru Louise Schack Elholm.

Tak. Alle de skattereformer, skatteomlægninger, der har været, har haft et enormt stort fokus på at sikre, at det kan betale sig at arbejde. F.eks. er der blevet indført et beskæftigelsesfradrag, ligesom Familie- og Arbejdslivskommissionen har foreslået, hvilket jo netop hører ind under den her debat.

Så overrasker det mig, at SF's ordfører kan stå her og sige, at vi har haft et for højt forbrug, for jeg kan ikke mindes en eneste gang, hvor SF er kommet med et forslag, der har kostet færre penge end det, regeringen er kommet med. Så jeg ville gerne høre SF: Hvornår har man nogen sinde foreslået at bruge færre penge, end vi har foreslået?

Ordføreren.

Jeg er ikke helt med på spørgsmålet, men jeg ved i hvert fald én ting, og det er, at de skattelettelser, som jeg har henvist til et par gange, har mit parti stemt imod, og det er jo, fordi vi har ment, at det var uansvarligt at give dem. Det betyder jo, at vi der i hvert fald ville have holdt nogle penge i de offentlige kasser, som den borgerlige regering bare har smidt ud på en helt uansvarlig måde, hvilket er en af årsagerne til, at samfundet står i den suppedas, som vi står i nu. Det, som det så drejer sig om, er jo selvfølgelig at få økonomien til at hænge sammen – det er det helt oplagt at det gør – men det drejer sig også om at få samfundet til at fungere på en socialt ansvarlig måde, sådan at vi stadig væk tager hånd om dem, der har brug for det.

Den her regering er jo ved at støde de arbejdsløse ud i mørket med halveringen af dagpengeperioden, og i dag har vi behandlet et lovforslag, som handler om at nedsætte revalideringsydelsen til unge under 30 år osv. Det er stribevis af sociale forringelser, som er fuldstændig skæve og urimelige.

Fru Louise Schack Elholm.

Jeg er godt klar over, at Socialistisk Folkeparti ønsker at hæve skatterne. Det, jeg spurgte om, var: Hvornår har der været forslag om at bruge penge, hvor Socialistisk Folkeparti har foreslået at bruge færre penge, end regeringen har gjort? Lad mig gøre det mere specifikt: Hvornår har SF's finanslovforslag nogen sinde kostet færre penge end regeringens?

Ordføreren.

O.k., nu forstår jeg spørgsmålet bedre.

Jeg tvivler på, at det er sket, og det er jo, fordi man ud fra en borgerlig tankegang ikke er så optaget af, hvordan velfærdssamfundet fungerer. Ud fra en borgerlig tankegang skal mennesker som udgangspunkt bare klare sig selv, altså, det er det såkaldte Tarzansyndrom: Her er jeg, jeg er så dygtig, og jeg skal nok klare mig. Og så ender det jo bare med, at der den dag, man bliver syg og har brug for samfundets hjælp, så måske ikke er nogen hjælp, eller at der den dag, man bliver arbejdsløs, så ikke er nogen hjælp, fordi dagpengeperioden er blevet forkortet til 2 år.

Det er jo den borgerlige tankegang, og der er det klart, at vi i SF mener, at der stadig væk skal være et ordentligt velfærdssamfund, som skal være velafbalanceret, og det kræver nogle penge.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre til fru Vivi Kier fra Det Konservative Folkeparti.

Tak. Jeg ved godt, at det har været en lang dag, og at vi alle sammen er ved at være trætte. Nogle af os er også sultne, men når jeg bad om at få ordet i anden omgang, var det lidt, fordi der i forbindelse med nogle punkter – og jeg havde opbrugt min spørgetid og min spørgeret – faktisk var nogle ting, som jeg syntes man var nødt til lige at sætte på plads. Senest må jeg jo så sige, at i hvert fald hr. Ole Sohn har været ude at sige og anerkende, at den offentlige sektor er rekordstor. Der er nogle i Socialistisk Folkeparti, som godt ved, at vi har den største offentlige sektor. Det kan jo ikke ligne besparelser.

Men lad det ligge, for jeg synes faktisk, at det tema, vi havde på i dag, var rigtig, rigtig vigtigt, nemlig balance mellem arbejdsliv og familieliv. Mange af spørgsmålene og mange af kommentarerne kom til at handle om noget, som overhovedet ikke havde den fjerneste indflydelse på balancen mellem arbejdsliv og familieliv. Jeg fik bare ekstremt meget behov for at sige, at det forslag til vedtagelse, vi ser her, og det, man liner op i teksten, kun bekræfter mig i, at socialisterne altså mener, at de er bedre til at bestemme, hvordan familierne skal leve, altså frem for at familierne selv kan vælge. Man vil gerne begrænse familiernes ret til selv at vælge, og det synes jeg simpelt hen er så deprimerende. Jeg er nødt til at sige, at det kan jeg som borgerlig politiker aldrig nogen sinde stå inde for.

Når man så kigger på, hvad det er, de mener, der kunne gøres, for at vi fik en bedre balance mellem arbejdsliv og familieliv, så hverken græder eller griner jeg, men jeg er nødt til at slutte med det, jeg startede mine spørgsmål med at sige: Hvem skal nu betale? Jamen det har vi jo hørt. Man mener, at den gode LO-arbejderfamilie, der går ud og arbejder hårdt og inderligt og passer sit og sine, skal brandskattes ligesom alle mulige andre, og så tror man, at der er så mange millionærer i det her land, at man der kan hente milliarder af kroner ind.

Så det bliver brandskatning, og det bliver afgifter, som man kendte det for 10 år siden, hvor man aldrig vidste, hvad man havde at gøre med, fordi der er nogle partier herinde på Christiansborg, der mener, at de er langt bedre til at bestemme, hvordan familier skal leve, og man skal nok beslutte, hvem der skal holde barselorlov, og hvem der skal gøre hvad hvornår. Jeg synes, det er dybt, dybt tragisk og trist, og det kan undre mig inderligt, at Det Radikale Venstre, som plejer at være økonomisk ansvarlige, kan gå med på en forslagstekst, som også jeg bare kan se løber op i milliarder af kroner.

Der er et par korte bemærkninger til ordføreren. Den første er fra fru Julie Skovsby.

Tak for det. Jeg vil sige til fru Vivi Kier, at det er o.k., at man ikke mener, at Socialdemokraternes og SF's finanslovforslag er finansieret, men det, at man siger det mange gange og gang på gang, gør det altså ikke mere rigtigt. Når det så handler om at diskutere det, som forespørgslen i dag vitterlig vedrører, nemlig Familie- og Arbejdslivskommissionens anbefalinger, og om, hvorvidt regeringen og partierne her i Folketinget ønsker at videreføre nogle af de forslag eller anbefalinger, så har jeg bemærket, at mine kollegaer og især SF's ordfører, hr. Eigil Andersen, flere gange har nævnt mange konkrete anbefalinger i spørgsmålene. Jeg har også her i debatten haft flere af anbefalingerne fremme og har stillet direkte spørgsmål, og det er jo det, det handler om.

Jeg vil bare spørge De Konservative, om der er en af de her anbefalinger, som man kan nævne, som man synes er relevant, og som vi ikke har været inde at diskutere i debatten i dag.

Ordføreren.

Nu vil jeg så sige, at jeg er dybt, dybt forundret over, at det, hvis det er nogle af de anbefalinger, man gerne vil have gennemført, så ikke er det, man har skrevet i sit forslag til vedtagelse. I forslaget til vedtagelse står der »Gøre op med kommunal nulvækst«, »Øremærke 12 ugers barsel til mænd« osv. osv. Jeg er nødt til at sige, at jeg ikke sådan lige kan se, at det har så meget at gøre med de anbefalinger, der kom fra den kommission.

Jeg synes, det er fint og godt, at vi er uenige, men for mig er det rigtig vigtigt, at vi giver muligheder for, at familierne selv kan vælge og selv tilrettelægge, hvordan de vil leve deres liv. Jeg ønsker ikke at tvinge nogen familier ind i noget, sådan som jeg igen og igen hører andre vil. For jo flere skatter man opkræver ude hos borgerne, jo flere ting man kommer med løfter om, jo mere signalerer man herindefra, at Folketinget er meget bedre til at bestemme, hvordan borgernes penge skal bruges, end de selv er til at bestemme det.

Fru Julie Skovsby.

O.k., så tager vi det punkt for punkt. I anbefaling nr. 20 står der: »Der bør skabes bedre betingelser for, at mænd kan tage barselsorlov.« Det har meget at gøre med øremærket barsel til fædrene. Så kan vi tage anbefaling nr. 4, hvor der står: »Daginstitutionernes pædagogiske personale bør have mest mulig tid til at opfylde børnenes behov for omsorg og stimulering.« Det vedrører i den grad kommunal nulvækst, og det er der flere af anbefalingerne der gør.

Jeg stiller blot det her spørgsmål, fordi jeg ikke har hørt den konservative ordfører nævne en eneste anbefaling her i debatten i dag. Vi har bragt dem på banen, og vi har nævnt de specifikke anbefalinger. Kan den konservative ordfører nævne en af de anbefalinger, man synes det er vigtigt at gå videre med?

Ordføreren.

Så bliver jeg sådan set meget trist til mode, for så har hele debatten i dag jo været spildt, og jeg må i hvert fald formode, at spørgeren overhovedet ikke har hørt efter, hvad jeg har sagt. Jeg er faktisk kommet med konkrete bud på, hvad jeg synes vi skulle gå videre med. Men i den socialdemokratiske verden er det åbenbart kun de anbefalinger, der tæller. At følge dem er det eneste, man kan gøre for at gøre det bedre for familierne.

Jeg må sige, at når det gælder barsel, skal vi da ikke tvinge nogen familier til at beslutte, at fædrene skal tage en bestemt del. Vi har jo faktisk i den her regeringstid udvidet barselordningen med barsel op til 52 uger og gjort den fleksibel. Vi har gjort rigtig meget for det her. I forhold til tid til børn er jeg fuldstændig enig i, at det er vigtigt, at der, når vores børn kommer ud i dagtilbud, er nogle voksne, som tager sig tid til dem. Men hvis kommunerne sparer på det her område, er det faktisk, fordi kommunerne i de her år har færre børn og nu får flere ældre. Derfor skal man jo ikke bruge de samme penge, som man skulle bruge før. De kommunale budgetter er steget år efter år. Det kan vi se sort på hvidt. Selv hr. Ole Sohn har bekræftet det i dag. Så er det da klart, at kommunerne skal regulere, alt efter hvor mange borgere man har i den ene og den anden gruppe.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Eigil Andersen.

De punkter, som står i oppositionens forslag til vedtagelse, er følgende: »Styrke indsatsen for at forebygge og bekæmpe stress og udbrændthed på arbejdspladsen.« Det koster umiddelbart ikke nogen penge, det kan spare penge, nemlig sygedagpenge. »Øremærke 12 ugers barsel til mænd« koster ikke penge. Det er en flytning af en barselorlov fra en person til en anden. »Begrænse lukkedage i daginstitutioner og SFO'er« koster penge, formentlig 400 mio. kr., og det er der afsat penge til i Socialdemokratiet og SF's plan. »Fjerne besparelserne på børnefamilieydelsen og loftet over tabt arbejdsfortjeneste for pasning af et barn med handicap eller alvorlig sygdom« koster også penge, og det er der også afsat penge til i vores plan.

Endelig er der punktet »Gøre op med kommunale nulvækst«. Det er jo nødvendigt for at kunne gennemføre visse af de her ting. Eksempelvis er der kommuner, som tvinger ansatte i daginstitutionerne til at gå ned i arbejdstid, sådan at daginstitutionernes bemanding bliver dårligere og børnenes forhold bliver dårligere. Så det er jo meget konkret. Men vi er ikke oppe i milliardbeløb, sådan som det bliver fremstillet her.

Ordføreren.

At begrænse lukkedage i daginstitutioner og SFO’er har man så beregnet koster et beløb, og jeg indrømmer blankt, at jeg ikke lige ved, hvor mange dage man har beregnet ind i det her. Jeg ved, at jeg i den periode, jeg har siddet herinde på Christiansborg, har været med til at give omkring 62 mio. kr. til at afskaffe de løsrevne lukkedage. Så prøver man nogle gange at følge en kommune, man selv kender godt, for det er dér, man kan se om det her virker. Jeg ved, at med de penge, der blev tildelt den kommune, jeg kender, afskaffede man de fire løsrevne lukkedage, man havde.

Derfor bekymrer det mig da dybt, at der, når jeg ser, at man faktisk har lavet en aftale med nogle kommuner og givet dem nogle penge, som de skal bruge til at løfte opgaven, tilsyneladende bliver ved med at opstå de her lukkedage. Derfor glæder det mig overordentligt, at jeg hørte ministeren sige i sin tale, at det vil man gå ind og kigge meget grundigt efter i sømmene. For det hjælper jo ikke noget at lave en aftale, hvis aftalen så ikke bliver holdt. Det svarer fuldstændig til, at alle mulige mennesker, der får en lønindkomst – og vi får også nogle penge, der går ind på vores konto – hver eneste måned bruger 2.000 kr., som der egentlig ikke er dækning for.

På et eller andet tidspunkt er det her regnestykke jo nødt til at gå op. Så at vi skal give kommunerne flere penge til noget, vi egentlig har givet penge til de kunne løfte opgaven med, er jo sådan lidt underligt og tricky, men det er noget af det, som jeg meget gerne vil gå ind i en debat om, for jeg synes, at det er urimeligt, at en aftale, hvor vi har givet penge til noget, så ikke bliver overholdt.

Hr. Eigil Andersen.

Det er det selvfølgelig også. Nu ved jeg ikke, om jeg har misforstået det, men jeg har egentlig forstået det sådan, at nogle af de her løsrevne lukkedage var blevet fjernet. Det er rigtigt, og det er det, pengene blev givet til. Det, der er problemet, er, at regeringen og ordførerens parti ikke vil give penge til, at man fjerner de her lukkeuger. Det er det, der er problemet, for så kan folk ikke passe deres arbejde. Det er det, vi gerne vil give nogle flere penge til.

Men det, der var min hovedsigte, var at sige til Det Konservative Folkeparti, at når det bliver fremstillet, som om vi er ude på et eller andet eventyr, når det gælder økonomi og penge, så passer det simpelt hen ikke. Det er ikke mange milliarder kroner, sådan som det bliver sagt. Det er et væsentlig mindre beløb. Den finansiering, der skal til, og der skal selvfølgelig finansiering til, er også indbygget i »En Fair Løsning« og »Fair Forandring«, SF's skatteplan og vores plan for fremtiden på arbejdsmarkedet.

Ordføreren.

Jeg må så bare sige til »En Fair Løsning« og »Fair Forandring«, eller hvad alle de her mange planer, der er lagt frem, nu måtte hedde, hvor der ikke kunne flyttes et komma, og hvor kommaerne så alligevel er blevet flyttet hen ad vejen, at man det ene øjeblik gerne vil have 12 minutter mere om dagen, og det andet øjeblik er det skubbet til side, fordi det ikke holder; der mangler man at finde en finansiering på 15 mia. kr. Den del synes jeg slet ikke at vi skal tage fat på, men jeg vil også gerne tage den debat.

Så er der kommunerne, som har indført lukkeuger. Jeg må sige, at kommunerne jo har fået penge til at drive daginstitutioner og til at have dem åbne. Vi har så et kommunalt selvstyre, men jeg forstår så, at SF er utilfreds med, at kommunerne selv har kunnet disponere. Og vi kommer til at tage debatten om, hvorvidt vi skal flytte det fra kommunerne og fjerne det hele og igen sige, at vi herindefra Folketinget er bedst til at vide, hvordan tingene skal fungere. Det må jo bero på nogle aftaler, som man får, når man forhandler overenskomst, eller hvad det nu hedder, når kommuner og regeringen sidder sammen.

Jeg synes jo, at det er problematisk, hvis jeg har givet penge til et område, at kommunerne så vælger ikke at bruge pengene til det område, men bruger dem til noget helt andet. Det er så her, at vi ender med at genere kommunerne ved meget specifikt at sige: Nu får I en pose penge, og de skal bruges til det. Men da vi gav dem 62,5 mio. kr. – tror jeg, at det var – til de løsrevne lukkedage, var de selv med til at sige, at det var det, der kunne gøre, at de løsrevne lukkedage kunne fjernes. Derfor er det rigtig ærgerligt, at kommunerne alligevel bliver ved med at komme med nye lukkedage.

Så siger vi tak til ordføreren, da der ikke er flere, der har bedt om korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted tirsdag den 1. marts.